Legislator Case Law & Legislation
20211XX00631 DK

Skriftlig fremsættelse (30. marts 2022) - L 151

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2021 L 151 Valid

Skriftlig fremsættelse (30. marts 2022)

SF.L#LOKDOK28 2021 L 151 Valid

Social- og ældreministeren (Astrid Krag)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Skærpede krav til kommunalbestyrelsens opfølgning på danmarkskortet m.v.)

(Lovforslag nr. L 151)

Lovforslaget har til formål at styrke retssikkerheden for borgerne på socialområdet og skærpe det kommunalpolitiske fokus på retssikkerheden og sagsbehandlingen på socialområdet i de enkelte kommuner.

Med lovforslaget udmøntes dele af den politiske aftale ”Udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet for 2022-2025 (Delaftale på social- og ældreområdet)”, der blev indgået den 19. november 2021.

Da finansieringen af aftalen alene gælder til og med 2025 foreslås de i lovforslaget foreslåede initiativer ligeledes alene at gælde til og med 2025.

Med lovforslaget foreslås for det første en skærpelse af kravene til kommunalbestyrelsens behandling af det såkaldte danmarkskort.

Danmarkskortet er et kommuneopdelt danmarkskort med det forudgående års statistik over omgørelsesprocenten i Ankestyrelsens afgørelser i klagesager efter serviceloven.

Med lovforslaget foreslås, at kommunalbestyrelsen i sin behandling af danmarkskortet skal forholde sig særskilt til, hvorvidt der er behov for at udarbejde en handlingsplan til styrkelse af den juridiske kvalitet i kommunens sagsbehandling, og at Ankestyrelsen kan træffe beslutning om, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en sådan handlingsplan.

For det andet foreslås det at udvide kommunalbestyrelsens forpligtelse til at drøfte resultater og konklusioner fra Ankestyrelsen, der er af betydning for kommunen.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →