Beretning over Borgertinget på klimaområdet
Statutory Text (2 Articles)
Beretning afgivet af Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget den 15. september 2022
Beretning
over
Borgertinget på klimaområdet
1.
Indledning
For at Danmark skal kunne nå sine klimamål i 2025, 2030 og 2050, er det nødvendigt med en bred folkelig inddragelse i klimakampen, da det bidrager med engagement og ejerskab til den grønne omstilling.
Derfor blev aftaleparterne bag »Aftale om en klimalov af 6. december 2019« (regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet) enige om at oprette et Borgerting på klimaområdet, hvor borgerne kunne få deres stemme hørt i tilrettelæggelsen af klimapolitikken.
Det har været Borgertingets formål igennem en række samlinger og temamøder at debattere borgernære dilemmaer og spørgsmål forbundet med klimaudfordringerne med baggrund i en række oplæg fra eksperter.
Drøftelserne har mundet ud i en række anbefalinger, som er blevet fremlagt for klima-, energi- og forsyningsministeren og Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg.
Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget har løbende været inddraget i arbejdet med Borgertinget.
Der har således været afholdt fire møder med udvalget i perioden fra efteråret 2020 til foråret 2022, som alle er blevet tv-transmitteret, og som kan ses på Folketingets hjemmeside.
Det første møde blev afholdt virtuelt den 12. november 2020 på grund af coronasituationen.
Formålet med mødet var at give repræsentanter fra Borgertinget mulighed for at præsentere deres foreløbige indtryk af Borgertingets drøftelser af en række klimapolitiske emner og dele deres foreløbige oplevelse af at deltage i Danmarks første nationale klimaborgerting, jf. KEF alm. del – bilag 70, folketingsåret 2020-21.
Formålet med de efterfølgende møder den 29. april 2021 (virtuelt), den 5. september 2021 og den 30. april 2022 var, at medlemmer af Borgertinget kunne præsentere deres anbefalinger inden for flere klimapolitiske områder for Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget og klima-, energi- og forsyningsministeren, jf. KEF alm. del – bilag 281 og 398, folketingsåret 2020-21, og KEF alm. del – bilag 150 og 317.
På møderne den 5. september 2021 og den 30. april 2022, som blev afholdt fysisk, blev der også arrangeret workshops, hvor medlemmer af Borgertinget og udvalget kunne drøfte og debattere anbefalingerne i mindre grupper, herunder klimaanbefalinger om adfærd, bygninger, energiforsyning, forbrug, landbrug og transport.
2.
Politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (V, RV, SF, KF, DD, LA, ALT og Orla Østerby (UFG)) anerkender det store arbejde, som medlemmerne af Borgertinget har lagt i at gå i dybden med centrale faglige emner inden for klimapolitikken og at udarbejde en lang række anbefalinger.
Vi har i Danmark en stærk tradition for folkeoplysning og folkelig deltagelse.
Det er derfor positivt for arbejdet med klimaudfordringerne og den grønne omstilling, at borgerne engagerer sig i debatten og vil være med til at finde de bedste og mest egnede løsninger.
Et flertal i udvalget (V, RV, SF, KF, DD, LA, ALT og Orla Østerby (UFG)) bakker op om flere af Borgertingets anbefalinger, som også allerede er indarbejdet i nogle af de politiske aftaler, som er indgået med regeringen.
Desuden har udvalget også arbejdet med flere af Borgertingets anbefalinger, f.eks. i forbindelse med afholdelse af høringer om power-to-x, geotermi og klimavenlig adfærd, samråd om regeringens fremtidige klimapolitiske initiativer, m.v. Danmark er allerede langt fremme i den grønne omstilling, men vi er ikke helt i mål endnu, da arbejdet med at løse klimaudfordringerne og understøtte den grønne omstilling er tidskrævende og et meget komplekst område.
Derfor vil flertallet i udvalget også fortsætte det politiske arbejde med en række af anbefalingerne og arbejde for, at Danmark kan nå sine ambitiøse klimamålsætninger.
Et flertal i udvalget (V, RV, SF, KF, DD, LA, ALT og Orla Østerby (UFG)) finder også, at Danmark ud over at indfri vores egne nationale klimamål også skal bidrage aktivt med at hjælpe andre lande med den grønne omstilling.
De danske drivhusgasudledninger står kun for ca. 0,1 pct. af verdens samlede udledninger, så derfor skal klimaudfordringerne også løses globalt.
Her har Danmark en unik mulighed for at inspirere og hjælpe andre lande med vores knowhow og erfaring med den grønne omstilling.
Dette skal gøres gennem internationalt samarbejde og strategiske partnerskaber.
På den måde kan Danmark være med til at skubbe til udviklingen og få klimaet endnu højere op på den internationale dagsorden.
Et flertal i udvalget (V, RV, SF, KF, DD, LA, ALT og Orla Østerby (UFG)) noterer sig, at partierne bag »Aftale om klimalov af 6. december 2019« afventer Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets evaluering af arbejdet med Borgertinget på klimaområdet, herunder behovet for yderligere samlinger, i forbindelse med at klimaloven evalueres i 2023.
Flertallet i udvalget opfordrer klima-, energi- og forsyningsministeren til at orientere udvalget om resultaterne af evalueringerne.
Et mindretal i udvalget (ALT) ser frem til evalueringen af Borgertinget på klimaområdet i 2023 og er på forhånd meget positivt indstillet over for at fortsætte og udvikle både konceptet om borgerting generelt og Borgertinget på klimaområdet, f.eks ved at give Borgertinget egentlige mandater.
P.u.v.
Rasmus Helveg Petersen
Formand