Beretning om EU-reformgruppens anbefalinger
Statutory Text (3 Articles)
Beretning afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 8. juli 2022
Beretning
om
EU-reformgruppens anbefalinger
1.
Baggrund
Folketingets Europaudvalg nedsatte den 4. juni 2020 en særlig ekspertgruppe, EU-reformgruppen, som fik til opgave at komme med anbefalinger til, hvordan Folketinget kan styrke sin indflydelse på og parlamentariske kontrol med EU-politikken.
Medlemmerne af gruppen blev udpeget under særlig hensyntagen til deres viden om statsretten og EU-retten og deres erfaring med samspillet mellem Folketinget og regeringen i behandlingen af EU-sager og de udfordringer, som dette samarbejde giver.
Claus Larsen-Jensen (tidligere folketingsmedlem og formand for Europaudvalget), Helle Krunke (professor i forfatningsret på Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet), Claus Grube (tidligere EU-ambassadør og departementschef i Udenrigsministeriet), Holger K.
Nielsen (tidligere minister og folketingsmedlem og medlem af Europaudvalget og Det Udenrigspolitiske Nævn), Connie Hedegaard (tidligere EU-kommissær og folketingsmedlem og minister), Jens-Peter Bonde (tidligere medlem af Europa-Parlamentet) og Sinne Backs Conan, europapolitisk direktør for Finans Danmark, deltog i EU-reformgruppens arbejde, mens Uffe Østergaard (professor emeritus i europæisk historie ved Copenhagen Business School) indtrådte ved Jens-Peter Bondes død den 4. april 2021.
Rapporten »Folketinget i Europa – Europa i Folketinget« blev afgivet af EU-reformgruppen i oktober 2021.
Rapporten blev omdelt til Europaudvalget den 7. oktober 2021 og derefter fremsendt til Udvalget for Forretningsordenen.
Rapporten fremgår af EUU alm. del – bilag 564, folketingsåret 2021-22.
Udvalget for Forretningsordenen nedsatte på sit møde den 26. januar 2022 et underudvalg til at gennemgå EU-reformgruppens 22 anbefalinger, med henblik på at underudvalget skulle afgive indstilling til Udvalget for Forretningsordenen om, hvorvidt og i givet fald hvordan anbefalingerne vil kunne implementeres.
Kommissoriet for underudvalget fremgår af UFO alm. del – bilag 60, folketingsåret 2021-22.
Underudvalget har som afslutning på sit arbejde opfordret Udvalget for Forretningsordenen til at afgive denne beretning.
2.
EU-reformgruppens anbefalinger og udvalgets konklusioner
2.1.
Partilederdebat om danske EU-prioriteter (anbefaling 1)
2.1.1.
Reformgruppens anbefaling
EU-reformgruppen anbefaler, at Folketinget hvert femte år i juni i forlængelse af valget til Europa-Parlamentet afholder en debat på partilederniveau i Folketingssalen om danske EU-prioriteter for de kommende 5 år, og at denne debat skal munde ud i en vedtagelse.
2.1.2.
Udvalgets holdning
Udvalget deler EU-reformgruppens ønske om, at Folketinget i højere grad end i dag skal engagere sig i og søge indflydelse på EU’s strategiske dagsorden.
Udvalget tilslutter sig derfor EU-reformgruppens forslag om, at der i forlængelse af europaparlamentsvalget afholdes en forespørgselsdebat i Folketinget om de danske EU-prioriteter for de kommende 5 år.
En vedtagelse i forlængelse af forespørgselsdebatten kan være med til at sikre, at den danske europapolitiske linje ligger inden for det, et flertal er nået til enighed om, idet det dog bemærkes, at et eventuelt nyt flertal i Folketinget vil kunne anlægge en anden europapolitisk linje.
Udvalget opfordrer på den baggrund en kreds af repræsentanter fra de politiske grupper – f.eks. EU-ordførerne – til i fællesskab at stille en forespørgsel til udenrigsministeren i løbet af efteråret efter valget til Europa-Parlamentet om danske EU-prioriteter for de kommende 5 år, med henblik på at debatten kan munde ud i en folketingsvedtagelse om de danske EU-prioriteter.
Afsluttes forespørgslen med en vedtagelse, sendes denne til Kommissionen med henblik på at orientere Kommissionen om Folketingets holdninger til EU’s strategiske dagsorden.
Udvalget opfordrer til, at der ved disse forespørgsler om de danske EU-prioriteter dispenseres fra Folketingets forretningsordens regel om, at et forslag til vedtagelse ikke må være sammensat af mere end 150 ord, så der gives mulighed for, at vedtagelsesteksten må sammensættes af op til 400 ord.
2.2.
Partilederdebat med ny kommissionsformand (anbefaling 2)
2.2.1.
Reformgruppens anbefaling
EU-reformgruppen anbefaler, at Folketinget hvert femte år afholder en debat mellem partilederne og Kommissionens formand om EU’s strategiske dagsorden og Kommissionens arbejdsprogram for de kommende 5 år.
2.2.2.
Udvalgets holdning
Udvalget deler EU-reformgruppens ønske om, at Folketinget i højere grad end i dag skal have en direkte dialog med Kommissionen, så man kan henlede Kommissionens opmærksomhed på danske mærkesager, prioriteter og synsvinkler på de langsigtede strategiske linjer i EU.
Udvalget anmoder Europaudvalget om invitere Kommissionens formand til en sådan debat om EU’s prioriterede dagsorden på et passende tidspunkt efter udnævnelsen af en ny Kommission.
2.3.
Kontaktudvalg på højniveau med interesseorganisationer (anbefaling 3)
2.3.1.
Reformgruppens anbefaling
EU-reformgruppen anbefaler, at Folketinget nedsætter et kontaktudvalg med partilederne og repræsentanter på højeste niveau for de største interesseorganisationer med det formål at identificere de kommende vigtigste EU-sager på baggrund af Kommissionens årlige arbejdsprogram.
2.3.2.
Udvalgets holdning
Udvalget finder, at partierne allerede har gode og regelmæssige kontakter med interesseorganisationer, og det vurderes ikke, at der er behov for at oprette et kontaktudvalg.
2.4.
Årlig partilederdebat og beslutning om Folketingets prioriterede sager (anbefaling 4)
2.4.1.
Reformgruppens anbefaling
EU-reformgruppen foreslår, at Folketinget afholder en årlig partilederdebat i Folketingssalen om Folketingets prioriterede EU-forslag, som munder ud i en vedtagelse om, hvilke EU-forslag Folketinget vil have særligt fokus på det kommende år på baggrund af Kommissionens årlige arbejdsprogram.
2.4.2.
Udvalgets holdning
Udvalget vurderer, at det vil blive vanskeligt at samle partilederne til en sådan debat om de danske EU-prioriteter, og finder derfor, at der ikke bør gås videre med denne anbefaling.
Udvalget finder, at udvælgelsen af de prioriterede EU-forslag i stedet bør foretages af Europaudvalget i tæt dialog med de relevante fagudvalg og udenrigsministeren.
Folketingets prioritering bør bl.a. ske på baggrund af et samråd med udenrigsministeren i Europaudvalget og høring af de relevante fagudvalg.
Udvalget henstiller derfor til Europaudvalget, at det indleder forhandlinger med regeringen om en ny beretning med henblik på at få aftalt den nærmere procedure for, hvordan denne udvælgelse skal finde sted.
Udvalget indstiller, at man aftaler et nærmere spænd for antallet af prioriterede EU-sager, da antallet af større EU-sager kan variere fra år til år.
2.5.
Rapporteurordning i fagudvalg (anbefaling 5)
2.5.1.
Reformgruppens anbefaling
EU-reformgruppen anbefaler, at fagudvalgene udpeger en til tre såkaldte rapporteurs (ordførere) for Folketingets prioriterede EU-sager.
Udvalget giver rapporteuren et mandat for arbejdet, og denne udarbejder og forfølger med bistand fra Det Internationale Sekretariat en handlingsplan for behandlingen af sagen med henblik på at skaffe Folketinget tidlig indflydelse både over for regeringen og direkte over for aktører på det europæiske niveau.
2.5.2.
Udvalgets holdning
Udvalget kan overordnet tilslutte sig EU-reformgruppens anbefaling om, at der udpeges udvalgsmedlemmer med særligt ansvar for at følge de af Folketinget prioriterede sager (af reformgruppen betegnet som rapporteurs).
Disses rolle bør dog tilpasses, således at den indebærer at varetage funktioner som at stå i spidsen for organiseringen af en høring, mødes med aktører i Bruxelles og andre nationale parlamenter med henblik på at indhente informationer eller fungere som udvalgets koordinator, hvis det sammen med Europaudvalget ønsker at afgive indstilling, f.eks. en politisk udtalelse, om en EU-sag over for regeringen eller Kommissionen.
Udvalget finder ikke, at vedkommende bør have til opgave at tegne udvalgets holdning i sagen over for omverdenen, idet udvalget finder det bedre i overensstemmelse med Folketingets generelle arbejdsformer, at de enkelte udvalgsmedlemmer udtrykker deres egne og deres folketingsgruppers politiske synspunkter.
Af samme grund finder udvalget det mest nærliggende, at funktionen betegnes koordinator frem for rapporteur.
Udvalget tilslutter sig, at koordinatorer bør udpeges ved en udvalgsbeslutning med et afgrænset mandat og have sekretariatsbistand fra det Det Internationale Sekretariat.
2.6.
Tematiske følgegrupper i fagudvalg med interesseorganisationer og medlemmer af Europa-Parlamentet (anbefaling 6)
2.6.1.
Reformgruppens anbefaling
EU-reformgruppen anbefaler, at fagudvalgene skal kunne nedsætte følgegrupper med centrale interesseorganisationer på Folketingets prioriterede sager.
Følgegrupperne har til formål af fremme Folketingets dialog med relevante interesseorganisationer og danske medlemmer af Europa-Parlamentet, som kan komme med input til behandlingen af prioriterede EU-sager i fagudvalgene.
2.6.2.
Udvalgets holdning
Udvalget finder, at partierne allerede har gode og regelmæssige kontakter med danske interesseorganisationer og medlemmer af Europa-Parlamentet.
Det vurderes ikke, at der er behov for at institutionalisere denne dialog gennem oprettelsen af særlige følgegrupper.
2.7.
Tidligt og overordnet mandat i fagudvalg på baggrund af regeringens foreløbige generelle holdning (anbefaling 7)
2.7.1.
Reformgruppens anbefaling
EU-reformgruppen anbefaler, at regeringen i vigtige EU-sager skal forelægge et tidligt overordnet mandat i Folketingets fagudvalg med henblik på at fastlægge regeringens foreløbige generelle holdning til EU-forslag af større rækkevidde på et så tidligt tidspunkt i forhandlingerne i Rådet, at der stadig er mulighed for at præge disse.
2.7.2.
Udvalgets holdning
Udvalget deler EU-reformgruppens ønske om at styrke den tidlige inddragelse af fagudvalgene, da det efter udvalgets opfattelse kan være med til at forbedre den parlamentariske kontrol og fagudvalgenes engagement i EU-sagerne på et tidligt tidspunkt, hvor muligheden for dansk indflydelse er stor.
Udvalget henstiller derfor til Europaudvalget, at det indleder drøftelser med regeringen om en ny beretning for at aftale de nærmere procedurer og tidsfrister for regeringens forelæggelse af Folketingets prioriterede sager (se afsnit 2.4.2.) i fagudvalgene.
Denne forelæggelse bør ske på en måde, som sikrer en passende balance mellem Folketingets indflydelse og regeringens forhandlingsfrihed.
Folketingets indflydelse sikres, ved at den ansvarlige minister på mødet på baggrund af medlemmernes foreløbige tilkendegivelser redegør for, hvorledes regeringen i de videre forhandlinger i Rådet vil tage højde herfor
.
Folketingets Administration opsummerer efterfølgende de enkelte medlemmers og partiers foreløbige bemærkninger.
Udvalgsformanden sender opsummeringen til den ansvarlige minister med kopi til Europaudvalget med henblik på at sikre, at denne kan tage medlemmernes foreløbige bemærkninger med i de videre forhandlinger.
Udvalget finder det afgørende, at der bliver en tæt sammenhæng mellem denne tidlige behandling af EU-sager i fagudvalgene og Europaudvalgets senere mandatgivning.
Udvalget indstiller derfor, at medlemmerne af Folketingets Europaudvalg har mulighed for at deltage i fagudvalgenes tidlige drøftelser med ressortministeren om regeringens foreløbige generelle holdning.
Regeringens forelæggelse i et fagudvalg bør ske umiddelbart efter oversendelsen af regeringens grund- og nærhedsnotat om den pågældende sag.
I de tilfælde, hvor Rådet afholder en orienterende debat om et af Folketinget prioriteret EU-forslag, bør regeringens forelæggelse i fagudvalget så vidt muligt ske forud for denne.
Udvalget finder, at der efter vedtagelsen af Europaudvalgets beretning skal foretages de fornødne tilpasninger af Folketingets forretningsorden, herunder bilag 2 om de stående udvalgs sagsområder, med henblik på at det præciseres, at det er en del af fagudvalgenes opgaver at behandle de prioriterede EU-sager, som regeringen fremlægger for udvalgene, og med henblik på at medlemmer af Europaudvalget opnår ret til at deltage i fagudvalgenes behandling af disse sager uden stemmeret og uden ret til at fremsætte udtalelser i betænkninger m.v.
Udvalget henstiller, at ordningen med tidlig forelæggelse af EU-sager i fagudvalgene evalueres 2 år efter dens ikrafttræden.
2.8.
Varsling af Europaudvalget om et forventet forhandlingsoplæg (anbefaling 8)
2.8.1.
Reformgruppens anbefaling
EU-reformgruppen anbefaler, at regeringen skal orientere Europaudvalget om ordlyden af kommende forhandlingsoplæg i EU-sager, inden de forelægges til mandatgivning i Europaudvalget.
2.8.2.
Udvalgets holdning
Udvalget deler EU-reformgruppens ønske, da forslaget vil give partiernes EU-ordførere bedre tid til at drøfte regeringens forhandlingsoplæg med fagordførerne og i de politiske grupper forud for den endelige mandatgivning i Europaudvalget.
Udvalget opfordrer Europaudvalget til at indlede forhandlinger med regeringen om en ny beretning, der skal sikre, at regeringens forventede vægtninger i det forhandlingsoplæg, som ministeren ventes at forelægge på et Europaudvalgsmøde, fremgår af samlenotatet.
Udvalget finder dog, at det bør være muligt for den ansvarlige minister efter aftale med Europaudvalget at orientere mundtligt om det forventede forhandlingsoplæg bag lukkede døre.
2.9.
Tidlig mandatgivning i Europaudvalget (anbefaling 9)
2.9.1.
Reformgruppens anbefaling
EU-reformgruppen anbefaler, at regeringen som hovedregel skal indhente mandat i Europaudvalget, mindst 3 måneder før der opnås enighed om Rådets fælles holdning.
Formålet med forslaget er at forbedre Folketingets mulighed for at få indflydelse på den danske forhandlingslinje i Rådet på et tidspunkt, hvor forhandlingerne i Rådet stadig kan påvirkes.
2.9.2.
Udvalgets holdning
Udvalget tilslutter sig EU-reformgruppens anbefaling om, at regeringen bør forelægge sine forhandlingsoplæg tidligere i Europaudvalget, end det sker i dag.
Udvalget finder det hensigtsmæssigt, at regeringen som hovedregel skal indhente et tidligt mandat, senest 8 uger før Rådets holdning fastlægges, dog således at regeringens forelæggelse af forhandlingsoplæg bør ske så tidligt som muligt, og før den danske holdning fastlægges.
Såfremt det ikke viser sig muligt at forelægge forhandlingsoplægget, 8 uger før Rådet fastlægger sin position, bør regeringen give udvalget en begrundelse herfor.
Udvalget opfordrer Europaudvalget til at indlede forhandlinger med regeringen for at aftale, hvordan en sådan tidligere forelæggelse af forhandlingsoplæg kan sikres.
De ændrede procedurer bør inkluderes i Folketingets forretningsorden.
2.10.
Tilpasning af folketingsgruppernes arbejde med EU-sager (anbefaling 10)
2.10.1.
Reformgruppens anbefaling
EU-reformgruppen anbefaler, at folketingsgrupperne tilpasser deres håndtering af EU-sagerne til den af EU-reformgruppen foreslåede model for indhentning af mandater, så EU-politikken forankres bredt i de politiske grupper i Folketinget.
2.10.2.
Udvalgets holdning
Udvalget opfordrer Folketingets partier til at se nærmere på EU-reformgruppens forslag om at sætte vigtige EU-sager på gruppemødernes dagsorden.
2.11.
Nedbringelse af antallet og omfanget af mundtlige og skriftlige orienteringer (anbefaling 11)
2.11.1.
Reformgruppens anbefaling
EU-reformgruppen anbefaler, at Folketingets Europaudvalg og regeringen går i dialog om at nedbringe antallet og omfanget af mundtlige og skriftlige orienteringer ved eksempelvis at fokusere på EU-lovgivningssager og andre større udspil, som berører væsentlige danske interesser.
2.11.2.
Udvalgets holdning
Udvalget støtter intentionen i EU-reformgruppens forslag og opfordrer Europaudvalget til sammen med andre relevante udvalg løbende at arbejde videre med at nedbringe arbejdsbyrden på en måde, der ikke går ud over Folketingets muligheder for at udøve parlamentarisk kontrol.
Udvalget noterer sig, at regeringen er kommet med et udspil til, hvordan man ville kunne nedbringe denne arbejdsbyrde.
2.12.
Styrkelse af EU-undervisningen af de unge (anbefaling 12)
2.12.1.
Reformgruppens anbefaling
EU-reformgruppen anbefaler, at EU-undervisningen styrkes på de ældste årgange i grundskolen og på alle ungdomsuddannelserne.
I den forbindelse bør man se på, hvordan man kan styrke læreres og gymnasielæreres adgang til efteruddannelse.
2.12.2.
Udvalgets holdning
Udvalget finder, at anbefalingen om styrket undervisning om EU bør drøftes i Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg med henblik på en stillingtagen til, hvorvidt og hvordan der skal gås videre med denne anbefaling, og at anbefalingen – såfremt man går videre med den i dette udvalg – efterfølgende bør drøftes med relevante parter fra undervisningssektoren og i de relevante forligs- og aftalekredse.
2.13.
Undersøgelse af, hvilke oplysningsaktiviteter der skaber engagement (anbefaling 13)
2.13.1.
Reformgruppens anbefaling
EU-reformgruppen anbefaler, at Folketingets EU-Oplysning søsætter en analyse af, hvilke oplysningsaktiviteter der skaber størst engagement i og interesse for EU-stof.
2.13.2.
Udvalgets holdning
Udvalget tilslutter sig denne anbefaling og opfordrer derfor til, at Folketingets EU-Oplysning anmodes om at gennemføre en sådan analyse, og opfordrer til, at Folketingets Præsidium afsætter de nødvendige midler hertil.
2.14.
Bedre betingelser for oplysningsaktiviteter (anbefaling 14)
2.14.1.
Reformgruppens anbefaling
EU-reformgruppen anbefaler, at Folketingets Europaudvalg arbejder for, at bevillingen til europadebat og -oplysning gennem Europa-Nævnet øges, idet bevillingen ikke er forhøjet siden 2005, hvor den nuværende ordning blev aftalt mellem de politiske partier.
2.14.2.
Udvalgets holdning
Udvalget finder, at der allerede er muligheder for at få offentlige midler til at understøtte den folkelige debat om EU i Danmark.
Det vurderes derfor, at der ikke umiddelbart er behov for at øge bevillingen til europadebat og -oplysning gennem Europa-Nævnet.
Udvalget anerkender dog behovet for at se nærmere på, om de gældende støttemuligheder fra 2005 under Europa-Nævnet er tidssvarende og understøtter de aktuelle behov for EU-debat i Danmark, herunder om det sikres, at EU-debatten når ud til de rette målgrupper.
Udvalget opfordrer derfor Europaudvalget til at indlede en proces med henblik på at vurdere, om der er brug for ændringer af de nuværende ordninger under Europa-Nævnet.
2.15.
EU-kursus for nyvalgte folketingsmedlemmer (anbefaling 15)
2.15.1.
Reformgruppens anbefaling
EU-reformgruppen anbefaler, at alle nyvalgte medlemmer af Folketinget får tilbudt et EU-kursus på Christiansborg og i Bruxelles med henblik på at få en forståelse for EU-institutionernes måde at arbejde på og for de aktuelle temaer, der er på dagsordenen i EU, og for at belyse koblingen til det daglige arbejde i Folketinget.
2.15.2.
Udvalgets holdning
Udvalget tilslutter sig EU-reformgruppens forslag om, at Det Internationale Sekretariat tilbyder introduktions- eller genopfriskningskurser om EU-relaterede emner for nyvalgte folketingsmedlemmer.
Udvalget finder samtidig, at tilbuddet også bør omfatte folketingsgruppernes medarbejdere.
Udvalget beder i den forbindelse Det Internationale Sekretariat i Folketingets Administration om at tilrettelægge sådanne introduktions- og genopfriskningskurser for folketingsmedlemmernes og folketingsgruppernes medarbejdere, således at de kan iværksættes umiddelbart efter næste folketingsvalg.
2.16.
Fagudvalgsrejser til Bruxelles (anbefaling 16)
2.16.1.
Reformgruppens anbefaling
EU-reformgruppen anbefaler, at der indlægges en 1-2-dages rejse til Bruxelles som led i fagudvalgenes arbejde med Folketingets prioriterede EU-sager.
2.16.2.
Udvalgets holdning
Udvalget finder, at sådanne rejser til Bruxelles for fagudvalgsmedlemmer er yderst relevante.
De giver både medlemmerne god mulighed for at erhverve sig viden om EU-institutionernes forberedelse og behandling af vigtige EU-forslag og for at opbygge relevante netværk på det europæiske plan.
Udvalget er enig om, at de foreslåede EU-fagudvalgsrejser kan afholdes inden for Folketingets eksisterende bevillinger.
2.17.
Minikurser i aktuelle EU-temaer (anbefaling 17)
2.17.1.
Reformgruppens anbefaling
EU-reformgruppen anbefaler, at folketingsmedlemmer og de politiske grupper skal tilbydes minikurser i forhold til aktuelle EU-temaer.
2.17.2.
Udvalgets holdning
Udvalget tilslutter sig EU-reformgruppens forslag om, at Det Internationale Sekretariat tilbyder skræddersyede undervisningsmoduler og oplæg om aktuelle EU-temaer rettet mod de politiske grupper og deres medarbejdere.
Udvalget beder i den forbindelse Folketingets Administration om at tilrettelægge sådanne skræddersyede minikurser om aktuelle EU-temaer/-sager for folketingsmedlemmerne og folketingsgruppernes medarbejdere, således at de kan iværksættes umiddelbart efter næste folketingsvalg.
2.18.
Folketinget sikrer, at fagudvalgene får EU-faglig bistand (anbefaling 18)
2.18.1.
Reformgruppens anbefaling
EU-reformgruppen anbefaler, at Folketingets Administration skal sikre, at fagudvalgene får tilstrækkelig faglig bistand til at kunne løfte de nye opgaver, der følger af anbefaling 7 om, at fagudvalgene skal godkende regeringens foreløbige generelle holdning i sager og engagere sig i prioriterede sager gennem følgegrupper og rapporteurs.
2.18.2.
Udvalgets holdning
Udvalget tilslutter sig anbefalingen om, at fagudvalgene gives den nødvendige faglige bistand til behandlingen af EU-sager.
Udvalget opfordrer Præsidiet til at drøfte, hvordan og i hvilket omfang der er behov for tilførsel af ekstra ressourcer til behandlingen af EU-sager i Folketingets fagudvalg, når Europaudvalget og regeringen har aftalt den nærmere model for inddragelse af fagudvalgene i behandlingen af Folketingets særligt prioriterede EU-sager.
2.19.
Et grønt kort, der opfordrer Kommissionen til at fremlægge forslag til EU-lovgivning (anbefaling 19)
2.19.1.
Reformgruppens anbefaling
EU-reformgruppen anbefaler, at Folketinget arbejder for, at EU-landenes nationale parlamenter får ret til at anmode Kommissionen om at fremlægge forslag til ny EU-lovgivning eller til at revidere eksisterende lovgivning.
2.19.2.
Udvalgets holdning
Udvalget støtter, at Folketingets Europaudvalg arbejder videre med idéen om en sådan kollektiv initiativret til de nationale parlamenter – også kaldet det grønne kort.
Den kan være med til at engagere nationale parlamentarikere mere direkte i det europæiske lovgivningsarbejde og styrke samarbejdet mellem nationale parlamenter om vigtige EU-spørgsmål.
Udvalget anbefaler, at man ser på en sådan ordning, f.eks. ved at den aftales med Kommissionen inden for rammerne af den såkaldte politiske dialog.
Udvalget opfordrer Europaudvalget og andre af Folketingets medlemmer til at arbejde for denne anbefaling i forbindelse med den kommende opfølgning på arbejdet i EU’s fremtidskonference.
2.20.
Synliggørelse af nationale parlamenters bidrag til EU-lovgivning (anbefaling 20)
2.20.1.
Reformgruppens anbefaling
EU-reformgruppen anbefaler, at det aftales med Kommissionen, at den redegør for hovedindholdet i bidrag fra nationale parlamenter i høringsfasen, når den fremlægger forslag til EU-lovgivning i begrundelsesdelen af forslagene til retsakter, så EU-lovgiverne gøres opmærksomme på de nationale parlamenters holdninger.
2.20.2.
Udvalgets holdning
Udvalget støtter, at Folketingets Europaudvalg arbejder videre med idéen om, at EU-landenes nationale parlamenter – inden for rammerne af den politiske dialog med Kommissionen – aftaler en sådan synliggørelse af de nationale parlamenters holdninger til Kommissionens forslag.
Udvalget opfordrer Europaudvalget og andre af Folketingets medlemmer til at arbejde for denne anbefaling i forbindelse med den kommende opfølgning på arbejdet på EU’s fremtidskonference.
2.21.
Et udvidet gult kort til at påtale substansproblemer i EU-forslag (anbefaling 21)
2.21.1.
Reformgruppens anbefaling
EU-reformgruppen anbefaler, at de nationale parlamenter i EU skal have mulighed for tidligt i EU-lovgivningsprocessen at påtale substansproblemer i EU-lovgivningsforslag i en fælles begrundet udtalelse på samme måde, som de i dag kan gøre det i forbindelse med parlamenternes kontrol med EU-institutionernes overholdelse af nærhedsprincippet.
EU-reformgruppen foreslår samtidig at udvide proceduren, så parlamenterne også kan påtale kompetenceproblemer eller problemer med overholdelsen af proportionalitetsprincippet.
2.21.2.
Udvalgets holdning
Udvalget støtter, at Folketingets Europaudvalg arbejder videre med at undersøge, hvordan en sådan udvidet kontrol med Kommissionens EU-lovgivningsforslag kan foregå inden for rammerne af den såkaldte politiske dialog med Kommissionen.
2.22.
Reform af det interparlamentariske samarbejde i EU (anbefaling 22)
2.22.1.
Reformgruppens anbefaling
EU-reformgruppen anbefaler, at det eksisterende interparlamentariske samarbejde i EU reformeres, bl.a. så man kan samle nogle af de store og omkostningstunge konferencer – såsom COSAC, FUSP-konferencen og SECG-konferencen på det økonomisk-monetære område.
2.22.2.
Udvalgets holdning
Udvalget støtter, at Folketingets Europaudvalg arbejder for at rationalisere og effektivisere det interparlamentariske samarbejde i EU.
Udvalget anbefaler derfor, at Folketinget sætter sagen på dagsordenen, når Europaudvalget har formandskabet for COSAC i andet halvår 2025 og i foråret 2026, når Folketinget er vært for den såkaldte EU-parlamentsformandskonference, som har ansvaret for at fastsætte de overordnede retningslinjer for det interparlamentariske samarbejde i EU.
P.u.v.
Henrik Dam Kristensen
formand
1
Formuleringen af regeringens tidlige forhandlingsoplæg sker med udgangspunkt i regeringens foreløbige generelle holdning, som er formuleret i et udvidet grund- og nærhedsnotat fra regeringen.