Legislator Case Law & Legislation
20211SS00014 DK

Beretning om Miljøministeriets opfølgning på Statsrevisorernes og Rigsrevisionens beretning nr. 7/2019 om sikring af grundvandet mod pesticider

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

BR#LOKDOK51 2021 14 Valid

Beretning afgivet af Miljø- og Fødevareudvalget den 23. marts 2022

Beretning

om

Miljøministeriets opfølgning på Statsrevisorernes og Rigsrevisionens beretning nr. 7/2019 om sikring af grundvandet mod pesticider

BR#LOKDOK51 2021 14 Valid

1.

Baggrund

Statsrevisorerne har den 18. januar 2022 orienteret Miljø- og Fødevareudvalget om, at Miljøministeriets opfølgning på beretning nr. 7/2019 og den tidligere beretning nr. 4/2011 om statens sikring af grundvandet mod pesticider har trukket i usædvanligt langdrag.

Statsrevisorerne har på deres møde den 17. januar 2022 fulgt op på beretning nr. 7/2019 og har afgivet bemærkning til Folketinget, som indeholder skarp kritik.

Der henvises til MOF alm. del – bilag 250.

Det danske drikkevand skal leve op til en række grænseværdier for indhold af pesticider m.m., som også er fastsat ud fra et forsigtighedsprincip.

Grænseværdierne er fastsat for at sikre et højt sundhedsmæssigt beskyttelsesniveau, og at vandet kan drikkes uden sundhedsrisiko.

Miljøministeriet har det overordnede ansvar for overvågning og beskyttelse af grundvandet i Danmark og skal sikre overholdelsen af fastsatte krav.

Kommunerne og vandværkerne har ansvaret for at overvåge mængden af pesticider i drikkevandet.

Kravene fremgår bl.a. af grundvandsdirektivet og drikkevandsdirektivet samt af de danske implementeringer heraf i bl.a. lov om vandforsyning.

Miljøministeriet fastsætter på pesticidlisten, hvilke pesticider kommunerne og vandværkerne obligatorisk skal teste for i drikkevandet.

Ministeriet opdaterer pesticidlisten én gang om året på baggrund af resultaterne fra ministeriets overvågning af grundvandet og andre datakilder, herunder data fra vandværkernes boringskontrol.

2.

Politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af NB) bakker op om Statsrevisorernes skarpe kritik af, at Miljøministeriets opfølgning på beretning nr. 7/2019 og den tidligere beretning nr. 4/2011 om statens sikring af grundvandet mod pesticider har trukket i usædvanligt langdrag.

Flertallet noterer, at Statsrevisorerne har konstateret, at Miljøstyrelsen, mere end 2 år efter at beretning nr. 7/2019 er afgivet, kun har screenet grundvandet for tre ud af de ni pesticider, som fremgik af Rigsrevisionens beretning, og at der blev konstateret to pesticider i screeningen.

Flertallet bakker op om, at Statsrevisorerne finder dette særdeles kritisabelt, og flertallet opfordrer miljøministeren til at følge op på Statsrevisorernes kritik ved at bede Miljøministeriet om senest i 2023 at gennemføre screeningen af grundvandet for de resterende seks pesticider og nedbrydningsstoffer.

Udvalget vil følge sagen tæt.

3.

Udvalgets arbejde

På møde i Miljø- og Fødevareudvalget onsdag den 23. marts 2022 har Statsrevisorerne sammen med Rigsrevisionen foretaget en teknisk gennemgang af Statsrevisorernes kritik af, at Miljøministeriets opfølgning på beretning nr. 7/2019 om sikring af grundvandet mod pesticider og den tidligere beretning nr. 4/2011 om statens sikring af grundvandet mod pesticider har trukket i usædvanligt langdrag.

I forlængelse af den tekniske gennemgang besvarede miljøministeren samme dag MOF alm. del – samrådsspørgsmål Ø og Å, hvormed udvalget bl.a. bad ministeren redegøre for, om ministeren er enig i, at Miljøministeriets opfølgning på beretningerne om sikring af grundvandet mod pesticider har trukket i usædvanligt langdrag, og for, hvilke initiativer ministeren vil tage som opfølgning herpå.

P.u.v.

René Christensen,

formand

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →