Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om bedre datasikkerhed og dataetik
Statutory Text (2 Articles)
Beretning afgivet af Retsudvalget den 28. juni 2022
Beretning
over
Forslag til folketingsbeslutning om bedre datasikkerhed og dataetik
[af Lisbeth Bech-Nielsen (SF) m.fl.]
1.
Politiske bemærkninger
Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Peter Skaarup (UFG) og Karina Adsbøl (UFG)
Et flertal i udvalget (S, V, SF, RV, EL, KF, Peter Skaarup (UFG) og Karina Adsbøl (UFG)) påpeger, at Dataetisk Råd blev nedsat for at rådgive regeringen, Folketinget og offentlige myndigheder om dataetiske spørgsmål ved brugen af data og ny teknologi og dermed understøtte, at brugen af data sker på en etisk forsvarlig måde, som tager hensyn til borgernes grundlæggende rettigheder og retssikkerhed eller til grundlæggende samfundsmæssige værdier.
Flertallet finder det derfor oplagt at gøre brug af Dataetisk Råd i forbindelse med beslutnings- og lovgivningsprocesser ved at høre rådet over udkast til lovforslag og administrative forskrifter, der ligger inden for det område, rådet beskæftiger sig med.
Flertallet opfordrer derfor regeringen til inden udgangen af 2022 at sikre de fornødne foranstaltninger, således at det sikres, at Dataetisk Råd er høringspart ved al lovgivning og administrative forskrifter, der ligger inden for det område, rådet beskæftiger sig med.
Flertallet noterer sig i den forbindelse, at Justitsministeriet vil sende et brev til samtlige ministerier, der henleder opmærksomheden på, at Dataetisk Råd skal høres over udkast til lovforslag og administrative forskrifter, der ligger inden for det område, rådet beskæftiger sig med.
Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet, Kristendemokraterne, Moderaterne, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved beretningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med politiske bemærkninger i beretningen.
2.
Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 1. marts 2022 og var til 1. behandling den 10. maj 2022.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 3 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 3 bilag på beslutningsforslaget.
P.u.v.
Morten Dahlin
formand