Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om en psykologfaglig overbygningsuddannelse for lærere og pædagoger
Statutory Text (2 Articles)
Beretning afgivet af Børne- og Undervisningsudvalget den 2. juni 2022
Beretning
over
Forslag til folketingsbeslutning om en psykologfaglig overbygningsuddannelse for lærere og pædagoger
[af Lotte Rod (RV), Ellen Trane Nørby (V), Gitte Willumsen (KF) og Jens Henrik Thulesen Dahl (DF)]
1.
Politiske bemærkninger
Udvalget
Udvalget ønsker at igangsætte et udviklingsarbejde, der skal komme med anbefalinger til en psykologfaglig overbygningsuddannelse til lærere og pædagoger.
Udvalget noterer sig, at regeringen vil igangsætte et udviklingsarbejde med inddragelse af nøgleinteressenterne og de relevante faglige miljøer.
Udviklingsarbejdet skal undersøge fordele og ulemper ved forskellige muligheder for psykologfaglige overbygningsuddannelser for lærere og pædagoger og munde ud i anbefalinger vedrørende organisering, struktur og indhold m.v., herunder geografisk spredning, finansiering og understøttelse af de studerende og videre uddannelsesmuligheder.
Udviklingsarbejdet forankres i Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Anbefalinger søges færdiggjort hurtigst muligt og afleveres så vidt muligt inden udgangen af indeværende folketingsår.
Udviklingsarbejdet samtænkes med Børne- og Undervisningsministeriets kortlægning af PPR.
Alternativet, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved beretningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med politiske bemærkninger i beretningen.
2.
Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 24. februar 2022 og var til 1. behandling den 28. april 2022.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Børne- og Undervisningsudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 5 bilag på beslutningsforslaget, herunder et fælles brev af 1. juni 2022 fra formændene for DLF, Skolelederne, BUPL og KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, jf. bilag 4.
Deputationer
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 1 deputation, der mundtligt har redegjort for sin holdning til beslutningsforslaget.
P.u.v.
Anders Kronborg (S)
formand