Forslag til folketingsbeslutning om at udvikle en database over fødevarers klimapåvirkning, der kan danne grundlag for en frivillig klimamærkningsordning
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 1. marts 2022 af Marie Bjerre (V) og Erling Bonnesen (V)
Forslag til folketingsbeslutning
om at udvikle en database over fødevarers klimapåvirkning, der kan danne grundlag for en frivillig klimamærkningsordning
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Marie Bjerre (V)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om at udvikle en database over fødevarers klimapåvirkning, der kan danne grundlag for en frivillig klimamærkningsordning.
(Beslutningsforslag nr. B 151)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen i indeværende folketingsår at nedsætte en projektgruppe, der har ansvaret for, at der udarbejdes en klimadatabase over fødevarers klimapåvirkning med uafhængige og troværdige data, som kan danne grundlag for en frivillig klimamærkningsordning, der viser klimaaftrykket for det enkelte produkt.
Forbrugere og virksomheder kan og vil spille en vigtig rolle i den grønne omstilling.
Det er dog vanskeligt at handle bæredygtigt i dag, fordi der ikke er pålidelige og sammenlignelige informationer om fødevarers klimaaftryk.
Danskerne mangler en overskuelig måde at sammenligne produkters klimaaftryk, når der handles ind til hverdagen.
Derfor ønsker forslagsstillerne, at der udvikles en klimadatabase, der kan danne grundlag for en frivillig klimamærkningsordning.
En række virksomheder har allerede taget sagen i egen hånd og er gået i gang med at udvikle egne klimamærker.
De mange separate mærker og målemetoder er dyre for de enkelte virksomheder.
Samfundsøkonomisk er det ineffektivt, og det giver ikke forbrugere og indkøbere mulighed for at sammenligne på tværs af leverandører og produkter.
Klimarådets anbefalinger
Klimarådet anbefaler i rapporten »Klimavenlig mad og forbrugeradfærd«, 2021, at der etableres en offentligt anerkendt og kontrolleret database for fødevarers klimaaftryk.
Rådet lægger vægt på, at databasen udvikles i et bredt samarbejde mellem det offentlige, erhvervet og forskningsverdenen.
Klimadatabasen skal give forbrugere og virksomheder information om fødevarernes klimaaftryk.
Klimarådet lægger op til, at databasen indledningsvis skal kunne sammenligne klimaaftryk mellem produktkategorier, og i takt med at databasen udvides, bliver det muligt at opgøre klimaaftryk inden for produktkategorierne.
Klimarådet lægger også vægt på, at en national klimadatabase bør tage hensyn til det arbejde, der foregår i EU på dette område, hvor klimabelastningen baseres på PEF-standarden (Product Environmental Footprint).
Frivillig ordning for klimamærkning på fødevarer baseret på klimadatabase
Forslagsstillerne mener, at der skal oprettes en frivillig ordning for klimamærkning af fødevarer, så forbrugerne let kan se CO 2 -udledningen for de forskellige varer.
På den måde kan forbrugerne bruge deres indflydelse til at skubbe markedet i en grønnere retning.
Dette kræver, at vi får tilgængelige og brugbare klimadata.
Derfor ønsker forslagsstillerne, at der udvikles en model og database, der kan danne grundlag for en frivillig differentieret klimamærkning.
Det er en kompleks opgave, som kræver stor ekspertise og indsigt i fødevarernes tilblivelse, og derfor er det vigtigt, at vi kommer i gang med arbejdet hurtigst muligt.
Forslagsstillerne ønsker derfor, at der nedsættes en projektgruppe, som skal udarbejde en klimadatabase, der sikrer uafhængige, troværdige og sammenlignelige klimadata gennem en certificeret og kontrolleret model for klimadata for fødevarer.
Målet er, at klimadataene skal være differentieret inden for produktkategorier, så der kan tages højde for, hvordan de forskellige produkter er produceret og med hvilket klimaaftryk.
Dermed skal forbrugeren med klimamærket kunne få informationer om klimaaftrykket for forskellige fødevaregrupper og produkter inden for de enkelte fødevaregrupper.
Arbejdet skal ske i tæt samarbejde mellem det offentlige, erhvervet og forskningsverdenen under hensyntagen til det arbejde, der foregår i EU.
Forslagsstillerne mener i øvrigt, at det danske frivillige klimamærke skal ophøre, hvis der udvikles et lignende klimamærke på EU-niveau.
Finansiering
10 mio. kr. til projektmidler er finansieret med Venstres finanslovsprioriteter for 2022.