Forslag til folketingsbeslutning om beskyttelse af flygtninge ved skrøbelige og uforudsigelige forhold i hjemlandet
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 23. februar 2022 af Kathrine Olldag (RV), Samira Nawa (RV), Sofie Carsten Nielsen (RV), Carl Valentin (SF), Rosa Lund (EL), Mai Villadsen (EL), Sikandar Siddique (FG) og Torsten Gejl (ALT)
Forslag til folketingsbeslutning
om beskyttelse af flygtninge ved skrøbelige og uforudsigelige forhold i hjemlandet
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Kathrine Olldag (RV)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om beskyttelse af flygtninge ved skrøbelige og uforudsigelige forhold i hjemlandet.
(Beslutningsforslag nr. B 109)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen i indeværende år at fremsætte et lovforslag, der skal sikre, at flygtninge, der har opnået beskyttelse i Danmark på baggrund af de generelle forhold i hjemlandet efter udlændingelovens § 7, stk. 2, eller § 7, stk. 3, omfattes af det samme kriterium for inddragelse eller nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse som konventionsflygtninge.
Således kan flygtningene bevare deres ret til beskyttelse, medmindre der er indtrådt fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet.
Med beslutningsforslaget ønsker forslagsstillerne at ændre udlændingelovens § 7, stk. 3, som bl.a. er årsagen til, at de danske myndigheder kan sende flygtninge tilbage til Syrien, trods den nuværende usikre og alvorlige situation i landet.
Forslagsstillerne ønsker lovgivningen ændret, således at alle flygtninge, uanset hvilken beskyttelse, de er meddelt, først kan få inddraget eller nægtet forlængelse af en opholdstilladelse, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet, i overensstemmelse med FN’s flygtningekonvention.
Flygtninge skal ikke leve i usikkerhed
Et flertal i Folketinget ændrede senest kriterierne for opholdstilladelse for flygtninge med beskyttelsesstatus i 2015.
Det skete, da Folketinget vedtog lovforslag nr. L 72 om ændring af udlændingeloven (om midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når ansøgeren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v., folketingsåret 2014-15, 1. samling) og derved indførte en ny type beskyttelsesstatus, som kun giver midlertidigt ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3.
Før lovændringen fik flygtninge efter Flygtningenævnets faste praksis kun inddraget eller nægtet forlængelse af deres opholdstilladelse, hvis der var indtrådt »fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet«, som bestemt i FN’s flygtningekonvention.
Med gennemførslen af lovforslag nr. L 72 gjorde man det lettere at hjemsende flygtninge med beskyttelsesstatus.
Det kan læses af bemærkningerne til lovforslaget, hvor det fremgår, at Flygtningenævnet kan inddrage den beskyttelse, som er givet til flygtninge på baggrund af de generelle forhold i hjemlandet efter udlændingelovens § 7, stk. 2, eller den nye, midlertidige beskyttelsesstatus i § 7, stk. 3 – dette, hvis blot der i hjemlandet er visse forbedringer, uanset at forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige.
Forslagsstillerne mener, at de aktuelle sager om hjemsendelser til Syrien viser, at der er behov for en generel lovændring om opholdstilladelser.
Det skal nemlig sikres, at udlændinge, som er meddelt beskyttelse på grund af de generelle forhold i deres hjemland, får samme beskyttelse som konventionsflygtninge, som først kan få inddraget eller nægtet forlængelse af en opholdstilladelse, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet.
For Danmark skal ikke sende flygtninge tilbage til uforudsigelige og skrøbelige forhold.
Danmark har ikke en udsendelsesaftale med Syrien i dag.
Derfor placeres afviste syrere, som ikke vil medvirke til udrejse, i et udrejsecenter, hvor de ikke kan arbejde, fortsætte uddannelse og lign.
Det er hverken hensigtsmæssigt eller værdigt.
Med dette forslag ønsker forslagsstillerne således, at flygtninge skal kunne opholde sig i Danmark med værdighed og tryghed, indtil der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i deres hjemland.
Det gælder både personer fra Syrien og fra andre lande i lignende ulykkelige situationer.