Forslag til folketingsbeslutning om at tage utvetydigt afstand fra den polske abortlovgivning
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 22. februar 2022 af Pernille Skipper (EL), Eva Flyvholm (EL), Peder Hvelplund (EL) og Christian Juhl (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om at tage utvetydigt afstand fra den polske abortlovgivning
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Pernille Skipper (EL)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om at tage utvetydigt afstand fra den polske abortlovgivning.
(Beslutningsforslag nr. B 100)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget tager utvetydigt afstand fra den indskrænkning af kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder, som det polske forbud mod abort udgør.
Folketinget ønsker at sende et klart signal og opfordre til, at kvinders rettigheder, herunder retten til fri og sikker abort, respekteres og genindføres i Polen.
Folketinget pålægger regeringen at meddele den polske regering Folketingets holdning til den polske abortlovgivning.
For at understøtte signalet pålægger Folketinget regeringen at afsætte 4 mio. kr. om året i 2 år til Sex & Samfunds arbejde for abortrettighederne i Europa.
Midlerne kan gå til arbejde med videndeling, samarbejde med allerede etablerede aktører, der støtter kvinders adgang til sikker abort, og hjælp til konkrete kvinder inden for gældende dansk lovgivning.
Pengene tages fra de generelle reserver.
I efteråret 2020 blev der vedtaget ny abortlovgivning i Polen, som de facto afskaffede den frie abort i landet.
Dermed er det kun lovligt for polske kvinder at få foretaget en abort i tilfælde af incest, voldtægt, eller hvis morens liv er i direkte fare.
Lovændringerne blev kraftigt kritiseret af menneskerettighedsorganisationer, sundhedsorganisationer, kvinderettighedsforkæmpere m.fl. Siden har en række lande, herunder europæiske, både sendt kraftig fordømmelse og givet polske kvinder særlig adgang til deres sundhedssystemer.
Det er tilfældet i eksempelvis Belgien (»Belgium becomes first country to fund abortions for Polish women struggling under near-total ban«, Independent, den 28. september 2021) og Holland.
Siden lovændringerne trådte i kraft, har der været rapporteret om flere dødsfald blandt polske kvinder, angiveligt fordi lægerne ikke turde fjerne fostre af frygt for at overtræde den indskærpede lovgivning.
(»Hendes foster skulle dø, før man ville redde hendes liv.
Nu sparker hendes død gang i Polens betændte abortdebat«, Berlingske, den 8. november 2021).
Enhedslisten mener, at retten til fri abort er fuldstændig fundamental for et frit og lige samfund.
Den frie abort er synonym med retten til egen krop og retten til selv at bestemme over sin egen fremtid, herunder hvorvidt, hvordan og hvornår man ønsker at være mor.
Kampen for fri abort har været en central ligestillingskamp i Danmark og resten af verden, fordi uønskede graviditeter både medførte – og stadig medfører – farlige medicinske indgreb, der nogle gange resulterede i dødsfald, at kvinder overladtes alene med en forsørgerbyrde, de ikke kunne eller ville løfte, og at kvinder fratoges deres fremtidsmuligheder og frie valg af arbejde og uddannelse.
Det er afgørende, at Danmark sender et klart signal til den polske regering om, at den slags rettigheder aldrig bør fjernes.
Den 9. marts 2021 fremsatte Enhedslisten beslutningsforslag B 247 om at give polske kvinder ret til abort i Danmark.
Der henvises til www.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2020-21, tillæg A, B 247 som fremsat, tillæg B beretning over B 247, og tillæg F, møde 105, kl.
17:12.
Beslutningsforslaget blev dog ikke gennemført, da EU-lovgivning betyder, at tilbud af denne art til statsborgere i andre EU-lande skal gives til alle.
Dette beslutningsforslag skal sikre, at der sendes et klart og utvetydigt signal til den polske regering, og at der samtidig søges at hjælpe polske kvinder, selv om det ikke er praktisk muligt at hjælpe alle og ej heller ønskeligt at give alle EU-borgere fri adgang til danske sundhedsydelser i form af abort.
Den 8. juni 2021 afgav Sundhedsudvalget beretning over B 247, hvori et flertal tilkendegav følgende
»Et flertal i udvalget (S, V, SF, RV, EL og Susanne Zimmer (UFG)) mener, at kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder er fundamentale for at opnå reel ligestilling, særlig inden for sundhed, familiedannelse og retten til at træffe egne beslutninger om fremtiden.
Retten til abort er en central del heraf.
Derfor ønsker S, V, SF, RV, EL og Susanne Zimmer (UFG) at udvise støtte til de polske kvinders kamp for ret til abort og vil afsøge mulighederne for mere konkret at øge polske kvinders kendskab til adgangen til abort i Danmark.«
Enhedslisten mener, at dette beslutningsforslag følger op på denne beretning.