Forslag til Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og flere andre love (Udpegelse af afviklingsmyndigheder for nødlidende centrale modparter og regler for livsforsikringsvirksomheder der udbyder syge- og ulykkesforsikringer m.v.)

Fremsat den 9. februar 2022 af erhvervsministeren (Simon Kollerup)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og flere andre love

(Udpegelse af afviklingsmyndigheder for nødlidende centrale modparter og regler for livsforsikringsvirksomheder der udbyder syge- og ulykkesforsikringer m.v.)

Bemærkninger til lovforslaget

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Bilag 2

Bilag 3

Bilag 4

Bilag 5

Bilag 6

Bilag 7

Bilag 8

§ 1

I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 2497 af 15. december 2021, som ændret ved § 1 i lov nr. 2382 af 14. december 2021, § 1 i lov nr. 2383 af 14. december 2021 og § 13 i lov nr. 2601 af 28. december 2021, foretages følgende ændringer

1.

Fodnoten til lovens titel, 1. pkt., affattes således »Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 86/635/EØF af 8. december 1986 (bankregnskabsdirektivet), EF-Tidende 1986, nr. L 372, side 1, Rådets direktiv 89/117/EØF af 13. februar 1989 (offentliggørelse af årsregnskabsdokumenter for filialer fra ikkemedlemslande), EF-Tidende 1989, nr. L 44, side 40, Rådets direktiv 91/674/EØF af 19. december 1991 (forsikringsregnskabsdirektivet), EF-Tidende 1991, nr. L 374, side 7, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/26/EF af 29. juni 1995 (BCCI-direktivet), EF-Tidende 1995, nr. L 168, side 7, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF af 4. april 2001 (likvidationsdirektivet for kreditinstitutter), EF-Tidende 2001, nr. L 125, side 15, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/13/EF af 5. marts 2002 (Solvens I-direktivet), EF-Tidende 2002, nr. L 77, side 17, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF af 16. december 2002 (konglomeratdirektivet), EU-Tidende 2003, nr. L 35, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/31/EF af 5. april 2006 (udsættelsesdirektivet), EU-Tidende 2006, nr. L 114, side 60, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/44/EF af 5. september 2007 (kapitalandelsdirektivet), EU-Tidende 2007, nr. L 247, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 (betalingstjenestedirektivet), EU-Tidende 2007, nr. L 319, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 (UCITS-direktivet), EU-Tidende 2009, nr. L 302, side 32, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 (Solvens II-direktivet), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1, Kommissionens direktiv 2010/43/EU af 1. juli 2010, EU-Tidende 2010, nr. L 176, side 42, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 (CRD IV), EU-Tidende 2013, nr. L 176, side 338, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU af 16. april 2014 (DGSD), EU-Tidende 2014, nr. L 173, side 149, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/50/EU af 16. april 2014, EU-Tidende 2014, nr. L 128, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 (MiFID II), EU-Tidende 2014, nr. L 173, side 349, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/91/EU af 23. juli 2014 (UCITS V-direktivet), EU-Tidende 2014, nr. L 257, side 186, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015 (4. hvidvaskdirektiv), EU-Tidende 2015, nr. L 141, side 73, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/843/EU af 30. maj 2018, EU-Tidende 2018, nr. L 156, side 43, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2016/97/EU af 20. januar 2016, EU-Tidende 2016, nr. L 26, side 19, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2016/1148/EU af 6. juli 2016 (NIS-direktivet), EU-Tidende 2016, nr. L 194, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/828/EU af 17. maj 2017, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/879/EU af 20. maj 2019 (BRRD II), EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 296, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/828/EU af 17. maj 2017, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/1160/EU af 20. juni 2019, EU-Tidende 2019, nr. L 188, side 106, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2162 af 27. november 2019 om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer og om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2014/59/EU, EU-Tidende 2019, nr. L 328, side 29, og dele af Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), EU-Tidende 2021, nr. L 277, side 141.«

2.

I § 1, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »43,«: »43 b,«.

3.

I § 1, stk. 4, 1. - 4. pkt., og stk. 5, 1. og 2. pkt., indsættes efter »anvendelse«: »med de afvigelser, som er fastsat i eller i henhold til internationale aftaler«.

4.

I § 1 indsættes som stk. 19

Stk. 19.

For pengeinstitutter, der samtidig er meddelt tilladelse som centrale modparter (CCP’er) i henhold til artikel 14 i forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre finder denne lovs §§ 71 a-71 c, 177 a-177 b, 182 b-182 f, 224 a, kapitel 15 a, kapitel 17 og 17 a ikke anvendelse.

5.

I § 5, stk. 1, indsættes som nr. 75

75)

Bæredygtighedsrisiko: Bæredygtighedsrisiko som defineret i artikel 2, nr. 22, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser.

6

§ 5, stk. 1, nr. 80, ophæves og i stedet indsættes

76)

Udgående nettopengestrømme: Alle udgående betalingsstrømme, der forfalder på en dag, herunder hovedstol og rentebetalinger samt betalinger i henhold til derivatkontrakter knyttet til udstedelse af særligt dækkede obligationer, fratrukket alle indgående betalingsstrømme, der forfalder på den samme dag for krav, der er relateret til de dækkende aktiver.

7.

I § 10, stk. 7, 2. pkt., ændres »bilag 2 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, nr. 3« til: » bilag 2, nr. 3, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter«.

8.

I § 11 indsættes som stk. 12

Stk. 12.

En virksomhed, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 8, kan ansøge om tilladelse til i samme selskab at udøve skadesforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 7, klasse 1 og 2.

9.

I § 14 indsættes som stk. 8

Stk. 8.

En livsforsikringsvirksomhed, der søger om tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab efter § 11, stk. 12, skal udover at opfylde kravene til tilladelse, godtgøre, at den råder over det anerkendte basiskapitalgrundlag til dækning af henholdsvis det absolutte minimum for minimumskapitalkravet for livsforsikringsselskaber og det absolutte minimum for minimumskapitalkravet for skadesforsikringsselskaber, jf. § 126 d, stk. 5, nr. 1 og 2.

Virksomheden skal ligeledes godtgøre, at den fremover kan opfylde de finansielle mindstekrav.

10.

I § 19 indsættes efter stk. 1, som nyt stykke

Stk. 2.

Virksomheder, der efter § 11, stk. 12, har tilladelse til at udøve både livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab, skal sikre særskilt forvaltning, så der sker en adskillelse af livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden.

De livs- og skadesforsikredes respektive interesser må ikke tilsidesættes, og overskuddet hidrørende fra livsforsikring må kun komme forsikringstagerne til gode på samme måde, som hvis forsikringsselskabet kun udøvede livsforsikringsvirksomhed.

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

11.

§ 19, stk. 2, der bliver stk. 3, affattes således

Stk. 3.

Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive både livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab, herunder regler for den særskilte forvaltning, jf. stk. 2, og indberetning af oplysninger til brug for Finanstilsynets tilsyn med forsikringsselskaberne.

12.

I § 24, stk. 1, 1. pkt., stk. 2, § 25, 1. pkt., og § 26, stk. 1, ændres »Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber« til: »Pengeinstitutter og realkreditinstitutter«.

13.

I § 26, stk. 2, ændres »en finansiel virksomhed« til: »et pengeinstitut, realkreditinstitut, investeringsforvaltningsselskab«, og »§ 11, stk. 1,« udgår.

14.

§ 29 affattes således

§ 29.

Forsikringsselskaber kan drive virksomhed, der er accessorisk til den forsikringsvirksomhed, der er givet tilladelse til.

Som accessorisk virksomhed anses virksomhed, herunder digitale løsninger og services, der er direkte forbundet med og ligger i naturlig forlængelse af den tilladte virksomhed.

Stk. 2.

Finanstilsynet kan bestemme, at den accessoriske virksomhed skal udøves i et andet selskab.

Stk. 3.

Forsikringsselskaber kan drive forsikringsformidling og agentvirksomhed for forsikringsselskaber og for andre selskaber, der er under Finanstilsynets tilsyn.

Stk. 4.

Forsikringsselskaber kan drive følgende virksomhed

1)

Anden finansiel virksomhed gennem en dattervirksomhed.

2)

Accessorisk servicevirksomhed gennem en dattervirksomhed med begrænset hæftelse.

15.

Efter § 29 indsættes i kapitel 4

§ 29 a.

Forsikringsselskaber kan midlertidigt drive anden virksomhed til sikring eller afvikling af forud påtagede eksponeringer eller med henblik på medvirken ved omstrukturering af erhvervsvirksomheder.

Forsikringsselskabet skal underrette Finanstilsynet herom.

§ 29 b.

Forsikringsselskaber kan uanset §§ 11, 29 og 29 a i fællesskab med andre drive anden virksomhed, hvis

1)

forsikringsselskabet ikke direkte eller indirekte har bestemmende indflydelse på virksomheden,

2)

forsikringsselskabet ikke driver virksomheden sammen med andre forsikringsselskaber eller pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber eller investeringsforvaltningsselskaber, der indgår i administrationsfællesskab eller koncern med forsikringsselskabet, og

3)

virksomheden udøves i et andet selskab med begrænset hæftelse end forsikringsselskabet.

Stk. 2.

Kommer et forsikringsselskab eller en koncern ved erhvervelse, fusion m.v. til at drive anden virksomhed i strid med § 11, stk. 1, 1. pkt., eller § 29 b, stk. 1, kan Finanstilsynet fastsætte en frist for afhændelse af den anden virksomhed, hvis en umiddelbar afhændelse ville være forbundet med et økonomisk tab.

16.

Efter § 43 a indsættes

Behandling af personnummer

§ 43 b.

Finansielle virksomheder kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på nødvendig entydig identifikation i relation til eksisterende kundeforhold ved varetagelse af administrative opgaver og rådgivning.

17.

I § 100, nr. 3, ændres »og« til: »,«.

18.

I § 100, nr. 4, ændres »formue« til: »formue og«.

19.

I § 100 indsættes som nr. 5

5)

tage hensyn til bæredygtighedsrisici ved opfyldelse af kravene i § 71, stk. 1, når den varetager administration af UCITS.

20.

I § 177 a, stk. 1, ændres », et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I« til: »eller et realkreditinstitut«.

21.

I § 224 indsættes som stk. 9

Stk. 9.

Virksomheder, der har tilladelse til at drive både livforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab, jf. § 11, stk. 12, kan få inddraget deres tilladelse for henholdsvis livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden særskilt.

22.

I § 272, stk. 1, 1. pkt., ændres »pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I« til: »pengeinstituttet eller realkreditinstituttet«.

23.

I § 344, stk. 2, indsættes efter 2. pkt., som nyt punktum

For forsikringsselskaber, der både har tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab, skal Finanstilsynet lægge vægt på holdbarheden af den samlede virksomhed samt holdbarheden af livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden hver for sig.

24.

I § 348, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »stk. 3«: »og 8«.

25.

I § 348 a, stk. 1, ændres »stk. 2 og 9« til: »stk. 2, 8 og 9«.

26.

I § 348 a, stk. 2, ændres »§ 354« til: »§§ 354 og 354 g«.

27.

I § 354, stk. 8, indsættes efter »stk. 5 og 6«: »og § 348 a, stk. 2,«.

28.

I § 354 g, stk. 2, indsættes efter »i medfør af«: »§ 348 a, stk. 2, eller«.

29.

I § 360, stk. 1, ændres »Finanstilsynets bevilling« til: »Finanstilsynet kan opkræve beløb op til Finanstilsynets bevilling«, og »opkræves« udgår.

30.

I § 361, stk. 1, nr. 8, 1. pkt., ændres »fondsmæglerselskaber I« til: »fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de investeringsservicer eller -aktiviteter, der er nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter«, og »3.350.000 kr.« ændres til: »4.200.000 kr.«

31.

I § 361, stk. 2, nr. 8, indsættes efter »betaler 725.000 kr.«: »til finansiering af tilsynsaktiviteter.«

32.

I § 361, stk. 2, indsættes efter nr. 8 som nyt nummer

9)

Centrale modparter (CCP’er) betaler 425.000 kr. til finansiering af afviklingsopgaver.

Nr. 9-15 bliver herefter nr. 10-16.

33.

I § 373, stk. 1, indsættes efter »§ 28,«: »§ 29 a, 2. pkt.,«, og »§ 24, stk. 1, 3. pkt.,« udgår.

34.

I § 373, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »givet i medfør af«: »§ 24, stk. 1, 3. pkt., § 29, stk. 2,«.

35.

I § 438 indsættes som stk. 6

Stk. 6.

De dele af § 30, stk. 1, og § 31, stk.1, som i medfør af stk. 1 er sat i kraft for Færøerne, kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft på ny for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

§ 2

I lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørelse nr. 2014 af 1. november 2021, som ændret ved § 4 i lov nr. 2382 af 14. december 2021 og § 2 i lov nr. 2383 af 14. december 2021, foretages følgende ændringer

1.

I fodnoten til lovens titel indsættes efter »»EF-Tidende 2002, nr. L 168, side 43,«: »som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020, EU-Tidende 2021, nr. L 22, side 1,«, og efter »EU-Tidende, nr. L 69, side 27,« indsættes: »dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/36/EF af 11. juli 2007, EU-tidende 2007, nr. L 184, side 17, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020, EU-Tidende 2021, nr. L 22, side 1,«.

2.

I § 1, stk. 12, ændres »kapital« til: »kapitel«, og efter »visse finansielle virksomheder« indsættes: »eller i henhold til afsnit V, kapitel III, afdeling 3, eller kapitel IV i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter«.

3.

Efter § 210 f indsættes i kapitel 36 a før overskriften før § 211

Indkaldelse til generalforsamling i en central modpart (CCP)

§ 210 g.

En central modpart (CCP) kan indkalde til generalforsamling med henblik på at foretage en kapitalforhøjelse senest 10 dage før generalforsamlingen, hvis Finanstilsynet har vurderet, at betingelserne i artikel 18 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter er opfyldt, og den centrale modpart (CCP) vurderer, at kapitalforhøjelsen er nødvendig for at forhindre, at den centrale modpart (CCP) bliver nødlidende.

Indkaldelse til generalforsamling i henhold til 1. pkt. kan foretages, hvis generalforsamlingen med to tredjedele af de afgivne stemmer ændrer selskabets vedtægter til at indeholde denne mulighed.

Stk. 2.

Tidsfrister i §§ 94, 98 og 99 i selskabsloven finder ikke anvendelse på generalforsamlinger indkaldt i overensstemmelse med stk. 1.

4.

I § 211, stk. 2, indsættes som nr. 11

11)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter og regler fastsat i medfør heraf.

5.

Efter § 212 indsættes før overskriften før § 213

§ 212 a.

Finanstilsynet er afviklingsmyndighed for en central modpart (CCP) i henhold til artikel 4, stk. 1, artikel 9, 10, 13-18, artikel 22, litra a, nr. ii, artikel 33, stk. 8, artikel 53, stk. 2, artikel 70, stk. 2 og 3, artikel 73, 75, 79, 80, 83 og 84 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Stk. 2.

Finanstilsynet forelægger en genopretningsplan fra en central modpart (CCP) for Finansiel Stabilitet.

Finansiel Stabilitet kan komme med anbefalinger til Finanstilsynet om genopretningsplanens indhold.

Stk. 3.

Finansiel Stabilitet udarbejder og vedligeholder afviklingsplaner i henhold til artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter, som Finanstilsynet vedtager efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Stk. 4.

Finansiel Stabilitet forelægger en vurdering af afviklingsmulighederne for en central modpart (CCP) for Finanstilsynet i henhold til artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Stk. 5.

Finanstilsynet indsender, efter indstilling fra Finansiel Stabilitet, en rapport til den centrale modpart (CCP) om afviklingshindringer i henhold til artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Stk. 6.

Finanstilsynet træffer afgørelse i henhold til artikel 22, litra a, nr. ii, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Stk. 7.

Finanstilsynet udfører opgaverne som afviklingsmyndighed med en passende operationel uafhængighed af Finanstilsynets tilsynsvirksomhed.

§ 212 b.

Erhvervsministeriet er det kompetente ministerium i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

6.

I § 220, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »§ 211, stk. 2, eller regler fastsat i medfør heraf«: »eller efter forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov«.

7.

I § 221, stk. 1, stk. 4, 1. pkt., og stk. 9, indsættes efter »en operatør af et reguleret marked«: »eller en it-operatør af et detailbetalingssystem«.

8.

I § 221, stk. 2 og stk. 4, 3. pkt., indsættes efter »en operatør af et reguleret marked«: »eller i en it-operatør af et detailbetalingssystem«.

9.

Efter § 221 indsættes før overskriften før § 222

§ 221 a.

Finanstilsynet kan påbyde et medlem af den øverste ledelse i en central modpart (CCP) eller enhver anden fysisk person, der er ansvarlig for overtrædelse af artikel 9, stk. 1 og 9, artikel 13 eller artikel 70, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter, at afholde sig fra at udøve funktioner i en central modpart (CCP) i en midlertidig periode.

10.

I § 231, stk. 2, indsættes som nr. 3 og 4

3)

Den centrale modpart (CCP), når Finanstilsynet har truffet afgørelse i medfør af § 221 a.

4)

Et medlem af bestyrelsen eller direktionen eller en kapitalejer i en central modpart (CCP), eller en juridisk eller fysisk person, som Finanstilsynet finder har snævre forbindelser til den centrale modpart (CCP), når Finanstilsynet træffer afgørelse i medfør af artikel 22, stk. 1, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

11.

Efter § 251 indsættes

§ 251 a.

Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde overtrædelse af artikel 9, stk. 1 og 9, artikel 13 og artikel 70, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

12.

I § 254, stk. 1, 1. pkt., ændres »En operatør af en markedsplads« til: »Undlader en operatør af en markedsplads«, og »eller en aktionær, der undlader« ændres til: », en aktionær, en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi,«.

13.

I § 254, stk. 3, ændres »eller en aktionær« til: », en aktionær, en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi«.

14.

I § 256, stk. 1, ændres »eller en aktionær« til: », en aktionær eller en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi«.

15.

I § 256, stk. 1, indsættes efter »§ 211, stk. 2, eller regler fastsat i medfør heraf«: »eller efter forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov,«.

1)

Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-direktivet), EU-Tidende 2009, nr. L 302, side 32 og dele af Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), EU-Tidende 2021, nr. L 277, side 141, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/EU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010, EU-Tidende 2014, nr. L 60, side 34, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber og om ændring af direktiv 2002/87/EF, 2009/65/EF, 2011/61/EU, 2013/36/EU, 2014/59/EU og 2014/65/EU, EU-Tidende 5. december 2019, nr. L 314, side 1-64, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF, EU-Tidende 2015, nr. L 337, side 35.

I loven er der endvidere medtaget visse bestemmelser fra Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1286/2014 af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er), EU-tidende 2014, nr. L 352, side 1.

Ifølge artikel 288 i EUF-traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat.

Gengivelsen af disse bestemmelser i loven er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke forordnings umiddelbare gyldighed i Danmark.

§ 3

I lov om investeringsforeninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1718 af 27. november 2020, som ændret ved § 4 i lov nr. 1940 af 15. december 2020, § 6 i lov nr. 1163 af 8. juni 2021 og § 3 i lov nr. 2382 af 14. december 2021, foretages følgende ændringer

1.

I fodnoten til lovens titel ændres »og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/1160/EU af 20. juni 2019, EU-Tidende 2019, nr. L 188, side 106« til: »dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/1160/EU af 20. juni 2019, EU-Tidende 2019, nr. L 188, side 106, og dele af Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), EU-Tidende 2021, nr. L 277, side 141« og »og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering og om ændring af direktiv 2009/65/EF, 2009/138/EF og 2011/61/EU og forordning 1060/2009/EF og 648/2012/EU, EU-Tidende 2017, nr. L 347, side 35« ændres til: »Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering og om ændring af direktiv 2009/65/EF, 2009/138/EF og 2011/61/EU og forordning 1060/2009/EF og 648/2012/EU, EU-Tidende 2017, nr. L 347, side 35 og Europa-Parlamentets og Rådets Forordning nr. 1286/2014 af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er), EU-tidende 2014, nr. L 352, side 1«.

2.

Tre steder i § 2, nr. 21, litra b, ændres »stk. 3« til: »stk. 4«.

3.

I § 2 indsættes som nr. 27

27)

Bæredygtighedsrisiko: Bæredygtighedsrisiko som defineret i artikel 2, nr. 22), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser.

4.

I § 12, stk. 4, nr. 2, ændres »centrale investorinformation« til: »centrale information«.

5.

I § 15 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke

Stk. 3.

En investeringsforening, hvis nyoprettede afdeling ønsker at fravige spredningsreglerne i kapitel 15, bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6 måneder fra tilladelsen skal have Finanstilsynets godkendelse af bestyrelsens instruks for afdelingens overholdelse af princippet om risikospredning.

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

6.

I § 16 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke

Stk. 3.

En SIKAV, hvis nyoprettede afdeling ønsker at fravige spredningsreglerne i kapitel 15, bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6 måneder fra tilladelsen skal have Finanstilsynets godkendelse af bestyrelsens instruks for afdelingens overholdelse af princippet om risikospredning.

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

7.

I § 17 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke

Stk. 3.

En værdipapirfond, hvis nyoprettede afdeling ønsker at fravige spredningsreglerne i kapitel 15, bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6 måneder fra tilladelsen skal have Finanstilsynets godkendelse af bestyrelsens instruks for afdelingens overholdelse af princippet om risikospredning.

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

8.

I § 63 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke

Stk. 2.

En investeringsforening skal tage hensyn til bæredygtighedsricisi, når investeringsforeningen opfylder kravene i stk. 1.

Stk. 2-5 bliver herefter stk. 3-6.

9.

I § 63, stk. 4, nr. 1, der bliver stk. 5, nr. 1, ændres »stk. 1 og 2,« til: »stk. 1-3,«.

10.

I overskriften før § 102 , overskriften før § 103, § 175, stk. 3, nr. 11, og § 177, stk. 1, nr. 11, ændres »central investorinformation« til: »central information«.

11.

§ 103 affattes således

§ 103.

Ved udbud af andele i en dansk UCITS skal den danske UCITS udarbejde og på sin hjemmeside offentliggøre et dokument med central information for hver afdeling eller andelsklasse i overensstemmelse med kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1286/2014/EU af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Ved udbud af andele i en dansk UCITS til professionelle investorer, kan den danske UCITS, i stedet for at udarbejde et dokument som anført i stk. 1, udarbejde et dokument med central investorinformation for hver afdeling eller andelsklasse, der opfylder kravene i Kommissionens forordning (EU) nr. 583/2010 af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår central investorinformation og de betingelser, der skal opfyldes, når central investorinformation eller prospektet udleveres på et andet varigt medium end papir eller via et websted.

Stk. 3.

Den danske UCITS gennemgår regelmæssigt oplysningerne i dokumentet, jf. stk. 1 og 2, og ændrer dokumentet, hvis gennemgangen viser, at det er nødvendigt.

Den ændrede udgave gøres straks tilgængelig på den danske UCITS’ hjemmeside.

Stk. 4.

Dokumentet, jf. stk. 1 eller 2, og senere ændringer heri skal sendes til Finanstilsynet senest 3 hverdage efter offentliggørelsen.

12.

§ 103 a ophæves.

13.

I § 161, stk. 1, indsættes som nr. 10

10)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1286/2014/EU af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er).

14.

I § 175, stk. 3, nr. 11, udgår »og regler udstedt i medfør af § 103, stk. 6«.

15.

I § 190, stk. 1, 1. pkt., udgår »§ 103 a,«.

16.

I § 190, stk. 1, 2. pkt., ændres, »§ 63, stk. 1 og 2« til: » § 63, stk. 1 og 3«.

17.

I § 190 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke

Stk. 5.

Med bøde straffes den, som overtræder et forbud, en begrænsning eller en restriktion meddelt i henhold til artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er).

Stk. 5-8 bliver herefter stk. 6-9.

§ 4

I lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1062 af 19. maj 2021, som ændret ved § 302 i lov nr. 1155 af 8. juni 2021, § 7 i lov nr. 1163 af 8. juni 2021 og § 5 i lov nr. 2382 af 14. december 2021, foretages følgende ændring

1.

I § 38, stk. 8, indsættes efter »er«: »dog«.

§ 5

I lov om betalinger, jf. lovbekendtgørelse nr. 2710 af 7. december 2021, som ændret ved § 8 i lov nr. 2382 af 14. december 2021, foretages følgende ændringer

1.

I § 1, stk. 5, § 1, stk. 9, 1. pkt., og § 6, stk. 3, ændres »104« til: »104 og 104 a«.

2.

I § 1, stk. 7, ændres »§ 81, stk. 1-4« til: »§ 81, stk. 1-3«.

3.

I § 4, stk. 3, ændres »104 og 106« til: »104, 104 a og 106«.

4.

I § 81, stk. 1, ændres »stk. 2, 3 og 5« til: »stk. 2-6«.

5.

I § 81, stk. 3, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum: »Betalingsmodtagere, der ikke modtager kontanter i tidsrummet kl.

20.00-22.00, skal opsætte skilte herom.«

6.

§ 81, stk. 4, ophæves, og i stedet indsættes

Stk. 4.

Betalingsmodtagere kan fravige stk. 1 for så vidt angår betalinger fra betalere, der ikke er forbrugere.

Stk. 5.

Stk. 1 finder ikke anvendelse på betalingsmodtagere, når disse indgår som en del af festivaler, byfester og lignende arrangementer af midlertidig karakter, der opfylder følgende betingelser

1)

Arrangementet varer maksimalt 14 dage.

2)

Arrangementet forekommer højst én gang årligt.

3)

Arrangementet afholdes inden for et geografisk afgrænset område med adgangskontrol.

4)

Arrangøren af arrangementet har forud for forbrugerens tilmelding til arrangementet tydeligt oplyst forbrugeren om, at der ikke kan betales med kontanter.

Hvis arrangementet ikke kræver tilmelding, skal det være tydeligt oplyst i markedsføringen af arrangementet.

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

7.

I § 97, stk. 2, ændres »§ 104« til: »§§ 104 og 104 a«.

8.

I § 103, stk. 2, ændres »§ 104« til: »§§ 104 og 104 a«.

9.

§ 104 ophæves og i stedet indsættes

§ 104.

Iværksættes en betalingsordre af betaleren, er betalerens udbyder over for betaleren, med forbehold for § 97, § 103, stk. 2, 4 og 5, og § 108, ansvarlig for manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen, medmindre betalerens udbyder kan bevise, at betalingsmodtagerens udbyder har modtaget beløbet.

Efter at betalingsmodtagerens udbyder har modtaget beløbet, er betalingsmodtagerens udbyder over for betalingsmodtageren og med forbehold for § 97, § 103, stk. 2, 4 og 5, og § 108, ansvarlig for manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen.

Stk. 2.

Betalerens udbyder skal efter anmodning øjeblikkeligt forsøge at spore betalingstransaktionen og orientere betaleren om resultatet uden omkostninger for betaleren.

Stk. 3.

Hvor betalerens udbyder er ansvarlig efter stk. 1, 1. pkt., skal udbyderen uden unødig forsinkelse godtgøre betalerens direkte tab og, hvor det er relevant, føre den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gældende, hvis den mangelfulde betalingstransaktion ikke var blevet gennemført.

Valørdatoen for kreditering af betalerens betalingskonto må ikke ligge senere end den dato, hvor beløbet blev debiteret.

Stk. 4.

Hvor betalingsmodtagerens udbyder er ansvarlig efter stk. 1, 2. pkt., skal udbyderen godtgøre betalingsmodtagers direkte tab, herunder øjeblikkeligt stille betalingstransaktionsbeløbet til rådighed for betalingsmodtageren, med forbehold for § 115, stk. 2, og, hvor det er relevant, kreditere betalingsmodtagerens betalingskonto det tilsvarende beløb.

Valørdatoen for krediteringen af betalingsmodtagerens betalingskonto må ikke ligge senere end den valørdato, som beløbet skulle have haft, hvis transaktionen var gennemført korrekt, jf. § 115.

Stk. 5.

Gennemføres en betalingstransaktion for sent, sikrer betalingsmodtagerens udbyder efter anmodning fra betalerens udbyder, at valørdatoen for kreditering af betalingsmodtagerens betalingskonto ikke ligger senere end den dato, som beløbet skulle have haft som valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt.

§ 104 a.

Iværksættes en betalingsordre af eller via betalingsmodtageren, er dennes udbyder over for betalingsmodtageren, med forbehold for § 97, § 103, stk. 2, 4 og 5, og § 108, ansvarlig for manglende eller mangelfuld fremsendelse af betalingsordren til betalerens udbyder, for betalingsmodtagerens direkte tab i overensstemmelse med omfanget i § 104, stk. 4.

Stk. 2.

Er betalingsmodtagerens udbyder ansvarlig efter stk. 1, skal udbyderen øjeblikkeligt videresende den pågældende betalingsordre til betalerens udbyder.

Stk. 3.

Ved forsinket fremsendelse af betalingsordren skal beløbet have valørdato på betalingsmodtagerens betalingskonto senest den dato, som beløbet skulle have haft valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt.

Stk. 4.

Betalingsmodtagerens udbyder skal efter anmodning øjeblikkeligt forsøge at spore betalingstransaktionen og orientere betalingsmodtager om resultatet uden omkostninger for betalingsmodtageren.

Stk. 5.

Er betalingsmodtagerens udbyder ikke ansvarlig i henhold til stk. 1 i denne bestemmelse, er betalerens udbyder over for betaleren ansvarlig for direkte tab i henhold til § 104, medmindre betalerens udbyder kan bevise, at betalingsmodtagerens udbyder har modtaget transaktionsbeløbet.

Er betalerens udbyder ansvarlig, skal denne om nødvendigt og uden unødig forsinkelse godtgøre betaleren det manglende eller mangelfuldt betalte betalingstransaktionsbeløb, og føre den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gældende, hvis den mangelfulde betalingstransaktion ikke var blevet gennemført.

Valørdatoen for kreditering af betalerens betalingskonto må ikke ligge senere end den dato, hvor beløbet blev debiteret.

10.

I § 106 ændres »eller 104« til: », 104 eller 104 a«.

11.

I § 107, 1. pkt., ændres »§ 104, stk. 1 og 2,« til: »§ 104, stk. 1, § 104 a, stk. 1,«.

12.

I § 124, stk. 2, affattes således

Stk. 2.

En udbyder af betalingstjenester og en udsteder af elektroniske penge må kun tilgå, behandle og opbevare personoplysninger, som er nødvendige for ydelse af betalingstjenester, med brugerens udtrykkelige samtykke.

13.

§ 124, stk. 3, indsættes efter: »Uanset stk. 2«: »og § 125, stk. 3,«.

14.

§ 125, stk. 2, affattes således

Stk. 2.

En erhvervsdrivende må kun behandle betalingsoplysninger i forbindelse med udbuddet af en tjeneste, der er direkte henvendt til brugeren, med brugerens udtrykkelige samtykke, jf. stk. 3, nr. 2.

15.

I § 136, stk. 3, indsættes efter »kapitel 5-7«: », bortset fra §§ 84-91«.

§ 6

I lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter, jf. lov nr. 1155 af 8. juni 2021, som ændret ved § 13 i lov nr. 2382 af 14. december 2021, foretages følgende ændringer

1.

I § 10 indsættes som nr. 63

63)

Råvare- og emissionskvotehandler: en virksomhed, hvis hovedaktivitet udelukkende består i at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter i relation til råvarederivater, råvarederivataftaler, derivater af emissionskvoter eller emissionskvoter som omhandlet i nr. 4-7 og 9-11, i bilag 2 til lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

2.

Efter § 46 indsættes før overskriften før § 47

Behandling af personnummer

§ 46 a.

Værdipapirhandlere og fondsmæglerselskaber kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på nødvendig entydig identifikation i relation til eksisterende kundeforhold ved varetagelse af administrative opgaver og rådgivning.

3.

I § 224 indsættes som stk. 2 og 3

Stk. 2.

Er der tale om en fondsmæglerselskabskoncern med tilstedeværelse i Danmark og andre medlemsstater, kan Finanstilsynet og de andre relevante kompetente myndigheder efter fælles aftale afvige fra principper om fastlæggelse af koncerntilsynsførende og træffe afgørelse om at udpege en anden koncerntilsynsførende, hvis formålet er at sikre effektivt tilsyn på konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten.

Stk. 3.

Inden de relevante kompetente myndigheder træffer en fælles afgørelse efter stk. 2, får moderinvesteringsholdingselskabet i Unionen eller det blandede finansielle moderholdingselskab i Unionen eller investeringsselskabet med den største samlede balancesum, alt efter hvad der er relevant, lejlighed til at udtale sig om nævnte tilsigtede fælles afgørelse.

4.

I § 253 indsættes som stk. 2 og 3

Stk. 2.

Finanstilsynet kan inden for rammerne af Finanstilsynets beføjelser selv foretage verifikationen.

Stk. 3.

Finanstilsynet kan anmode en revisor eller anden sagkyndig om at foretage verifikationen upartisk og straks rapportere resultaterne.

5.

I § 257, stk. 1, indsættes som nr. 14

14)

Kommissionen, når oplysningerne er nødvendige for, at Kommissionen kan udøve sine beføjelser.

§ 7

I lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. lovbekendtgørelse nr. 24 af 4. januar 2019, som ændret ved § 2 i lov nr. 2110 af 22. december 2020, § 305 i lov nr. 1155 af 8. juni 2021, § 13 i lov nr. 1163 af 8. juni 2021, § 1 i lov nr. 1164 af 8. juni 2021 og § 18 i lov nr. 2382 af 14. december 2021, foretages følgende ændringer

1.

Fodnoten til lovens titel affattes således

»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/25/EF af 21. april 2004 om overtagelsestilbud, EU-Tidende 2004, nr. L 142, side 12, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2021/23/EU af 16. december 2020, EU-Tidende 2021, nr. L 22, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/36/EF af 11. juli 2007 om udøvelse af visse aktionærrettigheder i børsnoterede selskaber, EU-Tidende 2007, nr. L 184, side 17, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2021/23/EU af 16. december 2020, EU-Tidende 2021, nr. L 22, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012, EU-Tidende 2014, nr. L 173, side 190, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2021/23/EU af 16. december 2020, EU-Tidende 2021, nr. L 22, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/1132/EU af 14. juni 2017 om visse aspekter af selskabsretten, EU-Tidende 2017, nr. L 169, side 46, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2021/23/EU af 16. december 2020, EU-Tidende 2021, nr. L 22, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/2399 af 12. december 2017 om ændring af direktiv 2014/59/EU for så vidt angår usikrede gældsinstrumenters prioritetsrækkefølge ved insolvens, EU-tidende 2017, nr. L 345, side 96, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/879/EU af 20. maj 2019 om ændring af direktiv 2014/59/EU for så vidt angår kreditinstitutters og investeringsselskabers tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet og af direktiv 98/26/EF, EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 296.«

2.

I § 1, stk. 1, indsættes efter »nævnte investeringsservicer og -aktiviteter«: », jf. dog stk. 4.«

3.

I § 1, stk. 2, indsættes efter »jf. § 2, nr. 13«: », jf. dog stk. 4.«

4.

I § 1, stk. 3, indsættes efter »jf. § 2, nr. 15«: », jf. dog stk. 4.«

5.

I § 1 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke

Stk. 4.

For virksomheder og enheder, jf. stk. 1-3, der er meddelt tilladelse som central modpart (CCP) i henhold til artikel 14 i forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre, finder alene denne lovs kapitel 11 a anvendelse, jf. stk. 6.

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

6.

I § 1 indsættes som stk. 6

Stk. 6.

Kapitel 11 a finder anvendelse på centrale modparter (CCP’er).

7.

I § 2 indsættes efter nr. 7 som nyt nummer

8)

Central modpart (CCP): En central modpart som defineret i § 3, nr. 11, i lov om kapitalmarkeder.

Nr. 8-23 bliver herefter nr. 9-24.

8.

I § 2, nr. 13, ændres »§ 5, stk. 1, nr. 10« til: »§ 5, stk. 1, nr. 9«.

9.

§ 2, nr. 23, affattes således

23)

Virksomheder: Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter nævnte investeringsservicer og -aktiviteter, jf. § 1, stk. 1.

10.

I § 4, stk. 2, nr. 2 ændres »fondsmæglerselskaber I og ikke afviklingsenheder« til: »fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de investeringsservicer og –aktiviteter nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter, og som ikke er afviklingsenheder«.

11.

I § 4, stk. 2, nr. 3, ændres »fondsmæglerselskab I og ikke en afviklingsenhed« til: »fondsmæglerselskab, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de investeringsservicer og -aktiviteter nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, og som ikke er en afviklingsenhed«.

12.

Efter kapitel 11 indsættes

Kapitel 11 a

Restrukturering og afvikling af centrale modparter (CCP’er)

§ 59 a.

Finansiel Stabilitet er afviklingsmyndighed for en central modpart (CCP) i henhold til artikel 3, stk. 1, artikel 4, artikel 9, stk. 8, artikel 18, stk. 6, artikel 19, stk. 1, artikel 21, artikel 22, stk. 1, artikel 22, stk. 1, litra a, nr. i, artikel 22, stk. 5, artikel 23-32, artikel 33, stk. 1-7, artikel 34-36, artikel 38-52, artikel 53, stk. 1, artikel 54-69, artikel 70, stk. 2, artikel 71-75 og artikel 77-80 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

§ 59 b.

§§ 36-38, 45, 74, 76-78, 80, 84, 87, 89, 90, 93-99, 101, 102, 104, 109, 119-121, 135, 154-157, 160-164, 167-170, 174, 185, 186, 188, 191-193, 236-318 og 338-344 i selskabsloven og kapitel 8 i lov om kapitalmarkeder finder ikke anvendelse ved Finansiel Stabilitets iværksættelse og gennemførelse af afviklingsforanstaltninger over for en central modpart (CCP).

Stk. 2.

Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler og procedurer, der træder i stedet for de i medfør af stk. 1 fravegne regler i selskabsloven og lov om kapitalmarkeder.

§ 8

I lov om ejendomskreditselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 1063 af 19. maj 2021, som ændret ved § 301 i lov nr. 1155 af 8. juni 2021, § 9 i lov nr. 1163 af 8. juni 2021 og § 12 i lov nr. 2382 af 14. december 2021, foretages følgende ændringer

1.

I § 3, stk. 1, nr. 3, ændres »§ 5, og« til: »§ 5,«.

2.

I § 3, stk. 1, nr. 4, ændres »lov om finansiel virksomhed.« til »lov om finansiel virksomhed, og«.

3.

I § 3, stk. 1, indsættes som nr. 5

5)

selskabet har en forretningsgang for kreditværdighedsvurdering, jf. lov om kreditaftaler.

4.

I § 24, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 3, stk. 1, nr. 1 og 5« til: »§ 3, stk. 1, nr. 1, § 3, stk. 2«.

§ 9

I lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, jf. lovbekendtgørelse nr. 2016 af 1. november 2021, som ændret ved § 6 i lov nr. 2382 af 14. december 2021, foretages følgende ændringer

1.

I § 3, stk. 3, nr. 1, indsættes som 2. pkt.

Boligkreditformidlere, der ikke har et vedtægtsmæssigt hjemsted, anses for at have hovedkontor i den medlemsstat, hvor virksomheden faktisk udøver sin hovedvirksomhed.

2.

I § 4 a, stk. 1, indsættes som 2. pkt.

Registeret skal være tilgængeligt online og løbende ajourføres«.

3.

I § 10 c, stk. 2, indsættes som 2. pkt.

Finanstilsynet underretter også tilsynsmyndighederne om de kreditgivere, som boligkreditformidleren er tilknyttet, og om kreditgiverne tager det fulde ansvar for boligkreditformidlerens aktiviteter.

4.

I § 10 c, stk. 3, indsættes som 2. pkt.

Boligkreditformidleren må ikke yde sine tjenester i forbindelse med kreditaftaler, der tilbydes af kreditgivere, der ikke er kreditinstitutter, til forbrugere i en medlemsstat, hvor kreditgiveren ikke må udøve sin virksomhed.

5.

I § 10 d indsættes som stk. 3

Stk. 3.

Finanstilsynet anvender oplysninger fra hjemlandet til at optage de nødvendige oplysninger i sit register og underretter om nødvendigt boligkreditformidleren om betingelser for udførelsen af aktiviteter, der ikke er EU-harmoniseret i værtslandet.

§ 10

I lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse af 378 af 2. april 2020, som ændret ved § 6 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, § 6 i lov nr. 1940 af 15. december 2020 og §7 i lov nr. 2382 af 14. december 2021, foretages følgende ændring

1.

Efter § 12 a indsættes før overskriften før § 13

Behandling af personnummer

§ 12 b.

Forsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på nødvendig entydig identifikation i relation til eksisterende kundeforhold ved varetagelse af administrative opgaver og rådgivning.

§ 11

I lov nr. 450 af 24. april 2019 om forbrugslånsvirksomheder, som ændret ved § 11 i lov nr. 1563 af 27. december 2019, § 1 i lov nr. 801 af 9. juni 2020, § 9 i lov nr. 1940 af 15. december 2020 og § 11 i lov nr. 2382 af 14. december 2021, foretages følgende ændring

1.

Efter § 8 indsættes

Behandling af personnummer

§ 8 a.

Forbrugslånsvirksomheder kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på nødvendig entydig identifikation i relation til eksisterende kundeforhold ved varetagelse af administrative opgaver og rådgivning.

Kreditværdighedsvurdering «.

§ 12

I lov nr. 1374 af 13. december 2019 om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om betalinger, lov om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og selskabsloven og forskellige andre love, foretages følgende ændring

1.

I § 19, stk. 7, ændres »folketingsåret 2021-22« til: »folketingsåret 2022-23«.

§ 13

Stk. 1.

Loven træder i kraft den.

1. juli 2022, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2.

§ 1, nr. 16-18, og § 3, nr. 8, 9 og 16, træder i kraft den 1. august 2022.

Stk. 3.

§ 2, nr. 1-5 og 9-11, og § 7, nr. 1-7 og 12, træder i kraft den 12. august 2022.

Stk. 4.

§ 3, nr. 11-15 og 17, træder i kraft den 31. december 2022.

Stk. 5.

For virksomheder, der ved lovens ikrafttræden, har tilladelse som ejendomskreditselskab, har § 8, nr. 3, først virkning fra den 1. oktober 2022.

Stk. 6.

For forsikringsselskaber, der ved lovens ikrafttræden, driver anden tilladt virksomhed i overensstemmelse § 29, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 2497 af 15. december 2021, finder § 1, nr. 13, ikke anvendelse.

For sådan anden tilladt virksomhed finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 7.

Regler fastsat i medfør af § 19, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 2497 af 15. december 2021, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 19, stk. 3, som affattet ved § 1, nr. 10.

§ 14

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2.

§§ 1-9 og 11-12 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Stk. 3.

Loven kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

Formålet med lovforslaget er at gennemføre en række ændringer af den finansielle lovgivning, der blandt andet sikrer korrekt implementering af fælleseuropæisk regulering og sikrer tidssvarene regler, der er til gavn for erhvervsdrivende, investorer, forsikringstagere og forbrugere.

Formålet med ændringen af lov om investeringsforeninger m.v., er blandt andet at sikre et højere niveau af investorinformation for detailinvestorer.

Det sker ved at pålægge danske investeringsforeninger, SIKAV’er og værdipapirfonde, også omtalt som danske UCITS, at udarbejde et dokument med central information til detailinvestorer, der opfylder kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1286/2014/EU af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP-forordningen).

Ændringen har endvidere til formål at give danske UCITS, der kun udbyder produkter til professionelle investorer, valgfrihed mellem at følge det nye eller det eksisterende regelsæt.

Finanstilsynet udpeges desuden som kompetent myndighed til at føre tilsyn med UCITS overholdelse af PRIPP-forordningen.

Formålet med ændringen af lov om investeringsforeninger m.v., hvorved afdelinger i danske UCITS i op til 6 måneder får mulighed for at fravige spredningsreglerne i kapitel 15 i lov om investeringsforeninger m.v., er at give danske UCITS bedre mulighed for at placere deres formue på en måde, som kan sikre et højere forventet afkast.

Samtidig sikres direktivnær implementering af undtagelsen til spredningsreglerne i artikel 57, stk. 1, 2. afsnit i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (herefter UCITS-direktivet).

Ændringen af lov om investeringsforeninger m.v. og lov om finansiel virksomhed har endvidere til formål at præcisere krav til investeringsforeninger og investeringsforvaltningsselskabers virksomhedsstyring for så vidt angår integration af bæredygtighedsrisici.

Det skal sikre, at investeringsforeninger og investeringsforvaltningsselskaber løbende vurderer deres bæredygtighedsrisici.

Kravene følger af Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU.

Lovforslagets § 5, vedrørende ændring af lov om betalinger, indeholder en tilpasning af kontantreglen, således at betalinger mellem erhvervsdrivende undtages fra kontantpligten.

Det er vurderingen, at tilpasningen giver den bedste afvejning mellem hensynet til ikke at pålægge betalingsmodtagere unødige byrder og forbrugernes ret til at betale med kontanter.

Tilpasningen implementerer initiativet om en fjernelse af kontantpligten i B2B-handel, der følger af den politiske aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Nye Borgerlige og Alternativet af den 23. juni 2021 om det fremadrettede behov for revision.

Med lovforslaget foreslås det at udpege Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet som afviklingsmyndigheder for centrale modparter (CCP’er) i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter (CCPRR-forordningen).

Forordningen har til formål at medvirke til at sikre den finansielle stabilitet ved at indføre en række genopretningstiltag og afviklingsværktøjer, der skal imødekomme og sikre, at sammenbruddet af en CCP ikke får alvorlige negative konsekvenser for det finansielle system.

En CCP er en enhed, der indtræder som modpart for både køber og sælger i en værdipapirhandel og derved garanterer afviklingen af handlen for begge parter.

På samme vis, som det er tilfældet med genopretning og afvikling af penge- og realkreditinstitutter samt visse fondsmæglerselskaber, vil Finanstilsynet herefter blive afviklingsmyndighed for levedygtige CCP’er, og Finansiel Stabilitet vil blive afviklingsmyndighed for CCP’er, der er vurderet nødlidende eller forventeligt nødlidende.

Det foreslås, at sikre den fornødne anordningshjemmel til at indsætte en undtagelse til det særlige færøske krav om en gensidighedsaftale, der gælder i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov finansiel virksomhed.

Formålet er at sikre, at kravene til at udøve finansiel virksomhed på Færøerne kan overholdes af de virksomheder, der har hjemland i et land, der ikke har en gensidighedsaftale med Færøerne.

Det foreslås at justere reglerne for forsikringsselskabers udøvelse af anden virksomhed i tilknytning til deres tilladelse som forsikringsselskab, herunder såkaldt accessorisk virksomhed.

Det foreslås at introducere en reference til muligheden for at drive såkaldt accessorisk servicevirksomhed, som bl.a. rummer fast ejendom, infrastruktur, administrering af databehandlingstjenester og sundheds- og plejeydelser.

Accessorisk servicevirksomhed vil kunne placeres i en dattervirksomhed til forsikringsselskabet, men ikke vil kunne udøves i selve forsikringsselskabet.

Dette skal ses i tråd med, at det som følge af EU-Kommissionens fortolkning af EU-reglerne foreslås at fjerne den nuværende mulighed for at opføre, samt eje og drive fast ejendom og infrastruktur i selve forsikringsselskabet.

Det bliver endvidere nu muligt for forsikringsselskaber at drive sundheds- og plejeydelser i en dattervirksomhed som accessorisk servicevirksomhed, hvis det er i tilknytning til selskabets tilladelse.

Det foreslås at præcisere de krav, der gælder, når et forsikringsselskab har tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed og i tillæg hertil har tilladelse til at drive skadesforsikringsvirksomhed i form af syge- og ulykkesforsikringer (SUL-forsikringer).

Præciseringerne foreslås som opfølgning på den ændring af bekendtgørelsen på området, der er udstedt i efteråret 2021 og trådt i kraft 1. januar 2022.

Der har bl.a. fra branchens side, i forbindelse med ændringen af bekendtgørelsen, været udtrykt ønske om, at der skulle skabes større klarhed om begrebet ”holdbar forretningsmodel”, idet både livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden skal have en holdbar forretningsmodel uafhængigt af hinanden.

Formålet med præciseringerne er således at sikre tydelighed omkring kravene til driften og holdbarheden af forretningsmodellerne samt Finanstilsynets tilsynsmæssige beføjelser i den sammenhæng.

Endeligt indeholder lovforslaget en tilpasning af reglerne om betalingstjenesteudbyderes ansvar ved manglende, mangelfuld eller forsinket gennemførelse af betalingstransaktioner.

Tilpasningen er til gavn for forbrugerne ved at sikre klarhed om ansvarsfordelingen mellem betalerens udbyder og betalingsmodtagerens udbyder ved mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen.

Tilpasningen gennemfører art.

89 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (PSD2).

2.

Lovforslagets hovedpunkter

2.1.

Ændringer som følge af PRIIP-forordningen samt ændring af UCITS direktivet

2.1.1.

Gældende ret

Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1286/2014/EU af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP-forordningen) finder anvendelse på sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer, altså en kunde, der ikke er en professionel kunde.

Andele i danske UCITS (investeringsforeninger, SIKAV’er og værdipapirfonde), der markedsføres til detailinvestorer, er omfattet af PRIIP-forordningen, og disse UCITS skal udarbejde et dokument med central information.

Udgangspunktet for PRIIP-forordningen er, at alle PRIIP-produkter blev omfattet af forordningen fra ikrafttrædelsesdatoen den 1. januar 2018.

Det følger dog af artikel 32, stk. 2, i PRIIP-forordningen, at PRIIP-producenter er undtaget indtil udløbet af en overgangsperiode, der oprindeligt løb frem til den 31. december 2019, såfremt producenterne i stedet udarbejder et dokument med central investorinformation, der opfylder kravene i Kommissionens forordning nr. 583/2010/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår central investorinformation (UCITS KIID).

Denne undtagelsesbestemmelse i PRIIP-forordningen blevet forlænget til 31. december 2022.

Forlængelsen følger af Europa-Parlamentets og rådets forordning 2019/1156/EU af 20. juni 2019 om lettere grænseoverskridende distribution af kollektive investeringsinstitutter og om ændring af forordning nr. 345/2013/EU, nr. 346/2013/EU og nr. 1286/2014/EU og Europa-Parlamentets og rådets forordning (EU) 2021/2259.

Da danske UCITS, der markedsføres til detailinvestorer, er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i artikel 32, stk. 2, i PRIIP-forordningen, er de dermed undtaget forpligtelsen til at udarbejde et dokument med central information efter PRIIP-forordningen til den 31. december 2022.

Efter den gældende § 103, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., skal danske UCITS udarbejde et dokument med central investorinformation for hver afdeling eller andelsklasse, der opfylder kravene i Kommissionens forordning nr. 583/2010/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår central investorinformation og de betingelser, der skal opfyldes, når central investorinformation eller prospektet udleveres på et andet varigt medium end papir eller via et websted.

Den centrale investorinformation skal udleveres til interesserede detailinvestorer og skal indeholde information om de væsentlige karakteristika ved den danske UCITS, afdelingen eller andelsklassen, så en detailinvestor kan forstå karakteren af og risiciene ved investering i de andele, som vedkommende bliver tilbudt.

Den centrale investorinformation skal således også udarbejdes, men ikke udleveres til professionelle investorer.

2.1.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

PRIIP-forordningen finder direkte anvendelse og skal derfor ikke gennemføres i national lovgivning.

Det er dog nødvendigt, at der med lovforslaget indføres regler i lov om investeringsforeninger m.v., som sikrer, at Finanstilsynet tillægges kompetence som kompetent myndighed til at påse overholdelse af forordningen.

Formålet med PRIIP-forordningen er at øge investorbeskyttelsen for detailinvestorer.

Detailinvestorer bliver i stigende grad tilbudt et bredt udvalg af sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter (PRIIP-produkter), når de overvejer at foretage en investering.

Nogle af disse produkter kan være komplekse og vanskelige at forstå.

Bedre gennemsigtighed for PRIIP-produkter, der tilbydes detailinvestorer, er en vigtig investorbeskyttelsesforanstaltning og en forudsætning for at sikre detailinvestorers tillid til de finansielle markeder.

Med PRIIP KID vil detailinvestorerne i bedre omfang kunne sammenligne forskellige produkter og forstå deres karakteristika.

Dermed kan detailinvestorer foretage investeringer med bedre forståelse for de risici og omkostninger der er forbundet med investeringen, og dermed potentielt undgå at lide uforudsete tab.

UCITS, der alene bliver udbudt til professionelle investorer, får fremover mulighed for at udarbejde et UCITS KIID fremfor et PRIIP KID.

For at sikre et effektivt tilsyn med opfyldelsen af kravene i PRIIP-forordningen, skal medlemsstaterne udpege de kompetente myndigheder, der skal have ansvaret for tilsynet med forordningen.

Erhvervsministeriet vurderer det hensigtsmæssigt, at Finanstilsynet tillægges kompetence som kompetent myndighed til at påse overholdelsen af PRIIP-forordningen.

For at sikre at Danmark lever op til sine forpligtelser efter forordningen, skal der desuden fastsættes regler om foranstaltninger og sanktioner for overtrædelse af forordningen.

Artikel 22, stk. 1, 1. afsnit, i PRIIP-forordningen fastsætter, at medlemsstaterne med forbehold for de kompetente myndigheders tilsynsbeføjelser skal fastsætte bestemmelser om passende administrative sanktioner og foranstaltninger, som finder anvendelse i situationer, der udgør en overtrædelse af PRIIP-forordningen og træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre gennemførelsen heraf.

Det fremgår dog af artikel 22, stk. 1, 2. afsnit, i PRIIP-forordningen, at medlemsstaterne kan beslutte ikke at fastsætte bestemmelser om administrative sanktioner, som omhandlet i 1. afsnit for overtrædelser, hvis overtrædelserne allerede er genstand for strafferetlige sanktioner i national ret.

Bødeforelægsordninger er i et vist omfang blevet indført på særlovsområdet, således at den myndighed, der i øvrigt administrerer området, ved nærmere afgrænsede overtrædelser kan udstede administrative bødeforelæg.

Der er dog tale om en særlig ordning, som kun indføres i særlige tilfælde.

Det vurderes således, at overtrædelse af de relevante bestemmelser i stedet sanktioneres med en strafferetlig sanktion i form af bøde.

Bliver Finanstilsynet bekendt med, at der er sket en strafbar overtrædelse af PRIIP-forordningen, kan Finanstilsynet udstede et påbud om lovliggørelse, ligesom Finanstilsynet kan anmelde overtrædelse til politiet.

2.1.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås, at Finanstilsynet i lov om investeringsforeninger m.v. udpeges som kompetent myndighed i forhold til PRIIP-forordningen.

Som kompetent myndighed fører Finanstilsynet tilsyn med opfyldelsen af kravene til central information for de UCITS, der er omfattet af PRIIP-forordningen.

I henhold til artikel 15, stk. 2, i PRIIP-forordningen skal de kompetente myndigheder overvåge markedet for PRIIP’er, der markedsføres, distribueres eller sælges i eller fra deres medlemsstat.

Under nærmere angivne betingelser kan de kompetente myndigheder i henhold til artikel 17 i PRIIP-forordningen forbyde eller begrænse markedsføring, distribution eller salg af forsikringsbaserede investeringsprodukter.

Det er f.eks. tilfældet, hvis produktet giver anledning til væsentlige problemer med hensyn til investorbeskyttelsen eller udgør en trussel mod de finansielle markeders overordnede funktion og integritet.

Det foreslås, at Finanstilsynet skal modtage dokumenter med central information senest 3 hverdage efter dokumenterne offentliggøres på PRIIP-producentens hjemmeside.

Der stilles i den forbindelse ikke krav om, at Finanstilsynet skal godkende dokumentet med central information.

Det foreslås, at der foretages ændringer i § 190 i lov om investeringsforeninger m.v., der gør det muligt at sanktionere overtrædelse af f.eks. et forbud eller en begrænsning af markedsføring eller salg af et produkt, når Finanstilsynet har meddelt et sådant forbud eller begrænsning i henhold til PRIIP-forordningen.

Herudover foreslås det, at der foretages en række konsekvensændringer i lov om investeringsforeninger m.v., hvorefter dokumenter udarbejdet i henhold til PRIIP-forordningen og KIID-forordningen samlet betegnes investorinformation, modsat tidligere central investorinformation.

Endeligt foreslås det at præcisere i § 103, at UCITS, der markedsføres til professionelle investorer, kan udarbejde et UCITS KIID frem for et PRIIP KID.

2.2.

Danske UCITS’ muligheder for at fravige spredningsreglerne

2.2.1.

Gældende ret

Kapitel 15 i lov om investeringsforeninger m.v. indeholder regler om risikospredning, som skal sikre, at afdelinger i danske UCITS opnår en tilstrækkelig diversificering af deres investeringer.

Formålet med diversificeringen er, at afdelingerne opnår en risikospredning, som på den ene side sikrer, at midlerne bevarer en vis grad af værdifasthed, og på den anden side tilsikrer en begrænsning af risikoen for tab gennem spredning af placering af aktiverne i en række forskellige finansielle instrumenter.

UCITS-direktivet indeholder en undtagelse til spredningsreglerne, hvorefter nyligt oprettede investeringsinstitutter kan fravige UCITS-direktivets spredningsregler i 6 måneder fra godkendelsesdatoen under overholdelse af et princip om risikospredning.

§ 150, stk. 1, 2. pkt., i lov om investeringsforeninger m.v. implementerer delvist UCITS-direktivets undtagelse til spredningsreglerne, idet en nyoprettet afdeling kan placere mere end 20 pct. af sin formue i indskud og likvide midler i op til 6 måneder fra datoen for afdelingens tilladelse.

Efter gældende ret kan nyoprettede afdelinger dog ikke fravige spredningsreglerne for så vidt angår andre instrumenter end indskud og likvide midler.

Afdelinger kan eksempelvis ikke fravige spredningsreglerne for så vidt angår aktier eller obligationer.

Dette betyder, at en UCITS har mulighed for at vente (i op til 6 måneder) med at investere formuen indtil denne har en størrelse, hvor omkostningerne ved at investere efter spredningsreglerne vurderes at være rimelige.

På den anden side betyder implementeringen, at en UCITS ikke kan påbegynde investeringen før spredningsreglerne kan efterleves til fulde.

2.2.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Reglerne om risikospredning og fravigelse af disse fremgår af artikel 52 til 57 i UCITS-direktivet.

Reglerne har til formål at sikre en tilstrækkelig diversificering i afdelinger i UCITS, således at der opnås en risikospredning og deraf nedsættelse af afdelingens risici.

Herved opnår afdelingens investorer en mindre risikoeksponering.

UCITS-direktivet giver mulighed for, at medlemsstaterne kan tillade en UCITS at fravige spredningsreglerne i en periode på op til 6 måneder fra godkendelsesdatoen af afdelingen.

Adgangen til at fravige spredningsreglerne giver afdelingerne bedre mulighed for, at afdelingerne kan placere formuen på en måde, som kan understøtte et højere forventet afkast fra start.

Et højere afkast kan eksempelvis understøttes, ved at en UCITS ikke fra første dag behøver at have hele den forvaltede formue spredt ud på samtlige de enkelte fondskoder, som foreningen på længere sigt ønsker at investere i, hvilket samtidig vil begrænse omkostningerne i opstartsperioden.

Medlemsstaterne kan afgøre, om denne undtagelse til spredningsreglerne skal implementeres i national ret.

Denne undtagelse er ikke implementeret fuldt ud i dansk ret, idet afdelinger i danske UCITS kun kan fravige spredningsreglerne ved at placere formuen i indskud og likvide midler.

Implementeringsrådet anbefalede i december 2018 at implementere undtagelsen til spredningsreglerne fuldt ud.

Implementeringsrådet anførte, at danske UCITS hindres i at udnytte UCITS-direktivets muligheder fuldt ud ved investering af nyetablerede UCITS-midler.

Dermed er det sværere at etablere en dansk UCITS med en god performance fra start, da det i opstartsfasen ikke er muligt at fravige de i lov om investeringsforeninger m.v. fastsatte spredningsregler, ligesom investorer, der deltager i opstartsfasen, ikke sikres det bedst mulige afkast.

I perioden, hvori de fastsatte spredningsregler fraviges, vil hensynet til investorbeskyttelsen blive varetaget, idet danske UCITS vil være forpligtet til at overholde principperne om risikospredning.

2.2.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der efter § 15, stk. 2, efter § 16, stk. 2, og efter § 17, stk. 2, i lov om investeringsforeninger m.v., indsættes et nyt stk. 3.

Med den foreslående ordning, vil Finanstilsynet skulle give tilladelse til at fravige de fastsatte spredningsregler for nye afdelinger, hvis den danske UCITS gradvist vil tilpasse formuen fra fuld likvid formue til en fuldt diversificeret portefølje.

Finanstilsynet skal vurdere, om instruksen for afdelingen på betryggende vis beskriver, hvorledes afdelingen vil overholde principperne for risikospredning.

Ændringerne medfører, at nyoprettede afdelinger i danske UCITS, som ønsker at fravige spredningsreglerne i kapital 15, bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6 måneder fra tilladelsen, skal ansøge Finanstilsynet herom.

Ansøgningen kan indsendes til Finanstilsynet i forbindelse med, at afdelingen søger om tilladelse.

Finanstilsynet skal samtidig modtage bestyrelsens instruks for afdelingens fravigelse af spredningsreglerne ved overholdelse af princippet om risikospredning.

Bestemmelserne gælder for henholdsvis danske investeringsforeninger, SIKAV’er og værdipapirfonde.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 5-7, og bemærkningerne hertil.

2.3.

Integration af bæredygtighedsrisici i virksomhedsstyring

2.3.1.

Gældende ret

I dag stiller Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen) krav til finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere om at integrere miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG-faktorer) i de oplysningsforpligtelser, der gælder ved investerings- og rådgivningsprocesser.

Ved finansielle markedsdeltagere forstås bl.a. en investeringsforening, der ikke har udpeget et investeringsforvaltningsselskab.

Ved finansielle rådgivere forstås bl.a. forsikringsformidler eller et forsikringsselskab, der yder forsikringsrådgivning om forsikringsbaserede investeringsprodukter.

Ved finansielle produkter forstås bl.a. en investeringsportefølje eller en alternativ investeringsfond.

De virksomheder, der er omfattet af disclosureforordningen, skal overholde reglerne om finansielle markedsdeltagere, når de producerer finansielle produkter, herunder yder porteføljepleje, og de skal overholde reglerne om finansielle rådgivere, når de yder investeringsrådgivning eller forsikringsrådgivning.

Disclosureforordningen fastsætter bl.a. krav om, at finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere på deres hjemmeside skal offentliggøre politikker for, hvordan de i deres investeringsbeslutningsproces eller i deres investerings- eller forsikringsrådgivning integrerer bæredygtighedsrisici, og hvorvidt de tager hensyn til negative indvirkninger på bæredygtighedsfaktorer.

Disclosureforordningen stiller også krav til de oplysninger, der skal gives forud for indgåelsen af en investeringsaftale.

Virksomhederne skal bl.a. i aftaler beskrive den måde, hvormed bæredygtighedsrisici er integreret i virksomhedernes investeringsbeslutninger eller i investerings- eller forsikringsrådgivningen.

Ud over de ovennævnte regler findes der i dag ikke regler om integrering af hensyn til f.eks. miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold i til virksomhedsstyring.

§ 63, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v. og § 71, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed fastlægger krav om effektive former for virksomhedsstyring, herunder en klar organisatorisk struktur med en veldefineret, gennemskuelig og konsekvent ansvarsfordeling samt fyldestgørende interne kontrolprocedurer.

Bestemmelserne fastsætter de overordnede krav til henholdsvis investeringsforeninger og investeringsforvaltningsselskabers virksomhedsstyring, mens de nærmere krav er fastsat i bekendtgørelse nr. 865 af 2. juli 2014 om ledelse, styring og administration af danske UCITS.

2.3.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) blev vedtaget den 21. april 2021 og skal senest finde anvendelse fra den 1. august 2022.

Direktivet fastsætter bl.a. krav til investeringsforeninger og investeringsforvaltningsselskabers virksomhedsstyring for så vidt angår integration af bæredygtighedsrisici.

Reguleringen af investeringsforeninger og investeringsforvaltningsselskaber bør understøtte Kommissionens handlingsplan for finansiering af bæredygtig vækst fra 2018.

Investeringsforeninger og investeringsforvaltningsselskaber bør derfor i forbindelse med deres virksomhedsstyring løbende vurdere ikke blot alle relevante finansielle risici, men også bæredygtighedsrisici som omhandlet i disclosureforordningen.

Bæredygtighedsrisici er i disclosureforordningen defineret som en miljømæssig, social eller ledelsesmæssig begivenhed eller omstændighed, som, hvis den opstår, kunne have faktisk eller potentiel væsentlig negativ indvirkning på værdien af en investering.

Det delgerede direktiv foreslås implementeret i lov om investeringsforeninger m.v. og lov om finansiel virksomhed samt i bekendtgørelse nr. 865 af 2. juli 2014 om ledelse, styring og administration af danske UCITS.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 18 og § 3, nr. 8, og bemærkningerne hertil.

2.3.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås at indsætte en definition af bæredygtighedsrisiko i § 2 i lov om investeringsforeninger m.v. Ved bæredygtighedsrisiko forstås bæredygtighedsrisiko som defineret i artikel 2, nr. 22, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser.

Det foreslås endvidere at indsætte et ny stk. 2 i § 63 i lov om investeringsforeninger m.v. hvorefter investeringsforeninger skal tage hensyn til bæredygtighedsrisici i deres virksomhedsstyring.

Det foreslås at indsætte en definition af bæredygtighedsrisiko i § 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Ved bæredygtighedsrisiko forstås bæredygtighedsrisiko som defineret i artikel 2, nr. 22, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser.

Det foreslås at indsætte et nyt nr. 5 i § 100 i lov om finansiel virksomhed, hvorefter et investeringsforvaltningsselskab, når det varetager administration af UCITS, skal tage hensyn til bæredygtighedsrisici ved opfyldelsen af kravene i § 71, stk. 1.

2.4.

Udvidelse af anvendelsesområdet for udstedelse af påbud, straf for overholdelse af påbud og pålæggelse af tvangsbøder

2.4.1.

Gældende ret

Finanstilsynet kan i henhold til § 220 i lov om kapitalmarkeder påbyde en fysisk eller juridisk person at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser efter loven eller regler fastsat i medfør heraf og efter forordninger, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af loven eller regler fastsat i medfør af disse forordninger.

Finanstilsynet fører desuden tilsyn med forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres i lov om kapitalmarkeder.

I medfør af § 220 har Finanstilsynet dog ikke mulighed for at udstede påbud for manglende overholdelse heraf.

Finanstilsynet kan i medfør af § 254 straffe en operatør af en markedsplads, en central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet, et fondsmæglerselskab, et registreret betalingssystem, en operatør af et detailbetalingssystem, et kontoførende institut, en udsteder, en investor, en tilbudsgiver, en deltager på markedet for emissionskvoter, en positionstager, en repræsentant eller en aktionær for undladelse af at efterkomme et påbud fra Finanstilsynet givet i medfør af § 220 eller den som afgiver urigtige og vildledende oplysninger til Finanstilsynet, med bøde medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Finanstilsynet fører foruden den oplistede personkreds i § 254 også tilsyn med personer, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi i medfør af artikel 20 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 (markedsmisbrugsforordningen), jf. § 211, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder.

Finanstilsynet har i medfør af den gældende § 254 ikke mulighed for at straffe disse personer for manglende overholdelse af et påbud eller for at afgive urigtige eller vildledende oplysninger.

Det følger af § 256, at undlader en direktør, et bestyrelsesmedlem eller en revisor hos en operatør af en markedsplads, en central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet, et fondsmæglerselskab, et registreret betalingssystem, en operatør af et detailbetalingssystem, et kontoførende institut, en udsteder, en investor, en tilbudsgiver, en deltager på markedet for emissionskvoter, en positionstager, en repræsentant eller en aktionær at efterkomme de pligter, der efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, forordninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler udstedt i medfør heraf påhviler dem eller pålægges dem af Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen eller, når der er tale om et registreret betalingssystem, Danmarks Nationalbank, kan Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen henholdsvis Danmarks Nationalbank som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.

Finanstilsynet har i medfør af den gældende § 256 ikke mulighed for at udstede tvangsbøder, for ikke at efterkomme pligter i medfør af forordninger fastsat i medfør af direktiver, der gennemføres ved lov om kapitalmarkeder, som Finanstilsynet påser overholdelse af.

I medfør af bestemmelsen er det heller ikke muligt at pålægge personer, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi tvangsbøder for ikke at efterkomme pligter i henhold til lovgivningen.

2.4.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

En række regler på kapitalmarkedsområdet er fastsat i forordninger med hjemmel i de direktiver der gennemføres ved denne lov.

For at kunne føre et effektivt tilsyn med overholdelsen af forordningerne i medfør af § 211, stk. 3, skal Finanstilsynet også have mulighed for at udstede påbud og pålægge tvangsbøder for overtrædelse af forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov.

For at kunne føre et effektivt tilsyn med personer, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi er det vigtigt, at disse personer kan straffes for manglende overholdelse af påbud eller afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet.

Desuden findes det hensigtsmæssigt, at Finanstilsynet eller Erhvervsstyrelsen også får mulighed for at kunne pålægge disse personer tvangsbøder for manglende overholdelse af de pligter, der følger af markedsmisbrugsforordningen.

I mangel af klar hjemmel i bestemmelserne om straf for manglende efterlevelse af påbud og afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger i § 254 og § 256 om tvangsbøder i lov om kapitalmarkeder, vurderes det hensigtsmæssigt og nødvendigt, at fysiske eller juridiske personer, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, skrives ind i de relevante bestemmelser.

2.4.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås, at Finanstilsynet kan påbyde en fysisk eller juridisk person at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser efter forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved lov om kapitalmarkeder, jf. § 220 i lov om kapitalmarkeder, jf. lovforslagets § 2, nr. 6.

Desuden foreslås det, at Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen eller Danmarks National Bank kan pålægge tvangsbøder til den eller de fysiske og juridiske personer, som ikke efterkommer de pligter, der påhviler dem efter forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved lov om kapitalmarkeder, jf. § 256 i lov om kapitalmarkeder, stk. 1, jf. lovforslagets § 2, nr. 15.

Til sidst foreslås det, at personer der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi i medfør af markedsmisbrugsforordningen vil kunne straffes for manglende efterlevelse af påbud og afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger i medfør af § 254, stk. 1, og stk. 3, jf. lovforslagets § 2, nr. 10, eller vil kunne pålægges tvangsbøder for ikke at efterkomme de pligter, der påhviler dem i medfør af markedsmisbrugsforordningen, jf. § 256 i lov om kapitalmarkeder, jf. lovforslagets § 2, nr. 14.

2.5.

Fastlæggelse af koncerntilsynsførende for koncerner med tilstedeværelse i Danmark

2.5.1 Gældende ret

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber (IFD) er gennemført i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Efter artikel 46, stk. 6, i IFD kan de kompetente myndigheder efter fælles aftale undlade at anvende kriterierne for fastlæggelse af koncerntilsynsførende myndighed i artikel 46, stk. 3-5, i IFD, hvis det under hensyntagen til de pågældende fondsmæglerselskaber og omfanget af deres aktiviteter i de relevante medlemsstater ikke vil være hensigtsmæssigt med henblik på at sikre et effektivt tilsyn på konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten.

I sådanne tilfælde kan de kompetente myndigheder udpege en anden kompetent myndighed end, hvad der følger af artikel 46, stk. 3-5, i IFD, til at føre tilsyn på konsolideret niveau eller at føre tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten, så der sikres et effektivt tilsyn på konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten.

Den koncerntilsynsførende er i § 10, nr. 36, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter, defineret som en kompetent myndighed med ansvar for tilsynet med, om moderfondsmæglerselskaber i Den Europæiske Union, og fondsmæglerselskaber, som kontrolleres af moderfondsmæglersholdingvirksomheder i Den Europæiske Union eller blandede finansielle moderholdingvirksomheder i Den Europæiske Union, overholder koncernkapitaltesten.

Overholdelse af koncernkapitaltesten er i § 10, nr. 35, defineret som en modervirksomhed i en fondsmæglerselskabskoncerns opfyldelse af kravene i artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber (IFR).

2.5.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Det er fundet hensigtsmæssigt at sikre transparens omkring Finanstilsynets og relevante kompetente myndigheders beføjelser til at undlade at anvende kriterierne i artikel 46, stk. 3-5, i IFD, for så vidt angår fastlæggelse af koncerntilsynsførende for fondsmæglerselskabskoncerner med tilstedeværelse i Danmark og andre medlemsstater.

Gennemførelsen af artikel 46, stk. 6, i IFD vil sikre et effektivt tilsyn på konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten.

2.5.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås i § 224, stk. 2, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter at indsætte en bestemmelse om en proportionalitetsbetragtning i fastlæggelse af koncerntilsynsførende for koncerner med tilstedeværelse i Danmark og andre medlemsstater.

Det foreslås videre i § 224, stk. 3, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter at sikre en partshøring, inden de relevante kompetente myndigheder træffer en fælles afgørelse, hvor relevante enheder i koncerner med tilstedeværelse i Danmark og andre medlemsstater får lejlighed til at udtale sig om en tilsigtet fælles afgørelse.

Der henvises til lovforslagets § 6, nr. 3, og bemærkningerne hertil.

2.6.

Verifikation af oplysninger

2.6.1 Gældende ret

§ 253 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter fastsætter rammer for verifikation af oplysninger for kompetente myndigheder i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Bestemmelsen gennemfører dele af artikel 50 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber (IFD).

Efter bestemmelsen kan Finanstilsynet tillade kompetente myndigheder i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, at foretage verifikation af oplysninger afgivet af de her i landet beliggende fondsmæglerselskaber, fondsmæglerholdingvirksomheder, blandede finansielle holdingvirksomheder, finansieringsinstitutter, accessoriske servicevirksomheder, blandede holdingvirksomheder eller dattervirksomheder, herunder dattervirksomheder, som er forsikringsselskaber, underlagt supplerende tilsyn af den pågældende kompetente myndighed.

2.6.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Det er fundet hensigtsmæssigt at gennemføre artikel 50 i IFD udtømmende for at skabe klarhed over, på hvilke måder en kompetent myndighed kan foretage verifikation af oplysninger i Danmark, herunder bl.a. Finanstilsynets rolle ved anmodning herom.

2.6.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås i § 253, stk. 2 og 3, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter at opliste de yderligere muligheder for at få foretaget verifikation af oplysninger.

Med de foreslåede ændringer præciseres det, at Finanstilsynet inden for rammerne af Finanstilsynets beføjelser kan foretage verifikationen, eller anmode en revisor eller anden sagkyndig om at foretage verifikationen upartisk og straks rapportere resultaterne.

Der henvises til lovforslagets § 6, nr. 4, og bemærkningerne hertil.

2.7.

Udpegning af Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet som afviklingsmyndigheder for CCP’er

2.7.1 Gældende ret

Efter gældende ret er der ikke særlige regler for genopretning eller afvikling af en central modpart (CCP), som det kendes fra pengeinstitutter og realkreditinstitutter i dag i henholdsvis lov om finansiel virksomhed og lov om restrukturering af visse finansielle virksomheder.

En CCP skal derfor efter gældende ret rekonstrueres eller afvikles efter reglerne om likvidation, rekonstruktion eller konkurs.

CCP’er er i dag reguleret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (EMIR).

Ved en CCP forstås en enhed, der indtræder som modpart for både køber og sælger i en værdipapirhandel og derved garanterer afviklingen af handlen for begge parter.

EMIR stiller en række krav til CCP’er, blandt andet kapital- og likviditetskrav, som har til formål at reducere risikoen mellem CCP’en og de handlende parter, der benytter CCP’er.

Finanstilsynet påser overholdelsen af EMIR i medfør af § 211, stk. 2, nr. 4, i lov om kapitalmarkeder.

2.7.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter (CCPRR-forordningen), blev vedtaget i december 2020.

CCPRR-forordningen er en ny forordning, som fastsætter et regelsæt for genopretning og afvikling af CCP’er.

Formålet med forordningen er at sikre den finansielle stabilitet ved at indføre en række genopretningstiltag og afviklingsværktøjer, der skal sikre, at sammenbruddet af en CCP ikke får alvorlige negative konsekvenser for værdipapirhandlen og det finansielle system.

CCPRR-forordningen vil gælde umiddelbart i Danmark og skal derfor ikke gennemføres i national lovgivning.

Det er dog nødvendigt at udpege en eller flere afviklingsmyndigheder, som har ansvar for bl.a. udarbejdelse af afviklingsplaner og anvendelse af afviklingsværktøjer, og at der indføres regler, som sikrer, at der kan føres et effektivt tilsyn med overholdelsen af CCPRR-forordningen.

Reglerne i CCPRR-forordningen om afviklingsmyndighedernes opgaver og kompetencer finder anvendelse fra den 12. august 2022.

Det fremgår af artikel 3, stk. 1 og 2, i CCPRR-forordningen, at det skal være nationale centralbanker, kompetente ministerier, offentlige administrative myndigheder eller andre myndigheder, der har fået overdraget offentlige administrative beføjelser, der udpeges som afviklingsmyndighed for CCP’er, og at afviklingsmyndighederne skal have sagkundskab, ressourcer og operationel kapacitet til at kunne anvende afviklingsforanstaltninger og udøve deres beføjelser med den hurtighed og fleksibilitet, der er nødvendig for at opfylde afviklingsmålene.

CCPRR-forordningen tager udgangspunkt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) nr. 2014/59 af 15. maj 2015 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber (BRRD), der er implementeret i lov om finansiel virksomhed, lov om fondsmæglerselskaber og lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og som fastsætter et regelsæt for genopretning og afvikling af bl.a. banker og visse fondsmæglerselskaber.

Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet er afviklingsmyndigheder for disse finansielle virksomheder.

Erhvervsministeriet finder det hensigtsmæssigt, at både Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet bliver udpeget som afviklingsmyndigheder for CCP’er, og at fordelingen af de opgaver, der er forbundet med afvikling af en CCP bliver fordelt mellem Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet på samme vis, som opgaverne er fordelt mellem disse to myndigheder for så vidt angår afviklingsopgaverne vedrørende pengeinstitutter og realkreditinstitutter samt visse fondsmæglerselskaber.

På den måde udnyttes de kompetencer og erfaringer, som Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet allerede har med afvikling af andre finansielle virksomheder bedst muligt.

Det sikres samtidig med lovforslaget, at enten Finanstilsynet eller Finansiel Stabilitet vil være ansvarlig myndighed inden for et givent ansvarsområde, hvor der undervejs vil være samarbejde med øvrige myndigheder.

Med denne fordeling skal Finanstilsynet varetage de opgaver, der foreligger, indtil en CCP vurderes at være nødlidende eller forventeligt nødlidende, i såkaldt going concern, og Finansiel Stabilitet skal varetage de opgaver, der er forbundet med, at en CCP vurderes at være nødlidende eller forventeligt nødlidende, såkaldt gone concern.

CCP’er er systemisk vigtige infrastrukturvirksomheder, og det er derfor vigtigt, at afviklingsmyndighederne kan handle hurtigt og resolut for at opretholde tilliden til kapitalmarkedet.

Afviklingsmyndigheden har derfor en række opgaver i forbindelse med afviklingsplanlægning, der skal udføres løbende og inden CCP’en bliver nødlidende eller forventeligt nødlidende.

Det vil sige mens CCP’en er going concern.

Afviklingsmyndighedens opgaver i forbindelse med CCP’er i going concern er at udarbejde afviklingsplaner for CCP’er, at indsamle information fra CCP’en, der er relevant for afviklingsplanlægningen, og at oprette og lede et afviklingskollegium for CCP’er, der er etableret i afviklingsmyndighedens medlemsstat.

Afviklingskollegiet består i henhold til artikel 4 i CCPRR-forordningen af en række myndigheder, hvis kompetenceområde vil blive berørt af CCP’ens sammenbrud.

Disse er bl.a. CCP’ens tilsynsmyndighed og tilsynsmyndighederne for de handelspladser, der serviceres af CCP’en.

Afviklingskollegiets opgaver er bl.a. at medvirke til udarbejdelsen af afviklingsplaner, udveksle relevante oplysninger, afhjælpe hindringer for afviklingen og koordinere kommunikation til offentligheden om afviklingsplaner i de relevante medlemsstater.

Det følger af artikel 2, nr. 7, i CCPRR-forordningen, at Finanstilsynet bliver kompetent myndighed for CCP’er i henhold til forordningen, når den finder anvendelse.

Som kompetent myndighed skal Finanstilsynet vurdere en CCP’s genopretningsplan og har beføjelser til at iværksætte foranstaltninger i forbindelse med tidlig indgriben i en CCP’s genopretningsfase.

Disse foranstaltninger kan bl.a. være krav om, at CCP’en iværksætter genopretningstiltag, ændring i CCP’ens forretningsstruktur eller påbud om begrænsning af udbytteudbetaling.

Finanstilsynet skal forelægge en CCP’s genopretningsplan for afviklingsmyndigheden med henblik på identifikation af genopretningsforanstaltninger, der kan have negativ indvirkning på CCP’ens afviklingsmuligheder.

I den forbindelse er det hensigtsmæssigt, at genopretningsplanen forelægges for Finansiel Stabilitet, selvom CCP’en på det tidspunkt er going concern.

Finansiel Stabilitet foreslås som den afviklingsmyndighed, der skal forestå CCP’ens afvikling, og vil derfor være den myndighed, der har indsigt i hvilke genopretningstiltag, der kan være til hinder for afviklingen.

Udpegning af Finanstilsynet som afviklingsmyndighed for CCP’er, mens de er levedygtige eller under genopretning, såkaldt going concern, afspejler den fordeling, som også anvendes for pengeinstitutter, realkreditinstitutter og visse fondsmæglerselskaber.

Denne opdeling sikrer endvidere, at reelle myndighedsopgaver, som f.eks. afgivelse af påbud og indhentelse af oplysninger, placeres i Finanstilsynet.

En CCP skal således kun levere oplysninger til Finanstilsynet, når den er i almindelig drift.

Finanstilsynet sikrer, at Finansiel Stabilitet modtager de oplysninger, som er nødvendige for udførelsen af Finansiel Stabilitets opgaver som afviklingsmyndighed for CCP’er, herunder bl.a. udarbejdelse af afviklingsplaner.

Der er i dag ikke CCP’er etableret i Danmark.

2.7.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås at udpege Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet som afviklingsmyndigheder i Danmark for CCP’er.

Opgaverne og kompetencerne i medfør af CCPRR-forordningen foreslås med dette lovforslag fordelt mellem Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, så det i videst muligt omfang følger den kompetencefordeling, som kendes i dag fra BRRD.

Det vil sige, at Finanstilsynet er afviklingsmyndighed, indtil en CCP er nødlidende eller forventeligt nødlidende.

Herefter er det Finansiel Stabilitet, som tager over.

Det indebærer, at de kompetencer og opgaver, der vedrører levedygtige CCP'er varetages af Finanstilsynet, mens Finansiel Stabilitet tager over, når en CCP er vurderet nødlidende eller forventelig nødlidende.

Fordelingen af afviklingskompetencer og opgaver mellem Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet medfører endvidere, at reelle myndighedsopgaver, som f.eks. afgivelse af påbud og indhentelse af oplysninger, placeres i Finanstilsynet, mens de forretningsorienterede opgaver, som f.eks. udarbejdelsen af indstilling til afviklingsplaner og gennemførelse af afviklingsforanstaltninger, der bl.a. kræver et skøn over, hvilke afviklingsværktøjer der bedst muligt opfylder afviklingsformålene, placeres hos Finansiel Stabilitet.

Opgavefordelingen medfører samtidig, at der er behov for en grundig koordinering mellem Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet både i forbindelse med planlægningen og forberedelsen af en afvikling, og i forbindelse med gennemførelsen af en afvikling.

Det tætte samarbejde nødvendiggør også, at der sker en omfattende informationsudveksling af de oplysninger, som Finanstilsynet indhenter fra CCP’en og får igennem sin tilsynsvirksomhed samt de oplysninger og den viden, som Finansiel Stabilitet opbygger vedrørende afvikling af CCP’er.

Det foreslås med § 212 a i lov om kapitalmarkeder, at Finanstilsynet bliver afviklingsmyndighed for en CCP for så vidt angår de opgaver, som afviklingsmyndigheden har over for en CCP i going concern i medfør af CCPRR-forordningen.

Den foreslåede § 212 a i lov om kapitalmarkeder vil bl.a. medføre, at Finanstilsynet får til opgave at oprette, styre og lede et afviklingskollegium for CCP’er med hjemsted i Danmark, og i koordinering med afviklingskollegiet vurdere CCP’ers afviklingsmuligheder samt at udarbejde og vedligeholde afviklingsplaner for CCP’er med hjemsted i Danmark.

Det foreslås endvidere, at der indsættes et nyt kapitel i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, der fastsætter hvilke artikler i CCPRR-forordningen, hvor Finansiel Stabilitet udpeges som afviklingsmyndighed.

Udpegningen vil bl.a. medføre, at Finansiel Stabilitet får kompetence til at afvikle en nødlidende CCP med de afviklingsværktøjer, der følger af CCPRR-forordningen.

Det foreslås desuden, at der foretages en række ændringer i lov om kapitalmarkeder, som supplerer CCPRR-forordningen.

Det foreslås at tilføje CCPRR-forordningen i § 211, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder, der oplister de regler og forordninger, Finanstilsynet fører tilsyn med.

Ændringen vil give Finanstilsynet de nødvendige beføjelser til at påse overholdelse af CCPRR-forordningen, herunder beføjelse til at indhente oplysninger fra CCP’en i forbindelse med blandt andet vurdering af CCP’ens genopretningsplan, behov for tidlig indgriben eller i forbindelse med afviklingsplanlægning.

Det foreslås at indsætte en ny strafbestemmelse i § 251 a, hvorefter overtrædelse af relevante artikler i CCPRR-forordningen vil blive strafbelagt med bøde.

CCPRR-forordningen kræver, at en række overtrædelser af forordningens artikler strafbelægges.

Det drejer sig om en CCP’s pligter til at udarbejde og vedligeholde en genopretningsplan, til at fremlægge de nødvendige oplysninger til afviklingsmyndighederne, og til at meddele Finanstilsynet når CCP’en er nødlidende eller forventeligt nødlidende.

For nærmere om udpegning af Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet som afviklingsmyndigheder for en CCP i Danmark henvises til lovforslagets § 2, nr. 5, og § 7, nr. 12, samt bemærkningerne hertil.

2.8.

Pengeinstitutter med tilladelse som centrale modparter (CCP’er)

2.8.1 Gældende ret

De gældende regler i § 71 a, § 71 b, § 71 c, § 177 a, § 177 b, § 182 b, § 182 c, § 182 d, § 182 e, § 182 f, § 224 a, kapitel 15 a, kapitel 17 og kapitel 17 a, i lov om finansiel virksomhed indeholder regler om genopretning og afvikling af finansielle virksomheder, der implementerer direktiv 2014/59/EU (BRRD).

Baggrunden for BRRD-reguleringen har været at forebygge bankkriser og sikre en velordnet afvikling af nødlidende pengeinstitutter.

Danske pengeinstitutter er, som følge af implementeringen i dansk ret, blevet omfattet af disse regler.

Pengeinstitutter kan i princippet også have tilladelse som centrale modparter (CCP’er) i henhold til artikel 14 i forordning (EU) nr. 648/2012 (EMIR) samtidig med tilladelsen til at drive pengeinstitutvirksomhed.

BRRD-reglerne gør sig i dag gældende, uanset om pengeinstituttet har en tilladelse som central modpart (CCP).

2.8.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Det følger af artikel 93 i CCPRR-forordningen der ændrer i BRRD, at BRRD ikke finder anvendelse på enheder, der er meddelt tilladelse som centrale modparter (CCP’er) i henhold til artikel 14 i forordning (EU) nr. 648/2012 (EMIR).

CCP’er vil i stedet følge reglerne for afvikling og genopretning i CCPRR-forordningen.

For at gennemføre artikel 93 i CCPRR-forordningen, foreslås en ændring af lov om finansiel virksomhed, hvorefter pengeinstitutter med tilladelse som CCP’er undtages fra reglerne om genopretning og afvikling, der er implementeret i lov om finansiel virksomhed som følge af BRRD.

Samme ændring foreslås i relation til lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

CCP’er kan i henhold til artikel 14(3) i forordning (EU) nr. 648/2012 (EMIR) udelukkende udøve clearingaktiviteter og aktiviteter associeret med clearing.

Det vil derfor ikke være muligt for en CCP samtidig at udøve egentlig pengeinstitutvirksomhed.

I Tyskland og Frankrig har CCP’er kunne opnå en pengeinstituttilladelse, uden at de dog har udøvet egentlig pengeinstitutvirksomhed.

Pengeinstituttilladelsen betød, at tyske og franske CCP’er blev omfattet af BRRD’s regler og derudover fik mulighed for at deltage i det fælleseuropæiske betalingssystem, Target2.

Fremadrettet vil det være CCPRR-forordningens regler om genopretning og afvikling, der kommer til at gælde for de pågældende institutter.

Muligheden i CCPRR-forordningen for, at en CCP kan have en pengeinstituttilladelse, ses således at skyldes historiske omstændigheder i andre medlemslande.

Denne teoretiske mulighed forventes ikke at få nogen praktisk betydning i Danmark.

Det kan dog ikke på det foreliggende grundlag udelukkes, at omstændigheder i fremtiden vil medføre muligheden for at opretholde tilladelse som pengeinstitut og CCP samtidig.

Det er derfor hensigtsmæssigt at indsætte en bestemmelse, der tager højde for den situation, at et pengeinstitut kan have en CCP-tilladelse, og dermed være undtaget BRRD-reglerne i henhold til CCPRR-forordningens artikel 93.

Det bemærkes i denne forbindelse, at realkreditinstitutters virke er begrænset til realkreditinstitutvirksomhed, samt investeringsservices og accessorisk virksomhed knyttet til realkreditinstitutvirksomhed, jf. § 8 i lov om finansiel virksomhed.

Da rollen som central modpart (CCP) falder uden for realkreditinstitutternes virksomhedsområde, og ikke kan betragtes som accessorisk virksomhed hertil, omfattes realkreditinstitutter ikke af lovforslaget.

2.8.3.

Den foreslåede ordning

I § 1 i lov om finansiel virksomhed foreslås der indsat et nyt stk. 19, hvorefter pengeinstitutter med tilladelse som CCP’er undtages fra reglerne om genopretning og afvikling, der er implementeret i lov om finansiel virksomhed som følge af BRRD.

Konsekvensen af den foreslåede regel vil således være, at et pengeinstitut med en CCP tilladelse vil være omfattet af CCPRR-forordningens regler om afvikling og genopretning, i stedet for reglerne om afvikling og genopretning i BRRD.

På nuværende tidspunkt findes der ingen CCP’er her i landet.

Det foreslåede implementerer CCPRR-forordningens artikel 93, der ændrer i BRRD.

Det følger af forslaget til § 1, stk. 19, i lov om finansiel virksomhed, at de af lovens bestemmelser, der er indført som følge af BRRD, ikke finder anvendelse på pengeinstitutter, der samtidig har tilladelse som CCP, jf. artikel 14 i forordning (EU) nr. 648/2012 (EMIR).

Samme ændring gennemføres i § 1 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, så det fremgår, at de pengeinstitutter m.fl., der også har tilladelse som central modpart (CCP), ikke er omfattet af lovens regler om afvikling og restrukturering, men i stedet af CCPRR-forordningens regler herom.

For nærmere om den foreslåede bestemmelse henvises til lovforslagets § 2, nr. 5, og § 7, nr. 12, samt bemærkningerne hertil.

2.9.

Grundbeløb for årlige afgifter til Finanstilsynet

2.9.1 Gældende ret

Det fremgår af § 361, stk. 1, nr. 8, i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I samlet betaler en årlig afgift på 3.350.000 kr. Afgiften fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de omfattede virksomheders samlede bogførte balancesum.

Der pålægges altid en minimumsafgift på 4.400 kr.

Det fremgår af § 361, stk. 2, nr. 8, i lov om finansiel virksomhed, at centrale modparter (CCP’er) med tilladelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre, jf. § 211, stk. 2, nr. 4, i lov om kapitalmarkeder, betaler en årlig afgift på 725.000 kr.

2.9.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

I medfør af gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 (BRRD) er der indsat en afgiftsbestemmelse i henhold til hvilken, Finanstilsynet kan opkræve en årlig afgift fra pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I til Finanstilsynets arbejde som afviklingsmyndighed, jf. Folketingstidende 2014-15, Tillæg A, L 105 som fremsat, side 95.

Da afgiftsbeløbet for pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I fastsættes efter Finanstilsynets bevilling i finansloven, ændres afgiftsbeløbet som følge af Finanstilsynets øgede bevilling, jf. Finansloven 2021.

Den øgede bevilling til Finanstilsynet er blandt andet begrundet i en øget arbejdsbyrde i forbindelse med implementeringen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/879 af 20. maj 2019 (BRRD2), jf. Folketingstidende 2019-20, Tillæg E, aktstykke nr. 313 af 24. september 2020, side 1.

Ændringen i afgiften for pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I, skyldes således at Finanstilsynet bruger flere ressourcer på afviklingsopgaver i medfør af BRRD2, som de virksomheder er omfattet af.

Afgiftsændringen påvirker ikke den samlede bevilling til Finanstilsynet, som fastsat i finansloven, men påvirker kun fordelingen af afgifterne.

I dette lovforslag foreslås Finanstilsynet udpeget som afviklingsmyndighed for centrale modparter (CCP’er).

Finanstilsynet vil dermed få nye opgaver i forbindelse med blandt andet afviklingsplanlægning, hvis der etableres CCP’er i Danmark.

Det findes derfor hensigtsmæssigt at indsætte en afgiftsbestemmelse, der dækker Finanstilsynets udgifter for arbejdet som afviklingsmyndighed for CCP’er.

På nuværende tidspunkt er der ikke etableret CCP’er i Danmark.

Hvis en CCP etablerer sig i Danmark vil Finanstilsynet have et øget ressourcebehov, svarende til øgede arbejdsopgaver til oprettelse og drift af afviklingskollegier, vurdering af genopretningsplaner og udarbejdelse af afviklingsplaner m.v. For at kunne bevare den eksisterende kvalitet i det øvrige tilsynsarbejde, vil den forøgede arbejdsmængde der kommer, hvis en CCP etablerer sig i Danmark, give Finanstilsynet anledning til at søge om en egentlig merbevilling til dette arbejde.

2.9.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås, at afgiftsbeløbet for pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de investeringsservicer eller -aktiviteter, der er nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter ændres fra 3.350.000 kr. til 4.200.000 kr.

Det foreslåede medfører en forøgelse af de afgifter, pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I skal betale til Finanstilsynet.

Derudover foreslås det, at det præciseres i § 361, stk. 2, nr. 8, i lov om finansiel virksomhed, at den årlige afgift på 725.000 kr. for CCP’er dækker finansiering af tilsynsaktiviteter.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en ny bestemmelse, der fastsætter et afgiftsbeløb, der dækker finansiering af afviklingsopgaver, i det tilfælde, at der kommer CCP’er i Danmark.

2.10.

Kontantreglen

2.10.1.

Gældende ret

Det følger af § 81 i lov om betalinger (kontantreglen), at danske betalingsmodtagere som udgangspunkt altid skal tage imod betaling med kontanter ved fysisk handel.

I medfør af stk. 2 gælder dette ikke i forbindelse med fjernsalg, herunder internethandel, og salg i selvbetjeningsautomater, herunder parkeringsautomater.

Siden lov om betalingskort m.v., jf. lov nr. 35 af 25. maj 1984, trådte i kraft i 1984, har danske betalingsmodtagere været forpligtet til at modtage betaling med kontanter.

Ved ikrafttrædelsen af lov om betalinger den 1. januar 2018 blev kontantreglen lempet, hvorefter betalingsmodtagere kun er forpligtede til at modtage kontanter i tidsrummet kl.

06.00 til kl.

22.00.

Det følger af stk. 3, at betalingsmodtagere, der er beliggende i områder, hvor der kan være forhøjet risiko for røveri forbundet med modtagelse af kontanter, uanset stk. 1 alene er forpligtet til at modtage kontanter fra kl.

06.00 til kl.

20.00.

Det følger af stk. 4, at betalingsmodtagere, der ønsker kun at modtage kontanter fra kl.

06.00 til kl.

20.00, jf. stk. 3, forinden udnyttelsen af stk. 4 skal underrette Finanstilsynet herom.

Ud over disse lempelser blev det fastsat i § 1, stk. 7, i lov om betalinger, at erhvervsministeren har mulighed for at give konkrete og generelle dispensationer fra kontantreglen.

Dispensationsbeføjelsen forudsættes anvendt restriktivt.

Det vil sige, at der skal være tungtvejende grunde til at anvende bestemmelsen.

Dette vil for eksempel være tilfældet, hvor det vil forekomme urimelig byrdefuldt at lade lovens regulering finde anvendelse.

Der henvises i øvrigt til Folketingstidende 2016-17, Tillæg A, L 157 som fremsat, side 87.

På den baggrund har erhvervsministeren fastsat en praksis, hvorefter betalingsmodtagere, der afvikler begivenheder af kort varighed, der højst forekommer én gang årligt og afvikles inden for et afgrænset område, kan tildeles dispensation fra kontantreglen.

Dette omfatter festivaler, byfester og andre lignende arrangementer af midlertidig karakter.

Det indebærer, at arrangøren, stadeholdere og andre betalingsmodtagere beliggende inden for arrangementets afgrænsede område fritages for forpligtelsen til at modtage kontanter under afholdelsen af begivenheden.

Den 9. januar 2020 delegerede erhvervsministeren beføjelsen til Finanstilsynet, der siden har forvaltet dispensationsbeføjelsen i overensstemmelse med ministerens fastlagte praksis.

2.10.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

I forbindelse med lempelsen af kontantreglen, der trådte i kraft pr. 1. januar 2018, blev der indsat en revisionsbestemmelse i lov om betalinger.

Erhvervsministeriet foretog derfor en evaluering til brug for denne revision af kontantreglen.

Evalueringen skulle konkret vurdere, om ordningen om mulighed for kontantfrie betalingsmodtagere i aften- og nattetimerne havde haft den ønskede effekt.

Evalueringen blev forelagt Folketingets Erhvervsudvalg den 11. december 2020.

På baggrund af evalueringen fremsatte erhvervsministeren i folketingsåret 2020-2021 et forslag om revision af kontantreglen.

Erhvervsministeriet indhentede i forbindelse med evalueringen bidrag fra relevante interesseorganisationer og øvrige relevante aktører.

På baggrund heraf var det Erhvervsministeriets vurdering, at ordningen om mulighed for kontantfrie betalingsmodtagere i aften- og nattetimerne siden ikrafttrædelsen den 1. januar 2018 havde virket efter hensigten.

Erhvervslivets EU- og Regelforum har i dets anbefalingskatalog fra den 30. september 2020 foreslået, at kontantreglen lempes, således at butikker, der primært henvender sig til det professionelle marked (B2B-handel), og hvor mere end 75 pct. af butikkens omsætning stammer fra salg mellem virksomheder, samt hvor butikkens primære markedsføring er rettet mod erhvervsdrivende, undtages fra kontantreglen.

Det er fundet hensigtsmæssigt, at kontantreglen tilpasses, så den ikke finder anvendelse på betalinger, hvor betaleren ikke er en forbruger.

I situationer hvor der foretages betalinger mellem erhvervsdrivende, bør parterne have aftalefrihed med henblik på at fastlægge betalingsformen.

Denne tilpasning får ikke reel betydning for forbrugerne, idet muligheden for aftalefrihed om betalingsform kun gælder, når betaleren ikke er en forbruger.

Det er vurderingen, at dette giver den bedste afvejning mellem hensynet til ikke at pålægge betalingsmodtagere unødige byrder og forbrugernes ret til at betale med kontanter.

Tilpasningen implementerer fjernelsen af kontantpligten i B2B-handel, der følger af den politiske aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Nye Borgerlige og Alternativet af den 23. juni 2021 om det fremadrettede behov for revision.

Forbrugerombudsmanden påser virksomheders overholdelse af kontantreglen.

Videre er det fundet hensigtsmæssigt, at kravet om forudgående orientering til Finanstilsynet, når betalingsmodtagere beliggende i særligt røveriudsatte områder ønsker at fravige kontantreglen i tidsrummet kl.

20.00 til kl.

22.00, ophæves.

Bestemmelsen indebærer alene en administrativ forpligtelse til at underrette Finanstilsynet.

På Finanstilsynets hjemmeside fremgår en oversigt over, hvilke forretninger der har benyttet sig af muligheden for at fravige kontantreglen i tidsrummet kl.

20.00 til kl.

22.00.

I praksis har det vist sig, at det er meget få borgere, der benytter sig af muligheden for at gøre sig bekendt med denne oversigt.

I 2020 var der mindre end 2.000, der besøgte oversigten på Finanstilsynets hjemmeside.

Ophævelsen af orienteringsforpligtelsen vil alene medføre en lempelse af de administrative byrder forbundet med orienteringen af Finanstilsynet og indebærer ikke en ændring af kontantreglen.

Endeligt er det fundet hensigtsmæssigt, at erhvervsministerens gældende dispensationspraksis fastsættes ved lov.

Hensynet er, at det derved bliver mere transparent for både erhvervsdrivende og forbrugere, hvornår der er mulighed for at afvise kontanter.

Finanstilsynet har administreret dispensationsadgangen i overensstemmelse med erhvervsministerens praksis siden 9. januar 2020.

Finanstilsynet har i den periode givet fjorten dispensationer.

2.10.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås at ophæve den gældende bestemmelse i stk. 4 i § 81, der indeholder en forpligtelse for betalingsmodtagere i særligt røveriudsatte områder om at orientere Finanstilsynet, såfremt de ønsker at afvise kontanter i tidsrummet kl.

20.00 til 22.00.

Det foreslås, at betalingsmodtagere beliggende i røveriudsatte områder, der ikke modtager kontanter i tidsrummet kl.

20.00 til 22.00, skal oplyse herom ved skiltning.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 4 i § 81.

Det indebærer, at kontantreglen lempes, således at den ikke finder anvendelse på betalinger, hvor betaleren ikke er en forbruger.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 5 i § 81.

Bestemmelsen formaliserer den gældende dispensationspraksis.

2.11.

Fuld implementering af Solvens II-direktivets krav til virksomheder, der driver livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed samtidigt (SUL-reguleringen)

2.11.1.

Gældende ret

Danske livsforsikringsselskaber kan i henhold til gældende ret få tilladelse til at tilbyde de såkaldte syge- og ulykkesforsikringer (SUL-forsikringer) i tillæg til livsforsikringsprodukter, selvom syge- og ulykkesforsikringer er skadesforsikringsvirksomhed.

Dette er i tråd med Solvens II-direktivet.

Solvens II-direktivet fastsætter dog en række krav til livsforsikringsselskaber, der udøver både livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed samtidig.

Overordnet skal det sikres, at de livs- og skadesforsikredes respektive interesser ikke tilsidesættes, og at overskuddet hidrørende fra livsforsikring kun kommer de livsforsikrede til gode på samme måde, som hvis forsikringsselskabet kun udøvede livsforsikringsvirksomhed.

Solvens II-direktivets artikel 73, stk. 2, litra a, fastsætter, at medlemsstaterne kan fastsætte, at selskaber, der har fået tilladelse til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed, ligeledes kan få tilladelse til udøvelse af skadesforsikringsvirksomhed for de risici, der er nævnt i direktivets bilag I, del A, nr. 1 og 2 om syge- og ulykkesforsikringer.

Denne mulighed er er implementeret i den gældende § 19, stk. 1, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed.

Det følger endvidere af artikel 73, stk. 2, at hvis medlemsstaterne har fastsat mulighed for, at livsforsikringsselskaber kan tilbyde syge- og ulykkesforsikringer i tillæg til livsforsikringsprodukter, så skal de to former for virksomhed forvaltes særskilt i overensstemmelse med artikel 74.

Ifølge artikel 74, stk. 1, må de livs- og skadesforsikredes respektive interesser ikke tilsidesættes, og overskuddet hidrørende fra livsforsikring må kun komme de livsforsikrede til gode på samme måde, som hvis forsikringsselskabet kun udøvede livsforsikringsvirksomhed.

De nærmere krav til den særskilte forvaltning i Solvens II-direktivets artikel 74 er implementeret i den bekendtgørelse, der er udstedt i medfør af den gældende § 19, stk. 2.

Bekendtgørelsen blev justeret i 2021, jf. bekendtgørelse nr. 2003 af 1. november 2021 om livsforsikringsselskabernes syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed, med det primære formål at sikre mere fyldestgørende implementering af kravene i artikel 74.

Den nye bekendtgørelse er trådt i kraft d. 1. januar 2022.

Bekendtgørelsen fastsætter kravene til, hvordan de to former for virksomhed skal forvaltes særskilt, således at der sker en adskillelse af livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed.

Solvens II-direktivets artikel 18, stk. 3, fastsætter, at et forsikringsselskab, der udøver livsforsikringsvirksomhed og som ansøger om tilladelse til også at udbyde dækning af syge- og ulykkesforsikringer, skal godtgøre to forhold.

For det første skal de (jf. litra a) godtgøre, at de råder over det anerkendte basiskapitalgrundlag til dækning af det absolutte minimum for minimumskapitalkravet for livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber som omhandlet i artikel 129, stk. 1, litra d. For det andet skal selskabet (jf. litra b) godtgøre, at selskabet også fremover vil opfylde de finansielle mindstekrav, der er omhandlet i artikel 74, stk. 3.

Det følger af § 224, at Finanstilsynet kan inddrage et forsikringsselskabs tilladelse, hvis forsikringsselskabet bl.a. gør sig skyldig i grove eller gentagne overtrædelser af en række nærmere angivne regler eller hvis virksomheden ikke længere opfylder kravene til at få en tilladelse.

Det følger af § 344, stk. 2, 2. pkt., at Finanstilsynet i sit tilsyn med virksomhederne skal lægge vægt på holdbarheden af den enkelte finansielle virksomheds forretningsmodel.

Det bemærkes i den sammenhæng, at for forsikringsselskaber indebærer en holdbar forretningsmodel, at forretningsmodellen medvirker til forsikringsselskabets levedygtighed både på kort og på lang sigt.

2.11.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Livsforsikringsselskaber kan i dag ud over deres livsforsikringsvirksomhed udbyde syge- og ulykkesforsikringer (SUL), forudsat at kravet om særskilt forvaltning bliver overholdt.

Baggrunden for kravet om særskilt forvaltning er, at der i livsforsikring gælder et krav om, at virksomhederne skal tegne livsforsikringskontrakterne betryggende, så der er tilstrækkelig sikkerhed for, at de typisk langt løbende kontrakter kan honoreres på sigt.

Denne tilgang indebærer, at der automatisk opstår et overskud på livsforsikringsforretningen, hvilket for produkter med ret til bonus betyder, at en del skal tilbageføres til kunderne som bonus.

Reglerne forudsætter, at det overskud, der skabes i livsforsikringsaktiviteterne pga.

kravet om brug af betryggende forudsætninger, kun kommer de livsforsikrede til gode, som hvis virksomheden kun drev livsforsikringsvirksomhed.

Der må derfor ikke ske en sammenblanding i forvaltningen af de to forskellige typer af virksomhed.

På trods af kravet om særskilt forvaltning fra Solvens II-direktivet, har der gennem længere tid været fokus på livsforsikringsvirksomheders håndtering af syge- og ulykkesforsikringer (SUL-forsikringer), hvor virksomhederne gennem de senere år har præsteret meget store underskud.

Det afspejler, at selskaberne i vid udstrækning har indgået aftaler, hvor SUL-forsikringer er solgt med forventet tab, mens pensionsopsparingsdelen er solgt med forventning om fortjeneste.

Da præmierne for SUL-dækningerne ikke har været tilstrækkelige til at dække de fornødne hensættelser til SUL-produkterne, har de i varierende grad været dækket med egenkapital, samt midler hidrørende fra virksomhedernes forventede fortjeneste (fortjenstmargen) på kontrakternes opsparingsdel i livsforsikringsvirksomheden.

Der har således været disponeret over et skøn over fremtidig fortjeneste på opsparingsdelen, før fortjenesten faktisk er indtjent.

De store underskud kan potentielt true beskyttelsen af forsikringstagerne og stride mod pensionsopsparernes interesser.

Finanstilsynet har derfor foretaget forskellige justeringer af de regler, der er fastsat om særskilt forvaltning på bekendtgørelsesniveau, med det formål at sikre bedre beskyttelse af forsikringstagerne.

De gennemførte ændringer er trådt i kraft d. 1. januar 2022.

Formålet var primært at sikre mere fyldestgørende implementering af kravene i artikel 74.

Det er forventningen, at de samlede justeringer kan imødegå den risiko som de systematiske underskud på syge- og ulykkesforsikringer har udgjort for holdbarheden af selskabernes forretningsmodeller.

Som en del af arbejdet med justeringen af bekendtgørelsen er Solvens II-direktivets bestemmelser på området blevet genbesøgt.

Det vurderes i forlængelse heraf, at der også på lovniveau er behov for at sikre en mere fyldestgørende og tydelig implementering af Solvens II-direktivets bestemmelser på området.

Herunder vurderes der bl.a. behov for en præcisering på lovniveau af kravene til at opnå tilladelse til at udøve både livsforsikringsvirksomhed og syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed for virksomhed, samt at tydeliggøre hvilke krav der gælder for selskaber, der har opnået tilladelse til begge typer virksomhed.

Der blev fra branchens side i forbindelse med ændringen af bekendtgørelsen bl.a. udtrykt ønske om, at der skulle skabes større klarhed om begrebet ”holdbar forretningsmodel”, idet reglerne på området forudsætter, at både livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden skal have en holdbar forretningsmodel uafhængigt af hinanden.

Det vurderes derfor, at der er behov for en præcisering af reglerne om holdbarhed i lov om finansiel virksomhed, således at det præciseres og gøres klart, at der i vurderingen af holdbarheden af disse forretningsmodeller skal lægges vægt på holdbarheden af både den samlede virksomhed samt holdbarheden af livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden hver for sig.

Endelig vurderes der, i lyset af de gennemførte regeljusteringer på bekendtgørelsesniveau, at være behov for præciseringer, der sikrer tydelighed omkring Finanstilsynets vurdering af virksomheders drift og forretningsmodeller og de tilsynsmæssige beføjelser i den sammenhæng.

2.11.3.

Den foreslåede ordning

Overordnet set skal de foreslåede justeringer understøtte, at det tydeligt fremgår, hvad det på den ene side kræver at opnå tilladelse til at drive syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed i tillæg til en livsforsikringsvirksomhed i overensstemmelse med Solvens II-direktivet, og på den anden side hvad det efter opnåelse af en sådan tilladelse kræver at drive de to typer af forsikringsvirksomhed i samme forsikringsselskab.

Det foreslås med indsættelsen af § 11, stk. 12 og § 14, stk. 8, at fastsætte, hvad der skal til for at opnå tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed og syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed i samme selskab, så kravene fremgår mere tydeligt.

Forslaget skal sikre fyldestgørende implementering af Solvens II-direktivets artikel 18, stk. 3.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 8 og 9.

Det foreslås med indsættelse af et nyt stykke 2 i § 19 at præcisere, hvad der overordnet set gælder for virksomheder, der opnår tilladelse til at drive både livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed i samme virksomhed.

På den måde skabes der klarhed over det overordnede krav, der stammer fra artikel 73, stk. 2 i Solvens II-direktivet om, at disse virksomheder skal sikre en særkilt forvaltning, så der sker en adskillelse af livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden.

Det foreslås endvidere at sikre tydelighed om kravet fra artikel 74 om, at de livs- og skadesforsikredes respektive interesser ikke må tilsidesættes, og at overskuddet hidrørende fra livsforsikring kun må komme forsikringstagerne til gode på samme måde, som hvis forsikringsselskabet kun udøvede livsforsikringsvirksomhed.

Med præciseringerne sikres en tydelig implementering af dele af artikel 73 og 74.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 10.

Det foreslås at ændre ordlyden af hjemmelsbestemmelsen i den nuværende § 19, stk. 2, der bliver til § 19, stk. 3.

Hjemmelsbestemmelsen er brugt til at fastsætte de nærmere regler for den særskilte forvaltning, herunder implementering af visse af kravene i artikel 74.

Ændringen foreslås, da hjemmelsbestemmelsen er gammel, og der er et behov for at præcisere, hvilket indhold bekendtgørelsen rummer, dvs. hvilke regler, der gælder for virksomheder, der driver livsforsikringsvirksomhed og syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed i samme selskab.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 11.

Det foreslås i § 224, stk. 9, at præcisere Finanstilsynets mulighed for at inddrage tilladelsen til at drive livsforsikringsvirksomhed eller skadesforsikringsvirksomhed særskilt.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 21.

Det foreslås i § 344, stk. 2, at indsætte et nyt 3. pkt. for at præcisere, at Finanstilsynet i sit tilsyn med virksomhederne, skal lægge vægt på holdbarheden af den samlede virksomhed, samt holdbarheden af livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 23.

2.12.

Boligkreditdirektivet

2.12.1 Gældende ret

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/EU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse (boligkreditdirektivet) trådte i kraft den 28. februar 2014.

Direktivet blev i 2015 implementeret i lov om finansiel virksomhed, lov om ejendomskreditselskaber, lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere samt en række bekendtgørelser.

Reglerne trådte i kraft den 21. marts 2016.

Boligkreditdirektivet fastsætter de nærmere regler for kreditgivere og kreditformidlere, der tilbyder aftaler om forbrugerkredit sikret ved pant eller på anden vis i forbindelse med fast ejendom til beboelse.

Direktivet indeholder organisatoriske krav til kreditgivere og boligkreditformidlere, herunder regler om kompetencekrav, aflønning og udførelse af en kreditværdighedsvurdering.

2.12.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Efter en gennemgang af Danmarks implementering af boligkreditdirektivet er Erhvervsministeriet blevet opmærksom på, at boligkreditdirektivet ikke fuldt ud er gennemført i dansk ret.

Der er derfor behov for at foretage en række ændringer for at sikre en korrekt implementering af direktivet.

2.12.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås at indføre et krav om, at ejendomskreditselskaber skal udarbejde en forretningsgang for selskabets udførelse af kreditværdighedsvurderinger.

Denne forretningsgang skal vedlægges, når selskabet ansøger om at blive godkendt som ejendomskreditselskab.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 8, nr. 3.

Det foreslås endvidere at tydeliggøre bestemmelsen om hjemsted i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere i forhold til kreditformidlere uden et vedtægtsmæssigt hjemsted.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 9, nr. 1.

Det foreslås også at præcisere den underretningsforpligtelse Finanstilsynet har i forbindelse med kreditformidleres udøvelse af grænseoverskridende virksomhed, samt rækkevidden af formidlerens aktivitet i den forbindelse.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 9, nr. 3 og 5.

Endelig foreslås det at præcisere de relevante bestemmelser om et virksomhedsregister for godkendte kreditformidlere for at sikre en korrekt implementering af direktivet bestemmelse herom.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 9, nr. 2.

2.13.

Forbrugerombudsmandens kompetence i god-skik sager m.v.

2.13.1 Gældende ret

Efter de gældende regler i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 2497 af 15. december 2021, har Forbrugerombudsmandens kompetence til at anlægge sager om handlinger, der strider mod redelig forretningsskik og god praksis, i henhold til § 43, stk. 1, 2 og 9, § 48 a og §§ 53 b-53 d.

Efter § 348 har Finanstilsynet mulighed for at underrette Forbrugerombudsmanden om sager, hvor en virksomheds kunder kan have lidt tab som følge af virksomhedens manglende efterlevelse af § 43, stk. 1, og regler udstedt i medfør af § 43, stk. 2 og 9.

2.13.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Gældende fra den 1. januar 2020 fik erhvervsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om finansielle virksomheders forpligtelse til at udlevere et standardiseret nøgletalsdokument til forbrugere ved fremsættelse af tilbud om realkredit- og realkreditlignende lån.

Reglerne har til hensigt at gøre det nemmere for forbrugere at sammenligne realkreditlån og realkreditlignende lån fra forskellige udbydere ved at give forbrugerne en let forståelig og kortfattet oversigt over de væsentligste nøgletal forud for indgåelsen af en låneaftale.

I overensstemmelse med bemyndigelsen er der udstedt regler herom i bekendtgørelse nr. 752 af 23. april 2021 om god skik for boligkredit.

Bekendtgørelse trådte i kraft den 1. oktober 2021.

De gældende regler fastslår, at Forbrugerombudsmanden på god skik området har mulighed for at anlægge sager ved domstolene.

Erhvervsministeriet finder det afgørende, at Forbrugerombudsmanden – i overensstemmelse med den gældende model – også har hjemmel til at indbringe overtrædelser af reglerne om et nøgletalsdokument for domstolene.

I den forbindelse finder Erhvervsministeriet, at Finanstilsynets hjemmel til at underrette Forbrugerombudsmanden om verserende god skik sager bør tilpasses, så Finanstilsynet også kan underrette om sager, hvor en virksomheds kunder kan have lidt skade som følge af manglende efterlevelse af reglerne om udlevering af et nøgletalsdokument udstedt i medfør af § 43, stk. 8.

2.13.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås, at Forbrugerombudsmandens kompetence efter § 348 i lov om finansiel virksomhed til at anlægge sager om handlinger i strid med redelig forretningsskik og god praksis udvides til at omfatte reglerne om udlevering af et nøgletalsdokument, jf. § 43, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 23.

I samme forbindelse foreslås det, at udvide Finanstilsynets mulighed for at underrette Forbrugerombudsmanden til at omfatte sager om overtrædelse af reglerne udstedt i medfør af § 43, stk. 8.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 24.

Endvidere foreslås det at præcisere, at de oplysninger, som Forbrugerombudsmanden får adgang til efter § 348 a, stk. 2, er underlagt tavshedspligt efter § 354, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 26 og 27.

2.14.

Behandling af personnummer

2.14.1 Gældende ret

Ved registrering af en person i Det Centrale Personregister (CPR) tildeles vedkommende et personnummer.

Personkredsen, der kan få tildelt et personnummer, er fastlagt i lov om Det Centrale Personregister (CPR-loven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1297 af 3. september 2020.

En personoplysning er enhver form for information, der kan henføres til en bestemt person, også selv om personen kun kan identificeres, hvis oplysningen kombineres med andre oplysninger.

Personnumre udgør således personoplysninger.

Den overordnede regulering af behandling af personoplysninger er fastlagt i databeskyttelsesforordningen.

Databeskyttelsesforordningen finder direkte anvendelse i dansk ret, men forordningen er i dansk ret suppleret af databeskyttelsesloven.

Databeskyttelsesforordningen definerer i artikel 4, nr. 2, ”behandling” af personoplysninger som enhver aktivitet eller række af aktiviteter, med eller uden brug af automatisk behandling, som personoplysninger eller en samling af personoplysninger gøres til genstand for, f.eks. indsamling, registrering, organisering, systematisering, opbevaring, tilpasning eller ændring, genfinding, søgning, brug, videregivelse ved transmission, formidling eller enhver anden form for overladelse, sammenstilling eller samkøring, begrænsning, sletning eller tilintetgørelse.

Personnummeret er en personoplysning omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6, men betragtes som en fortrolig oplysning, der er særskilt reguleret i databeskyttelsesloven.

Efter databeskyttelseslovens § 11, stk. 2, må private bl.a. behandle oplysninger om personnummer, hvis det følger af lovgivningen, det vil sige en retlig hjemmel i anden lovgivning eller hvis den registrerede har givet et samtykke i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens artikel 7.

Ifølge artikel 5, stk. 1, litra b, i databeskyttelsesforordningen skal personoplysninger indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål.

De specifikke formål med behandlingen af personoplysninger skal således være fastlagt, når personoplysningerne indsamles.

En viderebehandling må således ikke ske på en måde, som er uforenelig med de (”udtrykkeligt angivne og legitime”) formål, til hvilke personnummeret oprindeligt var indsamlet.

De finansielle virksomheder er i kraft af anden lovgivning berettiget til at behandle og opbevare personnummer med forskellige, afgrænsede formål.

Dette gælder især i relation til hvidvaskloven, hvor virksomheder skal indhente kunders/medlemmers personnummer for at sikre identiteten af deres kunder med henblik på at forhindre hvidvask og terrorfinansiering.

Det gælder endvidere i relation til den skattemæssige regulering, hvorefter virksomhederne er forpligtet til at anvende personnummeret som reference i forbindelse med indberetninger til f.eks. Skatteforvaltningen.

Efter § 38, stk. 1, i CPR-loven har finansielle virksomheder ret til at få udleveret en række oplysninger fra CPR om en større afgrænset kreds af personer, som de pågældende virksomheder forud har identificeret enkeltvis.

Det drejer sig om f.eks. ubeskyttede navne og adresser, eventuel død og udrejse.

Det er en betingelse for levering af oplysninger fra CPR efter § 38, at modtageren er berettiget til at behandle oplysningerne efter databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Det følger af den gældende § 124, stk. 2, i lov om betalinger, at en udbyder af betalingstjenester og en udsteder af elektroniske penge på forhånd skal indhente udtrykkeligt samtykke fra en bruger af betalingstjenester, hvis udbyderen eller udstederen behandler personoplysninger, herunder personnummer, i forbindelse med udbuddet af betalingstjenesten.

Bestemmelsen implementerer artikel 94, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (herefter kaldet 2. betalingstjenestedirektiv).

Det følger af direktivets artikel 94, stk. 2, at betalingstjenesteudbydere kun må tilgå, behandle og opbevare personoplysninger, som er nødvendige for ydelse af betalingstjenester, med betalingstjenestebrugerens udtrykkelige samtykke.

Det følger af § 5, nr. 12, i dette lovforslag, at § 124, stk. 2, foreslås nyaffattet.

Det vil med nyaffattelsen blive præciseret, at udbydere af betalingstjenester og udstedere af elektroniske penge kun må tilgå, behandle og opbevare personoplysninger, som er nødvendige for ydelse af betalingstjenester, med brugerens udtrykkelige samtykke.

Formålet med nyaffattelsen af bestemmelsen er at sikre en direktivnær implementering, som er i overensstemmelse med Det Europæiske Databeskyttelsesråds retningslinjer nr. 06/2020 af den 15. december 2020.

Der henvises til i bemærkningerne i lovforslagets § 5, nr. 12.

Lov om finansiel virksomhed, lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservices og –aktiviteter, lov om forsikringsformidling og lov om forbrugslånsvirksomheder indeholder ikke i dag hjemmel til at behandle personnummer i databeskyttelsesforordningens forstand med henblik på entydig identifikation ved varetagelsen af administrative opgaver samt rådgivning af kunder.

Den gældende § 1, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, fastsætter, at for filialer her i landet af udenlandske virksomheder, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, finder §§ 6, 6 a, 6 b, 30, 32, 34-36, 43, 44, 47-48 a, 50-60, 344 og 345, § 347, stk. 1-3, 5 og 7, §§ 347 c og 348, § 352, stk. 2, §§ 354 a, 360, 363 a, 368-370 og 373-374 anvendelse.

Den gældende § 4, stk. 1, i databeskyttelsesloven bestemmer, at loven og regler udstedt i medfør af loven gælder for behandling af personoplysninger, som foretages som led i aktiviteter, der udføres for en dataansvarlig eller en databehandler, som er etableret i Danmark, uanset om behandlingen finder sted i EU.

Det fremgår af bemærkningerne til § 4, stk. 1, i databeskyttelsesloven, jf. Folketingstidende 2017-18, A, L 68 som fremsat, side 173-174, at bestemmelsen lægger sig helt op ad det geografiske anvendelsesområde for databeskyttelsesforordningen således, at det geografiske område for forordningen og databeskyttelsesloven er sammenfaldende.

Det fremgår videre af lovbemærkningerne, at etablering i bestemmelsens forstand foreligger, når der er tale om faktisk udøvelse af aktiviteter gennem en mere permanent struktur.

Den pågældende strukturs retlige form er uden betydning.

Omfattet vil således kunne være aktiviteter, der udøves af såvel filialer som datterselskaber med status som juridisk person.

Når finansielle virksomheder driver filialvirksomhed i Danmark, sker det typisk i form af etablering af en dansk virksomhed.

Databeskyttelseslovens regler, herunder § 11, stk. 2, om behandling af oplysninger om personnummer, finder dermed også anvendelse for filialer her i landet af en udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed (finansiel virksomhed) i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

2.14.2 Erhvervsministeriets overvejelser

Pengeinstitutter, forsikringsselskaber m.v. varetager en række rådgivningsmæssige og administrative opgaver i relation til sine kunder og de produkter, der udbydes.

Til brug herfor er det nødvendigt at kunne foretage en entydig identifikation af kunden, skadelidte og andre personer i relation til de rettigheder, der er knyttet til det pågældende aftaleforhold.

Virksomhederne har allerede – i kraft af anden lovgivning – mulighed for at behandle personnummer med henblik på varetagelsen af en række afgrænsede formål, herunder indberetning til skattemyndighederne, kundekendskabsprocedurer i henhold til hvidvaskloven m.v. Denne lovgivning giver imidlertid ikke en hjemmel til at behandle personnummer i den daglige administration af kundeforhold og ved rådgivning af kunder.

Virksomhederne er derfor som udgangspunkt afhængige af, at den pågældende kunde giver samtykke til behandling af personnummeret.

Det bemærkes i den forbindelse, at et samtykke til enhver tid kan trækkes tilbage, hvilket eksempelvis kan besværliggøre virksomhedernes mulighed for at administrere og rådgive effektivt i det konkrete kundeforhold.

Endvidere har både EU-Kommissionen og Datatilsynet f.eks. opfordret forsikringsbranchen til at begrænse anvendelsen af samtykke som behandlingshjemmel mest muligt.

I den forbindelse er der især henvist til de skærpede krav til samtykke i databeskyttelsesforordningens artikel 7.

Desuden er der henvist til den øgede risiko for, at samtykket tilbagekaldes.

Den entydige identifikation er afgørende for både kunder og de finansielle virksomheder.

Finansielle virksomheder er vant til at håndtere personnummeret på fortrolig og sikker vis, herunder f.eks. i forbindelse med indberetninger til Skatteforvaltningen af udbetalte skattepligtige erstatninger, udbetalinger til NemKonto af erstatninger, refusion af betalte præmier, udbetaling af bonus osv., anvendelse af personnummer ved brug af e-Boks som sikker digital post mellem den finansielle virksomhed og dets kunder og anvendelse af personnummer som identifikation i forbindelse med kommunikationen mellem virksomheden og den pågældende person.

Det vurderes på den baggrund hensigtsmæssigt at skabe en samlet klar hjemmel til at behandle personnummer med henblik på at sikre en entydig identifikation af den enkelte kunde og personer relateret til det enkelte kundeforhold.

En sådan mulighed vurderes at ville understøtte digitaliseringen og sikre, at eksisterende kunder nemt og enkelt kan få administreret deres finansielle produkter m.v., modtage rådgivning eller komme i kontakt med den finansielle virksomhed på sikker vis.

Det er i den forbindelse en forudsætning, at kunden kan identificeres.

2.14.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i lov om finansielle virksomheder, lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservices og aktiviteter, lov om forsikringsformidling og lov om forbrugslånsvirksomheder, hvorefter virksomhederne kan behandle personnummer til brug for nødvendig entydig identifikation i relation til eksisterende kundeforhold med henblik på løsning af administrative opgaver og rådgivning.

Finansielle virksomheder har i dag hjemmel i hvidvaskloven til at anmode en kunde om at oplyse sit personnummer og til at lave kontrolopslag i CPR for at foretage en entydig identifikation af kunden.

Endvidere vil en række finansielle virksomheder have kundernes personnummer for at kunne benytte det til at indberette til Skatteforvaltningen.

Endelig har en del finansielle virksomheder fået samtykke fra kunderne til at anvende kundens personnummer.

Som følge heraf vil de fleste finansielle virksomheder i praksis derfor have kundernes personnummer, men vil kun have adgang til at behandle det i forhold til de konkrete opgaver, der er fastlagt i lovgivningen og er i overensstemmelse med det afgivne samtykke.

Som nævnt ovenfor må en viderebehandling, for at være i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, litra b, i databeskyttelsesforordningen, ikke ske på en måde, som er uforenelig med de (”udtrykkeligt angivne og legitime”) formål, til hvilke personnummeret oprindeligt var indsamlet.

Hvorvidt en viderebehandling af personnummeret med henblik på entydig identifikation i det øvrige kundeforhold vil være foreneligt med det formål, til hvilket personnummeret tidligere er indsamlet, f.eks. i medfør af hvidvaskreglerne, vil bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.

Lovforslaget vil give pengeinstitutter, forsikringsselskaber m.fl. hjemmel til at behandle, herunder indsamle og anvende, kundens personnummer samt øvrige personer relateret til det eksisterende kundeforhold til løsningen af administrative opgaver og rådgivning i det pågældende kundeforhold, når en entydig identifikation er nødvendig.

Det indebærer bl.a., at der kan indhentes oplysninger fra CPR for at sikre, at virksomheden har opdaterede oplysninger om kunden, herunder adresse, samt anvende personnummer til brug for kommunikation med kunden m.fl.

Det vil dog ikke være muligt for en udbyder af betalingstjenester og en udsteder af elektroniske penge at benytte bestemmelsen til behandling af personnummer, idet nyaffattelsen af § 124, stk. 2, i lov om betalinger, jf. lovforslagets § 5, nr. 12, bestemmer, at udbydere af betalingstjenester og udstedere af elektroniske penge kun må tilgå, behandle og opbevare personoplysninger, som er nødvendige for ydelse af betalingstjenester, med brugerens udtrykkelige samtykke.

Det betyder bl.a., at pengeinstitutter, der tilbyder netbank, dankort m.v., stadig skal have kundens samtykke for at kunne tilgå, behandle og opbevare oplysning om personnummeret i forbindelse med udbuddet af betalingstjenesteprodukter.

I det omfang, der i anden særregulering, ud over databeskyttelsesreglerne, findes specifikke regler om behandling af personoplysninger, vil disse regler have forrang frem for denne bestemmelse.

Filialer her i landet af en udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed, herunder pengeinstitutvirksomhed, i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, udfører de samme typer af opgaver over for sine kunder, som de dansk etablerede finansielle virksomheder gør.

Behovet for entydigt at kunne identificere sine kunder er derfor det samme for filialerne.

Det foreslås derfor, at indsætte en henvisning til § 43 b i § 1, stk. 4, 1. pkt., hvorefter § 43 b også vil finde anvendelse for filialer her i landet af udenlandske virksomheder, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed, i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Med lovændringen vil også filialer af finansielle virksomheder her i landet kunne benytte den nye personnummerbestemmelse som behandlingshjemmel, når det er nødvendigt for at kunne opnå en entydig identifikation, såfremt der er tale om en filial af en udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed (finansiel virksomhed) i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Dette er også med til at sikre level playing field mellem de dansk etablerede finansielle virksomheder og filialerne af udenlandske virksomheder, der er meddelt tilladelse til at udøve finansiel virksomhed i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2 og 15, § 6, nr. 2, § 10 og § 12.

2.15.

Undtagelse til gensidighedskravet i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed §§ 30 og 31

2.15.1.

Gældende ret

Anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed, jf. anordningsbekendtgørelse nr. 1032 af 8. oktober 2019, fastsætter i medfør af §§ 30 og 31 regler for udøvelse af finansiel virksomhed på Færøerne for de virksomheder, der har fået tilladelse til at udøve finansiel virksomhed i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

§§ 30 og 31 i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed indeholder et særligt færøsk krav om, at udøvelse af finansiel virksomhed er betinget af, at der er en aftale mellem Færøerne og den pågældende virksomheds hjemland, der fastsætter, at færøske virksomheder har samme rettigheder i vedkommende hjemland (gensidighedskrav).

Gensidighedskravet blev indført ved anordning nr. 86 af 10. februar 2006 om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed, som bl.a. blev udstedt i medfør af § 438, stk. 1, i lov nr. 453 af 10. juni 2003 om lov om finansiel virksomhed.

Formålet med gensidighedskravet er, at færøske finansielle virksomheder skal have adgang til at udøve finansiel virksomhed i de EU-lande, hvor de finansielle virksomheder, der vil udøve finansiel virksomhed på Færøerne, har hjemsted.

Ud over ovennævnte krav om en gensidighedsaftale forudsætter udøvelse af finansiel virksomhed på Færøerne, efter reglerne i §§ 30 og 31 i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed, jf. anordningsbekendtgørelse nr. 1032 af 8. oktober 2019, at den finansielle virksomhed har tilladelse i sit hjemland til at udøve de aktiviteter, virksomheden ønsker at udøve i Færøerne, og at Finanstilsynet har modtaget meddelelse fra hjemlandets tilsynsmyndighed om virksomhedens aktiviteter, adresse m.v.

Reglerne for udøvelse af finansiel virksomhed er de samme som i Danmark med undtagelse af, at der i Danmark ikke gælder et krav om en gensidighedsaftale.

Det følger af §§ 30 og 31 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 2497 af 15. december 2021.

2.15.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Der er konstateret problemer med at indgå i gensidighedsaftaler med hjemlandene for de virksomheder, der udøver grænseoverskridende finansiel virksomhed på Færøerne.

Det er derfor vurderet hensigtsmæssigt at indsætte en undtagelse til gensidighedskravet i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed.

Undtagelsen skal sikre, at finansielle institutter inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område fortsat kan drive virksomhed på Færøerne, uden at de skal afvente en gensidighedsaftale mellem deres hjemland og Færøerne.

Videre sikrer ændringen, at tilsynet med de finansielle institutter på Færøerne er effektivt, da etablering af en filial i Danmark forudsætter notificering af de danske tilsynsmyndigheder.

Tilsynet vil yderligere sikres ved, at Finanstilsynet vil skulle godkende instituttets aktiviteter på Færøerne.

En undtagelse til gensidighedskravet kræver, at den gældende kongelige anordning for Færøerne ændres.

For at kunne ændre anordningen er det nødvendigt at sætte anordningshjemlen i lov om finansiel virksomhed i kraft på ny for §§ 30 og 31.

Dette er begrundet i, at en anordningshjemmel alene kan anvendes en gang, og den pågældende anordningshjemmel allerede er blevet anvendt til at udstede anordning nr. 86 af 10. februar 2006 om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed.

2.15.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås, at indsætte et nyt stk. 6 i anordningshjemlen i lov om finansiel virksomhed, så anordningshjemmelen kan benyttes på ny til at indsætte en undtagelse til gensidighedskravet i §§ 30 og 31 i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed.

For nærmere om ændringen henvises til lovforslagets § 1, nr. 35, og bemærkningerne hertil.

2.16.

Anden tilladt virksomhed for forsikringsselskaber

2.16.1.

Gældende ret

De gældende regler for anden tilladt virksomhed for finansielle virksomheder fremgår af kapitel 4 i lov om finansiel virksomhed.

Med anden tilladt virksomhed menes den virksomhed, som er tilladt ved siden af den virksomhed, der er opnået tilladelse til.

I §§ 24-26 findes de generelle regler om anden tilladt virksomhed for finansielle virksomheder, som forsikringsselskaber i dag er underlagt.

I § 29 findes yderligere særlige regler for forsikringsselskaber vedrørende anden tilladt virksomhed.

Det følger af den gældende § 24 i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber kan drive virksomhed, der er accessorisk til den virksomhed, Finanstilsynet har givet tilladelse til (såkaldt accessorisk virksomhed).

Accessorisk virksomhed kan som udgangspunkt drives i selve den finansielle virksomhed, men Finanstilsynet kan bestemme, at den accessoriske virksomhed skal udøves af et andet selskab.

Den gældende § 25 giver mulighed for midlertidig drift af anden virksomhed til sikring eller afvikling af forud påtagede eksponeringer eller med henblik på medvirken ved omstrukturering.

Af den gældende § 26 fremgår betingelserne for at drive anden virksomhed i fællesskab med andre.

Den gældende § 29 i lov om finansiel virksomhed fastsætter, at forsikringsselskaber ud over virksomhed omfattet af §§ 24-26 kan drive agenturvirksomhed samt opføre, eje og drive fast ejendom og infrastruktur.

Endvidere fremgår det af den gældende § 29, stk. 2, at livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser kan oprette og administrere særskilte SP-konti, som alle lønmodtagere fik oprettet under Den Særlige Pensionsordning, der blev indført i 1998 og ophævet i 2009

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II-direktivet) indeholder i afsnit I, kapitel II regler om adgang til udøvelse af virksomhed inden for direktivets anvendelsesområde.

Solvens II-direktivets artikel 18 fastsætter betingelser for at kunne modtage en tilladelse og udstrækningen af tilladelsen, herunder begrænsning af forsikringsselskabernes formål til forsikringsvirksomhed og direkte forbundne forretninger med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed.

Kommissionens delegerede forordning 2015/35/EU af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II-forordningen) indeholder i artikel 1, nr. 53, definitionen af en accessorisk servicevirksomhed.

Accessorisk servicevirksomhed er et ikkereguleret selskab, hvis hovedaktivitet består i besiddelse og forvaltning af fast ejendom, administrering af databehandlingstjenester, sundheds- og plejeydelser eller enhver anden lignende aktivitet af accessorisk karakter i forhold til et eller flere forsikrings- eller genforsikringsselskabers hovedaktivitet.

Det bemærkes i den sammenhæng, at forsikringsselskaber i henhold til gældende danske regler ikke har mulighed for at udøve sundheds- og plejerydelser i et datterselskab.

2.16.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Erhvervsministeriet har været i dialog med EU-Kommissionen om fortolkningen af samspillet mellem reglerne i Solvens II-direktivets artikel 18 og definitionen af accessorisk servicevirksomhed i Solvens II-forordningens artikel 1, nr. 53.

Det er på denne baggrund vurderingen, at de gældende regler i lov om finansiel virksomhed for forsikringsselskabers anden tilladte virksomhed, herunder accessorisk virksomhed, skal justeres, så det konkrete samspil mellem Solvens II-direktivet og Solvens II-forordningen afspejles bedre i dansk lovgivning.

Det vurderes, at der er behov for en justering af bestemmelserne i afspejling af Solvens II-direktivets krav, således at det præciseres, at forsikringsselskabers accessoriske virksomhed skal være direkte forbundet med og ligge i naturlig forlængelse af den tilladte virksomhed.

Dette vil kræve en justering af de gældende regler for forsikringsselskabernes accessoriske virksomhed, der i dag reguleres i § 24.

Det vurderes endvidere, at dansk lovgivning skal tage højde for, at Solvens II-forordningen finder direkte anvendelse i Danmark.

Det bør gøres klart i de danske regler, at forsikringsselskaber kan drive såkaldt accessorisk servicevirksomhed i henhold til forordningens definition.

Ifølge definitionen på accessorisk servicevirksomhed, så skal de nævnte aktiviteter imidlertid altid drives i et separat selskab.

Dette separate selskab vil dog kunne være en dattervirksomhed til forsikringsselskabet, der har begrænset hæftelse.

Det vurderes derfor, at der er behov at justere den gældende § 29, så der tages højde for Solvens II-forordningens definition på accessorisk servicevirksomhed.

Ændringen bør gennemføres med henblik på at sikre, at forsikringsselskaber kan drive accessorisk servicevirksomhed, men at præcisere, at dette fremover kan drives i en dattervirksomhed med begrænset hæftelse, men ikke i selve forsikringsselskabet.

2.16.3.

Den foreslåede ordning

De for forsikringsselskaber gældende regler om anden tilladt virksomhed i kapitel 4 i lov om finansiel virksomhed foreslås for forsikringsselskaber flyttet til §§ 29-29 b.

Det foreslås dermed, at reglerne for anden tilladt virksomhed for forsikringsselskaber flyttes ud af de generelle bestemmelser i §§ 24-26 og flyttes til særskilte bestemmelser om anden tilladt virksomhed for forsikringsselskaber.

Det foreslås at de gældende § 24 og § 29 overordnet videreføres i en ny samlet bestemmelse med enkelte justeringer, der samles i en nyaffattet § 29.

Den foreslåede § 29, stk. 1, fastsætter, at forsikringsselskaber kan drive virksomhed, der er accessorisk til den virksomhed, Finanstilsynet har givet tilladelse til.

Dette er overordnet en videreførelse af den gældende § 24 i en separat bestemmelse for forsikringsselskaber, hvor der dog foretages justeringer med henblik på at præcisere, at accessorisk virksomhed skal være direkte forbundet med og ligge i naturlig forlængelse af den tilladte virksomhed.

Dette er i tråd med ordlyden i Solvens II-direktivets artikel 18.

Den foreslåede § 29, stk. 2, fastsætter, at Finanstilsynet kan bestemme, at den accessoriske virksomhed skal udøves i et andet selskab.

Dette er en videreførelse af den gældende § 24, stk. 1, 3. pkt.

Det foreslåede § 29, stk. 3, fastsætter, at forsikringsselskaber kan drive forsikringsformidling og agentvirksomhed for forsikringsselskaber og for andre selskaber, der er under Finanstilsynets tilsyn.

Dette er en videreførelse af den gældende § 29, stk. 1, nr. 1.

Det foreslåede § 29, stk. 4, nr. 1, fastsætter, at forsikringsselskaber kan drive anden finansiel virksomhed gennem en dattervirksomhed.

Dette er en videreførelse af den gældende § 24, stk. 2.

Det foreslåede § 29, stk. 4, nr. 2, introducerer muligheden for at drive accessorisk servicevirksomhed, som bl.a. rummer fast ejendom, infrastruktur, administrering af databehandlingstjenester og sundheds- og plejeydelser.

Denne accessoriske servicevirksomhed kan imidlertid placeres i en dattervirksomhed.

Dette skal ses i tråd med, at det som følge af EU-Kommissionens fortolkning af reglerne foreslås at fjerne muligheden i den nuværende § 29, stk. 1, nr. 2, for at opføre, samt eje og drive fast ejendom og infrastruktur, omfattende tekniske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg, i selve forsikringsselskabet.

Den foreslåede ændring vil bl.a. betyde, at forsikringsselskaber som noget nyt vil kunne få mulighed for at drive sundheds- og plejeydelser i henhold til definitionen på accessorisk servicevirksomhed.

Det er dog en forudsætning, at sådanne aktiviteter er accessoriske til den tilladelse og aktivitet som forsikringsselskabet har.

For at kunne drive sundheds- og plejeydelser vil det derfor være et krav, at sådanne ydelser er accessoriske til forsikringsselskabets tilladelse og aktiviteter.

Derudover kan et forsikringsselskab opføre, eje og drive fast ejendom og infrastruktur, dog er det fremover et krav, at denne type virksomhed sker i en dattervirksomhed eller i fællesskab med andre.

Bestemmelsen viderefører med de beskrevne justeringer de gældende regler i §§ 24 og 29 dog med undtagelse af den gældende § 29, stk. 2, vedrørende administration af SP-konti, som ophæves, hvilket sker som følge af at SP-ordningen er ophævet ved lov nr. 1263 af 16. december 2009 om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, lov om beskatning af pensionsordninger m.v. og lov om pensionsafkastbeskatning.

Den foreslåede § 29 a fastsætter mulighed for midlertidig drift af anden virksomhed til sikring eller afvikling af forud påtagede eksponeringer eller med henblik på medvirken ved omstrukturering.

For forsikringsselskaber er den foreslåede bestemmelse identisk med de gældende regler for forsikringsselskaber i § 25.

Den foreslåede bestemmelse omfatter dog alene forsikringsselskaber.

Den foreslåede § 29 b fastsætter mulighed for at drive anden virksomhed i fællesskab med andre uanset bestemmelserne i § 11 og de foreslåede §§ 29 og 29 a.

For forsikringsselskaber er den foreslåede bestemmelse enslydende med de gældende regler for forsikringsselskaber i § 26, stk. 1 og 2.

Den foreslåede bestemmelse omfatter dog alene forsikringsselskaber, og der er i den foreslåede § 29 b, stk. 1, nr. 3, tilføjet, at det andet selskab, som virksomheden skal udøves i, skal være et selskab med begrænset hæftelse.

Kravet har tidligere alene fremgået af bemærkningerne til den gældende § 26, hvorfor det foreslås indsat i bestemmelsen.

Reglerne om anden tilladt virksomhed for andre finansielle virksomhed omfattet af §§ 24-26 i loven berøres ikke af de foreslåede ændringer.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 11, 12, 13 og 14.

2.17.

Tilpasning af reglerne om udbyderes ansvar ved manglende, mangelfuld eller forsinket gennemførelse af betalingstransaktioner

2.17.1.

Gældende ret

Det følger af § 104 i lov om betalinger, at hvis en betalingsordre iværksættes af betaleren, er betalers udbyder over for betaler ansvarlig for direkte tab som følge af manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen med de forbehold, som følger af 1. pkt.

Tilsvarende følger det af § 104, stk. 2, at hvis en betalingsordre iværksættes af eller via betalingsmodtageren er betalingsmodtagerens udbyder over for betalingsmodtager ansvarlig for direkte tab som følge af manglende eller mangelfuld fremsendelse af betalingsordren til betalerens udbyder med de forbehold, som følger af 1. pkt.

I gældende ret gælder der ikke særskilte regler for valørdatering i tilfælde af manglende eller mangelfulde betalingstransaktioner.

I stedet er valørdatering generelt reguleret i lov om betalinger § 115.

2.17.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Efter en gennemgang af Danmarks implementering af PSD2 er Erhvervsministeriet blevet opmærksom på, at hele artikel 89 ikke er tekstnært gennemført i dansk ret.

Der er derfor behov for at foretage ændringer for at sikre en tekstnær implementering af direktivet.

Dele af artikel 89 er gennemført ved § 104 i lov om betalinger.

Artikel 89 i PSD2 regulerer udbyderes ansvar ved mangelfuld, manglende eller forsinket gennemførelse af betalingstransaktioner.

Der er ikke tiltænkt en ændring af den nuværende praksis om ansvar ved manglende, mangelfuld eller forsinket gennemførelse af betalingstransaktioner.

2.17.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås at ophæve § 104 og indsætte §§ 104 og 104 a.

De foreslåede bestemmelser vil videreføre de eksisterende regler om ansvar ved manglende, mangelfuld eller forsinket gennemførelse af betalingstransaktioner, som følger af den nuværende § 104 i lov om betalinger.

Nyaffattelsen af § 104 indebærer, at det objektive ansvar præciseres ved, at der fastsættes regler om, at udbydere i videst muligt omfang skal tilbageføre de pågældende betalingskonti til den situation, der ville have været gældende, hvis den mangelfulde betalingstransaktion ikke var blevet gennemført.

Som noget nyt vil der fastsættes krav om, at betalerens udbyder alene efter anmodning skal forsøge at spore betalingstransaktionen og orientere betaleren om resultatet.

Det præciseres, at dette skal være uden omkostninger for betaleren.

Det foreslås derudover at videreføre reglerne om, at betalerens udbyder skal godtgøre betaleren for direkte tab som følge af manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktioner.

Derudover foreslås det at fastsætte regler om valørdatering i tilfælde af manglende, mangelfuld eller forsinket gennemførelse af betalingstransaktioner.

Reglerne om valørdatering i de foreslåede §§ 104 og 104 a har således til formål at regulere de situationer, hvor betalingstransaktionen er mangelfuld eller forsinket.

Derudover foreslås en række konsekvensrettelser som følge af, at § 104 ophæves og erstattes med §§ 104 og 104 a.

2.18.

Anvendelsesområdet for internationale aftaler i lov om finansiel virksomhed

2.18.1.

Gældende ret

§ 1 i lov om finansiel virksomhed fastsætter lovens anvendelsesområde.

Det fremgår af § 1, stk. 4, 1.-4. pkt., og stk. 5, 1. og 2. pkt., hvilke regler der finder anvendelse, for de i bestemmelserne nævnte selskaber, når de har opnået tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

§ 1, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed fastsætter hvilke regler, der gælder for danske filialer af udenlandske kreditinstitutter, pengeinstitutter, realkreditinstitutter, værdipapirhandlere, investeringsselskaber, administrationsselskaber og forsikringsselskaber.

§ 1, stk. 5, fastsætter hvilke regler, der gælder for tjenesteydelser ydet her i landet af udenlandske kreditinstitutter, administrationsselskaber forsikringsselskaber og værdipapirhandlere, der ikke har filial i Danmark.

Den Europæiske Union har beføjelse til at indgå aftaler med tredjelande, herunder inden for det finansielle område.

Disse aftaler vil være indgået med hjemmel i artikel 216-219 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde.

Europa-Kommissionen underskrev på Unionens vegne den 22. september 2017 en bilateral aftale med USA om tilsynsregler vedrørende forsikring og genforsikring, jf. EU-Tidende 2017, nr. L 258, side 1-22.

Aftalen træder i kraft i september 2022.

Aftalen skal sikre, at der ikke sker dobbeltregulering af forsikrings- eller genforsikringskoncerner, der foretager grænseoverskridende virksomhed til eller fra EU eller USA.

Aftalen regulerer bl.a. krav til sikkerhedsstillelse, som særligt har været relevant for europæiske forsikrings- og genforsikringsvirksomheder, der ved aftalens indgåelse havde, hvad der svarer til, ca. 254 milliarder danske kroner i sikkerhed.

Aftalen fjerner derudover nærmere krav til lokal tilstedeværelse, som betingelse for at indgå genforsikringsaftale.

Herudover reguleres den rolle, som værts- og hjemtilsynsmyndigheder har, hvad angår koncerntilsyn med forsikrings- eller genforsikringskoncerner, hvis verdensomspændende moderselskab befinder sig i enten EU eller USA.

2.18.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Danmark er som medlemsland af Den Europæiske Union forpligtet til at efterleve aftaler indgået mellem Unionen og et tredjeland.

Det vurderes derfor hensigtsmæssigt at tilpasse anvendelsesområdet for lov om finansiel virksomhed, så der er klarhed om, at reglerne i lov om finansiel virksomhed viger for, hvad der fastsat i henhold til de internationale aftaler.

2.18.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås, at reglerne i lov om finansiel virksomhed skal vige for, hvad der er fastsat i eller i henhold til internationale aftaler.

Internationale aftaler skal forstås som de aftaler, som Den Europæiske Union indgår med tredjelande med hjemmel i artikel 216-219 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde.

Den foreslåede ændring vil præcisere, at lov om finansiel virksomhed ikke er til hinder for efterlevelsen af de internationale aftaler, som den Europæiske Union indgår med tredjelande.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3.

2.19.

Strafhjemmel for manglende efterlevelse af påbud om udøve accessorisk virksomhed i et andet selskab

2.19.1.

Gældende ret

Det fremgår af § 24, stk. 1, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber kan drive virksomhed, der er accessorisk til den virksomhed, der er givet tilladelse til.

Som accessorisk virksomhed anses også digitale løsninger og services, der er forbundet med eller ligger i naturlig forlængelse af den tilladte virksomhed.

Finanstilsynet kan bestemme, at den accessoriske virksomhed skal udøves af et andet selskab.

Det fremgår af § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Det fremgår af § 373, stk. 3, at en finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, der ikke efterkommer et påbud for overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser, kan straffes med bøde.

2.19.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Finanstilsynet kan påbyde pengeinstitutter og realkreditinstitutter at drive accessorisk virksomhed til den virksomhed, der er givet tilladelse til, i et andet selskab i medfør af § 24, stk. 1, 3. pkt.

Det er hensigten, at Finanstilsynet skal kunne straffe manglende efterlevelse af påbuddet med bøde.

På nuværende tidspunkt er bestemmelsen strafbelagt ved § 373, stk. 1, der alene hjemler mulighed for at straffe overtrædelser af de nærmere oplistede bestemmelser.

Hjemmelen til at straffe manglende efterlevelse af påbud fremgår af § 373, stk. 3, 1. pkt., hvorfor § 24, stk. 1, 3. pkt., retteligt henhører hertil.

Det vurderes derfor hensigtsmæssigt at fjerne § 24, stk. 1, 3. pkt., fra § 373, stk. 1, og tilføje § 24, stk. 1, 3. pkt., til § 373, stk. 3, 1. pkt., således at strafhjemmelen er korrekt.

2.19.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås at tilpasse strafhjemmelen for manglende efterlevelse af påbud om at udøve accessorisk virksomhed i et andet selskab.

Det foreslåede vil medføre, at det fremover fremgår af lov om finansiel virksomhed, at det er manglende efterlevelse af et påbud om at udøve accessorisk virksomhed i et andet selskab, der kan straffes.

2.20.

Ændring af revision af § 122, stk. 2, i lov om betalinger

2.20.1.

Gældende ret

Det følger af § 19, stk. 7, i lov nr. 1374 af 13. december 2019, at erhvervsministeren senest i folketingsåret 2021-22 fremsætter forslag om revision af § 122, stk. 2, i lov om betalinger, jf. denne lovs § 7, nr. 5.

2.20.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Under Folketingets behandling af L 46 af samling 2019-20, der ved stadfæstelse blev lov nr. 1374 af 13. december 2019, blev der foretaget en ændring af lovforslagets § 19, stk. 7, der af udvalgsbetænkningens bemærkninger er begrundet i alene at være en lovteknisk ændring.

Ændringen forårsagede imidlertid en utilsigtet ændring af den tidsmæssige ramme til at evaluere og revidere § 122, stk. 2, i lov om betalinger som indsat ved samme lov.

Det findes hensigtsmæssigt, at ændre i § 19, stk. 7, i lov nr. 1374 af 13. december for at bringe revisionsbestemmelen vedrørende § 122, stk. 2, i lov om betalinger tilbage i overensstemmelse med ordlyden af og intentionen bag aftaleteksten bag den politiske aftale af den 19. september 2019 mellem regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Konservative og Alternativet om styrkede indgrebsmuligheder over for gebyrer m.v. på betalingsserviceløsninger.

Det fremgår af aftaleteksten, at aftaleparterne er enige om, at udvidelsen af § 122 vil blive evalueret to år efter lovændringens ikrafttræden.

Udvidelsen af § 122 trådte i kraft pr. 1. januar 2020.

Evalueringen kan derfor først foretages primo 2022.

Evalueringen skal foretages med henblik på, at erhvervsministeren derefter skal fremsætte forslag om revision af § 122, stk. 2.

Revisionsbestemmelsen skal som en konsekvens heraf ændres til at gælde folketingsåret 2022-23 i stedet for den nuværende ordlyd i revisionsbestemmelsen om folketingsåret 2021-22.

2.20.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås, at erhvervsministeren senest i folketingsåret 2022-2023 fremsætter forslag om revision af § 122, stk. 2, i lov om betalinger.

Denne ændring gør det muligt at foretage en evaluering af udvidelsen af § 122 i lov om betalinger to år efter lovændringens ikrafttræden, hvilket vil være i overensstemmelse med aftaleteksten bag den politiske aftale af den 19. september 2019 mellem regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Konservative og Alternativet om styrkede indgrebsmuligheder over for gebyrer m.v. på betalingsserviceløsninger.

3.

Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Lovforslaget medfører mindre negative økonomiske konsekvenser for det offentlige som følge af deltagelse i tilsynskollegium i medfør af CCPRR-forordningen.

Forslaget vil medføre begrænsede negative økonomiske konsekvenser for det offentlige som følge af den foreslåede supplerende underretningsforpligtelse ved boligkreditformidleres udøvelse af grænseoverskridende virksomhed.

Lovforslagets § 2, nr. 5, og § 7, nr. 12, hvor Finanstilsynet og Finansiel stabilitet foreslås udpeget til at være afviklingsmyndigheder for CCP’er i Danmark medfører begrænsede negative økonomiske konsekvenser for det offentlige, da der ikke er en CCP i Danmark.

Bliver der oprettet en CCP i Danmark vil det medføre større byrder for det offentlige som følge af behov for flere årsværk til at håndtere den øgede arbejdsmængde for myndighederne.

Lovforslaget vurderes at efterleve principperne om digitaliseringsklar lovgivning.

Lovforslagets § 1, nr. 15, § 6, nr. 2, §§ 10 og 12 om virksomhedernes mulighed for at behandle kunders personnummer til administrative formål, understøtter genbrug af eksisterende offentlige data og sikrer, at kunder kan identificeres på tværs af virksomhedens administrative funktioner.

Lovforslagets § 1, nr. 15, § 6, nr. 2, §§ 10 og 12, tager desuden højde for princippet om tryg og sikker databehandling, da de finansielle virksomheder er vant håndtere personnumre, og at det derfor må formodes, at virksomhederne har de nødvendige foranstaltninger for at sikre en gennemsigtig, fortrolig og sikker håndtering af persondata.

4.

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Forslaget om pligt for investeringsforeninger og investeringsforvaltningsselskabers til at integrere bæredygtighedsrisici i deres virksomhedsstyring forventes at være forbundet med begrænsede negative økonomiske og administrative konsekvenser.

Dette skyldes, at mange virksomheder allerede i dag har fokus på bæredygtighed og derfor har indarbejdet bæredygtighed i den måde de driver virksomhed på og dermed i den måde de efterlever gældende regler.

Forslaget om undtagelse til reglerne om risikospredning forventes at medføre positive økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

Lovforslagets § 8, nr. 3, om at ejendomskreditselskaber ved ansøgning også skal kunne dokumentere en forretningsgang for udførelse af kreditværdighedsvurdering i medfør af lovforslagets vil medføre begrænsede negative administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Ændringen af afgiftsbeløbet i lovforslagets § 1, nr. 29, medfører at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de investeringsservicer eller -aktiviteter, der er nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter betaler en højere afgift til Finanstilsynet.

Lovforslagets § 1, nr. 9-14, vil medføre, at forsikringsselskaber fremadrettet vil skulle opføre, samt eje og drive fast ejendom og infrastruktur, omfattende tekniske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg, i et datterselskab frem for i selve forsikringsselskabet.

De økonomiske konsekvenser af dette er ikke kvantificerbare.

Lovforslagets § 1, nr. 9-14, vil ligeledes medføre, at forsikringsselskaberne har mulighed for at yde sundheds- og plejeydelser i et datterselskab, hvis det har tilknytning til forsikringsselskabets tilladelse.

De økonomiske konsekvenser af dette er dog ikke nærmere kvantificerbare.

I forhold til principperne for agil erhvervsrettet regulering vurderes forslaget ikke at påvirke virksomhedernes muligheder for at teste, udvikle og anvende digitale teknologier og forretningsmodeller.

5.

Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget medfører ikke administrative konsekvenser for borgerne.

6.

Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget medfører ikke klimamæssige konsekvenser.

7.

Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget medfører ikke miljø- og naturmæssige konsekvenser.

8.

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget supplerer Europa-Parlamentets og Rådets Forordning nr. 1286/2014 af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er), EU-tidende 2014, nr. L 352, side 1.

Lovforslagets § 3 implementerer dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-direktivet).

Lovforslagets § 1, nr. 8, og § 3 nr. 8, implementerer dele af Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), EU-Tidende 2021, nr. L 277, side 141.

Lovforslagets § 6 implementerer dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber og om ændring af direktiv 2002/87/EF, 2009/65/EF, 2011/61/EU, 2013/36/EU, 2014/59/EU og 2014/65/EU.

Med lovforslaget foretages fornødne ændringer i lov om kapitalmarkeder, lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og lov om finansiel virksomhed, som følge af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

De foreslåede ændringer indebærer bl.a., at Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet udpeges som afviklingsmyndig for CCP’er, der har hjemsted i Danmark.

Dette inkluderer bl.a. ændring af direktiv 2014/59/EU (BRRD), der følger af CCPRR-forordningens artikel 93.

Lovforslaget implementerer dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17 EU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010.

Lovforslagets § 8, nr. 1, implementerer artikel 18, stk. 2, lovforslagets § 9, nr. 1 og 2, implementerer artikel 29, stk. 5, litra b, og artikel 29, stk. 6, Lovforslagets § 9, nr. 3 og 5, implementerer artikel 32, stk. 2, og lovforslagets § 9, nr. 4 implementerer dele af artikel 32, stk. 1, 2. pkt., i Europa-Parlamentets og Rådets direktivet 2014/17/EU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010.

Lovforslagets § 5, nr. 9, implementerer artikel 89 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (PSD2).

9.

Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslaget har i perioden den 19. oktober til den 15. november 2021 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.

Aalborg Universitet, Aarhus BSS, Advokatsamfundet, Akademisk Arkitektforening, Akademikerne Andelskassen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), CBS, CEPOS, Computershare, DAFINA, Danish Venture Capital and Private Equity Association (DVCA), Danmarks Nationalbank, Danmarks Skibskredit A/S, Dansk Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM), Dansk Industri, Dansk Iværksætter Forening, Dansk Investor Relations Forening – DIRF, Dansk Kredit Råd, Dansk Management Råd, Dansk Metal, Dansk Standard, Danske Advokater, Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening, Danske Maritime, Danske Rederier, Danske Regioner, Den Danske Aktuar-forening, Den Danske Dommerforening, Den Danske Finansanalytikerforening, Den Danske Fondsmæglerforening, Det nationale netværk af virksomhedsledere, Det økonomiske råds sekretariat (DØRS), Drivkraft Danmark, Ejendomsforeningen, Experian, Fagbevægelsens Hovedorganisation, FDFA – Foreningen af Danske Forsikringsmæglere og ForsikringsAgenturer, FDIH – Foreningen for Distance- og Internethandel, FinansDanmark, Finans og Leasing, Finansforbundet, Finanshuset i Fredensborg A/S, Finansiel Stabilitet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, First North, Forbrugerrådet Tænk, Forbrugsforeningen, Foreningen af Forretningsførere for Udenlandske Forsikringsselskaber, Foreningen af Interne Revisorer v/ Kim Stormly Hansen, Foreningen Danske Revisorer, Foreningen for platformsøkonomi, FOREX, Forsikring & Pension, Forsikringsforbundet, Forsikringsmæglerforeningen v/ Direktør Flemming Kosakewitsch, FSR – danske revisorer, Garantiformuen, Garban-Intercapital Scandinavia, HK, Horesta Arbejdsgiverorganisation, Håndværksrådet, Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation (ISOBRO), Intertrust (Denmark), ISACA Denmark Chapter, IT-branchen, KommuneKredit, Kommunernes Landsforening, Komiteen for god selskabsledelse, Kromann Reumert, Kuratorforeningen, Københavns Universitet, Landbrug & Fødevarer, Landsdækkende banker, Landsforeningen af forsvarsadvokater, Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, Ledernes Hovedorganisation, Liberale Erhvervs Råd, Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), Mybanker, NASDAQ Copenhagen A/S, Nets A/S, Nokas Kontantservice P/S, Nordic Blockchain Association, Oxfam IBIS, Parcelhusejernes Landsforening, Postnord Juridiske afdeling, Revisornævnet, Roskilde Universitetscenter, Skibs- og Bådebyggeriets Arbejdsgiverforening, Syddansk Universitet, Telekommunikationsindustrien i Danmark, Udbetaling Danmark, VP Securities A/S, Western Union, Thomson Reuters Nordic, Transparency International Danmark, Ørsted, Den Europæiske Centralbank, Færøernes Hjemmestyre via Rigsombudsmanden på Færøerne og Grønlands Selvstyre via Rigsombudsmanden i Grønland.

Et udkast til lovforslaget har i perioden den 26. november til den 15. december 2021 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.

Aalborg Universitet, Aarhus BSS, Advokatsamfundet, Akademisk Arkitektforening, Akademikerne Andelskassen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), CBS, CEPOS, Computershare, DAFINA, Danish Venture Capital and Private Equity Association (DVCA), Danmarks Nationalbank, Danmarks Skibskredit A/S, Dansk Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM), Dansk Industri, Dansk Iværksætter Forening, Dansk Investor Relations Forening – DIRF, Dansk Kredit Råd, Dansk Management Råd, Dansk Metal, Dansk Standard, Danske Advokater, Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening, Danske Maritime, Danske Rederier, Danske Regioner, Den Danske Aktuar-forening, Den Danske Dommerforening, Den Danske Finansanalytikerforening, Den Danske Fondsmæglerforening, Det nationale netværk af virksomhedsledere, Det økonomiske råds sekretariat (DØRS), Drivkraft Danmark, Ejendomsforeningen, Experian, Fagbevægelsens Hovedorganisation, FDFA – Foreningen af Danske Forsikringsmæglere og ForsikringsAgenturer, FDIH – Foreningen for Distance- og Internethandel, FinansDanmark, Finans og Leasing, Finansforbundet, Finanshuset i Fredensborg A/S, Finansiel Stabilitet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, First North, Forbrugerrådet Tænk, Forbrugsforeningen, Foreningen af Forretningsførere for Udenlandske Forsikringsselskaber, Foreningen af Interne Revisorer v/ Kim Stormly Hansen, Foreningen Danske Revisorer, Foreningen for platformsøkonomi, FOREX, Forsikring & Pension, Forsikringsforbundet, Forsikringsmæglerforeningen v/ Direktør Flemming Kosakewitsch, FSR – danske revisorer, Garantiformuen, Garban-Intercapital Scandinavia, HK, Horesta Arbejdsgiverorganisation, Håndværksrådet, Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation (ISOBRO), Intertrust (Denmark), ISACA Denmark Chapter, IT-branchen, KommuneKredit, Kommunernes Landsforening, Komiteen for god selskabsledelse, Kromann Reumert, Kuratorforeningen, Københavns Universitet, Landbrug & Fødevarer, Landsdækkende banker, Landsforeningen af forsvarsadvokater, Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, Ledernes Hovedorganisation, Liberale Erhvervs Råd, Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), Mybanker, NASDAQ Copenhagen A/S, Nets A/S, Nokas Kontantservice P/S, Nordic Blockchain Association, Oxfam IBIS, Parcelhusejernes Landsforening, Postnord Juridiske afdeling, Revisornævnet, Roskilde Universitetscenter, Skibs- og Bådebyggeriets Arbejdsgiverforening, Syddansk Universitet, Telekommunikationsindustrien i Danmark, Udbetaling Danmark, VP Securities A/S, Western Union, Thomson Reuters Nordic, Transparency International Danmark, Ørsted, Den Europæiske Centralbank, Færøernes Hjemmestyre via Rigsombudsmanden på Færøerne og Grønlands Selvstyre via Rigsombudsmanden i Grønland.

10.

Sammenfattende skema

1.

Indledning

2.

Lovforslagets hovedpunkter

2.1.

Ændringer som følge af PRIIP-forordningen samt ændring af UCITS direktivet

2.1.1.

Gældende ret

2.1.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.1.3.

Den foreslåede ordning

2.2.

Danske UCITS’ muligheder for at fravige spredningsreglerne

2.2.1.

Gældende ret

2.2.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.2.3.

Den foreslåede ordning

2.3.

Integration af bæredygtighedsrisici i virksomhedsstyring

2.3.1.

Gældende ret

2.3.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.3.3.

Den foreslåede ordning

2.4.

Udvidelse af anvendelsesområdet for udstedelse af påbud, straf for overholdelse af påbud og pålæggelse af tvangsbøder

2.4.1.

Gældende ret

2.4.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.4.3.

Den foreslåede ordning

2.5.

Fastlæggelse af koncerntilsynsførende for koncerner med tilstedeværelse i Danmark

2.5.1.

Gældende ret

2.5.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.5.3.

Den foreslåede ordning

2.6.

Verifikation af oplysninger

2.6.1.

Gældende ret

2.6.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.6.3.

Den foreslåede ordning

2.7.

Udpegning af Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet som afviklingsmyndigheder for CCP’er

2.7.1.

Gældende ret

2.7.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.7.3.

Den foreslåede ordning

2.8.

Pengeinstitutter med tilladelse som centrale modparter (CCP’er)

2.8.1.

Gældende ret

2.8.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.8.3.

Den foreslåede ordning

2.9.

Grundbeløb for årlige afgifter til Finanstilsynet

2.9.1.

Gældende ret

2.9.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.9.3.

Den foreslåede ordning

2.10.

Kontantreglen

2.10.1

Gældende ret

2.10.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.10.3.

Den foreslåede ordning

2.11

Fuld implementering af Solvens II-direktivets krav til virksomheder, der driver livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed samtidigt (SUL-reguleringen)

2.11.1.

Gældende ret

2.11.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.11.3.

Den foreslåede ordning

2.12.

Boligkreditdirektivet

2.12.1.

Gældende ret

2.12.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.12.3.

Den foreslåede ordning

2.13.

Forbrugerombudsmandens kompetence i god-skik sager m.v.

2.13.1.

Gældende ret

2.13.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.13.3.

Den foreslåede ordning

2.14.

Behandling af personnummer

2.14.1.

Gældende ret

2.14.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.14.3.

Den foreslåede ordning

2.15.

Undtagelse til gensidighedskravet i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed §§ 30 og 31

2.15.1.

Gældende ret

2.15.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.15.3.

Den foreslåede ordning

2.16.

Anden tilladt virksomhed for forsikringsselskaber

2.16.1.

Gældende ret

2.16.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.16.3.

Den foreslåede ordning

2.17.

Tilpasning af reglerne om udbyderes ansvar ved manglende, mangelfuld eller forsinket gennemførelse af betalingstransaktioner

2.17.1

Gældende ret

2.17.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.17.3.

Den foreslåede ordning

2.18.

Anvendelsesområdet for internationale aftaler i lov om finansiel virksomhed

2.18.1.

Gældende ret

2.18.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.18.3.

Den foreslåede ordning

2.19.

Strafhjemmel for manglende efterlevelse af påbud om udøve accessorisk virksomhed i et andet selskab

2.19.1.

Gældende ret

2.19.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.19.3.

Den foreslåede ordning

2.20.

Ændring af revision af § 122, stk. 2, i lov om betalinger

2.20.1.

Gældende ret

2.20.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.20.3.

Den foreslåede ordning

3.

Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

4.

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5.

Administrative konsekvenser for borgerne

6.

Klimamæssige konsekvenser

7.

Miljø- og naturmæssige konsekvenser

8.

Forholdet til EU-retten

9.

Hørte myndigheder og organisationer m.v.

10.

Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)

Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner

Ingen

Forslaget vil medføre begrænsede økonomiske konsekvenser for det offentlige som følge af den foreslåede supplerende underretningsforpligtelse ved boligkreditformidleres udøvelse af grænseoverskridende virksomhed.

Implementeringskonsekvenser for stat, kommuner og regioner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Forslaget om undtagelse til reglerne om risikospredning i lov om investeringsforeninger m.v. forventes at medføre positive økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

Forslaget vil medføre begrænsede negative administrative konsekvenser for erhvervslivet, idet ejendomskreditselskaber ved ansøgning også skal kunne dokumentere en forretningsgang for udførelse af kreditværdighedsvurdering.

Forslaget om at investeringsforvaltningers og investeringsforeninger skal tage hensyn til bæredygtighedsrisici i led af deres virksomhedsstyring vil medføre administrative konsekvenser for de omfattede virksomheder.

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget supplerer Europa-Parlamentets og Rådets Forordning nr. 1286/2014 af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er).

Lovforslaget implementerer dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-direktivet).

Lovforslaget implementerer dele af EU-Tidende 2009, nr. L 302, side 32 og dele af Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapirer.

Lovforslaget supplerer Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Lovforslagets § 6, nr. 1 og 3-5, implementerer dele af artikel 15, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber og om ændring af direktiv 2002/87/EF, 2009/65/EF, 2011/61/EU, 2013/36/EU, 2014/59/EU og 2014/65/EU.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/ЕU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse.

Lovforslagets § 5, nr. 9, implementerer artikel 89 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (PSD2).

Er i strid med principperne for implementering af erhvervsrettet EU-regulering/

Går videre end minimumskrav i EU-regulering

JA

NEJ

x

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (Fodnoten til lov om finansiel virksomhed)

Den gældende fodnote til lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 2497 af 15. december 2021 (herefter lov om finansiel virksomhed), indeholder i 1. pkt. en oplistning af de direktiver og ændringsdirektiver, som er implementeret helt eller delvist i loven.

Det foreslås at nyaffatte fodnoten 1. pkt.

Den foreslåede ændring vil videreføre den gældende fodnote og tilføje, at loven gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/878/EU af 20. maj 2019, EU-tidende 2019, nr. L 150, side 253, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2162 af 27. november 2019 om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer og om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2014/59/EU, EU-Tidende 2019, nr. L 328, side 29, og dele af Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), EU-Tidende 2021, nr. L 277, side 141.

Nyaffattelsen foreslås på baggrund af, at dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/878/EU af 20. maj 2019, EU-tidende 2019, nr. L 150, side 253 blev fjernet fra fodnoten ved lov nr. 1663 af 8. juni 2021 ved en fejl.

Nyaffattelsen foreslås derudover på baggrund af, at henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2162 af 27. november 2019 om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer og om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2014/59/EU, EU-Tidende 2019, nr. L 328, side 29, ved en fejl ikke blev indsat ved lov nr. 1166 af 8. juni 2021.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 1, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, fastsætter, at for filialer her i landet af udenlandske virksomheder, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, finder §§ 6, 6 a, 6 b, 30, 32, 34-36, 43, 44, 47-48 a, 50-60, 344 og 345, § 347, stk. 1-3, 5 og 7, §§ 347 c og 348, § 352, stk. 2, §§ 354 a, 360, 363 a, 368-370 og 373-374 anvendelse.

Den gældende § 4, stk. 1, i databeskyttelsesloven bestemmer, at loven og regler udstedt i medfør af loven gælder for behandling af personoplysninger, som foretages som led i aktiviteter, der udføres for en dataansvarlig eller en databehandler, som er etableret i Danmark, uanset om behandlingen finder sted i EU.

Det fremgår af lovbemærkningerne til § 4, stk. 1, i databeskyttelsesloven, jf. Folketingstidende 2017-18, A, L 68 som fremsat, side 173-174, at bestemmelsen lægger sig helt op ad det geografiske anvendelsesområde for databeskyttelsesforordningen således, at det geografiske område for forordningen og databeskyttelsesloven er sammenfaldende.

Det fremgår videre af lovbemærkningerne, at etablering i bestemmelsens forstand foreligger, når der er tale om faktisk udøvelse af aktiviteter gennem en mere permanent struktur.

Den pågældende strukturs retlige form er uden betydning.

Omfattet vil således kunne være aktiviteter, der udøves af såvel filialer som datterselskaber med status som juridisk person.

Når finansielle virksomheder driver filialvirksomhed i Danmark, sker det typisk i form af etablering af en dansk virksomhed.

Databeskyttelseslovens regler, herunder § 11, stk. 2, om behandling af oplysninger om personnummer, finder dermed også anvendelse for filialer her i landet af en udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed (finansiel virksomhed) i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Filialer her i landet af en udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve finansiel virksomhed i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, udfører de samme typer af opgaver over for sine kunder, som de dansk etablerede finansielle virksomheder gør.

Behovet for entydigt at kunne identificere sine kunder er derfor det samme for filialerne.

Det foreslås derfor i § 1, stk. 4, 1. pkt., at indsætte en henvisning til § 43 b i § 1, stk. 4, 1. pkt.

Det foreslåede medfører, at § 43 b også vil finde anvendelse for filialer her i landet af udenlandske virksomheder, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed, i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Med lovændringen vil også filialer af finansielle virksomheder her i landet kunne benytte den nye personnummerbestemmelse som behandlingshjemmel, når det er nødvendigt for at kunne opnå en entydig identifikation, såfremt der er tale om en filial af en udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve finansiel virksomhed i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Dette er også med til at sikre level playing field mellem de dansk etablerede finansielle virksomheder og filialerne af udenlandske virksomheder, herunder virksomheder der er meddelt tilladelse til at udøve pengeinstitutvirksomhed, i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Til nr. 3 (§ 1, stk. 4, 1.-4. pkt., og stk. 5, 1. og 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 1 i lov om finansiel virksomhed fastsætter lovens anvendelsesområde.

Det følger af § 1, stk. 4, 1. pkt., at for filialer her i landet af udenlandske virksomheder, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, finder §§ 6, 6 a, 6 b, 30, 32, 34-36, 43, 44, 47-48 a, 50-60, 344 og 345, § 347, stk. 1-3, 5 og 7, §§ 347 c og 348, § 352, stk. 2, §§ 354 a, 360, 363 a, 368-370 og 373-374 anvendelse.

Det følger af § 1, stk. 4, 2. pkt., at for filialer her i landet af kreditinstitutter finder § 152 a, stk. 2, 2. pkt., anvendelse.

Det følger af § 1, stk. 4, 3. pkt., at for filialer her i landet af en udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, finder § 347 a endvidere anvendelse.

Det følger af § 1, stk. 4, 4. pkt., at for filialer og tilknyttede agenter her i landet af kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse til at yde investeringsservice eller udføre investeringsaktiviteter i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og som udfører sådan aktivitet her i landet, finder §§ 30, 32, 46 a og 46 b, § 72, stk. 2, nr. 5, §§ 77 e, 344 og 345, § 347, stk. 1-3, 5 og 7, samt §§ 348 og 354 a anvendelse.

Det følger af § 1, stk. 5, 1. pkt., at for tjenesteydelser her i landet ydet af kreditinstitutter, administrationsselskaber og forsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, finder §§ 6, 6 a, 6 b, 31, 36, 43, 44 og 46-60, § 347, stk. 1, og § 348, stk. 1, anvendelse.

Det følger af § 1, stk. 5, 2. pkt., at for tjenesteydelser her i landet ydet af kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse til at yde investeringsservice eller udføre investeringsaktiviteter i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, finder § 31, § 347, stk. 1, og § 348, stk. 1, anvendelse.

Det fremgår af bemærkningerne til § 1, stk. 3, at formuleringen »lande som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område« skal fortolkes således, at den i princippet omfatter en hvilken som helst aftale, som EU indgår med et tredjeland, og som omfatter finansielle tjenesteydelser.

De finansielle direktiver indeholder de betingelser, som skal være opfyldt for, at et samarbejde kan indledes, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, L 176, side 118.

Internationale aftaler, der kan udgøre en undtagelse til reglerne, skal være indgået mellem Den Europæiske Union og et tredjeland efter reglerne i artikel 216-219 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, der fastsætter betingelser og procedurer for indgåelse af internationale aftaler mellem Unionen og tredjelande.

Det foreslås i § 1, stk. 4, 1.-4. pkt., og stk. 5, 1. og 2. pkt., at indsætte »med de afvigelser, som er fastsat i eller i henhold til internationale aftaler« efter »anvendelse«.

Det foreslåede vil medføre, at anvendelsesområdet af reglerne i lov om finansiel virksomhed for filialer af udenlandske virksomheder, og tjenesteydelser her i landet ydet af udenlandske virksomheder viger for, hvad der er fastsat i eller i henhold til internationale aftaler.

Ændringen foretages i lyset af en bilateral aftale mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om tilsynsregler vedrørende forsikring og genforsikring, jf. EU-Tidende 2017, nr. L 258, side 1-22, og for at sikre tydelighed om, at sådanne aftaler går forud for reglerne i lov om finansiel virksomhed for filialer af udenlandske virksomheder, og tjenesteydelser her i landet ydet af udenlandske virksomheder.

Formålet med den konkrete aftale, der har foranlediget et genbesøg af ordlyden i § 1, stk. 4, 1.-4. pkt., og stk. 5, 1. og 2. pkt., er, at øge den reguleringsmæssige sikkerhed og sikre lige vilkår for forsikrings- og genforsikringsselskaber, der driver virksomhed i EU og De Forenede Stater, at forbedre beskyttelsen af forsikringstagere og andre forbrugere samt at fremme samarbejdet og udvekslingen af fortrolige oplysninger mellem tilsynsmyndigheder på begge sider af Atlanten.

Aftalen skal overordnet sikre, at visse angivne barrierer, som krav om lokal tilstedeværelse via filialer, ikke pålægges for at få adgang til hinandens markeder.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 2.18.

Til nr. 4 (§ 1, stk. 19, i lov om finansiel virksomhed)

De gældende regler i §§ 71 a-71 c, 177 a-177 b, 182 b-182 f, 224 a, kapitel 15 a, 17 og 17 a i lov om finansiel virksomhed, indeholder regler om genopretning og afvikling af finansielle virksomheder.

Reglerne implementerer direktiv 2014/59/EU (BRRD), om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber.

I § 1 i lov om finansiel virksomhed foreslås der indsat et nyt stk. 19, hvorefter pengeinstitutter, der samtidig er meddelt tilladelse som centrale modparter (CCP’er) i henhold til artikel 14 i forordning (EU) nr. 648/2012 undtages for de ovennævnte bestemmelser, der er implementeret som følge af BRRD.

Det foreslåede implementerer CCPRR-forordningens artikel 93, der ændrer i BRRD.

Det foreslåede vil medføre, at lovens bestemmelser om genopretning og afvikling, implementeret som følge af direktiv 2014/59/EU (BRRD), ikke finder anvendelse for pengeinstitutter, der samtidig er meddelt tilladelse som centrale modparter (CCP’er) i henhold til artikel 14 i forordning (EU) nr. 648/2012 (EMIR).

I henhold til EMIR forordningens artikel 2, stk. 1, nr. 1, er en CCP en juridisk person, der intervenerer mellem modparterne i aftaler, som handles på et eller flere finansielle markeder, og bliver køber over for enhver sælger og sælger over for enhver køber.

Centrale modparter (CCP’er) fungerer således som bindeled mellem parter i en værdipapirhandel ved at agere modpart mod både køber og sælger.

CCP’en påtager sig risikoen for køber og sælger i tidsrummet fra handlen er indgået og til den er afsluttet.

Hvis én modpart går konkurs, inden handlen er afsluttet, forpligtiges CCP’en således over for den anden part.

Pengeinstitut kan have tilladelse som CCP.

CCPRR-forordningens regler om afvikling og genopretning omfatter bestemmelser om genopretnings- og afviklingsplanlægning, afviklingsmuligheder, værdiansættelse, afviklingsværktøjer, afviklingsbeføjelser og sikkerhedsforanstaltninger.

CCPRR-forordningen ligner således BRRD på mange punkter, dog findes der ingen krav til nedskrivningsegnede passiver (NEP-krav) i CCPRR-forordningen.

Baggrunden for forslaget er, at det i enkelte medlemslande er set, at CCP’er også har fået en pengeinstituttilladelse, f.eks. med henblik på at kunne få en konto i medlemsstatens centralbank.

Det vurderes ikke at være foreneligt med CCP’ens tilladelse at drive egentlig pengeinstitutvirksomhed, hvorfor bestemmelsen ikke åbner mulighed for, at almindelige pengeinstitutter kan opnå CCP-tilladelse og derved undgå krav, der følger af BRRD.

Det vurderes ikke at være foreneligt med CCP’ens tilladelse at drive egentlig pengeinstitutvirksomhed, hvorfor bestemmelsen ikke åbner mulighed for, at almindelige pengeinstitutter kan opnå CCP-tilladelse og derved undgå krav, der følger af BRRD.

Henset til at der ikke findes CCP’er i Danmark på nuværende tidspunkt, forventes lovforslaget ikke at have nogen umiddelbare konsekvenser.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.8. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5 (§ 5, stk. 1, nr. 75, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed fastlægger lovens definitioner.

Det foreslås at indsætte et nr. 75 i § 5, stk. 1, som siger, at bæredygtighedsrisiko defineres som i artikel 2, nr. 22, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088.

Bestemmelsen implementerer artikel 1, nr. 1, andet led, i Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter).

Bestemmelsen afspejler bæredygtighedsrisiko som defineret i artikel 2, nr. 22, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen).

Bæredygtighedsrisiko er i disclosureforordningen defineret som miljømæssig, social eller ledelsesmæssig begivenhed eller omstændighed, som, hvis den opstår, kunne have faktisk eller potentiel væsentlig negativ indvirkning på værdien af en investering.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6 (§ 5, stk. 1, nr. 80, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 5, stk. 1, nr. 80, definerer udgående nettopengestrømme.

Det foreslås at § 5, stk. 1, nr. 80 , ophæves og i stedet indsættes en definition af udgående nettopengestrømme, der svarer til artikel 3, stk. 1, nr. 16, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer i § 5, stk. 1, nr. 76.

Udgående nettopengestrømme defineres i artikel 3, stk. 1, nr. 16, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer som alle udgående betalingsstrømme, der forfalder på en dag, herunder hovedstol og rentebetalinger samt betalinger i henhold til derivatkontrakter omfattet af programmet for dækkede obligationer, eksklusive alle indgående betalingsstrømme, der forfalder på den samme dag for krav, der er relateret til de dækkende aktiver.

Begrebet finder anvendelse i direktivets artikel 16 om krav til en likviditetsbuffer, som med forslaget implementeres i dansk ret.

Det foreslåede viderefører den gældende § 5, stk. 1, nr. 80.

Videreførelsen foreslås, da § 5, stk. 1, ikke indeholder numre 75-79.

Der er dermed et hul i oplistningen mellem § 5, stk. 1, nr. 74 og 80.

Det foreslåede medfører ikke en materiel ændring.

Til nr. 7 (§ 10, stk. 7, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Bilag 5 indeholder en liste over finansielle instrumenter.

I § 10, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 2497 af 15. december 2021, henvises der til bilag 5.

Bilag 5 i lov om finansiel virksomhed blev ophævet ved lov nr. 1155 af 8. juni 2021.

Bilaget blev samtidig indsat som bilag 2 til lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Det foreslås i § 10, stk. 7, 2. pkt., at ændre »bilag 2 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, nr. 3« til: » bilag 2, nr. 3, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter«.

Ændringen er en lovteknisk justering og har ingen materiel betydning.

Til nr. 8 (§ 11, stk. 12, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 11, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed stiller krav om tilladelse til udøvelse af forsikringsvirksomhed.

Den gældende § 14 indeholder bl.a. de krav, som en virksomhed skal opfylde for at opnå tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed.

Den gældende § 18, stk. 1, indeholder krav om, at en ansøgning om tilladelse skal indeholde en, af forsikringsselskabet udarbejdet, driftsplan for den virksomhed, som forsikringsselskabet agter at drive.

Den gældende § 19, stk. 1, 1. og 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed fastslår, at livsforsikringsvirksomhed ikke i samme selskab må forenes med anden forsikringsvirksomhed.

Livsforsikringsselskaber kan dog ud over livsforsikringsvirksomheden udøve virksomhed inden for forsikringsklasserne 1 og 2, jf. bilag 7.

Den gældende § 19, stk. 2, indeholder en bemyndigelse for Finanstilsynet til at fastsatte nærmere regler om livsforsikringsselskabers udøvelse af skadesforsikringsvirksomhed.

Bemyndigelsen er blevet benyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 2003 af 1. november 2021 om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed.

Det foreslås i § 11 at indsætte stk. 12, hvorefter en virksomhed, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 8, kan ansøge om tilladelse til samtidig at udøve skadesforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 7, klasse 1 og 2.

Det foreslåede er en præcisering af kravet om, at livsforsikringsselskaber skal have tilladelse til at drive skadesforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 7, klasse 1 og 2.

Det har hidtil været muligt for livsforsikringsselskaber at ansøge om tilladelse til at udøve syge- og ulykkesforsikringer efter den gældende § 11, stk. 1.

Den foreslåede ændring vil medføre, at livsforsikringsselskaber, der ønsker at udøve SUL-aktiviteter, fremadrettet skal ansøge i medfør af den foreslåede § 11, stk. 12.

Til nr. 9 (§ 14, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 11, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed stiller krav om, at udøvelse af forsikringsvirksomhed kræver tilladelse.

Den gældende § 14 indeholder bl.a. de krav, som en virksomhed skal opfylde for at opnå tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed.

Den gældende § 14, stk. 2, stiller krav om, at en ansøgning om tilladelse efter §§ 7-11 skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsynets vurdering af, om betingelserne i stk. 1 er opfyldt, disse oplysninger er bl.a. oplysninger om størrelsen af de kvalificerede andele og virksomhedens organisation.

Den gældende § 18, stk. 1, indeholder krav om, at en ansøgning om tilladelse skal indeholde en af forsikringsselskabet udarbejdet driftsplan for den virksomhed, som forsikringsselskabet agter at drive.

Den gældende § 126 d, stk. 5, nr. 1 og 2, stiller krav til den kapital, som et forsikringsselskab som absolut minimum skal være i besiddelse af.

Det foreslås at indsætte stk. 8, 1. pkt., i § 14, hvorefter en livsforsikringsvirksomhed, der søger om tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab efter § 11, stk. 12, udover at opfylde kravene til tilladelse, skal godtgøre, at den råder over det anerkendte basiskapitalgrundlag til dækning af det absolutte minimum for minimumskapitalkravet for livsforsikringsselskaber og det absolutte minimum for minimumskapitalkravet for skadesforsikringsselskaber, jf. § 126 d, stk. 5, nr. 1 og 2.

Kravene til tilladelse skal forstås i overensstemmelse med reglerne om tilladelse i § 11, stk. 1, og § 14, stk. 1 og 2.

Det foreslås at indsætte stk. 8, 2. pkt., i § 14, hvorefter virksomheden ligeledes skal godtgøre, at den fremover vil opfylde de finansielle mindstekrav, der gælder.

Disse krav, som stammer fra Solvens II-direktivets artikel 74, stk. 3, er implementeret i bekendtgørelse om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed og fremgår af artikel 252 i kommissionens delegerede forordning 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed.

Det foreslåede har til formål at præcisere dele af de krav fra Solvens II-direktivet, der gælder, hvis en livsforsikringsvirksomhed ansøger om at udøve skadesforsikringsvirksomhed omfattet af forsikringsklasse 1 og 2, jf. bilag 7.

Bestemmelsen gennemfører Solvens II-direktivets artikel 18, stk. 3.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med de krav, der gælder for virksomheder, der har tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed i medfør af bilag 8, og skadesforsikringsvirksomhed omfattet af klasse 1 og 2, jf. bilag 7, samtidig, jf. § 19, stk. 1, og de regler, der i medfør af § 19, stk. 2, er udstedt i bekendtgørelse nr. 2003 af 1. november 2021 om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed.

Til nr. 10 (§ 19, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 11, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed stiller krav om, at udøvelse af forsikringsvirksomhed kræver tilladelse.

Den gældende § 19, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed fastslår, at livsforsikringsvirksomhed ikke i samme selskab må forenes med anden forsikringsvirksomhed.

Livsforsikringsselskaber kan dog ud over livsforsikringsvirksomheden udøve virksomhed inden for forsikringsklasserne 1 og 2, jf. bilag 7.

Endvidere kan genforsikring af livsforsikring og anden forsikring udøves af samme selskab.

Den gældende § 19, stk. 2, indeholder en bemyndigelse for Finanstilsynet til at fastsatte nærmere regler om livsforsikringsselskabers udøvelse af skadesforsikringsvirksomhed.

Bemyndigelsen er blevet benyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 2003 af november 2021 om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed.

Det bemærkes at § 19, stk. 2, der bliver stk. 3, foreslås ændret med lovforslagets § 1, nr. 10.

Det foreslås at der i § 19 indsættes et nyt stykke efter stk. 1, der bliver til stk. 2.

Det foreslås i stk. 2 , 1. pkt., at virksomheder, der efter § 11, stk. 12, har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab, skal sikre særskilt forvaltning, så der sker en adskillelse af livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden.

Den foreslåede præcisering har til formål at præcisere de krav i lov om finansiel virksomhed, der gælder når en virksomhed har tilladelse til at udøve livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed samtidig.

Den foreslåede bestemmelse præciserer, at virksomheder, der har opnået tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed samtidig i samme selskab, jf. § 11, stk. 12, skal etablere en organisering af virksomheden, der kan sikre opfyldelse af de krav, der gælder i relation til særskilt forvaltning af de to typer virksomhed.

Bestemmelsen medfører, at der i lov om finansiel virksomhed skabes klarhed over det overordnede krav, der stammer fra artikel 73, stk. 2 i Solvens II-direktivet om, at disse virksomheder skal sikre en særkilt forvaltning i overensstemmelse med kravene i artikel 74, så der sker en adskillelse af livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden.

Med præciseringerne sikres en tydelig implementering af dele af artikel 73 og 74.

De nærmere krav til den særskilte forvaltning fra Solvens II-direktivets artikel 74 er endvidere allerede implementeret i bekendtgørelse nr. nr. 2003 af 1. november 2021 om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed.

Reglerne om særskilt forvaltning i bekendtgørelse om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed, forudsætter, at der i virksomheder, der driver de to typer forsikringsvirksomhed samtidig, er samme beskyttelse af livsforsikringskunderne, som hvis livsforsikringsaktiviteterne og SUL-aktiviteterne blev drevet i to separate selskaber.

Der gælder således en række krav til den organisering og forvaltning, som sådanne virksomheder skal iagttage, herunder krav til hvordan forvaltningen skal foregå og hvordan kapitalkrav skal opgøres og dækkes.

De nærmere krav til den særskilte forvaltning følger fortsat af bekendtgørelse nr. 2003 af 1. november 2021 om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed.

Det fremgår af bekendtgørelsen, at virksomheden bl.a. skal opgøre teoretiske minimumskapitalkrav i forhold til både livsforsikrings- og skadesforsikringsdelen, ligesom det fremgår at virksomheden skal føre interne særskilte opgørelser, hvor det fremgår, hvordan resultatet for henholdsvis livsforsikring og syge- og ulykkesforsikring er opnået.

Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at de livs- og skadesforsikredes respektive interesser ikke må tilsidesættes, og overskuddet hidrørende fra livsforsikring skal komme forsikringstagerne til gode på samme måde, som hvis forsikringsselskabet kun udøvede livsforsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen vil sikre en mere tydelig implementering af det overordnede krav fra Solvens II-direktivets artikel 74, stk. 1, om, at de livs- og skadesforsikredes respektive interesser ikke må tilsidesættes, og at overskuddet hidrørende fra livsforsikring må kun komme forsikringstagerne til gode på samme måde, som hvis forsikringsselskabet kun udøvede livsforsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslagets § 1, nr. 23, hvor det i § 344, stk. 2, 2. pkt., præciseres, at virksomheden både samlet set og i forhold til livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden hver for sig skal have en holdbar forretningsmodel.

For at sikre forsikringstagernes interesser præciseres kravet om, at f.eks. de gældende finansielle minimumsforpligtelser, der kræves opfyldt i relation til livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed, ikke må bæres af den anden form for virksomhed.

Det foreslåede præciserer dermed, at virksomheden skal sikre sig, at der ikke er afhængigheder mellem de to forretningsben, herunder at der ikke opstår behov for tilskud mellem de to typer virksomhed.

Til nr. 11 (§ 19, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 19, stk. 2, indeholder en bemyndigelse for Finanstilsynet til at fastsatte nærmere regler om livsforsikringsselskabers udøvelse af skadesforsikringsvirksomhed.

Finanstilsynet har i overensstemmelse hermed udstedt bekendtgørelse nr. 2003 af 1. november 2021 om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed.

Bekendtgørelsen fastsætter nærmere regler for virksomheder, der både har tilladelse til at drive livs- og skadesforsikringsvirksomhed samtidig, herunder at virksomhederne skal sikre særskilt forvaltning.

Bekendtgørelsen fastsætter bl.a., hvordan virksomhederne skal understøtte kravet om særskilt forvaltning samt fastsætter krav til, hvordan virksomhedernes styring af den særskilte forvaltning skal foregå i praksis.

Bekendtgørelsen rummer bl.a. implementering af dele af Solvens II-direktivets artikel 74 og vil også fremover rumme de nærmere krav, der skal opfyldes, for at leve op til kravene relateret til særskilt forvaltning mellem livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden.

Det foreslås at § 19, stk. 2, der bliver stk. 3, nyaffattes, således, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive både livs- og skadesforsikringsvirksomhed omfattet af klasse 1 og 2 samtidig, herunder regler for den særskilte forvaltning, jf. det foreslåede stk. 2, og indberetning af oplysninger til brug for Finanstilsynets tilsyn med forsikringsselskaberne.

Det foreslåede vil medføre, at bemyndigelsen er mere tidssvarende og kan indeholde de regler, der løbende justeres på EU-plan, som skal implementeres i bekendtgørelsen.

Derudover bliver det præciseret, at Finanstilsynet kan fastsætte krav til hvilke oplysninger tilsynet løbende skal modtage for at kunne udføre den tilsynsmæssige opgave.

Det er hensigten, at bekendtgørelse nr. 2003 af 1. november 2021 skal videreføres, idet den senest ændrede bekendtgørelse vurderes at have sikret klarhed om de nærmere krav i bl.a. Solvens II-direktivets artikel 74 til virksomheder, der driver både livsforsikringsvirksomhed og syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed i samme selskab.

Bekendtgørelsens gældende krav indebærer bl.a., at en virksomhed skal opgøre de teoretiske minimumskrav, der gælder for de to forretningsområder, og at virksomheden dækker disse krav med et tilsvarende beløb i anerkendte elementer af basiskapitalgrundlaget.

Det er i den forbindelse et krav, at de gældende finansielle minimumsforpligtelser, der kræves opfyldt i relation til livsforsikringsvirksomhed eller skadesforsikringsvirksomhed, ikke bæres af den anden form for virksomhed.

Bekendtgørelsen indeholder hertil de krav, der gælder for det interne set up, der skal etableres for at understøtte, at alle indtægter og udgifter opdeles på de to typer virksomhed i en intern opgørelse, således at resultatdannelsen og holdbarheden af forretningsmodellen kan vurderes.

Bekendtgørelsen fastsætter endvidere de nærmere krav til indberetning af oplysninger til Finanstilsynet, som er nødvendige for Finanstilsynets tilsyn med livsforsikringsselskabernes syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed (SUL-aktiviteterne).

Til nr. 12 (§ 24, stk. 1, 1. pkt., stk. 2, § 25, 1. pkt., og § 26, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 24, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber kan drive virksomhed, der er accessorisk til den virksomhed, Finanstilsynet har givet tilladelse til.

Det er en forudsætning, at den accessoriske virksomhed er forbundet med eller ligger i naturlig forlængelse af den virksomhed, Finanstilsynet har givet tilladelse til.

Som accessorisk virksomhed anses også digitale løsninger og services, der er forbundet med eller ligger i naturlig forlængelse af den tilladte virksomhed.

Finanstilsynet kan bestemme, at den accessoriske virksomhed skal udøves af et andet selskab.

Det følger af den gældende § 24, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber gennem dattervirksomheder må drive anden finansiel virksomhed.

Det følger af den gældende § 25 i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber midlertidigt kan drive anden virksomhed til sikring eller afvikling af forud indgåede engagementer eller med henblik på medvirken ved omstrukturering af erhvervsvirksomheder.

Den gældende § 26, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, fastsætter rammerne for, hvornår pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber kan drive anden virksomhed i fællesskab med andre.

Det foreslås at ændre § 24, stk. 1, 1. pkt., § 24, stk. 2, § 25, 1. pkt., og § 26, stk. 1, således at »pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber« ændres til »pengeinstitutter og realkreditinstitutter«.

Det foreslåede medfører, at forsikringsselskaber ikke længere omfattes af § 24, stk. 1, 1. pkt., § 24, stk. 2, § 25, 1. pkt., og § 26, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, så bestemmelsen fremadrettet alene omfatter pengeinstitutter og realkreditinstitutter.

Det foreslåede medfører, at forsikringsselskaber ikke længere omfattes af § 26, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, så bestemmelsen fremadrettet alene omfatter pengeinstitutter og realkreditinstitutter.

De gældende regler foreslås for forsikringsselskaber videreført i den foreslåede § 29 b, stk. 1.

Der er i den foreslåede § 29 b, stk. 1, nr. 3, tilføjet, at det andet selskab, som virksomheden skal udøves i, skal være et selskab med begrænset hæftelse.

Kravet har tidligere alene fremgået af bemærkningerne til den gældende § 26, hvorfor det foreslås indsat i bestemmelsen.

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 14, hvorefter § 29 nyaffattes.

Ved nyaffattelsen vil de gældende regler i § 24, stk. 2, blive videreført til § 29, stk. 4, nr. 1.

Lovforslaget skal endvidere ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 15, hvor de gældende regler i § 25 foreslås videreført i den foreslåede § 29 a.

Til nr. 13 (§ 26, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 26, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at hvis en finansiel virksomhed eller en koncern ved erhvervelse, fusion m.v. kommer til at drive anden virksomhed i strid med § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 11, stk. 1, eller § 26, stk. 1, kan Finanstilsynet fastsætte en frist for afhændelse af den anden virksomhed, hvis en umiddelbar afhændelse ville være forbundet med et økonomisk tab.

Det foreslås at ændre § 26, stk. 2, således at »en finansiel virksomhed« ændres til »et pengeinstitut, realkreditinstitut, investeringsforvaltningsselskab«, og at henvisningen til § 11, stk. 1, udgår.

Det foreslåede medfører, at forsikringsselskaber ikke længere omfattes af § 26, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Finansielle virksomheder er i § 5, stk. 1, nr. 1, defineret som pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber og forsikringsselskaber.

Bestemmelsen omfatter derfor fremadrettet alene pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsforvaltningsselskaber.

Reglerne foreslås for forsikringsselskaber videreført i den foreslåede § 29 b, stk. 2.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 15.

Til nr. 14 (§ 29 i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 29, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at forsikringsselskaber, ud over virksomhed omfattet af §§ 24-26 i lov om finansiel virksomhed, må drive agenturvirksomhed for forsikringsselskaber og for andre selskaber, der er under Finanstilsynets tilsyn, samt opføre, eje og drive fast ejendom og infrastruktur omfattende tekniske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg.

Det følger af den gældende § 29, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser kan oprette og administrere særskilte SP-konti.

Den gældende § 29, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed foreslås ikke videreført, da SP-ordningen er ophævet ved lov nr. 1263 af 16. december 2009 om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, lov om beskatning af pensionsordninger m.v. og lov om pensionsafkastbeskatning.

Det foreslås at affatte § 29 på ny.

Det foreslås med nyaffatningen af § 29, stk. 1, at videreføre de gældende regler i § 24, stk. 1, om accessorisk virksomhed for forsikringsselskaber i en særskilte bestemmelse, med en præcisering af, at accessorisk virksomhed skal være direkte forbundet med den tilladte virksomhed.

Der er med præciseringen ikke tiltænkt en ændring af Finanstilsynets praksis.

Bestemmelsen implementerer Solvens II-direktivets artikel 18, stk. 1, litra a og b, der medfører, at hjemlandet skal kræve, at ethvert selskab, for hvilket der ansøges om tilladelse som forsikringsselskab, begrænser deres formål til forsikringsvirksomhed og direkte forbundne forretninger med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed.

Den foreslåede bestemmelse udvider således det virksomhedsområde, som forsikringsselskaber lovligt kan udøve efter § 11.

Det foreslåede stk. 1.

1. pkt., fastslår, at forsikringsselskaber kan drive virksomhed, der er accessorisk til den virksomhed, der er givet tilladelse til.

Bestemmelsen er for forsikringsselskaber justeret i forhold til den gældende § 24 for at præcisere, at de pågældende aktiviteter skal være direkte forbundet med og ligge i naturlig forlængelse af forsikringsvirksomheden.

Med præciseringen sikres en direktivnær implementering af kravet i Solvens II-direktivets artikel 18, stk. 1, litra a og b, om at forsikringsselskaber skal begrænse deres formål til forsikringsvirksomhed og direkte forbundne forretninger med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed.

Hvilke typer virksomhed, der er accessorisk til forsikringsvirksomhed, fastlægges af Finanstilsynet gennem administrativ praksis under hensyntagen til den samfundsmæssige udvikling.

Vurderingen foretages ud fra forsikringsselskabers generelle kerneområder, der fremgår af bilag 7, om skadesforsikringsvirksomhed, og bilag 8, om livsforsikringsvirksomhed.

Finanstilsynet har i sin afgørelse af 31. oktober 2007 om et livsforsikringsselskab som accessorisk virksomhed kan yde investeringsservice til andet livsforsikringsselskab bemærket, at forsikringsvirksomhed har tre hovedelementer, der skal ses i nær sammenhæng: at indgå forsikringsaftaler, at forvalte de forudbetalte midler bedst muligt og udbetaling af ydelser, når forsikringsbegivenheder indtræder.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at forsikringsselskaber som udgangspunkt alene kan drive den type virksomhed, de har tilladelse til.

Selskaberne har imidlertid gennem forsikringsvirksomheden erhvervet en ekspertise på direkte forbundne tilgrænsende områder, som det ud fra en samfundsmæssig betragtning er hensigtsmæssigt at stille til rådighed for selskabernes kunder og for andre.

Som eksempler på sådan ekspertise kan nævnes statistikudarbejdelse, bygningssyn, risikovurderinger og viden om skadesforebyggelse og risikovurderinger.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at forsikringsselskaber f.eks. kan tilbyde produkter med tilknytning til forsikringsvirksomheden.

Som eksempler på produkter, som forsikringsselskaber efter forslaget kan tilbyde, kan nævnes salg af tyveri- og brandalarmeringsanlæg, skadesbegrænsende virksomhed i tilknytning til forsikringsskader, vagtvirksomhed, undervisning i skadesforebyggelse og skadebegrænsning samt finansiering af sådanne ydelser.

Hvad angår udøvelse af skadeforebyggende virksomhed bemærkes, at det ikke vil være en forudsætning, at resultaterne af skadeforebyggelsen stilles til vederlagsfri rådighed for alle interesserede.

Forslaget indebærer endvidere, at forsikringsselskaber kan præstere totalløsninger.

Totalløsninger, ud over forsikring, skadeforebyggelse og skadebegrænsning, kan indeholde elementer af finansiering, i det omfang det er i overensstemmelse med reglerne om prudent person-princippet, jf. gældende § 158.

Et eksempel på en sådan totalløsning kan være tegning af bygningsforsikring, regelmæssigt bygningssyn med henblik på skadeforebyggelse, samt salg og drift af vagt-, sikrings, og alarmsystemer.

Andre eksempler kan være, at forsikringsselskabet kan yde lån mod pant i fast ejendom og dermed præstere en samlet boligløsning, udbydelse af bilpakke bestående af forsikring samt servicekontrakt med det formål at opnå størst mulig trafiksikkerhed og mindst mulig værdiforringelse af bilen, eller formidling af fast ejendom i erhvervsmæssig øjemed.

Anden finansiel virksomhed, der kræver tilladelse efter den finansielle regulering anses ikke for at kunne være accessorisk virksomhed for et forsikringsselskab.

Dette følger også af den gældende praksis, f.eks. Finanstilsynets afgørelse af 31. oktober 2007, der vedrørte et livsforsikringsselskabs mulighed for at yde investeringsservice til et andet, uafhængigt livsforsikringsselskab.

Finanstilsynet fastslog her, at det ikke kunne ske under reglerne om accessorisk virksomhed, og lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke var tale om koncernforbundne selskaber, modsat Finanstilsynets afgørelse af 25. juni 2007, at omfanget af den påtænkte virksomhed samt risici forbundet hermed ansås for at være af betydning for livsforsikringsselskabets økonomiske stilling, samt at der i lov om finansiel virksomhed stilles forskellige krav til udøvelsen af investeringsvirksomhed i forhold til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed, der tilgodeser forskellige aspekter ved de to typer af finansielle virksomheder, hvorfor livsforsikringsselskaber ikke uden tilladelse og uden at opfylde de i lov om finansiel virksomheds opstillede krav til sådan investeringsvirksomhed kan foretage investeringsservice for alle og enhver.

Finanstilsynet lagde endvidere vægt på, at der i MIFID direktivet ikke er hjemmel til, at livsforsikringsselskaber generelt kan drive investeringsvirksomhed uden tilladelse og tilbyde investeringsservice for tredjemand, og at undtagelsesbestemmelsen i den dagældende bekendtgørelse nr. 938 af 16. juni 2004 alene tillod investeringsservices knyttet til livsforsikringsvirksomhedens egen investeringsportefølje som led i udøvelsen af livsforsikringsvirksomhed.

Det foreslåede stk. 1, 2. pkt., fastslår, at digitale løsninger og services kan anses som accessorisk virksomhed under forudsætning af, at de er direkte forbundet med og ligger i naturlig forlængelse af den tilladte virksomhed.

Det kan for forsikringsselskaber være løsninger, der giver kunderne et overskueligt overblik over forsikringsforhold.

Et forsikringsselskabs løsninger, der giver forsikringsselskabets kunder et overblik over deres aftaler i det pågældende forsikringsselskab, anses som en del af kerneforretningen for forsikringsselskabet.

Som også anført under det foreslåede stk. 1, 1. pkt., fastlægges den nærmere afgrænsning af begrebet ”accessorisk virksomhed”, herunder også de forskellige former for digitale løsninger og services, via Finanstilsynets praksis under hensyntagen til bl.a. den samfundsmæssige udvikling.

Det foreslåede stk. 2, fastslår, at Finanstilsynet kan bestemme, at den accessoriske virksomhed, skal udøves i et andet selskab.

Formålet hermed er at sikre, at accessorisk virksomhed udøvet efter stk. 1, der efter omstændighederne kan være af væsentlig betydning for forsikringsselskabets økonomiske stilling, udøves i et fra forsikringsselskabet adskilt selskab.

Finanstilsynets afgørelse vil være baseret på en konkret vurdering og vil afhænge af bl.a. den accessoriske virksomheds betydning for forsikringsselskabets økonomiske stilling, samt den risiko, der er forbundet med den accessoriske virksomhed.

I vurderingen af om den accessoriske virksomhed bør udskilles kan ligeledes indgå, om hensynet til gennemsigtighed tilsiger, at der bør aflægges to regnskaber, og hvorvidt der kan gennemføres et mere effektivt tilsyn, hvis den accessoriske virksomhed udskilles.

Det foreslåede stk. 2 omfatter kun accessorisk virksomhed, og kan ikke bruges til at pålægge forsikringsselskaber at udskille aktiviteter, der lovligt kan udøves i henhold til kravene til tilladelse som forsikringsselskab i henhold til § 11.

Manglende efterlevelse af påbud givet i medfør af det foreslåede stk. 2, foreslås strafbelagt, jf. lovforslagets § 1, nr. 34.

For nærmere herom henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 34.

Det foreslåede stk. 3, fastslår, at forsikringsselskaber kan drive forsikringsformidling og agentvirksomhed for forsikringsselskaber og andre selskaber, der er under Finanstilsynets tilsyn.

Den foreslåede bestemmelse i § 29, stk. 3, er en videreførelse af reglerne i den gældende § 29, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Begrebet forsikringsagentvirksomhed blev med gennemførslen af lov om forsikringsformidling i 2018 ændret til forsikringsformidling.

Bestemmelsens ordlyd er alene ændret for at afspejle denne ændring.

Forsikringsselskaber kan drive forsikringsagenturvirksomhed for både selskaber i og uden for samme koncern og både for indenlandske og udenlandske selskaber, der er under tilsyn af Finanstilsynet.

Forsikringsselskaber, som er hjemmehørende i et EU-land eller i et land, som har implementeret Solvens II-direktivet, og som har anmeldt sig som tjenesteydere i Danmark efter § 31 sidestilles med selskaber under tilsyn af Finanstilsynet.

Dette forudsætter dog, at forsikringsselskabet kan drive grænseoverskridende virksomhed efter § 31.

De andre virksomheder under Finanstilsynets tilsyn, der kan drives agentvirksomhed for, omfatter de virksomheder, som Finanstilsynet efter lov fører tilsyn med.

Finanstilsynet fører eksempelvis tilsyn med forsikringsformidlere, genforsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere efter § 22 i lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr. 378 af 2. april 2020.

Det foreslåede stk. 4, indebærer, at forsikringsselskaber kan drive følgende virksomhed, der er oplistet i nr. 1 og nr. 2.

Det foreslåede stk. 4, nr. 1, oplister »Anden finansiel virksomhed gennem en dattervirksomhed«.

Det foreslåede indebærer, at forsikringsselskaber kan drive anden finansiel virksomhed gennem dattervirksomheder.

Finansiel virksomhed skal forstås som virksomhed, som finansielle virksomheder lovligt kan udøve i henhold til øvrige finansielle love, herunder lov om finansiel virksomhed.

Dattervirksomhed skal forstås i overensstemmelse med definitionen i § 5, stk. 1, nr. 8, i lov om finansiel virksomhed.

Kravet til selskabsformen for dattervirksomheden bestemmes af lovkravene til den påtænkte anden finansielle virksomhed.

Bestemmelsen skal sikre konkurrencemæssig ligestilling med hensyn til at drive finansiel virksomhed.

Det bemærkes, at bestemmelsen ikke indebærer, at dattervirksomhederne skal være finansielle virksomheder efter lov om finansiel virksomhed, idet den anden finansielle virksomhed kan drives gennem udenlandske dattervirksomheder.

Dog skal et forsikringsselskab, der ønsker at etablere en dattervirksomhed i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, have Finanstilsynets tilladelse hertil, jf. § 40, stk. 1.

Ordet »anden« præciserer, at bestemmelsen omhandler tilfælde, hvor den virksomhed, som forsikringsselskabet vil udøve i en dattervirksomhed, adskiller sig fra den virksomhed, som udøves i modervirksomheden.

Den virksomhed, som udøves i modervirksomheden, kan selvsagt også udøves i en dattervirksomhed.

Det foreslåede stk. 4 , nr. 2, oplister »Accessorisk servicevirksomhed gennem en dattervirksomhed med begrænset hæftelse.«

Den foreslåede bestemmelse er ny i forhold til den gældende § 29, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslåede indebærer således, at forsikringsselskaber i en dattervirksomhed med begrænset hæftelse til forsikringsselskabet kan drive accessorisk servicevirksomhed.

Virksomheden kan således ikke drives som f.eks. et interessentskab eller på en anden måde, der medfører, at forsikringsselskabet kommer til at hæfte for virksomhedens gæld.

Kravet om at dattervirksomheden skal drives i et selskab med begrænset hæftelse skal ses i sammenhæng med, at forsikringsselskaber i henhold til Solvens II-direktivets artikel 18, stk. 1, litra a, skal begrænse deres formål til forsikringsvirksomhed og direkte forbundne forretninger med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed.

Hvis virksomhed udover kerneforretningen, direkte forbundne forretninger til kerneforretningen, eller accessorisk virksomhed, kunne drives i en dattervirksomhed uden begrænset hæftelse, så ville forsikringsselskabet kunne hæfte for gæld og andre forpligtelser fra dattervirksomheden, hvilket begrænser beskyttelsen af forsikringsselskabets kerneforretning.

Kravet afspejler hensynet til direktivets formål om at beskytte forsikringsselskabets kerneforretning, således at der ikke drives virksomhed, der ikke er omfattet af kerneforretningen, direkte forbundne forretninger til kerneforretningen, eller accessorisk virksomhed, i selve forsikringsselskabet.

Definitionen af en accessorisk servicevirksomhed fremgår af artikel 1, nr. 53, i Kommissionens delegerede forordning 2015/35/EU af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), hvorefter accessorisk servicevirksomhed er et ikkereguleret selskab, hvis hovedaktivitet består i besiddelse og forvaltning af fast ejendom, administrering af databehandlingstjenester, sundheds- og plejeydelser eller enhver anden lignende aktivitet af accessorisk karakter i forhold til et eller flere forsikrings- eller genforsikringsselskabers hovedaktivitet.

Med det foreslåede stk. 4, nr. 2, får forsikringsselskaber mulighed for, i en dattervirksomhed med begrænset hæftelse, at drive accessorisk servicevirksomhed.

Accessorisk servicevirksomhed skal forstås i overensstemmelse med definitionen på accessorisk servicevirksomhed i Solvens II forordningen.

Accessorisk servicevirksomhed kan eksempelvis bestå i at besidde og forvalte fast ejendom, at administrere databehandlingstjenester og drive sundheds- og plejeydelser.

Fast ejendom omfatter blandt andet grunde og bygninger, sædvanligt tilbehør (særlige installationer), men ikke besætning, inventar, maskiner og andet driftsmateriel.

Infrastruktur omfattende tekniske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg foreslås omfattet af definitionen af accessorisk servicevirksomhed, som en anden lignende aktivitet af accessorisk karakter, da disse infrastrukturaktiver har samme karakteristika som fast ejendom.

Ved infrastruktur, omfattende tekniske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg, forstås besiddelse og forvaltning af de fysiske anlæg, der er nødvendige for, at samfundet kan fungere.

Som fysiske anlæg kan eksempelvis nævnes veje, jernbaner, havne, broer, tunneller, dæmninger, kanaler, kabelnet, fibernet, telefonforbindelser, vandrør, elkabler, fjernvarme m.v. Infrastrukturinvesteringer i tekniske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg er kendetegnet ved en lang tidshorisont, og såvel konstruktion som drift kan outsources.

Den foreslåede bestemmelses stk. 4, nr. 2, betyder derfor, at forsikringsselskaber også kan drive infrastruktur i form af tekniske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg som accessorisk servicevirksomhed i en dattervirksomhed med begrænset hæftelse i tillæg til de øvrige aktiviteter nævnt i definitionen på accessorisk servicevirksomhed.

Forskellen på accessorisk virksomhed efter det foreslåede stk. 1.

1. pkt., og accessorisk servicevirksomhed efter det foreslåede stk. 4, nr. 2, er, at accessorisk virksomhed efter stk. 1 skal være direkte forbundet til forsikringsselskabers kerneområde, mens accessorisk servicevirksomhed efter stk. 4, nr. 2, skal være i tilknytning til forsikringsselskabers kerneområde.

Det vil sige, at accessorisk virksomhed skal ligge tættere på forsikringsselskabets kerneforretningen end accessorisk servicevirksomhed.

Kravet om, at forsikringsselskaber skal begrænse deres formål til forsikringsvirksomhed og direkte forbundne forretninger med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed medfører, at det lovlige område for både accessorisk virksomhed og accessorisk servicevirksomhed i tilknytning til forsikringsselskabet vil blive fortolket restriktivt.

En række livsforsikringsvirksomheder driver allerede i dag ovenstående typer af virksomhed.

Kravet om, at dette skal ske via en dattervirksomhed med begrænset hæftelse gælder kun fremadrettet, hvorfor virksomhederne fortsat kan drive allerede eksisterende ejendomme m.v.

Til nr. 15 (§ 29 a og b i lov om finansiel virksomhed)

Til § 29 a

Det følger af den gældende § 25 i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber midlertidigt kan drive anden virksomhed til sikring eller afvikling af forud indgåede engagementer eller med henblik på medvirken ved omstrukturering af erhvervsvirksomheder.

Efter Solvens II-direktivets artikel 18, stk. 1, litra a og b, skal hjemlandet kræve, at ethvert selskab, for hvilket der ansøges om tilladelse som forsikringsselskab, begrænser deres formål til forsikringsvirksomhed og direkte forbundne forretninger med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed.

Den foreståede bestemmelse udvider således det lovlige virksomhedsområde for forsikringsselskaber for forsikringsselskaber i forhold til udgangspunktet i Solvens II-direktivet.

Det foreslås at indsætte en ny § 29 a.

Det foreslåede 1. pkt. fastslår, at forsikringsselskaber midlertidigt kan drive anden virksomhed til sikring eller afvikling af forud påtagede eksponeringer eller med henblik på medvirken ved omstrukturering af erhvervsvirksomheder.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 12, hvorefter forsikringsselskaber bliver fjernet fra oplistningen i § 25.

Adgangen til at medvirke ved omstrukturering af erhvervsvirksomheder indebærer, at forsikringsselskaber kan medvirke mere aktivt i den nødvendige omstrukturering af erhvervslivet ved at indskyde risikovillig ejerkapital i erhvervsvirksomheder.

Et forsikringsselskab kan således helt eller delvist overtage erhvervsvirksomheder med henblik på at gennemføre omstruktureringer, herunder eventuelt sammenlægning af virksomhederne.

Da formålet er gennemførelse af omstrukturering, skal den bestemmende indflydelse være midlertidig.

Finanstilsynet påser, at den bestemmende indflydelse ikke fortsætter længere end rimeligt i overensstemmelse med kravet om midlertidighed.

Det foreslåede 2. pkt. fastslår, at forsikringsselskabet skal underrette Finanstilsynet om, at der drives anden virksomhed.

Finanstilsynet påser, at kravet om midlertidighed overholdes.

Hvis dette krav ikke overholdes, vil Finanstilsynet give påbud om, at virksomheden skal bringes til ophør.

Det foreslås i § 1, nr. 33, at grov overtrædelse af § 29 a, 2. pkt., strafbelægges.

Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 33.

Til § 29 b

Den gældende § 26, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, fastsætter rammerne for, hvornår pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og forsikringsselskaber kan drive anden virksomhed i fællesskab med andre.

Det følger af den gældende § 26, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at hvis en finansiel virksomhed eller en koncern ved erhvervelse, fusion m.v. kommer til at drive anden virksomhed i strid med § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 11, stk. 1, eller § 26, stk. 1, kan Finanstilsynet fastsætte en frist for afhændelse af den anden virksomhed, hvis en umiddelbar afhændelse ville være forbundet med et økonomisk tab.

Det foreslås at indsætte en ny § 29 b .

Det foreslåede stk. 1, fastslår, at forsikringsselskaber uanset §§ 11, 29 og 29 a i fællesskab med andre kan drive anden virksomhed, hvis betingelserne i nr. 1-3 er opfyldt.

Forsikringsselskaber vil således kunne drive anden virksomhed, hvis betingelserne i stk. 1, nr. 1-3 er opfyldt.

Særlovgivning inden for særlige områder vil dog kunne begrænse mulighederne for drift af anden virksomhed.

Det foreslåede indebærer, at de gældende regler i § 26, stk. 1, for forsikringsselskaber videreføres i en særskilt bestemmelse i den foreslåede § 29 b, stk. 1.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 8, hvorefter det foreslås, at forsikringsselskaber ikke længere omfattes af § 26, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Formålet med den foreslåede § 29 b er blandt andet at sikre, at forsikringsselskaber uanset ejerskabsforhold kan tilpasse sig strukturudviklingen.

Dette er en betingelse for, at sektoren kan være konkurrencedygtig også i fremtiden og en begrundelse for, at lovgivningen ikke bør indeholde unødvendige ejerbarrierer.

Det er samtidig vigtigt, at forsikringsselskaberne har mulighed for at sikre sig størst muligt afkast af deres investeringer, herunder at selskaberne får mulighed for at sikre deres pensionskunder den bedst mulige forrentning af pensionsmidlerne.

Et modgående hensyn mod en fuldstændig ophævelse af reglerne er, at forsikringsselskaber forvalter betroede midler.

Den foreslåede bestemmelse giver forsikringsselskaber mulighed for i fællesskab med andre at drive anden virksomhed, der går udover det lovlige virksomhedsområde for forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber i forhold til udgangspunktet i Solvens II-direktivets artikel 18, hvis betingelserne i nr. 1-3 er opfyldt.

Efter Solvens II-direktivets artikel 18, stk. 1, litra a og b, skal hjemlandet kræve, at ethvert selskab, for hvilket der ansøges om tilladelse som forsikringsselskab eller genforsikringsselskab, begrænser deres formål til forsikringsvirksomhed eller genforsikringsvirksomhed og direkte forbundne forretninger henholdsvis aktiviteter med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed.

Betingelserne i nr. 1-3 bidrager til at sikre, at der fortsat i den danske regulering tages højde for hensynene i Solvens II-direktivets artikel 18, således at forsikringsselskaber skal begrænse deres formål, og dermed udøvede virksomhed, til forsikringsvirksomhed og direkte forbundne aktiviteter.

Bestemmelsen skal derfor ses i sammenhæng med lovens øvrige bestemmelser om hvilken virksomhed, en forsikringsvirksomhed må udøve og drive.

Forsikringsselskaber må derfor også drive aktiviteter omfattet af enten accessorisk virksomhed i henhold til den foreslåede § 29, stk. 1, eller aktiviteter omfattet af definitionen på accessorisk servicevirksomhed, jf. den foreslåede § 29, stk. 4, nr. 2, i fællesskab med andre i henhold til kravene i den bestemmelse.

Det foreslåede stk. 1 , nr. 1, indebærer betingelse om, at forsikringsselskabet ikke har direkte eller indirekte bestemmende indflydelse på virksomheden.

Kravet om, at virksomheden skal drives i fællesskab med andre, medfører, at det enkelte forsikringsselskab ikke direkte eller indirekte må have en bestemmende indflydelse på virksomheden.

Hvorvidt dette krav er opfyldt, vil bero på en konkret vurdering, og der lægges ikke udelukkende vægt på ejerandelen.

Der henvises i øvrigt til § 5 b i lov om finansiel virksomhed for en definition af bestemmende indflydelse.

Det foreslåede stk. 1 , nr. 2, indebærer betingelse om, at forsikringsselskabet ikke driver virksomheden sammen med andre forsikringsselskaber eller pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber eller investeringsforvaltningsselskaber, der indgår i administrationsfællesskab eller koncern med forsikringsselskabet.

Den fælles drift kan ikke ske sammen med finansielle virksomheder, der indgår i koncern eller administrationsfællesskab med forsikringsselskabet.

Dette indebærer, at finansielle virksomheder i samme koncern eller administrationsfællesskab betragtes som én virksomhed eller ét selskab ved vurderingen af, om der foreligger bestemmende indflydelse.

To forsikringsselskaber, der indgår i samme administrationsfællesskab, kan således ikke eje hver en tredjedel af en virksomhed sammen med en virksomhed, der ikke indgår i koncernen eller administrationsfællesskabet.

Der er derimod ikke noget til hinder for, at et forsikringsselskab sammen med en ikke-finansiel virksomhed, der er søsterselskab til forsikringsselskabet, og en finansiel virksomhed, der ikke indgår i koncernen, ejer virksomheden.

Tilsvarende hindrer lovforslaget ikke, at anden virksomhed kan drives i fællesskab med forsikringsselskabets holdingvirksomhed.

Et administrationsfællesskab er et organiseret samarbejde mellem to eller flere forsikringsselskaber om såvel administrative funktioner som investeringsmæssige dispositioner.

Disse administrationsfællesskaber kan være organiseret i en af følgende strukturer

I et administrationsfællesskab overlades typisk hele det enkelte forsikringsselskabs administration, herunder kundeadministration, til det administrerende selskab.

Det foreslåede stk. 1 , nr. 3, indebærer betingelse om, at virksomheden udøves i et andet selskab med begrænset hæftelse end forsikringsselskabet.

Kravet om, at virksomheden skal drives i et andet selskab med begrænset hæftelse end forsikringsselskabet, skal forstås således, at virksomheden således ikke kan drives som et interessentskab eller på anden måde, der medfører, at forsikringsselskabet kommer til at hæfte for virksomhedens gæld m.v.

Det foreslås i stk. 2, at hvis et forsikringsselskab eller en koncern ved erhvervelse, fusion m.v. kommer til at drive anden virksomhed i strid med § 11, stk. 1, 1. pkt., eller den foreslåede § 29 b, stk. 1, kan Finanstilsynet fastsætte en frist for afhændelse af den anden virksomhed, hvis en umiddelbar afhændelse ville være forbundet med et økonomisk tab.

Det foreslåede indebærer, at de gældende regler i § 26, stk. 2, for forsikringsselskaber videreføres i en særskilt bestemmelse i den foreslåede § 29 b, stk. 2.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 9, hvor det foreslås, at forsikringsselskaber ikke længere omfattes af § 26, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen skal sikre, at et forsikringsselskab, der sammen med andre virksomheder driver anden virksomhed, ikke lider økonomiske tab som følge af ændringer i koncern- eller ejerforhold.

Det vil i sådanne situationer være rimeligt, at der gives en frist til afvikling.

Fristen vil bero på en konkret vurdering, som bl.a. vil tage højde for forsikringsselskabernes mulighed for at afhænde den anden virksomhed.

Bestemmelsen omfatter alle situationer, hvor ændringer i koncern- eller ejerforhold medfører, at § 11, stk. 1, 1. pkt., overtrædes.

Til nr. 16 (§ 43 b i lov om finansiel virksomhed)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen) fastsætter den overordnede regulering af behandling af personoplysninger.

Behandling af personoplysninger er således underlagt en række principper, herunder lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed, formålsbegrænsning, dataminimering, rigtighed m.v. Det følger af forordningen, at der som grundlag for behandlingen skal foreligge en retlig forpligtelse eller et samtykke fra den pågældende til behandlingen.

Ved en personoplysning forstås efter forordningen enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person (den registrerede);

ved identificerbar fysisk person forstås en fysisk person, der direkte eller indirekte kan identificeres, navnlig ved en identifikator som f.eks. et navn, et identifikationsnummer, lokaliseringsdata, en onlineidentifikator eller et eller flere elementer, der er særlige for denne fysiske persons fysiske, fysiologiske, genetiske, psykiske, økonomiske, kulturelle eller sociale identitet.

Et personnummer er en personoplysning, og behandlingen heraf skal derfor ske i overensstemmelse med principperne i databeskyttelsesforordningen og de relevante særregler.

Der findes ikke på nuværende tidspunkt en klar hjemmel i den finansielle regulering til, med henblik på nødvendig entydig identifikation, at indhente og behandle personnummer, hvorfor finansielle virksomheder som udgangspunkt er afhængig af et samtykke.

Virksomhederne kan dog i henhold til anden lovgivning indhente og behandle personnummer.

Hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 1, stiller således krav om, virksomhederne indhenter deres kunders/medlemmers personnummer og derved sikrer identiteten af deres kunder med henblik på at forhindre hvidvask og terrorfinansiering.

Privates mulighed for at behandle personnummer følger af databeskyttelsesforordningen og den supplerende bestemmelse i § 11, stk. 2, i databeskyttelsesloven.

Ved behandling forstås efter databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 2, enhver aktivitet eller række af aktiviteter - med eller uden brug af automatisk behandling - som personoplysninger eller en samling af personoplysninger gøres til genstand for, f.eks. indsamling, registrering, organisering, systematisering, opbevaring, tilpasning eller ændring, genfinding, søgning, brug, videregivelse ved transmission, formidling eller enhver anden form for overladelse, sammenstilling eller samkøring, begrænsning, sletning eller tilintetgørelse.

Det foreslås at indsætte § 43 b, hvorefter finansielle virksomheder kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på nødvendig entydig identifikation i relation til eksisterende kundeforhold ved varetagelse af administrative opgaver og rådgivning.

Den foreslåede bestemmelse er ny og har til formål at etablere en klar og samlet hjemmel til, at finansielle virksomheder på samme måde som i hvidvaskloven m.v. kan indhente og behandle personnummer med henblik på en entydig identifikation.

I dag er de finansielle virksomheder som udgangspunkt afhængig af et samtykke til at behandle personnummer i det løbende kundeforhold.

Som nævnt i afsnit 2.14.1. må en viderebehandling – for at være i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, litra b, i databeskyttelsesforordningen – ikke ske på en måde, som er uforenelig med de (”udtrykkeligt angivne og legitime”) formål, til hvilke personnummeret oprindeligt var indsamlet.

Hvorvidt en viderebehandling af personnummeret med henblik på entydig identifikation i det øvrige kundeforhold vil være foreneligt med det formål, til hvilket personnummeret tidligere er indsamlet, f.eks. i medfør af hvidvaskreglerne, vil bero på en konkret vurdering.

I det omfang en viderebehandling er foreneligt med det formål, til hvilke personnummeret oprindeligt var indsamlet, vil den foreslåede bestemmelse bevirke, at de finansielle virksomheder, som allerede har indhentet personnummer for at sikre identiteten af kunden, kan anvende personnummeret til den videre administration af kundeforholdet og rådgivning.

Bestemmelsen vil være anvendelig i forhold til de administrative opgaver bankerne, realkreditinstitutterne og forsikringsselskaberne varetager i relation til deres kunder, ligesom den vil kunne anvendes til brug for den løbende rådgivning af kunderne.

Ved rådgivning forstås anbefalinger, vejledninger, herunder oplysninger om risici forbundet med en disposition, og oplysninger om umiddelbare konsekvenser af kundens valgmuligheder.

Finansielle virksomheders administrative opgaver kan indeholde elementer af rådgivning som følge af, at den løbende administration kan føre til et behov om at få rådgivning om ændringer, supplerende produkter m.v.

Ved eksisterende kundeforhold forstås, at der skal være indgået et kundeforhold i form af en gensidig aftale mellem virksomheden og kunden.

Den foreslåede bestemmelse kan således ikke anvendes som hjemmel for behandling af personnummer i forbindelse med tilbudsgivning, når der er tale om etablering af et nyt kundeforhold.

I sådanne tilfælde er virksomheden afhængig af et samtykke fra potentielle kunder, hvis virksomheden skal kunne behandle personnumre, f.eks. ved forsikringsselskabers udarbejdelse af tilbud på en eller flere forsikringer.

Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for, at virksomheder vil kunne behandle personnummer til brug for accept af et bindende tilbud fra virksomheden.

Det vil derfor være muligt f.eks. for forsikringsselskaber uden samtykke at anvende den kommende kundes personnummer til at gennemføre den elektroniske godkendelse af forsikringsselskabets bindende tilbud på tegning af en forsikring.

Bestemmelsen er heller ikke til hinder for, at virksomheder kan anvende bestemmelsen som behandlingshjemmel i forbindelse med et tilbud om nye produkter i et eksisterende kundeforhold.

For banker og realkreditinstitutter vil den foreslåede bestemmelse medføre, at institutterne bl.a. får adgang til at behandle personnumre på sine kunder samt øvrige personer relateret til det eksisterende kundeforhold, hvor en entydig identifikation er nødvendig.

Det vil bl.a. være nødvendigt, når man behandler kunder, kautionister, garantistillere, begunstigede, modparter, deponenter, tredjemandspantsættere, fuldmagtshavere, fuldmagtsgivere, brugere af selvbetjeningsløsninger, oprettere af børneopsparinger, værger, indskydere, reelle ejere, ledelsesmedlemmer m.v. Opremsningen er ikke udtømmende.

Det vil dog ikke være muligt for en udbyder af betalingstjenester og en udsteder af elektroniske penge at benytte bestemmelsen til behandling af personnummer, idet den foreslåede nyaffattelse af § 124, stk. 2, i lov om betalinger, jf. lovforslagets § 5, nr. 12, bestemmer, at udbydere af betalingstjenester og udstedere af elektroniske penge kun må tilgå, behandle og opbevare personoplysninger, som er nødvendige for ydelse af betalingstjenester, med brugerens udtrykkelige samtykke.

Det betyder bl.a., at pengeinstitutter, der tilbyder netbank, dankort m.v., stadig skal have kundens samtykke for at kunne tilgå, behandle og opbevare oplysning om personnummeret i forbindelse med udbuddet af betalingstjenesteprodukter.

I det omfang, der i anden særregulering, ud over databeskyttelsesreglerne, findes specifikke regler om behandling af personoplysninger, vil disse regler have forrang frem for denne bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forsikringsselskaberne vil få adgang til at behandle personnumre for forsikringstagere, sikrede og skadelidte.

Forsikringstager er den person, som har tegnet den pågældende forsikring i forsikringsselskabet, dvs. har indgået forsikringsaftalen med forsikringsselskabet.

Der kan være flere forsikringstagere for den enkelte forsikringsaftale, f.eks. to ægtefæller.

Sikrede er personer, som i anledning af skader vil kunne få erstatning fra forsikringen, f.eks. medlemmer af en arbejdsmarkedspensionsordning eller en firmapensionsordning eller begunstigede på en livsforsikring.

Andre eksempler er familiemedlemmer i forsikringstagerens husstand eller en panthaver, som efter forsikringsaftalelovens § 54 er sikret ret til erstatning, hvis der sker en skade på det pantsatte aktiv.

Skadelidte omfatter personer, som har anmeldt en skade under en forsikring.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at finansielle virksomheder vil få adgang til at behandle personnummeret på sine kunder, og øvrige personer relateret til det eksisterende kundeforhold, hvis det er nødvendigt at foretage en entydig identifikation, ved udførelsen af følgende opgaver, idet der ikke er tale om en udtømmende opremsning

Til nr. 17 (§ 100, nr. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 100 i lov om finansiel virksomhed indeholder krav om, at investeringsforvaltningsselskaber skal have tilstrækkelig kvalificeret bemanding og den fornødne faglige ekspertise til at varetage interesserne for investorerne i de administrerede UCITS på en fuldt forsvarlig måde.

Det foreslås i § 100, nr. 3, at ændre »og« til: »,«.

Ved lovforslagets § 1, nr. 19, foreslås et nr. 5 i § 100.

Opregningen i § 100 nr. 1-4, er en sætningskæde, hvorfor det er nødvendigt at konsekvensrette § 100, nr. 3 og 4.

Til nr. 18 (§ 100, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 100 i lov om finansiel virksomhed indeholder krav om, at investeringsforvaltningsselskaber skal have tilstrækkelig kvalificeret bemanding og den fornødne faglige ekspertise til at varetage interesserne for investorerne i de administrerede UCITS på en fuldt forsvarlig måde.

Det foreslås i § 100 nr. 4, at ændre »formue« til: »formue og«.

Ved lovforslagets § 1, nr. 18, foreslås et nr. 5 i § 100.

Opregningen i § 100 nr. 1-4, er en sætningskæde, hvorfor det er nødvendigt at konsekvensrette § 100, nr. 3 og 4.

Til nr. 19 (§ 100, nr. 5, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 100 i lov om finansiel virksomhed indeholder krav om, at investeringsforvaltningsselskaber skal have tilstrækkelig kvalificeret bemanding og den fornødne faglige ekspertise til at varetage interesserne for investorerne i de administrerede UCITS på en fuldt forsvarlig måde.

Det foreslås at indsætte nr. 5 i § 100 i lov om finansiel virksomhed, hvorefter et investeringsforvaltningsselskab skal tage hensyn til bæredygtighedsricisi ved opfyldelse af kravene i § 71, stk. 1, når det varetager administrationen af UCITS.

Bæredygtighedsrisiko defineres i lovforslagets § 1, nr. 5, som bæredygtighedsrisiko defineret som i artikel 2, nr. 22, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088.

Definitionen afspejler bæredygtighedsrisiko som defineret i artikel 2, nr. 22, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen).

Bæredygtighedsrisiko er i disclosureforordningen defineret som miljømæssig, social eller ledelsesmæssig begivenhed eller omstændighed, som, hvis den opstår, kunne have faktisk eller potentiel væsentlig negativ indvirkning på værdien af en investering.

Den foreslåede bestemmelse vil implementere artikel 1, nr. 2, i Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter).

Bestemmelsen vil indebære, at investeringsforvaltningsselskaber løbende skal vurdere ikke blot alle relevante finansielle risici m.m. i forhold til de administrerede UCITS, men også alle bæredygtighedsrisici i deres virksomhedsstyring med henblik på at sikre, at investeringsforvaltningsselskabets processer, systemer og interne kontrol afspejler bæredygtighedsrisici, og at investeringsforvaltningsselskabet har teknisk kapacitet og viden for at kunne analysere disse risici.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 120 (§ 177 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

§ 177 a indeholder regler om koncerner.

Reguleringen af fondsmæglerselskaber blev udskilt fra lov om finansiel virksomhed ved lov nr. 1155 af 8. juni 2021, og reguleringen af fondsmæglerselskaber blev samtidig flyttet til lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Det foreslås i § 177 a, stk. 1, at ændre », et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I« til: »eller et realkreditinstitut«.

Ændringen er en konsekvens af forslaget af lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Ændringen har ingen materiel betydning.

Til nr. 21 (§ 224, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 224 i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet kan inddrage en virksomheds tilladelse, hvis virksomheden gør sig skyldig i grove eller gentagne overtrædelser af en række nærmere angivne regler, hvis virksomheden ikke længere opfylder kravene til at få en tilladelse, hvis virksomheden ikke påbegyndes senest 12 måneder efter, at tilladelse er meddelt, eller hvis der ikke udøves finansiel virksomhed i en periode på over 6 måneder.

Den gældende § 224 er en videreførelse af § 254 i lov nr. 453 af 10. juni 2003, og der var ved videreførelsen, ved lov nr. 1383 af 20. december 2004, ikke tilsigtet materielle ændringer, jf. Folketingstidende 2004-05, tillæg A, L 64, side 42.

Det fremgik af § 254, stk. 1, i lov nr. 453 af 10. juni 2003 om lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet helt eller delvist kan inddrage et forsikringsselskabs tilladelse, hvis et selskab, gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af bestemmelser i loven, ikke længere opfylder betingelserne for at få tilladelse ikke inden for de af Finanstilsynet fastsatte frister har gennemført de foranstaltninger, som er angivet i de i § 272, stk. 1 og 2, nævnte genoprettelsesplaner, eller hvis virksomheden anmodede om det.

Ifølge bemærkningerne til § 254 i lov nr. 453 af 10. juni 2003 om lov om finansiel virksomhed, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, L 176, side 259, vil en delvis inddragelse af tilladelsen oftest bestå i en tilbagekaldelse af tilladelsen for så vidt angår en forsikringsklasse eller gruppe.

Det foreslås i § 224 at indsætte et stk. 9, hvorefter virksomheder, der har tilladelse til i samme selskab at drive både livforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed, jf. § 11, stk. 12, kan få inddraget deres tilladelse for henholdsvis livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden særskilt.

Der er alene tale om en præcisering af, at der i forhold til forsikringsselskaber der har tilladelse til både at drive livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed omfattet af klasse 1 og 2, jf. bilag 7, i særlige tilfælde kan ske en delvis inddragelse af tilladelsen.

Bestemmelsen præciserer bl.a., at Finanstilsynet i forhold til virksomheder, der har tilladelse til både at drive livforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed samtidig, ud over at kunne inddrage den samlede tilladelse tillige kan inddrage tilladelsen for skadesforsikringsvirksomheden særskilt.

Dette vil bl.a. være relevant, hvis virksomheden ikke formår at leve op til de krav, der gælder herfor, herunder ikke har sikret tilstrækkelig adskillelse og særskilt forvaltning og de livs- og skadesforsikrede respektive interesser er tilsidesat.

De relevante krav fremgår bl.a. af bekendtgørelse nr. 1774 af 16. december 2015 om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed.

Ved inddragelse af en tilladelse skal almindelige principper om proportionalitet iagttages.

Derudover skal en mindre indgribende foranstaltning vurderes at være utilstrækkelig.

Det forudsættes som udgangspunkt, at en mindre indgribende reaktion er anvendt over for forsikringsselskabet, før tilladelsen inddrages, eller at forholdene i forsikringsselskabet indebærer, at forsikringsselskabet ikke har mulighed for at rette op på overtrædelserne inden for en tilpas kort tidshorisont.

Kan forholdene i forsikringsselskabet rettes op ved en mindre indgribende reaktion end at trække virksomhedens tilladelse som forsikringsselskab, skal den mindre reaktion vælges.

En mildere reaktion kan bl.a. være, at Finanstilsynet giver påbud om, at forsikringsselskabet retter op på de kritisable forhold i forsikringsselskabet.

Til nr. 22 (§ 272, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

§ 272 indeholder regler om nedskrivning eller konvertering af kapitalinstrumenter.

Reguleringen af fondsmæglerselskaber blev udskilt fra lov om finansiel virksomhed ved lov nr. 1155 af 8. juni 2021 om lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter, og blev samtidig hermed flyttet til lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Det foreslås i § 272, stk. 1.

1. pkt., at ændre »pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I« til: »pengeinstituttet eller realkreditinstituttet«.

Ændringen er en konsekvens af forslaget af lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Ændringen har ingen materiel betydning.

Til nr. 23 (§ 344, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 344, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet skal tilrettelægge den sædvanlige tilsynsvirksomhed med henblik på at fremme den finansielle stabilitet og tilliden til de finansielle virksomheder og markeder samt for forsikringsbranchen at varetage beskyttelsen af forsikringstagernes interesser.

Efter § 344, stk. 2, 2. pkt., skal Finanstilsynet i sin tilsynsvirksomhed lægge vægt på holdbarheden af den enkelte finansielle virksomheds forretningsmodel.

Efter den gældende § 344, stk. 2, 1. pkt., skal Finanstilsynet i sin tilsynsvirksomhed bl.a. varetage beskyttelsen af forsikringstagernes interesser.

Da hovedformålet med regulering af og tilsyn med forsikringsselskaber er at sikre en hensigtsmæssig beskyttelse af forsikringstagere og begunstigede, fremgår varetagelsen heraf udtrykkeligt i bestemmelsen for at understrege det tilsynsmæssige fokus herpå.

Efter den gældende ordlyd af § 344, stk. 2, 2. pkt., skal Finanstilsynet i sin tilsynsvirksomhed lægge vægt på holdbarheden af den enkelte finansielle virksomheds forretningsmodel.

For forsikringsselskaber indebærer en holdbar forretningsmodel, at forretningsmodellen medvirker til forsikringsselskabets levedygtighed både på kort og på lang sigt.

Det følger af §§ 14 og 18, at en ansøgning om tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed skal ledsages af en driftsplan.

Formålet med at indhente en driftsplan er at sikre et udgangspunkt for Finanstilsynets vurdering af, om den påtænkte virksomhed er forsvarlig, herunder holdbarheden af virksomhedens forretningsmodel, samt hvorvidt de aktiviteter, som virksomheden ønsker at udøve, svarer til det, virksomheden søger om tilladelse til.

Der kan f.eks. ikke gives tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed, såfremt Finanstilsynet på baggrund af de indsendte oplysninger, finder det usandsynligt, at selskabet, i den af driftsplanen omfattede periode og ved dennes udløb, vil være i stand til at opfylde minimumskapitalkravet og solvenskapitalkravet i medfør af §§ 126 c og 126 d i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås at indsætte et nyt punktum i § 344, stk. 2, efter 2. pkt., hvorefter, Finanstilsynet for forsikringsselskaber, der både har tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab, skal lægge vægt på både holdbarheden af den samlede virksomhed, samt holdbarheden af livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden hver for sig.

Der er alene tale om en præcisering vedrørende vurderingen af holdbarhed af forretningsmodellen i forhold til virksomheder, der har tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed samtidig.

Finanstilsynet foretager en vurdering af en virksomheds forretningsmodels holdbarhed i forbindelse med, at virksomheden ansøger.

Finanstilsynet fører ligeledes tilsyn med dette løbende.

Da hovedformålet med regulering af og tilsyn med forsikringsselskaber er at sikre en hensigtsmæssig beskyttelse af forsikringstagere og begunstigede sker der en præcisering af hvordan holdbarhed skal fortolkes i forhold til virksomheder, der har tilladelse til at drive livs- og skadesforsikringsvirksomhed samtidig.

En virksomhed, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab er underlagt en række krav, der skal understøtte, at der i praksis sker en særskilt forvaltning af de to områder, hvilket skal ses i lyset af, at der består et særligt behov for at sikre de livsforsikredes interesser, når der udøves skadesforsikringsvirksomhed sammen med livsforsikringsvirksomhed.

De krav, der stilles til sådanne virksomheder indebærer, at der ud over fokus på holdbarheden af virksomhedens samlede forretningsmodel, nødvendigvis også skal være fokus på holdbarheden af livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden hver for sig.

F.eks. er det et krav, at en virksomhed, der driver både livs- og skadesforsikringsvirksomhed, råder over det anerkendte basiskapitalgrundlag til dækning af det absolutte minimum for minimumskapitalkravet for livsforsikringsselskaber og det absolutte minimum for minimumskapitalkravet for skadesforsikringsselskaber, jf. § 126 d, stk. 5, nr. 1 og 2.

I vurderingen af holdbarheden for sådanne typer virksomheders forretningsmodel vil det derfor bl.a. indgå, hvorvidt selskabet har og kan forventes på sigt at have et tilstrækkeligt basiskapitalgrundlag hørende til livsforsikringsvirksomheden, herunder til at dække det teoretiske minimumskapitalkrav for livsforsikringsvirksomheden og tilsvarende tilstrækkeligt basiskapitalgrundlag hørende til SUL-virksomheden til at dække det teoretiske minimumskapitalkrav for skadesforsikringsvirksomheden.

Det er en forudsætning for, at en forretningsmodel kan anses for holdbar, at det kan sikres, at de respektive minimumskapitalkrav udelukkende dækkes af midler tilhørende den respektive type virksomhed, og at der ikke er afhængigheder mellem de to forretningsben.

Dette indebærer videre, at der ikke opstår behov for tilskud mellem de to typer virksomhed

Ved en holdbar forretningsmodel lægger Finanstilsynet vægt på, at selskabet i en given driftsplansperiode har en så stor indtjening, at den kan dække de relevante kapitalkrav og eventuelle stigninger heri.

Der vil være tale om en konkret vurdering af forretningsmodellen i lyset af de mere generelle markedsforhold samt den pågældende virksomheds type, størrelse, forretningsplaner og strategier, samt de budgetter, kapitalplaner og lignende, herunder de konkrete fremskrivninger og de forudsætninger, som strategi, fremskrivninger m.m. er baseret på.

Da fokus skal være på både virksomhedens holdbarhed samlet set og på livs- og skadesforsikringsvirksomheden for sig, vil Finanstilsynet skulle inddrage begge områders forretningsplaner og strategier, samt budgetter, kapitalplaner og lignende.

Det forhold at der har været systematiske underskud i en periode og eller forventes systematiske underskud i en periode fremover vil kunne inddrages i vurderingen af holdbarheden både samlet set og for hver af de to forretningsområder og uafhængigt af kapitaloverdækningens størrelse.

Fokus er, om der er består en risiko for holdbarheden givet forsikringsselskabers forretningsplan og -strategier eller på om øvrige forhold kan få betydning for forsikringsselskabers overholdelse af lovgivningen.

I vurderingen indgår endvidere forsikringsselskabets aktuelle overholdelse af lovgivningen men også eventuelle fremtidige overtrædelser.

Den foreslåede præcisering skal ses i lyset af lovens overordnede rammer for ledelse samt styring og indretning.

Til nr. 24 (§ 348, stk. 1, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 348, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag vedrørende handlinger, der strider mod redelig forretningsskik og god praksis efter § 43, stk. 1, 2 og 9, § 48 a og §§ 53 b-53 d, herunder sag om forbud, påbud, erstatning og tilbagesøgning af uretmæssigt opkrævede beløb.

Forbrugerombudsmanden kan endvidere behandle sager vedrørende overtrædelse af strafbelagte bestemmelser i regler udstedt i medfør af denne lovs § 43, stk. 3.

Den gældende § 43, stk. 8, indeholder en bemyndigelse til at udstede regler om finansielle virksomheders forpligtelse til at udlevere et standardiseret nøgletalsdokument til forbrugere ved fremsættelse af tilbud om realkredit- og realkreditlignende lån.

Hjemlen er benyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 752 af 23. april 2021 om god skik for boligkredit.

Det foreslås i § 348, stk. 1, 2. pkt., at indsætte »og 8« efter »stk. 3«.

Den foreslåede bestemmelse medfører en udvidelse af Forbrugerombudsmandens kompetence til at indbringe god skik sager for domstolene.

Den foreslåede bestemmelse vil således gøre det muligt for Forbrugerombudsmanden også at indbringe sager for overtrædelse af regler udstedt i medfør af § 43, stk. 8.

Til nr. 25 (§ 348 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 348 a, stk. 1, at Finanstilsynet underretter Forbrugerombudsmanden, hvis Finanstilsynet bliver bekendt med, at en virksomheds kunder kan have lidt tab, som følge af at virksomheden har overtrådt § 43, stk. 1, eller bestemmelser udstedt i medfør af § 43, stk. 2 og 9.

Det kan for eksempelvis være i tilfælde af sager om uretmæssigt opkrævede gebyrer eller renter eller sager, hvor forbrugere er blevet udsat for en aggressiv markedsføring f.eks. i form af uanmodet henvendelse, hvorved en eller flere forbrugere har lidt tab.

Den gældende § 43, stk. 8, indeholder en bemyndigelse til at udstede regler om finansielle virksomheders forpligtelse til at udlevere et standardiseret nøgletalsdokument til forbrugere ved fremsættelse af tilbud om realkredit- og realkreditlignende lån.

Finanstilsynet underretter efter de gældende regler Forbrugerombudsmanden om god skik sager, hvor der er tale om, at den pågældende virksomheds kunder kan have lidt tab som følge af virksomhedens manglende efterlevelse af § 43, stk. 1, eller regler udstedt i medfør af § 43, stk. 2 og 9.

Det foreslås i § 348 a, stk. 1, at ændre »stk. 2 og 9« til: »stk. 2, 8 og 9«.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Finanstilsynet også skal underrette Forbrugerombudsmanden om sager om finansielle virksomheders manglende efterlevelse af regler udstedt i medfør af § 43, stk. 8.

Til nr. 26 (§ 348 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 348 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet underretter Forbrugerombudsmanden, hvis Finanstilsynet bliver bekendt med, at en virksomheds kunder kan have lidt tab, som følge af at virksomheden har overtrådt § 43, stk. 1, eller bestemmelser udstedt i medfør af § 43, stk. 2.

Det følger af § 348 a, stk. 2, at Forbrugerombudsmanden uanset § 354 har adgang til samtlige oplysninger i Finanstilsynets sager omfattet af § 348 a, stk. 1.

Det følger af § 354, at Finanstilsynets ansatte er forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsyns- og afviklingsvirksomheden.

Det følger af § 354 g, at Finanstilsynets ansatte ikke må videregive oplysninger om en person, der til Finanstilsynet har indberettet en virksomhed eller person for overtrædelse eller potentiel overtrædelse af den finansielle regulering.

Det foreslås i § 348 a, stk. 2, at ændre »§ 354« til »§§ 354 og 354 g«.

Forbrugerombudsmandens rolle i god skik sager er afgørende i relation til at varetage forbrugernes retsstilling i sager, hvor en finansiel virksomhed måtte have forbrudt sig mod god skik reglerne, og hvor forbrugere har lidt et tab som følge heraf.

Det er derfor vigtigt, at Forbrugerombudsmanden har fuld adgang til de relevante oplysninger i sagerne.

I dag er § 354 g til hinder for at give Forbrugerombudsmanden fuld adgang til oplysninger i sager, der er opstået på baggrund af en whistleblower henvendelse.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Forbrugerombudsmanden uanset tavshedspligtsbestemmelserne i §§ 354 og 354 g har adgang til samtlige oplysninger i Finanstilsynets sager omfatter af § 348 a, stk. 1.

Bestemmelsen udvides således til også at omfatte adgang til oplysninger om en person, der har indberettet sager til Finanstilsynet.

Disse personoplysninger er ellers omfattet af tavshedsbestemmelsen i § 354 g.

Det er afgørende, at den tavshedspligt, som Finanstilsynets ansatte er underlagt i relation til whistleblowere efter § 354 g ikke forhindrer muligheden for at videregive relevante sagsoplysninger, herunder oplysninger om en person, der har indberettet sager til Finanstilsynet, til Forbrugerombudsmanden.

Til nr. 27 (§ 354, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 354, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed, at alle der i henhold til stk. 5 og 6 modtager fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet, er undergivet den tavshedspligt, der følger af § 354, stk. 1.

Det foreslås i § 354, stk. 8, at indsætte en henvisning til § 348 a, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at når Forbrugerombudsmanden efter § 348 a, stk. 2, får adgang til fortrolige oplysninger, vil Forbrugerombudsmanden være underlagt den samme tavshedspligt som de, der modtager fortrolige oplysninger efter § 354, stk. 5 og 6.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Forbrugerombudsmanden vil være underlagt en skærpet tavshedspligt for de fortrolige oplysninger, som Forbrugerombudsmanden til brug for sin sagsbehandling modtager fra Finanstilsynet.

Til nr. 28 (§ 354 g, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 354 g, stk. 2, at stk. 1 ikke er til hinder for, at personoplysninger videregives i medfør af § 354, stk. 6.

Den gældende § 354 g, stk. 1, indeholder en tavshedspligt for Finanstilsynets ansatte i relation til personer, der indberettet en virksomhed eller en person til Finanstilsynet for overtrædelse eller potentiel overtrædelse af den finansielle regulering.

Finanstilsynet kan som følge heraf ikke uden et samtykke fra den pågældende videregive oplysninger til f.eks. Forbrugerombudsmanden.

Det følger af den gældende § 354, stk. 2, at Finanstilsynet kan videregive oplysninger om whistleblowere efter § 354, stk. 6, som er Finanstilsynets hjemmel til at videregive til bl.a. Det Systemiske Risikoråd, andre offentlige myndigheder, Folketingets Ombudsmand, m.v.

Det følger af den gældende § 354 g, stk. 4, at alle, der i henhold til stk. 2 modtager personoplysninger, er med hensyn til disse oplysninger undergivet den i stk. 1 omhandlede tavshedspligt.

Det foreslås i § 354 g, stk. 2, at indsætte en henvisning til § 348 a, stk. 2.

Det vurderes hensigtsmæssigt, at Finanstilsynet har hjemmel til at kunne oversende oplysninger om en whistleblower til Forbrugerombudsmanden.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Finanstilsynet trods tavshedspligten i § 354 g, stk. 1, også kan videregive oplysninger om whistleblowere til Forbrugerombudsmanden efter § 354 g, stk. 2.

Oplysninger som Forbrugerombudsmanden modtager i medfør af den foreslåede bestemmelse vil være underlagt tavshedspligt efter § 354 g, stk. 4.

Til nr. 29 (§ 360, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det gældende kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed regulerer beregningsgrundlaget og opkrævningen af de afgifter, som Finanstilsynet opkræver.

Det fremgår af den gældende § 360, stk. 1, at Finanstilsynets bevilling i finansloven tillagt forventede udgifter til advokater og fratrukket salg af varer og tjenesteydelser opkræves som afgift fra de virksomheder, som er omfattet af Finanstilsynets tilsyn, jf. §§ 361-370.

Det foreslås i § 360, stk. 1, at ændre »Finanstilsynets bevilling« til »Finanstilsynet kan opkræve beløb op til Finanstilsynet bevilling«, og at »opkræves« udgår.

Det foreslåede medfører, at Finanstilsynet ikke er forpligtet til at opkræve den fulde bevilling efter finansloven.

Det vil være relevant, hvis Finanstilsynet i et finansår ikke forventer at realisere sine budgetterede udgifter fuldt ud.

I disse finansår vil Finanstilsynet ved afgiftsopkrævningen kunne opkræve mindre end finanslovsbevillingen muliggør.

Det foreslåede har til formål at sikre, at der ikke bliver pålagt unødvendige afgifter på de virksomheder, der betaler afgift til Finanstilsynet.

Til nr. 30 (§ 361, stk. 1, nr. 8, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af det gældende § 361, stk. 1, nr. 8, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I samlet skal betale et årligt grundbeløb på 3.350.000 kr.

Det foreslås, at § 361, stk. 1, nr. 8, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, ændres, således at fondsmæglerselskaber I ændres til fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de investeringsservicer eller -aktiviteter, der er nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter, og at 3.350.000 kr. ændres til 4.200.000 kr.

Grundbeløbet for de omfattede virksomheder foreslås ændret til 4.200.000 kr., således at den årlige afgiftsopkrævning, inklusiv indeksering, jf. § 361, stk. 11, for virksomhederne omfattet af afviklingsreglerne i de europæiske krisehåndteringsdirektiver (BRRD og BRRD2), afstemmes med de ekstra finanslovsbevillinger, som Finanstilsynets har fået til brug for den øgede arbejdsbyrde påført af direktiverne, jf. Folketingstidende 2019-20, Tillæg E, aktstykke nr. 313 af 24. september 2020, side 1.

Beløbet dækker Finanstilsynets opgaver i medfør af BRRD og BRRD2, herunder arbejdet med genopretningsplaner, afviklingsplaner og kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. Folketingstidende 2014-15, tillæg A, L 105 som fremsat, s.

95.

Beløbsændringen ændrer ikke de samlede afgifter, der bliver betalt til Finanstilsynet.

Ændringen sikrer alene at afgifterne, der skal opkræves fra virksomhederne omfattet af afviklingsreglerne i BRRD og BRRD2, bliver afstemt med de nævnte ekstra bevillinger i Finansloven.

Når den samlede indtægt ved Finanstilsynets afgiftsopkrævning, trods beløbsstigningen, forbliver helt uændret, skyldes det at den samlede afgift, jf. § 360, i lov om finansiel virksomhed, fastsættes via finanslovsbevillingen, som der ikke ændres på.

Den foreslåede ændring af begrebet fondsmæglerselskaber I er en konsekvens af lov nr. 1155 af 8. juni 2021 om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter.

Med lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter blev begrebet fondsmæglerselskaber I fjernet fra den finansielle lovgivning.

Det foreslåede medfører ikke en ændring af, hvilke virksomheder der er forpligtet til at betale afgift efter § 361, stk. 1, nr. 8.

Til nr. 31 (§ 361, stk. 2, nr. 8, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af det gældende § 361, stk. 2, nr. 8, at centrale modparter (CCP’er) med tilladelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre, jf. § 211, stk. 2, nr. 4, i lov om kapitalmarkeder, betaler 725.000 kr.

Det foreslås med § 361, stk. 2, nr. 8, i lov om finansiel virksomhed, at den årlige afgift på 725.000 kr. skal dække finansiering af tilsynsaktiviteter.

Afgiften dækker de udgifter som Finanstilsynet vil have til tilladelse og løbende tilsyn med eventuelle centrale modparter, der får tilladelse, jf. Folketingstidende 2012-13, Tillæg A, L 87 som fremsat, side 63.

Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3, nr. 4, hvorefter der foreslås indsat en ny bestemmelse, der fastsætter et afgiftsbeløb for CCP’er til dækning af omkostninger til afviklingsopgaver.

Herved fastsættes to forskellige afgiftsbeløb for CCP’er, der dækker over finansiering af forskellige opgaver.

Til nr. 32 (§ 361, stk. 2, nr. 9, lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 361, stk. 2, nr. 8, fastsætter, at CCP’er skal betale et årligt grundbeløb på betale 425.000 kr. til Finanstilsynet.

Der foreslås indsat et nyt nr. 9 i § 361, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter centrale modparter (CCP’er) betaler 425.000 kr. til finansiering af afviklingsopgaver.

Afgiften vil dække udgifterne forbundet med de opgaver Finanstilsynet vil få som afviklingsmyndighed for CCP’er i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 (CCPRR-forordningen).

Der henvises til lovforslaget § 2, nr. 5, hvorefter Finanstilsynet foreslås udpeget som afviklingsmyndighed for CCP’er.

Forslaget vil ikke øge Finanstilsynets bevilling, men sikre at CCP’er, der måtte etablere sig i Danmark, er med til at finansiere Finanstilsynets drift inden for rammerne af den eksisterede bevilling.

Til nr. 33 (§ 373 stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Det foreslås i § 373, stk. 1, at indsætte § 29 a, 2. pkt., og at § 24, stk. 1, 3. pkt., udgår.

Den foreslåede indsættelse af § 29 a, 2. pkt., medfører, at grov overtrædelse af kravene i § 29 a, 2. pkt., om ikke at underrette Finanstilsynet om, at selskabet driver anden virksomhed i medfør af § 29 a, 1. pkt., straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af § 29 a, 2. pkt., er det pågældende forsikringsselskab.

Den strafbare handling for overtrædelse af § 29 a, 2. pkt., er eksempelvis, at forsikringsselskabet ikke at underretter Finanstilsynet om, at selskabet driver anden virksomhed efter § 29 a, 1. pkt.

Forslaget til at § 24, stk. 1, 3. pkt., udgår skal ses i sammenhæng med lovforslaget § 1, nr. 34, hvor § 24, stk. 1, 3. pkt., foreslås tilføjet til oplistningen af bestemmelser om påbud for hvilke manglende efterlevelse kan straffes med bøde.

For en nærmere gennemgang henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 14 og 15.

Til nr. 34 (§ 373 stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 24, stk. 1, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber kan drive virksomhed, der er accessorisk til den virksomhed, der er givet tilladelse til.

Som accessorisk virksomhed anses også digitale løsninger og services, der er forbundet med eller ligger i naturlig forlængelse af den tilladte virksomhed.

Finanstilsynet kan bestemme, at den accessoriske virksomhed skal udøves af et andet selskab.

Det følger af § 373, stk. 3, at en finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, der ikke efterkommer et påbud om at indstille en overtrædelse af en række nærmere opregnede bestemmelse, kan straffes med bøde.

Det foreslås i § 373, stk. 3, 1. pkt., at indsætte § 24, stk. 1, 3. pkt., og § 29, stk. 2.

Den foreslåede indsættelse af § 24, stk. 1, 3. pkt., præciserer, at manglende efterlevelse af et påbud fra Finanstilsynet om, at accessorisk virksomhed skal udøves af et andet selskab givet efter § 24, stk. 1, 3. pkt., kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Den foreslåede indsættelse af § 29, stk. 2, medfører, at manglende efterlevelse af et påbud givet efter § 29, stk. 2, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

For en nærmere gennemgang af § 29, stk. 2, henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 14.

Til nr. 35 (§ 438, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af den gældende § 438, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 2497 af 15. december 2021, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning kan sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Anordningshjemlen i § 438, stk. 1, er blevet anvendt til at udstede anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed, jf. anordning nr. 86 af 10. februar 2006.

§§ 30 og 31 i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed, jf. anordning nr. 86 af 2006, indeholder regler om udøvelse af finansiel virksomhed på Færøerne, hvis virksomheden har tilladelse til at udøve finansiel virksomhed i et land i Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område.

Det foreslås i § 438, stk. 6, at de dele af § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, som i medfør af stk. 1 er sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, kan sættes helt eller delvis i kraft på ny for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Det foreslåede indebærer, at anordningshjemmelen i § 438, stk. 1, kan anvendes på ny for Færøerne med henblik på, at der ved anordning ændres ved bestemmelserne i §§ 30 og 31.

Den foreslåede anordningshjemmel vil blive anvendt til at udstede en anordning, hvor der indsættes en undtagelse til gensidighedskravet i § 30, stk. 1, 1. pkt., og § 31, stk. 1, 1. pkt., i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed.

Undtagelsen til en gensidighedsaftale vil være, at en finansiel virksomhed, der har tilladelse til at udøve finansiel virksomhed, og har hjemsted i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, skal etablere en filial i Danmark for at kunne udøve finansiel virksomhed på Færøerne.

Derudover vil den finansielle virksomheds aktiviteter på Færøerne skulle godkendes af Finanstilsynet.

Aktiviteter udøvet på Færøerne er desuden underlagt færøsk regulering.

Denne ændring af §§ 30 og 31 i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed vil medføre, at virksomheder, der har fået tilladelse til at udøve finansiel virksomhed i et land i EU eller et land, som EU har indgået aftale med på det finansielle område, kan udøve finansiel virksomhed på Færøerne, uden at der er blevet indgået aftale mellem deres hjemland og Færøerne.

Krav om etablering af et filial i Danmark vil videre medføre, at den finansielle virksomhed ved etablering af filial skal iagttage reglerne om notifikation af Finanstilsynet i medfør af reglerne i §§ 30 og 31 i lov om finansiel

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.15. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 2

Til nr. 1 (fodnoten i lov om kapitalmarkeder)

Fodnoten til lov om kapitalmarkeder oplister de direktiver, som loven gennemfører dele af.

Det foreslås, at der i fodnoten til lov om kapitalmarkeder tilføjes henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/36/EF af 11. juli 2007 om udøvelse af visse aktionærrettigheder i børsnoterede virksomheder (SRD).

Den foreslåede ændring vil medføre, at det fremgår af fodnoten til lov om kapitalmarkeder, at loven gennemfører dele af aktionærrettighedsdirektivet (SRD).

Til nr. 2 (§ 1, stk. 12, i lov om kapitalmarkeder)

Det fremgår af den gældende § 1, stk. 12, i lov om kapitalmarkeder at reglerne i §§ 203-208 ikke gælder for begrænsninger af håndhævelsen af aftaler om finansiel sikkerhedsstillelse eller begrænsninger af virkningen af en aftale om finansiel sikkerhedsstillelse og slutafregnings- eller modregningsbestemmelse, der pålægges i henhold til kapitel 5, 6 og 10 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Den foreslåede ændring af § 1, stk. 12, i lov om kapitalmarkeder, vil medføre at reglerne i §§ 203-208 heller ikke gælder for begrænsninger af håndhævelsen af aftaler om finansiel sikkerhedsstillelse eller begrænsninger af virkningen af en aftale om finansiel sikkerhedsstillelse og slutafregnings- eller modregningsbestemmelse, der pålægges i henhold til afsnit V, kapitel III, afdeling 3, eller kapitel IV i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter (herefter CCPRR-forordningen).

Afsnit V, kapitel III, afdeling 3, i CCPRR-forordningen indeholder regler om nedskrivning og konvertering af ejerskabsinstrumenter og gældsinstrumenter eller andre usikrede forpligtelser.

Afsnit V, kapitel IV, i CCPRR-forordningen indeholder regler om afviklingsbeføjelser, herunder bl.a. beføjelsen til at tage kontrol over en CCP under afvikling samt beføjelsen til at afslutte og opsige finansielle kontrakter.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at reglerne i §§ 203-208 i lov om kapitalmarkeder ikke gælder, når en afviklingsmyndighed iværksætter tiltag som f.eks. nedskrivning eller konvertering af ejerskab- og gældsinstrumenter eller gør brug af afviklingsbeføjelser over for en CCP i henhold til CCPRR-forordningen.

Det betyder, at i de tilfælde, hvor en afviklingsmyndighed bl.a. foretager nedskrivning eller konvertering af ejerskabs- og gældsinstrumenter eller anvender andre afviklingsbeføjelser i henhold til CCPRR-forordningen, kan dette ikke begrunde en realisation af sikkerhed i henhold til en aftale om finansiel sikkerhedsstillelse, da § 203 i lov om kapitalmarkeder ikke finder anvendelse.

Endvidere finder reglerne om brugsret i § 204 i lov om kapitalmarkeder ikke anvendelse, og det er heller ikke muligt at gøre en forpligtelse til genstand for netting ved slutafregning, jf. §§ 205-208 i lov om kapitalmarkeder.

Den foreslåede ændring vil implementere artikel 1, stk. 6, i collateral-direktivet som ændret ved artikel 89 i CCPRR-forordningen.

Desuden forslås det i § 1, stk. 12, at ændre kapital til kapitel.

Forslaget har til formål at rette en tastefejl.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3 (§ 210 g i lov om kapitalmarkeder)

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Bestemmelsen er alene relevant for CCP’er, der er kapitalselskaber omfattet af selskabsloven.

Det følger af §§ 154 og 155 i selskabsloven, at generalforsamlingen har kompetence til at træffe beslutning om kapitalforhøjelse eller give ledelsen bemyndigelse hertil.

Indkaldelsesfristen for en generalforsamling er reguleret i § 94 i selskabsloven.

Det fremgår heraf, at en indkaldelse til generalforsamling skal foretages tidligst 4 uger og senest 2 uger før generalforsamlingens afholdelse.

For selskaber med aktier optaget til handel på et reguleret marked er indkaldelsesfristen tidligst 5 uger og senest 3 uger før generalforsamlingens afholdelse.

Det foreslås i § 210 g, stk. 1, 1. pkt., i lov om kapitalmarkeder, at en central modpart (CCP) kan indkalde til generalforsamling med henblik på at foretage en kapitalforhøjelse senest 10 dage før generalforsamlingen, hvis Finanstilsynet har vurderet, at betingelserne i artikel 18 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter er opfyldt, og den centrale modpart (CCP) vurderer, at kapitalforhøjelsen er nødvendig for at forhindre, at den centrale modpart (CCP) bliver nødlidende.

Det foreslåede stk. 1, 1. pkt., vil medføre, at en CCP kan indkalde til generalforsamling med minimum 10 dages varsel, hvis Finanstilsynet har vurderet at betingelserne for tidlig indgriben er opfyldt, og hvis formålet med generalforsamlingen er at vedtage en kapitalforhøjelse, som CCP’en finder nødvendig for at forhindre, at CCP’en bliver nødlidende.

Det følger af artikel 18 i CCPRR-forordningen, at den kompetente myndighed, som i dette tilfælde er Finanstilsynet, kan kræve iværksættelse af foranstaltninger i forbindelse med tidlig indgriben, hvis en CCP overtræder eller kan forventes i nær fremtid at overtræde kapital- og tilsynskravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (EMIR), eller udgør en risiko for den finansielle stabilitet i EU eller i en eller flere af EU’s medlemsstater, eller hvis Finanstilsynet har afgjort, at der er andre indikationer på en kommende krisesituation, der kan påvirke CCP'ens drift, navnlig dens evne til at levere clearingydelser.

Det er også en betingelse for anvendelsen af den forkortede indkaldelsesfrist, at CCP’ens ledelse vurderer, at kapitalforhøjelsen er nødvendig for at undgå, at CCP’en bliver nødlidende.

Definitionen af hvornår en CCP er nødlidende fremgår af artikel 22, stk. 3, i CCPRR-forordningen.

I praksis forventes det, at der vil være en dialog mellem CCP’en og Finanstilsynet, om kapitalforhøjelsen er nødvendig for at undgå, at CCP’en bliver nødlidende, men det vil være CCP’en selv, der træffer den endelige beslutning herom.

Det foreslås i § 210 g, stk. 1, 2. pkt., i lov om kapitalmarkeder, at indkaldelse til generalforsamling i henhold til det foreslåede 1. pkt. kan foretages, hvis generalforsamlingen med to tredjedele af de afgivne stemmer ændrer selskabets vedtægter til at indeholde denne mulighed.

Den foreslåede bestemmelse i § 210 g, stk. 1, 2. pkt., i lov om kapitalmarkeder vil medføre, at en CCP’s generalforsamling kan beslutte at ændre sine vedtægter, så den kan indkalde til generalforsamling med 10 dages varsel, hvis formålet med generalforsamlingen er at foretage en kapitalforhøjelse, der er nødvendig for at undgå, at CCP’en bliver nødlidende.

Det foreslås i stk. 2, at tidsfristerne i §§ 94, 98 og 99 i selskabsloven ikke finder anvendelse på generalforsamlinger, der er indkaldt i overensstemmelse med stk. 1.

Det foreslåede § 210 g, stk. 2, vil medføre, at tidsfristerne i § 94, som omhandler indkaldelsesfristerne for generalforsamlinger, samt tidsfristerne i §§ 98 og 99 i selskabsloven, som omhandler aktionærers adgang til oplysninger før generalforsamlingen i virksomheder, der har kapitalandele optaget til handel på et reguleret marked, ikke finder anvendelse ved en generalforsamling, der en indkaldt i medfør af det foreslåede stk. 1.

Den foreslåede § 210 g, stk. 1, vil implementere artikel 5, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/36/EF af 11. juli 2007 om udøvelse af visse aktionærrettigheder i børsnoterede selskaber (SRD) som ændret ved artikel 91, stk. 2, i CCPRR-forordningen.

Det foreslåede stk. 2 vil implementere artikel 5, stk. 6, i SRD.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4 (§ 211, stk. 2, nr. 11, i lov om kapitalmarkeder)

§ 211, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder oplister de regler og forordninger, som Finanstilsynet påser overholdelse af.

Der foreslås et nr. 11 i § 211, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder, hvoraf det følger, at Finanstilsynet påser overholdelsen Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter og regler fastsat i medfør heraf.

Det fremgår af artikel 2, nr. 7, i CCPRR-forordningen, at den kompetente myndighed i henhold til CCPRR-forordningen er den myndighed, der er udpeget som kompetent myndighed i henhold til EMIR.

Finanstilsynet er udpeget som kompetent myndighed i henhold til EMIR, jf. § 211, stk. 2, nr. 4 i lov om kapitalmarkeder, hvoraf det fremgår, at Finanstilsynet påser overholdelsen af EMIR.

I henhold til CCPRR-forordningen skal den kompetente myndighed varetage en række opgaver, der følger af forordningen.

Som følge af, at Finanstilsynet vil være kompetent myndighed i henhold til CCPRR-forordningen, bliver det Finanstilsynet, der bl.a. skal vurdere en CCP’s genopretningsplan i medfør af artikel 10 i CCPRR-forordningen.

Desuden får Finanstilsynet beføjelse til at kræve, at en CCP iværksætter foranstaltninger i forbindelse med tidlig indgriben i medfør af artikel 18 i CCPRR-forordningen, og får kompetence til at træffe afgørelse om, at en CCP er nødlidende eller forventeligt nødlidende i henhold til artikel 22 i CCPRR-forordningen.

Finanstilsynet får med bestemmelsen bl.a. også mulighed for at give påbud for overtrædelser af forordningen, jf. § 220, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, og efterfølgende at offentliggøre et påbud til en virksomhed eller en fysisk person, jf. § 234, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder.

Se nærmere om Finanstilsynets mulighed for offentliggørelse af reaktioner i medfør af lov om kapitalmarkeder i bemærkningerne til §§ 234-240, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 155 som fremsat, side 339 ff.

Finanstilsynet bliver i medfør af § 2, nr. 5, udpeget som afviklingsmyndighed for CCP’er i henhold til CCPRR-forordningen.

Finanstilsynet har i sin rolle som afviklingsmyndighed, ud over de beføjelser der følger af CCPRR-forordningen, også de beføjelser Finanstilsynet har i medfør af lov om kapitalmarkeder, herunder f.eks. mulighed for at give påbud for overtrædelser af forordningen, jf. § 220, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5 (§§ 212 a og 212 b i lov om kapitalmarkeder)

Til § 212 a

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Der er ikke regler om afviklingsmyndigheder for CCP’er.

Finanstilsynet fører tilsyn med CCP’er, jf. § 212, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder og påser overholdelse af EMIR, jf. § 211, stk. 2, nr. 4, i lov om kapitalmarkeder.

Det følger af artikel 3, stk. 1, i CCPRR-forordningen, at medlemsstaterne skal udpege en eller flere afviklingsmyndigheder, der tillægges beføjelser til at anvende afviklingsværktøjerne og udøve afviklingsbeføjelserne i henhold til forordningen.

Det foreslås med § 212 a at fordele opgaverne som afviklingsmyndighed mellem Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet.

Det foreslås i § 212 a, stk. 1, at Finanstilsynet er afviklingsmyndighed for en central modpart (CCP) i henhold til artikel 4, stk. 1, artikel 9, 10, 13-18, artikel 22, litra a, nr. ii, artikel 33, stk. 8, artikel 53, stk. 2, og artikel 70, stk. 2 og 3, artikel 73, 75, 79, 80, 83 og 84 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Finanstilsynet er afviklingsmyndighed for en CCP i henhold til de nævnte artikler.

Finanstilsynet vil skulle udøve sit virke som afviklingsmyndighed i overensstemmelse med CCPRR-forordningen.

Dette indebærer blandt andet, at Finanstilsynet samarbejder med andre myndigheder i overensstemmelse med artikel 6 i CCPRR-forordningen, efterlever principperne for beslutningstagning i artikel 7 i CCPRR-forordningen og udveksler informationer med andre myndigheder i overensstemmelse med artikel 8 i CCPRR-forordningen.

Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet forelægger en genopretningsplan fra en central modpart (CCP) for Finansiel Stabilitet.

Finansiel Stabilitet kan komme med anbefalinger til Finanstilsynet om genopretningsplanens indhold.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Finanstilsynet som afviklingsmyndighed forelægger en genopretningsplan for en CCP for Finansiel Stabilitet, og at Finansiel Stabilitet kan komme med anbefalinger vedrørende genopretningsplanen til Finanstilsynets afviklingsenhed.

Bestemmelsen skal læses i sammenhæng med, at det af det foreslåede stk. 1 fremgår, at Finanstilsynet er afviklingsmyndighed i henhold til artikel 10 i CCPRR-forordningen, der vedrører vurdering af genopretningsplaner.

Det følger af artikel 10, stk. 5, i CCPRR-forordningen, at afviklingsmyndigheden gennemgår genopretningsplanen med henblik på at identificere eventuelle foranstaltninger, der kan få en negativ indvirkning på CCP'ens afviklingsmuligheder.

Hvis der identificeres sådanne foranstaltninger, gør afviklingsmyndigheden den kompetente myndighed opmærksom herpå og fremsætter henstillinger til den kompetente myndighed.

Finanstilsynet forelægger genopretningsplanen for Finansiel Stabilitet, fordi Finansiel Stabilitet har indsigt i, hvilke genopretningsforanstaltninger, der kan være hindringer i en afviklingssituation.

Finanstilsynet er ikke forpligtet til at følge Finansiel Stabilitets anbefalinger.

På baggrund af egen vurdering og Finansiel Stabilitets anbefalinger fremsætter Finanstilsynet som afviklingsmyndighed, i overensstemmelse med artikel 10, stk. 5, i CCPRR-forordningen, henstillinger til Finanstilsynet som kompetent myndighed, om måder, hvorpå den negative virkning af disse foranstaltninger på CCP'ens afviklingsmuligheder kan afhjælpes.

Det foreslås i stk. 3, at Finansiel Stabilitet udarbejder og vedligeholder afviklingsplaner i henhold til artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter, som Finanstilsynet vedtager efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Finansiel Stabilitet udarbejder og vedligeholder en afviklingsplan for en CCP, hvorefter Finanstilsynet vedtager afviklingsplanen.

Det vil være Finanstilsynet, der sender en CCP en sammenfatning af afviklingsplanens væsentligste elementer, jf. artikel 12, stk. 8.

En CCP skal i overensstemmelse med artikel 12, stk. 6, underrette Finanstilsynet som afviklingsmyndighed om ændringer, der berører CCP'ens retlige eller organisatoriske struktur, dens forretningsaktiviteter eller finansielle stilling, eller enhver anden ændring, som har væsentlige konsekvenser for planens effektivitet.

Finanstilsynet videregiver underretningen til Finansiel Stabilitet.

I overensstemmelse med, at det i det foreslåede stk. 1, fremgår, at det er Finanstilsynet, der er afviklingsmyndighed i henhold til artikel 14 i CCPRR-forordningen, er det Finanstilsynet, der kan træffe en afgørelse om afviklingsplanen, jf. artikel 14, stk. 5, i CCPRR-forordningen.

Finanstilsynet skal, både som kompetent myndighed og afviklingsmyndighed, give Finansiel Stabilitet alle oplysninger, der er nødvendige for udarbejdelsen af afviklingsplaner, jf. artikel 73, stk. 5, litra b, i CCPRR-forordningen, hvoraf det fremgår, at kompetente myndigheder og afviklingsmyndighederne kan udveksle oplysninger indbyrdes.

Det forslås i stk. 4, at Finansiel Stabilitet forelægger vurdering af afviklingsmulighederne for en central modpart (CCP) for Finanstilsynet i henhold til artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Finansiel Stabilitet skal foretage en vurdering af afviklingsmulighederne i henhold til artikel 15 i CCPRR-forordningen og forelægge den for Finanstilsynet.

Det er, som det fremgår af det foreslåede stk. 1, Finanstilsynet, der er afviklingsmyndighed i henhold til artikel 15.

Det vil derfor være Finanstilsynet, der på baggrund af Finansiel Stabilitets vurdering, vurderer om en CCP kan afvikles, jf. artikel 15, stk. 2, i CCPRR-forordningen.

Det foreslås i stk. 5, at Finanstilsynet indsender, efter indstilling fra Finansiel Stabilitet, en rapport om afviklingshindringer til den centrale modpart (CCP) i henhold til artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Finansiel Stabilitet udarbejder en indstilling til en rapport til CCP’en om væsentlige hindringer for afviklingen af CCP’en i overensstemmelse med artikel 16, stk. 1, i CCPRR-forordningen.

At rapporten om afviklingshindringer indstilles af Finansiel Stabilitet indebærer, at Finansiel Stabilitet udarbejder et udkast til rapporten og indstiller udkastet til vedtagelse hos Finanstilsynet.

Finanstilsynet som afviklingsmyndighed sender i samarbejde med Finanstilsynet som kompetent myndighed rapporten til CCP’en i overensstemmelse med artikel 16, stk. 1.

Det foreslås i stk. 6, at Finanstilsynet træffer afgørelse i henhold til artikel 22, litra a, nr. ii, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Finanstilsynet som afviklingsmyndighed alene kan træffe afgørelse om, at en central modpart (CCP) er nødlidende eller forventeligt nødlidende efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at Finanstilsynet er afviklingsmyndighed i henhold til artikel 22, stk. 1, litra a, nr. ii, i CCPRR-forordningen.

Det forslås i stk. 7, at Finanstilsynet udfører opgaverne som afviklingsmyndighed med en passende operationel uafhængighed af Finanstilsynets tilsynsvirksomhed.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at de beføjelser og opgaver, som Finanstilsynet er pålagt som afviklingsmyndighed for en CCP, skal Finanstilsynet udføre med passende uafhængighed fra Finanstilsynets tilsynsvirksomhed, der sikrer, at der ikke opstår interessekonflikter.

Der kan eksempelvis være en interessekonflikt mellem opgaverne, hvis tilsynsopgaverne, der typisk adresserer risici, der er mere aktuelle, prioriteres frem for afviklingsopgaver.

Navnlig skal tilsynet med overholdelse af EMIR og tilsynet med clearingmedlemmer omfattet af artikel 18, stk. 2, litra c, i EMIR, og Finanstilsynets rolle som kompetent myndighed i henhold til CCPRR-forordningen være uafhængigt af hinanden.

Clearingmedlemmer kan bl.a. være pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber.

Rent operationelt vil de opgaver, som Finanstilsynet vil skulle varetage som afviklingsmyndighed for en CCP derfor blive udført med passende uafhængighed fra Finanstilsynets tilsynsopgaver, herunder særligt tilsynet med virksomheder, der er clearingmedlemmer, som er omfattet af artikel 18, stk. 2, litra c, i EMIR.

Finanstilsynets opgaver som afviklingsmyndighed bliver varetaget af en særlig enhed, der skal være tilstrækkeligt adskilt fra de øvrige funktioner og medarbejdere i Finanstilsynet.

På nuværende tidspunkt er der ikke etableret en CCP i Danmark, og Finanstilsynet har derfor ikke opgaver som afviklingsmyndighed for en CCP.

Etableres en CCP i Danmark, skal Finanstilsynet tage stilling til afviklingsenhedens kommandoveje og organisatoriske placering i Finanstilsynet for at undgå interessekonflikter.

Den foreslåede bestemmelse skal læses i overensstemmelse med § 344 d i lov om finansiel virksomhed.

Den foreslåede bestemmelse er en følge af artikel 3, stk. 3, 6 og 7, der stiller krav om, at der er indført passende strukturelle ordninger for at undgå interessekonflikter mellem afviklingsmyndighedens opgaver efter CCPRR-forordningen og myndighedens opgaver som tilsynsmyndighed.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til 212 b

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Det foreslås i § 212 b, at Erhvervsministeriet varetager det kompetente ministeriums opgaver i henhold til CCPRR-forordningen.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Erhvervsministeriet bliver udpeget til at varetage det kompetente ministeriums opgaver i henhold til CCPRR-forordningen.

Opgaverne omfatter bl.a. deltagelse i en CCP’s afviklingskollegium, jf. artikel 4, stk. 2, litra m, i CCPRR-forordningen.

Heraf fremgår det, at det kompetente ministerium skal deltage i en CCP’s afviklingskollegium, sammen med bl.a. afviklingsmyndighederne og den kompetente myndighed, når det den udpegede afviklingsmyndighed ikke er det kompetente ministerium.

Det foreslås i lovforslagets § 2, nr. 5 og § 7, nr. 12, at Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet udpeges som afviklingsmyndigheder for en CCP, og Erhvervsministeriet skal derfor tillige deltage i afviklingskollegiet.

Det kompetente ministerium har desuden visse beføjelser i forbindelse med anvendelse af offentlige stabiliseringsværktøjer i medfør af artikel 45 i CCPRR-forordningen.

Artikel 45 i CCPRR-forordningen giver mulighed for, at staten undtagelsesvist i helt ekstraordinære tilfælde kan deltage i afviklingen af en CCP, ved at anvende såkaldte offentlige stabiliseringsinstrumenter i form af kapitaltilførsel eller midlertidigt ejerskab, jf. artikel 46 i CCPRR-forordningen.

I overensstemmelse med artikel 45 i CCPRR-forordningen, er det staten, der undtagelsesvist kan anvende offentlige stabiliseringsværktøjer i form af kapitaltilførsel eller midlertidigt ejerskab, hvilket i praksis vil betyde, at en anvendelse af offentlige midler, kun kan ske ved beslutning og bevilling foretaget af Folketinget Finansudvalg.

Bestemmelsen foreslås som følge af artikel 3, stk. 8, i CCPRR-forordningen, der stiller krav om, at medlemsstaten udpeger et ministerium, det varetager det kompetente ministeriums opgaver i henhold til forordningen.

Til nr. 6 (§ 220, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. pkt., i lov om kapitalmarkeder)

Det følger af den gældende § 220, stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynet kan påbyde en fysisk eller juridisk person at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf og efter forordninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler fastsat i medfør heraf.

Det følger af den gældende § 220, stk. 2, 1. pkt., at Danmarks Nationalbank, når der er tale om et registreret betalingssystem omfattet af kapitel 32, kan påbyde en fysisk eller juridisk person at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf og efter forordningerne nævnt i § 211, stk. 2, eller regler fastsat i medfør heraf.

§ 254, i lov om kapitalmarkeder, indeholder bestemmelser om bødestraf, hvis man ikke efterlever et påbud givet i medfør af § 220.

I medfør af § 211, stk. 3, påser Finanstilsynet også overholdelsen af forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov.

Derfor kan Finanstilsynet også fra virksomheder under tilsyn, den nuværende og tidligere ledelse i virksomheder under tilsyn og andre fysiske og juridiske personer, der har pligter i henhold til de regler, der fremgår af bl.a. § 211, stk. 3, kræve at få alle oplysninger, dokumenter eller andre data i enhver form, som Finanstilsynet skønner nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af regler, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de regler, der fremgår af § 211, stk. 3, jf. § 214, stk. 1.

Finanstilsynet kan desuden til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation foretage tilsyns- og kontrolundersøgelser på forretningsstedet hos virksomheder under tilsyn og virksomheder, der har pligter i henhold til de regler, der fremgår af bl.a. § 211, stk. 3, jf. § 215, stk. 1.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. pkt., at indsætte forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov.

Den foreslåede bestemmelse vil gøre det muligt for Finanstilsynet og Danmarks Nationalbank at påbyde en fysisk eller juridisk person at ændre en bestemt adfærd eller handling, såfremt denne ikke opfylder sine forpligtelser efter forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov.

Konsekvensen af den foreslåede ændring vil være, at manglende efterlevelse af et påbud udstedt til en fysisk eller juridisk person om at ændre en bestemt adfærd eller handling, såfremt denne ikke opfylder sine forpligtelser efter forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov, vil kunne straffes med bøde i medfør af § 254, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder.

Til nr. 7 (§ 221, stk. 1, stk. 4, 1. pkt., og stk. 9, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 221 fastlægger reglerne om Finanstilsynets muligheder for at afsætte et ledelsesmedlem hos en operatør af et reguleret marked.

Det følger af det gældende stk. 1, at Finanstilsynet kan påbyde en operatør af et reguleret marked at afsætte en direktør inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis direktøren ikke længere opfylder kravene til at varetage sin stilling i medfør af henholdsvis § 68, stk. 1, nr. 2-5, eller § 69.

Disse bestemmelser vedrører egnethed og hæderlighed for ledelsesmedlemmer og kravet om at afsætte tilstrækkelig tid til varetagelse af stillingen eller hvervet som enten direktør eller bestyrelsesmedlem.

Det følger af det gældende stk. 4, 1. pkt., at Finanstilsynet har mulighed for at påbyde en operatør af et reguleret marked at afsætte en direktør, når der er rejst tiltale mod denne i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, denne lov eller anden finansiel lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis en domfældelse vil indebære, at vedkommende ikke opfylder kravene i § 68, stk. 1, nr. 3.

Det følger af det gældende stk. 9, at stk. 1-8 i bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse på den eller de ledelsesansvarlige, når en operatør af et reguleret marked drives som en juridisk person uden en bestyrelse eller en direktion.

Det foreslås i § 221, stk. 1, stk. 4, 1. pkt., og stk. 9, at ændre bestemmelserne således, at en it-operatør af et detailbetalingssystem også vil være omfattet.

Det foreslåede medfører, at Finanstilsynet får mulighed for at påbyde en it-operatør af et detailbetalingssystem at afsætte en direktør i en it-operatør af et detailbetalingssystem i de situationer, der er nævnt i § 221, stk. 1, og stk. 4, 1. pkt. Det foreslåede medfører også, at i det tilfælde en it-operatør af et detailbetalingssystem drives som en juridisk person uden en bestyrelse eller en direktion vil § 221, stk. 1-8, finde tilsvarende anvendelse på den eller de ledelsesansvarlige i virksomheden.

Til nr. 8 (§ 221, stk. 2, og stk. 4, 3. pkt., i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 221 fastlægger reglerne om Finanstilsynets muligheder for at afsætte et ledelsesmedlem hos en operatør af et reguleret marked.

Det følger af det gældende stk. 2, at Finanstilsynet har mulighed for at påbyde et medlem af bestyrelsen at nedlægge sit hverv inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis denne ikke kan varetage hvervet i medfør af bestemmelserne i § 68, stk. 1, nr. 2-5, eller § 69.

Det følger af det gældende stk. 4, 3. pkt., at Finanstilsynet har mulighed for at påbyde et medlem af bestyrelsen at nedlægge sit hverv, når der er rejst tiltale mod denne i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, denne lov eller anden finansiel lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis en domfældelse vil indebære, at vedkommende ikke opfylder kravene i § 68, stk. 1, nr. 3.

Det foreslås i § 221, stk. 2, og stk. 4, 3. pkt., at ændre bestemmelserne således, at en it-operatør af et detailbetalingssystem også vil være omfattet.

Det foreslåede medfører, at Finanstilsynet får mulighed for at påbyde et medlem af bestyrelsen at nedlægge sit hverv i de situationer, der er nævnt i § 221, stk. 2, og stk. 4, 3. pkt.

Til nr. 9 (§ 221 a i lov om kapitalmarkeder)

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Det foreslås i § 221 a, at Finanstilsynet kan påbyde et medlem af den øverste ledelse i en central modpart (CCP) eller enhver anden fysisk person, der er ansvarlig for overtrædelse af artikel 9, stk. 1 og 9, artikel 13 eller artikel 70, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter, at afholde sig fra at udøve funktioner i en central modpart (CCP) i en midlertidig periode.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Finanstilsynet kan påbyde en direktør, et bestyrelsesmedlem, en person, der faktisk leder en CCP’s forretningsaktiviteter, eller enhver anden fysisk person, der er ansvarlig for CCP’ens overtrædelse af artikel 9, stk. 1 og 9, artikel 13 eller artikel 70, stk. 1, i CCPRR-forordningen at afholde sig fra at udøve funktioner i en midlertidig periode.

Definitionen af øverste ledelse fremgår af artikel 2, nr. 37, i CCPRR-forordningen.

Påbuddets varighed vil afhænge af en konkret vurdering, men kan eksempelvis hænge sammen med hvornår CCP’en får bragt overtrædelsen til ophør ved at opfylde de relevante pligter.

Påbuddets varighed skal derfor ikke fremgå af påbuddet.

I medfør af artikel 9, stk. 1, i CCPRR-forordningen har en CCP pligt til at udarbejde og vedligeholde en genopretningsplan.

Kravene til genopretningsplanens indhold fremgår af artikel 9, stk. 2, 3, 10 og 11 og afsnit A i bilaget til CCPRR-forordningen.

En CCP’s genopretningsplan anses ikke for udarbejdet, hvis den ikke lever op til de krav til genopretningsplanens indhold, der fremgår af artikel 9, stk. 2, 3, 10 og 11 eller bilagets afsnit A i CCPRR-forordningen.

I medfør af artikel 13, stk. 1, i CCPRR-forordningen har en CCP pligt til at samarbejde med afviklingsmyndigheden om udarbejdelsen af afviklingsplaner og give afviklingsmyndigheden alle oplysninger, der er nødvendige for udarbejdelsen og gennemførelsen af afviklingsplanen, herunder de oplysninger og analyser, der er omhandlet i afsnit B i bilaget til CCPRR-forordningen.

Oplysningerne kan gives til Finansiel Stabilitet gennem Finanstilsynet.

I medfør af artikel 13, stk. 2, har CCP’en desuden pligt til at give afviklingsmyndighederne, dvs. både Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, jf. lovforslagets § 3, nr. 5, og § 7, nr. 12, detaljerede registre over de aftaler, som omhandlet i artikel 29 i EMIR, som CCP’en er part i, hvis afviklingsmyndighederne kræver det.

De nævnte aftaler, som er omhandlet i artikel 29 i EMIR, omfatter blandt andet aftaler om de tjenesteydelser, CCP’en leverer, og de aktiviteter, CCP’en udfører.

I medfør af artikel 13, stk. 3, har CCP’en pligt til rettidigt at udveksle oplysninger med Finanstilsynet for at lette vurderingen af CCP’ens risikoprofiler og indbyrdes forbundet med andre FMI’er, andre finansieringsinstitutter og med det finansielle system generelt som omhandlet i artikel 9 og 10 i CCPRR-forordningen.

I medfør af artikel 70 stk. 1, i CCPRR-forordningen har en CCP pligt til at underrette Finanstilsynet, hvis CCP’en vurderer, at den er nødlidende eller forventeligt nødlidende i henhold til CCPRR-forordningen.

Et påbud meddelt efter det foreslåede stk. 1 eller 2 vil gælde indtil Finanstilsynet tilbagekalder påbuddet.

Bestemmelsen foreslås som følge af artikel 82, stk. 2, litra c, i CCPRR-forordningen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10 (§ 231, stk. 2, nr. 3 og 4, i lov om kapitalmarkeder)

Det følger af § 231, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, at enhver, som Finanstilsynets afgørelse retter sig mod, er part i afgørelsen.

§ 231, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder fastlægger, hvem der, ud over den, som afgørelsen retter sig mod, er part i sager, hvor der er eller vil blive truffet afgørelse af Finanstilsynet i medfør af de regler, som Finanstilsynet påser overholdelse af.

De fysiske og juridiske personer, der er oplistet i § 231, stk. 2, har alene partsstatus for så vidt angår oplysninger, der vedrører den pågældende.

Det foreslås at indsætte et nyt nr. 3, i § 231, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder, hvoraf det fremgår, at den centrale modpart (CCP) tillige anses som part i en sag, når Finanstilsynet har truffet afgørelse i medfør af § 221 a.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at CCP’en, ud over den, som afgørelsen retter sig mod, er part i en sag, når Finanstilsynet træffer afgørelse i medfør af § 221 a, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører CCP’en.

Det foreslås i lovforslagets § 2, nr. 9, om indsættelse af § 221 a i lov om kapitalmarkeder, at Finanstilsynet kan påbyde et medlem af den øverste ledelse i en central modpart (CCP) eller enhver anden fysisk person, der er ansvarlig for overtrædelse af artikel 9, stk. 1 og 9, artikel 13 eller artikel 70, stk. 1, i CCPRR-forordningen, at afholde sig fra at udøve funktioner i en central modpart (CCP) i en midlertidig periode.

Det foreslås at indsætte et nyt nr. 4, i § 231, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder, hvoraf det fremgår, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen eller en kapitalejer i en central modpart (CCP), eller en fysisk eller juridisk person, som Finanstilsynet finder har snævre forbindelser til den centrale modpart (CCP) tillige anses som part i en sag, hvor Finanstilsynet træffer afgørelse i medfør af artikel 22, stk. 1, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen eller en kapitalejer i en CCP, eller en juridisk eller fysisk person, som Finanstilsynet finder har snævre forbindelser til CCP’en, når Finanstilsynet træffer afgørelse om, at CCP’en er nødlidende eller forventeligt nødlidende i henhold til artikel 22, stk. 1, litra a, i CCPRR-forordningen, har partsstatus for så vidt angår de dele af afgørelsen, der vedrører den pågældende, uanset at afgørelsen er rettet mod CCP’en.

Definitionen af snævre forbindelser følger af artikel 2, nr. 24, i EMIR.

Snævre forbindelser er blandt andet en situation hvor to eller flere fysiske eller juridiske personer er knyttet til hinanden gennem kapitalinteresser på mindst 20 procent af stemmerettighederne i en virksomhed.

En afgørelse om, at en CCP er nødlidende eller forventeligt nødlidende i medfør af artikel 22, stk. 1, litra a, kan bl.a. være begrundet med, at CCP’en ikke længere opfylder, eller forventeligt ikke længere vil opfylde, de betingelser, hvorpå tilladelsen blev meddelt.

Som eksempel vil en direktør være part i den del af sagen, der vedrører den pågældende, når Finanstilsynets afgørelse om, at CCP’en er nødlidende er delvist begrundet i, at direktøren ikke har et tilstrækkelig godt omdømme til at sikre en sund og forsigtig ledelse af CCP’en.

En kapitalejer vil eksempelvis være part i den del af sagen, der vedrører den pågældende, hvis Finanstilsynets afgørelse om, at CCP’en er nødlidende indeholder en vurdering af, at kapitalejeren er til hinder for, at der kan sikres en sund og forsigtig ledelse af CCP’en.

De fysiske og juridiske personer, der er omfattet af bestemmelsen, bevarer deres partsstatus i forhold til Finanstilsynets afgørelse også efter Finansiel Stabilitet som afviklingsmyndighed har overtaget kontrollen med CCP’en.

Til nr. 11 (§ 251 a i lov om kapitalmarkeder)

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Det foreslås i § 251 a, i lov om kapitalmarkeder, at medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde overtrædelse af artikel 9, stk. 1 og 9, artikel 13 og artikel 70, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en overtrædelse af artikel 9, stk. 1 og 9, artikel 13 og artikel 70, stk. 1, i CCPRR-forordningen straffes med bøde.

Den foreslåede bestemmelse strafbelægger de overtrædelser, som i medfør af artikel 82, stk. 1, i CCPRR-forordningen skal kunne sanktioneres af de nationale kompetente myndigheder.

Det følger af artikel 82, stk. 1, i CCPRR-forordningen, at overtrædelse af artikel 9, artikel 13 og artikel 70, stk. 1, skal kunne sanktioneres.

Overtrædelser af CCPRR-forordningen kan foretages af fysiske og juridiske personer.

Det følger af § 27, stk. 1, 1. pkt., i straffeloven, at strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

I dette tilfælde, hvor den strafbelagte bestemmelse omhandler en pligt for virksomheden, er de mulige ansvarssubjekter ved overtrædelse af bestemmelsen virksomheden, samt en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, hvilket oftest ledelsen.

Der vil kunne rejses tiltale mod virksomheden alene eller mod både virksomheden og en eller flere personer med tilknytning til virksomheden.

Ved valg af ansvarssubjekt er det udgangspunktet, at tiltalen rejses mod den juridiske person.

Der kan i en række tilfælde være anledning til, ud over tiltalen mod den juridiske person, tillige at rejse tiltale mod en eller flere fysiske personer, såfremt den eller de pågældende har handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed.

Der bør som udgangspunkt ikke rejses tiltale mod underordnede ansatte.

Bødeniveauet vil blive fastsat i overensstemmelse med de generelle regler om straf i § 255, stk. 5, i lov om kapitalmarkeder.

Det fremgår heraf, at der ved udmåling af bøde lægges vægt på overtrædelsens grovhed og gerningsmandens økonomiske forhold.

For overtrædelser begået af juridiske personer lægges ved vurderingen af gerningsmandens økonomiske forhold vægt på virksomhedens nettoårsomsætning på gerningstidspunktet.

For overtrædelser begået af fysiske personer lægges vægt på den pågældendes indtægtsforhold på gerningstidspunktet.

Det er afgørende, at der ved strafudmålingen lægges vægt på de nævnte faktorer, således at bøder vil have en pønal og præventiv effekt på alle aktører på markedet, og således at det finansielle incitament til at overtræde bestemmelserne reduceres.

Vurderingen af overtrædelsens grovhed bør foregå uafhængig af gerningsmandens økonomiske forhold.

Nedenfor beskrives de artikler i CCPRR-forordningen, der strafbelægges med den foreslåede bestemmelse i § 251 a i lov om kapitalmarkeder

I medfør af artikel 9, stk. 1, i CCPRR-forordningen, har en CCP pligt til at udarbejde og vedligeholde en genopretningsplan.

Kravene til genopretningsplanens indhold fremgår af artikel 9, stk. 2, 3, 10 og 11 og afsnit A i bilaget til CCPRR-forordningen.

En CCP’s genopretningsplan anses ikke for udarbejdet, hvis den ikke lever op til de krav til genopretningsplanens indhold, der fremgår af artikel 9, stk. 2, 3, 10 og 11 eller bilagets afsnit A i CCPRR-forordningen.

Ansvarssubjektet er CCP’en eller en fysisk person med tilknytning til CCP’en.

Den strafbare handling består i undladelse af at udarbejde eller vedligeholde CCP’ens genopretningsplan i overensstemmelse med kravene i artikel 9 i CCPRR-forordningen.

I medfør af artikel 9, stk. 9, i CCPRR-forordningen, har en CCP pligt til at ajourføre genopretningsplanen mindst en gang årligt.

Finanstilsynet kan kræve, at en CCP ajourfører genopretningsplanen hyppigere.

Ansvarssubjektet er CCP’en eller en fysisk person med tilknytning CCP’en.

Den strafbare handling består i undladelse af at ajourføre CCP’ens genopretningsplan årligt eller hyppigere, hvis Finanstilsynet har stillet krav om dette overfor CCP’en i overensstemmelse med artikel 9, stk. 9, i CCPRR-forordningen.

I medfør af artikel 13, stk. 1, i CCPRR-forordningen, har en CCP pligt til at samarbejde med afviklingsmyndigheden om udarbejdelsen af afviklingsplaner og give afviklingsmyndigheden alle oplysninger, der er nødvendige for udarbejdelsen og gennemførelsen af afviklingsplanen, herunder de oplysninger og analyser, der er omhandlet i afsnit B i bilaget til CCPRR-forordningen.

Oplysningerne kan gives til afviklingsmyndigheden gennem Finanstilsynet.

I medfør af artikel 13, stk. 2, har CCP’en desuden pligt til at give afviklingsmyndighederne, dvs. både Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, jf. lovforslagets § 2, nr. 9, og § 7, nr. 12, detaljerede registre over de aftaler, som omhandlet i artikel 29 i EMIR, som CCP’en er part i, hvis afviklingsmyndighederne kræver det.

De nævnte aftaler, som er omhandlet i artikel 29 i EMIR, omfatter blandt andet aftaler om de tjenesteydelser, CCP’en leverer, og aktiviteter, CCP’en udfører.

I medfør af artikel 13, stk. 3, har CCP’en pligt til rettidigt at udveksle oplysninger med Finanstilsynet for at lette vurderingen af CCP’ens risikoprofiler og indbyrdes forbundet med andre FMI’er, andre finansieringsinstitutter og med det finansielle system generelt som omhandlet i artikel 9 og 9 i CCPRR-forordningen.

Det følger af artikel 2, nr. 16, i CCPRR-forordningen, at en FMI er en finansiel markedsinfrastrukur, der kan være en CCP, en værdipapircentral, et transaktionsregister, et betalingssystem eller et andet system, der er defineret og udpeget af en medlemsstat i medfør af artikel 2, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer.

Artikel 9 og 10 i CCPRR-forordningen omhandler henholdsvis kravene til en CCP’s genopretningsplan og tilsynsmyndighedernes vurdering af genopretningsplanen.

Ansvarssubjektet er CCP’en eller en fysisk person med tilknytning CCP’en.

Den strafbare handling består i undladelse af at fremlægge alle de oplysninger, som Finanstilsynet eller afviklingsmyndighederne kræver i medfør af artikel 13, i CCPRR-forordningen.

I medfør af artikel 70 stk. 1, i CCPRR-forordningen har en CCP pligt til at underrette Finanstilsynet, hvis CCP’en vurderer, at den er nødlidende eller forventeligt nødlidende i henhold til CCPRR-forordningen.

Ansvarssubjektet er CCP’en.

Den strafbare handling består i undladelse af at underrette Finanstilsynet, når CCP’en vurderer, at den er nødlidende eller forventeligt nødlidende.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12 (§ 254, stk. 1, 1. pkt., i lov om kapitalmarkeder)

§ 254, stk. 1, indeholder regler om straf for manglende efterlevelse af påbud og afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger.

Det følger af den gældende § 254, stk. 1, 1. pkt., i lov om kapitalmarkeder, at en operatør af en markedsplads, en central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet, et fondsmæglerselskab, et registreret betalingssystem, en operatør af et detailbetalingssystem, et kontoførende institut, en udsteder, en investor, en tilbudsgiver, en deltager på markedet for emissionskvoter, en positionstager, en repræsentant eller en aktionær, der undlader at efterkomme et påbud fra Finanstilsynet givet i medfør af § 220 eller afgiver urigtige og vildledende oplysninger til Finanstilsynet, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Det fremgår af artikel 20, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug), at personer, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, skal udvise rimelig omhu for at sikre, at oplysningerne fremsættes objektivt, og at deres interesser eller interessekonflikter oplyses.

En overtrædelse af bestemmelsen kan eksempelvis bestå i ikke at fremsætte oplysningerne på en objektiv måde, eller manglende eller utilstrækkelig offentliggørelse af interesser eller interessekonflikter i forbindelse med udarbejdelsen eller udbredelsen af investeringsanbefalingen eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi.

Alle, der udarbejder investeringsanbefalinger, er omfattet af reglerne om investeringsanbefalinger i forordningen om markedsmisbrug, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af § 211, stk. 2.

Der sondres mellem investeringsanbefalinger, som er udarbejdet af professionelle og ikke-professionelle.

Investeringsanbefalinger fra ikke-professionelle omfatter alle, som udarbejder investeringsanbefalinger, men som ikke er professionelle.

De ikke-professionelle omfatter en undergruppe af fysiske og juridiske personer, der betragtes som eksperter.

I medfør af § 220, stk. 1, 1. pkt., kan Finanstilsynet påbyde en fysisk eller juridisk person at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf og efter forordninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler fastsat i medfør heraf.

Finanstilsynet påser overholdelsen af forordningen om markedsmisbrug og regler udstedt i medfør heraf i henhold til § 211, stk. 2, nr. 5.

Derfor kan Finanstilsynet også påbyde en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser i medfør af forordningen om markedsmisbrug eller den delegerede forordning om investeringsanbefalinger.

I medfør af § 214, stk. 1, kan Finanstilsynet, fra virksomheder under tilsyn, den nuværende og tidligere ledelse i virksomheder under tilsyn og andre fysiske og juridiske personer, der har pligter i henhold til de regler, der fremgår af bl.a. § 211, stk. 1-3, kræve at få alle oplysninger, dokumenter eller andre data i enhver form, som Finanstilsynet skønner nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af regler, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de regler, der fremgår af § 211, stk. 1-3.

Derfor kan Finanstilsynet også kræve at få alle oplysninger fra en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, som Finanstilsynet skønner nødvendigt, da denne person har forpligtelser i medfør af forordningen om markedsmisbrug eller den delegerede forordning om investeringsanbefalinger.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at ændre bestemmelsen således at en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi også fremgår heraf.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, og som undlader at efterkomme et påbud fra Finanstilsynet givet i medfør af lovens § 220 eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet, kan straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Den strafbare handling i medfør af § 254, stk. 1, består i ikke at efterkomme et påbud eller afgive urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet.

Ansvarssubjektet for en overtrædelse af § 254, stk. 1, er den fysiske eller juridiske person, der står som modtager af et påbud, jf. Folketingstidende 2016-2017, tillæg A, L 155 som fremsat, side 378 eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet.

Til nr. 13 (§ 254, stk. 3, i lov om kapitalmarkeder)

§ 254, stk. 3, indeholder regler om straf for personer tilknyttet en af de aktører, der er nævnt i § 254, stk. 1, hvis personerne giver urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen, Danmarks Nationalbank eller anden offentlig myndighed.

Det følger af den gældende § 254, stk. 3, at såfremt en person, der er knyttet til en af de i stk. 1, 1. pkt., nævnte aktører giver urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen, Danmarks Nationalbank eller anden offentlig myndighed, straffes den pågældende med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Det fremgår af artikel 20, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug), at personer, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, skal udvise rimelig omhu for at sikre, at oplysningerne fremsættes objektivt, og at deres interesser eller interessekonflikter oplyses.

Alle, der udarbejder investeringsanbefalinger, er omfattet af reglerne om investeringsanbefalinger i forordningen om markedsmisbrug, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af § 211, stk. 2.

Der sondres mellem investeringsanbefalinger, som er udarbejdet af professionelle og ikke-professionelle.

Investeringsanbefalinger fra ikke-professionelle omfatter alle, som udarbejder investeringsanbefalinger, men som ikke er professionelle.

De ikke-professionelle omfatter en undergruppe af fysiske og juridiske personer, der betragtes som eksperter.

Finanstilsynet påser overholdelsen af forordningen om markedsmisbrug og regler udstedt i medfør heraf i henhold til § 211, stk. 2, nr. 5.

Derfor kan Finanstilsynet også påbyde en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser i medfør af forordningen om markedsmisbrug eller den delegerede forordning om investeringsanbefalinger.

I medfør af § 214, stk. 1, kan Finanstilsynet, fra virksomheder under tilsyn, den nuværende og tidligere ledelse i virksomheder under tilsyn og andre fysiske og juridiske personer, der har pligter i henhold til de regler, der fremgår af bl.a. § 211, stk. 1-3, kræve at få alle oplysninger, dokumenter eller andre data i enhver form, som Finanstilsynet skønner nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af regler, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de regler, der fremgår af § 211, stk. 1-3.

Derfor kan Finanstilsynet også kræve at få alle oplysninger fra en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, som Finanstilsynet skønner nødvendigt, da denne person har forpligtelser i medfør af forordningen om markedsmisbrug eller den delegerede forordning om investeringsanbefalinger.

Det foreslås i stk. 3, at indsætte en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at en person, der er knyttet til en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, som giver urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet eller anden offentlig myndighed, vil kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Den strafbare handling i medfør af § 254, stk. 3, består i at afgive urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen eller Danmarks Nationalbank.

Ansvarssubjektet for en overtrædelse af § 254, stk. 3, er den fysiske eller juridiske person, der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen eller Danmarks Nationalbank, jf. i Folketingstidende 2016-2017, tillæg A, L 155 som fremsat, side 379.

Til nr. 14 (§ 256, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 256 fastlægger reglerne for tvangsbøder.

Det følger af den gældende § 256, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, at undlader en direktør, et bestyrelsesmedlem eller en revisor hos en operatør af en markedsplads, en central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet, et fondsmæglerselskab, et registreret betalingssystem, en operatør af et detailbetalingssystem, et kontoførende institut, en udsteder, en investor, en tilbudsgiver, en deltager på markedet for emissionskvoter, en positionstager, en repræsentant eller en aktionær at efterkomme de pligter, der efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, forordninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler udstedt i medfør heraf påhviler dem eller pålægges dem af Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen eller, når der er tale om et registreret betalingssystem, Danmarks Nationalbank, kan Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen henholdsvis Danmarks Nationalbank som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.

Det fremgår af artikel 20, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug), at personer, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, skal udvise rimelig omhu for at sikre, at oplysningerne fremsættes objektivt, og at deres interesser eller interessekonflikter oplyses.

En overtrædelse af bestemmelsen kan eksempelvis bestå i ikke at fremsætte oplysningerne på en objektiv måde, men kan endvidere også bestå i manglende eller utilstrækkelig offentliggørelse af interesser eller interessekonflikter i forbindelse med udarbejdelsen eller udbredelsen af investeringsanbefalingen eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi.

Alle, der udarbejder investeringsanbefalinger, er omfattet af reglerne om investeringsanbefalinger i forordningen om markedsmisbrug, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af § 211, stk. 2.

Der sondres mellem investeringsanbefalinger, som er udarbejdet af professionelle og ikke-professionelle.

Investeringsanbefalinger fra ikke professionelle omfatter alle, som udarbejder investeringsanbefalinger, men som ikke er professionelle.

De ikke-professionelle omfatter en undergruppe af fysiske og juridiske personer, der betragtes som eksperter.

I medfør af § 220, stk. 1, 1. pkt., kan Finanstilsynet påbyde en fysisk eller juridisk person at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf og efter forordninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler fastsat i medfør heraf.

Finanstilsynet påser overholdelsen af forordningen om markedsmisbrug og regler udstedt i medfør heraf i henhold til § 211, stk. 2, nr. 5.

Derfor kan Finanstilsynet også påbyde en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser medfør af forordningen om markedsmisbrug eller den delegerede forordning om investeringsanbefalinger.

I medfør af § 214, stk. 1, kan Finanstilsynet, fra virksomheder under tilsyn, den nuværende og tidligere ledelse i virksomheder under tilsyn og andre fysiske og juridiske personer, der har pligter i henhold til de regler, der fremgår af bl.a. § 211, stk. 1-3, kræve at få alle oplysninger, dokumenter eller andre data i enhver form, som Finanstilsynet skønner nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af regler, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de regler, der fremgår af § 211, stk. 1-3.

Derfor kan Finanstilsynet også kræve at få alle oplysninger fra en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, som Finanstilsynet skønner nødvendigt, da denne person har forpligtelser i medfør af forordningen om markedsmisbrug eller den delegerede forordning om investeringsanbefalinger.

Det foreslås i stk. 1, at ændre »eller en aktionær« til »en aktionær eller en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi«.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Finanstilsynet vil kunne pålægge direktionen eller bestyrelsen hos en juridisk person eller en revisor hos en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi tvangsbøder, hvis vedkommende ikke efterkommer de pligter der efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, forordninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler udstedt i medfør heraf eller forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov påhviler dem eller pålægges dem af Finanstilsynet.

Den strafbare handling i medfør af den foreslåede ændring af § 256, stk. 1, består i ikke at efterkomme de pligter, der efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, forordninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler udstedt i medfør heraf eller forordninger fastsat i medfør af de direktiver der gennemføres ved denne lov påhviler dem eller pålægges dem af Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen eller, når der er tale om et registreret betalingssystem, Danmarks Nationalbank.

Ansvarssubjektet er direktionen eller bestyrelsen hos en juridisk person eller en revisor hos en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi.

Den foreslåede ændring giver Finanstilsynet en generel hjemmel til at pålægge bl.a. en revisor hos en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi tvangsbøder, hvis man undlader i rette tid at efterkomme de pligter, der efter loven påhviler dem.

Tvangsbøder er et forvaltningsretligt tvangsmiddel og ikke nogen strafferetlig sanktion.

Det gælder derfor, at påløbne, men endnu ikke inddrevne bøder, bortfalder ved forholdets lovliggørelse, jf. Justitsministeriets vejledning nr. 11255 af 18. juni 1996 om benådning, udsættelse, eftergivelse og henstand m.v. Den del af bøden, som ikke bliver betalt eller indkommer ved inddrivelse gennem udpantning, kan kræves afsonet efter reglerne om straf af fængsel, jf. § 17 i lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m., jf. Folketingstidende 2016-2017, tillæg A, L 155 som fremsat, side 383.

Til nr. 15 (§ 256, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 256 fastlægger reglerne for tvangsbøder.

Det følger af den gældende § 256, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, at undlader en direktør, et bestyrelsesmedlem eller en revisor hos en operatør af en markedsplads, en central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet, et fondsmæglerselskab, et registreret betalingssystem, en operatør af et detailbetalingssystem, et kontoførende institut, en udsteder, en investor, en tilbudsgiver, en deltager på markedet for emissionskvoter, en positionstager, en repræsentant eller en aktionær at efterkomme de pligter, der efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, forordninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler udstedt i medfør heraf påhviler dem eller pålægges dem af Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen eller, når der er tale om et registreret betalingssystem, Danmarks Nationalbank, kan Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen henholdsvis Danmarks Nationalbank som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.

I medfør af § 211, stk. 3, påser Finanstilsynet også overholdelsen af forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov.

Derfor kan Finanstilsynet også fra virksomheder under tilsyn, den nuværende og tidligere ledelse i virksomheder under tilsyn og andre fysiske og juridiske personer, der har pligter i henhold til de regler, der fremgår af bl.a. § 211, stk. 3, kræve at få alle oplysninger, dokumenter eller andre data i enhver form, som Finanstilsynet skønner nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af regler, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de regler, der fremgår af § 211, stk. 3, jf. § 214, stk. 1.

Finanstilsynet kan desuden til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation foretage tilsyns- og kontrolundersøgelser på forretningsstedet hos virksomheder under tilsyn og virksomheder, der har pligter i henhold til de regler, der fremgår af bl.a. § 211, stk. 3, jf. § 215, stk. 1.

Det foreslås i stk. 1, at indsætte forordninger fastsat i medfør af de direktiver der gennemføres ved denne lov.

Den foreslåede ændring vil gøre det muligt for Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen og Danmarks Nationalbank at pålægge en fysisk eller juridisk person tvangsbøder, såfremt denne ikke opfylder sine forpligtelser efter forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov.

Konsekvensen af den foreslåede ændring vil være, at undladelse af at efterkomme de pligter, der følger af forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov vil kunne medføre tvangsbøder.

Tvangsbøder er et forvaltningsretligt tvangsmiddel og ikke nogen strafferetlig sanktion.

Det gælder derfor, at påløbne, men endnu ikke inddrevne bøder, bortfalder ved forholdets lovliggørelse, jf. Justitsministeriets vejledning nr. 11255 af 18. juni 1996 om benådning, udsættelse, eftergivelse og henstand m.v. Den del af bøden, som ikke bliver betalt eller indkommer ved inddrivelse gennem udpantning, kan kræves afsonet efter reglerne om straf af fængsel, jf. § 17 i lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m.

Til § 3

Til nr. 1 (fodnoten til lov om investeringsforeninger.

m.v.)

Den gældende fodnote til lov om investeringsforeninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1718 af 27. november 2020, indeholder en note, der oplister de direktiver og ændringsdirektiver, som er implementeret helt eller delvist i loven.

Endvidere er en række forordninger oplistet, hvori indgår bestemmelser, som er medtaget i lov om investeringsforeninger m.v.

Det foreslås, at fodnoten til lovens titel ændres.

Det foreslås at indsætte henvisning til Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), EU-Tidende 2021, nr. L 277, side 141, og Europa-Parlamentets og Rådets Forordning nr. 1286/2014 af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er), EU-tidende 2014, nr. L 352, side 1 i fodnoten til loven.

Med den foreslåede ændring vil det fremgå af fodnoten til lov om investeringsforeninger m.v., at loven gennemfører dele af Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 samt supplerer Europa-Parlamentets og Rådets Forordning nr. 1286/2014 af 26. november 2014.

Til nr. 2 (§ 2, nr. 21, litra b, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Lov om investeringsforeninger m.v. § 2 indeholder en oplistning af definitioner.

Det fremgår af § 2, nr. 21, litra a og b, at et feederinstitut er, a) En UCITS, jf. nr. 4, eller en afdeling heraf, der har tilladelse i sit hjemland til at investere mindst 85 pct. af sin formue i en anden UCITS, eller b) en dansk UCITS eller en afdeling heraf, der har tilladelse efter § 12, stk. 2, henholdsvis § 15, stk. 3, § 16, stk. 3, eller § 17, stk. 3.

Det foreslås i § 2, nr. 21, litra b, at ændre »stk. 3« til: »stk. 4« tre steder.

Det foreslåede er en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 3, nr. 5-7, der indsætter et nyt stk. 3, i §§ 15-17.

Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med det foreslåede.

Til nr. 3 (§ 2, nr. 27, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Den gældende § 2 i lov om investeringsforeninger m.v. indeholder en række definitioner.

Det forslås at indsætte nr. 27 i § 2 således at bæredygtighedsrisiko defineres som i artikel 2, nr. 22, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088.

Den foreslåede bestemmelse vil implementere artikel 1, nr. 1, første led, i Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter).

Bestemmelsen afspejler bæredygtighedsrisiko som defineret i artikel 2, nr. 22, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen).

Bæredygtighedsrisiko er i disclosureforordningen defineret som miljømæssig, social eller ledelsesmæssig begivenhed eller omstændighed, som, hvis den opstår, kunne have faktisk eller potentiel væsentlig negativ indvirkning på værdien af en investering.

Til nr. 4 (§ 12, stk. 4, nr. 2, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Begrebet central investorinformation fremgår af § 12, stk. 4, nr. 2, i lov om investeringsforeninger m.v.

Begrebet dækker over et dokument med central investorinformation der har til formål at give et overblik over den relevante afdeling eller andelsklasse, herunder oplysninger om afdelingens investeringsprofil og omkostningerne i forbindelse med en investering i afdelingen eller andelsklassen.

Det foreslås at ændre »centrale investorinformation« til »centrale information« i § 12, stk. 4, nr. 2, i lov om investeringsforeninger m.v.

Ændringsforslaget er fremsat for at ensrette terminologien i lov om investeringsforeninger m.v. og PRIIP-forordningen og UCITS-direktivet.

Der er således ikke tilsigtet nogen materiel ændring af retstilstanden.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5 (§ 15, stk. 3, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Det følger af den gældende § 15, stk. 2, i lov om investeringsforeninger m.v., at Finanstilsynet skal give tilladelse til nye afdelinger i en investeringsforening, når afdelingerne er gyldigt stiftet, og Finanstilsynet har godkendt vedtægtsbestemmelserne vedrørende afdelingerne.

Det følger af § 150, stk. 1, 1. pkt., at en afdeling højst må placere 20 pct. af sin formue i indskud og likvide midler i accessorisk omfang i ét kreditinstitut eller i kreditinstitutter i samme koncern.

Det følger dog af § 150, stk. 1, 2. pkt., at nyoprettede afdelinger kan overskride grænsen i 1. pkt. i op til 6 måneder fra datoen for afdelingens tilladelse.

Det foreslås, i den nye § 15, stk. 3, at en investeringsforening, hvis nyoprettede afdeling ønsker at fravige spredningsreglerne i kapitel 15, bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6 måneder fra tilladelsen skal have Finanstilsynets godkendelse af bestyrelsens instruks for afdelingens overholdelse af princippet om risikospredning.

Det foreslåede er en delvis implementering af artikel 57, stk. 1, 2. afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-direktivet).

Den foreslåede bestemmelse vil give Finanstilsynet mulighed for at tillade, at en nyoprettet afdeling i en investeringsforening, under overholdelse af princippet om risikospredning, kan fravige de grænser, der er fastsat i kapitel 15, i lov om investeringsforeninger m.v., i op til 6 måneder fra datoen for Finanstilsynets tilladelse til afdelingen, hvis investeringsforeningen ønsker at påbegynde investering af formuen i værdipapirer og således forkorte perioden, hvor afdelingens formue primært er placeret i indskud og likvide midler.

Bestemmelsen medfører, at nyoprettede afdelinger i en investeringsforening, som ønsker at fravige spredningsreglerne i kapital 15, bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6 måneder fra tilladelsen, skal ansøge Finanstilsynet herom.

Ansøgningen skal vedlægges bestyrelsens instruks for afdelingens fravigelse af spredningsreglerne ved overholdelse af princippet om risikospredning og kan indsendes til Finanstilsynet samtidig med, at afdelingen søger om tilladelse.

Finanstilsynet vil, forud for en sådan tilladelse, skulle vurdere, om princippet om risikospredning kan overholdes ud fra bestyrelsens instruks for afdelingen.

Instruksen for afdelingens overholdelse af princippet om risikospredning skal indeholde konkrete anvisninger for, hvordan hensynet til risikospredning overholdes i opstartsfasens første 6 måneder, uanset at alle spredningsregler i kapital 15 ikke overholdes.

Instruksen skal indeholde anvisninger for, hvordan flest mulige spredningsregler kan overholdes i opstartsfasens første 6 måneder, og instruksen må ikke give mulighed for, at enkelte positioner i afdelingen opnår en størrelse, som er uhensigtsmæssig for afdelingen.

Instruksen skal indeholde anvisninger for, hvordan afdelingen i løbet af maksimalt 6 måneder fra Finanstilsynets tilladelse til afdelingen kan efterleve spredningsreglerne i kapitel 15, således at risikoen for, at afdelingen ikke kan overholde reglerne efter 6 måneder fra tilladelsen minimeres.

Endeligt skal instruksen udformes på en sådan måde, at spredningsreglerne overskrides i kortest mulig tid fra Finanstilsynet giver tilladelse til afdelingen.

Instruksens retningslinjer for afvejningen af, hvordan afdelingen investerer hensigtsmæssigt i opstartsfasen, skal som minimum inddrage afdelingens størrelse og likviditeten i de finansielle instrumenter, som afdelingen investerer i.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6 (§ 16, stk. 3, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Det følger af den gældende § 16, stk. 2, i lov om investeringsforeninger m.v., at Finanstilsynet skal give tilladelse til nye afdelinger i en SIKAV, når afdelingerne er gyldigt stiftet, og Finanstilsynet har godkendt vedtægtsbestemmelserne vedrørende afdelingerne.

Det følger af § 150, stk. 1, 1. pkt., at en afdeling højst må placere 20 pct. af sin formue i indskud og likvide midler i accessorisk omfang i ét kreditinstitut eller i kreditinstitutter i samme koncern.

Det følger dog af § 150, stk. 1, 2. pkt., at nyoprettede afdelinger kan overskride grænsen i 1. pkt. i op til 6 måneder fra datoen for afdelingens tilladelse.

Det foreslås i § 16, stk. 3, at en SIKAV, hvis nyoprettede afdeling ønsker at fravige spredningsreglerne i kapitel 15, bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6 måneder fra tilladelsen skal have Finanstilsynets godkendelse af bestyrelsens instruks for afdelingens overholdelse af princippet om risikospredning.

Det foreslåede er en delvis implementering af artikel 57, stk. 1, 2. afsnit, i UCITS-direktivet.

Den foreslåede bestemmelse vil give Finanstilsynet mulighed for at give tilladelse til, at en nyoprettet afdeling i en SIKAV, under overholdelse af princippet om risikospredning, kan fravige de grænser, der er fastsat i kapitel 15, i lov om investeringsforeninger m.v., i op til 6 måneder fra datoen for Finanstilsynets tilladelse til afdelingen, hvis SIKAV’en ønsker at påbegynde investering af formuen i værdipapirer og således forkorte perioden, hvor afdelingens formue primært er placeret i indskud og likvide midler.

Bestemmelsen medfører, at nyoprettede afdelinger i en investeringsforening, som ønsker at fravige spredningsreglerne i kapital 15, bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6 måneder fra tilladelsen, skal ansøge Finanstilsynet herom.

Ansøgningen skal vedlægges bestyrelsens instruks for afdelingens fravigelse af spredningsreglerne ved overholdelse af princippet om risikospredning og kan indsendes til Finanstilsynet samtidig med, at afdelingen søger om tilladelse.

Finanstilsynet vil, forud for en sådan tilladelse, skulle vurdere, om princippet om risikospredning kan overholdes ud fra bestyrelsens instruks for afdelingen.

Instruksen for afdelingens overholdelse af princippet om risikospredning skal indeholde konkrete anvisninger for, hvordan hensynet til risikospredning overholdes i opstartsfasens første 6 måneder, uanset at alle spredningsregler i kapital 15 ikke overholdes.

Instruksen skal indeholde anvisninger for, hvordan flest mulige spredningsregler kan overholdes i opstartsfasens første 6 måneder, og instruksen må ikke give mulighed for, at enkelte positioner i afdelingen opnår en størrelse, som er uhensigtsmæssig for afdelingen.

Instruksen skal indeholde anvisninger for, hvordan afdelingen i løbet af maksimalt 6 måneder fra Finanstilsynets tilladelse til afdelingen kan efterleve spredningsreglerne i kapitel 15, således at risikoen for, at afdelingen ikke kan overholde reglerne efter 6 måneder fra tilladelsen minimeres.

Endeligt skal instruksen udformes på en sådan måde, at spredningsreglerne overskrides i kortest mulig tid fra Finanstilsynet giver tilladelse til afdelingen.

Instruksens retningslinjer for afvejningen af, hvordan afdelingen investerer hensigtsmæssigt i opstartsfasen, skal som minimum inddrage afdelingens størrelse og likviditeten i de finansielle instrumenter, som afdelingen investerer i.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7 (§ 17, stk. 3, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Det følger af den gældende § 17, stk. 2, i lov om investeringsforeninger m.v., at Finanstilsynet skal give tilladelse til nye afdelinger i en værdipapirfond, når afdelingerne er gyldigt stiftet, og Finanstilsynet har godkendt fondsbestemmelserne vedrørende afdelingerne.

Det følger af § 150, stk. 1, 1. pkt., at en afdeling højst må placere 20 pct. af sin formue i indskud og likvide midler i accessorisk omfang i ét kreditinstitut eller i kreditinstitutter i samme koncern.

Det følger dog af § 150, stk. 1, 2. pkt., at nyoprettede afdelinger kan overskride grænsen i 1. pkt. i op til 6 måneder fra datoen for afdelingens tilladelse.

Det foreslås, i § 17, stk. 3, at en værdipapirfond, hvis nyoprettede afdeling ønsker at fravige spredningsreglerne i kapitel 15, bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6 måneder fra tilladelsen skal have Finanstilsynets godkendelse af bestyrelsens instruks for afdelingens overholdelse af princippet om risikospredning.

Det foreslåede er en delvis implementering af artikel 57, stk. 1, 2. afsnit, i UCITS-direktivet.

Den foreslåede bestemmelse vil give Finanstilsynet mulighed for at give tilladelse til, at en nyoprettet afdeling i en værdipapirfond, under overholdelse af princippet om risikospredning, kan fravige de grænser, der er fastsat i kapitel 15, i lov om investeringsforeninger m.v., i op til 6 måneder fra datoen for Finanstilsynets tilladelse til afdelingen, hvis værdipapirfonden ønsker at påbegynde investering af formuen i værdipapirer og således forkorte perioden, hvor afdelingens formue primært er placeret i indskud og likvide midler.

Bestemmelsen medfører, at nyoprettede afdelinger i en investeringsforening, som ønsker at fravige spredningsreglerne i kapital 15, bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6 måneder fra tilladelsen, skal ansøge Finanstilsynet herom.

Ansøgningen skal vedlægges bestyrelsens instruks for afdelingens fravigelse af spredningsreglerne ved overholdelse af princippet om risikospredning og kan indsendes til Finanstilsynet samtidig med, at afdelingen søger om tilladelse.

Finanstilsynet vil, forud for en sådan tilladelse, skulle vurdere, om princippet om risikospredning kan overholdes ud fra bestyrelsens instruks for afdelingen.

Instruksen for afdelingens overholdelse af princippet om risikospredning skal indeholde konkrete anvisninger for, hvordan hensynet til risikospredning overholdes i opstartsfasens første 6 måneder, uanset at alle spredningsregler i kapital 15 ikke overholdes.

Instruksen skal indeholde anvisninger for, hvordan flest mulige spredningsregler kan overholdes i opstartsfasens første 6 måneder, og instruksen må ikke give mulighed for, at enkelte positioner i afdelingen opnår en størrelse, som er uhensigtsmæssig for afdelingen.

Instruksen skal indeholde anvisninger for, hvordan afdelingen i løbet af maksimalt 6 måneder fra Finanstilsynets tilladelse til afdelingen kan efterleve spredningsreglerne i kapitel 15, således at risikoen for, at afdelingen ikke kan overholde reglerne efter 6 måneder fra tilladelsen minimeres.

Endeligt skal instruksen udformes på en sådan måde, at spredningsreglerne kun overskrides i kortest mulig tid fra Finanstilsynets afgiver tilladelse til afdelingen under hensyntagen til, at afdelingen kan investere dens midler hensigtsmæssigt i opstartsfasen.

Ved afvejningen heraf, skal instruksen mindst inddrage afdelingens aktuelle størrelse og likviditeten i de finansielle instrumenter, som afdelingen investerer i.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8 (§ 63, stk. 2, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Den gældende § 63, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v. indeholder krav om, at investeringsforeninger skal have effektive former for virksomhedsstyring.

Dette omfatter bl.a. krav til den organisatoriske struktur, god administrativ og regnskabsmæssig praksis samt skriftlige forretningsgange, procedurer til at identificere og styre risici, ressourcer, håndtering af interessekonflikter, interne kontrolprocedurer, it-kontrol- og sikringsprocedurer.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 2 i § 63 i lov om investeringsforeninger m.v. hvorefter en investeringsforening skal tage hensyn til bæredygtighedsrisici, når investeringsforeningen opfylder kravene i stk. 1.

Bestemmelsen vil indebære, at investeringsforeninger løbende skal vurdere ikke blot alle relevante finansielle risici m.m., men også alle bæredygtighedsrisici i deres virksomhedsstyring med henblik på at sikre, at investeringsforeningens processer, systemer og interne kontrol afspejler bæredygtighedsrisici, og at investeringsforeningen har teknisk kapacitet og viden for at kunne analysere disse risici.

Bæredygtighedsrisiko defineres i lovforslagets § 3, nr. 3, som bæredygtighedsrisiko defineret som i artikel 2, nr. 22, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088.

Definitionen afspejler bæredygtighedsrisiko som defineret i artikel 2, nr. 22), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen).

Bæredygtighedsrisiko er i disclosureforordningen defineret som miljømæssig, social eller ledelsesmæssig begivenhed eller omstændighed, som, hvis den opstår, kunne have faktisk eller potentiel væsentlig negativ indvirkning på værdien af en investering.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 1, nr. 2, i Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter).

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9 (§ 63, stk. 4, nr.1, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Det følger af § 63, stk. 4, i lov om investeringsforeninger m.v., at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler på en række områder angående investeringsforeninger, herunder virksomhedsstyring.

Bemyndigelsen er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 865 af 2. juli 2014 om ledelse, styring og administration af danske UCITS.

Bekendtgørelse om ledelse, styring og administration af danske UCITS gennemfører bestemmelser fra Kommissionens direktiv 2010/43/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår organisatoriske krav, interessekonflikter, god forretningsskik, risikostyring og indholdet af aftalen mellem en depositar og et administrationsselskab.

Det følger af § 30, stk. 1, i bekendtgørelse om ledelse, styring og administration af danske UCITS, at direktionen skal fastsætte en skriftlig risikostyringsstrategi for styring af de administrerede UCITS risici, som identificerer hver afdelings risikotyper.

Artikel 1, nr. 5, i Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) fastsætter, at investeringsforeninger og investeringsforvaltningsselskaber skal integrere bæredygtighedsrisici i bl.a. de aktiviteter, som er omfattet af § 30, stk. 1, i bekendtgørelse om ledelse, styring og administration af danske UCITS.

Det foreslås i stk. 4, nr. 1, at ændre stk. 1 og 2 til stk. 1-3.

Bestemmelsen indebærer, at bemyndigelsen udvides, og Finanstilsynet dermed vil kunne fastsætte nærmere regler om bæredygtighedsrisici angående ledelse, styring og administration af danske UCITS.

Til nr. 10 (overskriften før § 102, overskriften før § 103, § 175, stk. 3, nr. 11, og § 177, stk. 1, nr. 11, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Begrebet central investorinformation fremgår af § 12, stk. 4, nr. 2, overskriften før § 102, overskriften før § 103, § 175, stk. 3, nr. 11, og § 177, stk. 1, nr. 11, i lov om investeringsforeninger m.v.

Begrebet dækker over et dokument med central investorinformation der har til formål at give et overblik over den relevante afdeling eller andelsklasse, herunder oplysninger om afdelingens investeringsprofil og omkostningerne i forbindelse med en investering i afdelingen eller andelsklassen.

Det foreslås at ændre »central investorinformation« til »central information« i overskriften før § 102, overskriften før § 103, § 175, stk. 3, nr. 11, og § 177, stk. 1, nr. 11, i lov om investeringsforeninger m.v.

Ændringsforslaget er fremsat for at ensrette terminologien i lov om investeringsforeninger m.v. og PRIIP-forordningen og UCITS-direktivet.

Der er således ikke tilsigtet nogen materiel ændring af retstilstanden.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11 (§ 103 i lov om investeringsforeninger m.v.)

Det fremgår af § 103, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., at ved udbud af andele i en dansk UCITS skal den danske UCITS udarbejde et dokument med central investorinformation for hver afdeling eller andelsklasse, der opfylder kravene i Kommissionens forordning (EU) nr. 583/2010 af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår central investorinformation og de betingelser, der skal opfyldes, når central investorinformation eller prospektet udleveres på et andet varigt medium end papir eller via et websted.

Den centrale investorinformation skal udleveres til interesserede detailinvestorer og skal indeholde information om de væsentlige karakteristika ved den danske UCITS, afdelingen eller andelsklassen, så en detailinvestor kan forstå karakteren af og risiciene ved investering i de andele, som vedkommende bliver tilbudt.

Det fremgår af § 103, stk. 2, i lov om investeringsforeninger m.v., at den danske UCITS løbende skal opdatere de væsentlige dele af den centrale investorinformation.

Det fremgår af § 103, stk. 3, i lov om investeringsforeninger m.v., at den centrale investorinformation skal offentliggøres på den danske UCITS' hjemmeside.

Det fremgår af § 103, stk. 4, i lov om investeringsforeninger m.v., at dokumentet med central investorinformation og senere ændringer heri skal sendes til Finanstilsynet og være modtaget i Finanstilsynet senest 3 hverdage efter offentliggørelsen.

Det fremgår af § 103, stk. 5, i lov om investeringsforeninger m.v., at Finanstilsynet fastsætter bestemmelser om indsendelse af den centrale investorinformation til Finanstilsynet.

Det fremgår af § 103, stk. 6, i lov om investeringsforeninger m.v., at erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om indholdet og formen af den centrale investorinformation og om udlevering heraf.

Dokumentet med central investorinformation skal give detailinvestorer et overblik over den relevante afdeling eller andelsklasse, herunder oplysninger om afdelingens investeringsprofil og omkostningerne i forbindelse med en investering i afdelingen eller andelsklassen.

Formålet er at give detailinvestor forståelse for karakteren af en investering i den pågældende afdeling eller andelsklasse og at give detailinvestor mulighed for at bedømme investeringens risici, så detailinvestoren kan foretage en beslutning om investering på et oplyst grundlag.

Reglerne skal samtidig sikre, at alle detailinvestorer, der ønsker at investere i UCITS-afdelinger eller andelsklasser i den Europæiske Union, enten nationalt eller på tværs af landegrænser får den samme information om den relevante afdeling eller andelsklasse, så det bliver nemt at sammenligne de forskellige UCITS-afdelinger og andelsklasser på tværs.

Bestemmelsen fastlægger de overordnede krav til informationen til detailinvestor.

Ifølge § 4, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 2092 af 14. december 2020 om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel kan en værdipapirhandler på eget initiativ vælge at behandle en professionel kunde eller en godkendt modpart som en detailkunde.

Det kan ske på ad hoc basis eller generelt.

Det foreslås at nyaffatte § 103 i lov om investeringsforeninger m.v.

Det foreslås i § 103, stk. 1, at ved udbud af andele i en dansk UCITS skal den danske UCITS udarbejde og på sin hjemmeside offentliggøre et dokument med central information for hver afdeling eller andelsklasse i overensstemmelse med kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1286/2014/EU af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er).

Den foreslåede bestemmelse præciserer, at danske UCITS fremover vil skulle udarbejde et såkaldt PRIIP-dokument i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1286/2014/EU af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er) og offentliggøre dette på sin hjemmeside.

Ved sammensatte investeringsprodukter forstås en investering, hvor det beløb, der skal tilbagebetales til detailinvestoren (afkastet), afhænger af en eksponering mod referenceværdier eller mod udviklingen af et eller flere aktiver, som detailinvestorer ikke direkte har købt.

En afdeling i en dansk UCITS er et PRIIP-produkt og omfattet af forordningen.

Formålet med forordningen og dermed de afledte forslag til ændringer er at øge investorbeskyttelsen for detailinvestorer.

Detailinvestorer bliver i stigende grad tilbudt et bredt udvalg af sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP'er), når de overvejer at foretage en investering.

Nogle af disse produkter kan være komplekse og vanskelige at forstå.

Dokumenter med central information indgår i detailinvestorers beslutningsgrundlag i forbindelse med investering.

Derfor har danske UCITS et betydeligt ansvar over for detailinvestorer for at sikre, at dokumenterne ikke er vildledende, unøjagtige eller i uoverensstemmelse med de relevante dele af den danske UCITS’ kontraktlige dokumenter.

Den danske UCITS skal stille dokumentet med central information til rådighed for detailinvestorer i god tid, inden de pågældende detailinvestorer bliver bundet af en kontrakt eller et tilbud vedrørende den danske UCITS.

En detailkunde skal forstås i overensstemmelse med definitionen i artikel 4, stk. 1, nr. 11 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU.

En detailkunde er således en kunde, som ikke er professionel kunde.

Den foreslåede bestemmelse supplerer artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP'er).

Det foreslås, at det skal fremgå af § 103, stk. 2, at ved udbud af andele i en dansk UCITS til professionelle investorer kan den danske UCITS, i stedet for at udarbejde et dokument som anført i stk. 1, udarbejde et dokument med central investorinformation for hver afdeling eller andelsklasse, der opfylder kravene i Kommissionens forordning (EU) nr. 583/2010 af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår central investorinformation og de betingelser, der skal opfyldes, når central investorinformation eller prospektet udleveres på et andet varigt medium end papir eller via et websted.

Det foreslåede er en videreførelse af den gældende § 103, stk. 1, med den modifikation, at UCITS, der alene bliver udbudt til professionelle investorer, fremover kan vælge mellem at udarbejde et UCITS KIID eller et PRIIP KID.

Den foreslåede bestemmelse betyder, at UCITS, der udbydes til professionelle investorer, fortsat kan udarbejde ”central investorinformation” i overensstemmelse med direktiv 2009/EF, medmindre de beslutter at udarbejde et ”dokument med central information” som fastsat i forordning (EU) nr. 2386/2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP'er).

En professionel kunde skal forstås i overensstemmelse med definitionen i artikel 4, stk. 1, nr. 10, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU.

Det foreslås i § 103, stk. 3, i lov om investeringsforeninger m.v., at den danske UCITS regelmæssigt gennemgår oplysningerne i dokumentet, jf. stk. 1 og 2, og ændrer dokumentet, hvis gennemgangen viser, at det er nødvendigt.

Den ændrede udgave gøres straks tilgængelig på UCITS’ hjemmeside.

Gennemgangen af dokumentet, jf. stk. 1, skal som udgangspunkt ske mindst én gang hver tolvte måned efter datoen for den første offentliggørelse i overensstemmelse med Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 653/2017 af 8. marts 2017 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er) vedrørende reguleringsmæssige tekniske standarder for præsentation, indhold, gennemgang og revision af dokumenter med central information og betingelser for opfyldelse af kravet om at stille sådanne dokumenter til rådighed.

Gennemgangen af dokumentet, jf. stk. 2, skal som udgangspunkt ske mindst én gang hver tolvte måned efter datoen for den første offentliggørelse i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EU) nr. 583/2010 af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår central investorinformation og de betingelser, der skal opfyldes, når central investorinformation eller prospekt udleveres på andet varigt medium end papir eller via websted.

Det foreslåede vil medføre, at den danske UCITS har en forpligtelse til løbende at sørge for, at de oplysninger, der fremgår af den centrale information, er korrekte og opdaterede.

Herudover har den danske UCITS en forpligtelse til straks at offentliggøre det opdaterede dokument på sin hjemmeside.

Den foreslåede bestemmelse supplerer artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP'er).

Det foreslås i § 103, stk. 4, i lov om investeringsforeninger m.v., at dokumentet, jf. stk. 1 og 2, og senere ændringer heri skal sendes til Finanstilsynet senest 3 hverdage efter offentliggørelsen.

Ændringsforslaget er fremsat for at ensrette lovens terminologi med forordningens.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12 (§ 103 a, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Det fremgår af § 103 a, stk. 2, i lov om investeringsforeninger m.v., at oplysningerne nævnt i stk. 1 bl.a. skal indeholde en beskrivelse af, på hvilken baggrund løn og goder tildeles, og angive navnet på den person, der er ansvarlig for tildeling af løn og goder.

Har investeringsforeningen nedsat et aflønningsudvalg, jf. § 48 b, stk. 1, skal oplysningerne nævnt i stk. 1 angive dettes sammensætning.

Det foreslås, at § 103 a, i lov om investeringsforeninger m.v. ophæves.

Forslaget er en konsekvensændring som følge af PRIIP-forordningens ikrafttrædelse.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13 (§ 161, stk. 1, nr. 10, i lov om investeringsforeninger m.v.)

§ 161, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., oplister de regler, direktiver og forordninger, som Finanstilsynet påser overholdelsen af.

Det foreslås i § 161, stk. 1, nr. 10, i lov om investeringsforeninger m.v., at indsætte henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP'er).

Det foreslåede medfører, at Finanstilsynet vil blive udpeget som den kompetente myndighed til at påse overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 af 26. november 2014 i lov om investeringsforeninger m.v.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 af 26. november 2014 indeholder bl.a. krav om, at producenter af sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer udarbejder et dokument med central information for disse produkter, inden de stilles til rådighed for detailinvestorer, og at disse stilles til rådighed for detailinvestorer i god tid, inden de køber disse produkter.

Det følger desuden af artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 af 26. november 2014, at en medlemsstats kompetente myndighed, i dette tilfælde Finanstilsynet, under en række nærmere angivne betingelser kan forbyde markedsføring og distribution af danske UCITS eller træffe andre foranstaltninger over for sådanne produkter, hvis de udgør en væsentlig trussel mod investorbeskyttelsen, de finansielle markeders orden og integritet eller den finansielle stabilitet i medlemsstaten.

Til nr. 14 (§ 175, stk. 3, nr. 11 i lov om investeringsforeninger m.v.)

§ 175, stk. 1, fastsætter en tavshedspligt for Finanstilsynets ansatte omhandlende de fortrolige oplysninger, som de har kendskab til gennem Finanstilsynets tilsynsvirksomhed.

§ 175, stk. 3, fastsætter en række undtagelser til tavshedspligten i stk. 1.

Det fremgår af § 175, stk. 3, nr. 11, at central investorinformation i henhold til § 103 og regler udstedt i medfør af § 103, stk. 6, er undtaget fra tavshedspligten i medfør af stk. 1.

Det foreslås i § 175, stk. 3, nr. 11, at »og regler udstedt i medfør af § 103, stk. 6« udgår.

Det foreslåede er en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 3, nr. 10, der affatter § 103 på ny og dermed ophæver § 103, stk. 6.

Til nr. 15 (§ 190, stk. 1, 1. pkt., i lov om investeringsforeninger m.v.)

Det fremgår af § 190, stk. 1, 1. pkt., i lov om investeringsforeninger m.v. at overtrædelse en række bestemmelser i loven straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Det foreslås i § 190, stk. 1, 1. pkt., at § 103 a, udgår.

Forslaget er en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 3, nr. 12.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger

Til nr. 16 (§ 190, stk. 1, 2. pkt., i lov om investeringsforeninger m.v.)

Det fremgår af § 190, stk. 1, 2. pkt., i lov om investeringsforeninger m.v. at overtrædelsen af en række bestemmelser i loven straffes med bødes.

Det foreslås i § 190, stk. 1, 2. pkt., at ændre »§ 63, stk. 1 og 2« til: »§ 63, stk. 1 og 3«.

Det foreslåede er en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 3, nr. 8, der indsætter et nyt stk. 2 i § 63.

Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med det foreslåede.

Til nr. 17 (§ 190, stk. 5, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Det fremgår af § 190, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., hvilke manglende efterlevelse af påbud eller forbud, der straffes med bøde.

Med lovforslaget foreslås Finanstilsynet udpeget som den kompetente myndighed for PRIIP-forordningen for så vidt angår danske UCITS.

Herved tillægges Finanstilsynet bl.a. kompetence til at udøve de beføjelser vedrørende produktintervention, som følger af PRIIP-forordningen.

Disse beføjelser består i, at Finanstilsynet under ganske særlige omstændigheder kan forbyde eller indføre andre restriktioner i markedsføringen af PRIIP’er, jf. artikel 17 i PRIIP-forordningen.

Det foreslås at indsætte et nyt stykke som § 190, stk. 5, i lov om investeringsforeninger m.v., der anfører, at med bøde straffes den, som overtræder et forbud, en begrænsning eller en restriktion meddelt i henhold til artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er).

Ansvarssubjektet er den fysiske eller juridiske person, der enten producerer, rådgiver om eller sælger et sammensat eller forsikringsbaseret investeringsprodukt.

Den strafbare handling består eksempelvis i, at en producent markedsfører et sammensat produkt på trods af, at Finanstilsynet har nedlagt et forbud mod produktet.

Den strafbare handling kan desuden være en distributør, der sælger et forsikringsbaseret produkt i strid med de restriktioner, som Finanstilsynet måtte have fastsat i medfør af forordningen.

Det vil ved strafudmålingen være relevant at tage udgangspunkt i bl.a. virksomhedens omsætning i forhold til det pågældende produkt og karakteren af den restriktion, som virksomheden ikke efterlever.

Til § 4

Til nr. 1 (§ 38 stk. 8, i hvidvaskloven)

Det følger af hvidvaskloven § 38, stk. 1, at virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven, ledelse og ansatte i disse virksomheder og hos disse personer samt revisorer eller andre, der udfører eller har udført særlige hverv for virksomheden eller personen, har pligt til at hemmeligholde, at der er givet underretning til hvidvasksekretariatet efter hvidvaskloven § 26, stk. 1 og 2, eller at dette overvejes, eller at der er eller vil blive iværksat en undersøgelse efter hvidvasklovens § 25, stk. 1.

Det følger af hvidvasklovens § 38, stk. 8, at tavshedspligten i § 38, stk. 1, ikke er til hinder for, at advokater, revisorer, eksterne bogholdere og skatterådgivere fraråder deres klient at udøve ulovlig virksomhed.

Det foreslås i § 38, stk. 8, at indsætte »dog« i bestemmelsen efter »er«.

Der er alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som har til formål at give mulighed for i bemærkningerne at præcisere, at revisorer, advokater, eksterne bogholdere og skatterådgiveres ret til at fraråde klienter at udøve ulovlig virksomhed alene vedrører den konkrete rådgivningssituation, samt at klienten ikke må oplyses om tidligere eller eventuelle fremtidige undersøgelser og underretninger.

Hvidvasklovens § 38, stk. 8, er en undtagelse til tavshedspligten i hvidvasklovens § 38, stk. 1.

Det betyder, at tavshedspligten i stk. 1 ikke er til hinder for, at advokater, revisorer, eksterne bogholdere og skatterådgivere fraråder deres klient at udøve ulovlig virksomhed.

Undtagelsen i stk. 8 gælder alene i den konkrete rådgivningssituation, hvor en revisor, advokat, ekstern bogholder eller skatterådgiver bliver opmærksom på, at klienten overvejer eller planlægger at udføre en handling, som er ulovlig.

Et eksempel herpå kan være en advokat eller en skatterådgiver, som bliver opmærksom på, at en klient vil forsøge at hvidvaske penge ved at købe og videresælge dyre møbler for penge, som klienten har opnået gennem sort arbejde.

Advokaten vil i dette eksempel kunne oplyse klienten om, at pågældende handlinger er hvidvask, og fraråde klienten at udføre handlingerne.

Et andet eksempel kan være en situation, hvor en revisor bliver opmærksom på, at en klient vil overføre penge til en organisation, som er mistænkt for terrorisme.

Revisoren vil i dette eksempel kunne oplyse klienten om, at der kan være tale om terrorfinansiering, og fraråde klienten at gennemføre transaktionen.

Et tredje eksempel kan være en situation, hvor en ekstern bogholder bliver opmærksom på, at en klient planlægger at modtage en kontantbetaling for salg af varer på 22.000 kr. Den eksterne bogholder kan her oplyse klienten om, at handlingen vil være en overtrædelse af kontantforbuddet i hvidvasklovens § 5, hvorefter erhvervsdrivende ikke må modtage kontante betalinger på 20.000 kr. eller derover, og fraråde klienten at tage imod kontantbetalingen.

Undtagelsen i stk. 8 giver ikke revisorer, advokater, eksterne bogholdere og skatterådgivere adgang til at oplyse klienter om, at der tidligere har været foretaget en underretning om klienten til Hvidvasksekretariatet, jf. hvidvasklovens § 26, eller at underretning overvejes.

Ligeledes giver undtagelsen i stk. 8 ikke revisorer, advokater, eksterne bogholdere og skatterådgivere adgang til at oplyse klienter om, at der tidligere har pågået undersøgelser af klientens usædvanlige transaktioner og aktiviteter, jf. hvidvasklovens § 25, eller at en igangsættelse af en undersøgelse overvejes.

Bestemmelsen omfatter alene de virksomheder og personer, der er opregnet i bestemmelsen og omfatter derfor f.eks. ikke pengeinstitutter.

For så vidt angår øvrige virksomheder og personer kan disse fraråde deres kunder at begå strafbare forhold, hvis det vurderes at kunne ske, uden at kunden får oplyst, at underretning om hvidvask eller finansiering af terrorisme indgives eller vil blive indgivet.

Bestemmelsen gennemfører artikel 39, stk. 6, i 4. hvidvaskdirektiv.

Til § 5

Til nr. 1 (§ 1, stk. 5, § 1, stk. 9, 1. pkt., og § 6, stk. 3, i lov om betalinger)

Den gældende § 1, stk. 5, fastsætter, hvilke regler, som finder anvendelse på ikkevederlagsfrie elektroniske tjenester, der kan benyttes til at erhverve varer eller tjenesteydelser, og betalingstransaktioner, hvor betalerens samtykke til at gennemføre transaktionen meddeles ved hjælp telekommunikationsudstyr og betalingen sker til den operatør, der driver kommunikationsnettet, og som kun agerer som mellemmand mellem brugeren af betalingstjenesten og leverandøren af varer og tjenesteydelser, uden at disse tjenester udgør en betalingstjeneste omfattet af bilag 1, uanset § 5, nr. 17.

Den gældende § 1, stk. 9, 1. pkt., bemyndiger erhvervsministeren til at fastsætte regler for tjenester og betalingstransaktioner, der er omfattet af § 1, stk. 5, til at dispensere helt eller delvist fra de i bestemmelsen oplistede bestemmelser.

Den gældende § 6, stk. 3, fastsætter, hvilke bestemmelser en udbyder af betalingstjenester kan aftale med en bruger, der ikke er en forbruger, ikke skal finde anvendelse.

Det foreslås i § 1, stk. 5, § 1, stk. 9, 1. pkt., og § 6, stk. 3, at ændre 104 til 104 og 104 a.

Det foreslåede er en konsekvens af lovforslagets § 5, nr. 9, hvorefter § 104 ophæves og erstattes med §§ 104 og 104 a.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 7, i lov om betalinger)

Det følger af § 1, stk. 7, i lov om betalinger, at erhvervsministeren kan dispensere helt eller delvist fra lovens §§ 26-29, 42 og 50-59, § 81, stk. 1-4, §§ 112, 120-123, § 124, stk. 4, og § 125, der dermed ikke finder anvendelse på en bestemt tjeneste eller bestemte typer af tjenester.

Erhvervsministeren kan endvidere fastsætte supplerende regler for bestemte typer af tjenester.

Det foreslås at ændre § 1, stk. 7, således at § 81, stk. 1-4, ændres til § 81, stk. 1-3.

Ændringen er en konsekvens af lovforslagets § 5, nr. 6, der tilføjer nye undtagelser til § 81, stk. 1.

Ændringen af henvisningen i § 1, stk. 7, skal alene sikre, at der fortsat henvises korrekt til alle relevante undtagelser.

Til nr. 3 (§ 4, stk. 3, i lov om betalinger)

Den gældende § 4, stk. 3, oplister de bestemmelser, der finder anvendelse på de dele af betalingstransaktioner, der gennemføres i lande inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, hvor enten kun betaleren eller betalingsmodtagerens udbyder af betalingstjenester er etableret i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, uanset hvilken valuta betalingstransaktionen ydes i.

Det foreslås i § 4, stk. 3, at ændre 104 og 106 til 104, 104 a og 106.

Det foreslåede er en konsekvens af lovforslagets § 5, nr. 9, hvorefter § 104 ophæves og erstattes med §§ 104 og 104 a.

Til nr. 4 (§ 81, stk. 1, i lov om betalinger)

Det følger af § 81, stk. 1, i lov om betalinger, at en betalingsmodtager er forpligtet til at modtage betaling med kontanter i tidsrummet fra kl.

06.00 til kl.

22.00, hvis denne modtager betalingsinstrumenter omfattet af denne lov, jf. dog § 5 i hvidvaskloven og stk. 2, 3 og 5.

Det foreslås at ændre § 81, stk. 1, således at stk. 2, 3 og 5 ændres til stk. 2-6.

Ændringen er en konsekvens af lovforslagets § 5, nr. 3.

Med forslaget i § 5, nr. 6, indføres nye undtagelser til § 81, stk. 1.

Denne ændring af henvisningen i § 81, stk. 1, skal alene sikre, at der fortsat henvises korrekt til alle relevante undtagelser.

Til nr. 5 (§ 81, stk. 3, i lov om betalinger)

Det følger af § 81, stk. 3, i lov om betalinger, at betalingsmodtagere, som er beliggende i områder, hvor der kan være en forhøjet risiko for røveri forbundet med modtagelse af kontanter, uanset stk. 1 alene er forpligtet til at modtage kontanter fra kl.

06.00 til kl.

20.00.

Erhvervsministeren fastsætter, i hvilke områder i Danmark der kan være en forhøjet risiko for røveri forbundet med modtagelse af kontanter.

Erhvervsministeren offentliggør en meddelelse herom på Erhvervsministeriets hjemmeside.

Det foreslås at indsætte § 81, stk. 3, 2. pkt., hvorefter betalingsmodtagere, der ikke modtager kontanter i tidsrummet kl.

20.00 til kl.

22.00, skal opsætte skilte herom.

Det foreslåede medfører, at de betalingsmodtagere, der er beliggende i områder, hvor der kan være forhøjet risiko for røveri, og som ikke vælger at modtage kontakter i tidsrummet fra kl.

20.00 til kl.

22.00, skal skilte herom.

Formålet med ændringen er, at give forbrugerne mulighed for at orientere sig om, hvorvidt der kan betales med kontanter i dette tidsrum.

Skiltningen skal være tydelig, og skal som minimum opsættes uden for butikken, så forbrugerne har mulighed for at orientere sig inden de går ind i en butik.

Det kan f.eks. være et mærkat på døren til butikken eller en skiltestander opsat uden for butikken.

Til nr. 6 (§ 81, stk. 4 og 5 , i lov om betalinger)

Det følger af § 1, stk. 7, i lov om betalinger, at erhvervsministeren kan dispensere helt eller delvist fra § 81, stk. 1.

Det er uddybet i bemærkningerne til § 1, stk. 7, at erhvervsministeren både har muligheden for at give konkrete og generelle dispensationer, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 157, som fremsat, side 87.

På den baggrund har erhvervsministeren fastsat en praksis, hvorefter betalingsmodtagere, der afvikler begivenheder af kort varighed, der højst forekommer én gang årligt, og afvikles inden for et afgrænset område, tildeles dispensation fra § 81, stk. 1.

Efter erhvervsministerens praksis omfatter dette festivaler, byfester og andre lignende arrangementer af midlertidig karakter.

Erhvervsministeren har efterfølgende delegeret dispensationsbeføjelsen til Finanstilsynet, der skal forvalte beføjelsen i overensstemmelse med den af ministeren fastlagte praksis.

Det følger af § 81, stk. 1, i lov om betalinger, at en betalingsmodtager er forpligtet til at modtage betaling med kontanter i tidsrummet fra kl.

06.00 til kl.

22.00, hvis denne modtager betalingsinstrumenter omfattet af denne lov, jf. dog § 5 i hvidvaskloven og § 81, stk. 2, 3 og 5.

Det følger af § 81, stk. 3, 1. pkt., i lov om betalinger, at betalingsmodtagere, som er beliggende i områder, hvor der kan være en forhøjet risiko for røveri forbundet med modtagelse af kontanter, uanset stk. 1 alene er forpligtet til at modtage kontanter fra kl.

06.00 til kl.

20.00.

Det følger af § 81, stk. 4, i lov om betalinger, at betalingsmodtagere, der ønsker kun at modtage kontanter i tidsrummet fra kl.

06.00 til kl.

20.00, jf. stk. 3, forinden skal underrette Finanstilsynet herom.

Det er Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn med reglerne i § 81.

Det foreslås at ophæve § 81, stk. 4, i lov om betalinger, og i stedet indsætte et nyt stk. 4 og 5.

Forslaget til ophævelse af den gældende bestemmelse i stk. 4 indebærer alene, at den administrative byrde forbundet med at foretage underretningen til Finanstilsynet bortfalder for betalingsmodtagere i de særligt røveriudsatte områder, der ønsker kun at modtage kontanter i tidsrummet fra kl.

06.00 til kl.

20.00.

Selve forpligtelsen til at modtage kontanter i tidsrummet fra kl.

06.00 til kl.

20.00 gælder fortsat, jf. § 81, stk. 3.

Det foreslås i § 81, stk. 4, at betalingsmodtagere kan fravige stk. 1 for så vidt angår betalinger fra betalere, der ikke er forbrugere.

Forslaget om at betalingsmodtagere kan fravige stk. 1 skal sikre, at forpligtelsen til at modtage betaling med kontanter kun finder anvendelse for betalinger, hvor betaler er en forbruger.

Det skyldes, at formålet med § 81, stk. 1, er at sikre, at forbrugere kan betale med kontanter, når de køber ind m.m. Til trods for at danskerne bruger færre kontanter end tidligere, er der stadig en række forbrugere, som har behov for at kunne betale kontant.

Det er derfor hensigtsmæssigt med den generelle forpligtelse til at modtage betaling med kontanter.

Det samme hensyn gør sig ikke gældende for erhvervsdrivende.

Med den foreslåede ændring kan kontantreglen fraviges, når betalingsmodtagere modtager betaling fra erhvervsdrivende.

For disse betalinger vil der være aftalefrihed, hvorved betalingsmodtageren og betaleren kan aftale, hvordan betalingen skal falde, herunder ved at der f.eks. ved indgangen til salgsstedet er tydelig skiltning med, at der ikke modtages betaling med kontanter fra erhvervsdrivende.

B2B-forretninger, eksempelvis grossistvirksomheder, der udelukkende leverer varer og tjenesteydelser til andre erhvervsdrivende, vil helt kunne undlade at tage imod kontanter.

Disse betalingsmodtagere vil således ikke blive pålagt den administrative byrde, der er forbundet med at modtage kontanter.

Undtagelsen gælder for den enkelte transaktion.

Sælger en grossistvirksomhed f.eks. også til forbrugere, kan virksomheden ikke afvise betaling med kontanter fra disse.

Det foreslås i § 81, stk. 5, at § 81, stk. 1, ikke finder anvendelse på betalingsmodtagere, når disse indgår som en del af festivaler, byfester og lignende arrangementer af midlertidig karakter, der opfylder følgende betingelser: Arrangementet varer maksimalt 14 dage, arrangementet forekommer højst én gang årligt, arrangementet afholdes inden for et geografisk afgrænset område med adgangskontrol, og arrangøren af arrangementet har forud for forbrugerens tilmelding til arrangementet tydeligt oplyst forbrugeren om, at der ikke kan betales med kontanter.

Hvis arrangementet ikke kræver tilmelding, skal det være tydeligt oplyst i markedsføringen af arrangementet.

Forslaget medfører, at den etablerede praksis for dispensationer fra kontantreglen kodificeres, således at der som et nyt stykke indsættes en generel undtagelse til § 81, stk. 1.

Ændringen indebærer ikke en materiel ændring af gældende regler, men medfører at virksomheder, der ønsker at undlade at modtage kontanter i forbindelse med nævnte arrangementer, fremover ikke vil være forpligtet til at søge om dispensation.

Med den foreslåede ordning kan betalingsmodtagere, der indgår i arrangementer, der opfylder de nævnte betingelser, undlade at modtage kontanter, uanset tidspunktet på dagen.

Betalingsmodtagere, der indgår i arrangementer, kan eksempelvis være boder, der sælger mad og drikke inden for arrangementets areal.

Det er ikke et krav for undtagelsens anvendelse, at betalingsmodtageren og arrangøren er den samme juridiske enhed, så længe betalingsmodtager befinder sig inden for arrangementets afgrænsede område.

Det er kun betalingsmodtagere, der er fysisk placeret inden for det afgrænsede område, der er undtaget.

Undtagelsesmuligheden finder kun anvendelse på festivaler, byfester og andre lignende arrangementer af midlertidig karakter.

Arrangementet skal have midlertidig karakter, eksempelvis i form af en festival- eller cirkusplads eller et aflukket område i en by, som etableres og fjernes igen efter afholdelse af arrangementet.

Det betyder, at undtagelsen ikke finder anvendelse på tilbagevendende arrangementer af mere etableret karakter, såsom afholdelse af fodboldkampe på et stadion eller drift af koncertsteder eller restauranter.

Undtagelsen finder endvidere ikke anvendelse på eksempelvis teaterforestillinger i et teater, selvom den enkelte forestilling kun er af midlertidig karakter.

Arrangementet må maksimalt vare 14 dage.

Det konkrete arrangement må højst forekomme én gang årligt.

Der er dog intet til hinder for, at den samme arrangør kan afholde flere uafhængige arrangementer.

Der vil være tale om uafhængige arrangementer, hvis der sælges separate billetter til det enkelte arrangement.

Det kunne eksempelvis være, at den samme arrangør afholder en række festivaler, men hvor deltagelse i den ene festival er uafhængig af den anden, eksempelvis ved at der købes billet særskilt til hver festival, forudsat at festivalerne overholder de øvrige betingelser.

Arrangementet skal derudover afholdes på et afgrænset geografisk område, med adgangskontrol.

Det kunne eksempelvis være en festivalplads, et afgrænset byområde eller afgrænset lokale, hvor det kræver billet at komme ind.

Det afgørende er imidlertid, at der ikke er fri offentlig adgang, og ikke om der skal købes billet til arrangementet på forhånd.

Formålet med at det skal være et afgrænset område er, at det skal være tydeligt i hvilke områder, der ikke kan betales med kontanter.

Endeligt er det en betingelse, at arrangøren klart og tydeligt har gjort forbrugere, der deltager i arrangementet, opmærksomme på, at der ikke kan betales med kontanter.

Oplysningen skal gives forud for tilmelding til arrangementet med henblik på at sikre, at forbrugeren kan gøre sig bekendt med den manglende mulighed for at betale med kontanter, før vedkommende træffer beslutning om at deltage.

Hvis arrangementet ikke kræver tilmelding, skal det være tydeligt oplyst i markedsføringen af arrangementet.

Til nr. 7 (§ 97, stk. 2, i lov om betalinger)

Det følger af § 97, stk. 1, 1. pkt., at indsigelser mod uautoriserede eller fejlbehæftede betalingstransaktioner skal være udbyderen i hænde, snarest muligt efter at betaleren har konstateret en sådan betalingstransaktion og senest 13 måneder efter debiteringen af den pågældende betalingstransaktion

Det følger af § 97, stk. 2, at indsigelser mod uautoriserede eller fejlbehæftede betalingstransaktioner, der er iværksat via en udbyder af betalingsinitieringstjenester, skal rettes til den kontoførende udbyder i henhold til stk. 1, jf. dog § 99, stk. 2 og 3, og § 104.

Det foreslås i § 97, stk. 2, at ændre § 104 til §§ 104 og 104 a.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af lovforslagets § 5, nr. 9, hvorefter § 104 ophæves og erstattes med §§ 104 og 104 a.

Til nr. 8 (§ 103, stk. 2, i lov om betalinger)

Det følger af § 103, stk. 1, at en betalingsordre, der gennemføres i overensstemmelse med den entydige identifikationskode, som er angivet i betalingsordren, betragtes som korrekt gennemført.

Det følger af § 103, stk. 2, at er den entydige identifikationskode, som brugeren har angivet, ukorrekt, er udbyderen ikke ansvarlig i henhold til § 104 for manglende gennemførelse eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen.

Det foreslås i § 103, stk. 2 , at ændre § 104 til §§ 104 og 104 a.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af lovforslagets § 5, nr. 9, hvorefter § 104 ophæves og erstattes med §§ 104 og 104 a.

Til nr. 9 (§§ 104-104 a, i lov om betalinger)

Til § 104

Det følger af § 104, stk. 1, i lov om betalinger, jf. lovbekendtgørelse nr. 1719 af 27. november 2020, at hvis en betalingsordre iværksættes af betaleren, er betalerens udbyder over for betaler ansvarlig for direkte tab som følge af manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen, medmindre udbyderen kan bevise, at betalingsmodtagerens udbyder har modtaget beløbet.

Det følger af § 104, stk. 1, 2. pkt., at efter betalingsmodtagers udbyder har modtaget beløbet, er denne over for betalingsmodtager ansvarlig for direkte tab som følge af manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen.

Der er tale om objektivt ansvar, hvorefter udbyderen som udgangspunkt er ansvarlig for direkte tab, selvom betalingstransaktionens manglende gennemførelse må skyldes tredjemands forhold.

Det følger af § 104, stk. 1, 3. pkt., at betalerens udbyder altid skal forsøge at spore betalingstransaktionen og orientere betalerne om resultatet.

Det foreslås at nyaffatte § 104.

Bestemmelsen gennemfører artikel 89, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF, EU-Tidende 2015 (PSD2).

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at iværksættes en betalingsordre af betaleren, er betalerens udbyder over for betaleren, med forbehold for § 97, § 103, stk. 2, 4 og 5, og § 108, ansvarlig for manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen, medmindre betalerens udbyder kan bevise, at betalingsmodtagerens udbyder har modtaget beløbet.

I bestemmelsen fastsættes der med henvisning til § 97, § 103, stk. 2, 4 og 5, samt § 108 undtagelser til udbyderens objektive ansvar.

Af § 97 følger indsigelsesfrister for betalingstjenestebrugeren over for den pågældende udbyder, hvorfor en betalingstjenesteudbyder alene er ansvarlig, såfremt indsigelsesfristen i § 97 overholdes.

Af § 103, stk. 2, 4 og 5, følger, at udbyderens ansvar for det fulde direkte tab er betinget af, at brugeren kan oplyse den entydige identifikationskode som defineret i lov om betalinger § 7, nr. 38.

Kan brugeren således ikke oplyse korrekt identifikationskode, er udbyderen alene ansvarlig for at træffe rimelige foranstaltninger for at tilbageføre midler, som har været involveret i betalingstransaktionen samt i tilfælde, hvor midlerne ikke kan tilbageføres, at udlevere alle oplysninger som er relevante for brugerens eventuelle fremsættelse af et retskrav.

Afslutningsvist følger det af § 108, at udbyderen er ansvarsfri i de tilfælde, hvor betalingstransaktionen er manglende eller mangelfuld på grund af usædvanlige og uforudsigelige omstændigheder, som udbyderen ikke har haft nogen indflydelse på og ikke har haft mulighed for afværge.

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at efter at betalingsmodtagerens udbyder har modtaget beløbet, er betalingsmodtagerens udbyder over for betalingsmodtageren og med forbehold for § 97, § 103, stk. 2, 4 og 5, og § 108, ansvarlig for af manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen.

Som udgangspunkt viderefører det foreslåede stk. 1 regler om objektivt erstatningsansvar for udbydere overfor henholdsvis betaler og betalingsmodtager for betalinger, der er iværksat af betaleren, herunder konto til kontooverførsler.

Nyaffattelsen præciserer det i § 104, stk. 1, indeholdte, objektive ansvar for direkte tab for betalerens udbyder i de tilfælde, hvor betalingstransaktionen iværksættes af betaler til også at omfatte pligt for betalingsmodtagerens udbyder til at godtgøre betalingsmodtager i tilfælde af manglende eller mangelfuld betaling.

Ved betalinger iværksat af betaleren, typisk ved konto til kontooverførsler, er betalerens udbyder ansvarlig for direkte tab som følge af manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen over for betaler, medmindre betalerens udbyder kan bevise, at betalingsmodtagerens udbyder har modtaget beløbet i overensstemmelse med § 113 i lov om betalinger.

Efter at betalingsmodtagers udbyder har modtaget beløbet, er denne udbyder ansvarlig for direkte tab som følge af manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen over for betalingsmodtageren.

Ved betalingstransaktioner iværksat af betaler er dennes udbyder af betalingstransaktioner således ansvarlig for enhver manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen frem til det tidspunkt, hvor betalingsmodtagerens udbyder, i overensstemmelse med reglerne om gennemførelsestidspunkt i § 113, har modtaget betalingstransaktionen.

Herefter overgår ansvaret til betalingsmodtagerens udbyder, som fra dette tidspunkt er ansvarlig for de direkte tab, som betalingsmodtager måtte lide.

Manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen omfatter enhver form for fejl, der medfører, at betalingstransaktionen ikke gennemføres.

Det kan f.eks. være fejlregistreringer eller fejlkonteringer, som ikke skyldes brugerens forhold.

Da der som udgangspunkt er tale om et objektivt ansvar, bortfalder erstatningsansvaret ikke, selvom betalingstransaktionen ikke kan gennemføres på grund af tredjemands forhold, for eksempel strømafbrydelser hos betalerens udbyder.

Betalerens udbyder er endvidere ansvarlig for de tab, som betaler måtte lide, hvis en betaling ikke kommer rettidigt frem, jf. § 113.

§ 97, § 103, stk. 2, 4 og 5, samt § 108 fastsætter undtagelser til udgangspunktet om udbyderens ansvar, herunder f.eks. § 108 om force majeure-lignende tilfælde hvor udbyder alligevel vil være ansvarsfri.

Der er således tale om et betinget objektivt ansvar.

Beregning af erstatningens størrelse skal ske i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler, idet kun direkte tab som følge af manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen er omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Som eksempel på tab omfattet af bestemmelsen kan nævnes tabte renteindtægter.

Det foreslås i stk. 2, at betalerens udbyder efter anmodning øjeblikkeligt skal forsøge at spore betalingstransaktionen og orientere betaleren om resultatet uden omkostninger for betaleren.

Det foreslåede stk. 2 fastslår, at uanset om betalers udbyder kan holdes ansvarlig, skal betalers udbyder efter anmodning øjeblikkeligt forsøge at spore betalingstransaktionen og orientere betaleren om resultatet.

Dette kan eksempelvis omfatte, at udbyder, i det omfang det er muligt, undersøger, hvem der har modtaget betalingen, eller hvem betalingsmodtagerens udbyder er, og oplyser dette til brugeren.

Udbydere kan ikke forlange betaling for dette eller i øvrigt påføre modtager nogen form for direkte eller indirekte omkostninger herfor.

Det foreslås i stk. 3 , 1. pkt., at hvor betalerens udbyder er ansvarlig efter stk. 1, 1. pkt., skal udbyderen uden unødig forsinkelse godtgøre betalerens direkte tab og, hvor det er relevant, føre den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gældende, hvis den mangelfulde betalingstransaktion ikke var blevet gennemført

Bestemmelsen fastsætter en forpligtelse for betalerens udbyder til i videst muligt omfang at tilbageføre de pågældende betalingskonti til den situation, der ville have været gældende, hvis den mangelfulde betalingstransaktion ikke var blevet gennemført.

Bestemmelsen pålægger betalerens udbyder en forpligtelse til at godtgøre ethvert direkte tab for betaleren ved at stille betaleren på samme måde, som hvis den pågældende transaktion aldrig havde fundet sted.

Det vil typisk omfatte kreditering af betalerens betalingskonto for transaktionsbeløbet, tilbageførelse af den debiterede betalingskontos status samt fastsættelse af dato for kreditvalør for det på betalingskontoen for transaktionsbeløbet godtgjorte beløb.

Fastsættelse af kreditvalør indebærer, at det til betaleren tilbageførte beløb skal have samme valørdato som den oprindelige fejlbehæftede transaktion.

Hertil kan krediteringen også omfatte yderligere beløb end selve transaktionsbeløbet, som betaler har lidt som direkte tab, herunder f.eks. som følge af gebyrer eller restance i henhold til en aftale mellem betaler og betalingsmodtager.

Ovenstående eksempler er ikke udtryk for udtømmende oplistning af, hvad der omfattes af direkte tab.

Betalerens udbyder skal godtgøre betaleren uden unødig forsinkelse.

Dette indebærer, at betalerens udbyder skal bestræbe sig på at godtgøre betalerens tab hurtigst muligt.

Ethvert ophold, der ikke er nødvendiggjort af udbyderens ekspeditionsgang, anses for unødigt.

Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at valørdatoen for kreditering af betalerens betalingskonto ikke må ligge senere end den dato, hvor beløbet blev debiteret.

Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at hvor betalingsmodtagerens udbyder er ansvarlig efter stk. 1, 2. pkt., skal udbyderen godtgøre betalingsmodtagers direkte tab, herunder øjeblikkeligt stille betalingstransaktionsbeløbet til rådighed for betalingsmodtageren, med forbehold for § 115, stk. 2, og, hvor det er relevant, kreditere betalingsmodtagerens betalingskonto det tilsvarende beløb.

Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at valørdatoen for krediteringen af betalingsmodtagerens betalingskonto må ikke ligge senere end den valørdato, som beløbet skulle have haft, hvis transaktionen var gennemført korrekt, jf. § 115.

At stille betalingstransaktionsbeløbet til rådighed indebærer, at betalingsmodtager kan disponere over beløbet i overensstemmelse med § 115 i lov om betalinger.

Bestemmelsen indeholder en forpligtelse for betalingsmodtagers udbyder over for betalingsmodtager tilsvarende den, der foreslås for betalerens udbyder i stk. 3 til, i tilfælde af ansvar for manglende eller mangelfuld gennemførelse af en betalingstransaktion, at stille betalingsmodtager på samme måde, som hvis den pågældende transaktion var blevet gennemført korrekt.

Det vil typisk omfatte kreditering af betalingsmodtagerens betalingskonto for transaktionsbeløbet, korrigering af den debiterede betalingskontos status, samt fastsættelse af valørdato for det på betalingsmodtagers konto godtgjorte beløb.

Fastsættelse af valør indebærer, at det til betalingsmodtager godtgjorde beløb skal have samme valørdato som den oprindelige fejlbehæftede transaktion.

Hertil kan krediteringen også omfatte yderligere beløb end selve transaktionsbeløbet, som betalingsmodtager har lidt som direkte tab, herunder som eksempel og som følge af gebyrer eller restance i henhold til en aftale mellem betalingsmodtager og betaler.

Ovenstående eksempler er ikke en udtømmende oplistning af, hvad der omfattes af direkte tab.

Det foreslås i stk. 5, at gennemføres en betalingstransaktion for sent, sikrer betalingsmodtagerens udbyder efter anmodning fra betalerens udbyder, at valørdatoen for kreditering af betalingsmodtagerens betalingskonto ikke ligger senere end den dato, som beløbet skulle have haft som valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt.

Derudover fastslås regler for valørdatering specifikt i tilfælde af manglende eller mangelfuld gennemførelse af en betalingstransaktion.

Reglerne angiver, hvornår der skal beregnes renter af betalingstransaktioners beløb i tilfælde af manglende eller mangelfuld gennemførelse af en transaktion.

Med forslaget fastlægges en forpligtelse for betalingsmodtagerens udbyder til at korrigere betalingsmodtagers kreditvalør for godtgjort transaktionsbeløb i tilfælde af gennemført men forsinket betalingstransaktion, således at valørdatoen for betalingsmodtagers kreditering ikke må ligge senere, end hvis transaktionen var blevet gennemført rettidigt.

Da det alene er betalers udbyder, der er bekendt med den korrekte gennemførselsdato, skal denne på vegne af betalerne oplyse betalingsmodtagers udbyder herom, med henblik på at denne kan sikre, at betalingsmodtagers konto krediteres med den korrekte valørdato.

Til § 104 a

Det følger af § 104, stk. 2, i lov om betalinger, at hvis en betalingsordre iværksættes af betalingsmodtager eller via dennes udbyder, er udbyderen over for betalingsmodtageren ansvarlig for direkte tab som følge af manglende eller mangelfuld fremsendelse af betalingsordren.

Det følger derudover, at ansvarsreglerne i stk. 1 angående betalers udbyders ansvar i visse tilfælde finder anvendelse på de tilfælde, hvor betalingsordren iværksættes af eller via betalingsmodtager.

Der er tale om objektivt ansvar, hvorefter udbyderen som udgangspunkt er ansvarlig for direkte tab, selvom betalingstransaktionens manglende gennemførelse må skyldes tredjemands forhold.

Det følger af bemærkningerne til § 104, at udbyderen efter anmodning altid skal forsøge at spore betalingstransaktionen og orientere betalingsmodtageren om resultatet.

Det foreslås at indsætte en ny § 104 a.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 89, stk. 2.

Det foreslås i stk. 1, at iværksættes en betalingsordre af eller via betalingsmodtageren, er dennes udbyder over for betalingsmodtageren, med forbehold for § 97, § 103, stk. 2, 4 og 5, og § 108, ansvarlig for manglende eller mangelfuld fremsendelse af betalingsordren til betalerens udbyder, for betalingsmodtagerens direkte tab i overensstemmelse med omfanget i § 104, stk. 4.

Med forslaget til stk. 1 fastsættes objektive erstatningsregler for betalingstransaktioner, der iværksættes af eller via betalingsmodtageren.

Bestemmelsen omfatter bl.a. direkte debitering og betalinger med betalingskort, som er iværksat af eller via betalingsmodtager.

Som et eksempel på direkte debitering kan nævnes betalinger via Betalingsservice.

Som eksempel på en betaling med betalingskort iværksat af betalingsmodtager kan nævnes de såkaldte Merchant Initiated Transactions (MIT).

Det følger af forslaget, at betalingsmodtagers udbyder overfor betalingsmodtageren er ansvarlig for direkte tab som følge af manglende eller mangelfuld fremsendelse af betalingsordren til betalerens udbyder, jf. § 113 i lov om betalinger.

Beregning af erstatningens størrelse skal ske i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler, idet kun direkte tab som følge af manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen er omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Som eksempel på tab omfattet af bestemmelsen kan nævnes tabte renteindtægter.

Forslaget fastsætter med henvisning til § 97, § 103, stk. 2, 4 og 5, og § 108 undtagelser til udbyderens ansvar.

Af § 97 følger indsigelsesfrister for betalingstjenestebrugeren over for den pågældende udbyder, hvorfor en betalingstjenesteudbyder alene er ansvarlig, såfremt betalingstjenestebrugeren overholder indsigelsesfristen i § 97.

Af § 103, stk. 2, 4 og 5, følger, at udbyderens ansvar for det fulde direkte tab er betinget af, at brugeren kan oplyse den entydige identifikationskode som defineret i § 7, nr. 38 i lov om betalinger.

Kan brugeren således ikke oplyse korrekt identifikationskode, er udbyderen alene ansvarlig for at træffe rimelige foranstaltninger for at tilbageføre midler, som har været involveret i betalingstransaktionen, og i tilfælde hvor midlerne ikke kan tilbageføres, at udlevere alle oplysninger, som er relevante for brugerens eventuelle fremsættelse af et retskrav.

Afslutningsvist følger det af § 108, at udbyderen er ansvarsfri i de tilfælde, hvor betalingstransaktionen er manglende eller mangelfuld på grund af usædvanlige og uforudsigelige omstændigheder, som udbyderen ikke har haft nogen indflydelse på og ikke har haft mulighed for afværge.

For nærmere omkring direkte tab henvises til bemærkningerne til § 104, stk. 4, ovenfor.

Det foreslås i stk. 2, at hvis betalingsmodtagerens udbyder er ansvarlig efter stk. 1, skal udbyderen øjeblikkeligt videresende den pågældende betalingsordre til betalerens udbyder.

Den foreslåede bestemmelse i § 104 a nyaffatter § 104, stk. 2, og præciserer det i § 104, stk. 2, indeholdte, objektive ansvar for direkte tab for betalingsmodtagerens udbyder i de tilfælde, hvor betalingstransaktionen iværksættes af eller via betalingsmodtagers udbyder til også at præcisere pligten for betalingsmodtagerens udbyder til øjeblikkeligt at videresende den pågældende betalingsordre og til øjeblikkeligt efter anmodning at bestræbe sig på at spore den mangelfulde transaktion.

Med den foreslåede bestemmelse vil betalingsmodtagerens udbyder, i tilfælde af mangelfuld fremsendelse af betalingsordre, blive forpligtet til, så snart denne bliver bekendt med den mangelfulde transaktion, at sikre, at betalingsordren afsendes korrekt til betalers udbyder.

Det kunne eksempelvis være så snart, at det tekniske problem, der forårsagede problemet, er løst.

Dette skal sikre, at betalingsmodtagerens direkte tab minimeres samt sikre gennemførelse af transaktionen.

Forpligtelse til øjeblikkelig fremsendelse af betalingsordre i tilfælde af ansvar efter stk. 1 gælder alene det øjeblik der konstateres manglende eller mangelfuld fremsendelse af betalingsordre og hindrer derfor ikke generel anvendelse af systematisk eller datobaseret fremsendelse af betalingsordrer, eksempelvis ved anvendelsen af Betalingsservice, når der ikke er tale om manglende eller mangelfuld fremsendelse af betalingsordre.

Det foreslås i stk. 3, at ved forsinket fremsendelse af betalingsordren skal beløbet have valørdato på betalingsmodtagerens betalingskonto senest den dato, som beløbet skulle have haft valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt.

Med forslaget til stk. 3 fastsættes regler for valørdatering specifikt i tilfælde af manglende eller forsinket afsendelse af betalingsordren.

Reglerne angiver, hvornår der skal beregnes renter af betalingstransaktioners beløb i tilfælde af mangelfulde eller manglende transaktioner.

Det foreslåede vil pålægge en forpligtelse for betalingsmodtagerens udbyder til rentemæssigt at stille betalingsmodtageren på samme måde, som hvis betalingsordren af betalingsmodtageren var blevet fremsendt rettidigt.

Det indebærer, at der beregnes renter fra det tidspunkt, som ville være forekommet, hvis transaktionen var gennemført korrekt.

Rettidig fremsendelse skal forstås i overensstemmelse med § 113 i lov om betalinger.

Det foreslås i stk. 4, at betalingsmodtagerens udbyder efter anmodning øjeblikkeligt skal forsøge at spore betalingstransaktionen og orientere betalingsmodtager om resultatet uden omkostninger for betalingsmodtageren.

Det foreslåede i stk. 4 fastslår, at uanset om betalingsmodtagers udbyder kan holdes ansvarlig, skal denne efter anmodning øjeblikkeligt forsøge at spore betalingstransaktionen og orientere betalingsmodtager om resultatet.

Dette kan eksempelvis omfatte, at udbyder, i det omfang det er muligt, undersøger, hvem betaler eller dennes udbyder er og oplyser dette til brugeren.

Der kan ikke forlanges betaling for dette eller i øvrigt påføres modtager nogen form for direkte eller indirekte omkostninger herfor.

Det foreslås i stk. 5 , 1. pkt., at er betalingsmodtagerens udbyder ikke ansvarlig i henhold til stk. 1 i denne bestemmelse, er betalerens udbyder over for betaleren ansvarlig for direkte tab i henhold til § 104, medmindre betalerens udbyder kan bevise, at betalingsmodtagerens udbyder har modtaget transaktionsbeløbet.

Det foreslås i stk. 5, 2. pkt., at er betalerens udbyder ansvarlig, skal denne om nødvendigt og uden unødig forsinkelse godtgøre betaleren det manglende eller mangelfuldt betalte betalingstransaktionsbeløb og føre den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gældende, hvis den mangelfulde betalingstransaktion ikke var blevet gennemført.

Betalerens udbyder skal godtgøre betaleren uden unødig forsinkelse.

Dette indebærer, at betalerens udbyder skal bestræbe sig på at godtgøre betalerens tab hurtigst muligt.

Ethvert ophold, der ikke er nødvendiggjort af udbyderens ekspeditionsgang, anses for unødigt.

Det foreslås i stk. 5, 3. pkt., at valørdatoen for kreditering af betalerens betalingskonto ikke må ligge senere end den dato, hvor beløbet blev debiteret.

Det i stk. 5., foreslåede præciserer, at hvis ansvaret for en manglende eller mangelfuld transaktion ikke kan tillægges betalingsmodtagers udbyder, vil ansvaret falde tilbage på betalerens udbyder og vil efter indholdet i stk. 5 have samme omfang som efter § 104.

Til nr. 10 (§ 106 i lov om betalinger)

Den gældende § 106, stk. 1, fastsætter, at en udbyder af betalingstjenester, der har erstattet et tab, jf. §§ 99 eller 104, som følge af forhold hos en anden udbyder eller tredjemand, kan kræve erstatningen godtgjort af den pågældende.

Det foreslås i § 106 at ændre eller 104 til 104 eller 104 a.

Det foreslåede er en konsekvens af lovforslagets § 5, nr. 9, hvorefter § 104 ophæves og erstattes med §§ 104 og 104 a.

Til nr. 11 (§ 107, 1. pkt., i lov om betalinger)

Det følger af § 107, stk. 1, 1. pkt., at er en betaling udeblevet eller forsinket under omstændigheder som nævnt i § 104, stk. 1 og 2, eller § 105, stk. 1 og 2, kan misligholdelsesbeføjelser ikke af den grund gøres gældende over for betaleren, bortset fra krav på rente.

Det foreslås i § 107, stk. 1, 1. pkt., at ændre § 104, stk. 1 og 2, til § 104, stk. 1, § 104 a, stk. 1.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af lovforslagets § 5, nr. 9, hvorefter § 104 ophæves og erstattes med §§ 104 og 104 a.

Til nr. 12 (§ 124, stk. 2, i lov om betalinger)

Det følger af den gældende § 124, stk. 2, i lov om betalinger, at en udbyder af betalingstjenester og en udsteder af elektroniske penge på forhånd skal indhente udtrykkeligt samtykke fra en bruger af betalingstjenester, hvis udbyderen eller udstederen behandler personoplysninger i forbindelse med udbuddet af betalingstjenesten.

De specielle bemærkninger til § 124, stk. 2, anfører, at udtrykkeligt samtykke skal forstås i overensstemmelse med persondatalovens anvendelse af begrebet, jf. Folketingstidende 2016-17, B, Ændringsforslag til forslag til lov om betalinger, som afgivet i betænkning af den 30. maj 2017, side 8.

Persondataloven er senere erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen) og lov nr. 502 af 23 maj 2018 om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven).

Bestemmelsen implementerer artikel 94, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (herefter kaldet 2. betalingstjenestedirektiv).

Det følger af direktivets artikel 94, stk. 2, at betalingstjenesteudbydere kun må tilgå, behandle og opbevare personoplysninger, som er nødvendige for ydelse af betalingstjenester, med betalingstjenestebrugerens udtrykkelige samtykke.

Med forslaget til nyaffattelsen af § 124, stk. 2, vil det blive præciseret, at udbydere af betalingstjenester og udstedere af elektroniske penge kun må tilgå, behandle og opbevare personoplysninger, som er nødvendige for ydelse af betalingstjenester, med brugerens udtrykkelige samtykke.

Formålet med nyaffattelsen af bestemmelsen er at sikre en direktivnær implementering af artikel 94, stk. 2, i 2. betalingstjenestedirektiv, som er i overensstemmelse med Det Europæiske Databeskyttelsesråds retningslinjer nr. 06/2020 af den 15. december 2020.

Begrebet personoplysninger i forslaget til stk. 2 skal forstås i overensstemmelse med definitionen i databeskyttelsesforordningens artikel 4, stk. 1, nr. 1.

Begrebet omfatter således enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person (den registrerede).

Ved identificerbar fysisk person forstås ifølge den nævnte artikel 4, stk. 1, nr. 1, en fysisk person, der direkte eller indirekte kan identificeres, navnlig ved en identifikator som f.eks. et navn, et identifikationsnummer, lokaliseringsdata, en onlineidentifikator eller et eller flere elementer, der er særlige for denne fysiske persons fysiske, fysiologiske, genetiske, psykiske, økonomiske, kulturelle eller sociale identitet.

I relation til betalingstjenester vil eksempelvis oplysninger om kort- og kontonummer og navnet på kort- eller kontoindehaveren udgøre personoplysninger.

Begrebet behandling skal forstås i overensstemmelse med definitionen i databeskyttelsesforordningens artikel 4, stk. 1, nr. 2.

Begrebet forstås som enhver aktivitet eller række af aktiviteter — med eller uden brug af automatisk behandling — som personoplysninger eller en samling af personoplysninger gøres til genstand for, f.eks. indsamling, registrering, organisering, systematisering, opbevaring, tilpasning eller ændring, genfinding, søgning, brug, videregivelse ved transmission, formidling eller enhver anden form for overladelse, sammenstilling eller samkøring, begrænsning, sletning eller tilintetgørelse.

Det fremgår af Det Europæiske Databeskyttelsesråds (Databeskyttelsesrådet) retningslinjer nr. 06/2020 af 15. december 2020, at udtrykkeligt samtykke i medfør af artikel 94, stk. 2, i 2. betalingstjenestedirektiv ikke er det samme som databeskyttelsesforordningens anvendelse af begrebet udtrykkeligt samtykke.

Som det fremgår af § 124, stk. 1, i lov om betalinger, finder databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven anvendelse på udbydere af betalingstjenester og udstedere af elektroniske penge.

En udbyder af betalingstjenester skal have rette behandlingsgrundlag efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra a-f, for at kunne behandle almindelige personoplysninger i forbindelse med leveringen af en betalingstjeneste til brugeren.

I databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, udgør samtykke ét ud af seks lovlige grundlag for behandling af personoplysninger.

Betalingstjenester udbydes på baggrund af en kontrakt mellem en udbyder og en bruger.

Retsgrundlaget for behandling af personoplysninger med henblik på levering af betalingstjenester er derfor i princippet artikel 6, stk. 1, litra b, i databeskyttelsesforordningen.

Det betyder, at behandlingen er nødvendig for at opfylde en kontrakt, som brugeren er part i, eller for at træffe foranstaltninger på brugerens anmodning forud for indgåelsen af en kontrakt.

Artikel 94, stk. 2, i det 2. betalingstjenestedirektiv kan ikke anses for et selvstændig hjemmel til behandling af personoplysninger.

Udtrykkeligt samtykke i henhold til artikel 94, stk. 2, i det 2. betalingstjenestedirektiv skal derimod betragtes som et yderligere krav af kontraktmæssig karakter i forbindelse med adgang til og efterfølgende behandling og lagring af personoplysninger med henblik på at udbyde betalingstjenester og er derfor ikke det samme som (udtrykkeligt) samtykke i henhold til databeskyttelsesforordningen.

Det kontraktmæssige samtykke i medfør af artikel 94, stk. 2, i det 2. betalingstjenestedirektiv skal fortolkes således, at brugeren, når denne indgår en aftale med en betalingstjenesteudbyder i henhold til det 2. betalingstjenestedirektiv, skal gøres fuldt bekendt med de specifikke kategorier af personoplysninger, der vil blive behandlet.

Desuden skal brugeren gøres opmærksom på det specifikke betalingstjenesterelaterede formål, hvortil personoplysningerne vil blive behandlet, og brugeren skal udtrykkeligt acceptere dette.

Sådanne elementer skal klart kunne skelnes fra de øvrige elementer, der behandles i kontrakten, og de skal udtrykkeligt accepteres af brugeren.

At samtykket efter 2. betalingstjenestedirektiv skal være udtrykkeligt indebærer derfor, at en udbyder ikke kan opnå stiltiende eller indirekte tilslutning til behandling af personoplysninger.

Det indebærer f.eks., at en udbyder af betalingstjenester skal indhente et samtykke på et oplyst grundlag, således at det klart og tydeligt fremgår for den enkelte bruger, at der eksempelvis ved indgåelse af en rammeaftale om betalingstjenester samtidig gives samtykke til, at betalingstjenesteudbyderen må behandle den pågældende brugers personoplysninger i forbindelse med udbuddet af betalingstjenesten.

Dette kunne eksempelvis være i forbindelse med indgåelse af aftale om brug af et betalingskort.

Her kan indehaveren af betalingskortet i rammeaftalen give samtykke til behandling af oplysninger om kortnummer eller andre personoplysninger i forbindelse med gennemførelsen af en betalingstransaktion, hvis grundlaget for samtykket fremgår klart og tydeligt af aftalen om brug af betalingskortet.

Selvom samtykket i artikel 94, stk. 2, i det 2. betalingstjenestedirektiv ikke er en selvstændig hjemmel til behandling af personoplysninger, vedrører dette samtykke specifikt behandling af personoplysninger og databeskyttelse i forbindelse med leveringen af betalingstjenester på baggrund af en kontrakt med brugeren og sikrer derfor gennemsigtighed og en vis grad af kontrol for betalingstjenestebrugeren.

Artikel 94, stk. 2, i 2. betalingstjenestedirektiv stiller ikke specifikke betingelser for et gyldigt udtrykkeligt samtykke efter bestemmelsen, men betingelserne for det udtrykkelige samtykke skal forstås i overensstemmelse med gældende databeskyttelseslovgivning og på en måde, der bevarer direktivets effektive virkning.

Artikel 7 i databeskyttelsesforordningen stiller generelle krav til et gyldigt samtykke.

Det indebærer bl.a., at udbyderen skal være i stand til at påvise, at der var gyldigt samtykke på behandlingstidspunktet.

Desuden skal anmodningen om samtykke indgives på en måde, der klart kan skelnes fra de øvrige elementer, i en letforståelig og lettilgængelig form og i et klart og forståeligt sprog.

Herudover skal samtykket være frivilligt.

Ved vurderingen af, om samtykke er givet frivilligt, tages der størst muligt hensyn til, om eksempelvis leveringen af en tjenesteydelse er gjort betinget af samtykke til behandling af personoplysninger, som ikke er nødvendig for at levere denne tjenesteydelse.

Dette indebærer, at brugeren skal have ret til at vælge, om denne vil benytte sig af betalingstjenesten eller ej.

Som eksempel skal en udbyder ved indgåelse af aftale om leveringen af en kontooplysningstjeneste gøre det tydeligt over for brugeren, hvilke specifikke kategorier af personoplysninger, der vil blive behandlet.

Formålene med behandlingen skal være klart angivet og meddelt brugeren i overensstemmelse med udbyderens formålsbegrænsnings- og gennemsigtighedsforpligtelser.

Personoplysninger skal indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål i overensstemmelse med princippet om formålsbegrænsning, jf. artikel 5, stk. 1, litra b, i databeskyttelsesforordningen.

Hvis personoplysninger indsamles med mere end ét formål for øje, skal den dataansvarlige undgå kun at identificere ét bredt formål for at begrunde forskellige yderligere behandlingsaktiviteter, som faktisk kun er fjernt forbundet med det faktiske oprindelige formål.

Det fremhæves i denne forbindelse, at en udbyder af betalingstjenester og en udsteder af elektroniske penge ikke må indsamle oplysninger, der ikke er nødvendige for at levere den konkrete tjeneste til brugeren.

Det bemærkes, at en kontrakt om levering af betalingstjenester også kan omfatte vilkår, der pålægger betingelser for yderligere tjenester, som ikke er reguleret af det 2. betalingstjenestedirektiv.

Udbyderen skal altid vurdere, hvilken behandling af personoplysninger, der er nødvendig for at opfylde kontrakten.

Nødvendigheden afhænger af tjenesteydelsens art, kontraktparternes gensidige perspektiver og forventninger, baggrunden for kontrakten og de væsentlige elementer i kontrakten.

Med forslaget til stk. 2 gælder der et krav om, at samtykket skal være indhentet forud for behandling af personoplysningerne.

Der gælder således ikke et krav om, at der skal indhentes et udtrykkeligt samtykke hver gang, der foretages en behandling af oplysningerne.

Der kan således gives et generelt udtrykkeligt samtykke i en rammeaftale om udbuddet af betalingstjenester.

Behandlingen af oplysningerne må dog ikke være uforenelig med det oprindelige indsamlingsformål, jf. princippet om formålsbegrænsning i databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra b.

Det bemærkes, at de grundlæggende principper om behandling af personoplysninger efter databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven generelt skal være opfyldt.

Behandlingen af oplysninger skal således bl.a. andet være i overensstemmelse med god databehandlingsskik, ligesom behandlingen også skal være sagligt begrundet og relevant.

Det bemærkes ligeledes, at et samtykke på et hvilket som helst tidspunkt kan tilbagekaldes af brugeren.

Virkningen heraf er, at den behandling af oplysninger, som brugeren har meddelt sit samtykke til, ikke længere må finde sted.

Tilbagekalder brugeren sit samtykke, vil leveringen af betalingstjenesten derfor ikke længere være mulig.

Det bemærkes, at et samtykke ikke kan tilbagekaldes med tilbagevirkende kraft.

Det betyder, at behandlingen skal ophøre fra det tidspunkt, hvor tilbagekaldelsen af samtykket sker.

I henhold til § 152, stk. 2, i lov om betalinger, straffes overtrædelse af § 124, stk. 2, med bøde.

Overtrædelse af det nyaffattede § 124, stk. 2, vil eksempelvis omfatte den situation, hvor en udbyder undlader at indhente et udtrykkeligt samtykke fra brugeren forud for, at udbyderen behandler brugerens personoplysninger i forbindelse med udbuddet af betalingstjenester.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den virksomhed, som undlader at indhente udtrykkeligt samtykke fra brugeren i strid med § 124, stk. 2.

Til nr. 13 (§ 124, stk. 3, i lov om betalinger)

Det følger af den gældende § 124, stk. 3, at uanset stk. 2, må en udbyder af betalingstjenester og betalingssystemer og en udsteder af elektroniske penge behandle personoplysninger til brug for forebyggelse, efterforskning, retshåndhævelse og opdagelse af misbrug eller svig, eller hvis behandlingen er hjemlet ved anden lov.

Bestemmelsen implementerer artikel 94, stk. 1, i 2. betalingstjenestedirektiv.

Det følger af artikel 94, stk. 1, i 2. betalingstjenestedirektiv, at medlemsstaterne skal tillade, at betalingssystemer og udbydere af betalingstjenester behandler personoplysninger, når det er nødvendigt af hensyn til forebyggelse, efterforskning og opdagelse af betalingssvig.

Det følger af § 125, stk. 3, i lov om betalinger, at en erhvervsdrivende kun må behandle betalingsoplysninger i forbindelse med 1) gennemførelse eller korrektion af en betalingstransaktion, 2) udbuddet af en tjeneste, der er direkte henvendt til brugeren, eller 3) anonymisering af betalingsoplysninger.

§ 125, stk. 3, er en dansk særregel, der indebærer en begrænsning af de formål, til hvilke erhvervsdrivende kan behandle betalingsoplysninger.

En udbyder af betalingstjenester, en udbyder af betalingssystemer og en udsteder af elektroniske penge udgør også erhvervsdrivende.

Bestemmelsen sætter således en generel begrænsning for, hvad alle erhvervsdrivende kan behandle betalingsoplysninger til.

Betalingsoplysninger udgør personoplysninger, jf. definitionen i § 7, stk. 41, i lov om betalinger.

Det foreslås, at der i § 124, stk. 3, indsættes en henvisning til § 125, stk. 3.

Dermed vil formålsbegrænsningen i § 125, stk. 3, ikke være til hinder for, at en udbyder af betalingstjenester, en udbyder af betalingssystemer og en udsteder af elektroniske penge må behandle personoplysninger til brug for forebyggelse, efterforskning, retshåndhævelse og opdagelse af misbrug eller svig, eller hvis behandlingen er hjemlet ved anden lov.

For at sikre tilliden til elektroniske betalinger er det vigtigt i videst muligt omfang at forebygge svindel med betalingstjenester, og i det omfang betalingssvindel alligevel sker at give de bedst mulige forudsætninger for at opdage og efterforske dette.

Det bør således være muligt for udbydere af betalingstjenester såvel som for deltagere i betalingssystemer og udstedere af elektroniske penge at behandle personoplysninger til disse formål, også uden at forbrugerens udtrykkelige samtykke indhentes først.

Når denne behandling af personoplysninger sker, skal de generelle regler i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven være opfyldt.

Behandlingen af personoplysninger vil således blandt andet skulle være i overensstemmelse med god databehandlingsskik ligesom behandlingen skal være sagligt begrundet og relevant.

Endelig kan der ske behandling af personoplysninger, hvis dette er hjemlet ved anden lov.

Eksempelvis kan der i medfør af hvidvaskloven i visse tilfælde ske behandling af personoplysninger.

Til nr. 14 (§ 125, stk. 2, i lov om betalinger)

Det følger af den gældende § 125, stk. 2, i lov om betalinger, at en erhvervsdrivende på forhånd skal indhente udtrykkeligt samtykke fra en bruger, hvis den erhvervsdrivende behandler betalingsoplysninger i forbindelse med udbuddet af en tjeneste, der er direkte henvendt til brugeren, jf. stk. 3, nr. 2.

De specielle bemærkninger til § 125, stk. 2, anfører, at udtrykkeligt samtykke forstås i overensstemmelse med persondatalovens anvendelse af begrebet, jf. Folketingstidende 2016-17, B, Ændringsforslag til forslag til lov om betalinger, som afgivet i betænkning af den 30. maj 2017, side 11.

Persondataloven er senere erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen) og lov nr. 502 af 23 maj 2018 om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven).

Bestemmelsen er en dansk særregel.

Med forslaget til nyaffattelsen af § 125, stk. 2, foreslås det, at en erhvervsdrivende kun må behandle betalingsoplysninger i forbindelse med udbuddet af en tjeneste, der er direkte henvendt til brugeren, med brugerens udtrykkelige samtykke, jf. stk. 3, nr. 2.

Formålet med nyaffattelsen af bestemmelsen er at sikre, at fortolkningen af begrebet udtrykkeligt samtykke i de specielle bemærkninger er i overensstemmelse med de specielle bemærkninger til § 124, stk. 2.

Dette skyldes, at udtrykket erhvervsdrivende, jf. § 125, stk. 2, både omfatter en udbyder af betalingstjenester, en udsteder af elektroniske penge og alle andre erhvervsdrivende, der behandler betalingsoplysninger i forbindelse med udbuddet af en tjeneste, der er direkte henvendt til brugeren, jf. § 125, stk. 3, nr. 2.

En udbyder af betalingstjenester og en udsteder af elektroniske penge skal således både iagttage § 124, stk. 2, samt § 125, stk. 2, i forbindelse med udbuddet af tjenester direkte henvendt til brugeren.

Betalingsoplysninger udgør personoplysninger, jf. definitionen i § 7, stk. 41, og skal derfor forstås i overensstemmelse med definitionen af personoplysninger i databeskyttelsesforordningens artikel 4, stk. 1, nr. 1.

Begrebet omfatter således enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person (den registrerede).

Ved identificerbar fysisk person forstås ifølge databeskyttelsesforordningens artikel 4, stk. 1, nr. 1, en fysisk person, der direkte eller indirekte kan identificeres, navnlig ved en identifikator som f.eks. et navn, et identifikationsnummer, lokaliseringsdata, en onlineidentifikator eller et eller flere elementer, der er særlige for denne fysiske persons fysiske, fysiologiske, genetiske, psykiske, økonomiske, kulturelle eller sociale identitet.

I relation til betalingstjenester vil eksempelvis oplysninger om kort- og kontonummer og navnet på kort- eller kontoindehaveren udgøre personoplysninger.

Begrebet behandling skal forstås i overensstemmelse med definitionen i databeskyttelsesforordningens artikel 4, stk. 1, nr. 2.

Begrebet dækker således enhver aktivitet eller række af aktiviteter — med eller uden brug af automatisk behandling — som personoplysninger eller en samling af personoplysninger gøres til genstand for, f.eks. indsamling, registrering, organisering, systematisering, opbevaring, tilpasning eller ændring, genfinding, søgning, brug, videregivelse ved transmission, formidling eller enhver anden form for overladelse, sammenstilling eller samkøring, begrænsning, sletning eller tilintetgørelse.

Som anført i bemærkningerne til lovforslagets § 5, nr. 13, skal begrebet udtrykkeligt samtykke i medfør af bestemmelsen forstås i overensstemmelse med de specielle bemærkninger til § 124, stk. 2, i lovforslagets § 5, nr. 14.

Det fremgår af de specielle bemærkninger til § 124, stk. 2, at udtrykkeligt samtykke efter bestemmelsen ikke er det samme som databeskyttelsesforordningens anvendelse af begrebet udtrykkeligt samtykke.

Som det fremgår af § 125, stk. 1, i lov om betalinger, finder databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven anvendelse på erhvervsdrivende, der behandler betalingsoplysninger.

En erhvervsdrivende skal have rette behandlingsgrundlag efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra a-f, for at kunne behandle betalingsoplysninger, som er almindelige personoplysninger, i forbindelse med leveringen af en tjeneste direkte henvendt til brugeren.

I databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, udgør samtykke ét ud af seks lovlige grundlag for behandling af personoplysninger.

En erhvervsdrivende skal altid foretage en konkret vurdering af, hvilket hjemmelsgrundlag i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, der er det rette grundlag for behandling af betalingsoplysninger i forbindelse med udbuddet af en tjeneste, der er direkte henvendt til brugeren.

Når en erhvervsdrivende skal levere en tjeneste direkte henvendt til brugeren, sker dette på baggrund af en kontrakt indgået med brugeren.

For at levere tjenesten behandler den erhvervsdrivende brugerens betalingsoplysninger, og dermed personoplysninger, som er nødvendige for at levere tjenesten.

Derfor er retsgrundlaget for behandling af betalingsoplysninger, med henblik på levering af en tjeneste direkte henvendt til brugeren, i princippet artikel 6, stk. 1, litra b, i databeskyttelsesforordningen.

Denne bestemmelse giver hjemmel til behandling af personoplysninger, når det er nødvendigt for at opfylde en kontrakt, som brugeren er part i, eller for at træffe foranstaltninger på brugerens anmodning forud for indgåelsen af en kontrakt.

§ 125, stk. 2, i lov om betalinger kan ikke anses for en selvstændig hjemmel til behandling af betalingsoplysninger.

I overensstemmelse med de specielle bemærkninger til § 124, stk. 2, i lovforslagets § 5, nr. 12, skal udtrykkeligt samtykke efter § 125, stk. 2, derimod betragtes som et yderligere krav af kontraktmæssig karakter i forbindelse med adgang til og efterfølgende behandling og lagring af betalingsoplysninger med henblik på at udbyde tjenesten til brugeren og er derfor ikke det samme som (udtrykkeligt) samtykke i henhold til databeskyttelsesforordningen.

Det kontraktmæssige samtykke i medfør af bestemmelsen skal fortolkes således, at en bruger, når denne indgår en aftale med en erhvervsdrivende om leveringen af en tjeneste direkte henvendt til brugeren, skal gøres fuldt bekendt med de specifikke kategorier af betalingsoplysninger, der vil blive behandlet.

Desuden skal brugeren gøres opmærksom på det specifikke formål, hvortil betalingsoplysningerne vil blive behandlet, og brugeren skal udtrykkeligt acceptere dette.

Sådanne elementer skal klart kunne skelnes fra de øvrige elementer, der behandles i kontrakten, og de skal udtrykkeligt accepteres af brugeren.

At samtykket skal være udtrykkeligt indebærer derfor, at en erhvervsdrivende ikke kan opnå stiltiende eller indirekte tilslutning til behandling af betalingsoplysninger.

Det indebærer f.eks., at en erhvervsdrivende skal indhente et samtykke på et oplyst grundlag, således det klart og tydeligt fremgår for den enkelte bruger, at der eksempelvis ved indgåelse af aftalen om leveringen af tjenesten samtidig gives samtykke til, at den erhvervsdrivende må behandle den pågældende brugers betalingsoplysninger.

Selvom det udtrykkelige samtykke i § 125, stk. 2, ikke er et selvstændigt retligt grundlag for behandling af betalingsoplysninger, vedrører dette samtykke specifikt behandling af betalingsoplysninger og databeskyttelse i forbindelse med leveringen af tjenester direkte henvendt til brugeren og sikrer derfor gennemsigtighed og en vis grad af kontrol for brugeren.

§ 125, stk. 2, stiller ikke specifikke betingelser for et gyldigt udtrykkeligt samtykke, men betingelserne for det udtrykkelige samtykke skal forstås i overensstemmelse med gældende databeskyttelseslovgivning.

Artikel 7 i databeskyttelsesforordningen stiller generelle krav til et gyldigt samtykke.

Det indebærer bl.a., at den erhvervsdrivende skal være i stand til at påvise, at der var gyldigt samtykke på behandlingstidspunktet.

Desuden skal anmodningen om samtykke indgives på en måde, der klart kan skelnes fra de øvrige elementer, i en letforståelig og lettilgængelig form og i et klart og forståeligt sprog.

Herudover skal samtykket være frivilligt.

Ved vurderingen af, om samtykke er givet frivilligt, tages der størst muligt hensyn til, om eksempelvis leveringen af en tjenesteydelse er gjort betinget af samtykke til behandling af betalingsoplysninger, som ikke er nødvendig for at levere denne tjenesteydelse.

Dette indebærer, at brugeren skal have ret til at vælge, om denne vil benytte sig af tjenesten eller ej.

Formålene med behandlingen skal være klart angivet og meddelt brugeren i overensstemmelse med den erhvervsdrivendes formålsbegrænsnings- og gennemsigtighedsforpligtelser.

Betalingsoplysninger skal indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål i overensstemmelse med princippet om formålsbegrænsning, jf. artikel 5, stk. 1, litra b, i databeskyttelsesforordningen.

Hvis betalingsoplysninger indsamles med mere end ét formål for øje, skal den erhvervsdrivende undgå kun at identificere ét bredt formål for at begrunde forskellige yderligere behandlingsaktiviteter, som faktisk kun er fjernt forbundet med det faktiske oprindelige formål.

Det bemærkes, at en kontrakt om levering af en tjeneste direkte henvendt til brugeren også kan omfatte vilkår, der pålægger betingelser for yderligere tjenester, som ikke er reguleret af lov om betalinger.

Den erhvervsdrivende skal altid vurdere, hvilken behandling af betalingsoplysninger, der er nødvendig for at opfylde kontrakten.

Nødvendigheden afhænger af tjenesteydelsens art, kontraktparternes gensidige perspektiver og forventninger, baggrunden for kontrakten og de væsentlige elementer i kontrakten.

Med forslaget til stk. 2 ligger der et krav om, at samtykket skal være indhentet forud for behandling af betalingsoplysningerne.

Der gælder således ikke et krav om, at der skal indhentes et udtrykkeligt samtykke hver gang, der foretages en behandling af oplysningerne.

Der kan således gives et generelt udtrykkeligt samtykke i en rammeaftale.

Behandlingen af oplysningerne må dog ikke være uforenelig med det oprindelige indsamlingsformål, jf. princippet om formålsbegrænsning i databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra b.

Samtykkekravet gælder alene i forbindelse med udbuddet af tjenester, der er direkte henvendt til brugeren, jf. stk. 3, nr. 2, i lov om betalinger.

Det indebærer, at der ikke er et samtykkekrav i forbindelse med behandling af betalingsoplysninger, når behandlingen sker i forbindelse med gennemførelse eller korrektion af en betalingstransaktion, jf. stk. 3, nr. 1, eller i forbindelse med anonymisering af betalingsoplysninger, jf. stk. 3, nr. 3.

Det er således eksempelvis ikke nødvendigt for en forretning at indhente kundens udtrykkelige samtykke, før der gennemføres en betaling med et betalingskort eller for at udstede en almindelig kvittering.

Ligeledes er det ikke nødvendigt for en erhvervsdrivende at indhente samtykke til at anonymisere betalingsoplysninger, der eksempelvis er indhentet i forbindelse med gennemførelsen af betalingstransaktion.

I begge tilfælde finder databeskyttelsesforordningen og databeskyttelseslovens almindelige behandlingsregler anvendelse.

Det bemærkes, at det er en betingelse ved behandling af betalingsoplysninger, at også de grundlæggende principper om behandling af personoplysninger efter databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven er opfyldt.

Behandlingen af oplysninger skal således bl.a. være i overensstemmelse med god databehandlingsskik, ligesom behandlingen også skal være sagligt begrundet og relevant.

Det bemærkes ligeledes, at et samtykke på et hvilket som helst tidspunkt kan tilbagekaldes af brugeren.

Virkningen heraf er, at den behandling af oplysninger, som brugeren har meddelt sit samtykke til, ikke længere må finde sted.

Hvis brugeren tilbagekalder sit samtykke, vil leveringen af tjenesten direkte henvendt til brugeren derfor ikke længere være mulig.

Det bemærkes, at et samtykke ikke kan tilbagekaldes med tilbagevirkende kraft.

Det betyder, at behandlingen skal ophøre fra det tidspunkt, hvor tilbagekaldelsen af samtykket sker.

I henhold til § 152, stk. 2, i lov om betalinger, straffes overtrædelse af § 125, stk. 2, med bøde.

Overtrædelse af det nyaffattede § 125, stk. 2, vil eksempelvis omfatte den situation, hvor en erhvervsdrivende undlader at indhente et udtrykkeligt samtykke fra brugeren, forud for at den erhvervsdrivende behandler brugerens betalingsoplysninger i forbindelse med udbuddet af en tjeneste direkte henvendt til brugeren.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den virksomhed, som undlader at indhente udtrykkeligt samtykke fra brugeren i strid med § 125, stk. 2.

Til nr. 15 (§ 136, stk. 3, i lov om betalinger)

Det følger af § 136, stk. 1, i lov om betalinger, at Finanstilsynets ansatte under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e er forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsynsvirksomheden, og fortrolige oplysninger, som de får kendskab til fra Finansiel Stabilitet.

Det samme gælder personer, der udfører serviceopgaver som led i Finanstilsynets drift, og eksperter, der handler på tilsynets vegne.

Dette gælder også efter ansættelses- eller kontraktforholdets ophør.

De gældende § 136, stk. 1 og 3, blev henholdsvis ændret og indsat med lov nr. 1940 af 15. december 2020 om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love.

Ændringen trådte i kraft den 1. januar 2021.

Ændringen af den tidligere gældende § 136, stk. 1, medførte, at »såfremt oplysningerne vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og §§ 83-90« udgik.

Samtidig medførte ændringen af stk. 3, at alene oplysninger i sager omfattet af kapitel 5-7 blev omfattet af stk. 3, og dermed undtaget fra udgangspunktet om tavshedspligt i stk. 1.

Dette betød blandt andet, at oplysninger i sager vedrørende §§ 83-90 i kapitel 6 ikke længere var omfattet af reglerne om tavshedspligt i lov om betalinger.

Den særlige tavshedspligt begrænser adgangen til aktindsigt i Finanstilsynets tilsynssager efter § 35 i offentlighedsloven.

Derimod begrænser § 136, stk. 1, 1. pkt., ikke adgangen til partsaktindsigt efter forvaltningsloven, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 5.

Afgørelse om, hvem der er part i forhold til sager hos Finanstilsynet i henhold til denne lov, træffes efter lov om betalinger § 142.

Efter § 136, stk. 3, i lov om betalinger, finder tavshedspligten dog ikke anvendelse på oplysninger i sager omfattet af kapitel 5-7.

Lovens kapitel 5-7 indeholder primært forbrugerbeskyttende bestemmelser og omhandler oplysningskrav, rettigheder og forpligtelser ved brug af betalingstjenester og elektroniske penge samt regler om gebyrer.

Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med kapitel 5 og tilsyn med, at virksomhederne over for forbrugere overholder reglerne i kapitel 6.

Finanstilsynet fører tilsyn med, at virksomheder overholder kapitel 6 over for andre virksomheder.

Forbrugerombudsmanden fører ligeledes tilsyn med §§ 117-119 i kapitel 7, mens Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører tilsyn med §§ 120-123 i kapitel 7.

Det foreslås at ændre § 136, stk. 3 , i lov om betalinger, så stk. 1 ikke finder anvendelse på oplysninger i sager omfattet af kapitel 5-7, bortset fra §§ 84-91.

Den foreslåede ændring vil medføre, at den særlige tavshedspligt for ansatte i Finanstilsynet også skal gælde for oplysninger i sager, der er omfattet af §§ 84-91.

Disse bestemmelser fremgår af lovens kapitel 6 og omhandler udbydere af betalingstjenesters adgang til betalerens konto samt forespørgsler om indestående på konti.

§§ 84-86 fastsætter regler for gennemførelsen af betalingsinitieringstjenester, herunder sikring af brugerens personaliserede sikkerhedsforanstaltninger, sikker kommunikation mellem udbyderen af betalingsinitieringstjenesten og brugerens kontoførende udbyder samt begrænsning af, hvilke oplysninger udbyderen må tilgå, anvende og lagre.

§§ 87–89 fastsætter regler for gennemførelsen af kontooplysningstjenester, herunder sikring af brugerens personaliserede sikkerhedsforanstaltninger, sikker kommunikation mellem udbyderen af kontooplysningstjenesten og brugerens kontoførende udbyder samt begrænsning af, hvilke oplysninger udbyderen må tilgå, anvende og lagre.

§ 90 fastsætter regler for den kontoførende udbyders mulighed for at nægte en udbyder af betalingsinitieringstjenester eller kontooplysningstjenester adgang til en betalingskonto, såfremt adgangen sker på svigagtigt eller uautoriseret grundlag.

§ 91 fastsætter regler om, at en kontoførende udbyder efter anmodning fra en udbyder af betalingstjenester, der udsteder kortbaserede betalingsinstrumenter, straks skal meddele, om et beløb, der er nødvendigt til at gennemføre en kortbaseret betalingstransaktion, er tilgængeligt på betalerens betalingskonto, såfremt en række betingelser er opfyldt.

Sager omfattet af disse bestemmelser vil således bl.a. indeholde oplysninger om, hvordan en udbyder specifikt har indrettet sine tekniske løsninger og foranstaltninger for at iagttage reglerne i nævnte bestemmelser.

Oplysninger i sager omfattet af §§ 84-91 kan derfor være fortrolige oplysninger, da de vedrører en udbyder af betalingstjenesters specifikke indretning af virksomheden.

Ved fortrolige oplysninger forstås oplysninger om en virksomheds forretningsmæssige forhold og kunders forhold samt andre oplysninger, som efter deres karakter er fortrolige.

§§ 84-91 har således ikke karakter af forbrugerbeskyttende bestemmelser på samme vis som de øvrige bestemmelser i kapitel 5-7.

Den særlige tavshedspligt er i høj grad baseret på et ønske om at beskytte bl.a. virksomheders kunder, det være sig privatpersoner eller erhvervskunder.

Hertil kommer et ønske om af konkurrencemæssige grunde at beskytte virksomhedernes forretningsmæssige forhold.

Derudover er Finanstilsynets tavshedspligt en afgørende betingelse for den tilsynsmæssige effektivitet.

For at Finanstilsynet kan få alle nødvendige oplysninger i en given sag, må virksomhederne og kunderne kunne nære tillid til, at Finanstilsynet ikke videregiver fortrolige oplysninger.

Med den foreslåede ændring vil reglerne om tavshedspligt delvist blive bragt tilbage til den retstilstand, der var gældende, indtil §§ 83-90 i kapitel 6 blev skrevet ud af stk. 1 som en utilsigtet konsekvens af lov nr. 1940 af 15. december 2020.

Med det foreslåede stk. 3 vil alene oplysninger i sager omfattet af kapitel 5-7 bortset fra §§ 84-91 i kapitel 6 således være undtaget fra reglerne om tavshedspligt i § 136, stk. 1, i lov om betalinger.

Ændringen vil medføre en begrænsning i adgangen til aktindsigt efter offentlighedsloven i Finanstilsynets sager.

Den foreslåede ændring vil derimod ikke begrænse adgangen til partsaktindsigt efter forvaltningsloven.

Til § 6

Til nr. 1 (§ 10, nr. 63, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Den gældende § 10 fastsætter definitioner til brug for forståelsen af lovens bestemmelser, hvoraf en stor del gennemfører definitioner i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber (IFD).

Det foreslås i § 10, nr. 63, at råvare- og emissionskvotehandler defineres som en virksomhed, hvis hovedaktivitet udelukkende består i at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter i relation til råvarederivater, råvarederivataftaler, derivater af emissionskvoter eller emissionskvoter som omhandlet i nr. 4-7 og 9-11, i bilag 2 til lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Definitionen svarer til definitionen i artikel 4, stk. 1, nr. 150, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter (CRR).

Bestemmelsen gennemfører artikel 3, stk. 1, nr. 6, i IFD.

Til nr. 2 (§ 46 a i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservices og -aktiviteter)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen) sætter de overordnede rammer for behandling af personoplysninger.

Behandling af personoplysninger er således underlagt en række principper, herunder lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed, formålsbegrænsning, dataminimering, rigtighed m.v. Det følger af forordningen, at der som grundlag for behandlingen skal foreligge en retlig forpligtelse eller et samtykke fra den pågældende til behandlingen.

Ved en personoplysning forstås efter databeskyttelsesforordningen enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person (den registrerede);

ved identificerbar fysisk person forstås en fysisk person, der direkte eller indirekte kan identificeres, navnlig ved en identifikator som f.eks. et navn, et identifikationsnummer, lokaliseringsdata, en onlineidentifikator eller et eller flere elementer, der er særlige for denne fysiske persons fysiske, fysiologiske, genetiske, psykiske, økonomiske, kulturelle eller sociale identitet.

Et personnummer er en personoplysning og behandlingen heraf skal derfor ske i overensstemmelse med principperne i databeskyttelsesforordningen og de relevante særregler.

Der findes ikke på nuværende tidspunkt en klar hjemmel i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservices og -aktiviteter til med henblik på nødvendig entydig identifikation at indhente og behandle personnummer, hvorfor værdipapirhandlere og fondsmæglerselskaber som udgangspunkt er afhængig af et samtykke.

Værdipapirhandlere og fondsmæglerselskaber kan i henhold til anden lovgivning indhente og behandle personnumre.

Hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 1, stiller krav om, virksomhederne skal indhente deres kunders personnummer og derved sikre identiteten af deres kunder med henblik på at forhindre hvidvask og terrorfinansiering.

Privates mulighed for at behandle personnumre følger af databeskyttelsesforordningen og den supplerende bestemmelse i § 11, stk. 2, i databeskyttelsesloven.

Ved behandling forstås efter databeskyttelsesforordningen enhver aktivitet eller række af aktiviteter - med eller uden brug af automatisk behandling - som personoplysninger eller en samling af personoplysninger gøres til genstand for, f.eks. indsamling, registrering, organisering, systematisering, opbevaring, tilpasning eller ændring, genfinding, søgning, brug, videregivelse ved transmission, formidling eller enhver anden form for overladelse, sammenstilling eller samkøring, begrænsning, sletning eller tilintetgørelse.

Det foreslås i § 46 a, at værdipapirhandlere og fondsmæglerselskaber kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på nødvendig entydig identifikation i relation til eksisterende kundeforhold ved varetagelse af administrative opgaver og rådgivning.

Den foreslåede bestemmelse er ny og har til formål at etablere en klar og samlet hjemmel til, at værdipapirhandlere og fondsmæglerselskaber på samme måde som i hvidvaskloven m.v. kan indhente og behandle personnummer med henblik på en entydig identifikation.

I dag er værdipapirhandlere og fondsmæglerselskaber som udgangspunkt afhængig af et samtykke til at behandle personnummer i det løbende kundeforhold.

Som nævnt i afsnit 2.14.1. må en viderebehandling – for at være i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, litra b, i databeskyttelsesforordningen – ikke ske på en måde, som er uforenelig med de (”udtrykkeligt angivne og legitime”) formål, til hvilke personnummeret oprindeligt var indsamlet.

Hvorvidt en viderebehandling af personnummeret med henblik på entydig identifikation i det øvrige kundeforhold vil være foreneligt med det formål, til hvilket personnummeret tidligere er indsamlet, f.eks. i medfør af hvidvaskreglerne, vil bero på en konkret vurdering.

I det omfang en viderebehandling er foreneligt med det formål, til hvilke personnummeret oprindeligt var indsamlet, vil den foreslåede bestemmelse bevirke, at de værdipapirhandlere og fondsmæglerselskaber, som allerede har indhentet personnummer for at sikre identiteten af kunden, kan anvende personnummeret til den videre administration af kundeforholdet og rådgivning.

Bestemmelsen vil være anvendelig i forhold til de administrative opgaver, værdipapirhandlere og fondsmæglerselskaber varetager i relation til deres kunder, ligesom det vil kunne anvendes til brug for den løbende rådgivning af kunderne, jf. nærmere herom nedenfor.

Fondsmæglerselskaber og værdipapirhandlere udfører i det løbende kundeforhold en række administrative opgaver for kunderne.

Det er f.eks. den løbende håndtering af kundens engagement med fondsmæglerselskabet, herunder modtagelse og formidling for investorers regning af ordrer vedrørende et eller flere af de i bilag 2 nævnte instrumenter, skønsmæssig porteføljepleje.

Det omfatter desuden den løbende kommunikation med kunden, koncernintern udveksling og administration, herunder risikostyring.

Ved rådgivning forstås anbefalinger, vejledninger, herunder oplysninger om risici forbundet med en disposition, og oplysninger om umiddelbare konsekvenser af kundens valgmuligheder.

Værdipapirhandlere og fondsmæglerselskabers administrative opgaver kan indeholde elementer af rådgivning som følge af, at den løbende administration kan føre til et behov om at få rådgivning om ændringer, supplerende produkter m.v.

Ved eksisterende kundeforhold forstås, at der skal være indgået et kundeforhold i form af en gensidig aftale mellem virksomheden og kunden.

Den foreslåede bestemmelse kan således ikke anvendes som hjemmel for behandling af personnummer i forbindelse med tilbudsgivning.

I sådanne tilfælde er virksomheden afhængig af et samtykke fra potentielle kunder, hvis virksomheden skal kunne behandle personnumre.

Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for at virksomheder vil kunne behandle personnummer til brug for accept af et bindende tilbud fra virksomheden.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at værdipapirhandlere og fondsmæglerselskaber vil få adgang til at behandle personnumre på sine kunder og øvrige personer relateret til det eksisterende kundeforhold, hvis det er nødvendigt at foretage en entydig identifikation ved udførelse af følgende opgaver, idet der ikke er tale om en udtømmende opremsning

Til nr. 3 (§ 224, stk. 2 og 3, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Den gældende § 224 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter fastsætter, at Finanstilsynets under visse betingelser har beføjelse til at fravige bestemmelser for fondsmæglerselskabskoncerner fastsat i lov eller regler udstedt i medfør heraf.

Udgangspunktet er, at der gælder regler for fondsmæglerselskabskoncerner i kapitel 15 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, og at disse finder anvendelse under iagttagelse af reglerne i artikel 46 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber (IFD) om medlemsstaternes forpligtelse til at fastlægge, hvilken kompetent myndighed der er den koncerntilsynsførende og dermed ansvarlig for at føre tilsyn med fondsmæglerselskabskoncerner på konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten.

Bestemmelsen berører derfor ikke reglerne i artikel 46 i IFD om medlemsstaternes forpligtelse til at fastlægge, hvilken kompetent myndighed der er den koncerntilsynsførende og dermed ansvarlig for at føre tilsyn med fondsmæglerselskabskoncerner på konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten.

Det foreslås i stk. 2, at såfremt der er tale om en fondsmæglerselskabskoncern med tilstedeværelse i Danmark og andre medlemsstater, kan Finanstilsynet og de andre relevante kompetente myndigheder efter fælles aftale afvige fra principper om fastlæggelse af koncerntilsynsførende og træffe afgørelse om at udpege en anden koncerntilsynsførende, hvis formålet er at sikre effektivt tilsyn på konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre en eksplicit hjemmel til Finanstilsynet til at indgå aftale med relevante kompetente myndigheder om at udpege en anden koncerntilsynsførende end, hvad der følger af artikel 46, stk. 3-5, i IFD, med henblik på at sikre et effektivt tilsyn på konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten.

Bestemmelsen gennemfører artikel 46, stk. 6, i IFD, hvorefter de kompetente myndigheder efter fælles aftale kan undlade at anvende kriterierne i stk. 3, 4 og 5, hvis det under hensyntagen til de pågældende fondsmæglerselskaber og omfanget af deres aktiviteter i de relevante medlemsstater ikke ville være hensigtsmæssigt at anvende dem med henblik på et effektivt tilsyn på konsolideret niveau eller at føre tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten.

Den koncerntilsynsførende er i § 10, nr. 36, defineret som en kompetent myndighed med ansvar for tilsynet med, om moderfondsmæglerselskaber i Den Europæiske Union, og fondsmæglerselskaber som kontrolleres af moderfondsmæglerholdingvirksomheder i Den Europæiske Union eller blandede finansielle moderholdingvirksomheder i Den Europæiske Union overholder koncernkapitaltesten.

Overholdelse af koncernkapitaltesten er i § 10, nr. 35, defineret som en modervirksomhed i en fondsmæglerselskabskoncerns opfyldelse af kravene i artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber.

Det foreslås i stk. 3, at inden de relevante kompetente myndigheder træffer en fælles afgørelse, får moderinvesteringsholdingselskabet i Unionen eller det blandede finansielle moderholdingselskab i Unionen eller investeringsselskabet med den største samlede balancesum, alt efter hvad der er relevant, lejlighed til at udtale sig om nævnte tilsigtede fælles afgørelse.

Den foreslåede bestemmelse sikrer, at der sker høring af den relevante koncern i tilfælde, hvor det af relevante kompetente tilsynsmyndigheder vurderes hensigtsmæssigt at afvige fra artikel 46, stk. 3-5, i IFD.

Det bemærkes, at høring af den relevante koncern skal ske forinden, at en fælles afgørelse træffes.

Med bestemmelsen er der således mulighed for at fravige artikel 46, stk. 3-5, i IFD, hvis det under hensyntagen til de pågældende investeringsselskaber og omfanget af aktiviteter i de relevante medlemsstater ikke ville være hensigtsmæssigt at anvende principperne om fastlæggelse af koncerntilsynsførende med henblik på et effektivt tilsyn på konsolideret niveau eller at føre tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten.

Inden de kompetente myndigheder træffer afgørelse om udpegelse af en anden kompetent myndighed til at føre tilsyn på konsolideret niveau eller til at føre tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten, skal moderinvesteringsholdingselskabet i Unionen, det blandede finansielle moderholdingselskab i Unionen eller investeringsselskabet med den største samlede balancesum, alt efter hvad der er relevant, have lejlighed til at udtale sig om nævnte tilsigtede afgørelse.

De kompetente myndigheder underretter Kommissionen og Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, hvis der over for en koncern bliver truffet en fælles afgørelse.

Bestemmelsen gennemfører artikel 46, stk. 6, 2. pkt., i IFD.

Til nr. 4 (§ 253, stk. 2 og 3, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Den gældende § 253 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter fastsætter, at Finanstilsynet tillader, at andre kompetente myndigheder i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, foretager verifikation af oplysninger afgivet af de her i landet beliggende fondsmæglerselskaber, fondsmæglerholdingvirksomheder, blandede finansielle holdingvirksomheder, finansieringsinstitutter, accessoriske servicevirksomheder, blandede holdingvirksomheder eller dattervirksomheder, herunder dattervirksomheder, som er forsikringsselskaber, underlagt supplerende tilsyn af den pågældende tilsynsmyndighed.

Den relevante kompetente myndighed, som har fremsat anmodning om verifikation, kan således selv foretage verifikationen.

Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet inden for rammerne af Finanstilsynets beføjelser selv kan foretage verifikationen.

Den foreslåede bestemmelse fastlægger, at Finanstilsynet kan foretage verifikationen, ligesom at Finanstilsynet kan lade de kompetente myndigheder, der har fremsat anmodningen, foretage verifikationen, jf. det gældende stk. 1.

Den relevante kompetente myndighed, som har fremsat anmodning om verifikation, kan deltage i Finanstilsynets verifikation.

Bestemmelsen gennemfører artikel 50, stk. 2, litra a, i IFD.

Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet kan anmode en revisor eller anden sagkyndig om at foretage verifikationen upartisk og straks rapportere resultaterne.

Med henblik på at styrke tilsynet med fondsmæglerselskaber og beskyttelsen af deres kunder bør revisorer foretage deres verifikation upartisk og straks underrette de kompetente myndigheder om forhold, som kan få alvorlige konsekvenser for et investeringsselskabs finansielle situation eller for dets administrative og regnskabsmæssige organisation.

Den relevante kompetente myndighed, som har fremsat anmodning om verifikation, kan deltage i revisors eller anden sagkyndigs verifikation.

Myndighederne kan fremsætte anmodningen, hvis de har behov herfor.

Bestemmelsen gennemfører artikel 50, stk. 2, litra c, i IFD.

Til nr. 5 (§ 257, stk. 1, nr. 14, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Det fremgår af § 255, stk. 1, 1. pkt., i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, jf. lov nr. 1155 af 8. juni 2021, at Finanstilsynets ansatte under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e er forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, de får kendskab til gennem tilsynsvirksomheden.

Det fremgår af § 257, stk. 1, at § 255, stk. 1, ikke er til hinder for, at fortrolige oplysninger videregives til enheder oplistet i bestemmelsens efterfølgende numre.

Det foreslås at indsætte § 257, stk. 1, nr. 14, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, hvorefter Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger til Kommissionen, når oplysningerne er nødvendige for, at Kommissionen kan udøve sine beføjelser.

Ved »oplysninger, der efter deres karakter er fortrolige« forstås oplysninger, der ikke direkte relaterer sig til enkelte kunders eller virksomheders forhold.

Det drejer sig bl.a. om oplysninger om økonomiske eller forretningsmæssige forhold for personer og virksomheder, som ikke er kunder i egentlig forstand, men eksempelvis kautionerer for kunder, har kapitalandele i fondsmæglerselskabets kunder eller på anden vis har en personlig, økonomisk eller forretningsmæssig tilknytning til kunder uden selv at være det, jf. Folketingstidende 2020-2021 1. samling, A, L 207, som fremsat, side 556-558.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 15, stk. 5, i IFD.

Til § 7

Til nr. 1 (Fodnoten til lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder indeholder en fodnote, der oplister de direktiver og ændringsdirektiver, som er implementeret helt eller delvist i loven.

Det foreslås at affatte fodnoten til lovens titel på ny, således at det fremgår af fodnoten, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/25/EF af 21. april 2004 om overtagelsestilbud, EU-Tidende 2004, nr. L 142, side 12, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2021/23/EU af 16. december 2020, EU-Tidende 2021, nr. L 22, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/36/EF af 11. juli 2007 om udøvelse af visse aktionærrettigheder i børsnoterede selskaber, EU-Tidende 2007, nr. L 184, side 17, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2021/23/EU af 16. december 2020, EU-Tidende 2021, nr. L 22, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012, EU-Tidende 2014, nr. L 173, side 190, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2021/23/EU af 16. december 2020, EU-Tidende 2021, nr. L 22, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/1132/EU af 14. juni 2017 om visse aspekter af selskabsretten, EU-Tidende 2017, nr. L 169, side 46, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2021/23/EU af 16. december 2020, EU-Tidende 2021, nr. L 22, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/2399 af 12. december 2017 om ændring af direktiv 2014/59/EU for så vidt angår usikrede gældsinstrumenters prioritetsrækkefølge ved insolvens, EU-tidende 2017, nr. L 345, side 96, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/879/EU af 20. maj 2019 om ændring af direktiv 2014/59/EU for så vidt angår kreditinstitutters og investeringsselskabers tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet og af direktiv 98/26/EF, EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 296.

Det foreslåede medfører, at der i fodnoten tilføjes en henvisning til dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/2399 af 12. december 2017 om ændring af direktiv 2014/59/EU for så vidt angår usikrede gældsinstrumenters prioritetsrækkefølge ved insolvens.

Dele af dette direktiv er tidligere gennemført i loven.

Endvidere tilføjes en henvisning til den ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber, som følger af artikel 93 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2021/23/EU af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter, og som gennemføres med dette lovforslag.

Artikel 90, 91 og 92 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2021/23/EU af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter medfører ændringer til en række selskabsretlige direktiver, jf. dette lovforslags § 7, nr. 12.

Da ændringerne gennemføres i loven med dette lovforslag, indebærer nyaffattelsen af fodnoten også en tilføjelse af de pågældende selskabsdirektiver.

Der er tale om Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/25/EF af 21. april 2004 om overtagelsestilbud, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/36/EF af 11. juli 2007 om udøvelse af visse aktionærrettigheder i børsnoterede selskaber og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/1132/EU af 14. juni 2017 om visse aspekter af selskabsretten.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Det følger af § 1, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at loven finder anvendelse på pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter nævnte investeringsservicer og -aktiviteter.

Med lovforslagets § 7, nr. 5, foreslås der indsat en ny bestemmelse som nyt § 1, stk. 4, som indebærer, at alene lovens kapitel 11 a finder anvendelse for de virksomheder og enheder, der har en tilladelse som central modpart (CCP).

Disse virksomheder og enheder vil som følge heraf ikke være omfattet af de øvrige dele af loven.

Begrebet virksomhed er i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder defineret som de virksomheder, der er omfattet af lovens § 1, stk. 1.

Virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, vil som følge af det foreslåede alene være omfattet af lovens kapitel 11 a i tilfælde af, at virksomheden også har en tilladelse som central modpart (CCP).

Det foreslås på den baggrund, at der i lovens § 1, stk. 1, indsættes ”jf. dog stk. 4”, således at der i bestemmelsen tilføjes en henvisning til det foreslåede stk. 4.

Den foreslåede tilføjelse har ikke selvstændig indholdsmæssig betydning, men er en konsekvensændring som følge af det forhold, at det foreslåede § 1, stk. 4, indebærer ændringer til anvendelsesområdet af § 1, stk. 1.

Der henvises til lovforslagets § 7, nr. 5, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 3 og 4 (§ 1, stk. 2 og 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Det følger af § 1, stk. 2, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at loven finder anvendelse på finansielle holdingvirksomheder her i landet.

Det følger af § 1, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at loven finder anvendelse på finansieringsinstitutter her i landet.

Med lovforslagets § 7, nr. 5, foreslås der indsat en ny bestemmelse som nyt § 1, stk. 4, som indebærer, at alene lovens kapitel 11 a finder anvendelse for de virksomheder og enheder, der har en tilladelse som central modpart (CCP).

Disse virksomheder og enheder vil som følge heraf ikke være omfattet af de øvrige dele af loven.

Begrebet enhed er i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder defineret som et selskab eller en virksomhed omfattet af § 1, stk. 2 eller 3.

Enheder omfattet af § 1, stk. 2 eller 3, vil som følge af det foreslåede alene være omfattet af lovens kapitel 11 a i det tilfælde, hvor enheden også har en tilladelse som central modpart (CCP).

Det foreslås på den baggrund, at der i lovens § 1, stk. 2 og 3, indsættes ”jf. dog stk. 4”, således at der i bestemmelserne tilføjes en henvisning til det foreslåede stk. 4.

Den foreslåede tilføjelse har ikke selvstændig indholdsmæssig betydning, men er en konsekvensændring som følge af det forhold, at det foreslåede § 1, stk. 4, indebærer ændringer til anvendelsesområdet af § 1, stk. 2 og 3.

Der henvises til lovforslagets § 7, nr. 5, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 5 (§ 1, stk. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber (BRRD-direktivet) fastsætter på EU-plan harmoniserede procedurer for forebyggelse og håndtering af nødlidende eller forventeligt nødlidende pengeinstitutter, realkreditinstitutter og visse fondsmæglerselskaber.

Med CCPRR-forordningens artikel 93 ændres BRRD-direktivet, således at BRRD-direktivet ikke finder anvendelse på virksomheder og enheder, der samtidig også er meddelt tilladelse som centrale modparter (CCP’er) i henhold til artikel 14 i forordning (EU) nr. 648/2012 (EMIR).

For disse virksomheder og enheder vil reglerne for afvikling og genopretning i CCPRR-forordningen i stedet finde anvendelse.

Som konsekvens heraf, foreslås det at indsætte et nyt stk. 4 i § 1 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, hvoraf det følger, at alene lovens kapitel 11 a finder anvendelse på virksomheder og enheder, jf. § 1, stk. 1-3, der er meddelt tilladelse som central modpart (CCP) i henhold til artikel 14 i forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012.

Det foreslås, at bestemmelsen henviser til det foreslåede § 1, stk. 6, hvoraf det fremgår, at lovens kapitel 11 a finder anvendelse for centrale modparter (CCP’er).

Der henvises til lovforslagets § 7, nr. 6, og bemærkningerne hertil.

Forslaget indebærer, at de virksomheder og enheder, jf. § 1, stk. 1-3, som også har tilladelse som central modpart (CCP), alene vil være omfattet af lovens kapitel 11 a.

De øvrige dele af loven vil således ikke finde anvendelse for disse virksomheder og enheder.

Her vil i stedet CCPRR-forordningens regler finde anvendelse.

Baggrunden for forslaget er bl.a., at der i enkelte medlemsstater er eksempler på CCP’er med en pengeinstituttilladelse, hvilket kan være begrundet i et ønske om en konto i medlemsstatens centralbank.

Det vurderes ikke at være foreneligt med CCP’ens tilladelse at drive egentlig pengeinstitutvirksomhed, hvorfor bestemmelsen ikke åbner mulighed for, at almindelige pengeinstitutter kan opnå CCP-tilladelse og derved undgå krav, der følger af BRRD-direktivet.

Med den foreslåede bestemmelse implementeres CCPRR-forordningens ændring af artikel 1 i BRRD-direktivet, som følger af artikel 93 i CCPRR-forordningen.

Til nr. 6 (§ 1, stk. 6, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Lovens § 1 fastsætter, hvilke virksomheder og enheder der er omfattet af lovens anvendelsesområde.

Lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder finder i dag ikke anvendelse på centrale modparter (CCP’er).

Med lovforslagets § 7, nr. 5, foreslås det at indsætte et nyt kapitel 11 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, hvorefter Finansiel Stabilitet udpeges som afviklingsmyndighed for centrale modparter (CCP’er) i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter (CCPRR-forordningen).

Som konsekvens heraf foreslås det at indsætte stk. 6 i § 1, hvorefter lovens kapitel 11 a finder anvendelse på centrale modparter (CCP’er).

Herved tilpasses bestemmelsen om lovens anvendelsesområde.

De nærmere betingelser for afvikling af CCP’er og afviklingsbeføjelser, som Finansiel Stabilitet kan anvende, følger af CCPRR-forordningen, som finder direkte anvendelse i Danmark fra den 12. august 2022.

Ændringen er en konsekvens af det foreslåede kapitel 11 a.

Der henvises i den forbindelse til lovforslagets § 7, nr. 12, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 7 (§ 2, nr. 8, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Bestemmelsen i § 2 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder indeholder definitioner af en række forskellige begreber, som anvendes i loven.

Der findes ikke en definition af centrale modparter (CCP) i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Med lovforslagets § 7, nr. 12, indsættes et nyt kapitel 11 a i loven, som foreslås at skulle finde anvendelse i relation til centrale modparter (CCP).

Som følge heraf foreslås det at indsætte en definition af centrale modparter i § 2, nr. 8, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, således at en central modpart skal forstås som defineret i § 3, nr. 11, i lov om kapitalmarkeder.

Til nr. 8 (§ 2, nr. 13, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Bestemmelsen i § 2 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder indeholder definitioner af en række forskellige begreber, som anvendes i loven.

§ 5 i lov om finansiel virksomhed indeholder tilsvarende definitioner af en række forskellige begreber, som anvendes i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås at ændre henvisningen i § 2, nr. 13, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, således at der henvises til § 5, stk. 1, nr. 9, i lov om finansiel virksomhed i stedet for § 5, stk. 1, nr. 10, i lov om finansiel virksomhed.

Formålet med lovændringen er at tilrette henvisningen i § 2, nr. 13, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, således at definitionen af finansiel holdingvirksomhed henviser til definitionen af samme begreb i lov om finansiel virksomhed.

Den foreslåede ændring i § 2, nr. 13, vil medføre, at henvisningen til definitionen af finansiel holdingvirksomhed i lov om finansiel virksomhed igen er korrekt.

Til nr. 9 (§ 2, nr. 23, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Bestemmelsen i § 2 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder indeholder definitioner af en række forskellige begreber, som anvendes i loven.

Efter lovens § 2, nr. 23, defineres virksomheder som pengeinstitutter, realkreditinstitutter, jf. § 1, stk. 1, og fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter nævnte investeringsservice og -aktiviteter.

Det foreslås at nyaffatte § 2, nr. 23, således at virksomheder defineres som pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter nævnte investeringsservicer og -aktiviteter, jf. § 1, stk. 1.

Henvisningen i definitionen til lovens § 1, stk. 1, vedrører samtlige af de tre virksomhedsformer, som er omfattet af det definerede begreb ’virksomheder’.

Henvisningen bør derfor rettelig fremgå til sidst i definitionen.

Nyaffattelsen har alene til formål at flytte placeringen af henvisningen til lovens § 1, stk. 1, således at den følger til sidst i definitionsbestemmelsen.

Nyaffattelsen indebærer ikke ændringer af indholdsmæssig karakter, men foreslås alene af lovtekniske hensyn.

Til nr. 10 og 11 (§ 4, stk. 2, nr. 2 og 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Det følger af § 4, stk. 2, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at uanset betingelserne for afvikling i stk. 1 ikke er opfyldt, kan Finansiel Stabilitet iværksætte afviklingsforanstaltninger over for en finansiel holdingvirksomhed, hvis tre nærmere angivne betingelser er opfyldt.

§ 4, stk. 2, nr. 2 og 3, henviser til fondsmæglerselskaber I.

Med lov nr. 1155 af 8. juni 2021 om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter blev der foretaget en række konsekvensændringer i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Konsekvensændringerne omhandler bl.a. en ændring af afgrænsningen af de fondsmæglerselskaber, som er omfattet af loven, idet henvisninger til fondsmæglerselskaber I blev ændret til fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, nævnte investeringsservicer og -aktiviteter i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Det foreslås at ændre § 4 , stk. 2, nr. 2 og 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, således at også disse bestemmelser henviser til fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, nævnte investeringsservicer og -aktiviteter.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den nye lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, hvortil der henvises.

De øvrige ændringer, som foreslås, er alene sproglige ændringer som følge af den ændrede henvisning til fondsmæglerselskaber.

Til nr. 12 (Kapitel 11 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

CCPRR-forordningen finder anvendelse i Danmark fra den 12. august 2022.

Det følger af forordningens artikel 3, stk. 1, at medlemsstaterne skal udpege en eller flere afviklingsmyndigheder, der tillægges beføjelser til at anvende afviklingsværktøjerne og udøve afviklingsbeføjelserne i henhold til forordningen.

I Danmark er der inden for håndteringen af nødlidende penge- og realkreditinstitutter en delt afviklingsmyndighedskompetence mellem Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet.

Med lovforslaget foreslås det at videreføre denne deling af kompetencer og opgaver i henhold til CCPRR-forordningen.

Det vil sige, at Finanstilsynet er afviklingsmyndighed, indtil en CCP er nødlidende eller forventeligt nødlidende.

Herefter er det Finansiel Stabilitet, som tager over.

Det indebærer, at de kompetencer og opgaver, der vedrører levedygtige CCP'er varetages af Finanstilsynet, mens Finansiel Stabilitet tager over, når en CCP er vurderet nødlidende eller forventelig nødlidende.

Fordelingen af afviklingskompetencer og opgaver mellem Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet medfører endvidere, at reelle myndighedsopgaver (som f.eks. afgivelse af påbud, indhentelse af oplysninger) placeres i Finanstilsynet, mens de forretningsorienterede opgaver (som f.eks. udarbejdelsen af indstilling til afviklingsplaner og gennemførelse af afviklingsforanstaltninger, der bl.a. kræver et skøn over, hvilke afviklingsværktøjer der bedst muligt opfylder afviklingsformålene) placeres hos Finansiel Stabilitet.

Opgavefordelingen medfører samtidig, at der er behov for en grundig koordinering mellem Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet både i forbindelse med planlægningen og forberedelsen af en afvikling og i forbindelse med gennemførelsen af en afvikling.

Det tætte samarbejde nødvendiggør også, der sker en omfattende informationsudveksling af de oplysninger, som Finanstilsynet indhenter fra CCP’en og får igennem sin tilsynsvirksomhed, samt de oplysninger og den viden, som Finansiel Stabilitet opbygger vedrørende afvikling af CCP’er.

Der vil med dette lovforslag blive indført bestemmelser i henholdsvis lov om kapitalmarkeder og lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, som angiver, hvornår forordningens bestemmelser om afviklingsmyndigheden omfatter henholdsvis Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet.

Dette er en følge af, at afviklingsmyndigheden i Danmark foreslås delt imellem Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet.

I nogle konkrete tilfælde vil en bestemmelse i forordningen om afviklingsmyndigheden omfatte både Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet.

Dette skyldes et opgaveoverlap som følge af, at bestemmelsen både vedrører tiden, hvor CCP’en er en going concern, men også senere, når CCP’en er vurderet nødlidende eller forventeligt nødlidende og er en såkaldt gone concern.

Som eksempel kan nævnes artikel 4 i CCPRR-forordningen om afviklingskollegier, hvor Finanstilsynet foreslås udpeget som afviklingsmyndighed i going concern, mens Finansiel Stabilitet udpeges til afviklingsmyndighed, når virksomheden er en såkaldt gone concern.

I den foreslåede § 59 a oplistes de bestemmelser i forordningen, hvor Finansiel Stabilitet forestår rollen som afviklingsmyndighed.

Derudover vil Finansiel Stabilitet have opgaver relateret til samarbejdet og koordinationen af rollerne som afviklingsmyndighed med Finanstilsynet.

For eksempel skal Finansiel Stabilitet udarbejde og opdatere afviklingsplaner for CCP’er og indstille dem til Finanstilsynet, som vedtager dem, jf. den foreslåede § 212 a, stk. 3, i lov om kapitalmarkeder.

Til § 59 a

Der findes ikke særlige regler for håndtering af nødlidende CCP’er på EU-plan.

CCPRR-forordningen fastsætter en række forskellige beføjelser til tilsyns- og afviklingsmyndighederne i medlemsstaterne til at gribe ind i en usund eller nødlidende CCP tilstrækkeligt tidligt og hurtigt med henblik på bl.a. at sikre kontinuiteten i CCP’ens kritiske finansielle og økonomiske funktioner og samtidig minimere virkningen på samfundsøkonomien og det finansielle system.

CCPRR-forordningen finder anvendelse i Danmark fra den 12. august 2022.

Det foreslås i § 59 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at Finansiel Stabilitet er afviklingsmyndighed for en central modpart (CCP) i henhold til artikel 3, stk. 1, artikel 4, artikel 9, stk. 8, artikel 18, stk. 6, artikel 19, stk. 1, artikel 21, artikel 22, stk. 1, artikel 22, stk. 1, litra a, nr. i, artikel 22, stk. 5, artikel 23-32, artikel 33, stk. 1-7, artikel 34-36, artikel 38-52, artikel 53, stk. 1, artikel 54-69, artikel 70, stk. 2, artikel 71-75 og artikel 77-80 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Udpegningen i henhold til forordningens artikler, jf. ovenfor, vil medføre, at Finansiel Stabilitet tillægges beføjelser til at anvende afviklingsværktøjerne og udøve afviklingsbeføjelserne i henhold til CCPRR-forordningen.

Udpegningen af Finansiel Stabilitet som afviklingsmyndighed i henhold til de nævnte artikler i forordningen skal samtidig sikre, at Finansiel Stabilitet har mulighed for at udøve beføjelser efter forordningen, således at afviklingsmålene for den nødlidende CCP kan opnås.

De omhandlende beføjelser i henhold til CCPRR-forordningen gælder bl.a. afsnit V om afvikling.

Afsnit V fastsætter bl.a. betingelser for iværksættelse af afviklingshandlinger, værdiansættelse og nedskrivning og konvertering af ejerskabsinstrumenter.

Herudover omfattes en række artikler, der fastsætter de nærmere afviklingsværktøjer, som Finansiel Stabilitet vil kunne anvende i forbindelse med afvikling af en CCP.

Det gælder bl.a. virksomhedssalg (artikel 40), adgangen til suspension af kontrakter (artikel 55) og oprettelse af en såkaldt bro-CCP (artikel 42).

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 212 a i lov om kapitalmarkeder, jf. lovforslagets § 2, nr. 5, der indeholder en tilsvarende oplistning af, hvornår Finanstilsynet er udpeget som afviklingsmyndighed.

Til § 59 b

Bestemmelsen foreslås som konsekvens af, at CCPRR-forordningen finder anvendelse i Danmark fra den 12. august 2022.

CCPRR-forordningen indeholder ændringer i gældende selskabsretsdirektiver, således at en række selskabsretlige bestemmelser ikke skal finde anvendelse ved afviklingsforanstaltninger gennemført i medfør af CCPRR-forordningen.

Det foreslås i § 59 b, stk. 1, at §§ 36-38, 45, 74, 76-78, 80, 84, 87, 89, 90, 93-99, 101, 102, 104, 109, 119-121, 135, 154-157, 160-164, 167-170, 174, 185, 186, 188, 191-193, 236-318 og 338-344 i selskabsloven og kapitel 8 i lov om kapitalmarkeder ikke finder anvendelse ved Finansiel Stabilitets iværksættelse og gennemførelse af afviklingsforanstaltninger over for en central modpart (CCP).

Med den foreslåede bestemmelse fraviges en række bestemmelser i selskabsloven og kapitel 8 i lov om kapitalmarkeder ved iværksættelse og gennemførelse af afviklingsforanstaltninger over for en central modpart (CCP).

Fravigelsen af de pågældende regler i selskabsloven og lov om kapitalmarkeder skal sikre, at afviklingsforanstaltningerne kan gennemføres hurtigt og effektivt.

Ved fravigelsen undtages Finansiel Stabilitet således fra de nævnte loves regler om fusion og spaltning og grænseoverskridende fusioner samt regler om overtagelsestilbud efter lov om kapitalmarkeder.

Desuden undtages en række regler i selskabsloven, der skal ses i lyset af, at Finansiel Stabilitet foranlediger en uafhængig værdiansættelse gennemført, der kan træde i stedet for en række krav i selskabsloven om vurderingsberetning i forskellige situationer.

Derudover er en række rettigheder for aktionærer i forhold til f.eks. indkaldelsesfrister og konkrete beslutninger fraveget.

Dette skal ses i sammenhæng med, at Finansiel Stabilitet ved iværksættelse af afviklingsforanstaltninger kan overtage kontrollen enten direkte eller indirekte med CCP’en og derigennem tillægges de rettigheder, som ellers lå hos aktionærer og bestyrelse.

Da Finansiel Stabilitet har overtaget aktionærernes rettigheder, er der ikke behov for de samme beskyttelsesforskrifter ved afviklingsforanstaltningerne.

Undtagelserne skal primært ses i forhold til den umiddelbare iværksættelse og gennemførelse af afviklingsforanstaltningerne, hvor det eksempelvis ikke vil være muligt at iagttage afviklingsmålene, hvis gældende indkaldelsesvarsler til generalforsamlinger skal iagttages, eller hvor der foreligger en værdiansættelse, der kan træde i stedet for en vurderingsberetning.

Fusionsreglerne forventes som udgangspunkt ikke fraveget i tilfælde, hvor der er etableret et broinstitut, som på et senere tidspunkt skal fusioneres.

Med den foreslåede bestemmelse implementeres de direktivændringer, som følger af artikel 90, 91 og 92 i CCPRR-forordningen, og som medfører ændringer i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/25/EF af 21. april 2004 om overtagelsestilbud, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/36/EF af 11. juli 2007 om udøvelse af visse aktionærrettigheder i børsnoterede selskaber og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/1132 af 14. juni 2017 om visse aspekter af selskabsretten.

Da der i de konkrete situationer vil være behov for, at Finansiel Stabilitet skal opfylde nogle processuelle krav, dokumentationskrav og registreringskrav m.v., og da der skal ske en yderligere præcisering af den tidsmæssige udstrækning af fravigelserne i de konkrete situationer, foreslås det i § 59 b, stk. 2, at bemyndige erhvervsministeren til at fastsætte nærmere regler og procedurer, der træder i stedet for de i medfør af stk. 1 fravegne regler i selskabsloven og lov om kapitalmarkeder.

Bemyndigelsen til at fastsætte nærmere regler, der træder i stedet for de i stk. 1 nævnte bestemmelser, omfatter blandt andet behovet for at kunne iværksætte og gennemføre afviklingsforanstaltningerne inden for kortere frister end forudsat i selskabsloven, og, på tidspunktet, hvor Finansiel Stabilitet direkte eller indirekte har overtaget kontrollen med virksomheden eller enheden fra kapitalejerne og bestyrelsen, at kunne iværksætte og gennemføre afviklingsforanstaltninger uden at skulle iagttage alle kapitalejernes beskyttelsesregler i selskabsloven.

Desuden vil reglerne også afspejle, at den vurderingsmandsberetning, der i visse situationer er krævet i selskabsloven, kan erstattes af den uafhængige vurderingspersons værdiansættelse i medfør af forordningens bestemmelser herom.

Til § 8

Til nr. 1 ( § 3, stk. 1, nr. 3, i lov om ejendomskreditselskaber )

Det følger af § 3, stk. 1, nr. 3, at Finanstilsynet som betingelse for at give tilladelse til at udøve virksomhed som ejendomskreditselskab har fået dokumentation for, at den person i selskabet, som er ansvarlig for handel med pantebreve, når selskabet udøver virksomhed omfattet af § 1, stk. 2, nr. 1, og den, som er ansvarlig for kreditgivning, når selskabet udøver virksomhed omfattet af § 1, stk. 2, nr. 2, opfylder betingelserne i § 5.

Det foreslås i § 3, stk. 1, nr. 3, at ændre »§ 5, og« til: »§ 5,«.

Den foreslåede bestemmelse er en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 8, nr. 3, hvor det foreslås at indsætte et nyt nr. 5, om en forretningsgang for kreditværdighedsvurdering.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 8, nr. 3.

Til nr. 2 ( § 3, stk. 1, nr. 4, i lov om ejendomskreditselskaber )

Det følger af § 3, stk. 1, nr. 4, at Finanstilsynet som betingelse for at give tilladelse til at udøve virksomhed som ejendomskreditselskab skal have dokumentation for, at de kvalificerede ejere opfylder principperne i §§ 61-62 om ejerforhold i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås i § 3, stk. 1, nr. 4, at ændre »lov om finansiel virksomhed.« til: »lov om finansiel virksomhed, og«.

Den foreslåede bestemmelse er en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 8, nr. 3, hvor det foreslås at indsætte et nyt nr. 5, om en forretningsgang for kreditværdighedsvurdering.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 8, nr. 3.

Til nr. 3 ( § 3, stk. 1, nr. 5, i lov om ejendomskreditselskaber )

Virksomheder, der ønsker at udøve virksomhed som ejendomskreditselskab, skal efter § 3 i lov om ejendomskreditselskaber have tilladelse af Finanstilsynet til at udøve virksomhed som ejendomskreditselskab.

Bestemmelsen stiller bl.a. krav om, at virksomheden skal udøves i selskabsform, med dertil hørende begrænset hæftelse, og at ledelsen opfylder kravene til egnethed og hæderlighed.

Det følger af § 7 c, i lov om kreditaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af d. 6. august 2019, at kreditgiveren, inden kreditaftalens indgåelse, skal vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser.

Det foreslås i § 3, stk. 1, at indsætte nr. 5, hvorefter ejendomskreditselskaber, skal dokumentere, at virksomheden har en forretningsgang for kreditværdighedsvurdering, jf. lov om kreditaftaler.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 18, stk. 2, i boligkreditdirektivet.

I henhold til boligkreditdirektivet er det afgørende, at forbrugerens evne og tilbøjelighed til at tilbagebetale kreditten vurderes og kontrolleres, inden der indgås en kreditaftale.

Vurderingen af kreditværdigheden bør tage hensyn til alle nødvendige og relevante faktorer, som kan påvirke forbrugerens evne til at tilbagebetale kreditten i dens løbetid.

Kreditgivers beslutning om at yde kreditten eller ej bør som følge heraf være i overensstemmelse med resultatet af kreditværdighedsvurderingen.

Det følger af artikel 18, stk. 2, i boligkreditdirektivet, at de procedurer og oplysninger, som vurderingen baseres på, er fastlagt og dokumenteres og opretholdes.

I overensstemmelse hermed skal ejendomskreditselskaber udarbejde en forretningsgang, der dokumenterer, at selskabet har tilrettelagt en klar proces for udførelse af kreditværdighedsvurderingen.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at selskaber, der ansøger Finanstilsynet om tilladelse som ejendomskreditselskab, udover at opfylde de andre krav efter § 3, stk. 1, skal vedlægge en forretningsgang, der fastlægger selskabet proces for udarbejdelse af kreditværdighedsvurderinger, til sin ansøgning.

Til nr. 4 ( § 24, stk. 1, 2. pkt., i lov om ejendomskreditselskaber )

Det følger af § 24, stk. 1, 1. pkt., i lov om ejendomskreditselskaber, at en person eller et selskab, der kan dokumentere, at personen eller selskabet før den 1. juli 2010 har udøvet erhvervsmæssig handel med pantebreve og har indsendt ansøgning om tilladelse til Finanstilsynet senest den 1. januar 2011, kan fortsætte hermed, indtil Finanstilsynet har truffet afgørelse om tilladelse.

Af § 24, stk. 1, 2. pkt., følger, at for personen eller selskabet får § 2, stk. 1, § 3, stk. 1, nr. 1 og 5, og § 8 først virkning fra den 1. januar 2011.

Det foreslås i § 24, stk. 1, 2. pkt., at ændre »§ 3, stk. 1, nr. 1 og 5« til: »§ 3, stk. 1, nr. 1, § 3, stk. 2«.

Den foreslåede ændring en konsekvensændring som følge af, at der ved lov nr. 1163 af 8. juni 2021 blev indsat et nyt stk. 2 i § 3, til erstatning for den hidtidige § 3, stk. 1, nr. 5.

Til § 9

Til nr. 1 (§ 3, stk. 3, nr. 1, 2. pkt., i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditrådgivere)

Det følger af § 3 i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, at virksomheder skal have Finanstilsynets tilladelse, inden virksomheden påbegynder den pågældende virksomhed.

I henhold til stk. 3, nr. 1, kan Finanstilsynet give tilladelse – forudsat at de øvrige betingelser er opfyldet – når virksomheden har hovedkontor og hjemsted i Danmark.

Det foreslås i § 3, stk. 3, nr. 1, at indsætte et 2. pkt., hvoraf følger, at boligkreditformidlere, der ikke har et vedtægtsmæssigt hjemsted anses for at have hovedkontor i den medlemsstat, hvor virksomheden faktisk udøver sin virksomhed.

Bestemmelsen gennemfører artikel 29, stk. 5, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets direktivet 2014/17/ЕU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 (boligkreditdirektivet).

Bestemmelsen medfører, at Finanstilsynet i forbindelse med ansøgning om tilladelse ikke kan stille krav om, at virksomheden dokumenterer at have hovedkontor og hjemsted i Danmark, hvis boligkreditformidleren i henhold til national lovgivning ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, og som følge heraf har sit hovedkontor i den medlemsstat, hvor den faktisk udøver sin hovedvirksomhed.

Til nr. 2 (§ 4 a, stk. 1, 2. pkt., i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditrådgivere)

Det følger af § 4 a, stk. 1, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, at Finanstilsynet opretter og fører et offentligt register over finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere.

Det forslås i § 4 a, stk. 1, at indsætte et 2. pkt., hvorefter registeret skal være tilgængeligt online og løbende ajourføres.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 29, stk. 6, i boligkreditdirektivet.

Bestemmelsen har til formål at præcisere direktivets forpligtelse til at have et nationalt register over godkendte boligkreditformidlere.

Den foreslåede bestemmelse har således til formål at tydeliggøre, at Finanstilsynets register over godkendte boligkreditformidlere skal være offentligt tilgængeligt online, og at det løbende skal ajourføres.

Ændringen har ikke praktisk betydning, da Finanstilsynets register allerede i dag er offentligt tilgængeligt, online og løbende ajourføres.

Der er således alene tale om en sproglig præcisering af bestemmelsen.

Til nr. 3 (§ 10 c, stk. 2, 2. pkt., i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditrådgivere)

Det følger af § 10 c, stk. 1, at virksomheder, der har tilladelse til at drive boligkreditformidlingsvirksomhed, i forbindelse med udøvelse af grænseoverskridende virksomhed, skal give Finanstilsynet oplysning om, i hvilket land en filial eller en grænseoverskridende virksomhed ønskes etableret.

Det følger af § 10 c, stk. 22, at Finanstilsynet videresender den meddelelse, der er nævnt i stk. 1, til tilsynsmyndighederne i værtslandet senest 1 måned efter modtagelsen af meddelelsen og giver samtidigt underretning til boligkreditformidleren om videresendelsen.

Det foreslås i § 10 c, stk. 2, at indsætte et 2. pkt., hvorefter Finanstilsynet også underretter tilsynsmyndighederne om de kreditgivere, som boligkreditformidleren er tilknyttet, og om kreditgiverne tager det fulde ansvar for boligkreditformidlerens aktiviteter.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af artikel 32, stk. 2, i boligkreditdirektivet.

Den foreslåede bestemmelse foretager en præcisering af de oplysningsforpligtelser, der er pålagt Finanstilsynet over for tilsynsmyndighederne i et andet land, når en boligkreditformidler efter reglerne om grænseoverskridende virksomhed ønsker at udøve virksomhed i et andet land.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Finanstilsynet skal underrette tilsynsmyndighederne i det land, hvor boligkreditformidleren ønsker at udøve virksomhed, om de kreditgivere, som boligkreditformidleren er tilknyttet.

Finanstilsynet skal desuden oplyse, om kreditgiveren tager det fulde ansvar for formidlerens aktiviteter, hvorved eventuelle krav relateret til formidlerens virksomhedsudøvelse kan rettes mod kreditgiveren.

Til nr. 4 (§ 10 c, stk. 3, 2. pkt., i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditrådgivere)

Det følger af § 10 c, stk. 1, at virksomheder, som har Finanstilsynets tilladelse til at drive boligkreditformidlingsvirksomhed, hvis de ønsker at drive grænseoverskridende virksomhed, skal give Finanstilsynet oplysning om, i hvilket land en filial eller en grænseoverskridende virksomhed ønskes etableret.

Det følger af § 10 c, stk. 2, at Finanstilsynet videresender meddelelsen i stk. 1, til tilsynsmyndighederne i værtslandet senest 1 måned efter modtagelse af meddelelsen og samtidigt underretter til boligkreditformidleren om videresendelsen.

Det følger af § 10 c, stk. 3, at en boligkreditformidler, der ønsker at udøve virksomhed i et andet land, kan påbegynde sin virksomhed 1 måned efter den dato, hvor underretningen af boligkreditformidleren efter stk. 2 er sket.

Det foreslås i § 10 c, stk. 3, at indsætte et 2. pkt., hvorefter boligkreditformidler ikke må yde sine tjenester i forbindelse med kreditaftaler, der tilbydes af kreditgivere, der ikke er kreditinstitutter, til forbrugere i en medlemsstat, hvor kreditgiveren ikke må udøve sin virksomhed.

Bestemmelsen gennemfører artikel 32, stk. 1, 2. pkt., i boligkreditdirektivet.

Reglerne om grænseoverskridende virksomhed giver mulighed for, at en boligkreditformidler, som allerede har Finanstilsynets tilladelse, kan udøve virksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Som følge heraf giver direktivet således mulighed for at udøve sin virksomhed, uden at formidleren skal opnå en tilladelse i værtslandet.

Reglerne forudsætter, at tilladelsen i hjemlandet dækker de aktiviteter, som formidleren ønsker at udføre i værtslandet.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at formidleren ikke må udføre sine aktiviteter for kreditgivere, der ikke har den fornødne tilladelse i værtslandet.

Til nr. 5 (§ 10 d, stk. 3, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere)

Det følger af § 10 d i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, at boligkreditformidlere, der er registreret i et andet land kan påbegynde sin virksomhed her i landet gennem en filial eller som udbyder af grænseoverskridende tjenesteydelse, 1 måned efter at hjemlandets kompetente myndighed har videresendt meddelelse om virksomhedens hensigt til Finanstilsynet.

Det foreslås i § 10 d, stk. 3, at Finanstilsynet anvender oplysninger fra hjemlandet til at optage de nødvendige oplysninger i sit register og underretter om nødvendigt boligkreditformidleren om betingelser for udførelsen af aktiviteter, der ikke er EU-harmoniseret i værtslandet.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af artikel 32, stk. 2, i boligkreditdirektivet.

Den foreslåede bestemmelse er en præcisering af reglerne om grænseoverskridende virksomhed.

Disse regler gør det muligt for en boligkreditformidler, som allerede har en tilladelse i sit hjemland, at udøve virksomhed i Danmark, forudsat at tilsynsmyndigheden har underrettet Finanstilsynet herom.

Den foreslåede bestemmelse fastslår, at Finanstilsynet kan indhente de nødvendige oplysninger fra hjemlandet med henblik på at optage disse oplysninger i sit virksomhedsregister.

Endvidere medfører det, at Finanstilsynet skal oplyse boligkreditformidleren om evt.

aktiviteter, der ikke er EU-harmoniseret her i landet, og dermed aktiviteter, der falder uden for boligkreditdirektivet.

Til § 10

Til nr. 1 (§ 12 b i lov om forsikringsformidling)

Databeskyttelsesforordningen sætter de overordnede rammer for behandling af personoplysninger.

Behandling af personoplysninger er således underlagt en række principper, herunder lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed, formålsbegrænsning, dataminimering, rigtighed m.v. Det følger af forordningen, at der som grundlag for behandlingen skal foreligge en retlig forpligtelse eller et samtykke fra den pågældende til behandlingen.

Ved en personoplysning forstås efter databeskyttelsesforordningen enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person (den registrerede) ved identificerbar fysisk person forstås en fysisk person, der direkte eller indirekte kan identificeres, navnlig ved en identifikator som f.eks. et navn, et identifikationsnummer, lokaliseringsdata, en onlineidentifikator eller et eller flere elementer, der er særlige for denne fysiske persons fysiske, fysiologiske, genetiske, psykiske, økonomiske, kulturelle eller sociale identitet.

Et personnummer er en personoplysning, og behandlingen heraf skal derfor ske i overensstemmelse med principperne i databeskyttelsesforordningen og de relevante særregler.

Der findes på nuværende tidspunkt ikke en hjemmel i lov om forsikringsformidling til med henblik på nødvendig, entydig identifikation at indhente og behandle personnummer, hvorfor forsikringsformidlere som udgangspunkt er afhængig af et samtykke.

Forsikringsformidlere kan dog i henhold til anden lovgivning indhente og behandle personnummer.

Hvidvaskloven stiller således krav om, virksomhederne indhenter deres kunders/medlemmers personnummer og derved sikrer identiteten af deres kunder med henblik på at forhindre hvidvask og terrorfinansiering.

Privates mulighed for at behandle personnummer følger af databeskyttelsesforordningen og den supplerende bestemmelse i § 11, stk. 2, i databeskyttelsesloven.

Ved »behandling« forstås efter databeskyttelsesforordningen enhver aktivitet eller række af aktiviteter - med eller uden brug af automatisk behandling - som personoplysninger eller en samling af personoplysninger gøres til genstand for, f.eks. indsamling, registrering, organisering, systematisering, opbevaring, tilpasning eller ændring, genfinding, søgning, brug, videregivelse ved transmission, formidling eller enhver anden form for overladelse, sammenstilling eller samkøring, begrænsning, sletning eller tilintetgørelse.

Det foreslås at indsætte § 12 b, hvorefter forsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på nødvendig, entydig identifikation i relation til eksisterende kundeforhold ved varetagelse af administrative opgaver og rådgivning.

Den foreslåede bestemmelse er ny og har til formål at etablere en klar og samlet hjemmel til, at forsikringsformidlere på samme måde som i hvidvaskloven m.v. kan indhente personnummer med henblik på en entydig identifikation.

I dag er forsikringsformidlere som udgangspunkt afhængig af et samtykke til at behandle personnummer i det løbende kundeforhold.

Som nævnt i afsnit 2.14.1. må en viderebehandling – for at være i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, litra b, i databeskyttelsesforordningen – ikke ske på en måde, som er uforenelig med de (”udtrykkeligt angivne og legitime”) formål, til hvilke personnummeret oprindeligt var indsamlet.

Hvorvidt en viderebehandling af personnummeret med henblik på entydig identifikation i det øvrige kundeforhold vil være foreneligt med det formål, til hvilket personnummeret tidligere er indsamlet, f.eks. i medfør af hvidvaskreglerne, vil bero på en konkret vurdering.

I det omfang en viderebehandling er foreneligt med det formål, til hvilke personnummeret oprindeligt var indsamlet, vil den foreslåede bestemmelse bevirke, at forsikringsformidlerne, som allerede har indhentet personnummer at sikre identiteten af kunden, kan anvende personnummeret til den videre administration af kundeforholdet og den løbende rådgivning.

Bestemmelsen vil være anvendelig i forhold til de administrative opgaver, forsikringsformidlerne varetager i relation til deres kunder, ligesom den vil kunne anvendes til brug for den løbende rådgivning af kunderne.

Ved rådgivning forstås anbefalinger, vejledninger, herunder oplysninger om risici forbundet med en disposition, og oplysninger om umiddelbare konsekvenser af kundens valgmuligheder.

Forsikringsformidleres administrative opgaver kan indeholde elementer af rådgivning som følge af, at den løbende administration kan føre til et behov om at få rådgivning om ændringer, supplerende produkter m.v.

Ved eksisterende kundeforhold forstås, at der skal være indgået et kundeforhold i form af en gensidig aftale mellem virksomheden og kunden.

Den foreslåede bestemmelse kan således ikke anvendes som hjemmel for behandling af personnummer i forbindelse med tilbudsgivning, når der er tale om etablering af et nyt kundeforhold.

I sådanne tilfælde er virksomheden afhængig af et samtykke fra potentielle kunder, hvis virksomheden skal kunne behandle personnumre, f.eks. ved forsikringsselskabers udarbejdelse af tilbud på en eller flere forsikringer.

Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for at virksomheder vil kunne behandle personnummer til brug for accept af et bindende tilbud fra virksomheden.

Det vil derfor være muligt f.eks. for forsikringsselskaber uden samtykke at anvende den kommende kundes personnummer til at gennemføre den elektroniske godkendelse af forsikringsselskabets bindende tilbud på tegning af en forsikring.

Bestemmelsen er heller ikke til hinder for, at virksomheder kan anvende bestemmelsen som behandlingshjemmel i forbindelse med et tilbud om nye produkter i et eksisterende kundeforhold.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forsikringsformidlere vil få adgang til at behandle personnumre for forsikringstagere, sikrede og skadelidte.

Forsikringstager er den person, som har tegnet den pågældende forsikring via forsikringsformidleren, dvs. har indgået forsikringsaftalen med forsikringsformidleren.

Der kan være flere forsikringstagere for den enkelte forsikringsaftale, f.eks. to ægtefæller.

Sikrede er personer, som i anledning af skader vil kunne få erstatning fra forsikringen, f.eks. medlemmer af en arbejdsmarkedspensionsordning eller en firmapensionsordning eller begunstigede på en livsforsikring.

Andre eksempler er familiemedlemmer i forsikringstagerens husstand eller en panthaver, som efter forsikringsaftalelovens § 54 er sikret ret til erstatning, hvis der sker en skade på det pantsatte aktiv.

Skadelidte omfatter personer, som har anmeldt en skade under en forsikring.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at forsikringsformidlere vil få adgang til at behandle personnummeret på sine kunder, og øvrige personer relateret til det eksisterende kundeforhold, hvis det er nødvendigt at foretage en entydig identifikation ved udførelse af følgende opgaver, idet der ikke er tale om en udtømmende opremsning

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forsikringsformidlere får adgang til at behandle personnumre for forsikringstagere, sikrede og skadelidte, hvis det er nødvendigt at foretage en entydig identifikation.

Forsikringstager er den person, som har tegnet den pågældende forsikring i forsikringsselskabet.

Der kan være flere forsikringstagere for den enkelte forsikringsaftale, f.eks. to ægtefæller.

Sikrede er personer, som i anledning af skader vil kunne få erstatning fra forsikringen, f.eks. medlemmer af en arbejdsmarkedspensionsordning eller en firmapensionsordning eller begunstigede på en livsforsikring.

Andre eksempler er familiemedlemmer i forsikringstagerens husstand eller en panthaver, som efter forsikringsaftalelovens § 54 er sikret ret til erstatning, hvis der sker en skade på det pantsatte aktiv.

Skadelidte omfatter personer, som har anmeldt en skade under en forsikring.

Til § 11

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen) sætter de overordnede rammer for behandling af personoplysninger.

Behandling af personoplysninger er således underlagt en række principper, herunder lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed, formålsbegrænsning, dataminimering, rigtighed m.v. Det følger af forordningen, at der som grundlag for behandlingen skal foreligge en retlig forpligtelse eller et samtykke fra den pågældende til behandlingen.

Ved en personoplysning forstås efter databeskyttelsesforordningen enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person (den registrerede);

ved identificerbar fysisk person forstås en fysisk person, der direkte eller indirekte kan identificeres, navnlig ved en identifikator som f.eks. et navn, et identifikationsnummer, lokaliseringsdata, en onlineidentifikator eller et eller flere elementer, der er særlige for denne fysiske persons fysiske, fysiologiske, genetiske, psykiske, økonomiske, kulturelle eller sociale identitet.

Et personnummer er en personoplysning og behandlingen heraf skal derfor ske i overensstemmelse med principperne i databeskyttelsesforordningen og de relevante særregler.

Der findes ikke på nuværende tidspunkt en klar hjemmel i lov om forbrugslånsvirksomheder til, med henblik på nødvendig, entydig identifikation, at indhente og behandle personnummer, hvorfor forbrugslånsvirksomheder som udgangspunkt er afhængig af et samtykke.

Forbrugslånsvirksomheder kan i henhold til anden lovgivning indhente og behandle personnumre.

Hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 1, stiller krav om, virksomhederne skal indhente deres kunders personnummer og derved sikre identiteten af deres kunder med henblik på at forhindre hvidvask og terrorfinansiering.

Privates mulighed for at behandle personnumre følger af databeskyttelsesforordningen og den supplerende bestemmelse i § 11, stk. 2, i databeskyttelsesloven.

Ved »behandling« forstås efter databeskyttelsesforordningen enhver aktivitet eller række af aktiviteter - med eller uden brug af automatisk behandling - som personoplysninger eller en samling af personoplysninger gøres til genstand for, f.eks. indsamling, registrering, organisering, systematisering, opbevaring, tilpasning eller ændring, genfinding, søgning, brug, videregivelse ved transmission, formidling eller enhver anden form for overladelse, sammenstilling eller samkøring, begrænsning, sletning eller tilintetgørelse.

Det foreslås i § 8 a, at forbrugslånsvirksomheder kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på nødvendig entydig identifikation i relation til eksisterende kundeforhold ved varetagelse af administrative opgaver og rådgivning.

Den foreslåede bestemmelse er ny og har til formål at etablere en klar og samlet hjemmel til, at forbrugslånsvirksomheder på samme måde som i hvidvaskloven m.v. kan indhente og behandle personnummer med henblik på en entydig identifikation.

I dag er forbrugslånsvirksomheder afhængig af et samtykke til at behandle personnummer i det løbende kundeforhold.

Som nævnt i afsnit 2.14.1. må en viderebehandling – for at være i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, litra b, i databeskyttelsesforordningen – ikke ske på en måde, som er uforenelig med de (”udtrykkeligt angivne og legitime”) formål, til hvilke personnummeret oprindeligt var indsamlet.

Hvorvidt en viderebehandling af personnummeret med henblik på entydig identifikation i det øvrige kundeforhold vil være foreneligt med det formål, til hvilket personnummeret tidligere er indsamlet, f.eks. i medfør af hvidvaskreglerne, vil bero på en konkret vurdering.

I det omfang en viderebehandling er foreneligt med det formål, til hvilke personnummeret oprindeligt var indsamlet, vil den foreslåede bestemmelse bevirke, at de forbrugslånsvirksomheder, som allerede har indhentet personnummer for at sikre identiteten af kunden, kan anvende personnummeret til den videre administration af kundeforholdet og rådgivning.

For forbrugslånsvirksomhederne vil den foreslåede bestemmelse medføre, at virksomhederne bl.a. får adgang til at behandle personnumre på sine kunder samt øvrige personer, hvor en entydig identifikation er nødvendig.

Det vil bl.a. være nødvendigt, når man behandler kunder, kautionister, garantistillere, begunstigede, modparter, deponenter, fuldmagtshavere, fuldmagtsgivere, brugere af selvbetjeningsløsninger, værger m.v. Opremsningen er ikke udtømmende.

Ved rådgivning forstås anbefalinger, vejledninger, herunder oplysninger om risici forbundet med en disposition, og oplysninger om umiddelbare konsekvenser af kundens valgmuligheder.

Forbrugslånsvirksomheders administrative opgaver kan indeholde elementer af rådgivning som følge af, at den løbende administration kan føre til et behov om at få rådgivning om ændringer, supplerende produkter m.v.

Ved eksisterende kundeforhold forstås, at der skal være indgået et kundeforhold i form af en gensidig aftale mellem virksomheden og kunden.

Den foreslåede bestemmelse kan således ikke anvendes som hjemmel for behandling af personnummer i forbindelse med tilbudsgivning.

I sådanne tilfælde er virksomheden afhængig af et samtykke fra potentielle kunder, hvis virksomheden skal kunne behandle personnumre.

Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for at virksomheder vil kunne behandle personnummer til brug for accept af et bindende tilbud fra virksomheden.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forbrugslånsvirksomheder vil få adgang til at behandle personnumre på sine kunder, og øvrige personer relateret til det eksisterende kundeforhold, hvis det er nødvendigt at foretage en entydig identifikation ved udførelse af følgende opgaver, idet der ikke er tale om en udtømmende opremsning

Til § 12

I forbindelse med Folketingets behandling af lov nr. 1374 af 13. december 2019 blev lovforslagets § 19, stk. 7, nyaffattet, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg B, L 46, side 2.

Nyaffattelsen medførte en utilsigtet stramning af den tidsmæssige lovimplementering af elementet om en evaluering af udvidelsen af § 122 i lov betalinger, der fremgår af den politiske aftaletekst bag den politiske aftale af den 19. september 2019 mellem regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Konservative og Alternativet om styrkede indgrebsmuligheder over for gebyrer m.v. på betalingsserviceløsninger.

Det foreslås i § 19, stk. 7, at ændre ordlyden fra »folketingsåret 2021-22« til: »folketingsåret 2022-23«.

Erhvervsministeren fremsætter dermed senest i folketingsåret 2022-23 forslag om revision af § 122, stk. 2, i lov om betalinger i stedet for senest i folketingsåret 2021-22.

Formålet med ændringen er at bringe revisionsbestemmelsen tilbage i overensstemmelse med ordlyden af og intentionen bag aftaleteksten bag den politiske aftale af den 19. september 2019.

Det fremgår således af aftaleteksten, at aftaleparterne er enige om, at udvidelsen af § 122 vil blive evalueret to år efter lovændringens ikrafttræden.

Udvidelsen af § 122 trådte i kraft pr. 1. januar 2020.

Evalueringen kan derfor først foretages primo 2022.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det bliver muligt at foretage evalueringen af udvidelsen af § 122 i lov om betalinger to år efter lovændringens ikrafttræden.

Evalueringen foretages med henblik på, at erhvervsministeren derefter skal fremsætte forslag om revision af § 122, stk. 2.

Revisionsbestemmelsen skal som en konsekvens heraf ændres til at gælde folketingsåret 2022-23 i stedet for den nuværende ordlyd i revisionsbestemmelsen om folketingsåret 2021-22.

For nærmere om formålet med evalueringen henvises til bemærkninger til § 19, stk. 7, i lov nr. 1374 af 13. december 2019, jf. Folketingstidende 2019-2020, A, L 46, som fremsat, side 88.

Til § 13

Det foreslås i stk. 1, at loven skal træde i kraft den 1. juli 2022, jf. dog stk. 2-4.

Det foreslås i stk. 2, at § 1, nr. 17-19, og § 3, nr. 8, 9 og 16, træder i kraft den 1. august 2022.

Det foreslås i stk. 3, at § 2, nr. 1-5 og 9-11, og § 7, nr. 1-7 og 12, træder i kraft den 12. august 2022.

Den foreslåede bestemmelse sikrer, at bestemmelserne oplistet i stk. 3, der supplerer CCPRR-forordningen, træder i kraft i overensstemmelse med forordningens artikel 97 om ikrafttræden.

Det foreslås i stk. 4, at § 3, nr. 11-15 og 17, træder i kraft den 31. december 2022.

Det foreslås i stk. 5, at for virksomheder, der ved lovens ikrafttræden, har tilladelse som ejendomskreditselskab efter § 3, stk. 1, nr. 5, i lov om ejendomskreditselskaber har denne lovs § 8, nr. 3, først virkning fra den 1. oktober 2022.

Med lovforslagets § 8, nr. 3, foreslås det, at ejendomskreditselskaber skal have en forretningsgang for kreditværdighedsvurdering som betingelse for at få tilladelse til at udøve virksomhed som ejendomskreditselskab.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at virksomheder, der allerede har tilladelse som ejendomskreditselskab ved lovens ikrafttræden har indtil den 1. oktober 2022 til at udarbejde en forretningsgang.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at der efter § 3, stk. 3, i lov om ejendomskreditselskaber stilles krav om, at selskaberne til enhver tid opfylder kravene i § 3, stk. 1.

Den foreslåede overgangsbestemmelse skal give de ejendomsselskaber, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden har tilladelse til at være ejendomskreditselskab, mulighed for at indrette sig på kravet om en forretningsgang for kreditværdighedsvurdering senest tre måneder efter lovens ikrafttræden.

Det foreslås i stk. 6, at for forsikringsselskaber, der ved lovens ikrafttræden, driver anden tilladt virksomhed i overensstemmelse § 29, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 2497 af 15. december 2021, finder lovens § 1, nr. 14, ikke anvendelse.

For sådan anden tilladt virksomhed finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Med lovforslagets ikrafttrædelse vil forsikringsselskaber fremadrettet skulle drive virksomhed bestående i at opføre, eje og drive fast ejendom og infrastruktur omfattende tekniske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg i et datterselskab, jf. lovforslagets § 1, nr. 14.

Med forslaget til stk. 6, sikres, at de forsikringsselskaber, der ved lovens ikrafttrædelse allerede driver anden tilladt virksomhed bestående i opførelse, eje og drift af fast ejendom og infrastruktur omfattende tekniske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg efter de hidtil gældende regler i § 29, stk. 1, nr. 2, kan fortsætte med at drive den pågældende virksomhed i selskabet.

Det foreslås i stk. 7, at regler fastsat i medfør af § 19, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 2497 af 15. december 2021, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 19, stk. 3.

Med forslaget til stk. 7 sikres det, at bekendtgørelser udstedt i medfør af § 19, stk. 2, forbliver i kraft, selvom bemyndigelsesbestemmelsen i § 19, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed rykker sig, som følge af denne lovs § 1, nr. 10.

Det betyder, at bekendtgørelse nr. 1774 af 16. december 2015 om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed fortsat vil være gældende.

Til § 14

Det foreslås i s tk. 1, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Det foreslås i s tk. 2, at lovens §§ 1-9 og 11-12 ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Det foreslås i s tk. 3, at loven ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Det følger af lovene på det finansielle område, at lovene ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at lovene ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Lov om forsikringsformidling indeholder imidlertid ikke anordningshjemmel for Færøerne, da forsikringsområdet på Færøerne er overtaget og dermed reguleres af færøske love.

Ændringerne i lovforslagets § 10 skal derfor ikke kunne sættes i kraft for Færøerne.

-

De fællesadministrerede forsikringsselskaber administreres i et af selskaberne etableret interessentskab eller i et andet af selskaberne etableret og fællesejet selskab, som ikke er et forsikringsselskab eller en finansiel virksomhed efter lov om finansiel virksomhed.

-

Et fællesskab, hvori et forsikringsselskab administrerer de øvrige forsikringsselskaber, uden at det administrerende forsikringsselskab er koncernforbundet med en overvejende del af de øvrige forsikringsselskaber.

-

Login ved selvbetjeningsløsninger og services, herunder evt.

applikationer (apps), der kræver entydig identifikation for brug af løsningen.

-

Koncernintern udveksling og administration, herunder koncernintern risikostyring samt tilsvarende udveksling mellem fællesejede realkreditinstitutter og instituttets ejerkreds.

-

Udveksling af personnummer med andre tredjeparter, når det er nødvendigt for at opfylde forsikringsaftalen/pensionsaftalen/bankaftalen/realkreditaftalen m.v.

-

Løbende kommunikation med kunden.

-

Tinglysning og registrering af pant.

-

Henvendelser og opgaver relateret til gældsinddrivelse, misligholdelse og inkasso.

-

Henvendelser om fornyelser eller ændringer af forsikringsaftale.

-

Henvendelser om ændringer i forsikringstagerens forhold, som kan have betydning for forsikringspræmien, selvrisikoen på forsikringen, vilkårene for forsikringen og de sikkerhedsforskrifter, som forsikringstageren skal iagttage.

-

Henvendelser til forsikringsselskabet som reaktion på ændring af forsikringspræmie, selvrisiko, forsikringsvilkår eller sikkerhedsforskrifter eller andre ændringer, f.eks. ændringer i betaling af forsikringspræmien eller andre lignende ændringer af de generelle forhold i kundeforholdet.

-

Kommunikationen mellem skadelidte og forsikringsselskabet i anledning af skader, hvor der ofte fremkommer oplysninger, som fører til ændring eller præcisering af forsikringsaftalen.

-

Henvendelser med konkrete spørgsmål om forsikringens dækning.

-

Regelmæssige opdateringer om oplysninger fra CPR med henblik på sikring af, at den finansielle virksomhed har de korrekte data (datakvalitet) om den registrerede.

-

Den påkrævede anvendelse af personnummer ved kommunikation via e-Boks som sikker digital post mellem en finansiel virksomhed og dets kunder.

-

Udbetalinger til NemKonto af erstatninger, refusion af betalte præmier, udbetaling af bonus osv., idet anvendelse af udbetaling til NemKonto kræver, at virksomheden har kundens personnummer.

-

Anvendelse af personnummer som sikring af identiteten i forbindelse med den løbende kommunikation mellem den finansielle virksomhed og den registrerede – herunder som led i, at den registrerede ønsker at gøre brug af den registreredes rettigheder under databeskyttelsesforordningen.

-

Indhentelse af kundens skadeshistorik hos andre forsikringsselskaber i forbindelse med fastsættelse af vilkårene for kundens forsikring, og hvor personnummeret er med til at sikre entydig identifikation af kunden hos forsikringsselskaberne.

-

Anvendelse af personnummer med henblik på risikostyring.

-

Login ved selvbetjeningsløsninger og services, herunder evt.

applikationer (apps), der kræver entydig identifikation for brug af løsningen.

-

Løbende kommunikation med kunden.

-

Regelmæssige opdateringer om oplysninger fra CPR med henblik på sikring af, at virksomheden har de korrekte data (datakvalitet) om den registrerede.

-

Den påkrævede anvendelse af personnummer ved kommunikation via e-Boks som sikker digital post mellem virksomheden og dets kunder.

-

Anvendelse af personnummer med henblik på risikostyring.

-

Ved forsikringstagerens henvendelser om fornyelser eller ændringer af forsikringen.

-

Ved forsikringstagerens henvendelser om ændringer i forsikringstagerens forhold, som kan have betydning for forsikringspræmien, selvrisikoen på forsikringen, vilkårene for forsikringen og de sikkerhedsforskrifter, som forsikringstageren skal iagttage.

-

Ved forsikringstagerens henvendelser til forsikringsselskabet som reaktion på ændring af forsikringspræmie, selvrisiko, forsikringsvilkår eller sikkerhedsforskrifter eller andre ændringer, f.eks. ændringer i betaling af forsikringspræmien eller andre lignende ændringer af de generelle forhold i kundeforholdet.

-

Ved kommunikationen mellem skadelidte og forsikringsselskabet i anledning af skader, hvor der ofte fremkommer oplysninger, som fører til ændring eller præcisering af forsikringsaftalen.

-

Ved forsikringstagerens henvendelser med konkrete spørgsmål om forsikringens dækning.

-

Login ved selvbetjeningsløsninger og services, herunder evt.

applikationer (apps), der kræver entydig identifikation for brug af løsningen.

-

Regelmæssige opdateringer om oplysninger fra CPR med henblik på sikring af, at virksomheden har de korrekte data (datakvalitet) om den registrerede.

-

Den påkrævede anvendelse af personnummer ved kommunikation via e-Boks som sikker digital post mellem virksomheden og dets kunder.

-

Løbende kommunikation med kunden.

-

Anvendelse af personnummer som sikring af identiteten i forbindelse med den løbende kommunikation mellem forbrugslånsvirksomheden og den registrerede – herunder som led i, at den registrerede ønsker at gøre brug af den registreredes rettigheder under databeskyttelsesforordningen.

-

Anvendelse af personnummer med henblik på risikostyring.

Gældende formulering

Lovforslaget

Lovforslag sammenholdt med gældende ret

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 2497 af 15. december 2021, som ændret ved § 1 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, § 1 i lov nr. 2382 af 14. december 2021, § 1 i lov nr. 2383 af 14. december 2021 og § 13 i lov nr. 2601 af 28. december 2021, foretages følgende ændringer

Lov om finansiel virksomhed

Fodnoten.

Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 86/635/EØF af 8. december 1986 (bankregnskabsdirektivet), EF-Tidende 1986, nr. L 372, side 1, Rådets direktiv 89/117/EØF af 13. februar 1989 (offentliggørelse af årsregnskabsdokumenter for filialer fra ikkemedlemslande), EF-Tidende 1989, nr. L 44, side 40, Rådets direktiv 91/674/EØF af 19. december 1991 (forsikringsregnskabsdirektivet), EF-Tidende 1991, nr. L 374, side 7, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/26/EF af 29. juni 1995 (BCCI-direktivet), EF-Tidende 1995, nr. L 168, side 7, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF af 4. april 2001 (likvidationsdirektivet for kreditinstitutter), EF-Tidende 2001, nr. L 125, side 15, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/13/EF af 5. marts 2002 (Solvens I-direktivet), EF-Tidende 2002, nr. L 77, side 17, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF af 16. december 2002 (konglomeratdirektivet), EU-Tidende 2003, nr. L 35, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/31/EF af 5. april 2006 (udsættelsesdirektivet), EU-Tidende 2006, nr. L 114, side 60, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/44/EF af 5. september 2007 (kapitalandelsdirektivet), EU-Tidende 2007, nr. L 247, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 (betalingstjenestedirektivet), EU-Tidende 2007, nr. L 319, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 (UCITS direktivet), EU-Tidende 2009, nr. L 302, side 32, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 (Solvens II direktivet), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1, Kommissionens direktiv 2010/43/EU af 1. juli 2010, EU-Tidende 2010, nr. L 176, side 42, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 (CRD IV), EU-Tidende 2013, nr. L 176, side 338, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU af 16. april 2014 (DGSD), EU-Tidende 2014, nr. L 173, side 149, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/50/EU af 16. april 2014, EU-Tidende 2014, nr. L 128, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 (MiFID II), EU-Tidende 2014, nr. L 173, side 349, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/91/EU af 23. juli 2014 (UCITS V-direktivet), EU-Tidende 2014, nr. L 257, side 186, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015 (4. hvidvaskdirektiv), EU-Tidende 2015, nr. L 141, side 73, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/843/EU af 30. maj 2018, EU-Tidende 2018, nr. L 156, side 43, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2016/97/EU af 20. januar 2016, EU-Tidende 2016, nr. L 26, side 19, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2016/1148/EU af 6. juli 2016 (NIS-direktivet), EU-Tidende 2016, nr. L 194, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/828/EU af 17. maj 2017, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/879/EU af 20. maj 2019 (BRRD II), EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 296, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/878/EU af 20. maj 2019, EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 2539), og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2162 af 27. november 2019 om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer og om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2014/59/EU, EU-Tidende 2019, nr. L 328, side 29.

I loven er der endvidere medtaget visse bestemmelser fra Kommissionens forordning nr. 584/2010/EU af 1. juli 2010, EU-Tidende 2010, nr. L 176, side 16, Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1092/2010/EU af 24. november 2010, EU-Tidende 2010, nr. L 331, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1093/2010/EU af 24. november 2010, EU-Tidende 2010, nr. L 331, side 12, Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1094/2010/EU af 24. november 2010, EU-Tidende 2010, nr. L 331, side 48, Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1095/2010/EU af 24. november 2010, nr. L 331, side 84, Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 346/2013/EU af 17. april 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 115, side 18, Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 345/2013/EU af 17. april 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 115, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 575/2013/EU af 26. juni 2013 (CRR), EU-Tidende 2013, nr. L 176, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 600/2014/EU af 15. maj 2014 (MiFIR), EU-Tidende 2014, nr. L 173, side 84, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1286/2014/EU af 26. november 2014 (PRIIP’er), EU-Tidende 2014, nr. L 352, side 1.

Ifølge artikel 288 i EUF-traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat.

Gengivelsen af disse bestemmelser i loven er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke forordningernes umiddelbare gyldighed i Danmark.

1.

Fodnoten til lovens titel, 1. pkt., affattes således »Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 86/635/EØF af 8. december 1986 (bankregnskabsdirektivet), EF-Tidende 1986, nr. L 372, side 1, Rådets direktiv 89/117/EØF af 13. februar 1989 (offentliggørelse af årsregnskabsdokumenter for filialer fra ikkemedlemslande), EF-Tidende 1989, nr. L 44, side 40, Rådets direktiv 91/674/EØF af 19. december 1991 (forsikringsregnskabsdirektivet), EF-Tidende 1991, nr. L 374, side 7, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/26/EF af 29. juni 1995 (BCCI-direktivet), EF-Tidende 1995, nr. L 168, side 7, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF af 4. april 2001 (likvidationsdirektivet for kreditinstitutter), EF-Tidende 2001, nr. L 125, side 15, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/13/EF af 5. marts 2002 (Solvens I-direktivet), EF-Tidende 2002, nr. L 77, side 17, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF af 16. december 2002 (konglomeratdirektivet), EU-Tidende 2003, nr. L 35, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/31/EF af 5. april 2006 (udsættelsesdirektivet), EU-Tidende 2006, nr. L 114, side 60, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/44/EF af 5. september 2007 (kapitalandelsdirektivet), EU-Tidende 2007, nr. L 247, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 (betalingstjenestedirektivet), EU-Tidende 2007, nr. L 319, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 (UCITS-direktivet), EU-Tidende 2009, nr. L 302, side 32, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 (Solvens II-direktivet), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1, Kommissionens direktiv 2010/43/EU af 1. juli 2010, EU-Tidende 2010, nr. L 176, side 42, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 (CRD IV), EU-Tidende 2013, nr. L 176, side 338, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU af 16. april 2014 (DGSD), EU-Tidende 2014, nr. L 173, side 149, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/50/EU af 16. april 2014, EU-Tidende 2014, nr. L 128, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 (MiFID II), EU-Tidende 2014, nr. L 173, side 349, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/91/EU af 23. juli 2014 (UCITS V-direktivet), EU-Tidende 2014, nr. L 257, side 186, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015 (4. hvidvaskdirektiv), EU-Tidende 2015, nr. L 141, side 73, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/843/EU af 30. maj 2018, EU-Tidende 2018, nr. L 156, side 43, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2016/97/EU af 20. januar 2016, EU-Tidende 2016, nr. L 26, side 19, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2016/1148/EU af 6. juli 2016 (NIS-direktivet), EU-Tidende 2016, nr. L 194, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/828/EU af 17. maj 2017, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/879/EU af 20. maj 2019 (BRRD II), EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 296, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/828/EU af 17. maj 2017, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/1160/EU af 20. juni 2019, EU-Tidende 2019, nr. L 188, side 106, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2162 af 27. november 2019 om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer og om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2014/59/EU, EU-Tidende 2019, nr. L 328, side 29, og dele af Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21.april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), EU-Tidende 2021, nr. L 277, side 141.«

§ 1.

---

Stk. 2 og 3.

---

Stk. 4.

For filialer her i landet af udenlandske virksomheder, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, finder §§ 6, 6 a, 6 b, 30, 32, 34-36, 43, 47-48 a, 50-60, 344 og 345, § 347, stk. 1-3, 5 og 7, §§ 347 c og 348, § 352, stk. 2, §§ 354 a, 360, 363 a, 368-370 og 373-374 anvendelse.

For filialer her i landet af kreditinstitutter finder § 152 a, stk. 4, 2. pkt., og § 307 a, stk. 1, 1.pkt., anvendelse.

For filialer her i landet af en udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, finder § 347 a endvidere anvendelse.

For filialer og tilknyttede agenter her i landet af kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse til at yde investeringsservice eller udføre investeringsaktiviteter i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og som udfører sådan aktivitet her i landet, finder §§ 30, 32, 344 og 345, § 347, stk. 1-3, 5 og 7, samt §§ 348 og 354 a anvendelse.

§ 43 og regler udstedt i medfør heraf gælder tilsvarende for situationer som nævnt i 4. pkt.

2.

I § 1, stk. 4, 1. pkt. , indsættes efter »43,«: »43 b,«.

3.

I § 1, stk. 4, 1.-4. pkt. , og stk. 5, 1. og 2. pkt. , indsættes efter »anvendelse«: »med de afvigelser, som er fastsat i eller i henhold til internationale aftaler«.

Stk. 5.

For tjenesteydelser her i landet ydet af kreditinstitutter, administrationsselskaber og forsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, finder §§ 6, 6 a, 6 b, 31, 36, 43 og 46-60, § 347, stk. 1, og § 348, stk. 1, anvendelse.

For tjenesteydelser her i landet ydet af kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse til at yde investeringsservice eller udføre investeringsaktiviteter i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, finder § 31, § 347, stk. 1, og § 348, stk. 1, anvendelse.

3.

I § 1, stk. 4, 1.-4. pkt., og stk. 5, 1. og 2. pkt ., indsættes efter »anvendelse«: »med de afvigelser, som er fastsat i eller i henhold til internationale aftaler«.

Stk. 6-18.

---

4.

I § 1 indsættes som stk. 19

» Stk. 19.

For pengeinstitutter, der samtidig er meddelt tilladelse som centrale modparter (CCP’er) i henhold til artikel 14 i forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre finder denne lovs §§ 71 a-71 c, 177 a-177 b, 182 b-182 f, 224 a, kapitel 15 a, kapitel 17 og kapitel 17 a ikke anvendelse.«

§ 5.

I denne lov forstås ved

1-74) ---

5.

I § 5, stk. 1 , indsættes som nr. 75

»75) Bæredygtighedsrisiko: Bæredygtighedsrisiko som defineret i artikel 2, nr. 22, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser.«

6.

I § 5, stk. 1, nr. 80, affattes således

»76) Udgående nettopengestrømme: Alle udgående betalingsstrømme, der forfalder på en dag, herunder hovedstol og rentebetalinger samt betalinger i henhold til derivatkontrakter knyttet til udstedelse af særligt dækkede obligationer, fratrukket alle indgående betalingsstrømme, der forfalder på den samme dag for krav, der er relateret til de dækkende aktiver.

«

Stk. 2-9.

--

§ 10.

---

Stk. 2-6.

---

Stk. 7.

Et investeringsforvaltningsselskab skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til værdien af 125.000 euro.

Dog skal et investeringsforvaltningsselskab, der skal være medlem af et reguleret marked eller opbevare og forvalte de i bilag 2, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, nr. 3, nævnte instrumenter, herunder være medlem af en værdipapircentral eller en clearingcentral, hvor selskabet deltager i clearing og afvikling, have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til værdien af 730.000 euro.

7.

I § 10, stk. 7, 2. pkt., ændres »bilag 2 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, nr. 3« til: » bilag 2, nr. 3, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter«.

§ 11.

---

Stk. 2-11.

---

8.

I § 11 indsættes som stk. 12

»Stk. 12.

En virksomhed, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 8, kan ansøge om tilladelse til i samme selskab at udøve skadesforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 7, klasse 1 og 2.«

§ 14.

---

Stk. 2-7.

---

9.

I § 14 indsættes som stk. 8

» Stk. 8.

En livsforsikringsvirksomhed, der søger om tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab efter § 11, stk. 12, skal udover at opfylde kravene til tilladelse, godtgøre, at den råder over det anerkendte basiskapitalgrundlag til dækning af henholdsvis det absolutte minimum for minimumskapitalkravet for livsforsikringsselskaber og det absolutte minimum for minimumskapitalkravet for skadesforsikringsselskaber, jf. § 126 d, stk. 5, nr. 1 og 2.

Virksomheden skal ligeledes godtgøre, at den fremover kan opfylde de finansielle mindstekrav.«

§ 19.

---

10.

I § 19 indsættes efter stk. 1, som nyt stykke

»Stk. 2.

Virksomheder, der efter § 11, stk. 12, har tilladelse til at udøve både livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab, skal sikre særskilt forvaltning, så der sker en adskillelse af livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden.

De livs- og skadesforsikredes respektive interesser må ikke tilsidesættes, og overskuddet hidrørende fra livsforsikring må kun komme forsikringstagerne til gode på samme måde, som hvis forsikringsselskabet kun udøvede livsforsikringsvirksomhed.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

Stk. 2.

Finanstilsynet fastsætter regler om, i hvilket omfang livsforsikringsselskabernes risici under forsikringsklasserne 1 og 2, jf. bilag 7, er omfattet af denne lovs særlige regler for livsforsikringsvirksomhed.

11.

§ 19, stk. 2, der bliver stk. 3, affattes således

»Stk. 3 .

Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive både livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab, herunder regler for den særskilte forvaltning, jf. stk. 2, og indberetning af oplysninger til brug for Finanstilsynets tilsyn med forsikringsselskaberne.«

Stk. 3.

---

§ 24.

Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber kan drive virksomhed, der er accessorisk til den virksomhed, der er givet tilladelse til.

Som accessorisk virksomhed anses også digitale løsninger og services, der er forbundet med eller ligger i naturlig forlængelse af den tilladte virksomhed.

Finanstilsynet kan bestemme, at den accessoriske virksomhed skal udøves af et andet selskab.

12.

I § 24, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, § 25, 1. pkt., og § 26, stk. 1, ændres »Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber« til: »Pengeinstitutter og realkreditinstitutter«.

Stk. 2.

Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber må gennem dattervirksomheder drive anden finansiel virksomhed.

12.

I § 24, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, § 25, 1. pkt., og § 26, stk. 1, ændres »Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber« til: »Pengeinstitutter og realkreditinstitutter«.

§ 25.

Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber kan midlertidigt drive anden virksomhed til sikring eller afvikling af forud påtagede eksponeringer eller med henblik på medvirken ved omstrukturering af erhvervsvirksomheder.

Den finansielle virksomhed skal underrette Finanstilsynet herom.

12.

I § 24, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, § 25, 1. pkt., og § 26, stk. 1, ændres »Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber« til: »Pengeinstitutter og realkreditinstitutter«.

§ 26.

Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber kan uanset §§ 7, 8, 11, 24 og 25 i fællesskab med andre drive anden virksomhed, hvis

12.

I § 24, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, § 25, 1. pkt., og § 26, stk. 1, ændres »Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber« til: »Pengeinstitutter og realkreditinstitutter«.

1-3) ---

Stk. 2.

Hvis en finansiel virksomhed eller en koncern ved erhvervelse, fusion m.v. kommer til at drive anden virksomhed i strid med § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 11, stk. 1, eller § 26, stk. 1, kan Finanstilsynet fastsætte en frist for afhændelse af den anden virksomhed, hvis en umiddelbar afhændelse ville være forbundet med et økonomisk tab.

13.

I § 26, stk. 2, ændres »en finansiel virksomhed« til: »et pengeinstitut, realkreditinstitut, investeringsforvaltningsselskab«, og »§ 11, stk. 1,« udgår.

Stk. 3.

---

§ 29.

Ud over virksomhed omfattet af §§ 24-26 må forsikringsselskaber drive følgende virksomhed

14.

§ 29 affattes således

Ȥ 29.

Forsikringsselskaber kan drive virksomhed, der er accessorisk til den forsikringsvirksomhed, der er givet tilladelse til.

Som accessorisk virksomhed anses virksomhed, herunder digitale løsninger og services, der er direkte forbundet med og ligger i naturlig forlængelse af den tilladte virksomhed.

Stk. 2.

Finanstilsynet kan bestemme, at den accessoriske virksomhed skal udøves i et andet selskab.

Stk. 3.

Forsikringsselskaber kan drive forsikringsformidling og agentvirksomhed for forsikringsselskaber og for andre selskaber, der er under Finanstilsynets tilsyn.

Stk. 4.

Forsikringsselskaber kan drive følgende virksomhed

1) Anden finansiel virksomhed gennem en dattervirksomhed.

2) Accessorisk servicevirksomhed gennem en dattervirksomhed med begrænset hæftelse.«

1)

Agenturvirksomhed for forsikringsselskaber og for andre selskaber, der er under Finanstilsynets tilsyn.

2)

Opførelse, eje og drift af fast ejendom og infrastruktur omfattende tekniske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg.

Stk. 2.

Livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser kan oprette og administrere særskilte SP- konti.

15.

Efter § 29 indsættes i kapitel 4

Ȥ 29 a.

Forsikringsselskaber kan midlertidigt drive anden virksomhed til sikring eller afvikling af forud påtagede eksponeringer eller med henblik på medvirken ved omstrukturering af erhvervsvirksomheder.

Forsikringsselskabet skal underrette Finanstilsynet herom.

§ 29 b.

Forsikringsselskaber kan uanset §§ 11, 29 og 29 a i fællesskab med andre drive anden virksomhed, hvis

1) forsikringsselskabet ikke direkte eller indirekte har bestemmende indflydelse på virksomheden,

2) forsikringsselskabet ikke driver virksomheden sammen med andre forsikringsselskaber eller pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber eller investeringsforvaltningsselskaber, der indgår i administrationsfællesskab eller koncern med forsikringsselskabet, og

3) virksomheden udøves i et andet selskab med begrænset hæftelse

end forsikringsselskabet.

Stk. 2.

Kommer et forsikringsselskab eller en koncern ved erhvervelse, fusion m.v. til at drive anden virksomhed i strid med § 11, stk. 1, 1. pkt., eller § 29 b, stk. 1, kan Finanstilsynet fastsætte en frist for afhændelse af den anden virksomhed, hvis en umiddelbar afhændelse ville være forbundet med et økonomisk tab.«

16.

Efter § 43 a indsættes

»Behandling af personnummer

§ 43 b .

Finansielle virksomheder kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på nødvendig entydig identifikation i relation til eksisterende kundeforhold ved varetagelse af administrative opgaver og rådgivning.«

§ 100.

Et investeringsforvaltningsselskab skal have en tilstrækkelig kvalificeret bemanding og den fornødne fagligeekspertise til at

1-2) ---

3)

kunne træffe investeringsbeslutninger for de administrerede UCITS og

17.

I § 100, nr. 3, ændres »og« til: »,«.

4)

vurdere de foretagne investeringer og opnåede resultater, når en investeringsforenings bestyrelse eller et investeringsforvaltningsselskabs bestyrelse for en SIKAV eller værdipapirfond har indgået aftale om porteføljepleje vedrørende den pågældende UCITS’ eller en afdelings formue.

18.

I § 100, nr. 4, ændres »formue« til: »formue og«.

19.

I § 100 indsættes som nr. 5

»5) tage hensyn til bæredygtighedsrisici ved opfyldelse af kravene i § 71, stk. 1, når den varetager administration af UCITS.«

§ 177 a.

I koncerner, hvor den øverste modervirksomhed er beliggende i Danmark, og hvor modervirksomheden er et pengeinstitut, et realkreditinstitut, en blandet holdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed, som mindst har én dattervirksomhed, som er et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I, finder §§ 243 a og 243 c anvendelse.

20.

I § 177 a, stk. 1, ændres », et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I« til: »eller et realkreditinstitut«.

Stk. 2-5.

---

§ 224.

---

Stk. 1-8.

---

21.

I § 224 indsættes som stk. 9

»Stk. 9.

Virksomheder, der har tilladelse til at drive både livforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab, jf. § 11, stk. 12, kan få inddraget deres tilladelse for henholdsvis livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden særskilt.«

§ 272.

Finanstilsynet skal uden ugrundet ophold nedskrive eller konvertere hybride kapitalinstrumenter, som opfylder kravene i artikel 52, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter, og supplerende kapitalinstrumenter, som opfylder kravene i artikel 63, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter, i et pengeinstitut eller et realkreditinstitut til egentlige kernekapitalinstrumenter, hvis Finanstilsynet konstaterer, at pengeinstituttet realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I ikke vil være levedygtigt, medmindre beføjelsen anvendes.

Det samme gælder for nedskrivningsegnede forpligtelser, som opfylder betingelserne i § 267 e, stk. 1, nr. 4, uanset om forpligtelserne opfylder betingelsen i § 267 e, stk. 1, nr. 4, litra b, om en restløbetid på mindst 1 år.

22.

I § 272, stk. 1, 1. pkt., ændres »pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I« til: »pengeinstituttet eller realkreditinstituttet«.

Stk. 2-7.

---

§ 344.

---

Stk. 2.

Finanstilsynet skal tilrettelægge den sædvanlige tilsynsvirksomhed med henblik på at fremme den finansielle stabilitet og tilliden til de finansielle virksomheder og markeder samt for forsikringsbranchen at varetage beskyttelsen af forsikringstagernes interesser.

Finanstilsynet skal i sin tilsynsvirksomhed lægge vægt på holdbarheden af den enkelte finansielle virksomheds forretningsmodel.

Tilrettelæggelsen af tilsynsvirksomheden skal ske ud fra et væsentlighedshensyn, hvor den tilsynsmæssige indsats står i forhold til de potentielle risici eller skadevirkninger.

Finanstilsynet gennemgår hvert år solvensbehovet hos de penge- og realkreditinstitutter, der har en arbejdende kapital på mere end 250 mio. kr. Væsentlighedshensynet medfører, at Finanstilsynet fører et intensiveret tilsyn med de systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI) og de globalt systemisk vigtige finansielle institutter (G-SIFI).

Finanstilsynets direktion har ansvaret for tilsynsvirksomhedens tilrettelæggelse.

23.

I § 344, stk. 2, indsættes efter 2. pkt., som nyt punktum

»For forsikringsselskaber, der både har tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab, skal Finanstilsynet lægge vægt på både holdbarheden af den samlede virksomhed samt holdbarheden af livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden hver for sig.«

Stk. 3-12.

---

§ 348.

Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag vedrørende handlinger, der strider mod redelig forretningsskik og god praksis, jf. § 43, stk. 1, 2 og 9, §§ 48 a og 53 b-53 d, herunder sag om forbud, påbud, erstatning og tilbagesøgning af uretmæssigt opkrævede beløb.

Forbrugerombudsmanden kan endvidere behandle sager vedrørende overtrædelse af strafbelagte bestemmelser i regler udstedt i medfør af denne lovs § 43, stk. 3.

Markedsføringslovens § 24, § 25, stk. 2, § 28, stk. 1, § 32, stk. 1, §§ 33 og 34 finder tilsvarende anvendelse på sager, som Forbrugerombudsmanden ønsker at anlægge efter denne bestemmelse.

Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, jf. retsplejelovens kapitel 23 a.

24.

I § 348, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »stk. 3«: »og 8«.

Stk. 2.

---

§ 348 a.

Finanstilsynet underretter Forbrugerombudsmanden, hvis Finanstilsynet bliver bekendt med, at en virksomheds kunder kan have lidt tab, som følge af at virksomheden har overtrådt § 43, stk. 1, eller bestemmelser udstedt i medfør af § 43, stk. 2 og 9.

25.

I § 348 a, stk. 1, ændres »stk. 2 og 9« til: »stk. 2, 8 og 9«.

Stk. 2.

Forbrugerombudsmanden har uanset § 354 adgang til samtlige oplysninger i Finanstilsynets sager omfattet af stk. 1.

26.

I § 348 a, stk. 2, ændres »§ 354« til: »§§ 354 og 354 g«.

§ 354.

---

Stk. 2-7.

---

Stk. 8.

Alle, der i henhold til stk. 5 og 6 modtager fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet, er med hensyn til disse oplysninger undergivet den i stk. 1 omhandlede tavshedspligt.

27.

I § 354, stk. 8, indsættes efter »stk. 5 og 6«: »og § 348 a, stk. 2,«.

Stk. 9-16.

---

§ 354 g.

---

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at personoplysninger videregives i medfør af § 354, stk. 6.

28.

I § 354 g, stk. 2, indsættes efter »i medfør af«: »§ 348 a, stk. 2, eller«.

Stk. 3 og4.

---

§ 360.

Finanstilsynets bevilling i finansloven tillagt forventede udgifter til advokater og fratrukket salg af varer og tjenesteydelser opkræves som afgift fra de virksomheder, som er omfattet af Finanstilsynets tilsyn, jf. §§ 361-370.

29.

I § 360, stk. 1, ændres »Finanstilsynets bevilling« til: »Finanstilsynet kan opkræve beløb op til Finanstilsynets bevilling«, og »opkræves« udgår.

Stk. 2 og3.

---

§ 361.

Følgende fysiske og juridiske personer omfattet af lov om finansiel virksomhed betaler årligt et grundbeløb til Finanstilsynet

1-7) ---

8)

Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I betaler samlet 3.350.000 kr. Afgiften fordeles i forhold til den enkelte virksomheds andel af de omfattede virksomheders samlede bogførte balancesum.

Der pålægges altid en minimumsafgift på 4.400 kr.

30.

I § 361, stk. 1, nr. 8, 1. pkt., ændres »fondsmæglerselskaber I« til: »fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de investeringsservicer eller -aktiviteter, der er nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter«, og »3.350.000 kr.« ændres til: »4.200.000 kr.«

9 og10) ---

Stk. 2.

Følgende fysiske og juridiske personer omfattet af lov om kapitalmarkeder betaler årligt et grundbeløb til Finanstilsynet

1-7) ---

8)

Centrale modparter (CCP’er) med tilladelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre, jf. § 211, stk. 2, nr. 4, i lov om kapitalmarkeder, betaler 725.000 kr.

31.

I § 361, stk. 2, nr. 8, indsættes efter »betaler 725.000 kr.«: »til finansiering af tilsynsaktiviteter.«

32.

I § 361, stk. 2, indsættes efter nr. 8 som nyt nummer

»9) Centrale modparter (CCP’er) betaler 425.000 kr. til finansiering af afviklingsopgaver.«

Nr. 9-15 bliver herefter nr. 10-16.

9-15) ---

Stk. 3-11.

---

§ 373.

Overtrædelse af § 7, stk. 1 og 2-5, § 8, stk. 1 og 3-6, § 10, stk. 1, 2, 6 og 7, § 11, stk. 1, 9 og 10 , § 16 a, stk. 2, § 16 b, stk. 2, § 24, stk. 1, 3. pkt., § 25, 2. pkt., § 28, § 31, stk. 7, 8 og 10, § 33, stk. 1, § 33 a, stk. 1, § 36, § 38, stk. 1, 2 og 7 og stk. 8, 1. pkt., § 39, stk. 1, 3 og 4, §§ 40 og 45, § 46, stk. 1 og 2, § 49, stk. 1 og 2, § 50, stk. 2, § 52, § 53, stk. 1 og 2, § 61, stk. 1, §§ 61 b og 61 c, § 63, stk. 1, 2 og 4, § 64, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, § 64 a, § 64 c, stk. 4, jf. § 64, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, § 64 d, stk. 3, jf. § 64, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, § 65, stk. 1, § 66, § 67, stk. 1, § 74, stk. 1 og 3, § 75, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2-4, §§ 76, 78 og 101, § 102, stk. 2, 3, 5 og 6, §§ 103-106, § 106 a, stk. 1-4, §§ 106 b og 106 c, § 106 d, stk. 1-5, §§ 107 a og 117, § 118, stk. 5, § 119, § 120, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, § 124, stk. 1, 2 og 5, § 125 b, stk. 1-4 og 6, § 125 c, stk. 1, § 125 d, § 125 e, stk. 1, jf. § 125 b, stk. 1-4 og 6, § 125 e, stk. 1, jf. § 125 c, stk. 1, § 126, stk. 1 og 4, § 126 a, stk. 1-3, 5, 7 og 9, § 126 c, stk. 1-3, § 126 d, stk. 1, § 126 e, stk. 1, § 126 f, 1. pkt., § 126 g, stk. 1, § 146, stk. 1, § 147, stk. 1, § 149, stk. 1 og 3, §§ 150 og 151, § 152, stk. 1, § 153, stk. 1, §§ 154 og 170-175 a, § 175 g, stk. 1, 5 og 6, § 182, stk. 1 og 2, §§ 194, 195, 200, 200 a og 201, § 202, stk. 1 og 3, § 203, stk. 1, § 204, stk. 1, § 226, stk. 1 og 2, § 227, § 248, stk. 1, § 248 a, stk. 1 og 4, § 248 b, stk. 1, §§ 313 b og 334, § 343 v, stk. 1, § 343 ø, stk. 1, § 347, stk. 2, og § 417 c, stk. 1, 2 og 4, samt artikel 11, artikel 26, stk. 2, artikel 31, stk. 1, litra h, artikel 73, stk. 1, artikel 92, stk. 1, artikel 93, stk. 1-5, artikel 97, stk. 1, artikel 394, stk. 1, artikel 395 og 398 og artikel 500, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter, og artikel 6, 7, 9 og 18-26, artikel 27, stk. 1 og 4, og artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering samt artikel 3, stk. 1, 3, 4 og 6, artikel 5, artikel 6, stk. 1-6, artikel 10, artikel 11, artikel 12, stk. 1, artikel 13, stk. 2, artikel 15, stk. 2 og 3, artikel 16, stk. 1, artikel 18, stk. 1 og 4, artikel 20, stk. 1 og 2, og artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/1503/EU af 7. oktober 2020 om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere for erhvervslivet straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

33.

I § 373, stk. 1, indsættes efter »§ 28,«: »§ 29 a, 2. pkt.,«, og »§ 24, stk. 1, 3. pkt.,« udgår.

Stk. 2.

---

Stk. 3.

Med bøde straffes en finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, der ikke efterkommer et påbud, der er givet i medfør af § 126 c, stk. 4, § 126 f, § 152 k, stk. 4, § 175 g, stk. 3, § 243 a, stk. 2, § 245 a, stk. 2, § 261, § 264, stk. 5, § 264 a, § 269 a, stk. 1, § 347 b, stk. 1, 1. pkt., § 347 c, stk. 1, § 348, stk. 2, 1. pkt., eller § 350, stk. 1, og overtrædelser af § 112, stk. 1, i selskabsloven.

Med bøde straffes endvidere den, som ikke efterkommer et påbud, der er givet i medfør af § 351, stk. 2 og 3, og stk. 5, 3. pkt. Med bøde straffes herudover den, som overtræder et forbud eller en begrænsning eller restriktion meddelt i henhold til artikel 16 eller 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 af 15. maj 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er) eller artikel 40-42 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 om markeder for finansielle instrumenter.

34.

I § 373, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »givet i medfør af«: »§ 24, stk. 1, 3. pkt., § 29, stk. 2,«.

Stk. 4-13.

---

§ 2

I lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørelse nr. 2014 af 1. november 2021, som ændret ved § 8 i lov nr. 1163 af 8. juni 2021, § 4 i lov nr. 2382 af 14. december 2021 og § 2 i lov nr. 2383 af 14. december 2021, foretages følgende ændringer

Lov om kapitalmarkeder

Fodnoten.

Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998, EF-Tidende 1998, nr. L 166, side 45, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/34/EF af 28. maj 2001, EF-Tidende 2001, nr. L 184, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/47/EF af 14. juni 2002, EF-Tidende 2002, nr. L 168, side 43, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/25/EF af 21. april 2004, EU-Tidende 2004, nr. L 142, side 12, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF af 15. december 2004, EU-Tidende 2004, nr. L 390, side 38, dele af Kommissionens direktiv 2007/14/EF af 8. marts 2007 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i direktiv 2004/109/EF, EU-Tidende, nr. L 69, side 27, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/44/EF af 6. maj 2009, EU-Tidende 2009, nr. L 146, side 37, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/73/EU af 24. november 2010, EU-Tidende 2010, nr. L 327, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/50/EU af 22. oktober 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 294, side 13, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014, EU-Tidende 2014, nr. L 173, side 349, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2016/1148/EU af 6. juli 2016, EU-Tidende 2016, nr. L 194, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/828/EU af 17. maj 2017, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/879/EU af 20. maj 2019 (BRRD II), EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 296.

I loven er der medtaget visse bestemmelser fra Kommissionens forordning nr. 1031/2010/EU af 12. november 2010, EU-Tidende 2010, nr. L 302, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 236/2012/EU af 14. marts 2012, EU-Tidende 2012, nr. L 86, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 648/2012/EU af 4. juli 2012, EU-Tidende 2012, nr. L 201, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 600/2014 af 15. maj 2014, EU-Tidende 2014, nr. L 173, side 84, Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 909/2014 af 23. juli 2014, EU-Tidende, nr. L 257, side 1, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 596/2014/EU af 16. april 2014, EU-Tidende 2014, nr. L 173, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2015/2365/EU af 25. november 2015, nr. L 337, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1011/EU af 8. juni 2016, EU-Tidende 2016, nr. L 171, side 1, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1129/EU af 14. juni 2017, EU-Tidende 2017, nr. 168, side 12.

Ifølge artikel 288 i EUF-Traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat.

Gengivelsen af disse bestemmelser i loven er udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke forordningernes umiddelbare gyldighed i Danmark.

1.

I fodnoten til lovens titel indsættes efter »»EF-Tidende 2002, nr. L 168, side 43,«: »som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020, EU-Tidende 2021, nr. L 22, side 1,«, og efter »EU-Tidende, nr. L 69, side 27,« indsættes: »dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/36/EF af 11. juli 2007, EU-tidende 2007, nr. L 184, side 17, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020, EU-Tidende 2021, nr. L 22, side 1,«.

§ 1.

---

Stk. 2-10.

---

Stk. 11.

Reglerne i §§ 203-208 gælder ikke for begrænsninger af håndhævelsen af aftaler om finansiel sikkerhedsstillelse eller begrænsninger af virkningen af en aftale om finansiel sikkerhedsstillelse og slutafregnings- eller modregningsbestemmelse, der pålægges i henhold til kapital 5, 6 og 10 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

2.

I § 1, stk. 12, ændres »kapital« til: »kapitel«, og efter »visse finansielle virksomheder« indsættes: »eller i henhold til afsnit V, kapitel III, afdeling 3, eller kapitel IV i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter«.

3.

Efter § 210 f indsættes i kapitel 36 a før overskriften før § 211

»Indkaldelse til generalforsamling i en central modpart (CCP)

§ 210 g.

En central modpart (CCP) kan indkalde til generalforsamling med henblik på at foretage en kapitalforhøjelse senest 10 dage før generalforsamlingen, hvis Finanstilsynet har vurderet, at betingelserne i artikel 18 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter er opfyldt, og den centrale modpart (CCP) vurderer, at kapitalforhøjelsen er nødvendig for at forhindre, at den centrale modpart (CCP) bliver nødlidende.

Indkaldelse til generalforsamling i henhold til 1. pkt. kan foretages, hvis generalforsamlingen med to tredjedele af de afgivne stemmer ændrer selskabets vedtægter til at indeholde denne mulighed.

Stk. 2.

Tidsfrister i §§ 94, 98 og 99 i selskabsloven finder ikke anvendelse på generalforsamlinger indkaldt i overensstemmelse med stk. 1.«

§ 211.

---

Stk. 2.

Finanstilsynet påser endvidere overholdelsen af

1-10) ---

4.

I § 211, stk. 2, indsættes som nr. 11

»11) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter og regler fastsat i medfør heraf.«

Stk. 3 og 4.

---

5.

Efter § 212 indsættes før overskriften før § 213

Ȥ 212 a.

Finanstilsynet er afviklingsmyndighed for en central modpart (CCP) i henhold til artikel 4, stk. 1, artikel 9, 10, 13-18, artikel 22, litra a, nr. ii, artikel 33, stk. 8, artikel 53, stk. 2, artikel 70, stk. 2 og 3, artikel 73, 75, 79, 80, 83 og 84 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Stk. 2.

Finanstilsynet forelægger en genopretningsplan fra en central modpart (CCP) for Finansiel Stabilitet.

Finansiel Stabilitet kan komme med anbefalinger til Finanstilsynet om genopretningsplanens indhold.

Stk. 3.

Finansiel Stabilitet udarbejder og vedligeholder afviklingsplaner i henhold til artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter, som Finanstilsynet vedtager efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Stk. 4.

Finansiel Stabilitet forelægger en vurdering af afviklingsmulighederne for en central modpart (CCP) for Finanstilsynet i henhold til artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Stk. 5.

Finanstilsynet indsender efter indstilling fra Finansiel Stabilitet en rapport til den centrale modpart (CCP) om afviklingshindringer i henhold til artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Stk. 6.

Finanstilsynet træffer afgørelse i henhold til artikel 22, litra a, nr. ii, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Stk. 7.

Finanstilsynet udfører opgaverne som afviklingsmyndighed med en passende operationel uafhængighed af Finanstilsynets tilsynsvirksomhed.

§ 212 b.

Erhvervsministeriet er det kompetente ministerium i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.«

§ 220.

Finanstilsynet kan påbyde en fysisk eller juridisk person at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf og efter forordningerne nævnt i § 211, stk. 2, eller regler fastsat i medfør heraf.

Påbud kan ligeledes gives til sammenslutninger af juridiske personer.

6.

I § 220, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »§ 211, stk. 2, eller regler fastsat i medfør heraf«: »eller efter forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov«.

Stk. 2.

Danmarks Nationalbank kan, når der er tale om et registreret betalingssystem omfattet af kapitel 32, påbyde en fysisk eller juridisk person at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf og efter forordningerne nævnt i § 211, stk. 2, eller regler fastsat i medfør heraf.

Påbud kan ligeledes gives til sammenslutninger af juridiske personer.

6.

I § 220, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »§ 211, stk. 2, eller regler fastsat i medfør heraf«: »eller efter forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov«.

§ 221.

Finanstilsynet kan påbyde en operatør af et reguleret marked eller en udbyder af dataindberetningstjenester at afsætte en direktør i virksomheden inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis direktøren efter § 68, stk. 1, nr. 2-5, § 69, § 147, stk. 1, nr. 2-5, eller § 148 ikke kan varetage stillingen.

7.

I § 221, stk. 1, stk. 4, 1. pkt., og stk. 9, indsættes efter »en operatør af et reguleret marked«: »eller en it-operatør af et detailbetalingssystem«.

Stk. 2.

Finanstilsynet kan påbyde et medlem af bestyrelsen i en operatør af et reguleret marked eller i en udbyder af dataindberetningstjenester at nedlægge sit hverv inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis bestyrelsesmedlemmet efter § 68, stk. 1, nr. 2-5, § 69, § 147, stk. 1, nr. 2-5, eller § 148 ikke kan varetage hvervet.

8.

I § 221, stk. 2 og stk. 4, 3. pkt., indsættes efter »en operatør af et reguleret marked«: »eller i en it-operatør af et detailbetalingssystem«.

Stk. 3.

---

Stk. 4.

Finanstilsynet kan påbyde en operatør af et reguleret marked eller en udbyder af dataindberetningstjenester at afsætte en direktør, når der er rejst tiltale mod direktøren i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, denne lov eller anden finansiel lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis en domfældelse vil indebære, at vedkommende ikke opfylder kravene i § 68, stk. 1, nr. 3, eller § 147, stk. 1, nr. 3.

Finanstilsynet fastsætter en frist for efterlevelse af påbuddet.

Finanstilsynet kan under samme betingelser som i 1. pkt. påbyde et medlem af bestyrelsen i en operatør af et reguleret marked eller i en udbyder af dataindberetningstjenester at nedlægge sit hverv.

Finanstilsynet fastsætter en frist for efterlevelse af påbuddet.

7.

I § 221, stk. 1, stk. 4, 1. pkt., og stk. 9, indsættes efter »en operatør af et reguleret marked«: »eller en it-operatør af et detailbetalingssystem«.

8.

I § 221, stk. 2 og stk. 4, 3. pkt., indsættes efter »en operatør af et reguleret marked«: »eller i en it-operatør af et detailbetalingssystem«.

Stk. 5-8.

---

Stk. 9.

Drives en operatør af et reguleret marked eller en udbyder af dataindberetningstjenester som en juridisk person uden en bestyrelse eller en direktion, finder stk. 1-8 tilsvarende anvendelse på den eller de ledelsesansvarlige.

7.

I § 221, stk. 1, stk. 4, 1. pkt., og stk. 9, indsættes efter »en operatør af et reguleret marked«: »eller en it-operatør af et detailbetalingssystem«.

9.

Efter § 221 indsættes før overskriften før § 222

Ȥ 221 a.

Finanstilsynet kan påbyde et medlem af den øverste ledelse i en central modpart (CCP) eller enhver anden fysisk person, der er ansvarlig for overtrædelse af artikel 9, stk. 1 og 9, artikel 13 eller artikel 70, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter, at afholde sig fra at udøve funktioner i en central modpart (CCP) i en midlertidig periode.«

§ 231.

---

Stk. 2.

Følgende fysiske og juridiske personer anses tillige som part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af Finanstilsynet efter regler, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af § 211, stk. 1-3, og § 213, stk. 1-3 og 5, for så vidt angår den del af afgørelsen, som vedrører den pågældende

1 og2) ---

10.

I § 231, stk. 2, indsættes som nr. 3 og 4

»3) Den centrale modpart (CCP), når Finanstilsynet har truffet afgørelse i medfør af § 221 a.

4) Et medlem af bestyrelsen eller direktionen eller en kapitalejer i en central modpart (CCP), eller en juridisk eller fysisk person, som Finanstilsynet finder har snævre forbindelser til den centrale modpart (CCP), når Finanstilsynet træffer afgørelse i medfør af artikel 22, stk. 1, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.«

Stk. 3.

---

11.

Efter § 251 indsættes

Ȥ 251 a.

Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde overtrædelse af artikel 9, stk. 1 og 9, artikel 13 og artikel 70, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.«

§ 254.

En operatør af en markedsplads, en central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), en udbyder af dataindberetningstjenester, et fondsmæglerselskab, et registreret betalingssystem, et kontoførende institut, en administrator eller stiller af benchmarks, en udsteder, en udbyder, en person, der anmoder om optagelse af værdipapirer til handel på et reguleret marked, en investor, en tilbudsgiver, en deltager på markedet for emissionskvoter, en positionstager, en repræsentant eller en aktionær, der undlader at efterkomme et påbud fra Finanstilsynet givet i medfør af § 220 eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

1. pkt. gælder tilsvarende for påbud til et registreret betalingssystem udstedt af Danmarks Nationalbank, jf. § 180.

12.

I § 254, stk. 1, 1. pkt., ændres »En operatør af en markedsplads« til: »Undlader en operatør af en markedsplads«, og »eller en aktionær, der undlader« ændres til: », en aktionær eller en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi,«.

Stk. 2.

---

Stk. 3.

Giver en person, der er knyttet til en operatør af en markedsplads, en central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), en udbyder af dataindberetningstjenester, et fondsmæglerselskab, et registreret betalingssystem, et kontoførende institut, en administrator eller stiller af benchmarks, en udsteder, en udbyder, en person, der anmoder om optagelse af værdipapirer til handel på et reguleret marked, en investor, en tilbudsgiver, en deltager på markedet for emissionskvoter, en positionstager, en repræsentant eller en aktionær, urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen, Danmarks Nationalbank eller anden offentlig myndighed, straffes den pågældende med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

13.

I § 254, stk. 3, ændres »eller en aktionær« til: », en aktionær eller en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi«.

§ 256.

Undlader en direktør, et bestyrelsesmedlem eller en revisor hos en operatør af en markedsplads, en central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), en udbyder af dataindberetningstjenester, et fondsmæglerselskab, et registreret betalingssystem, et kontoførende institut, en administrator eller stiller af benchmarks, en udsteder, en udbyder, en person, der anmoder om optagelse af værdipapirer til handel på et reguleret marked, en investor, en tilbudsgiver, en deltager på markedet for emissionskvoter, en positionstager, en repræsentant eller en aktionær at efterkomme de pligter, der efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, forordninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler udstedt i medfør heraf påhviler dem eller pålægges dem af Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen eller, når der er tale om et registreret betalingssystem, Danmarks Nationalbank, kan Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen henholdsvis Danmarks Nationalbank som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.

14.

I § 256, stk. 1, ændres »eller en aktionær« til: », en aktionær eller en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi«.

15.

I § 256, stk. 1, indsættes efter »§ 211, stk. 2, eller regler fastsat i medfør heraf«: »eller efter forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov,«.

Stk. 2 og3.

---

§ 3

I lov om investeringsforeninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1718 af 27. november 2020, som ændret ved § 4 i lov nr. 1940 af 15. december 2020, § 6 i lov nr. 1163 af 8. juni 2021 og § 3 i lov nr. 2382 af 14. december 2021, foretages følgende ændringer

Lov om investeringsforeninger

Fodnoten.

Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-direktivet), EU-Tidende 2009, nr. L 302, side 32, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/91/EU af 23. juli 2014 om ændring af direktiv 2009/65/EF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) for så vidt angår depositarfunktioner, aflønningspolitik og sanktioner, EU-Tidende 2014, nr. L 257, side 186 (UCITS V-direktivet), Kommissionens direktiv 2007/16/EF af 19. marts 2007 om gennemførelse af Rådets direktiv 85/611/EØF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) med hensyn til afklaring af bestemte definitioner, EU-Tidende 2007, nr. L 79, side 11, Kommissionens direktiv 2010/43/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår organisatoriske krav, interessekonflikter, god forretningsskik, risikostyring og indholdet af aftalen mellem en depositar og et administrationsselskab, EU-Tidende 2010, nr. L 176, side 42, Kommissionens direktiv 2010/44/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår visse bestemmelser om fusioner af fonde, master-feeder-strukturer og anmeldelsesprocedure, EU-Tidende 2010, nr. L 176, side 28, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2012/648/EU og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv), EU-Tidende 2015, nr. L 141, side 73, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/843/EU af 30. maj 2018 om ændring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme og om ændring af direktiv 2009/138/EF og 2013/36/EU, EU-Tidende 2018, nr. L 156, side 43, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/828 af 17. maj 2017 om ændring af direktiv 2007/36/EF, for så vidt angår tilskyndelse til langsigtet aktivt ejerskab, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1.

I loven er der endvidere medtaget visse bestemmelser fra Kommissionens forordning 2010/583/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår central investorinformation og de betingelser, der skal opfyldes, når central investorinformation eller prospektet udleveres på et andet varigt medium end papir eller via et websted, EU-Tidende 2010, nr. L 176, side 1, Kommissionens forordning 2010/584/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår form og indhold af standardmodellen til anmeldelsesskrivelse og erklæring om investeringsinstituttet, brug af elektronisk kommunikation mellem kompetente myndigheder i forbindelse med anmeldelser og procedurer ved kontroller og undersøgelser på stedet samt udveksling af oplysninger mellem kompetente myndigheder, EU-Tidende 2010, nr. L 176, side 16, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1131/EU af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger, EU-Tidende 2017, nr. L 169, side 8, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering og om ændring af direktiv 2009/65/EF, 2009/138/EF og 2011/61/EU og forordning 1060/2009/EF og 648/2012/EU, EU-Tidende 2017, nr. L 347, side 35.

Ifølge artikel 288 i EUF-traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat.

Gengivelsen af disse bestemmelser i loven er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke forordningernes umiddelbare gyldighed i Danmark.

1.

I fodnoten til lovens titel ændres »og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/1160/EU af 20. juni 2019, EU-Tidende 2019, nr. L 188, side 106« til: »dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/1160/EU af 20. juni 2019, EU-Tidende 2019, nr. L 188, side 106, og dele af Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), EU-Tidende 2021, nr. L 277, side 141« og »og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering og om ændring af direktiv 2009/65/EF, 2009/138/EF og 2011/61/EU og forordning 1060/2009/EF og 648/2012/EU, EU-Tidende 2017, nr. L 347, side 35« ændres til: »Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering og om ændring af direktiv 2009/65/EF, 2009/138/EF og 2011/61/EU og forordning 1060/2009/EF og 648/2012/EU, EU-Tidende 2017, nr. L 347, side 35 og Europa-Parlamentets og Rådets Forordning nr. 1286/2014 af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er), EU-tidende 2014, nr. L 352, side 1«.

§ 2.

I denne lov forstås ved

1-20) ---

21)

Feederinstitut

a) ---

b) en dansk UCITS eller en afdeling heraf, der har tilladelse efter § 12, stk. 2, henholdsvis § 15, stk. 3, § 16, stk. 3, eller § 17, stk. 3 .

2.

Tre steder i § 2, nr. 21, litra b, ændres »stk. 3« til: »stk. 4«.

22-26) ---

3.

I § 2 indsættes som nr. 27

»27) Bæredygtighedsrisiko: Bæredygtighedsrisiko som defineret i artikel 2, nr. 22), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser.«

§ 12.

---

Stk. 2 og3.

---

Stk. 4.

En dansk UCITS, der allerede udøver virksomhed og herefter får tilladelse som feederinstitut, eller som har fået tilladelse til at investere i et nyt masterinstitut, skal senest 30 dage før den i nr. 3 nævnte dato udlevere følgende til sine investorer

1)

---

2)

Den i § 103 nævnte centrale investorinformation for feederinstituttet og masterinstituttet.

4.

I § 12, stk. 4, nr. 2, ændres »centrale investorinformation« til: »centrale information«.

3 og4) ---

Stk. 5 og 6.

---

§ 15.

---

Stk. 2.

---

5.

I § 15 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke

»Stk. 3.

En investeringsforening, hvis nyoprettede afdeling ønsker at fravige spredningsreglerne i kapitel 15, bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6 måneder fra tilladelsen skal have Finanstilsynets godkendelse af bestyrelsens instruks for afdelingens overholdelse af princippet om risikospredning.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

Stk. 3.

---

§ 16.

---

Stk. 2.

---

6.

I § 16 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke

»Stk. 3.

En SIKAV, hvis nyoprettede afdeling ønsker at fravige spredningsreglerne i kapitel 15, bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6 måneder fra tilladelsen skal have Finanstilsynets godkendelse af bestyrelsens instruks for afdelingens overholdelse af princippet om risikospredning.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

Stk. 3.

---

§ 17.

---

Stk. 2.

---

7.

I § 17 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke

»Stk. 3.

En værdipapirfond, hvis nyoprettede afdeling ønsker at fravige spredningsreglerne i kapitel 15, bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6 måneder fra tilladelsen skal have Finanstilsynets godkendelse af bestyrelsens instruks for afdelingens overholdelse af princippet om risikospredning.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

Stk. 3.

---

§ 63.

---

8.

I § 63 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke

»Stk. 2.

En investeringsforening skal tage hensyn til bæredygtighedsricisi, når investeringsforeningen opfylder kravene i stk. 1.«

Stk. 2-5 bliver herefter stk. 3-6.

Stk. 2 og 3.

---

Stk. 4.

Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om

1)

forholdene nævnt i stk. 1 og 2,

9.

I § 63, stk. 4, nr. 1, der bliver stk. 5, nr. 1, ændres »stk. 1 og 2,« til: »stk. 1-3,«.

2-6) ---

Stk. 5.

---

Overskriften.

Prospekter, central investorinformation og oplysninger om andelsklasser.

10.

I overskriften før § 102 , overskriften før § 103, § 175, stk. 3, nr. 11, og § 177, stk. 1, nr. 11, ændres »central investorinformation« til: »central information«.

Overskriften.

Central investorinformation

10.

I overskriften før § 102 , overskriften før § 103, § 175, stk. 3, nr. 11, og § 177, stk. 1, nr. 11, ændres »central investorinformation« til: »central information«.

§ 103.

Ved udbud af andele i en dansk UCITS skal den danske UCITS udarbejde et dokument med central investorinformation for hver afdeling eller andelsklasse, der opfylder kravene i Kommissionens forordning (EU) nr. 583/2010 af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår central investorinformation og de betingelser, der skal opfyldes, når central investorinformation eller prospektet udleveres på et andet varigt medium end papir eller via et websted.

Den centrale investorinformation skal udleveres til interesserede detailinvestorer og skal indeholde information om de væsentlige karakteristika ved den danske UCITS, afdelingen eller andelsklassen, så en detailinvestor kan forstå karakteren af og risiciene ved investering i de andele, som vedkommende bliver tilbudt.

10.

§ 103 affattes således

Ȥ 103.

Ved udbud af andele i en dansk UCITS skal den danske UCITS udarbejde og på sin hjemmeside offentliggøre et dokument med central information for hver afdeling eller andelsklasse i overensstemmelse med kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1286/2014/EU af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Ved udbud af andele i en dansk UCITS til professionelle investorer, kan den danske UCITS, i stedet for at udarbejde et dokument som anført i stk. 1, udarbejde et dokument med central investorinformation for hver afdeling eller andelsklasse, der opfylder kravene i Kommissionens forordning (EU) nr. 583/2010 af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår central investorinformation og de betingelser, der skal opfyldes, når central investorinformation eller prospektet udleveres på et andet varigt medium end papir eller via et websted.

Stk. 3.

Den danske UCITS gennemgår regelmæssigt oplysningerne i dokumentet, jf. stk. 1 og 2, og ændrer dokumentet, hvis gennemgangen viser, at det er nødvendigt.

Den ændrede udgave gøres straks tilgængelig på den danske UCITS’ hjemmeside.

Stk. 4.

Dokumentet, jf. stk. 1 eller 2, og senere ændringer heri skal være modtaget af Finanstilsynet senest 3 hverdage efter offentliggørelsen.«

Stk. 2.

Den danske UCITS skal løbende opdatere de væsentlige dele af den centrale investorinformation.

Stk. 3.

Den centrale investorinformation skal offentliggøres på den danske UCITS’ hjemmeside.

Stk. 4.

Dokumentet med central investorinformation og senere ændringer heri skal sendes til Finanstilsynet og være modtaget i Finanstilsynet senest 3 hverdage efter offentliggørelsen.

Stk. 5.

Finanstilsynet fastsætter bestemmelser om indsendelse af den centrale investorinformation til Finanstilsynet.

Stk. 6.

Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om indholdet og formen af den centrale investorinformation og om udlevering heraf.

§ 103 a.

Den centrale investorinformation, jf. § 103, stk. 1, for investeringsforeninger, der ikke har delegeret den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab, skal angive, at oplysninger om investeringsforeningens aflønningspolitik, jf. stk. 2, er tilgængelige via en hjemmeside, herunder angive adressen på den pågældende hjemmeside.

Den centrale investorinformation skal tillige angive, at den pågældende investeringsforening vederlagsfrit udleverer en trykt udgave af oplysningerne om investeringsforeningens aflønningspolitik, jf. stk. 2.

11.

§ 103 a ophæves.

Stk. 2.

Oplysningerne nævnt i stk. 1 skal bl.a. indeholde en beskrivelse af, på hvilken baggrund løn og goder tildeles, og angive navnet på den person, der er ansvarlig for tildeling af løn og goder.

Har investeringsforeningen nedsat et aflønningsudvalg, jf. § 48 b, stk. 1, skal oplysningerne nævnt i stk. 1 angive dettes sammensætning.

§ 161.

Finanstilsynet påser overholdelsen af følgende

1-9) ---

12.

I § 161, stk. 1, indsættes som nr. 10

»10) Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1286/2014/EU af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er).«

Stk. 2-5.

---

§ 175.

---

Stk. 2.

---

Stk. 3.

Stk. 1 finder dog ikke anvendelse på oplysninger i sager om

1-10) ---

11)

Central investorinformation i henhold til § 103 og regler udstedt i medfør af § 103, stk. 6.

4.

I § 12, stk. 4, nr. 2, overskriften før § 102 , overskriften før § 103, § 175, stk. 3, nr. 11, og § 177, stk. 1, nr. 11, ændres »central investorinformation« til: »central information«.

13.

I § 175, stk. 3, nr. 11, udgår »og regler udstedt i medfør af § 103, stk. 6«.

Stk. 4-12.

---

§ 177.

Finanstilsynet skal orientere offentligheden om sager, som er behandlet af Finanstilsynet, anklagemyndigheden eller domstolene, og som er af almen interesse eller af betydning for forståelsen af følgende bestemmelser

1-10) ---

11)

Central investorinformation, jf. § 103.

4.

I § 12, stk. 4, nr. 2, overskriften før § 102 , overskriften før § 103, § 175, stk. 3, nr. 11, og § 177, stk. 1, nr. 11, ændres »central investorinformation« til: »central information«.

Stk. 2.

---

§ 190.

Overtrædelse af § 3, stk. 1-6, § 4, stk. 1-4, § 5, § 9, stk. 3, § 10, stk. 3, § 11, stk. 3, § 12, stk. 4 og 5, § 18, stk. 2 og 4, § 28, stk. 1 og 3, § 37, stk. 1, 1. pkt., § 47, stk. 1-3, § 48, stk. 1, 3, 4, 6 og 7, § 49, § 50, stk. 1 og 2, § 51, stk. 1-6, § 52, stk. 1-6, § 53, stk. 1-5, § 54, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, § 55, § 56, stk. 2, § 57, stk. 5, jf. stk. 3, nr. 1 og 2, § 58, stk. 1, nr. 1, § 62, stk. 1 og 2, § 64, stk. 1-4, § 65, § 66, stk. 1, § 67, stk. 1, § 68, stk. 1, § 69, § 73, stk. 1, § 74, stk. 1-4, § 75, stk. 1, §§ 76-78, § 82, stk. 1, 1. pkt., § 83, stk. 1, § 84, stk. 1 og 3 og stk. 4, 1. pkt., § 85, § 86, stk. 1 og 2, § 87, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, 2. pkt., §§ 88-90, § 91, 1. pkt., § 92, 1. pkt., § 93, § 94, stk. 1 og 5, § 97, stk. 1, 1. pkt., § 98, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2 og 4, §§ 99 og 100, § 102, stk. 1, 3 og 4, § 103, stk. 1, § 103 a, § 104, stk. 1, § 105, stk. 1, §§ 107 og 108, § 109, stk. 5, § 114, stk. 1, 5 og 6, § 116, stk. 2, § 132, stk. 1, §§ 139-141, § 142, stk. 1, 2 og 4, § 143, § 144, stk. 1 og stk. 2, 2. pkt., §§ 145, 147 og 148, § 149, stk. 1, 4 og 5, § 150, § 151, stk. 1 og 3, §§ 152, 154 og 156, § 157, stk. 1-3, § 159, stk. 2, 1. pkt., og § 160, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Overtrædelse af § 14 a, stk. 3, 5 og 6, §§ 38 og 46, § 48 a, stk. 1-6, § 48 b, § 48 c, § 51, stk. 1, nr. 5, § 52, stk. 1, nr. 6, § 59, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, § 60, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, 1. og 2. pkt., § 61, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., stk. 3, 1. og 2. pkt., og stk. 4 og 6, § 63, stk. 1 og 2, § 63 a, stk. 1, § 63 b, stk. 1, § 63 c, stk. 1, § 166, stk. 3, § 176, stk. 1, 1.-5. pkt., stk. 3, 1.-7. pkt., og stk. 5, og § 199, stk. 1, straffes med bøde.

14.

I § 190, stk. 1, 1. pkt., udgår »§ 103 a,«.

15.

I § 190, stk. 1, 2. pkt., ændres, »§ 63, stk. 1 og 2« til: » § 63, stk. 1 og 3«.

Stk. 2-4.

---

16.

I § 190 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke

»Stk. 5.

Med bøde straffes den, som overtræder et forbud, en begrænsning eller en restriktion meddelt i henhold til artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er).«

Stk. 5-8 bliver herefter stk. 6-9.

Stk. 5-8.

---

§ 4

I lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1062 af 19. maj 2021, som ændret ved § 302 i lov nr. 1155 af 8. juni 2021, § 7 i lov nr. 1163 af 8. juni 2021 og § 5 i lov nr. 2382 af 14. december 2021, foretages følgende ændring

Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme

§ 38.

---

Stk. 2-7.

---

Stk. 8.

Tavshedspligten i stk. 1 er ikke til hinder for, at advokater, revisorer, eksterne bogholdere og skatterådgivere fraråder deres klient at udøve ulovlig virksomhed.

1.

I § 38, stk. 8, indsættes efter »er«: »dog«.

§ 5

I lov om betalinger, jf. lovbekendtgørelse nr. 2710 af 7. december 2021, som ændret ved § 8 i lov nr. 2382 af 14. december 2021, foretages følgende ændringer

Lov om betalinger

§ 1.

---

Stk. 2-4.

---

Stk. 5.

§ 66, § 75, § 77, stk. 1, nr. 1 og 2, § 79, stk. 2, § 82, stk. 1 og 2, §§ 96, 99, 100, 104, 108, 117-119, 122, 123 og 125, finder anvendelse på ikkevederlagsfrie elektroniske tjenester, der kan benyttes til at erhverve varer eller tjenesteydelser, og betalingstransaktioner, hvor betalerens samtykke til at gennemføre transaktionen meddeles ved hjælp telekommunikationsudstyr og betalingen sker til den operatør, der driver kommunikationsnettet, og som kun agerer som mellemmand mellem brugeren af betalingstjenesten og leverandøren af varer og tjenesteydelser, uden at disse tjenester udgør en betalingstjeneste omfattet af bilag 1, uanset § 5, nr. 17.

1.

I § 1, stk. 5, § 1, stk. 9, 1. pkt., og § 6, stk. 3, ændres »104« til: »104 og 104 a«.

Stk. 6.

---

Stk. 7.

Erhvervsministeren kan dispensere helt eller delvist fra lovens §§ 26-29, 42 og 50-59, § 81, stk. 1- 4, §§ 112 og 120-123, § 124, stk. 4, og § 125, der dermed ikke finder anvendelse på en bestemt tjeneste eller bestemte typer af tjenester.

Erhvervsministeren kan endvidere fastsætte supplerende regler for bestemte typer af tjenester.

2.

I § 1, stk. 7, ændres »§ 81, stk. 1-4« til: »§ 81, stk. 1-3«.

Stk. 8.

---

Stk. 9.

Erhvervsministeren kan for tjenester og betalingstransaktioner, der er omfattet af § 1, stk. 5, dispensere helt eller delvis fra § 66, § 75, § 77, stk. 1, nr. 1 og 2, § 79, stk. 2, § 82, stk. 1 og 2, og §§ 96, 99, 100, 104, 108, 117-119, 122, 123 og 125, der dermed ikke finder anvendelse på en bestemt tjeneste eller betalingstransaktion eller bestemte typer af tjenester eller betalingstransaktioner.

Erhvervsministeren kan endvidere fastsætte supplerende regler for bestemte typer af tjenester eller betalingstransaktioner.

1.

I § 1, stk. 5, § 1, stk. 9, 1. pkt., og § 6, stk. 3, ændres »104« til: »104 og 104 a«.

§ 4.

---

Stk. 2.

---

Stk. 3.

Kapitel 5-8 med undtagelse af § 67, stk. 1, nr. 2, § 72, stk. 1, nr. 2, litra e, § 72, stk. 1, nr. 5, litra f, §§ 76, 101, 102, 104 og 106, § 113, stk. 1, § 120 og § 121, stk. 1 og 3, finder anvendelse på de dele af betalingstransaktioner, der gennemføres i lande inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, hvor enten kun betaleren eller betalingsmodtagerens udbyder af betalingstjenester er etableret i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, uanset hvilken valuta betalingstransaktionen ydes i.

3.

I § 4, stk. 3, ændres »104 og 106« til: »104, 104 a og 106«.

§ 6.

---

Stk. 2.

---

Stk. 3.

En udbyder af betalingstjenester kan aftale med en bruger, der ikke er en forbruger, at kapitel 5 og § 80, § 82, stk. 3, og §§ 97, 98, 100-102, 104, 111, 112, 117-119 og 125 ikke skal finde anvendelse.

1.

I § 1, stk. 5, § 1, stk. 9, 1. pkt., og § 6, stk. 3, ændres »104« til: »104 og 104 a«.

Stk. 4 og5.

---

§ 81.

En betalingsmodtager er forpligtet til at modtage betaling med kontanter i tidsrummet fra kl.

06.00 til kl.

22.00, hvis denne modtager betalingsinstrumenter omfattet af denne lov, jf. dog § 5 i hvidvaskloven og stk. 2, 3 og 5.

4.

I § 81, stk. 1, ændres »stk. 2, 3 og 5 « til: »stk. 2-6«.

Stk. 2.

---

Stk. 3.

Betalingsmodtagere, som er beliggende i områder, hvor der kan være en forhøjet risiko for røveri forbundet med modtagelse af kontanter, er uanset stk. 1 alene forpligtet til at modtage kontanter fra kl.

06.00 til kl.

20.00.

Erhvervsministeren fastsætter, i hvilke områder i Danmark der kan være en forhøjet risiko for røveri forbundet med modtagelse af kontanter.

Erhvervsministeren offentliggør en meddelelse herom på Erhvervsministeriets hjemmeside.

5.

I § 81, stk. 3, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum: »Betalingsmodtagere, der ikke modtager kontanter i tidsrummet kl.

20.00-22.00, skal opsætte skilte herom.«

Stk. 4.

Betalingsmodtagere, der ønsker kun at modtage kontanter fra kl.

06.00 til kl.

20.00, jf. stk. 3, skal forinden underrette Finanstilsynet herom.

6.

§ 81, stk. 4, ophæves, og i stedet indsættes

»Stk. 4.

Betalingsmodtagere kan fravige stk. 1 for så vidt angår betalinger fra betalere, der ikke er forbrugere.

Stk. 5.

Stk. 1 finder ikke anvendelse på betalingsmodtagere, når disse indgår som en del af festivaler, byfester og lignende arrangementer af midlertidig karakter, der opfylder følgende betingelser

1)

Arrangementet varer maksimalt 14 dage.

2)

Arrangementet forekommer højst én gang årligt.

3)

Arrangementet afholdes inden for et geografisk afgrænset område med adgangskontrol.

4)

Arrangøren af arrangementet har forud for forbrugerens tilmelding til arrangementet tydeligt oplyst forbrugeren om, at der ikke kan betales med kontanter.

Hvis arrangementet ikke kræver tilmelding, skal det være tydeligt oplyst i markedsføringen af arrangementet.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

Stk. 5.

---

§ 97.

---

Stk. 2.

Indsigelser mod uautoriserede eller fejlbehæftede betalingstransaktioner, der er iværksat via en udbyder af betalingsinitieringstjenester, skal rettes til den kontoførende udbyder i henhold til stk. 1, jf. dog § 99, stk. 2 og 3, og § 104.

7.

I § 97, stk. 2, ændres »§ 104« til: »§§ 104 og 104 a«.

§ 103.

---

Stk. 2.

Er den entydige identifikationskode, som brugeren har angivet, ukorrekt, er udbyderen ikke ansvarlig i henhold til § 104 for manglende gennemførelse eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen.

8.

I § 103, stk. 2, ændres »§ 104« til: »§§ 104 og 104a«.

Stk. 3-6.

---

§ 104.

Iværksættes en betalingsordre af betaleren, er betalerens udbyder over for betaleren ansvarlig for direkte tab som følge af manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen, medmindre betalerens udbyder kan bevise, at betalingsmodtagerens udbyder har modtaget beløbet i overensstemmelse med § 97, § 103, stk. 2, 4 og 5, og § 108.

Efter at betalingsmodtagerens udbyder har modtaget beløbet, er denne over for betalingsmodtageren ansvarlig for direkte tab som følge af manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen.

Betalerens udbyder skal dog altid forsøge at spore betalingstransaktionen og orientere betaleren om resultatet.

9.

§ 104 ophæves og i stedet indsættes

Ȥ 104.

Iværksættes en betalingsordre af betaleren, er betalerens udbyder over for betaleren, med forbehold for § 97, § 103, stk. 2, 4 og 5, og § 108, ansvarlig for manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen, medmindre betalerens udbyder kan bevise, at betalingsmodtagerens udbyder har modtaget beløbet.

Efter at betalingsmodtagerens udbyder har modtaget beløbet, er betalingsmodtagerens udbyder over for betalingsmodtageren og med forbehold for § 97, § 103, stk. 2, 4 og 5, og § 108, ansvarlig for manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen.

Stk. 2.

Betalerens udbyder skal efter anmodning øjeblikkeligt forsøge at spore betalingstransaktionen og orientere betaleren om resultatet uden omkostninger for betaleren.

Stk. 3.

Hvor betalerens udbyder er ansvarlig efter stk. 1, 1. pkt., skal udbyderen uden unødig forsinkelse godtgøre betalerens direkte tab og, hvor det er relevant, føre den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gældende, hvis den mangelfulde betalingstransaktion ikke var blevet gennemført.

Valørdatoen for kreditering af betalerens betalingskonto må ikke ligge senere end den dato, hvor beløbet blev debiteret.

Stk. 4.

Hvor betalingsmodtagerens udbyder er ansvarlig efter stk. 1, 2. pkt., udbyderen godtgøre betalingsmodtagers direkte tab, herunder øjeblikkeligt stille betalingstransaktionsbeløbet til rådighed for betalingsmodtageren, med forbehold for § 115, stk. 2, og, hvor det er relevant, kreditere betalingsmodtagerens betalingskonto det tilsvarende beløb.

Valørdatoen for krediteringen af betalingsmodtagerens betalingskonto må ikke ligge senere end den valørdato, som beløbet skulle have haft, hvis transaktionen var gennemført korrekt, jf. § 115.

Stk. 5.

Gennemføres en betalingstransaktion for sent, sikrer betalingsmodtagerens udbyder efter anmodning fra betalerens udbyder, at valørdatoen for kreditering af betalingsmodtagerens betalingskonto ikke ligger senere end den dato, som beløbet skulle have haft som valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt.

§ 104 a.

Iværksættes en betalingsordre af eller via betalingsmodtageren, er dennes udbyder over for betalingsmodtageren, med forbehold for § 97, § 103, stk. 2, 4 og 5, og § 108, ansvarligfor manglende eller mangelfuld fremsendelse af betalingsordren til betalerens udbyder, for betalingsmodtagerens direkte tab i overensstemmelse med omfanget i § 104, stk. 4.

Stk. 2.

Er betalingsmodtagerens udbyder ansvarlig efter stk. 1, skal udbyderen øjeblikkeligt videresende den pågældende betalingsordre til betalerens udbyder.

Stk. 3.

Ved forsinket fremsendelse af betalingsordren skal beløbet have valørdato på betalingsmodtagerens betalingskonto senest den dato, som beløbet skulle have haft valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt.

Stk. 4.

Betalingsmodtagerens udbyder skal efter anmodning øjeblikkeligt forsøge at spore betalingstransaktionen og orientere betalingsmodtager om resultatet uden omkostninger for betalingsmodtageren.

Stk. 5.

Er betalingsmodtagerens udbyder ikke ansvarlig i henhold til stk. 1 i denne bestemmelse, er betalerens udbyder over for betaleren ansvarlig for direkte tab i henhold til § 104, medmindre betalerens udbyder kan bevise, at betalingsmodtagerens udbyder har modtaget transaktionsbeløbet.

Er betalerens udbyder ansvarlig, skal denne om nødvendigt og uden unødig forsinkelse godtgøre betaleren det manglende eller mangelfuldt betalte betalingstransaktionsbeløb og føre den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gældende, hvis den mangelfulde betalingstransaktion ikke var blevet gennemført.

Valørdatoen for kreditering af betalerens betalingskonto må ikke ligge senere end den dato, hvor beløbet blev debiteret.«

Stk. 2.

Iværksættes en betalingsordre af eller via betalingsmodtageren, er dennes udbyder over for betalingsmodtageren ansvarlig for direkte tab som følge af manglende eller mangelfuld fremsendelse af betalingsordren til betalerens udbyder, jf. § 97, § 103, stk. 2, 4 og 5, og § 108.

Herudover finder stk. 1 tilsvarende anvendelse.

Betalingsmodtagerens udbyder skal dog altid forsøge at spore betalingstransaktionen og orientere betalingsmodtageren om resultatet.

§ 106.

En udbyder af betalingstjenester, der har erstattet et tab, jf. §§ 99 eller 104, som følge af forhold hos en anden udbyder eller tredjemand, kan kræve erstatningen godtgjort af den pågældende.

10.

I § 106 ændres »eller 104« til: »,104 eller 104 a«.

§ 107.

Er en betaling udeblevet eller forsinket under omstændigheder som nævnt i § 104, stk. 1 og 2, eller § 105, stk. 1 og 2, kan misligholdelsesbeføjelser ikke af den grund gøres gældende over for betaleren, bortset fra krav på rente.

Er beløbet debiteret betalerens konto, er betaling sket med frigørende virkning for betaleren.

11.

I § 107, 1. pkt., ændres »§ 104, stk. 1 og 2,« til: »§ 104, stk. 1, § 104 a, stk. 1,«.

§ 124.

---

Stk. 2.

En udbyder af betalingstjenester og en udsteder af elektroniske penge skal på forhånd indhente udtrykkeligt samtykke fra en bruger af betalingstjenester, hvis udbyderen eller udstederen behandler personoplysninger i forbindelse med udbuddet af betalingstjenesten.

12.

I § 124, stk. 2, affattes således

»Stk. 2.

En udbyder af betalingstjenester og en udsteder af elektroniske penge må kun tilgå, behandle og opbevare personoplysninger, som er nødvendige for ydelse af betalingstjenester, med brugerens udtrykkelige samtykke.«

Stk. 3.

Uanset stk. 2 må en udbyder af betalingstjenester og betalingssystemer og en udsteder af elektroniske penge behandle personoplysninger til brug for forebyggelse, efterforskning, retshåndhævelse og opdagelse af misbrug eller svig, eller hvis behandlingen er hjemlet ved anden lov.

13.

§ 124, stk. 3, indsættes efter: »Uanset stk. 2«: »og § 125, stk. 3,«.

Stk. 4.

---

§ 125.

---

Stk. 2.

En erhvervsdrivende skal på forhånd indhente udtrykkeligt samtykke fra en bruger, hvis den erhvervsdrivende behandler betalingsoplysninger i forbindelse med udbuddet af en tjeneste, der er direkte henvendt til brugeren, jf. stk. 3, nr. 2.

14.

§ 125, stk. 2, affattes således

»Stk. 2.

En erhvervsdrivende må kun behandle betalingsoplysninger i forbindelse med udbuddet af en tjeneste, der er direkte henvendt til brugeren, med brugerens udtrykkelige samtykke, jf. stk. 3, nr. 2.«

Stk. 3-6.

---

§ 136.

---

Stk. 2.

---

Stk. 3.

Stk. 1 finder ikke anvendelse på oplysninger i sager omfattet af kapitel 5-7.

15.

I § 136, stk. 3, indsættes efter »kapitel 5-7«: », bortset fra §§ 84-91«.

Stk. 4-11.

---

§ 6

I lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter, jf. lov nr. 1155 af 8. juni 2021, som ændret ved § 13 i lov nr. 2382 af 14. december 2021, foretages følgende ændringer

Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter

§ 10.

I denne lov forstås ved

1-62) ---

1.

I § 10 indsættes som nr. 63

»63) Råvare- og emissionskvotehandler: en virksomhed, hvis hovedaktivitet udelukkende består i at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter i relation til råvarederivater, råvarederivataftaler, derivater af emissionskvoter eller emissionskvoter som omhandlet i nr. 4-7 og 9-11, i bilag 2 til lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.«

2.

Efter § 46 indsættes før overskriften før § 47

»Behandling af personnummer

§ 46 a .

Værdipapirhandlere og fondsmæglerselskaber kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på nødvendig entydig identifikation i relation til eksisterende kundeforhold ved varetagelse af administrative opgaver og rådgivning.«

§ 224.

---

3.

I § 224 indsættes som stk. 2 og 3

»Stk. 2.

Er der tale om en fondsmæglerselskabskoncern med tilstedeværelse i Danmark og andre medlemsstater, kan Finanstilsynet og de andre relevante kompetente myndigheder efter fælles aftale afgørelse udpege en koncerntilsynsførende og dermed afvige fra principper om fastlæggelse af koncerntilsynsførende og træffe afgørelse om at udpege en anden koncerntilsynsførende, hvis formålet er at sikre effektivt tilsyn på konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten.

Stk. 3.

Inden de relevante kompetente myndigheder træffer en fælles afgørelse, får moderinvesteringsholdingselskabet i Unionen eller det blandede finansielle moderholdingselskab i Unionen eller investeringsselskabet med den største samlede balancesum, alt efter hvad der er relevant, lejlighed til at udtale sig om nævnte tilsigtede fælles afgørelse.«

§ 253.

---

4.

I § 253 indsættes som stk. 2 og 3

»Stk. 2.

Finanstilsynet kan inden for rammerne af Finanstilsynets beføjelser selv foretage verifikationen.

Stk. 3 .

Finanstilsynet kan anmode en revisor eller anden sagkyndig om at foretage verifikationen upartisk og straks rapportere resultaterne.«

§ 257.

§ 255, stk. 1, er endvidere ikke til hinder for, at fortrolige oplysninger videregives til følgende

1-13) ---

5.

I § 257, stk. 1, indsættes som nr. 14

»14) Kommissionen, når oplysningerne er nødvendige for, at Kommissionen kan udøve sine beføjelser.«

Stk. 2-6.

---

§ 7

I lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. lovbekendtgørelse nr. 24 af 4. januar 2019, som ændret ved § 2 i lov nr. 2110 af 22. december 2020, § 305 i lov nr. 1155 af 8. juni 2021, § 13 i lov nr. 1163 af 8. juni 2021, § 1 i lov nr. 1164 af 8. juni 2021 og § 18 i lov nr. 2382 af 14. december 2021, foretages følgende ændringer

Lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder

Fodnoten.

Loven gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012, EU-Tidende nr. L 173, side 190.

1.

Fodnoten til lovens titel affattes således

»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/25/EF af 21. april 2004 om overtagelsestilbud, EU-Tidende 2004, nr. L 142, side 12, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2021/23/EU af 16. december 2020, EU-Tidende 2021, nr. L 22, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/36/EF af 11. juli 2007 om udøvelse af visse aktionærrettigheder i børsnoterede selskaber, EU-Tidende 2007, nr. L 184, side 17, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2021/23/EU af 16. december 2020, EU-Tidende 2021, nr. L 22, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012, EU-Tidende 2014, nr. L 173, side 190, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2021/23/EU af 16. december 2020, EU-Tidende 2021, nr. L 22, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/1132/EU af 14. juni 2017 om visse aspekter af selskabsretten, EU-Tidende 2017, nr. L 169, side 46, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2021/23/EU af 16. december 2020, EU-Tidende 2021, nr. L 22, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/2399 af 12. december 2017 om ændring af direktiv 2014/59/EU for så vidt angår usikrede gældsinstrumenters prioritetsrækkefølge ved insolvens, EU-tidende 2017, nr. L 345, side 96, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/879/EU af 20. maj 2019 om ændring af direktiv 2014/59/EU for så vidt angår kreditinstitutters og investeringsselskabers tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet og af direktiv 98/26/EF, EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 296.«

§ 1.

---

Stk. 1.

Denne lov finder anvendelse på pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter nævnte investeringsservicer og -aktiviteter

2.

I § 1, stk. 1, indsættes efter »nævnte investeringsservicer og -aktiviteter«: », jf. dog stk. 4.«

Stk. 2.

Loven finder anvendelse på finansielle holdingvirksomheder her i landet, jf. § 2, nr. 13

3.

I § 1, stk. 2, indsættes efter »jf. § 2, nr. 13«: », jf. dog stk. 4.«

Stk. 3.

Loven finder anvendelse på finansieringsinstitutter her i landet, jf. § 2, nr. 15

4.

I § 1, stk. 3, indsættes efter »jf. § 2, nr. 15«: », jf. dog stk. 4.«

5.

I § 1 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke

»Stk. 4.

For virksomheder og enheder, der samtidig er meddelt tilladelse som centrale modparter (CCP’er) i henhold til artikel 14 i forordning (EU) nr. 48/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre, finder alene denne lovs kapitel 11 a anvendelse.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

Stk. 2-4.

---

6.

I § 1 indsættes som stk. 6

»Stk. 6.

Kapitel 11 a finder anvendelse på centrale modparter (CCP’er).«

§ 2.

I denne lov forstås ved

1-7) ---

7.

I § 2 indsættes efter nr. 7 som nyt nummer

»8) Central modpart (CCP): En central modpart som defineret i § 3, nr. 11, i lov om kapitalmarkeder.«

Nr. 8-23 bliver herefter nr. 9-24.

8-12) ---

13)

Finansiel holdingvirksomhed: En modervirksomhed, der opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 10, i lov om finansiel virksomhed, hvor mindst én dattervirksomhed er omfattet af § 1, stk. 1, eller er et udenlandsk kreditinstitut eller investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, eller en blandet holdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 51, i lov om finansiel virksomhed.

8.

I § 2, nr. 13, ændres »§ 5, stk. 1, nr. 10« til: »§ 5, stk. 1, nr. 9«.

14-23) ---

§ 4.

---

Stk. 2.

Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for en finansiel holdingvirksomhed.

Finansiel Stabilitet kan, uanset om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, iværksætte afviklingsforanstaltninger over for en finansiel holdingvirksomhed, hvis følgende betingelser er opfyldt

1) ---

2)

En eller flere af den finansielle holdingvirksomheds dattervirksomheder, som er pengeinstitutter, realkreditinstitutter eller fondsmæglerselskaber I og ikke afviklingsenheder, opfylder betingelserne for afvikling.

10.

I § 4, stk. 2, nr. 2, ændres »fondsmæglerselskaber I og ikke afviklingsenheder« til: »fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de investeringsservicer og –aktiviteter nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter nævnte investeringsservice og -aktiviteter«.

3)

Finanstilsynet vurderer, at et sammenbrud i en finansiel holdingvirksomheds dattervirksomhed, som er et pengeinstitut, realkreditinstitut eller fondsmæglerselskab I og ikke en afviklingsenhed, vil medføre risiko for sammenbrud i afviklingskoncernen.

11.

I § 4, stk. 2, nr. 3, ændres »fondsmæglerselskab I og ikke en afviklingsenhed« til: »fondsmæglerselskab, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de investeringsservicer og -aktiviteter nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, og som ikke er en afviklingsenhed«.

Stk. 3-6.

---

12.

Efter kapitel 11 indsættes

»Kapitel 11 a

Restrukturering og afvikling af centrale modparter (CCP’er)

Ȥ 59 a.

Finansiel Stabilitet er afviklingsmyndighed for en central modpart (CCP) i henhold til artikel 3, stk. 1, artikel 4, artikel 9, stk. 8, artikel 18, stk. 6, artikel 19, stk. 1, artikel 21, artikel 22, stk. 1, artikel 22, stk. 1, litra a, nr. i, artikel 22, stk. 5, artikel 23-32, artikel 33, stk. 1-7, artikel 34-36, artikel 38-52, artikel 53, stk. 1, artikel 54-69, artikel 70, stk. 2, artikel 71-75 og artikel 77-80 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

§ 59 b.

§§ 36-38, 45, 74, 76-78, 80, 84, 87, 89, 90, 93-99, 101, 102, 104, 109, 119-121, 135, 154-157, 160-164, 167-170, 174, 185, 186, 188, 191-193, 236-318 og 338-344 i selskabsloven og kapitel 8 i lov om kapitalmarkeder, finder ikke anvendelse ved Finansiel Stabilitets iværksættelse og gennemførelse af afviklingsforanstaltninger over forpå en central modpart (CCP)’er.

Stk. 2.

Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler og procedurer, der træder i stedet for de i medfør af stk. 1 fravegne regler i selskabsloven og lov om kapitalmarkeder.«

§ 8

I lov om ejendomskreditselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 1063 af 19. maj 2021, som ændret ved § 301 i lov nr. 1155 af 8. juni 2021, § 9 i lov nr. 1163 af 8. juni 2021 og § 12 i lov nr. 2382 af 14. december 2021, foretages følgende ændringer

Lov om ejendomskreditselskaber

§ 3.

Finanstilsynet giver efter ansøgning et selskab tilladelse til at udøve virksomhed som ejendomskreditselskab, når

1-2) ---

3)

den person i selskabet, som er ansvarlig for handel med pantebreve, når selskabet udøver virksomhed omfattet af § 1, stk. 2, nr. 1, og den, som er ansvarlig for kreditgivning, når selskabet udøver virksomhed omfattet af § 1, stk. 2, nr. 2, opfylder betingelserne i § 5, og

1.

I § 3, stk. 1, nr. 3, ændres »§ 5, og« til: »§ 5,«

4)

ejerne af kvalificerede andele i selskabet opfylder principperne i §§ 61-62 om ejerforhold i lov om finansiel virksomhed.

2.

I § 3, stk. 1, nr. 4, ændres »lov om finansiel virksomhed.« til »lov om finansiel virksomhed, og«.

5)

6)

3.

I § 3, stk. 1, indsættes som nr. 5

»5) selskabet har en forretningsgang for kreditværdighedsvurdering, jf. lov om kreditaftaler.«

Stk. 2-8.

---

7)

§ 24.

En person eller et selskab, der kan dokumentere, at personen eller selskabet før den 1. juli 2010 har udøvet erhvervsmæssig handel med pantebreve og har indsendt ansøgning om tilladelse til Finanstilsynet senest den 1. januar 2011, kan fortsætte hermed, indtil Finanstilsynet har truffet afgørelse om tilladelse.

For personen eller selskabet får § 2, stk. 1, § 3, stk. 1, nr. 1 og 5, og § 8 først virkning fra den 1. januar 2011.

4.

I § 24, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 3, stk. 1, nr. 1 og 5« til: »§ 3, stk. 1, nr. 1, § 3, stk. 2«.

Stk. 2 og3.

---

§ 9

I lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, jf. lovbekendtgørelse nr. 2016 af 1. november 2021, som ændret ved § 6 i lov nr. 2382 af 14. december 2021, foretages følgende ændringer

Lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere

§ 3.

---

Stk. 2.

---

Stk. 3.

Finanstilsynet giver tilladelse, når følgende betingelser er opfyldt, jf. dog stk. 4

1)

Virksomheden har hovedkontor og hjemsted i Danmark, jf. dog stk. 5.

1.

I § 3, stk. 3, nr. 1, indsættes som 2. pkt.: »Boligkreditformidlere, der ikke har et vedtægtsmæssigt hjemsted, anses for at have hovedkontor i den medlemsstat, hvor virksomheden faktisk udøver sin hovedvirksomhed.«

2-5) ---

Stk. 4-8.

---

§ 4 a.

Finanstilsynet opretter og fører et offentligt register over finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere.

2.

I § 4 a, stk. 1, indsættes som 2. pkt.

»Registeret skal være tilgængeligt online og løbende ajourføres«.

Stk. 2.

---

§ 10 c.

---

Stk. 2.

Finanstilsynet videresender den meddelelse, der er nævnt i stk. 1, til tilsynsmyndighederne i værtslandet senest 1 måned efter modtagelsen af meddelelsen og giver samtidigt underretning til boligkreditformidleren om videresendelsen.

3.

I § 10 c, stk. 2, indsættes som 2. pkt.

»Finanstilsynet underretter også tilsynsmyndighederne om de kreditgivere, som boligkreditformidleren er tilknyttet, og om kreditgiverne tager det fulde ansvar for boligkreditformidlerens aktiviteter.«

Stk. 3.

Boligkreditformidleren kan påbegynde sin virksomhed 1 måned efter den dato, hvor underretningen af boligkreditformidleren efter stk. 2 er sket.

4.

I § 10 c, stk. 3, indsættes som 2. pkt.

»Boligkreditformidleren må ikke yde sine tjenester i forbindelse med kreditaftaler, der tilbydes af kreditgivere, der ikke er kreditinstitutter, til forbrugere i en medlemsstat, hvor kreditgiveren ikke må udøve sin virksomhed.«

§ 10 d. ---

Stk. 2.

---

5.

I § 10 d indsættes som stk. 3

»Stk. 3.

Finanstilsynet anvender oplysninger fra hjemlandet til at optage de nødvendige oplysninger i sit register og underretter om nødvendigt boligkreditformidleren om betingelser for udførelsen af aktiviteter, der ikke er EU-harmoniseret i værtslandet.«

§ 10

I lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse af 378 af 2. april 2020, som ændret ved § 6 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, § 6 i lov nr. 1940 af 15. december 2020 og §7 i lov nr. 2382 af 14. december 2021, foretages følgende ændring

Lov om forsikringsformidling

1.

Efter § 12 a indsættes før overskriften før § 13

»Behandling af personnummer

§ 12 b .

Forsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på nødvendig entydig identifikation i relation til eksisterende kundeforhold ved varetagelse af administrative opgaver og rådgivning.«

§ 11

I lov nr. 450 af 24. april 2019 om forbrugslånsvirksomheder, som ændret ved § 11 i lov nr. 1563 af 27. december 2019, § 1 i lov nr. 801 af 9. juni 2020, § 9 i lov nr. 1940 af 15. december 2020 og § 11 i lov nr. 2382 af 14. december 2021, foretages følgende ændring

Lov om forbrugerlånsvirksomheder

1.

Efter § 8 indsættes

»Behandling af personnummer

§ 8 a.

Forbrugslånsvirksomheder kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på nødvendig entydig identifikation i relation til eksisterende kundeforhold ved varetagelse af administrative opgaver og rådgivning.

Kreditværdighedsvurdering «.

§ 12

I lov nr. 1374 af 13. december 2019 om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om betalinger, lov om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og selskabsloven og forskellige andre love, foretages følgende ændring

Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om betalinger, lov om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og selskabsloven og forskellige andre love.

§ 19.

---

Stk. 2-6.

---

Stk. 7.

Erhvervsministeren fremsætter senest i folketingsåret 2021-22 forslag om revision af § 122, stk. 2, i lov om betalinger, jf. denne lovs § 7, nr. 5.

1.

I § 19, stk. 7, ændres »folketingsåret 2021-22« til: »folketingsåret 2022-23«.

KOMMISSIONENS DELEGEREDE DIREKTIV (EU) 2021/1270

af 21. april 2021

om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter)

, særlig artikel 12, stk. 3, artikel 14, stk. 2, og artikel 51, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger

(1) Omstilling til en kulstoffattig, mere bæredygtig, ressourceeffektiv og cirkulær økonomi i tråd med målene for bæredygtig udvikling er afgørende for at sikre EU-økonomiens konkurrenceevne på lang sigt.

I 2016 indgik Unionen Parisaftalen

.

I artikel 2, stk. 1, litra c), i Parisaftalen fastsættes målet om at styrke indsatsen mod klimaændringer, bl.a. ved at sikre, at de finansielle strømme fremmer lave drivhusgasemissioner og en klimarobust udvikling.

(2) I erkendelse af denne udfordring fremlagde Kommissionen den europæiske grønne pagt

i december 2019.

Den grønne pagt udgør en ny vækststrategi, der sigter mod at omstille Unionen til et retfærdigt og velstående samfund med en moderne, ressourceeffektiv og konkurrencedygtig økonomi, hvor der fra 2050 ikke længere er nogen nettoemissioner af drivhusgasser, og hvor den økonomiske vækst er afkoblet fra ressourceanvendelsen.

Dette mål forudsætter, at investorerne får klare signaler med hensyn til deres investeringer, for at undgå strandede aktiver og skaffe bæredygtig finansiering.

(3) I marts 2018 offentliggjorde Kommissionen sin handlingsplan for finansiering af bæredygtig vækst

med en ambitiøs og sammenhængende strategi for bæredygtig finansiering.

Et af målene i handlingsplanen er at omlægge kapitalstrømme i retning af bæredygtige investeringer for at opnå en bæredygtig og inklusiv vækst.

Den konsekvensanalyse, der ligger til grund for de efterfølgende lovgivningsmæssige initiativer, der blev offentliggjort i maj 2018

, viste, at det er nødvendigt at præcisere, at administrationsselskaber bør tage hensyn til bæredygtighedsfaktorer som en del af deres forpligtelser over for investorerne.

Administrationsselskaber bør derfor løbende vurdere ikke blot alle relevante finansielle risici, men også alle relevante bæredygtighedsrisici som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088

, som, hvis de opstår, kunne have faktisk eller potentiel væsentlig negativ indvirkning på værdien af en investering.

Kommissionens direktiv 2010/43/EU

henviser ikke udtrykkeligt til bæredygtighedsrisici.

Af denne grund og for at sikre, at de interne procedurer og organisatoriske ordninger følges og gennemføres korrekt, er det nødvendigt at præcisere, at administrationsselskabers processer, systemer og interne kontrol afspejler bæredygtighedsrisici, og at det er nødvendigt med teknisk kapacitet og viden for at kunne analysere disse risici.

(4) For at undgå ulige vilkår for administrationsselskaber og for investeringsselskaber, som ikke har udpeget et administrationsselskab, og for at undgå dermed forbundet fragmentering, inkonsekvens og uforudsigelighed i det indre markeds funktion bør reglerne om integration af bæredygtighedsrisici også finde anvendelse på investeringsselskaber under hensyntagen til proportionalitetsprincippet.

(5) For at opretholde en høj standard for investorbeskyttelse bør administrationsselskaber, når de identificerer, hvilke typer interessekonflikter der kan skade et investeringsinstituts interesser, medtage interessekonflikter, der kan opstå som følge af integrationen af bæredygtighedsrisici i deres processer, systemer og interne kontrol.

Sådanne konflikter kan omfatte konflikter som følge af relevant personales aflønning eller personlige transaktioner, interessekonflikter, der kan give anledning til grønvaskning, salg på tvivlsomt grundlag eller fejlagtige oplysninger om investeringsstrategier og interessekonflikter mellem forskellige investeringsinstitutter, der forvaltes af det samme administrationsselskab.

(6) I henhold til forordning (EU) 2019/2088 er administrations- eller investeringsselskaber, som er forpligtet til at tage hensyn til investeringsbeslutningers vigtigste negative indvirkninger på bæredygtighedsfaktorer, eller som frivilligt tager hensyn til sådanne negative indvirkninger, forpligtet til at oplyse, hvordan deres due diligence-politikker tager hensyn til de vigtigste negative indvirkninger.

For at sikre konsekvens mellem forordning (EU) 2019/2088 og direktiv 2010/43/EU bør denne forpligtelse afspejles i direktiv 2010/43/EU.

(7) Direktiv 2010/43/EU bør derfor ændres —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV

Artikel 1

Ændringer af direktiv 2010/43/EU

I direktiv 2010/43/EU foretages følgende ændringer

1) I artikel 3 tilføjes følgende som nr. 11) og 12)

»11) »bæredygtighedsrisiko«: bæredygtighedsrisiko som defineret i artikel 2, nr. 22), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 (*1)

12) »bæredygtighedsfaktorer«: bæredygtighedsfaktorer som defineret i artikel 2, nr. 24), i forordning (EU) 2019/2088.

(*1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (EUT L 317 af 9.12.2019, s.

1).«"

2) I artikel 4, stk. 1, tilføjes følgende afsnit

»Medlemsstaterne sikrer, at administrationsselskaberne tager hensyn til bæredygtighedsrisici, når de opfylder kravene i første afsnit.«

3) I artikel 5 tilføjes følgende som stk. 5

»5.

Medlemsstaterne sikrer, at administrationsselskaberne med henblik på stk. 1, 2 og 3 bevarer de ressourcer og den sagkundskab, der er nødvendige for en effektiv integration af bæredygtighedsrisici.«

4) Følgende indsættes som artikel 5a

»Artikel 5a

Forpligtelse for investeringsselskaber til at integrere bæredygtighedsrisici i forvaltningen af investeringsinstitutter

Medlemsstaterne sikrer, at investeringsselskaber integrerer bæredygtighedsrisici i forvaltningen af investeringsinstitutter under hensyntagen til arten, omfanget og kompleksitetsgraden af investeringsselskabernes forretninger.«

5) I artikel 9, stk. 2, tilføjes følgende som litra g)

»g) er ansvarlig for at integrere bæredygtighedsrisici i de aktiviteter, der er omhandlet i litra a)-f).«

6) I artikel 17 tilføjes følgende som stk. 3

»3.

Medlemsstaterne sikrer, at administrationsselskaber, når de identificerer, hvilke typer interessekonflikter der kan skade et investeringsinstituts interesser, medtager de typer interessekonflikter, der kan opstå som følge af integrationen af bæredygtighedsrisici i deres processer, systemer og interne kontrol.«

7) I artikel 23 tilføjes følgende som stk. 5 og 6

»5.

Medlemsstaterne kræver, at administrationsselskaberne tager hensyn til bæredygtighedsrisici, når de opfylder kravene i stk. 1-4.

6.

Medlemsstaterne sikrer, at hvis administrationsselskaber eller, hvor det er relevant, investeringsselskaber tager hensyn til investeringsbeslutningers vigtigste negative indvirkninger på bæredygtighedsfaktorer, som beskrevet i artikel 4, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2019/2088 eller som krævet i artikel 4, stk. 3 eller 4, i samme forordning, tager de pågældende administrationsselskaber eller investeringsselskaber hensyn til sådanne vigtige negative indvirkninger, når de opfylder kravene i nærværende artikels stk. 1-4.«

8) Artikel 38, stk. 1, andet afsnit, affattes således

»Risikostyringsstrategien skal omfatte de procedurer, som er nødvendige for at sætte administrationsselskabet i stand til for hvert af de administrerede investeringsinstitutter at vurdere det pågældende investeringsinstituts eksponering i forhold til markeds-, likviditets-, bæredygtigheds- og modpartsrisici samt investeringsinstituttets eksponering i forhold til alle andre risici, herunder operationelle risici, som kan være af afgørende betydning for de enkelte administrerede investeringsinstitutter.«

Artikel 2

Gennemførelse

1.

Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 31. juli 2022 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv.

De meddeler straks Kommissionen disse love og bestemmelser.

De anvender disse love og bestemmelser fra den 1. august 2022.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning.

De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.

Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 3

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende .

Artikel 4

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

1)

EUT L 302 af 17.11.2009, s.

32.

2)

Rådets afgørelse (EU) 2016/1841 af 5. oktober 2016 om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af Parisaftalen, der er vedtaget inden for rammerne af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (EUT L 282 af 19.10.2016, s.

1).

3)

COM(2019) 640 final.

4)

COM(2018) 97 final.

5)

SWD(2018) 264 final.

6)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (EUT L 317 af 9.12.2019, s.

1).

7)

Kommissionens direktiv 2010/43/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår organisatoriske krav, interessekonflikter, god forretningsskik, risikostyring og indholdet af aftalen mellem en depositar og et administrationsselskab (EUT L 176 af 10.7.2010, s.

42).

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. april 2021.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2019/2034

af 27. november 2019

om tilsyn med investeringsselskaber og om ændring af direktiv 2002/87/EF, 2009/65/EF, 2011/61/EU, 2013/36/EU, 2014/59/EU og 2014/65/EU

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 53, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank

,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

,

efter den almindelige lovgivningsprocedure

, og

ud fra følgende betragtninger

(1) Et solidt tilsyn er en integreret del af de reguleringsvilkår, hvorpå finansieringsinstitutter leverer tjenesteydelser i Unionen.

Investeringsselskaber er sammen med kreditinstitutter omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013

og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU

for så vidt angår deres tilsynsmæssige behandling og tilsyn, samtidig med at deres tilladelse og andre krav til organisation og god forretningsskik er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU

.

(2) De eksisterende tilsynsordninger i henhold til forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU er i vid udstrækning baseret på successive versioner af internationale reguleringsmæssige standarder, som Baselkomitéen for Banktilsyn har fastsat for store bankkoncerner, og tager kun delvist højde for de specifikke risici, der er forbundet med de forskellige aktiviteter i et stort antal investeringsselskaber.

De specifikke sårbarheder og risici, der er forbundet med disse investeringsselskaber, bør derfor behandles yderligere ved hjælp af effektive, passende og forholdsmæssige tilsynsordninger på EU-plan, som bidrager til at skabe lige vilkår i hele Unionen, som sikrer et effektivt tilsyn, samtidig med at overholdelsesomkostningerne holdes nede, og som sikrer tilstrækkelig kapital til investeringsselskabers risici.

(3) Et forsvarligt tilsyn bør sikre, at investeringsselskaber forvaltes på en velordnet måde og i kundernes bedste interesse.

Det bør tage hensyn til investeringsselskabers og deres kunders muligheder for at indlade sig på overdreven risikotagning og de forskellige risikograder, som investeringsselskaber påtager sig og udgør.

Et sådant tilsyn bør ligeledes sigte mod at undgå at pålægge investeringsselskaber uforholdsmæssige administrative byrder.

Samtidig bør et sådant tilsyn gøre det muligt at finde en balance mellem at sikre investeringsselskabers sikkerhed og soliditet og at undgå for store omkostninger, der kan underminere levedygtigheden af deres forretningsaktiviteter.

(4) Mange af de krav, der udspringer af rammen bestående af forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU, er udformet med henblik på at adressere de fælles risici for kreditinstitutter.

De eksisterende krav er således i vid udstrækning kalibreret til at bevare kreditinstitutters lånekapacitet under varierende økonomiske konjunkturer og til at beskytte indskydere og skatteydere mod potentielle sammenbrud og er ikke udformet med henblik på at tage højde for alle de forskellige risikoprofiler, som investeringsselskaber kan have.

Investeringsselskaber har ikke store porteføljer af lån til privatkunder og erhvervskunder og modtager ikke indlån.

Sandsynligheden for, at deres sammenbrud kan have skadelige virkninger for den overordnede finansielle stabilitet, er lavere end for kreditinstitutter, men investeringsselskaber udgør ikke desto mindre en risiko, som det er nødvendigt at håndtere ved hjælp af en solid ramme.

De risici, som de fleste investeringsselskaber står over for og selv udgør, er således væsentligt anderledes end de risici, som kreditinstitutter står over for og selv udgør, og sådanne forskelle bør afspejles tydeligt i Unionens tilsynsmæssige ramme.

(5) Forskelle i anvendelsen af de eksisterende tilsynsmæssige rammer i de forskellige medlemsstater bringer de lige vilkår for investeringsselskaber i Unionen i fare, hvilket hæmmer investorers adgang til nye muligheder og bedre metoder til styring af deres risici.

Disse forskelle skyldes den generelle kompleksitet i anvendelsen af rammerne på forskellige investeringsselskaber på grundlag af de tjenester, som de yder, hvor nogle nationale myndigheder tilpasser eller strømliner denne anvendelse i national ret eller praksis.

I betragtning af at de eksisterende tilsynsmæssige rammer ikke tager hensyn til alle de risici, som visse typer investeringsselskaber står over for og selv udgør, er der blevet anvendt store kapitaltillæg på visse investeringsselskaber i nogle medlemsstater.

Der bør fastsættes ensartede bestemmelser vedrørende disse risici for at sikre et harmoniseret tilsyn med investeringsselskaber i hele Unionen.

(6) Der er derfor behov for en særlig tilsynsordning for investeringsselskaber, som ikke er systemiske i kraft af deres størrelse og indbyrdes forbindelse med andre finansielle og økonomiske aktører.

Systemiske investeringsselskaber bør dog fortsat være omfattet af de eksisterende tilsynsmæssige rammer under forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU.

Disse investeringsselskaber er en undergruppe af investeringsselskaber, som rammerne i forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU på nuværende tidspunkt finder anvendelse på, og de nyder ikke godt af særlige undtagelser fra de principielle krav heri.

De største og mest indbyrdes forbundne investeringsselskaber har forretningsmodeller og risikoprofiler, der svarer til signifikante kreditinstitutters modeller og profiler.

De leverer »banklignende« tjenesteydelser og påtager sig risici i betydeligt omfang.

Desuden er systemiske investeringsselskaber så store og har forretningsmodeller og risikoprofiler af en sådan art, at de udgør en trussel mod stabile og velfungerende finansielle markeder på linje med store kreditinstitutter.

Det er derfor hensigtsmæssigt, at disse investeringsselskaber fortsat er underlagt reglerne i forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU.

(7) Det er muligt, at investeringsselskaber, der handler for egen regning, der yder afsætningsgaranti for finansielle instrumenter eller placerer finansielle instrumenter på grundlag af en fast forpligtelse i betydeligt omfang, eller som er clearingmedlemmer i centrale modparter, har forretningsmodeller og risikoprofiler, der svarer til kreditinstitutters modeller og profiler.

I betragtning af deres størrelse og aktiviteter er det muligt, at sådanne investeringsselskaber udgør en risiko for den finansielle stabilitet, som kan sammenlignes med den risiko, som kreditinstitutter udgør.

De kompetente myndigheder bør have mulighed for at kræve, at de fortsat er underlagt samme tilsynsmæssige behandling som kreditinstitutter, der er omfattet af forordning (EU) nr. 575/2013, og tilsynet i henhold til direktiv 2013/36/EU.

(8) Der kan være medlemsstater, hvor de myndigheder, som har ansvaret for tilsyn med investeringsselskaber, er forskellige fra de myndigheder, som har ansvaret for tilsyn med markedsadfærd.

Det er derfor nødvendigt at skabe en mekanisme for samarbejde og udveksling af oplysninger mellem disse myndigheder for i hele Unionen at sikre et harmoniseret tilsyn med investeringsselskaber, der fungerer hurtigt og effektivt.

(9) Et investeringsselskab kan handle via et clearingmedlem i en anden medlemsstat.

I de tilfælde hvor det gør dette, bør der indføres en mekanisme til udveksling af oplysninger mellem de relevante kompetente myndigheder i de forskellige medlemsstater.

En sådan mekanisme bør gøre det muligt at udveksle oplysninger mellem den kompetente myndighed for tilsyn med investeringsselskabet og enten den myndighed, der fører tilsyn med clearingmedlemmet, eller den myndighed, der fører tilsyn med den centrale modpart, om den model og de parametre, der anvendes til beregning af investeringsselskabets margenkrav, hvor en sådan beregningsmetode anvendes som grundlag for investeringsselskabets kapitalgrundlagskrav.

(10) For at fremme harmonisering af tilsynsstandarder og -praksis i Unionen bør Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010

, (EBA), bevare det primære ansvar for koordinering og konvergens af tilsynspraksis på området for tilsyn med investeringsselskaber inden for Det Europæiske Finanstilsynssystem (ESFS) i tæt samarbejde med Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010

, (ESMA).

(11) Kravet til startkapitalens størrelse i et investeringsselskab bør baseres på de services og aktiviteter, som investeringsselskaber har tilladelse til at henholdsvis yde og udøve i henhold til direktiv 2014/65/EU.

Medlemsstaternes mulighed for at reducere kravet til startkapitalens størrelse i specifikke situationer, jf. direktiv 2013/36/EU, på den ene side og situationen med uens gennemførelse af direktivet på den anden side har ført til en situation, hvor kravet til startkapitalens størrelse er forskelligt i Unionen.

For at bringe denne fragmentering til ophør bør kravet til startkapitalens størrelse harmoniseres for alle investeringsselskaber i Unionen.

Med henblik på at reducere hindringerne for markedsadgang, som forekommer i dag for multilaterale handelsfaciliteter (MHF'er) og organiserede handelsfaciliteter (OHF'er), bør startkapitalen for investeringsselskaber, der driver en MHF eller en OHF, fastsættes til det i dette direktiv omhandlede beløb.

Hvis et investeringsselskab, der har tilladelse til at drive en OHF, også har fået tilladelse til at udføre handel for egen regning på betingelserne i artikel 20 i direktiv 2014/65/EU, bør dets startkapital fastsættes til det i nærværende direktiv omhandlede beløb.

(12) Selv om investeringsselskaber ikke længere bør være omfattet af anvendelsesområdet for forordning (EU) nr. 575/2013 eller direktiv 2013/36/EU, bør visse begreber, som bruges i forbindelse med disse lovgivningsmæssige retsakter, bevare deres veletablerede betydning.

For at muliggøre og lette konsekvent udlægning af sådanne begreber, når de anvendes i EU-retsakter, bør henvisninger i sådanne retsakter til investeringsselskabers startkapital, de tilsynsbeføjelser, som er tillagt de kompetente myndigheder vedrørende investeringsselskaber, investeringsselskabers proces til vurdering af den interne kapitals tilstrækkelighed, den tilsynskontrol- og vurderingsproces, som de kompetente myndigheder for investeringsselskaber anvender, og de bestemmelser om ledelse og aflønning, der finder anvendelse på investeringsselskaber, gælde som henvisninger til de tilsvarende bestemmelser i dette direktiv.

(13) Et velfungerende indre marked kræver, at ansvaret for tilsyn med et investeringsselskab, navnlig for så vidt angår dets solvens og finansielle soliditet, ligger hos den kompetente myndighed i selskabets hjemland.

For også at opnå et effektivt tilsyn med investeringsselskaber i andre medlemsstater, hvor de yder service eller har en filial, bør der sikres et tæt samarbejde og udveksling af oplysninger med de kompetente myndigheder i disse medlemsstater.

(14) De kompetente myndigheder i værtslandene bør i enkelttilfælde kunne foretage kontrol på stedet og undersøge de aktiviteter, som filialer af investeringsselskaber udøver på deres område, og kræve oplysninger fra nævnte filialer om deres aktiviteter med henblik på information og tilsyn og navnlig for at sikre stabilitet i det finansielle system.

Tilsynsforanstaltninger for sådanne filialer bør dog fortsat være hjemlandets ansvar.

(15) For at beskytte forretningsmæssigt følsomme oplysninger bør de kompetente myndigheder være omfattet af regler om tavshedspligt, når de udfører deres tilsynsopgaver og udveksler fortrolige oplysninger.

(16) Med henblik på at styrke tilsynet med investeringsselskaber og beskyttelsen af deres kunder bør revisorer foretage deres verifikation upartisk og straks underrette de kompetente myndigheder om forhold, som kan få alvorlige konsekvenser for et investeringsselskabs finansielle situation eller for dets administrative og regnskabsmæssige organisation.

(17) I forbindelse med dette direktiv bør personoplysninger behandles i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679

og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725

.

I de tilfælde, hvor dette direktiv giver mulighed for udveksling af personoplysninger med tredjelande, bør de relevante bestemmelser i kapitel V i forordning (EU) 2016/679 og kapitel V i forordning (EU) 2018/1725 navnlig finde anvendelse.

(18) For at sikre opfyldelse af de forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033

, bør medlemsstaterne indføre administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, som er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning.

For at sikre, at de administrative sanktioner har afskrækkende virkning, bør de offentliggøres, undtagen i visse velafgrænsede tilfælde.

Kunder og investorer bør have adgang til oplysninger om administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, som pålægges investeringsselskaber, for at give dem mulighed for at træffe kvalificerede beslutninger om deres investeringsmuligheder.

(19) For at afdække overtrædelser af nationale bestemmelser, der gennemfører dette direktiv, og overtrædelser af forordning (EU) 2019/2033 bør medlemsstaterne have de nødvendige undersøgelsesbeføjelser og fastlægge effektive og hurtige mekanismer til indberetning af potentielle og faktiske overtrædelser.

(20) Investeringsselskaber, der ikke betragtes som små og ikke indbyrdes forbundne, bør have en tilgængelig intern kapital, som i forhold til de specifikke risici, som de er eller kan blive eksponeret mod, er af en passende størrelse og kvalitet og er hensigtsmæssigt fordelt.

De kompetente myndigheder bør sikre, at investeringsselskaber har strategier og processer, som er tilstrækkelige til, at de kan vurdere og opretholde en tilstrækkelig intern kapital.

De kompetente myndigheder bør også kunne kræve, at små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber anvender lignende krav, hvis det er relevant.

(21) Tilsynskontrol- og vurderingsbeføjelser bør fortsat være et vigtigt reguleringsredskab, som gør det muligt for de kompetente myndigheder at vurdere kvalitative elementer, herunder intern ledelse og kontrol og risikostyringsprocesser og -procedurer, og om nødvendigt fastsætte yderligere krav, herunder navnlig kapitalgrundlags- og likviditetskrav, navnlig for investeringsselskaber, der ikke betragtes som små og ikke indbyrdes forbundne, og hvor den kompetente myndighed også anser det for berettiget og hensigtsmæssigt for små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber.

(22) Princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi er nedfældet i artikel 157 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

Dette princip bør anvendes på en konsekvent måde af investeringsselskaber.

For at tilpasse aflønningen til investeringsselskabers risikoprofil og sikre lige vilkår bør investeringsselskaber være underlagt klare principper med hensyn til ordninger for virksomhedsledelse og regler om aflønning, som er kønsneutrale, og som tager højde for forskellene mellem kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Nævnte regler bør dog ikke finde anvendelse på små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber, da bestemmelserne om aflønning og virksomhedsledelse i direktiv 2014/65/EU er tilstrækkelig omfattende for disse typer af investeringsselskaber.

(23) Ligeledes viste Kommissionens rapport af 28. juli 2016 om vurdering af aflønningsreglerne i henhold til direktiv 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 575/2013, at kravene om udskydelse og udbetaling i instrumenter som omhandlet i direktiv 2013/36/EU ikke er hensigtsmæssige for små og ikke komplekse investeringsselskaber eller for personale med variabel aflønning i et begrænset omfang.

Klare, konsekvente og harmoniserede kriterier for udpegning af investeringsselskaber og enkeltpersoner, som er undtaget fra disse krav, er nødvendige for at sikre tilsynskonvergens og lige vilkår.

I betragtning af højtlønnedes vigtige rolle med hensyn til at styre investeringsselskabers virksomhed og langsigtede resultater bør der sikres effektivt tilsyn med aflønningspraksis og -tendenser vedrørende højtlønnede.

De kompetente myndigheder bør derfor kunne overvåge aflønningen af højtlønnede.

(24) Det er også hensigtsmæssigt at give investeringsselskaber en vis fleksibilitet med hensyn til den måde, hvorpå investeringsselskaber anvender ikkelikvide instrumenter til at udbetale variabel aflønning, forudsat at sådanne instrumenter er effektive med hensyn til at nå målet om at tilpasse personalets interesser til interesserne hos forskellige interessenter som f.eks. aktionærer og kreditorer og bidrager til at tilpasse den variable aflønning til investeringsselskabets risikoprofil.

(25) Investeringsselskabers indtægter i form af gebyrer, provisioner og andre indtægter i forbindelse med levering af forskellige investeringsservices er meget volatile.

Begrænsning af aflønningens variable komponent til en andel af aflønningens faste komponent ville påvirke investeringsselskabets evne til at reducere aflønningen i perioder med reducerede indtægter og kan føre til en stigning i investeringsselskabers faste omkostningsgrundlag med deraf følgende risici for investeringsselskabets evne til at stå imod i perioder med økonomisk nedgang eller faldende indtægter.

For at undgå disse risici bør ikkesystemiske investeringsselskaber ikke pålægges et enkelt maksimalt forhold mellem aflønningens variable og faste komponenter.

Sådanne investeringsselskaber bør i stedet selv fastsætte passende forhold.

Dette direktiv bør imidlertid ikke udelukke medlemsstater fra at indføre gennemførelsesforanstaltninger i national lovgivning, som er beregnet til at underlægge investeringsselskaber strengere krav med hensyn til det maksimale forhold mellem aflønningens variable og faste komponenter.

Dette direktiv bør desuden ikke forhindre medlemsstaterne i at pålægge alle eller specifikke typer af investeringsselskaber et sådant maksimalt forhold.

(26) Dette direktiv bør ikke forhindre medlemsstaterne i at anlægge en strengere tilgang med hensyn til aflønning, når investeringsselskaber modtager ekstraordinær offentlig finansiel støtte.

(27) Der anvendes forskellige ledelsesstrukturer i de forskellige medlemsstater.

I de fleste tilfælde anvendes der en en- eller tostrenget ledelsesstruktur.

Definitionerne fastsat i dette direktiv sigter mod at omfatte alle eksisterende strukturer uden at give udtryk for en præference for nogen af dem.

Definitionerne er rent funktionelle og har til formål at fastsætte regler med henblik på et bestemt resultat, uanset hvilken national selskabsret der finder anvendelse på et institut i de enkelte medlemsstater.

Definitionerne bør derfor ikke gribe ind i den almindelige kompetencefordeling i overensstemmelse med national selskabsret.

(28) Ledelsesorganer bør forstås som organer, der har en ledelsesfunktion og en tilsynsfunktion.

Ledelsesorganers beføjelser og struktur afviger fra medlemsstat til medlemsstat.

I medlemsstater, hvor ledelsesorganer har en enstrenget struktur, udfører et enkelt ledelsesorgan sædvanligvis ledelses- og tilsynsopgaver.

I medlemsstater med et tostrenget system varetages tilsynsfunktionen af et separat tilsynsorgan, som ikke har nogen ledelsesfunktioner, og ledelsesfunktionen varetages af en separat ledelsesenhed, som er ansvarlig for og står til regnskab for selskabets daglige ledelse.

I overensstemmelse hermed tildeles forskellige enheder inden for ledelsesorganet separate opgaver.

(29) Som reaktion på de voksende krav fra borgerne om skattemæssig gennemsigtighed og for at fremme investeringsselskabers samfundsansvar er det passende at kræve, at investeringsselskaber, medmindre de betragtes som små og ikke indbyrdes forbundne, hvert år afgiver visse oplysninger, herunder oplysninger om fortjeneste, betalt skat og eventuelle offentlige tilskud, som de har modtaget.

(30) Den tilsynsmæssige konsolideringsmetode, som der stilles krav om i forordning (EU) 2019/2033, bør for koncerner udelukkende bestående af investeringsselskaber ledsages af en koncernkapitaltest for enklere koncernstrukturer for at tage højde for risici, som vedrører koncerner udelukkende bestående af investeringsselskaber.

Den koncerntilsynsførendes afgørelse bør dog i begge tilfælde baseres på de samme principper, som finder anvendelse i tilfælde af tilsyn på konsolideret niveau i henhold til direktiv 2013/36/EU.

For at sikre et ordentligt samarbejde bør koordineringsforanstaltningers centrale elementer og navnlig oplysningskrav i nødsituationer eller samarbejds- og koordineringsordninger svare til de centrale koordineringselementer, der anvendes i forbindelse med det fælles regelsæt for kreditinstitutter.

(31) Kommissionen bør kunne forelægge Rådet henstillinger vedrørende forhandlinger om aftaler mellem Unionen og tredjelande om praktisk udøvelse af tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten for investeringsselskaber, hvis moderselskaber er etableret i tredjelande, og for investeringsselskaber, der driver forretning i tredjelande, og hvis moderselskaber er etableret i Unionen.

Desuden bør medlemsstaterne og EBA også kunne indgå samarbejdsaftaler med tredjelande om udførelse af deres tilsynsopgaver.

(32) For at garantere retssikkerheden og undgå overlapninger mellem den nuværende tilsynsramme, som finder anvendelse på både kreditinstitutter og investeringsselskaber, og dette direktiv bør forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU ændres for at lade investeringsselskaber udgå af deres anvendelsesområde.

Investeringsselskaber, som er en del af en bankkoncern, bør dog fortsat være underlagt de bestemmelser i forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU, som er relevante for bankkoncernen, f.eks. bestemmelserne om konsolideringsregler, der er fastsat i artikel 11-24 i forordning (EU) nr. 575/2013, og bestemmelserne om mellemliggende moderselskab i Unionen som omhandlet i artikel 21b i direktiv 2013/36/EU.

(33) Det er nødvendigt at præcisere, hvilke skridt virksomheder skal tage for at kontrollere, om de er omfattet af definitionen af et kreditinstitut, jf. artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013, og derfor skal have tilladelse som et kreditinstitut.

Da visse investeringsselskaber allerede udfører de aktiviteter, der er anført i afsnit A, punkt 3) og 6), i bilag I til direktiv 2014/65/EU, er det også nødvendigt at sikre klarhed vedrørende fortsat tilladelse til disse aktiviteter.

Det er især vigtigt, at de kompetente myndigheder sikrer, at overgangen fra den nuværende ramme til den nye giver tilstrækkelig reguleringsmæssig sikkerhed for investeringsselskaber.

(34) For at sikre effektivt tilsyn er det vigtigt, at virksomheder, som opfylder betingelserne i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013, ansøger om tilladelse som kreditinstitut.

De kompetente myndigheder bør derfor have mulighed for at pålægge virksomheder, som ikke ansøger om nævnte tilladelse, sanktioner.

(35) Ændringen af definitionen af »kreditinstitut« i forordning (EU) nr. 575/2013 ved forordning (EU) 2019/2033 fra sidstnævntes ikrafttræden kan omfatte investeringsselskaber, som allerede driver forretning på grundlag af en tilladelse, der er udstedt i overensstemmelse med direktiv 2014/65/EU.

Nævnte virksomheder bør have lov til at fortsætte med at drive forretning på grundlag af deres tilladelse som investeringsselskab, indtil der gives tilladelse som kreditinstitut.

Disse investeringsselskaber bør indgive en ansøgning om tilladelse som kreditinstitut, senest når gennemsnittet af deres samlede månedlige aktiver svarer til eller overstiger en af de i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013 omhandlede tærskler i en periode på 12 på hinanden følgende måneder.

Hvis investeringsselskaber opfylder en af de i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013 omhandlede tærskler på datoen for dette direktivs ikrafttræden, bør gennemsnittet af deres samlede månedlige aktiver beregnes under hensyntagen til de 12 på hinanden følgende måneder, der går forud for denne dato.

Disse investeringsselskaber bør søge om tilladelse som kreditinstitut inden for et år og en dag fra dette direktivs ikrafttræden.

(36) Ændringen af definitionen af »kreditinstitut« i forordning (EU) nr. 575/2013 ved forordning (EU) 2019/2033 kan også få indvirkning på virksomheder, som allerede har ansøgt om tilladelse som investeringsselskaber i henhold til direktiv 2014/65/EU, og hvis ansøgning stadig er under behandling.

Sådanne ansøgninger bør overføres til de i henhold til direktiv 2013/36/EU kompetente myndigheder og behandles i overensstemmelse med tilladelsesbestemmelserne i nævnte direktiv, hvis virksomhedernes forventede samlede aktiver svarer til eller overstiger en af tærsklerne i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013.

(37) De i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013 omhandlede virksomheder bør desuden være omfattet af alle kravene om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut i afsnit III i direktiv 2013/36/EU, herunder bestemmelserne om inddragelse af tilladelse i overensstemmelse med artikel 18 i nævnte direktiv.

Nævnte direktivs artikel 18 bør dog ændres for at sikre, at de kompetente myndigheder også har mulighed for at inddrage den tilladelse, som er givet til et kreditinstitut, når kreditinstituttet udelukkende bruger sin tilladelse til at udøve de i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013 omhandlede aktiviteter og i en periode på fem på hinanden følgende år har gennemsnitlige samlede aktiver, der ligger under de i nævnte litra fastsatte tærskler.

(38) I henhold til artikel 39 i direktiv 2014/65/EU er tredjelandsselskaber, som leverer finansielle tjenesteydelser i Unionen, omfattet af nationale ordninger, som kan kræve etablering af en filial i en medlemsstat.

For at lette den regelmæssige overvågning og vurdering af de aktiviteter, som tredjelandsselskaber udfører gennem filialer i Unionen, bør de kompetente myndigheder underrettes om størrelsen og omfanget af de tjenester og aktiviteter, der ydes og udføres gennem filialer på deres område.

(39) Specifikke krydshenvisninger i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF

, 2011/61/EU

og 2014/59/EU

til bestemmelser i forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU, som ikke længere finder anvendelse på investeringsselskaber fra datoen for anvendelse af nærværende direktiv og af forordning (EU) 2019/2033, bør læses som henvisninger til de tilsvarende bestemmelser i nærværende direktiv og i forordning (EU) 2019/2033.

(40) EBA har i samarbejde med ESMA udarbejdet en rapport, som er baseret på en grundig baggrundsanalyse, dataindsamling og høringer om en skræddersyet tilsynsordning for alle ikkesystemiske investeringsselskaber, og som fungerer som grundlag for de reviderede tilsynsmæssige rammer for investeringsselskaber.

(41) For at sikre en harmoniseret anvendelse af dette direktiv bør EBA udarbejde reguleringsmæssige tekniske standarder, der yderligere præciserer kriterierne for at lade visse investeringsselskaber være omfattet af forordning (EU) nr. 575/2013, præciserer hvilke oplysninger de kompetente myndigheder i hjemlande og i værtslande bør udveksle i forbindelse med tilsyn, fastsætter, hvordan investeringsselskaber bør vurdere omfanget af deres aktiviteter med henblik på interne ledelseskrav, og navnlig vurderer, hvorvidt de udgør små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber.

Reguleringsmæssige tekniske standarder bør også præcisere, de kategorier af medarbejdere hvis arbejde har væsentlig indvirkning på selskabers risikoprofil med henblik på aflønningsbestemmelser, og hvilke hybride kernekapitalinstrumenter og supplerende kapitalinstrumenter der betragtes som variabel aflønning.

Endelig bør reguleringsmæssige tekniske standarder præcisere elementerne til vurdering af specifikke likviditetsrisici, de kompetente myndigheders anvendelse af yderligere kapitalgrundlagskrav og tilsynskollegiernes funktion.

Kommissionen bør supplere dette direktiv ved at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, som EBA udarbejder, ved delegerede retsakter i henhold til artikel 290 i TEUF og i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

Kommissionen og EBA bør sikre, at disse standarder kan anvendes af alle de berørte investeringsselskaber på en måde, som står i et rimeligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af de pågældende investeringsselskaber og deres virksomhed.

(42) Kommissionen bør også tillægges beføjelse til at vedtage gennemførelsesmæssige tekniske standarder udarbejdet af EBA for udveksling af oplysninger mellem kompetente myndigheder og offentliggørelseskrav for kompetente myndigheder og gennemførelsesmæssige tekniske standarder udarbejdet af EBA ved gennemførelsesretsakter i henhold til artikel 291 i TEUF og i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1093/2010 og artikel 15 i forordning (EU) nr. 1095/2010.

(43) For at sikre ensartet anvendelse af dette direktiv og for at tage hensyn til udviklingen på de finansielle markeder bør beføjelsen til vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF, for at supplere dette direktiv ved at præcisere definitionerne i dette direktiv, investeringsselskabers vurderinger af intern kapital og risiko samt de kompetente myndigheders tilsynskontrol- og vurderingsbeføjelser.

Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning

.

For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelsen af delegerede retsakter.

(44) Målet for dette direktiv, nemlig at opstille en effektiv og forholdsmæssig tilsynsramme for at sikre, at investeringsselskaber, som har tilladelse til at drive virksomhed i Unionen, kan fungere på et robust finansielt grundlag og ledes på en velordnet måde, herunder i deres kunders bedste interesse, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dets omfang og virkninger bedre nås på EU-plan;

Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union.

I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(45) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter

har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter.

I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV

AFSNIT I

GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER

Artikel 1

Genstand

Dette direktiv fastsætter regler vedrørende

Artikel 2

Anvendelsesområde

1.

Dette direktiv finder anvendelse på investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse og underlagt tilsyn i henhold til direktiv 2014/65/EU.

2.

Uanset stk. 1 finder afsnit IV og V i dette direktiv ikke anvendelse på investeringsselskaber omhandlet i artikel 1, stk. 2 og 5, i forordning (EU) 2019/2033, som underlægges tilsyn med hensyn til opfyldelse af de tilsynsmæssige krav i afsnit VII og VIII i direktiv 2013/36/EU i overensstemmelse med artikel 1, stk. 2, andet afsnit, i forordning (EU) 2019/2033.

Artikel 3

Definitioner

1.

I dette direktiv forstås ved

1) »accessorisk servicevirksomhed«: en virksomhed, hvis hovedaktivitet består i besiddelse og forvaltning af fast ejendom, forvaltning af databehandlingsydelser eller en lignende aktivitet, der har accessorisk karakter i forhold til et eller flere investeringsselskabers hovedaktivitet

2) »tilladelse«: meddelelse af tilladelse til et investeringsselskab i overensstemmelse med artikel 5 i direktiv 2014/65/EU

3) »filial«: en filial som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 30), i direktiv 2014/65/EU

4) »tætte forbindelser«: tætte forbindelser som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 35), i direktiv 2014/65/EU

5) »kompetent myndighed«: en offentlig myndighed eller et offentligt organ i en medlemsstat, som er officielt anerkendt og ved national ret tillagt beføjelse til at føre tilsyn med investeringsselskaber i overensstemmelse med dette direktiv som led i den gældende tilsynsordning i den pågældende medlemsstat

6) »råvare- og emissionskvotehandler«: en råvare- og emissionskvotehandler som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 150), i forordning (EU) nr. 575/2013

7) »kontrol«: forholdet mellem en modervirksomhed og en dattervirksomhed som beskrevet i artikel 22 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU

eller i de regnskabsstandarder, som investeringsselskaber er omfattet af i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002

, eller et lignende forhold mellem en fysisk eller juridisk person og en virksomhed

8) »overholdelse af koncernkapitaltest«: et moderselskab i en investeringsselskabskoncerns opfyldelse af kravene i artikel 8 i forordning (EU) 2019/2033

9) »kreditinstitut«: et kreditinstitut som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning (EU) nr. 575/2013

10) »derivater«: derivater som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 29), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014

11) »finansieringsinstitut«: et finansieringsinstitut som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 14), i forordning (EU) 2019/2033

12) »kønsneutral aflønningspolitik«: kønsneutral aflønningspolitik som defineret i artikel 3, stk. 1, nr. 65), i direktiv 2013/36/EU som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/878

13) »koncern«: en koncern som defineret i artikel 2, nr. 11), i direktiv 2013/34/EU

14) »konsolideret situation«: en konsolideret situation som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 11), i forordning (EU) 2019/2033

15) »koncerntilsynsførende«: en kompetent myndighed med ansvar for tilsyn med, om moderinvesteringsselskaber i Unionen og investeringsselskaber, som kontrolleres af moderinvesteringsholdingselskaber i Unionen eller blandede finansielle moderholdingselskaber i Unionen, overholder koncernkapitaltesten

16) »hjemland«: et hjemland som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 55), litra a), i direktiv 2014/65/EU

17) »værtsland«: et værtsland som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 56), i direktiv 2014/65/EU

(18) »startkapital«: den kapital, der kræves med henblik på tilladelse som et investeringsselskab, og hvis størrelse og type er angivet i artikel 9 og 11

19) »investeringsselskab«: et investeringsselskab som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i direktiv 2014/65/EU

20) »investeringsselskabskoncern«: en investeringsselskabskoncern som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 25), i forordning (EU) 2019/2033

21) »investeringsholdingselskab«: et investeringsholdingselskab som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 23), i forordning (EU) 2019/2033

22) »investeringsservice og -aktiviteter«: investeringsservice og -aktiviteter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 2), i direktiv 2014/65/EU

23) »ledelsesorgan«: et ledelsesorgan som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 36), i direktiv 2014/65/EU

24) »ledelsesorgan i dets tilsynsfunktion«: ledelsesorgan, der handler i sin funktion med kontrol og overvågning af ledelsens beslutningstagning

25) »blandet finansielt holdingselskab«: et blandet finansielt holdingselskab som defineret i artikel 2, nr. 15), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF

26) »blandet holdingselskab«: et moderselskab, bortset fra et finansielt holdingselskab, et investeringsholdingselskab, et kreditinstitut, et investeringsselskab eller et blandet finansielt holdingselskab som omhandlet i direktiv 2002/87/EF, hvis datterselskaber omfatter mindst ét investeringsselskab

27) »øverste ledelse«: øverste ledelse som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 37), i direktiv 2014/65/EU

28) »moderselskab«: et moderselskab som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 32), i direktiv 2014/65/EU

29) »datterselskab«: et datterselskab som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 33), i direktiv 2014/65/EU

30) »systemisk risiko«: systemisk risiko som defineret i artikel 3, stk. 1, nr. 10), i direktiv 2013/36/EU

31) »moderinvesteringsselskab i Unionen«: et moderinvesteringsselskab i Unionen som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 56), i forordning (EU) 2019/2033

32) »moderinvesteringsholdingselskab i Unionen«: et moderinvesteringsholdingselskab i Unionen som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 57), i forordning (EU) 2019/2033

33) »blandet finansielt moderholdingselskab i Unionen«: et blandet finansielt moderholdingselskab i Unionen som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 58), i forordning (EU) 2019/2033.

2.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 58 for at supplere dette direktiv ved at præcisere definitionerne fastsat i stk. 1 med henblik på

a) at sikre ensartet anvendelse af dette direktiv

b) i forbindelse med anvendelsen af dette direktiv at tage hensyn til udviklingen på finansmarkederne.

AFSNIT II

KOMPETENTE MYNDIGHEDER

Artikel 4

Udpegning af kompetente myndigheder og deres beføjelser

1.

Medlemsstaterne udpeger en eller flere kompetente myndigheder til at varetage de i dette direktiv og forordning (EU) 2019/2033 omhandlede funktioner og opgaver.

Medlemsstaterne underretter Kommissionen, EBA og ESMA om nævnte udpegning, og hvis der er tale om mere end én kompetent myndighed, om de enkelte kompetente myndigheders funktioner og opgaver.

2.

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder fører tilsyn med investeringsselskabers og, hvis det er relevant, investeringsholdingselskabers og blandede finansielle holdingselskabers aktiviteter for at kunne vurdere, om de opfylder kravene i dette direktiv og forordning (EU) 2019/2033.

3.

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har alle de nødvendige beføjelser, herunder beføjelse til at foretage kontrol på stedet i overensstemmelse med artikel 14, til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at kunne vurdere, om investeringsselskaber og, hvis det er relevant, investeringsholdingselskaber og blandede finansielle holdingselskaber opfylder kravene i dette direktiv og forordning (EU) 2019/2033, og kunne undersøge eventuel manglende opfyldelse af disse krav.

4.

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har den ekspertise, de ressourcer, den operationelle kapacitet, de beføjelser og den uafhængighed, der kræves for at kunne varetage funktionerne vedrørende det tilsyn, de undersøgelser og de sanktioner, der er fastsat i dette direktiv.

5.

Medlemsstaterne stiller krav om, at investeringsselskaber giver deres kompetente myndigheder alle de oplysninger, der er nødvendige for at kunne vurdere, om investeringsselskaberne overholder de nationale bestemmelser, som gennemfører dette direktiv, og forordning (EU) 2019/2033.

Investeringsselskabers interne kontrolmekanismer og administrative og regnskabsmæssige procedurer skal gøre det muligt for de kompetente myndigheder til enhver tid at kunne kontrollere, om de overholder disse bestemmelser.

6.

Medlemsstaterne sikrer, at investeringsselskaber registrerer alle deres transaktioner og dokumenterer de systemer og processer, som er omfattet af dette direktiv og forordning (EU) 2019/2033, på en sådan måde, at de kompetente myndigheder til enhver tid kan vurdere, om selskaberne overholder de nationale bestemmelser, som gennemfører dette direktiv, og forordning (EU) 2019/2033.

Artikel 5

De kompetente myndigheders skønsbeføjelser til at pålægge visse investeringsselskaber kravene i forordning (EU) nr. 575/2013

1.

De kompetente myndigheder kan beslutte at anvende kravene i forordning (EU) nr. 575/2013 i medfør af artikel 1, stk. 2, første afsnit, litra c), i forordning (EU) 2019/2033 på et investeringsselskab, der udøver enhver af de aktiviteter, der er anført i afsnit A, punkt 3) og 6), i bilag I til direktiv 2014/65/EU, hvis den samlede værdi af investeringsselskabets konsoliderede aktiver udgør eller overstiger 5 mia. EUR beregnet som et gennemsnit for de foregående 12 måneder, og hvor et eller flere af følgende kriterier er opfyldt

2.

Stk. 1 finder ikke anvendelse på råvare- eller emissionskvotehandlere, kollektive investeringsordninger eller forsikringsselskaber.

3.

Hvis en kompetent myndighed træffer afgørelse om at anvende kravene i forordning (EU) nr. 575/2013 på et investeringsselskab i henhold til stk. 1, skal dette investeringsselskab underlægges tilsyn med hensyn til opfyldelse af de tilsynsmæssige krav i afsnit VII og VIII i direktiv 2013/36/EU.

4.

Hvis en kompetent myndighed træffer afgørelse om at tilbagekalde en afgørelse truffet i henhold til stk. 1, underretter den omgående investeringsselskabet.

Enhver afgørelse truffet af en kompetent myndighed i overensstemmelse med stk. 1 ophører med at finde anvendelse, hvis et investeringsselskab ikke længere når den tærskel, der er omhandlet i det pågældende stykke, beregnet for en periode på 12 på hinanden følgende måneder.

5.

De kompetente myndigheder orienterer omgående EBA om enhver afgørelse, der er træffes i henhold til stk. 1, 3 og 4.

6.

EBA udarbejder i samråd med ESMA udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på yderligere at præcisere kriterierne i stk. 1, litra a) og b), og sikrer konsekvent anvendelse heraf.

EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 26. december 2020.

Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i andet afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

Artikel 6

Samarbejde i en medlemsstat

1.

De kompetente myndigheder samarbejder tæt med de offentlige myndigheder eller organer, som i deres medlemsstat er ansvarlige for at føre tilsyn med kreditinstitutter og finansieringsinstitutter.

Medlemsstaterne stiller krav om, at disse kompetente myndigheder og offentlige myndigheder eller organer straks udveksler alle oplysninger, der er afgørende eller relevante for varetagelsen af deres funktioner og opgaver.

2.

Kompetente myndigheder, som er forskellige fra de myndigheder, der er udpeget i overensstemmelse med artikel 67 i direktiv 2014/65/EU, indfører en mekanisme til samarbejde med nævnte myndigheder og til udveksling af alle oplysninger, der er relevante for varetagelsen af deres respektive funktioner og opgaver.

Artikel 7

Samarbejde inden for Det Europæiske Finanstilsynssystem

1.

De kompetente myndigheder tager under varetagelsen af deres opgaver hensyn til konvergens af tilsynsredskaber og tilsynspraksis i forbindelse med anvendelsen af de retlige bestemmelser, der er vedtaget i henhold til dette direktiv og forordning (EU) 2019/2033.

2.

Medlemsstaterne sikrer, at

a) de kompetente myndigheder som parter i ESFS samarbejder i tillid og fuld gensidig respekt, navnlig når de sikrer en udveksling af relevante, pålidelige og udtømmende oplysninger mellem sig selv og de andre parter i ESFS

b) de kompetente myndigheder deltager i EBA's aktiviteter og, alt efter hvad der er relevant, i de tilsynskollegier, der er omhandlet i dette direktivs artikel 48 og i artikel 116 i direktiv 2013/36/EU

c) de kompetente myndigheder udfolder alle bestræbelser for at sikre overholdelse af de retningslinjer og henstillinger, som EBA har udstedt i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010, og reagere på de advarsler og henstillinger, som Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB) har rettet i henhold til artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1092/2010

d) de kompetente myndigheder samarbejder tæt med ESRB

e) de opgaver og beføjelser, der er tildelt de kompetente myndigheder, ikke forhindrer dem i at udføre deres opgaver som medlemmer af EBA eller af ESRB eller i medfør af dette direktiv og forordning (EU) 2019/2033.

Artikel 8

EU-dimensionen af tilsyn

De kompetente myndigheder i hver medlemsstat tager ved udførelsen af deres generelle opgaver behørigt hensyn til den potentiel indvirkning, som deres beslutninger kan have på stabiliteten i det finansielle system i andre berørte medlemsstater samt i Unionen som helhed, navnlig i nødsituationer, på grundlag af de oplysninger, der er til rådighed på det pågældende tidspunkt.

AFSNIT III

STARTKAPITAL

Artikel 9

Startkapital

1.

Investeringsselskaber skal i henhold til artikel 15 i direktiv 2014/65/EU for at få meddelt tilladelse til at yde enhver investeringsservice eller udøve enhver investeringsaktivitet, der er anført i afsnit A, punkt 3) og 6), i bilag I til direktiv 2014/65/EU, have en startkapital på 750 000 EUR.

2.

Investeringsselskaber skal i henhold til artikel 15 i direktiv 2014/65/EU for at få meddelt tilladelse til at yde enhver investeringsservice eller udøve enhver investeringsaktivitet, der er anført i afsnit A, punkt 1), 2), 4), 5) og 7), i bilag I til direktiv 2014/65/EU, uden at have tilladelse til at opbevare hverken kunders penge eller værdipapirer, have en startkapital på 75 000 EUR.

3.

Andre investeringsselskaber end de i nærværende artikels stk. 1, 2 og 4 omhandlede skal henhold til artikel 15 i direktiv 2014/65/EU have en startkapital på 150 000 EUR.

4.

Investeringsselskaber med tilladelse til at yde den investeringsservice eller udøve de investeringsaktiviteter, der er anført i afsnit A, punkt 9), i bilag I til direktiv 2014/65/EU, skal have en startkapital på 750 000 EUR, hvis disse investeringsselskaber handler eller har tilladelse til at handle for egen regning.

Artikel 10

Henvisninger til startkapital i direktiv 2013/36/EU

Henvisninger i andre EU-retsakter til startkapitalens størrelse som fastsat i direktiv 2013/36/EU læses fra den 26. juni 2021 som henvisninger til startkapitalens størrelse som fastsat i nærværende direktivs artikel 9 på følgende måde

Artikel 11

Startkapitalens sammensætning

Investeringsselskabers startkapital sammensættes i overensstemmelse med artikel 9 i forordning (EU) 2019/2033.

AFSNIT IV

TILSYN

KAPITEL 1

Principper for tilsyn

Afdeling 1

Hjemlandes og værtslandes beføjelser og opgaver

Artikel 12

Hjemlandets og værtslandets kompetente myndigheders beføjelser

Ansvaret for tilsyn med investeringsselskaber påhviler hjemlandets kompetente myndigheder;

dette berører ikke de bestemmelser i dette direktiv, der pålægger værtslandets kompetente myndigheder et ansvar.

Artikel 13

Samarbejde mellem kompetente myndigheder i forskellige medlemsstater

1.

De kompetente myndigheder i de forskellige medlemsstater samarbejder tæt med henblik på at varetage deres opgaver i henhold til dette direktiv og forordning (EU) 2019/2033, navnlig ved uden ophold at udveksle oplysninger om investeringsselskaber, herunder

2.

De kompetente myndigheder i hjemlandet meddeler straks de kompetente myndigheder i værtslandet oplysninger og resultater vedrørende eventuelle problemer og risici, som et investeringsselskab udgør med hensyn til kundebeskyttelse eller det finansielle systems stabilitet i værtslandet, og som de har konstateret i forbindelse med tilsyn med investeringsselskabets aktiviteter.

3.

De kompetente myndigheder i hjemlandet reagerer på oplysninger, som de kompetente myndigheder i værtslandet meddeler, ved at træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at afværge eller afhjælpe eventuelle problemer og risici, jf. stk. 2.

De kompetente myndigheder i hjemlandet redegør efter anmodning udførligt over for de kompetente myndigheder i værtslandet, hvordan de har taget hensyn til de oplysninger og resultater, som de kompetente myndigheder i værtslandet har meddelt.

4.

Hvis de kompetente myndigheder i værtslandet efter meddelelse af de oplysninger og resultater, der er omhandlet i stk. 2, er af den opfattelse, at de kompetente myndigheder i hjemlandet ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 3, kan de kompetente myndigheder i værtslandet efter at have underrettet de kompetente myndigheder i hjemlandet og EBA og ESMA træffe relevante foranstaltninger for at beskytte kunder, til hvilke der ydes services, eller det finansielle systems stabilitet.

De kompetente myndigheder kan indbringe sager for EBA, hvor en anmodning om samarbejde, navnlig en anmodning om at udveksle oplysninger, er blevet afvist eller ikke er blevet imødekommet inden for en rimelig frist.

Uden at det berører artikel 258 i TEUF, kan EBA i sådanne sager handle inden for rammerne af de beføjelser, som den er tillagt i henhold til artikel 19 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

EBA kan også på eget initiativ i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i nævnte forordning bistå de kompetente myndigheder med at nå til enighed om udveksling af oplysninger i henhold til nærværende artikel.

5.

Hvis de kompetente myndigheder i hjemlandet er uenige i de foranstaltninger, som de kompetente myndigheder i værtslandet træffer, kan de indbringe sagen for EBA, som handler efter proceduren i artikel 19 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

Når EBA handler i overensstemmelse med nævnte artikel, træffer den afgørelse inden for en måned.

6.

Med henblik på at vurdere betingelsen i artikel 23, stk. 1, første afsnit, litra c), i forordning (EU) 2019/2033 kan den kompetente myndighed i et investeringsselskabs hjemland anmode den kompetente myndighed i et clearingmedlems hjemland om oplysninger vedrørende den margenmodel og de parametre, der er anvendt ved beregning af det pågældende investeringsselskabs margenkrav.

7.

EBA udarbejder i samråd med ESMA udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, der præciserer kravene til den type og art oplysninger, som er omhandlet i stk. 1 og 2.

Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

8.

EBA udarbejder i samråd med ESMA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for at fastlægge standardformularer, ‐modeller og ‐procedurer til brug for kravene vedrørende udveksling af oplysninger med henblik på at lette tilsynet med investeringsselskaber.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

9.

EBA forelægger senest den 26. juni 2021 Kommissionen de i stk. 7 og 8 omhandlede udkast til tekniske standarder.

Artikel 14

Kontrol på stedet og undersøgelsesbesøg hos filialer etableret i en anden medlemsstat

1.

Hvis et investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i en anden medlemsstat, udøver virksomhed gennem en filial, sikrer værtslandet, at hjemlandets kompetente myndigheder efter meddelelse herom til værtslandets kompetente myndigheder selv eller gennem mellemmænd, som de bemyndiger hertil, foretager kontrol på stedet af de oplysninger, der er omhandlet i artikel 13, stk. 1, og undersøger sådanne filialer.

2.

De kompetente myndigheder i værtslandet har med henblik på tilsyn, og hvis de finder det relevant af hensyn til stabiliteten i det finansielle system i værtslandet, beføjelse til i enkelttilfælde at foretage kontrol på stedet og undersøgelser af de aktiviteter, som filialer af investeringsselskaber udøver på deres område, og kræve oplysninger fra en filial om dens aktiviteter.

Forud for sådan kontrol og sådanne undersøgelser hører værtslandets kompetente myndigheder straks de kompetente myndigheder i hjemlandet.

Så hurtigt som muligt efter nævnte kontrol og undersøgelser meddeler de kompetente myndigheder i værtslandet de kompetente myndigheder i hjemlandet de indhentede oplysninger og undersøgelsesresultater, som er relevante for risikovurderingen af det pågældende investeringsselskab.

Afdeling 2

Tavshedspligt og indberetningspligt

Artikel 15

Tavshedspligt og udveksling af fortrolige oplysninger

1.

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder og alle personer, der arbejder for eller har arbejdet for disse kompetente myndigheder, herunder de personer, der er omhandlet i artikel 76, stk. 1, i direktiv 2014/65/EU, er underlagt tavshedspligt med henblik på nærværende direktiv og forordning (EU) 2019/2033.

Fortrolige oplysninger, som sådanne kompetente myndigheder og personer modtager i forbindelse med deres hverv, må kun videregives i summarisk eller samlet form, forudsat at enkeltstående investeringsselskaber eller personer ikke kan identificeres, medmindre der er tale om tilfælde, der er omfattet af strafferet.

Hvis et investeringsselskab er erklæret konkurs eller er genstand for tvangslikvidation, kan fortrolige oplysninger, der ikke vedrører tredjemand, videregives under en civil retssag eller handelsretssag, hvis sådan videregivelse er nødvendig for at gennemføre denne retssag.

2.

De kompetente myndigheder anvender kun de fortrolige oplysninger, der er indsamlet, udvekslet eller fremsendt i henhold til dette direktiv og forordning (EU) 2019/2033, med henblik på at varetage deres opgaver, navnlig med henblik på

3.

Andre fysiske og juridiske personer og andre organer end de kompetente myndigheder, som modtager fortrolige oplysninger i henhold til dette direktiv og forordning (EU) 2019/2033, må kun anvende nævnte oplysninger til de formål, som den kompetente myndighed udtrykkeligt har fastsat, eller i overensstemmelse med national ret.

4.

De kompetente myndigheder kan udveksle fortrolige oplysninger med henblik på stk. 2, kan udtrykkeligt anføre, hvordan disse oplysninger skal behandles, og kan udtrykkeligt begrænse yderligere fremsendelse af oplysningerne.

5.

Den i stk. 1 omhandlede forpligtelse må ikke forhindre de kompetente myndigheder i at fremsende fortrolige oplysninger til Kommissionen, når oplysningerne er nødvendige for, at Kommissionen kan udøve sine beføjelser.

6.

De kompetente myndigheder kan give EBA, ESMA, ESRB, medlemsstaternes centralbanker, Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB) og Den Europæiske Centralbank i deres egenskab af pengepolitiske myndigheder og, hvis det er relevant, offentlige myndigheder, der er ansvarlige for at føre tilsyn med betalings- og afviklingssystemer, fortrolige oplysninger, hvis nævnte oplysninger er nødvendige, for at de kan udføre deres opgaver.

Artikel 16

Samarbejdsaftaler med tredjelande om udveksling af oplysninger

De kompetente myndigheder samt og EBA og ESMA kan i overensstemmelse med artikel 33 i forordning (EU) nr. 1093/2010 eller artikel 33 i forordning (EU) nr. 1095/2010, alt efter hvad der er relevant, med henblik på at udføre deres tilsynsopgaver i henhold til dette direktiv eller til forordning (EU) 2019/2033 og for at udveksle oplysninger indgå samarbejdsaftaler med tilsynsmyndighederne i tredjelande samt med myndigheder eller organer i tredjelande med ansvar for følgende opgaver, forudsat at de videregivne oplysninger er omfattet af en tavshedspligt, der mindst svarer til den tavshedspligt, som er fastsat i artikel 15 i dette direktiv

a) tilsyn med finansieringsinstitutter og finansielle markeder, herunder tilsyn med finansielle enheder, der har tilladelse til at drive virksomhed som central modpart, hvis centrale modparter er anerkendt i henhold til artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012

b) likvidation og konkursbehandling af investeringsselskaber og lignende procedurer

c) tilsyn med organer, der beskæftiger sig med likvidation og konkursbehandling af investeringsselskaber og lignende procedurer

d) lovpligtig revision af finansieringsinstitutter eller institutter, som forvalter garantiordninger

e) tilsyn med personer, der er ansvarlige for at foretage lovpligtig revision af finansieringsinstitutters regnskaber

f) tilsyn med personer, der er aktive på markeder for emissionskvoter, for at sikre en konsolideret oversigt over finansielle markeder og spotmarkeder

g) tilsyn med personer, der er aktive på markeder for landbrugsråvarederivater, for at sikre en konsolideret oversigt over finansielle markeder og spotmarkeder.

Artikel 17

Pligter for personer, der er ansvarlige for kontrol af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber

Medlemsstaterne fastsætter, at en person, der er bemyndiget i henhold Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF

, og som i et investeringsselskab udfører de hverv, der er beskrevet i artikel 73 i direktiv 2009/65/EF eller artikel 34 i direktiv 2013/34/EU, eller ethvert andet lovpligtigt hverv, har pligt til straks at foretage indberetning til de kompetente myndigheder om ethvert forhold eller enhver beslutning vedrørende nævnte investeringsselskab eller vedrørende en virksomhed, der har tætte forbindelser til dette investeringsselskab, og som

Afdeling 3

Sanktioner, undersøgelsesbeføjelser og klageadgang

Artikel 18

Administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger

1.

Uden at dette berører de kompetente myndigheders tilsynsbeføjelser som nævnt i dette direktivs afsnit IV, kapitel 2, afdeling 4, herunder undersøgelsesbeføjelser og beføjelser til at pålægge afhjælpende foranstaltninger, eller medlemsstaternes ret til at indføre og pålægge strafferetlige sanktioner, fastsætter medlemsstaterne regler om administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger og sikrer, at deres kompetente myndigheder har beføjelse til at pålægge sådanne sanktioner og foranstaltninger ved overtrædelser af nationale bestemmelser, der gennemfører dette direktiv, og forordning (EU) 2019/2033, herunder hvis et investeringsselskab

a) ikke råder over interne ledelsesordninger som omhandlet i artikel 26

b) i strid med artikel 54, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2019/2033 undlader at indberette oplysninger til de kompetente myndigheder om opfyldelse af forpligtelsen til at opfylde kapitalgrundlagskravene i nævnte forordnings artikel 11 eller giver ufuldstændige eller unøjagtige oplysninger

c) i strid med artikel 54, stk. 1, litra e), i forordning (EU) 2019/2033 undlader at indberette oplysninger til de kompetente myndigheder om koncentrationsrisiko eller giver ufuldstændige eller unøjagtige oplysninger

d) udsætter sig for en koncentrationsrisiko, som overstiger grænseværdierne i artikel 37 i forordning (EU) 2019/2033, jf. dog artikel 38 og 39 i nævnte forordning

e) i strid med artikel 43 i forordning (EU) 2019/2033 gentagne gange eller konsekvent undlader at besidde likvide aktiver, jf. dog artikel 44 i nævnte forordning

f) i strid med bestemmelserne i sjette del i forordning (EU) 2019/2033 undlader at afgive oplysninger eller afgiver ufuldstændige eller unøjagtige oplysninger

g) foretager udbetalinger til indehavere af instrumenter, der indgår i investeringsselskabets kapitalgrundlag, i tilfælde, hvor artikel 28, 52 eller 63 i forordning (EU) nr. 575/2013 forbyder sådanne udbetalinger til indehavere af instrumenter, der indgår i kapitalgrundlaget

h) er fundet ansvarligt for en alvorlig overtrædelse af nationale bestemmelser, der er vedtaget i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849

i) tillader en eller flere personer, der ikke overholder artikel 91 i direktiv 2013/36/EU, at blive eller forblive medlem af ledelsesorganet.

Fastsætter medlemsstaterne ikke bestemmelser om administrative sanktioner for overtrædelser, der er omfattet af national strafferet, meddeler de Kommissionen de relevante strafferetlige bestemmelser.

De administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

2.

De administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, som er omhandlet i stk. 1, første afsnit, skal omfatte følgende

Hvis det i første afsnit, litra d), omhandlede selskab er et datterselskab, er den relevante bruttoindkomst den bruttoindkomst, som fremgår af det øverste moderselskabs konsoliderede regnskab for det foregående regnskabsår.

Medlemsstaterne sikrer, at den kompetente myndighed i tilfælde af et investeringsselskabs overtrædelse af nationale bestemmelser, der gennemfører dette direktiv, eller bestemmelserne i forordning (EU) 2019/2033 kan anvende administrative sanktioner over for medlemmerne af ledelsesorganet og over for andre fysiske personer, som i henhold til national ret er ansvarlige for overtrædelsen.

3.

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder ved valget af arten af administrative sanktioner eller andre administrative foranstaltninger som omhandlet i stk. 1 og fastsættelse af størrelsen af administrative økonomiske sanktioner tager højde for alle relevante omstændigheder, herunder i givet fald

Artikel 19

Undersøgelsesbeføjelser

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har alle de informationsindsamlings- og undersøgelsesbeføjelser, som er nødvendige for, at de kan varetage deres opgaver, herunder

Artikel 20

Offentliggørelse af administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger

1.

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder på deres officielle websted uden ugrundet ophold offentliggør alle administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, der er pålagt i henhold til artikel 18, og som ikke er blevet appelleret eller ikke længere kan appelleres.

Denne offentliggørelse skal omfatte oplysninger om typen og arten af overtrædelsen og navnet på den fysiske eller juridiske person, som sanktionen pålægges, eller over for hvem foranstaltningen træffes.

Oplysningerne offentliggøres først, efter at nævnte person er blevet underrettet om sanktionerne eller foranstaltningerne, og kun i det omfang, at offentliggørelsen er nødvendig og forholdsmæssig.

2.

Når medlemsstater tillader offentliggørelse af administrative sanktioner eller andre administrative foranstaltninger, der er pålagt i henhold til artikel 18, og som er blevet appelleret, offentliggør de kompetente myndigheder også på deres officielle websted oplysninger om appelstatus og resultatet af appellen.

3.

I følgende tilfælde offentliggør de kompetente myndigheder de administrative sanktioner eller andre administrative foranstaltninger, som er pålagt i henhold til artikel 18, i anonymiseret form

4.

De kompetente myndigheder sikrer, at oplysninger, der offentliggøres i henhold til denne artikel, forbliver på deres officielle websted i mindst fem år.

Personoplysninger må kun beholdes på den kompetente myndigheds officielle websted, hvis det er tilladt i henhold til de gældende databeskyttelsesregler.

Artikel 21

Indberetning af sanktioner til EBA

De kompetente myndigheder underretter EBA om administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, der pålægges i henhold til artikel 18, om enhver appel vedrørende disse sanktioner og andre administrative foranstaltninger og om resultaterne heraf.

EBA opretholder udelukkende en central database over administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, der indberettes til den, med henblik på udveksling af oplysninger mellem kompetente myndigheder.

Kun de kompetente myndigheder og ESMA har adgang til databasen, og den skal ajourføres regelmæssigt og mindst hvert år.

EBA opretholder et websted med link til hver kompetent myndigheds offentliggørelse af administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger pålagt i overensstemmelse med artikel 18 og angiver, hvor længe hver medlemsstat offentliggør administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger.

Artikel 22

Indberetning af overtrædelser

1.

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder indfører effektive og pålidelige mekanismer for at muliggøre omgående indberetning af potentielle eller faktiske overtrædelser af nationale bestemmelser, der gennemfører dette direktiv, og forordning (EU) 2019/2033 til de kompetente myndigheder.

Disse mekanismer skal omfatte følgende

2.

Medlemsstaterne stiller krav om, at investeringsselskaber har passende procedurer, så deres ansatte kan indberette overtrædelser internt gennem en særlig uafhængig kanal.

Disse procedurer kan tilvejebringes af arbejdsmarkedets parter, forudsat at procedurerne sikrer samme beskyttelse som den i stk. 1, litra b), c) og d), omhandlede.

Artikel 23

Klageadgang

Medlemsstaterne sikrer, at afgørelser og foranstaltninger, der træffes i medfør af forordning (EU) 2019/2033 eller i medfør af love og administrative bestemmelser vedtaget i overensstemmelse med dette direktiv, kan påklages.

KAPITEL 2

Kontrolproces

Afdeling 1

Proces til vurdering af den interne kapitals tilstrækkelighed samt risiko

Artikel 24

Intern kapital og likvide aktiver

1.

Investeringsselskaber, der ikke opfylder betingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber fastsat i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033, skal have forsvarlige, effektive og omfattende ordninger, strategier og processer for løbende vurdering og opretholdelse af en intern kapital og likvide aktiver af en størrelse, type og fordeling, som de anser for tilstrækkelige til at dække arten og omfanget af de risici, som de kan udgøre for andre, og som investeringsselskaberne selv er eller kan blive eksponeret mod.

2.

De ordninger, strategier og processer, der er omhandlet i stk. 1, skal være passende og stå i et rimeligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af de pågældende investeringsselskabers virksomhed.

De skal underkastes regelmæssig intern kontrol.

De kompetente myndigheder kan anmode investeringsselskaber, der opfylder betingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber fastsat i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033, om at anvende kravene i nærværende artikel i det omfang, som de kompetente myndigheder finder hensigtsmæssigt.

Afdeling 2

Intern ledelse, gennemsigtighed, behandling af risici og aflønning

Artikel 25

Anvendelsesområde for denne afdeling

1.

Denne afdeling finder ikke anvendelse, hvis et investeringsselskab på grundlag af artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033 fastslår, at det opfylder alle betingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber fastsat heri.

2.

Hvis et investeringsselskab, der ikke har opfyldt alle betingelserne i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033, efterfølgende opfylder disse betingelser, ophører anvendelsen af denne afdeling efter en periode på seks måneder fra den dato, hvor disse betingelser er opfyldt.

Denne afdeling ophører kun med at finde anvendelse på et investeringsselskab efter denne periode, hvis investeringsselskabet i denne periode fortsat har opfyldt de betingelser, der er fastsat i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033, uden afbrydelse og har underrettet den kompetente myndighed herom.

3.

Hvis et investeringsselskab fastslår, at det ikke længere opfylder alle de betingelser, der er fastsat i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033, underretter det den kompetente myndighed og overholder bestemmelserne i denne afdeling senest 12 måneder efter den dato, hvor vurderingen fandt sted.

4.

Medlemsstaterne kræver, at investeringsselskaber anvender bestemmelserne i artikel 32 på aflønning for ydede tjenester eller resultater i regnskabsåret efter det regnskabsår, hvor den i stk. 3 nævnte vurdering fandt sted.

Når denne afdeling finder anvendelse, og artikel 8 i forordning (EU) 2019/2033 anvendes, sikrer medlemsstaterne, at denne afdeling anvendes på investeringsselskaber på individuelt niveau.

Når denne afdeling finder anvendelse, og artikel 7 i forordning (EU) 2019/2033 anvendes, sikrer medlemsstaterne, at denne afdeling anvendes på investeringsselskaber på individuelt og konsolideret niveau.

Uanset tredje afsnit finder denne afdeling ikke anvendelse på datterselskaber, der er medtaget i en konsolideret situation, og som er etableret i tredjelande, hvis moderselskabet i Unionen over for de kompetente myndigheder kan godtgøre, at anvendelse af denne afdeling er i strid med lovgivningen i det tredjeland, hvor disse datterselskaber er etableret.

Artikel 26

Intern ledelse

1.

Medlemsstaterne sikrer, at investeringsselskaber har robuste ledelsesordninger, herunder følgende

Den i første afsnit, litra d), omhandlede aflønningspolitik og ‐praksis skal være kønsneutral.

2.

Når de i stk. 1 omhandlede ordninger indføres, tages der hensyn til de kriterier, der er omhandlet i artikel 28-33.

3.

De i stk. 1 omhandlede ordninger skal være passende og stå i rimeligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af risiciene i forbindelse med investeringsselskabers forretningsmodel og aktiviteter.

4.

EBA udsteder i samråd med ESMA retningslinjer for anvendelse af de i stk. 1 omhandlede ledelsesordninger.

EBA udsteder i samråd med ESMA i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 retningslinjer for kønsneutrale aflønningspolitikker for investeringsselskaber.

Inden for to år efter datoen for offentliggørelse af disse retningslinjer udsender EBA på grundlag af de oplysninger, der indsamles af de kompetente myndigheder, en rapport om investeringsselskabers anvendelse af kønsneutrale aflønningspolitikker.

Artikel 27

Rapportering per land

1.

Medlemsstaterne stiller krav til investeringsselskaber, som har en filial eller et datterselskab, der er et finansieringsinstitut som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 26), i forordning (EU) nr. 575/2013, i en anden medlemsstat eller et andet tredjeland end den medlemsstat eller det tredjeland, hvor tilladelse til investeringsselskabet er meddelt, om på årsbasis at offentliggøre følgende oplysninger pr. medlemsstat og pr. tredjeland

2.

De oplysninger, der er nævnt i denne artikels stk. 1, revideres i overensstemmelse med direktiv 2006/43/EF og knyttes, når det er muligt, som bilag til årsregnskabet eller i givet fald det konsoliderede årsregnskab for det pågældende investeringsselskab.

Artikel 28

Ledelsesorganets rolle ved risikostyring

1.

Medlemsstaterne sikrer, at ledelsesorganet i et investeringsselskab godkender og regelmæssigt gennemgår strategier og politikker for investeringsselskabets risikovillighed og for styring, overvågning og begrænsning af risici, som investeringsselskabet er eller kan blive eksponeret mod, under hensyntagen til det makroøkonomiske miljø og investeringsselskabets forretningscyklus.

2.

Medlemsstaterne sikrer, at ledelsesorganet afsætter tilstrækkelig tid til at sikre korrekt behandling af de i stk. 1 omhandlede forhold, og at det afsætter tilstrækkelige ressourcer til styring af alle væsentlige risici, som investeringsselskabet er eksponeret mod.

3.

Medlemsstaterne sikrer, at investeringsselskaber indfører rapporteringsveje til ledelsesorganet for alle væsentlige risici og for alle risikostyringspolitikker og eventuelle ændringer heraf.

4.

Medlemsstaterne stiller krav om, at alle investeringsselskaber, der ikke opfylder kriterierne i artikel 32, stk. 4, litra a), nedsætter et risikoudvalg sammensat af medlemmer af ledelsesorganet, som ikke varetager en ledelsesfunktion i det pågældende investeringsselskab.

Medlemmerne af det i første afsnit omhandlede risikoudvalg skal have passende kendskab, faglig kompetence og ekspertise til fuldt ud at forstå, håndtere og overvåge investeringsselskabets risikostrategi og risikovillighed.

De sikrer, at risikoudvalget rådgiver ledelsesorganet om investeringsselskabets overordnede nuværende og fremtidige risikovillighed og ‐strategi og bistår ledelsesorganet med at overvåge den øverste ledelses gennemførelse af denne strategi.

Ledelsesorganet bevarer det overordnede ansvar for investeringsselskabets risikostrategier og ‐politikker.

5.

Medlemsstaterne sikrer, at ledelsesorganet i dets tilsynsfunktion og ledelsesorganets risikoudvalg, hvis et risikoudvalg er blevet nedsat, har adgang til oplysninger om de risici, som investeringsselskabet er eller kan blive eksponeret mod.

Artikel 29

Behandling risici

1.

De kompetente myndigheder sikrer, at investeringsselskaber råder over solide strategier, politikker, processer og systemer for identifikation, måling, styring og overvågning af følgende

Strategierne, politikkerne, processerne og systemerne skal stå i rimeligt forhold til investeringsselskabers kompleksitet, risikoprofil og arbejdsområde samt den risikotolerance, som ledelsesorganet har fastsat, og afspejle investeringsselskabernes betydning i hver medlemsstat, hvor de udøver aktiviteter.

Med henblik på første afsnit, litra a), og andet afsnit skal de kompetente myndigheder tage hensyn til national ret vedrørende adskillelse af kunders penge.

Med henblik på første afsnit, litra a), skal investeringsselskaber overveje at tegne en erhvervsansvarsforsikring som et effektivt redskab i forbindelse med deres risikostyring.

Med henblik på første afsnit, litra c), omfatter væsentlige risikokilder for investeringsselskabet selv, hvis det er relevant, væsentlige ændringer i bogført værdi af aktiver, herunder krav mod tilknyttede agenter, sammenbrud hos kunder eller modparter, positioner i finansielle instrumenter, i fremmed valuta og i råvarer samt forpligtelser over for ydelsesbaserede pensionsordninger.

Investeringsselskaber skal tage behørigt hensyn til enhver væsentlig indvirkning på kapitalgrundlaget, når sådanne risici ikke er tilstrækkelig dækket af kapitalgrundlagskravene som beregnet i henhold til artikel 11 i forordning (EU) 2019/2033.

2.

Er investeringsselskaber nødt til at afvikle eller indstille deres aktiviteter, stiller de kompetente myndigheder krav om, at investeringsselskaber, under hensyntagen til deres forretningsmodellers og ‐strategiers levedygtighed og bæredygtighed, tager behørigt hensyn til krav og nødvendige ressourcer, der er realistiske med hensyn til tidsramme og opretholdelse af kapitalgrundlag og likvide midler, under hele forløbet med udtræden af markedet.

3.

Uanset artikel 25 finder nærværende artikels stk. 1, litra a), c) og d), anvendelse på investeringsselskaber, som opfylder betingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber fastsat i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033.

4.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 58 som supplement til dette direktiv for at sikre, at investeringsselskabers strategier, politikker, processer og systemer er solide.

Kommissionen tager i denne forbindelse hensyn til udviklingen på de finansielle markeder, navnlig fremkomst af nye finansielle produkter, udviklingen inden for regnskabsstandarder og udvikling, som letter konvergens inden for tilsynspraksis.

Artikel 30

Aflønningsudvalg

1.

Medlemsstaterne sikrer, at investeringsselskaber efterlever følgende principper, når de udformer og anvender deres politik for aflønning af medarbejderkategorier, herunder den øverste ledelse, risikotagere, medarbejdere med kontrolfunktioner og enhver medarbejder med en samlet løn, der mindst svarer til den laveste løn til den øverste ledelse eller risikotagere, hvis arbejde har væsentlig indflydelse på investeringsselskabets risikoprofil eller på de aktiver, som det forvalter

2.

Medlemsstaterne sikrer med henblik på stk. 1, litra k), at investeringsselskaber fastsætter passende forhold mellem den faste og den variable komponent af den samlede løn i deres aflønningspolitikker under hensyntagen til investeringsselskabernes forretningsaktiviteter og dermed forbundne risici samt den indflydelse, som de i stk. 1 omhandlede forskellige medarbejderkategorier har på selskabets risikoprofil.

3.

Medlemsstaterne sikrer, at investeringsselskaber fastlægger og anvender de i stk. 1 omhandlede principper på en måde, der svarer til deres størrelse og interne organisation og til arten, omfanget og kompleksiteten af deres aktiviteter.

4.

EBA udarbejder i samråd med ESMA udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for at angive passende kriterier for identifikation af medarbejderkategorier, hvis arbejde har væsentlig indflydelse på investeringsselskabets risikoprofil, jf. denne artikels stk. 1.

EBA og ESMA tager behørigt hensyn til Kommissionens henstilling 2009/384/EF

samt eksisterende retningslinjer for aflønning i henhold til direktiv 2009/65/EF, 2011/61/EU og 2014/65/EU, og sigter mod at minimere afvigelser fra eksisterende bestemmelser.

EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 26. juni 2021.

Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

Artikel 31

Investeringsselskaber med ekstraordinær finansiel støtte fra det offentlige

Medlemsstaterne sikrer, at når et investeringsselskab modtager ekstraordinær finansiel støtte fra det offentlige som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 28), i direktiv 2014/59/EU,

Artikel 32

Variabel aflønning

1.

Medlemsstaterne sikrer, at eventuel variabel aflønning, som tildeles og betales af et investeringsselskab til de i artikel 30, stk. 1, omhandlede medarbejderkategorier, opfylder følgende krav på samme betingelser som dem, der er fastsat i artikel 30, stk. 3

2.

Medlemsstaterne sikrer med henblik på stk. 1 følgende

3.

De i stk. 1, litra j), omhandlede instrumenter skal med henblik på nævnte bestemmelse være omfattet af en passende tilbageholdelsespolitik, der er udformet således, at den bringer personernes incitamenter i overensstemmelse med investeringsselskabets og dets kreditorers og kunders langsigtede interesser.

Medlemsstaterne eller deres kompetente myndigheder kan pålægge begrænsninger med hensyn til arten og udformningen af disse instrumenter eller forbyde anvendelse af visse instrumenter til variabel aflønning.

Den i stk. 1, litra l), omhandlede udskydelse af variabel aflønning godtgøres ikke hurtigere end på pro rata-basis.

For så vidt angår stk. 1, litra n), gælder det, at hvis en medarbejder forlader investeringsselskabet før pensionsalderen, skal investeringsselskabet tilbageholde de skønsmæssigt fastsatte pensionsydelser i en periode på fem år i form af instrumenter som omhandlet i litra j).

Hvis en medarbejder når pensionsalderen og går på pension, skal de skønsmæssigt fastsatte pensionsydelser betales til den pågældende i form af instrumenter som omhandlet i litra j) efter en femårig tilbageholdelsesperiode.

4.

Stk. 1, litra j) og l), og stk. 3, tredje afsnit, finder ikke anvendelse på

5.

Uanset stk. 4, litra a), kan en medlemsstat forhøje den deri nævnte tærskel, forudsat at investeringsselskabet opfylder følgende kriterier

6.

Uanset stk. 4, litra a), kan en medlemsstat sænke den i nævnte litra omhandlede tærskel, forudsat at det er hensigtsmæssigt at gøre dette under hensyntagen til arten og omfanget af investeringsselskabets aktiviteter, dets interne organisation og, hvis det er relevant, kendetegnene ved den koncern, som det tilhører.

7.

Uanset stk. 4, litra b), kan en medlemsstat beslutte, at medarbejdere, som har ret til en årlig variabel aflønning under den tærskel og andel, der er omhandlet i nævnte litra, ikke er omfattet af undtagelsen heri på grund af særlige nationale markedsforhold med hensyn til aflønningspraksis eller som følge af karakteren af disse medarbejderes ansvarsområder og jobprofil.

8.

EBA udarbejder i samråd med ESMA udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for at angive, hvilke kategorier af instrumenter der opfylder betingelserne i stk. 1, litra j), nr. iii), og angive mulige alternative ordninger, jf. stk. 1, litra k).

EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 26. juni 2021.

Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

9.

EBA vedtager i samråd med ESMA retningslinjer, som letter gennemførelsen af stk. 4, 5 og 6 og sikrer konsekvent anvendelse heraf.

Artikel 33

Aflønningsudvalg

1.

Medlemsstaterne sikrer, at investeringsselskaber, der ikke opfylder kriterierne i artikel 32, stk. 4, litra a), nedsætter et aflønningsudvalg.

Aflønningsudvalget skal have en ligelig kønsfordeling og foretage et kompetent og uafhængigt skøn vedrørende aflønningspolitikker og ‐praksis samt incitamenter, der er indført med henblik på risikostyring samt forvaltning af kapital og likviditet.

Aflønningsudvalget kan nedsættes på koncernniveau.

2.

Medlemsstaterne sikrer, at aflønningsudvalget er ansvarligt for udarbejdelse af afgørelser vedrørende aflønning, der skal træffes af ledelsesorganet, herunder afgørelser, som har konsekvenser for det pågældende investeringsselskabs risici og risikostyring.

Formanden for og medlemmerne af aflønningsudvalget skal være medlemmer af ledelsesorganet, som ikke varetager en ledelsesfunktion i det pågældende investeringsselskab.

Hvis arbejdstagerrepræsentation i ledelsesorganet er fastsat i national ret, skal aflønningsudvalget omfatte en eller flere arbejdstagerrepræsentanter.

3.

Når de i stk. 2 omhandlede afgørelser udarbejdes, tager aflønningsudvalget højde for offentlighedens interesse samt aktionærernes, investorernes og andre interessenters langsigtede interesser i investeringsselskabet.

Artikel 34

Tilsyn med aflønningspolitik

1.

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder indsamler oplysninger, der er offentliggjort i overensstemmelse med artikel 51, stk. 1, litra c) og d), i forordning (EU) 2019/2033, samt oplysninger fra investeringsselskaber om lønforskellen mellem mænd og kvinder og anvender disse oplysninger til at benchmarke aflønningstendenser og ‑praksis.

De kompetente myndigheder forelægger EBA disse oplysninger.

2.

EBA anvender de oplysninger, som den modtager fra de kompetente myndigheder i overensstemmelse med stk. 1 og 4, til at benchmarke aflønningstendenser og -praksis på EU-plan.

3.

EBA udsteder i samråd med ESMA retningslinjer for anvendelse af forsvarlige aflønningspolitikker.

Disse retningslinjer skal mindst tage hensyn til de i artikel 30-33 omhandlede krav og de i henstilling 2009/384/EF omhandlede principper for forsvarlige aflønningspolitikker.

4.

Medlemsstaterne sikrer, at investeringsselskaber giver de kompetente myndigheder oplysninger om antallet af fysiske personer i hvert investeringsselskab, der aflønnes med 1 mio. EUR eller mere pr. regnskabsår, i lønrammer på 1 mio. EUR, herunder oplysninger om deres ansvarsområder, det pågældende forretningsområde og hovedelementerne løn, bonus, langsigtede gratialer og pensionsbidrag.

Medlemsstaterne sikrer, at investeringsselskaber på anmodning giver de kompetente myndigheder de samlede løntal for hvert medlem af ledelsesorganet eller den øverste ledelse.

De kompetente myndigheder sender de i første og andet afsnit omhandlede oplysninger til EBA, som offentliggør dem i et fælles rapporteringsformat opdelt efter hjemland.

EBA kan i samråd med ESMA udstede retningslinjer for at lette gennemførelsen af dette stykke og sikre de indsamlede oplysningers ensartethed.

Artikel 35

EBA-rapport om miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige risici

EBA udarbejder en rapport om indførelse af tekniske kriterier for eksponeringer mod aktiviteter, der i væsentlig grad er forbundet med miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige (ESG) mål i forbindelse med tilsynskontrol- og vurderingsprocessen med henblik på at vurdere de mulige risicis kilder virkninger for investeringsselskaber, idet der tages hensyn til gældende EU-retsakter på området for ESG-klassificering.

Den i stk. 1 omhandlede EBA-rapport skal mindst omfatte

EBA forelægger Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen rapporten om sine resultater senest den 26. december 2021.

På grundlag af denne rapport kan EBA om nødvendigt vedtage retningslinjer for at indføre kriterier vedrørende ESG-risici til tilsynskontrol- og vurderingsprocessen, som tager hensyn til resultaterne af den i denne artikel nævnte EBA-rapport.

Afdeling 3

Tilsynskontrol- og vurderingsproces

Artikel 36

Tilsynskontrol og vurdering

1.

De kompetente myndigheder fører, i det omfang det er relevant og nødvendigt under hensyntagen til investeringsselskabers størrelse, risikoprofil og forretningsmodel, kontrol med de ordninger, strategier, processer og mekanismer, som investeringsselskaber indfører for at efterkomme dette direktiv og forordning (EU) 2019/2033, og vurderer følgende, hvis det er hensigtsmæssigt og relevant, for at sikre en forsvarlig styring og dækning af deres risici

Med henblik på dette stykke tager de kompetente myndigheder behørigt hensyn til, hvorvidt investeringsselskaber har en erhvervsansvarsforsikring.

2.

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder fastlægger hyppigheden og omfanget af den kontrol og vurdering, der er omhandlet i stk. 1, under hensyntagen til størrelsen, arten, omfanget og kompleksiteten af de pågældende investeringsselskaber og, hvis det er relevant, deres systemiske betydning og under hensyntagen til proportionalitetsprincippet.

Kun hvis de kompetente myndigheder finder det nødvendigt på grund af de pågældende investeringsselskabers størrelse, art, omfang og kompleksitet beslutter de i hvert enkelt tilfælde, hvorvidt og hvordan denne kontrol og vurdering skal foretages med hensyn til investeringsselskaber, der opfylder betingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber fastsat i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033.

Med henblik på første afsnit skal der tages hensyn til national ret vedrørende adskillelse af kunders penge.

3.

Ved førelsen af det tilsyn og foretagelsen af den vurdering, der er omhandlet i stk. 1, litra g), skal de kompetente myndigheder have adgang til dagsordener, mødereferater og dokumenter i forbindelse med møder i ledelsesorganet og dets udvalg samt resultaterne af den interne eller eksterne vurdering af ledelsesorganets resultater.

4.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 58 for at supplere dette direktiv med henblik på at sikre, at investeringsselskabers ordninger, strategier, processer og mekanismer sikrer en forsvarlig styring og dækning af deres risici.

Kommissionen tager i denne forbindelse hensyn til udviklingen på de finansielle markeder, navnlig fremkomsten af nye finansielle produkter, udviklingen inden for regnskabsstandarder og udvikling, som letter konvergens inden for tilsynspraksis.

Artikel 37

Løbende kontrol med tilladelse til at anvende interne modeller

1.

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder regelmæssigt og mindst hvert tredje år kontrollerer investeringsselskabers opfyldelse af de krav til tilladelse til at anvende interne modeller, der er omhandlet i artikel 22 i forordning (EU) 2019/2033.

De kompetente myndigheder tager især hensyn til ændringer i et investeringsselskabs virksomhed og anvendelse af nævnte interne modeller på nye produkter og kontrollerer og vurderer, om investeringsselskabet anvender veludviklede og tidssvarende teknikker og praksisser i forbindelse med nævnte interne modeller.

De kompetente myndigheder sikrer, at væsentlige mangler i et investeringsselskabs interne modeller med hensyn til risikodækning udbedres, eller tager skridt til begrænsning af følgerne, herunder ved at stille krav om kapitaltillæg eller højere multiplikationsfaktorer.

2.

Hvis der for interne markedsrisikomodeller forekommer mange overskridelser, jf. artikel 366 i forordning (EU) nr. 575/2013, der indikerer, at de interne modeller ikke er eller ikke længere er nøjagtige, inddrager de kompetente myndigheder tilladelsen til anvendelse af de interne modeller eller pålægger passende foranstaltninger for at sikre, at de interne modeller straks forbedres inden for en fastsat frist.

3.

Hvis et investeringsselskab, som har fået tilladelse til at anvende interne modeller, ikke længere opfylder kravene til anvendelse af disse interne modeller, stiller de kompetente myndigheder krav om, at investeringsselskabet godtgør, at virkningen af den manglende opfyldelse er uvæsentlig, eller om, at det forelægger en plan og en frist for opfyldelse af nævnte krav.

De kompetente myndigheder stiller krav om, at den forelagte plan forbedres, når det er usandsynligt, at planen fører til fuld opfyldelse af kravene, eller når fristen ikke er passende.

Hvis det er usandsynligt, at investeringsselskabet vil opfylde kravene inden for den fastsatte frist, eller det ikke på tilfredsstillende vis har godtgjort, at virkningen af den manglende opfyldelse er uvæsentlig, sikrer medlemsstaterne, at de kompetente myndigheder inddrager tilladelsen til at anvende interne modeller eller begrænser den til områder, hvor kravene opfyldes, eller områder, hvor kravene vil kunne opfyldes inden for en passende frist.

4.

EBA analyserer interne modeller på tværs af investeringsselskaber og analyserer, hvordan investeringsselskaber, der anvender interne modeller, behandler lignende risici eller eksponeringer.

EBA underretter ESMA herom.

EBA udarbejder med henblik på at fremme en konsekvent og effektiv tilsynspraksis på basis af nævnte analyse og i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 retningslinjer med benchmarks for, hvordan investeringsselskaber skal anvende interne modeller, og hvordan disse interne modeller skal anvendes på lignende risici eller eksponeringer.

Medlemsstaterne tilskynder de kompetente myndigheder til at tage hensyn til nævnte analyse og retningslinjer i forbindelse med den i stk. 1 omhandlede kontrol.

Afdeling 4

Tilsynsforanstaltninger og ‐beføjelser

Artikel 38

Tilsynsforanstaltninger

De kompetente myndigheder stiller krav om, at et investeringsselskab på et tidligt stadium træffer de nødvendige foranstaltninger til at adressere følgende problemer

Artikel 39

Tilsynsbeføjelser

1.

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder under varetagelsen af deres opgaver har de nødvendige tilsynsbeføjelser til at kunne gribe ind i investeringsselskabers aktiviteter på en effektiv og forholdsmæssig måde.

2.

De kompetente myndigheder har med henblik på artikel 36, artikel 37, stk. 3, og artikel 38 samt anvendelsen af forordning (EU) 2019/2033 følgende beføjelser

3.

For så vidt angår stk. 2, litra j), må de kompetente myndigheder kun stille krav til investeringsselskaber om yderligere eller hyppigere indberetning, såfremt de oplysninger, der skal indberettes, ikke er overlappende, og en af følgende betingelser er opfyldt

Oplysninger anses for at være overlappende, hvis den kompetente myndighed allerede har de samme eller i det væsentlige de samme oplysninger, hvis disse oplysninger kan frembringes af den kompetente myndighed eller kan indhentes af samme kompetente myndighed med andre midler end et krav til investeringsselskaber om at indberette dem.

En kompetent myndighed må ikke stille krav om yderligere oplysninger, hvis oplysningerne er tilgængelige for den kompetente myndighed i et andet format eller en anden detaljeringsgrad end de yderligere oplysninger, som skal indberettes, og det andet format eller den anden detaljeringsgrad ikke forhindrer den i at udarbejde oplysninger, som i det væsentlige er de samme.

Artikel 40

Yderligere kapitalgrundlagskrav

1.

De kompetente myndigheder kan kun pålægge yderligere kapitalgrundlagskrav, jf. artikel 39, stk. 2, litra a), hvis de på grundlag af kontrollen ifølge artikel 36 og 37 konstaterer en af følgende situationer for et investeringsselskab

2.

Med henblik på denne artikels stk. 1, litra a), betragtes risici eller elementer af risici kun som ikke dækket eller ikke tilstrækkeligt dækket af kapitalgrundlagskravene i tredje og fjerde del i forordning (EU) 2019/2033, hvis den kapital, der af den kompetente myndighed anses for tilstrækkelig efter tilsynskontrollen af den vurdering, som investeringsselskaber har foretaget i overensstemmelse med dette direktivs artikel 24, stk. 1, med hensyn til størrelse, type og fordeling ligger over kapitalgrundlagskravet til investeringsselskaber i tredje eller fjerde del i forordning (EU) 2019/2033.

For så vidt angår første afsnit kan kapital, der anses for tilstrækkelig, omfatte risici eller elementer af risici, som udtrykkeligt er udelukket fra kapitalgrundlagskravet i tredje eller fjerde del i forordning (EU) 2019/2033.

3.

De kompetente myndigheder fastsætter niveauet for krævet yderligere kapitalgrundlag, jf. artikel 39, stk. 2, litra a), som forskellen mellem den kapital, der anses for tilstrækkelig i henhold til stk. 2 i denne artikel, og kapitalgrundlagskravet i tredje eller fjerde del i forordning (EU) 2019/2033.

4.

De kompetente myndigheder stiller krav om, at investeringsselskaber opfylder det yderligere kapitalgrundlagskrav, der er omhandlet i artikel 39, stk. 2, litra a), med kapitalgrundlag på følgende betingelser

5.

De kompetente myndigheder begrunder skriftligt deres beslutning om at pålægge yderligere kapitalgrundlagskrav, jf. artikel 39, stk. 2, litra a), ved at give en klar redegørelse for den fulde vurdering af de elementer, der er omhandlet i stk. 1-4 i denne artikel.

Dette omfatter i det tilfælde, der er anført i stk. 1, litra d), i denne artikel, en specifik erklæring om, hvorfor den kapital, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 41, stk. 1, ikke længere anses for tilstrækkelig.

6.

EBA udarbejder i samråd med ESMA udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for at præcisere, hvordan risici og elementer af risici som omhandlet i stk. 2 skal måles, herunder risici eller elementer af risici, som udtrykkeligt er udelukket fra kapitalgrundlagskravene i tredje eller fjerde del i forordning (EU) 2019/2033.

EBA sikrer, at udkastet til reguleringsmæssige tekniske standarder indeholder vejledende kvalitative målestokke for det yderligere kapitalgrundlag, der er omhandlet i artikel 39, stk. 2, litra a), under hensyntagen til de forskellige forretningsmodeller og retlige former, som investeringsselskaber kan have, og at det er forholdsmæssigt i lyset af

EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 26. juni 2021.

Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

7.

De kompetente myndigheder kan pålægge et yderligere kapitalgrundlagskrav i henhold til stk. 1-6 for investeringsselskaber, der opfylder betingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber fastsat i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033, på grundlag af en vurdering fra sag til sag, og når de kompetente myndigheder finder det berettiget.

Artikel 41

Vejledning om yderligere kapitalgrundlag

1.

Under hensyntagen til proportionalitetsprincippet og i forhold til størrelsen, den systemiske betydning, arten, omfanget og kompleksiteten af de aktiviteter, som udføres af investeringsselskaber, der ikke opfylder betingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber fastsat i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033, kan de kompetente myndigheder stille krav om, at sådanne investeringsselskaber har kapitalgrundlagsniveauer, som baseret på artikel 24 er tilstrækkeligt meget større end kravene i tredje del i forordning (EU) 2019/2033 og i dette direktiv, herunder de yderligere kapitalgrundlagskrav, der er omhandlet i artikel 39, stk. 2, litra a), for at sikre, at konjunkturudsving ikke fører til manglende opfyldelse af disse krav eller bringer investeringsselskabernes mulighed for at afvikle eller indstille aktiviteter på en velordnet måde i fare.

2.

De kompetente myndigheder kontrollerer om nødvendigt det kapitalgrundlagsniveau, som de enkelte investeringsselskaber, der ikke opfylder betingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033, har fastsat i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 1, og meddeler, hvis det er relevant, det berørte investeringsselskab konklusionerne af denne kontrol, herunder en eventuel forventning om tilpasning af det kapitalgrundlagsniveau, der er fastsat i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 1.

En sådan meddelelse skal indeholde en dato fastsat af den kompetente myndighed for, hvornår tilpasningen senest skal være fuldført.

Artikel 42

Særlige likviditetskrav

1.

De kompetente myndigheder pålægger kun de i dette direktivs artikel 39, stk. 2, litra k), omhandlede særlige likviditetskrav, hvis de på grundlag af kontrollen ifølge dette direktivs artikel 36 og 37 konkluderer, at investeringsselskaber, der ikke opfylder betingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033, eller som opfylder betingelserne i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033, men som ikke er undtaget fra likviditetskravet i overensstemmelse med artikel 43, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033, befinder sig i en af følgende situationer

2.

Med henblik på denne artikels stk. 1, litra a), betragtes likviditetsrisiko eller elementer af likviditetsrisiko kun som ikke dækket eller ikke tilstrækkeligt dækket af likviditetskravet i femte del i forordning (EU) 2019/2033, hvis den likviditet, der af den kompetente myndighed anses for tilstrækkelig efter tilsynskontrollen af den vurdering, som investeringsselskaber har foretaget i overensstemmelse med dette direktivs artikel 24, stk. 1, med hensyn til størrelse og type ligger over likviditetskravet til investeringsselskabet i femte del i forordning (EU) 2019/2033.

3.

De kompetente myndigheder fastsætter niveauet for det særlige likviditetskrav, jf. dette direktivs artikel 39, stk. 2, litra k), som forskellen mellem den likviditet, der anses for tilstrækkelig i henhold til stk. 2 i denne artikel, og likviditetskravet i femte del i forordning (EU) 2019/2033.

4.

De kompetente myndigheder stiller krav om, at investeringsselskaber opfylder det særlige likviditetskrav, der er omhandlet i dette direktivs artikel 39, stk. 2, litra k), med likvide aktiver som fastsat i artikel 43 i forordning (EU) 2019/2033.

5.

De kompetente myndigheder begrunder skriftligt deres beslutning om at pålægge et særligt likviditetskrav, jf. artikel 39, stk. 2, litra k), ved at give en klar redegørelse for den fulde vurdering af de elementer, der er omhandlet i stk. 1-3 i denne artikel.

6.

EBA udarbejder i samråd med ESMA udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for på en måde, der er passende i forhold til investeringsselskabers størrelse, struktur og interne organisation og til arten, omfanget og kompleksiteten af deres aktiviteter, at præcisere, hvordan den likviditetsrisiko og de elementer af likviditetsrisiko, der er omhandlet i stk. 2, skal måles.

EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 26. juni 2021.

Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

Artikel 43

Samarbejde med afviklingsmyndigheder

De kompetente myndigheder underretter de relevante afviklingsmyndigheder om ethvert krav om yderligere kapitalgrundlag i henhold til nærværende direktivs artikel 39, stk. 2, litra a), for et investeringsselskab, der er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2014/59/EU, og om en eventuel forventning om tilpasning som omhandlet i nærværende direktivs artikel 41, stk. 2, for så vidt angår et sådant investeringsselskab.

Artikel 44

Offentliggørelseskrav

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har beføjelser til

Artikel 45

Forpligtelse til at underrette EBA

1.

De kompetente myndigheder underretter EBA om

EBA videresender oplysningerne omhandlet i dette stykke til ESMA.

2.

EBA vurderer i samråd med ESMA oplysningerne fra de kompetente myndigheder med henblik på at udvikle konsekvens i tilsynskontrol- og vurderingsprocessen.

EBA kan for at fuldføre sin vurdering efter høring af ESMA anmode de kompetente myndigheder om yderligere oplysninger på en forholdsmæssig måde og i overensstemmelse med artikel 35 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

EBA offentliggør de i stk. 1, første afsnit, litra c), omhandlede samlede oplysninger på sit websted.

EBA aflægger rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om graden af konvergens mellem medlemsstaternes anvendelse af dette kapitel.

EBA foretager peerevalueringer i overensstemmelse med artikel 30 i forordning (EU) nr. 1093/2010, hvis det er nødvendigt.

EBA underretter ESMA om sådanne peerevalueringer.

EBA og ESMA udsteder i overensstemmelse med henholdsvis artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 og artikel 16 i forordning (EU) nr. 1095/2010, alt efter hvad der er relevant, retningslinjer til de kompetente myndigheder med henblik på yderligere præcisering på en måde, der svarer til investeringsselskabers størrelse, struktur og interne organisation og til arten, omfanget og kompleksiteten af deres aktiviteter, af de fælles procedurer for og metoder til den tilsynskontrol- og vurderingsproces, der er omhandlet i stk. 1, og af vurderingen af behandlingen af de risici, der er omhandlet i dette direktivs artikel 29.

KAPITEL 3

Tilsyn med investeringsselskabskoncerner

Afdeling 1

Tilsyn med investeringsselskabskoncerner på konsolideret niveau og tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten

Artikel 46

Fastlæggelse af koncerntilsynsførende

1.

Medlemsstaterne sikrer, at hvis moderselskabet for en investeringsselskabskoncern er et moderinvesteringsselskab i Unionen, føres tilsyn på konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten af den kompetente myndighed for dette moderinvesteringsselskab i Unionen.

2.

Medlemsstaterne sikrer, at hvis moderselskabet for et investeringsselskab er et moderinvesteringsholdingselskab i Unionen eller et blandet finansielt moderholdingselskab i Unionen, føres tilsyn på konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten af den kompetente myndighed for dette investeringsselskab.

3.

Medlemsstaterne sikrer, at hvis to eller flere investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse i to eller flere medlemsstater, har det samme moderinvesteringsholdingselskab i Unionen eller det samme blandede finansielle moderholdingselskab i Unionen, føres tilsyn på konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten af den kompetente myndighed for det investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i den medlemsstat, hvor investeringsholdingselskabet eller det blandede finansielle holdingselskab er etableret.

4.

Medlemsstaterne sikrer, at hvis moderselskaber til to eller flere investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse i to eller flere medlemsstater, består af mere end ét investeringsholdingselskab eller blandet finansielt holdingselskab med hovedkontorer i forskellige medlemsstater, og der er et investeringsselskab i hver af disse medlemsstater, føres tilsyn på konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten af den kompetente myndighed for investeringsselskabet med den største samlede balancesum.

5.

Medlemsstaterne sikrer, at hvis to eller flere investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse i Unionen, har det samme investeringsholdingselskab i Unionen eller blandede finansielle holdingselskab i Unionen som moderselskab, og ingen af disse investeringsselskaber er meddelt tilladelse i den medlemsstat, hvor investeringsholdingselskabet eller det blandede finansielle holdingselskab er etableret, føres tilsyn på konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten af den kompetente myndighed for investeringsselskabet med den største samlede balancesum.

6.

De kompetente myndigheder kan efter fælles aftale undlade at anvende kriterierne i stk. 3, 4 og 5, hvis det under hensyntagen til de pågældende investeringsselskaber og omfanget af deres aktiviteter i de relevante medlemsstater ikke ville være hensigtsmæssigt at anvende dem med henblik på et effektivt tilsyn på konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten, og udpege en anden kompetent myndighed til at føre tilsyn på konsolideret niveau eller at føre tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten.

I så fald giver de kompetente myndigheder, inden de træffer en sådan afgørelse, moderinvesteringsholdingselskabet i Unionen eller det blandede finansielle moderholdingselskab i Unionen eller investeringsselskabet med den største samlede balancesum, alt efter hvad der er relevant, lejlighed til at udtale sig om nævnte tilsigtede afgørelse.

De kompetente myndigheder underretter Kommissionen og EBA om en sådan afgørelse.

Artikel 47

Oplysningskrav i nødsituationer

Opstår en nødsituation, herunder en situation som beskrevet i artikel 18 i forordning (EU) nr. 1093/2010 eller en situation med negativ udvikling på markederne, som potentielt kan bringe markedslikviditeten og stabiliteten i det finansielle system i fare i en af de medlemsstater, hvor enheder i en investeringsselskabskoncern er meddelt tilladelse, skal den koncerntilsynsførende, der er fastlagt i henhold til dette direktivs artikel 46, så hurtigt som praktisk muligt med forbehold af dette afsnits kapitel 1, afdeling 2, underrette EBA, ESRB og eventuelle relevante kompetente myndigheder og meddele alle oplysninger, der er nødvendige for, at de kan udføre deres opgaver.

Artikel 48

Tilsynskollegier

1.

Medlemsstaterne sikrer, at den koncerntilsynsførende, der er fastlagt i henhold til dette direktivs artikel 46, om nødvendigt kan oprette tilsynskollegier for at lette udførelsen af de i denne artikel omhandlede opgaver og sikre koordinering og samarbejde med relevante tredjelandes tilsynsmyndigheder, navnlig hvis det er nødvendigt med henblik på anvendelse af artikel 23, stk. 1, første afsnit, litra c), og artikel 23, stk. 2, i forordning (EU) 2019/2033 til at udveksle og ajourføre relevante oplysninger om margenmodellen med tilsynsmyndighederne for kvalificerende centrale modparter.

2.

Tilsynskollegier fastlægger rammer for den koncerntilsynsførendes, EBA's og de andre kompetente myndigheders udførelse af følgende opgaver

3.

Der kan også, hvis det er relevant, oprettes tilsynskollegier, hvis datterselskaber i en investeringsselskabskoncern, hvis moderskab er et investeringsselskab i Unionen, et moderinvesteringsholdingselskab i Unionen eller et blandet finansielt moderholdingselskab i Unionen, er beliggende i et tredjeland.

4.

EBA deltager i overensstemmelse med artikel 21 i forordning (EU) nr. 1093/2010 i tilsynskollegiers møder.

5.

Følgende myndigheder er medlemmer af tilsynskollegier

6.

Den koncerntilsynsførende, der er fastlagt i henhold til artikel 46, varetager formandsposten på møder i tilsynskollegiet og træffer beslutninger.

Nævnte koncerntilsynsførende holder forud for afholdelsen af møder alle medlemmerne af tilsynskollegiet fuldt underrettet om de vigtigste emner, der skal drøftes, og de aktiviteter, der skal overvejes.

Den koncerntilsynsførende holder også rettidigt alle medlemmer af tilsynskollegiet fuldt underrettet om de beslutninger, der vedtages på nævnte møder, eller de foranstaltninger, der gennemføres.

Den koncerntilsynsførende tager hensyn til relevansen af den tilsynsaktivitet, der skal planlægges eller koordineres af de myndigheder, som er omhandlet i stk. 5, når der vedtages beslutninger.

Oprettelse af tilsynskollegier og deres virkemåde formaliseres ved skriftlige bestemmelser.

7.

I tilfælde af uenighed i en beslutning, som den koncerntilsynsførende har truffet om tilsynskollegiers virkemåde, kan enhver berørt kompetent myndighed indbringe sagen for EBA og anmode om EBA's bistand i henhold til artikel 19 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

EBA kan også på eget initiativ i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i forordning (EU) nr. 1093/2010 bistå de kompetente myndigheder i tilfælde af uenighed om tilsynskollegiers virkemåde som omhandlet i nærværende artikel.

8.

EBA udarbejder i samråd med ESMA udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for yderligere at præcisere, på hvilke betingelser tilsynskollegier skal udføre de opgaver, der er omhandlet i stk. 1.

EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 26. juni 2021.

Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

Artikel 49

Samarbejdskrav

1.

Medlemsstaterne sikrer, at den koncerntilsynsførende og de kompetente myndigheder, der er omhandlet i artikel 48, stk. 5, giver hinanden alle relevante oplysninger som krævet, herunder følgende

2.

De kompetente myndigheder og den koncerntilsynsførende kan indbringe spørgsmål for EBA, jf. artikel 19, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1093/2010, hvis relevante oplysninger ikke er blevet meddelt i henhold til stk. 1 uden unødigt ophold, eller hvis en anmodning om samarbejde, navnlig om udveksling af relevante oplysninger, er blevet afvist eller ikke er besvaret inden for en rimelig frist.

EBA kan i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i forordning (EU) nr. 1093/2010 og på eget initiativ bistå de kompetente myndigheder med at udvikle konsekvente samarbejdsformer.

3.

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder hører hinanden om følgende, inden de vedtager en afgørelse, som kan få indflydelse på andre kompetente myndigheders tilsynsopgaver

4.

Den koncerntilsynsførende høres, hvis de kompetente myndigheder skal pålægge væsentlige sanktioner eller træffe eventuelle andre ekstraordinære foranstaltninger som omhandlet i stk. 3, litra b).

5.

Uanset stk. 3 er en kompetent myndighed ikke forpligtet til at høre andre kompetente myndigheder i nødsituationer, eller hvis en sådan høring kan bringe effektiviteten af dens afgørelser i fare, og i så fald underretter den kompetente myndighed uden ophold de andre berørte kompetente myndigheder om denne beslutning om at undlade at foretage en høring.

Artikel 50

Verifikation af oplysninger vedrørende enheder beliggende i andre medlemsstater

1.

Medlemsstaterne sikrer, at hvis en kompetent myndighed i en medlemsstat har behov for at verificere oplysninger om investeringsselskaber, investeringsholdingselskaber, blandede finansielle holdingselskaber, finansieringsinstitutter, accessoriske servicevirksomheder, blandede holdingselskaber eller datterselskaber, der er beliggende i en anden medlemsstat, herunder datterselskaber, som er forsikringsselskaber, og fremsætter en anmodning herom, foretager de relevante kompetente myndigheder i denne anden medlemsstat denne verifikation i overensstemmelse med stk. 2.

2.

De kompetente myndigheder, som har modtaget en anmodning i henhold til stk. 1, skal gøre et af følgende

De kompetente myndigheder, der har fremsat anmodningen, kan med henblik på litra a) og c) deltage i verifikationen.

Afdeling 2

Investeringsholdingselskaber, blandede finansielle holdingselskaber og blandede holdingselskaber

Artikel 51

Inddragelse af holdingselskaber i tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten

Medlemsstaterne sikrer, at investeringsholdingselskaber og blandede finansielle holdingselskaber inddrages i tilsynet med overholdelse af koncernkapitaltesten.

Artikel 52

Ledelsens kvalifikationer

Medlemsstaterne stiller krav om, at medlemmerne af ledelsesorganet i et investeringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab har et tilstrækkeligt godt omdømme og besidder tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til effektivt at kunne udføre deres opgaver, idet der tages hensyn til et investeringsholdingselskabs eller et blandet finansielt holdingselskabs særlige rolle.

Artikel 53

Holdingselskaber med blandede aktiviteter

1.

Medlemsstaterne fastsætter, at hvis moderselskabet til et investeringsselskab er et blandet holdingselskab, kan de kompetente myndigheder, som er ansvarlige for at føre tilsyn med investeringsselskabet

2.

Medlemsstaterne fastsætter, at deres kompetente myndigheder kan foretage eller kan lade eksterne tilsynsførende foretage kontrol på stedet af de oplysninger, der er modtaget fra blandede holdingselskaber og deres datterselskaber.

Artikel 54

Sanktioner

I overensstemmelse med dette afsnits kapitel 2, afdeling 3, sikrer medlemsstaterne, at administrative sanktioner eller andre administrative foranstaltninger, der har til formål at bringe overtrædelser af de love og administrative bestemmelser, der gennemfører dette direktiv, til ophør eller at afhjælpe eller at gøre noget ved årsagerne til sådanne overtrædelser, kan pålægges investeringsholdingselskaber, blandede finansielle holdingselskaber og blandede holdingselskaber eller deres reelle ledere.

Artikel 55

Vurdering af tredjelandes tilsyn og andre tilsynsmetoder

1.

Medlemsstaterne sikrer, at hvis to eller flere investeringsselskaber, der er datterselskaber af samme moderselskab, som har hovedkontor i et tredjeland, ikke er underlagt effektivt tilsyn på koncernniveau, vurderer den kompetente myndighed, om investeringsselskaberne er underlagt tilsyn af tredjelandets tilsynsmyndighed svarende til det tilsyn, som er omhandlet i dette direktiv og første del i forordning (EU) 2019/2033.

2.

Hvis konklusionen af den i denne artikels stk. 1 omhandlede vurdering er, at et sådant tilsvarende tilsyn ikke finder anvendelse, åbner medlemsstaterne mulighed for passende tilsynsmetoder, som opfylder målene med tilsyn i overensstemmelse med artikel 7 eller 8 i forordning (EU) 2019/2033.

Den kompetente myndighed, der ville være den koncerntilsynsførende, hvis moderselskabet var etableret i Unionen, træffer beslutning om disse tilsynsmetoder efter høring af de øvrige berørte kompetente myndigheder.

Eventuelle foranstaltninger truffet i henhold til dette stykke indberettes til de øvrige berørte kompetente myndigheder, EBA og Kommissionen.

3.

Den kompetente myndighed, der ville være den koncerntilsynsførende, hvis moderselskabet var etableret i Unionen, kan navnlig stille krav om etablering af et investeringsholdingselskab eller blandet finansielt holdingselskab i Unionen og anvende artikel 7 eller 8 i forordning (EU) 2019/2033 på dette investeringsholdingselskab eller blandede finansielle holdingselskab.

Artikel 56

Samarbejde med tredjelandes tilsynsmyndigheder

Kommissionen kan enten efter anmodning fra en medlemsstat eller på eget initiativ forelægge henstillinger til Rådet om forhandling af aftaler med et eller flere tredjelande vedrørende måder at føre tilsyn med følgende investeringsselskabers overholdelse af koncernkapitaltesten på

AFSNIT V

DE KOMPETENTE MYNDIGHEDERS OFFENTLIGGØRELSER

Artikel 57

Offentliggørelseskrav

1.

De kompetente myndigheder offentliggør samtlige følgende oplysninger

2.

De oplysninger, der offentliggøres i overensstemmelse med stk. 1, skal være tilstrækkeligt omfattende og præcise til at muliggøre en meningsfuld sammenligning af anvendelsen af stk. 1, litra b), c) og d), foretaget af de kompetente myndigheder i de forskellige medlemsstater.

3.

Offentliggørelsen af oplysninger skal finde sted i et fælles format og regelmæssigt ajourføres.

De skal være tilgængelige på et enkelt elektronisk sted.

4.

EBA udarbejder i samråd med ESMA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder med henblik på at fastlægge format, struktur, indholdsfortegnelser og årlig offentliggørelsesdato for de oplysninger, der er nævnt i stk. 1.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

5.

EBA forelægger senest den 26. juni 2021 Kommissionen de i stk. 4 omhandlede udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder.

AFSNIT VI

DELEGEREDE RETSAKTER

Artikel 58

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.

Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.

Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 3, stk. 2, artikel 29, stk. 4, og artikel 36, stk. 4, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 25. december 2019.

3.

Den i artikel 3, stk. 2, artikel 29, stk. 4, og artikel 36, stk. 4, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet.

En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør.

Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen.

Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.

Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning.

5.

Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

6.

En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 3, stk. 2, artikel 29, stk. 4, og artikel 36, stk. 4, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse.

Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

AFSNIT VII

ÆNDRINGER AF ANDRE DIREKTIVER

Artikel 59

Ændring af direktiv 2002/87/EF

Artikel 2, nr. 7), i direktiv 2002/87/EF affattes således

»7) »sektorregler«: EU-retsakter vedrørende tilsyn med regulerede enheder, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (*1) og (EU) 2019/2033 (*2) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF, 2013/36/EU (*3), 2014/65/EU (*4) og (EU) 2019/2033 (*5).

Artikel 60

Ændring af direktiv 2009/65/EF

Artikel 7, stk. 1, litra a), nr. iii), i direktiv 2009/65/EF affattes således

»iii) uanset det beløb, der følger af disse krav, må administrationsselskabets kapitalgrundlag på intet tidspunkt være mindre end det beløb, der er fastsat i artikel 13 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 (*6).

Artikel 61

Ændring af direktiv 2011/61/EU

Artikel 9, stk. 5, i direktiv 2011/61/EU affattes således

»5.

Uanset stk. 3 må FAIF'ens kapitalgrundlag aldrig være mindre end det beløb, som er anført i artikel 13 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning EU 2019/2033 ( *7 ).

Artikel 62

Ændringer af direktiv 2013/36/EU

Direktiv 2013/36/EU ændres således

1) Titlen affattes således

»Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF«.

2) Artikel 1 affattes således

»Artikel 1

Genstand

Dette direktiv fastsætter regler vedrørende

a) adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut

b) de kompetente myndigheders tilsynsbeføjelser og -redskaber til udøvelse af tilsyn med kreditinstitutter

c) de kompetente myndigheders tilsyn med kreditinstitutter på en måde, som er forenelig med de regler, der er fastsat i forordning (EU) nr. 575/2013

d) offentliggørelseskrav til de kompetente myndigheder på området for regulering af og tilsyn med kreditinstitutter.«

3) I artikel 2 foretages følgende ændringer

a) Stk. 2 og 3 udgår.

b) I stk. 5 udgår nr. 1).

c) Stk. 6 affattes således

»6.

De enheder, som er omhandlet i nærværende artikels stk. 5, nr. 3)-24), betragtes som finansieringsinstitutter i forbindelse med artikel 34 og afsnit VII, kapitel 3.«

4) I artikel 3, stk. 1, udgår nr. 4).

5) Artikel 5 affattes således

»Artikel 5

Samordning inden for medlemsstaterne

Medlemsstater med mere end én myndighed, der er beføjet til at udøve tilsyn med kreditinstitutter og finansieringsinstitutter, træffer de fornødne foranstaltninger for at sørge for samordning mellem sådanne myndigheder.«

6) Følgende artikel indsættes

»Artikel 8a

Specifikke krav til meddelelse af tilladelse til de kreditinstitutter, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013

1.

Medlemsstaterne stiller krav om, at de virksomheder, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013, og som allerede er meddelt tilladelse i henhold til afsnit II i direktiv 2014/65/EU, indgiver en ansøgning om tilladelse i henhold til artikel 8 senest på den dato, hvor en af følgende situationer indtræffer

a) gennemsnittet af de samlede månedlige aktiver beregnet over en periode på 12 på hinanden følgende måneder udgør eller overstiger 30 mia. EUR, eller

b) gennemsnittet af de samlede månedlige aktiver beregnet over en periode på 12 på hinanden følgende måneder er mindre end 30 mia. EUR, og virksomheden er en del af en koncern, hvor den samlede værdi af de konsoliderede aktiver i alle koncernens virksomheder, der enkeltvis har samlede aktiver på under 30 mia. EUR, og som udfører aktiviteter som omhandlet i afsnit A, punkt 3) og 6), i bilag I til direktiv 2014/65/EU, udgør eller overstiger 30 mia. EUR, begge beregnet som et gennemsnit over en periode på 12 på hinanden følgende måneder.

2.

De i nærværende artikels stk. 1 omhandlede virksomheder kan fortsat udføre de i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013 omhandlede aktiviteter, indtil de meddeles den tilladelse, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1.

3.

Uanset nærværende artikels stk. 1 skal de i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013 omhandlede virksomheder, som den 24. december 2019 udøver virksomhed som investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i henhold til direktiv 2014/65/EU, ansøge om tilladelse i henhold til nærværende direktivs artikel 8 senest den 27. december 2020.

4.

Hvis en kompetent myndighed efter at have modtaget oplysningerne i overensstemmelse med artikel 95a i direktiv 2014/65/EU beslutter, at en virksomhed skal meddeles tilladelse som kreditinstitut i overensstemmelse med nærværende direktivs artikel 8, underretter den virksomheden og den kompetente myndighed som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 26), i direktiv 2014/65/EU og overtager proceduren for meddelelse af tilladelse fra datoen for denne underretning.

5.

I tilfælde af fornyet meddelelse af tilladelse sikrer den kompetente myndighed, der meddeler tilladelse, at processen er så strømlinet som muligt, og at oplysninger fra eksisterende tilladelser tages i betragtning.

6.

EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere

a) hvilke oplysninger virksomheder skal give de kompetente myndigheder i en ansøgning om tilladelse, herunder driftsplanen omhandlet i artikel 10

b) hvilken metode der skal anvendes til at beregne de i stk. 1 omhandlede tærskler.

Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i første afsnit, litra a) og b), omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 26. december 2020.«

7) I artikel 18 indsættes følgende litra

»aa) udelukkende anvender sin tilladelse til at udøve de i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013 omhandlede aktiviteter og i en periode på fem på hinanden følgende år har gennemsnitlige samlede aktiver, der ligger under de i nævnte artikel fastsatte tærskler«.

8) I artikel 20 foretages følgende ændringer

a) Stk. 2 affattes således

»2.

EBA offentliggør på sit websted og ajourfører mindst en gang om året en liste over navne på alle kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse.«

b) Følgende stykke indsættes

»3a.

Den i denne artikels stk. 2 omhandlede liste skal indeholde navnene på de virksomheder, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013, og skal identificere disse kreditinstitutter som sådanne.

Listen skal også angive eventuelle ændringer i forhold til den tidligere udgave af listen.«

9) Artikel 21b, stk. 5, affattes således

»5.

I denne artikel gælder følgende

a) Den samlede værdi af en tredjelandskoncerns aktiver i Unionen er summen af følgende

i) den samlede værdi af aktiver tilhørende hvert af tredjelandskoncernens institutter i Unionen ifølge dens konsoliderede balance eller det beløb, der følger af deres enkelte balancer, hvis et instituts balance ikke er konsolideret, og

ii) den samlede værdi af aktiver tilhørende hver af tredjelandskoncernens filialer, som er meddelt tilladelse i Unionen i henhold til dette direktiv, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 (*8) eller direktiv 2014/65/EU.

b) Betegnelsen »institut« omfatter også investeringsselskaber.

(*8) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 173 af 12.6.2014, s.

84).«"

10) Afsnit IV udgår.

11) Artikel 51, stk. 1, første afsnit, affattes således

»1.

De kompetente myndigheder i et værtsland kan fremsætte anmodning til den konsoliderende tilsynsmyndighed i de tilfælde, hvor artikel 112, stk. 1, finder anvendelse, eller til de kompetente myndigheder i hjemlandet om, at en filial af et kreditinstitut skal betragtes som væsentlig.«

12) Artikel 53, stk. 2, affattes således

»2.

Stk. 1 må ikke forhindre de kompetente myndigheder i at udveksle oplysninger indbyrdes eller videregive oplysninger til ESRB, EBA eller Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) (ESMA), som er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 (*9), i overensstemmelse med dette direktiv, forordning (EU) nr. 575/2013, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 (*10), artikel 15 i forordning (EU) nr. 1092/2010, artikel 31, 35 og 36 i forordning (EU) nr. 1093/2010 samt artikel 31 og 36 i forordning (EU) nr. 1095/2010, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2033 (*11) og andre direktiver gældende for kreditinstitutter.

Disse oplysninger er undergivet stk. 1.

(*9) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s.

84)."

(*10) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010, (EU) nr. 575/2013, (EU) nr. 600/2014 og (EU) nr. 806/2014 (EUT L 314 af 5.12.2019, s.

1)."

(*11) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber og om ændring af direktiv 2002/87/EF, 2009/65/EF, 2011/61/EU, 2013/36/EU, 2014/59/EU og 2014/65/EU (EUT L 314 af 5.12.2019, s.

64).«"

13) I artikel 66, stk. 1, indsættes følgende litra

»aa) udøvelse af mindst én af de i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013 omhandlede aktiviteter og opfyldelse af den i nævnte artikel angivne tærskel uden at være meddelt tilladelse som kreditinstitut«.

14) Artikel 76, stk. 5, sjette afsnit, udgår.

15) Artikel 86, stk. 11, affattes således

»11.

De kompetente myndigheder sikrer, at institutter råder over planer for genoprettelse af likviditeten med passende strategier og gennemførelsesforanstaltninger til håndtering af eventuelle likviditetsmangler, herunder i forbindelse med filialer etableret i en anden medlemsstat.

De kompetente myndigheder sikrer, at disse planer afprøves af institutterne mindst en gang om året, ajourføres på grundlag af resultatet af de alternative scenarier, jf. stk. 8, samt indberettes til og godkendes af den øverste ledelse, så de interne politikker og processer kan tilpasses i overensstemmelse hermed.

Institutterne tager på forhånd nødvendige operationelle skridt for at sikre, at planerne for genoprettelse af likviditeten straks kan gennemføres.

Disse operationelle skridt skal omfatte besiddelse af sikkerhed, som straks er til rådighed med henblik på centralbankfinansiering.

Dette omfatter besiddelse af sikkerhed i en anden medlemsstats valuta, hvis det er nødvendigt, eller et tredjelands valuta, som de pågældende institutter har eksponeringer over for, og hvis det er operationelt nødvendigt på et værtslands eller tredjelands område, hvis valuta institutterne er eksponeret over for.«

16) Artikel 110, stk. 2, udgår.

17) Artikel 111 affattes således

»Artikel 111

Fastlæggelse af den konsoliderende tilsynsmyndighed

1.

Hvis moderselskabet er et moderkreditinstitut i en medlemsstat eller et moderkreditinstitut i Unionen, udøves tilsyn på konsolideret niveau af den kompetente myndighed, der fører tilsyn med dette moderkreditinstitut i en medlemsstat eller dette moderkreditinstitut i Unionen på individuelt niveau.

Hvis et moderselskab er et moderinvesteringsselskab i en medlemsstat eller et moderinvesteringsselskab i Unionen, og hvis ingen af dets datterselskaber er et kreditinstitut, udøves tilsyn på konsolideret niveau af den kompetente myndighed, der fører tilsyn med dette moderinvesteringsselskab i medlemsstaten eller med moderinvesteringsselskabet i Unionen på individuelt niveau.

Hvis moderselskabet er et moderinvesteringsselskab i en medlemsstat eller et moderinvesteringsselskab i Unionen, og mindst ét af dets datterselskaber er et kreditinstitut, udøves tilsyn på konsolideret niveau af den kompetente myndighed for kreditinstituttet eller, hvis der er flere kreditinstitutter, af den kompetente myndighed for kreditinstituttet med den største samlede balancesum.

2.

Hvis et kreditinstituts eller et investeringsselskabs moderselskab er et finansielt moderholdingselskab i en medlemsstat, et blandet finansielt moderholdingselskab i en medlemsstat, et finansielt moderholdingselskab i Unionen eller et blandet finansielt moderholdingselskab i Unionen, udøves tilsyn på konsolideret niveau af den kompetente myndighed, der fører tilsyn med kreditinstituttet eller investeringsselskabet på individuelt niveau.

3.

Hvis to eller flere kreditinstitutter eller investeringsselskaber, som har tilladelse i Unionen, har samme finansielle moderholdingselskab i en medlemsstat, blandede finansielle moderholdingselskab i en medlemsstat, finansielle moderholdingselskab i Unionen eller blandede finansielle moderholdingselskab i Unionen, udøves tilsyn på konsolideret niveau af

a) den kompetente myndighed for kreditinstituttet, hvis der kun er ét kreditinstitut i koncernen

b) den kompetente myndighed for kreditinstituttet med den største samlede balancesum, hvis der er flere kreditinstitutter i koncernen

c) den kompetente myndighed for investeringsselskabet med den største samlede balancesum, hvis koncernen ikke omfatter nogen kreditinstitutter.

4.

Hvis konsolidering er påkrævet i henhold til artikel 18, stk. 3 eller 6, i forordning (EU) nr. 575/2013, udøves tilsyn på konsolideret niveau af den kompetente myndighed for kreditinstituttet med den største samlede balancesum eller, hvis koncernen ikke omfatter nogen kreditinstitutter, af den kompetente myndighed for investeringsselskabet med den største samlede balancesum.

5.

Uanset stk. 1, tredje afsnit, stk. 3, litra b), og stk. 4 er den konsoliderende tilsynsmyndighed, såfremt en kompetent myndighed fører tilsyn på individuelt niveau med mere end ét kreditinstitut i en koncern, den kompetente myndighed, som fører tilsyn på individuelt niveau med et eller flere kreditinstitutter i koncernen, hvis den samlede balancesum for disse kreditinstitutter, som er underlagt tilsyn, er højere end den samlede balancesum for de kreditinstitutter, som enhver anden kompetent myndighed fører tilsyn med på individuelt niveau.

Uanset stk. 3, litra c), er den konsoliderende tilsynsmyndighed, såfremt en kompetent myndighed fører tilsyn på individuelt niveau med mere end ét investeringsselskab inden for samme koncern, den kompetente myndighed, som fører tilsyn på individuelt niveau med et eller flere investeringsselskaber inden for koncernen med den højeste balancesum i alt.

6.

I særlige tilfælde kan de kompetente myndigheder efter fælles aftale undlade at anvende kriterierne i stk. 1, 3 og 4 og udpege en anden kompetent myndighed til at udøve tilsyn på konsolideret niveau, hvis det vil være uhensigtsmæssigt at anvende kriterierne anført heri under hensyntagen til de berørte kreditinstitutter eller investeringsselskaber og den relative betydning af deres aktiviteter i de pågældende medlemsstater eller behovet for at sikre kontinuitet i den samme kompetente myndigheds tilsyn på konsolideret niveau.

I så fald har moderinstituttet i Unionen, det finansielle moderholdingselskab i Unionen, det blandede finansielle moderholdingselskab i Unionen eller kreditinstituttet eller investeringsselskabet med den største samlede balancesum, alt efter hvad der er relevant, ret til at blive hørt, inden de kompetente myndigheder træffer en beslutning.

7.

De kompetente myndigheder underretter uden ophold Kommissionen og EBA om enhver aftale, der falder ind under stk. 6.«

18) Artikel 114, stk. 1, første afsnit, affattes således

»1.

Hvis en nødsituation opstår, herunder en situation som beskrevet i artikel 18 i forordning (EU) nr. 1093/2010 eller en situation med en negativ udvikling på markederne, som potentielt kan bringe markedslikviditeten og stabiliteten i det finansielle system i fare i en af de medlemsstater, hvor enheder i en koncern er meddelt tilladelse, eller hvor væsentlige filialer som omhandlet i artikel 51 er etableret, underretter den konsoliderende tilsynsmyndighed så hurtigt som praktisk muligt, med forbehold af afsnit VII, kapitel 1, afdeling 2, i nærværende direktiv og i givet fald afsnit IV, kapitel 1, afdeling 2, i direktiv (EU) 2019/2033, EBA og de i artikel 58, stk. 4, og artikel 59 omhandlede myndigheder og meddeler dem alle oplysninger, der er nødvendige for, at de kan udføre deres opgaver.

Disse forpligtelser finder anvendelse på alle kompetente myndigheder.«

19) I artikel 116 foretages følgende ændringer

a) Stk. 2 affattes således

»2.

De kompetente myndigheder, der deltager i tilsynskollegierne, og EBA arbejder tæt sammen.

Fortrolighedskravene i afsnit VII, kapitel 1, afdeling II, i dette direktiv og i givet fald afsnit IV, kapitel 1, afdeling 2, i direktiv (EU) 2019/2033 må ikke forhindre de kompetente myndigheder i at udveksle fortrolige oplysninger inden for tilsynskollegier.

Oprettelse af tilsynskollegier og deres virkemåde må ikke berøre de kompetente myndigheders rettigheder og ansvar i henhold til dette direktiv og forordning (EU) nr. 575/2013.«

b) Stk. 6, første afsnit, affattes således

»6.

De kompetente myndigheder med ansvar for tilsyn med datterselskaber af et moderinstitut i Unionen, et finansielt moderholdingselskab i Unionen eller et blandet finansielt moderholdingselskab i Unionen og de kompetente myndigheder i et værtsland, hvor væsentlige filialer som omhandlet i artikel 51 er etableret, samt om nødvendigt ESCB-centralbanker og tredjelandes tilsynsmyndigheder, hvis det er relevant og med forbehold af fortrolighedskrav, der efter alle de kompetente myndigheders opfattelse svarer til kravene i afsnit VII, kapitel 1, afdeling II, i dette direktiv og i givet fald afsnit IV, kapitel 1, afdeling 2, i direktiv (EU) 2019/2033, kan deltage i tilsynskollegier.«

c) Stk. 9, første afsnit, affattes således

»9.

Den konsoliderende tilsynsmyndighed underretter med forbehold af fortrolighedskravene i afsnit VII, kapitel 1, afdeling II, i dette direktiv og i givet fald afsnit IV, kapitel 1, afdeling 2, i direktiv (EU) 2019/2033 EBA om tilsynskollegiets aktiviteter, herunder i nødsituationer, og meddeler EBA alle oplysninger, der er af særlig relevans med henblik på tilsynskonvergens.«

20) Artikel 125, stk. 2, affattes således

»2.

Oplysninger, der modtages inden for rammerne af tilsyn på konsolideret niveau, herunder navnlig enhver udveksling af oplysninger mellem kompetente myndigheder i henhold til dette direktiv, er underlagt krav om tavshedspligt, der mindst svarer til de krav, som er omhandlet i artikel 53, stk. 1, i dette direktiv for kreditinstitutter eller i henhold til artikel 15 i direktiv (EU) 2019/2033.«

21) Artikel 128, stk. 5, udgår.

22) Artikel 129, stk. 2, 3 og 4, udgår.

23) Artikel 130, stk. 2, 3 og 4, udgår.

24) Artikel 143, stk. 1, litra d), affattes således

»d) uden at dette berører bestemmelserne i afsnit VII, kapitel 1, afdeling II, i nærværende direktiv eller i givet fald bestemmelserne i afsnit IV, kapitel 1, afdeling 2, i direktiv (EU) 2019/2033, de samlede statistiske data om centrale aspekter af gennemførelsen af rammebestemmelserne for forsigtighedstilsyn i de enkelte medlemsstater, herunder antallet og arten af tilsynsforanstaltninger, der træffes i overensstemmelse med nærværende direktivs artikel 102, stk. 1, litra a), og af administrative sanktioner, der pålægges i henhold til nærværende direktivs artikel 65.«

Artikel 63

Ændringer af direktiv 2014/59/EU

Direktiv 2014/59/EU ændres således

1) Artikel 2, stk. 1, nr. 3), affattes således

»3) »investeringsselskab«: et investeringsselskab som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 22), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 (*12), som er underlagt startkapitalkravet fastsat i artikel 9, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2033 ( (*13).

(*12) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010, (EU) nr. 575/2013, (EU) nr. 600/2014 og (EU) nr. 806/2014 (EUT L 314 af 5.12.2019, s.

1)."

(*13) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber og om ændring af direktiv 2002/87/EF, 2009/65/EF, 2011/61/EU, 2013/36/EU, 2014/59/EU og 2014/65/EU (EUT L 314 af 5.12.2019, s.

64).«"

2) I artikel 45 tilføjes følgende stykke

»3.

I overensstemmelse med artikel 65, stk. 4, i forordning (EU) 2019/2033 gælder henvisninger til artikel 92 i forordning (EU) nr. 575/2013 i dette direktiv for så vidt angår kapitalgrundlagskrav på individuelt niveau til investeringsselskaber som omhandlet i artikel 2, stk. 1, nr. 3), i dette direktiv, som ikke er investeringsselskaber som omhandlet i artikel 1, stk. 2-5, i forordning (EU) 2019/2033 på følgende måde

a) henvisninger til artikel 92, stk. 1, litra c), i forordning (EU) nr. 575/2013 gælder for så vidt angår det samlede kapitalprocentkrav i dette direktiv som henvisning til artikel 11, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033

b) henvisninger til artikel 92, stk. 3, i forordning (EU) nr. 575/2013 gælder for så vidt angår samlet risikoeksponering i nærværende direktiv som henvisning til det gældende krav i artikel 11, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033 ganget med 12,5.

I overensstemmelse med artikel 65 i direktiv (EU) 2019/2033 gælder henvisninger i nærværende direktiv til artikel 104a i direktiv 2013/36/EU for så vidt angår kravet om yderligere kapitalgrundlag til investeringsselskaber, som er omhandlet i nærværende direktivs artikel 2, stk. 1, nr. 3), og som ikke er investeringsselskaber omhandlet i artikel 1, stk. 2 eller 5, i forordning (EU) 2019/2033, som en henvisning til artikel 40 i direktiv (EU) 2019/2033.«

Artikel 64

Ændringer af direktiv 2014/65/EU

Direktiv 2014/65/EU ændres således

1) Artikel 8, litra c), affattes således

»c) ikke længere opfylder de betingelser, hvorpå tilladelsen blev meddelt, som f.eks. opfyldelse af betingelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 (*14).

(*14) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010, (EU) nr. 575/2013, (EU) nr. 600/2014 og (EU) nr. 806/2014 (EUT L 314 af 5.12.2019, s.

64).«"

2) Artikel 15 affattes således

»Artikel 15

Startkapital

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder kun meddeler tilladelse, hvis investeringsselskabet under hensyntagen til den påtænkte type investeringsservice eller -aktivitet har tilstrækkelig startkapital i overensstemmelse med kravene i artikel 9 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2033 (*15).

(*15) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber og om ændring af direktiv 2002/87/EF, 2009/65/EF, 2011/61/EU, 2013/36/EU, 2014/59/EU og 2014/65/EU (EUT L 314 af 5.12.2019, s.

64).«"

3) Artikel 41 affattes således

«Artikel 41

Meddelelse af tilladelse

1.

Den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor tredjelandsselskabet har oprettet eller agter at oprette en filial, meddeler kun tilladelse, hvis den kompetente myndighed finder det godtgjort, at

a) betingelserne i artikel 39 er opfyldt, og

b) tredjelandsselskabets filial vil være i stand til at overholde bestemmelserne i stk. 2 og 3.

Den kompetente myndighed underretter inden for en frist på seks måneder efter indgivelse af en komplet ansøgning tredjelandsselskabet om, hvorvidt tilladelse er givet eller ej.

2.

Den filial af tredjelandsselskabet, der meddeles tilladelse i medfør af stk. 1, skal opfylde de forpligtelser, der er fastsat i artikel 16-20, 23, 24, 25 og 27, artikel 28, stk. 1, og artikel 30, 31 og 32 i dette direktiv og artikel 3-26 i forordning (EU) nr. 600/2014 samt foranstaltninger vedtaget i medfør heraf, og er underlagt tilsyn fra den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor tilladelsen er meddelt.

Medlemsstaterne må ikke pålægge filialen yderligere organisatoriske eller driftsmæssige krav på områder, der er omfattet af dette direktiv, og må ikke behandle filialer af tredjelandsselskaber gunstigere end selskaber i Unionen.

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder hvert år meddeler ESMA en liste over filialer af tredjelandsselskaber, der er aktive på deres område.

ESMA offentliggør hvert år en liste over tredjelandsfilialer, der er aktive i Unionen, herunder navnet på de tredjelandsselskaber, som filialerne tilhører.

3.

En filial af et tredjelandsselskab, der er meddelt tilladelse i medfør af stk. 1, skal hvert år til den i stk. 2 omhandlede kompetente myndighed indberette følgende oplysninger

a) størrelsen og omfanget af den service og de aktiviteter, der ydes og udøves af filialen i den pågældende medlemsstat

b) for tredjelandsselskaber, der udøver den aktivitet, der er anført i bilag I, afsnit A, punkt 3), deres månedlige minimums-, gennemsnits- og maksimumseksponering mod EU-modparter

c) for tredjelandsselskaber, der yder en eller begge af de services, der er anført i bilag I, afsnit A, punkt 6), den samlede værdi af finansielle instrumenter hidrørende fra EU-modparter, som der er afgivet afsætningsgaranti for, eller som er placeret på grundlag af en fast forpligtelse inden for de foregående 12 måneder

d) omsætningen og den samlede værdi af aktiverne svarende til den service og de aktiviteter, der er omhandlet i litra a)

e) en detaljeret beskrivelse af de investorbeskyttelsesordninger, der er til rådighed for filialens kunder, herunder disse kunders rettigheder som følge af den i artikel 39, stk. 2, litra f), omhandlede investorgarantiordning

f) den risikostyringspolitik og de risikostyringsordninger, som filialen anvender i forbindelse med den service og de aktiviteter, der er omhandlet i litra a).

g) ledelsesordningerne, herunder personer med nøglefunktioner i forhold til filialens aktiviteter

h) eventuelle andre oplysninger, som den kompetente myndighed finder nødvendige for at muliggøre en alsidig overvågning af filialens aktiviteter.

4.

Efter anmodning meddeler de kompetente myndigheder ESMA følgende oplysninger

a) alle tilladelser til filialer, der er meddelt tilladelse i overensstemmelse med stk. 1, og enhver senere ændring til sådanne tilladelser

b) størrelsen og omfanget af den service og de aktiviteter, der ydes og udøves af filialer i den pågældende medlemsstat

c) omsætningen og de samlede aktiver svarende til den service og de aktiviteter, der er omhandlet litra b)

d)navnet på de tredjelandskoncerner, som filialer, der er meddelt tilladelse, tilhører.

5.

De i denne artikels stk. 2 omhandlede kompetente myndigheder, de kompetente myndigheder for enheder, der er en del af den samme koncern som den, som de filialer af tredjelandsselskaber, der er meddelt tilladelse i overensstemmelse med stk. 1, tilhører, samt ESMA og EBA samarbejder tæt for at sikre, at alle aktiviteter i denne koncern i Unionen er underlagt et omfattende, konsekvent og effektivt tilsyn i overensstemmelse med dette direktiv, forordning (EU) nr. 575/2013, forordning (EU) nr. 600/2014, forordning (EU) 2019/2033, direktiv 2013/36/EU og direktiv (EU) 2019/2033.

6.

ESMA udarbejder udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere, hvilket format de i stk. 3 og 4 omhandlede oplysninger skal indberettes i.

ESMA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 26. september 2020.

Kommissionen tillægges beføjelser til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1095/2010.«

4) Artikel 42 affattes således

»Artikel 42

Levering af services udelukkende på kundens eget initiativ

1.

Medlemsstaterne sikrer, at når en detailkunde eller en professionel kunde som omhandlet i bilag II, afsnit II, der er etableret eller befinder sig i Unionen, udelukkende på eget initiativ iværksætter levering af en investeringsservice eller -aktivitet fra et tredjelandsselskab, finder kravet om tilladelse i artikel 39 ikke anvendelse på tredjelandsselskabets levering af denne service eller aktivitet til denne person, herunder et forhold med specifik tilknytning til leveringen af den pågældende service eller aktivitet.

Hvis et tredjelandsselskab, herunder gennem en enhed, der handler på dets vegne, eller som har tætte forbindelser til dette tredjelandsselskab eller enhver anden person, der handler på denne enheds vegne, retter henvendelse til kunder eller potentielle kunder i Unionen, betragtes det ikke som en service, der udelukkende ydes på kundens eget initiativ, med forbehold af koncerninterne forbindelser.

2.

Et initiativ fra en kunde som omhandlet i stk. 1 giver ikke tredjelandsselskabet ret til at markedsføre nye kategorier af investeringsprodukter eller -services til den pågældende kunde på anden måde end gennem filialen, når dette er påkrævet i henhold til national ret.«

5) Artikel 49, stk. 1, affattes således

»1.

Medlemsstaterne stiller krav om, at regulerede markeder anvender tick size-ordninger for aktier, depotbeviser, exchange-traded funds (EFT'er), certifikater og andre lignende finansielle instrumenter samt for ethvert andet finansielt instrument, for hvilket der udarbejdes reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med stk. 4.

Anvendelsen af tick sizes må ikke forhindre regulerede markeder i at matche ordrer, der er store, til middelkursen for aktuelle købs- og salgspriser.«

6) Artikel 81, stk. 3, litra a), affattes således

»a) til at kontrollere, at betingelserne for adgang til at udøve virksomhed som investeringsselskab er opfyldt, og til at lette tilsynet med investeringsselskabernes virksomhed, administrativ og regnskabsmæssig praksis samt mekanismer til intern kontrol«.

7) Følgende artikel indsættes

»Artikel 95a

Overgangsbestemmelse om meddelelse af tilladelse til kreditinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013

De kompetente myndigheder underretter den kompetente myndighed, der er omhandlet i artikel 8 i direktiv 2013/36/EU, hvis de forventede samlede aktiver i en virksomhed, som har ansøgt om tilladelse i henhold til afsnit II i dette direktiv inden den 25. december 2019 med henblik på at udføre de aktiviteter, der er omhandlet i afsnit A, punkt 3) og 6), i bilag I, udgør eller overstiger 30 mia. EUR, og underretter ansøgeren herom.«

AFSNIT VIII

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 65

Henvisninger til direktiv 2013/36/EU i andre EU-retsakter

For så vidt angår tilsyn med og afvikling af investeringsselskaber gælder henvisninger til direktiv 2013/36/EU i andre EU-retsakter som henvisninger til nærværende direktiv.

Artikel 66

Gennemgang

Kommissionen forelægger i tæt samarbejde med EBA og ESMA senest den 26. juni 2024 Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, om nødvendigt sammen med et lovgivningsforslag, om følgende

Artikel 67

Gennemførelse

1.

Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 26. juni 2021 de bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv.

De underretter straks Kommissionen herom.

De anvender disse bestemmelser fra den 26. juni 2021.

Medlemsstaterne anvender dog de bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme artikel 64, nr. 5), fra den 26. marts 2020.

Disse bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning.

Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for henvisningen.

2.

Fra dette direktivs ikrafttræden drager medlemsstaterne omsorg for, at Kommissionen underrettes om ethvert forslag til retsforskrifter, som de påtænker at udstede på det af dette direktiv omfattede område, i så god tid, at Kommissionen kan fremsætte sine bemærkninger dertil.

3.

Medlemsstaterne meddeler Kommissionen og EBA teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Hvis de dokumenter, der ledsager medlemsstaternes meddelelse om gennemførelsesforanstaltninger, ikke er tilstrækkelige til fuldt ud at kunne vurdere gennemførelsesbestemmelsernes overholdelse af visse bestemmelser i dette direktiv, kan Kommissionen efter anmodning fra EBA og med henblik på udførelsen af sine opgaver i henhold til forordning (EU) nr. 1093/2010 eller på eget initiativ pålægge medlemsstaterne at fremlægge mere detaljerede oplysninger om gennemførelsen af disse bestemmelser og dette direktiv.

Artikel 68

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende .

Artikel 69

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

1)

EUT C 378 af 19.10.2018, s.

5.

2)

EUT C 262 af 25.7.2018, s.

35.

3)

Europa-Parlamentets holdning af 16.4.2019 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 8.11.2019.

4)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s.

1).

5)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013, s.

338).

6)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU (EUT L 173 af 12.6.2014, s.

349).

7)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s.

12).

8)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s.

84).

9)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s.

1).

10)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s.

39).

11)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010, (EU) nr. 575/2013, (EU) nr. 600/2014 og (EU) nr. 806/2014 (se side 2019/2033 i denne EUT).

12)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (EUT L 302 af 17.11.2009, s.

32).

13)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde og om ændring af direktiv 2003/41/EF og 2009/65/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010 (EUT L 174 af 1.7.2011, s.

1).

14)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT L 173 af 12.6.2014, s.

190).

15)

EUT L 123 af 12.5.2016, s.

1.

16)

EUT C 369 af 17.12.2011, s.

14.

a)

investeringsselskabers startkapital

b)

de kompetente myndigheders tilsynsbeføjelser og ‐redskaber til udøvelse af tilsyn med investeringsselskaber

c)

de kompetente myndigheders tilsyn med investeringsselskaber på en måde, som er forenelig med de regler, der er fastsat i forordning (EU) 2019/2033

d)

offentliggørelseskrav til de kompetente myndigheder på området regulering af og tilsyn med investeringsselskaber.

17)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF (EUT L 182 af 29.6.2013, s.

19).

18)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder (EFT L 243 af 11.9.2002, s.

1).

19)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 173 af 12.6.2014, s.

84).

20)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/878 af 20. maj 2019 om ændring af direktiv 2013/36/EU, for så vidt angår fritagne enheder, finansielle holdingselskaber, blandede finansielle holdingselskaber, aflønning, tilsynsforanstaltninger og -beføjelser og kapitalbevaringsforanstaltninger (EUT L 150 af 7.6.2019, s.

253).

21)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF af 16. december 2002 om supplerende tilsyn med kreditinstitutter, forsikringsselskaber og investeringsselskaber i et finansielt konglomerat og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF, 79/267/EØF, 92/49/EØF, 92/96/EØF, 93/6/EØF og 93/22/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF og 2000/12/EF (EUT L 35 af 11.2.2003, s.

1).

a)

Investeringsselskabet udfører disse aktiviteter i et sådant omfang, at dets sammenbrud eller betalingsvanskeligheder kan føre til en systemisk risiko.

b)

Investeringsselskabet er et clearingmedlem som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 3), i forordning (EU) 2019/2033.

c)

Den kompetente myndighed anser det for berettiget i lyset af størrelsen, arten, omfanget og kompleksiteten af det pågældende investeringsselskabs aktiviteter under hensyntagen til proportionalitetsprincippet og en eller flere af følgende faktorer

i) investeringsselskabets betydning for Unionens eller en relevant medlemsstats økonomi

ii) betydningen af investeringsselskabets grænseoverskridende aktiviteter

iii) investeringsselskabets indbyrdes forbundethed med det finansielle system.

22)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1092/2010 af 24. november 2010 om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle system og om oprettelse af et europæisk udvalg for systemiske risici (EUT L 331 af 15.12.2010, s.

1).

a)

Henvisninger til investeringsselskabers startkapital som fastsat i artikel 28 i direktiv 2013/36/EU læses som henvisninger til artikel 9, stk. 1, i nærværende direktiv.

b)

Henvisninger til investeringsselskabers startkapital i artikel 29 og 31 i direktiv 2013/36/EU læses som henvisninger til artikel 9, stk. 2, 3 eller 4, i nærværende direktiv, afhængigt af de typer investeringsservice og ‐aktiviteter, som investeringsselskaberne yder eller udøver.

c)

Henvisninger til startkapital som fastsat i artikel 30 i direktiv 2013/36/EU læses som henvisninger til artikel 9, stk. 1, i nærværende direktiv.

a)

oplysninger om investeringsselskabers ledelse og ejerforhold

b)

oplysninger om investeringsselskabers opfyldelse af kapitalgrundlagskrav

c)

oplysninger om investeringsselskabers opfyldelse af koncentrationsrisikokravene og likviditetskravene

d)

oplysninger om investeringsselskabers administrative og regnskabsmæssige procedurer samt interne kontrolmekanismer

e)

oplysninger om andre relevante faktorer, som kan påvirke den risiko, som investeringsselskaber udgør.

a)

overvågning af de tilsynsmæssige krav i dette direktiv og i forordning (EU) 2019/2033

b)

pålæggelse af sanktioner

c)

indbringelse af kompetente myndigheders afgørelser for en højere administrativ myndighed

d)

indbringelse for domstolene efter artikel 23.

23)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (EUT L 201 af 27.7.2012, s.

1).

24)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, om ændring af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF og om ophævelse af Rådets direktiv 84/253/EØF (EUT L 157 af 9.6.2006, s.

87).

a)

udgør en væsentlig overtrædelse af de love eller administrative bestemmelser, der er vedtaget i henhold til dette direktiv

b)

kan påvirke investeringsselskabets fortsatte funktion eller

c)

kan føre til nægtelse af revisionspåtegning eller fremsættelse af forbehold.

25)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af 5.6.2015, s.

73).

a)

en offentlig erklæring, hvori nævnes den ansvarlige fysiske eller juridiske person eller det ansvarlige investeringsselskab, investeringsholdingselskab eller blandede finansielle holdingselskab og overtrædelsens art

b)

en afgørelse, hvori det pålægges den ansvarlige fysiske eller juridiske person at bringe den udviste handlemåde til ophør og at afholde sig fra at gentage denne handlemåde

c)

et midlertidigt forbud mod varetagelse af hverv i investeringsselskaber, som pålægges medlemmer af det pågældende investeringsselskabs ledelsesorgan eller en hvilken som helst anden fysisk person, der anses for at være ansvarlig

d)

for juridiske personer administrative økonomiske sanktioner på op til 10 % af det pågældende selskabs samlede årlige nettoomsætning i det foregående regnskabsår, herunder bruttoindkomsten bestående af renteindtægter og tilsvarende indtægter, indtægter fra aktier og andre værdipapirer med variabelt eller fast afkast samt gebyrer og provisionsindtægter

e)

for juridiske personer administrative økonomiske sanktioner på op til det dobbelte af den fortjeneste, der er opnået, eller af det tab, der er undgået som følge af overtrædelsen, såfremt denne fortjeneste eller dette tab kan beregnes

f)

for fysiske personer administrative økonomiske sanktioner på op til 5 000 000 EUR eller i medlemsstater, der ikke har euro som valuta, den tilsvarende værdi i national valuta den 25. december 2019.

a)

overtrædelsens grovhed og varighed

b)

graden af ansvar hos de fysiske eller juridiske personer, der er ansvarlige for overtrædelsen

c)

den finansielle styrke hos de fysiske eller juridiske personer, der er ansvarlige for overtrædelsen, herunder juridiske personers samlede omsætning eller fysiske personers årsindkomst

d)

størrelsen af den fortjeneste, som de juridiske personer, der er ansvarlige for overtrædelsen, har opnået, eller det tab, som de juridiske personer, der er ansvarlige for overtrædelsen, har undgået

e)

eventuelle tab, som tredjeparter har lidt som følge af overtrædelsen

f)

omfanget af samarbejdet med de relevante kompetente myndigheder

g)

overtrædelser, som de fysiske eller juridiske personer, der er ansvarlige for overtrædelsen, tidligere har begået

h)

enhver potentiel systemisk følge af overtrædelsen.

a)

beføjelse til at kræve, at følgende fysiske eller juridiske personer giver oplysninger om

i) investeringsselskaber, der er etableret i den berørte medlemsstat

ii) investeringsholdingselskaber, der er etableret i den berørte medlemsstat

iii) blandede finansielle holdingselskaber, der er etableret i den berørte medlemsstat

iv) holdingselskaber med blandede aktiviteter, der er etableret i den berørte medlemsstat

v) personer, som tilhører de enheder, der er omhandlet i nr. i)-iv)

vi) tredjeparter, som de enheder, der er omhandlet i nr. i)-iv), har outsourcet driftsmæssige funktioner eller aktiviteter til

b)

beføjelse til at foretage alle nødvendige undersøgelser af alle de personer, der er omhandlet i litra a), som er etableret i eller befinder sig i den berørte medlemsstat, herunder

i) til at kræve forelæggelse af dokumenter fra de i litra a) omhandlede personer

ii) til at undersøge regnskaber og registre tilhørende de i litra a) omhandlede personer og til at tage kopier eller uddrag af disse regnskaber og registre

iii) til at indhente skriftlige eller mundtlige redegørelser fra de i litra a) omhandlede personer eller fra deres repræsentanter eller personale

iv) til at udspørge enhver anden relevant person med det formål at indsamle oplysninger om undersøgelsens genstand

c)

beføjelse til at foretage alle nødvendige undersøgelser af forretningslokaler tilhørende de i litra a) omhandlede juridiske personer og enhver anden virksomhed, der indgår i tilsynet med overholdelsen af koncernkapitaltesten, når en kompetent myndighed er den koncerntilsynsførende, med forbehold af forudgående underretning af andre berørte kompetente myndigheder.

a)

Offentliggørelse af personoplysninger, såfremt sanktionen eller foranstaltningen er pålagt en fysisk person, anses for at være uforholdsmæssig.

b)

Offentliggørelse ville skade en igangværende strafferetlig efterforskning eller stabiliteten på de finansielle markeder.

c)

Offentliggørelse ville påføre de pågældende investeringsselskaber eller fysiske personer uforholdsmæssig stor skade.

a)

særlige procedurer for modtagelse, behandling og opfølgning af sådanne indberetninger, herunder oprettelse af sikre kommunikationskanaler

b)

passende beskyttelse af ansatte i investeringsselskaber, som indberetter overtrædelser begået i et investeringsselskab, mod gengældelse, forskelsbehandling og andre former for uretfærdig behandling fra investeringsselskabets side

c)

beskyttelse af personoplysninger, både hvad angår personer, som indberetter overtrædelser, og fysiske personer, som angiveligt er ansvarlig for overtrædelser, i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679

d)

klare regler, som sikrer, at en person, der indberetter overtrædelser begået i et investeringsselskab, i alle tilfælde garanteres fortrolighed, medmindre offentliggørelse af oplysninger kræves i henhold til national ret som led i videre efterforskning eller efterfølgende administrative sager eller retssager.

a)

en klar organisatorisk struktur med en veldefineret, gennemsigtig og konsekvent ansvarsfordeling

b)

effektive procedurer til at identificere, styre, overvåge og indberette de risici, som investeringsselskaber er eller kan blive eksponeret mod, eller risici som de udgør eller kan udgøre for andre

c)

fyldestgørende interne kontrolmekanismer, herunder forsvarlige administrative og regnskabsmæssige procedurer

d)

en aflønningspolitik og ‐praksis, som er i overensstemmelse med og fremmer en forsvarlig og effektiv risikostyring.

a)

navn, aktiviteternes art og eventuelle datterselskabers og filialers beliggenhed

b)

omsætning

c)

antal ansatte i fuldtidsækvivalenter

d)

resultat før skat

e)

skat af resultatet

f)

modtagne offentlige tilskud.

a)

væsentlige kilder til og virkninger af kunderisici og eventuel væsentlig indvirkning på kapitalgrundlaget

b)

væsentlige kilder til og virkninger af markedsrisici og eventuel væsentlig indvirkning på kapitalgrundlaget

c)

væsentlige kilder til og virkninger af investeringsselskabets risici, navnlig dem, der kan opsluge det til rådighed værende kapitalgrundlag

d)

likviditetsrisikoen inden for relevante tidshorisonter, herunder samme dag, for at sikre, at investeringsselskaber opretholder tilstrækkelige likvide midler, herunder for så vidt angår håndtering af væsentlige risikokilder, jf. litra a), b) og c).

a)

Aflønningspolitikken er klart dokumenteret og står i rimeligt forhold til investeringsselskabets størrelse, interne organisation og art samt til omfanget og kompleksiteten af dets aktiviteter.

b)

Aflønningspolitikken er kønsneutral.

c)

Aflønningspolitikken er i overensstemmelse med og fremmer en forsvarlig og effektiv risikostyring.

d)

Aflønningspolitikken er i overensstemmelse med investeringsselskabets forretningsstrategi og målsætninger og tager også hensyn til de langsigtede virkninger af trufne investeringsbeslutninger.

e)

Aflønningspolitikken omfatter foranstaltninger til undgåelse af interessekonflikter, fremmer ansvarlig forretningsadfærd og tilskynder til risikobevidsthed og forsigtig risikotagning.

f)

Investeringsselskabets ledelsesorgan sørger i sin tilsynsfunktion for at fastlægge og med regelmæssige mellemrum revidere aflønningspolitikken og har overordnet ansvar for at føre tilsyn med dens gennemførelse.

g)

Gennemførelsen af aflønningspolitikken underkastes mindst en gang om året central og uafhængig intern kontrol fra kontrolfunktioners side.

h)

De medarbejdere, der varetager kontrolfunktioner, arbejder uafhængigt af de afdelinger, som de fører tilsyn med, har passende beføjelser og aflønnes i henhold til opnåelsen af de mål, der er knyttet til deres funktioner, uanset resultaterne på de forretningsområder, som de kontrollerer.

i)

Det i artikel 33 omhandlede aflønningsudvalg eller, hvis et sådant udvalg ikke er nedsat, ledelsesorganet i dets tilsynsfunktion fører direkte tilsyn med aflønningen af den øverste ledelse inden for risikostyrings- og compliancefunktionerne.

j)

Aflønningspolitikken skelner under hensyntagen til nationale bestemmelser om lønfastsættelse klart mellem de kriterier, der lægges til grund for fastsættelse af følgende

i) fast grundløn, som primært afspejler relevant erhvervserfaring og organisatorisk ansvar, jf. den ansattes stillingsbeskrivelse som en del af ansættelsesvilkårene

ii) variabel løn, som afspejler bæredygtige og risikojusterede resultater for den ansatte samt resultater ud over den ansattes stillingsbeskrivelse.

k)

Den faste aflønningskomponent udgør en tilstrækkelig høj andel af den samlede løn, således at der kan føres en helt fleksibel politik for variable aflønningskomponenter, herunder mulighed for ikke at betale variable aflønningskomponenter.

26)

Kommissionens henstilling 2009/384/EF af 30. april 2009 om af lønningspolitik i finanssektoren (EUT L 120 af 15.5.2009, s.

22).

a)

betaler investeringsselskabet ikke variabel aflønning til medlemmerne af ledelsesorganet

b)

begrænses variabel aflønning til en del af nettoindtægterne, hvis variabel aflønning, der betales til andre medarbejdere end medlemmer af ledelsesorganet, er uforenelig med opretholdelse af et robust kapitalgrundlag i et investeringsselskab og rettidigt ophør af ekstraordinær finansiel støtte til det fra det offentlige.

a)

Hvis den variable aflønning er resultatafhængig, baseres den samlede variable aflønning på en kombination af en vurdering af den enkelte medarbejders og den pågældende forretningsenheds resultater og investeringsselskabets samlede resultater.

b)

Ved vurderingen af den enkelte medarbejders resultater tages der hensyn til såvel finansielle som ikkefinansielle kriterier.

c)

Den i litra a) omhandlede resultatvurdering baseres på en flerårig periode, hvor der tages hensyn til investeringsselskabets forretningscyklus og forretningsrisici.

d)

Den variable aflønning har ikke indvirkning på investeringsselskabets evne til at sikre et robust kapitalgrundlag.

e)

Garanteret variabel aflønning forekommer kun i forbindelse med nye medarbejdere og kun i det første ansættelsesår, og når investeringsselskabet har et solidt kapitalgrundlag.

f)

Godtgørelser, der kommer til udbetaling, hvis en ansættelseskontrakt opsiges før tid, afspejler de resultater, som den pågældende medarbejder har opnået i en periode, og må ikke belønne manglende resultater eller forseelser.

g)

Lønpakker knyttet til kompensation eller buy-out fra kontrakter i forbindelse med tidligere beskæftigelse tilpasses investeringsselskabets langsigtede interesser.

h)

Ved målingen af resultater, som lægges til grund for beregning af puljer af variabel aflønning, tages der højde for alle typer af aktuelle og fremtidige risici samt kapitalomkostningerne og likviditet, der kræves i henhold til forordning (EU) 2019/2033

i)

Tildelingen af variable lønkomponenter i investeringsselskabet tager højde for alle typer af aktuelle og fremtidige risici.

j)

Mindst 50 % af den variable aflønning består af følgende instrumenter

i) aktier eller tilsvarende ejerskabsinteresser, afhængigt af det pågældende investeringsselskabs juridiske struktur,

ii) aktielignende instrumenter eller tilsvarende ikkelikvide instrumenter, afhængigt af det pågældende investeringsselskabs juridiske struktur,

iv) ikkelikvide instrumenter, som afspejler instrumenterne i de forvaltede porteføljer.

k)

Uanset litra j) kan de kompetente myndigheder, hvis et investeringsselskab ikke udsteder de i nævnte litra anførte instrumenter, godkende anvendelse af alternative ordninger, der opfylder samme formål.

l)

Mindst 40 % af den variable aflønning udskydes i tre til fem år, alt efter hvad der er relevant, afhængigt af investeringsselskabets forretningscyklus, arten af selskabets virksomhed, selskabets risici og den pågældende medarbejders arbejdsopgaver, undtagen hvis den variable aflønning udgør et meget stort beløb, i hvilket tilfælde mindst 60 % af den variable aflønning udskydes.

m)

Op til 100 % af den variable aflønning reduceres, hvis investeringsselskabets finansielle resultater har været beskedne eller negative, herunder gennem ordninger vedrørende fradrags- eller tilbagebetalingsprocedurer, der er omfattet af kriterier, som investeringsselskaber har fastsat, og som navnlig vedrører situationer, hvor den pågældende medarbejder

i) har deltaget i eller været ansvarlig for adfærd, der resulterede i betydelige tab for investeringsselskabet

ii) ikke længere anses for at være egnet og hæderlig.

n)

Skønsmæssige pensionsydelser er i overensstemmelse med investeringsselskabets forretningsstrategi, målsætninger, værdier og langsigtede interesser.

a)

De i artikel 30, stk. 1, omhandlede personer benytter ikke personlige afdækningsstrategier eller løn- og ansvarsrelaterede forsikringer til at underminere de principper, der er omhandlet i stk. 1.