Legislator Case Law & Legislation
20201XX00919 DK

Skriftlig fremsættelse (26. marts 2021) - L 201

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2020 L 201 Valid

Skriftlig fremsættelse (26. marts 2021)

SF.L#LOKDOK28 2020 L 201 Valid

Børne- og undervisningsministeren (Pernille Rosenkrantz-Theil)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om efterskoler og frie fagskoler og lov om de gymnasiale uddannelser (Bedre rammer for ordblinde på efterskoler og elever med funktionsnedsættelser m.m. i de gymnasiale uddannelser)

(Lovforslag nr. L 201)

Lovforslaget udmønter dele af aftale af 30. september 2020 mellem regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet om styrkelse af ordblindeområdet: De næste skridt for at styrke ordblindeområdet for børn, unge og voksne.

Baggrunden for aftalen er, at nogle børn, unge og voksne er dårligere stillet end andre fra start, fordi de enten kæmper med ordblindhed eller andre skrive- og læsevanskeligheder.

Hensigten er, at alle børn, unge og voksne skal have mulighed for at klare sig så godt som muligt.

Lovforslaget udmønter to initiativer fra aftalen.

Det drejer sig dels om initiativet ”Lettere adgang til ordblindeefterskoler”, dels initiativet ”Mulighed for oprettelse af klasser med forlængede uddannelsesforløb for elever med bl.a. ordblindhed på det gymnasiale område”.

Med lovforslaget foreslås for det første, at der i lov om efterskoler og frie fagskoler indføjes hjemmel til et særligt tilskud til individuel supplerende elevstøtte til nedsættelse af elevbetalingen til efterskoler, der efter skolens indholdsplan er godkendt som en skole med et samlet særligt undervisningstilbud efter § 1, stk. 4, i lov om efterskoler og frie fagskoler, og som er målrettet elever med ordblindhed (ordblindeefterskoler).

Med lovforslaget foreslås for det andet, at der gives mulighed for, at gymnasiale uddannelsesinstitutioner kan etablere selvstændige klasser for elever med forlængede uddannelsesforløb som følge af nedsat funktionsevne eller indlæringsvanskeligheder på de gymnasiale uddannelser, såfremt elevgrundlaget herfor er til stede.

Oprettelsen af selvstændige klasser vil give institutionerne mulighed for at tilrettelægge en undervisning, som målrettet adresserer de fælles pædagogiske udfordringer, som den givne elevgruppe har, fx ordblindhed.

Lovforslaget indebærer nettoudgifter for staten på 4,8 mio. kr. vedrørende initiativet ”Lettere adgang til ordblindeefterskoler” ved fuld indfasning.

Merudgifterne ligger inden for det statslige delloft for driftsudgifter og finansieres inden for Børne- og Undervisningsministeriets egen ramme.

Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. august 2021.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →