Skriftlig fremsættelse (24. februar 2021) - L 170
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (24. februar 2021)
Social- og ældreministeren (Astrid Krag)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om social service (Videreførelse af Styrelsen for Patientsikkerheds Ældretilsyn samt indførelse af obligatorisk opfølgnings- og læringsforløb efter påbud fra Styrelsen for Patientsikkerheds Ældretilsyn)
(Lovforslag nr. L 170)
Beretninger om omsorgssvigt i ældreplejen har vist, at der visse steder er udfordringer i ældreplejen.
En af vejene til at sikre forbedringer på området er ved at styrke tilsynet med ældreplejen og samtidig sætte ind med en opfølgnings- og læringsindsats, så det sikres, at der rettes op på fejl og mangler, og kvaliteten i ældreplejen dermed løftes.
Regeringen har derfor – sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Alternativet og Liberal Alliance – besluttet at styrke tilsynet med ældreplejen i forbindelse med aftalen den 24. november 2020 om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2021-2024.
Lovforslaget udmønter den del af aftalen, som omfatter en videreførelse af den nuværende forsøgsordning med Styrelsen for Patientsikkerheds Ældretilsyn, samt den del af aftalen der vedrører indførelse af obligatoriske opfølgnings- og læringsforløb til plejeenheder, der har fået påbud fra Styrelsen for Patientsikkerheds Ældretilsyn.
Formålet med lovforslaget er at sikre en forlængelse af den nuværende forsøgsordning med Styrelsen for Patientsikkerheds Ældretilsyn.
Derudover er formålet med lovforslaget at understøtte forandring og læring hos de plejeenheder, som får påbud fra Styrelsen for Patientsikkerheds Ældretilsyn, og dermed bidrage til at løfte kvaliteten af den social- og plejefaglige indsats det pågældende sted.
Med lovforslaget videreføres Styrelsen for Patientsikkerheds Ældretilsyn for perioden 2022-2024.
Med lovforslaget indføres samtidig en forpligtelse til, at plejeenheder, som modtager et påbud fra Ældretilsynet, skal tage imod et obligatorisk opfølgnings- og læringsforløb ved et nyt udgående rejsehold under Videnscenter for Værdig Ældrepleje i Sundhedsstyrelsen.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.