Legislator Case Law & Legislation
20201XX00190 DK

Skriftlig fremsættelse (12. november 2020) - L 101

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2020 L 101 Valid

Skriftlig fremsættelse (12. november 2020)

SF.L#LOKDOK28 2020 L 101 Valid

Sundheds- og ældreministeren (Magnus Heunicke)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Mulighed for generelt informeret samtykke til mindre sundhedsfaglige behandlinger af varigt inhabile patienter)

(Lovforslag nr. L 101)

Med lovforslaget foreslås det at give de nærmeste pårørende, en værge eller en fremtidsfuldmægtig til en varigt inhabil patient mulighed for at give et generelt informeret samtykke til en række mindre sundhedsfaglige behandlinger af patienten.

Det foreslås ligeledes, at sundheds- og ældreministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om formen og indholdet af det generelle informerede samtykke i en bekendtgørelse.

Forslaget har til formål at etablere et regelsæt, der på den ene side sikrer respekt om alle patienters personlige frihed, integritet og selvbestemmelsesret (for varigt inhabile varetaget og udøvet af patientens stedfortræder) og på den anden side frigør mest mulig tid til kontakten med den enkelte borger.

Forslaget vil finde anvendelse for patienter, der er fyldt 15 år, og som varigt mangler evnen til at give informeret samtykke.

Hermed forstås patienter med en varigt nedsat psykisk eller kognitiv funktionsevne, uanset om denne er medfødt eller erhvervet, f.eks. patienter med mental retardering, udviklingshæmning, demenssygdom, hjerneskade m.v.

Fælles for de behandlinger, der efter forslaget vil blive omfattet af ordningen, er, at der er tale om behandlinger af mindre indgribende karakter.

F.eks. vil der ikke på baggrund af et generelt informeret samtykke kunne iværksættes behandling, der kræver indlæggelse på sygehus.

Der vil endvidere alene være tale om behandlinger, hvor alvorlige komplikationer eller bivirkninger kun optræder meget sjældent.

Hvilke behandlinger, der vil kunne iværksættes på baggrund af det generelt informerede samtykke over for den enkelte patient, vil skulle aftales individuelt mellem de nærmeste pårørende m.fl. og den ansvarlige sundhedsperson ved afgivelsen af samtykket.

Idet jeg i øvrigt tillader mig at henvise til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →