Legislator Case Law & Legislation
20201SS00034 DK

Beretning om Steinerskolernes mulighed for at udbyde en gymnasial uddannelse på 11. og 12. skoleår med merit for noget hf-undervisning på 10. skoleår

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

BR#LOKDOK51 2020 34 Valid

Beretning afgivet af Børne- og Undervisningsudvalget den 24. juni 2021

Beretning

om

Steinerskolernes mulighed for at udbyde en gymnasial uddannelse på 11. og 12. skoleår med merit for noget hf-undervisning på 10. skoleår

BR#LOKDOK51 2020 34 Valid

1.

Politiske bemærkninger

Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Uffe Elbæk (UFG)

Et flertal i udvalget (V, DF, SF, RV, KF, LA og Uffe Elbæk (UFG) understreger, at den politiske aftale om at oprette Steiner-hf skal overholdes og implementeres af børne- og undervisningsministeren i tråd med gymnasieforliget indgået i 2016 og den efterfølgende lovbehandling, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 58 som fremsat.

Flertallet noterer sig, at man i forbindelse med vedtagelsen af gymnasieloven i 2016 ønskede at godkende Steinerskolernes overbygning på linje med andre gymnasiale uddannelser, og at man valgte at definere Steinerskolernes 11. og 12. klassetrin som en toårig hf-uddannelse uden eksamen og karakterer.

I det forberedende lovarbejde blev det overvejet, om man skulle definere skolernes tre sidste årgange som en treårig studentereksamen (stx), eftersom det både i forhold til indhold og timetal ville passe ind i Steinerskolernes eksisterende ungdomsuddannelse, hvor den såkaldte overskole er treårig.

Man valgte dog at gå den toårige hf-vej, da det lovgivningsmæssigt var mere enkelt og gav skolerne mere frihed i tilrettelæggelsen af fagrækken.

For at uddannelsen kunne fortsættes som et treårigt forløb med samme fagrække som før, blev der indføjet en passus om, at der kunne gives merit for den del af hf-undervisningen, som lå placeret i 10. klasse.

Der blev af samme årsag ikke sat nogen grænse for, hvor meget meritundervisningen måtte fylde, kun at den naturligvis skulle leve op til hf-kravene, hvad angår faglighed og lærernes uddannelsesniveau.

Grundet Steinerskolernes særlige pædagogik og inddragelse af bl.a. særlige håndværksfag også på den gymnasiale uddannelse blev det med gymnasiereformen fra 2016 aftalt, at der kan gives merit til den gymnasiale uddannelse med arbejde på 10. klassetrin.

Dette blev efterfølgende medtaget i bemærkningerne til lovforslaget og er ligeledes beskrevet i bilag 163 fra de politiske forhandlinger.

Det er derfor også helt i tråd med såvel det politiske gymnasieforlig og den efterfølgende lovbehandling, at der kan undervises i gymnasiale fag på Steinerskolernes 10. skoleår og ikke kun på skolernes 11. og 12. år (Steiner-hf’en), og gives merit herfor på op til 18 pct. som tidligere fastlagt.

Forudsætningen for meritten på 10. skoleår bygger på, at lærerne på disse meritfag skal være uddannet til at undervise på hf.

Desværre har den nuværende børne- og undervisningsminister ikke fulgt aftalen.

I januar modtog Steinerskolerne en opkrævning af det tidligere udbetalte tilskud.

Skolerne måtte således tilbagebetale op til 18 pct. af tilskuddet med tilbagevirkende kraft.

Dette er helt i modstrid med aftalen i gymnasieforligskredsen fra 2016.

Sagen har i flere omgange været drøftet politisk med regeringen, og et klart flertal af Folketingets partier har også udtrykt sin modstand mod regeringens manglende vilje til overholde det indgået gymnasieforlig, for så vidt angår Steiner-hf.

På den baggrund pålægger et flertal regeringen at finde en løsning på ovenstående inden skolestart i august 2021.

Flertallet pålægger ligeledes ministeren at sikre, at gymnasielovens § 68, der omhandler Steiner-hf, bliver administreret, som loven var tiltænkt.

Det gælder også i forhold til spørgsmålet om merit.

Det skal således sikres, at skolerne ikke trækkes i tilskud for den del af undervisningen, som der i bemærkningerne til lovforslaget er givet hjemmel til at placere i 10 klasse.

Flertallet forventer, at ministeriet tilbagebetaler det opkrævede tilskud inden udgangen af 2021, og at det gøres klart, at skolerne fortsat kan benytte den i loven udtrykte mulighed for meritundervisning i 10 klasse.

Flertallet pålægger også ministeren senest ved Folketingets åbning i oktober 2021 at fremsætte et lovforslag, der sikrer implementering af ovenstående, såfremt det er ministeriets juridiske vurdering, at det vil kræve særskilt lovhjemmel.

Det bemærkes desuden, at denne beretnings indhold vil være en udgiftsneutral løsning, idet pengene til den fulde Steiner-hf, herunder meritten for undervisningen i det 10. skoleår, allerede er bevilget og afsat med gymnasieforliget fra 2016 og dermed allerede er afspejlet på finansloven.

Enhedslisten

Da der i beretningen refereres til aftaler og drøftelser, som Enhedslisten som parti ikke har været en del af, kan EL ikke tilslutte sig ovenstående beretningstekst i sin helhed.

EL ønsker dog at tilkendegive sin støtte til, at Steinerskolerne ikke trækkes i tilskud for den del af undervisningen, som der i lovbemærkningerne, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 58 som fremsat, er givet hjemmel til at placere i 10. klasse, og at skolerne fortsat kan benytte den i loven udtrykte mulighed for meritundervisning i 10. klasse.

P.u.v.

Anders Kronborg

formand

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →