Beretning om genåbning for alle afgangsklasser i landets grundskoler og alle afgangselever på ungdoms- og voksenuddannelser fra mandag den 15. marts 2021
Statutory Text (2 Articles)
Beretning afgivet af Epidemiudvalget den 10. marts 2021
Beretning
om
genåbning for alle afgangsklasser i landets grundskoler og alle afgangselever på ungdoms- og voksenuddannelser fra mandag den 15. marts 2021
1.
Politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (S, SF, RV og EL) ser frem til drøftelserne om genåbningen, men ønsker, at det foregår i rette forum, i forhandlinger med regeringen, så det kan vedtages som en samlet pakke med belysning af de samlede konsekvenser, den måtte medføre.
Et mindretal i udvalget (V, DF og KF) pålægger regeringen at sikre genåbning for alle afgangsklasser i landets grundskoler, således at alle afgangselever i hele Danmark kan komme tilbage i skole fra mandag den 15. marts 2021 med f.eks. 50 pct fremmøde (dvs. hver anden uge) efter samme model som åbningen i Nordjylland og dele af Vestjylland.
Regeringen pålægges endvidere at sikre genåbning for alle afgangselever på ungdoms- og voksenuddannelser i hele Danmark fra mandag den 15. marts 2021 med 50 pct fremmøde (dvs. hver anden uge) efter samme model som åbningen i Nordjylland og dele af Vestjylland.
Genåbningen tilrettelægges med en række smitteforebyggende foranstaltninger som f.eks. mindre hold ad gangen, fokus på hygiejne, afstand på fællesarealer osv. De nærmere retningslinjer fastlægges i samarbejde med sundhedsmyndighederne.
Det bemærkes, at Skolelederforeningen vurderer, at der er brug for 3 dages forberedelse for at gøre skolerne klar til at tage imod afgangseleverne.
Afgangseleverne og personale i grundskolen opfordres til to ugentlige test.
Regeringen pålægges i videst muligt omfang at sikre, at testningen foregår ved brug af nye og mere skånsomme testtyper.
Ved lokale eller geografiske områder med smitteudbrud med høj smitteudvikling foretages nedlukning på lokalt niveau, som det f.eks. er sket i Kolding Kommune.
2.
Udvalgesarbejde
Udvalget har behandlet beretningen i 1 møde.
P.u.v.
Stinus Lindgreen
formand