Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om obligatorisk mulighed for digitale beboerafstemninger i almene boligafdelinger
Statutory Text (2 Articles)
Beretning afgivet af Indenrigs- og Boligudvalget den 27. maj 2021
Beretning
over
Forslag til folketingsbeslutning om obligatorisk mulighed for digitale beboerafstemninger i almene boligafdelinger
[af Alex Ahrendtsen (DF) m.fl.]
1.
Politiske bemærkninger
Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Kristendemokraterne og Sikandar Siddique (UFG)
I forlængelse af behandlingen af beslutningsforslaget om obligatorisk mulighed for digitale beboerafstemninger i almene boligafdelinger bakker et flertal i udvalget (S, V, DF, SF, RV, KD og Sikandar Siddique (UFG)) op om intentionen om at styrke beboerdemokratiet i den almene boligsektor.
S, V, DF, SF, RV, KD og Sikandar Siddique (UFG) er enige om, at det er nødvendigt at undersøge beslutningsforslagets konsekvenser for det almene beboerdemokrati nærmere, herunder særlig de økonomiske konsekvenser for boligafdelingerne.
S, V, DF, SF, RV, KD og Sikandar Siddique (UFG) imødeser derfor resultatet af den igangsatte undersøgelse, som gennemføres af Bolig- og Planstyrelsen, inden der igen kan tages stilling til emnet for beslutningsforslaget.
Undersøgelsen skal fokusere på de beboerdemokratiske processer på afdelingsmøderne i almene boligafdelinger, men erfaringer fra de almene boligorganisationers bestyrelses- og repræsentantskabsmøder kan også inddrages.
Flertallet imødeser en screening af undersøgelser hos f.eks. BL og VIVE om udbredelsen af og erfaringer med digitale værktøjer i beboerdemokratiet i den almene boligsektor, herunder eventuelle interviews af nøglepersoner på området.
S, V, DF, SF, RV, KD og Sikandar Siddique (UFG) ser derudover frem til, at der indhentes erfaringer fra de forsøg med anvendelse af digitale værktøjer i det almene beboerdemokrati, der blev gennemført i perioden 2012-2016 op til den lovændring i 2016, som muliggjorde brug af digitale værktøjer, og påskønner, at de implicerede boligorganisationer eventuelt kontaktes med henblik på at indhente deres nyeste erfaringer på området.
S, V, DF, SF, RV, KD og Sikandar Siddique (UFG) finder det hensigtsmæssigt, at der efter behov og ud fra den indhentede viden designes en undersøgelse af et relevant udsnit af almene boligorganisationer med henblik på at indsamle opdateret viden om udbredelse og erfaring med digitale beboerafstemningerne i den almene boligsektor.
Desuden finder S, V, DF, SF, RV, KD og Sikandar Siddique (UFG) det ligeledes hensigtsmæssigt, at der indhentes eventuelle udtalelser fra relevante interesseorganisationer om anvendelsen af digitale værktøjer til de beboerdemokratiske processer i den almene boligsektor – og om nødvendigt at der indhentes erfaringer fra andre organisationer, der har erfaringer med brug af digitale afstemningssystemer.
Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved beretningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med politiske bemærkninger i beretningen.
2.
Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 23. februar 2021 og var til 1. behandling den 29. april 2021.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Indenrigs- og Boligudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 3 bilag på beslutningsforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 1 spørgsmål til indenrigs- og boligministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.
P.u.v.
Søren Egge Rasmussen
formand