Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om ret til klage over utilstrækkelig støtte i folkeskolen til børn med under 9 timers støttebehov
Statutory Text (2 Articles)
Beretning afgivet af Børne- og Undervisningsudvalget den 28. april 2021
Beretning
over
Forslag til folketingsbeslutning om ret til klage over utilstrækkelig støtte i folkeskolen til børn med under 9 timers støttebehov
[af Jakob Sølvhøj (EL) m.fl.]
1.
Politiske bemærkninger
Udvalget
Udvalget konstaterer, at forældre til børn, der er tildelt støtte i forbindelse med undervisningen i folkeskolen i mindre end 9 timer ugentligt, ikke har mulighed for at få prøvet en klage over indholdet og kvaliteten af denne støtte i Klagenævnet for Specialundervisning.
Udvalget finder det urimeligt, at der ikke er lige adgang for forældre til at indbringe klager over en skoleleders afgørelse om støtte til elever i folkeskolen.
Der bør være en generel ret til at få prøvet en afgørelse vedrørende støtte til elever i folkeskolen ved en uvildig instans.
Udvalget noterer, at børne- og undervisningsministeren ved første behandlingen af B 39 har udtrykt enighed i, at der er behov for at se nærmere på retssikkerheden for de børn, som har et støttebehov på under 9 timer, og ved samme lejlighed har ministeren tilkendegivet, at regeringen vil indbyde udvalget til drøftelser herom, når den igangværende evaluering af inkluderende læringsmiljøer og specialundervisning er afsluttet i 2021.
Udvalget opfordrer på den baggrund børne- og undervisningsministeren til inden udgangen af 2021 at fremlægge forslag, der sikrer, at forældre eller forældremyndighedsindehavere til børn i folkeskolen, der har et støttebehov på mindre end 9 timer om ugen, får adgang til at klage over den tildelte støtte til Klagenævnet for Specialundervisning.
Alternativet, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved beretningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med politiske bemærkninger i beretningen.
2.
Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 20. oktober 2020 og var til 1. behandling den 3. december 2020.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Børne- og Undervisningsudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 1 bilag på beslutningsforslaget.
P.u.v.
Anders Kronborg
formand