Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om hurtigere og mere fleksibel hjælp til als-patienter
Statutory Text (2 Articles)
Beretning afgivet af Social- og Indenrigsudvalget den 10. december 2020
Beretning
over
Forslag til folketingsbeslutning om hurtigere og mere fleksibel hjælp til als-patienter
[af Karina Adsbøl (DF) m.fl.]
1.
Politiske bemærkninger
Udvalget
Udvalget er enigt om at sikre en hurtigere og mere fleksibel praktisk hjælp og pleje til mennesker med hastigt fremadskridende sygdomme som f.eks. als.
Udvalget ønsker samtidig at udvide målgruppen for beslutningsforslaget, idet der også er behov for at sikre en hurtigere og mere fleksibel hjælp efter serviceloven til andre grupper af mennesker med tilsvarende alvorlige og hastigt fremadskridende sygdomme, herunder Huntingtons sygdom og Spielmeyer-Vogts sygdom, når sygdommen udvikler sig og livsvilkårene hastigt forværres.
Udvalget har noteret sig, at regeringen i indeværende folketingsår vil afdække målgruppens omfang og fremlægge en konkret model, der giver hurtigere og mere fleksibel hjælp til mennesker med hastigt fremadskridende sygdomme, med henblik på at de nye regler kan træde i kraft hurtigst muligt.
Udvalget er enigt i, at afdækningen ikke må forsinke processen i forhold til en hurtigere og mere fleksibel hjælp til als-patienter.
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved beretningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med politiske bemærkninger i beretningen.
2.
Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 20. oktober 2020 og var til 1. behandling den 26. november 2020.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Social- og Indenrigsudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 2 bilag på beslutningsforslaget.
P.u.v.
Kirsten Normann Andersen
formand