Legislator Case Law & Legislation
20201BB00265 DK

Forslag til folketingsbeslutning om bedre vejledning af udlændinge om muligheden for repatrieringsstøtte

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

BSF B#LOKDOK41 2020 265 Valid

Fremsat den 9. marts 2021 af Marcus Knuth (KF), Birgitte Bergman (KF), Brigitte Klintskov Jerkel (KF) og Søren Pape Poulsen (KF)

Forslag til folketingsbeslutning

om bedre vejledning af udlændinge om muligheden for repatrieringsstøtte

Bemærkninger til forslaget

Skriftlig fremsættelse

Marcus Knuth (KF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om bedre vejledning af udlændinge om muligheden for repatrieringsstøtte.

(Beslutningsforslag nr. B 265)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

BSF B#LOKDOK41 2020 265 Valid

Folketinget pålægger regeringen at indføre en dedikeret vejledningssamtale én gang om året vedrørende muligheden for repatriering for de cirka 8.900 udlændinge, der har haft opholdstilladelse i Danmark i mere end 5 år, og som har været på kontanthjælpslignende ydelser i 1½ år de seneste 3 år.

Desuden pålægges regeringen at fritage udlændinge for vejledning om repatriering, hvis de har haft lovligt ophold i Danmark i 15 år, ikke har modtaget kontanthjælpslignende ydelser i mere end 3 måneder i de sidste 3 år og har bestået danskprøve 3 el.lign.

BSF B#LOKDOK41 2020 265 Valid

Forslagsstillerne bakker op om repatrieringsstøtteordningen.

Det er af afgørende betydning for sammenhængskraften i Danmark, at flere arbejdsløse udlændinge rejser hjem til deres oprindelsesland.

Det er derfor, vi har repatrieringsstøtteordningen.

Desuden er det i overensstemmelse med grundpillen i dansk udlændingepolitik, at man sikrer hjemrejse for flygtninge, når der er fred i deres hjemland.

På den måde kan disse udlændinge bistå med genopbygningen af hjemlandet.

Denne grundpille kendes bedre i folkemunde som paradigmeskiftet.

Regeringen indgik i februar 2021 en aftalte med Venstre, Radikale Venstre og Liberal Alliance om hjemrejsesamtaler for udlændinge (»Arbejdsløse udlændinge indkaldes til nye hjemrejsesamtaler«, Udlændinge- og Integrationsministeriet, den 18. februar 2021).

Forslagsstillerne støtter den del af aftalen, som vedrører dedikerede samtaler for de cirka 8.900 udlændinge, der har haft opholdstilladelse i Danmark i mere end 5 år, og som har været på kontanthjælpslignende ydelser i 1½ år de seneste 3 år.

Forslagsstillerne finder dog, at det er mest gavnligt at indkalde denne gruppe af udlændinge til en vejledningssamtale én gang om året i stedet for blot hver andet år.

Forslagsstillerne støtter ikke den del af aftalen mellem regeringen, Venstre, Radikale Venstre og Liberal Alliance, der fritager cirka 27.200 arbejdsløse udlændinge for vejledning om hjemrejse, fordi de »kun« har været på kontanthjælpslignende ydelser i op til 1½ år ud af de sidste 3 år.

Dette mener forslagsstillerne er for lempeligt.

Forslagsstillerne bakker til gengæld op om, at vi skal undgå meningsløs vejledning om repatriering, hvor udlændinge, der har boet store dele af deres liv i Danmark, bliver vejledt, fordi de kortvarigt falder uden for arbejdsmarkedet og kommer på kontanthjælp.

Forslagsstillerne er således af den opfattelse, at man kun skal fritages for vejledning, hvis man har haft lovligt ophold i Danmark i mindst 15 år, højst har været på kontanthjælpslignende ydelser i op til 3 måneder af de seneste 3 år og har bestået danskprøve 3 el.lign.

Dette forslag vil dedikere og målrette vejledningen for udlændinge i endnu højere grad, end den er i dag.

Samtidig skal forslaget bidrage til at sikre, at man kun fritages for en vejledning om muligheden for repatriering, hvis man lever op til de gængse kriterier for udlændinges ophold i Danmark, som bl.a. andet omhandler selvforsørgelse og danskkundskaber.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →