Forslag til folketingsbeslutning om permanent forhøjelse af virksomhedernes fradrag på 130 pct. for investeringer i forskning og udvikling
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 9. marts 2021 af Kim Valentin (V), Louise Schack Elholm (V), Kristian Pihl Lorentzen (V), Torsten Schack Pedersen (V) og Anne Honoré Østergaard (V)
Forslag til folketingsbeslutning
om permanent forhøjelse af virksomhedernes fradrag på 130 pct. for investeringer i forskning og udvikling
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Kim Valentin (V)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om permanent forhøjelse af virksomhedernes fradrag på 130 pct. for investeringer i forskning og udvikling.
(Beslutningsforslag nr. B 259)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen inden den 1. maj 2021 at fremsætte et lovforslag, der gør den midlertidige forhøjelse af virksomhedernes fradrag på 130 pct. for investeringer i forskning og udvikling permanent.
I Danmark har vi en stolt tradition for innovation.
Et stærkt grønt iværksættermiljø bør derfor også være en hjørnesten i den danske klimaindsats.
Den økonomiske krise har dog gjort det sværere for danske virksomheder at investere i forskning, der f.eks. kan understøtte udviklingen af nye grønne teknologier.
2020 bød på det største fald i erhvervsinvesteringer siden årene under finanskrisen, og investeringerne vil falde yderligere i 2021 (»Økonomisk Redegørelse«, Finansministeriet, december 2020).
Venstre ønsker at give danske virksomheder en hjælpende hånd, der gør det nemmere og mere attraktivt at investere i forskning og udvikling.
Derfor foreslår Venstre at gøre den midlertidige forhøjelse af virksomhedernes fradrag på 130 pct. for forskning og udvikling permanent.
Når virksomhederne investerer i nye løsninger, skaber det arbejdspladser, som skal besættes af både ufaglærte, faglærte og akademikere.
Det øger samtidig også produktiviteten.
Det kommer dermed hele samfundet til gavn.