Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af én digital løsning til foreningers arrangementsansøgninger
Statutory Text (5 Articles)
Fremsat den 9. marts 2021 af Eva Kjer Hansen (V), Bertel Haarder (V), Stén Knuth (V) og Anni Matthiesen (V)
Forslag til folketingsbeslutning
om oprettelse af én digital løsning til foreningers arrangementsansøgninger
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Eva Kjer Hansen (V)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af én digital løsning til foreningers arrangementsansøgninger.
(Beslutningsforslag nr. B 219)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen at igangsætte etableringen af en digital løsning, så foreninger kan nøjes med at sende én samlet ansøgning i forbindelse med arrangementer såsom byfester, festivaler m.v., der tilgår alle relevante myndigheder.
Den digitale løsning skal som minimum indeholde følgende funktioner
a)
Ansøgere skal ved at beskrive det planlagte arrangement få overblik over alle nødvendige tilladelser fra det offentlige.
b)
Ansøgere skal kunne udfylde alle oplysninger til alle nødvendige tilladelser ét sted, og den digitale løsning fordeler oplysningerne til de respektive myndigheders it-systemer.
c)
Ansøgere skal kunne gemme kladder og bruge tidligere ansøgninger som skabeloner.
d)
Ansøgere og myndigheder skal kunne se status samlet og på hver tilladelse, som hver af myndighederne markerer i løsningen enten manuelt eller automatisk.
Da Venstre sad i regering igangsatte partiet arbejdet med at skabe en sammenhængende digital offentlig service, der tager udgangspunkt i borgernes behov.
På den baggrund lancerede Venstre i oktober 2018 udspillet »Digital service i verdensklasse« (VLAK-regeringen: Digital service i verdensklasse, 2018), og i marts 2019 indgik Venstre sammen med KL og Danske Regioner »Digitaliseringspagten« (VLAK-regeringen, KL og Danske Regioner: Digitaliseringspagt – En ny retning for det fællesoffentlige samarbejde, 2019), der begge bl.a. havde den hensigt at bruge digitaliseringen til at udvikle den offentlige service.
Venstres mål er, at selvbetjeningsløsninger og øvrig digital service i højere grad er tænkt sammen på tværs af myndigheder og dermed at etablere sammenhængende brugerrejser for borgerne og virksomheder, så borgerne og virksomhederne oplever en sammenhængende digital service, som opfylder deres behov.
.
I »Digital service i verdensklasse« blev der identificeret ti sammenhængende brugerrejser i vigtige situationer for borgere.
Som det fremgår af »Digital service i verdensklasse« var hensigten, at et lignende tiltag inden udgangen af 2020 skulle foretages for virksomheder, men Venstre kan desværre konstatere, at det ikke har været en prioritet for den socialdemokratiske regering.
Med dette beslutningsforslag ønsker forslagsstillerne at sætte fokus på et område, hvor en sammenhængende digital brugerrejse vil gøre stor gavn.
Når foreninger eller kulturvirksomheder skal søge om tilladelse til afholdelse af arrangementer såsom byfester, kræmmermarkeder og lign.
kræver det en række tilladelser fra både statslige myndigheder, politiet og kommunen.
Forslagsstillerne har oplevet, hvordan dette bureaukrati kan stå i vejen for det frie initiativ og må konstatere, at det er nødvendigt at forbedre rammerne for de frivillige, foreninger og kulturvirksomheder, der arrangerer byfester, koncerter, kræmmermarkeder, festivaler m.v., hvis det frie initiativ skal kunne udvikle sig.
Forslagsstillerne er bekendt med, at der i dag findes løsninger, der kan håndtere dele af ansøgningsprocesserne.
Disse systemer er en blanding af egenudviklede kommunale systemer, digitale blanketløsninger og tilpassede fagsystemer.
Der findes dog ingen løsninger, der kan håndtere alle myndighedsområder og ansøgninger.
Derfor ønsker forslagsstillerne, at der skabes en sammenhængende digital brugerrejse for foreninger og andre, der ønsker at søge om tilladelser til arrangementer såsom byfester, festivaler m.v., der tilgår alle relevante myndigheder.
Den digitale løsning bør som minimum indeholde følgende funktioner
Økonomi
Forslagsstillerne er bekendt med, at Digitaliseringspagten indeholder en »investeringsfond for nye teknologier og hurtigere udbredelse af digitale velfærdsløsninger«.
Forslagsstillerne lægger til grund, at forslaget vil kunne finansieres inden for rammen af denne fond.
Konklusion
På den baggrund pålægger forslagsstillerne regeringen at igangsætte arbejde med at lave en digital løsning, så foreninger kan nøjes med at sende én samlet ansøgning ved arrangementer såsom byfester, festivaler m.v., der tilgår alle relevante myndigheder.
-
Ansøgere skal ved at beskrive det planlagte arrangement få overblik over alle nødvendige tilladelser fra det offentlige.
-
Ansøgere skal kunne udfylde alle oplysninger til alle nødvendige tilladelser ét sted, og den digitale løsning fordeler oplysningerne til de respektive myndigheders it-systemer.
-
Ansøgere skal kunne gemme kladder og bruge tidligere ansøgninger som skabeloner.
-
Ansøgere og myndigheder skal kunne se status samlet og på hver tilladelse, som hver af myndighederne markerer i løsningen enten manuelt eller automatisk.