Forslag til folketingsbeslutning om ændring af forbrugeraftaleloven
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 2. februar 2021 af Mette Hjermind Dencker (DF), Karina Adsbøl (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Morten Messerschmidt (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om ændring af forbrugeraftaleloven
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Mette Hjermind Dencker (DF)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om ændring af forbrugeraftaleloven.
(Beslutningsforslag nr. B 136)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om ændring af forbrugeraftaleloven, der får den konsekvens, at undtagelserne fra forbuddet mod uanmodet henvendelse m.v. i lovens § 4 bortfalder, således at direkte markedsføring kun kan ske ved forudgående samtykke, uanset hvad man sælger.
Lovforslaget skal endvidere indeholde bestemmelser, der får den virkning, at bødeniveauet i sager vedrørende ulovligt telefonsalg generelt skærpes.
Beslutningsforslaget er en delvis genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 154 om ændring af forbrugeraftaleloven, folketingsåret 2018-19, 1. samling.
Der henvises til folketingstidende.dk, Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, B 154 som fremsat.
Beslutningsforslaget kom ikke til behandling i samlingen.
Gældende regler for telefonsalg
Det fremgår af forbrugeraftalelovens § 4, at erhvervsdrivende ikke uden forudgående anmodning herom må rette telefonisk eller personlig henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale.
Der er dog en del undtagelser til denne bestemmelse.
Det fremgår således af loven, at forbuddet ikke gælder for telefoniske henvendelser om 1) bestilling af bøger, 2) tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter, 3) formidling af forsikringsaftaler og 4) tegning af abonnement om redningstjeneste eller sygetransport.
Derudover må velgørende organisationer og almennyttige foreninger m.v. også gerne kontakte en forbruger, uden at forbrugeren har givet dem lov, hvis det er inden for deres kerneområde, jf. »Telefonsælgere: Hvem må ringe til dig?
«, Forbrugerrådet Tænk, den 8. marts 2019.
Dette forslag ændrer ikke ved almennyttige foreninger og velgørende organisationers adgang til at kontakte forbrugere.
De må også fremover henvende sig til forbrugere uden forudgående aftale, såfremt henvendelsen falder inden for deres kerneområde.
Eksempelvis må Forbrugerrådet Tænk også fremover ringe en forbruger op og tilbyde et medlemskab, og Ældre Sagen må også gerne fremover ringe en forbruger op med henblik på at få forbrugeren til at blive medlem.
Hensigten med forslaget er derimod, at eksempelvis et forsikringsselskab ikke må ringe en forbruger op uden forudgående aftale for at sælge et abonnement.
En ny tilmeldingsordning
På grund af undtagelserne i forbrugeraftalelovens § 4 kan det være svært at undgå telefonsælgere.
Hvis man vil undgå at blive kontaktet af sælgere, kan man tilmelde sig Robinsonlisten.
Robinsonlisten er et register over personer, som aktivt har frabedt sig uopfordrede skriftlige og telefoniske henvendelser (borger.dk, Robinsonlisten – markedsføringsbeskyttelse).
Mange især ældre og svagtstillede borgere får måske ikke tilmeldt sig Robinsonlisten og risikerer derfor at blive generet af opkald i tide og utide.
Nogle bliver muligvis også besnakket til køb, de ellers ikke ville have foretaget.
Hvis man skal have en liste, der har en effekt, bør det omvendt være en tilmeldingsliste, hvor forbrugere aktivt skal give tilladelse til at blive kontaktet.
Forslagsstillerne mener, at der er noget grundlæggende forkert i, at man aktivt skal fravælge uanmodede henvendelser, og ønsker med nærværende forslag at sikre, at undtagelserne fra forbud mod uanmodet henvendelse i forbrugeraftalelovens § 4 bortfalder, således at direkte markedsføring kun kan ske ved forudgående samtykke, uanset hvad man sælger.
Forslaget retter sig udelukkende mod undtagelserne i forbrugeraftalelovens § 4 og ikke mod henvendelser fra velgørende organisationer og almennyttige foreninger m.v.
Skærpet bødestraf
Forslaget skal endvidere sikre, at bøder for at overtræde bestemmelserne om ulovligt telefonsalg skærpes kraftigt.
Forbrugerombudsmanden har haft hundredvis af klagesager vedrørende ulovligt telefonsalg, og selv om der er blevet uddelt store bøder, er de tilsyneladende ikke store nok til at afskrække telefonsælgere fra at tage ulovlig kontakt til folk.
I 2017 modtog Forbrugerombudsmanden 537 klager over ulovligt telefonsalg, og i 2018 var antallet af klager 440.
Senest har Forbrugerombudsmanden politianmeldt fire teleselskaber og to energiselskaber for i strid med forbrugeraftaleloven at have ringet til forbrugere uden forbrugernes samtykke.
Forbrugerombudsmanden har rejst sagerne på baggrund af 160 klager fra forbrugere.
Ifølge forbrugerne har de ikke givet samtykke til at blive kontaktet telefonisk af tele- og energiselskaberne.
Tre af selskaberne har valgt at erkende overtrædelserne og betale bøder på mellem 225.000 kr. og 400.000 kr., jf. »Forbrugerombudsmanden politianmelder 13 virksomheder for ulovligt telefonsalg«, forbrugerombudsmanden.dk, den 7. marts 2019.