Forslag til folketingsbeslutning om at forhøje straffen for at vandalisere kulturarvsminder, statuer, mindesmærker og lign.
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 30. oktober 2020 af Peter Skaarup (DF), Karina Adsbøl (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Dennis Flydtkjær (DF) og Morten Messerschmidt (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om at forhøje straffen for at vandalisere kulturarvsminder, statuer, mindesmærker og lign.
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Peter Skaarup (DF)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om at forhøje straffen for at vandalisere kulturarvsminder, statuer, mindesmærker og lign.
(Beslutningsforslag nr. B 66)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende folketingsår at fremsætte et lovforslag, der indebærer, at strafferammen for at vandalisere kulturarvsminder, statuer, mindesmærker og lign.
bliver fordoblet, og at straffen for vandalisering af kulturarvsminder i udgangspunktet skal være fængsel.
I Danmark har vi en række unikke kulturarvsminder, herunder statuer, mindesmærker og lign., som er en vigtig del af vores historie.
Dem gør staten alt, hvad der er muligt, for at bevare for eftertiden.
Disse forskellige minder vidner om vigtige historiske begivenheder, tidsaldre eller personer, som historisk har været en del af Danmarks fortid.
Grundet Danmarks fortid har vi den nutid, som vi nu lever i.
Disse historiske minder og markeringer ønsker vi at passe på og værne om.
Men udviklingen fra udlandet, hvor der i forbindelse med demonstrationer imod racisme er set, at en række monumenter enten bliver vandaliseret eller direkte ødelagt, ønsker forslagsstillerne at være på forkant med denne udvikling herhjemme.
For vi har ikke råd til at få ødelagt fortidsminderne og efterfølgende lave den rette lovgivning.
Derfor ønsker forslagsstillerne markant at ændre straffene, så man præventivt vil kunne forebygge selvjustitsen.
I dag straffes man typisk med bøde efter straffelovens § 291, hvis man udøver hærværk.
§ 291 lyder
»Den, der ødelægger, beskadiger eller bortskaffer ting, der tilhører en anden, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
Stk. 2.
Øves der hærværk af betydeligt omfang eller af mere systematisk eller organiseret karakter, eller er gerningsmanden tidligere fundet skyldig efter nærværende paragraf eller efter § 180, § 181, § 183, stk. 1 og 2, § 184, stk. 1, § 193 eller § 194, kan straffen stige til fængsel i 6 år.
Stk. 3.
Forvoldes skaden under de i stk. 2 nævnte omstændigheder af grov uagtsomhed, er straffen bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Stk. 4.
Ved fastsættelse af straffen efter stk. 1 og 2 skal det indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller at hærværk er begået mod ting, der tjener til at forebygge eller bekæmpe kriminalitet.
Det skal ved fastsættelse af straffen efter stk. 1 og 2 endvidere indgå som skærpende omstændighed, at forholdet er begået mod ting, der tilhører en af de i § 119 nævnte personer, når gerningen har baggrund i den forurettedes udførelse af offentlig tjeneste eller hverv.«
Forslagsstillerne kender ikke til eksempler, hvor man er blevet idømt fængsel for hærværk på kulturarvsminder.
Dette ønsker forslagsstillerne skal være udgangspunktet, når det handler om uerstattelige fortidsminder og kulturarvsminder, eller hvor vandaliseringen eller hærværket er politisk motiveret.
Danmark er og skal forblive en retsstat.
Her er det ikke folket, der begrundet i politiske holdninger skal kunne vandalisere eller ødelægge de kulturarvsminder, som ikke lige findes acceptable ud fra en her og nu-politisk kontekst.
Ved en række fortidsmonumenter vil man kunne diskutere – i en nutidig kontekst – om det, personen eller mindet portrætterer, lever op til nutidens måde at tænke og agere på.
Men den slags censur ønsker forslagsstillerne ikke skal gennemsyre vores samfund, således at alt, hvad der ikke passer ind i nutidens normer, enten skal fjernes, vandaliseres, ødelægges eller destrueres.
For selv om f.eks. en given person ikke efter nutidens normer havde en politisk gangbar holdning til et givent emne, kan personen godt hædres for alt muligt andet, som personen stod for, og som vedkommende gav videre til eftertiden.
De seneste eksempler omhandler forskellige statuer af folk, der enten vides eller menes at have benyttet sig af slaver, eller som havde ytret sig racistisk.
Fortsætter denne tendens, vil man med nutidens øjne og meninger heller ikke kunne have statuer af personer, som kunne have underbetalt arbejdere, kunne have været homofobisk, kunne have været sexistisk eller andet.
Fortsætter det, kan en række ikoniske bygningsværker ligeledes blive revet ned, da de ikke er blevet bygget efter nutidens standarter i forhold til løn, arbejdsvilkår osv.
Men uanset hvad skal det ikke være en umiddelbar folkestemning, som skal afgøre, om et stykke kulturarv skal udsættes for vandalisering eller hærværk.
Finder man selv, at man er berettiget til at udøve en sådan selvtægt, skal man straffes gevaldigt.