Ændringsforslag til 2. behandling af Forslag til lov om retsafgifter
Statutory Text (4 Articles)
Ændringsforslag stillet den 1. marts 2021 uden for betænkningen
Ændringsforslag
til 2. behandling af
Forslag til lov om retsafgifter
[af justitsministeren (Nick Hækkerup)]
Til § 51
Af justitsministeren
6)
I stk. 5 indsættes som 3. pkt.
Dog finder § 17 a i lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1252 af 27. november 2014, ikke anvendelse.
[Overgangsbestemmelse vedrørende tillægsafgiften i fogedsager]
Bemærkninger
Til nr. 6
Med lovforslaget foreslås en forenkling af retsafgifterne i fogedsager, således at der fremover skal betales en fast afgift, der dækker sagen »fra vugge til grav«.
Efter den gældende lov om retsafgifter betales der en afgift ved indgivelsen af en anmodning om fogedforretning og en tillægsafgift for en anmodning om udkørende forretning eller politifremstilling af skyldneren.
Reglerne om tillægsafgift findes i § 17 a i den gældende lov om retsafgifter.
Med lovforslagets § 50 foreslås det at ophæve den gældende lov om retsafgifter, samtidig med at den nye lov om retsafgifter træder i kraft.
Det foreslås imidlertid i en overgangsbestemmelse i § 51, stk. 5, at de foreslåede regler i lovens kapitel 5 om afgifter for fogedforretninger ikke skal finde anvendelse i fogedsager, hvor anmodning om fogedforretning er fremsat inden lovens ikrafttræden, og at de hidtil gældende regler skal finde anvendelse i sådanne sager.
Med ændringsforslaget foreslås det at indsætte et nyt 3. pkt. i det foreslåede § 51, stk. 5, hvorefter § 17 a i den gældende lov om retsafgifter dog ikke skal finde anvendelse.
Ændringsforslaget indebærer, at i fogedsager, hvor anmodning om fogedforretning er fremsat inden lovens ikrafttræden, vil § 17 a i den gældende lov om retsafgifter ikke finde anvendelse, efter at loven er trådt i kraft.
Det betyder, at når der i en sådan sag efter lovens ikrafttræden fremsættes anmodning om udkørende forretning eller politifremstilling af skyldneren, skal der ikke betales tillægsafgift efter § 17 a i den hidtil gældende lov om retsafgifter.
Anmodning om udkørende forretning eller politifremstilling af skyldneren vil dermed fra lovens ikrafttræden være afgiftsfri, også når anmodningen om fogedforretning er indgivet før lovens ikrafttræden og der dermed er betalt retsafgift efter de hidtil gældende regler for anmodningen om fogedforretning.
Er der i en sådan sag derimod før lovens ikrafttræden fremsat anmodning om udkørende forretning eller politifremstilling af skyldneren, er afgiftspligten for denne anmodning indtrådt før lovens ikrafttræden, og der skal i sådanne tilfælde betales tillægsafgift efter § 17 a i den hidtil gældende lov om retsafgifter, også når den udkørende forretning eller politifremstillingen først sker efter lovens ikrafttræden.
Baggrunden for ændringsforslaget er, at Domstolsstyrelsen har oplyst, at det sagsbehandlingssystem, som anvendes i fogedretterne, er vanskeligt at ændre i, og at det vil være meget vanskeligt at håndtere to regelsæt i overgangsperioden.
Det foreslås derfor at afskaffe tillægsafgiften fra lovens ikrafttræden også i verserende fogedsager, således at afgiftsreglerne fra lovens ikrafttræden på det punkt bliver ens i verserende fogedsager og nye fogedsager, som indledes efter lovens ikrafttræden.