Forslag til Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og lov om kapitalmarkeder og om ophævelse af lov om finansiel stabilitet (Ændringer som følge af revisioner af kapitalkravsdirektivet (CRD V) og krisehåndteringsdirektivet (BRRD II) m.v.)

Fremsat den 19. november 2020 af erhvervsminister (Simon Kollerup)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og lov om kapitalmarkeder og om ophævelse af lov om finansiel stabilitet

(Ændringer som følge af revisioner af kapitalkravsdirektivet (CRD V) og krisehåndteringsdirektivet (BRRD II) m.v.)

Bemærkninger til lovforslaget

Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Bilag 1

Bilag 2

§ 1

I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1447 af 11. september 2020, som ændret ved § 1 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, foretages følgende ændringer

1.

I fodnoten til lovens titel ændres »og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/828/EU af 17. maj 2017, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1« til: »dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/828/EU af 17. maj 2017, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/879/EU af 20. maj 2019 (BRRD II), EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 296, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/878/EU af 20. maj 2019, EU-tidende 2019, nr. L 150, side 253«.

2.

I § 1, stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 64, stk. 3« til: »§ 64, stk. 4, § 64 e, stk. 1«, og efter »§ 350, stk. 4,« indsættes: »§ 351, stk. 1, 2 og 6-9,«.

3.

I § 1, stk. 2, 2. pkt., ændres »§§ 176-178, § 266, stk. 2, § 274, stk. 3,« til: »§§ 176-178, 182 b-182 f, § 245 a, stk. 3, §§ 245 b og 260, § 266, stk. 1, §§ 271 og 274-276«, og »og §§ 310, 312, 313 og 313 b« ændres til: »§§ 310, 312, 313, 313 b og 344 d«.

4.

I § 1, stk. 2, 3. pkt., indsættes efter »§§«: »64 d,«.

5.

§ 1, stk. 2, 4. pkt., ophæves, og i § 1, stk. 2, 5. pkt., der bliver 4. pkt., indsættes efter »finder«: »§ 64, stk. 4,«, »§ 264, stk. 3, nr. 11« ændres til: »§ 260, § 264, stk. 5, nr. 13, § 266, stk. 1, §§ 271 og 274-276«, og efter »§ 347, stk. 1,« indsættes: »§ 351, stk. 1, 2 og 6-9,«.

6.

I § 5, stk. 1, nr. 6, ændres »kreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I« til: »kreditinstitut, et fondsmæglerselskab I eller en ren industriel holdingvirksomhed«.

7.

§ 5, stk. 1, nr. 10, litra b, 1. pkt., ophæves, og i stedet indsættes

En modervirksomhed, hvis virksomhed udelukkende eller hovedsagelig består i at eje kapitalandele i dattervirksomheder, der er finansielle virksomheder eller finansieringsinstitutter.

Dattervirksomheder er hovedsagelig finansielle virksomheder eller finansieringsinstitutter, hvis mindst én er en finansiel virksomhed, og mere end 50 pct. af modervirksomhedens konsoliderede aktiver er tilknyttet dattervirksomheder, som er finansielle virksomheder eller finansieringsinstitutter.

8.

I § 5, stk. 1, nr. 36, ændres »en G-SIFI-buffer, jf. nr. 41, og en systemisk buffer, jf. nr. 43, jf. dog § 125 e, stk. 2 og 3« til: »en SIFI-buffer, jf. nr. 41, en G-SIFI-buffer, jf. nr. 44, og en systemisk buffer, jf. nr. 46, jf. dog § 125 e, stk. 2«.

9.

I § 5, stk. 1, indsættes efter nr. 40 som nye numre

41)

SIFI-buffer: Det kapitalgrundlag, som et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI), jf. § 308, skal opretholde i henhold til § 125 a, stk. 5, på individuelt, delkonsolideret og konsolideret grundlag.

42)

SIFI-buffersats: Den sats, som et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) skal anvende til opgørelse af sin SIFI-buffer, og som fastsættes i henhold til § 125 g.

43)

Gearingsgradbuffer: Det kapitalgrundlag, som et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) skal opretholde i henhold til artikel 92, stk. 1a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 876/2019 af 20. maj 2019 om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013.

Nr. 41-71 bliver herefter nr. 44-74.

10.

I § 5, stk. 1, nr. 52, der bliver nr. 55, ændres »125 i« til: »268«.

11.

I § 5, stk. 1, indsættes som nr. 75-79

75)

Nedskrivningsegnede forpligtelser: Forpligtelser, der er omfattet af bail-in, og som er omfattet af § 267 a, stk. 1, eller § 267 e.

76)

Efterstillede nedskrivningsegnede instrumenter: Instrumenter, der opfylder betingelserne i artikel 72 a, artikel 72 b, stk. 1 og 2, og artikel 72 c i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

77)

Afviklingsenhed

a)

En virksomhed, der er omfattet af afviklingstiltag i en afviklingsplan udarbejdet i henhold til § 259.

b)

En virksomhed, der er omfattet af afviklingstiltag i en koncernafviklingsplan udarbejdet i henhold til § 260.

78)

Afviklingskoncern

a)

En afviklingsenhed og dens dattervirksomheder.

En dattervirksomhed er ikke omfattet af en afviklingskoncern, hvis

i)

dattervirksomheden selv er en afviklingsenhed,

ii)

dattervirksomheden er dattervirksomhed af en anden afviklingsenhed, eller

iii)

dattervirksomheden er etableret i et tredjeland, medmindre dattervirksomheden indgår i afviklingskoncernen i henhold til afviklingsplanen.

b)

Kreditinstitutter, som er fast tilknyttet et centralt organ, og det centrale organ, når mindst et kreditinstitut eller det centrale organ er en afviklingsenhed.

Kreditinstitutternes og det centrale organs dattervirksomheder er også omfattet af afviklingskoncernen.

79)

Kønsneutral lønpolitik: En lønpolitik baseret på lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi uanset den ansattes køn.

12.

I § 5, stk. 6, nr. 10, ændres »artikel 25« til: »artikel 50«.

13.

I § 14, stk. 1, nr. 7, indsættes efter »forsvarlige,«: »herunder at kravene i § 71 er opfyldt,«.

14.

I § 43, stk. 4, 1. pkt., ændres »og realkreditinstitutter« til: », realkreditinstitutter, investeringsforvaltningsselskaber«.

15.

§ 44 ophæves.

16.

I § 64 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke

Stk. 3.

Den finansielle virksomhed er forpligtet til at påse overholdelsen af stk. 1.

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

17.

I § 64, stk. 3, der bliver stk. 4, indsættes efter »og stk. 2«: »og 3«, og efter »en finansiel holdingvirksomhed« indsættes: », en blandet holdingvirksomhed«.

18.

I § 64 c indsættes som stk. 7

Stk. 7.

Et pengeinstitut, et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) og et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), som ikke er et pengeinstitut, er forpligtet til at påse, at nøglepersoner overholder § 64, stk. 1.

19.

I § 64 d indsættes som stk. 5 og 6

Stk. 5.

Et gruppe 1-forsikringsselskab er forpligtet til at påse, at nøglepersoner overholder § 64, stk. 1.

Stk. 6.

Stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse for forsikringsholdingvirksomheder.

20.

Efter § 64 d indsættes

§ 64 e.

Bestyrelsen for den finansielle virksomhed skal sikre, at dens medlemmer har tilstrækkelig kollektiv viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne forstå virksomhedens aktiviteter og de hermed forbundne risici.

Bestyrelsens sammensætning skal afspejle en tilstrækkelig bred erfaring.

Stk. 2.

I gruppe 1- og 2-pengeinstitutter og større realkreditinstitutter skal mindst ét medlem af bestyrelsen have ledelseserfaring fra en anden relevant finansiel virksomhed.

Stk. 3.

I realkreditinstitutter skal mindst ét medlem af bestyrelsen have erfaring eller dybere indsigt i obligationsmarkedet.

21.

§ 70, stk. 4, ophæves.

Stk. 5-7 bliver herefter stk. 4-6.

22.

I § 70, stk. 7, der bliver stk. 6, ændres »stk. 1-5« til: »stk. 1-4«.

23.

§ 77 a, stk. 1, nr. 4, 1. pkt., affattes således

Mindst 50 pct. af en variabel løndel til bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, skal på tidspunktet for beregningen af den variable løn bestå af en balance af aktier, eller afhængigt af virksomhedens juridiske struktur tilsvarende ejerandele, aktiebaserede instrumenter eller tilsvarende instrumenter, der afspejler virksomhedens kreditværdighed.

24.

I § 77 a, stk. 1, nr. 5, ændres »mindst 3 år« til: »mindst 4 år«, og »mindst 4 år« ændres til: »mindst 5 år«.

25.

I § 77 a, stk. 6, 1. pkt., ændres »nr. 45« til: »nr. 48«.

26.

I § 77 b, stk. 1, udgår »jf. lov om statsligt kapitalindskud, eller individuel statsgaranti, jf. kapitel 4 a i lov om finansiel stabilitet,«.

27.

I § 77 d, stk. 1, indsættes som 2. pkt.

Virksomhedens lønpolitik skal være kønsneutral.

28.

§ 77 g, stk. 1, ophæves.

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 1 og 2.

29.

§ 77 g, stk. 3, der bliver stk. 2, affattes således

Stk. 2.

Et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I skal sikre, at de ansatte, hvis aktiviteter har en væsentlig indflydelse på koncernens risikoprofil, udpeges i henhold til Kommissionens delegerede forordning om kriterier til definition af ledelsesmæssigt ansvar og kontrolfunktioner, væsentlig forretningsenhed og væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, samt andre medarbejderkategorier, hvis aktiviteter har en væsentlig indflydelse på virksomhedens datterselskaber inden for samme koncern.

30.

I § 78, stk. 4, indsættes efter »for hvilke sådanne personer er direktører«: », har en kvalificeret andel på 10 pct. eller mere af kapitalen eller stemmerettighederne, eller i hvilken disse personer kan udøve betydelig indflydelse, eller er medlemmer af bestyrelsen«.

31.

Efter § 124 indsættes

§ 124 a.

Finanstilsynet fastsætter årligt et vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag for de individuelle kreditinstitutter og meddeler dette til kreditinstitutterne.

Det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag baseres på en tilsynsmæssig stresstest og opgøres i procent af den samlede risikoeksponering.

Stk. 2.

Den del af vejledningen om yderligere kapitalgrundlag, som er fastsat for at tage højde for andre risici end risikoen for overdreven gearing, skal opfyldes med egentlig kernekapital ud over den egentlige kernekapital, som opretholdes for at opfylde

1)

kapitalgrundlagskravet i artikel 92, stk. 1, litra a-c, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,

2)

den del af det individuelle solvenskrav fastsat i medfør af § 124, stk. 3, eller individuelle solvensbehov fastsat i medfør af § 124, stk. 2, som er fastsat til at afhjælpe andre risici end risikoen for overdreven gearing, og

3)

det kombinerede kapitalbufferkrav i medfør af § 125 a.

Stk. 3.

Den del af det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag, som er fastsat for at tage højde for risikoen for overdreven gearing, skal opfyldes med egentlig kernekapital ud over den egentlige kernekapital, som opretholdes for at opfylde

1)

kapitalgrundlagskravet i artikel 92, stk. 1, litra d, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,

2)

den del af det individuelle solvenskrav fastsat i medfør af § 124, stk. 3, eller individuelle solvensbehov fastsat i medfør af § 124, stk. 2, som er fastsat til at afhjælpe risikoen for overdreven gearing, og

3)

gearingsgradbufferkravet i artikel 92, stk. 1a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Stk. 4.

Finanstilsynet skal ved gentagne eller vedvarende brud på det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag vurdere, hvorvidt der bør sættes et højere solvenskrav for instituttet, jf. § 124, stk. 3.

32.

I § 125 a indsættes efter stk. 4 som nyt stykke

Stk. 5.

SIFI-bufferen i et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI), jf. § 308, skal på individuelt, delkonsolideret og konsolideret grundlag mindst udgøre det systemisk vigtige finansielle instituts (SIFI) samlede risikoeksponeringer beregnet i overensstemmelse med artikel 92, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber multipliceret med SIFI-buffersatsen.

Stk. 5-8 bliver herefter stk. 6-9.

33.

§ 125 a, stk. 7, der bliver stk. 8, affattes således

Stk. 8.

Det kombinerede kapitalbufferkrav skal opfyldes med egentlig kernekapital i tillæg til

1)

Egentlig kernekapital, der skal opretholdes for at opfylde kapitalgrundlagskravet i artikel 92, stk. 1, litra a-c, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

2)

Egentlig kernekapital, som opretholdes for at opfylde den del af det individuelle solvenskrav fastsat i medfør af § 124, stk. 3, eller § 125, stk. 3, eller individuelle solvensbehov fastsat i medfør af § 124, stk. 2, eller § 125, stk. 2, som er fastsat til at afhjælpe andre risici end risikoen for overdreven gearing.

3)

Egentlig kernekapital, som opretholdes for at opfylde den del af det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag, der er fastsat til at afhjælpe andre risici end risikoen for overdreven gearing.

4)

Egentlig kernekapital, som opretholdes til at opfylde de risikobaserede elementer af krav om nedskrivningsegnede passiver som fastsat i § 266.

34.

I § 125 b indsættes før stk. 1 som nye stykker

Et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I, hvis fondsmæglerselskabet har tilladelse til at udøve de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, opfylder ikke det kombinerede kapitalbufferkrav fastsat i medfør af § 125 a, stk. 1, hvis ikke instituttet eller selskabet samtidig har et tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at opfylde kravene i artikel 92, stk. 1, litra a-c, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, det individuelle solvenskrav fastsat i medfør af § 124, stk. 3, eller § 125, stk. 3, og det individuelle solvensbehov fastsat i medfør af § 124, stk. 2, til at afhjælpe andre risici end risikoen for overdreven gearing.

Stk. 2.

Et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), der er udpeget i henhold til § 310, opfylder ikke gearingsgradbufferkravet, jf. artikel 92, stk. 1a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 876/2019 af 20. maj 2019 om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013, hvis det globalt systemisk vigtige finansielle institut (G-SIFI) ikke samtidig har et tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at opfylde kravene i artikel 92, stk. 1, litra d, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 876/2019 af 20. maj 2019 om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013 samt de dele af det individuelle solvenskrav, jf. § 124, stk. 3, og det individuelle solvensbehov, jf. § 124, stk. 2, som er fastsat til at afhjælpe risikoen for overdreven gearing.

Stk. 1-8 bliver herefter stk. 3-10.

35.

I § 125 b, stk. 1, der bliver stk. 3, indsættes efter »§ 125 a, stk. 1,«: »og gearingsgradbufferkravet, hvor gearingsgradbufferkravet finder anvendelse,«, »stk. 5« ændres til: »stk. 7«, efter »det kombinerede kapitalbufferkrav« indsættes: »eller gearingsgradbufferkravet«, og »stk. 7« ændres til: »stk. 9«.

36.

I § 125 b, stk. 2, der bliver stk. 4, indsættes efter »det kombinerede kapitalbufferkrav«: »eller et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) som nævnt i stk. 2, der ikke opfylder gearingsgradbufferkravet«, og efter »skal opgøre det« indsættes: »relevante«.

37.

I § 125 b, stk. 3, der bliver stk. 5, indsættes efter »det kombinerede kapitalbufferkrav«: »eller et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) som nævnt i stk. 2, der ikke opfylder gearingsgradbufferkravet«.

38.

I § 125 b, stk. 3, nr. 1, der bliver stk. 5, nr. 1, ændres »stk. 5« til: »stk. 7«.

39.

I § 125 b, stk. 4, der bliver stk. 6, indsættes efter »som nævnt i stk. 1«: »og et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) som nævnt i stk. 2«, »stk. 3« ændres til: »stk. 5«, og »stk. 7« ændres til: »stk. 9«.

40.

I § 125 b, stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt., indsættes efter »som nævnt i stk. 1«: »og et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) som nævnt i stk. 2«.

41.

I § 125 b, stk. 8, der bliver stk. 10, ændres »det« til: »de«.

42.

I § 125 c, stk. 1, indsættes efter »der ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a, stk. 1,«: »eller gearingsgradbufferkravet, jf. artikel 92, stk. 1a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 876/2019 af 20. maj 2019 om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013,«.

43.

§ 125 e, stk. 2, affattes således

Stk. 2.

I koncerner, hvori der indgår et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), jf. § 310, og et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI), jf. § 308, og hvor der på konsolideret grundlag gælder både en G-SIFI-buffer og en SIFI-buffer, finder den højeste af henholdsvis G-SIFI-bufferen og SIFI-bufferen anvendelse.

44.

§ 125 e, stk. 3, ophæves.

45.

I § 125 g indsættes som stk. 3 og 4

Stk. 3.

SIFI-buffersatsen afhænger af, hvilken kategori det systemisk vigtige finansielle institut (SIFI) placeres i, jf. § 308, stk. 7.

Stk. 4.

Erhvervsministeren fastsætter en SIFI-buffersats for de enkelte kategorier af systemiskhed, jf. § 308, stk. 7, for et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI).

46.

I § 125 h, stk. 1, 1. pkt., udgår »ikkecykliske«.

47.

I § 125 h, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum

En systemisk buffersats må ikke anvendes til at afhjælpe risici omfattet af den kontracykliske buffersats, jf. § 125 f, SIFI-buffersatsen eller G-SIFI-buffersatsen, jf. § 125 g.

48.

§ 125 h, stk. 3, affattes således

Stk. 3.

Vurderer erhvervsministeren, at en systemisk buffersats, der er anerkendt af erhvervsministeren i medfør af stk. 2, forebygger og begrænser en risiko, der kan sidestilles med en risiko, som er omfattet af en systemisk buffersats fastsat i medfør af stk. 1, finder den højeste buffersats af disse anvendelse for virksomhederne i forbindelse med eksponeringer i det pågældende land til brug for opgørelsen af deres systemiske buffer, jf. § 125 a, stk. 7.

Hvis de pågældende buffersatser vurderes at adressere forskellige risici, kan erhvervsministeren træffe beslutning om, hvorvidt buffersatserne er kumulative ved opgørelsen af deres systemiske buffer, jf. § 125 a, stk. 7.

49.

I § 125 h indsættes som stk. 5

Stk. 5.

Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke undergrupper af eksponeringer den systemiske buffer kan finde anvendelse på, om opgørelsen af den systemiske buffer og om offentliggørelse af oplysninger om den systemiske buffer.

50.

§ 125 i ophæves.

51.

I § 152, stk. 1, og §§ 153 og 156 udgår »og for systemiske likviditetsrisici«.

52.

Efter § 175 e indsættes før overskriften før § 176

Særlige regler for koncerner med moderselskab i et land uden for Den Europæiske Union

§ 175 f.

Et pengeinstitut, realkreditinstitut eller fondsmæglerselskab I skal udpege et fælles mellemliggende moderselskab inden for Den Europæiske Union, hvis

1)

virksomheden er en del af en koncern, hvis moderselskab er beliggende uden for Den Europæiske Union og uden for et land, Unionen har indgået aftale med på det finansielle område,

2)

koncernen har to eller flere pengeinstitutter, realkreditinstitutter eller investeringsselskaber beliggende inden for Den Europæiske Union eller i et land, Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og

3)

koncernen har aktiver af en samlet værdi på 40 mia. euro eller mere i Den Europæiske Union eller i et land, Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Stk. 2.

Finanstilsynet kan give tilladelse til, at virksomheden udpeger to mellemliggende moderselskaber inden for Den Europæiske Union, hvis

1)

moderselskabet for koncernen omtalt i stk. 1, nr. 1, er pålagt adskillelse af aktiviteter i det tredjeland, hvor selskabet er beliggende, eller

2)

hvis den kompetente afviklingsmyndighed for det mellemliggende moderselskab har vurderet, at afviklingen vil være mere effektiv med to mellemliggende moderselskaber i Den Europæiske Union.

Stk. 3.

Et mellemliggende moderselskab skal have tilladelse som pengeinstitut eller realkreditinstitut eller være et godkendt finansielt holdingselskab eller blandet finansielt holdingselskab, jf. dog stk. 4.

Stk. 4.

Et investeringsselskab kan udpeges som mellemliggende moderselskab, hvis

1)

ingen af de omfattede virksomheder har tilladelse som pengeinstitut eller realkreditinstitut, eller

2)

det mellemliggende moderselskab er udpeget efter stk. 2, nr. 1.

§ 175 g.

En modervirksomhed, som er en finansiel holdingvirksomhed, og som i koncernen er den øverste modervirksomhed beliggende i Danmark, skal godkendes af Finanstilsynet og den konsoliderende tilsynsmyndighed, hvor den konsoliderende tilsynsmyndighed er forskellig fra Finanstilsynet, jf. stk. 8, jf. dog stk. 4.

En modervirksomhed, som er en finansiel holdingvirksomhed, og som i koncernen er den øverste modervirksomhed beliggende i Unionen, skal godkendes af Finanstilsynet som konsoliderende tilsynsmyndighed og den kompetente myndighed i den medlemsstat, holdingvirksomheden er beliggende i, jf. stk. 8.

Andre finansielle holdingvirksomheder skal godkendes, når de er omfattet af denne lov eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber på delkonsolideret niveau.

Stk. 2.

Godkendelse tildeles en finansiel holdingvirksomhed, hvis følgende betingelser er opfyldt

1)

De interne ordninger og fordelingen af opgaver inden for koncernen er passende med henblik på at opfylde kravene i denne lov og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og på konsolideret eller delkonsolideret niveau, og de navnlig er tilstrækkelige til, at

a)

koordinere den finansielle holdingvirksomheds dattervirksomheder, herunder om nødvendigt gennem en passende fordeling af opgaver blandt kreditinstitutter, der er dattervirksomheder,

b)

forhindre eller håndtere konflikter internt i koncernen og

c)

håndhæve koncernens politikker, der er fastsat af den finansielle holdingvirksomhed, i hele koncernen.

2)

Organisationsstrukturen i den koncern, hvori den finansielle holdingvirksomhed indgår, hindrer ikke et effektivt tilsyn med kreditinstitutter, der er dattervirksomheder, eller moderinstitutter for så vidt angår de individuelle, konsoliderede og eventuelt delkonsoliderede forpligtelser, de er underlagt.

I denne vurdering tages der navnlig hensyn til

a)

positionen af den finansielle holdingvirksomhed i en koncern med flere niveauer,

b)

ejerstrukturen og

c)

den rolle, den finansielle holdingvirksomhed har i koncernen.

3)

Kriterierne i § 14, stk. 2, og §§ 61 a og 64 er opfyldt.

Stk. 3.

Er betingelserne i stk. 2 ikke opfyldt, underlægges den finansielle holdingvirksomhed passende tilsynsforanstaltninger, som kan omfatte

1)

Suspension af udøvelsen af de stemmerettigheder, der er knyttet til den finansielle holdingvirksomheds aktier i kreditinstitutter, der er dattervirksomheder.

2)

Påbud mod den finansielle holdingvirksomhed eller medlemmerne af ledelsesorganet og ledelsesmedlemmerne.

3)

Afgivelse af instrukser eller udstedelse af retningslinjer rettet mod den finansielle holdingvirksomhed om at overføre kapitalinteresserne i kreditinstitutter, der er dattervirksomheder, til sine aktionærer.

4)

Udpegning på foreløbigt grundlag af en anden finansiel holdingvirksomhed eller andet institut inden for samme koncern som ansvarlig for at sikre overholdelse af kravene i denne lov og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber på konsolideret niveau.

5)

Begrænsning af eller forbud mod udlodninger eller rentebetalinger til aktionærer.

6)

Krav om, at finansielle holdingvirksomheder afhænder eller begrænser kapitalandele i kreditinstitutter eller andre enheder i den finansielle sektor.

7)

Krav om, at finansielle holdingvirksomheder forelægger en plan for straks at overholde betingelserne i stk. 2 på ny.

Stk. 4.

Godkendelse af den finansielle holdingvirksomhed efter stk. 1 er ikke påkrævet, hvis følgende betingelser er opfyldt

1)

Den finansielle holdingvirksomheds hovedaktivitet består i at erhverve kapitalandele i dattervirksomheder.

2)

Den finansielle holdingvirksomhed er ikke udpeget som afviklingsenhed i overensstemmelse med afviklingsstrategien fastsat af den relevante afviklingsmyndighed.

3)

Et kreditinstitut, der er dattervirksomhed, er udpeget som ansvarlig for at sikre koncernens overholdelse af tilsynskrav på konsolideret niveau og har alle de fornødne midler og den retlige beføjelse til at indfri disse forpligtelser på en effektiv måde.

4)

Den finansielle holdingvirksomhed tager ikke del i ledelsesmæssige, operationelle eller finansielle beslutninger, der påvirker koncernen eller dens dattervirksomheder, der er kreditinstitutter eller finansieringsinstitutter.

5)

Der er ikke nogen hindringer for et effektivt tilsyn med koncernen på konsolideret niveau.

Stk. 5.

Er betingelserne i stk. 4 ikke længere opfyldt, skal den finansielle holdingvirksomhed søge om godkendelse.

Stk. 6.

Som led i ansøgning om godkendelse efter stk. 1 skal finansielle holdingvirksomheder oplyse Finanstilsynet og den konsoliderende tilsynsmyndighed, hvis den ikke er den samme myndighed, om følgende

1)

Organisationsstrukturen for den koncern, hvori den finansielle holdingvirksomhed indgår, med klar angivelse af dens dattervirksomheder og eventuelle modervirksomheder samt placeringen og den type aktivitet, de enkelte enheder udøver i koncernen.

2)

Oplysninger om nomineringen af mindst to personer, der varetager den faktiske ledelse af den finansielle holdingvirksomhed, og overholdelse af kravene i § 64 til kvalifikationer for et medlem af bestyrelsen eller direktionen.

3)

Oplysninger om overholdelse af kriterierne i § 14, stk. 2, og § 61 a vedrørende aktionærer og selskabsdeltagere, hvis den finansielle holdingvirksomhed har et realkreditinstitut eller pengeinstitut som dattervirksomhed.

4)

Den interne organisation og fordelingen af opgaver inden for koncernen.

5)

Alle andre oplysninger, som Finanstilsynet eller den konsoliderende tilsynsmyndighed finder nødvendige for at udføre vurderinger i overensstemmelse med stk. 2 og 4.

Stk. 7.

Finanstilsynet overvåger løbende som den konsoliderende tilsynsmyndighed overholdelsen af betingelserne omhandlet i stk. 2 eller 4.

Finanstilsynet deler relevante oplysninger forbundet hermed med den kompetente myndighed i den medlemsstat, den finansielle holdingvirksomhed er beliggende i.

Stk. 8.

Er Finanstilsynet som konsoliderende tilsynsmyndighed forskellig fra den kompetente myndighed i den medlemsstat den finansielle holdingvirksomhed er beliggende i, tages en fælles beslutning om godkendelse eller fritagelse for godkendelse, jf. stk. 2 og 4, samt tilsynsforanstaltningerne i stk. 3 og 5.

Til brug herfor udarbejder Finanstilsynet som den konsoliderende tilsynsmyndighed en vurdering af relevante forhold omhandlet i stk. 2, 3, 4 og 7, og sender denne vurdering til den kompetente myndighed.

Stk. 9.

Finanstilsynet og andre tilsynsmyndigheder skal inden for to måneder efter, at Finanstilsynet har foretaget og sendt sin vurdering nævnt i stk. 8, nå frem til en fælles beslutning, jf. dog stk. 13.

Opnås en fælles beslutning, meddeler Finanstilsynet som den konsoliderende tilsynsmyndighed beslutningen til ansøgeren.

Stk. 10.

Foreligger der ikke inden for to måneder en fælles beslutning, henviser Finanstilsynet sagen til Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, som træffer beslutning inden for en måned efter modtagelse af henvisningen.

Finanstilsynet meddeler som den konsoliderende tilsynsmyndighed denne beslutning til ansøgeren.

Stk. 11.

Efter udløbet af perioden på to måneder, jf. stk. 9, eller efter, at der er truffet en fælles beslutning, kan sagen ikke længere henvises til Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Stk. 12.

Kan en finansiel holdingvirksomhed ikke godkendes, underretter Finanstilsynet som den konsoliderende tilsynsmyndighed ansøgeren om begrundelsen herfor.

Begrundelsen skal meddeles til ansøgeren senest fire måneder efter tilsynsmyndighedens modtagelse af alle de oplysninger, der er nødvendige for at tage stilling til ansøgningen om godkendelse.

Stk. 13.

Der skal dog i alle tilfælde træffes beslutning om at meddele eller afvise godkendelse inden for en frist på seks måneder efter ansøgningens modtagelse.

53.

I § 259 indsættes efter stk. 2 som nye stykker

Stk. 3.

Finanstilsynet kan udarbejde, vedtage og vedligeholde en forenklet afviklingsplan.

Den forenklede afviklingsplan vedtages af Finanstilsynet efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Stk. 4.

Finanstilsynet skal vedligeholde afviklingsplanen, jf. stk. 1 og 3, mindst en gang om året.

Afviklingsplanen vedtages af Finanstilsynet efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Finanstilsynet kan beslutte at fravige kravet om vedligeholdelse af afviklingsplanen mindst en gang om året.

Stk. 5.

Finanstilsynet skal uanset stk. 4 vedligeholde afviklingsplanen, når der er sket ændringer i den pågældende virksomhed, herunder ændringer i virksomhedens retlige eller organisatoriske struktur, forretningsaktiviteter eller økonomiske forhold, som nødvendiggør en ændring af virksomhedens afviklingsplan.

Afviklingsplanen vedtages af Finanstilsynet efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Stk. 6.

Finanstilsynet kan udarbejde, vedtage og vedligeholde en koncernafviklingsplan, jf. § 260, for et kreditinstitut, der er tilknyttet et centralt organ, og som helt eller delvist er undtaget fra de tilsynsmæssige krav i overensstemmelse med artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Koncernafviklingsplanen vedtages af Finanstilsynet efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Stk. 3-6 bliver herefter stk. 7-10.

54.

I § 259, stk. 5, 2. pkt., der bliver stk. 9, 2. pkt., ændres »stk. 3« til: »stk. 7«.

55.

Efter § 259 indsættes

§ 259 a.

Et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I, for hvilket der er udarbejdet en afviklingsplan i henhold til § 259, stk. 1, skal straks oplyse Finanstilsynet om væsentlige ændringer i den pågældende virksomhed, herunder ændringer i virksomhedens retlige eller organisatoriske struktur, forretningsaktiviteter eller økonomiske forhold.

56.

§ 260, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

57.

I § 260, stk. 3, der bliver stk. 2, indsættes som 2. og 3. pkt.

Koncernafviklingsplanen skal angive afviklingsenhederne og afviklingskoncernerne i den pågældende koncern.

En mellemliggende finansiel holdingvirksomhed, der direkte eller indirekte ejer dattervirksomheder af en blandet holdingvirksomhed, er en afviklingsenhed.

58.

I § 260 indsættes efter stk. 3, der bliver stk. 2, som nyt stykke

Stk. 3.

Koncernafviklingsplanen skal udarbejdes på en måde, så den ikke medfører en negativ og uforholdsmæssig stor indvirkning på et land inden for Den Europæiske Union eller på et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, ved dens gennemførelse.

59.

I § 260, stk. 5, nr. 6, indsættes efter »Den Europæiske Union«: »eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område«, og efter »finansiel holdingvirksomhed« indsættes: »eller en blandet holdingvirksomhed«.

60.

I § 260, stk. 6, ændres »de i stk. 5 nævnte myndigheder« til: »dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder«, og »stk. 3 og 4, jf. § 259,« ændres til: »stk. 2-4«.

61.

§ 260, stk. 7, affattes således

Stk. 7.

Finanstilsynet træffer beslutning om koncernafviklingsplanen, senest 4 måneder efter at Finanstilsynet har fremsendt oplysninger efter stk. 5, hvis Finanstilsynet og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder ikke har truffet en fælles beslutning, jf. stk. 6.

Finanstilsynet underretter modervirksomheden og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder om beslutningen.

Har en dattervirksomheds afviklingsmyndighed inden udløbet af perioden på 4 måneder indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, udskyder Finanstilsynet sin beslutning, indtil afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed foreligger.

Finanstilsynet skal herefter træffe beslutning i overensstemmelse med afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Har Den Europæiske Banktilsynsmyndighed ikke truffet afgørelse, senest 1 måned efter at sagen blev indbragt, træffer Finanstilsynet beslutning om koncernafviklingsplanen.

62.

Efter § 260 indsættes

§ 260 a.

Finanstilsynet udarbejder, vedtager og vedligeholder en afviklingsplan, jf. § 259, stk. 1, hvis Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet er uenige i forslaget til koncernafviklingsplan fra koncernafviklingsmyndigheden, og hvis koncernafviklingsmyndigheden og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder ikke har truffet en fælles beslutning om koncernafviklingsplanen, senest 4 måneder efter at koncernafviklingsmyndigheden har fremsendt oplysninger modtaget til brug for udarbejdelsen af koncernafviklingsplanen, jf. dog 2. pkt. 1. pkt. finder anvendelse, når Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet er afviklingsmyndighed for en dattervirksomhed i en koncern, hvor den øverste modervirksomhed er i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Stk. 2.

Finanstilsynet underretter de øvrige medlemmer af afviklingskollegiet om, at Finanstilsynet har vedtaget en afviklingsplan i henhold til stk. 1.

Stk. 3.

Har en afviklingsmyndighed inden udløbet af perioden på 4 måneder indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, udskyder Finanstilsynet sin beslutning efter stk. 1, indtil afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed foreligger.

Finanstilsynet skal herefter træffe beslutning i overensstemmelse med afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Har Den Europæiske Banktilsynsmyndighed ikke truffet afgørelse, senest 1 måned efter at sagen blev indbragt, træffer Finanstilsynet beslutning om afviklingsplanen.

63.

Efter § 261 indsættes før overskriften før § 262

§ 261 a.

Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om, at et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I skal udarbejde et register over finansielle kontrakter, som virksomheden har indgået.

64.

I § 264, stk. 2, indsættes i 1. pkt. efter »stk. 1,«: »jf. dog stk. 3,«, og 2. pkt. ophæves.

65.

I § 264 indsættes efter stk. 2 som nye stykker

Stk. 3.

Virksomheden skal forelægge Finanstilsynet forslag til mulige tiltag og en tidsplan for gennemførelsen af disse tiltag, senest 2 uger efter at virksomheden har modtaget en underretning i henhold til stk. 1 med henblik på at afhjælpe eller fjerne den væsentlige afviklingshindring i de tilfælde, hvor afviklingshindringen skyldes, at

1)

virksomheden befinder sig i en situation, der er omfattet af § 269 a, stk. 1,

2)

virksomheden ikke opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, eller

3)

virksomheden, hvis den er et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) eller en del af et G-SIFI, ikke opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. artikel 92 a, jf. artikel 494 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Stk. 4.

Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet vurderer, om virksomhedens forslag til mulige tiltag i henhold til stk. 2 og 3 effektivt afhjælper eller fjerner de væsentlige afviklingshindringer.

Vurderer Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, at virksomhedens forslag effektivt afhjælper eller fjerner de væsentlige afviklingshindringer, vil forslaget være bindende for virksomheden.

Stk. 3-6 bliver herefter stk. 5-8.

66.

I § 264, stk. 3, der bliver stk. 5, indsættes efter »stk. 2«: »eller 3«.

67.

I § 264, stk. 3, der bliver stk. 5, indsættes efter nr. 8 som nyt nummer

9)

påbyde virksomheden at forelægge en plan for opfyldelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver og det kombinerede kapitalbufferkrav,

Nr. 9 og 10 bliver herefter nr. 10 og 11.

68.

I § 264, stk. 3, nr. 9 og 10, der bliver stk. 5, nr. 10 og 11, ændres »et pengeinstitut eller et fondsmæglerselskab I« til: »virksomheden«.

69.

I § 264, stk. 3, nr. 10, der bliver stk. 5, nr. 11, ændres »§ 266 eller« til: »§ 266,«.

70.

I § 264, stk. 3, der bliver stk. 5, indsættes efter nr. 10, der bliver nr. 11, som nyt nummer

12)

påbyde virksomheden at ændre løbetidsprofilen for

a)

kapitalgrundlagsinstrumenter og

b)

nedskrivningsegnede forpligtelser, eller«

Nr. 11 bliver herefter nr. 13.

71.

I § 264, stk. 4, der bliver stk. 6, ændres »stk. 3« til: »stk. 5«.

72.

I § 264, stk. 5, der bliver stk. 7, indsættes efter »stk. 2«: »og 3«, og »stk. 3« ændres til: »stk. 5«.

73.

I § 264, stk. 6, der bliver stk. 8, ændres »stk. 3« til: »stk. 5«.

74.

Efter § 264 indsættes

§ 264 a.

Konstaterer Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet, at der er hindringer for afvikling af en virksomhed, som følge af at andre pengeinstitutter, realkreditinstitutter eller fondsmæglerselskaber I besidder nedskrivningsegnede forpligtelser i virksomheden, skal Finanstilsynet påbyde pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I at begrænse sine maksimale enkeltvise og samlede eksponeringer i virksomheden.

Stk. 2.

Stk. 1 finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I er en del af samme afviklingskoncern som virksomheden.

75.

I § 265, stk. 3, nr. 1, indsættes efter »koncernen«: »og for dennes afviklingskoncerner«.

76.

§ 265, stk. 5 og 6, affattes således

Stk. 5.

Finanstilsynet gennemgår sammen med Finansiel Stabilitet modervirksomhedens bemærkninger og forslag givet i henhold til stk. 4, 1. pkt., med dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder for at nå en fælles beslutning om anvendelsen af påbud efter § 264, stk. 5.

Den fælles beslutning skal foreligge, senest 4 måneder efter at Finanstilsynet har modtaget bemærkninger fra modervirksomheden.

Har Finanstilsynet ikke modtaget bemærkninger fra modervirksomheden, skal den fælles beslutning foreligge senest 1 måned efter udløbet af fristen i stk. 4, 1. pkt.

Stk. 6.

Finanstilsynet træffer beslutning om anvendelsen af påbud, hvis Finanstilsynet og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder ikke har truffet en fælles beslutning inden for fristerne efter stk. 5.

Finanstilsynet underretter modervirksomheden og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder om denne beslutning.

Har en dattervirksomheds afviklingsmyndighed inden udløbet af fristerne indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, skal Finanstilsynet udskyde sin beslutning, indtil afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed foreligger.

Finanstilsynet skal herefter træffe beslutning i overensstemmelse med afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Har Den Europæiske Banktilsynsmyndighed ikke truffet afgørelse, senest 1 måned efter at sagen blev indbragt, træffer Finanstilsynet beslutning om, hvilke påbud der skal finde anvendelse.

77.

§ 265, stk. 7, ophæves.

Stk. 8 og 9 bliver herefter stk. 7 og 8.

78.

I § 265, stk. 9, der bliver stk. 8, ændres »stk. 3« til: »stk. 5«.

79.

Efter § 265 indsættes før overskriften før § 266

§ 265 a.

Konstaterer Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, at der foreligger en væsentlig afviklingshindring for en koncern, jf. § 265, som følge af at en koncernenhed befinder sig i en af situationerne omfattet af § 264, stk. 3, nr. 1-3, underretter Finanstilsynet modervirksomheden om sin vurdering efter høring af afviklingsenhedens afviklingsmyndighed og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder.

Stk. 2.

Modervirksomheden skal forelægge Finanstilsynet forslag til mulige tiltag og en tidsplan for gennemførelsen af disse tiltag senest 2 uger efter modtagelsen af en underretning i henhold til stk. 1 med henblik på at sikre, at koncernenheden overholder kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, og efter omstændighederne det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a.

Finanstilsynet meddeler modervirksomhedens forslag til Den Europæiske Banktilsynsmyndighed og de myndigheder, der er nævnt i § 265, stk. 1, nr. 3 og 4.

Stk. 3.

Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet vurderer, om modervirksomhedens forslag efter stk. 2 effektivt afhjælper eller fjerner den pågældende afviklingshindring.

Stk. 4.

Finanstilsynet gennemgår sammen med Finansiel Stabilitet modervirksomhedens forslag i henhold til stk. 2 med dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder for at nå en fælles beslutning om anvendelsen af påbud, jf. § 264, stk. 5.

Dette skal ske, senest 2 uger efter at Finanstilsynet har modtaget modervirksomhedens forslag og tidsplan.

Stk. 5.

Finanstilsynet træffer beslutning om anvendelsen af påbud, jf. § 264, stk. 5, hvis Finanstilsynet og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder ikke har truffet en fælles beslutning inden for fristen, jf. stk. 4.

Finanstilsynet underretter koncernens modervirksomhed og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder om denne beslutning.

Har en af dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed inden udløbet af fristen i stk. 4, skal Finanstilsynet udskyde sin beslutning, indtil afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed foreligger, og herefter træffe beslutning i overensstemmelse med afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Har Den Europæiske Banktilsynsmyndighed ikke truffet afgørelse, senest 1 måned efter at sagen blev indbragt, træffer Finanstilsynet beslutning om, hvilke påbud der skal finde anvendelse.

§ 265 b.

Finanstilsynet træffer beslutning om anvendelsen af påbud, jf. § 264, stk. 5, når Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet er afviklingsmyndighed for en afviklingsenhed i en koncern, hvor den øverste modervirksomhed er i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og hvis koncernafviklingsmyndigheden og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder ikke har truffet en fælles beslutning inden for fristen nævnt i § 265, stk. 5, eller fristen nævnt i § 265 a, stk. 4, hvis hindringen for afviklingen skyldes en af situationerne omfattet af § 264, stk. 3, nr. 1-3.

Finanstilsynet underretter afviklingsenheden og koncernafviklingsmyndigheden om beslutningen.

Stk. 2.

Har en afviklingsmyndighed indbragt en sag omfattet af stk. 1 for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, udskyder Finanstilsynet sin beslutning, indtil afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed foreligger.

Finanstilsynet træffer herefter beslutning i overensstemmelse med afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Har Den Europæiske Banktilsynsmyndighed ikke truffet afgørelse, senest 1 måned efter at sagen blev indbragt, træffer Finanstilsynet beslutning om, hvilke påbud der skal finde anvendelse.

§ 265 c.

Finanstilsynet træffer beslutning om, hvilke tiltag der skal påbydes, jf. § 264, stk. 5, når Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet er afviklingsmyndighed for en dattervirksomhed, der ikke er en afviklingsenhed, i en koncern, hvor den øverste modervirksomhed er i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og hvis koncernafviklingsmyndigheden og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder ikke har truffet en fælles beslutning inden for fristen nævnt i § 265, stk. 5, eller fristen nævnt i § 265 a, stk. 4, hvis hindringen for afviklingen skyldes en af situationerne omfattet af § 264, stk. 3, nr. 1-3.

Finanstilsynet underretter dattervirksomheden, afviklingsenheden, afviklingsmyndigheden for den pågældende afviklingsenhed og koncernafviklingsmyndigheden.

Stk. 2.

Har en afviklingsmyndighed indbragt en sag omfattet af stk. 1 for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, udskyder Finanstilsynet sin beslutning, indtil afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed foreligger.

Finanstilsynet træffer herefter beslutning i overensstemmelse med afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Har Den Europæiske Banktilsynsmyndighed ikke truffet afgørelse, senest 1 måned efter at sagen blev indbragt, træffer Finanstilsynet beslutning om, hvilke tiltag der skal påbydes.

80.

Overskriften før § 266 og §§ 266-270 ophæves, og i stedet indsættes

Krav om nedskrivningsegnede passiver

§ 266.

Pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber I skal til enhver tid opfylde et minimumskrav til nedskrivningsegnede passiver, som Finanstilsynet fastsætter efter høring af Finansiel Stabilitet.

Finansielle holdingvirksomheder og blandede holdingvirksomheder skal opfylde et minimumskrav til nedskrivningsegnede passiver, hvis Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætter et minimumskrav til nedskrivningsegnede passiver for disse virksomheder.

Det samme gælder for finansieringsinstitutter, når finansieringsinstituttet er en dattervirksomhed af et pengeinstitut, et fondsmæglerselskab I, en finansiel holdingvirksomhed eller en blandet holdingvirksomhed, og finansieringsinstituttet indgår i tilsynet med modervirksomheden på konsolideret grundlag.

Stk. 2.

Finanstilsynet kan efter høring af Finansiel Stabilitet undlade at fastsætte et krav om nedskrivningsegnede passiver for en dattervirksomhed i følgende tilfælde

1)

Dattervirksomheden indgår i en afviklingskoncern, hvor både afviklingsenheden og dattervirksomheden er etableret i Danmark, og følgende betingelser er opfyldt

a)

Afviklingsenheden opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver på konsolideret niveau på afviklingskoncernniveau.

b)

Der er ikke nogen nuværende eller forventede væsentlige praktiske eller juridiske hindringer for afviklingsenhedens hurtige overførsel af kapitalgrundlag eller tilbagebetaling af forpligtelser til dattervirksomheden i det tilfælde, hvor der over for dattervirksomheden er blevet truffet en beslutning om udøvelse af beføjelser til nedskrivning eller konvertering efter §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

c)

Afviklingsenheden godtgør over for Finanstilsynet, at dattervirksomheden forvaltes på forsvarlig vis, og afgiver erklæring om, at afviklingsenheden med tilladelse fra Finanstilsynet har stillet garanti for dattervirksomhedens forpligtelser, eller at risiciene i dattervirksomheden er uden betydning.

d)

Afviklingsenhedens procedurer for risikoevaluering, -måling og -kontrol omfatter dattervirksomheden.

e)

Afviklingsenheden besidder over 50 pct. af de stemmerettigheder, der er knyttet til kapitalandelene i dattervirksomheden, eller har ret til at udpege eller afsætte et flertal af medlemmerne af datterselskabets ledelse.

2)

Dattervirksomheden indgår i en afviklingskoncern, hvor både modervirksomheden og dattervirksomheden er etableret i Danmark, og følgende betingelser er opfyldt

a)

Modervirksomheden opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver på konsolideret grundlag i Danmark.

b)

Der er ikke nogen nuværende eller forventede væsentlige praktiske eller juridiske hindringer for modervirksomhedens hurtige overførsel af kapitalgrundlag eller tilbagebetaling af forpligtelser til dattervirksomheden i det tilfælde, hvor der over for dattervirksomheden er blevet truffet en beslutning om udøvelse af beføjelserne til nedskrivning eller konvertering efter §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

c)

Modervirksomheden godtgør over for Finanstilsynet, at dattervirksomheden forvaltes på forsvarlig vis, og afgiver erklæring om, at modervirksomheden med tilladelse fra Finanstilsynet har stillet garanti for dattervirksomhedens forpligtelser, eller at risiciene i dattervirksomheden er uden betydning.

d)

Modervirksomhedens procedurer for risikoevaluering, -måling og -kontrol omfatter dattervirksomheden.

e)

Modervirksomheden besidder over 50 pct. af de stemmerettigheder, der er knyttet til kapitalandelene i dattervirksomheden, eller har ret til at udpege eller afsætte et flertal af medlemmerne af dattervirksomhedens ledelse.

Stk. 3.

Finanstilsynet kan efter høring af Finansiel Stabilitet undlade at fastsætte et minimumskrav til nedskrivningsegnede passiver for et broinstitut og for en virksomhed under afvikling.

Stk. 4.

Finanstilsynet skal ved fastsættelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. stk. 1 og 2, angive, om kravet skal opfyldes på konsolideret grundlag, jf. § 267, eller på individuelt niveau, jf. § 267 d.

Stk. 5.

Finanstilsynet skal fastsætte minimumskravet til nedskrivningsegnede passiver, jf. stk. 1, som en procentdel af

1)

den samlede risikoeksponering for virksomheden beregnet i overensstemmelse med artikel 92, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og

2)

det samlede eksponeringsmål for virksomheden beregnet i overensstemmelse med artikel 429 og 429 a i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

§ 266 a.

Finanstilsynet fastsætter kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, på baggrund af følgende forhold

1)

Afviklingskoncernen skal kunne afvikles ved anvendelse af afviklingsværktøjerne på afviklingsenheden på en måde, som opfylder afviklingsmålene.

2)

Afviklingsenheden og dens dattervirksomheder, der ikke er afviklingsenheder, skal have tilstrækkelige nedskrivningsegnede passiver til at sikre, at tabene kan absorberes, og kapitalprocenten og gearingsgraden i de relevante virksomheder kan genoprettes til et niveau, hvor afviklingsenheden og dens dattervirksomheder, der ikke er afviklingsenheder, fortsat kan opfylde kravene til tilladelse og udføre de aktiviteter, hvortil der er meddelt tilladelse, og hvor en tilstrækkelig markedstillid bevares.

3)

Afviklingsenheden skal have tilstrækkelige nedskrivningsegnede passiver til at absorbere tab og genoprette afviklingsenhedens kapitalprocent og gearingsgrad til et niveau, hvor afviklingsenheden fortsat kan opfylde kravene til tilladelse og udføre de aktiviteter, hvortil der er meddelt tilladelse, og hvor en tilstrækkelig markedstillid bevares, når afviklingsplanen forudser muligheden for, at visse kategorier af nedskrivningsegnede passiver udelukkes fra bail-in eller overføres i deres helhed til en modtager ved en delvis overførsel.

4)

Virksomhedens størrelse, forretningsmodel, finansieringsmodel og risikoprofil.

5)

I hvilket omfang det forhold, at virksomheden bliver nødlidende, vil få en negativ indvirkning på den finansielle stabilitet, herunder gennem afsmitning på andre virksomheder.

Stk. 2.

Finanstilsynet fastsætter kravet om nedskrivningsegnede passiver for en afviklingsenhed på baggrund af, om det følger af afviklingsplanen, at afviklingsenhedens dattervirksomheder, som er etableret i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, indgår i samme afviklingskoncern som afviklingsenheden.

§ 266 b.

Krav om nedskrivningsegnede passiver kan opfyldes med kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede forpligtelser, jf. §§ 267 a-267 c og § 267 e.

Krav om nedskrivningsegnede passiver for afviklingsenheder

§ 267.

En afviklingsenhed skal opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, på konsolideret grundlag på afviklingskoncernniveau, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Konsolideringen omfatter alene virksomheder, der er underlagt et krav om nedskrivningsegnede passiver.

Nedskrivningsegnede passiver, der anvendes til at opfylde et fastsat krav om nedskrivningsegnede passiver, som skal opfyldes på konsolideret niveau, må ikke samtidig anvendes til at opfylde eller finansiere passiver, der indgår i opfyldelsen af kravene i § 268, stk. 1-4, eller de krav, der følger af § 268 d.

Stk. 3.

Finanstilsynet fastsætter efter høring af Finansiel Stabilitet en frist til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver på ny for afviklingsenheder, der har været genstand for nedskrivning eller konvertering efter §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og afviklingsenheder, som Finansiel Stabilitet har anvendt afviklingsværktøjer overfor.

Finanstilsynet meddeler efter høring af Finansiel Stabilitet delmål for afviklingsenhedens opfyldelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver for hver 12-måneders periode frem mod den fastsatte frist, jf. 1. pkt.

§ 267 a.

En afviklingsenhed skal opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver med kapitalgrundlag, følgende forpligtelser i nr. 1-5, eller begge dele i kombination, jf. dog stk. 2 og §§ 267 b og 267 c

1)

Supplerende kapitalinstrumenter, der opfylder betingelserne i artikel 72 a, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

2)

Forpligtelser, der opfylder betingelserne i artikel 72 a, artikel 72 b, stk. 1, stk. 2, litra a-c og e-n, og stk. 3-5, og artikel 72 c i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

3)

Hovedstolen af forpligtelser fra gældsinstrumenter, der har derivatkomponenter, og som opfylder følgende betingelser

a)

Betingelserne i artikel 72 a, stk. 1, og stk. 2, litra a-k, artikel 72 b, stk. 1, stk. 2, litra a-c og e-n, og stk. 3-5, og artikel 72 c i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

b)

Hovedstolen af gældsinstrumentet kendes på udstedelsestidspunktet, er fast eller stigende og påvirkes ikke af en indbygget derivategenskab, og de samlede forpligtelser, der hidrører fra gældsinstrumentet, kan værdiansættes dagligt med udgangspunkt i et aktivt og likvidt marked for køb og salg for et ækvivalent instrument uden kreditrisiko i overensstemmelse med artikel 104 og 105 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

c)

Gældsinstrumentet er ikke omfattet af en nettingaftale, og værdiansættelsen af gældsinstrumentet er ikke omfattet af § 27, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

4)

Forpligtelser fra gældsinstrumenter, der har derivatkomponenter, og som opfylder følgende betingelser

a)

Betingelserne i artikel 72 a, stk. 1, og stk. 2, litra a-k, artikel 72 b, stk. 1, stk. 2, litra a-c og e-n, og stk. 3-5, og artikel 72 c i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

b)

Gældsinstrumentet indeholder en kontraktbestemmelse, der fastsætter, at værdien af fordringen er fast eller stigende i tilfælde af udstederens afvikling eller konkurs, og at værdien ikke overstiger det oprindeligt indbetalte passivbeløb.

c)

Gældsinstrumentet er ikke omfattet af en nettingaftale, og værdiansættelsen af gældsinstrumentet er ikke omfattet af § 27, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

5)

Forpligtelser udstedt af en dattervirksomhed, der er etableret i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som indgår i samme afviklingskoncern som afviklingsenheden, til en kapitalejer, der ikke indgår i samme afviklingskoncern, når følgende betingelser er opfyldt

a)

Forpligtelserne er udstedt i overensstemmelse med § 267 e, stk. 1, nr. 4.

b)

Afviklingsenhedens kontrol med dattervirksomheden vil ikke blive påvirket af Finanstilsynets udøvelse af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelserne, jf. §§ 272 eller 273, eller Finansiel Stabilitets udøvelse af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelserne, jf. §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

c)

Forpligtelserne overstiger ikke beløbet beregnet ud fra formlen i bilag 9, nr. 1.

Stk. 2.

En afviklingsenhed, der er et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), og en virksomhed, der er en væsentlig dattervirksomhed af et G-SIFI i et tredjeland, skal opfylde krav om nedskrivningsegnede passiver med kapitalgrundlag, supplerende kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser, der er omfattet af stk. 1, nr. 2-4, og som opfylder kravene i artikel 92 a eller 92 b i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Krav om subordination for afviklingsenheder

§ 267 b.

Finanstilsynet kan efter høring af Finansiel Stabilitet beslutte, at afviklingsenheder skal opfylde en andel af kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, stk. 1, svarende til maksimalt det højeste af enten 8 pct. af de samlede forpligtelser og kapitalgrundlag eller af beløbet beregnet ud fra formlen i bilag 9, nr. 3, med kapitalgrundlag, efterstillede nedskrivningsegnede instrumenter eller med forpligtelser omfattet af § 267 a, stk. 1, nr. 5, når følgende betingelser er opfyldt, jf. dog § 267 c

1)

De ikke-efterstillede forpligtelser omhandlet i § 267 a, stk. 1, nr. 2-4, er i konkursordenen sidestillet med forpligtelser, der er undtaget fra bail-in, jf. § 25, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, eller forpligtelser, som Finansiel Stabilitet kan beslutte helt eller delvist at undtage fra bail-in, jf. § 25, stk. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

2)

Der er risiko for, at kreditorer med fordringer knyttet til disse forpligtelser lider større tab som følge af en bail-in på ikke-efterstillede forpligtelser planlagt i afviklingsplanen, end de ville ved en konkursbehandling af afviklingsenheden.

3)

Størrelsen af kapitalgrundlaget og de andre efterstillede forpligtelser overstiger ikke det beløb, der er nødvendigt for at sikre, at kreditorer omhandlet i nr. 2 ikke lider tab, der er større end det tab, de ville have lidt ved en konkursbehandling af afviklingsenheden.

Stk. 2.

Finanstilsynet fastsætter efter høring af Finansiel Stabilitet en frist til at opfylde kravet i stk. 1 på ny for de afviklingsenheder, der har været genstand for nedskrivning eller konvertering efter §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og afviklingsenheder, som Finansiel Stabilitet har anvendt afviklingsværktøjer overfor.

Finanstilsynet meddeler efter høring af Finansiel Stabilitet delmål for afviklingsenhedens opfyldelse af kravet for hver 12-måneders periode frem mod den fastsatte frist, jf. 1. pkt.

§ 267 c.

Finanstilsynet skal efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætte, at en afviklingsenhed skal opfylde en andel af kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, med kapitalgrundlag, efterstillede nedskrivningsegnede instrumenter eller forpligtelser omfattet af § 267 a, stk. 1, nr. 5.

Andelen skal svare til 8 pct. af de samlede forpligtelser og kapitalgrundlag for følgende afviklingsenheder, jf. dog stk. 2-4

1)

Afviklingsenheder, der er globalt systemisk vigtige finansielle institutter (G-SIFIer).

2)

Afviklingsenheder, der ikke er globalt systemisk vigtige finansielle institutter (G-SIFIer), men som indgår i en afviklingskoncern, hvis samlede aktiver overstiger 100 mia. EUR.

3)

Andre afviklingsenheder, der ikke er globalt systemisk vigtige finansielle institutter (G-SIFIer), og som indgår i en afviklingskoncern, hvis samlede aktiver er mindre end 100 mia. EUR, men som Finanstilsynet har vurderet med rimelig sandsynlighed udgør en systemisk risiko, hvis de bliver nødlidende.

Stk. 2.

Finanstilsynet kan efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætte andelen nævnt i stk. 1 til et beløb, der er lavere end 8 pct. af de samlede forpligtelser og kapitalgrundlag, men højere end beløbet beregnet ud fra formlen i bilag 9, nr. 2.

Stk. 3.

For afviklingsenheder omfattet af stk. 1, nr. 2, kan andelen nævnt i stk. 1 maksimalt svare til 27 pct. af afviklingsenhedens samlede risikoeksponering i tilfælde, hvor Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet har vurderet, at

1)

afviklingsplanen for den pågældende afviklingsenhed ikke indebærer anvendelse af Afviklingsformuen, jf. kapitel 11 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, som en mulighed i forbindelse med afvikling af den pågældende afviklingsenhed, eller

2)

kravet om nedskrivningsegnede passiver giver mulighed for at opfylde § 26, stk. 2, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Stk. 4.

Finanstilsynet kan efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætte, at andelen nævnt i stk. 1 skal udgøre et beløb, der på grund af afviklingsenhedens forpligtelse til at opfylde det kombinerede kapitalbufferkrav og krav om nedskrivningsegnede passiver, svarer til maksimalt det højeste af enten 8 pct. af afviklingskoncernens samlede forpligtelser og kapitalgrundlag eller beløbet beregnet ud fra formlen i bilag 9, nr. 3, når en af følgende betingelser er opfyldt

1)

Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet har konstateret, at der er væsentlige hindringer for afvikling, jf. §§ 262 og 263, og

a)

der er ikke truffet afhjælpende foranstaltninger i overensstemmelse med påbud meddelt af Finanstilsynet efter § 264, stk. 5, inden for fristen herfor, eller

b)

de konstaterede væsentlige hindringer ikke kan afhjælpes ved anvendelse af påbud nævnt i § 264, stk. 5, og fastsættelse af andelen nævnt i stk. 1 efter nærværende bestemmelse opvejer den væsentlige hindrings negative indvirkning på afviklingsmulighederne.

2)

Det følger af afviklingsplanen for afviklingsenheden, at den foretrukne afviklingsstrategi for afviklingsenheden i begrænset omfang er gennemførlig og troværdig under hensyntagen til afviklingsenhedens størrelse, karakteren, omfanget og kompleksiteten af afviklingsenhedens aktiviteter, de risici, der er forbundet med afviklingsenhedens aktiviteter, indbyrdes forbundethed samt afviklingsenhedens retlige status og aktionærstruktur.

3)

Det individuelle solvenskrav fastsat i medfør af § 124, stk. 3, eller individuelle solvensbehov fastsat i medfør af § 124, stk. 2, afspejler, at afviklingsenheden er blandt de 20 pct. mest risikobetonede virksomheder, som Finanstilsynet fastsætter krav om nedskrivningsegnede passiver for.

Stk. 5.

Krav fastsat efter stk. 1-4 skal opfyldes 3 år efter den dato, hvor afviklingsenheden eller den koncern, som afviklingsenheden er en del af, er blevet udpeget som et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), eller afviklingsenheden er omfattet af stk. 1, nr. 2 eller 3.

Finanstilsynet meddeler efter høring af Finansiel Stabilitet delmål for afviklingsenhedens opfyldelse af kravet fastsat efter stk. 1, jf. stk. 2-4, for hver 12-måneders periode frem mod den fastsatte frist, jf. 1. pkt.

Stk. 6.

Finanstilsynet fastsætter efter høring af Finansiel Stabilitet en passende frist til at opfylde kravene i stk. 1-4 på ny for de afviklingsenheder, der har været genstand for nedskrivning eller konvertering efter §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og afviklingsenheder, som Finansiel Stabilitet har anvendt afviklingsværktøjer overfor.

Finanstilsynet meddeler efter høring af Finansiel Stabilitet delmål for afviklingsenhedens opfyldelse af kravet fastsat efter stk. 1-4 for hver 12-måneders periode frem mod den fastsatte frist, jf. 1. pkt.

Krav om nedskrivningsegnede passiver for virksomheder, der ikke er afviklingsenheder (internt krav om nedskrivningsegnede passiver)

§ 267 d.

En virksomhed, som er dattervirksomhed af en afviklingsenhed eller en virksomhed i et tredjeland, men som ikke selv er en afviklingsenhed, skal opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, på individuelt niveau, jf. dog § 266, stk. 2.

Stk. 2.

Finanstilsynet fastsætter efter høring af Finansiel Stabilitet en frist til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver på ny for virksomheder, der ikke er afviklingsenheder, men som har været genstand for nedskrivning eller konvertering efter §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og virksomheder, der ikke er afviklingsenheder, og som Finansiel Stabilitet har anvendt afviklingsværktøjer overfor.

Finanstilsynet meddeler delmål for virksomhedens opfyldelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver for hver 12-måneders periode frem mod den fastsatte frist, jf. 1. pkt.

§ 267 e.

En virksomhed, som er dattervirksomhed af en afviklingsenhed eller en virksomhed i et tredjeland, men som ikke selv er en afviklingsenhed, kan opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver med følgende kapital og forpligtelser eller begge dele i kombination

1)

Egentlig kernekapital.

2)

Andet kapitalgrundlag, der er udstedt til enheder, som

a)

indgår i samme afviklingskoncern, eller

b)

ikke indgår i samme afviklingskoncern, hvis afviklingsenhedens kontrol med virksomheden ikke vil blive påvirket af udøvelsen af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser, jf. §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

3)

Supplerende kapitalinstrumenter, der opfylder betingelserne i artikel 72 a, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

4)

Forpligtelser, der opfylder følgende betingelser

a)

Forpligtelsen er udstedt til

i.

afviklingsenheden enten direkte eller indirekte gennem andre virksomheder i samme afviklingskoncern, der købte passiverne fra virksomheden omfattet af stk. 1, eller

ii.

en eksisterende kapitalejer, der ikke indgår i samme afviklingskoncern som virksomheden omfattet af stk. 1, i det omfang afviklingsenhedens kontrol med virksomheden omfattet af stk. 1 ikke vil blive påvirket af Finanstilsynets udøvelse af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser, jf. §§ 272 eller 273, eller Finansiel Stabilitets udøvelse af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser, jf. §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

b)

Forpligtelsen opfylder betingelserne i artikel 72 a, artikel 72 b, stk. 1, og stk. 2, litra a, d-j og n, og artikel 72 c i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

c)

Forpligtelsen er ved konkursbehandling efterstillet passiver, der ikke opfylder betingelserne i litra a og ikke kvalificerer til opfyldelse af kapitalgrundlagskrav i nr. 1 eller 2.

d)

Forpligtelsen er omfattet af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser, jf. §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og hvor anvendelse af beføjelserne ikke vil påvirke afviklingsenhedens kontrol med dattervirksomheden.

e)

Forpligtelsen er ikke direkte eller indirekte finansieret af virksomheden.

f)

Bestemmelser, som regulerer forpligtelsen, ikke eksplicit eller implicit angiver, at forpligtelsen vil blive opkrævet, indfriet, tilbagebetalt eller genkøbt før udløb, undtagen i tilfælde af virksomhedens konkurs.

g)

Indehaveren af forpligtelsen har ikke ret til at fremskynde de planlagte betalinger af renter og afdrag for forpligtelsen, undtagen i tilfælde af insolvens eller likvidation af virksomheden.

h)

Forfaldne rente- og udbyttebetalinger kan ikke blive ændret for forpligtelsen på baggrund af kreditsituationen for virksomheden eller dens modervirksomhed.

Procedure for fastsættelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver, når der er oprettet et afviklingskollegium

§ 267 f.

Når der er oprettet et afviklingskollegium, jf. § 271, fastsættes krav om nedskrivningsegnede passiver for afviklingsenheder beliggende i Danmark, jf. § 266, i overensstemmelse med en fælles beslutning truffet af

1)

Finanstilsynet,

2)

koncernafviklingsmyndigheden, når denne er en anden end Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, og

3)

de afviklingsmyndigheder, der er ansvarlige for en afviklingskoncerns dattervirksomheder beliggende i et andet land i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Stk. 2.

Den fælles beslutning skal angive de krav, der finder anvendelse på

1)

konsolideret afviklingskoncernniveau for hver afviklingsenhed, og

2)

individuelt grundlag for hver enkelt virksomhed i afviklingskoncernen, når virksomheden ikke er en afviklingsenhed.

Stk. 3.

Det kan i den fælles beslutning fastsættes, at en del af kravet om nedskrivningsegnede passiver for virksomheder, der ikke er afviklingsenheder, skal opfyldes med instrumenter, der er udstedt til virksomheder, som ikke tilhører afviklingskoncernen, når

1)

det vurderes at være i overensstemmelse med afviklingsstrategien, og

2)

afviklingsenheden ikke på tidspunktet for den fælles beslutning opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver på individuelt niveau, jf. § 267 d, stk. 1.

Stk. 4.

Er flere virksomheder i et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) afviklingsenheder, skal det i den fælles beslutning angives, om kravet om nedskrivningsegnede passiver for afviklingsenhederne er justeret som følge af artikel 72 e i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Stk. 5.

Foreligger der ikke en fælles beslutning om kravet om nedskrivningsegnede passiver for afviklingsenheden, senest 4 måneder efter at Finanstilsynet har forelagt forslag til krav om nedskrivningsegnede passiver for afviklingsmyndighederne omfattet af stk. 1, fastsætter Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Stk. 6.

Har en af myndighederne omfattet af stk. 1, nr. 2 og 3, inden udløbet af fristen på 4 måneder nævnt i stk. 5 indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, udskyder Finanstilsynet sin afgørelse, jf. stk. 5, og afventer, at Den Europæiske Banktilsynsmyndighed træffer afgørelse i sagen.

Herefter fastsætter Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet krav om nedskrivningsegnede passiver for afviklingsenheden i overensstemmelse med Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds afgørelse.

Stk. 7.

Har Den Europæiske Banktilsynsmyndighed ikke truffet afgørelse, senest 1 måned efter at sagen blev indbragt, jf. stk. 6, fastsætter Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet krav om nedskrivningsegnede passiver for afviklingsenheden.

Stk. 8.

Finanstilsynet skal fremsende afgørelsen, der fastsætter kravet om nedskrivningsegnede passiver for afviklingsenheden, til

1)

Afviklingsenheden.

2)

Virksomheder, der indgår i afviklingskoncernen, og som ikke er afviklingsenheder.

3)

Koncernens modervirksomhed i Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, når den pågældende modervirksomhed ikke selv er en afviklingsenhed i samme afviklingskoncern.

§ 267 g.

Når der er oprettet et afviklingskollegium, jf. § 271, fastsættes kravet om nedskrivningsegnede passiver for virksomheder beliggende i Danmark, der ikke er afviklingsenheder, og hvor afviklingsenheden er beliggende i et andet land i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, i overensstemmelse med en fælles beslutning truffet af

1)

Finanstilsynet.

2)

Afviklingsmyndigheden for afviklingsenheden.

3)

Koncernafviklingsmyndigheden, når dette er en anden end afviklingsmyndigheden for afviklingsenheden.

4)

De afviklingsmyndigheder, der er ansvarlige for en afviklingskoncerns dattervirksomheder beliggende i et andet land i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Stk. 2.

Den fælles beslutning skal angive de krav, der finder anvendelse på

1)

konsolideret afviklingskoncernniveau for hver afviklingsenhed, og

2)

individuelt grundlag for hver enkelt virksomhed i afviklingskoncernen, når virksomheden ikke er en afviklingsenhed.

Stk. 3.

Det kan i den fælles beslutning fastsættes, at en del af kravet om nedskrivningsegnede passiver for virksomheder, der ikke er afviklingsenheder, skal opfyldes med instrumenter, der er udstedt til virksomheder, som ikke tilhører afviklingskoncernen, når

1)

det vurderes at være i overensstemmelse med afviklingsstrategien, og

2)

afviklingsenheden ikke på tidspunktet for den fælles beslutning opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, på individuelt niveau, jf. § 267 d, stk. 1.

Stk. 4.

Foreligger der ikke en fælles beslutning om kravet om nedskrivningsegnede passiver for virksomheder i en afviklingskoncern på individuelt grundlag, senest 4 måneder efter at afviklingsmyndighederne omfattet af stk. 1 har forelagt forslag til krav om nedskrivningsegnede passiver, fastsætter Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Stk. 5.

Har en af myndighederne omfattet af stk. 1, nr. 2-4, inden udløbet af fristen på 4 måneder indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, udskyder Finanstilsynet sin afgørelse og afventer, at Den Europæiske Banktilsynsmyndighed træffer afgørelse i sagen.

Herefter fastsætter Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet krav om nedskrivningsegnede passiver i overensstemmelse med Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds afgørelse.

Stk. 6.

Har Den Europæiske Banktilsynsmyndighed ikke truffet afgørelse, inden for 1 måned efter at sagen er indbragt, jf. stk. 5, fastsætter Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet krav om nedskrivningsegnede passiver for virksomheden beliggende i Danmark, som ikke er en afviklingsenhed.

Stk. 7.

Finanstilsynet skal fremsende afgørelsen, der fastsætter kravet om nedskrivningsegnede passiver, til de virksomheder beliggende i Danmark i en afviklingskoncern, som ikke er en afviklingsenhed.

§ 267 h.

Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Erhvervsministeren kan også fastsætte regler, der fraviger §§ 267 c-267 e.

Gældsbufferkrav

§ 268.

Et realkreditinstitut skal til enhver tid have en gældsbuffer på 2 pct. af realkreditinstituttets samlede uvægtede udlån.

Kapital og forpligtelser til opfyldelse af gældsbufferkravet skal være udstedt af realkreditinstituttet i øvrigt.

Stk. 2.

For et realkreditinstitut, der på institutniveau er udpeget som systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) eller globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), jf. §§ 308 eller 310, gælder endvidere, at gældsbufferen fastsættes til et niveau, der sikrer, at instituttets krav til kapitalgrundlag og gældsbuffer tilsammen udgør mindst 8 pct. af instituttets samlede passiver, jf. dog stk. 4.

Gældsbufferen fastsættes dog efter 1. pkt. til minimum 2 pct. af realkreditinstituttets samlede uvægtede udlån.

Stk. 3.

Indgår et realkreditinstitut i en koncern, der på konsolideret niveau er udpeget som systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) eller globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), jf. §§ 308 eller 310, og hvor der for koncernen skal fastsættes et krav til størrelsen af koncernens nedskrivningsegnede passiver på konsolideret niveau, gælder endvidere, at gældsbufferen fastsættes til et niveau, der sikrer, at det samlede krav til koncernens gældsbuffer, kapitalgrundlag for koncernens realkreditinstitutter og nedskrivningsegnede passiver udgør mindst 8 pct. af koncernens samlede passiver.

Gældsbufferen fastsættes dog efter 1. pkt. til minimum 2 pct. af realkreditinstituttets samlede uvægtede udlån.

Stk. 4.

For et realkreditinstitut, der på institutniveau er udpeget som systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) eller globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), jf. §§ 308 eller 310, og som indgår i en afviklingskoncern med en afviklingsenhed etableret i et land indenfor Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, udgør gældsbufferkravet 2 pct. af instituttets samlede uvægtede udlån, hvis afviklingskoncernens samlede krav er tilstrækkelige til at sikre, at afviklingskoncernen har nedskrivningsegnede passiver, der mindst udgør 8 pct. af afviklingskoncernens samlede passiver.

Er afviklingskoncernens samlede krav ikke tilstrækkelige til at sikre, at afviklingskoncernen har nedskrivningsegnede passiver, der mindst udgør 8 pct. af afviklingskoncernens samlede passiver, fastsættes gældsbufferkravet for realkreditinstituttet til minimum 2 pct. Det samlede krav til realkreditinstituttets gældsbuffer og kapitalgrundlag skal dog udgøre mindst 8 pct. af realkreditinstituttets samlede passiver.

Stk. 5.

For et realkreditinstitut, der som modervirksomhed ejer en dattervirksomhed, der også er et realkreditinstitut, og hvor begge virksomheder indgår i samme afviklingskoncern, kan gældsbufferkravet opfyldes på realkreditkoncernniveau.

Stk. 6.

Finanstilsynet fastsætter efter høring af Finansiel Stabilitet en frist til at opfylde gældsbufferkravet på ny for realkreditinstitutter, der har været genstand for nedskrivning eller konvertering efter §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og realkreditinstitutter, som Finansiel Stabilitet har anvendt afviklingsværktøjer overfor.

§ 268 a.

Et realkreditinstitut, der er en afviklingsenhed, skal opfylde gældsbufferkravet med følgende kapital eller forpligtelser, eller begge dele i kombination, jf. dog § 268 d

1)

Egentlig kernekapital.

2)

Hybrid kernekapital.

3)

Supplerende kapitalinstrumenter.

4)

Forpligtelser, som opfylder betingelserne i artikel 72 b, stk. 2, litra d, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Stk. 2.

Kapital og forpligtelser, jf. stk. 1, nr. 1-4, skal kunne nedskrives og konverteres uden brug af bail-in.

Der må ikke være andre forpligtelser, som er efterstillet eller sidestillet forpligtelser, der anvendes til at opfylde gældsbufferkravet.

§ 268 b.

Et realkreditinstitut, der er dattervirksomhed af en afviklingsenhed, men som ikke selv er en afviklingsenhed, skal opfylde gældsbufferkravet med følgende kapital eller forpligtelser, eller begge dele i kombination, jf. dog § 268 d

1)

Egentlig kernekapital.

2)

Hybrid kernekapital.

3)

Supplerende kapitalinstrumenter.

4)

Forpligtelser, som opfylder betingelserne i artikel 72 b, stk. 2, litra d, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og følgende betingelser

a)

Forpligtelsen skal være udstedt til

i.

afviklingsenheden enten direkte eller indirekte gennem andre virksomheder i samme afviklingskoncern, der købte forpligtelserne fra virksomheden omfattet af stk. 1, eller

ii.

en eksisterende kapitalejer, der ikke indgår i samme afviklingskoncern som virksomheden omfattet af stk. 1, i det omfang afviklingsenhedens kontrol med virksomheden omfattet af stk. 1 ikke vil blive påvirket af Finanstilsynets udøvelse af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser, jf. §§ 272 eller 273, eller Finansiel Stabilitets udøvelse af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser, jf. §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

b)

Forpligtelsen er ved konkursbehandling efterstillet passiver, der ikke opfylder betingelserne i litra a og ikke kvalificerer til opfyldelse af kapitalgrundlagskrav i nr. 1 eller 2.

c)

Forpligtelsen er omfattet af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser, jf. §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og hvor anvendelse af beføjelserne ikke vil påvirke afviklingsenhedens kontrol med dattervirksomheden.

§ 268 c.

For den del af gældsbufferkravet, der opfyldes med kapital og forpligtelser omfattet af § 268 a, stk. 1, nr. 2-4, eller § 268 b, nr. 2-4, gælder følgende

1)

Den pågældende kapital eller forpligtelse skal have en oprindelig løbetid på mindst 2 år.

2)

Der skal være en hensigtsmæssig spredning i kapital og forpligtelsernes forfaldstid.

Stk. 2.

Finanstilsynet kan bestemme, at et gældsbufferkrav, der er opgjort efter § 268, stk. 3, for den del, der er over 2 pct. af realkreditinstituttets samlede uvægtede udlån, kan opfyldes med udstedelser fra afviklingsenheden, hvis denne er et pengeinstitut.

§ 268 d.

Kapital og forpligtelser, som anvendes til at opfylde gældsbufferkravet, må ikke samtidig anvendes til følgende

1)

Opfylde kravet til kapitalgrundlag, jf. artikel 92 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

2)

Opfylde det individuelle solvensbehov, jf. § 124, stk. 2.

3)

Opfylde det individuelle solvenskrav, jf. § 124, stk. 3.

4)

Opfylde det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a.

5)

Opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266.

6)

Finansiere opfyldelsen af kravet om nedskrivningsegnede passiver til virksomheder i samme koncern.

Tilsyn med overholdelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver og gældsbufferkravet

§ 269.

Finanstilsynet fører tilsyn med virksomhedernes overholdelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, og gældsbufferkravet, jf. § 268.

Stk. 2.

Opfylder en virksomhed ikke kravet om nedskrivningsegnede passiver, skal Finanstilsynet reagere på mindst en af følgende måder

1)

Anvendelse af beføjelser til at afhjælpe eller fjerne hindringer for afvikling i overensstemmelse med §§ 264 og 265.

2)

Anvendelse af beføjelser nævnt i § 269 a.

3)

Iværksættelse af foranstaltninger i medfør af § 243 a.

4)

Iværksættelse af foranstaltninger i medfør af § 344, stk. 1.

Stk. 3.

Finanstilsynet kan også foretage en vurdering af, hvorvidt virksomheden er nødlidende eller forventeligt nødlidende, jf. § 224 a.

§ 269 a.

Finanstilsynet kan begrænse en virksomheds udlodning til det maksimale udlodningsbeløb, hvis en virksomhed, der er underlagt krav om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a, men ikke når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Det maksimale udlodningsbeløb beregnes i overensstemmelse med bilag 10, nr. 1, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Stk. 1 finder anvendelse i forhold til følgende udlodninger

1)

Udlodning, der vedrører egentlig kernekapital.

2)

Tildeling af variabel løn eller skønsmæssigt fastsatte pensionsydelser eller betaling af variabel løn, hvis forpligtelsen til at betale blev indført på et tidspunkt, hvor virksomheden ikke opfyldte det kombinerede kapitalbufferkrav.

3)

Betalinger, der vedrører hybride kernekapitalinstrumenter.

Stk. 3.

I vurderingen af, om Finanstilsynet skal begrænse virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb, skal Finanstilsynet tage hensyn til følgende

1)

Årsagen til den manglende opfyldelse og dennes varighed og omfang og dens konsekvenser for afviklingsmulighederne.

2)

Udviklingen i virksomhedens økonomiske situation og sandsynligheden for, at virksomheden inden for en overskuelig fremtid opfylder betingelserne for afvikling.

3)

Udsigten til, at virksomheden vil være i stand til at opfylde det kombinerede kapitalbufferkrav, når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver, inden for en rimelig tidsramme.

4)

Om virksomhedens manglende evne til at erstatte forpligtelser, som ikke længere opfylder kriterierne for nedskrivningsegnethed og udløb i artikel 72 b og 72 c i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber eller i §§ 267 a og 267 e, er særegen for den pågældende virksomhed eller skyldes en markedsomfattende forstyrrelse.

5)

Om begrænsningen af virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb udgør det mest passende og rimelige middel til at afhjælpe virksomhedens situation i forhold til den potentielle indvirkning på både finansieringsbetingelserne og afviklingsmulighederne for den pågældende virksomhed.

Stk. 4.

Finanstilsynet skal månedligt vurdere, om virksomhedens udlodning skal begrænses, så længe virksomheden befinder sig i en situation, der er omfattet af stk. 1.

Stk. 5.

Finanstilsynet skal begrænse virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb, hvis virksomheden befinder sig i en situation, der er omfattet af stk. 1, 9 måneder efter at virksomheden har underrettet Finanstilsynet i medfør af § 269 c, jf. dog stk. 6.

Stk. 6.

Stk. 5 finder ikke anvendelse, hvis Finanstilsynet vurderer, at mindst to af følgende betingelser er opfyldt

1)

Virksomhedens manglende opfyldelse af det kombinerede kapitalbufferkrav skyldes en alvorlig forstyrrelse af de finansielle markeders funktion, hvilket fører til omfattende spændinger i flere segmenter af de finansielle markeder.

2)

Forstyrrelsen nævnt i nr. 1 resulterer i øget prisvolatilitet for virksomhedens kapitalgrundlagsinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser eller øgede omkostninger for virksomheden og fører til en hel eller delvis lukning af markederne, hvilket forhindrer virksomheden i at udstede kapitalgrundlagsinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser på disse markeder.

3)

Lukningen af markederne nævnt i nr. 2 gælder for flere andre virksomheder ud over den berørte virksomhed.

4)

Forstyrrelsen nævnt i nr. 1 forhindrer den berørte virksomhed i at udstede kapitalgrundlagsinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser, der er tilstrækkelige til at afhjælpe den manglende opfyldelse af det kombinerede kapitalbufferkrav.

5)

Finanstilsynets udøvelse af beføjelsen nævnt i stk. 1 vil føre til negative virkninger for en del af banksektoren, hvorved den finansielle stabilitet potentielt undermineres.

Stk. 7.

Finanstilsynet foretager månedligt en vurdering af, om mindst to af betingelserne i stk. 6 er opfyldt.

Indberetning til Finanstilsynet

§ 269 b.

En virksomhed, der er underlagt et krav om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, skal indberette følgende oplysninger til Finanstilsynet

1)

Størrelsen af kapitalgrundlag eller kapitalgrundlag, der opfylder betingelserne i § 267 e, stk. 1, nr. 1 og 2, mindst en gang hvert halve år.

2)

Størrelsen af nedskrivningsegnede forpligtelser mindst en gang hvert halve år.

3)

Størrelsen af forpligtelser, der er omfattet af bail-in, mindst en gang om året.

4)

Sammensætningen af poster omfattet af nr. 1-3 og deres løbetidsprofil mindst en gang om året.

5)

Den hierarkiske inddeling af poster omfattet af nr. 1-3 ved almindelig konkursbehandling mindst en gang om året.

6)

Oplysninger om, hvorvidt poster omfattet af nr. 1 og 2 er underlagt lovgivning i et tredjeland, og i så fald hvilket tredjeland, og om de indeholder kontraktvilkårene i § 274, stk. 1, og artikel 52, stk. 1, litra p og q, og artikel 63, litra n og o, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber mindst en gang om året.

Stk. 2.

Virksomheder, som på datoen for indberetningen af disse oplysninger har nedskrivningsegnede passiver på mindst 150 pct. af kravet om nedskrivningsegnede passiver, er undtaget fra at indberette størrelsen af forpligtelser, der er omfattet af bail-in, jf. stk. 1, nr. 3.

Stk. 3.

Finanstilsynet kan anmode om, at virksomhederne indberetter oplysningerne i stk. 1, nr. 1-6, hyppigere end angivet.

Stk. 4.

En virksomhed, der ifølge dens afviklingsplan skal tages under konkursbehandling, er ikke omfattet af stk. 1.

§ 269 c.

En virksomhed, der er underlagt krav om nedskrivningsegnede passiver eller gældsbufferkrav, skal straks give meddelelse til Finanstilsynet, hvis virksomheden ikke opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver efter § 266 eller det kombinerede kapitalbufferkrav efter § 125 a, når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver, eller gældsbufferkravet efter § 268.

Offentliggørelse

§ 269 d.

Virksomheder, der er underlagt et krav om nedskrivningsegnede passiver, skal mindst en gang om året offentliggøre følgende oplysninger

1)

Størrelsen af virksomhedens nedskrivningsegnede passiver.

2)

Sammensætningen af poster omfattet af nr. 1, deres løbetidsprofil og prioritet ved konkursbehandling af virksomheden.

3)

Kravet om nedskrivningsegnede passiver angivet som anført i § 266, stk. 5.

Stk. 2.

Er der udøvet nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser i henhold til §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, eller har Finansiel Stabilitet anvendt afviklingsværktøjer over for virksomheden, finder kravene om offentliggørelse i stk. 1 anvendelse fra datoen for tidsfristen for at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver på ny.

Stk. 3.

En virksomhed, der ifølge dens afviklingsplan skal tages under konkursbehandling, er ikke omfattet af stk. 1.

§ 269 e.

Et realkreditinstitut, der er underlagt et gældsbufferkrav, skal mindst en gang om året offentliggøre følgende oplysninger

1)

Størrelsen af instituttets kapital og forpligtelser, der anvendes til at opfylde gældsbufferkravet.

2)

Sammensætningen af poster omfattet af nr. 1, deres løbetidsprofil og prioritet ved konkursbehandling af instituttet.

3)

Gældsbufferkravet.

Stk. 2.

Er der udøvet nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser i henhold til §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, eller har Finansiel Stabilitet anvendt afviklingsværktøjer over for realkreditinstituttet, finder kravene om offentliggørelse i stk. 1 anvendelse fra datoen for tidsfristen for at opfylde gældsbufferkravet på ny, jf. § 268, stk. 6.

81.

I § 271, stk. 1, ændres »266 og 268« til: »265 a, 266 og 267 f«.

82.

I § 271 indsættes efter stk. 1 som nye stykker

Stk. 2.

Et afviklingskollegium består af

1)

Den konsoliderende koncernafviklingsmyndighed.

2)

Afviklingsmyndighederne i hvert medlemsland, hvor en dattervirksomhed, der er underlagt konsolideret tilsyn, er etableret.

3)

Afviklingsmyndighederne i de medlemslande, hvor en modervirksomhed til et eller flere af koncernens virksomheder, som er en finansiel virksomhed eller en blandet holdingvirksomhed, er etableret.

4)

Afviklingsmyndighederne i de medlemslande, hvor væsentlige filialer er beliggende.

5)

Den konsoliderende tilsynsmyndighed og de kompetente myndigheder i de medlemslande, hvor afviklingsmyndigheden er medlem af afviklingskollegiet.

Er den kompetente myndighed i et medlemsland ikke medlemslandets centralbank, kan den kompetente myndighed beslutte at lade sig ledsage af en repræsentant for medlemslandets centralbank.

6)

De ansvarlige ministerier, hvis de afviklingsmyndigheder, der er medlemmer af afviklingskollegiet, ikke er de ansvarlige ministerier.

7)

Den myndighed, der er ansvarlig for indskudsgarantiordningen i et medlemsland, hvis det pågældende medlemslands afviklingsmyndighed er medlem af afviklingskollegiet.

8)

Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Stk. 3.

Finanstilsynet kan beslutte, at et tredjelands afviklingsmyndighed må deltage som observatør i afviklingskollegier oprettet i henhold til stk. 1, hvis tredjelandets afviklingsmyndighed anmoder herom, og hvis følgende betingelser er opfyldt

1)

Der er inden for koncernen en virksomhed, der er etableret i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som har en dattervirksomhed eller en filial etableret eller beliggende i det pågældende tredjeland, der ville blive betragtet som væsentlig, hvis den var etableret eller beliggende i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

2)

Tredjelandets afviklingsmyndighed er underlagt tavshedspligt, der svarer til den tavshedspligt, som Finanstilsynet er underlagt.

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 4 og 5.

83.

I § 271, stk. 2, der bliver stk. 4, udgår »efter stk. 1«.

84.

§ 271, stk. 3, der bliver stk. 5, affattes således

Stk. 5.

Finanstilsynet opretter og deltager i europæiske afviklingskollegier, hvis en virksomhed, der er etableret uden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område,

1)

har mere end én dattervirksomhed eller væsentlig filial, der er et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab I, finansiel holdingvirksomhed eller blandet holdingvirksomhed, som er etableret eller beliggende i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og mindst én dattervirksomhed eller væsentlig filial er etableret eller beliggende i Danmark, eller

2)

har mere end én modervirksomhed, der er et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab I, finansiel holdingvirksomhed eller blandet holdingvirksomhed, som er etableret i mere end ét land inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og mindst én modervirksomhed er etableret i Danmark.

85.

I § 271 indsættes som stk. 6

Stk. 6.

Europæiske afviklingskollegier, der er oprettet i henhold til stk. 5, udfører de opgaver, der er nævnt i stk. 1, og fungerer i øvrigt som afviklingskollegier oprettet i henhold til stk. 1.

86.

I overskriften til kapitel 17 a indsættes efter »kapitalinstrumenter«: »og nedskrivningsegnede forpligtelser«.

87.

§ 272, stk. 1, affattes således

Finanstilsynet skal uden ugrundet ophold nedskrive eller konvertere hybride kapitalinstrumenter, som opfylder kravene i artikel 52, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, og supplerende kapitalinstrumenter, som opfylder kravene i artikel 63, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, i et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I til egentlige kernekapitalinstrumenter, hvis Finanstilsynet konstaterer, at pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I ikke vil være levedygtigt, medmindre beføjelsen anvendes.

Det samme gælder for nedskrivningsegnede forpligtelser, som opfylder betingelserne i § 267 e, stk. 1, nr. 4, uanset om forpligtelserne opfylder betingelsen i § 267 e, stk. 1, nr. 4, litra b, om en restløbetid på mindst et år.

88.

§ 272, stk. 3, affattes således

Stk. 3.

Ved nedskrivning eller konvertering af relevante kapitalinstrumenter eller nedskrivningsegnede forpligtelser efter stk. 1 i en dattervirksomhed til en afviklingsenhed skal beføjelsen til at nedskrive eller konvertere udøves på en måde, der sikrer, at tabene videregives til afviklingsenheden, hvis de relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser er ejet af afviklingsenheden indirekte gennem andre virksomheder i samme afviklingskoncern.

89.

I § 272, stk. 5, 1. pkt., indsættes efter »kapitalinstrumenter«: »og nedskrivningsegnede forpligtelser«.

90.

I § 272, stk. 6, 2. pkt., indsættes efter »relevante kapitalinstrumenter«: »og nedskrivningsegnede forpligtelser«, og efter »ejerne af de relevante kapitalinstrumenter« indsættes: »og nedskrivningsegnede forpligtelser«.

91.

I § 272, stk. 6, indsættes som 3. pkt.

Med henblik på udstedelsen af egentlige kernekapitalinstrumenter i overensstemmelse med 2. pkt., kan Finanstilsynet påbyde virksomheden at anmode om den nødvendige tilladelse til at udstede det relevante antal egentlige kernekapitalinstrumenter.

92.

I § 273, stk. 1, udgår »om nedskrivning og konvertering af kapitalinstrumenter«.

93.

§ 274 ophæves og i stedet indsættes

Kontraktmæssig anerkendelse af Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser

§ 274.

Et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, en finansiel holdingvirksomhed, en blandet holdingvirksomhed og et finansieringsinstitut, når finansieringsinstituttet er en dattervirksomhed af et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, en finansiel holdingvirksomhed eller en blandet holdingvirksomhed, og finansieringsinstituttet indgår i tilsynet med modervirksomheden på konsolideret grundlag, skal sikre, at kontrakter, som virksomheden har indgået efter den 1. juni 2015, og som er reguleret af lovgivningen i et tredjeland, indeholder bestemmelser, hvorefter modparten anerkender, at

1)

forpligtelsen, som kontrakten omhandler, kan gøres til genstand for Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser, jf. §§ 272 eller 273 samt §§ 17, 18 a og 24 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. dog § 24, stk. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og

2)

modparten er bundet af enhver nedbringelse af hovedstolen eller det udestående beløb, konvertering eller opsigelse, der berøres af Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets udøvelse af beføjelser nævnt i nr. 1.

Stk. 2.

Finanstilsynet kan påbyde virksomheden at indhente en juridisk udtalelse om, at kontraktbestemmelser efter stk. 1 er bindende for modparten og kan håndhæves i overensstemmelse med vilkårene.

Stk. 3.

Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis forpligtelsen er undtaget fra bail-in, jf. § 25, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, eller hvis forpligtelsen er et berettiget indskud, jf. § 2, nr. 7, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Stk. 4.

Finanstilsynet kan efter anmodning fra virksomheden beslutte, at stk. 1 ikke finder anvendelse, hvis det vurderes, at de omhandlede forpligtelser eller instrumenter kan gøres til genstand for nedskrivning eller konvertering med hjemmel i lovgivningen i et tredjeland eller med hjemmel i en bindende aftale, der er indgået med det pågældende tredjeland.

Stk. 5.

Finanstilsynet kan efter anmodning fra virksomheden beslutte, at hvis virksomhedens krav om nedskrivningsegnede passiver efter § 266 svarer til virksomhedens tabsabsorberingsbeløb, er virksomheden ikke omfattet af kravet i stk. 1, forudsat at forpligtelserne ikke anvendes til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Stk. 6.

Undlader en virksomhed at indføre en kontraktbestemmelse i henhold til stk. 1, kan forpligtelsen ikke anvendes til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Det forhindrer ikke Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet i at udøve nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser, jf. §§ 272 eller 273 samt §§ 17, 18 a og 24 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. dog § 24, stk. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

§ 275.

En virksomhed skal underrette Finanstilsynet, hvis det ikke er muligt at opfylde § 274, stk. 1, i forhold til en kontrakt vedrørende en forpligtelse omfattet af § 97 i konkursloven.

Underretningen skal angive kategorien af forpligtelsen og begrundelsen for, at det ikke er muligt at indføre kontraktbestemmelsen.

Stk. 2.

Virksomheden skal indsende alle oplysninger til Finanstilsynet, som Finanstilsynet inden for rimelig tid efter modtagelsen af underretningen efter stk. 1 anmoder om.

Stk. 3.

Pligten til at indføre en kontraktbestemmelse, jf. § 274, stk. 1, bortfalder automatisk fra det tidspunkt, hvor Finanstilsynet modtager en underretning i henhold til stk. 1.

Stk. 4.

Vurderer Finanstilsynet, at det er muligt at opfylde § 274, stk. 1, i forhold til den pågældende kontrakt, kan Finanstilsynet uanset stk. 3 påbyde virksomheden at indføre en sådan kontraktbestemmelse.

Finanstilsynet skal give påbuddet inden for rimelig tid efter, at Finanstilsynet har modtaget en meddelelse efter stk. 1.

Stk. 5.

Finanstilsynet kan påbyde virksomheden at ændre sin praksis vedrørende virksomhedens vurdering af, om det er muligt at indføre en kontraktbestemmelse om anerkendelse af Finansiel Stabilitets beføjelser i § 24 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Stk. 6.

Vurderer Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, at kontrakter, som ikke indeholder en bestemmelse i henhold til § 274, stk. 1, medfører en væsentlig hindring for afvikling, skal Finanstilsynet i nødvendigt omfang anvende beføjelserne i § 264 til at fjerne den pågældende hindring.

Stk. 7.

Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om de kategorier af forpligtelser omfattet af § 97 i konkursloven, hvor det ikke er muligt at indføre en kontraktbestemmelse som omhandlet i § 274, stk. 1.

Kontraktmæssig anerkendelse af Finansiel Stabilitets beføjelser til suspension under afvikling

§ 276.

Et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, en finansiel holdingvirksomhed, en blandet holdingvirksomhed og et finansieringsinstitut, når finansieringsinstituttet er en dattervirksomhed af et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, en finansiel holdingvirksomhed eller en blandet holdingvirksomhed, og finansieringsinstituttet indgår i tilsynet med modervirksomheden på konsolideret grundlag, skal sikre, at virksomhedens kontrakter, jf. stk. 2, som er reguleret af lovgivningen i et tredjeland, indeholder en bestemmelse, hvorefter parterne anerkender,

1)

at kontrakten kan gøres til genstand for Finansiel Stabilitets beføjelse til at suspendere eller begrænse rettigheder og forpligtelser i §§ 4 a, 32, 33 og 34 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og

2)

at parterne i relation til kontrakten er bundet af § 31 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 finder anvendelse på kontrakter, der

1)

skaber en ny forpligtelse eller væsentligt ændrer en eksisterende forpligtelse efter den 28. december 2020 og

2)

indeholder bestemmelser om betalings- eller leveringsforpligtelser, opsigelsesrettigheder eller retten til at gøre sikkerhedsrettigheder gældende.

Stk. 3.

Undlader en virksomhed at indføre en bestemmelse i henhold til stk. 1, forhindrer det ikke Finansiel Stabilitet i at anvende beføjelserne i §§ 4 a, 32, 33 og 34 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og § 31 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder vil fortsat finde anvendelse.

94.

I § 309, stk. 1, 3 og 5 ændres »§ 125 h« til: »§ 125 g, stk. 3 og 4«, og »stk. 6« ændres til: »stk. 5«.

95.

I § 309, stk. 2, ændres »stk. 6« til: »stk. 5«, og »§ 125 h« ændres til: »§ 125 g, stk. 3 og 4«.

96.

I § 343 ø, stk. 1, ændres »nr. 47« til: »nr. 50«.

97.

I § 344, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et paneuropæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-produkt)«: », Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser«.

98.

I § 350 a, stk. 4, 2. pkt., ændres »1 år« til: »2 år«.

99.

I § 351, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2 og 4, udgår »nr. 2-6,«.

100.

I § 351, stk. 5, 1. pkt., ændres »eller den finansielle lovgivning,« til: », den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning«.

101.

§ 352 a, stk. 1, nr. 1, affattes således

1)

Staten har lidt direkte tab som følge af økonomisk bistand ved afvikling af virksomheden.

102.

I § 354, stk. 6, nr. 12, udgår », og efter § 16 g, stk. 9, i lov om finansiel stabilitet«.

103.

I § 354, stk. 6, indsættes som nr. 46-48

46)

Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken med henblik på vurderinger som led i programmet til vurdering af den finansielle sektor efter en udtrykkelig anmodning og under forudsætning af, at Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken har behov for oplysningerne til varetagelsen af deres opgaver.

47)

Den Internationale Betalingsbank (BIS) med henblik på kvantitative konsekvensanalyser efter en udtrykkelig anmodning og under forudsætning af, at Den Internationale Betalingsbank (BIS) har behov for oplysningerne til varetagelsen af sine opgaver.

48)

Rådet for Finansiel Stabilitet (FSB) med henblik på dets tilsynsfunktion efter en udtrykkelig anmodning og under forudsætning af, at Rådet for Finansiel Stabilitet (FSB) har behov for oplysningerne til varetagelsen af sine opgaver.

104.

I § 354 e, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »i henhold til«: »§ 269, stk. 1, eller«.

105.

I § 354 e, stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 71 a, stk. 1,« til: »§ 71 a, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., § 71 b, stk. 1, § 71 c, stk. 1, 2. pkt.,«, og efter »jf. § 125 b, stk. 1-4 og 6,« indsættes: »§ 182 b, stk. 1-3, §§ 182 c og 182 d, § 182 e, stk. 1-3, §§ 182 f, 259 a og 261, § 264, stk. 2, 3 og 5, § 264 a, § 265, stk. 2, 4 og 7, § 265 a, stk. 2, § 266, § 267, stk. 1, §§ 267 b og 267 c, § 267 d, stk. 1, § 268, §§ 269 a-269 e, § 272, stk. 7, § 274, stk. 1 og 2, § 275, stk. 1, 2, 4 og 5, § 276, stk. 1,«.

106.

I § 355, stk. 1, ændres »og forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)« til: », forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser og regler udstedt i medfør heraf«.

107.

I § 355, stk. 2, indsættes efter nr. 9 som nyt nummer

10)

Et medlem af bestyrelsen eller direktionen eller en kapitalejer i et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I, eller virksomheder, som Finanstilsynet finder har snævre forbindelser til pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I, når Finanstilsynet træffer afgørelse om, at pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I anses for nødlidende eller forventeligt nødlidende, jf. § 224 a.

Nr. 10-15 bliver herefter nr. 11-16.

108.

§ 361, stk. 3, affattes således

Stk. 3.

Følgende fysiske og juridiske personer omfattet af lov om betalinger betaler årligt et grundbeløb til Finanstilsynet

1)

Betalingsinstitutter betaler følgende

a)

25.000 kr., når instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår er mindre end 250 mio. kr.

b)

80.000 kr., når instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår er mellem 250 mio. kr. og 100 mia. kr.

c)

500.000 kr., når instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår er større end 100 mia. kr.

2)

E-pengeinstitutter betaler følgende

a)

25.000 kr., når summen af instituttets gennemsnitlige udestående elektroniske penge og instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår er mindre end 250 mio. kr.

b)

80.000 kr., når summen af instituttets gennemsnitlige udestående elektroniske penge og instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår er mellem 250 mio. kr. og 100 mia. kr.

c)

500.000 kr., når summen af instituttets gennemsnitlige udestående elektroniske penge og instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår er større end 100 mia. kr.

3)

Virksomheder med begrænset tilladelse til udstedelse af elektroniske penge eller til at udbyde betalingstjenester betaler 11.100 kr.

4)

Virksomheder med tilladelse til at udbyde kontooplysningstjenester betaler 25.000 kr.

109.

I § 372, stk. 1, ændres »samt forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)« til: », forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser og regler udstedt i medfør heraf«.

110.

I § 372 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke

Stk. 3.

Afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til § 224 a, der ønskes påklaget, skal indbringes for Erhvervsankenævnet, senest 24 timer efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Klageretten tilkommer den bestyrelse og direktion, der modtog afgørelsen.

2. pkt. gælder uanset, om Finansiel Stabilitet har overtaget kontrollen med virksomheden.

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

111.

I § 372 a, stk. 1, indsættes efter »(Solvens II),«: »Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser,«.

112.

I § 373, stk. 1, udgår »§ 125 i, stk. 1,«, og »og 170-175 a« ændres til: », 170-175 a og 175 g, stk. 1, 5 og 6«.

113.

I § 373, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »§ 57, stk. 1,«: »§ 64, stk. 3,«, »§ 64 c, stk. 1, 3 og 5, jf. stk. 1 og 3, § 64 d, stk. 1, 2 og 4, § 70, stk. 1-5« ændres til: »§ 64 c, stk. 1, 3, 5 og 7, jf. stk. 1 og 3, § 64 d, stk. 1, 2 og 4-6, § 64 e, § 70, stk. 1-4«, »§ 77 g, stk. 1 og 3« ændres til: »§ 77 g, stk. 2«, efter »§ 247 a, stk. 9 og 10,« indsættes: »§ 259 a, «, og efter »§ 264, stk. 2« indsættes: »og 3, § 266, stk. 1, § 268, stk. 1-4, § 269 c«.

114.

I § 373, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »§ 152 k, stk. 4,«: »§ 175 g, stk. 3,« og »§ 264, stk. 3,« ændres til: »§ 264, stk. 5, § 264 a, § 269 a, stk. 1,«.

115.

Som bilag 9 og 10 indsættes bilag 1 og 2 til denne lov.

§ 2

I lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. lovbekendtgørelse nr. 24 af 4. januar 2019, foretages følgende ændringer

1.

I fodnoten til lovens titel indsættes efter »EU-Tidende nr. L 173, side 190«: », og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/879/EU af 20. maj 2019 om ændring af direktiv 2014/59/EU for så vidt angår kreditinstitutters og investeringsselskabers tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet og af direktiv 98/26/EF, EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 296«.

2.

I § 1, stk. 2, ændres »nr. 11« til: »nr. 13«.

3.

I § 1, stk. 3, ændres »nr. 13« til: »nr. 15«.

4.

I § 2 indsættes efter nr. 1 som nyt nummer

2)

Afviklingsenhed: En virksomhed eller enhed i overensstemmelse med § 5, stk. 1, nr. 77, i lov om finansiel virksomhed.

Nr. 2 bliver herefter nr. 3.

5.

I § 2 indsættes efter nr. 2, der bliver nr. 3, som nyt nummer

4)

Afviklingskoncern: En afviklingskoncern som defineret i § 5, stk. 1, nr. 78, i lov om finansiel virksomhed.

Nr. 3-17 bliver herefter nr. 5-19.

6.

I § 2, nr. 11, der bliver nr. 13, ændres »nr. 51« til: »nr. 54«.

7.

I § 2 indsættes efter nr. 17, der bliver nr. 19, som nyt nummer

20)

Nedskrivningsegnede forpligtelser: Forpligtelser, der er omfattet af bail-in, og som er omfattet af § 267 a, stk. 1, eller § 267 e i lov om finansiel virksomhed.

Nr. 18-21 bliver herefter nr. 21-24.

8.

§ 4, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes

Stk. 2.

Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for en finansiel holdingvirksomhed.

Finansiel Stabilitet kan, uanset om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, iværksætte afviklingsforanstaltninger over for en finansiel holdingvirksomhed, hvis følgende betingelser er opfyldt

1)

Den finansielle holdingvirksomhed er en afviklingsenhed.

2)

En eller flere af den finansielle holdingvirksomheds dattervirksomheder, som er pengeinstitutter, realkreditinstitutter eller fondsmæglerselskaber I og ikke afviklingsenheder, opfylder betingelserne for afvikling.

3)

Finanstilsynet vurderer, at et sammenbrud i en finansiel holdingvirksomheds dattervirksomhed, som er et pengeinstitut, realkreditinstitut eller fondsmæglerselskab I og ikke en afviklingsenhed, vil medføre risiko for sammenbrud i afviklingskoncernen.

Stk. 3.

Ejes dattervirksomhederne af en blandet holdingvirksomhed direkte eller indirekte af en mellemliggende finansiel holdingvirksomhed, træffes afviklingsforanstaltninger alene med henblik på koncernafvikling over for den mellemliggende finansielle holdingvirksomhed.

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

9.

I § 4 indsættes som stk. 5 og 6

Stk. 5.

Vurderer Finansiel Stabilitet, at betingelsen i stk. 1, nr. 3, ikke er opfyldt, iværksætter Finansiel Stabilitet ikke afviklingsforanstaltninger, jf. dog stk. 2 og § 18 a.

Stk. 6.

Finansiel Stabilitet kan iværksætte afviklingsforanstaltninger over for et centralt organ samt pengeinstitutter og realkreditinstitutter, som er fast tilknyttet til et sådant organ, og som indgår i samme afviklingskoncern, når den pågældende afviklingskoncern opfylder betingelserne for afvikling.

10.

Efter § 4 indsættes før overskriften før § 5

§ 4 a.

Finansiel Stabilitet kan efter høring af Finanstilsynet suspendere enhver betalings- eller leveringsforpligtelse i henhold til en kontrakt, som en virksomhed eller enhed har indgået, hvis følgende betingelser er opfyldt

1)

Betingelserne i § 4, stk. 1, nr. 1 og 2, er opfyldt.

2)

Suspension vurderes nødvendig for at undgå yderligere forværring af den økonomiske situation i virksomheden eller enheden.

3)

Suspension vurderes nødvendig enten for at konstatere, hvorvidt det er i offentlighedens interesse at foretage afviklingsforanstaltninger, jf. § 4, stk. 1, nr. 3, eller for at sikre en effektiv anvendelse af et eller flere afviklingsværktøjer.

Stk. 2.

Der kan ikke foretages suspension i medfør af stk. 1 i relation til kontrakter indgået med

1)

systemer og operatører af systemer, der er udpeget som sådan i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer,

2)

centrale modparter (CCP’er) og tredjelandes centrale modparter, der er anerkendt af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed i henhold til artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre, eller

3)

centralbanker.

Stk. 3.

Suspensionen løber fra offentliggørelsen af meddelelse om suspension, jf. § 50, til udløbet af den første hverdag herefter.

Stk. 4.

Hvis en suspenderet betalings- eller leveringsforpligtelse forfalder i suspensionsperioden, skal betalingen eller leveringen ske umiddelbart efter udløbet af suspensionsperioden.

Stk. 5.

Hvis betalings- eller leveringsforpligtelserne i henhold til en kontrakt suspenderes i medfør af stk. 1, suspenderes kontraktpartens betalings- eller leveringsforpligtelse i henhold til kontrakten i samme periode.

Stk. 6.

Har Finansiel Stabilitet foretaget suspension, kan Finansiel Stabilitet udøve suspensionsbeføjelserne efter §§ 33 og 34 i relation til samme kontrakt, selvom den pågældende virksomhed eller enhed ikke er under afvikling på tidspunktet for suspensionen.

Suspension efter 1. pkt. har samme tidsmæssige udstrækning som suspensionen efter stk. 1, jf. stk. 3.

Stk. 7.

Har Finansiel Stabilitet foretaget suspension i medfør af stk. 1, stk. 6, eller §§ 33 eller 34, kan Finansiel Stabilitet ikke på et senere tidspunkt, når den pågældende virksomhed eller enhed er taget under afvikling, udøve den tilsvarende beføjelse efter §§ 32-34 i relation til samme kontrakt.

11.

I § 6, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »kapitalinstrumenter«: »eller nedskrivningsegnede forpligtelser«, og »§ 17« ændres til: »§§ 17 eller 18 a«.

12.

I § 7, stk. 4, nr. 1, § 12, stk. 5, § 21, stk. 2, 2. pkt., og § 23, stk. 3, indsættes efter »kapitalinstrumenter«: »og nedskrivningsegnede forpligtelser«, og »§ 17« ændres til: »§§ 17 eller 18 a«.

13.

I § 13 indsættes som stk. 4

Stk. 4.

Ved konkurs betales fordringer vedrørende kapitalgrundlag i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, nr. 118, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og regler fastsat i medfør af § 128, stk. 3 og 4, i lov om finansiel virksomhed, efter andre fordringer.

Et kapitalinstrument, som kun delvist anses for at være en kapitalgrundlagspost, betales i sin helhed som kapitalgrundlag i medfør af 1. pkt.

14.

Overskriften før § 17 affattes således

Nedskrivning og konvertering af relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser.

15.

I § 17, stk. 1, indsættes som 2. pkt.

Er virksomheden eller enheden en dattervirksomhed eller -enhed til en afviklingsenhed, skal Finansiel Stabilitet endvidere nedskrive eller konvertere virksomhedens eller enhedens nedskrivningsegnede forpligtelser omfattet af § 267 e, stk. 1, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed, uanset om forpligtelserne opfylder betingelsen i § 267 e, stk. 1, nr. 4, litra b, i lov om finansiel virksomhed om en restløbetid på mindst ét år.

16.

I § 17, stk. 2, udgår »relevante kapitalinstrumenter«.

17.

I § 17, stk. 3, ændres »af relevante kapitalinstrumenter« til: »efter stk. 1«.

18.

I § 17, stk. 4, udgår »af kapitalinstrumenter«.

19.

I § 17 indsættes som stk. 5

Stk. 5.

Ved nedskrivning eller konvertering af relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser efter stk. 1 i en dattervirksomhed eller -enhed til en afviklingsenhed i tilfælde, hvor de relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser er ejet af afviklingsenheden indirekte gennem andre virksomheder i samme afviklingskoncern, skal beføjelsen til at nedskrive eller konvertere udøves på en måde, der sikrer, at tabene videregives til afviklingsenheden.

20.

I § 18, stk. 1, indsættes efter »kapitalinstrument«: »eller nedskrivningsegnet forpligtelse«, »§ 17« ændres til: »§§ 17 eller 18 a«, og efter »kapitalinstrumenter« indsættes: »eller nedskrivningsegnede forpligtelser«.

21.

I § 18, stk. 2, 1. pkt., og stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »kapitalinstrumenter«: »eller nedskrivningsegnede forpligtelser«, og i stk. 2, nr. 4, indsættes efter »kapitalinstrument«: »eller nedskrivningsegnet forpligtelse«.

22.

Efter § 18 indsættes før overskriften før § 19

§ 18 a.

§§ 17 og 18 finder anvendelse over for virksomheder eller enheder, der ikke opfylder betingelserne for afvikling, jf. § 4, når følgende betingelser er opfyldt

1)

Virksomheden eller enheden indgår i en afviklingskoncern.

2)

Virksomheden eller enheden er ikke selv en afviklingsenhed, men er en dattervirksomhed eller -enhed til en afviklingsenhed.

3)

Afviklingsenheden opfylder betingelserne for afvikling, jf. § 4, eller opfylder tilsvarende betingelser for afvikling i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

4)

Virksomheden eller enheden vil ikke være levedygtig, jf. § 272, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, medmindre beføjelsen anvendes.

23.

I § 22, stk. 2, nr. 1, ændres »nr. 6,« til: »nr. 8,«.

24.

I § 25, stk. 3, nr. 6, indsættes efter »sådant system«: »eller centrale modparter (CCP’er) eller tredjelandes centrale modparter, der er anerkendt af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed i henhold til artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre«.

25.

I § 25, stk. 3, indsættes som nr. 8

8)

Forpligtelser over for virksomheder eller enheder, som indgår i samme afviklingskoncern uden selv at være afviklingsenheder, medmindre disse er efterstillet simple fordringer i medfør af § 97 i konkursloven.

26.

I § 26, stk. 1, nr. 1, ændres »absorberet af nedskrivningsegnede passiver« til: »dækket ved nedskrivning eller konvertering som følge af udelukkelsen fra bail-in, jf. § 25, stk. 4«.

27.

I § 26, stk. 2, nr. 1 og 2, ændres »passiver« til: »forpligtelser og kapitalgrundlag«.

28.

I § 31, stk. 4, indsættes efter »§§«: »4 a og«.

29.

I § 32, stk. 1, 1. pkt., udgår »forfalden«.

30.

§ 32, stk. 4, affattes således

Stk. 4.

Der kan ikke foretages suspension i medfør af stk. 1 i relation til kontrakter indgået med

1)

systemer og operatører af systemer, der er udpeget som sådan i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer,

2)

centrale modparter (CCP’er) og tredjelandes centrale modparter, der er anerkendt af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed i henhold til artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre, eller

3)

centralbanker.

31.

§ 33, stk. 2, affattes således

Stk. 2.

Suspension i medfør af stk. 1 finder ikke anvendelse på sikkerheder stillet over for

1)

systemer og operatører af systemer, der er udpeget som sådan i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer,

2)

centrale modparter (CCP’er) og tredjelandes centrale modparter, der er anerkendt af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed i henhold til artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre, eller

3)

centralbanker.

32.

§ 34, stk. 3, affattes således

Stk. 3.

Suspension i medfør af stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse over for

1)

systemer og operatører af systemer, der er udpeget som sådan i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer,

2)

centrale modparter (CCP’er) og tredjelandes centrale modparter, der er anerkendt af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed i henhold til artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre, eller

3)

centralbanker.

33.

I § 42, stk. 1, nr. 4, udgår »de nedskrivningsegnede«, og efter »24-28« indsættes: », eller en dattervirksomhed eller -enhed til en virksomhed eller enhed under afvikling, jf. § 18 a«.

34.

§ 42, stk. 1, nr. 5, affattes således

5)

At konvertere passiver i en virksomhed eller enhed under afvikling eller en dattervirksomhed eller -enhed til en virksomhed eller enhed under afvikling til ejerskabsinstrumenter i virksomheden, enheden, dattervirksomheden eller -enheden, en modervirksomhed eller et broinstitut, hvortil aktiverne, rettighederne eller forpligtelserne overdrages, jf. §§ 17, 18, 18 a og 24-28.

35.

I § 42, stk. 1, nr. 6, indsættes efter »24-28 og 44,«: »eller en dattervirksomhed eller -enhed til en virksomhed eller enhed under afvikling, jf. § 18 a,«.

36.

I § 44, stk. 1, og i § 44, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »kapitalinstrumenter«: »og nedskrivningsegnede forpligtelser«, og »§§ 17 og 18« ændres til: »§§ 17, 18 eller 18 a«.

37.

To steder i § 44, stk. 4, indsættes efter »kapitalinstrumenter«: »og nedskrivningsegnede forpligtelser«.

38.

I § 45, stk. 1, og i § 46, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »relevante kapitalinstrumenter«: »og nedskrivningsegnede forpligtelser«, og »§ 17« ændres til: »§§ 17 eller 18 a«.

39.

I § 50, stk. 1, indsættes efter »afviklingsforanstaltninger«: »eller suspension«.

40.

I § 51, stk. 1, nr. 4, ændres »passiver« til: »forpligtelser og kapitalgrundlag«, og efter »kapitalinstrumenter« indsættes: », nedskrivningsegnede forpligtelser«.

41.

I § 61, stk. 3, indsættes efter »Lov om offentlighed i forvaltningen«: », arkivloven«.

42.

I § 61 indsættes efter stk. 6 som nye stykker

Stk. 7.

I forbindelse med Finansiel Stabilitets varetagelse af sine opgaver, jf. stk. 1, finder reglerne om oplysningspligt og indsigtsret i artikel 13-15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF ikke anvendelse på Finansiel Stabilitet eller dets datterselskaber.

Dette gælder dog ikke for rettigheder og pligter i forholdet mellem Finansiel Stabilitet og medarbejdere i Finansiel Stabilitet og dets datterselskaber.

Stk. 8.

Stk. 7 finder anvendelse, hvor Finansiel Stabilitet eller dets datterselskaber er dataansvarlige, og formålet med behandlingen af personoplysninger er restrukturering eller afvikling af visse finansielle virksomheder.

Stk. 7 bliver herefter stk. 9.

43.

I § 63 indsættes som stk. 2

Stk. 2.

Finansiel Stabilitet afvikler aktiviteter overtaget i medfør af lov om finansiel stabilitet.

Afvikling af aktiviteter overtaget fra nødlidende pengeinstitutter i medfør af reglerne i lov om finansiel stabilitet, jf. lovbekendtgørelse nr. 479 af 3. maj 2018, sker på statens regning og risiko.

44.

Efter § 63 indsættes før overskriften før § 64

§ 63 a.

Finansiel Stabilitet kan som led i overtagelse af nødlidende pengeinstitutter i medfør af reglerne i lov nr. 721 af 25. juni 2010 om ændring af lov om finansiel stabilitet, lov om finansiel virksomhed, lov om en garantifond for indskydere og investorer og lov om påligningen af indkomstskat til staten og lov nr. 273 af 27. marts 2012 om ændring af lov om en garantifond for indskydere og investorer, lov om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel stabilitet og ligningsloven, til dets datterselskaber der har overtaget aktiver og passiver fra et nødlidende pengeinstitut, yde tilstrækkelig kapital og tildele likviditet med henblik på at finansiere datterselskabets drift til endt afvikling.

Stk. 2.

Fordringer eller andre krav mod et nødlidende pengeinstitut, der er overtaget af Finansiel Stabilitet i medfør af reglerne i lov nr. 721 af 25. juni 2010 om ændring af lov om finansiel stabilitet, lov om finansiel virksomhed, lov om en garantifond for indskydere og investorer og lov om påligningen af indkomstskat til staten eller lov nr. 273 af 27. marts 2012 om ændring af lov om en garantifond for indskydere og investorer, lov om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel stabilitet og ligningsloven, der ikke er anmeldt inden for en proklamafrist på 3 måneder fra Finansiel Stabilitets bekendtgørelse i Erhvervsstyrelsens it-system, er ikke anmeldt rettidigt, hvormed retten til eventuel dækning fra Finansiel Stabilitet eller dets datterselskaber bortfalder.

Stk. 3.

Krav, der behandles under et gruppesøgsmål efter reglerne i retsplejelovens kapitel 23 a, prækluderes ikke, selvom tilmeldingen til gruppesøgsmålet sker efter udløbet af fristen i stk. 2, forudsat at grupperepræsentanten på gruppens vegne har overholdt fristen.

1)

Loven gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/878/EU af 20. maj 2019 om ændring af direktiv 2013/36/EU, for så vidt angår fritagne enheder, finansielle holdingselskaber, blandede finansielle holdingselskaber, aflønning, tilsynsforanstaltninger og beføjelser og kapitalbevaringsforanstaltninger, EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 253, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/879/EU af 20. maj 2019 om ændring af direktiv 2014/59/EU for så vidt angår kreditinstitutters og investeringsselskabers tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet og af direktiv 98/26/EF (BRRD II), EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 296.

§ 3

Lov om finansiel stabilitet, jf. lovbekendtgørelse nr. 479 af 3. maj 2018, ophæves.

§ 4

I lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørelse nr. 377 af 2. april 2020, som ændret ved § 2 i lov nr. 369 af 9. april 2019, § 5 i lov nr. 641 af 19. maj 2020 og § 5 i lov nr. 642 af 19. maj 2020, foretages følgende ændringer

1.

I fodnoten til lovens titel ændres »og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/828 af 17. maj 2017, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1« til: »dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/828/EU af 17. maj 2017, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/879/EU af 20. maj 2019 (BRRD II), EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 296«.

2.

I § 3, nr. 26, ændres »eller en systemoperatør« til: », en systemoperatør eller et clearingmedlem af en central modpart (CCP), der er meddelt tilladelse i medfør af artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre«.

§ 5

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 28. december 2020, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2.

§ 1, nr. 14, 15, 107, 108 og 110, træder i kraft den 1. januar 2021.

Stk. 3.

§ 1, nr. 97, 106, 109 og 111, træder i kraft den 10. marts 2021.

Stk. 4.

§ 64 d, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 19, har virkning fra den 1. januar 2021.

Stk. 5.

§ 125 b, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 34, har virkning fra den 1. januar 2022.

Stk. 6.

Kravet i § 269 d i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 80, har virkning fra den 1. januar 2024.

Har Finanstilsynet fastsat en frist i medfør af stk. 11, 3. pkt., efter den 1. januar 2024, gælder kravet i § 269 d fra den fastsatte frist.

Stk. 7.

En person, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden, jf. stk. 1, varetager en stilling som direktionsmedlem eller et hverv som bestyrelsesmedlem i en blandet holdingvirksomhed, skal ikke meddele Finanstilsynet oplysninger om dennes egnethed og hæderlighed i medfør af § 64, stk. 2, jf. stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 16 og 17.

Stk. 8.

Udvidelsen af udskydningsperioden i § 77 a, stk. 1, nr. 5, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 24, finder alene anvendelse for variabel løn tildelt efter lovens ikrafttræden, jf. stk. 1.

Stk. 9.

Uanset § 175 g i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, skal finansielle holdingvirksomheder, der allerede var etableret den 27. juni 2019, ansøge om godkendelse senest den 28. juni 2021.

Hvis en finansiel holdingvirksomhed ikke ansøger om godkendelse senest den 28. juni 2021, træffes passende foranstaltninger i henhold til § 175 g, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52.

Stk. 10.

Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I, der var omfattet af § 175 f i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, den 27. juni 2019, skal senest den 30. december 2023 udpege mellemliggende moderselskaber i henhold til samme bestemmelse.

Tilsvarende gælder pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I, der etablerer sig i Danmark, hvor koncernen den 27. juni 2019 var omfattet af kriterierne i § 175 f, stk. 1, nr. 1-3, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52.

Stk. 11.

Finanstilsynet fastsætter efter høring af Finansiel Stabilitet en frist for virksomhederne til at opfylde kravene i § 266, § 267 b, stk. 2, og § 267 c, stk. 1, jf. stk. 2-4, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 80.

Virksomhederne skal opfylde kravene i § 266, § 267 b, stk. 2, og § 267 c, stk. 1, jf. stk. 2-4, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 80, den 1. januar 2024.

Finanstilsynet kan efter høring af Finansiel Stabilitet, og hvis det er behørigt begrundet og hensigtsmæssigt, fastsætte en frist efter den 1. januar 2024.

Finanstilsynet fastsætter, med henblik på opfyldelsen af kravene, delmål, som virksomhederne skal opfylde den 1. januar 2022.

Finanstilsynet fastsætter delmål for hver 12-måneders periode i overgangsperioden for virksomheden.

Stk. 12.

Det samlede krav for gældsbuffer, kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede passiver på mindst 8 pct., jf. § 268, stk. 2-4, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 80, skal være opfyldt den 1. januar 2022.

Stk. 13.

Afgørelser om krav om nedskrivningsegnede passiver, som er truffet inden denne lovs ikrafttræden, jf. stk. 1, i medfør af § 266 i lov om finansiel virksomhed, gælder også efter denne lovs ikrafttræden, indtil Finanstilsynet fastsætter et nyt krav om nedskrivningsegnede passiver i medfør af § 266 i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 80.

Stk. 14.

Regler fastsat i medfør af § 70, stk. 7, § 125 a, stk. 8, § 125 b, stk. 8, § 125 h, stk. 1, 2. og 3. pkt., § 259, stk. 6, § 264, stk. 6, og § 265, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af nye regler udstedt i medfør af § 70, stk. 6, § 125 a, stk. 9, § 125 b, stk. 10, § 125 h, stk. 1, 3. og 4. pkt., § 259, stk. 10, § 264, stk. 8, og § 265, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed, som ændret ved denne lovs § 1, nr. 21, 22, 32, 34, 47, 53, 65, 73, 77 og 78.

§ 6

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2.

Loven kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Dele af loven kan endvidere sættes i kraft på forskellige tidspunkter.

Stk. 3.

Loven kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Dele af loven kan endvidere sættes i kraft på forskellige tidspunkter.

Bilag 1

»Bilag 9

Beregninger vedrørende krav om nedskrivningsegnede passiver og subordination

Vedrørende krav om nedskrivningsegnede passiver

1)

Det beløb, Y, der henvises til i § 267 a, stk. 1, nr. 5, litra c, beregnes ved anvendelse af følgende formel

Y=α-(ß+γ) (1)

α = Det beløb, der udgør kravet om nedskrivningsegnede passiver for virksomheden, som er dattervirksomhed af afviklingsenheden, men som ikke selv er en afviklingsenhed, jf. § 267, stk. 1.

β = Det kapitalgrundlag, der er udstedt i overensstemmelse med § 267 e, stk. 1, nr. 1 og 2.

γ = De passiver, der er udstedt til og købt af afviklingsenheden, enten direkte eller indirekte gennem andre enheder i samme afviklingskoncern.

Vedrørende krav om subordination af nedskrivningsegnede passiver

2)

Det beløb, X, der henvises til i § 267 c, stk. 2, beregnes ved anvendelse af følgende formel

X = ( 1 – (

δ

) x 8% af de samlede passiver (2)

(ε+ζ)

δ = 3,5 % af den samlede risikoeksponering beregnet i overensstemmelse med artikel 92, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

ε = Summen af 18 % af den samlede risikoeksponering beregnet i overensstemmelse med artikel 92, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

ζ = Det kombinerede kapitalbufferkrav.

3)

Det beløb, Y, der henvises til i § 267 b, stk. 1, og § 267 c, stk. 4, beregnes ved anvendelse af følgende formel

Z=2×η +2×θ+ι (3)

η = Beløbet i medfør af kravet i artikel 92, stk. 1, litra c, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

θ = Beløbet i medfør af det individuelle solvenskrav fastsat i medfør af § 124, stk. 3, eller individuelle solvensbehov fastsat i medfør af § 124, stk. 2.

ι = Beløbet i medfør af det kombinerede kapitalbufferkrav.«

Bilag 2

»Bilag 10

Beregninger i relation til beføjelsen til at forbyde visse udlodninger

1) Det maksimale udlodningsbeløb, Y, der henvises til i § 269 a, stk. 1, 2. pkt., beregnes ved anvendelse af følgende formel: at multiplicere den sum, der beregnes i overensstemmelse med nr. 2 i nærværende bilag, med den faktor, der fastsættes i overensstemmelse med nr. 3 i nærværende bilag.

Y=(α+ß-γ)× δ (1)

α = Eventuelle foreløbige overskud, som ikke indgår i den egentlige kernekapital i henhold til artikel 26, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, efter udlodning af overskud eller betalinger som følge af de handlinger, der er omhandlet i § 269 a, stk. 2, nr. 1-3.

β = Eventuelle overskud ved årets udgang, som ikke indgår i den egentlige kernekapital i henhold til artikel 26, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, efter udlodning af overskud eller betalinger som følge af de handlinger, der er omhandlet i § 269 a, stk. 2, nr. 1-3.

γ = det beløb, som skulle betales i skat, hvis de poster, der er omhandlet i litra a og b, blev tilbageholdt.

δ = 0, hvis den egentlige kernekapital, som enheden opretholder, og som ikke anvendes til at opfylde nogen af kravene fastsat i artikel 92 a i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og krav om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, udtrykt som en procentdel af den samlede risikoeksponering beregnet i overensstemmelse med artikel 92, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, befinder sig i det kombinerede kapitalbufferkravs første (dvs. nedre) kvartil.

0,2, hvis den egentlige kernekapital, som enheden opretholder, og som ikke anvendes til at opfylde nogen af kravene fastsat i artikel 92 a i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og krav om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, udtrykt som en procentdel af den samlede risikoeksponering beregnet i overensstemmelse med artikel 92, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, befinder sig i det kombinerede kapitalbufferkravs anden kvartil.

0,4, hvis den egentlige kernekapital, som enheden opretholder, og som ikke anvendes til at opfylde kravene fastsat i artikel 92 a i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og krav om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, udtrykt som en procentdel af den samlede risikoeksponering beregnet i overensstemmelse med artikel 92, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, befinder sig i det kombinerede kapitalbufferkravs tredje kvartil.

0,6, hvis den egentlige kernekapital, som enheden opretholder, og som ikke anvendes til at opfylde kravene fastsat i artikel 92 a i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og krav om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, udtrykt som en procentdel af den samlede risikoeksponering beregnet i overensstemmelse med artikel 92, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, befinder sig i det kombinerede kapitalbufferkravs fjerde (dvs. øvre) kvartil.

2) Den nedre grænse for det kombinerede kapitalbufferkravs kvartil, X, der henvises til i nr. 1, beregnes med følgende formel

X =

ε × (Q n -1)

4

Q n = Den berørte kvartils ordenstal

ε = Det kombinerede bufferkrav

3) Den øvre grænse for det kombinerede kapitalbufferkravs kvartil, Z, der henvises til i nr. 1, beregnes med følgende formel

Z =

ε × Q n

4

Q n = Den berørte kvartils ordenstal

ε = Det kombinerede bufferkrav

Det maksimale udlodningsbeløb reduceres med beløb som følge af enhver af de handlinger, der er omhandlet i § 269 a, stk. 2, nr. 1-3.«

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

2.

Lovforslagets hovedpunkter

2.1.

Afviklingsplaner, herunder begreberne afviklingsenheder og afviklingskoncerner

2.1.1.

Gældende ret

2.1.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.1.3.

Den foreslåede ordning

2.2.

Beføjelse til at afhjælpe eller fjerne hindringer for afvikling

2.2.1.

Gældende ret

2.2.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.2.3.

Den foreslåede ordning

2.3.

Krav om nedskrivningsegnede passiver

2.3.1.

Gældende ret

2.3.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.3.3.

Den foreslåede ordning

2.4.

Beføjelse til at forbyde visse udlodninger

2.4.1.

Gældende ret

2.4.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.4.3.

Den foreslåede ordning

2.5.

Gældsbufferkrav

2.5.1.

Gældende ret

2.5.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.5.3.

Den foreslåede ordning

2.6.

Afviklingskollegier

2.6.1.

Gældende ret

2.6.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.6.3.

Den foreslåede ordning

2.7.

Kontraktmæssig anerkendelse af bail-in og suspension

2.7.1.

Gældende ret

2.7.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.7.3.

Den foreslåede ordning

2.8.

Finansiel Stabilitets mulighed for at suspendere visse forpligtelser

2.8.1.

Gældende ret

2.8.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.8.3.

Den foreslåede ordning

2.9.

Nedskrivning af visse nedskrivningsegnede forpligtelser

2.9.1.

Gældende ret

2.9.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.9.3.

Den foreslåede ordning

2.10.

Finansiel Stabilitets datahåndtering

2.10.1.

Gældende ret

2.10.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.10.3.

Den foreslåede ordning

2.11.

Ophævelse af lov om finansiel stabilitet

2.11.1.

Gældende ret

2.11.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.11.3.

Den foreslåede ordning

2.12.

Deltagere i et værdipapirafviklingssystem

2.12.1.

Gældende ret

2.12.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.12.3.

Den foreslåede ordning

2.13.

Specifikke likviditetskrav for systemiske likviditetsrisici

2.13.1.

Gældende ret

2.13.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.13.3.

Den foreslåede ordning

2.14.

Vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag

2.14.1.

Gældende ret

2.14.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.14.3.

Den foreslåede ordning

2.15.

Godkendelse af finansielle holdingvirksomheder

2.15.1.

Gældende ret

2.15.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.15.3.

Den foreslåede ordning

2.16.

SIFI-buffer

2.16.1.

Gældende ret

2.16.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.16.3.

Den foreslåede ordning

2.17.

Systemisk buffer

2.17.1.

Gældende ret

2.17.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.17.3.

Den foreslåede ordning

2.18.

Brud på det kombinerede kapitalbufferkrav samt gearingsgradbufferkravet

2.18.1.

Gældende ret

2.18.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.18.3.

Den foreslåede ordning

2.19.

Ledelsesregler

2.19.1.

Gældende ret

2.19.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.19.3.

Den foreslåede ordning

2.20.

Aflønningsregler

2.20.1.

Gældende ret

2.20.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.20.3.

Den foreslåede ordning

2.21.

Krav om effektiv virksomhedsstyring i tilladelsesprocessen

2.21.1.

Gældende ret

2.21.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.21.3.

Den foreslåede ordning

2.22.

Mellemliggende moderselskab i EU

2.22.1.

Gældende ret

2.22.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.22.3.

Den foreslåede ordning

2.23.

Finanstilsynets pligt til at udarbejde redegørelse, hvis staten har lidt tab i forbindelse med ophør af en finansiel virksomhed

2.23.1.

Gældende ret

2.23.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.23.3.

Den foreslåede ordning

2.24.

Partsbegreb ved afgørelser om nødlidende eller forventeligt nødlidende

2.24.1.

Gældende ret

2.24.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.24.3.

Den foreslåede ordning

2.25.

Klage over afgørelse om at en virksomhed er nødlidende eller forventeligt nødlidende

2.25.1.

Gældende ret

2.25.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.25.3.

Den foreslåede ordning

2.26.

Ændringer som følge af disclosureforordningen

2.26.1.

Gældende ret

2.26.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.26.3.

Den foreslåede ordning

2.27.

Nøglepersoner i forsikringsholdingvirksomheder

2.27.1.

Gældende ret

2.27.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.27.3.

Den foreslåede ordning

2.28.

Ændring af regler om afgifter for betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter

2.28.1.

Gældende ret

2.28.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.28.3.

Den foreslåede ordning

2.29.

Bemyndigelse til at fastsætte kompetencekrav for ansatte hos investeringsforvaltningsselskaber

2.29.1.

Gældende ret

2.29.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.29.3.

Den foreslåede ordning

3.

Økonomiske og implementeringskonsekvenser for det offentlige

3.1.

Økonomiske konsekvenser for det offentlige

3.2.

Implementeringskonsekvenser for det offentlige

4.

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

4.1.

Økonomiske konsekvenser

4.2.

Administrative konsekvenser

4.3.

Øvrige efterlevelseskonsekvenser

4.4.

Agil erhvervsrettet regulering

5.

Administrative konsekvenser for borgerne

6.

Klima- og miljømæssige konsekvenser

7.

Forholdet til EU-retten

8.

Hørte myndigheder og organisationer m.v.

9.

Sammenfattende skema

1.

Indledning

Med lovforslaget gennemføres Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/879 af 20. maj 2019 om ændring af direktiv 2014/59/EU for så vidt angår kreditinstitutters og investeringsselskabers tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet og af direktiv 98/26/EF (herefter benævnt »BRRD II«).

Med BRRD II gennemføres en række ændringer af de europæiske krisehåndteringsregler, som blev indført i kølvandet på finanskrisen.

Ændringerne sigter mod at bringe reglerne på linje med internationale standarder.

De fælles rammer for forebyggelse og afvikling af nødlidende pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I sikrer, at Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet kan gribe tilstrækkeligt effektivt ind over for en nødlidende eller forventeligt nødlidende finansiel virksomhed for derigennem at sikre kontinuiteten i virksomhedens kritiske finansielle og økonomiske funktioner og minimere konsekvenserne af virksomhedens sammenbrud for økonomien og det finansielle system.

Det samtidig med, at der i videst muligt omfang ikke indgår statslige midler ved håndteringen af den nødlidende eller forventeligt nødlidende virksomhed.

Klare rammer for forebyggelse og håndtering af nødlidende eller forventeligt nødlidende finansielle virksomheder er medvirkende til at styrke den finansielle stabilitet og tilliden til det finansielle system.

Almindelig insolvensbehandling af finansielle virksomheder er ikke hensigtsmæssig, da virksomhedens kritiske funktioner ikke kan videreføres, men i stedet gennemføres tvangssalg med ofte store økonomiske tab for både kreditorer, herunder indskyderne, og samfundet som helhed.

Lovforslaget indebærer, i overensstemmelse med BRRD II, bl.a. at der fastsættes nye krav til virksomhedernes egne evner til at absorbere tab og blive rekapitaliseret, hvis en virksomhed bliver nødlidende og skal afvikles eller restruktureres.

Kravene medvirker til at sikre, at virksomhederne kan fortsætte deres aktiviteter, selv om de bliver nødlidende og skal gennemgå en restruktureringsproces, og at tabene primært bæres af ejerne (aktionærerne m.v.) og kreditorerne, herunder de efterstillede kreditorer.

Lovforslaget indebærer også øgede beføjelser for afviklingsmyndighederne til at afhjælpe afviklingshindringer.

Lovforslaget har endvidere til formål at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/878 af 20. maj 2019 om ændring af direktiv 2013/36/EU, for så vidt angår fritagne enheder, finansielle holdingselskaber, blandede finansielle holdingselskaber, aflønning, tilsynsforanstaltninger og beføjelser og kapitalbevaringsforanstaltninger (herefter benævnt »CRD V«).

Forslaget blev præsenteret som en del af en pakke af forslag, som har til hensigt at styrke de finansielle virksomheders modstandsdygtighed mod fremtidige finansielle kriser yderligere, bl.a. ved at implementere nye internationale standarder i EU.

Pakken består, udover CRD V, også af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/876 af 20. maj 2019 om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår gearingsgrad, net stable funding ratio, krav til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver, modpartskreditrisiko, markedsrisiko, eksponeringer mod centrale modparter, eksponeringer mod kollektive investeringsordninger, store eksponeringer og indberetnings- og oplysningskrav, og forordning (EU) nr. 648/2012 (herefter benævnt »CRR II«).

Formålet med CRD V og CRR II er at styrke kreditinstitutternes robusthed og øge den finansielle stabilitet, samtidig med at de understøtter kreditformidling, vækst og beskæftigelse.

CRD V og CRR II ændrer de eksisterende kapitalkravsregler og gennemfører bl.a. en række standarder fra Basel-Komitéen, herunder vedrørende gearingsgrad, stabil finansiering og markedsrisiko.

Derudover indeholder CRD V og CRR II en række tilpasninger, der har til formål at sikre større proportionalitet i reglerne og sikre en vis harmonisering af de valgmuligheder, de gældende regler giver medlemslandene.

Lovforslaget har også til formål at gennemføre de ændringer, som er nødvendige for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen).

Med lovforslaget udpeges Finanstilsynet som kompetent myndighed til at påse overholdelsen af forordningen.

2.

Lovforslagets hovedpunkter

2.1.

Afviklingsplaner, herunder begreberne afviklingsenheder og afviklingskoncerner

2.1.1.

Gældende ret

Lov om finansiel virksomhed indeholder regler om udarbejdelse, vedtagelse og vedligeholdelse af afviklingsplaner og koncernafviklingsplaner for visse finansielle virksomheder.

Formålet med reglerne om afviklingsplaner og koncernafviklingsplaner er at sikre, at der på forhånd er taget stilling til, hvordan problemer i visse finansielle virksomheder skal håndteres, hvis en sådan virksomhed bliver nødlidende eller forventeligt nødlidende og skal krisehåndteres.

Afviklingsplanerne vil også sikre, at der er bedre tid til at forberede en eventuel afvikling af en finansiel virksomhed, hvis det skulle blive aktuelt.

Afviklingsplanen skal udarbejdes af afviklingsmyndigheden og skal bl.a. indeholde de afviklingstiltag, som afviklingsmyndigheden forventer at foretage (afviklingsstrategien), hvis virksomheden opfylder betingelserne for afvikling, som fremgår af bekendtgørelse af lov nr. 24 af 4. januar 2019 om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Afviklingsstrategien for så vidt angår koncerner kan være en såkaldt ”single point of entry” (SPE-afviklingsstrategi), hvorefter blot én koncernenhed (normalt modervirksomheden) afvikles, hvorimod andre koncernenheder (normalt driftsdattervirksomheder) ikke afvikles, idet deres tab og rekapitaliseringsbehov overføres til den enhed, der skal afvikles.

Afviklingsstrategien kan endvidere være en såkaldt ”multiple point of entry” (MPE-afviklingsstrategi), hvorefter mere end én koncernenhed kan afvikles.

Afviklingsstrategien fastsat i afviklingsplanen forventes at være den strategi, der bliver anvendt, hvis virksomheden bliver nødlidende eller forventeligt nødlidende og skal afvikles.

Afviklingsstrategien kan dog fraviges i et konkret tilfælde, hvis det er nødvendigt for at opnå det bedst mulige resultat i forbindelse med en restrukturering eller afvikling.

Afviklingsmyndighedens beføjelser er i Danmark delt mellem Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet.

Finanstilsynet har beføjelserne, så længe virksomheden er i going concern.

Det vil sige, at Finanstilsynet er kompetent afviklingsmyndighed, indtil en virksomhed er nødlidende eller forventeligt nødlidende og skal krisehåndteres.

Selve krisehåndteringen, herunder restrukturering eller afvikling af virksomheden, vil ske i regi af Finansiel Stabilitet i medfør af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og det er således Finansiel Stabilitet, der i denne fase er afviklingsmyndighed.

Finanstilsynet udarbejder, vedtager og vedligeholder en afviklingsplan og koncernafviklingsplan.

Afviklingsplanen og koncernafviklingsplanen vedtages efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Der skal udarbejdes en afviklingsplan for samtlige pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I.

For koncerner skal der vedtages en koncernafviklingsplan.

Finanstilsynet vedtager efter indstilling fra Finansiel Stabilitet en koncernafviklingsplan i de tilfælde, hvor den øverste modervirksomhed er i Danmark.

Modervirksomheden skal endvidere være et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, en blandet holdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed, hvis den finansielle holdingvirksomhed mindst har én dattervirksomhed, som er et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I.

Indholdet og omfanget af afviklingsplanen er ganske omfattende, når afviklingsplanen vedrører et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI).

Det skyldes institutternes størrelse, institutternes forskellige typer af forretninger samt institutternes kompleksitet.

For institutter, der ikke er SIFIer, vil kravene til afviklingsplanen som udgangspunkt være mindre end for SIFIer.

Der kan dermed imødeses en mere enkel og enstrenget afviklingsproces og anvendelsen af en mere enkel afviklingsstrategi.

Udarbejdelsen af forenklede afviklingsplaner er i dag beskrevet i bemærkningerne til § 259, stk. 1, jf. Folketingstidende 2014-15 (1. samling), A, L 105 som fremsat, side 72 ff.

Bemærkningerne beskriver desuden vedligeholdelsen af afviklingsplaner.

Reglerne om forenklede afviklingsplaner og vedligeholdelse af afviklingsplaner udspringer af BRRD, og der ændres ikke herved i forbindelse med implementeringen af BRRD II.

Selvom udgangspunktet for koncerner er, at der skal udarbejdes en samlet afviklingsplan for koncernen (koncernafviklingsplan), kan Finanstilsynet ifølge § 260, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed beslutte at udarbejde en afviklingsplan for hver enkel dattervirksomhed i koncernen.

Det følger af bemærkningerne til § 260, stk. 2, jf. Folketingstidende 2014-15 (1. samling), A, L 105 som fremsat, side 72 ff., at denne undtagelse finder anvendelse i de situationer, hvor Finanstilsynet er afviklingsmyndighed for en dattervirksomhed i koncernen, men ikke samtidig er koncernafviklingsmyndighed.

Denne beføjelse finder dog først anvendelse, hvis Finanstilsynet ikke er enig i forslaget til koncernafviklingsplan, som koncernafviklingsmyndigheden har fremsat, og der ikke er opnået enighed inden for en nærmere angivet frist.

Er Finanstilsynet afviklingsmyndighed for koncernen, skal koncernafviklingsplanen vedtages af Finanstilsynet som koncernafviklingsmyndighed og de myndigheder, der er nævnt i § 260, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed, herunder Finansiel Stabilitet.

Fristen for at træffe den fælles beslutning er inden fire måneder efter, at Finanstilsynet har fremsendt oplysninger modtaget til brug for udarbejdelse af koncernafviklingsplanen.

Kan myndighederne ikke træffe en fælles beslutning om koncernafviklingsplanen inden, fire måneder efter at Finanstilsynet har fremsendt koncernafviklingsplanen til de pågældende myndigheder, skal Finanstilsynet som koncernafviklingsmyndighed træffe beslutningen.

Finanstilsynet skal ikke efter de gældende regler udpege den virksomhed, der er omfattet af afviklingstiltagene i en koncernafviklingsplan, som en afviklingsenhed eller udpege den pågældende virksomhed og dennes dattervirksomheder som en afviklingskoncern.

2.1.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Formålet med reglerne om afviklingsplaner og koncernafviklingsplaner er at sikre, at det skal være muligt at håndtere problemer i finansielle virksomheder, hvis en sådan virksomhed bliver nødlidende eller forventeligt nødlidende, og skal krisehåndteres.

BRRD II indfører en række nye begreber, herunder begreberne afviklingsenhed og afviklingskoncern, og fastsætter krav om, at en koncernafviklingsplan skal angive afviklingsenhederne og afviklingskoncernerne.

Formålet med at udpege afviklingsenheder og afviklingskoncerner i koncernafviklingsplanen er at sikre, at den foretrukne afviklingsstrategi kan anvendes effektivt.

Det sker ved at sikre klarhed over, hvilke virksomheder der forventes afviklet (afviklingsenheden), og hvilke dattervirksomheder der hører sammen med afviklingsenheden i en afviklingssituation (afviklingskoncernen).

Det sker endvidere ved at sikre større sammenhæng i de krav om nedskrivningsegnede passiver, der stilles til afviklingsenheden og de dattervirksomheder, der indgår i samme koncern som afviklingsenheden.

Det er vigtigt, at enheder, der skal afvikles (afviklingsenheder), dvs. de enheder der ifølge afviklingsplanen forventes at skulle iværksættes afviklingshandlinger over for, også med deres dattervirksomheder (afviklingskoncerner), udpeges for derved at kunne anvende den ønskede afviklingsstrategi effektivt.

Denne identificering er ligeledes relevant for fastsættelsen af kravet til omfanget af virksomhedens tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet.

Afviklingsmyndighederne skal således stille forskellige krav om nedskrivningsegnede passiver, alt efter om en virksomhed er en afviklingsenhed eller ej.

Det er derfor nødvendigt at indføre begreberne ”afviklingsenhed” og ”afviklingskoncern” og at pålægge afviklingsmyndighederne i forbindelse med koncernafviklingsplanlægningen at udpege afviklingsenhederne og afviklingskoncernerne i en koncern og på passende vis overveje konsekvenserne af en planlagt handling i koncernen for at sikre en effektiv koncernafvikling.

En afviklingskoncern skal ikke forveksles med en koncern, idet én koncern kan bestå af flere afviklingskoncerner, men ikke omvendt.

De nuværende regler om forenklede afviklingsplaner og frekvensen for vedligeholdelse af afviklingsplaner giver bl.a. mulighed for, at der kan udarbejdes mere simple afviklingsplaner for virksomheder, hvor der ikke behov for alle de elementer, der ifølge lovgivningen skal indgå i en afviklingsplan.

Det gælder bl.a. i forhold til virksomheder, der ikke er systemisk vigtige finansielle institutter.

Det giver også mulighed for, at Finanstilsynet kan begrænse omfanget af den information, som Finanstilsynet anmoder virksomhederne om i forbindelse med afviklingsplanlægningen.

Dermed sikres det, at arbejdet med afviklingsplanerne ikke bliver unødigt byrdefuldt for de omfattede virksomheder.

Det vil være hensigtsmæssigt, at disse bestemmelser fremgår direkte af lov om finansiel virksomhed, da det vil sikre en højere grad af gennemsigtighed om, hvornår der kan udarbejdes en forenklet afviklingsplan, og hvornår afviklingsplanen skal vedligeholdes.

Det bør desuden præciseres i lov om finansiel virksomhed, hvornår Finanstilsynet kan fravige udgangspunktet om at vedtage en koncernafviklingsplan, hvis Finanstilsynet er afviklingsmyndighed for en dattervirksomhed, men ikke samtidig er koncernafviklingsmyndighed.

Det er af væsentlig betydning for den enkelte virksomhed, hvorvidt der udarbejdes en afviklingsplan for virksomheden, og hvad der er indholdet af afviklingsplanen.

Derfor bør det indføres direkte i lovgivningen, hvornår Finanstilsynet kan fravige udgangspunktet om at vedtage en koncernafviklingsplan.

Det vil skabe gennemsigtighed omkring, hvornår virksomheden vil være omfattet af koncernafviklingsplanen, og hvornår Finanstilsynet kan fravige dette udgangspunkt og i stedet udarbejde en virksomhedsspecifik afviklingsplan.

Der er tale om præciseringer af gældende ret.

Der er desuden behov for at præcisere i lov om finansiel virksomhed, hvilke myndigheder der vedtager en koncernafviklingsplan.

Det skyldes, at det ikke er alle myndigheder, der er nævnt i § 260, stk. 5, der vedtager koncernafviklingsplanen, men kun Finanstilsynet og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder, jf. § 260, stk. 5, nr. 3.

Det er vigtigt, at bestemmelserne i lov om finansiel virksomhed om samarbejdet i afviklingskollegierne afspejler bestemmelserne i BRRD, så risikoen for, at der kan opstå tvivl om lovgrundlaget i samarbejdet med myndighederne i andre lande, reduceres mest muligt.

Af samme grund er der behov for at præcisere fristen for at vedtage koncernafviklingsplanen i en fælles beslutning.

Fristen for at træffe en fælles beslutning om koncernafviklingsplanen er fire måneder efter, at Finanstilsynet har fremsendt oplysninger, modtaget til brug for udarbejdelsen af koncernafviklingsplanen, til de relevante myndigheder, og ikke fire måneder efter, at Finanstilsynet har fremsendt koncernafviklingsplanen, som det i dag fremgår af § 260 i lov om finansiel virksomhed.

2.1.3.

Den foreslåede ordning

Med lovforslaget indføres de to nye begreber afviklingsenhed og afviklingskoncern i overensstemmelse med BRRD II.

Ved afviklingsenhed forstås den virksomhed, der er omfattet af afviklingstiltagene i en afviklingsplan eller koncernafviklingsplan.

Afviklingsenheden og dens dattervirksomheder udgør en afviklingskoncern.

Det foreslås, at afviklingsenhederne og afviklingskoncernerne udpeges i en koncernafviklingsplan.

Med lovforslaget foreslås det endvidere, at Finanstilsynet kan udarbejde, vedtage og vedligeholde en forenklet afviklingsplan.

Den forenklede afviklingsplan vedtages efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Finanstilsynet skal vedligeholde en afviklingsplan mindst én gang om året.

Den vedligeholdte afviklingsplan vedtages efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Finanstilsynet kan dog efter høring af Finansiel Stabilitet beslutte et vedligeholdelsesinterval, der er længere.

Uanset hvilket vedligeholdelsesinterval Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet har fastsat, skal afviklingsplanen vedligeholdes, når der sker væsentlige ændringer i den virksomhed, som afviklingsplanen vedrører.

Det foreslås desuden, at den pågældende virksomhed skal oplyse Finanstilsynet om sådanne væsentlige ændringer.

Det foreslås derudover, at Finanstilsynet skal udarbejde, vedtage og vedligeholde en afviklingsplan for en dattervirksomhed i en koncern, hvis Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet er afviklingsmyndighed for dattervirksomheden, men ikke samtidig er koncernafviklingsmyndighed, og Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet er uenige i koncernafviklingsplanen.

Afviklingsplanen for dattervirksomheden vedtages efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Med lovforslaget foreslås det desuden, at Finanstilsynet og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder træffer beslutning om koncernafviklingsplanen i de tilfælde, hvor Finanstilsynet er koncernafviklingsmyndighed.

Med beslutning henvises til, at Finanstilsynet og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder træffer en beslutning om, hvilken koncernafviklingsplan der skal vedtages.

Beslutningen træffes efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Herefter vedtager Finanstilsynet koncernafviklingsplanen.

Det foreslås samtidig at præcisere, at Finanstilsynet træffer beslutning om koncernafviklingsplanen, hvis Finanstilsynet og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder ikke har truffet en fælles beslutning om koncernafviklingsplanen, inden fire måneder efter at Finanstilsynet har fremsendt oplysninger modtaget til brug for udarbejdelse af koncernafviklingsplanen til de relevante myndigheder, herunder dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11, 53, 54, 55, 57, 60, 61 og 62.

2.2.

Beføjelse til at afhjælpe eller fjerne hindringer for afvikling

2.2.1.

Gældende ret

I forbindelse med udarbejdelsen og vedligeholdelsen af afviklingsplanerne skal Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet vurdere, hvorvidt der er hindringer for afviklingen af virksomheden eller koncernen.

Eventuelle hindringer skal fjernes, så Finansiel Stabilitet vil kunne restrukturere eller afvikle virksomheden eller koncernen, i tilfælde af at den bliver nødlidende.

Finanstilsynet har derfor beføjelse til at afhjælpe eller fjerne disse afviklingshindringer ved at udstede et eller flere af de påbud, der er oplistet i § 264 i lov om finansiel virksomhed.

Finanstilsynet skal sammen med Finansiel Stabilitet, dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder og afviklingsmyndighederne i de lande, hvor der ligger væsentlige filialer, såfremt det er relevant for den pågældende filial, træffe en fælles beslutning om, hvilke påbud der skal anvendes for at afhjælpe eller fjerne afviklingshindringer for en koncern.

Det følger af § 265 i lov om finansiel virksomhed.

Ifølge artikel 18 i BRRD skal den fælles beslutning imidlertid kun træffes af koncernafviklingsmyndigheden og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder.

Videre følger det af § 265, at den fælles beslutning skal træffes, inden fire måneder efter at Finanstilsynet har meddelt de førnævnte myndigheder om modervirksomhedens bemærkninger til Finanstilsynets rapport om anbefalede påbud.

Har modervirksomheden ingen bemærkninger, skal den fælles beslutning foreligge, otte måneder efter at modervirksomheden har modtaget Finanstilsynets rapport.

Ifølge artikel 18 i BRRD er fristen for at træffe den fælles beslutning imidlertid, inden for fire måneder efter at Finanstilsynet har modtaget modervirksomhedens bemærkninger til rapporten, eller inden for fire måneder efter at modervirksomheden har modtaget Finanstilsynets rapport.

Udgangspunktet er, at påbud til at afhjælpe eller fjerne afviklingshindringer rettes mod koncernen.

Ifølge § 265 i lov om finansiel virksomhed kan Finanstilsynet dog beslutte, at der skal påbydes tiltag over for hver enkelt dattervirksomhed.

Denne undtagelse finder anvendelse i de situationer, hvor Finanstilsynet er afviklingsmyndighed for en dattervirksomhed i koncernen, men ikke samtidig er koncernafviklingsmyndighed.

2.2.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

For at sikre en højere grad af gennemsigtighed om reglernes anvendelse bør det præciseres i lov om finansiel virksomhed, hvilke myndigheder der træffer den fælles beslutning om anvendelsen af påbud til at afhjælpe eller fjerne hindringer for afviklingen af en koncern.

Det skyldes, at det ikke er alle myndigheder, der er nævnt i § 265 i lov om finansiel virksomhed, der træffer den fælles beslutning, men kun Finanstilsynet og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder.

Samtidig er der behov for at præcisere, at fristen for at træffe den fælles beslutning er senest fire måneder efter, at Finanstilsynet har modtaget bemærkninger til Finanstilsynets rapport om anbefalede påbud fra modervirksomheden og ikke inden fire måneder efter, at Finanstilsynet har meddelt modervirksomhedens bemærkninger til de relevante myndigheder.

Det bør desuden specificeres yderligere i lov om finansiel virksomhed, hvornår Finanstilsynet kan påbyde tiltag for en dattervirksomhed i en koncern, hvis Finanstilsynet er afviklingsmyndighed, men ikke koncernafviklingsmyndighed, for dattervirksomheden.

Det bør fremgå direkte af loven, at bestemmelsen kun finder anvendelse, hvis Finanstilsynet er afviklingsmyndighed, men ikke samtidig er koncernafviklingsmyndighed, for dattervirksomheden.

Det bør desuden sikres, at en virksomhed underlagt krav om nedskrivningsegnede passiver (det såkaldte NEP-krav) kan afvikles, uden at tabet på dets udstedelser af nedskrivningsegnede passiver trækker andre pengeinstitutter, realkreditinstitutter eller fondsmæglerselskaber I med sig ned.

For at undgå en risiko for, at håndteringen af nødlidende virksomheder kan få negative afsmittende konsekvenser for andre pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I, bør det derfor fremgå udtrykkeligt af lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet kan anvende sine beføjelser til at afhjælpe og fjerne afviklingshindringer til at begrænse, i hvilket omfang andre virksomheder besidder nedskrivningsegnede passiver.

Det vil sikre en mere klar og entydig retstilstand.

Finanstilsynet skal underrette en virksomhed omfattet af en afviklingsplan om de væsentlige afviklingshindringer, som Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet konstaterer.

Med BRRD II indføres en forpligtelse, hvorefter virksomheden senest to uger efter denne underretning skal forelægge forslag til tiltag, der har til formål at fjerne afviklingshindringen, hvis hindringen skyldes, at virksomheden enten ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver, og/eller at virksomheden ikke opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver.

BRRD II indfører samtidig en beføjelse, hvorefter afviklingsmyndigheden kan påbyde virksomheden at forelægge en plan for, hvordan virksomheden vil opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver og efter omstændighederne det kombinerede kapitalbufferkrav.

Det er i dag ikke direkte reguleret, hvornår og hvorvidt en virksomhed skal indsende en plan til Finanstilsynet i tilfælde af manglende overholdelse af kravet til nedskrivningsegnede passiver.

Der foreslås derfor indført en forpligtelse, hvorefter virksomheden senest to uger efter Finanstilsynets underretning skal forelægge forslag til tiltag, der har til formål at fjerne afviklingshindringen, hvis hindringen skyldes, at virksomheden enten ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver, og/eller at virksomheden ikke opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Der foreslås derudover indført en beføjelse, hvorefter Finanstilsynet kan påbyde en virksomhed at forelægge en plan for, hvordan virksomheden vil opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver og efter omstændighederne det kombinerede kapitalbufferkrav.

Hermed vil virksomhederne blive bedre informeret om deres forpligtelser, og kan hurtigt udarbejde en plan for igen at overholde kravet til nedskrivningsegnede passiver.

BRRD II indfører også en beføjelse til afviklingsmyndigheden til at påbyde en virksomhed, der er underlagt et NEP-krav, at ændre løbetidsprofilen for visse finansielle instrumenter.

Muligheden for, at Finanstilsynet fremover kan påbyde en virksomhed at ændre løbetidsprofilen for sine kapitalgrundlagsinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser, vil være med til at sikre, at Finanstilsynet kan afhjælpe eller fjerne en væsentlig afviklingshindring.

Beføjelsen vil navnlig være relevant, når Finanstilsynet har forsøgt at afhjælpe eller fjerne den væsentlige afviklingshindring på andre måder, og det ikke er lykkedes.

Kapitalgrundlagsinstrumenter er defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 119, i CRR og udgør kapitalinstrumenter, som udstedes af instituttet, og som kan klassificeres som egentlige kernekapitalinstrumenter, hybride kernekapitalinstrumenter eller supplerende kapitalinstrumenter.

2.2.3.

Den foreslåede ordning

Med lovforslaget foreslås det at præcisere, at den fælles beslutning om anvendelsen af påbud til at afhjælpe eller fjerne hindringer for afviklingen af en koncern træffes af Finanstilsynet og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder.

Det foreslås samtidig at ændre, at den fælles beslutning træffes, senest fire måneder efter at Finanstilsynet har modtaget bemærkninger til Finanstilsynets rapport om anbefalede påbud fra modervirksomheden.

Har modervirksomheden ingen bemærkninger, skal den fælles beslutning foreligge, senest fire måneder efter at modervirksomheden har modtaget Finanstilsynets rapport.

Det foreslås desuden at præcisere, at Finanstilsynet kan træffe beslutning om, hvilke tiltag der skal påbydes for at afhjælpe eller fjerne en afviklingshindring, hvis Finanstilsynet er afviklingsmyndighed for en dattervirksomhed i en koncern, men ikke samtidig er koncernafviklingsmyndighed, og koncernafviklingsmyndigheden og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder ikke har truffet en fælles beslutning inden fristen på fire måneder.

Endvidere foreslås det, at en virksomhed, senest to uger efter at denne har modtaget en underretning fra Finanstilsynet om, at der er en væsentlig afviklingshindring, skal forelægge forslag til tiltag og en tidsplan for gennemførelsen af disse tiltag med henblik på at fjerne afviklingshindringen.

Det er en betingelse for, at virksomheden skal forelægge disse forslag, at afviklingshindringen enten skyldes, at virksomheden ikke opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver, eller at virksomheden ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet skal vurdere, om virksomhedens forslag effektivt afhjælper eller fjerner afviklingshindringen.

Med lovforslaget indføres en beføjelse til Finanstilsynet om at påbyde et pengeinstitut, realkreditinstitut eller fondsmæglerselskab I om at begrænse dennes besiddelser af nedskrivningsegnede forpligtelser, som er udstedt af en virksomhed, der er underlagt krav om nedskrivningsegnede passiver.

Der indføres desuden en beføjelse til Finanstilsynet til at kunne påbyde en virksomhed, der er underlagt væsentlige afviklingshindringer, at forelægge en plan for opfyldelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver og efter omstændighederne en plan for opfyldelse af det kombinerede kapitalbufferkrav.

Det foreslås desuden, at Finanstilsynet kan påbyde en virksomhed, der er underlagt væsentlige afviklingshindringer, at ændre løbetidsprofilen for virksomhedens kapitalgrundlagsinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 65, 67, 70, 74, 76 og 79.

2.3.

Krav om nedskrivningsegnede passiver

2.3.1.

Gældende ret

Det følger af §§ 266 og 268 i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet fastsætter krav om nedskrivningsegnede passiver (det såkaldte NEP-krav) for pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber I.

Realkreditinstitutter er undtaget fra kravet.

NEP-kravet fastsættes individuelt for de enkelte virksomheder og på konsolideret niveau for koncerner.

For mindre og mellemstore pengeinstitutter afspejler NEP-kravet, at disse vil have en enkel og mere standardiseret afviklingsproces, hvor der anvendes afviklingsforanstaltninger til at videreføre visse aktiviteter midlertidigt med en pengeinstituttilladelse, men uden at instituttet vender tilbage til markedet som selvstændigt pengeinstitut.

Finanstilsynet kan stille krav om, at NEP-kravet helt eller delvist skal opfyldes med forpligtelser, som kan konverteres, eller af en bestemt type af nedskrivningsegnede passiver.

Finanstilsynet kan således stille krav om, at NEP-kravet skal opfyldes med forpligtelser, der er efterstillet simple krav (det såkaldte krav om subordination).

Forpligtelser, der er efterstillet simple krav, skal nedskrives før andre usikrede gældsforpligtelser.

Finanstilsynet har hidtil stillet krav til alle virksomheder underlagt et NEP-krav om, at hele NEP-kravet skal bære tab før simple krav (krav om fuld subordination).

Finanstilsynet skal ved vurdering af størrelsen af NEP-kravet bl.a. lægge vægt på, om det forhold, at virksomheden er nødlidende, har en negativ indvirkning på den finansielle stabilitet, og om virksomheden har tilstrækkelige nedskrivningsegnede passiver til at sikre, at tabene kan absorberes og virksomhedens egentlige kernekapital kan genoprettes til et niveau, hvor virksomheden fortsat kan opfylde kravene til tilladelse, og hvor en tilstrækkelig markedstillid bevares, samt virksomhedens størrelse, forretningsmodel, finansieringsmodel og risikoprofil.

Det følger af lov om finansiel virksomhed, at nedskrivningsegnede passiver består af kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede forpligtelser.

Ved nedskrivningsegnede forpligtelser forstås forpligtelser, der opfylder en række betingelser.

Forpligtelsen skal bl.a. have en restløbetid på mindst 1 år og må ikke hidrøre fra et derivat, forpligtelsen skal være udstedt og fuldt indbetalt med midler, der ikke direkte eller indirekte er finansieret af virksomheden, og forpligtelsen må ikke være en forpligtelse over for virksomheden selv, og virksomheden må ikke have stillet sikkerhed eller garanti for forpligtelsen.

Det følger af § 269, at Finanstilsynet skal kontrollere, at den enkelte virksomhed til enhver tid overholder kravet om nedskrivningsegnede passiver.

2.3.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

For at sikre at de kritiske funktioner i pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber I, herunder bl.a. kundernes adgang til deres indskud, bevilligede kreditter, betalingsformidling m.v., kan videreføres, hvis virksomheden bliver nødlidende eller forventeligt nødlidende, bør pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber I til enhver tid skulle opfylde et minimumskrav til nedskrivningsegnede passiver (det såkaldte NEP-krav).

NEP-kravet har til formål at sikre, at en virksomhed har tilstrækkelige passiver til tabsabsorbering og rekapitalisering, hvis virksomheden bliver nødlidende eller forventeligt nødlidende og skal afvikles eller restruktureres.

NEP-kravet til en virksomhed skal bestå af et krav, der fastsættes som en procentdel af den samlede risikoeksponering, og fremover også et krav, der fastsættes som en procentdel af det samlede eksponeringsmål.

Virksomheden skal på samme tid opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver fastsat som en procentdel af den samlede risikoeksponering og det samlede eksponeringsmål.

Det indebærer, at størrelsen af de to delkrav kan være forskellige, alt efter hvordan virksomhedens samlede risikoeksponering og samlede eksponeringsmål udvikler sig.

Det er Finanstilsynet som afviklingsmyndighed, der fastsætter og fører tilsyn med NEP-kravet.

NEP-kravet fastsættes på konsolideret niveau for afviklingsenheder og individuelt niveau for virksomheder, der ikke er afviklingsenheder.

For de systemiske pengeinstitutter kan videreførelsen af de kritiske funktioner typisk kun sikres, hvis hele det nødlidende institut videreføres.

En sådan videreførelse af et nødlidende pengeinstitut kræver midler til at absorbere tabene samt til ny kapital, så instituttet igen kan opfylde kapitalkravene, og hvor en tilstrækkelig markedstillid bevares.

Kravet til nedskrivningsegnede passiver sikrer, at instituttets passiver er struktureret på en måde, hvor det er aktionærerne og kreditorerne, der dækker tabene og finansierer rekapitaliseringen, så det som udgangspunkt kan ske uden anvendelse af offentlige midler, og at de passiver, der bærer tabene i en afviklingssituation, er egnede til det.

Finanstilsynet skal på den baggrund, og efter høring af Finansiel Stabilitet, fastsætte kravet om nedskrivningsegnede passiver ud fra en vurdering af en række kriterier.

Finanstilsynet skal ved vurderingen bl.a. lægge vægt på virksomhedens størrelse, forretningsmodel, finansieringsmodel og risikoprofil.

For mindre og mellemstore pengeinstitutter forventes der fortsat at skulle gennemføres en enkel afviklingsproces, hvor der anvendes afviklingsforanstaltninger til at videreføre visse aktiviteter midlertidigt med en pengeinstituttilladelse, men uden at instituttet vender tilbage til markedet som selvstændigt pengeinstitut.

Kravet til nedskrivningsegnede passiver vil skulle afspejle denne mere simple afviklingsmodel.

BRRD II ændrer ikke ved de gældende regler om muligheden for at undtage realkreditinstituttet fra NEP-kravet, hvorfor de gældende danske regler om, at realkreditinstitutter er undtaget NEP-kravet, videreføres uændret.

Det bliver dog med BRRD II præciseret, at realkreditinstitutter ikke skal indgå i konsolideringen ved beregningen af NEP-kravet på konsolideret niveau.

Det er i overensstemmelse med allerede gældende dansk praksis.

I overensstemmelse med BRRD II skal Finanstilsynet sikre, at en andel af kravet om nedskrivningsegnede passiver svarende til 8 pct. af de samlede forpligtelser og kapitalgrundlag opfyldes med forpligtelser, der er efterstillet simple krav, dvs. stille krav om subordination, for globalt systemisk vigtigt finansielle institutter (G-SIFIer), afviklingsenheder, der ikke er G-SIFIer, men som indgår i en afviklingskoncern, hvis samlede aktiver overstiger 100 mia. EUR, og afviklingsenheder, der ikke er G-SIFIer, men som indgår i en afviklingskoncern, hvis samlede aktiver er mindre end 100 mia. EUR, og som Finanstilsynet har vurderet med rimelig sandsynlighed udgør en systemisk risiko, hvis de bliver nødlidende.

Finanstilsynet skal således stille krav om, at 8 pct. af de samlede forpligtelser og kapitalgrundlag skal opfyldes med forpligtelser, der er efterstillet simple krav (krav om subordination).

Desuden kan Finanstilsynet for øvrige afviklingsenheder beslutte at stille krav om subordination op til det højeste af to værdier;

8 pct. af enhedens samlede forpligtelser og kapitalgrundlag eller beløbet to gange solvensbehov plus det kombinerede kapitalbufferkrav, når en række betingelser er opfyldt.

Det er et vigtigt element for troværdigheden af afviklingsplanerne, at risikoen for, at der skal ske nedskrivning eller konvertering af simple krav, som bl.a. inkluderer indskud over indskydergarantiens grænser, begrænses.

Finanstilsynet stiller derfor i dag krav om fuld subordination både for SIFIer og ikke-SIFIer.

Formålet med et krav om subordination er at skabe en højere grad af gennemsigtighed for kreditorerne og understøtte en troværdig og gennemførlig afvikling.

Hvis der skulle opstå en afviklingssituation, hvor der er behov for passiver, der kan nedskrives og konverteres, vil de subordinerede instrumenter absorberer tab først.

Det understøtter en troværdig og gennemførlig afvikling og reducerer risikoen for manglende overholdelse af no-creditor-worse-off-princippet, dvs. princippet om at ingen kreditorer eller aktionærer må stilles økonomisk værre i afvikling, end hvis der var tale om en konkurssituation.

Den øgede transparens i forhold til kreditorernes risiko i tilfælde af en evt.

afvikling bør også lede til en passende prissætning af den subordinerede gæld.

Det er afgørende, at Finanstilsynet fører tilsyn med virksomhedernes overholdelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver for derigennem at kunne reagere i tide, hvis en virksomhed ikke opfylder kravet, og dermed begrænse risikoen for, at der i en afviklingssituation ikke er tilstrækkelige nedskrivningsegnede passiver.

I overensstemmelse med BRRD II foreslås der indført bestemmelser om tilsyn med kravet til størrelsen af nedskrivningsegnede passiver og krav om, at det enkelte institut skal indberette en række oplysninger i relation til kravet om nedskrivningsegnede passiver til afviklingsmyndigheden.

2.3.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås, at Finanstilsynet fortsat fastsætter krav om nedskrivningsegnede passiver for pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber I efter høring af Finansiel Stabilitet.

Det foreslås, at kravet består af et krav, som fastsættes som en procentdel af den samlede risikoeksponering, og et krav, som fastsættes som en procentdel af det samlede eksponeringsmål.

Finanstilsynet skal efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætte kravet om nedskrivningsegnede passiver på baggrund af en vurdering af en række kriterier.

Finanstilsynet skal ved vurderingen bl.a. lægge vægt på, om det forhold, at virksomheden bliver nødlidende, har en negativ indvirkning på den finansielle stabilitet.

Finanstilsynet skal endvidere lægge vægt på, om virksomheden har tilstrækkelige nedskrivningsegnede passiver til at sikre, at tabene kan absorberes og virksomhedens egentlige kernekapital kan genoprettes til et niveau, hvor virksomheden fortsat kan opfylde kravene til tilladelse, og hvor en tilstrækkelig markedstillid bevares.

Finanstilsynet skal endvidere lægge vægt på virksomhedens størrelse, forretningsmodel, finansieringsmodel og risikoprofil.

For mindre og mellemstore pengeinstitutter forventes en enkel afviklingsproces, hvor der anvendes afviklingsforanstaltninger til at videreføre visse aktiviteter midlertidig med en pengeinstituttilladelse, men uden at instituttet vender tilbage til markedet som selvstændigt pengeinstitut.

Kravet til nedskrivningsegnede passiver vil skulle afspejle dette.

Det foreslås at indføre en række krav til de forpligtelser, som afviklingsenhederne kan bruge til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Disse omfatter bl.a. krav om, at forpligtelser ikke må kunne indfries før tid, ikke må indeholde klausuler, der giver mulighed for at fremskynde betalingerne, og at forpligtelserne ikke må indeholde mulighed for netting.

Det foreslås, at en del af kravet om nedskrivningsegnede passiver skal opfyldes med forpligtelser, der er efterstillet simple krav, for større virksomheder, herunder danske SIFI-institutter.

Finanstilsynet skal således stille krav om, at 8 pct. af de samlede forpligtelser og kapitalgrundlag skal opfyldes med forpligtelser, der er efterstillet simple krav, dvs. stille krav om subordination af forpligtelser til opfyldelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Finanstilsynet får beføjelse til, efter høring af Finansiel Stabilitet, at justere kravet om subordination ned til en minimumsgrænse og op til en maksimumsgrænse.

Det foreslås endvidere, at Finanstilsynets beføjelse til, efter høring af Finansiel Stabilitet, at justere kravet om subordination til maksimumsgrænsen skal kunne anvendes i relation til alle danske SIFI-institutter.

Det foreslås endvidere, at Finanstilsynet kan stille krav om subordination op til en maksimumsgrænse for øvrige virksomheder, når en række betingelser er opfyldt.

Beføjelsen skal sikre, at Finanstilsynet kan stille krav om subordination, i det omfang det vurderes nødvendigt for at undgå en risiko for, at kreditorer i en afviklingssituation stilles økonomisk værre, end de ville være stillet i konkurs.

Dette såkaldte no-creditor-worse-off-princip er et afgørende princip i krisehåndtering, og det er nødvendigt i videst muligt omfang at begrænse risikoen for, at det ikke kan overholdes.

Det foreslås at videreføre en bestemmelse om, at Finanstilsynet fører tilsyn med kravet om nedskrivningsegnede passiver.

I den forbindelse foreslås det at indføre krav om, at en virksomhed skal indberette en række oplysninger til Finanstilsynet om sit krav om nedskrivningsegnede passiver, herunder størrelsen af kapitalgrundlag, nedskrivningsegnede passiver og sammensætningen af kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede forpligtelser.

Det foreslås endelig, at erhvervsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om fastsættelsen og opfyldelsen af kravet om nedskrivningsegnede passiver i en bekendtgørelse grundet reglernes tekniske karakter.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11 og 80.

2.4.

Beføjelse til at forbyde visse udlodninger

2.4.1.

Gældende ret

Lov om finansiel virksomhed indeholder i § 125 b en pligt for bl.a. pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber I til at begrænse sine udlodninger i de tilfælde, hvor virksomheden ikke har et tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at opfylde virksomhedens kombinerede kapitalbufferkrav, når det betragtes i tillæg til virksomhedens solvensbehov.

Det vil sige, at virksomheden ikke har tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at opfylde både virksomhedens kombinerede kapitalbufferkrav og virksomhedens solvensbehov.

Det kombinerede kapitalbufferkrav dækker over den samlede egentlige kernekapital, der er nødvendig for, at virksomheden kan opfylde kravet om kapitalbevaringsbuffer forhøjet med en virksomhedsspecifik kontracyklisk kapitalbuffer, en G-SIFI-buffer og en systemisk buffer.

Har den pågældende virksomhed ikke et tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at opfylde både det kombinerede kapitalbufferkrav og solvensbehovet, må virksomheden ikke foretage visse former for udlodning, før virksomheden har underrettet Finanstilsynet som tilsynsmyndighed og opgjort det maksimale udlodningsbeløb i overensstemmelse med bekendtgørelse om opgørelse af det kombinerede kapitalbufferkrav, det maksimale udlodningsbeløb og indholdet af en kapitalbevaringsplan for visse finansielle virksomheder.

Finanstilsynet, i sin egenskab af afviklingsmyndighed, kan ikke efter de gældende regler forbyde visse udlodninger i det tilfælde, hvor en virksomhed, der er underlagt et krav om nedskrivningsegnede passiver, kan opfylde det kombinerede kapitalbufferkrav, men ikke har tilstrækkelige nedskrivningsegnede passiver til at opfylde både virksomhedens kombinerede kapitalbufferkrav og virksomhedens krav til nedskrivningsegnede passiver.

I dag indgår det kombinerede kapitalbufferkrav i det tabsabsorberingsbeløb og rekapitaliseringsbeløb, som kravet om nedskrivningsegnede passiver består af.

Egentlig kernekapital kan anvendes til samtidig at opfylde kravet til nedskrivningsegnede passiver og det kombinerede kapitalbufferkrav.

En konsekvens af dette er, at virksomheder, der oplever tab, ofte vil komme i konflikt med deres krav om nedskrivningsegnede passiver, før de kommer i konflikt med deres kombinerede kapitalbufferkrav.

Dermed mister det kombinerede kapitalbufferkrav i et vist omfang sit formål om, at virksomhederne i tilfælde af tab typisk først vil bryde et krav, hvor sanktionerne er mindre indgribende end ved f.eks. brud på kravet til nedskrivningsegnede passiver eller solvensbehovet.

Af artikel 128 i CRD V følger det, at det kombinerede kapitalbufferkrav og kravet om nedskrivningsegnede passiver skal opfyldes som to særskilte krav, og af BRRD II følger det, at det kombinerede kapitalbufferkrav ikke fremover skal indgå i tabsabsorberingsbeløbet i kravet til nedskrivningsegnede passiver.

Som følge af disse ændringer præciserer BRRD II, hvordan afviklingsmyndigheden skal reagere, hvis en virksomhed, der er underlagt krav om nedskrivningsegnede passiver, har tilstrækkelig kapitalgrundlag til at opfylde sit solvensbehov og kombinerede kapitalbufferkrav, men virksomheden ikke har tilstrækkelige nedskrivningsegnede passiver til samtidig at opfylde kravet til nedskrivningsegnede passiver og det kombinerede kapitalbufferkrav.

BRRD II indfører derfor i artikel 16 a en beføjelse til afviklingsmyndighederne til at forbyde visse udlodninger, hvis en virksomhed omfattet af et krav om nedskrivningsegnede passiver ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver, men opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, når det betragtes i tillæg til solvensbehovet.

Afviklingsmyndighedens reaktion afhænger bl.a. af, om den manglende opfyldelse f.eks. skyldes, at virksomheden ikke har været i stand til at udstede de nødvendige nedskrivningsegnede forpligtelser som følge af markedsuro, eller om det skyldes mere virksomhedsspecifikke forhold.

Artikel 16 a regulerer det maksimale udlodningsbeløb, som afviklingsmyndigheden kan begrænse visse af virksomhedens udlodninger til.

Det maksimale udlodningsbeløb dækker over det beløb, som virksomheden herefter maksimalt kan udlodde.

2.4.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Der er som følge af ændringerne i CRD V behov for at præcisere, hvordan afviklingsmyndigheden skal reagere, hvis en virksomhed, der er underlagt krav om nedskrivningsegnede passiver, har tilstrækkelig kapitalgrundlag til at opfylde sit solvensbehov og kombinerede kapitalbufferkrav, men virksomheden ikke har tilstrækkelige nedskrivningsegnede passiver til samtidig at opfylde kravet til nedskrivningsegnede passiver og det kombinerede kapitalbufferkrav.

Den nye beføjelse i artikel 16 a i BRRD II bør implementeres i lov om finansiel virksomhed, og vil supplere den gældende bestemmelse om de generelle solvensregler i § 125 b i lov om finansiel virksomhed og sikre, at det kombinerede kapitalbufferkrav bevarer sin tiltænkte effekt, nemlig at fungere som et øget værn mod, at virksomhedernes kapitalgrundlag bliver utilstrækkelige og medvirkende til, at virksomhederne risikerer at blive nødlidende.

2.4.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås, at en virksomhed, der er underlagt krav om nedskrivningsegnede passiver, og som ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver, men opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, når det betragtes i tillæg til virksomhedens solvensbehov, straks skal underrette Finanstilsynet herom.

Finanstilsynet vil herefter kunne begrænse visse af virksomhedens udlodninger, herunder udlodning der vedrører egentlig kernekapital og tildeling af variabel løn, til det maksimale udlodningsbeløb.

Det maksimale udlodningsbeløb beregner Finanstilsynet i overensstemmelse med det nye bilag 10 i lov om finansiel virksomhed.

Hvis årsagen til virksomhedens manglende opfyldelse skyldes en alvorlig forstyrrelse af de finansielle markeders funktion, kan Finanstilsynet undlade at begrænse virksomhedens udlodning.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 80.

2.5.

Gældsbufferkrav

2.5.1 Gældende ret

Det følger af § 125 i i lov om finansiel virksomhed, at realkreditinstitutter skal opfylde et gældsbufferkrav.

Et realkreditinstitut skal således til enhver tid have en gældsbuffer.

Gældsbufferkravet kan opfyldes med egentlig kernekapital, hybrid kernekapital, supplerende kapital og usikret gæld.

Det følger endvidere af vejledning om passiver til opfyldelse af gældsbufferkrav, at forpligtelser til opfyldelse af gældsbufferkravet bør kunne nedskrives og konverteres uden brug af bail-in, og at det er nødvendigt, at der ikke er andre forpligtelser, som kræver anvendelse af bail-in, for at de kan nedskrives og konverteres, der er foranstillet forpligtelserne.

De kapitalinstrumenter og forpligtelser, der indgår i opfyldelsen af gældsbufferkravet, må ikke samtidig anvendes til at opfylde kravet til kapitalgrundlag, det individuelle solvensbehov eller kravet til nedskrivningsegnede passiver.

Finanstilsynet kan bestemme, at gældsbufferkravet for et realkreditinstitut skal opfyldes helt eller delvist med kapitalinstrumenter og forpligtelser med kontraktuel mulighed for nedskrivning og konvertering.

Det følger af vejledning om passiver til opfyldelse af gældsbufferkrav, at passiver, der anvendes til opfyldelse af gældsbufferkravet, bør bære tab før simple kreditorer for realkreditinstitutter i afvikling og i konkurs (subordination).

2.5.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Med lovforslaget videreføres de gældende regler om, at realkreditinstitutterne er undtaget fra bestemmelserne om NEP-krav.

BRRD II ændrer således ikke ved den nuværende undtagelsesmulighed i direktivet for realkreditinstitutter.

Samtidig vurderes de hensyn, der ligger til grund for undtagelsen, fortsat at gøre sig gældende, hvorfor der ikke med nærværende lovforslag ændres herved.

Realkreditinstitutterne er i dag underlagt et såkaldt gældsbufferkrav, der har til formål at sikre, at realkreditinstitutter vil have tilstrækkelige passiver til at kunne blive restruktureret eller afviklet, hvis virksomheden bliver nødlidende eller forventeligt nødlidende, og skal restruktureres eller afvikles.

Gældsbufferkravet skal bl.a. sikre, at et realkreditinstituts passiver er struktureret på en måde, hvor der er tilstrækkelige midler til at videreføre instituttets kritiske funktioner.

Gældsbufferkravet skal desuden medvirke til at sikre, at instituttets passiver er struktureret på en måde, hvor det er kreditorerne, der dækker tabene og finansierer afviklingen, så det kan ske uden anvendelse af offentlige midler.

Midlerne, der anvendes til at opfylde gældsbufferkravet, kan anvendes til at opfylde et krav om at stille supplerende sikkerhed.

Midlerne til at opfylde gældsbufferkravet mindsker således behovet for at hente kapital til at stille supplerende sikkerhed, og gør det nemmere at hente en sådan kapital, hvis behovet opstår.

Det vurderes hensigtsmæssigt, at bestemmelserne om gældsbufferkravet flyttes til kapitel 17 i lov om finansiel virksomhed.

Dét sker for at tydeliggøre, at bestemmelserne hører under Finanstilsynet som afviklingsmyndighed, og ikke i Finanstilsynets kapacitet som tilsynsmyndighed.

Der sker ikke med flytningen af bestemmelserne nogen ændring af bestemmelserne om beregningen og fastlæggelsen af gældsbufferkravet, herunder beregningsgrundlaget for gældsbufferkravet, dets størrelse eller sammensætningen m.v. Gældsbufferkravets funktion og indhold er således uændret, og flytningen af bestemmelserne til kapitel 17 er alene udtryk for en teknisk omrokering i loven.

Det er afgørende for troværdigheden af afviklingsplanerne for realkreditinstitutter, at risikoen for, at simple krav skal bære tab, begrænses.

I dag fremgår det af vejledning om passiver til opfyldelse af gældsbufferkrav, at passiver, der anvendes til opfyldelse af gældsbufferkravet, bør bære tab før simple kreditorer for realkreditinstitutter i afvikling og i konkurs (krav om subordination).

Formålet med et krav om subordination er bl.a. at skabe en højere grad af gennemsigtighed for kreditorerne og understøtte en troværdig og gennemførlig afvikling.

Hvis der skulle opstå en afviklingssituation, hvor der er behov for passiver, der kan nedskrives og konverteres, vil de subordinerede instrumenter kunne anvendes.

Den øgede transparens i forhold til kreditorernes risiko i tilfælde af en evt.

afvikling bør også lede til en passende prissætning af den subordinerede gæld.

Subordination af gældsbufferkravet øger troværdigheden og gennemførligheden af afviklingsplanerne for realkreditinstitutter væsentligt.

For at sikre en mere entydig retstilstand vurderes det hensigtsmæssigt, at kravet om subordination fastsættes i lov om finansiel virksomhed.

Det er endvidere hensigtsmæssigt, at Finanstilsynet fører tilsyn med realkreditinstitutternes overholdelse af gældsbufferkravet.

Dermed er det muligt for Finanstilsynet at reagere i tide, hvis et realkreditinstitut ikke opfylder kravet, og dermed at begrænse risikoen for, at der i en afviklingssituation ikke er tilstrækkelige midler til at understøtte mulighederne for at restrukturere eller afvikle realkreditinstituttet.

2.5.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås med lovforslaget, at der i selve loven fastsættes krav om, at gældsbufferkravet skal opfyldes med passiver, der bærer tab før simple krav (krav om subordination).

Endelig foreslås det at indføre en bestemmelse om, at Finanstilsynet fører tilsyn med gældsbufferkravet.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 10, 50 og 80.

2.6.

Afviklingskollegier

2.6.1.

Gældende ret

Afviklingskollegier er et forum, der har til formål at fremme nationale afviklingsmyndigheders beslutningstagning og samarbejde ved, at afviklingsmyndighederne i de medlemslande, hvor en koncern udøver virksomhed, kan udveksle synspunkter om udførelsen af den konsoliderende koncernafviklingsmyndigheds opgaver, herunder i forbindelse med udarbejdelsen af afviklingsplaner.

Finanstilsynet opretter et afviklingskollegium, hvis Finanstilsynet er koncernafviklingsmyndighed for en koncern, der udøver grænseoverskridende aktiviteter.

Finanstilsynet kan derudover deltage i et afviklingskollegium, som er oprettet af andre koncernafviklingsmyndigheder i EU eller i lande, som EU har indgået aftale med på det finansielle område.

Finanstilsynet kan i dag oprette eller deltage i europæiske afviklingskollegier, hvis en tredjelandsmodervirksomhed har mere end én dattervirksomhed eller væsentlig filial, der er etableret eller beliggende i EU eller i et land, som EU har indgået aftale med på det finansielle område.

Det gælder, hvis dattervirksomheden eller den væsentlige filial er et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, en blandet holdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed, og mindst én dattervirksomhed eller væsentlig filial er etableret eller beliggende i Danmark.

Europæiske afviklingskollegier adskiller sig fra de almindelige afviklingskollegier derved, at modervirksomheden er etableret i et tredjeland og ikke i EU eller i et land, som EU har indgået aftale med på det finansielle område.

Europæiske afviklingskollegier varetager de samme opgaver som et almindeligt afviklingskollegium.

2.6.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

For at sikre entydighed om, hvilke myndigheder der kan deltage i et afviklingskollegium, og hvilke opgaver et europæisk afviklingskollegium skal udføre, bør der fastsættes udtrykkelige bestemmelser herom i lov om finansiel virksomhed.

Reglerne følger i dag af bemærkningerne til lov om finansiel virksomhed, og en sådan ændring vil derfor være udtryk for en tydeliggørelse af gældende ret.

Med BRRD II udvides desuden muligheden for at oprette og deltage i et europæisk afviklingskollegium til også at omfatte de tilfælde, hvor en tredjelandsvirksomhed har mere end én modervirksomhed, som er etableret i to eller flere medlemslande.

Finanstilsynet bør derfor også få mulighed for at deltage i et sådant europæisk afviklingskollegium samt mulighed for at oprette et europæisk afviklingskollegium i de tilfælde, hvor mindst én af disse modervirksomheder er beliggende i Danmark.

Med lovforslaget sikres det, at lov om finansiel virksomhed dækker alle de tilfælde, hvor Finanstilsynet kan oprette eller deltage i europæiske afviklingskollegier.

2.6.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås at præcisere, hvilke myndigheder der kan deltage i et afviklingskollegium.

Det foreslås, at et afviklingskollegium består af de relevante afviklingsmyndigheder, tilsynsmyndigheder, ministerier, myndigheden, der er ansvarlig for indskudsgarantiordningen, og Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Endvidere foreslås det, at Finanstilsynet kan beslutte, at et tredjelands afviklingsmyndighed under visse omstændigheder må deltage som observatør.

Det foreslås desuden, at Finanstilsynet fremover også opretter eller deltager i europæiske afviklingskollegier, hvis en virksomhed etableret uden for EU eller lande, som EU har indgået aftale med på det finansielle område, har mere end én modervirksomhed, der er etableret i to eller flere medlemslande i EU, og hvor mindst én modervirksomhed er etableret i Danmark.

Derudover foreslås det at præcisere, at et europæisk afviklingskollegium skal udføre de samme opgaver, som et afviklingskollegium udfører.

Det betyder bl.a., at det europæiske afviklingskollegium skal fastlægge kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 82, 84 og 85.

2.7.

Kontraktmæssig anerkendelse af bail-in og suspension

2.7.1.

Gældende ret

Parter, der indgår kontrakter, der er reguleret af lovgivningen i et tredjeland, er ikke nødvendigvis opmærksomme på Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets beføjelser til at nedskrive forpligtelser eller konvertere forpligtelser til egenkapital.

Bestemmelsen § 274 i lov om finansiel virksomhed fastlægger derfor en pligt for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber I, finansielle holdingvirksomheder, blandede holdingvirksomheder og finansieringsinstitutter til at sikre, at kontrakter, som virksomhederne indgår, og som er reguleret af lovgivningen i et tredjeland, indeholder en bestemmelse, hvorefter modparten anerkender, at forpligtelsen, som kontrakten omhandler, kan gøres til genstand for Finanstilsynets eller Finansiel Stabilitets nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser.

Finanstilsynet anvender sine nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser, hvis Finanstilsynet konstaterer, at en finansiel virksomhed, der er omfattet af en afviklingsplan, ikke længere vil være levedygtig, medmindre beføjelsen anvendes.

Finansiel Stabilitet anvender sine nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser, når en virksomhed er under restrukturering eller afvikling.

Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet kan fortsat udøve deres nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser, selvom en virksomhed ikke har indsat en kontraktbestemmelse herom.

Dette følger bl.a. af artikel 55 i BRRD og er gengivet i bemærkningerne til § 274 i forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed fremsat den 19. december 2014 (FT 2014/1, L 105).

Beføjelserne forudsætter således ikke, at adgangen hertil fremgår af kontraktbestemmelser.

Derudover kan Finansiel Stabilitet i forbindelse med afviklingen af en finansiel virksomhed foretage en række andre indgreb i forhold til kontrakter, der er indgået af den virksomhed eller enhed, som er under afvikling.

Det gælder bl.a. en række suspensionsbeføjelser, hvorefter Finansiel Stabilitet bl.a. kan suspendere forfaldne betalings- og leveringsforpligtelser, som påhviler virksomheden under afvikling, eller suspendere ophørsrettigheder over for virksomhedens kontraktpart.

Virksomheder er ikke i dag forpligtede til at sikre, at Finansiel Stabilitets suspensionsbeføjelser anerkendes i kontrakter, som virksomheden indgår, når disse er reguleret af lovgivningen i et tredjeland.

2.7.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Der kan være tilfælde, hvor det ikke er muligt for en virksomhed at indsætte en kontraktbestemmelse, som virksomheden ellers er forpligtet til i henhold til § 274.

I det lys, og i overensstemmelse med BRRD II, bør der derfor indføres en mulighed for at fravige denne pligt, hvis det ikke er muligt at indsætte en sådan kontraktbestemmelse.

Det sikrer, at bestemmelsen ikke er uforholdsmæssig byrdefuld for virksomhederne.

Der bør desuden indføres en beføjelse til Finanstilsynet, der kan vælge at fravige udgangspunktet om, at virksomhederne skal indføre en kontraktbestemmelse, hvis kravet om nedskrivningsegnede passiver, som virksomheden er underlagt, svarer til virksomhedens tabsabsorberingsbeløb.

Det vil være i overensstemmelse med BRRD II og vil kunne sikre en bedre balance mellem på den ene side at sikre, at virksomhederne indfører den kontraktmæssige anerkendelse af Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets beføjelser i de tilfælde, hvor det er nødvendigt, og på den anden side at der ikke stilles krav om dette i tilfælde, hvor der ikke er behov for det, eller hvor det bliver uforholdsmæssigt byrdefuldt for virksomhederne.

Selvom det er muligt at indføre en kontraktbestemmelse i henhold til § 274 i lov om finansiel virksomhed, og virksomheden som følge heraf er forpligtet til at gøre det, kan der opstå situationer, hvor en virksomhed på trods af dette vælger ikke at gøre det.

Det bør derfor fremgå udtrykkeligt af lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser fortsat finder anvendelse, selvom en virksomhed undlader at indsætte en kontraktbestemmelse som omhandlet i § 274.

Det skyldes, at det er afgørende, at der ikke er tvivl om, at beføjelserne finder anvendelse også i disse tilfælde, og at dette klart fremgår af lovgivningen, for at en virksomhed på den måde ikke kan omgå reglerne og bevidst undlade at indsætte en kontraktbestemmelse.

Vælger en virksomhed ikke at indsætte en kontraktbestemmelse, uanset om virksomheden er forpligtet til det eller ej, vil forpligtelsen, som kontrakten vedrører, i overensstemmelse med BRRD II, ikke kunne medregnes i opfyldelsen af NEP-kravet.

Det sikrer, at virksomheden indsætter kontraktbestemmelsen i de tilfælde, hvor en forpligtelse skal medregnes i NEP-kravet.

Endelig bør der i overensstemmelse med BRRD II indføres en pligt for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber I, finansielle holdingvirksomheder, blandede holdingvirksomheder og finansieringsinstitutter til at inkludere en kontraktbestemmelse, der anerkender Finansiel Stabilitets beføjelser til at suspendere eller begrænse en række rettigheder og forpligtelser, i kontrakter, som er reguleret af lovgivningen i et tredjeland.

Parter, der indgår kontrakter, der er reguleret af lovgivningen i et tredjeland, vil ikke nødvendigvis være opmærksom på Finansiel Stabilitets beføjelser til at suspendere eller begrænse en række rettigheder og forpligtelser.

Fremover skal virksomhederne derfor, udover at indsætte en kontraktbestemmelse, der anerkender Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser, også indsætte en kontraktbestemmelse, der anerkender Finansiel Stabilitets beføjelser til at suspendere eller begrænse en række rettigheder og forpligtelser.

2.7.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås, at det fastsættes i § 274 i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser ikke forudsætter, at virksomheden indsætter en kontraktbestemmelse herom.

Det foreslås derudover, at en forpligtelse ikke vil blive medregnet i opfyldelsen af kravet om nedskrivningsegnede passiver, hvis en virksomhed undlader at indføre kontraktbestemmelsen.

Det foreslås at indføre en beføjelse til Finanstilsynet, hvorefter Finanstilsynet kan beslutte, at forpligtelsen om at indføre en kontraktbestemmelse, der anerkender Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser, ikke finder anvendelse på virksomheder, hvor kravet om nedskrivningsegnede passiver svarer til virksomhedens tabsabsorberingsbeløb.

Der foreslås endvidere at indføre et krav om, at såfremt en virksomhed konstaterer, at det ikke er muligt at indføre en kontraktbestemmelse i overensstemmelse med § 274, skal virksomheden underrette Finanstilsynet herom.

Det foreslås, at pligten til at indføre kontraktbestemmelsen bortfalder fra det tidspunkt, hvor Finanstilsynet modtager denne underretning.

Det foreslås derudover, at Finanstilsynet kan påbyde virksomheden at indsende oplysninger, og at Finanstilsynet skal vurdere, om det alligevel er muligt at indføre kontraktbestemmelsen.

Finanstilsynet kan påbyde virksomheden at indføre kontraktbestemmelsen, herunder påbyde virksomheden at ændre sin praksis vedrørende virksomhedens vurdering af, om det er muligt at indføre en kontraktbestemmelse.

Det foreslås derudover at indføre en forpligtelse i § 276 for et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I om at indføre en kontraktbestemmelse i kontrakter, der er reguleret af lovgivningen i et tredjeland, hvorefter parterne anerkender, at kontrakten kan gøres til genstand for Finansiel Stabilitets beføjelse til at suspendere eller begrænse rettigheder og forpligtelser i den foreslåede § 4 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. lovforslagets § 2, nr. 10, og §§ 32, 33 og 34 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og anerkender, at parterne i relation til kontrakten er bundet af § 31 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Finansiel Stabilitets beføjelser dækker over muligheden for at suspendere forfaldne betalings- og leveringsforpligtelser i henhold til en kontrakt, som en virksomhed under afvikling har indgået, suspendere en sikret kreditors ret til at søge sig fyldestgjort i sikkerheder stillet af en virksomhed under afvikling og suspendere kontraktretlige ophørsrettigheder.

Beføjelserne kan også anvendes på et tidligere tidspunkt, hvor den pågældende virksomhed endnu ikke er under afvikling.

Finansielle holdingvirksomheder, blandede holdingvirksomheder og finansieringsinstitutter vil desuden blive omfattet af forpligtelsen.

Det foreslås, at forpligtelsen i § 276 i lov om finansiel virksomhed finder anvendelse på kontrakter, der skaber en ny forpligtelse eller væsentligt ændrer en eksisterende forpligtelse efter den 28. december 2020, og som indeholder bestemmelser om betalings- eller leveringsforpligtelser, opsigelsesrettigheder eller retten til at gøre sikkerhedsrettigheder gældende.

Finansiel Stabilitet kan fortsat anvende sine beføjelser i den foreslåede § 4 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. lovforslagets § 2, nr. 10, og §§ 32, 33 og 34 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og § 31 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder vil fortsat finde anvendelse, selvom en virksomhed undlader at indføre en kontraktbestemmelse som omhandlet i § 276 i lov om finansiel virksomhed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 93.

2.8.

Finansiel Stabilitets mulighed for at suspendere visse forpligtelser

2.8.1.

Gældende ret

Finansiel Stabilitet kan i dag som led i afviklingen af en finansiel virksomhed bl.a. foretage en række indgreb i forhold til kontrakter, som er indgået af virksomheden eller enheden, som er under afvikling.

Finansiel Stabilitet kan f.eks. anvende suspensionsbeføjelser.

Formålet med suspensionsbeføjelserne er at give Finansiel Stabilitet mulighed for i en kort tidsperiode at få overblik over de løbende betalinger og leveringsforpligtelser, når det er konstateret, at en virksomhed eller enhed er nødlidende eller forventeligt nødlidende.

Suspensionsbeføjelserne skal således medvirke til at sikre, at afviklingen sker på bedst mulig måde og dermed med det bedst mulige økonomiske resultat.

Finansiel Stabilitet kan bl.a. suspendere enhver forfalden betalings- og leveringsforpligtelse, der påhviler virksomheden eller enheden under afvikling i henhold til en kontrakt, som virksomheden eller enheden under afvikling har indgået.

Finansiel Stabilitet kan derudover suspendere ophørsrettigheder over for virksomhedens kontraktpart, så denne i suspensionsperioden ikke kan ophæve den pågældende kontrakt.

Herudover kan Finansiel Stabilitet suspendere håndhævelsen af sikkerheder stillet af virksomheden under afvikling.

Der gælder dog enkelte undtagelser til disse suspensionsbeføjelser.

Der kan f.eks. ikke ske suspension i relation til berettigede indskud, dvs. indestående beløb på en konto i et pengeinstitut, hvor dele eller hele beløbet er dækket af Garantiformuen.

Det er således efter de gældende regler ikke muligt at suspendere berettigede indskyderes adgang til indeståender på deres konto i et pengeinstitut i tilfælde, hvor instituttet er taget under afvikling.

Der kan heller ikke ske suspension i relation til kontrakter indgået med visse kontraktparter, herunder f.eks. betalingssystemer, clearingcentraler, centralbanker og krav omfattet af investorgarantiordningen.

En suspension foretaget af Finansiel Stabilitet løber fra det tidspunkt, hvor suspensionen offentliggøres, og indtil udløbet af den første hverdag herefter.

2.8.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Når Finansiel Stabilitet overtager kontrollen med et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I med henblik på afvikling, skal Finansiel Stabilitet på kort tid danne sig et overblik over virksomheden med henblik på at vurdere, hvilke afviklingsforanstaltninger der er mest hensigtsmæssige at iværksætte, herunder også i relation til de kontrakter, som virksomheden under afvikling har indgået.

Finansiel Stabilitet kan i den forbindelse bl.a. iværksætte suspensionsbeføjelser.

Suspensionsbeføjelserne kan i dag først iværksættes, når virksomheden er under afvikling af Finansiel Stabilitet, dvs. på et tidspunkt, hvor det er vurderet, at afviklingsbetingelserne er opfyldt, herunder betingelsen om at afviklingen af virksomheden er i offentlighedens interesse.

Det vil være hensigtsmæssigt, at suspensionsbeføjelserne i overensstemmelse med BRRD II under visse omstændigheder kan anvendes af Finansiel Stabilitet på et tidligere tidspunkt i forløbet.

Det vil være på det tidspunkt, hvor Finanstilsynet har vurderet, at virksomheden er nødlidende eller forventeligt nødlidende, men inden det er afgjort, om virksomheden skal tages under afvikling.

Muligheden for at suspendere betalings- og leveringsforpligtelser på et tidligere tidspunkt vil give Finansiel Stabilitet bedre mulighed for at vurdere, om afvikling er i offentlighedens interesse, og for at vælge den eller de mest passende afviklingsværktøjer.

Det vil også i nogle tilfælde kunne udgøre et redskab til at forebygge en yderligere forværring af virksomhedens økonomiske situation.

Finansiel Stabilitets brug af suspensionsbeføjelserne vil bl.a. være betinget af, at det anses for nødvendigt at suspendere en betalings- eller leveringsforpligtelse for at undgå yderligere forværring af den økonomiske situation i virksomheden eller enheden.

En yderligere forværring kan bl.a. være en forværret likviditetssituation, forværrede kapitalforhold m.v.

De nye regler bør i overensstemmelse med BRRD II indebære, at betalings- eller leveringsforpligtelser også vil kunne suspenderes i relation til berettigede indskud, modsat hvad der følger af gældende ret.

Finansiel Stabilitet skal dog nøje vurdere hensigtsmæssigheden af at anvende suspensionsbeføjelser i relation til berettigede indskud, herunder særligt i forhold til berettigede indskud tilhørende fysiske personer og mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder.

I den forbindelse skal risikoen for, at suspension af berettigede indskud kan forstyrre de finansielle markeder indgå i vurderingen.

Suspension af almindelige indskyderes adgang til dækkede indskud bør skulle ske under særlig hensyntagen hertil.

Det følger af BRRD II, at medlemsstaterne kan fastsætte, at hvis beføjelsen til at suspendere betalings- eller leveringsforpligtelser udøves i forbindelse med berettigede indskud, skal afviklingsmyndighederne sikre, at indskyderne har adgang til et passende dagligt beløb fra disse indskud.

Denne mulighed for at fastsætte krav herom foreslås ikke udnyttet ved implementeringen af BRRD II.

Baggrunden herfor er det forhold, at en suspension alene har virkning i en meget begrænset tidsperiode, idet en eventuel suspension skal ophøre ved udløbet af hverdagen efter, at Finansiel Stabilitet har anvendt beføjelsen og offentliggjort en meddelelse herom.

Desuden kan Finansiel Stabilitet konkret vurdere, hvilke betalings- og leveringsforpligtelser der er behov for at suspendere i den konkrete situation, herunder også undlade at suspendere visse indskud eller dele af indskud, hvis det er muligt i den konkrete situation.

2.8.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås, at Finansiel Stabilitet får mulighed for at anvende suspensionsbeføjelser på et tidligere tidspunkt end i dag, nemlig allerede fra det tidspunkt, hvor virksomheden vurderes at være nødlidende eller forventeligt nødlidende, og hvor der ikke er udsigt til private løsninger, der kan løse den økonomiske situation.

Det foreslås, at Finansiel Stabilitet fra dette tidspunkt skal kunne suspendere enhver betalings- eller leveringsforpligtelse, som den pågældende virksomhed eller enhed er underlagt i henhold til en kontrakt.

Suspensionen vil være af kort varighed og ophører allerede dagen efter, at Finansiel Stabilitet har anvendt beføjelsen og offentliggjort en meddelelse om suspensionen.

En suspension efter den foreslåede ordning kan ske i relation til suspension af betalings- og leveringsforpligtelser på samme tid.

Hvis Finansiel Stabilitet foretager suspension i relation til betalings- eller leveringsforpligtelser, vil Finansiel Stabilitet samtidig kunne foretage yderligere former for suspension i relation til andre rettigheder og forpligtelser tilknyttet samme kontrakt.

Det gælder suspension af ophørsrettigheder over for virksomhedens kontraktpart og suspension af kontraktpartens mulighed for at håndhæve sikkerheder stillet af virksomheden under afvikling.

Disse supplerende suspensioner vil i givet fald have samme tidsmæssige udstrækning som suspensionen af betalings- og leveringsforpligtelser.

Der vil gælde en række betingelser for, at den foreslåede suspensionsbeføjelse vil kunne anvendes.

Udover at den pågældende virksomhed skal vurderes nødlidende eller forventeligt nødlidende, og at der ikke vil være udsigt til private løsninger, skal suspensionen være nødvendig for at undgå yderligere forværring af virksomhedens økonomiske situation.

Herudover skal suspensionen være nødvendig for, at Finansiel Stabilitet kan foretage centrale vurderinger i relation til afvikling, herunder om afvikling af virksomheden vil være i offentlighedens interesse, og hvilke afviklingshandlinger der skal anvendes.

Hvis den foreslåede suspensionsbeføjelse anvendes, hvilket vil svare til, at der foretages suspension på et tidspunkt, hvor virksomheden endnu ikke er under afvikling, vil der ikke kunne anvendes samme form for suspension i relation til samme kontrakt på et senere tidspunkt, når virksomheden er under afvikling.

En kreditor til en virksomhed, der står over for en mulig restrukturering eller afvikling skal således ikke tåle, at Finansiel Stabilitet suspenderer den samme betalings- eller leveringsforpligtelse to gange både på et tidspunkt før en forestående afviklingssituation og efterfølgende, når virksomheden er under restrukturering eller afvikling.

2.9.

Nedskrivning af visse nedskrivningsegnede forpligtelser

2.9.1.

Gældende ret

I dag hjemler lov om finansiel virksomhed og lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder mulighed for, at Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet kan nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter.

Finanstilsynet skal ifølge § 272 i lov om finansiel virksomhed nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter i et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I uden ugrundet ophold, hvis Finanstilsynet konstaterer, at pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I ikke vil være levedygtigt, medmindre beføjelsen anvendes.

Finansiel Stabilitet skal ifølge § 17 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter i en virksomhed eller enhed til egentlige kernekapitalinstrumenter, når betingelserne for afvikling er opfyldt.

2.9.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

BRRD II udvider afviklingsmyndighedens mulighed for at nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter i et pengeinstitut, realkreditinstitut eller fondsmæglerselskab I uafhængigt af afviklingshandlinger til også at omfatte visse nedskrivningsegnede forpligtelser.

Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets beføjelser bør derfor udvides i overensstemmelse hermed.

Endvidere bør der, i overensstemmelse med BRRD II, indføres en bestemmelse om, hvordan Finanstilsynets og Finansiel Stabilitet nedskrivnings- og konverteringsbeføjelse skal anvendes i de tilfælde, hvor afviklingsenheden har erhvervet de relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser indirekte gennem andre virksomheder i samme afviklingskoncern.

Formålet med reguleringen er at sikre, at tabene ved nedskrivning eller konvertering videregives til afviklingsenheden, og at virksomheden, der har udstedt instrumenterne og forpligtelserne, rekapitaliseres af afviklingsenheden.

Det sikrer bl.a., at en afviklingsenhed ikke bærer tabene, uanset om instrumenterne og forpligtelserne er erhvervet indirekte og ikke direkte.

Begreberne afviklingsenhed og afviklingskoncern er nye begreber, der bliver indført med BRRD II.

En afviklingsenhed er den virksomhed, der er omfattet af afviklingstiltagene i en afviklingsplan.

Har afviklingsenheden dattervirksomheder, vil disse tilsammen som udgangspunkt udgøre en afviklingskoncern.

2.9.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås at fastsætte i § 272 i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet uden ugrundet ophold skal nedskrive eller konvertere visse nedskrivningsegnede forpligtelser i et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I, hvis Finanstilsynet vurderer, at pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I ikke vil være levedygtigt, medmindre beføjelsen anvendes.

Det betyder, at Finanstilsynet fremover kan nedskrive eller konvertere både relevante kapitalinstrumenter og visse nedskrivningsegnede forpligtelser.

Beføjelsen til at nedskrive eller konvertere nedskrivningsegnede forpligtelser omfatter dog kun de nedskrivningsegnede forpligtelser, der opfylder betingelserne i lovforslagets § 267 e, stk. 1, nr. 4, med undtagelse af betingelsen om en restløbetid på mindst ét år.

På tilsvarende vis foreslås det at udvide § 17 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, så Finansiel Stabilitet, når betingelserne for afvikling er opfyldt, også skal nedskrive eller konvertere de ovennævnte nedskrivningsegnede forpligtelser, når den virksomhed, som er under afvikling, er en dattervirksomhed til en afviklingsenhed.

Endvidere foreslås det at indsætte en ny bestemmelse i § 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, der bemyndiger Finansiel Stabilitet til at nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter og de ovennævnte nedskrivningsegnede forpligtelser i virksomheder eller enheder, når disse er en dattervirksomhed til en afviklingsenhed, som er under afvikling eller restrukturering, og den pågældende dattervirksomhed ellers ikke ville være levedygtig.

Samtidig foreslås det, at Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet skal udøve deres nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser på en måde, der sikrer, at tabene videregives til afviklingsenheden, hvis pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I, der udgør en afviklingsenhed, har erhvervet de relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser indirekte gennem andre virksomheder i samme afviklingskoncern.

Det kan f.eks. være, at en dattervirksomhed har udstedt de pågældende instrumenter, der herefter erhverves af en anden dattervirksomhed i koncernen, og som til sidst erhverves af modervirksomheden, der er afviklingsenheden.

I dette tilfælde skal Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet anvende deres nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser på en måde, så tabene i dattervirksomheden, der ikke er en afviklingsenhed, videregives til afviklingsenheden, og at afviklingsenheden dermed rekapitaliserer dattervirksomheden.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 87 og 88, og til lovforslagets § 2, nr. 15 og 22.

2.10.

Finansiel Stabilitets datahåndtering

2.10.1.

Gældende ret

Finansiel Stabilitet blev i 2015 omdannet fra et statsligt aktieselskab til en selvstændig offentlig virksomhed.

Det medførte en ændring af Finansiel Stabilitets lovgrundlag, der havde til formål at sikre, at lovgrundlaget blev tilpasset de opgaver, som Finansiel Stabilitet udførte på daværende tidspunkt, og som Finansiel Stabilitet forventes at udføre i fremtiden.

Det følger af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven ikke finder anvendelse for Finansiel Stabilitet og dets datterselskaber (herefter Finansiel Stabilitet).

Det er begrundet i, at Finansiel Stabilitets aktiviteter er af operationel og kommerciel karakter, der består i at iværksætte og gennemføre de afviklingsforanstaltninger, der er nødvendige i forbindelse med en eventuel overtagelse af kontrollen af en nødlidende finansiel virksomhed.

Fra den 25. maj 2018 har Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) – herefter databeskyttelsesforordningen – fundet anvendelse.

Databeskyttelsesforordningen indeholder bl.a. persondataretlige regler om oplysningspligt over for fysiske personer, når der behandles oplysninger om dem, og om fysiske personers indsigtsret heri.

I forbindelse med Finansiel Stabilitets aktiviteter, både i forberedelse og i forbindelse med krisehåndtering af en finansiel virksomhed samt ved en eventuel udbetalingssituation fra Garantiformuen, vil Finansiel Stabilitet komme i besiddelse af en lang række oplysninger, herunder fortrolige oplysninger om finansielle virksomheder og deres kunder.

Oplysningerne er nødvendige for, at Finansiel Stabilitet kan forberede og gennemføre en krisehåndtering i en finansiel virksomhed samt for den efterfølgende afvikling.

Oplysninger modtages dels fra virksomheden, der overtages, og dels fra Finanstilsynet, som har modtaget oplysningerne som led i sin tilsynsvirksomhed.

Af hensyn til selve formålet med Finansiel Stabilitets aktiviteter, herunder navnlig forberedelsen af en krisehåndtering, er det en nødvendig forudsætning, at der i videst muligt omfang er fortrolighed omkring disse oplysninger.

Oplysninger om, at Finansiel Stabilitet forbereder en eventuel overtagelse af kontrollen med en finansiel virksomhed, kan endvidere være intern viden.

En kunde i en finansiel virksomhed, som er under overtagelse, kan imidlertid med en indsigtsbegæring få indblik i, at kundens oplysninger behandles af Finansiel Stabilitet, hvilket er en indikation på en forestående overtagelse af kontrollen med virksomheden.

Det strider imod hensynet til at opretholde fortrolighed, og dermed sikre de nødvendige forudsætninger for at håndtere et nødlidende institut, samt forhindre videregivelse af intern viden.

Finansiel Stabilitet var desuden før omdannelsen til selvstændig offentlig virksomhed ikke omfattet af arkivloven.

Ved omdannelsen og vedtagelsen af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, blev der ikke taget stilling til arkivlovens anvendelse på Finansiel Stabilitet, og der er således ikke en eksplicit undtagelse fra arkivloven i det nuværende lovgrundlag, hvilket kan give anledning til usikkerhed om arkivlovens anvendelsesområde, for så vidt angår Finansiel Stabilitets aktiviteter.

2.10.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Finansiel Stabilitet modtager i forbindelse med forberedelse og gennemførelsen af en krisehåndtering af en finansiel virksomhed en omfattende mængde oplysninger.

Det er centralt for dette arbejde, at oplysningerne kan holdes fortrolige, da det vil være skadeligt, hvis en kunde i medfør af databeskyttelsesforordningen kan få adgang til oplysning om eller indsigt i, hvorvidt der er registreret oplysninger om den pågældende kunde i materiale indhentet fra en virksomhed, hvor der forberedes afvikling.

Herigennem kan kunden blive gjort bekendt med, at der forberedes krisehåndtering af en virksomhed, hvilket kan påvirke den finansielle virksomheds situation, herunder skabe et ”run” på virksomheden.

Ved et ”run” forstås, at en usædvanlig stor del af et pengeinstituts kunder som følge af f.eks. rygter om, at instituttet er nødlidende, hæver deres indestående i instituttet.

I den situation vil der opstå risiko for, at instituttet, som følge af likviditetsproblemer – forårsaget eller yderligere øget af det rygteskabte ”run” – bliver nødlidende.

Derudover vil et ”run” kunne medføre en kreditorforskydning.

De indskydere, der ikke hæver deres indlån i forbindelse med et ”run”, vil således risikere at skulle dække en større del af pengeinstituttets tab, og vil dermed risikere selv at lide et større tab.

Opfyldelse af databeskyttelsesforordningens regler om oplysningspligt over for registrerede fysiske personer samt opfyldelse af retten for registrerede fysiske personer til indsigt risikerer således at føre til en udhuling af formålet med, at Finansiel Stabilitets aktiviteter er undtaget fra aktindsigt i medfør af lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven.

I det omfang den finansielle virksomhed har udstedt værdipapirer, der er optaget til handel på et reguleret marked, vil der endvidere være tale om videregivelse af viden, der har betydning for værdiansættelsen af de værdipapirer, som den finansielle virksomhed har udstedt.

Videregivelse heraf vil indebære, at modtagere af denne viden har mulighed for at handle på baggrund af viden, der ikke er tilgængelig for andre markedsdeltagere og dermed indebære en overtrædelse af forbuddet mod videregivelse og udnyttelse af intern viden i markedsmisbrugsforordningen.

Det skal bemærkes, at databeskyttelseslovens § 22 bl.a. indeholder hjemmel til, at oplysningspligten og indsigtsretten efter databeskyttelsesforordningen kan vige for hensynet til afgørende private og offentlige interesser.

Bestemmelsen vil dog ikke være anvendelig i forhold til opretholdelse af fortrolighed om en forestående overtagelse og forhindring af videregivelse af intern viden.

I forbindelse med behandling af en indsigtsanmodning vil alene det forhold, at der træffes afgørelse over for den registrerede i medfør af databeskyttelseslovens § 22 bekræfte, at kundens oplysninger behandles i Finansiel Stabilitet.

Dette vil indikere en eventuel forestående overtagelse af kontrollen med virksomheden, og hensynet med undtagelsen vil således på dette tidspunkt være forspildt.

For så vidt angår opfyldelse af oplysningspligten, gør de samme forhold sig gældende, såfremt en registreret retter henvendelse til Finansiel Stabilitet med anmodning om, at oplysningspligten opfyldes.

Samlet set vurderes undtagelsesmulighederne efter den eksisterende bestemmelse i databeskyttelseslovens § 22 således ikke tilstrækkelige.

Databeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 5, litra b, indeholder desuden hjemmel til at undtage fra oplysningspligten i det omfang, forpligtelsen sandsynligvis vil gøre det umuligt eller i alvorlig grad vil hindre opfyldelsen af formålene med den pågældende behandling.

Hvis undtagelsesbestemmelsen i artikel 14, stk. 5, litra b, anvendes, skal den dataansvarlige, når behovet for fortrolighed er ophørt, opfylde sin oplysningspligt over for den registrerede.

Oplysningspligten vil derfor kunne indtræde på et senere tidspunkt, hvis det viser sig, at hensynene bag en anvendelse af artikel 14, stk. 5 litra b, ikke længere foreligger.

Det bemærkes hertil, at Finansiel Stabilitet vil modtage oplysningerne, før den mulige krisehåndtering af en finansiel virksomhed eventuelt resulterer i, at Finansiel Stabilitet overtager kontrollen med den pågældende virksomhed, og krisehåndteringen således kommer til offentlighedens kendskab.

Finansiel Stabilitet vil således også modtage sådanne oplysninger, hvor behovet for krisehåndtering – eventuelt foreløbigt – afværges og udsættes, hvilket over en periode kan finde sted gentagne gange for den samme finansielle virksomhed.

Det vil derfor i en række sager være yderst vanskeligt, om ikke umuligt, for Finansiel Stabilitet at vurdere, hvornår en eventuel krise er endeligt afværget, og behovet for fortrolighed er ophørt.

Det vil på den baggrund ligeledes være yderst vanskeligt, om ikke umuligt, for Finansiel Stabilitet løbende at vurdere, om kravene til at anvende artikel 14, stk. 5 litra b, er opfyldt.

Dette gør sig gældende uanset, om bestemmelsen givetvis vil kunne rumme behovet for en undtagelse fra oplysningsforpligtelsen i en række sager.

Det vurderes dog, at bestemmelsen ikke vil være tilstrækkelig i forhold til opretholdelse af fortrolighed om en forestående overtagelse i alle tilfælde, og at undtagelsen derfor ikke er tilstrækkelig.

Databeskyttelsesforordningens artikel 23 giver mulighed for, at medlemsstaterne kan begrænse forordningens bestemmelser om oplysningspligt og indsigtsret, når en sådan begrænsning respekterer det væsentligste indhold af de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, og er en nødvendig og forholdsmæssig foranstaltning af hensyn til bl.a. en medlemsstats generelle samfundsinteresser (artikel 23, stk. 1, litra e), kontrol-, tilsyns- eller reguleringsfunktioner (artikel 23, stk. 1, litra h), eller hensynet til fortrolige forretningsforhold (artikel 23, stk. 1, litra i), samt håndhævelse af civilretlige krav ( artikel 23, stk. 1, litra j).

Henset til, at Finansiel Stabilitets aktiviteter er af operationel og kommerciel karakter med henblik på at iværksætte og gennemføre de afviklingsforanstaltninger, der er nødvendige i de konkrete tilfælde, er Finansiel Stabilitet undtaget fra den almindelige offentligretlige regulering og dermed som udgangspunkt også af arkivlovens anvendelsesområde.

For at undgå tvivl om arkivlovens anvendelsesområde foreslås det desuden præciseret, at arkivloven ikke gælder for Finansiel Stabilitet, på samme måde som øvrige sammenlignelige selvstændige offentlige virksomheder under Erhvervsministeriet.

2.10.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås, at databeskyttelsesforordningens bestemmelser om oplysningspligt og indsigtsret ikke finder anvendelse på Finansiel Stabilitets aktiviteter.

Undtagelsen vil dog ikke gælde medarbejderforhold, da de under afsnit 2.10.2 nævnte hensyn, herunder hensynet til håndtering af fortrolige oplysninger i forbindelse med krisehåndtering i finansielle virksomheder, ikke vurderes at gøre sig gældende for oplysninger om medarbejdere ansat i Finansiel Stabilitet og dets datterselskaber.

Det foreslås desuden at præcisere i Finansiel Stabilitets lovgrundlag, at Finansiel Stabilitet er undtaget fra arkivloven.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 41 og 42.

2.11.

Ophævelse af lov om finansiel stabilitet

2.11.1.

Gældende ret

Lov om finansiel stabilitet blev med lov nr. 334 af 31. marts 2015 i vidt omfang ophævet.

Det skete som følge af gennemførelsen af BRRD og vedtagelsen af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Lov om finansiel stabilitet skulle fremadrettet kun gælde for den resterende afvikling af de allerede overtagne aktiviteter, som Finansiel Stabilitet havde overtaget under Bankpakken, Exitpakken og Konsolideringspakken samt afviklingen af de udestående individuelle garantier, som Finansiel Stabilitet havde udstedt under Kreditpakken med efterfølgende forlængelser.

Den gældende lov om finansiel stabilitet indeholder dog enkelte bestemmelser, der sikrer, at Finansiel Stabilitet kunne fortsætte afviklingen af de tilbageværende aktiviteter under loven, samtidig med at der ikke kunne overtages nye aktiviteter i medfør af loven.

2.11.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Den nuværende lov om finansiel stabilitet blev opretholdt efter implementeringen af BRRD, da den blev fundet nødvendig for aktiviteterne, som Finansiel Stabilitet tidligere havde overtaget i medfør af loven.

Finansiel Stabilitet er nået videre i afviklingen af aktiviteterne, herunder er der ikke længere udstedelser med individuelle statsgarantier, ligesom Finansiel Stabilitet løbende og fortsat afvikler aktiviteter.

De tilbageværende aktiviteter skal fortsat afvikles, men dette vurderes at kunne ske uændret, selv om der sker en ophævelse af lov om finansiel stabilitet kombineret med en samtidig videreførelse af enkelte relevante bestemmelser i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

En sådan ændring vil indebære en forenkling af Finansiel Stabilitets regelgrundlag.

2.11.3.

Den foreslåede ordning

Med lovforslaget foreslås det at ophæve lov om finansiel stabilitet.

Enkelte bestemmelser foreslås indsat i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder med henblik på at sikre, at de tilbageværende aktiviteter, som Finansiel Stabilitet har overtaget fra nødlidende pengeinstitutter i medfør af lov om finansiel stabilitet, fortsat kan afvikles på uændret vis.

Med ophævelsen af lov om finansiel stabilitet er der således ikke tilsigtet ændringer i håndteringen af afviklingen af de tilbageværende aktiviteter, som Finansiel Stabilitet har overtaget efter loven.

Ophævelsen indebærer primært en forenkling af regelgrundlaget for Finansiel Stabilitet.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 43 og 44, og § 3.

2.12.

Deltagere i et værdipapirafviklingssystem

2.12.1.

Gældende ret

Ved en deltager i et værdipapirafviklingssystem forstås ifølge gældende ret et institut, en central modpart (CCP), et afregningsfirma, et clearinginstitut eller en systemoperatør.

Det fremgår af § 3, nr. 26, i lov om kapitalmarkeder.

2.12.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Som følge af BRRD II bliver finalitydirektivets definition af en deltager i et værdipapirafviklingssystem udvidet til også at omfatte clearingmedlemmer af en central modpart (CCP).

Det er for at sikre, at definitionen af en deltager er ens på tværs af kapitalmarkedsreguleringen.

Definitionen af en deltager i den gældende lov om kapitalmarkeder bør på tilsvarende vis udvides for at sikre en direktivnær implementering.

Finalitydirektivet indeholder regler for endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer.

2.12.3.

Den foreslåede ordning

Definitionen af en deltager foreslås udvidet, så den udover at omfatte et institut, en central modpart (CCP), et afregningsfirma, et clearinginstitut eller en systemoperatør også vil omfatte clearingmedlemmer af en central modpart.

På baggrund heraf ændres fodnoten til lov om kapitalmarkeder, så det fremgår, at loven også implementerer dele af BRRD II.

Der henvises til lovforslagets § 4, nr. 1 og 2.

2.13.

Specifikke likviditetskrav for systemiske likviditetsrisici

2.13.1.

Gældende ret

Finanstilsynet kan for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber I eller grupper af disse typer af virksomheder fastsætte specifikke likviditetskrav, der dels tager højde for likviditetsrisici i det enkelte institut eller grupper af institutter, og dels tager højde for systemiske likviditetsrisici, jf. §§ 152, 153 og 156 i lov om finansiel virksomhed.

Systemiske likviditetsrisici er mere generelle risici, som truer integriteten af finansmarkederne og det finansielle system generelt.

2.13.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Finanstilsynet har hidtil kunnet fastsætte specifikke likviditetskrav udelukkende baseret på systemiske likviditetsrisici i henhold til artikel 105, litra d, i CRD IV.

Denne mulighed bortfalder med lovforslaget, idet artikel 105, litra d, udgår af CRD V.

Specifikke likviditetskrav skal derfor fremadrettet alene være baseret på likviditetsrisici i det enkelte institut.

Det betyder, at specifikke likviditetskrav for det enkelte institut skal fastsættes ud fra, hvordan risici påvirker den enkelte finansielle virksomhed.

Systemiske risici kan således kun føre til specifikke likviditetskrav, hvis sådanne risici påvirker en finansiel virksomhed eller grupper af finansielle virksomheder individuelt.

I langt de fleste tilfælde, hvor integriteten af finansmarkederne er truet, er det imidlertid vurderingen, at grupper af finansielle virksomheder vil være individuelt påvirket af disse systemiske likviditetsrisici.

Ændringen vurderes derfor ikke at få væsentlig betydning for Finanstilsynets mulighed for at fastsætte specifikke likviditetskrav fremadrettet.

Ændringerne vurderes heller ikke at have nogen betydning for de specifikke likviditetskrav, som Finanstilsynet har fastsat hidtil, og som fortsat vil være gældende.

2.13.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås, at Finanstilsynet derved skal have mulighed for at fastsætte specifikke likviditetskrav for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber I eller grupper af disse typer af virksomheder udelukkende på baggrund af systemiske likviditetsrisici bortfalder.

2.14.

Vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag

2.14.1.

Gældende ret

Pengeinstitutter er underlagt krav om at opretholde et individuelt solvensbehov, jf. § 124, stk. 2-8, samt et kombineret kapitalbufferkrav, jf. § 125 a i lov om finansiel virksomhed.

Det individuelle solvensbehov består af kapitalgrundlagskravet i artikel 92, stk. 1, litra a-c, og minimumskapitalkravet i artikel 93 i CRR samt et eventuelt tillæg til det relevante krav, såfremt instituttets risici ikke er tilstrækkelig dækket af dette krav.

2.14.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Med artikel 104 b i CRD V indføres et kapitalniveau over det individuelle solvensbehov, som betegnes ”vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag”.

Dette vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag skal opgøres for og meddeles til hvert institut.

De konsekvenser, der følger af et brud på det individuelle solvensbehov eller det kombinerede kapitalbufferkrav, finder ikke anvendelse ved brud på det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag.

Den kompetente myndighed skal dog efter CRD V overveje at fastsætte et højere individuelt solvenskrav ved gentagne eller vedvarende brud på det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag.

Det fremgår af artikel 104 b i CRD V, at den kompetente myndighed skal fastsætte det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag med baggrund i, at instituttets kapitalgrundlagsniveau skal være passende til at sikre, at instituttet kan absorbere potentielle tab, som følger af perioder med stress, der i styrke svarer til stressscenarier, der er identificeret i forbindelse med den tilsynsmæssige stresstest, der gennemføres mindst en gang årligt.

Implementeringen er direktivnær, under hensyntagen til at den veletablerede danske praksis for dialog med institutterne om kapitalforholdene opretholdes.

Finanstilsynet anvender i dag tilsynsmæssige stresstest til at vurdere institutternes robusthed over for et neutralt fremskrivningsscenario samt et hårdt stressscenario i form af et økonomisk tilbageslag.

Stressniveauet i det hårde stressscenario er usandsynligt, men ikke utænkeligt.

Resultaterne fra det hårde stressscenarie vil med forslaget blive brugt til at fastsætte et passende niveau for det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag for det enkelte institut.

Der fastsættes i dag ikke et vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag.

Finanstilsynet overvåger dog allerede, at institutternes kapitalmålsætning sættes på et fornuftigt niveau, som sikrer, at institutterne ikke forventes at bryde med kapitalkravene i perioder med stress.

Finanstilsynet indleder således også i dag en dialog med institutterne, hvis ikke institutternes kapitalmålsætning vurderes at være fastsat på et fornuftigt niveau.

Der forventes ikke med ændringen at ske væsentlige ændringer i forhold til den nuværende tilsynspraksis.

2.14.3.

Den foreslåede ordning

Med forslaget vil Finanstilsynet årligt fastsætte et vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag for danske kreditinstitutter.

For institutter, der lever op til deres kapitalmålsætning, og hvor denne er fastsat på et forsvarligt niveau, forventes der ikke fastsat et vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag, da der for disse institutter ikke vil være et behov.

Det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag meddeles skriftligt til institutterne sammen med en forklaring på, hvordan det er fastsat.

Finanstilsynet vil således fremlægge de enkelte komponenter i beregningen for det pågældende institut.

Det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag skal opfyldes med egentlig kernekapital ud over den egentlige kernekapital, som opretholdes for at opfylde det individuelle solvensbehov samt det kombinerede kapitalbufferkrav.

Egentlig kernekapital, som opretholdes for at opfylde instituttets krav til nedskrivningsegnede passiver, kan tælles med til opfyldelse af det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag.

Ved gentagne eller vedvarende brud på det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag vil Finanstilsynet overveje, hvorvidt der er behov for at fastsætte et højere individuelt solvenskrav for instituttet.

2.15.

Godkendelse af finansielle holdingvirksomheder

2.15.1.

Gældende ret

Der stilles i dag ikke krav til, at finansielle holdingvirksomheder beliggende i Danmark skal godkendes af Finanstilsynet.

Det samme gælder finansielle holdingvirksomheder beliggende i andre medlemsstater, hvor Finanstilsynet har det konsoliderede tilsyn for koncernen, hvori sådanne holdingvirksomheder indgår.

2.15.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Finansielle holdingvirksomheder vil, som ejere af andre finansielle virksomheder, typisk have mange forskellige typer af finansielle aktiviteter og være underlagt mange dele af lovgivningen på det finansielle område.

Der vil være risici på tværs af de enkelte virksomheder i den finansielle holdingvirksomheds koncern, som bør afdækkes og håndteres, hvis det viser sig nødvendigt.

Den finansielle holdingvirksomheds koncern er i dag underlagt tilsynskrav, men holdingvirksomheden kan ikke gøres direkte ansvarlig for manglende overholdelse af disse krav.

Eftersom en finansiel virksomhed, der kontrolleres af sådanne holdingvirksomheder, ikke altid er i stand til at sikre overholdelse af kravene på konsolideret niveau i hele koncernen, vurderes det nødvendigt, at visse finansielle holdingvirksomheder omfattes af anvendelsesområdet for tilsynsbeføjelserne i henhold til lov om finansiel virksomhed og CRR.

Lovforslaget implementerer CRD V og medfører, at det sikres, at finansielle holdingvirksomheder overholder gældende regler på konsolideret niveau.

Som følge heraf fastsættes en specifik godkendelsesprocedure og tilsynsbeføjelser over for visse finansielle holdingvirksomheder for at sikre, at de pågældende holdingvirksomheder kan gøres direkte ansvarlige for at sikre overholdelsen af konsoliderede tilsynskrav.

2.15.3.

Den foreslåede ordning

Med lovforslaget foreslås, at finansielle holdingvirksomheder beliggende i Danmark, som udgør den øverste modervirksomhed i koncernen inden for Danmarks grænser, som udgangspunkt skal godkendes af Finanstilsynet.

Det samme gælder finansielle holdingvirksomheder beliggende i andre medlemsstater, hvor Finanstilsynet har det konsoliderede tilsyn for koncernen, hvori sådanne holdingvirksomheder indgår.

Godkendelse kræver, at de finansielle holdingvirksomheder lever op til visse krav om koncernpolitikker, organisering og tilsynsmyndighedens mulighed for at føre tilsyn med den pågældende holdingvirksomhed på koncernniveau.

Det foreslås dog, at en finansiel holdingvirksomhed, der opfylder visse betingelser, ikke skal godkendes.

Det gælder eksempelvis i forhold til en holdingvirksomhed, som alene er oprettet med det formål at besidde kapitalinteresser i virksomheder, og som desuden opfylder en række andre betingelser, der sikrer, at holdingvirksomhedens dattervirksomheder styres individuelt.

Desuden foreslås en række tilsynsbeføjelser, som Finanstilsynet kan gøre brug af, hvis den pågældende holdingvirksomhed ikke lever op til krav for godkendelse eller krav for at være undtaget for godkendelse.

Det omfatter bl.a. muligheden for at give påbud i overensstemmelse med Finanstilsynets almindelige praksis eller begrænse virksomhedens mulighed for at foretage udlodninger til aktionærer m.v.

Det bemærkes, at finansielle holdingvirksomheder, der er fritaget for godkendelse, stadigvæk skal leve op til kapitalkrav på konsolideret niveau i overensstemmelse med konsolideringsreglerne i kapitel 12 i lov om finansiel virksomhed og første del i CRR.

De foreslåede ændringer er en direktivnær implementering af artikel 21a og 159a i CRD V.

2.16.

SIFI-buffer

2.16.1.

Gældende ret

Erhvervsministeren fastsætter i dag et bufferkrav til danske SIFIer, det såkaldte SIFI-bufferkrav.

Det sker gennem fastsættelse af en systemisk buffer for disse institutter.

SIFI-bufferen er i tråd med det fastsatte niveau i den politiske aftale af 10. oktober 2013 om regulering af systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI) samt krav til alle banker og realkreditinstitutter om mere og bedre kapital og højere likviditet (Bankpakke 6).

Inden erhvervsministeren fastsætter en SIFI-buffer skal det Europæiske Systemiske Risikoråd (ESRB), Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), Kommissionen og de kompetente og udpegede myndigheder i de eventuelt berørte medlemsstater underrettes en måned inden offentliggørelsen.

En sådan underretning gør nærmere rede for

a) Den systemiske eller makroprudentielle risiko i medlemsstaten.

b) Grundene til, at størrelsen af de systemiske eller makroprudentielle risici udgør en trussel mod det finansielle systems stabilitet på nationalt plan og begrunder SIFI-buffersatsen.

c) Begrundelsen for, at SIFI-bufferen anses for sandsynligvis at være effektiv til at begrænse risikoen og stå i rimeligt forhold hertil.

d) En vurdering af SIFI-bufferens sandsynlige positive eller negative indvirkning på det indre marked på grundlag af de oplysninger, som medlemsstaten har til rådighed.

e) Begrundelsen for, at ingen af de eksisterende foranstaltninger i dette direktiv eller i forordning (EU) nr. 575/2013, bortset fra artikel 458 og 459 i nævnte forordning, hver for sig eller i en kombination vil være tilstrækkelige til at imødegå den identificerede makroprudentielle eller systemiske risiko under hensyntagen til disse foranstaltningers relative effektivitet.

f) Den SIFI-buffersats, som medlemsstaten ønsker at stille krav om.

Såfremt SIFI-bufferen fastsættes til over 3 pct., afventes Kommissionens udtalelse på underretningen, inden SIFI-bufferen fastsættes til dette niveau.

Hvis Kommissionens udtalelse ikke er i overensstemmelse med den fastsatte buffer, følger erhvervsministeren Kommissionens udtalelse eller redegør for grundene til, at ministeren ikke ønsker at følge udtalelsen.

2.16.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

CRD IV indeholdt i artikel 131 en O-SII-buffer til fastsættelse af bufferkrav til systemisk vigtige finansielle institutter.

O-SII er direktivets betegnelse for nationalt udpegede SIFIer.

Da O-SII-bufferen i CRD IV maksimalt kunne fastsættes til 2 pct. af instituttets samlede risikoeksponeringer, kunne denne ikke rumme bufferniveauet til de mest systemiske danske institutter som fastsat i henhold til reglerne i Bankpakke 6, hvori det blev aftalt at fastsætte et SIFI-bufferkrav på op til 3 pct. for de mest systemiske danske institutter.

CRD V medfører ændringer af direktivets O-SII-buffer, så denne nu kan fastsættes på det niveau, som er fastsat for SIFIer i henhold til Bankpakke 6.

Formålet med lovforslaget er derfor at fastholde den nuværende danske tilgang til fastsættelse af SIFI-bufferkrav ved at indføre en separat SIFI-buffer, som kan fastsættes på niveauet for SIFI-bufferkravene i henhold til i Bankpakke 6.

Det sker konkret ved at implementere en O-SII-buffer.

Der foreslås således ikke at ændre på den eksisterende tilgang, da der alene lægges op til at ændre den hjemmel, som anvendes til fastsættelsen af bufferkravet til danske SIFIer (fra den systemiske buffer til O-SII-bufferen).

CRD V medfører samtidig med ændringerne til O-SII-bufferen også ændringer af den systemiske buffer i artikel 133 og 134, så denne ikke længere kan anvendes til at fastsætte et SIFI-bufferkrav, da den systemiske buffer ikke længere kan anvendes til afdækning af risici, som er omfattet af artikel 131.

2.16.3.

Den foreslåede ordning

Forslaget medfører, at den danske SIFI-buffer fastsættes i en ny hjemmel, som implementerer CRD Vs O-SII-buffer.

Det har ikke materiel betydning for fastsættelsen af SIFI-bufferen.

SIFI-bufferen foreslås fortsat anvendt til at afdække risiciene ved SIFIers systemiskhed.

Forslaget er udformet, så det både er i overensstemmelse med CRD V og Bankpakke 6.

Lovforslaget indebærer, at SIFIer fortsat skal opfylde et krav om opretholdelse af en SIFI-buffer på individuelt, delkonsolideret og konsolideret grundlag.

Det foreslås, at SIFI-bufferkravet skal bestå af en SIFI-buffersats multipliceret med instituttets samlede risikoeksponering.

Den anvendte SIFI-buffersats på hvert SIFI vil afhænge af kategoriseringen af det enkelte instituts systemiskhed.

Det foreslås, at erhvervsministeren fastsætter SIFI-buffersatsen for de enkelte kategorier af systemiskhed.

Det svarer til den nuværende tilgang.

Som følge af CRD V foreslås det, at hvor et institut både er underlagt en G-SIFI-buffer og en SIFI-buffer, finder kun den højeste af disse anvendelse.

For nuværende er der ikke identificeret danske G-SIFIer, hvorfor dette på nuværende tidspunkt ikke vil have betydning i praksis.

Formålet med ændringen er at skabe overensstemmelse mellem lov om finansiel virksomhed og CRD V samt forberede den danske retstilstand på, at der måtte blive identificeret et G-SIFI i Danmark.

Der vil med forslaget ikke være nogen materiel forskel fra den nuværende praksis.

Den eneste forskel består i, at hjemlen til at fastsætte den eksisterende SIFI-buffer ændres, og at notifikationsproceduren i forhold til de relevante EU-myndigheder reduceres.

Notifikationsproceduren reduceres, da notifikationen for den systemiske buffer er mere omfattende end for O-SII-bufferen.

Notifikationen ved fastsættelsen af SIFI-bufferkravet skal således i dag, men ikke fremadrettet, indeholde følgende

1.

En nærmere redegørelse for den systemiske eller makroprudentielle risiko i medlemsstaten.

2.

Baggrunden for, at størrelsen af disse risici udgør en trussel mod det finansielle systems stabilitet på nationalt plan.

3.

En nærmere redegørelse for, hvorfor ingen af de eksisterende foranstaltninger i CRD IV eller i CRR, bortset fra artikel 458 og 459 i CRR, hver for sig eller i en kombination vil være tilstrækkelige til at imødegå den identificerede makroprudentielle eller systemiske risiko under hensyntagen til disse foranstaltningers relative effektivitet.

Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 125 a, stk. 5, for en nærmere gennemgang af notifikationsproceduren.

2.17.

Systemisk buffer

2.17.1.

Gældende ret

Den nuværende systemiske buffer er defineret i § 5, stk. 1, nr. 36, og den nærmere regulering fremgår af § 125 a, stk. 6, og § 125 h i lov om finansiel virksomhed.

Den systemiske buffersats fastsættes af erhvervsministeren og anvendes på nuværende tidspunkt i Danmark kun for SIFIer.

2.17.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

CRD V indebærer, at den systemiske buffer ikke længere kan anvendes til at afdække risici, som er omfattet af artikel 131, som beskrevet i afsnit 2.16, i de almindelige bemærkninger.

Dermed udelukker CRD V, at SIFI-bufferen kan implementeres gennem den systemiske buffer, som det er tilfældet i Danmark i dag.

Der er derfor behov for ændringer i forhold til tilgangen, hvis SIFI-bufferen skal opretholdes.

Desuden sker der en række præciseringer i direktivet, der skal sikre, at den systemiske buffer fastsættes ud fra hensynet om at forebygge og begrænse makroprudentielle eller systemiske risici, dvs. risici der vedrører integriteten af de finansielle markeder og økonomien generelt, og som går ud over risici for individuelle institutter.

Der vil blive udstedt en bekendtgørelse om den systemiske buffer, som nærmere specificerer den tekniske fastsættelse og opgørelse af den systemiske buffer for at forebygge og begrænse makroprudentielle eller systemiske risici.

Bekendtgørelsen vil også nærmere specificere kravene til offentliggørelse af oplysninger om den systemiske buffer.

2.17.3.

Den foreslåede ordning

Med forslaget vil den systemiske buffer blive begrænset til kun at kunne anvendes med det formål at forebygge og afdække langsigtede systemiske eller makroprudentielle risici.

Forslaget om at indføre en selvstændig SIFI-buffer medfører, at risici relateret særligt til SIFIer og G-SIFIer vil blive afdækket særskilt af de dertil indrettede buffere.

Det foreslås, at den systemiske buffer er kumulativ med et instituts SIFI-buffer og G-SIFI-buffer i det omfang, at disse finder anvendelse.

I Danmark betyder det i praksis, at et institut kan være underlagt både en SIFI-buffer og en systemisk buffer.

Erhvervsministeren har beføjelse til at anerkende en eller flere systemiske buffersatser fastsat i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået en aftale med på det finansielle område for så vidt gælder danske virksomheders eksponeringer i det pågældende land.

Hvis den anerkendte buffersats fastsat i et andet land og en systemisk buffersats fastsat i Danmark omfatter den samme risiko eller en risiko, der sidestilles hermed, finder den højeste af disse buffersatser anvendelse i forbindelse med opgørelsen af den systemiske buffer.

Hvis den anerkendte buffersats fastsat i et andet land forebygger og begrænser andre risici end de risici, der er omfattet af en dansk systemisk buffersats, skal erhvervsministeren træffe afgørelse om, hvorvidt den udenlandske anerkendte systemiske buffersats og den danske systemiske buffersats er kumulative.

Ministerens beslutning i forhold til fastsættelse af den systemiske buffersats samt ovenstående afgørelse kan baseres på en henstilling fra Det Systemiske Risikoråd.

Henstillinger fra Det Systemiske Risikoråd kan medføre ændringer til systemiske buffersatser umiddelbart efter, at ministeren modtager dem fra rådet.

Ændringerne vil blive fastsat i en bekendtgørelse, hvor den systemiske buffer vil blive nærmere defineret.

Bekendtgørelsen vil fastlægge nærmere regler for beregningen af den systemiske buffer samt uddybe de undergrupper af eksponeringer, som den systemiske buffer kan finde anvendelse på.

Bekendtgørelsen vil derudover fastlægge nærmere regler for offentliggørelse af oplysninger om den systemiske buffer.

2.18.

Brud på det kombinerede kapitalbufferkrav samt gearingsgradbufferkravet

2.18.1.

Gældende ret

Det kombinerede kapitalbufferkrav, som er reguleret i § 125 a, består af kapitalbevaringsbufferen, jf. § 125 a, stk. 3, den virksomhedsspecifikke kontracykliske kapitalbuffer, jf. § 125 a, stk. 4, en systemisk buffer, jf. § 125 a, stk. 6, og en G-SIFI-buffer, jf. § 125 a, stk. 6, såfremt det pågældende institut er et G-SIFI.

Kapitalbevaringsbufferen er fastsat til 2,5 pct. af de risikovægtede eksponeringer.

Den kontracykliske buffer fastsættes kvartalsvis af erhvervsministeren under hensyntagen til diverse variable, som er relevante for at adressere cykliske risici, for eksempel kreditudviklingen, overdreven udlånsvækst og særlige forhold i den nationale økonomi.

Den kontracykliske buffersats kan bl.a. fastsættes efter henstilling fra Det Systemiske Risikoråd.

Den systemiske buffer fastsættes ligeledes af erhvervsministeren på baggrund af systemiske risici.

G-SIFI-buffersatserne fastsættes af erhvervsministeren for de institutter, der er udpeget som globale SIFIer (G-SIFIer), jf. § 125 g.

Ved brud på det kombinerede kapitalbufferkrav skal instituttet udregne sit maksimale udlodningsbeløb og straks underrette Finanstilsynet om bruddet.

Indtil det maksimale udlodningsbeløb er udregnet, er der en række handlinger, som ikke er tilladte.

Det maksimale udlodningsbeløb udregnes ud fra instituttets overskud multipliceret med en faktor mellem 0 og 1.

Faktorens størrelse afhænger af størrelsen på instituttets overdækning til kravene i artikel 92, stk. 1, litra c, i CRR II.

Gearingsgradbufferkravet for G-SIFIer er fastsat i artikel 92, stk. 1a, i CRR II.

Gearingsgradbufferkravet gælder kun for G-SIFIer og er fastsat som halvdelen af instituttets G-SIFI-buffersats.

Gearingsgradbufferen skal opfyldes med kapital ud over den kapital, som bruges til at opfylde gearingsgradkravet på 3 pct. i artikel 92, stk. 1, litra d, i CRR II, samt et eventuelt tillæg til gearingsgradkravet fastsat for at tage højde for risikoen for overdreven gearing i henhold til § 124 i lov om finansiel virksomhed.

2.18.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Baggrunden for forslaget er at implementere dele af artikel 128 og dele af artikel 141a i CRD V.

CRD V medfører ændringer til udregningen af det maksimale udlodningsbeløb, som indebærer, at det vil være overdækningen til det individuelle solvensbehov, der tages udgangspunkt i ved udregningen.

Det har i dansk ret indtil videre været overdækningen til kapitalgrundlagskravet i artikel 92, stk. 1, litra c, i CRR, som udregningen af det maksimale udlodningsbeløb har taget udgangspunkt i.

Kapitalgrundlagskravet er et kapitalkrav på 8 pct. af de risikovægtede aktiver, som alle danske institutter er underlagt.

Med CRD V indføres bestemmelser, som medfører, at brud på gearingsgradbufferkravet for G-SIFIer, som defineret i artikel 92, stk. 1a, i CRR II, sidestilles med brud på det kombinerede kapitalbufferkrav, så konsekvenserne for brud på gearingsgradbufferkravet svarer til brud på det kombinerede kapitalbufferkrav.

Der er for nuværende ikke identificeret danske institutter, som er G-SIFIer.

Forslaget er en direktivnær implementering af CRD V.

2.18.3.

Den foreslåede ordning

Forslaget definerer, hvornår et institut ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav.

Definitionen af hvornår et institut ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav følger den hidtidige danske praksis på området.

Forslaget definerer også, hvornår et G-SIFI ikke opfylder gearingsgradbufferkravet.

Instituttet som bryder med gearingsgradbufferkravet vil blive omfattet af de retsvirkninger, der for nuværende gælder et institut, der ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav.

Forslaget indebærer desuden, at hjemlen til bekendtgørelsen af nr. 1349 af 12. december 2014 om opgørelse af det kombinerede kapitalbufferkrav, det maksimale udlodningsbeløb og indholdet af en kapitalbevaringsplan for visse finansielle virksomheder, ændres.

Bekendtgørelsen vil blive tilrettet for at indføre den reviderede opgørelse af det maksimale udlodningsbeløb, som fremadrettet vil blive beregnet med udgangspunkt i overdækningen til det individuelle solvensbehov.

Det vil medføre, at der vil være situationer, hvor et institut ikke er underlagt det maksimale udlodningsbeløb ved brud på det kombinerede kapitalbufferkrav under gældende lovgivning, men som med forslaget vil være underlagt det maksimale udlodningsbeløb.

Det kan eksempelvis være en situation, hvor et institut bryder med det kombinerede kapitalbufferkrav, men hvor instituttets overdækning i form af egentlig kernekapital i forhold til kapitalgrundlagskravet er højere end det kombinerede kapitalbufferkrav.

I dette tilfælde vil instituttet ikke være omfattet af et maksimalt udlodningsbeløb under den gældende lovgivning men vil være det fremadrettet.

I bekendtgørelsen om opgørelse af det kombinerede kapitalbufferkrav, det maksimale udlodningsbeløb og indholdet af en kapitalbevaringsplan for visse finansielle virksomheder, vil Finanstilsynet fastlægge de nærmere regler for det gearingsrelaterede maksimale udlodningsbeløb.

Det gearingsrelaterede maksimale udlodningsbeløb finder anvendelse for institutter, som bryder med gearingsgradbufferkravet.

Gearingsgradbufferkravet gælder kun for G-SIFIer.

Der er for nuværende ikke identificeret G-SIFIer i Danmark.

Forslaget kodificerer endvidere den gældende praksis om, at det kombinerede kapitalbufferkrav skal opfyldes med egentlig kernekapital, der ikke er anvendt til opfyldelse af andre risikobaserede kapitalkrav, jf. § 3, stk. 2, jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 1587 af 3. december 2015 om kapital til opfyldelse af det individuelle solvenstillæg for pengeinstitutter og realkreditinstitutter.

Formålet hermed er at sikre udtrykkelig overensstemmelse med CRD V.

Dette indebærer ingen ændring af den gældende materielle retstilstand.

2.19.

Ledelsesregler

2.19.1.

Gældende ret

I lov om finansiel virksomhed er der krav om, at et medlem af bestyrelsen og direktionen i en finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed og en forsikringsholdingvirksomhed skal være egnede og hæderlige (fit and proper) til at varetage hvervet eller stillingen i virksomheden.

Kravet følger af § 64 i lov om finansiel virksomhed.

Tilsvarende krav gælder for en ansat, der er identificeret som nøgleperson i et G-SIFI, et SIFI, et gruppe 1-forsikringsselskab eller et pengeinstitut i medfør af § 64 c, stk. 4, og § 64 d, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed.

Et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en finansiel virksomhed og en nøgleperson i et G-SIFI, et SIFI, et gruppe 1-forsikringsselskab eller et pengeinstitut skal i forbindelse med sin indtræden i hvervet eller stillingen meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold, der har indflydelse på Finanstilsynets egnetheds- og hæderlighedsvurdering af vedkommende samt efterfølgende oplyse, hvis forholdene skulle ændre sig.

Lever et medlem af bestyrelsen eller direktionen ikke længere op til hæderlighedskravene i § 64, stk. 1, nr. 2-6, i lov om finansiel virksomhed, kan Finanstilsynet påbyde bestyrelsesmedlemmet at nedlægge sit hverv eller påbyde den finansielle virksomhed at afsætte et medlem af direktionen.

Tilsvarende gælder for en ansat, der er identificeret som nøgleperson i et G-SIFI, et SIFI, et gruppe 1-forsikringsselskab eller et pengeinstitut.

Finanstilsynet kan ikke efter de gældende regler påbyde et bestyrelsesmedlem at nedlægge sit hverv eller påbyde en finansiel virksomhed at afsætte en direktør eller en nøgleperson, hvis vedkommende ikke længere vurderes at leve op til kravene om egnethed.

De gældende egnetheds- og hæderlighedskrav finder ikke anvendelse for blandede holdingvirksomheder.

De gældende regler giver endvidere ikke Finanstilsynet mulighed for at påbyde en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed at afsætte en direktør eller påbyde et bestyrelsesmedlem i en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed at nedlægge sit hverv, hvis vedkommende ikke længere opfylder kravene til egnethed og hæderlighed.

Bestyrelsen i en finansiel virksomhed skal sikre sig, at denne til enhver tid kollektivt er i besiddelse af tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne forstå virksomhedens aktiviteter og de hermed forbundne risici.

Kravet om bestyrelsens kollektive egnethed følger af § 70, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed.

2.19.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Det foreslås i overensstemmelse med artikel 91, stk. 1, i CRD V, at anvendelsesområdet for egnetheds- og hæderlighedskravene samt oplysningskravet i § 64, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, udvides til at omfatte blandede holdingvirksomheder.

Med CRD V præciseres, at det er den finansielle virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed, forsikringsholdingvirksomheden eller den blandede holdingvirksomhed, der har hovedansvaret for at sikre, at medlemmerne af ledelsesorganet til enhver tid har et tilstrækkeligt godt omdømme og besidder tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at varetage deres opgaver, jf. artikel 91, stk. 1, i CRD V.

Med henblik på at præcisere de finansielle virksomheders ansvar ved vurderingen af et ledelsesmedlems og nøglepersoners egnethed og hæderlighed foreslås, at den finansielle virksomhed skal påse overholdelsen af kravene om egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Det enkelte ledelsesmedlem eller den enkelte nøgleperson fritages ikke for ansvar for overholdelse af egnetheds- og hæderlighedskravene.

Det forslås endvidere, at kravet om at påse overholdelsen af egnetheds- og hæderlighedskravene finder tilsvarende anvendelse for finansielle holdingvirksomheder, blandede holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder.

Det foreslås endvidere i overensstemmelse med artikel 91, stk. 1, i CRD V, at anvendelsesområdet for egnetheds- og hæderlighedskravene samt oplysningskravet i § 64, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed udvides til også at omfatte blandede holdingvirksomheder.

Efter gældende ret har Finanstilsynet ikke hjemmel til at afsætte et ledelsesmedlem eller en nøgleperson, fordi vedkommende ikke opfylder egnethedskravene, jf. § 64, stk. 1, nr. 1.

Artikel 91, stk. 1, i CRD V, skelner ikke mellem forholdene nævnt i § 64, stk. 1, nr. 1, og forholdene nævnt i stk. 1, nr. 2-6, men foreskriver, at Finanstilsynet skal kunne gribe ind over for et ledelsesmedlem ved manglende overholdelse af kravene til egnethed og hæderlighed som helhed.

Det foreslås at tilpasse den danske bestemmelse i overensstemmelse hermed.

Med henblik på at samle de individuelle og kollektive egnetheds og hæderligkrav foreslås det at flytte kravet om bestyrelsens kollektive egnethed i § 70, stk. 4, til en ny § 64 e.

Samtidig foreslås det at fastsætte nærmere minimumskrav til, hvad der anses for nødvendig erfaring i større kreditinstitutter.

2.19.3.

Den foreslåede ordning

Anvendelsesområdet for § 64 foreslås udvidet til at omfatte blandede holdingvirksomheder.

Med lovforslaget præciseres det, at den finansielle virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed, den blandede holdingvirksomhed eller forsikringsholdingvirksomheden har ansvaret for at påse, at medlemmer af virksomhedens bestyrelse og direktion samt nøglepersoner opfylder kravene til egnethed og hæderlighed.

Forpligtelsen gælder både ved medlemmets indtræden i bestyrelsen, direktionen og nøglepersonens tiltræden og i den periode, hvor den pågældende varetager hvervet eller stillingen.

Det foreslås, at Finanstilsynets mulighed for at påbyde en virksomhed at afsætte et direktionsmedlem og Finanstilsynets mulighed for at påbyde et bestyrelsesmedlem at nedlægge sit hverv udvides, så Finanstilsynet fremover også kan påbyde en blandet holdingvirksomhed, en finansiel holdingvirksomhed og en forsikringsholdingvirksomhed at afsætte et direktionsmedlem eller påbyde et bestyrelsesmedlem i disse virksomheder at nedlægge sit hverv, hvis medlemmet ikke opfylder egnetheds- og hæderlighedskravene.

Med lovforslaget udvides Finanstilsynets bemyndigelse til at påbyde et bestyrelsesmedlem at nedlægge sit hverv og påbyde en virksomhed at afsætte en direktør eller en nøgleperson til også at omfatte situationer, hvor vedkommende ikke længere vurderes at opfylde kravet om tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring (egnethed), jf. § 64, stk. 1, nr. 1.

Det foreslås endvidere, at det præciseres, at der i vurderingen af bestyrelsens kollektive egnethed skal lægges vægt på, at bestyrelsen samlet set besidder en bred sammensætning af erfaring.

Det foreslås endvidere, at der fastsættes nærmere minimumskrav til, hvad der må anses som nødvendig erfaring i større kreditinstitutter.

2.20.

Aflønningsregler

2.20.1.

Gældende ret

Lov om finansiel virksomhed indeholder regler om aflønning af bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil (såkaldte ”væsentlige risikotagere”).

De gældende aflønningsregler er en implementering af aflønningsreglerne i CRD IV.

Aflønningsreglerne er endvidere en udmøntning af den politiske aftale om forsvarlig aflønningspolitik i den finansielle sektor af 31. august 2010 mellem den daværende regering (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance og den politiske aftale om regulering af systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI) samt den politiske aftale om aflønning i Bankpakke 6.

De gældende aflønningsregler indeholder krav om, at et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab, et investeringsforvaltningsselskab og en finansiel holdingvirksomhed skal have en lønpolitik, der er i overensstemmelse med og fremmer en sund og effektiv risikostyring jf. § 77 d, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

De gældende aflønningsregler stiller krav om, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I skal sikre, at virksomhedens lønpolitik og de specifikke aflønningskrav i den finansielle regulering efterleves af kreditinstitutter, fondsmæglerselskaber I, finansieringsinstitutter og investeringsselskaber inden for samme koncern.

Sådanne virksomheder er desuden forpligtede til at sikre, at de ansatte inden for koncernen, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på koncernens risikoprofil, udpeges som væsentlige risikotagere.

Dette følger af § 77 g, stk. 1 og 3, i lov om finansiel virksomhed.

Aflønningsreglerne indeholder begrænsninger for virksomhedens tildeling af variabel løn til medlemmer af virksomhedens bestyrelse og direktion samt væsentlige risikotagere.

En af disse begrænsninger består i, at en del af den variable løn på tidspunktet for beregningen skal bestå af en balance af aktielignende instrumenter (instrumentkrav).

Hvis der er tale om en virksomhed, hvis kapitalandele ikke er optaget til handel på et reguleret marked, kan den variable løndel bestå af tilsvarende instrumenter, der afspejler virksomhedens kreditværdighed.

En anden begrænsning for virksomhedens udbetaling af variabel løn indebærer, at udbetalingen af den variable løn skal ske over en periode på mindst 3 år, og for medlemmer af bestyrelsen eller direktionen mindst 4 år (udskydelseskrav).

Instrumentkravet og udskydelseskravet følger af § 77 a, stk. 1, nr. 4 og 5, i lov om finansiel virksomhed.

2.20.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Ændringerne i CRD V implementeres i overensstemmelse med hensynene bag de politiske aftaler på aflønningsområdet.

På baggrund heraf er artikel 94, stk. 3, litra a, i CRD V ikke implementeret, hvorfor mindre virksomheder ikke undtages fra udbetalingsbegrænsningerne i forhold til variabel løn.

Det præciseres med CRD V, at virksomhedens lønpolitik skal være kønsneutral for at sikre, at lønpolitikken baseres på lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi, uanset den ansattes køn, jf. artikel 74, stk. 1, og artikel 92, stk. 2, litra a, i CRD V.

Dette fremgår i dag ikke eksplicit af direktivet eller de danske aflønningsregler på det finansielle område.

Det foreslås at affatte aflønningsreglerne i overensstemmelse med direktivet.

Det følger af artikel 109 i CRD V, at virksomheder omfattet af direktivet skal sikre, at virksomhedens datterselskaber, inklusive de af virksomhedens datterselskaber, der ikke selv er omfattet af direktivet, opfylder de i direktivet fastsatte forpligtelser på aflønningsområdet.

Det foreslås at anvende bemyndigelsen i § 77 h, stk. 4, til at fastsætte nærmere krav om efterlevelsen af aflønningsreglerne på koncernniveau.

Koncernreglerne på aflønningsområdet implementeres således i bekendtgørelse om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, finansielle holdingvirksomheder og investeringsforeninger.

Den nuværende koncernregel i § 77 g, stk. 1, foreslås derfor ophævet.

Ifølge det gældende instrumentkrav i aflønningsreglerne skal mindst 50 pct. af den variable løndel til virksomhedens ledelse og væsentlige risikotagere bestå af aktier, tilsvarende ejerandele afhængigt af virksomhedens juridiske struktur, aktiebaserede instrumenter eller, hvis der er tale om en virksomhed, hvis kapitalandele ikke er optaget til handel på et reguleret marked, af tilsvarende instrumenter, der afspejler virksomhedens kreditværdighed.

Europa-Kommissionen konstaterede i sin rapport vedrørende bestemmelserne om aflønning i kreditinstitutter og investeringsselskaber af 28. juli 2016, at anvendelsen af aktier kan pålægge virksomheder, hvis kapitalandele er optaget til handel på et reguleret marked, betydelige administrative byrder og omkostninger.

Samtidig kan der opnås tilsynsmæssige fordele ved at tillade virksomheder, hvis kapitalandele er optaget til handel på et reguleret marked, at anvende tilsvarende instrumenter, der afspejler virksomhedens kreditværdighed, forudsat at instrumenterne følger virksomhedens værdi tæt.

Det følger således af artikel 94, stk. 1, litra l, nr. i), i CRD V, at muligheden for at benytte sig af tilsvarende instrumenter, der afspejler virksomhedens kreditværdighed ikke længere skal begrænses til virksomheder, hvis kapitalandele ikke er optaget til handel på et reguleret marked.

Det foreslås derfor at udvide muligheden for at anvende denne type instrumenter, således at virksomheder med kapitalandele optaget til handel på et reguleret marked også kan benytte sådanne instrumenter.

Udbetalingen af en væsentlig del af den variable løn til væsentlige risikotagere skal udskydes i mindst 4-5 år.

For medlemmer af bestyrelse og direktion bør udskydelsesperioden som minimum udgøre 5 år, jf. artikel 94, stk. 1, litra m, i CRD V.

Som følge af den politiske aftale om aflønning fra 2010 er den gældende udskydelsesperiode differentieret for så vidt angår væsentlige risikotagere og medlemmer af ledelsen, så udskydelsesperioden for væsentlige risikotagere er 3 år, og udskydelsesperioden for ledelsesmedlemmer er 4 år.

Det foreslås, at der ikke ændres på differentieringen mellem ledelsen og væsentlige risikotagere, således at der opretholdes ét års forskel på udskydelseskravene.

Udskydelsesperioden vil dermed blive 4 år for væsentlige risikotagere og 5 år for medlemmer af bestyrelse og direktion.

2.20.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås, at virksomheder, hvis kapitalandele er optaget til handel på et reguleret marked, får mulighed for at anvende aktiebaserede instrumenter til at opfylde aflønningsreglernes instrumentkrav på tilsvarende måde som virksomheder, hvis kapitalandele ikke er optaget til handel på et reguleret marked.

Det vil medføre, at virksomheder, hvis kapitalandele er optaget til handel på et reguleret marked, fremover kan anvende andre former for instrumenter, der afspejler virksomhedens kreditværdighed, men som svarer til de instrumenter, der i øvrigt er nævnt i § 77 a, stk. 1, nr. 4, 1. pkt.

Med lovforslaget foreslås det endvidere at forlænge udskydelsesperioden for andre væsentlige risikotagere til mindst 4 år, og udskydelsesperioden for medlemmer af bestyrelsen og direktionen til mindst 5 år med påbegyndelse fra beregningstidspunktet.

Det foreslås også at stille eksplicit krav om, at pengeinstitutters, realkreditinstitutters og fondsmæglerselskaber Is lønpolitik skal være kønsneutral med henblik på at sikre lige løn for arbejde af samme art eller arbejde af samme værdi.

Med lovforslaget foreslås det at ophæve § 77 g, stk. 1, og at koncernreglerne i stedet fremover samles i bekendtgørelse om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, finansielle holdingvirksomheder og investeringsforeninger.

2.21.

Krav om effektiv virksomhedsstyring i tilladelsesprocessen

2.21.1.

Gældende ret

Virksomheder, der ønsker at opnå en pengeinstituttilladelse, skal ansøge Finanstilsynet herom.

Efter gældende ret stilles en række krav til, hvilke oplysninger Finanstilsynet har brug for til en vurdering af, om virksomheden skal have tilladelse.

Der stilles bl.a. specifikke kapitalkrav, ledelsesmæssige krav samt egnethed- og hæderlighedskrav til bestyrelse og direktion.

Det fremgår af den gældende § 14 i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet giver tilladelse, når de oplistede betingelser er opfyldt.

Finanstilsynet påser, som en del af kravene i § 14, på baggrund af en konkret vurdering, at ansøgerens forretningsgange og administrative forhold er forsvarlige.

Det betyder, at Finanstilsynet sikrer, at ansøgeren har forsvarlige forretningsgange, herunder at forretningsgange for alle væsentlige områder er tilpasset ansøgerens aktiviteter.

Det kan eksempelvis være områder vedrørende kreditstyring, herunder kreditpolitik m.v., forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering, likviditet, operationel risiko, compliance- og risikostyring, god skik og it-sikkerhed.

Finanstilsynet foretager en konkret vurdering af, om ansøgerens forretningsgange og administrative forhold er forsvarlige i forhold til at kunne drive pengeinstitutvirksomhed.

Finanstilsynet lægger bl.a. vægt på holdbarheden af ansøgerens foreslåede forretningsmodel, samt at der er overensstemmelse mellem ansøgerens politikker, f.eks. kreditpolitik og forretningsmodel.

Derudover er det væsentligt, at ansøgeren er i besiddelse af tilstrækkelige og kompetente ressourcer, der er tilpasset de aktiviteter, ansøgeren ønsker at tilbyde.

2.21.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Det følger af gældende ret, at ansøgers forretningsgange og administrative forhold skal være forsvarlige før Finanstilsynet giver tilladelse til at drive pengeinstitut.

Kravene i § 14 sikrer, at Finanstilsynet har de nødvendige oplysninger til brug for vurderingen af, om betingelserne for tilladelse er opfyldte.

Bestemmelsen har desuden til formål at give Finanstilsynet en indsigt i ansøgerens organisatoriske struktur samt at sidestille krav, der stilles til institutter, der allerede er idriftsat med krav, der stilles ved stiftelsen.

På den måde minimeres forskellene i kravene til virksomhedsstyringen, der stilles til pengeinstituttet på stiftelsestidspunktet, og de krav der stilles til et pengeinstitut, der har fået tilladelse og er i drift.

Implementering af reglerne i artikel 10 i CRD V medvirker til at sikre, at der stilles samme krav til ansøgere om pengeinstituttilladelse i Danmark, såvel som i de øvrige medlemslande i EU.

Erhvervsministeriet ønsker at medvirke til at sikre ensartede vilkår for virksomheder, der ønsker en pengeinstituttilladelse på tværs af EU.

2.21.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås at tilføje en henvisning til § 71 i § 14, stk. 1, nr. 7, i lov om finansiel virksomhed, hvilket sikrer en direktivnær gennemførelse ved implementering af artikel 10, stk. 1, i CRD V.

Med den nye ordlyd vil bestemmelsen medføre, at ansøgere fremover, ud over de gældende krav, skal kunne dokumentere, at de har effektive former for virksomhedsstyring, som er nærmere defineret i § 71, nr. 1-9, før Finanstilsynet giver tilladelse.

Det foreslås at udvide kravene til, hvilke betingelser en ansøger om tilladelse til at drive pengeinstitut skal opfylde, så det fremover vil være muligt for Finanstilsynet ikke at give tilladelse, hvis ansøgerens virksomhedsstyring, i henhold til § 71 i lov om finansiel virksomhed, ikke er forsvarlig.

Det indebærer, at en ansøger fremover bl.a. skal have en klar organisatorisk struktur med en veldefineret, gennemskuelig og konsekvent ansvarsfordeling.

Derudover skal ansøgeren have skriftlige forretningsgange for alle de væsentlige aktivitetsområder, effektive procedurer til at identificere, forvalte, overvåge og rapportere om de risici, som virksomheden er eller kan blive udsat for, samt nødvendige ressourcer, fyldestgørende interne kontrolprocedurer og god administrativ og regnskabsmæssig praksis.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 13.

2.22.

Mellemliggende moderselskab i EU

2.22.1.

Gældende ret

Der findes ikke i de gældende regler et krav om mellemliggende moderselskaber i EU i de tilfælde, hvor moderselskabet er beliggende i et tredjeland.

Et moderselskab vil derfor efter de gældende regler kunne være beliggende i et tredjeland, selv om det via datterselskaber m.v. har en væsentlig tilstedeværelse i EU.

Det indebærer, at afviklingsmyndighederne inden for EU hver især vil have kontakt med myndighederne i tredjelandet, hvor moderselskabet er beliggende, om afviklingsstrategi- og planlægning.

Det vil i en række tilfælde stille barrierer i vejen for afvikling, og dermed vanskeliggøre en effektiv krisehåndtering af selskaberne.

I dag er der således ikke krav om, at der skal være etableret et mellemliggende moderselskab inden for EU.

I dag kan moderselskabet være beliggende uden for EU, dvs. i et tredjeland.

Der kan derfor være situationer, hvor afviklingsplanlægningen vil foregå individuelt i de pågældende lande og ud fra forskellige afviklingsstrategier, selvom afvikling af et datterselskab påvirker de resterende selskaber i koncernen.

Hertil kommer, at koncernafvikling vil skulle ske med moderselskabets myndigheder i tredjelandet, hvilket typisk vil være underlagt et andet afviklingsregime end i EU.

2.22.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Formålet med forslaget er at forbedre afviklingsmulighederne, herunder mulighederne for at gennemføre en koncernafvikling for institutter, der er beliggende i EU.

Det sikres med forslaget, at institutterne kan håndteres på en effektiv måde i tilfælde af afvikling.

Fremover vil afviklingsmyndighederne alene have et selskab at henvende sig til ved gennemførelse af afviklingsforanstaltninger i den del af koncernen, der ligger i EU.

Der opnås derved en klar ansvarsfordeling i forbindelse med håndtering af en eventuel afviklingssituation.

Det vil desuden smidiggøre afviklingsprocessen for institutter af tredjelandskoncerner, idet et fælles mellemliggende moderselskab beliggende i EU vil blive omfattet af de gældende regler om afviklingsplaner, genopretning m.v.

Forslaget indeholder krav om etablering af et mellemliggende moderselskab i EU.

Kravet gælder for institutter, der er en del af en koncern, hvor moderselskabet er hjemmehørende i et tredjeland, og alene såfremt koncernen har væsentlig indflydelse på EU’s finansielle marked.

Der er behov for at indføre krav om ét fælles mellemliggende moderselskab beliggende i EU, således at en fælles indgangsvinkel for afviklingsmyndigheder etableres og afviklingsplanlægning muliggøres.

Der foreslås en minimumsgrænse for bestemmelsens anvendelse, da det er hensigten, at ikke alle institutter, uanset størrelse skal være omfattet, når blot de indgår i en tredjelandskoncern.

Hensynet bag bestemmelsen er at lette en eventuel afvikling af institutter af en vis volumen, som f.eks. kan have selskaber i flere forskellige medlemslande.

Forslagets krav om ét fælles mellemliggende moderselskab inden for EU vil medføre én indgangsvinkel for myndighederne ved afvikling.

Finanstilsynet kan under visse betingelser tillade etablering af to mellemliggende moderselskaber i EU.

Det skyldes, at der kan være tilfælde, hvor afviklingen vil være mindre effektiv med ét fælles mellemliggende moderselskab, eller at kravet om ét mellemliggende moderselskab er uforeneligt med andre regler, som institutterne er underlagt.

Desuden kan undtagelsen finde anvendelse, hvis institutterne er pålagt adskillelse af aktiviteter af tilsynsmyndighederne i tredjelandet.

2.22.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås at tilføje et nyt afsnit til kapitel 12 om mellemliggende moderselskab i EU efter § 175 e i lov om finansiel virksomhed.

§ 175 f indeholder kravene til, hvilke institutter der skal etablere ét fælles mellemliggende moderselskab i EU.

Bestemmelsen indeholder desuden mulighed for under visse omstændigheder at tillade to mellemliggende moderselskaber.

Forslaget oplister endvidere, hvilke virksomhedstyper, der kan etableres som et fælles mellemliggende moderselskab.

Bestemmelsen stiller ikke krav om, at det fælles mellemliggende moderselskab etableres i Danmark, og det vil derfor være tilstrækkeligt, at det mellemliggende moderselskab er beliggende i et andet medlemsland inden for EU.

Der er endvidere ikke krav om etablering af et nyt selskab, når der udpeges et fælles mellemliggende moderselskab.

Det fælles mellemliggende moderselskab skal som udgangspunkt være et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et finansielt holdingselskab, der er godkendt hertil eller et blandet finansielt holdingselskab.

Der kan således være tale om et eksisterende pengeinstitut, finansielt holdingselskab m.v. Definitionen heraf følger den sædvanlige definition i § 5, stk. 1, nr. 10, i lov om finansiel virksomhed.

Et investeringsselskab kan udpeges som mellemliggende moderselskab i tilfælde, hvor ingen af de omfattede institutter har tilladelse som pengeinstitut.

Det kan f.eks. være tilfældet, hvor det alene er institutter, der har tilladelse som investeringsselskaber, som er beliggende inden for EU.

Der foreslås en minimumsgrænse for, hvornår der skal etableres et mellemliggende moderselskab i EU.

Med minimumsgrænsen omfattes alene koncerner med aktiver for en samlet værdi på 40 mia. euro eller mere.

Aktivernes værdi opgøres på baggrund af alle datterselskaber og tredjelandsfilialer med tilladelse inden for EU.

Forslaget indfører således en pligt for pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I til at udpege ét fælles mellemliggende moderselskab, såfremt den samlede koncern i EU er over minimumsgrænsen.

Forslaget indeholder desuden en overgangsbestemmelse, hvorefter institutter, der var omfattet af § 175 f den 27. juni 2019, dvs. havde en samlet værdi af aktiver på 40 mia. euro denne dato i EU, skal have udpeget et mellemliggende moderselskab inden for EU senest den 30. december 2023.

Dette finder tilsvarende anvendelse, hvor Finanstilsynet har tilladt to mellemliggende moderselskaber inden for EU.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 52 og § 5, stk. 10.

2.23.

Finanstilsynets pligt til at udarbejde redegørelse, hvis staten har lidt tab i forbindelse med ophør af en finansiel virksomhed

2.23.1.

Gældende ret

Det følger af gældende ret, at Finanstilsynet skal udarbejde en redegørelse i de tilfælde, hvor Finansiel Stabilitet har medvirket ved overdragelse af virksomheden i henhold til §§ 7 og 8 i lov om finansiel stabilitet, eller staten har lidt tab på en individuel statsgaranti stillet i henhold til lov om finansiel stabilitet, jf. § 352 a, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed.

§§ 7 og 8 i lov om finansiel stabilitet omfattede kun pengeinstitutter, som var omfattet af den generelle statsgaranti, og afvikling i disse situationer var således forbundet med en risiko for tab for staten.

Finanstilsynet er i dag forpligtet til at udarbejde en redegørelse i tilfælde, hvor en finansiel virksomhed er ophørt, og et af tre forhold er indtruffet i forbindelse med eller i en kortere periode forud for virksomhedens ophør: 1) Finansiel Stabilitet har medvirket ved overdragelse af virksomheden i henhold til lov om finansiel stabilitet, eller staten har lidt tab på en individuel statsgaranti stillet i henhold til lov om finansiel stabilitet, 2) staten har lidt tab på kapital indskudt i virksomheden i medfør af lov om kapitalindskud i kreditinstitutter eller på ejerbeviser, som staten har erhvervet som led i konverteringen af sådan kapital, eller 3) staten i øvrigt har ydet garanti eller stillet midler til rådighed for virksomheden, dens kreditorer eller en erhverver af hele eller dele af virksomheden.

2.23.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Det overordnede formål med Finanstilsynets pligt til at udarbejde en redegørelse i de i § 352 a nævnte situationer er at sikre offentlighed omkring Finanstilsynets tilsyn med en virksomhed, hvor staten har lidt tab som følge af virksomhedens ophør og derigennem skabe åbenhed omkring de forhold, der har ført til, at virksomheden har måtte krisehåndteres.

Forpligtelsen til at udarbejde en redegørelse blev indført under finanskrisen, hvor afvikling af en virksomhed gennem Finansiel Stabilitet skete under den generelle statsgaranti og dermed i sidste ende for statens regning og risiko.

Det blev derfor fundet rimeligt, at der var en øget gennemsigtighed af, hvad forholdene havde været op til, at et institut blev afviklet ved Finansiel Stabilitets medvirken.

Det følger af § 352 a, at hvis en afvikling af et nødlidende institut skete ved en udelukkende privat løsning, skulle der ikke udarbejdes en redegørelse.

Erhvervsministeriet lagde da vægt på hensynet til at opretholde fortrolighed, når der blev fundet en privat løsning, og der således ville være et fortsættende institut.

Omvendt skulle der udarbejdes en redegørelse, når krisehåndteringen skete ved Finansiel Stabilitets medvirken eller statens mellemkomst i situationer, der var forbundet med tab eller risiko for tab for staten.

Store dele af lov om finansiel stabilitet er ophævet, herunder de specifikke bestemmelser, som den gældende bestemmelse i § 352 a, stk. 1, nr. 1, henviser til.

Bestemmelsen har derfor mistet sin betydning.

I dag bliver omkostningerne til afvikling af en virksomhed gennem Finansiel Stabilitet som udgangspunkt båret af kreditorerne ved hel eller delvis nedskrivning af kreditorernes krav.

Derfor lider staten ikke nødvendigvis tab, når en afvikling sker gennem Finansiel Stabilitet.

Formålet med offentlighed omkring Finanstilsynets tilsyn med en virksomhed, hvor staten har lidt tab som følge af virksomhedens ophør, er imidlertid fortsat relevant.

Et sådant behov for offentlighed vil også være til stede ved eventuelle nye offentlige foranstaltninger, som gennemføres ved en fremtidig krisesituation.

2.23.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås at ændre § 352 a, stk. 1, nr. 1, hvorved henvisningen til regler, som er ophørt, slettes.

I stedet foreslås bestemmelsen udformet således, at Finanstilsynet bliver forpligtet til at udarbejde en redegørelse, hvis staten har lidt direkte tab som følge af økonomisk bistand ved afvikling af virksomheden.

Bestemmelsen udformes så også fremtidige nye offentlige foranstaltninger vil være omfattet af bestemmelsen, hvis foranstaltningen medfører et tab for staten i umiddelbar forbindelse med håndteringen af en finansiel virksomheds ophør.

Staten lider ikke nødvendigvis et direkte tab ved afvikling gennem Finansiel Stabilitet.

At en virksomhed afvikles gennem Finansiel Stabilitet vil derfor ikke i sig selv være et udløsende forhold for, at Finanstilsynet skal udarbejde en redegørelse.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 101.

2.24.

Partsbegreb ved afgørelser om nødlidende eller forventeligt nødlidende

2.24.1.

Gældende ret

Der er ikke i den gældende lovgivning særlige regler om partsstatus, når Finanstilsynet træffer afgørelse om, at et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I er nødlidende eller forventeligt nødlidende.

Partsstatus fremgår af § 355, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter den finansielle virksomhed, som Finanstilsynet træffer afgørelse over for, er part i forhold til Finanstilsynet.

Når Finanstilsynet træffer afgørelse om, at virksomheden er nødlidende eller forventeligt nødlidende, kan Finansiel Stabilitet overtage kontrollen med den finansielle virksomhed.

Når Finansiel Stabilitet har overtaget kontrollen med virksomheden, bliver det efter gældende ret Finansiel Stabilitet, der er part i Finanstilsynets afgørelse.

Efter gældende ret er medlemmer af bestyrelsen eller direktionen og kapitalejere i en finansiel virksomhed og virksomheder, der har snævre forbindelser til den finansielle virksomhed, tillige part i Finanstilsynets afgørelse om at inddrage den finansielle virksomheds tilladelse i medfør af § 224, stk. 1, eller § 225, stk. 1, jf. § 355, stk. 2, nr. 8 og 9, i lov om finansiel virksomhed.

Den fysiske eller juridiske person er dog kun part i afgørelsen for så vidt angår de dele af sagen, der vedrører den pågældende.

Bestemmelsen giver dermed ikke de pågældende fysiske og juridiske personer adgang til fuld partsaktindsigt i en afgørelse rettet mod den finansielle virksomhed, men kun partsaktindsigt i oplysninger eller dokumenter, som vedrører den pågældende selv.

2.24.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Det findes hensigtsmæssigt at udvide partsbegrebet i lov om finansiel virksomhed i de situationer, hvor Finanstilsynet træffer afgørelse om, at et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I er nødlidende eller forventeligt nødlidende med henblik på at sikre samme partsbegreb, som når Finanstilsynet træffer afgørelse om at inddrage den finansielle virksomheds tilladelse.

Med en sådan udvidelse vil medlemmer af bestyrelsen eller direktionen og kapitalejere i en finansiel virksomhed og virksomheder, der har snævre forbindelser til den finansielle virksomhed, få partsstatus.

Finanstilsynet er underlagt en skærpet tavshedspligt, som begrænser adgangen til aktindsigt i Finanstilsynets afgørelser.

Partsstatus giver en person adgang til partsaktindsigt.

I dag får den siddende bestyrelse og direktion på tidspunktet for afgørelsen om, at et institut er nødlidende, adgang til afgørelsen ved virksomhedens modtagelse af den, men kan kun anmode om aktindsigt på vegne af virksomheden.

Når virksomheden er overdraget til Finansiel Stabilitet, kan de nu udskiftede ledelsesmedlemmer, der modtog afgørelsen på virksomhedens vegne, ikke længere anmode om aktindsigt, da de ikke selv anses for at være part.

Kapitalejere og virksomheder med snævre forbindelser til den finansielle virksomhed har i dag ikke adgang til Finanstilsynets afgørelse om, at den finansielle virksomhed er nødlidende eller forventeligt nødlidende.

I en række tilfælde er det relevant, at personer, som er omfattet af en afgørelse, har adgang til aktindsigt i de dele af afgørelsen, der vedrører den pågældende.

Der er således tilfælde, hvor det er nødvendigt at give visse berørte parter partsstatus, som de ellers ikke ville være berettigede til efter det sædvanlige partsbegreb.

Den fysiske eller juridiske person vil kun have partsstatus i afgørelsen for så vidt angår de dele af sagen, der vedrører den pågældende.

Udvidelsen giver dermed ikke de pågældende fysiske og juridiske personer adgang til fuld partsaktindsigt i en afgørelse rettet mod den finansielle virksomhed, men kun partsaktindsigt i oplysninger eller dokumenter, som vedrører den pågældende selv.

Den nævnte personkreds vil have partsstatus også efter virksomhedens ophør.

2.24.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås at indsætte en bestemmelse i lov om finansiel virksomhed, der udvider partsbegrebet, så de, der på tidspunktet for Finanstilsynets afgørelse om, at et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I er nødlidende eller forventeligt nødlidende, er bestyrelsesmedlemmer, direktionsmedlemmer eller kapitalejere i pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I, bliver part i Finanstilsynets afgørelse for så vidt angår de dele af sagen, der vedrører den pågældende.

Det foreslås, at partsbegrebet tillige omfatter virksomheder, som Finanstilsynet finder har snævre forbindelser til pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I på tidspunktet for Finanstilsynets afgørelse.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 107.

2.25.

Klage over afgørelse om at en virksomhed er nødlidende eller forventeligt nødlidende

2.25.1.

Gældende ret

Afgørelser truffet af Finanstilsynet om, at et pengeinstitut, realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I anses for nødlidende eller forventeligt nødlidende i henhold til § 224 a i lov om finansiel virksomhed, er omfattet af klagefristen på fire uger i § 372, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed til Erhvervsankenævnet.

2.25.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

En afgørelse truffet af Finanstilsynet i henhold til § 224 a i lov om finansiel virksomhed kan føre til, at Finansiel Stabilitet overtager kontrollen med et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I.

Betingelserne for at Finansiel Stabilitet kan overtage kontrollen med et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I er, 1) at Finanstilsynet træffer afgørelse om, at virksomheden er nødlidende eller forventeligt nødlidende, 2) Finanstilsynet vurderer, at der ikke er andre tiltag, der kan forhindre afvikling af virksomheden og 3) Finansiel Stabilitet vurderer, at offentlighedens interesse nødvendiggør iværksættelse af afviklingsforanstaltninger.

Når Finansiel Stabilitet overtager kontrollen med et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I, vil bestyrelsen og direktionen som udgangspunkt blive udskiftet.

Herefter kan kun personer udpeget af Finansiel Stabilitet udøve partsrettigheder på vegne af pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I.

Partsrettighederne i Finanstilsynets afgørelse om nødlidende eller forventeligt nødlidende følger som udgangspunkt instituttet.

Derfor overgår den hidtil gældende fire ugers klagefrist til Finansiel Stabilitet, når instituttet overdrages.

Den normale klagefrist i forhold til en afgørelse truffet af Finanstilsynet på fire uger bliver dermed illusorisk, da Finansiel Stabilitet ikke må forventes at ville klage over en afgørelse, som har ført til deres overtagelse af virksomheden.

For at sikre mulighed for virksomheden til at kunne påklage en afgørelse om, at denne er nødlidende eller forventeligt nødlidende, vil det kræve en særskilt hjemmel.

Virksomhedens mulighed for at klage skal holdes op imod offentlighedens interesse i, at Finansiel Stabilitet hurtigst muligt overtager kontrollen med et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I, hvis Finanstilsynet har vurderet, at virksomheden er nødlidende eller forventeligt nødlidende.

Der vil være risiko for forskydning mellem kreditorerne, hvis virksomheden skal fortsætte i en længere periode, imens klagefristen udløber.

Forskydning mellem kreditorerne er uhensigtsmæssig ved en afvikling af virksomheden.

Det er disse hensyn, der ligger til grund for, at der allerede gælder en 24 timers klagefrist for Finanstilsynets afgørelser om brud på kapitalkrav i henhold til § 246, i lov om finansiel virksomhed.

Begge tilfælde er kritiske faser, der medfører, at hensynet til afvikling af instituttet bør vægtes højt.

Det anses derfor for rimeligt at indføre en 24-timers frist til at påklage Finanstilsynets afgørelse om, at et institut er nødlidende eller forventeligt nødlidende.

Når Finanstilsynet vurderer, at en virksomhed er nødlidende eller forventeligt nødlidende, kan det få alvorlige konsekvenser for den finansielle stabilitet, hvis virksomheden ikke hurtigt tages under kontrol af Finansiel Stabilitet, så en kontrolleret afvikling kan finde sted.

Derfor foreslås en kort tidsfrist for klage over Finanstilsynets afgørelse, så virksomhedens klageret opretholdes, men uden samtidig at skade en afvikling af virksomheden.

Finanstilsynet vil i praksis typisk have en proces med virksomheden forud for en afgørelse i henhold til § 224 a i lov om finansiel virksomhed, hvor Finanstilsynet drøfter baggrunden for afgørelsen.

Derudover vil virksomheden altid blive hørt om afgørelsen, og vil derfor have forberedelsestid i forhold til at have en eventuel klage klar på afgørelsestidspunktet.

2.25.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås at indsætte en særlig frist for at påklage en afgørelse truffet af Finanstilsynet i henhold til § 224 a i lov om finansiel virksomhed.

Desuden gives der særlig adgang for bestyrelsen og direktionen til at føre klagen, hvis Finansiel Stabilitet overtager kontrollen med virksomheden inden udløbet af 24 timer.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 110.

2.26.

Ændringer som følge af disclosureforordningen

2.26.1.

Gældende ret

I dag fremgår det af § 99 a i årsregnskabsloven, at store virksomheder skal supplere ledelsesberetningen i deres årsregnskab med en ikkefinansiel redegørelse for samfundsansvar, herunder oplysninger om miljøforhold og virksomhedens arbejde med at reducere klimapåvirkningen ved virksomhedens aktivitet, sociale forhold, personaleforhold m.v. Årsregnskabsloven gælder dog ikke for virksomheder, der er omfattet af regnskabsregler fastsat ved eller i henhold til lovgivningen for finansielle virksomheder, jf. § 1, stk. 3, nr. 1, i årsregnskabsloven.

For virksomheder på det finansielle område gælder dog lignende oplysningskrav om samfundsansvar fastsat efter den finansielle lovgivning.

Sådanne oplysningskrav gælder for børsnoterede finansielle virksomheder, der på koncernniveau har 500 eller flere ansatte.

Ud over de ovennævnte regler findes der i dag ikke regler om oplysningsforpligtelser for virksomheder på det finansielle område, hvad angår hensyn til for eksempel miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold i investerings- og rådgivningsprocesser.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen) blev vedtaget i november 2019.

Forordningen skal finde anvendelse fra den 10. marts 2021 bortset fra reglerne i forordningens artikel 11, stk. 1–3, som vedrører oplysninger i periodiske rapporter om et produkts opfyldelse af miljømæssige eller sociale karakteristika eller samlede bæredygtighedsrelaterede indvirkning.

Reglerne herom skal finde anvendelse fra den 1. januar 2022.

2.26.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Disclosureforordningen gælder umiddelbart i Danmark og skal derfor ikke gennemføres i national lovgivning.

Det er dog nødvendigt, at der med lovforslaget indføres regler i lov om finansiel virksomhed, som sikrer, at der kan føres et effektivt tilsyn med overholdelsen af forordningen.

Formålet med disclosureforordningen er at integrere miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG-faktorer) i investeringsbeslutningstagning og i rådgivningsprocesser.

Dette vil styrke investorernes muligheder for at kunne sammenligne produkters bæredygtighed og virksomheders tilgang til bæredygtighed.

Dermed styrkes gennemsigtigheden på området for bæredygtig finansiering med henblik på at skabe tillid til denne type finansiering, øge investeringen i bæredygtige produkter og fremme den grønne omstilling.

Disclosureforordningen stiller krav til finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere om at integrere miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG-faktorer) i de oplysningsforpligtelser, der gælder ved investerings- og i rådgivningsprocesser.

Desuden indfører forordningen to former for bæredygtige finansielle produkter;

et produkt der fremmer miljømæssige eller sociale karakteristika, jf. artikel 8, og et produkt, der har bæredygtige investeringer eller en reduktion af CO2-emissioner som sit mål, jf. artikel 9.

For disse to typer bæredygtige finansielle produkter gælder der yderligere oplysningsforpligtelser.

For at sikre et effektivt tilsyn med disclosureforordningen udpeges Finanstilsynet som kompetent myndighed til at påse overholdelsen af forordningen.

Finanstilsynet får alle de nødvendige tilsynsbeføjelser til at påse overholdelsen heraf.

Det er bl.a. vigtigt, at Finanstilsynet får mulighed for at reagere over for manglende overholdelse af de oplysningsforpligtelser, som disclosureforordningen introducerer.

Herunder er det vigtigt, at Finanstilsynet vil kunne benytte sig af de reaktionsmuligheder, som allerede udgør et led i Finanstilsynets almindelige tilsynsudøvelse i medfør af lov om finansiel virksomhed.

Finanstilsynet har i dag bl.a. mulighed for at give påbud og påtaler for manglende overholdelse af gældende krav og regler.

2.26.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås, at Finanstilsynet udpeges som kompetent myndighed til at påse overholdelsen af disclosureforordningen.

På den baggrund foreslås den eksisterende tilsynsbestemmelse i § 344, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed tilpasset.

Med lovforslaget vil Finanstilsynet bl.a. kunne give påbud eller påtaler for manglende overholdelse af de krav, som disclosureforordningen stiller til virksomhedernes oplysningsforpligtelser.

Det foreslås endvidere at tilpasse § 355, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, der bestemmer, hvem der kan anses for at være parter i forhold til de afgørelser, som Finanstilsynet har truffet eller vil træffe over for virksomheder i medfør af disclosureforordningen.

Det foreslås også at tilpasse § 372, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter afgørelser truffet i medfør af disclosureforordningen vil kunne indbringes for Erhvervsankenævnet.

Til sidst foreslås det at tilpasse § 372 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, så erhvervsministeren kan fastsætte regler, som er nødvendige for at anvende eller gennemføre de afgørelser eller retsakter, som Kommissionen eventuelt måtte vedtage i medfør af disclosureforordningen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 97, 106, 109 og 111.

2.27.

Nøglepersoner i forsikringsholdingvirksomheder

2.27.1.

Gældende ret

Artikel 41-50 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) – herefter Solvens II-direktivet - regulerer det ledelsessystem, der skal være i de forsikringsselskaber, der er omfattet af direktivets regler.

Ledelsessystemet omfatter bl.a. egnetheds- og hæderlighedskrav til personer, der driver selskabet eller indtager nøglefunktioner.

Forsikringsselskaber skal som minimum have fire nøglefunktioner i henhold til Solvens II-direktivet.

Det er risikostyringsfunktionen (følger af artikel 44, stk. 4), compliancefunktionen (følger af artikel 46, stk. 1), den interne auditfunktion (følger af artikel 47, stk. 1) og aktuarfunktionen (følger af artikel 48, stk. 1).

Personer, som er ansvarlige for nøglefunktioner, er ”nøglepersoner”.

Solvens II-direktivets artikel 246, stk. 1, fastsætter bl.a., at kravene i artikel 41-50 vedrørende ledelsessystemer i forsikringsselskaber finder tilsvarende anvendelse på koncernniveau.

Reglerne skal derfor ligeledes finde anvendelse for forsikringsholdingvirksomheder.

Artikel 246 indebærer herunder konkret, at kravene i artikel 42 om vurdering af egnethed og hæderlighed af selskabets nøglepersoner og underretning af tilsynsmyndigheden om bl.a. nøglepersoner ligeledes skal finde anvendelse for forsikringsholdingvirksomheder.

Ved lov nr. 552 af 7. maj 2019 blev reglerne om nøglepersoner i gruppe 1-forsikringsselskaber samlet i en ny § 64 d i lov om finansiel virksomhed, hvorefter de tidligere bestemmelser, der også før fandt anvendelse for forsikringsholdingvirksomheder, blev ophævet.

Forsikringsholdingvirksomheder blev ikke udtrykkeligt omfattet af § 64 d, og den nye bestemmelse blev ikke ved samme lejlighed indsat i § 1, stk. 2, som fastsætter, hvilke bestemmelser i lov om finansiel virksomhed der finder anvendelse for forsikringsholdingvirksomheder.

Siden den 1. juli 2019 har forsikringsholdingvirksomheder som en utilsigtet konsekvens af lov nr. 552 af 7. maj 2019 ikke været omfattet af reglerne i § 64 d, stk. 1-4.

Den gældende § 64 d, stk. 1-4, i lov om finansiel virksomhed fastsætter krav for gruppe 1-forsikringsselskaber om identifikation af nøglepersoner, underretning af Finanstilsynet om de identificerede nøglepersoner og vurdering af egnethed og hæderlighed af selskabets nøglepersoner.

§ 64 d, stk. 1, fastsætter, at et gruppe 1-forsikringsselskab som led i sin virksomhedsstyring har pligt til at identificere selskabets nøglepersoner.

§ 64 d, stk. 2, fastsætter, at et gruppe 1-forsikringsselskab uden unødigt ophold skal underrette Finanstilsynet om, hvilke ansatte der er identificeret som nøglepersoner, herunder hvilke stillinger de pågældende varetager.

§ 64 d, stk. 3, fastsætter, at nøglepersonerne skal opfylde kravene om egnethed og hæderlighed og skal meddele Finanstilsynet oplysninger herom ved indtræden og ved efterfølgende ændringer.

Endelig fastsætter § 64 d, stk. 4, at et gruppe 1-forsikringsselskab skal underrette Finanstilsynet, hvis en nøgleperson ikke længere varetager sin stilling eller ikke længere opfylder kravene til egnethed og hæderlighed.

§ 64 d implementerer artikel 42 i Solvens II-direktivet.

Selvom forsikringsholdingvirksomheder siden 1. juli 2019 ikke har været omfattet af reglerne i § 64 d i lov om finansiel virksomhed, er forsikringsholdingvirksomheder fortsat omfattet af bekendtgørelse nr. 1723 af 16. december 2015 om ledelse og styring af forsikringsselskaber m.v. med senere ændringer, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 4 (ledelsesbekendtgørelsen).

Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i bl.a. § 71 i lov om finansiel virksomhed.

Forsikringsholdingvirksomheder skal som følge af § 17, stk. 1 og 2, i ledelsesbekendtgørelsen stadig have mindst 4 nøglefunktioner: Risikostyringsfunktion, compliancefunktion, aktuarfunktion og intern auditfunktion, samt udpege en nøgleperson som ansvarlig for hver af disse.

Forsikringsholdingvirksomheder kan opfylde kravet om fire nøglefunktioner ved at anvende splitansættelser i forsikringsdattervirksomheden og forsikringsholdingvirksomheden.

Desuden kan forsikringsholdingvirksomheder i henhold til § 1, stk. 5, i ledelsesbekendtgørelsen søge dispensation fra kravet om at udpege en aktuarfunktion, da forsikringsholdingvirksomheden ikke har forsikringsrisici.

Kravene i § 64 d i lov om finansiel virksomhed til gruppe 1-forsikringsselskaber og disses nøglepersoner suppleres af artiklerne 269-272 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).

2.27.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

For at sikre at forsikringsholdingvirksomheder også identificerer deres nøglepersoner, og skal underrette Finanstilsynet og overholde krav om nøglepersoners egnethed og hæderlighed, bør de krav, der nu fremgår af § 64 d, igen gælde for forsikringsholdingvirksomheder.

Ved lov nr. 552 af 7. maj 2019 blev der indsat en ny underretningspligt for gruppe 1-forsikringsselskab i § 64 d, stk. 2.

Selvom bestemmelsen var ny, ændrede den ikke væsentligt på gruppe 1-forsikringsselskabernes praksis for underretning, da Finanstilsynet allerede modtog underretningerne i forbindelse med indsendelse af skemaer om egnetheds- og hæderlighedsvurdering.

Underretningspligten vil også være ny for forsikringsholdingvirksomhederne, men forventes heller ikke at ændre væsentligt på disse selskabers underretningspraksis i forhold til kravene indtil den 1. juli 2019.

2.27.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås at indsætte et nyt § 64 d, stk. 6, hvorefter kravene om identifikation af nøglepersoner, egnethed og hæderlighed og underretning af Finanstilsynet ved både identifikationen og senere ændringer, jf. § 64 d, stk. 1-4, udvides til også at omfatte forsikringsholdingvirksomheder.

Med den foreslåede ændring vil reglerne blive bragt tilbage til den retstilstand, der var gældende, indtil reglerne blev ændret den 1. juli 2019 som en utilsigtet konsekvens af lov nr. 552 af 7. maj 2019.

Dog foreslås det samtidig at indføre den ændring af underretningspligten for forsikringsholdingvirksomheder, som blev indført for gruppe 1-forsikringsselskaber i den nye § 64 d, stk. 2, med lov nr. 552 af 7. maj 2019.

Forsikringsholdingvirksomheder vil derfor fremadrettet være underlagt krav om identificering af selskabets nøglepersoner, efter § 64 d, stk. 1, og underretning af Finanstilsynet ved identifikationen, efter § 64 d, stk. 2.

Nøglepersonerne vil efter § 64 d, stk. 3, skulle opfylde kravene om egnethed og hæderlighed i den gældende § 64, stk. 1 og 2.

Endelig vil en forsikringsholdingvirksomhed i henhold til § 64 d, stk. 4, skulle underrette Finanstilsynet, hvis en nøgleperson ikke længere varetager sin stilling eller ikke længere opfylder kravene om egnethed og hæderlighed i den gældende § 64, stk. 1.

Finanstilsynet vurderer på baggrund af underretningerne og oplysninger fra nøglepersonerne de enkelte nøglepersoners egnethed og hæderlighed i henhold til § 64, stk. 1 og 2.

Forsikringsholdingvirksomheder er allerede underlagt krav om identificering af selskabets nøglepersoner i henhold til § 17, stk. 2, i ledelsesbekendtgørelsen.

Det bør derfor ikke ændre på virksomhedernes praksis, når § 64 d, stk. 1, udvides til også at gælde for forsikringsholdingvirksomheder.

Derimod vil kravene i § 64 d, stk. 2-4, være nye for forsikringsholdingvirksomheder.

Forslaget vil således indebære, at forsikringsholdingvirksomheder fremadrettet vil skulle foretage indberetninger i henhold til § 64 d, stk. 2 og 4, samt at forsikringsholdingvirksomhedens nøglepersoner i henhold til § 64 d, stk. 3, igen skal leve op til kravene om egnethed og hæderlighed i den gældende § 64, stk. 1 og 2.

Med den foreslåede ændring vil forsikringsholdingvirksomheder skulle overholde § 64 d på samme vis som gruppe 1-forsikringsselskaber.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 4 og 19.

2.28.

Ændring af regler om afgifter for betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter

2.28.1.

Gældende ret

Efter den gældende bestemmelse i § 361, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, betaler virksomheder med tilladelse efter lov om betalinger, en fast årlig afgift til Finanstilsynet, der dækker de omkostninger, som Finanstilsynet har ved at føre tilsyn med virksomhederne.

Virksomheder med tilladelse som betalingsinstitut efter § 9 i lov om betalinger betaler i henhold til § 361, stk. 3, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed årligt 91.400 kr. til Finanstilsynet.

Virksomheder med tilladelse som e-pengeinstitut efter § 8 i lov om betalinger betaler i henhold til § 361, stk. 3, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed årligt 134.000 kr. til Finanstilsynet.

Virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester efter § 51 i lov om betalinger betaler i henhold til § 361, stk. 3, nr. 3, i lov om finansiel virksomhed årligt 9.200 kr. til Finanstilsynet.

Virksomheder med begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge efter § 50 i lov om betalinger betaler i henhold til § 361, stk. 3, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed årligt 13.000 kr. til Finanstilsynet.

Virksomheder med tilladelse til at udbyde kontooplysningstjenester efter § 60 i lov om betalinger betaler i henhold til § 361, stk. 3, nr. 5, i lov om finansiel virksomhed årligt 25.000 kr. til Finanstilsynet.

Grundbeløbene i § 361, stk. 3, er angivet i 2016-niveau og reguleres årligt svarende til udviklingen i Finanstilsynets bevilling efter finansloven i henhold til § 361, stk. 11.

2.28.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Bestemmelsen i § 361, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed medfører, at alle e-pengeinstitutter, som har tilladelse efter § 8 i lov om betalinger, betaler den samme årlige afgift til Finanstilsynet uanset størrelse.

Tilsvarende betaler alle betalingsinstitutter, som har tilladelse efter § 9 i lov om betalinger, den samme årlige afgift til Finanstilsynet uanset størrelse.

Afgiften er højere for e-pengeinstitutter end for betalingsinstitutter, jf. ovenfor.

Afgifterne har til formål at dække de omkostninger, som Finanstilsynet har ved at føre tilsyn med virksomhederne.

Finanstilsynets erfaringer har vist, at der ikke er væsentlig forskel på de ressourcer, Finanstilsynet anvender på at føre tilsyn med henholdsvis e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter af samme størrelse.

Det har imidlertid vist sig, at der er væsentlig forskel på de ressourcer, som Finanstilsynet anvender til at føre tilsyn med henholdsvis store, mellemstore og små e-penge- og betalingsinstitutter.

De gældende regler medfører, at små og mellemstore e-penge- og betalingsinstitutter, herunder nystartede institutter, som i almindelighed kræver få ressourcer i forbindelse med Finanstilsynets løbende tilsyn, betaler den samme afgift som store og etablerede e-penge- og betalingsinstitutter, der kræver flere ressourcer, for at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn.

Det vurderes derfor hensigtsmæssigt at justere reglerne for opkrævning af afgifter for e-penge- og betalingsinstitutter, således at opkrævningen af afgifterne bedre afspejler de reelle omkostninger, som Finanstilsynet har ved at føre tilsyn med de enkelte virksomheder.

Det er Erhvervsministeriets vurdering, at det bedst egnede middel til at opnå dette er at justere modellen for opkrævning af afgifter, så e-penge- og betalingsinstitutter størrelsesmæssigt inddeles i tre kategorier, som hver især opkræves en forskellig afgift.

Virksomheder under Finanstilsynets tilsyn vil med en sådan løsning betale en afgift, der i højere grad svarer til de ressourcer, som Finanstilsynet bruger på at føre tilsyn med virksomhederne.

Det er endvidere Erhvervsministeriets vurdering, at en ændring af afgiftsbestemmelsen også vil bidrage til at styrke innovationen på betalingsområdet, da nystartede virksomheder, der i deres opstart typisk gennemfører meget få transaktioner, vil blive pålagt en mindre afgift, end tilfældet er i dag.

Erhvervsministeriet har endelig overvejet forholdet mellem den afgift, der betales af virksomheder med begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge og den afgift, der betales af virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester.

Da Finanstilsynets erfaring viser, at der ikke er væsentlig forskel på de ressourcer, som Finanstilsynet anvender i forbindelse med at føre løbende tilsyn med de to typer af virksomheder, vurderes det hensigtsmæssigt, at disse virksomhedstyper fremadrettet betaler den samme årlige afgift til Finanstilsynet.

2.28.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås at nyaffatte § 361, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter modellen for opgørelse af den afgift, som e-penge- og betalingsinstitutter betaler til Finanstilsynet, baseres på den beløbsmæssige værdi af det enkelte instituts samlede gennemførte betalingstransaktioner tillagt de gennemsnitlige udestående elektroniske penge, hvis der er tale om et e-pengeinstitut.

Forslaget medfører for betalingsinstitutter, at de betalingsinstitutter, der i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår har gennemført betalingstransaktioner for mindre end 250 mio. kr., skal betale en afgift på 25.000 kr. Betalingsinstitutter, der i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår har gennemført betalingstransaktioner for mellem 250 mio. kr. og 100 mia. kr., skal betale en afgift på 80.000 kr. Endelig skal betalingsinstitutter, der i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår har gennemført betalingstransaktioner for mere end 100 mia. kr. betale en afgift på 500.000 kr.

Forslaget medfører for e-pengeinstitutter, at disse skal betale en afgift på 25.000 kr., når summen af e-pengeinstituttets gennemsnitlige udestående elektroniske penge og e-pengeinstituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår er mindre end 250 mio. kr. E-pengeinstitutter skal betale en afgift på 80.000 kr., når summen af e-pengeinstituttets gennemsnitlige udestående elektroniske penge og e-pengeinstituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår er mellem 250 mio. kr. og 100 mia. kr. Endelig skal e-pengeinstitutter betale en afgift på 500.000 kr., når summen af e-pengeinstituttets gennemsnitlige udestående elektroniske penge og e-pengeinstituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår er større end 100 mia. kr.

Forslaget medfører endelig, at virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester og virksomheder med begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge skal betale en afgift på 11.100 kr.

Grundbeløbene i den foreslåede § 361, stk. 3, er angivet i 2016-niveau og reguleres årligt svarende til udviklingen i Finanstilsynets bevilling på finansloven, jf. § 361, stk. 11.

2.29.

Bemyndigelse til at fastsætte kompetencekrav for ansatte hos investeringsforvaltningsselskaber

2.29.1.

Gældende ret

Det fremgår af § 43, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, at erhvervsministeren fastsætter regler om kompetencekrav for ansatte i pengeinstitutter og realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, filialer af udenlandske pengeinstitutter og investeringsselskaber samt tilknyttede agenter omfattet af § 9 a, der yder rådgivning om finansielle instrumenter.

Ministeren fastsætter endvidere regler om kompetencekrav for ansatte i pengeinstitutter og realkreditinstitutter, som præsenterer, tilbyder, rådgiver om eller administrerer boligkreditaftaler.

Denne bemyndigelse er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 864 af 23. juni 2017 om kompetencekrav til ansatte, der yder investeringsrådgivning og formidler information om visse investeringsprodukter, herefter kompetencekravsbekendtgørelsen.

2.29.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Det vurderes hensigtsmæssigt at udvide bemyndigelsen i § 43, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, så erhvervsministeren ligeledes fastsætter kompetencekrav for ansatte i investeringsforvaltningsselskaber.

Investeringsforvaltningsselskaber administrerer danske UCITS, dvs. investeringsforeninger, SIKAVer (selskaber for investering med kapital der er variabel) og værdipapirfonde.

Et investeringsforvaltningsselskab kan få tilladelse af Finanstilsynet til at udøve investeringsrådgivning.

Investeringsforvaltningsselskaber er i dag ikke omfattet af anvendelsesområdet i kompetencekravsbekendtgørelsen.

Hvis et investeringsforvaltningsselskab med tilladelse til at yde investeringsrådgivning yder investeringsrådgivning til detailinvestorer, bør de ansatte i investeringsforvaltningsselskabet på lige fod med ansatte i pengeinstitutter m.v. også være omfattet af kompetencekravsbekendtgørelsen.

Det ud fra et hensyn til investorbeskyttelsen.

Kompetencekravsbekendtgørelsen fastsætter bl.a. krav til, at virksomheden skal sikre, at dens ansatte, som yder investeringsrådgivning, har den fornødne erfaring, uddannelse og kompetencer til at yde en forsvarlig rådgivning til detailkunder.

Erhvervsministeriet vurderer, at anvendelsesområdet i kompetencekravsbekendtgørelsen bør udvides til også at omfatte investeringsforvaltningsselskaber af hensyn til investorbeskyttelsen.

Med udvidelse af bemyndigelsen i § 43, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, vil investeringsforvaltningsselskaber kunne blive omfattet af kompetencekravsbekendtgørelsens anvendelsesområde.

Det vil øge investorbeskyttelsen for detailinvestorer, da de ansatte i et investeringsforvaltningsselskab, som yder investeringsrådgivning til detailkunder, vil skulle have de fornødne kompetencer til at yde en forsvarlig investeringsrådgivning til detailkunder.

2.29.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås at ændre § 43, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, så investeringsforvaltningsselskaber omfattes af bestemmelsen.

Ændringen vil medføre en bemyndigelse til, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om kompetencekrav til ansatte i investeringsforvaltningsselskaber.

Bemyndigelsen kan anvendes til at omfatte investeringsforvaltningsselskaber af kompetencekravsbekendtgørelsen.

3.

Økonomiske og implementeringskonsekvenser for det offentlige

3.1.

Økonomiske konsekvenser for det offentlige

Med lovforslaget udvides Finanstilsynets gældende tilsynsforpligtelse i forhold til pengeinstitutternes NEP-krav.

Kompleksiteten i beregningerne og frekvensen for fastsættelsen af NEP-krav vil blive højere ligesom Finanstilsynets tilsyn med overholdelsen af NEP-kravet, herunder størrelsen af kapitalgrundlag, størrelsen af nedskrivningsegnede forpligtelser, og størrelsen af andre forpligtelser, der er omfattet af bail-in, samt sammensætningen af kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede passiver, vil være mere omfattende.

Endvidere medfører lovforslaget, at Finanstilsynet fremover skal beregne og fastsætte, at en del af kravet om nedskrivningsegnede passiver skal opfyldes med passiver, der er efterstillet simple krav, dvs. stille krav om subordination af passiver der anvendes til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Dele af lovforslaget, der implementerer BRRD II, vil derfor medføre et øget ressourcebehov for Finanstilsynet.

Der skønnes behov for ekstra årsværk i 2020-2023.

Ressourcebehovet dækkes ved Finanstilsynets opkrævning af afgifter fra den finansielle sektor, og det vil derfor ikke have statsfinansielle konsekvenser.

Med lovforslaget udpeges Finanstilsynet til at føre tilsyn med disclosureforordningen.

Der henvises til lovforslag om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love (Folketingstidende 2020-21, A, L 12 som fremsat) for en redegørelse af de økonomiske konsekvenser forbundet hermed.

Med lovforslaget skal Finanstilsynet fremover foretage egnetheds- og hæderlighedsvurderinger af ledelsen i blandede holdingvirksomheder.

Finanstilsynet skal fremover føre tilsyn med, om pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I har en kønsneutral lønpolitik.

Det forventes, at konsekvenserne er begrænsede, og kan holdes inden for den eksisterende ramme.

Lovforslagets udvidelse af partsbegrebet ved afgørelse om forventeligt nødlidende eller nødlidende virksomheder kan medføre, at Finanstilsynet vil modtage flere aktindsigtsanmodninger, der skal imødekommes.

Der forventes at være tale om et øget ressourceforbrug i Finanstilsynet af et forholdsvis begrænset omfang.

3.2.

Implementeringskonsekvenser for det offentlige

Lovforslaget forventes ikke at have væsentlige negative eller positive implementeringskonsekvenser for det offentlige.

Lovforslaget vurderes at efterleve de syv principper for digitaliseringsklar lovgivning.

4.

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

4.1.

Økonomiske konsekvenser

Med lovforslaget ændres den nuværende afgift, som betalings- og e-pengeinstitutter betaler for, at Finanstilsynet fører tilsyn med virksomhederne.

Efter den foreslåede model afhænger afgiftens størrelse ikke af typen af virksomhed, men af virksomhedens størrelse.

Det betyder, at store e-penge- og betalingsinstitutter fremover skal betale en højere afgift end mellemstore institutter.

Tilsvarende skal mellemstore institutter betale mere end små institutter.

Differentieringen afspejler, at det kræver markant flere ressourcer at føre løbende tilsyn med store institutters overholdelse af lovens krav, end det er tilfældet for små og mellemstore institutter, og tilsvarende for de mellemstore i forhold til de små institutter.

Den foreslåede afgiftsmodel baseres på den samlede beløbsmæssige værdi af det enkelte instituts gennemførte betalingstransaktioner og de samlede udestående elektroniske penge, hvis der er tale om et e-pengeinstitut.

Der ændres ikke på det samlede afgiftsniveau for betalings- og e-pengeinstitutter.

4.2.

Administrative konsekvenser

Det er vurderingen, at de administrative konsekvenser for erhvervslivet af lovforslaget ikke overstiger 4 mio. kr. årligt, hvorfor konsekvenserne ikke er blevet kvantificeret nærmere.

BRRD II er et rammedirektiv.

Det indebærer, at krav og forpligtelser til erhvervslivet skal præciseres i forordninger, der vil blive udarbejdet i løbet af 2020.

De erhvervsøkonomiske konsekvenser som følge af krav og forpligtelser i BRRD II, der præciseres i forordninger, vil ikke blive kvantificeret i forbindelse med dette lovforslag, men i forbindelse med vedtagelse af den relevante forordning.

4.3.

Øvrige efterlevelseskonsekvenser

Det skønnes, at lovforslaget vil medføre øvrige efterlevelseskonsekvenser for erhvervslivet.

Det vurderes, at de øvrige efterlevelseskonsekvenser er under 10 mio. kr. årligt.

Konsekvenserne er derfor ikke kvantificeret nærmere.

Lovforslaget medfører en række krav til virksomhederne, herunder krav om nedskrivningsegnede passiver og gældsbufferkrav.

Virksomhederne er allerede i dag underlagt sådanne krav.

For så vidt angår krav om subordination indføres der med lovforslaget såvel nedre som øvre grænser for, hvor stor en andel af kravet til nedskrivningsegnede passiver, som Finanstilsynet kan fastsætte for SIFI-institutter, skal være opfyldt med subordinerede nedskrivningsegnede passiver.

Det vil indebære en lempelse for institutterne.

Blandede holdingvirksomheders ledelse bliver fremover omfattet af egnetheds- og hæderlighedskravene, hvilket kan give øgede efterlevelseskonsekvenser.

4.4.

Agil erhvervsrettet regulering

Erhvervsministeriet vurderer, at principperne for agil erhvervsrettet regulering ikke er relevante for lovforslaget.

5.

Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget vurderes ikke at få administrative konsekvenser for borgerne.

6.

Klima- og miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget vurderes ikke at have klima- og miljømæssige konsekvenser.

7.

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget er som udgangspunkt udtryk for direktivnær implementering.

Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentet og Rådets direktiv (EU) 2019/879 af 20. maj 2019 om ændring af direktiv 2014/59/EU for så vidt angår kreditinstitutters og investeringsselskabers tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet og af direktiv 98/26/EF (BRRD II).

På enkelte områder går lovforslaget videre end direktivets krav for at sikre den finansielle stabilitet.

BRRD II indfører krav om, at virksomhederne skal opfylde en del af kravet om nedskrivningsegnede passiver (NEP-krav) med subordinerede passiver.

Subordinerede passiver er efterstillede passiver, dvs. kapitalgrundlag og efterstillede forpligtelser.

Formålet med at efterstille kravene er, at de nedskrives (tager tab) før de simple krav ved en afvikling af et nødlidende institut og mindsker derfor alt andet lige, at f.eks. indskydere med indskud over indskydergarantigrænsen på 750.000 kr. oplever tab.

Formålet med kravet om subordination er bl.a. at skabe en højere grad af gennemsigtighed for kreditorerne og understøtte en troværdig og gennemførlig afvikling af en nødlidende bank m.v. Hvis der skulle opstå en afviklingssituation, hvor der er behov for at nedskrive eller konvertere passiver til egenkapital, er det afgørende, at der ikke opstår tvivl om, hvorvidt det er juridisk muligt, at de subordinerede passiver kan anvendes hertil.

Ifølge BRRD II er der imidlertid visse grænser for omfanget af subordination, så hele NEP-kravet ikke nødvendigvis vil skulle opfyldes af sådanne passiver.

Afviklingsmyndighederne kan i udgangspunktet fastsætte krav om maksimal subordination for op til 30 pct. af de større virksomheder, herunder SIFI-institutter (systemisk vigtige finansielle institutter).

Indførelsen af et højere subordinationskrav kræver dog, at der laves en konkret og individuel vurdering af det enkelte institut og forudsætter, at betingelserne herfor er opfyldt.

I vurderingen af behovet for et højere subordinationskrav vil det bl.a. kunne indgå, at der kunne være reelle udfordringer i forhold til no-creditor-worse-off-princippet.

Finanstilsynet fastsætter i dag krav om, at hele kravet om nedskrivningsegnede passiver (NEP-kravet) skal opfyldes med passiver, der bærer tab før simple krav.

Dvs. at alle danske institutter allerede skal opfylde et krav om fuld subordination.

Det foreslås derfor at give Finanstilsynet beføjelse til at justere kravet om subordination op til maksimumsgrænsen for alle omfattede danske virksomheder.

Indførelsen af et højere subordinationskrav kræver dog også i dette tilfælde, at en række betingelser, ud fra en konkret individuel vurdering af det enkelte institut, er opfyldt.

Justeringen af subordinationskravet forudsætter således, at betingelserne herfor er opfyldt.

I vurderingen af behovet for et højere subordinationskrav vil det bl.a. kunne indgå, at der kunne være reelle udfordringer i forhold til no-creditor-worse-off-princippet .

Det vil understøtte en troværdig og gennemførlig afvikling af et nødlidende institut, og det reducerer risikoen for, at staten vil skulle træde til i en afviklingssituation, ligesom det reducerer risikoen for evt.

efterfølgende erstatningskrav fra kreditorer m.v. Desuden betyder den lavere risiko for tab for indskydere og andre simple kreditorer, at der er lavere risiko for, at indskydere trækker deres indskud ud af pengeinstitutter, der af indskyderne vurderes at være i risiko for at få solvens- eller likviditetsmæssige problemer.

Derudover går lovforslaget videre end kravet i artikel 71 a for at sikre overensstemmelse med de gældende regler i dansk ret.

Artikel 71 a i BRRD II indfører en pligt for et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, en finansiel holdingvirksomhed, en blandet holdingvirksomhed og et finansieringsinstitut til at indsætte en klausul i de finansielle kontrakter, som virksomheden indgår, og som er reguleret af lovgivningen i et tredjeland, der anerkender Finansiel Stabilitets beføjelser til suspension under afvikling.

Medlemsstaterne har mulighed for at udvide denne pligt til at gælde for alle kontrakter og ikke kun finansielle kontrakter.

Virksomhederne er allerede i dag forpligtet til at indsætte en klausul i de kontrakter, som virksomheden indgår, og som er reguleret af lovgivningen i et tredjeland, der anerkender Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser.

Det følger af § 274 i lov om finansiel virksomhed.

For at sikre overensstemmelse mellem de gældende regler i § 274 i lov om finansiel virksomhed og den nye bestemmelse i artikel 71 a i BRRD II, vurderer Erhvervsministeriet, at artikel 71 a skal implementeres på en måde, så pligten gælder alle kontrakter og ikke kun finansielle kontrakter.

Dette vil også sikre overensstemmelse med Finansiel Stabilitets beføjelser til suspension under afvikling, der gælder for alle kontrakter og ikke kun er begrænset til finansielle kontrakter.

Med forslaget til § 276 i lov om finansiel virksomhed skal de omfattede virksomheder dermed sikre, at de kontrakter, som virksomheden indgår, og som er reguleret af lovgivningen i et tredjeland, indeholder en bestemmelse, der anerkender Finansiel Stabilitets beføjelser til suspension under afvikling.

Det foreslås, at bestemmelsen finder anvendelse på alle kontrakter.

Med lovforslagets foreslås det, at databeskyttelsesforordningens bestemmelser om oplysningspligt og indsigtsret ikke finder anvendelse på Finansiel Stabilitets aktiviteter.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 42, og bemærkningerne hertil.

Med lovforslaget implementeres Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/878 af 20. maj 2019 om ændring af direktiv 2013/36/EU, for så vidt angår fritagne enheder, finansielle holdingselskaber, blandede finansielle holdingselskaber, aflønning, tilsynsforanstaltninger og beføjelser og kapitalbevaringsforanstaltninger (CRD V).

Gennemførelsen er som udgangspunkt en direktivnær implementering, der ikke går videre end direktivet foreskriver.

I forbindelse med implementeringen af aflønningsreglerne fastholdes den politiske aftale fra 31. august 2010 om forsvarlig aflønningspolitik i den finansielle sektor.

Derfor fravælges muligheden for at begrænse anvendelsen af instrument- og udskydelseskravet for små kreditinstitutter og undtage personer med beskeden variabel løn fra reglerne.

Med lovforslagets genindføres også krav til forsikringsholdingvirksomheder vedrørende nøglepersoner, som følger af Solvens II-direktivets artikel 246, stk. 1, 1. afsnit, jf. især artikel 44, stk. 4, artikel 46, stk. 1, artikel 47, stk. 1, og artikel 48, stk. 1.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4 og 19, og bemærkningerne hertil.

Med lovforslaget gennemføres de fornødne ændringer i lov om finansiel virksomhed som følge af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen).

De foreslåede ændringer indebærer bl.a., at Finanstilsynet udpeges som kompetent myndighed i forhold til at påse overholdelsen af disclosureforordningen i Danmark.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 97, 106, 109 og 111, og bemærkningerne hertil.

8.

Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Udkast til lovforslaget har i perioden fra den 30. juni 2020 til den 17. august 2020 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.

Aalborg Universitet, Aarhus BSS, Advokatsamfundet, Akademisk Arkitektforening, Akademikerne Andelskassen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), Copenhagen Business School (CBS), CEPOS, Computershare, Dansk Fintech Alliance (DAFINA), Danish Venture Capital and Private Equity Association (DVCA), Danmarks Nationalbank, Danmarks Skibskredit A/S, Dansk Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM), Dansk Industri, Dansk Iværksætter forening, Dansk Investor Relations Forening – DIRF, Dansk Kredit Råd, Dansk Management Råd, Dansk Metal, Dansk Standard, Danske Advokater, Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening, Danske Maritime, Danske Rederier, Danske Regioner, Den Danske Aktuarforening, Den Danske Dommerforening, Den Danske Finansanalytikerforening, Den danske Fondsmæglerforening, Det nationale netværk af virksomhedsledere,Det økonomiske råds sekretariat (DØRS), Drivkraft Danmark, Ejendomsforeningen, Experian, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Foreningen af Danske Forsikringsmæglere og Forsikrings Agenturer (FDFA), Foreningen for Distance- og Internethandel (FDIH), Finans Danmark, Finans og Leasing, Finansforbundet, Finanshuset i Fredensborg A/S, Finansiel Stabilitet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, First North, Forbrugerrådet Tænk, Forbrugsforeningen, Foreningen af Forretningsførere for Udenlandske Forsikringsselskaber, Foreningen af Interne Revisorer v/ Kim Stormly Hansen, Foreningen Danske Revisorer, Foreningen for platformsøkonomi, FOREX, Forsikring & Pension, Forsikringsforbundet, Forsikringsmæglerforeningen, v/ Direktør Flemming Kosakewitsch, FSR – danske revisorer, Garantiformuen, Garban-Intercapital Scandinavia, HK, Horesta Arbejdsgiverorganisation, Håndværksrådet, Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation (ISOBRO), Intertrust (Denmark), ISACA Denmark Chapter, IT-branchen, KommuneKredit, Kommunernes Landsforening, Komiteen for god selskabsledelse, Kromann Reumert, Kuratorforeningen, Københavns Universitet, Landbrug & Fødevarer, Landsdækkende banker, Landsforeningen af forsvarsadvokater, Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, Ledernes Hovedorganisation, Liberale Erhvervs Råd, Lokale Pengeinstitutter (LOPI), Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), Mybanker, NASDAQ Copenhagen A/S, Nets A/S, Nokas Kontantservice P/S, Nordic Blockchain Association, Oxfam IBIS, Parcelhusejernes Landsforening, Postnord Juridiske afdeling, Revisornævnet, Roskilde Universitetscenter, Skibs- og Bådebyggeriets Arbejdsgiverforening, Syddansk Universitet, Telekommunikationsindustrien i Danmark, Udbetaling Danmark, VP Securities A/S, Western Union, Thomson Reuters Nordic, Transparency International Danmark, Ørsted, Færøernes Hjemmestyre via Rigsombudsmanden på Færøerne, Grønlands Selvstyre via Rigsombudsmanden i Grønland, Beskæftigelsesministeriet, Børne- og Socialministeriet, Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, Erhvervsministeriet, Finansministeriet, Forsvarsministeriet, Justitsministeriet, Kirkeministeriet, Kulturministeriet, Miljø- og Fødevareministeriet, Skatteministeriet, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), Statsministeriet, Sundheds- og Ældreministeriet, Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, Uddannelses- og Forskningsministeriet, Udenrigsministeriet, Udlændinge- og Integrationsministeriet, Undervisningsministeriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet, Digitaliseringsstyrelsen, Domstolsstyrelsen, Erhvervsstyrelsen, Forbrugerombudsmanden, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Moderniseringsstyrelsen, Patent- og Varemærkestyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen, Søfartsstyrelsen, Datatilsynet, Nævnenes Hus og Den Europæiske Centralbank.

9.

Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)

Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner

Ingen.

Forslaget medfører behov for flere ressourcer til udførelse af nye opgaver i forbindelse med implementering af de europæiske regler i dansk ret og indebærer dermed øgede udgifter for Finanstilsynet.

Det vurderes ikke muligt at finansiere det øgede ressourcebehov inden for Finanstilsynets eksisterende rammer.

De øgede udgifter foreslås dækket via den eksisterende hjemmel i kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed, hvorefter Finanstilsynet kan opkræve afgifter.

Alle Finanstilsynets udgifter er fuldt ud dækkede af betalinger fra sektoren.

Det øgede ressourcebehov udspringer bl.a. af, at Finanstilsynets løbende tilsyn med virksomhederne bliver mere omfattende på grund af bl.a. nye krav om tilsyn med kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Lovforslaget vil ikke medføre øgede økonomiske konsekvenser for regioner og kommuner.

Implementeringskonsekvenser for stat, kommuner og regioner

Ingen.

Ingen.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

For så vidt angår krav om subordination indføres der med lovforslaget såvel nedre som øvre grænser for, hvor stor en andel af kravet til nedskrivningsegnede passiver, som Finanstilsynet kan fastsætte for SIFI-pengeinstitutter, der skal være opfyldt med subordinerede nedskrivningsegnede passiver.

Det vil indebære en lempelse for institutterne.

Lovforslaget vurderes at have økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet.

De erhvervsmæssige og økonomiske konsekvenser hidrører primært fra BRRD II.

Det skønnes, at lovforslaget ikke vil medføre erhvervsøkonomiske konsekvenser for erhvervslivet, som ligger over bagatelgrænsen på 10 mio. kr.

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen.

Det er vurderingen, at de administrative konsekvenser af lovforslaget ikke overstiger 4 mio. kr. årligt, hvorfor konsekvenserne ikke er blevet kvantificeret nærmere.

Administrative konsekvenser for

borgerne

Ingen.

Ingen.

Klima- og miljømæssige konsekvenser

Ingen.

Ingen.

Forholdet til EU-retten

Forslaget indeholder en række nødvendige ændringer af den finansielle regulering, bl.a. med henblik på efterlevelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2019/878/EU (CRD V) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/879/EU af 20. maj 2019 (BRRD II).

Med lovforslaget foreslås nødvendige ændringer i den finansielle lovgivning med henblik på efterlevelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen).

Lovforslaget er som udgangspunkt udtryk for direktivnær gennemførsel.

På enkelte områder er det dog vurderingen, at loven bør gå videre end direktivets krav for at sikre den finansielle stabiltiet og sammenhængen med øvrig national lovgivning.

Artikel 45 b, stk. 7, i BRRD II indebærer, at afviklingsmyndighederne har mulighed for at justere kravet om subordination op til det maksimale for 30 pct. af de omfattede virksomheder.

I medfør af artikel 45 b, stk. 8, i BRRD II har medlemsstaterne dog mulighed for at øge kravet om subordination for mere end 30 pct. af virksomhederne.

Med lovforslaget får Finanstilsynet derfor beføjelse til at justere kravet om subordination op til maksimumsgrænsen for alle omfattede danske virksomheder, herunder alle danske SIFI-institutter.

Artikel 71 a i BRRD II indfører en pligt for et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, en finansiel holdingvirksomhed, en blandet holdingvirksomhed og et finansieringsinstitut til at indsætte en klausul i de finansielle kontrakter, som virksomheden indgår, og som er reguleret af lovgivningen i et tredjeland, der anerkender Finansiel Stabilitets beføjelser til suspension under afvikling.

Medlemsstaterne har mulighed for at udvide denne pligt til at gælde for alle kontrakter og ikke kun finansielle kontrakter.

Med lovforslaget udvides pligten til at indsætte en sådan klausul til at gælde alle kontrakter og ikke kun finansielle kontrakter.

Dette er bl.a. til for at sikre sammenhængen med Finansiel Stabilitets beføjelser til suspension under afvikling, der gælder alle kontrakter og ikke kun finansielle kontrakter.

Er i strid med de fem principper for implementering af erhvervsrettet EU-regulering

JA

X

NEJ

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (fodnoten til lovens titel i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende fodnote til lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 937 af 6. september 2019 (herefter lov om finansiel virksomhed), indeholder en udtømmende opregning af de direktiver og forordninger, som lov om finansiel virksomhed gennemfører.

Med dette lovforslag gennemføres dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/879 af 20. maj 2019 om ændring af direktiv 2014/59/EU for så vidt angår kreditinstitutters og investeringsselskabers tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet og af direktiv 98/26/EF (BRRD II) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/878/EU af 20. maj 2019 om ændring af direktiv 2013/36/EU, for så vidt angår fritagne enheder, finansielle holdingselskaber, blandede finansielle holdingselskaber, aflønning, tilsynsforanstaltninger og beføjelser og kapitalbevaringsforanstaltninger, EU-tidende 2019, nr. L 150, side 253-293 (CRD V).

Fodnoten til lov om finansiel virksomheds titel skal opdateres som følge heraf.

Det foreslås at ændre ordlyden i fodnoten til lov om finansiel virksomhed fra dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/828/EU af 17. maj 2017, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1 til dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/828/EU af 17. maj 2017, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/879/EU af 20. maj 2019 (BRRD II), EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 296, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/878/EU af 20. maj 2019, EU-tidende 2019, nr. L 150, side 253.

Med den foreslåede ændring vil det fremgå af fodnoten til lov om finansiel virksomhed, at loven gennemfører dele af BRRD II og CRD V.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 1, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, hvilke af lovens regler der finder anvendelse for finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder.

Det foreslås i § 1, stk. 2, 1. pkt., at ændre henvisningen til § 64, stk. 3 til § 64, stk. 4, § 64 e, stk. 1 og § 351, stk. 1, 2 og 6-9, i lov om finansiel virksomhed, således at bestemmelserne også finder anvendelse for finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder.

Med lovforslagets § 1, nr. 16, indføres som ny § 64, stk. 3, et krav om, at den finansielle virksomhed er forpligtet til at påse overholdelsen af § 64, stk. 1.

Som konsekvens heraf bliver det nuværende stk. 3 til stk. 4, hvorfor henvisningen i § 1, stk. 2, 1. pkt. ændres fra § 64, stk. 3, til § 64, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til dette lovforslags § 1, nr. 17 og 19.

Med dette lovforslags § 1, nr. 21, ophæves det gældende § 70, stk. 4, og indsættes som nyt § 64 e, stk. 1, der affattes i dette lovforslags § 1, nr. 20.

Den foreslåede indsættelse af § 64 e, stk. 1 i § 1, stk. 2, 1. pkt., er således en konsekvens af, at kravet flyttes fra § 70, stk. 4, til § 64 e, stk. 1, og fører ikke til materielle ændringer.

Det følger af § 351, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet kan påbyde en finansiel virksomhed at afsætte en direktør eller påbyde et medlem af bestyrelsen i en finansiel virksomhed at nedlægge sit hverv inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis vedkommende efter § 64, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, ikke kan bestride stillingen.

Forslaget indebærer, at Finanstilsynet også vil kunne påbyde en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed at afsætte en direktør eller påbyde et bestyrelsesmedlem i de pågældende virksomheder at nedlægge sit hverv inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, såfremt vedkommende efter § 64, stk. 1, nr. 1-4 og 6, i lov om finansiel virksomhed ikke kan bestride stillingen.

Varigheden af et påbud meddelt efter § 351, stk. 2, på baggrund af § 64, stk. 1, nr. 2, 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed skal fremgå af påbuddet, jf. § 351, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed.

Med forslaget kan et påbud meddelt i henhold til § 351, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, forlanges indbragt for domstolene af den finansielle holdingvirksomhed eller forsikringsholdingvirksomhed og af den person, som påbuddet vedrører.

En sådan anmodning skal indgives til Finanstilsynet, senest 4 uger efter at påbuddet er meddelt den pågældende.

Anmodningen har ikke opsættende virkning for påbuddet, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende direktør eller det pågældende bestyrelsesmedlem under sagens behandling kan opretholde sit hverv eller stilling.

Finanstilsynet indbringer sagen for domstolene senest 4 uger efter modtagelse af anmodning herom.

Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes former.

Dette følger af § 351, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed.

Finanstilsynet kan af egen drift, eller efter ansøgning, tilbagekalde et påbud meddelt efter stk. 2.

Afslår Finanstilsynet en ansøgning om tilbagekaldelse, kan ansøgeren forlange afslaget indbragt for domstolene.

Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet, senest 4 uger efter at afslaget er meddelt den pågældende.

Anmodning om domstolsprøvelse kan dog kun fremsættes, hvis påbuddet ikke er tidsbegrænset, og der er forløbet mindst 5 år fra datoen for udstedelsen af påbuddet, eller mindst 2 år efter at Finanstilsynets afslag på tilbagekaldelse er stadfæstet ved dom jf. § 351, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed.

Har den finansielle holdingvirksomhed eller forsikringsholdingvirksomhed ikke afsat direktøren inden for den fastsatte frist, kan Finanstilsynet inddrage virksomhedens tilladelse til at drive finansiel virksomhed, jf. § 224, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Finanstilsynet kan endvidere inddrage virksomhedens tilladelse, jf. § 224, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed, hvis et bestyrelsesmedlem ikke efterkommer et påbud meddelt i medfør af stk. 2, jf. § 351, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 3 (§ 1, stk. 2, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 1, stk. 2, 2. og 4. pkt., i lov om finansiel virksomhed, hvilke dele af loven der finder anvendelse for finansielle holdingvirksomheder.

Med lovforslaget foreslås det at ændre henvisningerne i § 1, stk. 2, 2. pkt., for at fastslå, hvilke bestemmelser der finder anvendelse for finansielle holdingvirksomheder.

Det foreslås at ændre §§ 176-178, § 266, stk. 2, § 274, stk. 3, til §§ 176-178, 182 b-182 f, § 245 a, stk. 3, §§ 245 b og 260, § 266, stk. 1, §§ 271 og 274-276, og det foreslås at ændre §§ 310, 312, 313 og 313 b til §§ 310, 312, 313, 313 b og 344 d .

Med lovforslaget indføres en række nye bestemmelser.

De foreslåede ændringer til § 1, stk. 2, 2. pkt., vil medføre, at de bestemmelser, som finansielle holdingvirksomheder er underlagt i medfør af lov om finansiel virksomhed, vil fremgå af § 1, stk. 2.

Derudover vil de foreslåede ændringer medføre, at de bestemmelser, der i gældende ret fremgår af § 1, stk. 2, 2. og 4. pkt. samles i 2. pkt.

En finansiel holdingvirksomhed er defineret i § 5, stk. 1, nr. 10, i lov om finansiel virksomhed som en modervirksomhed, der ikke er en finansiel virksomhed, i en koncern, hvor mindst én af dattervirksomhederne i koncernen er en finansiel virksomhed, og hvor mindst 40 pct. af den samlede balancesum for koncernen og modervirksomhedens associerede virksomheder vedrører den finansielle sektor, jf. litra a, og.

som en modervirksomhed, hvis virksomhed udelukkende eller hovedsagelig består i at eje kapitalandele i dattervirksomheder, der er finansielle virksomheder eller finansieringsinstitutter, jf. litra b, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.

Med hensyn til litra a er modervirksomheden ikke en finansiel holdingvirksomhed, hvis de finansielle dattervirksomheder i koncernen udelukkende er forsikringsvirksomheder.

Dattervirksomheder er hovedsagelig finansielle virksomheder eller finansieringsinstitutter, hvis mindst én er en finansiel virksomhed, og mere end 50 pct. af modervirksomhedens konsoliderede aktiver er tilknyttet dattervirksomheder, som er finansielle virksomheder eller finansieringsinstitutter.

Modervirksomheden er ikke en finansiel holdingvirksomhed, hvis de finansielle dattervirksomheder i koncernen udelukkende er forsikringsvirksomheder.

Definitionen af en finansiel holdingvirksomhed omfatter finansielle moderholdingvirksomheder i Danmark og finansielle moderholdingvirksomheder i Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Definitionen i § 5, stk. 1, nr. 10, dækker over de typer af finansielle holdingvirksomheder, der er omfattet af artikel 1, stk. 1, litra c og d, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber (BRRD).

Der er hovedsageligt tale om konsekvensændringer som følge af den foreslåede ændring af § 266, jf. lovforslagets § 1, nr. 80, og den foreslåede ændring og indsættelse af §§ 274-276, jf. lovforslagets § 1, nr. 93.

§ 275 implementerer dele af artikel 55 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/879 af 20. maj 2019 om ændring af direktiv 2014/59/EU for så vidt angår kreditinstitutters og investeringsselskabers tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet og af direktiv 98/26/EF (BRRD II) og fastslår, hvad der sker, hvis en finansiel holdingvirksomhed vurderer, at det ikke er muligt at indføre en kontraktbestemmelse, der anerkender Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser.

§ 276, der implementerer artikel 71 a i BRRD II, medfører en pligt for finansielle holdingvirksomheder til at indføre en kontraktbestemmelse, der anerkender Finansiel Stabilitets beføjelse til suspension under afvikling.

Derudover har de foreslåede ændringer til formål at samle § 1, stk. 2, 2. og 4. pkt., i ét punktum.

Det skyldes, at begge punktummer indeholder henvisninger til de dele af lov om finansiel virksomhed, der finder anvendelse for finansielle holdingvirksomheder.

Det foreslås derfor at ophæve 4. pkt., jf. lovforslaget § 1, nr. 5, og tilføje de henvisninger, der er angivet i 4. pkt., til 2. pkt. Forslaget præciserer gældende ret.

Til nr. 4 (§ 1, stk. 2, 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 1, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed fastsætter, hvilke regler der finder anvendelse for forsikringsholdingvirksomheder.

Således skal forsikringsholdingvirksomheder f.eks. overholde § 64, stk. 3, om egnetheds- og hæderlighedskrav for medlemmer af bestyrelse og direktion, § 70 om at bestyrelsen skal fastlægge virksomhedens aktiviteter og politikker m.v. og § 71 om virksomhedens effektive former for virksomhedsstyring.

Desuden finder §§ 175 b og 175 c anvendelse for forsikringsholdingvirksomheder.

Derimod gælder § 64 d om identifikation og egnetheds- og hæderlighedsvurdering af gruppe 1-forsikringsselskabers nøglepersoner og underretning af Finanstilsynet ikke for forsikringsholdingvirksomhederne.

Reglerne om nøglepersoner i gruppe 1-forsikringsselskaber blev samlet i en ny § 64 d ved lov nr. 552 af 7. maj 2019, og som en konsekvens blev § 64, stk. 5, og § 71, stk. 2, ophævet.

Samtidig blev § 1, stk. 2, om lovens anvendelsesområde ændret.

Imidlertid blev der ikke ved samme lejlighed indsat en henvisning til § 64 d i § 1, stk. 2.

Det var derfor en utilsigtet konsekvens af lov nr. 552 af 7. maj 2019, at reglerne om nøglepersoner i § 64 d i lov om finansiel virksomhed fra den 1. juli 2019 ikke længere var gældende for forsikringsholdingvirksomheder.

Selvom den udtrykkelige forpligtelse for forsikringsholdingvirksomheder til at identificere nøglepersoner udgik af lov om finansiel virksomhed med lov nr. 552 af 7. maj 2019, har forsikringsholdingvirksomheder fortsat været forpligtet efter § 71 til at have effektive former for virksomhedsstyring.

§ 71 er nærmere uddybet i bekendtgørelse nr. 1723 af 16. december 2015 om ledelse og styring af forsikringsselskaber m.v. og omfatter bl.a. udpegning af en nøgleperson for hver af de mindst fire nøglefunktioner, jf. § 17, stk. 1 og 2.

Forsikringsholdingvirksomheder er fortsat omfattet af § 17, stk. 1 og 2, jf. § 1, stk. 4, og har derfor forsat haft pligt til at identificere nøglepersoner, selvom de ikke har været omfattet af § 64, stk. 1, der henviser til § 71 om effektive former for virksomhedsstyring.

Forsikringsholdingvirksomhederne har dog siden 1. juli 2019 ikke haft pligt til at underrette Finanstilsynet, der heller ikke har haft krav på at modtage oplysninger om de pågældende til brug for en vurdering af vedkommendes egnethed og hæderlighed.

For at sikre at forsikringsholdingvirksomheder også identificerer deres nøglepersoner og skal underrette Finanstilsynet og overholde krav om nøglepersoners egnethed og hæderlighed, bør de krav, der nu fremgår af § 64 d, igen gælde for forsikringsholdingvirksomheder.

Det foreslås at ændre § 1, stk. 2, 3. pkt. , så § 64 d udtrykkeligt også finder anvendelse for forsikringsholdingvirksomheder.

Med den foreslåede ændring vil reglerne for forsikringsholdingvirksomheder blive bragt tilbage til den retstilstand, der var gældende, indtil reglerne blev ændret den 1. juli 2019 som en utilsigtet konsekvens af lov nr. 552 af 7. maj 2019.

Dog foreslås det, at forsikringsholdingvirksomheder samtidig bliver underlagt den ændring af underretningspligten for gruppe 1-forsikringsselskaber, som ved lov nr. 552 af 7. maj 2019 blev indført med § 64 d, stk. 2.

Med den foreslåede ændring vil forsikringsholdingvirksomheder skulle overholde § 64 d ligesom gruppe 1-forsikringsselskaber.

De vil således som led i deres risikostyring efter § 71, stk. 1, skulle identificere deres nøglepersoner udtrykkeligt i medfør af § 64 d, stk. 1, og ikke blot i medfør af § 17, stk. 2, i bekendtgørelse om ledelse og styring af forsikringsselskaber m.v., der er udstedt med hjemmel i § 71.

Herudover vil forsikringsholdingvirksomheder uden unødigt ophold skulle underrette Finanstilsynet om, hvilke ansatte der er identificeret som nøglepersoner, herunder hvilke stillinger de pågældende varetager, jf. § 64 d, stk. 2.

Nøglepersonerne vil efter § 64 d, stk. 3, skulle opfylde kravene i § 64, stk. 1 og 2, om egnethed og hæderlighed og meddele Finanstilsynet oplysninger herom ved deres indtræden i virksomheden og ved efterfølgende ændringer.

Endelig vil forsikringsholdingvirksomheder skulle underrette Finanstilsynet, hvis en nøgleperson ikke længere varetager sin stilling eller ikke længere opfylder kravene til egnethed og hæderlighed, jf. § 64 d, stk. 4.

Reglerne om nøglepersoner i bekendtgørelse om ledelse og styring af forsikringsselskaber m.v. ændres ikke.

Nøglepersoner i forsikringsholdingvirksomheder er således fortsat omfattet af bekendtgørelsen, jf. § 1, stk. 4, hvorefter forsikringsholdingvirksomheder skal overholde de samme krav i bekendtgørelsen som gruppe 1-forsikringsselskaber med de tilpasninger, som koncern- eller gruppeforholdet nødvendiggør.

Det følger af artikel 246, stk. 1, 1. afsnit, i Solvens II-direktivet, at kravene i afsnit I, kapitel IV, afdeling 2, finder tilsvarende anvendelse på koncernniveau.

Afsnit I, kapitel IV, afdeling 2, omfatter bl.a. artikel 42-43 om egnethed og hæderlighed og artikler om nøglefunktioner og nøglepersoner, herunder især artikel 44, stk. 4, med krav om en risikostyringsfunktion, artikel 46, stk. 1, med krav om en compliancefunktion, artikel 47, stk. 1, med krav om en intern auditfunktion og artikel 48, stk. 1, med krav om en aktuarfunktion.

Disse artikler blev implementeret med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed.

Med vedtagelsen af dette lovforslag vil denne del af artikel 246, stk. 1, 1. afsnit, igen være implementeret i lov om finansiel virksomhed, idet forsikringsholdingvirksomheder ikke blot skal identificere deres nøglepersoner, men også skal underrette Finanstilsynet, ligesom nøglepersonerne skal vurderes egnede og hæderlige.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne om ikrafttrædelse til lovforslagets § 1, nr. 19, jf. lovforslagets § 5, stk.4.

Til nr. 5 (§ 1, stk. 2, 4. og 5. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 1, stk. 2, 2. og 4. pkt., i lov om finansiel virksomhed, hvilke dele af loven der finder anvendelse for finansielle holdingvirksomheder.

Det følger derudover af § 1, stk. 2, 5. pkt., hvilke dele af loven der finder anvendelse for blandede holdingvirksomheder.

Det foreslås at ophæve § 1, stk. 2, 4. pkt.

Der er tale om en konsekvensændring.

Det skyldes, at de henvisninger, der i gældende ret fremgår af § 1, stk. 2, 4. pkt., med lovforslaget vil blive tilføjet i § 1, stk. 2, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

Det foreslås at opdatere henvisningerne i § 1, stk. 2, 5. pkt., der bliver 4. pkt., for at fastslå, hvilke bestemmelser der finder anvendelse for blandede holdingvirksomheder.

Det foreslås at ændre § 264, stk. 3, nr. 11, til § 260, § 264, stk. 5, nr. 13, § 266, stk. 1, §§ 274-276.

Den foreslåede ændring vil medføre, at de bestemmelser, som blandede holdingvirksomheder er underlagt i medfør af lov om finansiel virksomhed, vil fremgå af § 1, stk. 2, 4. pkt.

En blandet holdingvirksomhed er defineret i § 5, stk. 1, nr. 51, som en modervirksomhed, der ikke er en finansiel holdingvirksomhed eller et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I, i en koncern, hvor mindst én dattervirksomhed i koncernen er et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I.

Definitionen af en blandet holdingvirksomhed omfatter blandede finansielle holdingvirksomheder, blandede finansielle moderholdingvirksomheder i Danmark og blandede finansielle moderholdingvirksomheder i Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Definitionen i § 5, stk. 1, nr. 51, dækker over de typer af blandede holdingvirksomheder, der er omfattet af artikel 1, stk. 1, litra c og d, i BRRD.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af den foreslåede ændring af § 264, jf. lovforslagets § 1, nr. 70, den foreslåede ændring af § 266, jf. lovforslagets § 1, nr. 80, og indsættelsen af en ny bestemmelse i §§ 275 og 276, jf. lovforslagets § 1, nr. 93.

Derudover præciserer forslaget, at blandede holdingvirksomheder er omfattet af §§ 260, 271 og 274, hvilket også er tilfældet efter gældende ret.

Med lovforslaget ændres § 266, så Finanstilsynet fremover kan vælge at fastsætte en minimumskrav til nedskrivningsegnede passiver for blandede holdingvirksomheder.

§ 275 implementerer dele af artikel 55 i BRRD II og fastslår, hvad der sker, hvis en blandet holdingvirksomhed vurderer, at det ikke er muligt at indføre en kontraktbestemmelse, der anerkender Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser.

§ 276, der implementerer artikel 71 a i BRRD II, medfører en pligt for finansielle holdingvirksomheder til at indføre en kontraktbestemmelse, der anerkender Finansiel Stabilitets beføjelse til suspension under afvikling.

Det fremgår af § 1, stk. 2, 5. pkt., i lov om finansiel virksomhed, hvilke af lovens regler der finder anvendelse for blandede holdingvirksomheder.

Det foreslås i § 1, stk. 2, 5. pkt., der bliver til 4. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 5, at indsætte en henvisning til § 64, stk. 4, og § 351, stk. 1, nr. 1-2, og stk. 6-9, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslåede vil medføre, at bestemmelserne vedrørende krav om egnethed og hæderlighed samt Finanstilsynets indgrebsmulighed over for et ledelsesmedlem, som ikke længere opfylder kravene om egnethed og hæderlighed, finder anvendelse for blandede holdingvirksomheder på tilsvarende måde som for finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder i henhold til den gældende § 64, stk. 3, der nu bliver stk. 4, og den foreslåede indsættelse i § 1, stk. 2, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 2.

Der henvises til bemærkninger til det foreslåede § 64, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 17.

Den foreslåede indsættelse i § 1, stk. 2, 4. pkt., i lov om finansiel virksomhed indeholder konsekvensændringer som følge af de foreslåede ændringer i § 64, stk. 4.

Til nr. 6 (§ 5, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed)

Efter gældende ret er et finansieringsinstitut defineret som en virksomhed, der ikke er et kreditinstitut eller fondsmæglerselskab I, og hvis hovedvirksomhed består i at erhverve kapitalandele eller i at udøve en eller flere af de i bilag 2, nr. 2-12 og 15, angivne aktiviteter.

Det foreslås i § 5, stk. 1, nr. 6, at definitionen for et finansieringsinstitut ændres så en ren industriel holdingvirksomhed ikke kan være et finansieringsinstitut.

Med den foreslåede ændring defineres et finansieringsinstitut som en virksomhed, der ikke er et kreditinstitut, fondsmæglerselskab I eller en ren industriel holdingvirksomhed, og hvis hovedvirksomhed består i at erhverve kapitalandele eller i at udøve en eller flere af de i bilag 2, nr. 2-12 og 15, i lov om finansiel virksomhed angivne aktiviteter.

Den foreslåede ændring indebærer, at et finansieringsinstitut ikke længere kan være en ren industriel virksomhed, hvis hovedvirksomhed består i at erhverve kapitalejendele.

Denne ændring betyder, at en holdingvirksomhed, som alene eller hovedsageligt erhverver kapitalandele i industrielle virksomheder, ikke er et finansieringsinstitut.

En ren industriel holdingvirksomhed er dermed fremadrettet i lighed med et kreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I ikke omfattet af definitionen for et finansieringsinstitut.

Den foreslåede ændring af § 5, stk. 1, nr. 6, implementerer artikel 4, stk. 1, nr. 26, i CRD V.

Artikel 3, stk. 1, nr. 22, i CRR henviser til denne definition for et finansieringsinstitut i CRR II.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Til nr. 7 (§ 5, stk. 1, nr. 10, litra b, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Efter gældende ret er en finansiel holdingvirksomhed efter § 5, stk. 1, nr. 10 b, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed defineret som en modervirksomhed, hvis virksomhed udelukkende eller hovedsagelig består i at eje kapitalandele i dattervirksomheder, der er finansielle virksomheder eller finansieringsinstitutter.

Det foreslås i § 5, stk. 1, nr. 10, litra b, 1. pkt ., at en modervirksomhed, hvis virksomhed udelukkende eller hovedsagelig består i at eje kapitalandele i dattervirksomheder, der er finansielle virksomheder eller finansieringsinstitutter, hvor dattervirksomheder hovedsagelig er finansielle virksomheder eller finansieringsinstitutter, hvis mindst en er en finansiel virksomhed, og hvor mere end 50 pct. af modervirksomhedens konsoliderede aktiver er tilknyttet dattervirksomheder, som er finansielle virksomheder eller finansieringsinstitutter, er omfattet af definitionen for en finansiel holdingvirksomhed.

Forslaget i § 5, stk. 1, nr. 10, litra b, 1. pkt. indebærer, at en modervirksomhed, hvis virksomhed udelukkende eller hovedsagelig består i at eje kapitalandele i dattervirksomheder, der er finansielle virksomheder eller finansieringsinstitutter, defineret i overensstemmelse med § 5, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed med ændringen til nr. 7, er en finansiel holdingvirksomhed.

Med forslaget tilføjes, at hovedvirksomheden består hovedsagelig i at eje kapitalandele i dattervirksomheder, der er finansielle virksomheder eller finansieringsinstitutter, hvis mindst en af dattervirksomhederne er en finansiel virksomhed, og mere end 50 pct. af modervirksomhedens konsoliderede aktiver er tilknyttet dattervirksomheder, som er finansielle virksomheder eller finansieringsinstitutter.

Ved afgørelsen af, om der er tale om en finansiel holdingvirksomhed efter § 5, stk. 1, nr. 10, litra b, 1. pkt., vil der dermed blive lagt vægt på, hvor stor en andel af holdingvirksomhedens koncernbalance der er tilknyttet dattervirksomheder, som er finansielle virksomheder og finansieringsinstitutter.

Denne beregning foretages som den andel af den samlede koncernbalance for modervirksomheden, som kan henføres til aktiver i dattervirksomheder, som er finansielle virksomheder eller finansieringsinstitutter.

Artikel 3, stk. 1, nr. 19, i CRD IV henviser til denne definition for finansiel holdingvirksomhed i artikel 4, stk. 1, nr. 20, i CRR.

Denne definition er ændret med CRR II.

Den foreslåede ændring i § 5, stk. 1, nr. 10, litra b, 1. pkt., er i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, nr. 20, i CRR II.

Derfor er der tale om en direktivnær implementering.

Artikel 4, stk. 1, nr. 20, i CRR II giver Finanstilsynet mulighed for at vælge en anden indikator end den konsoliderede balance som i forslaget.

Det fremgår i bestemmelsen, at for at være en finansiel holdingvirksomhed forudsætter det, at mindst 50 pct. af holdingvirksomhedens aktiekapital, konsoliderede aktiver, indtjening, medarbejdere eller en anden indikator, som anses for relevant, er tilknyttet dattervirksomheder, som er finansielle virksomheder eller finansieringsinstitutter.

Der lægges med forslaget op til, at den relevante indikator er den konsoliderede balance.

Den konsoliderede balance er en samlet opgørelse over aktiver kontrolleret af holdingvirksomheden.

Dette mål er dermed velegnet i forhold til at vurdere andelen af en holdingvirksomheds samlede aktiviteter, som falder ind under finansielle virksomheder og finansieringsinstitutter.

Derfor er denne indikator relevant og tilstrækkelig i forhold til at fastslå, om en holdingvirksomhed er en finansiel holdingvirksomhed.

Til nr. 8 og 9 (§ 5, stk. 1, nr. 36, 41, 42 og 43, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 5, stk. 1, nr. 36 definerer, hvilke kapitalbufferkrav der er omfattet af det kombinerede kapitalbufferkrav.

Det kombinerede kapitalbufferkrav består af kapitalbevaringsbufferen, jf. § 125 a, stk. 3, den virksomhedsspecifikke, kontracykliske kapitalbuffer, jf. § 125 a, stk. 4, en systemisk buffer, jf. § 125 a, stk. 6, og en G-SIFI-buffer, jf. § 125 a, stk. 5, hvis det pågældende institut er et G-SIFI.

Med den foreslåede § 5, stk. 1, nr. 36, tilpasses definitionen af det kombinerede kapitalbufferkrav, så der tages højde for den foreslåede SIFI-buffer.

Det kombinererede kapitalbufferkrav bliver herefter defineret som den samlede egentlige kernekapital, der er nødvendig for at opfylde kravet om en kapitalbevaringsbuffer, jf. nr. 37, forhøjet med en virksomhedsspecifik, kontracyklisk kapitalbuffer, jf. nr. 38, en SIFI-buffer, jf. nr. 41, en G-SIFI-buffer, jf. nr. 42, og en systemisk buffer, jf. nr. 44.

Den foreslåede ændring af § 5, stk. 1, nr. 36, indebærer, at SIFI-bufferen bliver omfattet af det kombinerede kapitalbufferkrav.

Det betyder, at manglende opfyldelse af SIFI-bufferen for SIFIer vil medføre manglende opfyldelse af det kombinerede kapitalbufferkrav.

Det vil sige, at manglende opfyldelse af SIFI-bufferkravet kan medføre retsvirkninger som manglende opfyldelse af de andre bufferkrav, der indgår i det kombinerede kapitalbufferkrav.

Dermed opnår Finanstilsynet mulighed for at foretage samme tilsynsreaktioner, hvis SIFI-bufferen ikke opfyldes, som ved manglende opfyldelse af de andre kapitalbuffere.

Den foreslåede ændring af § 5, stk. 1, nr. 36, tager ligeledes højde for gennummeringen af G-SIFI-bufferen og den systemiske buffer samt den foreslåede ophævelse af § 125 e, stk. 3, og den foreslåede nyaffattelse af § 125 e, stk. 2.

Den foreslåede ændring af § 5, stk. 1, nr. 36, har til formål at implementere dele af artikel 131 i CRD V, herunder stk. 15, 1. afsnit.

Samtidig tager den foreslåede ændring af § 5, stk. 1, nr. 36, højde for indførelsen af en selvstændig SIFI-buffer i den foreslåede § 125 a, stk. 5, samt den foreslåede § 5, stk. 1, nr. 41, jf. de specielle kommentarer til § 125 a, stk. 5.

Efter den foreslåede § 5, stk. 1, nr. 41 , defineres SIFI-buffer, som det kapitalgrundlag, som et systemisk vigtigt finansielt institut, jf. § 308, skal opretholde i henhold til § 125 a, stk. 5, på individuelt, delkonsolideret og konsolideret grundlag.

Den foreslåede § 5, stk. 1, nr. 41, har til formål at definere SIFI-bufferen nærmere og fastslå, at den finder anvendelse på institutter, der er udpegede som SIFI.

Den foreslåede § 5, stk. 1, nr. 42, har til formål at definere SIFI-buffersatsen, der anvendes til at opgøre SIFI-bufferen for det enkelte SIFI.

SIFI-buffersatsen fastsættes i henhold til den foreslåede § 125 g, stk. 3 og 4.

Efter den foreslåede § 5, stk. 1, nr. 43, defineres gearingsgradbuffer, som det kapitalgrundlag, som et G-SIFI skal opretholde i henhold til artikel 92, stk. 1a, i CRR og CRR II.

Til nr. 10 (§ 5, stk. 1, nr. 55, i lov om finansiel virksomhed)

§ 5, stk. 1, nr. 52, i lov om finansiel virksomhed definerer gældsbuffer som det krav, som et realkreditinstitut til enhver tid skal opfylde i henhold til § 125 i.

Det foreslås i § 5, stk. 1, nr. 52, der bliver nr. 55, at ændre 125 i til 268.

Der er tale om en konsekvensændring, som følge af at bestemmelserne i § 125 i flyttes til § 268, jf. lovforslaget § 1, nr. 80.

Til nr. 11 (§ 5, stk. 1, 75-79, i lov om finansiel virksomhed)

Nedskrivningsegnede forpligtelser er defineret i § 267, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Det følger heraf, at nedskrivningsegnede forpligtelser er forpligtelser og kapitalinstrumenter, der ikke kvalificeres som egentlige kernekapitalinstrumenter, hybride kernekapitalinstrumenter eller supplerende kapitalinstrumenter, som er underlagt bail-in, jf. § 25, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. lovbekendtgørelse nr. 24 af 4. januar 2019 (herefter lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder).

En række andre begreber, der anvendes i kapitel 17-17 a i lov om finansiel virksomhed, er ikke defineret i loven.

Det foreslås at indsætte nr. 75-78 i § 5, stk. 1, for at definere nedskrivningsegnede forpligtelser, efterstillede nedskrivningsegnede instrumenter, afviklingsenhed og afviklingskoncern for at gennemføre dele af artikel 2 i BRRD II.

I nr. 79 indsættes en definition på en kønsneutral lønpolitik for at gennemføre artikel 3, stk. 1, nr. 65 i CRD V.

Det foreslås i nr. 75, at nedskrivningsegnede forpligtelser defineres som forpligtelser, der er omfattet af bail-in, og som er omfattet af § 267 a, stk. 1, eller § 267 e.

Bestemmelsen implementerer dele af artikel 1, nr. 1, litra d, i BRRD II, der indsætter artikel 2, stk. 1, nr. 71 a, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Den foreslåede ændring vil medføre, at definitionen af begrebet nedskrivningsegnede forpligtelser flyttes til § 5 i lov om finansiel virksomhed, og at der foretages en række sproglige ændringer for at sikre en direktivnær implementering af artikel 1, nr. 1, litra d, i BRRD II, der indsætter artikel 2, stk. 1, nr. 71 a, i BRRD.

Det præciseres i definitionsbestemmelsen, hvilke forpligtelser der udgør nedskrivningsegnede forpligtelser.

Forpligtelser, der er omfattet af bail-in, er instrumenter, som kan nedskrives eller konverteres til egenkapital ved brug af bail-in i § 25, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Bail-in er defineret i § 2, nr. 4, som bliver nr. 6, jf. lovforslagets § 2, nr. 4 og 5, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder Finansiel Stabilitet kan bail-in til at nedskrive forpligtelser eller konvertere forpligtelser til egenkapital i medfør af §§ 24-28 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Forpligtelser, der er omfattet af bail-in, skal for at kunne udgøre nedskrivningsegnede forpligtelser være omfattet af § 267 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 80, hvis der er tale om en afviklingsenhed, eller være omfattet af § 267 e, jf. lovforslagets § 1, nr. 80, hvis der er tale om en virksomhed, der ikke er en afviklingsenhed.

Bestemmelserne angiver, hvilke forpligtelser de enkelte virksomheder kan opfylde deres krav om nedskrivningsegnede passiver med.

Det betyder bl.a., at forpligtelsen skal have en restløbetid på mindst ét år og være udstedt og fuldt indbetalt med midler, der hverken direkte eller indirekte er finansiereret af pengeinstituttet eller fondsmæglerselskabet I.

Disse forpligtelser omfatter også supplerende kapitalinstrumenter, der opfylder betingelserne i artikel 72 a, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR).

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 267 a, stk. 1, og § 267 e, jf. lovforslagets § 1, nr. 80.

Det foreslås i nr. 76, at efterstillede nedskrivningsegnede instrumenter defineres som instrumenter, der opfylder betingelserne i artikel 72 a, artikel 72 b, stk. 1 og 2, og artikel 72 c i CRR.

Bestemmelsen, der er ny, implementerer dele af artikel 1, nr. 1, litra d, i BRRD II, der indsætter artikel 2, stk. 1, nr. 71 b, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Den foreslåede ændring vil medføre, at begrebet efterstillede nedskrivningsegnede instrumenter defineres i lov om finansiel virksomhed.

Efterstillede nedskrivningsegnede instrumenter er instrumenter, der er efterstillet simple krav.

Instrumenter, der er efterstillet simple krav, skal nedskrives før andre usikrede gældsforpligtelser ved afvikling og konkurs.

Det indebærer, at instrumenterne skal bære tab før simple kreditorer, ved afvikling og konkurs.

At instrumenterne skal bære tab før simple kreditorer kaldes også subordination.

Instrumenter kan kun udgøre efterstillede nedskrivningsegnede instrumenter, hvis betingelserne i artikel 72 a, 72 b, stk. 1 og 2, og 72 c i CRR er opfyldt.

Det indebærer bl.a., at de efterstillede nedskrivningsegnede instrumenter skal have en restløbetid på mindst ét år, og at instrumenterne ikke må kunne indfries før tid.

Artikel 72 a beskriver, hvad de nedskrivningsegnede instrumenter består af, artikel 72 b beskriver de betingelser, som de nedskrivningsegnede instrumenter skal opfylde, og artikel 72 c omhandler amortisering af nedskrivningsegnede instrumenter.

Det foreslås i nr. 77, at afviklingsenhed defineres som en virksomhed, der er omfattet af afviklingstiltag i en afviklingsplan udarbejdet i henhold til § 259, eller en virksomhed, der er omfattet af afviklingstiltag i en koncernafviklingsplan udarbejdet i henhold til § 260.

Den foreslåede ændring vil medføre, at begrebet afviklingsenhed defineres i lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen, der er ny, implementerer dele af artikel 1, nr. 1, litra e, i BRRD II, der indsættes som artikel 2, stk. 1, nr. 83 a, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

En afviklingsenhed er den virksomhed, der er omfattet af afviklingstiltag i en afviklingsplan udarbejdet i henhold til §§ 259 eller 260.

Definitionen af en afviklingsenhed skal læses sammen med definitionen af en afviklingskoncern i det foreslåede nr. 78.

Det skal fremgå af afviklingsplanen, hvilken virksomhed der er en afviklingsenhed, jf. det foreslåede § 260, stk. 2, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 57.

BRRD giver mulighed for både en selskabsspecifik afviklingsstrategi (»multiple points of entry«) og en koncernspecifik afviklingsstrategi (»single point of entry«).

En koncernspecifik afviklingsstrategi indebærer, at der kun anvendes afviklingstiltag over for én virksomhed i koncernen, typisk modervirksomheden, mens en selskabsspecifik afviklingsstrategi indebærer, at der anvendes afviklingstiltag over for flere virksomheder i koncernen, typisk driftsdattervirksomhederne.

Formålet med at indføre begreberne afviklingsenhed og afviklingskoncern er, at de kan anvendes til at definere i afviklingsplanen, hvilke virksomheder i en koncern der vil blive anvendt afviklingsværktøjer overfor samt at definere, hvilke dele af en koncern der planlægges holdt samlet i en afvikling.

Denne identificering af afviklingsenheder og afviklingskoncerner er også relevant for fastsættelsen af krav om nedskrivningsegnede passiver i henhold til den foreslåede § 266, jf. lovforslagets § 1, nr. 80.

Det foreslås i nr. 78, litra a, at en afviklingskoncern defineres som en afviklingsenhed og dens dattervirksomheder.

En dattervirksomhed er ikke omfattet af en afviklingskoncern, hvis i) dattervirksomheden selv er en afviklingsenhed, ii) dattervirksomheden er dattervirksomhed af en anden afviklingsenhed, eller iii) dattervirksomheden er etableret i et tredjeland, medmindre dattervirksomheden indgår i afviklingskoncernen i henhold til afviklingsplanen.

Det foreslås derudover i nr. 78, litra b, at en afviklingskoncern også defineres som kreditinstitutter, som er fast tilknyttet et centralt organ, og det centrale organ, når mindst ét kreditinstitut eller det centrale organ er en afviklingsenhed.

Kreditinstitutternes og det centrale organs dattervirksomheder er også omfattet af afviklingskoncernen.

Den foreslåede ændring vil medføre, at begrebet afviklingskoncern defineres i lov om finansiel virksomhed.

Definitionen omfatter to typer af afviklingskoncerner.

Bestemmelsen, der er ny, implementerer dele af artikel 1, nr. 1, litra e, i BRRD II, der indsættes som artikel 2, stk. 1, nr. 83 b, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Definitionen af en afviklingskoncern skal læses sammen med definitionen af en afviklingsenhed.

Afviklingsenhed defineres i det foreslåede nr. 77 som den virksomhed, der er omfattet af afviklingstiltagene i en afviklingsplan udarbejdet i henhold til §§ 259 eller 260.

Har den pågældende afviklingsenhed mindst én dattervirksomhed, eller er der tale om et centralt organ, hvortil der er tilknyttet kreditinstitutter, og hvor enten det centrale organ eller et af kreditinstitutterne er en afviklingsenhed, udgør virksomhederne tilsammen en afviklingskoncern.

En dattervirksomhed er dog ikke omfattet, hvis dattervirksomheden selv er en afviklingsenhed, er dattervirksomhed af en anden afviklingsenhed, eller er etableret i et tredjeland, medmindre dattervirksomheden indgår i afviklingskoncernen i henhold til afviklingsplanen.

Kreditinstitutter, der er tilknyttet et centralt organ, udgør et samarbejdsnetværk.

Med centralt organ forstås et organ, der har flere penge- og realkreditinstitutter (kreditinstitutter) tilknyttet, hvor det centrale organs ledelse er beliggende i samme medlemsstat og bemyndiget til at give instrukser til de tilknyttede kreditinstitutters ledelse.

Det centrale organ og de tilsluttede institutter hæfter solidarisk for hinandens forpligtelser, eller de tilsluttede institutters forpligtelser garanteres fuldt ud af det centrale organ.

Det centrale organs og samtlige tilsluttede institutters solvens og likviditet kontrolleres på grundlag af institutternes konsoliderede regnskaber.

Danmark har på nuværende tidspunkt ikke nogen centrale organer.

Centrale organer er særligt kendt i Storbritannien.

BRRD giver mulighed for både en selskabsspecifik afviklingsstrategi (»multiple points of entry«) og en koncernspecifik afviklingsstrategi (»single point of entry«).

En koncernspecifik afviklingsstrategi indebærer, at der kun anvendes afviklingstiltag for én virksomhed i en koncern, typisk modervirksomheden, mens en selskabsspecifik afviklingsstrategi indebærer, at der anvendes afviklingstiltag for flere virksomheder i en koncern, typisk driftsdattervirksomhederne.

Formålet med at indføre begreberne afviklingsenhed og afviklingskoncern er, at de kan anvendes til at definere i afviklingsplanen, hvilke virksomheder i en koncern der vil blive anvendt afviklingsværktøjer overfor samt at definere, hvilke dele af en koncern der planlægges holdt samlet i en afvikling.

Denne identificering af afviklingsenheder og afviklingskoncerner er også relevant for fastsættelsen af krav om nedskrivningsegnede passiver i henhold til den foreslåede § 266, jf. lovforslagets § 1, nr. 80.

Begrebet kønsneutral lønpolitik er ikke defineret i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 79, indføres en definition af begrebet kønsneutral lønpolitik, som er defineret i artikel 3, stk. 1, nr. 65, i CRD V, som en aflønningspolitik, der er baseret på lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi, uanset den ansattes køn.

Med en kønsneutral lønpolitik menes en politik, som behandler alle køn på samme måde.

Det vil sige, at lønpolitikken sikrer, at ansatte modtager lige løn for arbejde af samme art eller arbejde af samme værdi uanset vedkommendes køn og sikrer implementering af virksomhedsværdier, der fremmer ligebehandling af alle køn.

Udover at sikre lige løn for samme arbejde skal lønpolitikken ligeledes sikre lige muligheder for ansatte, uanset vedkommendes køn, da dette er en forudsætning for kønsneutral løn.

Princippet om lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi, uanset vedkommendes køn er nedfældet i artikel 157 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

Dette princip skal anvendes på en konsekvent måde af institutterne.

Ifølge artikel 157 i TEUF inkluderer lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi den almindelige grundløn, mindsteløn eller løn og ethvert andet vederlag, hvad enten det er i kontanter eller naturalier, som medarbejdere modtager direkte eller indirekte for vedkommendes ansættelse af arbejdsgiveren.

TEUF opfordrer til yderligere foranstaltninger for at sikre lige muligheder og ligebehandling af alle køn i spørgsmål om beskæftigelse og erhverv.

EBA udsteder retningslinjer for kønsneutrale lønpolitikker i institutter, hvor det formodes at begrebet nærmere vil blive defineret.

Det fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 77 d, stk. 1, 2. pkt., som det ændres ved lovforslagets § 1, nr. 27, at virksomhedens lønpolitik skal være kønsneutral.

Til nr. 12 (§ 5, stk. 6, nr. 10, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 5, stk. 6, nr. 10, i lov om finansiel virksomhed, at egentlig kernekapital skal forstås i overensstemmelse med artikel 25 i CRR og regler fastsat i medfør af § 128, stk. 3 og 4, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås at ændre henvisningen i § 5, stk. 6, nr. 10, fra artikel 25 i CRR til artikel 50 i CRR.

Bestemmelsen implementerer artikel 1, nr. 1, litra b, i BRRD II, der indsætter artikel 2, stk. 1, nr. 68a, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Den foreslåede ændring vil medføre, at der i § 5, stk. 6, nr. 10, henvises til den korrekte artikel i CRR.

Det skyldes, at artikel 25 definerer ”kernekapital”, og at artikel 50 definerer ”egentlig kernekapital”.

Kernekapital er i forvejen defineret i § 5, stk. 6, nr. 11, der fastslår, at kernekapital skal forstås i overensstemmelse med artikel 25 i CRR og regler fastsat i medfør af § 128, stk. 2-4, i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 13 (§ 14, stk. 1, nr. 7, i lov om finansiel virksomhed)

Efter gældende ret skal virksomheder, der anmoder om tilladelse til at drive pengeinstitut, indsende en række oplysninger til Finanstilsynet, så Finanstilsynet kan foretage en vurdering af, hvorvidt virksomheden opfylder kravene.

Der gælder bl.a. specifikke kapitalkrav, krav til ledelsens kompetencer og ressourcer, herunder den ledelsesmæssige styring.

Den gældende § 14, stk. 1, nr. 7, stiller krav om, at ansøgerens forretningsgange og administrative forhold skal være forsvarlige.

Kravet indebærer bl.a., at Finanstilsynet gennemgår ansøgerens forretningsgange på alle væsentlige forretningsområder.

Gennemgangen indeholder bl.a. en vurdering af sammenhængen mellem de pågældende forretningsgange og forretningsmodellen eller de ressourcer, ansøgeren ønsker at afsætte på et givent område.

Finanstilsynets gennemgang af forretningsgange og administrative forhold indgår i den samlede vurdering af, hvorvidt ansøgeren opfylder kravene til at få en pengeinstituttilladelse.

Det er i henhold til gældende ret hensigten, at kravene i § 14 også skal kunne opfyldes i den fortsatte drift og ikke kun ved stiftelsen.

Det foreslås at ændre § 14, stk. 1, nr. 7, så ansøgerens forretningsgange og administrative forhold udover at være forsvarlige, skal opfylde kravene i § 71.

Den foreslåede ændring medfører, at det vil fremgå eksplicit af bestemmelsen, at kravene i § 71 i lov om finansiel virksomhed om effektiv virksomhedsstyring skal være opfyldt som led i Finanstilsynets vurdering af, hvornår en virksomhed kan få tilladelse til at drive pengeinstitut.

Finanstilsynet gennemgår i henhold til den nugældende ordlyd en række oplysninger, herunder om forretningsgange og administrative forhold er forsvarlige.

Heri indgår forretningsgange for alle væsentlige aktivitetsområder, der også er en del af kravet i § 71, stk. 1.

Den foreslåede ændring medfører, at en række af kravene, der gælder for institutter, der tidligere har opnået tilladelse, også skal opfyldes af virksomheder, der ansøger om pengeinstituttilladelse.

På den måde sikres, at ansøgeren fra tilladelsestidspunktet lever op til de krav, der gælder, når virksomheden får tilladelsen.

Dermed undgås en periode, hvor instituttet efter tilladelsen først skal opnå et vist niveau, før virksomheden efterlever kravene, der stilles til øvrige pengeinstitutter.

Lovforslaget sikrer en sammenhæng mellem forhold, som Finanstilsynet inddrager i vurderingen af ansøgere og igangværende pengeinstitutter.

Konsekvensen af, at kravene ikke løbende opfyldes kan være, at Finanstilsynet inddrager tilladelsen.

Den foreslåede ændring er en direktivnær implementering af artikel 10, stk. 1, i CRD V.

Til nr. 14 (§ 43, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

I § 43, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed fremgår det, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om kompetencekrav for ansatte i pengeinstitutter og realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, filialer af udenlandske pengeinstitutter og investeringsselskaber samt tilknyttede agenter omfattet af § 9 a, der yder rådgivning om finansielle instrumenter.

Ministeren fastsætter endvidere regler om kompetencekrav for ansatte i pengeinstitutter og realkreditinstitutter, som præsenterer, tilbyder, rådgiver om eller administrerer boligkreditaftaler.

Bemyndigelsen i § 43, stk. 4, 1. pkt., er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 864 af 23. juni 2017 om kompetencekrav til ansatte, der yder investeringsrådgivning og formidler information om visse investeringsprodukter, herefter kompetencekravsbekendtgørelsen.

Bekendtgørelsen finder anvendelse på pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber i Danmark, som yder investeringsrådgivning om investeringsprodukter eller porteføljer af investeringsprodukter, rådgivning om puljer, jf. § 2, stk. 1, nr. 3, i bekendtgørelse om visse skattebegunstigende opsparingsformer i pengeinstitutter samt formidling af information om investeringsprodukter til detailkunder, jf. kompetencekravsbekendtgørelsen § 1, stk. 1.

Bekendtgørelsen finder tillige anvendelse på en filial af et udenlandsk pengeinstitut og et fondsmæglerselskab, når filialen yder aktiviteterne nævnt i stk. 1, nr. 1-3, i Danmark, jf. kompetencekravsbekendtgørelsen § 1, stk. 2.

Bekendtgørelsen finder endvidere anvendelse på tilknyttede agenter, jf. § 9 b i lov om finansiel virksomhed, investeringsrådgivere, jf. § 343 a i lov om finansiel virksomhed, og finansielle rådgivere, jf. § 1, nr. 2 og 3, i lov om finansielle rådgivere og boligkreditformidlere, i det omfang de yder de i stk. 1 nævnte tjenesteydelser til detailkunder, jf. kompetencekravsbekendtgørelsen § 1, stk. 3.

Investeringsforvaltningsselskaber kan få tilladelse af Finanstilsynet til at yde investeringsrådgivning.

Investeringsforvaltningsselskaber er i dag ikke omfattet af anvendelsesområdet i kompetencekravsbekendtgørelsen.

Det foreslås at ændre § 43, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, så investeringsforvaltningsselskaber omfattes af bemyndigelsesbestemmelsen.

Ændringen vil medføre, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om kompetencekrav til ansatte i investeringsforvaltningsselskaber.

Bemyndigelsen kan udnyttes til at omfatte investeringsforvaltningsselskaber, der har tilladelse til at yde investeringsrådgivning, af kompetencekravsbekendtgørelsen.

Med forslaget forudsættes det, at investeringsforvaltningsselskaber vil blive omfattet af kompetencekravsbekendtgørelsen, hvilket dermed vil medføre større investorbeskyttelse, da ansatte i investeringsforvaltningsselskaber vil skulle opfylde de kompetencekrav, som følger af kompetencekravsbekendtgørelsen og dennes bilag.

De ansatte i investeringsforvaltningsselskabet vil bl.a. skulle kunne yde forsvarlig rådgivning til detailkunder, herunder have kompetencer inden for relevant lovgivning, investeringsprodukter og økonomisk forståelse.

Til nr. 15 (§ 44 i lov om finansiel virksomhed)

Efter den gældende bestemmelse i § 44 i lov om finansiel virksomhed er det ikke tilladt i erhvervsmæssigt øjemed her i landet at medvirke til, at direkte forsikringer for her i landet bosiddende personer, danske skibe eller andre risici, der består her i landet, tegnes hos andre end danske forsikringsselskaber og udenlandske forsikringsselskaber, der opfylder betingelserne i § 3, stk. 1, eller § 31, stk. 1, samt udenlandske forsikringsselskaber, der har fået tilladelse af Finanstilsynet.

Bestemmelsen i § 44 bør overføres fra lov om finansiel virksomhed til lov om forsikringsformidling, da bestemmelsen vedrører forsikringsformidling.

Det foreslås, at § 44 i lov om finansiel virksomhed ophæves.

Det foreslås samtidig i lovforslag om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love som fremsat den 8. oktober 2020 (2020/1, L 12) som følge heraf, at der i lov om forsikringsformidling indsættes en ny bestemmelse, der viderefører reglerne i den gældende § 44 i lov om finansiel virksomhed.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 6, nr. 4 i lovforslag om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love som fremsat den 8. oktober 2020 (2020/1, L 12).

Til nr. 16 (§ 64, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 64, stk. 1, fastlægger kravene til egnethed og hæderlighed for et medlem af bestyrelsen og direktionen i en finansiel virksomhed.

Ifølge bestemmelsen skal medlemmer af en finansiel virksomheds bestyrelse og direktion på tidspunktet, hvor Finanstilsynet meddeler virksomheden tilladelse eller på tidspunktet for indtræden i ledelsen for en eksisterende finansiel virksomhed, opfylde kravene i stk. 1 om egnethed og hæderlighed.

Kravene i stk. 1 skal være opfyldt til enhver tid, hvilket indebærer, at kravene skal opfyldes fra det tidspunkt, hvor bestyrelsesmedlemmet eller direktøren tiltræder hvervet eller stillingen i den finansielle virksomhed og i hele den periode, hvori den pågældende person varetager hvervet eller stillingen.

Når en person tiltræder et hverv som bestyrelsesmedlem eller en stilling som direktør for en finansiel virksomhed, påser Finanstilsynet, at vedkommende opfylder kravene til egnethed og hæderlighed.

Det foreslås med forslaget til stk. 3, at det præciseres, at den finansielle virksomhed er forpligtet til at påse overholdelsen af forpligtelserne i stk. 1.

Det foreslåede stk. 3 er bl.a. en implementering af artikel 91, stk. 1, i CRD V, hvor artikel 91, stk. 1, nyaffattes.

Det præciseres med nyaffattelsen af artikel 91, stk. 1, at det er den finansielle virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed, forsikringsholdingvirksomheden eller den blandede holdingvirksomhed, der har hovedansvaret for at sikre, at medlemmer af ledelsesorganet til enhver tid har et tilstrækkeligt godt omdømme og besidder tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at varetage deres opgaver.

Med forslaget til stk. 3 præciseres det, at den finansielle virksomhed er forpligtet til at påse overholdelsen af § 64, stk. 1.

Heri ligger en forpligtelse til at påse, at ledelsesmedlemmet opfylder kravene i stk. 1 ved medlemmets indtræden i bestyrelse og direktion og løbende, så længe det pågældende ledelsesmedlem varetager hvervet eller stillingen.

Kravet gælder alle finansielle virksomheder og ikke kun virksomheder omfattet af CRD V.

Egnetheds- og hæderlighedskrav til ledelsen i virksomheder på det finansielle område udspringer af virksomhedernes samfundsmæssige betydning.

Virksomheder, hvis ledelse er omfattet af kravet, bør påse overholdelsen heraf.

Præciseringen af dette med det foreslåede § 64, stk. 3, har baggrund i formuleringen af CRDV, men gælder alle virksomheder på det finansielle område, hvor ledelsen er omfattet af et egnetheds- og hæderlighedskrav, da virksomhederne er ansvarlige for overholdelse af lovgivningen.

Vurderingen af om et medlem af bestyrelsen og direktionen opfylder kravene i stk. 1 vil i praksis skulle foretages af bestyrelsen i forbindelse med medlemmets indtræden.

Det medlem af bestyrelsen eller direktionen, som vurderingen drejer sig om, må ikke være til stede under sagens behandling, og det skal protokolleres, at vedkommende ikke er til stede.

Finanstilsynet kan bede den finansielle virksomhed om virksomhedens vurdering både i forbindelse med medlemmets indtræden i bestyrelse eller direktion og alle senere vurderinger med henblik på at påse overholdelsen af bestemmelsen, jf. § 347, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Efter medlemmets indtræden i bestyrelse eller direktion skal den finansielle virksomhed løbende overvåge egnetheden og hæderligheden af ledelsesmedlemmet og vurdere, om en egentlig ny vurdering af ledelsesmedlemmet er nødvendig.

Bestyrelsen eller nomineringsudvalget skal vurdere de enkelte ledelsesmedlemmers ageren og resultater.

Bestyrelsen skal tage højde for alle nye relevante oplysninger, herunder oplysninger der kan give anledning til tvivl om ledelsesmedlemmets egnethed og hæderlighed.

Bestyrelsen bør som minimum foretage en revurdering af et ledelsesmedlems egnethed og hæderlighed, hvis der er en særlig anledning hertil.

Det vil eksempelvis være relevant i tilfælde, hvor den finansielle virksomhed har konstateret manglende overholdelse af reguleringen i en del af virksomheden, som det pågældende ledelsesmedlem har ansvaret for.

Finanstilsynet vil i sin vurdering af overholdelsen af § 64, stk. 3, tage hensyn til hvilken virksomhedstype der er tale om og inddrage retningslinjer fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) og Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA), i det omfang de foreligger, og i det omfang retningslinjerne er relevante i forhold til virksomhedstypen.

Hvis den finansielle virksomhed bliver bekendt med, at forholdene nævnt i stk. 1 er ændret, og dette er af væsentlig betydning for Finanstilsynets tilsyn med virksomheden, skal den finansielle virksomhed hurtigst muligt meddele Finanstilsynet, hvilke oplysninger der er ændret, jf. § 75, stk. 1, 2. pkt.

Den foreslåede ændring fratager ikke et bestyrelsesmedlem eller et medlem af direktionen vedkommendes ansvar for at opfylde kravene om egnethed og hæderlighed.

Et medlem af direktionen eller bestyrelsen skal til enhver tid opfylde kravene om egnethed og hæderlighed, mens personen varetager hvervet eller stillingen i en finansiel virksomhed.

Det fremgår af den foreslåede § 373, stk. 2, 1. pkt., at overtrædelse af § 64, stk. 3, kan straffes med bøde.

Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af det foreslåede § 64, stk. 3, er den finansielle virksomhed, hvilket betyder, at den finansielle virksomhed vil kunne straffes med bøde, hvis den finansielle virksomhed ikke påser overholdelsen af § 64, stk. 1.

Den finansielle virksomhed vil kunne straffes med bøde, hvis et medlem af bestyrelsen eller direktionen ikke opfylder betingelser i § 64, stk. 1, og virksomhedens bestyrelse burde havde konstateret dette enten ved medlemmets indtræden eller efterfølgende, og den manglende konstatering skyldes en manglende vurdering af medlemmernes egnethed og hæderlighed, som burde have været foretaget med henblik på overholdelsen af § 64, stk. 1.

Til nr. 17 (§ 64, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 64, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, hvilke krav om egnethed og hæderlighed i henhold til stk. 1 der finder anvendelse på medlemmer af bestyrelsen og direktionen for finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder.

Medlemmer af bestyrelsen eller direktionen i en blandet holdingvirksomhed har hidtil ikke været omfattet af bestemmelsen.

Det følger af den foreslåede ændring til § 64, stk. 3, der bliver stk. 4, at stk. 1, nr. 1-4 og 6, stk. 2 og 3 finder tilsvarende anvendelse på medlemmer af direktionen og bestyrelsen i en blandet holdingvirksomhed.

Den foreslåede indsættelse i § 64, stk. 4, implementerer delvist artikel 91, stk. 1, i CRD V.

Artikel 91, stk. 1, omfatter medlemmer af ledelsesorganet i blandede holdingvirksomheder af egnetheds- og hæderlighedskravene.

Den foreslåede ændring af § 64, stk. 4, medfører, at medlemmer af bestyrelsen og direktionen i en blandet holdingvirksomhed skal efterleve kravene om egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1, nr. 1-4 og 6, i lov om finansiel virksomhed og oplysningsforpligtelsen i stk. 2 på tilsvarende måde som medlemmer af bestyrelsen og direktionen i en finansiel holdingvirksomhed og en forsikringsholdingvirksomhed.

Forslaget medfører endvidere, at henholdsvis en finansiel holdingvirksomhed, en forsikringsholdingvirksomhed og en blandet holdingvirksomhed på tilsvarende måde som en finansiel virksomhed er forpligtet til at påse overholdelsen af stk. 1, jf. det foreslåede stk. 3.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 19.

Som følge af forslaget skal et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en blandet holdingvirksomhed således have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne varetage hvervet eller stillingen.

Vedkommende skal have tilstrækkelig godt omdømme og kunne udvise hæderlighed, integritet og tilstrækkelig uafhængighed ved varetagelsen af hvervet eller stillingen.

Den pågældende må endvidere ikke være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde, ligesom vedkommende ikke må have indgivet begæring om eller være under rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering.

Slutteligt må den pågældende ikke have udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at medlemmet ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.

I forbindelse med et medlem af bestyrelsen eller direktionens indtræden i en blandet holdingvirksomhed, skal den blandede holdingvirksomhed meddele Finanstilsynet oplysninger om de ovenstående forhold, ligesom den blandede holdingvirksomhed og det pågældende bestyrelses- eller direktionsmedlem skal give Finanstilsynet meddelelse, hvis forholdene efterfølgende skulle ændre sig, jf. det foreslåede § 64, stk. 2.

Det følger af § 351, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet kan påbyde en finansiel virksomhed at afsætte en direktør eller påbyde et medlem af bestyrelsen i en finansiel virksomhed at nedlægge sit hverv inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis denne efter § 64, stk. 1, nr. 2-6, i lov om finansiel virksomhed, ikke kan bestride stillingen.

Forslaget indebærer, at Finanstilsynet vil kunne påbyde en blandet holdingvirksomhed at afsætte en direktør eller påbyde et bestyrelsesmedlem i den pågældende virksomhed at nedlægge sit hverv inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, såfremt vedkommende efter § 64, stk. 1, nr. 2, 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed ikke kan bestride stillingen.

Medlemmer af bestyrelsen og direktionen i en blandet holdingvirksomhed er omfattet af reglerne i § 64, stk. 1, nr. 1-4 og 6, jf. § 64, stk. 4.

Varigheden af et påbud meddelt efter stk. 2 på baggrund af § 64, stk. 1, nr. 2, 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed skal fremgå af påbuddet, jf. § 351, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed.

Det følger endvidere af § 351, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed, at påbud meddelt i henhold til stk. 1 og 2 kan forlanges indbragt for domstolene af den blandede holdingvirksomhed og af den person, som påbuddet vedrører.

En sådan anmodning skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger efter at påbuddet er meddelt den pågældende.

Anmodningen har ikke opsættende virkning for påbuddet, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende direktør eller det pågældende bestyrelsesmedlem under sagens behandling kan opretholde sit hverv eller stilling.

Finanstilsynet indbringer sagen for domstolene inden 4 uger efter modtagelse af anmodning herom.

Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes former.

Finanstilsynet kan af egen drift eller efter ansøgning tilbagekalde et påbud meddelt efter stk. 2.

Afslår Finanstilsynet en ansøgning om tilbagekaldelse, kan ansøgeren forlange afslaget indbragt for domstolene.

Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger efter at afslaget er meddelt den pågældende.

Anmodning om domstolsprøvelse kan dog kun fremsættes, hvis påbuddet ikke er tidsbegrænset og der er forløbet mindst 5 år fra datoen for udstedelsen af påbuddet, eller mindst 2 år efter at Finanstilsynets afslag på tilbagekaldelse er stadfæstet ved dom.

Dette følger af § 351, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed.

Har den blandede holdingvirksomhed ikke afsat direktøren inden for den fastsatte frist, kan Finanstilsynet inddrage virksomhedens tilladelse, jf. § 224, stk. 1, nr. 2.

Finanstilsynet kan endvidere inddrage virksomhedens tilladelse, jf. § 224, stk. 1, nr. 2, hvis et bestyrelsesmedlem ikke efterkommer et påbud meddelt i medfør af stk. 2, jf. § 351, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed.

Den foreslåede overgangsbestemmelse i lovforslagets § 5, stk. 7, indebærer, at personer, der på tidspunktet for lovforslagets ikrafttræden varetager en stilling som direktionsmedlem eller et hverv som bestyrelsesmedlem i en blandet holdingvirksomheder, ikke skal egnetheds- og hæderlighedsvurderes af Finanstilsynet.

Finanstilsynet er imidlertid også for disse bemyndiget til at gribe ind, hvis Finanstilsynet vurderer, at vedkommende ikke længere efterlever kravene om egnethed og hæderlighed, ligesom virksomheden fra lovens ikrafttræden er forpligtet til at påse overholdelsen af § 64, stk. 1.

Til nr. 18 (§ 64 c, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed)

Med forslaget til § 63, stk. 3, præciseres det, at den finansielle virksomhed er forpligtet til at påse overholdelsen af § 64, stk. 1.

Heri ligger en forpligtelse til at påse, at ledelsesmedlemmet opfylder kravene til egnethed og hæderlighed i stk. 1 ved medlemmets indtræden i bestyrelse og direktionen og løbende, så længe det pågældende ledelsesmedlem varetager hvervet eller stillingen.

Det foreslås at indsætte en tilsvarende forpligtelse for pengeinstitutter, SIFIer og G-SIFIer til at påse, at nøglepersoner opfylder kravene til egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1 som nyt stk . 7 i § 64 c.

Virksomheden skal løbende overvåge egnetheden og hæderligheden af nøglepersonerne og vurdere, om en egentlig ny vurdering af ledelsesmedlemmet er nødvendig.

Virksomheden skal tage højde for alle nye relevante oplysninger, herunder oplysninger der kan give anledning til tvivl om nøglepersonens egnethed og hæderlighed.

Finanstilsynet vil i sin vurdering af overholdelsen af § 64 c, stk. 7, inddrage retningslinjer fra EBA.

Hvis den finansielle virksomhed bliver bekendt med, at forholdene nævnt i stk. 1 er ændret, og dette er af væsentlig betydning for Finanstilsynets tilsyn med virksomheden, skal den finansielle virksomhed hurtigst muligt meddele Finanstilsynet, hvilke oplysninger der er ændret, jf. § 75, stk. 1, 2. pkt.

Den foreslåede ændring fratager ikke en nøgleperson ansvar for at opfylde kravene om egnethed og hæderlighed.

En nøgleperson skal til en hver tid opfylde kravene om egnethed og hæderlighed, mens personen varetager stillingen.

Det fremgår af det foreslåede § 373, stk. 2, 1. pkt., at overtrædelse af § 64 c, stk. 7, kan straffes med bøde.

Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af det foreslåede § 64 c, stk. 7, er pengeinstituttet, SIFI-instituttet eller G-SIFI-instituttet, hvilket betyder, at virksomheden vil kunne straffes med bøde, hvis den pågældende virksomhed ikke påser overholdelsen af § 64 c, stk. 7.

Et pengeinstitut, SIFI-institut og et G-SIFI-institut vil kunne straffes med bøde, hvis en nøgleperson ikke opfylder betingelserne i § 64, stk. 1, og virksomhedens direktion burde have konstateret dette enten ved nøglepersonens indtræden eller efterfølgende, og den manglende konstatering af nøglepersonens egnethed og hæderlighed burde have været foretaget med henblik på at påse overholdelsen af § 64, stk. 1.

Til nr. 19 (§ 64 d, stk. 5 og 6, i lov om finansiel virksomhed)

Med forslaget til § 64, stk. 3, præciseres, at den finansielle virksomhed er forpligtet til at påse overholdelsen af § 64, stk. 1.

Heri ligger en forpligtelse til at påse, at ledelsesmedlemmet opfylder egnetheds- og hæderlighedskravene i stk. 1 ved medlemmets indtræden i bestyrelse og direktionen og løbende, så længe det pågældende ledelsesmedlem varetager hvervet eller stillingen.

Det foreslås at indsætte en tilsvarende forpligtelse for et gruppe 1-forsikringsselskab til at påse, at nøglepersoner opfylder egnetheds- og hæderlighedskravene i § 64, stk. 1, som nyt stk . 5 i § 64 d.

Virksomheden skal løbende overvåge egnetheden og hæderligheden af nøglepersonerne og vurdere, om en egentlig ny vurdering af nøglepersonen er nødvendig.

Virksomheden skal tage højde for alle nye, relevante oplysninger, herunder oplysninger der kan give anledning til tvivl om nøglepersonens egnethed og hæderlighed.

Finanstilsynet vil i sin vurdering af overholdelsen af § 64 c, stk. 7, inddrage eventuelle retningslinjer fra EIOPA.

Hvis gruppe 1-forsikringsselskabet bliver bekendt med, at forholdene nævnt i § 64 stk. 1, er ændret, og dette er af væsentlig betydning for Finanstilsynets tilsyn med virksomheden, skal virksomheden hurtigst muligt meddele Finanstilsynet, hvilke oplysninger der er ændret, jf. § 75, stk. 1, 2. pkt.

Den foreslåede ændring fratager ikke en nøgleperson for ansvar for at opfylde kravene om egnethed og hæderlighed.

En nøgleperson skal til enhver tid opfylde kravene om egnethed og hæderlighed, mens personen varetager stillingen.

Det fremgår af det foreslåede § 373, stk. 2, 1. pkt., at overtrædelse af § 64 d, stk. 5, kan straffes med bøde.

Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af det foreslåede § 64 d, stk. 5, er gruppe 1-forsikringsselskabet, hvilket betyder, at virksomheden vil kunne straffes med bøde, hvis den pågældende virksomhed ikke påser overholdelsen af § 64 d, stk. 5.

Gruppe 1-forsikringsselskabet vil kunne straffes med bøde, hvis en nøgleperson ikke opfylder betingelserne i § 64, stk. 1, og virksomhedens direktion burde have konstateret dette enten ved nøglepersonens indtræden eller efterfølgende, og den manglende konstatering skyldes en manglende vurdering af medlemmernes egnethed og hæderlighed, som burde have været foretaget med henblik på at påse overholdelsen af § 64, stk. 1.

I medfør af den gældende § 64 d, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed har gruppe 1-forsikringsselskaber pligt til at identificere selskabets nøglepersoner som led i selskabets risikostyring.

Gruppe 1-forsikringsselskaber skal uden unødigt ophold underrette Finanstilsynet om, hvilke ansatte der er identificeret som nøglepersoner, herunder hvilke stillinger de pågældende varetager, jf. § 64 d, stk. 2.

Nøglepersonerne skal efter § 64 d, stk. 3, opfylde kravene i § 64, stk. 1 og 2, om egnethed og hæderlighed og meddele Finanstilsynet oplysninger herom ved deres indtræden i virksomheden og ved efterfølgende ændringer.

Endelig skal gruppe 1-forsikringsselskaber underrette Finanstilsynet, hvis en nøgleperson ikke længere varetager sin stilling eller ikke længere opfylder kravene til egnethed og hæderlighed, jf. § 64 d, stk. 4.

Forsikringsholdingvirksomheder, som er defineret i § 5, stk. 1, nr. 13, er derimod ikke omfattet af kravene i § 64 d. De er hverken omfattet direkte af § 64 d eller indirekte i medfør af en henvisning til § 64 d i § 1, stk. 2.

Den gældende § 64 d blev indført med lov nr. 552 af 7. maj 2019, og indebar en samling af reglerne om nøglepersoner i gruppe-1 forsikringsselskaber, der tidligere fremgik i § 64 og § 71, stk. 2.

Som en konsekvens af ændringen blev § 64, stk. 5, og § 71, stk. 2, ophævet.

Samtidig blev § 1, stk. 2, om lovens anvendelsesområde ændret.

Imidlertid blev det ikke ved samme lejlighed vedtaget, at § 64 d også gælder for forsikringsholdingvirksomheder.

Det var derfor en utilsigtet konsekvens af lov nr. 552 af 7. maj 2019, at reglerne om nøglepersoner i § 64 d i lov om finansiel virksomhed fra den 1. juli 2019 ikke længere var gældende for forsikringsholdingvirksomheder.

Selvom den udtrykkelige forpligtelse for forsikringsholdingvirksomheder til at identificere nøglepersoner udgik af lov om finansiel virksomhed med lov nr. 552 af 7. maj 2019, har forsikringsholdingvirksomheder efter gældende ret fortsat været forpligtet efter § 71 til at have effektive former for virksomhedsstyring.

§ 71 er nærmere uddybet i bekendtgørelse om ledelse og styring af forsikringsselskaber m.v. og omfatter bl.a. udpegning af en nøgleperson for hver af de mindst fire nøglefunktioner: risikostyringsfunktionen, compliancefunktionen, aktuarfunktionen og intern auditfunktionen, jf. § 17, stk. 1, og stk. 2.

Forsikringsholdingvirksomheder er fortsat omfattet af den bestemmelse, jf. § 1, stk. 4, og har derfor forsat haft pligt til at identificere nøglepersoner, selvom de ikke har været omfattet af § 64, stk. 1, der henviser til § 71 om effektive former for virksomhedsstyring.

Forsikringsholdingvirksomhederne har dog siden 1. juli 2019 ikke haft pligt til at underrette Finanstilsynet, der heller ikke har haft krav på at modtage oplysninger om de pågældende til brug for en vurdering af vedkommendes egnethed og hæderlighed.

Det foreslås at indsætte et nyt § 64 d, stk. 6, hvorefter stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse for forsikringsholdingvirksomheder.

For at sikre at forsikringsholdingvirksomheder også identificerer deres nøglepersoner og skal underrette Finanstilsynet og overholde krav om nøglepersoners egnethed og hæderlighed, foreslås det, at de krav, der nu fremgår af § 64 d, igen skal gælde for forsikringsholdingvirksomheder.

Med den foreslåede ændring vil reglerne blive bragt tilbage til den retstilstand, der var gældende, indtil reglerne blev ændret den 1. juli 2019 som en utilsigtet konsekvens af lov nr. 552 af 7. maj 2019.

Dog foreslås det samtidig at indføre den ændring af underretningspligten for forsikringsholdingvirksomheder, som ved den pågældende lov blev indført for gruppe 1-forsikringsselskaber med § 64 d, stk. 2.

Desuden foreslås det, at forsikringsholdingvirksomheder skal være forpligtet til at påse, at deres nøglepersoner overholder § 64, stk. 1, idet den samtidigt foreslåede § 64 d, stk. 5, også foreslås at gælde for forsikringsholdingvirksomheder, jf. § 64 d, stk. 6.

Med den foreslåede ændring vil forsikringsholdingvirksomheder skulle overholde § 64 d ligesom gruppe 1-forsikringsselskaber.

De vil således som led i deres risikostyring efter § 71, stk. 1, skulle identificere deres nøglepersoner udtrykkeligt i medfør af § 64 d, stk. 1, og ikke blot i medfør af § 17, stk. 2, i bekendtgørelse om ledelse og styring af forsikringsselskaber m.v., der er udstedt med hjemmel i § 71 i lov om finansiel virksomhed.

Herudover vil forsikringsholdingvirksomheder uden unødigt ophold skulle underrette Finanstilsynet om, hvilke ansatte der er identificeret som nøglepersoner, herunder hvilke stillinger de pågældende varetager, jf. § 64 d, stk. 2.

Nøglepersonerne vil efter § 64 d, stk. 3, skulle opfylde kravene i § 64, stk. 1 og 2, om egnethed og hæderlighed og meddele Finanstilsynet oplysninger herom ved deres indtræden i virksomheden og ved efterfølgende ændringer.

Derudover vil forsikringsholdingvirksomheder skulle underrette Finanstilsynet, hvis en nøgleperson ikke længere varetager sin stilling eller ikke længere opfylder kravene til egnethed og hæderlighed, jf. § 64 d, stk. 4.

Endelig er en forsikringsholdingvirksomhed underlagt forpligtelsen til at påse, at forsikringsholdingvirksomhedens nøglepersoner overholder kravene til egnetheds- og hæderlighed, jf. § 64, stk. 1, der følger af § 64 d, stk. 5.

Det er ikke nødvendigt at ændre reglerne om nøglepersoner i bekendtgørelse om ledelse og styring af forsikringsselskaber m.v. som følge af den foreslåede ændring af § 64 d. Nøglepersoner i forsikringsholdingvirksomheder er således fortsat omfattet af bekendtgørelsen, jf. § 1, stk. 4, hvorefter forsikringsholdingvirksomheder skal overholde de samme krav i bekendtgørelsen som gruppe 1-forsikringsselskaber med de tilpasninger, som koncern- eller gruppeforholdet nødvendiggør.

Det følger af artikel 246, stk. 1, 1. afsnit, i Solvens II-direktivet, at kravene i afsnit I, kapitel IV, afdeling 2, finder tilsvarende anvendelse på koncernniveau.

Afsnit I, kapitel IV, afdeling 2, omfatter bl.a. artikel 42-43 om egnethed og hæderlighed og artikler om nøglefunktioner og nøglepersoner, herunder især artikel 44, stk. 4, med krav om en risikostyringsfunktion, artikel 46, stk. 1, med krav om en compliancefunktion, artikel 47, stk. 1, med krav om en intern auditfunktion og artikel 48, stk. 1, med krav om en aktuarfunktion.

Disse artikler blev implementeret med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed.

Med vedtagelsen af dette lovforslag vil denne del af artikel 246, stk. 1, 1. afsnit igen være implementeret i lov om finansiel virksomhed, idet forsikringsholdingvirksomheder ikke blot skal identificere deres nøglepersoner, men også skal underrette Finanstilsynet, ligesom nøglepersonerne skal vurderes egnede og hæderlige.

Da forsikringsholdingvirksomheder allerede efter gældende regler i bekendtgørelse om ledelse og styring af forsikringsselskaber m.v. har pligt til at udpege virksomhedens nøglepersoner, har det kun formel betydning, når § 64 d, stk. 1, udvides til også at gælde for forsikringsholdingvirksomheder.

Derimod vil kravene i § 64 d, stk. 2-5, være nye for forsikringsholdingvirksomheder.

Stk. 2-5 om underretning af Finanstilsynet og vurdering af egnethed og hæderlighed og forpligtelse til at påse overholdelsen af § 64, stk. 1, vil således omfatte forsikringsholdingvirksomheder, der udpeger nye nøglepersoner med tiltrædelse fra og med 1. januar 2021.

Desuden vil nye nøglepersoner, der er tiltrådt og dermed varetager det pågældende hverv på et tidspunkt i løbet af perioden 1. juli 2019 til 31. december 2020, og som stadig er ansat den 1. januar 2021, være omfattet af § 64 d, stk. 2-5.

Forsikringsholdingvirksomhederne vil således umiddelbart efter lovens ikrafttræden skulle underrette Finanstilsynet om disse nøglepersoner, og de skal indsende oplysninger til Finanstilsynet til brug for egnetheds- og hæderlighedsvurdering efter § 64, stk. 1 og 2.

Forsikringsholdingvirksomheder er derimod ikke forpligtet til at underrette Finanstilsynet efter stk. 4 om nøglepersoner, der i perioden 1. juli 2019 til 31. december 2020 fratræder eller ikke længere opfylder kravene i § 64, stk. 1.

§ 351, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, fastsætter bl.a., at Finanstilsynet kan påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 d, stk. 1, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis vedkommende efter § 64, stk. 1, nr. 2-6, jf. § 64 d, stk. 3, ikke kan bestride stillingen.

Da § 351 henviser til § 64 d, stk. 3, der med dette lovforslag udvides til også at omfatte forsikringsholdingvirksomheder, vil forsikringsholdingvirksomheder også være omfattet af § 351, stk. 4.

På samme måde vil forsikringsholdingvirksomheder være omfattet af § 351, stk. 5, hvorefter Finanstilsynet kan afsætte en direktør eller en ansat, der er nøgleperson, i medfør af § 64 d, stk. 1, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af straffeloven eller den finansielle lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at nøglepersonen ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, jf. § 64 d, stk. 3.

Forsikringsholdingvirksomheder, der ikke overholder kravene i § 64 d, stk. 1-5, kan straffes efter § 373, stk. 1 og 2, der henviser til § 64 d.

Henvisningen i § 14, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, til § 64 d er ikke relevant for forsikringsholdingvirksomheder, da disse ikke er forpligtet til at søge tilladelse efter § 14.

Til nr. 20 (§ 64 e i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af det gældende § 70, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, at bestyrelsen i en finansiel virksomhed skal sikre, at dens medlemmer har tilstrækkelig kollektiv viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne forstå virksomhedens aktiviteter og de hermed forbundne risici.

Det foreslås at rykke kravet om kollektiv egnethed i bestyrelsen fra § 70, der primært omhandler bestyrelsens opgaver og pligter, til et nyt § 64 e , således at kravet om bestyrelsens kollektive egnethed indsættes i forlængelse af de øvrige krav om egnethed og hæderlighed.

Efter det foreslåede vil krav til egnethed og hæderlighed i finansielle virksomheder således stå samlet.

Efter det foreslåede § 64 e, stk. 1, skal bestyrelsen for den finansielle virksomhed sikre, at dens medlemmer har tilstrækkelig kollektiv viden, faglige kompetence og erfaring til at kunne forstå virksomhedens aktiviteter og de hermed forbundne risici.

Bestyrelsens sammensætning skal afspejle en tilstrækkelig bred erfaring.

Bestemmelsen implementerer artikel 91, stk. 7, i CRD V.

Kravene til bestyrelsen i finansielle virksomheder er bl.a. fastlagt i bekendtgørelse om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl. og bekendtgørelse om ledelse og styring af forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser (Ledelsesbekendtgørelserne), der har hjemmel i lov om finansiel virksomhed.

Det er bestyrelsens hovedopgave at fastlægge de overordnede og strategiske rammer for virksomheden og dens aktiviteter, jf. princippet i § 115 i selskabsloven.

Det indebærer, at bestyrelsen skal beslutte virksomhedens forretningsmodel, herunder vurdere virksomhedens risikoprofil og kapitalgrundlag, jf. § 70, stk. 1 og 3, i lov om finansiel virksomhed.

På baggrund heraf skal bestyrelsen vedtage relevante politikker på de væsentlige områder samt fastsætte skriftlige retningslinjer for direktionens arbejde, jf. § 70, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslåede § 64 e, stk. 1, understreger, at bestyrelsen har pligt til løbende at vurdere, om den samlede bestyrelse besidder den nødvendige viden og erfaring til at sikre en forsvarlig drift af virksomheden og håndtering af dens risici.

Den viden og erfaring, som bestyrelsen som minimum skal besidde, indebærer for eksempel, at den skal være i stand til at udfordre direktionen på en konstruktiv måde, herunder stille relevante spørgsmål til direktionen og forholde sig kritisk til svarene.

Uanset virksomhedens forretningsmodel må det forventes, at medlemmerne af bestyrelsen samlet set har den fornødne grundviden om de lovgivningsmæssige rammer for ledelse af virksomheden, likviditet etc.

I forhold til realkreditinstitutter vil det f.eks. være et krav, at der er kendskab til de særlige reguleringsmæssige rammer for disse virksomheder.

Ud over den fornødne grundviden kan der være særlige forhold, der kræver en særskilt viden.

Som eksempel kan nævnes, at hvis en virksomhed har en stor ejendomseksponering i Danmark eller udlandet, bør der være et eller flere bestyrelsesmedlemmer, der har erfaring med ejendomsmarkedet, men samtidig ikke er involveret i eller har tilknytning til virksomhedens eksponeringer.

Det samme kan være tilfældet, hvis en virksomhed er særlig eksponeret mod en eller få brancher i Danmark eller udlandet, for eksempel i form af en væsentlig eksponering over for pantebreve og finansiering af pantebreve, hvor der bør være et eller flere bestyrelsesmedlemmer, der har erfaring med dette marked, men samtidig ikke er involveret i, eller har tilknytning til virksomhedens eksponeringer i forhold til pantebreve.

Bestyrelsen skal løbende vurdere, om ændringer i virksomhedens forretningsmodel eller risikoprofil giver anledning til at supplere bestyrelsens samlede kompetencer.

Forslaget understreger endvidere vigtigheden af, at bestyrelsen er repræsenteret af medlemmer med erfaring inden for forskellige områder.

Erfaring fra forskellige brancher kan bidrage til, at bestyrelsen samlet har fokus på og viden om de forskellige risici, virksomheden kan være udsat for, og ikke kun har fokus på risici på et mindre antal områder.

Det er imidlertid særligt vigtigt, at der er medlemmer i bestyrelsen med indgående kendskab til virksomhedens største risikoområder.

Bestyrelsen skal som hidtil have tilstrækkelig viden, faglige kompetence og erfaring til at kunne udfordre direktionen på en konstruktiv måde til enhver tid og på ethvert af virksomhedens forretningsområder.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at gruppe 1- og 2-pengeinstitutter og større realkreditinstitutter skal have mindst ét bestyrelsesmedlem med ledelseserfaring fra en anden relevant finansiel virksomhed.

Det foreslåede stk. 2 er indsat som et nyt krav i lov om finansiel virksomhed, men fremgår allerede i dag af Finanstilsynets vejledning om bestyrelsens evaluering af dens kollektive egnethed i pengeinstitutter og realkreditinstitutter m.fl.

Praktisk ledelseserfaring fra en anden relevant finansiel virksomhed er hensigtsmæssigt for at kunne forholde sig til de forhold og rammer, der er præmisserne for drift af en finansiel virksomhed af den nævnte størrelse.

Det skal ses i sammenhæng med den væsentlige samfundsmæssige betydning, som disse penge- og realkreditinstitutter har, og det forhold at institutterne som udgangspunkt vil have større og mere komplekse aktiviteter end mindre penge- og realkreditinstitutter.

Det følger af det foreslåede stk. 3, at realkreditinstitutter mindst skal have ét medlem af bestyrelsen med erfaring eller dybere indsigt i obligationsmarkedet.

EBA har i samarbejde med ESMA udarbejdet retningslinjer for vurdering af egnetheden af medlemmer af ledelsesorganet og personer med nøglefunktioner, der præciserer, hvad der forstås ved den tilstrækkelige kollektive viden, faglige kompetence og erfaring, som ledelsesorganet skal være i besiddelse af.

Ved tilsyn med overholdelse af bestemmelsen, jf. § 344 i lov om finansiel virksomhed, vil Finanstilsynet i forbindelse med vurderingen af, om en bestyrelse i en finansiel virksomhed tilsammen har tilstrækkelig kollektiv viden, faglig kompetence og erfaring, tage hensyn til, i hvilken type af finansiel virksomhed bestyrelsen sidder.

Finanstilsynet kan i forbindelse med en sådan vurdering inddrage eventuelle retningslinjer på området fra såvel EBA, EIOPA, ICP og ESMA, i det omfang sådanne retningslinjer foreligger, og i det omfang inddragelse af retningslinjerne er relevant i forhold til den pågældende type af finansiel virksomhed.

Det fremgår af det foreslåede § 373, stk. 2, 1. pkt., at overtrædelse af § 64 e kan straffes med bøde.

Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af det foreslåede § 64 e er den finansielle virksomhed og bestyrelsen.

Den finansielle virksomhed og bestyrelsen vil kunne straffes med bøde, hvis bestyrelsen ikke sikrer, at den samlede bestyrelse er tilstrækkeligt egnet til at kunne forstå virksomheden aktiviteter og de hermed forbundne risici.

Den finansielle virksomhed og bestyrelsen vil eksempelvis kunne straffes med bøde, hvis ingen medlemmer af bestyrelsen i virksomheden har kendskab til den finansielle virksomheds væsentligste forretningsområder, og den samlede bestyrelse derfor ikke har kendskab til disse områder.

Et større penge- og realkreditinstitut samt bestyrelsen herfor vil endvidere kunne straffes med bøde, hvis bestyrelsen ikke består af minimum ét medlem med ledelseserfaring fra anden relevant finansiel virksomhed eller for realkreditinstitutter et medlem med erfaring med eller indsigt i obligationsmarkedet.

Til nr. 21 (§ 70, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende bestemmelse i § 70, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed pålægger bestyrelsen i finansielle virksomheder at sikre, at bestyrelsen samlet set har tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne forstå virksomhedens aktiviteter og de hermed forbundne risici.

Det foreslås at ophæve § 70, stk. 4, og indsætte kravet om kollektiv egnethed i bestyrelsen som en ny bestemmelse i § 64 e, stk. 1.

Formålet med at flytte kravet om kollektiv egnethed i bestyrelsen til § 64 e, stk. 1, er at holde kravene om egnethed og hæderlighed samlet.

Se i øvrigt bemærkningerne til dette lovforslags § 1, nr. 20.

Efter den foreslåede ophævelse af § 70, stk. 4, bliver § 70, stk. 5-7, til § 70, stk. 4-6.

Til nr. 22 (§ 70, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 70, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed indeholder en bemyndigelse for Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler om de forpligtelser, der påhviler bestyrelsen for en finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed og en forsikringsholdingvirksomhed i medfør af § 70, stk. 1-5.

Bemyndigelsen er udnyttet til at udstede bekendtgørelse om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl. samt bekendtgørelse om ledelse og styring af forsikringsselskaber m.v.

Det foreslås i § 70, stk. 7, der bliver stk. 6, at ændre stk. 1-5 til stk. 1-4.

Ændringen sker som konsekvens af ophævelsen af § 70, stk. 4, der rykkes til § 64 e, stk. 1.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 20 og 21.

Til nr. 23 (§ 77 a, stk. 1, nr. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende bestemmelse i § 77, stk. 1, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed fastsætter et instrumentkrav til pengeinstitutters, realkreditinstitutters, fondsmæglerselskabers, investeringsforvaltningsselskabers og finansielle holdingvirksomheders variable aflønning af bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil.

Det betyder, at mindst 50 pct. af en variabel løn til bestyrelsen, direktionen og væsentlige risikotagere på tidspunktet for beregningen af den variable løndel skal bestå af en balance af aktier, tilsvarende ejerandele afhængigt af virksomhedens juridiske struktur, aktiebaserede instrumenter eller, hvis der er tale om en virksomhed, hvis kapitalandele ikke er optaget til handel på et reguleret marked, af tilsvarende instrumenter, der afspejler virksomhedens kreditværdighed.

Det følger af den foreslåede § 77 a, stk. 1, nr. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at mindst 50 pct. af en variabel løndel til bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, på tidspunktet for beregningen af den variable løn skal bestå af en balance af aktier, eller, afhængigt af virksomhedens juridiske struktur, tilsvarende ejerandele, aktiebaserede instrumenter eller tilsvarende instrumenter, der afspejler virksomhedens kreditværdighed.

Den foreslåede ændring i § 77 a, stk. 1, nr. 4, implementerer artikel 94, stk. 1, litra l, nr. i, i CRD V.

Dele af den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den tidligere bestemmelse, herunder at mindst 50 pct. af en variabel løndel skal bestå af finansielle instrumenter.

I forhold til typerne af instrumenter kan der som tidligere benyttes aktier, aktiebaserede instrumenter og tilsvarende ejerandele, f.eks. garantbeviser.

Derudover kan der som tidligere benyttes tilsvarende instrumenter, der afspejler virksomhedens kreditværdighed.

Muligheden for at benytte sådanne instrumenter har hidtil været begrænset til virksomheder, hvis kapitalandele ikke er optaget til handel på et reguleret marked, idet virksomheder, hvis kapitalandele er optaget til handel på et reguleret marked, har måttet benytte aktier eller aktiebaserede instrumenter som f.eks. fantomaktier, idet disse bedst afspejler virksomhedens kreditværdighed.

Denne mulighed foreslås imidlertid udvidet, således at også virksomheder, hvis kapitelandele er optaget til handel på et reguleret marked, kan anvende andre instrumenter, der afspejler virksomhedens kreditværdighed.

Kravet om, at mindst 50 pct. af den variable løn skal bestå af instrumenter m.v., skal opfyldes på tidspunktet for beregningen af den variable løndel (beregningstidspunktet).

Ved beregningstidspunktet forstås det tidspunkt, hvor opgørelsen af den variable løns størrelse i henhold til aftalen mellem virksomheden og den pågældende modtager (ledelsesmedlem eller væsentlig risikotager) foretages.

Ved fordelingen af den beregnede variable løndel på henholdsvis kontanter og instrumenter m.v. skal værdiansættelsen af de pågældende kapitalandele og instrumenter m.v. ske efter anerkendte værdiansættelsesmetoder.

Mindst 50 pct. af den variable løn skal bestå af en balance af de nævnte typer af instrumenter.

Ved vurderingen af, om der foreligger en passende balance mellem de nævnte typer af instrumenter, må der tages hensyn til, hvilke typer af instrumenter det er muligt at benytte ud fra virksomhedens juridiske struktur og størrelse, samt hvilke instrumenter der afspejler virksomhedens kreditværdighed, ligesom der må tages hensyn til, at det kan være hensigtsmæssigt at benytte flere forskellige typer af instrumenter for på bedste vis at sikre en langsigtet interesse.

Vurderingen skal også inddrage en proportionalitetsbetragtning i forhold til bl.a. størrelsen af den variable løndel.

Efter Finanstilsynets praksis kan en balance af instrumenter bestå af et enkelt finansielt produkt, såfremt den finansielle virksomhed kan give en passende begrundelse herfor.

Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 2014/52 af 12. marts 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/26/EU for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder til præcisering af de kategorier af instrumenter, der i tilstrækkelig grad afspejler et instituts kreditkvalitet som en going concern, og som egner sig til at blive anvendt for så vidt angår variabel løn, præciserer, hvilke kategorier af instrumenter der i tilstrækkelig grad afspejler virksomhedens kreditværdighed, og som egner sig til at blive anvendt for så vidt angår variabel løn.

Til nr. 24 (§ 77 a, stk. 1, nr. 5, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende bestemmelse i § 77 a, stk. 1, nr. 5, i lov om finansiel virksomhed fastsætter et krav om, at et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab, investeringsforvaltningsselskab eller en finansiel holdingvirksomhed skal sikre sig, at virksomhedens udbetaling af variabel løn sker over en periode, hvis den udbetales til bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil.

Den gældende bestemmelse forpligter virksomheden til at sikre, at udbetaling af mindst 40 pct. af den variable løndel, ved større beløb mindst 60 pct., sker over en periode på mindst tre år med påbegyndelse et år efter beregningstidspunktet, dog for bestyrelsen og direktionen mindst fire år, med en ligelig fordeling over årene eller med en voksende andel i slutningen af perioden.

Det følger af den foreslåede ændring af bestemmelsen i § 77 a, stk. 1, nr. 5, at udskydelsesperioden for væsentlige risikotagere udvides fra mindst tre til mindst fire år og for bestyrelsen og direktionen udvides fra mindst fire til mindst fem år.

Virksomhedens udbetaling af mindst 40 pct. af en variabel løndel til væsentlige risikotagere, ved større beløb 60 pct., skal således ske over en periode på mindst fire år med påbegyndelse et år efter beregningstidspunktet og for bestyrelsen og direktionen mindst fem år, med en ligelig fordeling over årene eller med en voksende andel i slutningen af perioden.

Den foreslåede ændring i § 77 a, stk. 1, nr. 5, implementerer artikel 94, stk. 1, litra m i CRD V.

Det foreslås, at ændringerne i aflønningsreglerne i CRD V implementeres i overensstemmelse med hensynene bag de politiske aftaler på aflønningsområdet.

På baggrund heraf differentieres længden på udskydelsesperioden fortsat, så udskydelsesperioden for variabel løn til ledelsen er længere end udskydelsesperioden for væsentlige risikotagere.

Der differentieres ikke efter størrelsen eller kompleksiteten af virksomheden.

Det følger af den foreslåede overgangsbestemmelse i lovforslagets § 5, stk. 8, at en variabel løn, der allerede ved lovens ikrafttræden er tildelt eller under udskydelse, skal efterleve de gældende udskydelsesregler.

Det vil sige, at en større andel af en variabel løn til en ansat, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, skal udbetales over en periode på 3 år, mens udbetalingen af en større andel af en variabel løn til et medlem af direktionen eller bestyrelsen skal udbetales over en periode på 4 år efter de gældende regler.

En variabel løn, der tildeles efter lovens ikrafttræden, skal udbetales over en periode på 4-5 år, afhængig af om den er tildelt en væsentlig risikotager eller et medlem af ledelsen.

Til nr. 25 (§ 77 a, stk. 6, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 77 a, stk. 6, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab, et investeringsforvaltningsselskab eller en finansiel holdingvirksomhed skal sikre sig, at såfremt bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, tildeles en pensionsydelse, som helt eller delvis kan sidestilles med variable løndele, jf. § 5, stk. 1, nr. 45, skal virksomheden, hvis modtageren forlader virksomheden inden pensionstidspunktet, beholde denne del af pensionsydelsen i 5 år i form af instrumenter som nævnt i stk. 1, nr. 4.

Den foreslåede ændring i § 77 a, stk. 6, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed indeholder konsekvensændringer som følge af de foreslåede ændringer i § 5, stk. 1, nr. 45, der bliver § 5, stk. 1, nr. 48.

Efter det foreslåede skal pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet, investeringsforvaltningsselskabet eller den finansielle holdingvirksomhed sikre sig, at hvis bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, tildeles en pensionsydelse, som helt eller delvis kan sidestilles med variable løndele, jf. § 5, stk. 1, nr. 48, skal beholde denne del af pensionsydelsen i 5 år i form af instrumenter som nævnt i stk. 1, nr. 4, hvis modtageren forlader virksomheden inden pensionstidspunktet.

Til nr. 26 (§ 77 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 77 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at den procentsats, der er nævnt i § 77 a, stk. 1, nr. 1, udgør 20 pct. for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber og finansielle holdingvirksomheder, der modtager statsstøtte eller har fået tilsagn om statsstøtte, herunder statsligt kapitalindskud, jf. lov om statsligt kapitalindskud, eller individuel statsgaranti, jf. kapitel 4 a i lov om finansiel stabilitet, eller datterselskaber af Finansiel Stabilitet.

Det foreslås at ændre § 77 b, stk. 1, så ordlyden jf. lov om statsligt kapitalindskud, eller individuel statsgaranti, jf. kapitel 4 a i lov om finansiel stabilitet, udgår.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at lovforslagets § 3 ophæver lov om finansiel stabilitet, jf. lovbekendtgørelse nr. 479 af 3. maj 2018.

Der skal derfor ikke længere henvises til lov om finansiel stabilitet i bestemmelsen.

Derudover er ændringen også en konsekvens af, at lov om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter blev ophævet ved § 16 i lov nr. 552 af 7. maj 2019 om ændring af lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love og om ophævelse af lov om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter.

Til nr. 27 (§ 77 d, stk. 1, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende bestemmelse i § 77 d, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab, et investeringsforvaltningsselskab og en finansiel holdingvirksomhed skal have en skriftlig lønpolitik, der er i overensstemmelse med og fremmer en sund og effektiv risikostyring.

Det følger af det foreslåede § 77 d, stk. 1, 2. pkt., at virksomhedens lønpolitik skal være kønsneutral.

Den foreslåede indsættelse i § 77 d, stk. 1, implementerer artikel 92, stk. 2, litra aa, og artikel 74, stk. 1, 2. afsnit, i CRD V.

Ændringen medfører, at lønpolitikken, der udgør en ramme for virksomhedens aflønning af sine ansatte, skal være kønsneutral.

En kønsneutral lønpolitik er nærmere defineret i § 5, stk. 1, nr. 79, i lov om finansiel virksomhed.

Se nærmere om definitionen i bemærkningerne til dette lovforslags § 1, nr. 11.

Virksomhedens bestyrelse skal således vedtage og opretholde en lønpolitik, der sikrer, at ansatte modtager lige løn for arbejde af samme art eller arbejde af samme værdi uanset vedkommendes køn, og sikrer implementering af virksomhedsværdier, der fremmer ligebehandling af alle køn.

Udover at sikre lige løn for samme arbejde skal lønpolitikken ligeledes sikre lige muligheder for ansatte, uanset vedkommendes køn, da dette er en forudsætning for kønsneutral løn.

Virksomhedens kønsneutrale lønpolitik skal finde anvendelse for alle virksomhedens ansatte, inklusive virksomhedens væsentlige risikotagere.

Lønpolitikken og alle tilknyttede ansættelsesvilkår, der har indflydelse på lønnen pr. måleenhed eller tidsrate, bør være kønsneutral.

Dette inkluderer, men er ikke begrænset til løn, herunder tildelings- og udbetalingsbetingelser, rekrutteringspolitikker, karriereudviklings- og successionsplaner, adgang til uddannelse og muligheden for at søge om interne stillinger.

Enhver form for kønsdiskrimination eller andre former for forskelsbehandling kan ikke tolereres.

Dette omfatter eksempelvis forskelsbehandling som følge af forældreorlov.

EBA udsteder retningslinjer for kønsneutrale lønpolitikker for institutter.

Bestemmelsen fortolkes i overensstemmelse med disse retningslinjer.

Hvor en virksomhed har udarbejdet en lønpolitik for koncernen, skal denne lønpolitik ligeledes være kønsneutral.

Bemærkningerne til § 77 d, 2. pkt., har ligeledes til formål at vejlede virksomhederne om udformningen af sådanne politikker, således at disse er kønsneutrale.

Til nr. 28 (§ 77 g, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Den fremgår af § 77 g, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I skal sikre, at virksomhedens lønpolitik, jf. § 77 d, stk. 1, de specifikke aflønningskrav i § 77 a, stk. 1, nr. 2-7, og stk. 3-6, og § 77 b, stk. 3, efterleves af pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber I og finansieringsinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 26, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber inden for samme koncern.

For at sikre en direktivnær implementering af artikel 109, stk. 2-5, i CRD V foreslås det at ophæve stk. 1 og anvende bemyndigelsen i § 77 h, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed til at fastsætte nærmere regler om efterlevelse af regler om aflønning på koncernniveau for pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I.

Forslaget indebærer, at nærmere regler om aflønning på koncernniveau for pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I fastsættes i bekendtgørelse om lønpolitik og aflønning for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, finansielle holdingvirksomheder og investeringsforeninger.

EBA udsteder retningslinjer om forsvarlige lønpolitikker, som Finanstilsynet vil anvende i sin vurdering af, om en virksomhed efterlever reglerne om aflønning på koncernniveau.

Efter den foreslåede ændring bliver stk. 2 og 3 til stk. 1 og 2.

Til nr. 29 (§ 77 g, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende bestemmelse i § 77 g, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed medfører, at et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I skal sikre, at de ansatte, hvis aktiviteter har en væsentlig indflydelse på koncernens risikoprofil, udpeges i henhold til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 604/2014 af 4. marts 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for kvalitative og passende kvantitative kriterier til identifikation af de medarbejderkategorier, hvis arbejde har væsentlig indflydelse på institutters risikoprofil, i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber I og finansieringsinstitutter.

Det følger af den foreslåede ændring i § 77 g, stk. 3, der bliver stk. 2, at et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I, en finansiel holdingvirksomhed og en blandet holdingvirksomhed skal sikre, at de ansatte, hvis aktiviteter har en væsentlig indflydelse på koncernens risikoprofil, udpeges i henhold til Kommissionens delegerede forordning om kriterier til definition af ledelsesmæssigt ansvar og kontrolfunktioner, væsentlig forretningsenhed og væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, og andre medarbejderkategorier, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, i datterselskaber inden for samme koncern.

Forslaget er en følge af, at Kommissionen har bemyndigelse i artikel 94, stk. 2, i CRD V til at udstede en ny delegeret forordning, som erstatter Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 604/2014 af 4. marts 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for kvalitative og passende kvantitative kriterier til identifikation af de medarbejderkategorier, hvis arbejde har væsentlig indflydelse på institutters risikoprofil.

Kategorier af medarbejdere, hvis arbejde har væsentlig indflydelse på koncernens risikoprofil vil som minimum udgøre alle medlemmer af ledelsesorganet og den faktiske ledelse samt medarbejdere med ledelsesansvar i forhold til kontrolfunktioner og væsentlige afdelinger.

Endvidere vil medarbejdere, hvis aflønning er lig med eller højere end 500.000 euro og lig med eller højere end den gennemsnitlige aflønning af medlemmerne af virksomhedens ledelsesorgan og faktiske ledelse anses som væsentlige risikotagere, såfremt medarbejderen udfører arbejde i en væsentlig afdeling, og arbejdet er af en art, der har væsentlig indflydelse på den relevante afdelings risikoprofil.

En medarbejder der er udpeget som væsentlig risikotager i koncernen i henhold til det foreslåede § 77 g, stk. 2, er underlagt de af aflønningsreglerne i § 77 a, stk. 1, nr. 1-6, i lov om finansiel virksomhed, der implementerer kapitalkravsdirektivet (CRD IV og V), uanset om virksomheden, som medarbejderen er ansat i, er omfattet af direktivet.

En væsentlig risikotager, som er udpeget som væsentlig risikotager i koncernen i henhold til det foreslåede § 77 g, stk. 2, er således ikke underlagt de af aflønningsreglerne i lov om finansiel virksomhed, som er indført på baggrund af de politiske aftaler, medmindre virksomheden, som medarbejderen er ansat i, er etableret i Danmark.

Det fremgår af det foreslåede § 373, stk. 2, 1. pkt., at overtrædelse af det foreslåede § 77 g, stk. 2, kan straffes med bøde.

Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af det foreslåede § 77 g, stk. 2, er pengeinstitutter, realkreditinstitutter samt fondsmæglerselskaber I.

Dette betyder, at et dansk pengeinstitut, et dansk realkreditinstitut eller et dansk fondsmæglerselskab I kan straffes med bøde, hvis eksempelvis virksomheden helt undlader at foretage udpegning af ansatte, hvis aktiviteter har en væsentlig indflydelse på koncernens risikoprofil, eller hvis virksomheden undlader at udpege en ansat, hvis aktiviteter helt åbenlyst har en væsentlig indflydelse på koncernens risikoprofil.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at samtlige ansatte, hvis aktiviteter har en væsentlig indflydelse på koncernens risikoprofil identificeres for herved at kunne sikre, at aflønningen af disse ansatte er forsvarlig og ikke medvirker til overdreven risikoadfærd for herved at sikre, at koncernens lønpolitik og praksis er i overensstemmelse med og fremmer en sund og effektiv risikostyring.

Hvis der ikke er en sund og effektiv risikostyring i koncernen, vil dette kunne medføre store tab for koncernen, hvilket er baggrunden for, at manglende overholdelse af bestemmelsen foreslås strafbelagt.

Til nr. 30 (§ 78, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Efter den gældende bestemmelse i § 78, stk. 1, kræver det bestyrelsens godkendelse, hvis en finansiel virksomhed vil bevillige en eksponering eller modtage sikkerhedsstillelse fra 1) bestyrelsesmedlemmer og direktører i den finansielle virksomhed eller 2) virksomheder, hvor den nævnte personkreds direkte eller indirekte besidder en kvalificeret andel, bestyrelsesmedlem eller direktør.

Direktionen og bestyrelsen overvåger endvidere forsvarligheden og forløbet af sådanne eksponeringer, jf. § 78, stk. 3.

Eksponeringer skal bevilges i henhold til den finansielle virksomheds sædvanlige markedsbaserede vilkår, jf. § 78, stk. 2, 1. pkt. Den finansielle virksomheds eksterne revisor skal vurdere, om 1. pkt. er opfyldt og afgive erklæring herom i revisionsprotokollatet eller ved anden tilsvarende dokumentation, jf. § 78, stk. 2, 2. pkt.

Reglerne i § 78, stk. 1-3, gælder også eksponeringer mod personer, der er knyttet til direktører ved ægteskab, samliv i mindst 2 år eller slægtskab i ret op- eller nedstigende linje eller som søskende, og med virksomheder, for hvilke sådanne personer er direktører, jf. § 78, stk. 4.

Med den foreslåede ændring i § 78, stk. 4, udvides kredsen af nærtstående til at omfatte personer i den virksomhed, der ydes lån til, og som har en kvalificeret andel på 10 pct. eller mere af kapitalen eller stemmerettighederne, eller i hvilken disse personer kan udøve betydelig indflydelse, eller er medlemmer af bestyrelsen.

Betydelig indflydelse kan eksempelvis foreligge i situationer, hvor aktionærer via aftaler, vedtægtsmæssige rettigheder eller lignende kan udøve en betydelig indflydelse på den finansielle virksomhed, selvom andelen er under 10 pct. Eksemplerne er ikke udtømmende.

En kvalificeret andel skal forstås i overensstemmelse med definitionen i § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed.

Med den foreslåede ændring vil eksponeringer mod personer, som har en tilknytning til den finansielle virksomheds direktør, og hvor disse personer har en kvalificeret andel på 10 pct. eller mere af kapitalen eller stemmerettighederne, eller i hvilken disse personer kan udøve betydelig indflydelse, blive omfattet af kravene i § 78, stk. 1-3.

Der stilles med den foreslåede ændring tilsvarende krav for eksponeringer og sikkerhedsstillelse med nærtbeslægtede bestyrelsesmedlemmer.

Den foreslåede ændring af § 78, stk. 4, er en implementering af artikel 88, stk. 1, i CRD V.

Til nr. 31 (§ 124 a i lov om finansiel virksomhed)

Penge- og realkreditinstitutter er i dag underlagt krav om at opretholde et individuelt solvensbehov, jf. § 124, stk. 2-8, samt et kombineret kapitalbufferkrav, jf. § 125 a.

Solvensbehovet består af kapitalgrundlagskravet i artikel 92, stk. 1, litra a)-c) og minimumskapitalkravet i artikel 93 i CRR samt et eventuelt tillæg til det relevante krav, såfremt instituttets risici ikke er tilstrækkelig dækket af dette krav.

Med den foreslåede § 124 a, stk. 1 , får Finanstilsynet mulighed for årligt at fastsætte et vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag for kreditinstitutterne på individuelt niveau, og meddeler denne til institutterne.

Forslaget implementerer artikel 104b i CRD V.

Det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag baseres på en tilsynsmæssig stresstest og opgøres i procent af den samlede risikoeksponering.

Det vejledende niveau vil blive fastsat, så instituttet med dette yderligere kapitalgrundlag kan tåle kapitalpåvirkningen fra det hårde stressscenarie i Finanstilsynets tilsynsmæssige stresstest uden at bryde med det individuelle solvensbehov.

Det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag vil blive meddelt skriftligt til institutterne.

Vejledningen vil således være en afgørelse i forvaltningsretlig forstand.

Vejledningen vil blive meddelt som det yderligere kapitalgrundlag, instituttet skal opretholde ud over det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a, for at kunne tåle det hårde stressscenarie i Finanstilsynets tilsynsmæssige stresstest uden at bryde med det individuelle solvensbehov, jf. § 124, stk. 2, eller med det individuelle solvenskrav, jf. § 124, stk. 3.

Det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag kan således godt være nul, såfremt instituttets kombinerede kapitalbufferkrav overstiger kapitaleffekten af Finanstilsynets hårde stressscenarie.

Dette vil fortsat blive kommunikeret til instituttet.

Der sondres i den foreslåede § 124 a mellem risici, der angår risikoen for overdreven gearing, og risici, der ikke angår risikoen for overdreven gearing.

Den sondring fremgår af den foreslåede § 124 a, stk. 2 og stk. 3.

Den foreslåede § 124 a, stk. 2, angår den del af det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag, som ikke er fastsat til at dække risikoen for overdreven gearing.

Denne del af det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag skal opfyldes med egentlig kernekapital ud over den egentlige kernekapital, som opretholdes for at opfylde det individuelle solvensbehov, jf. § 124, stk. 2, det individuelle solvenskrav, jf. § 124, stk. 3, for så vidt disse kapitalkrav er fastsat til at afhjælpe andre risici end risikoen for overdreven gearing.

Ligeledes må egentlig kernekapital, der er anvendt til opfyldelsen af kapitalgrundlagskravet i artikel 92, litra c) i CRR samt det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a ikke anvendes til opfyldelse af det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag.

Den foreslåede § 124 a, stk. 3, angår den del af det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag, der dækker risikoen for overdreven gearing.

Denne del af det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag skal opfyldes med egentlig kernekapital ud over den egentlige kernekapital, som opretholdes for at opfylde det individuelle solvensbehov, jf. § 124, stk. 2, eller det individuelle solvenskrav, jf. § 124, stk. 3, for så vidt disse kapitalkrav er fastsat til at afhjælpe risikoen for overdreven gearing.

Ligeledes må egentlig kernekapital, der er anvendt til opfyldelsen af kapitalkravet i artikel 92, litra d, i CRR og gearingsgradbufferkravet for G-SIFIer i artikel 92, stk. 1a, i CRR, ikke anvendes til opfyldelse af det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag.

Ved gentagne eller vedvarende brud på det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag vil Finanstilsynet i henhold til den foreslåede § 124 a, stk. 4, overveje, hvorvidt der er behov for at forhøje det pågældende instituts solvensbehov, jf. § 124, stk. 3.

Finanstilsynet foretager i denne sammenhæng et helhedsskøn af den situation, som det pågældende institut befinder sig i.

Finanstilsynet vil i dette helhedsskøn bl.a. kunne vælge at inddrage størrelsen af bruddet på det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag, og om det pågældende institut gentagne gange har brudt det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag, hvilket vil være en skærpende omstændighed.

Finanstilsynet vil også kunne inddrage, om det pågældende institut har brudt andre kapitalkrav eller har været tæt på at gøre dette, samt inddrage en vurdering af det pågældende instituts økonomiske situation.

Finanstilsynet vil desuden kunne inddrage instituttets ageren op til og efter bruddet samt instituttets kapitalplanlægning i forhold til igen at overholde det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag.

Finanstilsynet vil endvidere kunne inddrage andre forhold, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt.

Da vejledningen fastsættes på et niveau, hvor instituttet fra dette niveau ikke forventes at bryde med solvensbehovet i et hårdt stressscenarie, vil Finanstilsynet ofte være i en tæt dialog med instituttet, inden at instituttet bryder med det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag, da et institut med et kapitalgrundlag tæt på dette niveau vurderes at være tyndt kapitaliseret.

Brud på det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag er ikke strafbelagt.

Dog vil brud på det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag medføre, at Finanstilsynet retter en øget opmærksomhed mod det pågældende institut i sin tilsynsvirksomhed.

Finanstilsynet vil ved gentagne eller vedvarende brud på det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag overveje, hvorvidt der er behov for at fastsætte et højere individuelt solvenskrav for instituttet.

Herudover vil de almindelige tilsynsreaktioner såsom påbud, påtaler og risikooplysninger også finde anvendelse, såfremt Finanstilsynet konstaterer regelbrud eller ser behov for at fremsætte en risikooplysning til instituttet.

Til nr. 32 (§ 125 a, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed)

Efter gældende ret fastsætter erhvervsministeren et bufferkrav til danske SIFIer, det såkaldte SIFI-bufferkrav, gennem den systemiske buffer.

Denne danske anvendelse af den systemiske buffer som hjemmel for SIFI-bufferen sker med henblik på at opnå en vis størrelse af SIFI-bufferen for de mest systemiske institutter i Danmark.

Efter gældende ret skal der kunne sættes en SIFI-buffer op til 3 pct. af de risikovægtede eksponeringer for de mest systemiske finansielle institutter.

CRD IV indeholder i artikel 131 en O-SII-buffer til fastsættelse af bufferkrav til SIFIer, men denne kan ikke sættes højere end 2 pct. af instituttets samlede risikovægtede eksponeringer, hvorfor den systemiske buffer aktuelt bliver brugt til fastsættelsen af SIFI-bufferkravene i Danmark.

CRD V medfører ændringer til den systemiske buffer i artikel 133 og 134, så denne ikke længere kan anvendes til at fastsætte et SIFI-bufferkrav, da den systemiske buffer ikke længere kan anvendes til afdækning af risici, som er omfattet af artikel 131.

CRD V medfører også ændringer til O-SII-bufferen, så denne nu kan fastsættes på 3 pct.

Det foreslås i § 125 a, stk. 5, at SIFI-bufferen i et SIFI, jf. § 308, på individuelt, delkonsolideret og konsolideret grundlag mindst skal udgøre SIFIs samlede risikoeksponeringer beregnet i overensstemmelse med artikel 92, stk. 3, i CRR multipliceret med SIFI-buffersatsen.

Med den foreslåede § 125 a, stk. 5, indføres en særskilt SIFI-buffer i lov om finansiel virksomhed, der betyder at O-SII-bufferen fremover anvendes som hjemmel til at fastsætte SIFI-bufferen for danske SIFIer.

Dermed kan bufferkravet på 3 pct. fastholdes.

Der ændres med forslaget ikke på den nuværende tilgang til fastsættelsen af SIFI-bufferkravet.

Institutterne bliver fortsat inddelt efter systemiskhed og underlagt en SIFI-buffersats baseret på denne inddeling.

Der foreslås ikke ændringer til inddelingen eller buffersatserne.

Med forslaget ændres på notifikationsproceduren ved fastsættelse af en SIFI-buffer.

Notifikationsproceduren vil afhænge af, om der fastsættes en buffer på under eller over 3 pct.

Inden erhvervsministeren fastsætter en SIFI-buffer på op til 3 pct. skal det Europæiske Systemiske Risikoråd (ESRB) underrettes en måned inden offentliggørelsen.

ESRB videresender straks underretningen til Kommissionen, den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) og de kompetente og udpegede myndigheder i de berørte medlemsstater.

En sådan underretning gør nærmere rede for

I dag skal denne underretning sendes direkte til Kommissionen, ESRB, EBA og de kompetente og udpegede myndigheder i de berørte medlemsstater.

Herudover skal underretningen, udover ovenstående, nærmere redegøre for

Punkt a)-c) er således ikke længere et krav ved notifikation.

En SIFI-buffer over 3 pct. forudsætter en tilladelse fra Kommissionen.

Inden erhvervsministeren fastsætter en SIFI-buffer på over 3 pct., skal ESRB underrettes tre måneder inden offentliggørelsen.

ESRB videresender straks underretningen til Kommissionen, EBA og de kompetente og udpegede myndigheder i de berørte medlemsstater.

Underretningen skal indeholde punkt a)-c), jf. ovenfor.

Når erhvervsministeren ønsker at fastsætte en SIFI-buffer på over 3 pct., forelægger ESRB inden for seks uger efter modtagelsen af underretningen en udtalelse for Kommissionen om, hvorvidt SIFI-bufferen er passende.

EBA kan også afgive udtalelse til Kommissionen om bufferen.

Kommissionen vedtager, senest tre måneder efter at ESRB har fremsendt underretningen til Kommissionen, en retsakt, som bemyndiger erhvervsministeren til at vedtage den foreslåede foranstaltning, hvis Kommissionen er overbevist om, at en SIFI-buffer på over 3 pct. ikke får uforholdsmæssige negative virkninger for hele eller dele af det finansielle system i andre medlemsstater eller i Unionen som helhed ved at udgøre eller skabe en hindring for det indre markeds korrekte funktion.

Såfremt et SIFI er et datterselskab af enten et G-SIFI eller et SIFI, og er underlagt en SIFI-buffer på konsolideret niveau, må den buffer, der gælder på individuelt eller delkonsolideret niveau for det systemisk vigtige finansielle institut som udgangspunkt ikke overstige det laveste af følgende

Til nr. 33 (§ 125 a, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed)

De i § 125 a, stk. 1, nævnte institutter med undtagelse af de institutter, der opfylder kravene i § 125 a, stk. 2, skal opfylde et kombineret kapitalbufferkrav, jf. § 125 a.

Den gældende bestemmelse i § 125 a, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed indebærer, at institutter skal opfylde det kombinerede kapitalbufferkrav med egentlig kernekapital, som ikke anvendes til opfyldelse af det individuelle solvensbehov jf. § 124.

Det vil sige, at den samme egentlige kernekapital ikke må anvendes til at opfylde flere risikobaserede kapitalkrav.

Med den foreslåede ændring af § 125 a, stk. 8, gøres det eksplicit, at det kombinerede kapitalbufferkrav skal opfyldes med egentlig kernekapital i tillæg til egentlig kernekapital, der opretholdes for at opfylde,

Den foreslåede nyaffattelse af § 125 a, stk. 7, der bliver stk. 8, sker dels som en implementering af artikel 128 i CRD V, hvori det præciseres, at institutterne ikke kan benytte kapital til at opfylde visse kapitalkrav samtidigt.

Eksempelvis kan den samme kapital ikke bruges til at dække det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag, hvis det bruges til at dække det kombinerede kapitalbufferkrav.

Herudover har den til formål at tage højde for indførelsen af gearingsgradbufferkravet for G-SIFIer i artikel 92, stk. 1a, i CRR og CRR II.

Den foreslåede nyaffattelse til bestemmelsen indebærer ikke materielle ændringer af den gældende retstilstand, idet gældende dansk administrativ praksis allerede er i overensstemmelse med indholdet af artikel 128 i CRD V.

Der sker med ændringen alene en sproglig præcisering.

Denne sproglige præcisering indebærer en understregning af, at den samme egentlige kernekapital, der anvendes til opfyldelse af et risikobaseret krav, ikke samtidigt må genanvendes til andre risikobaserede krav eller krav om nedskrivningsegnede passiver.

Dog må den samme egentlige kernekapital gerne samtidigt anvendes til opfyldelse af kapitalkrav fastsat til afdækning af risikoen for overdreven gearing.

Implementeringen af artikel 128 i CRD V er derfor at betragte som en sproglig præcisering og kodificering af den nugældende danske retstilstand.

Til nr. 34 (§ 125 b, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed)

Efter den gældende bestemmelse i § 125 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed skal pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I, der har tilladelse til at udøve de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om finansiel virksomhed, opfylde det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a.

Disse institutter må efter § 125 b ikke foretage udlodning, der vedrører egentlig kernekapital i en grad, der medfører, at institutterne ikke længere opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav.

Et institut, der ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, er pålagt at udregne det maksimale udlodningsbeløb og straks underrette Finanstilsynet herom.

Før det maksimale udlodningsbeløb er udregnet, er en række handlinger forbudte for det pågældende institut.

Instituttet skal inden for fem arbejdsdage indsende en kapitalbevaringsplan til Finanstilsynet.

De nærmere regler for udregning af det maksimale udlodningsbeløb er fastlagt i bekendtgørelse nr. 1349 af 12. december 2014 om opgørelse af det kombinerede kapitalbufferkrav, det maksimale udlodningsbeløb og indholdet af en kapitalbevaringsplan for visse finansielle virksomheder.

Det er i gældende ret ikke defineret, hvornår et institut ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav.

Ordlyden i § 125 b, stk. 1, jf. stk. 7 og 8 i lov om finansiel virksomhed og de i denne sammenhæng relevante bekendtgørelser tager således kun stilling til retsvirkningerne ved manglende opfyldelse af det kombinerede kapitalbufferkrav.

Det foreslås i § 125 b, stk. 1, at et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I, hvis fondsmæglerselskabet har tilladelse til at udøve de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om finansiel virksomhed, ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav fastsat i medfør af § 125 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, hvis ikke instituttet eller selskabet samtidig har et tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at opfylde kravene i artikel 92, stk. 1, litra a-c, i CRR, det individuelle solvenskrav fastsat i medfør af § 124, stk. 3, eller § 125, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, og det individuelle solvensbehov fastsat i medfør af § 124, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, til at afhjælpe andre risici end risikoen for overdreven gearing.

Med forslaget tydeliggøres det, at et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I, hvis fondsmæglerselskabet I har tilladelse til at udøve de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav fastsat i medfør af § 125 a, stk. 1, hvis ikke det samtidigt har et tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at opfylde kravene i artikel 92, stk. 1, litra a-c, i CRR, § 124, stk. 3, eller § 125, stk. 3, samt det individuelle solvensbehov fastsat i medfør af § 124, stk. 2, til at afhjælpe andre risici end risikoen for overdreven gearing.

Et G-SIFI er underlagt gearingskravet i artikel 92, stk. 1, litra d, CRR samt gearingsgradbufferkravet jf. artikel 92, stk. 1a, CRR.

Herudover kan instituttet være underlagt et tillæg til gearingskravet til at afhjælpe risikoen for overdreven gearing i medfør af § 124, stk. 3 i lov om finansiel virksomhed.

Med lovforslaget foreslås det at specificere, at et G-SIFI ikke overholder gearingsgradbufferkravet, når det efter opfyldelse af gearingskravet samt det eventuelle tillæg, der måtte følge heraf, ikke har nok overskydende kernekapital til at opfylde gearingsgradbufferkravet.

Den foreslåede ændring til § 125 b, stk. 1, ændrer dog ikke på den nugældende retstilstand, da den danske retstilstand allerede er i overensstemmelse med den foreslåede nyaffattelse af § 125 b, stk. 1.

Den gældende retstilstand vil dog med forslaget blive ekspliciteret i lov om finansiel virksomhed.

Det tydeliggøres ligeledes i forslaget, at kapitalkrav fastsat til at afhjælpe risikoen for overdreven gearing ikke indgår i opgørelsen af, hvorvidt det kombinerede bufferkrav brydes.

Det foreslås i § 125 b, stk. 2, at et G-SIFI ikke opfylder gearingsgradbufferkravet, jf. artikel 92, stk. 1a, i CRR, hvis det pågældende G-SIFI ikke samtidig har et tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at opfylde kravene i artikel 92, stk. 1, litra d, i CRR, samt de dele af det individuelle solvenskrav, jf. § 124, stk. 3, og det individuelle solvensbehov, jf. § 124, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, som er fastsat til at afhjælpe risikoen for overdreven gearing.

Den foreslåede nyaffattelse af § 125 b, stk. 2, har til formål at implementere artikel 141 c i CRD V.

Bestemmelsen definerer, hvornår et G-SIFI ikke opfylder gearingsgradbufferkravet.

Bestemmelsen er en nyskabelse i lov om finansiel virksomhed, idet gearingsgradbufferkravet for G-SIFIer er blevet indført ved gennemførelsen CRR II.

Det bemærkes, at Danmark på nuværende tidspunkt ikke har et G-SIFI.

Ikke desto mindre foreslås det, at bestemmelsen indføres med henblik på, at lov om finansiel virksomhed bringes i overensstemmelse med artikel 141b i CRD V samt af hensyn til den eventulle fremtidige identifikation af danske G-SIFIer.

De foreslåede ændringer i § 125 b, stk. 3-10, jf. lovforslagets § 1, nr. 37-41, er dels gennummerering af den nugældende § 125 b, stk. 1 som følge af de foreslåede indsættelser af nyaffattelserne af § 125 b, stk. 1 og 2.

Herudover indsættes ”gearingsgradbufferkravet” de relevante steder, så retsvirkningerne ved brud med gearingsgradbufferkravet sidestilles med retsvirkningerne fra det kombinerede kapitalbufferkrav.

Det bemærkes ligeledes, at hjemlen til bekendtgørelse nr. 1349 af 12/12/2014 om opgørelse af det kombinerede kapitalbufferkrav, det maksimale udlodningsbeløb og indholdet af en kapitalbevaringsplan for visse finansielle virksomheder ved denne gennummerering flyttes fra den nugældende § 125 b, stk. 8, til den foreslåede § 125 b, stk. 10.

Til nr. 35 (§ 125 b, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 125 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I, hvis fondsmæglerselskabet I har tilladelse til at udøve de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, skal opfylde det kombinerede kapitalbufferkrav.

Disse virksomheder må ikke foretage udlodning, der vedrører egentlig kernekapital i en grad, der medfører, at virksomhederne ikke længere opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav.

En virksomhed, der ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, er pålagt at udregne det maksimale udlodningsbeløb og straks underrette Finanstilsynet herom.

Før det maksimale udlodningsbeløb er udregnet, er en række handlinger forbudte for den pågældende virksomhed.

Virksomheden skal inden for fem arbejdsdage indsende en kapitalbevaringsplan til Finanstilsynet.

De nærmere regler for udregning af det maksimale udlodningsbeløb er fastlagt i bekendtgørelse nr. 1349 af 12. december 2014 om opgørelse af det kombinerede kapitalbufferkrav, det maksimale udlodningsbeløb og indholdet af en kapitalbevaringsplan for visse finansielle virksomheder.

Med forslaget ændres bestemmelsen, så et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I, hvis fondsmæglerselskabet I har tilladelse til at udøve de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, der opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a, stk. 1, og gearingsgradbufferkravet, hvor gearingsgradbufferkravet finder anvendelse, ikke må foretage udlodning, der vedrører egentlig kernekapital, jf. stk. 5, i et omfang, der reducerer den egentlige kernekapital til et niveau, hvor det kombinerede kapitalbufferkrav eller gearingsgradbufferkravet ikke længere er opfyldt.

Den foreslåede § 125 b, stk. 3, er konsekvensrettet som følge af indførelsen af de foreslåede § 125 b, stk. 1 og 2.

Ordlyden og anvendelsesområdet for den foreslåede § 125 b, stk. 3, foreslås udvidet i forhold til den gældende bestemmelse, så et pengeinstitut, realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I, der er omfattet af gearingsgradbufferkravet for G-SIFIer, forbydes at foretage udlodning, der reducerer den egentlige kernekapital i en sådan grad, at virksomheden ikke kan opfylde gearingsgradbufferkravet.

Den foreslåede ændring har til formål at implementere artikel 141b, stk. 1, i CRD V.

Gearingsgradbufferkravet finder kun anvendelse for G-SIFIer.

Danmark har på nuværende tidspunkt ikke et G-SIFI.

Derudover indbefatter den foreslåede § 125 b, stk. 3, konsekvensrettelser i dets henvisninger, der gennummereres som følge af indførelsen af de foreslåede § 125 b, stk. 1 og 2.

Til nr. 36 (§ 125 b, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 125 b, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I, hvis fondsmægleselskabet I har tilladelse til at udøve de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, der ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, skal opgøre det maksimale udlodningsbeløb og straks underrette Finanstilsynet herom.

Den foreslåede § 125 b, stk. 4, er konsekvensrettet som følge af indførelsen af de foreslåede § 125 b, stk. 1 og 2.

Herudover foreslås ordlyden og anvendelsesområdet for den foreslåede § 125 b, stk. 4 udvidet i forhold til den gældende § 125, stk. 2, således at et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), der ikke opfylder gearingsgradbufferkravet, ligeledes skal opgøre det relevante maksimale udlodningsbeløb og straks underrette Finanstilsynet herom.

Med den foreslåede ændring bliver et G-SIFI, der ikke opfylder gearingsgradbufferkravet, pålagt pligten til straks at udregne det gearingsrelaterede maksimale udlodningsbeløb samt at underrette Finanstilsynet herom.

Underretningspligten gælder både den manglende opfyldelse af gearingsgradbufferkravet og udregningen af det maksimale gearingsrelaterede udlodningsbeløb.

Ændringen har til formål at implementere artikel 141b i CRD V.

Gearingsgradbufferkravet finder kun anvendelse for G-SIFIer.

Der er for nuværende ikke identificeret G-SIFIer i Danmark.

Det foreslås dog ikke desto mindre at indføre ordlydsindsættelsen med henblik på at sikre, at lov om finansiel virksomhed er i overensstemmelse med CRD V samt af hensyn til den eventulle fremtidige identifikation af danske G-SIFIer.

Til nr. 37 og 38 (§ 125 b, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 125 b, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, at et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I, hvis fondsmægleselskabet I har tilladelse til at udøve de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, der ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, ikke må foretage udlodninger af egentlig kernekapital, indføre en forpligtelse til at betale variabel løn eller skønsmæssigt fastsatte pensionsydelser eller betale variabel løn, såfremt forpligtelsen til at betale er blevet indført på et tidspunkt, hvor virksomheden ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav og foretage betalinger, der vedrører hybride kernekapitalinstrumenter, før virksomheden har opgjort det relevante maksimale udlodningsbeløb og underrettet Finanstilsynet herom.

Det foreslås, at ordlyden og dermed anvendelsesområdet for den foreslåede § 125 b, stk. 5, udvides i forhold til den gældende § 125, stk. 3, således at et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), der ikke opfylder gearingsgradbufferkravet, ligeledes ikke må foretage de handlinger, som fremgår af det gældende § 125 b, stk. 3, før virksomheden har opgjort det maksimale udlodningsbeløb og underrettet Finanstilsynet herom.

På denne måde bliver et G-SIFI, der ikke opfylder gearingsgradbufferkravet, omfattet af forbuddet mod bl.a. at foretage udlodninger af egentlig kernekapital, samt at forpligte sig til at udbetale løn og foretage betalinger, der vedrører hybride kernekapitalinstrumenter, før det har opgjort det relevante maksimale udlodningsbeløb og underrettet Finanstilsynet herom.

Ændringen har til formål at implementere artikel 141b i CRD V.

Gearingsgradbufferkravet finder kun anvendelse for G-SIFIer.

Der er for nuværende ikke identificeret G-SIFIer i Danmark.

Det foreslås dog ikke desto mindre at indføre ordlydsindsættelsen med henblik på at sikre, at lov om finansiel virksomhed er i overensstemmelse med CRD V samt af hensyn til den eventulle fremtidige identifikation af danske G-SIFIer.

Til nr. 39 og 40 (§ 125 b, stk. 6 og 8, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 125 b, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed at et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I, hvis fondsmægleselskabet I har tilladelse til at udøve de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, der ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, ikke må udlodde mere end det maksimale udlodningsbeløb ved handlinger omfattet af stk. 3, nr. 1-3, jf. dog stk. 7.

Virksomheden skal desuden sikre, at det maksimale udlodningsbeløb opgøres korrekt.

Med den foreslåede ændring af § 125 b, stk. 4 og 6, der bliver stk. 6 og 8, foreslås en udvidelse af bestemmelserne, der indebærer, at G-SIFIer, som ikke opfylder gearingsbufferkravet for G-SIFIer, bliver omfattet af bestemmelsen.

Med forslaget ændres § 125 b, stk. 4, som bliver stk. 6, således at en virksomhed, som ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav eller gearingsgradbufferkravet, ikke må udlodde mere end det maksimale udlodningsbeløb.

Med forslaget ændres § 125 b, stk. 6, som bliver stk. 8, således at en virksomhed, som ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav eller gearingsgradbufferkravet, skal træffe nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre, at størrelsen af overskud, der kan udloddes, og det maksimale udlodningsbeløb opgøres nøjagtigt.

Virksomheden skal efter anmodning kunne dokumentere nøjagtigheden over for Finanstilsynet.

Dette betyder, at G-SIFIer, der ikke opfylder gearingsgradbufferkravet ikke må udlodde mere end det maksimale udlodningsbeløb ved de handlinger, der er omfattet af den gældende § 125 b, stk. 3, nr. 1-3, der ændres til § 125 stk. 5, nr. 1-3, som følge af gennummereringen.

Det drejer sig om i) udbetaling af kontant udbytte, ii) udlodning af helt eller delvis betalte fondsaktier eller andre kapitalinstrumenter, der er omhandlet i artikel 26, stk. 1, litra a, i CRR, og iii) indløsning eller tilbagekøb, som en virksomhed foretager af egne aktier eller andre kapitalinstrumenter, der er omhandlet i artikel 26, stk. 1 litra a, i CRR.

Forslaget har til formål at implementere artikel 141b i CRD V.

Gearingsgradbufferkravet finder kun anvendelse for G-SIFIer.

Der er for nuværende ikke identificeret G-SIFIer i Danmark.

Det foreslås dog ikke desto mindre at indføre ordlydsindsættelsen med henblik på at sikre, at lov om finansiel virksomhed er i overensstemmelse med CRD V samt af hensyn til eventuel fremtidig identifikation af danske G-SIFIer.

Til nr. 41 (§ 125 b, stk. 10, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 125, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet har bemyndigelse til at fastsætte regler om opgørelse og indberetning af det maksimale udlodningsbeløb.

Et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I, hvis fondsmægleselskabet I har tilladelse til at udøve de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, skal opgøre det maksimale udlodningsbeløb, hvis virksomheden ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav.

Det foreslås med ændringen af § 125 b, stk. 10, at Finanstilsynet fastsætter regler om opgørelse og indberetning af de maksimale udlodningsbeløb.

Den foreslåede ændring udvider bemyndigelsen til at omfatte flere maksimale udlodningsbeløb.

Efter gældende ret er et institut underlagt udlodningsbegrænsninger og skal udregne det maksimale udlodningsbeløb, såfremt instituttet ikke overholder det kombinerede kapitalbufferkrav.

Der er således kun et maksimalt udlodningsbeløb.

Som beskrevet i bemærkningerne til § 125 b, stk. 3, underlægges et institut udlodningsbegrænsninger, når det ikke overholder gearingsgradbufferkravet for G-SIFIer på linje med de udlodningsbegrænsninger, som et institut er underlagt, såfremt det ikke overholder det kombinerede kapitalbufferkrav.

Der vil derfor fremadrettet være to forskellige maksimale udlodningsbeløb, hvor det ene vil være relateret til manglende overholdelse af det kombinerede kapitalbufferkrav, og det andet vil relatere sig til manglende overholdelse af gearingsgradbufferkravet.

Udregningen af det maksimale gearingsrelaterede udlodningsbeløb tager udgangspunkt i instituttets overdækning til gearingskravet, hvor det maksimale udlodningsbeløb relateret til det kombinerede kapitalbufferkrav tager udgangspunkt i overdækningen til det individuelle solvensbehov.

Der er derfor behov for at specificere udregningen af to forskellige maksimale udlodningsbeløb, hvorfor bemyndigelsen foreslås udvidet.

Den udvidede bemyndigelse forventes indarbejdet i bekendtgørelse nr. 1349 af 12. december 2014 om opgørelse af det kombinerede kapitalbufferkrav, det maksimale udlodningsbeløb og indholdet af en kapitalbevaringsplan for visse finansielle virksomheder.

Til nr. 42 (§ 125 c, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

I henhold til gældende ret skal institutter omfattet af § 125 c, stk. 1, ved manglende overholdelse af det kombinerede kapitalbufferkrav udarbejde og indsende en kapitalbevaringsplan til Finanstilsynet.

Indsendelse af kapitalbevaringsplanen skal ske, senest 5 arbejdsdage efter at instituttet burde have konstateret den manglende opfyldelse.

Finanstilsynet kan dog forlænge fristen under hensyntagen til omfanget og kompleksiteten af virksomhedens aktiviteter.

Det foreslås at ændre § 125 c, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, således at et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I, hvis fondsmæglerselskabet I har tilladelse til de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, der ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a, stk. 1, eller gearingsgradbufferkravet, jf. artikel 92, stk. 1a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 876/2019 af 20. maj 2019 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, skal udarbejde og indsende en kapitalbevaringsplan til Finanstilsynet, senest 5 arbejdsdage efter at virksomheden burde have konstateret, at den ikke opfylder kravet, jf. dog stk. 2.

Med forslaget tilføjes det, at et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I, hvis fondsmæglerselskabet I har tilladelse til de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, der ikke opfylder gearingsgradbufferkravet for G-SIFIer, jf. artikel 92, stk. 1a, i CRR, skal udarbejde og indsende en kapitalbevaringsplan til Finanstilsynet, senest 5 arbejdsdage efter at virksomheden burde have konstateret, at den ikke opfylder kravet, på samme måde som det vil skulle gøres, såfremt den pågældende virksomhed ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a, stk. 1.

Den foreslåede ændring af § 125 c, stk. 1, implementerer artikel 142, stk. 1, i CRD V, idet den består af en ordlydstilføjelse af gearingsgradsbufferkravet i § 125 c, stk. 1.

Denne ændring afspejler den materielle ændring i artikel 142 i CRD V, hvori der er en lignende ordlydstilføjelse.

Tilføjelsen i CRD V medfører, at et brud på gearingsgradbufferkravet medfører konsekvenser svarende til de konsekvenser, som et brud på det kombinerede kapitalbufferkrav medfører.

Den foreslåede tilføjelse sikrer, at G-SIFIer ved manglende opfyldelse af gearingsgradsbufferkravet, ligesom institutter omfattet af § 125 c, stk. 1, der ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, skal udarbejde og indsende en kapitalbevaringsplan til Finanstilsynet inden for de samme frister.

Således finder de samme retsvirkninger anvendelse på G-SIFIer, der ikke opfylder gearingsbufferkravet, som på institutter i § 125 c, stk. 1, der ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav.

Der er for nuværende ikke identificeret G-SIFIer i Danmark, hvorfor ingen danske institutter for nuværende kan bryde gearingsgradbufferkravet.

Det foreslås dog ikke desto mindre at indføre ordlydsindsættelsen med henblik på at sikre, at lov om finansiel virksomhed er i overensstemmelse med CRD V samt af hensyn til den eventulle fremtidige identifikation af danske G-SIFIer.

Til nr. 43 og 44 (§ 125 e, stk. 2 og 3, i lov om finansiel virksomhed)

I koncerner, hvor der indgår et G-SIFI, og hvor der på konsolideret grundlag gælder både en G-SIFI-buffer og en systemisk buffer, finder alene den højeste af de to buffere anvendelse i henhold til gældende ret.

Såfremt den systemiske buffer alene finder anvendelse på danske eksponeringer for at imødegå makroprudentielle risici, dvs. risici, som ikke er institutspecifikke i Danmark, finder både den systemiske buffer og G-SIFI-bufferen dog anvendelse .

Dette er i overensstemmelse med artikel 131, stk. 14, i CRD IV, hvoraf det fremgår, at det på konsolideret niveau er den højeste buffer af en eventuel systemisk buffer, såfremt den systemiske buffer dækker alle instituttets eksponeringer, SIFI-bufferen og/eller G-SIFI-bufferen, som finder anvendelse.

På individuelt eller delkonsolideret niveau er det den højeste af en eventuel SIFI-buffer og systemisk buffer, som finder anvendelse.

I CRD V finder den højeste af en eventuel SIFI-buffer og G-SIFI-buffer på konsolideret niveau anvendelse.

Denne er i givet fald kumulativ med en eventuel systemisk buffer.

Såfremt et institut på individuelt eller delkonsolideret niveau er underlagt en SIFI-buffer eller G-SIFI-buffer, er denne tillige kumulativ med en eventuel systemisk buffer.

Det foreslås at ændre § 125 e, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, således at det i koncerner, hvori der indgår et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), jf. § 310, og et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI), jf. § 308, og hvor der på konsolideret grundlag gælder både en G-SIFI-buffer og en SIFI-buffer, er den højeste af henholdsvis G-SIFI-bufferen og SIFI-bufferen, der finder anvendelse.

Den foreslåede ændring af § 125 e, stk. 2, har til formål at afspejle denne ændring i CRD V.

I koncerner, hvor der indgår et G-SIFI, og et SIFI, og hvor der på konsolideret grundlag gælder både en G-SIFI-buffer og en SIFI-buffer, finder den højeste af de to buffere anvendelse med forslaget.

Der foreslås, at såfremt en systemisk buffer finder anvendelse, er denne buffer kumulativ med den relevante SIFI-buffer eller G-SIFI-buffer.

Herudover gennemfører forslaget en konsekvensrettelse af, at den danske SIFI-buffer nu fastsættes gennem en anden bestemmelse i lov om finansiel virksomhed, da SIFI-bufferen med forslaget vil blive fastsat igennem SIFI-bufferen og dermed ikke længere vil blive fastsat igennem den systemiske buffer, da dette ikke længere er muligt som følge af artikel 133, stk. 7 og stk. 8, litra c, CRD V.

Herudover foreslås § 125 e, stk. 3, ophævet.

Til nr. 45 (§ 125 g, stk. 3 og 4, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 125 h, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at erhvervsministeren fastsætter et bufferkrav for de danske SIFIer, det såkaldte SIFI-bufferkrav.

Som beskrevet i bemærkningerne til § 125 a, stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 32, medfører ændringerne til den systemiske buffer i CRD V, at det danske SIFI-bufferkrav ikke kan fastsættes via denne hjemmel længere.

CRD V forhøjer grænsen for O-SII-bufferen til 3 pct., så der herigennem nu kan fastsættes bufferkrav til de mest systemiske institutter, som fastsat i Bankpakke 6.

Med forslaget til § 125 a, stk. 5, indføres der en separat buffer til SIFIer kaldet ”SIFI-bufferen”.

SIFI-bufferen vil blive udregnet ud fra det enkelte instituts SIFI-buffersats, der fastsættes på baggrund af det enkelte instituts systemiskhed, multipliceret med instituttets risikovægtede aktiver.

Det er også i dag erhvervsministeren, der fastsætter SIFI-buffersatsen for de enkelte kategorier af systemiskhed, jf. § 308, stk. 7 og 9.

Ministeren fastsætter i dag disse buffersatser ved anvendelse af den systemiske buffer.

Derfor foreslås det med § 125 g, stk. 3 og 4, at indføre en ny buffersats i lov om finansiel virksomhed, der fastsætter det enkelte systemisk vigtige finansielle instituts SIFI-bufferkrav alt efter instituttets systemiskhed.

Størrelsen af buffersatsen fastsættes af erhvervsministeren ud fra institutternes systemiskhed jf. § 308, stk. 7.

Med forslaget til § 125 g, stk. 3, indføres der en særskilt buffersats til SIFIer kaldet ”SIFI-buffersatsen”.

Med forslaget til § 125 g, stk. 4, gives erhvervsministeren bemyndigelse til at fastsætte SIFI-buffersatsen for de enkelte kategorier af systemiskhed, jf. § 308, stk. 7.

Der ændres med forslaget ikke på den nuværende tilgang til fastsættelse af SIFI-bufferkravene.

Til nr. 46-49 (§ 125 h, stk. 1, 3 og 5, i lov om finansiel virksomhed)

Den systemiske buffer bruges i dag til fastsættelsen af et bufferkrav til danske SIFIer, det såkaldte SIFI-bufferkrav.

I det foreslåede tydeliggøres det, at en systemisk buffersats ikke må fastsættes til afdækning af risici omfattet af den kontracykliske buffersats, jf. § 125 f, SIFI-bufferkravet, jf. § 125 a, stk. 5, eller G-SIFI-buffersatsen, jf. § 125 g.

Da den systemiske buffer fremadrettet ikke bruges til fastsættelse af SIFI-bufferkravet, vil den med forslaget kunne benyttes målrettet til andre formål.

Det drejer sig bl.a. om at adressere opbygning af systemiske risici i undergrupper af eksponeringer, eksempelvis opdelt på sektorer eller geografisk placering.

Den systemiske buffer har til formål at forebygge systemiske eller makroprudentielle risici dvs. risici i forhold til økonomiske forhold generelt.

Erhvervsministeren beslutter, hvilke eksponeringer buffersatsen finder anvendelse på.

Erhvervsministeren kan fastsætte forskellige buffersatser til forskellige institutter.

Erhvervsministeren kan desuden fastsætte, fra hvilket tidspunkt buffersatserne finder anvendelse.

Erhvervsministeren vurderer den systemiske buffersats årligt og giver meddelelse om genfastsættelsen på Erhvervsministeriets hjemmeside, såfremt den systemiske buffer benyttes.

Fastsættelsen af en systemisk buffer kan ske på baggrund af en henstilling fra Det Systemiske Risikoråd, jf. § 343 s, stk. 3, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed.

Ministeren kan følge henstillingen fra Det Systemiske Risikoråd umiddelbart efter modtagelse, så observerede risici adresseres rettidigt.

Erhvervsministeren kan endvidere beslutte, at en systemisk buffersats i et andet land inden for den Europæiske Union (EU) eller et tredjeland, som EU har indgået en aftale med på det finansielle område, skal finde anvendelse på danske institutters eksponeringer i det pågældende land.

Det foreslås i § 125 h, stk. 1, at indsætte efter første punktum, at en systemisk buffersats ikke må anvendes til at afhjælpe risici omfattet af den kontracykliske buffersats, SIFI-buffersatsen, eller G-SIFI-buffersatsen.

Det foreslås i § 125 h, stk. 3, at såfremt erhvervsministeren vurderer, at en systemisk buffersats, der er anerkendt af erhvervsministeren, og som er fastsat i et andet land, forebygger og begrænser en risiko, der kan sidestilles med en risiko, som er omfattet af en systemisk buffersats fastsat af erhvervsministeren, finder den højeste buffersats af disse anvendelse for virksomhederne i forbindelse med eksponeringer i det pågældende land til brug for opgørelsen af deres systemiske buffer.

Såfremt de pågældende buffersatser vurderes at adressere forskellige risici, kan erhvervsministeren træffe beslutning om, i hvilken udstrækning buffersatserne er kumulative ved opgørelsen af deres systemiske buffer.

Det følger af den foreslåede § 125 h, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 48, at hvis erhvervsministeren vurderer, at den anerkendte buffersats fastsat i et andet land og en systemisk buffersats fastsat i Danmark omfatter den samme risiko eller en risiko, der sidestilles hermed, finder den højeste buffersats af disse anvendelse i opgørelsen af den systemiske buffer, jf. § 125 a, stk. 6.

Hvis den anerkendte buffersats fastsat i et andet land forebygger og begrænser andre risici end de risici, der omfattet af en dansk systemisk buffersats, skal erhvervsministeren træffe afgørelse om, i hvilket omfang den udenlandske anerkendte systemiske buffersats og den danske systemiske buffersats er kumulative.

Denne afgørelse kan baseres på en henstilling fra Det Systemiske Risikoråd.

Endelig gives der i forslaget hjemmel til, at erhvervsministeren fastsætter nærmere regler for opgørelsen af den systemiske buffersats.

Den foreslåede tilføjelse af bestemmelsens andet punktum har til formål at implementere artikel 133 CRD V, som fjerner muligheden for inddragelse af risici i fastsættelsen af en systemisk buffersats på baggrund af risici, der allerede er omfattet af den kontracykliske buffersats, jf. § 125 f, SIFI-bufferkravet, jf. § 125 a, stk. 5, eller G-SIFI-buffersatsen, jf. § 125 g samt kravene i CRR.

Formålet hermed er at opnå overensstemmelse mellem artikel 133 CRD V og § 125 h i lov om finansiel virksomhed.

Den foreslåede sletning sker med det formål, at dansk ret skal være i overensstemmelse med indholdet af artikel 133 CRD V, idet ordet ”ikkecyklisk” også udgår af artikel 133 CRD V.

Den foreslåede nyaffattelse af § 125 h, stk. 3, har til formål at bringe lov om finansiel virksomhed i overensstemmelse med CRD V, hvoraf det fremgår, at hvis medlemsstaterne anerkender en udenlandsk systemisk buffersats, jf. § 125 h, stk. 2, for indenlandsk godkendte institutter, kan denne systemiske buffer kumuleres med den systemiske buffer, der finder anvendelse i henhold til artikel 134, stk. 1 CRD V, forudsat at bufferne afhjælper forskellige risici.

Hvis bufferne afhjælper samme risici, finder kun den højeste buffer anvendelse.

I den foreslåede bestemmelse tildeles erhvervsministeren beføjelse til at afgøre, hvorvidt de ovenfor beskrevne buffere er fastsat til at afhjælpe forskellige risici eller ej.

Dette foreslås, da det er erhvervsministeren, som fastsætter systemiske buffere i Danmark og dermed har det største indblik i bevæggrundene for fastsættelsen.

Bestemmelsen vil dermed give erhvervsministeren mulighed for at vurdere, hvorvidt en i Danmark anerkendt udenlandsk buffersats, jf. § 125 h, stk. 2, dækker samme risiko eller kan sidestilles med en risiko, der er dækket af den danske buffersats sat i medfør af den nugældende § 125 h, stk. 1.

Hvis erhvervsministeren vurderer, at den danske buffersats og den udenlandske sats dækker samme risiko eller risici, der kan sidestilles, så finder den højeste af disse satser anvendelse.

Vurderer erhvervsministeren, at disse satser dækker forskellige risici, kan erhvervsministeren beslutte, hvorvidt begge satser finder anvendelse.

Det samme gælder, hvor flere end to satser finder anvendelse.

Det foreslås i § 125 h, stk. 5 , at erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke undergrupper af eksponeringer den systemiske buffer kan finde anvendelse på, om opgørelsen af den systemiske buffer, og om offentliggørelse af oplysninger om den systemiske buffer.

Den foreslåede § 125 h, stk. 5, har til formål at give erhvervsministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om opgørelsen af den systemiske buffer og om offentliggørelse af oplysninger om den systemiske buffer.

Erhvervsministeren kan således udstede en bekendtgørelse, hvori de nærmere regler om opgørelsen af den systemiske buffer og offentliggørelse af oplysninger om den systemiske buffer fastslås.

Bekendtgørelsen vil herudover indeholde nærmere regler om, hvilke eksponeringer og kategorier af eksponeringer der kan være omfattet af den systemiske buffersats.

I bekendtgørelsen vil det endvidere fremgå, hvilke oplysninger erhvervsministeren i medfør af CRD V vil offentliggøre i forbindelse med udmeldingen af den systemiske buffersats, og at virksomhederne skal offentliggøre deres virksomhedsspecifikke systemiske buffersats på deres hjemmeside for at sikre transparens.

En kombineret systemisk buffersats på over 3 pct. og op til 5 pct. for grupper eller undergrupper af eksponeringer forudsætter en udtalelse fra Kommissionen.

Hvis Kommissionens udtalelse er negativ, følger erhvervsministeren udtalelsen eller redegør for grundene til, at erhvervsministeren ikke gør det.

En kombineret systemisk buffersats på over 5 pct. for grupper eller undergrupper af eksponeringer forudsætter en tilladelse fra Kommissionen.

Anerkendelsen af en systemisk buffersats, der er anerkendt i et andet EU-land, medregnes ikke i tærsklen på de 3 pct. Hvis summen af en kombineret systemisk buffersats for grupper eller undergrupper af eksponeringer og en SIFI-buffersats eller en G-SIFI-buffersats overstiger 5 pct., forudsætter det også en tilladelse fra Kommissionen.

EBA offentliggør senest den 30. juni 2020 retningslinjer om de relevante undergrupper af eksponeringer, som erhvervsministeren kan anvende en systemisk buffer på.

Til nr. 50 (§ 125 i i lov om finansiel virksomhed)

§ 125 i fastsætter et gældsbufferkrav for realkreditinstitutter og fastslår bl.a., hvilket niveau gældsbufferen skal fastsættes til.

Det foreslås at ophæve § 125 i .

Der er tale om en konsekvensændring, som følge af at § 125 i videreføres og samtidig nyaffattes i §§ 268-268 d, jf. lovforslagets § 1, nr. 80.

Det er hensigtsmæssigt, at bestemmelserne om gældsbufferkravet flyttes til kapitel 17 i lov om finansiel virksomhed.

Det er for at tydeliggøre, at bestemmelserne hører under Finanstilsynet i sin egenskab som afviklingsmyndighed og ikke under Finanstilsynet i sin egenskab som tilsynsmyndighed.

Der er ikke med flytningen af bestemmelserne tiltænkt nogen ændring af bestemmelserne, herunder beregningsgrundlaget for gældsbufferkravet, dets størrelse, eller sammensætningen m.v. Gældsbufferkravets funktion og indhold vil således være uændret, og flytningen af bestemmelserne til kapitel 17 er alene udtryk for en teknisk omrokering i loven.

Til nr. 51 (§ 152, stk. 1, §§ 153 og 156 i lov om finansiel virksomhed)

Finanstilsynet kan for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber I eller grupper af disse typer af virksomheder fastsætte specifikke likviditetskrav, der dels tager højde for likviditetsrisici i det enkelte institut eller grupper af institutter, og dels tager højde for systemiske likviditetsrisici, jf. § 152, § 153 og § 156 i lov om finansiel virksomhed.

Systemiske likviditetsrisici er mere generelle risici, som truer integriteten af finansmarkederne og det finansielle system generelt.

Specifikke likviditetskrav kan altså efter gældende ret være baseret på hensynet til risici, som truer integriteten af finansmarkederne og det finansielle system generelt.

I § 152, stk. 1 , §§ 153 og 156 i lov om finansiel virksomhed udgår »og for systemiske likviditetsrisici«, hvilket medfører, at Finanstilsynets ikke længere kan fastsætte specifikke likviditetskrav udelukkende på baggrund af systemiske likviditetsrisici.

Specifikke likviditetskrav skal fremadrettet være baseret på en virksomhedsspecifik tilgang.

Det betyder, at specifikke likviditetskrav skal fastsættes ud fra, hvordan risici påvirker den enkelte finansielle virksomhed.

Systemiske risici kan således kun føre til specifikke likviditetskrav, hvis og i den grad de påvirker en finansiel virksomhed eller grupper af finansielle virksomheder individuelt.

I langt de fleste tilfælde, hvor den finansielle stabilitet er truet, vil finansielle virksomheder dog være individuelt påvirket.

Derfor vil man i langt de fleste tilfælde kunne sætte de samme specifikke likviditetskrav som i dag.

Til nr. 52 (§§ 175 f og 175 g i lov om finansiel virksomhed)

Der findes ikke i de gældende regler et krav om mellemliggende moderselskaber i EU i de tilfælde, hvor moderselskabet er beliggende i et tredjeland.

Et moderselskab vil derfor efter de gældende regler kunne være beliggende i et tredjeland, selv om det via datterselskaber m.v. har en væsentlig tilstedeværelse i EU.

Det indebærer, at afviklingsmyndighederne inden for EU hver især vil have kontakt med myndighederne i tredjelandet, hvor moderselskabet er beliggende, om afviklingsstrategi og afviklingsplanlægning.

Det vil i en række tilfælde stille barrierer i vejen for afvikling, og dermed vanskeliggøre en effektiv krisehåndtering af selskaberne.

Den foreslåede bestemmelse er ny og implementerer artikel 21 b i CRD V.

Bestemmelsen omhandler krav om, udpegning af et fælles mellemliggende moderselskab for pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I, som indgår i tredjelandskoncerner med aktiver for mindst 40 mia. euro, i Unionen.

Formålet med bestemmelsen er at forbedre myndighedernes afviklingsproces, så der alene er én indgangsvinkel i tilfælde af en afviklingssituation, der ofte er forbundet med tidspres.

Bestemmelsen omfatter også lande som EU har indgået aftale med på det finansielle område (EØS-lande).

Det betyder, at institutter, hvis moderselskab er beliggende i et EØS-land, sidestilles med, hvis instituttet var beliggende inden for EU.

Den foreslåede ændring med § 175 f, stk. 1, indebærer krav om, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I udpeger et fælles mellemliggende moderselskab, som skal være beliggende inden for EU.

Bestemmelsen vedrører alene institutter, der indgår i en tredjelandskoncern, dvs. i dette tilfælde virksomheder, der er en del af en koncern, hvis moderselskab er beliggende uden for EU.

Det er ikke hensigten, at forslaget ændrer ved forbuddet i § 27, i lov om finansiel virksomhed, om at fondsmæglerselskaber ikke må have dattervirksomheder, medmindre disse er fondsmæglerselskaber.

Kravet i § 175 f, stk. 1, nr. 1, om udpegning af fælles mellemliggende moderselskab omfatter institutter, der indgår i koncerner fra tredjelande.

Det vil sige institutter, der har det øverste moderselskab beliggende uden for EU.

Baggrunden for ændringen er, at forbedre afviklingsmyndighedernes muligheder for én indgangsvinkel i en afviklingsproces, som er relevant for institutter i EU, der indgår i et tredjelandskoncernforhold.

Der foreslås således en betingelse om, at bestemmelsen alene finder anvendelse for tredjelandskoncerner.

Lovforslagets § 175 f, stk. 1, nr. 2, henviser til tredjelandskoncerner, der har to eller flere pengeinstitutter og/eller investeringsselskaber beliggende i EU.

Hermed menes datterselskaber med pengeinstitut- eller investeringsselskabstilladelse, herunder filialer af datterselskaber inden for EU.

Behovet for ét fælles mellemliggende moderselskab vil ikke være tilstede, i de tilfælde, hvor en tredjelandskoncern alene har ét datterselskab inden for EU, idet de kompetente afviklingsmyndigheder altid vil have en og samme indgangsvinkel.

Lovforslagets § 175 f, stk. 1, nr. 3, indeholder en minimumsgrænse for, hvornår der kræves udpegning af et fælles mellemliggende moderselskab i EU eller i EØS.

Minimumsgrænsen betyder, at institutter skal have aktiver for samlet 40 mia. euro inden for EU, for at være omfattet af kravet.

Aktivernes værdi opgøres samlet set for alle institutter og filialer, der indgår i koncernen og er beliggende i EU eller i EØS.

Aktiverne opgøres på baggrund af den konsoliderede balance for alle institutter beliggende i EU eller, hvis der ikke er en konsolideret balance, på baggrund af hvert instituts balance.

For filialer opgøres værdien af aktiver, der tilhører hver af tredjelandskoncernens filialer.

I henhold til lovforslagets § 175 f, stk. 2, kan Finanstilsynet undtage fra kravet om ét fælles mellemliggende moderselskab i EU, hvis visse nærmere definerede betingelser er opfyldt.

Lovforslaget medfører, at Finanstilsynet kan tillade etablering af to mellemliggende moderselskaber.

I henhold til lovforslagets § 175 f, stk. 2, nr. 1, tillader Finanstilsynet, at institutterne har to mellemliggende moderselskaber i EU, hvis det konstateres, at etableringen af et fælles moderselskab vil være uforenelig med et obligatorisk krav om adskillelse af aktiviteter, eller er pålagt af tilsynsmyndigheden i hjemlandet, hvor det øverste moderselskab i tredjelandskoncernen har sit hovedkontor.

Lovforslagets § 175 f, stk. 2, nr. 2, gør det muligt for Finanstilsynet at tillade to mellemliggende moderselskaber i EU, hvis ét fælles mellemliggende moderselskab vil gøre afviklingen mindre effektiv end i de tilfælde, hvor der er to fælles mellemliggende moderselskaber.

Vurderingen af, hvorvidt det vil være tilfældet afgøres af afviklingsmyndigheden for det mellemliggende moderselskab i EU.

Med lovforslagets § 175 f, stk. 3, foreslås det, at det fælles mellemliggende moderselskab skal have tilladelse som et pengeinstitut eller realkreditinstitut i henhold til artikel 8, i CRD IV, være et godkendt finansielt holdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab.

Både et finansielt holdingselskab og et blandet finansielt holdingselskab skal være godkendt i henhold til artikel 21 a, i CRD V.

Der foreslås dog en undtagelse til denne hovedregel i stk. 4.

Lovforslagets § 175 f, stk. 4, medfører, at et investeringsselskab i visse tilfælde kan udpeges som fælles mellemliggende moderselskab.

Dette er en fravigelse fra udgangspunktet om, at det mellemliggende moderselskab skal have tilladelse som pengeinstitut eller realkreditinstitut, et godkendt finansielt holdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab.

Det foreslåede § 175 f, stk. 4, nr. 1, medfører, at et investeringsselskab kan udpeges som mellemliggende moderselskab, hvis ingen af de omfattede virksomheder har tilladelse som pengeinstitut eller realkreditinstitut.

Det vil sige, at hvis der hverken indgår pengeinstitutter eller realkreditinstitutter beliggende i Unionen eller i et EØS-land i tredjelandskoncernen, kan det mellemliggende moderselskab være et investeringsselskab.

Det foreslåede § 175 f, stk. 4, nr. 2, medfører, at det mellemliggende moderselskab kan være et investeringsselskab, hvis det er udpeget efter stk. 2, nr. 1.

Det vil sige at i de tilfælde, hvor der udpeges to mellemliggende moderselskaber, fordi udpegelse af ét mellemliggende moderselskab vil være uforeneligt med et krav, der er obligatorisk i henhold til lovgivningen eller pålagt af tilsynsmyndighederne, om adskillelse af aktiviteter i det tredjeland, hvor koncernens øverste moderselskab har sit hovedkontor, kan det ene af de to mellemliggende moderselskaber være et investeringsselskab.

Det foreslås i § 175 g at indføre en ny bestemmelse i lov om finansiel virksomhed, som betyder, at finansielle holdingvirksomheder beliggende i Danmark fremadrettet i udgangspunktet skal godkendes af Finanstilsynet og den konsoliderende tilsynsmyndighed defineret i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, nr. 41, i CRR, hvor den konsoliderende tilsynsmyndighed er forskellig fra Finanstilsynet.

Finanstilsynet skal desuden som konsoliderende tilsynsmyndighed for finansielle holdingselskaber beliggende i andre medlemsstater i udgangspunktet godkende disse.

Den foreslåede bestemmelse er ny og implementerer artikel 21 a og 159 a i CRD V.

Der er tale om direktivnær implementering.

Det foreslås i stk. 1, 1. og 2. pkt., at en modervirksomhed, som er en finansiel holdingvirksomhed, og som i koncernen er øverste modervirksomhed beliggende i Danmark, skal godkendes af Finanstilsynet og den konsoliderende tilsynsmyndighed, jf. stk. 8, hvor den konsoliderende tilsynsmyndighed er forskellig fra Finanstilsynet.

En modervirksomhed, som er en finansiel holdingvirksomhed, og som i koncernen er den øverste modervirksomhed beliggende i et andet land i Unionen, skal godkendes af Finanstilsynet som konsoliderende tilsynsmyndighed og af den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor holdingvirksomheden er beliggende, jf. stk. 8.

Det indebærer, at en finansiel holdingvirksomhed beliggende i Danmark, som ikke er en dattervirksomhed til en modervirksomhed i form af et institut defineret i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, nr. 3, i CRR eller en anden finansiel holdingvirksomhed beliggende i Danmark skal søge om godkendelse ved Finanstilsynet og den konsoliderende tilsynsmyndighed, hvor den konsoliderende tilsynsmyndighed er forskellig fra Finanstilsynet.

Den konsoliderende tilsynsmyndighed kan eksempelvis være forskellig fra Finanstilsynet i tilfælde, hvor den øverste finansielle holdingvirksomhed beliggende i Danmark er ejet af en finansiel holdingvirksomhed beliggende i en anden medlemsstat, som er den øverste modervirksomhed i koncernen.

En modervirksomhed, som er en finansiel holdingvirksomhed, og som i koncernen er den øverste modervirksomhed beliggende i et andet land i Unionen, skal desuden godkendes af Finanstilsynet som konsoliderende tilsynsmyndighed og af den kompetente myndighed i den medlemsstat, holdingvirksomheden er beliggende.

Det kunne eksempelvis være tilfældet for en finansiel holdingvirksomhed beliggende i en anden medlemsstat, som primært har dattervirksomheder i Danmark, hvorved det konsoliderede tilsyn vil ligge hos Finanstilsynet.

De omfattede finansielle holdingvirksomheder skal godkendes i forhold til at sikre overholdelse af krav på konsolideret grundlag efter lov om finansiel virksomhed og CRR.

Det gælder krav i forhold til at have en tilpas intern organisering, så koncernrisici begrænses og kan håndteres inden for de juridiske enheder i det omfang, de måtte opstå.

Dermed skal den interne organisering bl.a. koordinere den interne fordeling af opgaver på tværs af dattervirksomheder, være med til at forebygge og håndtere konflikter i koncernen og håndhæve koncernens politikker.

Derudover skal koncernen være organiseret på en måde, så der kan føres et selvstændigt tilsyn med de enkelte juridiske enheder i koncernen.

En finansiel holdingvirksomhed omfatter følgende typer af virksomheder: pengeinstitutholdingvirksomheder, realkreditholdingvirksomheder, fondsmæglerholdingvirksomheder og investeringsforvaltningsholdingvirksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 11-12 og 14-16.

Det bemærkes, at finansiel holdingvirksomhed og blandet finansiel holdingvirksomhed som henholdsvis defineret i artikel 5, stk. nr. 20 og 21, i CRR begge er omfattet af definitionen for finansiel holdingvirksomhed i § 5, stk. 1, nr. 10.

Denne tilgang skal ses i sammenhæng med et princip om, at der i lov om finansiel virksomhed skal gælde ensartede regler for alle finansielle koncerner, uanset hvordan de organisatorisk er opbygget.

Det foreslås i stk. 1, 3. pkt., at andre finansielle holdingvirksomheder skal godkendes, når de er underlagt lov om finansiel virksomhed eller CRR på delkonsolideret niveau, hvor der fastsættes et krav for dattervirksomheden på koncernniveau.

Det er efter lov om finansiel virksomhed og CRR muligt, at der er eller kan sættes krav på delkonsolideret niveau for en finansiel holdingvirksomhed.

Det kan eksempelvis være begrundet i hensynet til styring af risiko, jf. artikel 11, stk. 5, i CRR.

Dermed kan finansielle holdingvirksomheder, som ikke er øverste modervirksomhed beliggende i Danmark, være underlagt krav på delkonsolideret niveau, herunder særligt krav om et tilstrækkeligt kapitalgrundlag.

Er det tilfældet skal disse finansielle holdingvirksomheder beliggende i Danmark også godkendes af Finanstilsynet og den konsoliderende tilsynsmyndighed, hvor den konsoliderende tilsynsmyndighed er forskellig fra Finanstilsynet.

Det gælder desuden for en finansiel holdingvirksomhed underlagt krav på delkonsolideret niveau beliggende i Unionen, hvor Finanstilsynet er den konsoliderende tilsynsmyndighed.

Det foreslåede stk. 1 gennemfører artikel 21 a, stk. 1, i CRD V.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det foreslås i stk. 2, at godkendelse kun tildeles en finansiel holdingvirksomhed, hvis alle betingelser i nr. 1-3 er opfyldt.

Det foreslås i nr. 1, at de interne ordninger og fordelingen af opgaver inden for koncernen er passende med henblik på at opfylde kravene i lov om finansiel virksomhed og CRR på konsolideret eller delkonsolideret niveau.

Det gælder navnligt i forhold til at koordinere og fordele opgaver blandt dattervirksomheder, forhindre eller håndtere konflikter internt i koncernen og håndhæve koncernens politikker, der er fastsat af den finansielle holdingvirksomhed for hele koncernen.

Finansielle holdingvirksomheder kan være modervirksomheder i mere eller mindre komplicerede koncernstrukturer.

Det indebærer en risiko for, at det er vanskeligt for ledelsen i den finansielle holdingvirksomhed at vurdere de økonomiske forhold og risici i de enkelte dattervirksomheder og på tværs i koncernen som helhed.

Den finansielle holdingvirksomhed bør derfor på koncernniveau være organiseret på en måde, der sikrer, at holdingvirksomhedens ledelse har et overblik over risici, der optræder på tværs af koncernen.

Det er med til at sikre, at ikke alene risici i de enkelte dattervirksomheder håndteres, men også risici på tværs af koncernen.

Ledelsen i holdingvirksomheden bør desuden kunne vurdere, om og hvordan væsentlige ændringer i koncernen i form af den juridiske organisering (eksempelvis oprettelse af nye dattervirksomheder, fusioner, overtagelser, frasalg eller opløsning af koncernen eller eksterne udviklinger) kan påvirke risiciene for koncernen som helhed.

Den interne organisering bør stemme overens med den finansielle holdingvirksomheds politikker, som skal indeholde virksomhedens overordnede strategiske mål for de pågældende risikoområder, herunder identifikation og afgrænsning af de risici, som holdingvirksomheden ønsker at påtage sig på de pågældende områder, og anvisninger om hvorledes de strategiske mål opnås.

Holdingvirksomheden dækker og håndterer de risici og andre problemområder, der kan opstå som følge af samspillet mellem dattervirksomhedernes forretningsområder af en vis størrelse og kompleksitet.

Her bør den pågældende holdingvirksomhed have koncernpolitikker, der adresserer samspillet mellem de risikoområder, der findes i dattervirksomhederne, samt hvordan risici i dattervirksomhederne vil kunne påvirke koncernen som helhed, og endvidere hvordan sådanne risici håndteres.

De enkelte dattervirksomheders interesser og koncernens interesser på længere sigt samt opfyldelse af regulatoriske krav bør stemme overens.

Der bør derfor være en overordnet og koordineret politik i relation til den samlede koncernvirksomhed, som den finansielle holdingvirksomhed driver.

Det bør endvidere sikres, at der foretages kontrol af alle væsentlige risikobehæftede opgaver i koncernen.

Det vil bero på forholdene i den enkelte finansielle holdingvirksomhed, hvad der kræves i den konkrete virksomhed for at opfylde kravene til interne kontroller.

Det bør sikres, at der er en ramme for intern kontrol, der omfatter den finansielle holdingvirksomhed på koncernniveau.

Den finansielle holdingvirksomhed bør endvidere have passende overvågning af, at administrative opgaver udføres på en betryggende og ensartet måde, og at forretningsgange m.v. bliver overholdt.

Det foreslås i nr. 2, at organisationsstrukturen i den koncern, hvori den finansielle holdingvirksomhed indgår, ikke hindrer et effektivt tilsyn med institutter, der er dattervirksomheder, eller moderinstitutter for så vidt angår de individuelle, konsoliderede og eventuelt delkonsoliderede forpligtelser, de er underlagt.

I vurderingen af dette kriterium tages der især hensyn til den organisatoriske placering af den finansielle holdingvirksomhed i en koncern med flere niveauer, ejerstrukturen og den rolle, den finansielle holdingvirksomhed har i koncernen.

Finansielle holdingvirksomheder kan være modervirksomheder i mere eller mindre komplicerede koncernstrukturer.

Det er vigtigt, at det med hensyn til den interne organisering er muligt at henføre økonomiske forhold og risici i koncernen til de juridiske enheder i koncernen.

Desuden skal der være en særskilt forretningsmodel for de enkelte juridiske enheder med tilhørende forretningsgange.

Der bør endvidere være en klar ejerstruktur af de enkelte juridiske enheder i koncernen.

Desuden bør der tages hensyn til den finansielle holdingvirksomheds rolle.

Hvis en finansiel holdingvirksomheds eneste aktivitet er at eje kapitalandele i dattervirksomheder, vil dette medføre, at der bedre kan føres tilsyn for de enkelte juridiske enheder, da disses aktiviteter typisk vil være adskilt.

Der kan dog også være koncernstrukturer med flere komplekse forretningsområder, hvor disse varetages på tværs af koncernstrukturen.

I disse tilfælde vil kravet til den organisatoriske struktur i udgangspunktet være på en sådan måde, at aktiviteten kan henføres til den relevante enhed.

Det foreslås i nr. 3, at kriterierne i § 14, stk. 2, § 61 a og § 64 i lov om finansiel virksomhed skal være opfyldt.

Der henvises til § 14, stk. 2, § 61 a i lov om finansiel virksomhed og relevante lovbemærkninger til disse bestemmelser, som vedrører aktionærer og selskabsdeltagere, hvis den finansielle holdingvirksomhed har et realkreditinstitut eller pengeinstitut som dattervirksomhed.

Det indebærer en begrundelse for at krav til aktionærer og selskabsdeltagere i den pågældende finansielle holdingvirksomhed, som normalt er en forudsætning for at få en generel tilladelse til at drive et realkreditinstitut eller pengeinstitut, er opfyldt.

Der henvises desuden til § 64 i lov om finansiel virksomhed og relevante lovbemærkninger til disse bestemmelser vedrørende kvalifikationer for et medlem af bestyrelsen eller direktionen.

Det indebærer, at de der oplyses om nomineringen af mindst to personer, som har det væsentligste ansvar for den daglige ledelse.

Det vil typisk være medlemmer af direktionen.

Endvidere skal overholdelse af krav til medlemmer af bestyrelsen og direktionen begrundes i overensstemmelse med § 64.

Det foreslåede stk. 2 gennemfører artikel 21 a, stk. 3, i CRD V.

Der er tale om direktivnær implementering.

Det foreslås i stk. 3, at såfremt betingelserne for godkendelse ikke er opfyldt eller ikke længere opfyldes, underlægges den finansielle holdingvirksomhed passende tilsynsforanstaltninger, som kan omfatte nr. 1-7.

Tilsynsforanstaltningerne i nr. 1-7 gives af Finanstilsynet med påbud.

Det indebærer, at når en finansiel holdingvirksomhed ikke vurderes at leve op til kravene for en godkendelse eller ikke længere vurderes at opfylde kravene for en tidligere givet godkendelse, kan Finanstilsynet og den konsoliderende tilsynsmyndighed, hvor den konsoliderende tilsynsmyndighed er forskellig fra Finanstilsynet, gøre brug af de beføjelser, som er mest egnede til at forbedre vilkårene for at kunne leve op til en godkendelse for den pågældende finansielle holdingvirksomhed eller være undtaget for en sådan godkendelse.

Hvilke beføjelser der er mest egnede til at forbedre disse vilkår m.v. skal vurderes ud fra en helhedsbetragtning og bør ske ud fra et proportionalitetsprincip.

Det betyder, at jo bedre virksomheden lever op til kravene for en godkendelse, jo mindre indgribende beføjelser bør anvendes.

Det kan bl.a. betyde, at der anvendes flere tilsynsforanstaltninger.

Når en tilsynsbeføjelse anvendes på en holdingvirksomhed, vil der samtidig blive fastsat en frist for opfyldelse.

Denne frist kan dog forlænges.

Fristen skal være passende, og der vil ved fastsættelsen eller forlængelse af fristen tages hensyn til sagens karakter og de konkrete omstændigheder, herunder de tiltag som virksomheden skal iværksætte.

Fristen skal desuden være tilpas i forhold til at Finanstilsynet og den konsoliderende tilsynsmyndighed, hvor den konsoliderende tilsynsmyndighed er forskellig fra Finanstilsynet, efterfølgende kan evaluere foranstaltningens effektivitet.

Det foreslås i nr. 1, at der som tilsynsbeføjelse kan ske suspension af udøvelsen af de stemmerettigheder, der er knyttet til den finansielle holdingvirksomheds aktier i institutter, der er dattervirksomheder.

Tilsynsbeføjelsen indebærer, at en finansiel holdingvirksomhed fratages muligheden for at øve indflydelse på dattervirksomheder.

Beføjelsen kan bl.a. anvendes, hvis det vurderes, at den pågældende holdingvirksomhed ikke besidder de nødvendige forudsætninger for at træffe beslutninger for dattervirksomheder.

Endvidere kan beføjelsen anvendes for at forhindre ændringer i koncernstrukturen, som betyder, at kravene for godkendelse vurderes sværere at leve op til efterfølgende.

Det foreslås i nr. 2, at der kan udstedes påbud mod den finansielle holdingvirksomhed eller medlemmerne af ledelsesorganet og lederne, jf. Finanstilsynets almindelige tilsynsbeføjelser efter § 344.

Tilsynsbeføjelsen indebærer, at der kan gives påbud mod den pågældende finansielle holdingvirksomhed eller de personer, som styrer virksomheden i overensstemmelse med Finanstilsynets normale praksis for bl.a. at give påbud, når virksomheden ikke lever op til den gældende regulering.

Denne tilsynsbeføjelse vil være relevant at anvende, hvis der er isolerede forhold, som ikke opfylder gældende regler.

Tilsynsbeføjelsen vil desuden kunne anvendes som led i brugen af de øvrige tilsynsbeføjelser.

Det foreslås i nr. 3, at der kan gives instrukser eller udstikkes retningslinjer rettet til den finansielle holdingvirksomhed om at overføre kapitalinteresserne i institutter, der er dattervirksomheder, til sine aktionærer.

Tilsynsbeføjelsen indebærer, at en finansiel holdingvirksomheds direkte ejerskab af et institut defineret i overensstemmelse med artikel 5, stk. nr. 3, i CRR overgår helt eller delvist til ejerne af den finansielle holdingvirksomhed.

Dermed vil et eller flere institutter ikke længere kunne være under afgørende indflydelse af holdingvirksomheden.

Beføjelsen kan bl.a. anvendes, hvis det vurderes, at den pågældende holdingvirksomhed ikke besidder de nødvendige forudsætninger for at sikre regeloverholdelse på koncernniveau.

Brug af denne tilsynsbeføjelse kan betyde, at den finansielle holdingvirksomhed ophører med at være en finansiel holdingvirksomhed.

Det foreslås i nr. 4, at udpegning på det foreløbige grundlag kan en anden finansiel holdingvirksomhed eller institut inden for den samme koncern som ansvarlig for at sikre overholdelse af kravene i lov om finansiel virksomhed og CRR på konsolideret niveau.

Såfremt en finansiel holdingvirksomhed ikke er i stand til at sikre overholdelse af de regulatoriske krav på koncernniveau, vil det med denne tilsynsbeføjelse være muligt at udpege et institut, defineret i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, nr. 3, i CRR, i samme koncern til at sikre overholdelse af kravene på konsolideret niveau i hele koncernen.

Denne tilgang bør dog kun anvendes i det tilfælde, at et sådant institut har de fornødne forudsætninger for at sikre overholdelse af de regulatoriske krav på koncernniveau.

Den foreslåede ændring i nr. 5 omhandler en begrænsning af eller forbud mod udlodninger eller rentebetalinger til aktionærer.

Tilsynsbeføjelsen indebærer, at ejere i form af aktionærer i den finansielle holdingvirksomhed og dens dattervirksomheder kan pålægges restriktioner i forhold til at betale dividende.

Formålet med bestemmelsen er bl.a., at optjent overskud ikke udvandes i en situation, hvor den pågældende holdingvirksomhed ikke vurderes at leve op til de regulatoriske krav.

Den foreslåede ændring i nr. 6 omhandler krav om, at finansielle holdingvirksomheder afhænder eller begrænser kapitalandele i institutter eller andre enheder i den finansielle sektor.

Tilsynsbeføjelsen er især relevant at anvende i de tilfælde, hvor den finansielle holdingvirksomhed modvirker en forsvarlig og fornuftig forvaltning af dattervirksomheder i koncernen.

Ved afhændelse eller begrænsning af kapitalandele bliver det dermed muligt, at nye ejere kan komme til, så ejerstrukturen og koncernstrukturen ændres på en måde, hvor krav til gældende regler efterfølgende bedre kan opfyldes.

Den foreslåede ændring i nr. 7 omfatter krav om, at finansielle holdingvirksomheder forelægger en plan for straks at overholde betingelserne i stk. 3 på ny.

Tilsynsbeføjelsen indebærer, at den pågældende finansielle holdingvirksomhed undersøger den konkrete situation og identificerer de udfordringer og problemer, som virksomheden på koncernniveau står overfor i forhold til at leve op til kravene for godkendelse.

På denne baggrund skal ledelsen udarbejde en handlingsplan, som skal indeholde de tiltag, som virksomheden skal foretage for at afhjælpe og overkomme de identificerede udfordringer og problemer.

Planen skal indeholde en oversigt over den tidsmæssige iværksættelse af tiltagene.

Beføjelsen er relevant i de tilfælde, hvor den pågældende finansielle holdingvirksomhed vurderes ved egne tiltag, selv at kunne rette op på relevante forhold, for at kunne blive godkendt.

Det foreslåede stk. 3 gennemfører artikel 21 a, stk. 6, i CRD V.

Den foreslåede bestemmelse er en direktivnær implementering.

Det foreslås i stk. 4, at godkendelse af den finansielle holdingvirksomhed efter stk. 1 ikke er påkrævet, hvis betingelserne i nr. 1-5 er opfyldt.

Det foreslås i nr. 1, at godkendelse ikke er påkrævet, hvis den finansielle holdingvirksomheds hovedaktivitet består i at erhverve kapitalandele i dattervirksomheder.

Bestemmelsen betyder dog, at en finansiel holdingvirksomhed efter § 175 g, stk. 1 skal ansøge om godkendelse eller undtagelse herfor.

Er det primære formål med den finansielle holdingvirksomhed at eje kapitalandele i dattervirksomheder, der er finansielle virksomheder eller finansieringsinstitutter, vil behovet for, at den finansielle holdingvirksomhed koordinerer opgaver og processer på tværs af dattervirksomheder være mindre.

Det beror på en konkret vurdering af den pågældende holdingvirksomhed, om dens hovedaktivitet består i at erhverve kapitalandele.

Her lægges der afgørende vægt på, at holdingvirksomheden ikke selv driver virksomhed som pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab.

Det foreslås i nr. 2, at godkendelse ikke er påkrævet, hvis den finansielle holdingvirksomhed ikke er udpeget som afviklingsenhed i overensstemmelse med afviklingsstrategien fastsat af den relevante afviklingsmyndighed.

En afviklingsenhed vil være en virksomhed, der er omfattet af afviklingstiltag i en afviklingsplan.

Er den finansielle holdingvirksomhed udpeget som afviklingsenhed i koncernen, er denne betingelse således ikke opfyldt.

Det foreslås i nr. 3, at godkendelse ikke er påkrævet, hvis et kreditinstitut, der er dattervirksomhed, er udpeget som ansvarligt med henblik på at sikre koncernens overholdelse af tilsynskrav på konsolideret niveau og har alle de fornødne midler og den retlige beføjelse til at indfri disse forpligtelser på en effektiv måde.

Det indebærer, at det er pålagt et realkreditinstitut eller pengeinstitut, som er dattervirksomhed til den pågældende finansielle holdingvirksomhed at sikre overholdelse af kravene i lov om finansiel virksomhed og i CRR på konsolideret niveau.

Dermed vil en dattervirksomhed til den finansielle holdingvirksomhed være omfattet af anvendelsesområdet for tilsynsbeføjelserne i henhold til lov om finansiel virksomhed og CRR.

Dette forudsætter dog, at en sådan dattervirksomhed har de nødvendige forudsætninger for at sikre opfyldelse af disse krav.

Det foreslås i nr. 4, at godkendelse ikke er påkrævet, hvis den finansielle holdingvirksomhed ikke tager del i ledelsesmæssige, operationelle eller finansielle beslutninger, der påvirker koncernen eller dens dattervirksomheder, der er institutter eller finansieringsinstitutter.

Det indebærer, at de enkelte bestyrelser i dattervirksomheder i form af institutter defineret i overensstemmelse med artikel 4, stk.1, nr. 3, i CRR eller finansieringsinstitutter defineret i § 5, stk. 1, nr. 6, står for den overordnede ledelse af disse dattervirksomheder uden indblanding fra den finansielle holdingvirksomhed, som ejer dem.

Det gælder i forhold til konkrete beslutninger og retningslinjer for, hvordan virksomheden ledes.

Det foreslås i nr. 5, at godkendelse ikke er påkrævet, hvis der ikke er nogen hindringer for et effektivt tilsyn med koncernen på konsolideret niveau.

Det indebærer, at det med hensyn til den interne organisering er muligt at henføre økonomiske forhold og risici i koncernen til de juridiske enheder i koncernen.

Desuden skal der være en særskilt forretningsmodel for de enkelte juridiske enheder med tilhørende forretningsgange.

Der bør endvidere være en klar ejerstruktur af de enkelte juridiske enheder i koncernen.

Det foreslåede stk. 4 gennemfører artikel 21 a, stk. 5, i CRD V.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det foreslås i stk. 5, at hvis betingelserne for at være undtaget for godkendelse ikke længere er opfyldt, skal den finansielle holdingvirksomhed søge om godkendelse.

Den enkelte finansielle holdingvirksomhed er selv forpligtet til at sikre, at den har den relevante godkendelse, hvis det er nødvendigt.

Er det vurderingen, at en finansiel holdingvirksomhed ikke i tilpas grad selv søger at leve op til kravene for godkendelse, kan dette følges op med brug af relevante tilsynsbeføjelser.

Det foreslåede stk. 5 gennemfører artikel 21 a, stk. 7, i CRD V.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det foreslås i stk. 6, at med henblik på godkendelse efter stk. 1 at finansielle virksomheder skal oplyse Finanstilsynet og den konsoliderende tilsynsmyndighed, hvor den konsoliderende tilsynsmyndighed er forskellig fra Finanstilsynet, om følgende nævnt i nr. 1-5.

Det foreslås i nr. 1, at der skal oplyses om organisationsstrukturen for den koncern, hvori den finansielle holdingvirksomhed indgår, med klar angivelse af dens dattervirksomheder og eventuelle modervirksomheder, samt placeringen og den type aktivitet, de enkelte enheder udøver i koncernen.

Det indebærer, at der oplyses om et koncerndiagram for den koncern, som den finansielle holdingvirksomhed tilhører, der viser koncernens juridiske struktur i form af juridiske enheder opdelt på virksomhedstyper, eksempelvis pengeinstitut, leasingselskab osv. Derudover skal ejere og ejerandele for de enkelte juridiske enheder oplyses samt de enkelte virksomheders forretningsmæssige funktion.

Det foreslås i nr. 2, at der skal oplyses om nomineringen af mindst to personer, der varetager den faktiske ledelse af den finansielle holdingvirksomhed, og overholdelse af kravene i § 64 til kvalifikationer for et medlem af bestyrelsen eller direktionen.

Det indebærer, at der oplyses om nomineringen af mindst to personer, som har det væsentligste ansvar for den daglige ledelse.

Det vil typisk være medlemmer af direktionen.

Endvidere skal overholdelse af krav til medlemmer af bestyrelsen og direktionen begrundes i overensstemmelse med § 64.

Det omfatter, bl.a. tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne varetage hvervet eller stillingen som bestyrelsesmedlem eller medlem af direktionen i den pågældende finansielle holdingvirksomhed.

En finansiel holdingvirksomhed vil som ejer af andre virksomheder typisk have mange forskellige typer af finansielle aktiviteter og være underlagt et bredt sæt af finansiel regulering.

Derudover vil der være risici, som kan opstå på tværs af virksomhederne i koncernen.

Der skal tages højde for den kompleksitet i begrundelsen for, at kravene til bestyrelses- og direktionsmedlemmer er overholdt.

Det foreslås i nr. 3, at der skal oplyses om overholdelse af kriterierne fastsat i § 14, stk. 1 og 2, og § 61 a, som vedrører aktionærer og selskabsdeltagere, hvis den finansielle holdingvirksomhed har et realkreditinstitut eller pengeinstitut som dattervirksomhed.

Det indebærer en begrundelse for, at krav til aktionærer og selskabsdeltagere i den pågældende finansielle holdingvirksomhed, som normalt er en forudsætning for at få en generel tilladelse til at drive et realkreditinstitut eller pengeinstitut, er opfyldt.

Det foreslås i nr. 4, at der skal oplyses om den interne organisation og fordelingen af opgaver inden for koncernen.

Det indebærer, at der oplyses om en oversigt over den finansielle holdingvirksomheds interne organisatoriske struktur for hele koncernen.

Det omfatter de enkelte organisatoriske enheders opgaver og forretningsmæssige funktioner for koncernen som helhed.

Det foreslås i nr. 5, at der skal oplyses om alle andre oplysninger, der kan være nødvendige for, at der kan udføres vurderinger i forhold til godkendelse af en finansielt holdingvirksomhed, jf. stk. 3, eller for at sikre, at en finansiel holdingvirksomhed, som er undtaget for godkendelse fortsat lever op til krav herfor, jf. stk. 5.

Det kan være nødvendigt med supplerende oplysninger i forhold til at vurdere, om en finansiel holdingvirksomhed lever op til kravene for godkendelse eller undtagelse for godkendelse.

Det kan eksempelvis i forhold til godkendelse gælde oplysninger, der er nødvendige for at sikre, at den interne styring og kontroller fungerer hensigtsmæssigt og i overensstemmelse med reglerne herfor.

Hvorvidt der er behov for supplerende oplysninger vil bl.a. bero på en konkret vurdering af de enkelte ansøgninger om godkendelse.

Det foreslåede stk. 6 gennemfører artikel 21 a, stk. 2, i CRD V.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det foreslås i stk. 7, at Finanstilsynet som den konsoliderende tilsynsmyndighed løbende overvåger overholdelsen af betingelserne for, at en finansiel holdingvirksomhed er omfattet eller ikke omfattet af at skulle have godkendelse.

Finanstilsynet deler relevante oplysninger forbundet hermed, jf. § 347, med den kompetente myndighed i den medlemsstat den finansielle holdingvirksomhed er beliggende, skulle den være beliggende i en anden medlemsstat.

Det indebærer, at der løbende er et tilsyn med overholdelse af kravene for godkendelse eller undtagelse for godkendelse af finansielle holdingvirksomheder, hvor Finanstilsynet er den konsoliderende tilsynsmyndighed defineret i overensstemmelse med artikel 4, stk.1, nr. 41, i CRR.

I de tilfælde Finanstilsynet som konsoliderende tilsynsmyndighed er forpligtet til at føre tilsyn med en finansiel holdingvirksomhed beliggende i en anden medlemsstat, deler Finanstilsynet relevante oplysninger med den kompetente myndighed i denne medlemsstat.

De enkelte finansielle holdingvirksomheder er som led heri forpligtet til at oplyse Finanstilsynet som den relevante konsoliderende tilsynsmyndighed om relevante forhold.

Det foreslåede stk. 7 gennemfører artikel 21 a, stk. 5, i CRD V.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det foreslås i stk. 8 , at når Finanstilsynet som den konsoliderende tilsynsmyndighed er forskellig fra den kompetente myndighed i den medlemsstat den finansielle holdingvirksomhed er beliggende i, tages en fælles beslutning om godkendelse eller fritagelse for godkendelse samt brugen af eventuelle tilsynsforanstaltninger.

Finanstilsynet som den konsoliderende tilsynsmyndighed udarbejder til brug herfor en vurdering af relevante forhold omhandlet i stk. 2, 3, 4 og 7, og sender denne vurdering til den kompetente myndighed.

Denne vurdering skal danne grundlag for en fælles beslutning mellem Finanstilsynet som den konsoliderende tilsynsmyndighed og den kompetente myndighed i den medlemsstat, som den finansielle holdingvirksomhed er beliggende i, skulle dette være tilfældet.

Vurderingen skal være begrundet i alle relevante forhold, jf. stk. 2

Det foreslåede stk. 8 gennemfører artikel 21 a, stk. 8, pkt. 1 og 2, i CRD V.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det foreslås i stk. 9, at de i stk. 8 nævnte myndigheder inden for to måneder efter Finanstilsynet har foretaget og sendt sin vurdering nævnt i stk. 8 som udgangspunkt skal nå frem til en fælles beslutning.

Opnås en fælles beslutning, meddeler Finanstilsynet som den konsoliderende tilsynsmyndighed denne til ansøgeren.

Finanstilsynet som den konsoliderende tilsynsmyndighed skal sammen med den kompetente myndighed i den medlemsstat, som den finansielle holdingvirksomhed er beliggende i, skulle dette være tilfældet, gøre alt, hvad der står i deres magt for at nå frem til en fælles beslutning inden for to måneder efter Finanstilsynet har foretaget og sendt en vurdering som grundlag herfor.

Det foreslåede stk. 9 gennemfører artikel 21 a, stk. 8, pkt. 3, i CRD V.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det foreslås i stk. 10 , at foreligger der ikke en fælles beslutning inden for tidsfristen i stk. 9 på to måneder henviser Finanstilsynet sagen til Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, som træffer beslutning inden for en måned efter modtagelse af henvisningen.

Finanstilsynet som den konsoliderende tilsynsmyndighed meddeler denne beslutning til ansøgeren.

Kan Finanstilsynet som den konsoliderende tilsynsmyndighed og den kompetente myndighed i den medlemsstat, den finansielle holdingvirksomhed er beliggende i, skulle denne være en anden, ikke nå til enighed, henviser de sagen til Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Finanstilsynet skal herefter afvente Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds beslutning i sagen og skal herefter træffe beslutning i overensstemmelse med denne.

Det foreslåede stk. 10 gennemfører artikel 21 a, stk. 8, pkt. 5, i CRD V.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det foreslås i stk. 11, at efter udløbet af perioden på to måneder, jf. stk. 9, eller efter at der er truffet en fælles beslutning, kan sagen ikke længere henvises til Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Efter udløbet af perioden på to måneder efter Finanstilsynet har færdiggjort og sendt sin vurdering til den relevante kompetente myndighed, eller efter at de berørte kompetente myndigheder har truffet en fælles beslutning i overensstemmelse med Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds beslutning herom, kan sagen ikke længere indbringes for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Det foreslåede stk. 11 gennemfører artikel 21 a, stk. 8, pkt. 7, i CRD V.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det foreslås i stk. 12, at kan en finansiel holdingvirksomhed ikke godkendes, underretter Finanstilsynet som den konsoliderende tilsynsmyndighed ansøgeren om begrundelsen herfor.

Det skal ske senest fire måneder efter modtagelsen af alle de oplysninger, der er nødvendige for at træffe en sådan beslutning.

En finansiel holdingvirksomhed som ikke vurderes at leve op til kravene for godkendelse, underrettes herom af Finanstilsynet som den konsoliderende tilsynsmyndighed senest fire måneder efter modtagelse af alle relevante oplysninger fra den finansielle holdingvirksomhed som grundlag for en sådan vurdering.

Underretningen skal være i form af et dokument med en fuldt begrundet beslutning, som Finanstilsynet som den konsoliderende tilsynsmyndighed sender til den ansøgende virksomhed.

Det foreslåede stk. 12 gennemfører artikel 21 a, stk. 10, 1. afsnit, i CRD V.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det foreslås i stk. 13, at der under alle omstændigheder træffes beslutning om at meddele eller afvise godkendelse inden for en frist på seks måneder efter ansøgningens modtagelse.

En ansøgning for godkendelse skal besvares med en fuld begrundelse for godkendelse eller ikke godkendelse.

Dette skal ske senest seks måneder efter modtagelsen af ansøgningen hos Finanstilsynet som den konsoliderende myndighed.

Det foreslåede stk. 13 gennemfører artikel 21 a, stk. 10, 2. afsnit, i CRD V.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det foreslås at strafbelægge den foreslåede § 175 g, stk. 1, 5 og 6.

Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede ændring af § 373 stk. 1.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af § 175 g, stk. 1 og 5, er de finansielle holdingvirksomheder.

I forhold til § 175 g, stk. 1, består gerningsindholdet i, at de finansielle holdingvirksomheder som ifølge § 175 g, stk. 1, skal ansøge Finanstilsynet og den konsoliderende tilsynsmyndighed, medmindre de er den samme, om godkendelse eller eventuel undtagelse for godkendelse, ikke ansøger om godkendelse eller eventuel undtagelse for godkendelse.

I forhold til § 175 g, stk. 5, består gerningsindholdet i at de finansielle holdingvirksomheder, som ifølge § 175 g, stk. 5, skal ansøge om godkendelse, hvis betingelserne for at være undtaget for godkendelse ikke længere er opfyldt, ikke ansøger om godkendelse.

De omfattede strafbestemmelser i § 373, stk. 1, finder anvendelse på § 175 g, stk. 1 og 5, hvis dette kan betegnes som en grov overtrædelse af bestemmelsen.

Manglende ansøgning om godkendelse eller fritagelse for godkendelse, jf. 175 g, stk. 1 og 5, anses i udgangspunktet for en grov overtrædelse af bestemmelsen.

Det vurderes ikke som en grov overtrædelse, hvis den pågældende finansielle holdingvirksomhed på eget initiativ selv ansøger ikke for længe efter det tidpunkt, hvor virksomheden burde have ansøgt.

En periode på under tre måneder vurderes at være ikke for længe efter.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af § 175 g, stk. 6, er de finansielle holdingvirksomheder.

I forhold til § 175 g, stk. 6, består gerningsindholdet i ikke at give de oplysninger, som er krævet og som kan være nødvendige for at kunne udføre de vurderinger, som følger af § 175 g, stk. 2 og 4.

Dette anses i udgangspunktet som en grov overtrædelse af bestemmelsen, Der er alene tale om mulighed for straf, i det omfang virksomheden ikke indleverer de oplysninger, Finanstilsynet beder om.

Det vurderes ikke som en grov overtrædelse, hvis den pågældende finansielle holdingvirksomhed, efter Finanstilsynet har rykket for manglende oplysninger, inden for en passende tidsfrist tilvejebringer disse manglende oplysninger.

Det foreslås desuden at strafbelægge den foreslåede § 175 g, stk. 3.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af § 175 g, stk. 3, er de finansielle holdingvirksomheder eller medlemmerne af ledelsesorganet og lederne efter de almindelige tilsynsbeføjelser, jf. § 344, som ikke lever op til tilsynsforanstaltninger anvendt i overensstemmelse med § 175 g, stk. 3.

Gerningsindholdet består i, at en finansiel holdingvirksomhed eller medlemmerne af ledelsesorganet og lederne efter de almindelige tilsynsbeføjelser, jf. § 344, ikke lever op til de tilsynsforanstaltninger anvendt i overensstemmelse med § 175 g, stk. 3.

Det omfatter manglende overholdelse af påbud om ikke at udøve og gøre brug af de stemmerettigheder, der er knyttet til den finansielle holdingvirksomheds aktier i institutter, der er dattervirksomheder.

Det omfatter manglende efterlevelse af påbud, der er givet til den finansielle holdingvirksomhed eller medlemmerne af ledelsesorganet og lederne efter de almindelige tilsynsbeføjelser, jf. § 344.

Det omfatter manglende efterlevelse af påbud om at opfylde instrukser eller retningslinjer givet af Finanstilsynet til den finansielle holdingvirksomhed om at overføre kapitalinteresserne i institutter, der er dattervirksomheder, til sine aktionærer.

Det omfatter manglende efterlevelse af påbud om begrænsning af eller forbud mod udlodninger eller rentebetalinger til aktionærer.

Det omfatter manglende efterlevelse af påbud om, at afhænde eller begrænse kapitalandele i institutter eller andre enheder i den finansielle sektor.

Det omfatter manglende efterlevelse af påbud om, straks at forelægge en plan for at overholde betingelserne i § 175 g, stk. 2, på ny.

De omfattede strafbestemmelser i forslaget finder anvendelse på de oplistede forhold, hvis dette kan betegnes som en grov overtrædelse af bestemmelsen.

Bestemmelsen finder dermed anvendelse ved gentagne manglende opfyldelse af tilsynsforanstaltninger uanset tilsynsforanstaltningens omfang og indvirkning, da dette anses som en grov overtrædelse.

Manglende opfyldelse af en tilsynsforanstaltning, som vurderes som væsentlig medvirkende til, at den pågældende finansielle holdingvirksomhed kan opfylde kravene for godkendelse i overensstemmelse med § 175 g anses desuden for en grov overtrædelse.

Til nr. 53 (§ 259, stk. 3-6, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 259, stk. 1, at Finanstilsynet skal udarbejde, vedtage og vedligeholde en afviklingsplan for et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I (herefter ”virksomheder”).

Finanstilsynet vedtager afviklingsplanen efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Det følger af bemærkningerne til § 259, stk. 1, i forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed fremsat den 19. december 2014 (FT 2014/1, L 105), hvornår Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet kan udarbejde en forenklet afviklingsplan, og hvornår Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet skal vedligeholde afviklingsplanen.

Det foreslås at indsætte nye bestemmelser i § 259.

De nye bestemmelser har til formål at implementere regler om forenklede afviklingsplaner og vedligeholdelse af afviklingsplanerne i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet kan udarbejde, vedtage og vedligeholde en forenklet afviklingsplan.

Den forenklede afviklingsplan vedtages af Finanstilsynet efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Bestemmelsen implementerer dele af artikel 4, stk. 1, litra a, c og d, og stk. 3, i BRRD II.

Reglerne fremgår i dag af bemærkningerne til § 259, stk. 1, og der er derfor tale om en kodificering af gældende ret.

Afviklingsplaner udarbejdes af Finanstilsynet i samarbejde med Finansiel Stabilitet, hvilket i praksis indebærer, at Finansiel Stabilitet udarbejder et udkast til afviklingsplan og indstiller udkastet til vedtagelse hos Finanstilsynet.

Finanstilsynet kan beslutte at vedtage en forenklet afviklingsplan efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Ved vurderingen af, om Finanstilsynet efter indstilling fra Finansiel Stabilitet skal vedtage en forenklet afviklingsplan, skal Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet tage hensyn til de konsekvenser, det kan medføre, at den pågældende virksomhed bliver nødlidende.

I denne vurdering indgår karakteren af virksomhedens forretningsaktiviteter, aktionærstruktur, retlige form, risikoprofil, størrelse og retlige status, dets forbindelser med andre institutter eller med det finansielle system generelt, omfanget og kompleksiteten af virksomhedens aktiviteter, dets medlemskab af en institutsikringsordning eller af andre kooperative systemer vedrørende gensidig solidaritet som omhandlet i artikel 113, stk. 7, i CRR.

Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet skal derudover tage hensyn til, om virksomheden udøver investeringsservice eller investeringsaktivitet som defineret i § 5, stk. 1, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed, og om virksomhedens sammenbrud og efterfølgende konkurs forventes at ville få betydelig negativ indvirkning på de finansielle markeder, andre institutter omfattet af kapitel 17-17 a i lov om finansiel virksomhed, finansieringsvilkårene eller økonomien som helhed.

Kriterierne for vurdering af konsekvenserne for de finansielle markeder, andre institutter og finansieringsvilkårene af, at et institut bliver nødlidende, er præciseret i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 2019/348 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU.

En forenklet afviklingsplan har et mere begrænset indhold end andre afviklingsplaner og kan indebære, at Finanstilsynet stiller mere lempelige krav til de oplysninger, som virksomheden skal indberette til brug for udarbejdelsen heraf.

Det kan f.eks. være, at Finanstilsynet kræver færre oplysninger fra den pågældende virksomhed, jf. § 261 i lov om finansiel virksomhed, eller at der er nogle af de afsnit, som afviklingsplanen skal indeholde, der udelades.

Udgangspunktet for, hvad en afviklingsplan skal indeholde, følger af Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 2016/1075 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder om indholdet af genopretningsplaner, afviklingsplaner og koncernafviklingsplaner, de minimumskriterier, som den kompetente myndighed skal vurdere i forbindelse med genopretningsplaner og koncerngenopretningsplaner, betingelserne for koncernintern finansiel støtte, kravene vedrørende uafhængige valuarer, den kontraktmæssige anerkendelse af nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser, procedurerne og indholdet i forbindelse med underretningskrav og meddelelsen om suspension samt afviklingskollegiernes virkemåde i praksis.

Formålet med at udarbejde en forenklet afviklingsplan, frem for en almindelig afviklingsplan efter stk. 1, er at sikre, at der ikke er uforholdsmæssigt store administrative byrder forbundet med udarbejdelsen af afviklingsplanen.

Finanstilsynet kan i samarbejde med Finansiel Stabilitet f.eks. udarbejde en forenklet afviklingsplan for institutter, der ikke er systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI-institutter), og som er små og mindre komplekse end SIFI-institutter, bl.a. i relation til handelsaktiviteter og internationale aktiviteter.

Finanstilsynet kan til enhver tid beslutte at udarbejde, vedtage og vedligeholde en almindelig afviklingsplan efter § 259, stk. 1.

Det indebærer, at Finanstilsynet vedtager en ny afviklingsplan for den pågældende virksomhed, der ikke har et begrænset indhold, og hvor virksomheden dermed skal indberette flere oplysninger til udarbejdelsen heraf.

Det er i praksis Finansiel Stabilitet, der indstiller afviklingsplanen til Finanstilsynet.

Finansiel Stabilitet kan således indstille en forenklet afviklingsplan til Finanstilsynet, ligesom Finansiel Stabilitet kan indstille en almindelig afviklingsplan efter § 259, stk. 1, til Finanstilsynet i tilfælde, hvor der tidligere har været vedtaget en forenklet afviklingsplan for den pågældende virksomhed.

Anvendelsen af forenklede forpligtelser påvirker ikke Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets beføjelser til at træffe en kriseforebyggelsesforanstaltning eller en krisestyringsforanstaltning.

Det foreslås i stk. 4 , at Finanstilsynet skal vedligeholde afviklingsplanen, jf. stk. 1 og 3, mindst en gang om året.

Afviklingsplanen vedtages af Finanstilsynet efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Finanstilsynet kan beslutte at fravige kravet om vedligeholdelse af afviklingsplanen mindst en gang om året.

Bestemmelsen implementer dele af artikel 4, stk. 1, litra b, dele af artikel 10, stk. 6, 1. afsnit, og dele af artikel 13, stk. 3, i BRRD II.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Reglerne fremgår i dag af bemærkningerne til § 259, stk. 1, og der er derfor tale om en kodificering af gældende ret.

Ifølge 1. og 2. pkt. skal Finanstilsynet vedligeholde afviklingsplanen for det enkelte pengeinstitut, realkreditinstitut eller fondsmæglerselskab I mindst én gang årligt.

Det gælder både for almindelige afviklingsplaner udarbejdet efter stk. 1 og forenklede afviklingsplaner udarbejdet efter forslaget til stk. 3.

Det er Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, som i samarbejde udarbejder afviklingsplanen.

Finansiel Stabilitet foretager i forbindelse med vedligeholdelsen en revurdering af den eksisterende afviklingsplan og udarbejder et udkast med de fornødne tilpasninger.

Finansiel Stabilitet indstiller udkastet til den opdaterede afviklingsplan til Finanstilsynet.

Det er Finanstilsynet, som vedtager den opdaterede afviklingsplan, jf. § 259, stk. 1 og 3.

Virksomheden får et resume af afviklingsplanen, jf. bemærkningerne til § 259 i forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed fremsat den 19. december 2014 (FT 2014/1, L 105).

Efter det foreslåede 3. pkt. kan Finanstilsynet beslutte at fravige kravet om, at en afviklingsplan skal vedligeholdes mindst en gang om året.

Det betyder, at intervallet for, hvor ofte afviklingsplanen skal vedligeholdes, kan være længere, og at afviklingsplanen vedligeholdes f.eks. hvert andet år i stedet for årligt.

Det kan være relevant i de tilfælde, hvor der er udarbejdet en forenklet afviklingsplan efter det foreslåede stk. 3.

Vurderingen foretages i samarbejde med og efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Finansiel Stabilitet kan således i forbindelse med indstilling af en afviklingsplan til Finanstilsynet indstille, at Finanstilsynet skal beslutte at fravige kravet om en årlig vedligeholdelse i relation til en konkret virksomhed.

Ved vurderingen af, om Finanstilsynet skal vælge et længere interval for, hvor ofte afviklingsplanen skal vedligeholdes, skal Finanstilsynet tage hensyn til de konsekvenser, det kan få, at den pågældende virksomhed bliver nødlidende.

I denne vurdering indgår de samme hensyn som dem, der indgår i vurderingen af, om der skal vedtages en forenklet afviklingsplan, jf. det foreslåede stk. 3.

Der indføres i det foreslåede stk. 5 en undtagelse til stk. 4, der fastslår, at såfremt der sker ændringer, der nødvendiggør en vedligeholdelse, skal Finanstilsynet vedligeholde afviklingsplanen, når Finanstilsynet bliver bekendt med ændringerne.

Stk. 5 angiver eksempler på ændringer, der kan nødvendiggøre en vedligeholdelse af afviklingsplanen.

Det foreslås i stk. 5, at Finanstilsynet uanset stk. 4 skal vedligeholde afviklingsplanen, når der er sket ændringer i den pågældende virksomhed, herunder ændringer i virksomhedens retlige eller organisatoriske struktur, forretningsaktiviteter eller økonomiske forhold, som nødvendiggør en ændring af virksomhedens afviklingsplan.

Afviklingsplanen vedtages af Finanstilsynet efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Bestemmelsen implementerer dele af artikel 10, stk. 6, 1. afsnit, og dele af artikel 13, stk. 3, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Reglerne fremgår i dag af bemærkningerne til § 259, stk. 1, og der er derfor tale om en kodificering af gældende ret.

Udgangspunktet er, at Finanstilsynet skal vedligeholde afviklingsplanen årligt.

Det følger af det foreslåede stk. 4.

Sker der ændringer i det pågældende pengeinstitut, realkreditinstitut eller fondsmæglerselskab I, der nødvendiggør en vedligeholdelse, skal Finanstilsynet imidlertid vedligeholde afviklingsplanen, når Finanstilsynet bliver bekendt med de væsentlige ændringer.

Afviklingsplanen vedtages herefter af Finanstilsynet efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Finanstilsynet skal vedligeholde afviklingsplanen, hvis der er sket en ændring i den pågældende virksomhed, der kan få konsekvenser for afviklingsplanen eller på anden vis nødvendiggør en vedligeholdelse af afviklingsplanen.

Det vil typisk være større ændringer i virksomheden, der har indvirkning på afviklingsstrategien, eller som kan udgøre hindringer for afviklingen af den pågældende virksomhed, jf. § 264.

Det kan f.eks. være, hvis virksomheden fusionerer med en anden virksomhed, eller hvis virksomheden køber eller sælger en dattervirksomhed.

Det kan også være, hvis virksomheden går i genopretning, foretager genopretningstiltag med betydning for afviklingsplanen, eller hvis Finanstilsynet udøver sine nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser, jf. § 272 i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås i stk. 6, at Finanstilsynet kan udarbejde, vedtage og vedligeholde en koncernafviklingsplan, jf. § 260, for et kreditinstitut, der er fast tilknyttet et centralt organ, og som helt eller delvist er undtaget fra de tilsynsmæssige krav i overensstemmelse med artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Koncernafviklingsplanen vedtages af Finanstilsynet efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Bestemmelsen implementerer artikel 4, stk. 8, litra a, og stk. 9, litra a, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Er et kreditinstitut, der er fast tilknyttet et centralt organ, helt eller delvist undtaget fra kravene i CRR, fordi betingelserne i artikel 10 i CRR er opfyldt, kan Finanstilsynet beslutte, at der ikke skal udarbejdes en afviklingsplan individuelt for det pågældende kreditinstitut.

I stedet skal Finanstilsynet udarbejde afviklingsplanen på konsolideret grundlag for det centrale organ og dets tilsluttede kreditinstitut.

Koncernafviklingsplanen vedtages af Finanstilsynet efter indstilling fra Finansiel Stabilitet, jf. § 260, stk. 1.

Kreditinstitutter, der er tilknyttet et centralt organ, udgør et samarbejdsnetværk.

Med centralt organ forstås ifølge artikel 10 i CRR et organ, der har flere penge- og realkreditinstitutter (kreditinstitutter) tilknyttet, hvor det centrale organs ledelse er beliggende i samme medlemsstat og bemyndiget til at give instrukser til de tilknyttede kreditinstitutters ledelse.

Det centrale organ og de tilsluttede institutter hæfter solidarisk for hinandens forpligtelser, eller de tilsluttede institutters forpligtelser garanteres fuldt ud af det centrale organ.

Det centrale organs og samtlige tilsluttede institutters solvens og likviditet kontrolleres på grundlag af institutternes konsoliderede regnskaber.

Danmark har på nuværende tidspunkt ikke nogen centrale organer.

Centrale organer er særligt kendt i Storbritannien.

Konsolideret grundlag er defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 47 og 48, i CRR og betyder, at det centrale organ og dets tilsluttede kreditinstitutter behandles regnskabsmæssigt, som om de udgør et enkelt institut.

Til nr. 54 (§ 259, stk. 9, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 259, stk. 5, at Finanstilsynet fremsender den endelige afviklingsplan til Finansiel Stabilitet.

For institutter omfattet af stk. 3 fremsendes afviklingsplanen endvidere til Danmarks Nationalbank.

Det foreslås at ændre henvisningen i § 259, stk. 5, 2. pkt., der bliver stk. 9, 2. pkt., fra stk. 3 til stk. 7.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af indsættelsen af nye stykker i § 259, jf. lovforslagets § 1, nr. 53.

Til nr. 55 (§ 259 a i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 259, stk. 1, at Finanstilsynet skal udarbejde, vedtage og vedligeholde en afviklingsplan for et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I (herefter ”virksomheder”).

Det følger af bemærkningerne til § 259, stk. 1, i forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed fremsat den 19. december 2014 (FT 2014/1, L 105), at virksomheden omfattet af afviklingsplanen skal oplyse Finanstilsynet om væsentlige ændringer, der nødvendiggør en vedligeholdelse.

Det foreslås i § 259 a, at et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I, for hvilket der er udarbejdet en afviklingsplan i henhold til § 259, stk. 1, straks skal oplyse Finanstilsynet om væsentlige ændringer i den pågældende virksomhed, herunder ændringer i virksomhedens retlige eller organisatoriske struktur, forretningsaktiviteter eller økonomiske forhold.

Bestemmelsen implementerer dele af artikel 10, stk. 6, 2. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Reglerne fremgår i dag af bemærkningerne til § 259, stk. 1, og der er derfor tale om en kodificering af gældende ret.

Finanstilsynet skal som udgangspunkt vedligeholde vedtagne afviklingsplaner mindst en gang om året.

Det følger af det foreslåede § 259, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 53.

Afviklingsplanen skal dog også vedligeholdes, når der er sket ændringer i den pågældende virksomhed, som nødvendiggør en ændring af virksomhedens afviklingsplan.

Det følger af det foreslåede § 259, stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 53.

Med den foreslåede § 259 a vil det udtrykkeligt fremgå, at et pengeinstitut, realkreditinstitut eller fondsmæglerselskab I straks skal oplyse Finanstilsynet, når der sker væsentlige ændringer i den pågældende virksomhed.

Når Finanstilsynet modtager en underretning efter § 259 a, vil Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet på baggrund heraf vurdere, om de væsentlige ændringer giver anledning til at vedligeholde afviklingsplanen, jf. det foreslåede § 259, stk. 5.

Den foreslåede bestemmelse indeholder en handlepligt for virksomhedens ledelse.

At virksomheden straks skal oplyse Finanstilsynet om væsentlige ændringer betyder, at virksomheden skal underrette Finanstilsynet, så snart ændringer er fundet sted.

Underretningen skal ske, når virksomheden f.eks. træffer en beslutning, der medfører den væsentlige ændring, eller når virksomheden bliver bekendt med den pågældende ændring.

Hvis virksomheden ikke oplyser Finanstilsynet om væsentlige ændringer, eller hvis underretningen ikke sker straks, kan virksomheden f.eks. blive mødt med et påbud om at oplyse Finanstilsynet om de væsentlige ændringer eller en påtale for ikke rettidigt at have orienteret Finanstilsynet.

Virksomheden kan desuden blive straffet med bøde, jf. lovforslagets § 1, nr. 113.

Bliver Finanstilsynet som tilsynsmyndighed bekendt med væsentlige ændringer i den pågældende virksomhed, skal tilsynsmyndigheden straks oplyse Finanstilsynet som afviklingsmyndighed om de væsentlige ændringer.

En væsentlig ændring kan f.eks. være, hvis virksomheden fusionerer med en anden virksomhed, eller hvis virksomheden køber eller sælger en dattervirksomhed.

Det kan også være, hvis virksomheden går i genopretning eller foretager genopretningstiltag.

Det foreslåede § 259 a foreslås strafbelagt, jf. lovforslagets § 1, nr. 114.

Har en virksomhed omfattet af § 259 a ikke straks oplyst Finanstilsynet om væsentlige ændringer i virksomhedens forretningsaktiviteter eller økonomiske forhold, kan virksomheden straffes med en bøde.

Gerningsindholdet er, at de omfattede virksomheder ikke overholder kravet om straks underretning af Finanstilsynet, og ansvarssubjektet er den virksomhed, som kravet er rettet imod, og som ikke har overholdt kravet.

Til nr. 56 (§ 260, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 260, stk. 2, at Finanstilsynet uanset stk. 1 kan beslutte, at der for hver enkelt dattervirksomhed, som er et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I, skal udarbejdes og vedligeholdes en afviklingsplan i henhold til § 259.

Det foreslås at ophæve stk. 2 .

Den foreslåede ophævelse er en konsekvens af indsættelsen af en ny bestemmelse i § 260 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 62.

§ 260 a præciserer, hvornår Finanstilsynet kan beslutte at udarbejde og vedligeholde en afviklingsplan for hver enkelt dattervirksomhed.

Dette fremgår i dag af bemærkningerne til § 260, stk. 2, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 105 som fremsat, side 109.

Til nr. 57 (§ 260, stk. 2, 2. og 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 260, stk. 1, at Finanstilsynet skal udarbejde en koncernafviklingsplan for koncerner, hvor den øverste modervirksomhed er i Danmark, og hvor modervirksomheden er et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, en blandet holdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed.

Koncernafviklingsplanen vedtages af Finanstilsynet efter indstilling fra Finansiel Stabilitet i samarbejde med afviklingsmyndighederne for dattervirksomhederne og efter høring af afviklingsmyndighederne i de lande, hvor væsentlige filialer er beliggende.

Det følger af § 260, stk. 3, der bliver stk. 2, at en koncernafviklingsplan skal indeholde konkrete tiltag til afvikling af koncernen som helhed og afvikling af de virksomheder og filialer, som indgår i koncernen.

Det foreslås at indsætte et 2. og 3. pkt. i § 260, stk. 3, der bliver stk. 2.

Det foreslås i 2. pkt., at koncernafviklingsplanen skal angive afviklingsenhederne og afviklingskoncernerne i den pågældende koncern.

Bestemmelsen, der er ny, implementerer artikel 1, nr. 3, litra a, i BRRD II, der indsætter artikel 12, stk. 1, 2. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Begreberne afviklingsenhed og afviklingskoncern er nye og indføres i forbindelse med implementeringen af BRRD II, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.

Den foreslåede ændring vil indebære, at det skal angives i koncernafviklingsplanen, hvilke virksomheder i koncernen der udpeges som afviklingsenheder.

Afviklingsplanen skal derudover angive den nærmere afgrænsning af koncernens afviklingskoncerner.

Afviklingsplanen skal efter de gældende regler ikke angive disse forhold.

Afviklingsenhed er defineret i det foreslåede § 5, stk. 1, nr. 77, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 11, som den virksomhed, der er omfattet af afviklingstiltagene i en afviklingsplan udarbejdet i henhold til enten §§ 259 eller 260.

§ 259 i lov om finansiel virksomhed vedrører afviklingsplaner udarbejdet individuelt for pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I.

Når der er tale om en koncern, udarbejdes koncernafviklingsplanen efter § 260 i lov om finansiel virksomhed.

Koncernafviklingsplanen skal angive afviklingsenhederne i koncernen.

Afviklingskoncern er defineret i den foreslåede § 5, stk. 1, nr. 78, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.

Definitionen er todelt.

En afviklingskoncern er for det første en afviklingsenhed og dens dattervirksomheder.

En afviklingskoncern kan ikke omfatte de af afviklingsenhedens dattervirksomheder, der selv er udpeget som afviklingsenheder, eller som er dattervirksomhed af en anden afviklingsenhed.

I koncernafviklingsplanen skal det angives, hvilke virksomheder der er udpeget som afviklingsenheder, og hvilke af deres dattervirksomheder der, sammen med afviklingsenheden, udgør en afviklingskoncern.

Hvis f.eks. en virksomhed er ejet af to afviklingsenheder, vil virksomheden alene kunne være omfattet af den ene af de to afviklingskoncerner.

Som udgangspunkt kan en afviklingskoncern heller ikke omfatte dattervirksomheder, som er etableret i et tredjeland, og deres dattervirksomheder.

Dette udgangspunkt kan dog konkret fraviges af afviklingsmyndighederne, og det skal i givet fald fremgå af afviklingsplanen, at afviklingskoncernen omfatter sådanne virksomheder.

I denne vurdering skal Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet lægge vægt på, om afviklingsplanen vurderes at være gennemførlig og troværdig, hvis disse dattervirksomheder ikke indgår.

Det følger af forslaget til § 260, stk. 2, 3. pkt., at en mellemliggende finansiel holdingvirksomhed skal udpeges som afviklingsenhed i det tilfælde, hvor den mellemliggende finansielle holdingvirksomhed er dattervirksomhed til en blandet holdingvirksomhed, og hvor den mellemliggende finansielle holdingvirksomhed enten direkte eller indirekte ejer dattervirksomheder.

I dette tilfælde skal Finanstilsynet ved vedtagelsen af koncernafviklingsplanen sikre, at det er den mellemliggende finansielle holdingvirksomhed og ikke den blandede holdingvirksomhed, der udpeges som afviklingsenhed.

Det er dermed også den mellemliggende finansielle holdingvirksomhed, der foretages afviklingstiltag over for i tilfælde af afvikling.

En afviklingskoncern kan for det andet bestå af kreditinstitutter, som er fast tilknyttet et centralt organ, og selve det centrale organ, samt disses dattervirksomheder, når mindst et kreditinstitut eller det centrale organ er en afviklingsenhed.

En koncern kan indeholde flere afviklingsenheder og dermed flere afviklingskoncerner.

En afviklingskoncern afgrænses således ikke efter den selskabsretlige koncernstruktur, men afgrænses i stedet med udgangspunkt i de udpegede afviklingsenheder.

BRRD giver mulighed for både en selskabsspecifik afviklingsstrategi (»multiple points of entry«) og en koncernspecifik afviklingsstrategi (»single point of entry«).

En koncernspecifik afviklingsstrategi indebærer, at der kun anvendes afviklingstiltag over for én virksomhed i koncernen, mens en selskabsspecifik afviklingsstrategi indebærer, at der anvendes afviklingstiltag overfor flere virksomheder i koncernen.

Det fremgår af afviklingsplanen, om der i forbindelse med afvikling af en koncern forventes anvendt en selskabsspecifik afviklingsstrategi eller en koncernspecifik afviklingsstrategi.

Ved en selskabsspecifik afviklingsstrategi vil der inden for en koncern være udpeget flere afviklingsenheder, nemlig de virksomheder i koncernen, over for hvem der forventes anvendt afviklingstiltag.

Som følge heraf vil der også være udpeget flere afviklingskoncerner.

Af afviklingsplanen skal det fremgå, hvilke virksomheder der er afviklingsenheder, og hvilke øvrige virksomheder der hører til de afviklingskoncerner, som er tilknyttet de udpegede afviklingsenheder.

Ved en koncernspecifik afviklingsstrategi vil der alene blive udpeget én afviklingsenhed, og der vil i tilfælde af afvikling forventeligt anvendes afviklingstiltag over for alene denne virksomhed.

Dette indebærer, at blot én virksomhed i koncernen, normalt modervirksomheden, afvikles, og at det tab og rekapitaliseringsbehov, der måtte være i de øvrige virksomheder inden for koncernen, overføres til den virksomhed, der afvikles.

I langt hovedparten af de koncernafviklingsplaner, som i dag er vedtaget af Finanstilsynet efter indstilling fra Finansiel Stabilitet, er der fastlagt en koncernspecifik afviklingsstrategi.

Der vil fremover, hvis denne afviklingsstrategi fastholdes, alene skulle udpeges én afviklingsenhed i disse koncerner.

Den udpegede afviklingsenhed vil forventeligt være modervirksomheden.

At en koncern indeholder flere afviklingskoncerner ændrer ikke på, at koncernen som helhed afvikles, hvis koncernen er nødlidende eller forventeligt nødlidende.

Formålet med at indføre begreberne afviklingsenhed og afviklingskoncern er, at de kan anvendes til at angive i afviklingsplanen, hvilke virksomheder i en koncern der vil blive anvendt afviklingsværktøjer over for samt at angive, hvilke dele af en koncern der planlægges holdt samlet i en afvikling.

Denne udpegning af afviklingsenheder og afviklingskoncerner er også relevant for fastsættelsen af krav om nedskrivningsegnede passiver i henhold til den foreslåede § 266, jf. lovforslagets § 1, nr. 80.

Hvordan kravet om nedskrivningsegnede passiver skal opfyldes, dvs. om kravet skal opfyldes på konsolideret grundlag eller individuelt, samt med hvilke typer af forpligtelser kravet kan opfyldes, afhænger af, om den pågældende virksomhed er udpeget som afviklingsenhed, eller om virksomheden er dattervirksomhed til en afviklingsenhed.

Der henvises til de foreslåede §§ 266, 267, 267 a, 267 d og 267 e i lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 80.

Formålet med at udpege afviklingsenheder og afviklingskoncerner i koncernafviklingsplanen og de øvrige regler, der gælder for henholdsvis afviklingsenheder og disses dattervirksomheder, herunder i relation til nedskrivningsegnede forpligtelser, er at sikre, at den foretrukne afviklingsstrategi kan anvendes effektivt.

Det sker ved at sikre klarhed over, hvilke virksomheder der forventes afviklet (afviklingsenheden), og hvilke dattervirksomheder der hører sammen med afviklingsenheden i en afviklingssituation (afviklingskoncernen).

Det sker endvidere ved at sikre større sammenhæng i de krav om nedskrivningsegnede passiver, der stilles til afviklingsenheden og de dattervirksomheder, der indgår i samme koncern som afviklingsenheden, jf. lovforslagets § 1, nr. 80.

Den foreslåede bestemmelse indebærer således som udgangspunkt alene en ændring af indholdet i koncernafviklingsplaner ved, at disse angiver koncernens afviklingsenheder og afviklingskoncerner.

Denne angivelse vil dog have betydning for, hvordan kravet om nedskrivningsegnede passiver fastsættes for den enkelte virksomhed, og hvordan den enkelte virksomhed skal opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver, da dette afhænger af, om virksomheden er udpeget som afviklingsenhed, eller om virksomheden i stedet er dattervirksomhed til en afviklingsenhed.

Finanstilsynet vedtager koncernafviklingsplanen efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Finansiel Stabilitet vil således i forbindelse hermed indstille, hvilke virksomheder der skal være afviklingsenheder, og hvilke virksomheder der til sammen skal udgøre en afviklingskoncern.

Finanstilsynet vedtager, hvilke virksomheder der er afviklingsenheder, og hvilke virksomheder der til sammen skal udgøre en afviklingskoncern i forbindelse med den endelige vedtagelse af koncernafviklingsplanen.

Det foreslås i 3. pkt., at en mellemliggende finansiel holdingvirksomhed, der direkte eller indirekte ejer dattervirksomheder af en blandet holdingvirksomhed, er en afviklingsenhed.

Bestemmelsen, der er ny, implementerer dele af artikel 1, nr. 11, i BRRD II, der ændrer artikel 33, stk. 3, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en mellemliggende finansiel holdingvirksomhed, der ejer dattervirksomheder af en blandet holdingvirksomhed, skal udpeges som afviklingsenhed i koncernafviklingsplanen.

Det gælder også i de tilfælde, hvor Finanstilsynet vælger en koncernspecifik afviklingsstrategi (»single point of entry«), i modsætning til en selskabsspecifik afviklingsstrategi (»multiple points of entry«).

En koncernspecifik afviklingsstrategi betyder, at der kun anvendes afviklingstiltag for én virksomhed i en koncern.

Det vil typisk være modervirksomheden.

Den foreslåede bestemmelse vil derfor indebære, at den mellemliggende finansielle virksomhed skal udpeges som afviklingsenhed, uanset at den finansielle holdingvirksomhed ikke er den øverste modervirksomhed i koncernen.

Det betyder omvendt, at den blandede holdingvirksomhed ikke udpeges som afviklingsenhed og derfor ikke omfattes af afviklingstiltagene.

Formålet er at gå uden om den blandede holdingvirksomhed i en afviklingsstrategi, der i modsætning til den finansielle holdingvirksomhed ikke har den finansielle sektor som sin primære virksomhed.

Der henvises til bemærkningerne til det foreslåede § 260, stk. 2, 2. pkt., om udpegelsen af afviklingsenheder og afviklingskoncerner.

Afviklingsenhed er defineret i det foreslåede § 5, stk. 1, nr. 77, jf. lovforslagets § 1, nr. 11, som den virksomhed, der er omfattet af afviklingstiltagene i en afviklingsplan udarbejdet i henhold til enten §§ 259 eller 260.

En finansiel holdingvirksomhed er defineret i § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, som en modervirksomhed, der ikke er en finansiel virksomhed, i en koncern, hvor mindst én af dattervirksomhederne i koncernen er en finansiel virksomhed, og hvor mindst 40 pct. af den samlede balancesum for koncernen og modervirksomhedens associerede virksomheder vedrører den finansielle sektor.

Modervirksomheden er ikke en finansiel holdingvirksomhed, hvis de finansielle dattervirksomheder i koncernen udelukkende er forsikringsvirksomheder.

En finansiel holdingvirksomhed er derudover defineret i § 5, stk. 1, nr. 10, litra b, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, som en modervirksomhed, hvis virksomhed udelukkende eller hovedsagelig består i at eje kapitalandele i dattervirksomheder, der er finansielle virksomheder eller finansieringsinstitutter.

Dattervirksomheder er hovedsagelig finansielle virksomheder eller finansieringsinstitutter, hvis mindst én er en finansiel virksomhed, og mere end 50 pct. af modervirksomhedens konsoliderede aktiver er tilknyttet dattervirksomheder, som er finansielle virksomheder eller finansieringsinstitutter.

Modervirksomheden er ikke en finansiel holdingvirksomhed, hvis de finansielle dattervirksomheder i koncernen udelukkende er forsikringsvirksomheder.

Definitionen af en finansiel holdingvirksomhed omfatter finansielle moderholdingvirksomheder i Danmark og finansielle moderholdingvirksomheder i Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

En blandet holdingvirksomhed er defineret i § 5, stk. 1, nr. 51, som en modervirksomhed, der ikke er en finansiel holdingvirksomhed eller et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I, i en koncern, hvor mindst én dattervirksomhed i koncernen er et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I.

Definitionen af en blandet holdingvirksomhed omfatter blandede finansielle holdingvirksomheder, blandede finansielle moderholdingvirksomheder i Danmark og blandede finansielle moderholdingvirksomheder i Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Til nr. 58 (§ 260, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 260, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet skal udarbejde, vedtage og vedligeholde en koncernafviklingsplan for koncerner, hvor den øverste modervirksomhed er i Danmark, og hvor modervirksomheden er et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, en blandet holdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed.

Koncernafviklingsplanen vedtages efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 3 i § 260, der fastslår, at koncernafviklingsplanen skal udarbejdes på en måde, så den ikke medfører en negativ og uforholdsmæssig stor indvirkning på et land inden for Den Europæiske Union eller på et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, ved dens gennemførelse.

Bestemmelsen implementerer artikel 12, stk. 5, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Forslaget præciserer gældende ret.

Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet skal ved udarbejdelsen af koncernafviklingsplanen tage hensyn til afviklingstiltagenes potentielle indvirkning på alle de medlemslande i Den Europæiske Union og i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, hvor koncernen driver virksomhed.

Det kan f.eks. være væsentlig negativ indvirkning på de finansielle markeders funktion, markedstilliden eller risikoen for direkte eller indirekte negativ afsmitning på andre finansielle virksomheder.

Afviklingsmyndighederne i de lande, hvor koncernafviklingsplanen kan have negativ og uforholdsmæssig stor indvirkning, bør inddrages i udarbejdelsen af koncernafviklingsplanen.

Til nr. 59 (§ 260, stk. 5, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 260, stk. 5, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet fremsender oplysninger modtaget til brug for udarbejdelsen af koncernafviklingsplanen til afviklingsmyndighederne i de andre lande inden for Den Europæiske Union, hvor en finansiel holdingvirksomhed er etableret.

Det foreslås i § 260, stk. 5, nr. 6, at indsætte eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område efter Den Europæiske Union.

Det foreslås derudover at indsætte en blandet holdingvirksomhed.

Bestemmelsen implementerer dele af artikel 13, stk. 1, litra e, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Forslaget præciserer gældende ret.

Den foreslåede ændring indebærer, at Finanstilsynet skal fremsende oplysninger modtaget til brug for udarbejdelsen af koncernafviklingsplanen til afviklingsmyndighederne i de andre lande inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, hvor en finansiel holdingvirksomhed er etableret.

Den foreslåede ændring indebærer desuden, at Finanstilsynet skal fremsende de pågældende oplysninger til afviklingsmyndighederne i de lande, hvor en blandet holdingvirksomhed er etableret.

En blandet holdingvirksomhed er defineret i § 5, stk. 1, nr. 51, som en modervirksomhed, der ikke er en finansiel holdingvirksomhed eller et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I, i en koncern, hvor mindst én dattervirksomhed i koncernen er et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I.

Definitionen af en blandet holdingvirksomhed omfatter blandede finansielle holdingvirksomheder, blandede finansielle moderholdingvirksomheder i Danmark og blandede finansielle moderholdingvirksomheder i Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Til nr. 60 (§ 260, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 260, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet vurderer sammen med de i stk. 5 nævnte myndigheder, om koncernafviklingsplanen opfylder de i stk. 3 og 4 fastsatte krav med henblik på at nå en fælles beslutning om koncernafviklingsplanen.

De i stk. 5 nævnte myndigheder omfatter Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, Finansiel Stabilitet, dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder, afviklingsmyndighederne i de lande, hvor der er væsentlige filialer, de relevante kompetente myndigheder og afviklingsmyndigheder i de lande, hvor en finansiel holdingvirksomhed er etableret, jf. stk. 5, nr. 1-6.

Det foreslås at ændre henvisningen i § 260, stk. 6, fra de i stk. 5 nævnte myndigheder til dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder.

Formålet med ændringen er at præcisere, at den fælles beslutning om koncernafviklingsplanen træffes af Finanstilsynet som koncernafviklingsmyndighed og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder.

Den fælles beslutning træffes i praksis ikke af alle de i stk. 5 nævnte myndigheder.

Efter artikel 13, stk. 4, i BRRD træffes den fælles beslutning af koncernafviklingsmyndigheden og datterselskabernes afviklingsmyndigheder.

Den foreslåede ændring ændrer ikke på, hvem der i praksis træffer den fælles beslutning i dag, og er derfor i denne henseende uden indholdsmæssig betydning.

§ 260, stk. 6, implementerer fortsat artikel 13, stk. 2 og 4, i BRRD.

Det foreslås derudover at ændre henvisningerne i § 260, stk. 6, fra stk. 3 og 4, jf. § 259, til stk. 2-4.

Ændring sker, som følge af at der indsættes et nyt stk. 3 i § 260, jf. lovforslagets § 1, nr. 58.

Til nr. 61 (§ 260, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 260, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet træffer beslutning om koncernafviklingsplanen, hvis myndighederne omfattet af stk. 5 ikke inden for 4 måneder efter Finanstilsynets fremsendelse af koncernafviklingsplanen har truffet en fælles beslutning.

Finanstilsynet underretter koncernens modervirksomhed og de i stk. 5 nævnte myndigheder om beslutningen.

Såfremt en af de i stk. 5, nr. 3-5, nævnte myndigheder har indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, skal Finanstilsynet udskyde sin beslutning, indtil afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed foreligger.

De i stk. 5 nævnte myndigheder omfatter Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, Finansiel Stabilitet, dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder, afviklingsmyndighederne i de lande, hvor der er væsentlige filialer, de relevante kompetente myndigheder og afviklingsmyndigheder i de lande, hvor en finansiel holdingvirksomhed er etableret, jf. stk. 5, nr. 1-6.

Det foreslås at nyaffatte § 260, stk. 7, således at Finanstilsynet træffer beslutning om koncernafviklingsplanen, senest 4 måneder efter at Finanstilsynet har fremsendt oplysninger efter stk. 5, hvis Finanstilsynet og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder ikke har truffet en fælles beslutning, jf. stk. 6.

Finanstilsynet underretter modervirksomheden og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder om beslutningen.

Har en dattervirksomheds afviklingsmyndighed inden udløbet af perioden på 4 måneder indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, udskyder Finanstilsynet sin beslutning, indtil afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed foreligger.

Finanstilsynet skal herefter træffe beslutning i overensstemmelse med afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Har Den Europæiske Banktilsynsmyndighed ikke truffet afgørelse, senest 1 måned efter at sagen blev indbragt, træffer Finanstilsynet beslutning om koncernafviklingsplanen.

Bestemmelsen implementerer artikel 13, stk. 5, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det foreslås i § 260, stk. 7, 1. pkt., at Finanstilsynet træffer beslutning om koncernafviklingsplanen, senest 4 måneder efter at Finanstilsynet har fremsendt oplysninger efter stk. 5, hvis Finanstilsynet og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder ikke har truffet en fælles beslutning, jf. stk. 6.

Den fælles beslutning om koncernafviklingsplanen træffes af koncernafviklingsmyndigheden og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder og ikke af de i stk. 5 nævnte myndigheder.

Det følger af det foreslåede § 260, stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 60.

Med den foreslåede ændring til § 260, stk. 7, 1. pkt., præciseres det derfor, at Finanstilsynet træffer beslutning om koncernafviklingsplanen, hvis Finanstilsynet og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder ikke har truffet en fælles beslutning inden for fristen.

Med den foreslåede ændring præciseres det også, at fristen på 4 måneder, inden for hvilken den fælles beslutning skal være truffet, beregnes fra det tidspunkt, hvor Finanstilsynet fremsender oplysninger modtaget til brug for udarbejdelsen af koncernafviklingsplanen, og ikke fra det tidspunkt, hvor Finanstilsynet sender koncernafviklingsplanen.

Den foreslåede ændring ændrer ikke på, hvordan fristen i praksis beregnes i dag, og er derfor i denne henseende uden indholdsmæssig betydning.

Finanstilsynet og dattervirksomhedernes afviklingsmyndighed skal blive enige om koncernafviklingsplanen og træffe en fælles beslutning.

Den fælles beslutning skal træffes, senest 4 måneder efter at Finanstilsynet har videresendt de oplysninger, som Finanstilsynet har modtaget fra modervirksomheden i forbindelse med udarbejdelsen af koncernafviklingsplanen, til dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder.

Kan Finanstilsynet og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder ikke blive enige inden for fristen, træffer Finanstilsynet beslutningen.

Med beslutning henvises til, at Finanstilsynet træffer en beslutning om, hvilken koncernafviklingsplan der skal vedtages.

Når beslutningen er truffet, vedtages koncernafviklingsplanen i henhold til § 260, stk. 1.

Koncernafviklingsplanen, der er udarbejdet i samarbejde med Finansiel Stabilitet, vedtages efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Det betyder i praksis, at Finansiel Stabilitet udarbejder et udkast til koncernafviklingsplan og indstiller udkastet til vedtagelse hos Finanstilsynet.

Træffer Finanstilsynet beslutning om koncernafviklingsplanen, skal beslutningen være begrundet og tage hensyn til andre afviklingsmyndigheders synspunkter og forbehold.

Det foreslås i 2. pkt., at Finanstilsynet underretter modervirksomheden og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder om beslutningen.

Som følge af at den fælles beslutning træffes af Finanstilsynet og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder, præciseres det også, at Finanstilsynet kun underretter dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder og ikke alle de i stk. 5 nævnte myndigheder om sin beslutning.

Finanstilsynet underretter desuden modervirksomheden om sin beslutning om koncernafviklingsplanen.

Det foreslås i 3. pkt., at har en dattervirksomheds afviklingsmyndighed inden udløbet af perioden på 4 måneder indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, skal Finanstilsynet udskyde sin beslutning, indtil afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed foreligger.

Ifølge det foreslåede 4. pkt., skal Finanstilsynet herefter træffe beslutning i overensstemmelse med afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Har Den Europæiske Banktilsynsmyndighed ikke truffet afgørelse, senest 1 måned efter at sagen blev indbragt, træffer Finanstilsynet beslutning om koncernafviklingsplanen, jf. det foreslåede 5. pkt.

I forlængelse af ovennævnte præciseres det også, at muligheden for at indbringe sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) kun gælder for koncernafviklingsmyndigheden og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder, og at dette skal ske inden for fristen på 4 måneder.

Har en dattervirksomheds afviklingsmyndighed indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, jf. artikel 19 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), skal Finanstilsynet udskyde sin beslutning.

EBA skal herefter træffe afgørelse inden for 1 måned.

Finanstilsynet træffer beslutning i overensstemmelse med EBAs afgørelse.

Det betyder, at Finanstilsynet træffer beslutning om koncernafviklingsplanen og vedtager koncernafviklingsplanen, hvis Finanstilsynet får medhold af EBA.

Koncernafviklingsplanen, der er udarbejdet i samarbejde med Finansiel Stabilitet, vedtages efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Får Finanstilsynet ikke medhold, skal Finanstilsynet i samarbejde med og efter indstilling fra Finansiel Stabilitet udarbejde en ny koncernafviklingsplan, jf. § 260, stk. 1, der imødekommer EBAs afgørelse.

Foreligger der ikke en afgørelse fra EBA inden for 1 måned, træffer Finanstilsynet beslutning om koncernafviklingsplanen og vedtager koncernafviklingsplanen.

Alle beslutninger truffet af Finanstilsynet efter den foreslåede § 260, stk. 7, vedrørende vedtagelse af koncernafviklingsplanen, sker efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Træffer Finanstilsynet beslutning om koncernafviklingsplanen, skal beslutningen endvidere være begrundet og tage hensyn til andre afviklingsmyndigheders synspunkter og forbehold.

Til nr. 62 (§ 260 a i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 260, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet skal udarbejde, vedtage og vedligeholde en koncernafviklingsplan for koncerner, hvor den øverste modervirksomhed er i Danmark, og hvor modervirksomheden er et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, en blandet holdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed.

Videre følger det af stk. 2, at Finanstilsynet uanset stk. 1 kan beslutte, at der for hver enkelt dattervirksomhed, som er et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I, skal udarbejdes og vedligeholdes en afviklingsplan i henhold til § 259.

Det fremgår af bemærkningerne til § 260, stk. 2, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 105 som fremsat, side 109, at bestemmelsen implementerer artikel 13, stk. 6, i BRRD og omhandler de situationer, hvor Finanstilsynet ikke er den konsoliderende koncernafviklingsmyndighed, men hvor Finanstilsynet er afviklingsmyndighed for en dattervirksomhed.

§ 260, stk. 2, adskiller sig dermed fra resten af § 260, der vedrører de situationer, hvor Finanstilsynet er koncernafviklingsmyndighed.

Det foreslås derfor at ophæve § 260, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 56, og indsætte en ny bestemmelse i § 260 a for de situationer, hvor Finanstilsynet ikke er koncernafviklingsmyndighed.

Den foreslåede bestemmelse implementerer desuden de sproglige ændringer til artikel 13, stk. 6, der er foretaget i medfør af BRRD II.

Det foreslås i § 260 a, stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynet udarbejder, vedtager og vedligeholder en afviklingsplan, jf. § 259, stk. 1, hvis Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet er uenige i forslaget til koncernafviklingsplan fra koncernafviklingsmyndigheden, og hvis koncernafviklingsmyndigheden og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder ikke har truffet en fælles beslutning om koncernafviklingsplanen, senest 4 måneder efter at koncernafviklingsmyndigheden har fremsendt oplysninger modtaget til brug for udarbejdelsen af koncernafviklingsplanen, jf. dog 2. pkt. Det foreslås i 2. pkt., at 1. pkt. finder anvendelse, når Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet er afviklingsmyndighed for en dattervirksomhed i en koncern, hvor den øverste modervirksomhed er i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Bestemmelsen implementerer dele af artikel 1, nr. 4, litra b, i BRRD II, der ændrer artikel 13, stk. 6, 1. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Forslaget præciserer gældende ret.

En koncernafviklingsplan udarbejdes af koncernafviklingsmyndigheden, som videresender forslaget til koncernafviklingsplan til dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder.

Koncernafviklingsmyndigheden og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder skal herefter træffe en fælles beslutning om, at det er denne afviklingsplan, der skal vedtages.

Med den foreslåede bestemmelse kan Finanstilsynet som afviklingsmyndighed for en dattervirksomhed og i samarbejde med Finansiel Stabilitet beslutte at udarbejde en afviklingsplan for dattervirksomheden efter § 259, stk. 1.

Det gælder, hvis koncernafviklingsmyndigheden og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder ikke har truffet en fælles beslutning om koncernafviklingsplanen inden for fristen på 4 måneder.

Afviklingsplanen for dattervirksomheden vedtages af Finanstilsynet efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Det er en betingelse, at Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet er helt eller delvist uenige i forslaget til koncernafviklingsplanen og som følge heraf ikke vil tiltræde planen.

Det vil bygge på en konkret vurdering, om Finanstilsynet vil tiltræde koncernafviklingsplanen eller ej.

Er Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet ikke uenige i forslaget til koncernafviklingsplanen, vil koncernafviklingsmyndighedens beslutning finde anvendelse.

Fristen på 4 måneder løber fra det tidspunkt, hvor koncernafviklingsmyndigheden fremsender oplysninger modtaget til brug for udarbejdelsen af koncernafviklingsplanen til myndighederne omfattet af § 260, stk. 5, nr. 1 og 3-6, herunder Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder, afviklingsmyndighederne i de lande, hvor der ligger væsentlige filialer, de relevante kompetente myndigheder og afviklingsmyndighederne i de andre lande inden for Den Europæiske Union, hvor en finansiel holdingvirksomhed er etableret.

Vælger Finanstilsynet i samarbejde med Finansiel Stabilitet at træffe beslutning om at udarbejde en afviklingsplan for en dattervirksomhed, skal beslutningen være begrundet, redegøre for grundene til uenigheden for så vidt angår den foreslåede koncernafviklingsplan og tage hensyn til de øvrige afviklingsmyndigheders og kompetente myndigheders synspunkter og forbehold.

Afviklingsplanen vedtages af Finanstilsynet efter indstilling fra Finansiel Stabilitet, jf. § 259, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 259, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 105 som fremsat, side 106.

Det foreslås i § 260 a, stk. 2, at Finanstilsynet underretter de øvrige medlemmer af afviklingskollegiet om, at Finanstilsynet har vedtaget en afviklingsplan i henhold til stk. 1.

Bestemmelsen implementerer dele af artikel 1, nr. 4, litra b, i BRRD II, der ændrer artikel 13, stk. 6, 1. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Forslaget præciserer gældende ret.

Har Finanstilsynet valgt at udarbejde og vedtage en afviklingsplan for en dattervirksomhed, jf. stk. 1, skal Finanstilsynet underrette de øvrige medlemmer af afviklingskollegiet herom.

Reglerne om afviklingskollegier fremgår af § 271 i lov om finansiel virksomhed, der ændres i medfør af lovforslagets § 1, nr. 81, 82, 83, 84 og 85.

Et afviklingskollegium oprettes af koncernafviklingsmyndigheden for at drøfte koncernafviklingsplanen og sikre den nødvendige koordinering med myndighederne på tværs af landegrænser.

Det foreslås i § 260 a, stk. 3, at hvis en afviklingsmyndighed inden udløbet af perioden på 4 måneder har indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, udskyder Finanstilsynet sin beslutning, jf. stk. 1, indtil afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed foreligger.

Finanstilsynet skal herefter træffe beslutning i overensstemmelse med afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Har Den Europæiske Banktilsynsmyndighed ikke truffet afgørelse, senest 1 måned efter at sagen blev indbragt, træffer Finanstilsynet beslutning om afviklingsplanen.

Bestemmelsen implementerer artikel 13, stk. 6, 2. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Forslaget præciserer gældende ret.

Det foreslås i 1. pkt., at hvis en afviklingsmyndighed inden udløbet af perioden på 4 måneder har indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, udskyder Finanstilsynet sin beslutning, jf. stk. 1, indtil afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed foreligger.

Koncernafviklingsmyndigheden og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder kan inden for fristen på 4 måneder vælge at indbringe sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, jf. artikel 19 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed).

Fristen på 4 måneder løber fra det tidspunkt, hvor koncernafviklingsmyndigheden fremsender oplysninger modtaget til brug for udarbejdelsen af koncernafviklingsplanen til myndighederne omfattet af § 260, stk. 5, nr. 1 og 3-6, herunder Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder, afviklingsmyndighederne i de lande, hvor der ligger væsentlige filialer, de relevante kompetente myndigheder og afviklingsmyndighederne i de andre lande inden for Den Europæiske Union, hvor en finansiel holdingvirksomhed er etableret.

Har en af afviklingsmyndighederne indbragt sagen for EBA, skal Finanstilsynet udskyde sin beslutning, jf. stk. 1.

EBA skal herefter træffe afgørelse inden for 1 måned.

Det foreslås i 2. pkt., at Finanstilsynet herefter skal træffe beslutning i overensstemmelse med afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Videre forslås det i 3. pkt., at har Den Europæiske Banktilsynsmyndighed ikke truffet afgørelse, senest 1 måned efter at sagen blev indbragt, træffer Finanstilsynet beslutning om afviklingsplanen.

Finanstilsynet træffer herefter beslutning i overensstemmelse med EBAs afgørelse.

Foreligger der ikke en afgørelse fra EBA inden for 1 måned, træffer Finanstilsynet beslutningen om afviklingsplanen.

Afviklingsplanen, der er udarbejdet i samarbejde med Finansiel Stabilitet, vedtages både efter 2. og 3. pkt. efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Til nr. 63 (§ 261 a i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 245 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed indebærer, at Finanstilsynet kan påbyde et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I at udarbejde et register over finansielle kontrakter, som virksomheden har indgået.

Det foreslås med § 261 a, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om, at et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I skal udarbejde et register over finansielle kontrakter, som virksomheden har indgået.

Den foreslåede § 261 a er ny og gennemfører artikel 10, stk. 8, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/1712 af 7. juni 2016 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder, der præciserer et minimumssæt af oplysninger om finansielle kontrakter, der bør være omfattet af de detaljerede registre, og de omstændigheder, hvorunder dette krav bør gælde, indeholder en bestemmelse om, at den kompetente myndighed eller afviklingsmyndigheden skal kræve, at institutter, for hvilke der er udarbejdet en afviklingsplan, som indeholder bestemmelser om afviklingsforanstaltninger, skal føre et detaljeret register over finansielle kontrakter med de oplysninger, der er angivet i forordningens bilag.

Finanstilsynet anvender som udgangspunkt påbud i de situationer, hvor Finanstilsynet træffer en afgørelse, der pålægger en virksomhed en bestemt adfærd eller handling fremover.

Det kan enten være, fordi en virksomhed handler på en lovstridig måde, som Finanstilsynet påbyder dem at ophøre med, eller fordi virksomheden undlader at handle, hvor handling er påkrævet efter lovgivningen.

Det vurderes derfor uhensigtsmæssigt at udstede påbud i medfør af § 245 a for at overholde Kommissionens delegerede forordning 2016/1712.

Det vurderes på den baggrund hensigtsmæssigt at indføre en bemyndigelse til Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler om, at et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I skal udarbejde register over finansielle kontrakter, som virksomheden har indgået.

Det er hensigten med bemyndigelsen, at Finanstilsynet i en bekendtgørelse fastsætter, at institutter, for hvilke der er udarbejdet en afviklingsplan, som indeholder bestemmelser om afviklingsforanstaltninger, skal føre et detaljeret register over finansielle kontrakter med de oplysninger, der er angivet i bilaget i Kommissionens delegerede forordning 2016/1712.

Ved finansielle kontraker forstås værdipapirkontrakter, råvarekontrakter, futures og forwardkontrakter, herunder kontrakter (bortset fra varekontrakter) om køb, salg eller overførsel af en råvare eller et andet gode, tjenesteydelse, rettighed eller interesse til en fast pris på en fremtidig dato, swapaftaler og låneaftaler mellem virksomheder, hvor lånets løbetid er 3 måneder eller derunder.

Afgrænsningen af begrebet finansielle kontrakter er i relation til den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse den samme som den, der følger af § 2, nr. 12, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Til nr. 64 (§ 264, stk. 2, 1. og 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 264, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at en virksomhed skal forelægge forslag til mulige tiltag, senest 4 måneder efter at virksomheden har modtaget en underretning fra Finanstilsynet om, at der er væsentlige hindringer for virksomhedens afvikling.

Det følger af § 264, stk. 2, 2. pkt., at Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet vurderer, om virksomhedens forslag effektivt afhjælper eller fjerner de pågældende afviklingshindringer.

Det foreslås i § 264, stk. 2, 1. pkt., at indsætte jf. dog stk. 3.

Med forslaget skal virksomheden uanset fristen på fire måneder i visse tilfælde forelægge forslag til mulige tiltag, senest to uger efter at virksomheden har modtaget underretningen fra Finanstilsynet.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af tilføjelsen af det nye stk. 3 i § 264, jf. lovforslagets § 1, nr. 65.

Det foreslås derudover at ophæve § 264, stk. 2, 2. pkt.

Der er tale om en konsekvensændring.

Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets beføjelse til at vurdere, om virksomhedens forslag effektivt afhjælper eller fjerner afviklingshindringerne, tilføjes i et nyt stk. 4 i § 264, jf. lovforslagets § 1, nr. 65.

Til nr. 65 (§ 264, stk. 3 og 4, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 264, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at hvis Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet i forbindelse med udarbejdelsen af en afviklingsplan i henhold til § 259 konstaterer, at der er væsentlige hindringer for virksomhedens afvikling, skal Finanstilsynet underrette virksomheden herom.

Det følger af § 264, stk. 2, 1. pkt., at virksomheden skal forelægge forslag til mulige tiltag til at afhjælpe eller fjerne afviklingshindringerne senest 4 måneder efter underretningen.

Videre følger det af 2. pkt., at Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet skal vurdere, om virksomhedens forslag effektivt afhjælper eller fjerner afviklingshindringerne.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 3 og 4.

Det foreslås i stk. 3, at virksomheden skal forelægge Finanstilsynet forslag til mulige tiltag og en tidsplan for gennemførelsen af disse tiltag, senest 2 uger efter at virksomheden har modtaget en underretning i henhold til stk. 1, med henblik på at afhjælpe eller fjerne den væsentlige afviklingshindring i de tilfælde, hvor afviklingshindringen skyldes en af de situationer, der er nævnt i bestemmelsens nr. 1-3.

Virksomheden skal forelægge Finanstilsynet forslag til mulige tiltag og en tidsplan, hvis afviklingshindringen skyldes, at virksomheden befinder sig i en situation, der er omfattet af § 269 a, stk. 1, jf. nr. 1, virksomheden ikke opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, jf. nr. 2, eller virksomheden, hvis den er et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) eller del af et G-SIFI, ikke opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. artikel 92 a, jf. artikel 494 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, jf. nr. 3.

Bestemmelsen, der er ny, implementerer dele af artikel 1, nr. 7, litra b, i BRRD II, der indsætter artikel 17, stk. 3, 2. og 3. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Har Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet vurderet, at der er en væsentlig hindring for en virksomheds afvikling, skal Finanstilsynet indledningsvis underrette virksomheden om afviklingshindringen, jf. § 264, stk. 1.

Skyldes afviklingshindringen, at virksomheden befinder sig i en af situationerne, der er nævnt i det foreslåede § 264, stk. 3, nr. 1-3, skal virksomheden forelægge Finanstilsynet forslag til mulige tiltag og en tidsplan for at gennemføre disse tiltag med henblik på at fjerne afviklingshindringen.

Forslaget skal forelægges Finanstilsynet, senest to uger efter at virksomheden har modtaget underretningen fra Finanstilsynet.

Finanstilsynets beføjelse til at afhjælpe og fjerne hindringer for afvikling er begrænset til, hvad der er nødvendigt for at forenkle opbygningen og driften af virksomheden, alene med det formål at forbedre mulighederne for at afvikle denne.

Da virksomheden selv har det bedste kendskab til egne forhold, foreslås det i stk. 3, at det er virksomheden, som i første omgang skal vurdere, hvordan de pågældende hindringer bedst fjernes.

Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet vurderer herefter i henhold til det foreslåede § 264, stk. 4, om virksomhedens forslag effektivt afhjælper eller fjerner de pågældende afviklingshindringer.

Stk. 3, nr. 1, omhandler de tilfælde, hvor virksomheden opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a, men ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Virksomhedens forslag skal indeholde en beskrivelse af passende tiltag, som efter virksomhedens vurdering vil sikre, at virksomheden opfylder det kombinerede bufferkrav.

Forslagene skal endvidere angive en detaljeret tidsplan for, hvornår virksomheden vil gennemføre de foreslåede tiltag.

Tidsplanen for gennemførelsen af de foreslåede tiltag skal tage hensyn til årsagerne til den væsentlige afviklingshindring.

Stk. 3, nr. 2, omhandler de tilfælde, hvor virksomheden ikke opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver i § 266, og stk. 3, nr. 3, omhandler de tilfælde, hvor virksomheden, hvis den er et G-SIFI eller del af et G-SIFI, ikke opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver i artikel 92 a, jf. artikel 494 i CRR.

Virksomhedens forslag skal indeholde en beskrivelse af passende tiltag, som efter virksomhedens vurdering vil sikre, at virksomheden opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver, hvis afviklingshindringen skyldes en situation omfattet af stk. 3, nr. 2 eller 3.

Forslagene skal endvidere angive en detaljeret tidsplan for, hvornår virksomheden vil gennemføre de foreslåede tiltag.

Tidsplanen for gennemførelsen af de foreslåede tiltag skal tage hensyn til årsagerne til den væsentlige afviklingshindring.

Artikel 92 a, jf. artikel 494 i CRR, finder anvendelse for afviklingsenheder, der enten er et G-SIFI eller del af et G-SIFI, og fastslår de krav, som afviklingsenhederne skal overholde i forhold til deres krav om nedskrivningsegnede passiver.

Afviklingsenhed er defineret i § 5, stk. 1, nr. 77, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.

Artikel 92 a, jf. artikel 494 i CRR, omfatter således ikke institutter, der ikke er et G-SIFI eller del af et G-SIFI.

Disse institutter skal ikke opfylde artikel 92 a i CRR og er heller ikke omfattet af afgrænsningen i det foreslåede stk. 3, nr. 3, som følge af at de nævnte bestemmelser i CRR ikke er opfyldt.

Det er dermed alene afviklingsenheder, der er et G-SIFI eller en del af et G-SIFI, som kan være omfattet af anvendelsesområdet for det foreslåede stk. 3, nr. 3, som følge af manglende opfyldelse af artikel 92 a, jf. artikel 494 i CRR.

En afviklingsenhed, der er en del af et G-SIFI, refererer til en afviklingsenhed, der er omfattet af konsolideringen af en koncern, der er identificeret som et G-SIFI, jf. artikel 131, stk. 1 og 2, i CRD.

Det foreslåede stk. 3 foreslås strafbelagt.

Har en virksomhed omfattet af § 264, stk. 3, ikke forelagt forslag til mulige tiltag og en tidsplan for gennemførelsen af disse tiltag til Finanstilsynet, senest 2 uger efter at virksomheden har modtaget en underretning om, at der er væsentlige afviklingshindringer for virksomheden, kan virksomheden straffes med en bøde.

Gerningsindholdet er, at de omfattede virksomheder ikke overholder kravet om at forelægge forslag til mulige tiltag og en tidsplan for gennemførelsen af disse tiltag til Finanstilsynet, senest 2 uger efter at virksomheden har modtaget en underretning om, at der er væsentlige afviklingshindringer for virksomheden.

Ansvarssubjektet er den virksomhed, som kravet er rettet imod, og som ikke har overholdt kravet.

Har en virksomhed omfattet af § 264, stk. 3, ikke forelagt forslag til mulige tiltag og en tidsplan for gennemførelsen af disse tiltag til Finanstilsynet, senest 2 uger efter at virksomheden har modtaget en underretning om, at der er væsentlige afviklingshindringer for virksomheden, kan virksomheden straffes med en bøde.

Det foreslås i stk. 4, at Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet vurderer, om virksomhedens forslag til mulige tiltag i henhold til stk. 2 og 3 effektivt afhjælper eller fjerner de væsentlige afviklingshindringer.

Vurderer Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, at virksomhedens forslag effektivt afhjælper eller fjerner de væsentlige afviklingshindringer, vil forslaget være bindende for virksomheden.

Bestemmelsen implementerer dele af artikel 1, nr. 7, litra b, i BRRD II, der indsætter artikel 17, stk. 3, 4. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Med den foreslåede bestemmelse skal Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet foretage en konkret vurdering af, om virksomhedens forslag til mulige tiltag givet i henhold til § 264, stk. 2 og 3, effektivt afhjælper eller fjerner de væsentlige afviklingshindringer, som Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet har identificeret.

Vurderer Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, at virksomhedens forslag effektivt afhjælper eller fjerner de væsentlige afviklingshindringer, vil forslaget være bindende for virksomheden, der således kan blive mødt af en tilsynsreaktion, hvis virksomheden ikke efterlever forslaget.

Såfremt Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet vurderer, at virksomhedens forslag, jf. stk. 2 og 3, ikke effektivt afhjælper eller fjerner de pågældende hindringer, kan Finanstilsynet påbyde virksomheden at træffe en række nødvendige tiltag, jf. det foreslåede stk. 5.

Vurderingen af disse tiltag vil ske i tæt samarbejde mellem Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, herunder vil Finanstilsynet høre Finansiel Stabilitet om anvendelsen af påbud, inden Finanstilsynet træffer beslutning herom.

Forslaget i stk. 4 supplerer gældende ret, der fastslår, at Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet skal vurdere, om virksomhedens forslag til mulige tiltag givet i henhold til stk. 2 effektivt afhjælper eller fjerner de væsentlige afviklingshindringer.

Som følge af indsættelsen af et nyt stk. 3 i § 264 indsættes et nyt stk. 4, der giver Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet beføjelse til at vurdere virksomhedens forslag givet i henhold til både stk. 2 og 3.

Til nr. 66 (§ 264, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 264, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, at såfremt Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet vurderer, at en virksomheds afvikling er forbundet med væsentlige hindringer, og virksomhedens forslag til mulige tiltag givet i henhold til stk. 2 ikke effektivt afhjælper eller fjerner de væsentlige afviklingshindringer, kan Finanstilsynet påbyde, at virksomheden træffer tiltag for at fjerne disse hindringer.

Det foreslås i § 264, stk. 3, der bliver stk. 5, at der indsættes en henvisning til stk. 3.

Bestemmelsen implementerer dele af artikel 1, nr. 7, litra b, i BRRD II, der ændrer artikel 17, stk. 4, 1. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Med den foreslåede bestemmelse vil Finanstilsynet få beføjelse til også at give påbud til en virksomhed, hvis virksomhedens forslag til mulige tiltag givet i henhold til stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 65, ikke effektivt afhjælper eller fjerner de væsentlige afviklingshindringer.

Forslaget supplerer gældende ret, der fastslår, at Finanstilsynet har beføjelse til at give påbud til en virksomhed, hvis virksomhedens forslag i henhold til stk. 2 ikke effektivt afhjælper eller fjerner de væsentlige afviklingshindringer.

Til nr. 67 (§ 264, stk. 5, nr. 9, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 264, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, at såfremt Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet vurderer, at en virksomheds afvikling er forbundet med væsentlige hindringer, og virksomhedens forslag til mulige tiltag ikke effektivt afhjælper eller fjerner de væsentlige afviklingshindringer, kan Finanstilsynet påbyde, at virksomheden træffer et eller flere tiltag for at fjerne disse hindringer, jf. nr. 1-11.

Det foreslås at indsætte et nyt nr. 9 i § 264, stk. 3, der bliver stk. 5, der fastslår, at Finanstilsynet kan påbyde virksomheden at forelægge en plan for opfyldelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver og det kombinerede kapitalbufferkrav.

Bestemmelsen, der er ny, implementerer artikel 1, nr. 7, litra c, i BRRD II, der indsætter artikel 17, stk. 5, litra ha, i BRRD II.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Den foreslåede bestemmelse skal læses i sammenhæng med forslaget til § 264, stk. 3 og 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 65.

Med den foreslåede bestemmelse vil Finanstilsynet få beføjelse til at påbyde en virksomhed, der ikke længere opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver, at virksomheden forelægger en plan for Finanstilsynet.

Planen skal sikre, at virksomheden igen opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Opfylder virksomheden det kombinerede kapitalbufferkrav, men ikke når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver, kan Finanstilsynet samtidig påbyde virksomheden at forelægge en plan for opfyldelse af det kombinerede kapitalbufferkrav.

Til nr. 68 (§ 264, stk. 5, nr. 10 og 11, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 264, stk. 3, nr. 9 og 10, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet kan påbyde et pengeinstitut eller et fondsmæglerselskab I at udstede nedskrivningsegnede passiver for at opfylde kravene i § 266 og at træffe andre tiltag for at leve op til kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Det følger videre af § 265, stk. 2, at § 264 finder tilsvarende anvendelse for koncerner.

Det foreslås i § 264, stk. 3, nr. 9 og 10, der bliver stk. 5, nr. 10 og 11, at ændre et pengeinstitut eller et fondsmæglerselskab I til virksomheden.

Bestemmelsen implementerer artikel 1, nr. 7, litra c, i BBRD II, der ændrer artikel 17, stk. 5, litra i og j, i BRRD.

Artikel 17, stk. 5, litra i og j, fastslår, at artiklen finder anvendelse for et institut eller en enhed som omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra b, c eller d, i BRRD.

Med den foreslåede ændring sikres dermed en direktivnær implementering.

§ 264 finder anvendelse for de virksomheder, for hvem der er udarbejdet afviklingsplaner i henhold til § 259.

Ifølge § 265, stk. 2, finder § 264 dog tilsvarende anvendelse for koncerner og dermed også for de virksomheder, for hvem der er udarbejdet koncernafviklingsplaner i henhold til § 260.

På baggrund heraf er det nødvendigt at ændre bestemmelsen således, at den ikke kun omfatter pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber.

Ændringen understøttes af, at Finanstilsynet kan fastsætte krav om nedskrivningsegnede passiver for andre virksomheder end pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber I.

Det følger af den foreslåede § 266, jf. lovforslaget § 1, nr. 80.

Det foreslås derfor at præcisere, at Finanstilsynets beføjelse til at udstede de pågældende påbud også gælder for andre virksomheder end pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber I.

Til nr. 69 (§ 264, stk. 5, nr. 11, i lov om finansiel virksomhed)

Hvis Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet vurderer, at de tiltag, som en virksomhed har foreslået med henblik på at afhjælpe eller fjerne væsentlige afviklingshindringer, ikke effektivt afhjælper eller fjerner de pågældende afviklingshindringer, har Finanstilsynet beføjelse til at iværksætte en række tiltag, herunder påbud, der er oplistet i § 264, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed.

Efter § 264, stk. 3, nr. 10, kan Finanstilsynet påbyde et pengeinstitut eller et fondsmæglerselskab I at træffe andre tiltag for at leve op til kravet om nedskrivningsegnede passiver i henhold til § 266.

Det foreslås at ændre § 264, stk. 3, nr. 10, der bliver stk. 5, nr. 11, ved at ændre bestemmelsens ordlyd fra ”§ 266 eller” til ”§ 266,”.

Bestemmelsen foreslås ændret, da der med lovforslagets § 1, nr. 70, indsættes et nyt nr. 12 i § 264, stk. 3.

Det medfører, at det gældende § 264, stk. 3, nr. 10, der bliver stk. 5, nr. 11, jf. lovforslagets § 1, nr. 67, ikke længere vil være det næstsidste nummer i opregningen i § 264, stk. 3, der bliver stk. 5.

Der skal derfor ikke længere stå ”eller” til sidst i bestemmelsens ordlyd.

Den foreslåede ændring medfører ingen materiel ændring af bestemmelsen.

Til nr. 70 (§ 264, stk. 5, nr. 12, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 264, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, at såfremt Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet vurderer, at en virksomheds afvikling er forbundet med væsentlige hindringer, og virksomhedens forslag til mulige tiltag ikke effektivt afhjælper eller fjerner de væsentlige afviklingshindringer, kan Finanstilsynet påbyde, at virksomheden træffer et eller flere tiltag for at fjerne disse hindringer, jf. nr. 1-11.

Det foreslås at indsætte et nyt nr. 12 i § 264, stk. 3, der bliver stk. 5, der fastslår, at Finanstilsynet kan påbyde virksomheden at ændre løbetidsprofilen for a) kapitalgrundlagsinstrumenter og b) nedskrivningsegnede forpligtelser.

Bestemmelsen, der er ny, implementerer artikel 1, nr. 7, litra c, i BRRD II, der indsætter artikel 17, stk. 5, litra ja, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Med den foreslåede bestemmelse vil Finanstilsynet få beføjelse til at påbyde virksomheden at ændre løbetidsprofilen for kapitalgrundlagsinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser for at afhjælpe eller fjerne en væsentlig afviklingshindring.

Finanstilsynet kan f.eks. vælge at anvende beføjelsen, når Finanstilsynet har forsøgt at afhjælpe eller fjerne den væsentlige afviklingshindring på andre måder, og det ikke er lykkedes.

Beføjelsen i det foreslåede § 264, stk. 5, nr. 12, er begrænset til, at Finanstilsynet kan påbyde virksomheden at ændre løbetidsprofilen i kommende udstedelser.

Finanstilsynet kan dermed ikke påbyde virksomheden at ændre løbetidsprofilen på eksisterende udstedelser.

Finanstilsynet som tilsynsmyndighed skal give samtykke til, at virksomheden ændrer løbetidsprofilen for kapitalgrundlagsinstrumenter.

Til nr. 71 (§ 264, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 264, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, at virksomheden inden 1 måned efter meddelelsen af påbud i henhold til stk. 3 skal forelægge Finanstilsynet en plan for efterlevelsen heraf.

Det foreslås at ændre henvisningen i § 264, stk. 4, der bliver stk. 6, fra stk. 3 til stk. 5.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af indsættelsen af nye stykker i § 264, jf. lovforslagets § 1, nr. 65.

Til nr. 72 (§ 264, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 264, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed, at kravet om at udarbejde afviklingsplaner suspenderes, indtil tiltagene, jf. stk. 2, eller påbuddene, jf. stk. 3, er gennemført.

Det foreslås at ændre henvisningerne i § 264, stk. 5, der bliver stk. 7, fra stk. 2 til stk. 2 og 3 og fra stk. 3 til stk. 5.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af indsættelsen af nye stykker i § 264, jf. lovforslagets § 1, nr. 65.

Til nr. 73 (§ 264, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 264, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, at erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 3 opregnede påbud og anvendelsen af disse.

Det foreslås at ændre henvisningen i § 264, stk. 6, der bliver stk. 8, fra stk. 3 til stk. 5.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af indsættelsen af nye stykker i § 264, jf. lovforslagets § 1, nr. 65.

Til nr. 74 (§ 264 a i lov om finansiel virksomhed)

Efter § 262, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed vurderer Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet i forbindelse med udarbejdelsen af afviklingsplanen, jf. § 259, hvorvidt der er væsentlige hindringer for, at en virksomhed kan afvikles.

§ 264 i lov om finansiel virksomhed indeholder regler om fjernelse og afhjælpning af de afviklingshindringer, som Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet måtte konstatere.

De gældende regler om fjernelse og afhjælpning af afviklingshindringer regulerer ikke det forhold, at der kan opstå afviklingshindringer i en virksomhed, som følge af at andre virksomheder besidder nedskrivningsegnede forpligtelser i virksomheden i en sådan grad, at en nedskrivning heraf kan medføre væsentlige negative konsekvenser for andre virksomheder.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse, § 264 a, der regulerer dette forhold.

Det foreslås i stk. 1, at konstaterer Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet, at der er hindringer for afvikling af en virksomhed, som følge af at andre pengeinstitutter, realkreditinstitutter eller fondsmæglerselskaber I besidder nedskrivningsegnede forpligtelser i virksomheden, skal Finanstilsynet påbyde pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I at begrænse sine maksimale enkeltvise og samlede eksponeringer i virksomheden.

Det foreslåede stk. 1 er nyt og implementerer artikel 44, stk. 2, 5. afsnit, i BRRD.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at en virksomhed kan afvikles, uden at tabet på dets nedskrivningsegnede forpligtelser får væsentlige negative konsekvenser for andre pengeinstitutter, realkreditinstitutter eller fondsmæglerselskaber I.

Hvis en stor andel af en virksomheds nedskrivningsegnede forpligtelser ejes af andre pengeinstitutter, realkreditinstitutter eller fondsmæglerselskaber I, kan dette forhold i sig selv udgøre en afviklingshindring og dermed mindske mulighederne for afvikling af den pågældende virksomhed.

Finanstilsynet vil give et påbud efter det foreslåede § 264 a, når Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet har konstateret, at der er hindringer for afvikling af en virksomhed, som følge af at et andet pengeinstitut, realkreditinstitut eller fondsmæglerselskab I besidder nedskrivningsegnede forpligtelser i virksomheden.

Påbuddet gives til det pengeinstitut, realkreditinstitut eller fondsmæglerselskab I, som besidder nedskrivningsegnede forpligtelser i virksomheden.

Finanstilsynet vil endvidere give et påbud, når Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet har konstateret, at der er hindringer for afvikling af en eller flere virksomheder, som følge af at et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I besidder nedskrivningsegnede forpligtelser i flere af virksomhederne.

Det kan udgøre en afviklingshindring i de tilfælde, hvor flere virksomheder på samme tid bliver nødlidende, og der derfor skal foretages nedskrivning eller konvertering af deres nedskrivningsegnede forpligtelser.

Påbuddet gives til det pengeinstitut, realkreditinstitut eller fondsmæglerselskab I, som besidder nedskrivningsegnede forpligtelser i andre virksomheder i et omfang, hvor det vurderes at udgøre en afviklingshindring for disse andre virksomheder.

Finanstilsynet kan påbyde et pengeinstitut, realkreditinstitut eller fondsmæglerselskab I at begrænse sine maksimale enkeltvise eller samlede eksponeringer eller både sine maksimale og enkeltvise eksponeringer i en eller flere virksomheder.

Det indebærer, at det pågældende pengeinstitut, realkreditinstitut eller fondsmæglerselskab I skal sælge besiddelser af nedskrivningsegnede forpligtelser i den angivne virksomhed.

Påbuddet skal indeholde en frist for opfyldelse af påbuddet.

Finanstilsynet kan efterfølgende forlænge den fastsatte frist i påbuddet efter anmodning eller på eget initiativ.

Påbuddet skal endvidere angive, hvad de maksimale enkeltvise og/eller samlede eksponeringer skal begrænses til.

Efterkommer det pengeinstitut, realkreditinstitut eller fondsmæglerselskab I ikke Finanstilsynets påbud, kan instituttet straffes med bøde, jf. § 373, stk. 3, jf. § 1, nr. 113, i lovforslaget.

Finanstilsynet giver alene en påtale i tilfælde, hvor Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet konstaterer, at der har været en hindring for afvikling, men at den ikke længere er til stede.

Et pengeinstituts, realkreditinstituts eller fondsmæglerselskab Is besiddelser af nedskrivningsegnede forpligtelser i en eller flere virksomheder vil udgøre en hindring for afvikling, hvis Finanstilsynet konstaterer, at en eller flere virksomheder ikke kan afvikles, uden at tabet på dets nedskrivningsegnede forpligtelser vil have væsentlige negative konsekvenser for pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I.

Der skal alene være tale om en hindring for afvikling.

Det er således ikke en betingelse, at hindringen for afvikling er væsentlig.

Det er Finanstilsynet som afviklingsmyndighed, der vurderer, hvornår et pengeinstituts, realkreditinstituts eller fondsmæglerselskab Is besiddelser af nedskrivningsegnede forpligtelser i en eller flere virksomheder vil udgøre en hindring for afvikling.

Finanstilsynets vurdering sker efter høring af Finansiel Stabilitet.

Finanstilsynet skal, ved vurderingen af om der er hindringer for afvikling i medfør af bestemmelsen, lægge vægt på den relative eksponering og størrelsen af besiddelsen af nedskrivningsegnede forpligtelser i en eller flere virksomheder.

Finanstilsynet vil udstede en vejledning om bestemmelsen.

Finanstilsynet fører tilsyn med kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. det foreslåede § 269, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 80.

Finanstilsynet fører i den forbindelse tilsyn med, i hvilket omfang pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I har beholdning af nedskrivningsegnede forpligtelser.

Finanstilsynet vil anmode institutterne om data vedrørende deres beholdning af andre virksomheders nedskrivningsegnede forpligtelser.

Finanstilsynet vil efter høring af Finansiel Stabilitet på baggrund af den indberettede data kunne vurdere, om det er nødvendigt, at et andet pengeinstitut, realkreditinstitut eller fondsmæglerselskab I begrænser sine besiddelser af nedskrivningsegnede forpligtelser i en eller flere virksomheder.

Med hindring for afvikling forstås i denne bestemmelse, at det vil forbedre mulighederne for afvikling, hvis hindringen for afvikling fjernes.

Det foreslås i stk. 2, at stk. 1 ikke finder anvendelse i tilfælde, hvor pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I er en del af samme afviklingskoncern som virksomheden.

Det foreslåede stk. 2 er nyt og implementerer artikel 44, stk. 2, 5. afsnit i BRRD.

Formålet med bestemmelsen i stk. 1 er at sikre, at en virksomhed kan afvikles, uden at tabet på dets nedskrivningsegnede forpligtelser medfører væsentlige negative konsekvenser for andre pengeinstitutter, realkreditinstitutter eller fondsmæglerselskaber I.

Det hensyn er ikke relevant, når pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I er en del af samme afviklingskoncern som virksomheden.

Årsagen hertil er, at i afviklingskoncerner skal dattervirksomhederne opfylde et internt krav om nedskrivningsegnede passiver, jf. det foreslåede § 267 d, jf. lovforslagets § 1, nr. 78.

Det interne krav om nedskrivningsegnede passiver indebærer, at dattervirksomheden udsteder nedskrivningsegnede passiver internt til afviklingsenheden.

Formålet med det interne krav om nedskrivningsegnede passiver er, at dattervirksomhedens tab kan overføres til afviklingsenheden, og at afviklingsenheden rekapitaliserer dattervirksomheden.

Et internt krav om nedskrivningsegnede passiver medvirker således til at understøtte en afviklingsstrategi på afviklingskoncernniveau.

Det foreslåede § 264 a foreslås strafbelagt, jf. lovforslagets § 1, nr. 114.

Har Finanstilsynet f.eks. udstedt et påbud i medfør af den foreslåede § 264 a til et pengeinstitut om, at pengeinstituttet skal begrænse sine maksimale enkeltvise og samlede eksponeringer i en virksomhed, og pengeinstituttet ikke opfylder påbuddet inden for den angivne frist for opfyldelse i påbuddet, kan pengeinstituttet straffes med en bøde.

Gerningsindholdet er, at Finanstilsynets påbud ikke er overholdt, og ansvarssubjektet er den virksomhed, som påbuddet er rettet mod.

Til nr. 75 (§ 265, stk. 3, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 265, stk. 3, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet skal udarbejde en rapport, der skal analysere væsentlige hindringer for en effektiv anvendelse af afviklingsværktøjerne og udøvelse af afviklingsbeføjelserne over for en koncern.

Det foreslås i § 265, stk. 3, nr. 1, at indsætte og for dennes afviklingskoncerner efter koncernen.

Ændringen implementerer dele af artikel 1, nr. 8, i BRRD II, der ændrer artikel 18, stk. 2, 1. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Med den foreslåede bestemmelse skal rapporten analysere væsentlige hindringer for en effektiv anvendelse af afviklingsværktøjerne og udøvelse af afviklingsbeføjelserne over for en koncern og for dennes afviklingskoncerner.

Koncernens afviklingskoncerner er de afviklingskoncerner, der er udpeget som dette i koncernafviklingsplanen.

En koncern kan indeholde flere afviklingskoncerner.

Rapporten skal derfor indeholde en analyse af, om der findes væsentlige afviklingshindringer for hver enkelt afviklingskoncern, hvis der i en koncern findes mere end én afviklingskoncern.

Tilføjelsen af afviklingskoncerner er en konsekvens af, at BRRD II indfører begreberne afviklingsenhed og afviklingskoncern.

Formålet med at indføre begreberne afviklingsenhed og afviklingskoncern er, at de kan anvendes til at angive i afviklingsplanen, hvilke virksomheder i en koncern der vil blive anvendt afviklingsværktøjer overfor samt at angive, hvilke dele af en koncern der planlægges holdt samlet i en afvikling.

Afviklingskoncern er defineret i det foreslåede § 5, stk. 1, nr. 78, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.

Til nr. 76 (§ 265, stk. 5 og 6, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 265, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet gennemgår modervirksomhedens bemærkninger til Finanstilsynets rapport med Finansiel Stabilitet og myndighederne nævnt i stk. 1, nr. 3 og 4.

Myndighederne nævnt i stk. 1, nr. 3 og 4, omfatter dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder og afviklingsmyndighederne i de lande, hvor der ligger væsentlige filialer, såfremt det er relevant for den pågældende filial.

Videre følger det af § 265, stk. 5, at den fælles beslutning skal foreligge, inden 4 måneder efter at Finanstilsynet har meddelt modervirksomhedens bemærkninger til de pågældende myndigheder.

Har Finanstilsynet ikke modtaget bemærkninger fra modervirksomheden, gennemgår Finanstilsynet med Finansiel Stabilitet og de nævnte myndigheder Finanstilsynets rapport for at nå en fælles beslutning om anvendelsen af påbud.

Dette skal ske senest 4 måneder efter udløbet af fristen i stk. 4, 1. pkt., dvs. 8 måneder efter at modervirksomheden har modtaget rapporten udarbejdet i henhold til stk. 1.

§ 265, stk. 5, implementerer artikel 18, stk. 5, 1. afsnit, i BRRD.

Artiklen blev implementeret på en måde, så det fremgik, at Finansiel Stabilitet og afviklingsmyndighederne i de lande, hvor der ligger væsentlige filialer, er med til at træffe den fælles beslutning om anvendelsen af påbud.

Den fælles beslutning træffes ifølge BRRD af koncernafviklingsmyndigheden, der i dette tilfælde er Finanstilsynet, og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder.

Artiklen blev derudover implementeret på en måde, så fristen for at træffe den fælles beslutning skal træffes på et senere tidspunkt, end det fremgår af BRRD.

Det foreslås derfor at præcisere § 265, stk. 5, for at sikre en direktivnær implementering, herunder for at implementere de ændringer til artikel 18, stk. 5, 1. afsnit, der er foretaget i medfør af BRRD II.

Med BRRD II præciseres det, hvordan fristen beregnes, hvis modervirksomheden ikke har afgivet bemærkninger til rapporten udarbejdet af Finanstilsynet.

Det følger af § 265, stk. 6, at Finanstilsynet træffer beslutning om, hvilke påbud der skal anvendes over for en koncern, hvis Finanstilsynet, Finansiel Stabilitet og myndighederne nævnt i stk. 1, nr. 3 og 4, ikke har truffet en fælles beslutning.

Myndighederne nævnt i stk. 1, nr. 3 og 4, omfatter dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder og afviklingsmyndighederne i de lande, hvor der ligger væsentlige filialer, såfremt det er relevant for den pågældende filial.

§ 265, stk. 6, implementerer artikel 18, stk. 6, i BRRD.

Artiklen blev implementeret på en måde, så det fremgik, at Finansiel Stabilitet og afviklingsmyndighederne i de lande, hvor der ligger væsentlige filialer, er med til at træffe den fælles beslutning om anvendelsen af påbud.

Den fælles beslutning træffes ifølge BRRD af koncernafviklingsmyndigheden, der i dette tilfælde er Finanstilsynet, og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder.

Det foreslås derfor at præcisere § 265, stk. 6, for at sikre en direktivnær implementering.

Det foreslås at nyaffatte § 265, stk. 5, således at Finanstilsynet sammen med Finansiel Stabilitet gennemgår modervirksomhedens bemærkninger og forslag givet i henhold til stk. 4, 1. pkt., med dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder for at nå en fælles beslutning om anvendelsen af påbud efter § 264, stk. 5.

Den fælles beslutning skal foreligge, senest 4 måneder efter at Finanstilsynet har modtaget bemærkninger fra modervirksomheden.

Har Finanstilsynet ikke modtaget bemærkninger fra modervirksomheden, skal den fælles beslutning foreligge senest 1 måned efter udløbet af fristen i stk. 4, 1. pkt.

Bestemmelsen implementerer fortsat dele af artikel 18, stk. 4, 2. pkt., og artikel 18, stk. 5, 1. afsnit, i BRRD.

Forslaget præciserer gældende ret.

Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse for koncerner, hvor det i medfør af § 263, stk. 1, er vurderet, at der er væsentlige hindringer for, at koncernen kan afvikles.

Det foreslås i 1. pkt., at Finanstilsynet sammen med Finansiel Stabilitet gennemgår modervirksomhedens bemærkninger og forslag givet i henhold til stk. 4, 1. pkt., med dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder for at nå en fælles beslutning om anvendelsen af påbud efter § 264, stk. 5.

Med den foreslåede bestemmelse skal Finanstilsynet sammen med Finansiel Stabilitet gennemgå modervirksomhedens bemærkninger og forslag givet i henhold til stk. 4, 1. pkt., sammen med dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder med henblik på at nå en fælles beslutning om, hvilke påbud der skal anvendes for at afhjælpe eller fjerne den pågældende afviklingshindring.

Finanstilsynet vurderer modervirksomhedens bemærkninger og forslag i samarbejde med Finansiel Stabilitet, men den fælles beslutning træffes af Finanstilsynet og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder med udgangspunkt i de bemærkninger, som Finansiel Stabilitet er fremkommet med.

Finanstilsynet skal således høre Finansiel Stabilitet om beslutningen om anvendelse af påbud, inden denne træffes.

Den fælles beslutning skal tage stilling til, hvilke påbud i § 264, stk. 5, som Finanstilsynet skal træffe for at afhjælpe eller fjerne afviklingshindringen for den pågældende koncern.

Har Finanstilsynet modtaget forslag fra modervirksomheden om alternative ændringer eller påbud til at afhjælpe eller fjerne afviklingshindringen, skal den fælles beslutning tage stilling til, om disse alternative tiltag skal anvendes i stedet.

Finanstilsynet skal tage alle rimelige skridt for at nå frem til en fælles beslutning om vurderingen af de tiltag, som eventuelt er foreslået af modervirksomheden, samt de tiltag, som afviklingsmyndighederne kræver iværksat for at afhjælpe eller fjerne afviklingshindringerne.

Der skal tages hensyn til de potentielle konsekvenser af tiltagene i alle de medlemslande, hvor koncernen driver virksomhed.

Finanstilsynet og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder skal træffe en fælles beslutning efter høring af de kompetente myndigheder og afviklingsmyndighederne i de lande, hvor der ligger væsentlige filialer.

Den fælles beslutning skal være begrundet og meddeles til modervirksomheden.

Det foreslås i 2. pkt., at den fælles beslutning skal foreligge, senest 4 måneder efter at Finanstilsynet har modtaget bemærkninger fra modervirksomheden.

Videre foreslås det i 3. pkt., at har Finanstilsynet ikke modtaget bemærkninger fra modervirksomheden, skal den fælles beslutning foreligge senest 1 måned efter udløbet af fristen i stk. 4, 1. pkt.

Den fælles beslutning skal foreligge, senest 4 måneder efter at Finanstilsynet har modtaget modervirksomhedens bemærkninger.

Har Finanstilsynet ikke modtaget bemærkninger fra modervirksomheden, skal Finanstilsynet sammen med Finansiel Stabilitet gennemgå rapporten udarbejdet i henhold til stk. 1 sammen med dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder med henblik på at nå en fælles beslutning om anvendelsen af påbud.

Den fælles beslutning skal i dette tilfælde foreligge senest 1 måned efter udløbet af fristen i stk. 4, 1. pkt. Det betyder, at den fælles beslutning skal foreligge, senest 5 måneder efter at modervirksomheden har modtaget rapporten udarbejdet i henhold til stk. 1.

Finanstilsynet gennemgår sammen med Finansiel Stabilitet rapporten udarbejdet i henhold til stk. 1, men den fælles beslutning træffes af Finanstilsynet og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder med udgangspunkt i de bemærkninger, som Finansiel Stabilitet er fremkommet med.

Det foreslås i stk. 6, at Finanstilsynet træffer beslutning om anvendelsen af påbud, hvis Finanstilsynet og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder ikke har truffet en fælles beslutning inden for fristerne efter stk. 5.

Finanstilsynet underretter modervirksomheden og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder om denne beslutning.

Har en dattervirksomheds afviklingsmyndighed inden udløbet af fristerne indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, skal Finanstilsynet udskyde sin beslutning, indtil afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed foreligger.

Finanstilsynet skal herefter træffe beslutning i overensstemmelse med afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Har Den Europæiske Banktilsynsmyndighed ikke truffet afgørelse, senest 1 måned efter at sagen blev indbragt, træffer Finanstilsynet beslutning om, hvilke påbud der skal finde anvendelse.

Bestemmelsen implementerer fortsat artikel 18, stk. 6, i BRRD.

Forslaget præciserer gældende ret.

Det foreslås i 1. pkt., at Finanstilsynet træffer beslutning om anvendelsen af påbud, hvis Finanstilsynet og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder ikke har truffet en fælles beslutning inden for fristerne efter stk. 5.

Med den foreslåede ændring præciseres det, at Finanstilsynet træffer beslutning om anvendelsen af påbud, hvis Finanstilsynet og dattervirksomhedernes afviklingsmyndighed ikke kan opnå enighed herom.

Vurderingen af, hvilke påbud der skal anvendes, foretages i samarbejde med Finansiel Stabilitet.

Finanstilsynet skal således høre Finansiel Stabilitet om beslutningen om anvendelse af påbud, inden den træffes.

Finanstilsynet træffer beslutningen om, hvilke påbud der skal anvendes, når fristerne i stk. 5 er overskredet.

Der henvises til bemærkningerne til det foreslåede § 265, stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 76.

Træffer Finanstilsynet beslutning om, hvilke påbud der skal anvendes, skal beslutningen være begrundet og tage hensyn til andre afviklingsmyndigheders synspunkter og forbehold.

Det foreslås i 2. pkt., at Finanstilsynet underretter modervirksomheden og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder om denne beslutning.

Finanstilsynet underretter modervirksomheden i koncernen og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder om Finanstilsynets beslutning, herunder om hvilke påbud der anvendes.

Det foreslås i 3. pkt., at har en dattervirksomheds afviklingsmyndighed inden udløbet af fristerne indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, skal Finanstilsynet udskyde sin beslutning, indtil afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed foreligger.

Ifølge det foreslåede 4. pkt., skal Finanstilsynet herefter træffe beslutning i overensstemmelse med afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Har Den Europæiske Banktilsynsmyndighed ikke truffet afgørelse, senest 1 måned efter at sagen blev indbragt, træffer Finanstilsynet beslutning om, hvilke påbud der skal finde anvendelse, jf. det foreslåede 5. pkt.

Har en dattervirksomheds afviklingsmyndighed inden udløbet af fristerne i stk. 6 indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), skal Finanstilsynet udskyde sin beslutning, indtil EBA har truffet en afgørelse.

EBA skal herefter træffe afgørelse inden for 1 måned.

Finanstilsynet træffer beslutning i overensstemmelse med EBAs afgørelse.

Foreligger der ikke en afgørelse fra EBA inden for 1 måned, træffer Finanstilsynet beslutningen om, hvilke påbud der skal finde anvendelse.

Finanstilsynets beslutning efter det foreslåede 4. og 5. pkt. træffes efter høring af Finansiel Stabilitet.

Træffer Finanstilsynet beslutning om, hvilke påbud der skal anvendes, skal beslutningen være begrundet og tage hensyn til andre afviklingsmyndigheders synspunkter og forbehold.

Til nr. 77 (§ 265, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 265, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet kan beslutte at påbyde hver enkelt dattervirksomhed i en koncern at træffe et eller flere tiltag for at fjerne en afviklingshindring.

Bestemmelsen fastslår Finanstilsynets beføjelser i den situation, hvor Finanstilsynet er afviklingsmyndighed for en dattervirksomhed, hvor den øverste modervirksomhed ligger i et andet land end Danmark.

Det foreslås at ophæve § 265, stk. 7.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at Finanstilsynets beføjelse til at påbyde en dattervirksomhed at træffe tiltag tilføjes i § 265 b, jf. lovforslaget § 1, nr. 79.

Til nr. 78 (§ 265, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 265, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed, at erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om de i § 264, stk. 3, opregnede påbuds anvendelse for koncerner.

Det foreslås at ændre henvisningen i § 265, stk. 9, der bliver stk. 8, fra stk. 3 til stk. 5.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af indsættelsen af nye stykker i § 264, jf. lovforslagets § 1, nr. 65.

Til nr. 79 (§§ 265 a-265 c i lov om finansiel virksomhed)

§ 265 a

§ 265, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed omhandler de tilfælde, hvor Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet har konstateret en afviklingshindring for en koncern.

Den foreslåede bestemmelse § 265 a indeholder regler om de tilfælde, hvor der er konstateret en væsentlig hindring for afvikling af en koncern, og afviklingshindringen skyldes, at en koncernenhed befinder sig i en af situationerne omfattet af § 264, stk. 3, nr. 1-3, jf. lovforslagets § 1, nr. 65.

Det foreslås i § 265 a, stk. 1, at konstaterer Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, at der foreligger en væsentlig afviklingshindring for en koncern, jf. § 265, som følge af at en koncernenhed befinder sig i en af situationerne omfattet af § 264, stk. 3, nr. 1-3, underretter Finanstilsynet modervirksomheden om sin vurdering efter høring af afviklingsenhedens afviklingsmyndighed og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder.

Bestemmelsen, der er ny, implementerer dele af artikel 1, nr. 8, i BRRD II, der ændrer artikel 18, stk. 2, 2. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet skal i forbindelse med udarbejdelsen af en koncernafviklingsplan vurdere, hvorvidt der er væsentlige hindringer for, at en koncern kan afvikles.

Har Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet konstateret, at der er en væsentlig hindring for en koncerns afvikling, skal Finanstilsynet efter indstilling fra Finansiel Stabilitet udarbejde og forelægge en rapport herom, jf. § 265.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at såfremt den væsentlige afviklingshindring skyldes, at en koncernenhed befinder sig i en af situationerne, der er nævnt i det foreslåede § 264, stk. 3, nr. 1-3, jf. lovforslagets § 1, nr. 65, skal Finanstilsynet, udover forpligtelserne i § 265, underrette modervirksomheden i koncernen om sin vurdering af denne hindring.

Finanstilsynet skal forinden underretningen af modervirksomheden høre afviklingsenhedens og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder.

Opfylder koncernenheden det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a, men ikke det kombinerede kapitalbufferkrav, når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver, befinder koncernenheden sig i en situation omfattet af det foreslåede § 264, stk. 3, nr. 1.

Opfylder koncernenheden ikke kravet om nedskrivningsegnede passiver i § 266 eller – hvis koncernenheden er et G-SIFI eller en del af et G-SIFI – kravene i artikel 92 a, jf. artikel 494 i CRR, befinder koncernenheden sig i en situation omfattet af det foreslåede § 264, stk. 3, nr. 2 eller 3.

Artikel 92 a, jf. artikel 494, i CRR, finder anvendelse for afviklingsenheder, der enten er et G-SIFI eller del af et G-SIFI.

En koncernenhed er en juridisk person, der tilhører en koncern.

En afviklingsenhed er defineret i det foreslåede § 5, stk. 1, nr. 77, jf. lovforslagets § 1, nr. 11, som den virksomhed, der er omfattet af afviklingstiltagene i en afviklingsplan udarbejdet i henhold til enten §§ 259 eller 260.

Det foreslås i § 265 a, stk. 2, 1. pkt., at modervirksomheden skal forelægge Finanstilsynet forslag til mulige tiltag og en tidsplan for gennemførelsen af disse tiltag senest 2 uger efter modtagelsen af en underretning i henhold til stk. 1 med henblik på at sikre, at koncernenheden overholder kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, og efter omstændighederne det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a.

I 2. pkt. foreslås det, at Finanstilsynet meddeler modervirksomhedens forslag til Den Europæiske Banktilsynsmyndighed og de myndigheder, der er nævnt i § 265, stk. 1, nr. 3 og 4.

Bestemmelsen, der er ny, implementerer dele af artikel 1, nr. 8, i BRRD II, der ændrer artikel 18, stk. 3 og 4, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Har modervirksomheden i en koncern modtaget en underretning fra Finanstilsynet i henhold til stk. 1, skal modervirksomheden senest 2 uger efter modtagelsen af underretningen med henblik på at sikre, at koncernenheden overholder kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, og efter omstændighederne det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a, forelægge Finanstilsynet forslag til tiltag og en tidsplan for gennemførelsen af disse tiltag med henblik på at fjerne den afviklingshindring, som underretningen vedrører.

Da modervirksomheden selv har det bedste kendskab til egne forhold, foreslås det i stk. 2, at det er modervirksomheden, som i første omgang skal vurdere, hvordan den pågældende afviklingshindring bedst fjernes.

Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet vurderer herefter, om modervirksomhedens forslag effektivt afhjælper eller fjerner afviklingshindringen i henhold til det foreslåede § 265 a, stk. 3.

Med efter omstændighederne det kombinerede kapitalbufferkrav forstås det tilfælde, hvor en virksomhed opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a, men ikke når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Modervirksomhedens forslag skal indeholde en beskrivelse af passende tiltag, som efter modervirksomhedens vurdering vil sikre, at koncernenheden opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav i de tilfælde, hvor afviklingshindringen skyldes en situation omfattet af det foreslåede § 264, stk. 3, nr. 1, og sikre, at koncernenheden opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver i de tilfælde, hvor afviklingshindringen skyldes en situation omfattet af det foreslåede § 264, stk. 3, nr. 2 eller 3.

Forslagene skal endvidere angive en detaljeret tidsplan for, hvornår modervirksomheden vil gennemføre de foreslåede tiltag.

Tidsplanen for gennemførelsen af de foreslåede tiltag skal tage hensyn til årsagerne til den væsentlige afviklingshindring.

Efter Finanstilsynet har modtaget modervirksomhedens forslag og tidsplan, skal Finanstilsynet meddele disse til Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder og afviklingsmyndighederne i de lande, hvor der ligger væsentlige filialer.

Det foreslås i § 265 a, stk. 3, at Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet vurderer, om modervirksomhedens forslag i henhold til stk. 2 effektivt afhjælper eller fjerner den pågældende afviklingshindring.

Bestemmelsen, der er ny, implementerer dele af artikel 1, nr. 8, i BRRD II, der ændrer artikel 18, stk. 3, 3. afsnit, 2. pkt., i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Med den foreslåede bestemmelse skal Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet vurdere, om modervirksomhedens forslag givet i henhold til stk. 2 effektivt afhjælper eller fjerner den væsentlige afviklingshindring omhandlet i stk. 1.

Det betyder, at Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet skal vurdere, om koncernenheden, efter gennemførelsen af modervirksomhedens forslag til tiltag, opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav i de tilfælde, hvor afviklingshindringen skyldes en situation omfattet af det foreslåede § 264, stk. 3, nr. 1, eller opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver i de tilfælde, hvor afviklingshindringen skyldes en situation omfattet af den foreslåede § 264, stk. 3, nr. 2 eller 3.

Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet skal foretage vurderingen efter høring af den kompetente myndighed.

Kompetent myndighed forstås ifølge artikel 4, stk. 1, nr. 40, i CRR som en offentlig myndighed eller et offentligt organ, som er officielt anerkendt i henhold til national lovgivning, og som i henhold til national lovgivning er bemyndiget til at føre tilsyn med institutter.

Den kompetente myndighed er Finanstilsynet som tilsynsmyndighed.

Finanstilsynet som tilsynsmyndighed skal således høres i forbindelse med vurderingen efter det foreslåede stk. 3.

Det er Finanstilsynet som afviklingsmyndighed, som vil forestå denne høring.

Finanstilsynet i sin egenskab af afviklingsmyndighed udfører de i kapitel 17 og 17 a anførte opgaver, herunder om afviklingsplanlægning, med en passende operationel uafhængighed af Finanstilsynets tilsyn med pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I.

Det følger af § 344 d i lov om finansiel virksomhed.

Såfremt Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet vurderer, at modervirksomhedens forslag, jf. stk. 2, ikke effektivt afhjælper eller fjerner afviklingshindringen, kan Finanstilsynet påbyde virksomheden at træffe en række nødvendige tiltag, jf. det foreslåede § 264, stk. 5.

Det foreslås i § 265 a, stk. 4, 1. pkt., at Finanstilsynet sammen med Finansiel Stabilitet gennemgår modervirksomhedens forslag i henhold til stk. 2 med dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder for at nå en fælles beslutning om anvendelsen af påbud, jf. § 264, stk. 5.

Det foreslås i 2. pkt., at dette skal ske, senest 2 uger efter at Finanstilsynet har modtaget modervirksomhedens forslag og tidsplan.

Bestemmelsen, der er ny, implementerer dele af artikel 1, nr. 8, i BRRD II, der ændrer artikel 18, stk. 4, 2. pkt., og artikel 18, stk. 5, 2. afsnit, i BRRRD II-direktivet.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Med den foreslåede bestemmelse skal Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet gennemgå modervirksomhedens forslag givet i henhold til stk. 2 sammen med dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder med henblik på at nå en fælles beslutning om, hvilke påbud der skal anvendes for at afhjælpe eller fjerne den pågældende afviklingshindring.

Finanstilsynet vurderer modervirksomhedens forslag i samarbejde med Finansiel Stabilitet, men den fælles beslutning træffes af Finanstilsynet og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder med udgangspunkt i de bemærkninger, som Finansiel Stabilitet er fremkommet med.

Finanstilsynet skal således høre Finansiel Stabilitet om beslutningen om anvendelse af påbud, inden denne træffes.

Finanstilsynet og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder skal træffe en fælles beslutning efter høring af de kompetente myndigheder og afviklingsmyndighederne i de lande, hvor der ligger væsentlige filialer, og senest 2 uger efter at Finanstilsynet har modtaget modervirksomhedens forslag.

Den fælles afgørelse skal være begrundet og meddeles til modervirksomheden.

Den fælles beslutning skal tage stilling til, hvilke påbud som Finanstilsynet skal træffe for at afhjælpe eller fjerne afviklingshindringen for den pågældende koncern.

Finanstilsynet skal tage alle rimelige skridt for at nå frem til en fælles beslutning om vurderingen af de tiltag, som er foreslået af modervirksomheden, samt de tiltag, som myndighederne kræver iværksat for at afhjælpe eller fjerne afviklingshindringerne.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 264, stk. 3, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 105 som fremsat, side 116, og til bemærkningerne til det foreslåede § 264, stk. 5.

Det foreslås i § 265 a, stk. 5, at Finanstilsynet træffer beslutning om anvendelsen af påbud, jf. § 264, stk. 5, hvis Finanstilsynet og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder ikke har truffet en fælles beslutning inden for fristen, jf. stk. 4.

Finanstilsynet underretter koncernens modervirksomhed og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder om denne beslutning.

Har en af dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed inden udløbet af fristen i stk. 4, skal Finanstilsynet udskyde sin beslutning, indtil afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed foreligger, og herefter træffe beslutning i overensstemmelse med afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Har Den Europæiske Banktilsynsmyndighed ikke truffet afgørelse, senest 1 måned efter at sagen blev indbragt, træffer Finanstilsynet beslutning om, hvilke påbud der skal finde anvendelse.

Bestemmelsen, der er ny, implementerer dele af artikel 1, nr. 8, i BRRD II, der ændrer artikel 18, stk. 6, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det foreslås i 1. pkt., at Finanstilsynet træffer beslutning om anvendelsen af påbud, jf. § 264, stk. 5, hvis Finanstilsynet og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder ikke har truffet en fælles beslutning inden for fristen, jf. stk. 4.

Kan Finanstilsynet ikke blive enig med dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder om, hvilke påbud der skal anvendes, træffer Finanstilsynet denne beslutning.

Vurderingen af, hvilke påbud der skal anvendes, foretages i samarbejde med Finansiel Stabilitet.

Finanstilsynet skal således høre Finansiel Stabilitet om beslutningen om anvendelse af påbud, inden denne træffes.

Finanstilsynet træffer beslutningen om, hvilke påbud der skal anvendes, når fristen på 2 uger, jf. stk. 4, er overskredet.

Træffer Finanstilsynet beslutning om, hvilke påbud der skal anvendes, skal beslutningen være begrundet og tage hensyn til andre afviklingsmyndigheders synspunkter og forbehold.

Det foreslås i 2. pkt., at Finanstilsynet underretter koncernens modervirksomhed og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder om denne beslutning.

Finanstilsynet underretter modervirksomheden i koncernen og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder om Finanstilsynets beslutning, herunder om hvilke påbud der finder anvendelse.

Det foreslås i 3. pkt., at har en af dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed inden udløbet af fristen i stk. 4, skal Finanstilsynet udskyde sin beslutning, indtil afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed foreligger.

Finanstilsynet skal herefter træffe beslutning i overensstemmelse med afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Har Den Europæiske Banktilsynsmyndighed ikke truffet afgørelse, senest 1 måned efter at sagen blev indbragt, træffer Finanstilsynet beslutning om, hvilke påbud der skal finde anvendelse, jf. 4. pkt.

Har en dattervirksomheds afviklingsmyndighed inden udløbet af fristen på 2 uger, jf. stk. 4, indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), skal Finanstilsynet udskyde sin beslutning, indtil EBA har truffet en afgørelse.

EBA skal herefter træffe afgørelse inden for 1 måned.

Finanstilsynet træffer herefter beslutning i overensstemmelse med EBAs afgørelse.

Foreligger der ikke en afgørelse inden for 1 måned, træffer Finanstilsynet beslutning om, hvilke påbud der skal finde anvendelse.

Træffer Finanstilsynet beslutning om, hvilke påbud der skal anvendes, skal beslutningen være begrundet og tage hensyn til andre afviklingsmyndigheders synspunkter og forbehold.

§ 265 b

Det følger af § 265, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet kan beslutte at påbyde hver enkelt dattervirksomhed i en koncern at træffe et eller flere tiltag for at fjerne en afviklingshindring.

Det fremgår af bemærkningerne til § 265, stk. 7, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 105 som fremsat, side 118, at bestemmelsen implementerer artikel 18, stk. 7, i BRRD og omhandler de situationer, hvor Finanstilsynet ikke er den konsoliderende koncernafviklingsmyndighed, men hvor Finanstilsynet er afviklingsmyndighed for en dattervirksomhed.

§ 265, stk. 7, adskiller sig dermed fra resten af § 265, der gælder for de situationer, hvor Finanstilsynet er koncernafviklingsmyndighed.

Det foreslås derfor at ophæve § 265, stk. 7, jf. lovforslagets § 1, nr. 77, og indsætte en ny bestemmelse i §§ 265 b og 265 c, der skal gælde for de situationer, hvor Finanstilsynet ikke er koncernafviklingsmyndighed.

De foreslåede bestemmelser implementerer desuden tilføjelsen af den nye artikel 18, stk. 6a, i BRRD II og de sproglige ændringer til artikel 18, stk. 7, der er foretaget i medfør af BRRD II.

Det foreslås i § 265 b, stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynet træffer beslutning om anvendelsen af påbud, jf. § 264, stk. 5, når Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet er afviklingsmyndighed for en afviklingsenhed i en koncern, hvor den øverste modervirksomhed er i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og hvis koncernafviklingsmyndigheden og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder ikke har truffet en fælles beslutning inden for fristen nævnt i § 265, stk. 5, eller fristen nævnt i § 265 a, stk. 4, hvis hindringen for afviklingen skyldes en af situationerne omfattet af § 264, stk. 3, nr. 1-3.

Det foreslås i 2. pkt., at Finanstilsynet underretter afviklingsenheden og koncernafviklingsmyndigheden om beslutningen.

Bestemmelsen implementerer dele af artikel 1, nr. 8, i BRRD II, der indsætter artikel 18, stk. 6a, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse for de tilfælde, hvor Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet er afviklingsmyndighed, men ikke koncernafviklingsmyndighed, for en afviklingsenhed i en koncern.

Er Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet afviklingsmyndighed for en dattervirksomhed, der ikke er en afviklingsenhed, finder den foreslåede § 265 c anvendelse.

Med den foreslåede bestemmelse skal Finanstilsynet træffe beslutning om, hvilke påbud der skal anvendes for en afviklingsenhed i en koncern, hvis koncernafviklingsmyndigheden og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder ikke kan blive enige om, hvilke påbud der skal finde anvendelse.

Vurderingen af, hvilke påbud der skal anvendes, foretages i samarbejde med Finansiel Stabilitet.

Finanstilsynet træffer beslutningen om, hvilke påbud der skal anvendes, når fristen i § 265, stk. 5, eller § 265 a, stk. 4, er overskredet.

Skyldes afviklingshindringen i den pågældende koncern, at en koncernenhed befinder sig i en af situationerne omfattet af § 264, stk. 3, nr. 1-3, finder fristen på 2 uger i § 265 a, stk. 4, anvendelse.

Skyldes afviklingshindringen andre forhold, finder fristen på 4 måneder i § 265, stk. 5, anvendelse.

Finanstilsynet underretter afviklingsenheden, som Finanstilsynet er afviklingsmyndighed for, og koncernafviklingsmyndigheden om Finanstilsynets beslutning, herunder om hvilke påbud der finder anvendelse.

Træffer Finanstilsynet beslutning om, hvilke påbud der skal anvendes, skal beslutningen være begrundet og tage hensyn til andre afviklingsmyndigheders synspunkter og forbehold.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 264, stk. 3, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 105 som fremsat, side 116, og til bemærkningerne til det foreslåede § 264, stk. 5.

Det foreslås i § 265 b, stk. 2, 1. pkt., at har en afviklingsmyndighed indbragt en sag omfattet af stk. 1 for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, udskyder Finanstilsynet sin beslutning, indtil afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed foreligger.

Det foreslås i 2. pkt., at Finanstilsynet herefter træffer beslutning i overensstemmelse med afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Det foreslås i 3. pkt., at har Den Europæiske Banktilsynsmyndighed ikke truffet afgørelse, senest 1 måned efter at sagen blev indbragt, træffer Finanstilsynet beslutning om, hvilke påbud der skal finde anvendelse.

Bestemmelsen implementerer dele af artikel 1, nr. 8, i BRRD II, der indsætter og ændrer artikel 18, stk. 6a og 7, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Koncernafviklingsmyndigheden og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder kan vælge at indbringe sagen omfattet af stk. 1 for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), jf. artikel 19 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed).

Den pågældende afviklingsmyndighed skal indbringe sagen for EBA inden for fristen.

Skyldes afviklingshindringen i den pågældende koncern, at en koncernenhed befinder sig i en af situationerne, der er omfattet af § 264, stk. 3, nr. 1-3, finder fristen på 2 uger i § 265 a, stk. 4, anvendelse.

Skyldes afviklingshindringen andre forhold, finder fristen på 4 måneder i § 265, stk. 5, anvendelse.

Har en afviklingsmyndighed indbragt sagen for EBA, skal Finanstilsynet udskyde sin beslutning.

EBA skal herefter træffe afgørelse inden for 1 måned.

Finanstilsynet træffer beslutning i overensstemmelse med EBAs afgørelse.

Foreligger der ikke en afgørelse fra EBA inden for 1 måned, træffer Finanstilsynet beslutningen om, hvilke tiltag der skal påbydes.

Finanstilsynet hører Finansiel Stabilitet, inden beslutningen om anvendelsen af påbud træffes.

§ 265 c

Det følger af § 265, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet kan beslutte at påbyde hver enkelt dattervirksomhed i en koncern at træffe et eller flere tiltag for at fjerne en afviklingshindring.

Det fremgår af bemærkningerne til § 265, stk. 7, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 105 som fremsat, side 118, at bestemmelsen implementerer artikel 18, stk. 7, i BRRD og omhandler de situationer, hvor Finanstilsynet ikke er den konsoliderende koncernafviklingsmyndighed, men hvor Finanstilsynet er afviklingsmyndighed for en dattervirksomhed.

§ 265, stk. 7, adskiller sig dermed fra resten af § 265, der gælder for de situationer, hvor Finanstilsynet er koncernafviklingsmyndighed.

Det foreslås derfor at ophæve § 265, stk. 7, jf. lovforslagets § 1, nr. 77, og indsætte en ny bestemmelse i §§ 265 b og 265 c, der skal gælde for de situationer, hvor Finanstilsynet ikke er koncernafviklingsmyndighed.

De foreslåede bestemmelser implementerer desuden tilføjelsen af den nye artikel 18, stk. 6a, i BRRD II og de sproglige ændringer til artikel 18, stk. 7, der er foretaget i medfør af BRRD II.

Det foreslås i § 265 c, stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynet træffer beslutning om, hvilke tiltag der skal påbydes, jf. § 264, stk. 5, når Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet er afviklingsmyndighed for en dattervirksomhed, der ikke er en afviklingsenhed, i en koncern, hvor den øverste modervirksomhed er i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og hvis koncernafviklingsmyndigheden og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder ikke har truffet en fælles beslutning inden for fristen nævnt i § 265, stk. 5, eller fristen nævnt i § 265 a, stk. 4, hvis hindringen for afviklingen skyldes en af situationerne omfattet af § 264, stk. 3, nr. 1-3.

Det foreslås i 2. pkt., at Finanstilsynet underretter dattervirksomheden, afviklingsenheden, afviklingsmyndigheden for den pågældende afviklingsenhed og koncernafviklingsmyndigheden.

Bestemmelsen implementerer dele af artikel 1, nr. 8, i BRRD II, der ændrer artikel 18, stk. 7, i BRRD II.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse i de tilfælde, hvor Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet er afviklingsmyndighed, men ikke koncernafviklingsmyndighed, for en dattervirksomhed i en koncern, der ikke er en afviklingsenhed.

Er dattervirksomheden en afviklingsenhed, finder den foreslåede § 265 b anvendelse.

Med den foreslåede bestemmelse skal Finanstilsynet træffe beslutning om, hvilke påbud der skal anvendes for en dattervirksomhed i en koncern, hvis koncernafviklingsmyndigheden og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder ikke kan blive enige om, hvilke påbud der skal finde anvendelse.

Vurderingen af, hvilke påbud der skal anvendes, foretages i samarbejde med Finansiel Stabilitet.

Finanstilsynet hører således Finansiel Stabilitet om beslutningen om anvendelsen af påbud, inden denne træffes.

Finanstilsynet træffer beslutningen om, hvilke påbud der skal anvendes, når fristen i § 265, stk. 5, eller § 265 a, stk. 4, er overskredet.

Skyldes afviklingshindringen af den pågældende koncern, at en koncernenhed befinder sig i en eller flere af de situationer, der er omfattet af § 264, stk. 3, nr. 1-3, finder fristen på 2 uger i § 265 a, stk. 4, anvendelse.

Skyldes afviklingshindringen andre forhold, finder fristen på 4 måneder i § 265, stk. 5, anvendelse.

Finanstilsynet underretter dattervirksomheden, som Finanstilsynet er afviklingsmyndighed for, og Finansiel Stabilitet om Finanstilsynets beslutning, herunder om hvilke påbud der finder anvendelse.

Træffer Finanstilsynet beslutning om, hvilke påbud der skal anvendes, skal beslutningen være begrundet og tage hensyn til andre afviklingsmyndigheders synspunkter og forbehold.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 264, stk. 3, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 105 som fremsat, side 116, og til bemærkningerne til det foreslåede § 264, stk. 5.

Det foreslås i § 265 c, stk. 2, 1. pkt., at har en afviklingsmyndighed indbragt en sag omfattet af stk. 1 for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, udskyder Finanstilsynet sin beslutning, indtil afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed foreligger.

Det foreslås i 2. pkt., at Finanstilsynet herefter træffer beslutning i overensstemmelse med afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Det foreslås i 3. pkt., at har den Europæiske Banktilsynsmyndighed ikke truffet afgørelse, senest 1 måned efter at sagen blev indbragt, træffer Finanstilsynet beslutning om, hvilke tiltag der skal påbydes.

Bestemmelsen implementerer dele af artikel 1, nr. 8, i BRRD II, der indsætter og ændrer artikel 18, stk. 6a og 7, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Koncernafviklingsmyndigheden og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder kan vælge at indbringe sagen omfattet af stk. 1 for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), jf. artikel 19 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed).

Den pågældende afviklingsmyndighed skal indbringe sagen for EBA inden for fristen.

Skyldes afviklingshindringen i den pågældende koncern, at en koncernenhed befinder sig i en af situationerne omfattet af § 264, stk. 3, nr. 1-3, finder fristen på 2 uger i § 265 a, stk. 4, anvendelse.

Skyldes afviklingshindringen andre forhold, finder fristen på 4 måneder i § 265, stk. 5, anvendelse.

Har en afviklingsmyndighed indbragt sagen for EBA, skal Finanstilsynet udskyde sin beslutning.

EBA skal herefter træffe afgørelse inden for 1 måned.

Finanstilsynet træffer beslutning i overensstemmelse med Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds afgørelse.

Foreligger der ikke en afgørelse fra EBA inden for 1 måned, træffer Finanstilsynet beslutningen om, hvilke tiltag der skal påbydes.

Finanstilsynet hører Finansiel Stabilitet, inden beslutningen om anvendelsen af påbud træffes.

Til nr. 80 (§§ 266-269 e i lov om finansiel virksomhed)

De gældende bestemmelser i §§ 266-269 i lov om finansiel virksomhed omhandler nedskrivningsegnede passiver.

Det følger af § 266, at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætter krav til størrelsen af et pengeinstituts og et fondsmæglerselskab I’s nedskrivningsegnede passiver.

Kravet fastsættes individuelt for de enkelte virksomheder.

Kravet fastsættes således på institutniveau.

Det følger af § 267, at nedskrivningsegnede passiver består af kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede forpligtelser.

Det følger af § 268, at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætter kravet om nedskrivningsegnede passiver for et pengeinstitut eller et fondsmæglerselskab I eller for andre virksomheder og koncerner på konsolideret niveau.

Det følger af § 269, at Finanstilsynet skal kontrollere, at den enkelte virksomhed til enhver tid overholder kravet om nedskrivningsegnede passiver.

De gældende §§ 266-269 er en implementering af artikel 45 om krav om nedskrivningsegnede passiver i BRRD.

BRRD II indeholder ændringer i forhold til bestemmelserne om nedskrivningsegnede passiver, og §§ 266-269 foreslås derfor ophævet, og i stedet indsættes en række nye bestemmelser som følge heraf.

Samtidig ophæves overskriften før § 266, og i stedet indsættes overskriften krav om nedskrivningsegnede passiver.

Formålet med ændringerne er at gennemføre Total Loss-absorbing Capacity Term Sheet (TLAC-standarden), som G-20 godkendte i november 2015, og harmonisere det med det eksisterende krav om nedskrivningsegnede passiver, der blev indført med BRRD.

Det følger af den gældende § 125 i, at realkreditinstitutter skal opfylde et gældsbufferkrav.

For at sikre at der stilles de nødvendige krav til passiver, der anvendes til opfyldelse af gældsbufferkravet, foreslås § 125 i ophævet, jf. lovforslagets § 1, nr. 50, og i stedet indsættes en række nye bestemmelser som følge heraf.

§ 266

Det følger af den gældende § 266, stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætter krav til størrelsen af et pengeinstituts og et fondsmæglerselskab I’s nedskrivningsegnede passiver.

I medfør af den gældende § 266, stk. 1, 2. pkt., fastsættes kravet om nedskrivningsegnede passiver individuelt for de enkelte dattervirksomheder i en koncern.

Det følger af den gældende § 266, stk. 1, 3. pkt., at kravet om nedskrivningsegnede passiver fastsættes som en procentdel af virksomhedens samlede forpligtelser og kapitalgrundlag.

Det følger af den gældende § 266, stk. 2, at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet konkret kan beslutte, at finansieringsinstitutter og finansielle holdingvirksomheder skal opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Det følger af den gældende § 266, stk. 6, at Finanstilsynet, når det er relevant, kan dispensere fra kravet i stk. 1 for broinstitutter som omhandlet i § 21 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det foreslås i stk. 1, at pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber I til enhver tid skal opfylde et minimumskrav til nedskrivningsegnede passiver, som Finanstilsynet fastsætter efter høring af Finansiel Stabilitet.

Finansielle holdingvirksomheder og blandede holdingvirksomheder skal opfylde et minimumskrav til nedskrivningsegnede passiver, hvis Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætter et minimumskrav til nedskrivningsegnede passiver for disse virksomheder.

Det samme gælder for finansieringsinstitutter, når finansieringsinstituttet er en dattervirksomhed af et pengeinstitut, et fondsmæglerselskab I, en finansiel holdingvirksomhed eller en blandet holdingvirksomhed, og finansieringsinstituttet indgår i tilsynet med modervirksomheden på konsolideret grundlag.

Det foreslåede stk. 1 gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der nyaffatter artikel 45, stk. 1, i BRRD og indsætter artikel 45 a og 45 f, stk. 1, 2. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering med hensyn til implementeringen af artikel 45, stk. 1, i BRRD II.

I forhold til implementeringen af artikel 45 a i BRRD II, der fastholder muligheden for, at afviklingsmyndigheden kan undtage realkreditinstitutter fra kravet om nedskrivningsegnede passiver, når en række betingelser er opfyldt, videreføres de gældende regler, hvorefter de danske realkreditinstitutter er undtaget fra kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Efter det foreslåede 1. pkt. skal pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber I til enhver tid opfylde et minimumskrav til nedskrivningsegnede passiver, som Finanstilsynet fastsætter efter høring af Finansiel Stabilitet.

Formålet med minimumskravet til nedskrivningsegnede passiver er at sikre, at virksomheder omfattet af kravet har tilstrækkelig kapital til at kunne blive restruktureret eller afviklet, hvis virksomheden bliver nødlidende eller forventeligt nødlidende og dermed skal restruktureres eller afvikles.

Et pengeinstitut eller et fondsmæglerselskab I anses for nødlidende eller forventeligt nødlidende, hvis Finanstilsynet som tilsynsmyndighed efter høring af Finansiel Stabilitet vurderer, at betingelserne i § 224 a i lov om finansiel virksomhed er opfyldt.

I lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder er der fastsat en række afviklingsværktøjer, der kan finde anvendelse i forbindelse med afvikling af en virksomhed.

Afviklingsværktøjerne er reguleret i §§ 19-28 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og omfatter virksomhedssalg, broinstitut, adskillelse af aktiver og bail-in.

Krav om nedskrivningsegnede passiver medvirker til at sikre, at virksomhederne ikke strukturerer deres forpligtelser på en måde, der gør afviklingsværktøjerne, herunder bail-in, mindre effektive.

Bail-in er defineret i § 2, nr. 4, som bliver nr. 6, jf. lovforslagets § 2, nr. 4 og 5, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og dækker over det afviklingsværktøj, som Finansiel Stabilitet kan gøre brug af til at nedskrive forpligtelser eller konvertere forpligtelser til egenkapital i medfør af §§ 24-28 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Efter det foreslåede 2. pkt. skal finansielle holdingvirksomheder og blandede holdingvirksomheder opfylde et minimumskrav til nedskrivningsegnede passiver, hvis Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætter et minimumskrav til nedskrivningsegnede passiver for disse virksomheder.

Bestemmelsen i 2. pkt. indebærer, at Finanstilsynet konkret kan beslutte at fastsætte krav om nedskrivningsegnede passiver på konsolideret grundlag på afviklingskoncernniveau det rette sted i en koncern, hvor der indgår en virksomhed omfattet af 2. pkt. Hvor i koncernen, der er det rette sted at fastsætte kravet om nedskrivningsegnede passiver, afhænger af koncernens organisering og den forventede afviklingsstrategi, der er angivet i afviklingsplanen, jf. §§ 259 og 260 i lov om finansiel virksomhed.

Efter det foreslåede 3. pkt. skal finansieringsinstitutter, når finansieringsinstituttet er en dattervirksomhed af et pengeinstitut, et fondsmæglerselskab I, en finansiel holdingvirksomhed eller en blandet holdingvirksomhed, og finansieringsinstituttet indgår i tilsynet med modervirksomheden på konsolideret grundlag, opfylde et minimumskrav til nedskrivningsegnede passiver, hvis Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætter et minimumskrav til nedskrivningsegnede passiver for disse virksomheder.

Bestemmelsen i 2. og 3. pkt. indebærer endvidere, at Finanstilsynet kan fastsætte krav om nedskrivningsegnede passiver for disse virksomheder, når Finanstilsynet vurderer, at de er af væsentlig betydning.

Det beror på en konkret vurdering, hvornår en virksomhed er af væsentlig betydning og bør omfattes af kravet om nedskrivningsegnede passiver på konsolideret grundlag på afviklingskoncernniveau.

Vurderingen af den væsentlige betydning kan f.eks. være baseret på størrelse sammenlignet med resten af koncernen, om der er kritiske funktioner m.v.

Det kan f.eks. være hensigtsmæssigt at fastsætte kravet om nedskrivningsegnede passiver for den finansielle holdingvirksomhed på konsolideret grundlag på afviklingskoncernniveau i en koncern, når der i koncernen både indgår en finansiel holdingvirksomhed og et pengeinstitut, og den finansielle holdingvirksomhed er den øverste juridiske enhed, og det herudover er Finanstilsynets vurdering, at den finansielle holdingvirksomhed er af væsentlig betydning for koncernen.

Yderligere er afviklingsstrategien at holde koncernen samlet under en afvikling.

Ved at fastsætte kravet for den finansielle holdingvirksomhed på konsolideret grundlag sikres det, at hele koncernen vil blive holdt samlet under en afvikling.

Det kan endvidere være hensigtsmæssigt at fastsætte kravet om nedskrivningsegnede passiver på konsolideret grundlag på afviklingskoncernniveau i en koncern, når der i koncernen både indgår et pengeinstitut og et finansieringsinstitut, og pengeinstituttet er den øverste juridiske enhed, og det i tillæg hertil er Finanstilsynets vurdering, at finansieringsinstituttet er af væsentlig betydning for koncernen.

Yderligere er afviklingsstrategien at holde koncernen samlet under en afvikling.

Ved at fastsætte kravet for pengeinstituttet på konsolideret grundlag sikres det, at hele koncernen vil blive holdt samlet under en afvikling.

En finansiel holdingvirksomhed er defineret i § 5, stk. 1, nr. 10, i lov om finansiel virksomhed.

En finansiel holdingvirksomhed er en modervirksomhed, der ikke er en finansiel virksomhed, i en koncern, hvor mindst én af dattervirksomhederne i koncernen er en finansiel virksomhed, og hvor mindst 40 pct. af den samlede balancesum for koncernen og modervirksomhedens associerede virksomheder vedrører den finansielle sektor, jf. § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, i lov om finansiel virksomhed.

En modervirksomhed er ikke en finansiel holdingvirksomhed, hvis de finansielle dattervirksomheder i koncernen udelukkende er forsikringsvirksomheder.

En finansiel holdingvirksomhed er endvidere en modervirksomhed, hvis virksomhed udelukkende eller hovedsagelig består i at eje kapitalandele i dattervirksomheder, der er finansielle virksomheder eller finansieringsinstitutter.

Dattervirksomheder er hovedsagelig finansielle virksomheder eller finansieringsinstitutter, hvoraf mindst en er en finansiel virksomhed, og hvor mere end 50 pct. af modervirksomhedens konsoliderede aktiver er tilknyttet dattervirksomheder, som er finansielle virksomheder eller finansieringsinstitutter, jf. § 5, stk. 1, nr. 10, litra b, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.

Modervirksomheden er ikke en finansiel holdingvirksomhed, hvis de finansielle dattervirksomheder i koncernen udelukkende er forsikringsvirksomheder.

En blandet holdingvirksomhed er defineret i § 5, stk. 1, nr. 51, i lov om finansiel virksomhed.

En blandet holdingvirksomhed er defineret som en modervirksomhed, der ikke er en finansiel holdingvirksomhed eller et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I, i en koncern, hvor mindst én dattervirksomhed i koncernen er et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I.

Kravet om nedskrivningsegnede passiver indgår som et centralt element i afviklingsplanlægningen og i udarbejdelsen af afviklingsplaner for virksomhederne.

Afviklingsplanlægning og udarbejdelsen af afviklingsplaner følger af kapitel 17 i lov om finansiel virksomhed.

Kravet om nedskrivningsegnede passiver består af to dele.

En del, der fastsættes i procent af de risikovægtede eksponeringer, samt en del, der fastsættes i procent af virksomhedens samlede eksponeringsmål.

Kravet om nedskrivningsegnede passiver består af et tabsabsorberingsbeløb og et rekapitaliseringsbeløb.

For den del af kravet til nedskrivningsegnede passiver, som udgør en procentdel af de risikovægtede eksponeringer, svarer tabsabsorberingsbeløbet som udgangspunkt til virksomhedens solvensbehov.

Rekapitaliseringsbeløbet udgør som udgangspunkt det beløb, som giver instituttet mulighed for fornyet opfyldelse af sit solvensbehov efter afvikling.

I tillæg til kravet til nedskrivningsegnede passiver fastsat i procent af de risikovægtede eksponeringer skal virksomhederne opfylde et kombineret kapitalbufferkrav.

Det kombinerede kapitalbufferkrav skal opfyldes særskilt fra kravet til nedskrivningsegnede passiver fastsat i procent af de risikovægtede eksponeringer.

Det kombinerede kapitalbufferkrav fremgår af § 125 a.

For den del af kravet til nedskrivningsegnede passiver, som udgør en i procentdel af virksomhedens samlede eksponeringsmål, svarer tabsabsorberingsbeløbet til virksomhedens gearingskrav, mens rekapitaliseringsbeløbet udgør det beløb, som giver instituttet mulighed for fornyet opfyldelse af sit gearingskrav efter afvikling.

Finanstilsynet fastsætter kravet om nedskrivningsegnede passiver på baggrund af en konkret vurdering af en række forhold fastsat i den foreslåede § 266 a.

Kravet, herunder størrelsen af kravet, skal således fastsættes under hensyntagen til virksomhedens størrelse, kompleksitet, forventet afvikling, typer af forretninger m.v. Princippet om proportionalitet følger af artikel 4, stk. 1, i BRRD.

Lignende betragtninger følger af det foreslåede § 266 a, stk. 1, nr. 4.

For mindre og mellemstore pengeinstitutter forventes en enkel afviklingsproces, hvor der anvendes afviklingsforanstaltninger til at videreføre visse aktiviteter midlertidigt med en pengeinstituttilladelse, men uden at instituttet vender tilbage til markedet som selvstændigt pengeinstitut.

Kravet til nedskrivningsegnede passiver vil skulle afspejle dette.

For de mindre og mellemstore pengeinstitutter forventes det derfor, at rekapitaliseringsbeløbet vil være lavere end for de systemiske pengeinstitutter.

Afvikling af små og mellemstore pengeinstitutter vil inkludere brug af bail-in kombineret med virksomhedssalg og oprettelse af ​​et broinstitut, jf. §§ 19-28 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Et broinstitut etableres, i tilfælde af at det ikke er muligt at afslutte et salg af virksomheden lige efter beslutningen om afvikling.

Broinstituttet drives med henblik på at opretholde adgang til eventuelle kritiske funktioner, som broinstituttet har overtaget, og med henblik på at sælge de overtagne virksomheder eller aktiver m.v., jf. § 22 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Den nuværende tilgang til krisehåndtering og fastsættelse af NEP-krav for små og mellemstore pengeinstitutter forventes videreført.

For SIFIer forvente afviklingsstrategien at indebære, at de skal kunne restruktureres til markedet med tilstrækkelig kapitalisering til at sikre markedets tillid.

Kravet om nedskrivningsegnede passiver vil skulle afspejle dette.

Finanstilsynet fastsætter efter høring af Finansiel Stabilitet kravet om nedskrivningsegnede passiver for pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber I, der er afviklingsenheder, på konsolideret grundlag på afviklingskoncernniveau.

Afviklingsenheder skal således opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver på konsolideret grundlag på afviklingskoncernniveau, jf. det foreslåede § 267, stk. 1.

Finanstilsynet fastsætter kravet om nedskrivningsegnede passiver for virksomheder, der ikke er afviklingsenheder, på individuelt niveau.

Virksomheder, der ikke er afviklingsenheder, skal således opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver på individuelt niveau, jf. det foreslåede § 267 d, stk. 1.

Begrebet afviklingsenhed er nyt.

En afviklingsenhed er en virksomhed, der er omfattet af afviklingstiltag i en afviklingsplan, jf. definitionen heraf i det foreslåede § 5, stk. 1, nr. 77, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.

Begrebet afviklingskoncern er ligeledes nyt og er en afviklingsenhed og dennes dattervirksomheder, såfremt disse dattervirksomheder ikke selv er afviklingsenheder.

En afviklingskoncern er defineret i det foreslåede § 5, stk. 1, nr. 78, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.

Finanstilsynet er både tilsynsmyndighed og afviklingsmyndighed.

Der henvises til § 344 d i lov om finansiel virksomhed og bemærkningerne hertil, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 15 som fremsat, side 93.

Det er Finanstilsynet som afviklingsmyndighed, der fastsætter krav om nedskrivningsegnede passiver.

Finanstilsynet som afviklingsmyndighed skal høre Finansiel Stabilitet og Finanstilsynet som tilsynsmyndighed om kravet.

Kravet om nedskrivningsegnede passiver kan opfyldes med kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede forpligtelser, jf. den foreslåede § 266 b.

Det foreslåede § 266, stk. 1, foreslås strafbelagt, jf. lovforslagets § 1, nr. 114, hvortil der henvises.

Overholder en virksomhed omfattet af § 266, stk. 1, ikke dens krav til nedskrivningsegnede passiver, kan virksomheden straffes med en bøde.

Gerningsindholdet er, at det fastsatte krav til nedskrivningsegnede passiver fastsat i medfør af bestemmelsen ikke er overholdt, og ansvarssubjektet er den virksomhed, som kravet er rettet mod, og som ikke har overholdt kravet.

Realkreditinstitutter er ikke omfattet af det foreslåede stk. 1 og skal således ikke opfylde et krav om nedskrivningsegnede passiver.

Betingelserne for at undtage realkreditinstitutter fra kravet om nedskrivningsegnede passiver er ikke ændret med BRRD II.

På den baggrund videreføres undtagelsen af realkreditinstitutter fra kravet om nedskrivningsegnede passiver i forbindelse med implementeringen af BRRD II.

Der henvises til bemærkningerne til § 266, jf. § 1, nr. 27, i forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed fremsat den 19. december 2014 (FT 2014/1, L 105).

Realkreditinstitutter omfattes i stedet af en gældsbuffer, jf. den foreslåede § 268, der skal sikre, at der er tilstrækkelig kapital til at kunne restrukturere eller afvikle et realkreditinstitut, der vurderes nødlidende eller forventeligt nødlidende.

Det foreslåede stk. 1, 1. pkt., er er en præcisering af den gældende § 266, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed.

Med forslaget vil kravet om nedskrivningsegnede passiver fremover udtrykkeligt være angivet som en forpligtelse for virksomheder omfattet af kravet og som en forpligtelse for Finanstilsynet til at fastsætte kravet.

Med forslaget foretages endvidere en sproglig præcisering, så det fremover vil fremgå af bestemmelsen, at der er tale om et minimumskrav til nedskrivningsegnede passiver.

Der er med forslaget ikke tilsigtet materielle ændringer af gældende ret.

Det foreslåede stk. 1, 2. og 3. pkt., er en præcisering af den gældende § 266, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Med forslaget præciseres det, at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet kan fastsætte et krav om nedskrivningsegnede passiver for blandede holdingvirksomheder.

Med forslaget præciseres endvidere, at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet kan fastsætte et krav om nedskrivningsegnede passiver for finansieringsinstitutter, når finansieringsinstituttet er en dattervirksomhed af et pengeinstitut, et fondsmæglerselskab I, en finansiel holdingvirksomhed eller en blandet holdingvirksomhed, og finansieringsinstituttet indgår i tilsynet med modervirksomheden på konsolideret grundlag.

Med forslaget tilsigtes en mere direktivnær implementering.

Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet kan undlade at fastsætte et krav om nedskrivningsegnede passiver for en dattervirksomhed i tilfælde omfattet af nr. 1 eller 2.

Det foreslåede stk. 2 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 f, stk. 3 og 4, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Efter det foreslåede nr. 1 kan Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet undlade at fastsætte et krav om nedskrivningsegnede passiver for en dattervirksomhed i en afviklingskoncern, hvor både afviklingsenheden og dattervirksomheden er etableret i Danmark, og betingelserne i litra a-e er opfyldt.

Det er en betingelse, jf. det foreslåede litra a, at afviklingsenheden opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver på konsolideret niveau på afviklingskoncernniveau.

Det er endvidere en betingelse, jf. det foreslåede litra b, at der er ikke nogen nuværende eller forventede væsentlige praktiske eller juridiske hindringer for afviklingsenhedens hurtige overførsel af kapitalgrundlag eller tilbagebetaling af forpligtelser til dattervirksomheden i det tilfælde, hvor der over for dattervirksomheden er blevet truffet en beslutning om udøvelse af beføjelser til nedskrivning eller konvertering efter §§ 272 eller 273 i lov om finansiel virksomhed eller §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det er yderligere en betingelse, jf. det foreslåede litra c, at afviklingsenheden godtgør over for Finanstilsynet, at dattervirksomheden forvaltes på forsvarlig vis, og afgiver erklæring om, at afviklingsenheden med tilladelse fra Finanstilsynet har stillet garanti for dattervirksomhedens forpligtelser, eller at risiciene i dattervirksomheden er uden betydning Det er også en betingelse, jf. det foreslåede litra d, at afviklingsenhedens procedurer for risikoevaluering, -måling og -kontrol omfatter dattervirksomheden.

Det er endelig en betingelse, jf. det foreslåede litra e, at afviklingsenheden besidder over 50 pct. af de stemmerettigheder, der er knyttet til kapitalandelene i dattervirksomheden, eller har ret til at udpege eller afsætte et flertal af medlemmerne af datterselskabets ledelse.

Efter det foreslåede § 267 d, stk. 1, skal virksomheder, der ikke er afviklingsenheder, opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver på individuelt niveau.

Formålet med det interne krav om nedskrivningsegnede passiver er, at datterselskabets tab kan overføres til afviklingsenheden, og at afviklingsenheden rekapitaliserer datterselskabet.

Et internt krav om nedskrivningsegnede passiver medvirker til at understøtte en afviklingsstrategi på koncern- eller delkoncernniveau.

Det kan særligt være relevant, at dattervirksomheder her i landet af afviklingsenheder i lande i den Europæiske Union, lande som Den Europæiske Union har indgået aftale med på det finansielle område, eller tredjelande opfylder et internt krav om nedskrivningsegnede passiver.

Dette hensyn er mindre relevant for virksomheder, der ikke er afviklingsenheder, når både virksomheden og afviklingsenheden i en afviklingskoncern er etableret i Danmark.

Eftersom det vil være den samme myndighed, der har kontrol med både afviklingsenheden og dattervirksomheden i en afviklingssituation, vil behovet for interne nedskrivningsegnede passiver for at understøtte, at dattervirksomheden holdes samlet med afviklingsenheden i en afviklingssituation, være mindre.

Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet får beføjelse til at undlade at fastsætte et krav om, at en dattervirksomhed, der ikke er en afviklingsenhed, skal opfylde et internt krav om nedskrivningsegnede passiver på individuelt niveau, når både dattervirksomheden og afviklingsenheden i afviklingskoncernen er etableret i Danmark.

Efter det foreslåede nr. 2 kan Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet undlade at fastsætte et krav om nedskrivningsegnede passiver for en dattervirksomhed i en afviklingskoncern, hvor både modervirksomheden og dattervirksomheden er etableret i Danmark, og betingelserne i litra a-e er opfyldt.

Det er en betingelse, jf. det foreslåede litra a, at modervirksomheden opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver på konsolideret grundlag i Danmark.

Det er endvidere en betingelse, jf. det foreslåede litra b, at der ikke er nogen nuværende eller forventede væsentlige praktiske eller juridiske hindringer for modervirksomhedens hurtige overførsel af kapitalgrundlag eller tilbagebetaling af forpligtelser til dattervirksomheden i det tilfælde, hvor der over for dattervirksomheden er blevet truffet en beslutning om udøvelse af beføjelserne til nedskrivning eller konvertering efter §§ 272 eller 273 i lov om finansiel virksomhed eller §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det er yderligere en betingelse, jf. det foreslåede litra c, at modervirksomheden godtgør over for Finanstilsynet, at dattervirksomheden forvaltes på forsvarlig vis, og afgiver erklæring om, at modervirksomheden med tilladelse fra Finanstilsynet har stillet garanti for dattervirksomhedens forpligtelser, eller at risiciene i dattervirksomheden er uden betydning.

Det er også en betingelse, jf. det foreslåede litra d, at modervirksomhedens procedurer for risikoevaluering, -måling og -kontrol omfatter dattervirksomheden.

Det er endelig en betingelse, jf. det foreslåede litra e, at modervirksomheden besidder over 50 pct. af de stemmerettigheder, der er knyttet til kapitalandelene i dattervirksomheden, eller har ret til at udpege eller afsætte et flertal af medlemmerne af dattervirksomhedens ledelse.

Et internt krav om nedskrivningsegnede passiver medvirker til at understøtte en afviklingsstrategi på koncern- eller delkoncernniveau.

Det kan særligt være relevant, at dattervirksomheder her i landet af afviklingsenheder i lande i den Europæiske Union, lande som Den Europæiske Union har indgået aftale med på det finansielle område, eller tredjelande opfylder et internt krav om nedskrivningsegnede passiver.

Dette hensyn er mindre relevant for virksomheder, der ikke er afviklingsenheder, når både virksomheden og dennes modervirksomhed er etableret i Danmark, uanset at afviklingsenheden er etableret i lande i den Europæiske Union, lande som Den Europæiske Union har indgået aftale med på det finansielle område, eller et tredjeland i tilfælde hvor modervirksomheden i Danmark opfylder det interne NEP-krav på konsolideret niveau.

I det tilfælde vil behovet for interne nedskrivningsegnede passiver for at understøtte, at dattervirksomheden holdes samlet med afviklingsenheden i en afviklingssituation, være mindre.

I det tilfælde vil behovet være, at modervirksomheden og dattervirksomheden i Danmark bliver holdt samlet i en afviklingssituation.

Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet får beføjelse til at undlade at fastsætte et krav om, at virksomheder, der ikke er afviklingsenheder, skal opfylde et internt krav om nedskrivningsegnede passiver på individuelt niveau, når både virksomheden og dennes modervirksomhed er etableret i Danmark.

Finanstilsynet vil kunne undlade at fastsætte et krav efter høring af Finansiel Stabilitet.

Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet kan undlade at fastsætte et krav om nedskrivningsegnede passiver for et broinstitut og for en virksomhed under afvikling.

Finansiel Stabilitet kan i forbindelse med restrukturering eller afvikling af en virksomhed m.v. beslutte at overdrage visse dele af virksomheden eller hele virksomheden til et broinstitut, jf. § 21 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Broinstituttet drives med henblik på at opretholde adgang til eventuelle kritiske funktioner, som broinstituttet har overtaget, og med henblik på at sælge de overtagne virksomheder eller aktiver m.v., jf. § 22 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

En virksomhed under afvikling er en virksomhed, som Finansiel Stabilitet har iværksat afviklingsforanstaltninger overfor, efter Finanstilsynet har vurderet, at virksomheden er nødlidende eller forventeligt nødlidende, og de øvrige afviklingsbetingelser er opfyldt, jf. § 4 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Kravet om nedskrivningsegnede passiver har til formål at sikre, at institutter har tilstrækkelige passiver til tabsabsorbering og rekapitalisering, hvis virksomheden bliver nødlidende eller forventeligt nødlidende og skal afvikles.

Dette formål er ikke relevant i relation til broinstitutter, som netop udgør et redskab for Finansiel Stabilitet til brug i forbindelse med restrukturering eller afvikling af en virksomhed, der er blevet vurderet nødlidende eller forventeligt nødlidende.

Det er heller ikke relevant i forhold til en virksomhed under afvikling.

Henset hertil vurderes det ikke at være formålstjenligt at fastsætte krav om nedskrivningsegnede passiver for hverken et broinstitut eller en virksomhed under afvikling.

Broinstitutter skal dog fortsat have de fornødne tilladelser fra Finanstilsynet i forhold til de aktiviteter, som broinstituttet har overtaget, jf. § 21, stk. 2, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og det samme gør sig gældende for virksomheder under afvikling.

Det indebærer bl.a., at broinstituttet skal overholde de gældende kapitalkrav.

Et broinstitut er defineret i § 2, nr. 6, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder som et selskab, der er etableret med henblik på at modtage enten ejerskabsinstrumenter udstedt af en eller flere virksomheder eller enheder under afvikling eller aktiver, rettigheder eller forpligtelser fra en eller flere virksomheder eller enheder under afvikling, og som ejes helt eller delvist af og kontrolleres af Afviklingsformuen eller Finansiel Stabilitet.

Det fremgår af § 22, stk. 2, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, hvornår et broinstitut ophører med at være broinstitut.

Fra dette tidspunkt er selskabet ikke længere omfattet af det foreslåede stk. 4, og selskabet vil således, i det omfang det er omfattet af det foreslåede stk. 1 igen kunne blive underlagt krav om nedskrivningsegnede passiver.

Det foreslåede stk. 3 er en videreførelse og en udvidelse af den gældende § 266, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed.

Med forslaget udvides anvendelsesområdet af den gældende § 266, stk. 6, så Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet fremover også kan undlade at fastsætte et minimumskrav til nedskrivningsegnede passiver for en virksomhed under afvikling.

Det foreslås i stk. 4, at Finanstilsynet ved fastsættelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. stk. 1 og 2, skal angive, om kravet skal opfyldes på konsolideret grundlag, jf. § 267, eller på individuelt niveau, jf. § 267 d.

Virksomheder, der er afviklingsenheder, skal opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver på konsolideret grundlag på afviklingskoncernniveau, jf. det foreslåede § 267, stk. 1.

Virksomheder, der ikke er afviklingsenheder, skal opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver på individuelt niveau, jf. det foreslåede § 267 d, stk. 1.

Det vurderes hensigtsmæssigt, at det til enhver tid er klart for den enkelte virksomhed omfattet af kravet om nedskrivningsegnede passiver, om den skal opfylde kravet på konsolideret grundlag eller på individuelt niveau.

Det foreslås derfor, at Finanstilsynet ved fastsættelse af krav om nedskrivningsegnede passiver skal angive, om virksomheden skal opfylde kravet på konsolideret grundlag på afviklingskoncernniveau eller på individuelt niveau.

Dette sker efter høring af Finansiel Stabilitet.

Det foreslåede stk. 4 er nyt.

Det foreslås i stk. 5, at Finanstilsynet skal fastsætte kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. stk. 1 og 2, som en procentdel af den samlede risikoeksponering for virksomheden beregnet i overensstemmelse med artikel 92, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, jf. det foreslåede nr. 1, og det samlede eksponeringsmål for virksomheden beregnet i overensstemmelse med artikel 429 og 429 a i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, jf. det foreslåede nr. 2.

Det foreslåede stk. 5 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der nyaffatter artikel 45, stk. 2, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Finanstilsynet skal i sin afgørelse angive kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Bestemmelsen sikrer, at kravet om nedskrivningsegnede passiver til enhver tid er klart for den enkelte virksomhed omfattet af kravet.

At kravet om nedskrivningsegnede passiver skal fastsættes som en procentdel af den samlede risikoeksponering og det samlede eksponeringsmål indebærer, at kravet følger en virksomheds samlede risikoeksponering og eksponeringsmål.

Stiger f.eks. en virksomheds samlede risikoeksponering, vil det beløb der svarer til kravet om nedskrivningsegnede passiver, ligeledes stige, som følge af at kravet er fastsat som en procentdel af virksomhedens samlede risikoeksponering.

Virksomheden skal på samme tid opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver fastsat som en procentdel af den samlede risikoeksponering, jf. det foreslåede nr. 1, og det samlede eksponeringsmål, jf. det foreslåede nr. 2.

Den samlede risikoeksponering for virksomheden beregnes i overensstemmelse med artikel 92, stk. 3, i CRR.

Den samlede risikoeksponering er den risiko, som kapitalen skal måles i forhold til, også kaldet de risikovægtede eksponeringer.

Det samlede eksponeringsmål for virksomheden beregnes i overensstemmelse med artikel 429 og 429 a i CRR.

Eksponeringsmålet er de ikke-risikovægtede eksponeringer.

De nævnere, den samlede risikoeksponering og det samlede eksponeringsmål, som kravet om nedskrivningsegnede passiver fastsættes som en procentdel af, er tilpasset de nævnere, der er fastlagt i Total Loss-absorbing Capacity Term Sheet (TLAC-standarden), der er en international standard.

TLAC-standarden er godkendt af Group of Twenty Finance Ministers and Central Bank Governors (G-20).

Bestemmelsen indebærer således, at fastsættelsen af kravet om nedskrivningsegnede passiver er tilpasset den internationale TLAC-standard.

Formålet med TLAC-standarden er at sikre, at globale systemisk vigtige finansielle institutter (G-SIFIer) har den nødvendige tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet.

Dette skal sikre, at disse institutter kan fortsætte med at udføre kritiske funktioner ved og umiddelbart efter en restrukturering eller afvikling uden brug af offentlige midler, og med mindst mulig indvirkning på den finansielle stabilitet.

Med forslaget ændres den gældende § 266, stk. 1, 3. pkt., så kravet om nedskrivningsegnede passiver fremover vil blive fastsat som en procentdel af den samlede risikoeksponering og det samlede eksponeringsmål.

Virksomhederne vil således fremover skulle opfylde to krav på samme tid, nemlig et krav baseret på gearingsgrad og et risikobaseret krav.

Ændringerne indebærer, at de to krav fastsættes som procentdele af henholdsvis den samlede risikoeksponering og det samlede eksponeringsmål.

Det er i modsætning til den gældende § 266, stk. 1, 3. pkt., hvor kravet om nedskrivningsegnede passiver skal udtrykkes som en procentdel af de samlede forpligtelser og kapitalgrundlag.

§ 266 a

Det følger af den gældende § 268, stk. 1, at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætter kravet om nedskrivningsegnede passiver for et pengeinstitut eller et fondsmæglerselskab I eller for virksomheder og koncerner, som omfattes af § 266, stk. 2 eller 3, på konsolideret niveau på baggrund af en konkret vurdering af kriterierne i nr. 1-6.

Kriterierne er, at virksomheden kan afvikles ved anvendelse af afviklingsværktøjerne, jf. nr. 1, virksomheden har, såfremt bail-in anvendes, tilstrækkelige nedskrivningsegnede passiver til at sikre, at tabene kan absorberes, og virksomhedens egentlige kernekapital kan genoprettes til et niveau, hvor virksomheden fortsat kan opfylde kravene til tilladelse, og hvor en tilstrækkelig markedstillid bevares, jf. nr. 2, virksomheden har tilstrækkelige nedskrivningsegnede passiver til, såfremt undtagelse af visse kategorier af nedskrivningsegnede passiver udelukkes fra bail-in, at sikre, at tabene kan absorberes, og virksomhedens egentlige kernekapital kan genoprettes til et niveau, hvor virksomheden fortsat kan opfylde kravene til tilladelse, jf. nr. 3, virksomhedens størrelse, forretningsmodel, finansieringsmodel og risikoprofil, jf. nr. 4, i hvilket omfang indskyder- og investorgarantiordningen kan bidrage til finansieringen af afviklingen i henhold til § 2 a i lov om en indskyder- og investorgarantiordning, jf. nr. 5, og i hvilket omfang det forhold, at virksomheden er nødlidende, har en negativ indvirkning på den finansielle stabilitet, herunder gennem afsmitning på andre finansielle virksomheder, jf. nr. 6.

Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet fastsætter kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, på baggrund af en række forhold, som følger af bestemmelsens nr. 1-5.

Finanstilsynet fastsætter et krav om nedskrivningsegnede passiver for en række virksomheder i medfør af den foreslåede § 266.

Kravet har til formål at sikre, at institutter har tilstrækkelige passiver til tabsabsorbering og rekapitalisering i overensstemmelse med afviklingsstrategien for virksomheden, hvis virksomheden bliver nødlidende eller forventeligt nødlidende og skal restruktureres eller afvikles.

De foreslåede nr. 1-5 fastsætter en række forhold, som Finanstilsynet skal vurdere til brug for fastsættelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Finanstilsynet skal foretage en vurdering af forholdene i forhold til den enkelte virksomhed og/eller koncern.

For mindre og mellemstore pengeinstitutter forventes en enkel afviklingsproces, hvor der anvendes afviklingsforanstaltninger til at videreføre visse aktiviteter midlertidigt med en pengeinstituttilladelse, men uden at instituttet på sigt fortsætter på markedet som selvstændigt pengeinstitut.

Kravet til nedskrivningsegnede passiver vil skulle afspejle dette.

Det foreslås i nr. 1, at afviklingskoncernen skal kunne afvikles ved anvendelse af afviklingsværktøjerne på afviklingsenheden på en måde, som opfylder afviklingsmålene.

Det foreslåede nr. 1 gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 c, stk. 1, litra a, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Bestemmelsen indebærer, at fastsættes kravet om nedskrivningsegnede passiver for en afviklingskoncern fastsættes under hensyntagen til, at der skal være nedskrivningsegnede passiver i tilstrækkeligt omfang til at sikre, at afviklingskoncernen, dvs. afviklingsenheden og dennes dattervirksomheder, kan afvikles, hvis Finansiel Stabilitet anvender afviklingsværktøjer, samtidig med at afviklingsmålene iagttages.

Finansiel Stabilitet vil anvende afviklingsværktøjer på afviklingsenheden i en afviklingskoncern, idet afviklingsenheden er omfattet af afviklingstiltag i en afviklingsplan, jf. definitionen heraf i det foreslåede § 5, stk. 1, nr. 77, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.

Bestemmelsen indebærer endvidere, at for en afviklingsenhed, der ikke indgår i en afviklingskoncern, fastsættes kravet om nedskrivningsegnede passiver, under hensyntagen til at der skal være nedskrivningsegnede passiver i tilstrækkeligt omfang til at sikre, at afviklingsenheden kan afvikles, hvis Finansiel Stabilitet anvender afviklingsværktøjer, samtidig med at afviklingsmålene iagttages.

Finanstilsynet fastsætter kravet om nedskrivningsegnede passiver for virksomheder, der er afviklingsenheder, på konsolideret grundlag på afviklingskoncernniveau.

Afviklingsenheder skal således opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver på konsolideret grundlag på afviklingskoncernniveau, jf. det foreslåede § 267, stk. 1.

En afviklingsenhed er en virksomhed, der er omfattet af afviklingstiltag i en afviklingsplan, jf. definitionen heraf i det foreslåede § 5, stk. 1, nr. 77, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.

En afviklingskoncern er en afviklingsenhed og dennes dattervirksomheder.

En afviklingskoncern er defineret i det foreslåede § 5, stk. 1, nr. 78, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.

Med afviklingsværktøjer forstås værktøjer, som Finansiel Stabilitet kan anvende under restrukturering eller afvikling, herunder virksomhedssalg, og bail-in.

Afviklingsværktøjer er defineret i § 2, stk. 1, nr. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, der bliver til § 2, stk. 1, nr. 5, med dette lovforslags § 2, nr. 4.

Bail-in er defineret i § 2, nr. 4, som bliver nr. 6, jf. lovforslagets § 2, nr. 4 og 5, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og dækker over det afviklingsværktøj, som Finansiel Stabilitet kan gøre brug af til at nedskrive forpligtelser eller konvertere forpligtelser til egenkapital i medfør af §§ 24-28 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Finansiel Stabilitet skal ved anvendelse af afviklingsværktøjer m.v. tage hensyn til en række fastsatte afviklingsmål, som fremgår af § 5 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det er bl.a. et afviklingsmål at videreføre kritiske funktioner.

Det er Finansiel Stabilitet, som forestår restrukturering eller afvikling af de omfattede finansielle virksomheder.

Er strategien for en virksomhed, at den skal håndteres ved insolvensbehandling, vil udgangspunktet for Finanstilsynets krav om nedskrivningsegnede passiver være, at kravet skal sikre tilstrækkelige midler til tabsabsorbering.

For mindre og mellemstore pengeinstitutter forventes en enkel afviklingsproces, hvor der anvendes afviklingsforanstaltninger til at videreføre visse aktiviteter midlertidigt med en pengeinstituttilladelse, men uden at instituttet vender tilbage til markedet som selvstændigt pengeinstitut.

Kravet til nedskrivningsegnede passiver vil skulle afspejle dette.

For de mindre og mellemstore pengeinstitutter forventes det derfor, at rekapitaliseringsbeløbet vil være højere end nul, fordi de som udgangspunkt ikke håndteres ved konkurs, men samtidig at det vil være lavere end for de systemiske pengeinstitutter.

For SIFIer forventes det, at afviklingsstrategien indebærer, at de skal kunne restruktureres med tilstrækkelig kapitalisering til at sikre markedets tillid.

Kravet om nedskrivningsegnede passiver vil skulle afspejle dette.

Forslaget er en videreførelse af den gældende § 268, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Med forslaget foretages en sproglig præcisering, så det fremover vil fremgå af bestemmelsen, at afviklingskoncernen skal kunne afvikles ved anvendelse af afviklingsværktøjerne på afviklingsenheden.

Dette er en følge af de nye begreber, som foreslås indført i det foreslåede § 5, stk. stk. 1, nr. 77 og 78, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.

Der er med forslaget ikke tilsigtet materielle ændringer af gældende ret.

Det foreslås i nr. 2, at afviklingsenheden og dens dattervirksomheder, der ikke er afviklingsenheder, skal have tilstrækkelige nedskrivningsegnede passiver til at sikre, at tabene kan absorberes, og kapitalprocenten og gearingsgraden i de relevante virksomheder kan genoprettes til et niveau, hvor afviklingsenheden og dens dattervirksomheder, der ikke er afviklingsenheder, fortsat kan opfylde kravene til tilladelse og udføre de aktiviteter, hvortil der er meddelt tilladelse, og hvor en tilstrækkelig markedstillid bevares.

Det gælder, hvis det er afviklingsstrategien, at instituttet skal tilbage på markedet.

Det foreslåede nr. 2 gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 c, stk. 1, litra b, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Bestemmelsen indebærer, at kravet om nedskrivningsegnede passiver skal fastsættes under hensyntagen til at sikre både tabsabsorbering og rekapitalisering.

Det beror på en konkret vurdering, hvornår der er tilstrækkelige nedskrivningsegnede passiver til at sikre både tabsabsorbering og rekapitalisering.

Kravet skal endvidere fastsættes under hensyntagen til, at afviklingsenheden og dens eventuelle dattervirksomheder, der ikke er afviklingsenheder, kan rekapitaliseres til et niveau, der er nødvendigt for at opretholde den nødvendige tilladelse til at drive finansiel virksomhed.

Der er således en sammenhæng mellem kapitalkravene og kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Finanstilsynet har beføjelse til at inddrage en virksomheds tilladelse i medfør af § 225, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Det indebærer, at en virksomhed under afvikling som minimum skal overholde 8 pct.-kapitalkravet, jf. artikel 92, stk. 1, i CRR, efter at virksomheden er blevet rekapitaliseret.

Det beror på en konkret vurdering, hvornår kapitalprocenten og gearingsgraden skal kunne genoprettes til et niveau, som er nødvendigt, for at afviklingsenheden og dens dattervirksomheder, der ikke er afviklingsenheder, fortsat kan opfylde kravene til tilladelse til at drive finansiel virksomhed og udføre de aktiviteter, hvortil der er meddelt tilladelse, og hvor en tilstrækkelig markedstillid bevares.

Kravet skal fastsættes under hensyntagen til, at der skal være en tilstrækkelig markedstillid til afviklingskoncernen, hvis det er afviklingsstrategien, at instituttet skal tilbage på markedet.

Kapitalprocenten er kapitalgrundlaget i procent af de risikovægtede eksponeringer, jf. artikel 92, stk. 2, litra b, i CRR.

De risikovægtede eksponeringer er et udtryk for den risiko, som kapitalen skal måles i forhold til i opgørelsen af kapitalprocenten.

Gearingsgraden er defineret som en virksomheds kapitalmål divideret med virksomhedens samlede eksponeringsmål og udtrykkes i procent, jf. artikel 429, stk. 2, i CRR.

Gearingsgraden angives i procent af de ikke-risikovægtede eksponeringer.

Eksponeringsmålet er de ikke-risikovægtede eksponeringer.

Det foreslåede nr. 2 er en videreførelse af den gældende § 268, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Med forslaget foretages en sproglig præcisering, så det fremover vil fremgå af bestemmelsen, at afviklingsenheden og dens dattervirksomheder, der ikke er afviklingsenheder, skal have tilstrækkelige nedskrivningsegnede passiver.

Der er med forslaget ikke tilsigtet materielle ændringer af gældende ret.

Det foreslås i nr. 3, at afviklingsenheden skal have tilstrækkelige nedskrivningsegnede passiver til at absorbere tab og genoprette afviklingsenhedens kapitalprocent og gearingsgrad til et niveau, hvor afviklingsenheden fortsat kan opfylde kravene til tilladelse og udføre de aktiviteter, hvortil der er meddelt tilladelse, og hvor en tilstrækkelig markedstillid bevares, når afviklingsplanen forudser muligheden for, at visse kategorier af nedskrivningsegnede passiver udelukkes fra bail-in eller overføres i deres helhed til en modtager ved en delvis overførsel.

Det foreslåede nr. 3 gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 c, stk. 1, litra c, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Bliver en virksomhed nødlidende og skal restruktureres eller afvikles, kan dette påvirke aktionærer og kreditorer.

I denne henseende giver § 49 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder passende sikkerhedsforanstaltninger for at sikre, at de berørte aktionærer og kreditorer ikke stilles økonomisk dårligere, end hvis virksomheden var behandlet ved konkurs.

Udelukkes visse kategorier af nedskrivningsegnede passiver fra bail-in, kan det indebære, at øvrige kreditorer skal bære større tab, og derfor skal kompenseres i overensstemmelse med princippet om, at ingen kreditorer må stilles økonomisk dårligere i en afvikling end ved konkurs.

Denne risiko for kompensation skal afspejles, når kravet om nedskrivningsegnede passiver fastsættes.

I de tilfælde, hvor Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet forventer, at visse nedskrivningsegnede passiver vil blive udelukket eller delvist udelukket fra bail-in, jf. § 25, stk. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, vil Afviklingsformuen kunne yde bidrag, hvis betingelserne for dette er opfyldt.

Forventer Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, at visse kategorier af nedskrivningsegnede forpligtelser med rimelig sandsynlighed helt eller delvist udelukkes fra bail-in eller overføres i deres helhed til en modtager ved en delvis overførsel, skal fastsættelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver tage højde herfor.

Kravet vil skulle øges til et niveau, der for det første sikrer, at de forpligtelser, der helt eller delvist udelukkes fra bail-in, bliver dækket.

For det andet skal kravet sikre, at de tab, afviklingsenheden forventes at lide, absorberes fuldt ud.

For det tredje skal kravet sikre, at afviklingsenheden og dens dattervirksomheder, som ikke er afviklingsenheder, rekapitaliseres til det niveau, som er nødvendigt for, at de fortsat kan opfylde betingelserne for tilladelse og udføre de aktiviteter, hvortil der er meddelt tilladelse i en passende periode på højst et år.

Kravet bør således være højere, når visse nedskrivningsegnede passiver er undtaget fra bail-in.

Det skal fremgå af afviklingsplanen, i hvilket omfang nedskrivningsegnede passiver forventes at blive undtaget fra bail-in.

Det beror på en konkret vurdering, hvornår afviklingsenheden har tilstrækkelige nedskrivningsegnede passiver til at sikre, at tabene kan absorberes og kapitalprocenten og gearingsgraden i de relevante virksomheder kan genoprettes og en tilstrækkelig markedstillid bevares.

Finanstilsynet har beføjelse til at inddrage en virksomheds tilladelse i medfør af § 225, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Det beror på en konkret vurdering, hvornår kapitalprocenten og gearingsgraden er genoprettet til et niveau, som er nødvendigt for, at afviklingsenheden fortsat kan opfylde kravene til tilladelse til at drive finansiel virksomhed og udføre de aktiviteter, hvortil der er meddelt tilladelse, og hvor en tilstrækkelig markedstillid bevares.

Der henvises til bemærkningerne til det foreslåede § 266 a, stk. 1, nr. 2.

Forslaget er en videreførelse af den gældende § 268, stk. 1, nr. 3, i lov om finansiel virksomhed.

Med forslaget foretages en sproglig præcisering, så det fremover vil fremgå af bestemmelsen, at afviklingsenheden skal have tilstrækkelige nedskrivningsegnede passiver.

Der er med forslaget ikke tilsigtet materielle ændringer af gældende ret.

Det foreslås i nr. 4, at Finanstilsynet også skal fastsætte kravet om nedskrivningsegnede passiver på baggrund af virksomhedens størrelse, forretningsmodel, finansieringsmodel og risikoprofil.

Det foreslåede nr. 4 gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 c, stk. 1, litra d, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at ved fastsættelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver skal der være et rimeligt forhold mellem virksomhedens størrelse, forretningsmodel, finansieringsmodel og risikoprofil og kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Den foreslåede bestemmelse skal være med til at sikre proportionalitet i fastsættelsen af krav om nedskrivningsegnede passiver.

For mindre og mellemstore pengeinstitutter forventes en enkel afviklingsproces, hvor der anvendes afviklingsforanstaltninger til at videreføre visse aktiviteter midlertidigt med en pengeinstituttilladelse, men uden at instituttet på sigt fortsætter som selvstændigt pengeinstitut.

Kravet til nedskrivningsegnede passiver vil skulle afspejle dette.

For SIFIer må forventes, at afviklingsstrategien indebærer, at de skal kunne restruktureres og vende tilbage til markedet med tilstrækkelig kapitalisering til at sikre markedets tillid.

Kravet om nedskrivningsegnede passiver vil skulle afspejle dette.

Forslaget er en videreførelse af den gældende § 268, stk. 1, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslåede ændrer ikke i gældende ret.

Det foreslås i nr. 5, at Finanstilsynet fastsætter kravet om nedskrivningsegnede passiver på baggrund af en vurdering af bl.a., i hvilket omfang det vil få en negativ indvirkning på den finansielle stabilitet, herunder gennem afsmitning på andre virksomheder, hvis virksomheden bliver nødlidende.

Det foreslåede nr. 5 gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 c, stk. 1, litra e, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

En virksomhed kan være forbundet med andre virksomheder eller med det øvrige finansielle system.

F.eks. kan der være indgået kontraktuelle forpligtelser mellem virksomhederne, eller en virksomhed kan have investeringer i en anden virksomheds nedskrivningsegnede passiver.

Det forhold, at en virksomhed bliver erklæret nødlidende, kan dermed have en negativ indvirkning på den finansielle stabilitet gennem afsmitning på andre virksomheder.

Kravet om nedskrivningsegnede passiver vil skulle fastsættes til et niveau, der sikrer, at et nødlidende institut vil kunne afvikles, uden at tabet på virksomhedens nedskrivningsegnede passiver indebærer, at andre institutter kommer i problemer, hvis virksomheden bliver nødlidende, som følge af at disse virksomheder f.eks. besidder nedskrivningsegnede passivinstrumenter i instituttet under afvikling.

Forslaget er en videreførelse af den gældende § 268, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed.

Forslaget ændrer ikke i gældende ret.

Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet skal fastsætte kravet om nedskrivningsegnede passiver for en afviklingsenhed på baggrund af, hvorvidt afviklingsplanen fastsætter, at afviklingsenhedens dattervirksomheder, som er etableret i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, indgår i samme afviklingskoncern som afviklingsenheden.

Det foreslåede stk. 2 gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 e, stk. 2, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Følger det af afviklingsplanen for en afviklingsenhed, at afviklingsenhedens dattervirksomheder, som er etableret i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, indgår i samme afviklingskoncern som afviklingsenheden, skal Finanstilsynet tage højde for dette, når Finanstilsynet fastsætter kravet om nedskrivningsegnede passiver for afviklingsenheden.

Det vil medføre et højere krav om nedskrivningsegnede passiver, end hvis dattervirksomhederne ikke indgår i samme afviklingskoncern som afviklingsenheden.

§ 266 b

Det følger af den gældende § 267, stk. 1, at nedskrivningsegnede passiver består af kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede forpligtelser.

Det foreslås i § 266 b, at krav om nedskrivningsegnede passiver kan opfyldes med kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede forpligtelser, jf. §§ 267 a-267 c og § 267 e.

En afviklingsenhed kan opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver med kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede forpligtelser.

For afviklingsenheder er disse nærmere angivet i den foreslåede § 267 a.

Der gælder dog en række yderligere krav om subordination i medfør af de foreslåede §§ 267 b og 267 c.

I medfør af den foreslåede § 267 b kan Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet beslutte, at afviklingsenheder skal opfylde en andel af kravet om nedskrivningsegnede passiver med subordinerede midler.

I medfør af den foreslåede § 267 c skal Finanstilsynet fastsætte, at afviklingsenheder, der er G-SIFIer, afviklingsenheder, der ikke er G-SIFIer, men som indgår i en afviklingskoncern, hvis samlede aktiver overstiger 100 mia. EUR, og afviklingsenheder, der ikke er G-SIFIer, men som indgår i en afviklingskoncern, hvis samlede aktiver er mindre end 100 mia. EUR, og som Finanstilsynet har vurderet med rimelig sandsynlighed udgør en systemisk risiko, hvis de bliver nødlidende, skal opfylde en andel af kravet om nedskrivningsegnede passiver med subordinerede midler.

En afviklingsenhed er en virksomhed, der er omfattet af afviklingstiltag i en afviklingsplan.

En afviklingsenhed er defineret i det foreslåede § 5, stk. 1, nr. 77, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.

En virksomhed, der ikke er en afviklingsenhed, men som er en dattervirksomhed af en afviklingsenhed, kan opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver med kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede forpligtelser.

For virksomheder, der ikke er afviklingsenheder, er disse nærmere angivet i den foreslåede § 267 e.

En virksomhed, der ikke er en afviklingsenhed, men som er en dattervirksomhed af en afviklingsenhed, er ikke omfattet af afviklingshandlinger i en afviklingsplan.

Kapitalgrundlag er defineret i § 5, stk. 6, nr. 7, i lov om finansiel virksomhed.

Kapitalgrundlag forstås i overensstemmelse med § 126 a, stk. 9, § 126 b, stk. 1, artikel 4, stk. 1, nr. 118, i CRR og regler fastsat i medfør af § 126 b, stk. 5, og § 128, stk. 3 og 4, i lov om finansiel virksomhed.

Nedskrivningsegnede forpligtelser er defineret i det foreslåede § 5, stk. 1, nr. 75, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.

Krav til nedskrivningsegnede forpligtelser, som virksomhederne kan anvende til at opfylde kravet om nedskrivningerne passiver, fremgår af de foreslåede §§ 267 a og 267 e.

Den foreslåede § 266 b er en videreførelse af den gældende § 267, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Med forslaget foretages en sproglig præcisering, så det fremover vil fremgå af bestemmelsen, at krav om nedskrivningsegnede passiver kan opfyldes med kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede forpligtelser.

§ 267

Det følger af den gældende § 266, stk. 3, at modervirksomheder omfattet af kravet om nedskrivningsegnede passiver, der er underlagt konsolideret tilsyn, tilsvarende skal opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver på konsolideret niveau.

Det følger af den gældende § 266, stk. 4, at Finanstilsynet for en modervirksomhed omfattet af stk. 3 kan dispensere fra kravet om nedskrivningsegnede passiver på individuelt niveau, såfremt koncernen opfylder kravet til nedskrivningsegnede passiver på konsolideret niveau, og Finanstilsynet har dispenseret fra anvendelsen af individuelle kapitalkrav på modervirksomheden.

Det følger af den gældende § 266, stk. 3, 2. pkt., at ved fastsættelsen af kravet på konsolideret niveau er koncernens realkreditinstitut ikke omfattet af konsolideringen.

Det følger af den gældende § 266, stk. 3, 3. pkt., at nedskrivningsegnede passiver, der anvendes til at opfylde kravet på konsolideret niveau, ikke samtidig må anvendes til at opfylde eller finansiere passiver, der indgår i opfyldelsen af kravene i § 125 i, stk. 1-4, eller de krav, der følger af § 125 i, stk. 7, nr. 1-5.

Det foreslås i stk. 1, at en afviklingsenhed skal opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, på konsolideret grundlag på afviklingskoncernniveau, jf. dog stk. 2.

Det foreslåede stk. 1 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 e, stk. 1, og dele af artikel 45 f, stk. 1, 4. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Finanstilsynet fastsætter kravet om nedskrivningsegnede passiver for virksomheder, der er afviklingsenheder, på konsolideret grundlag på afviklingskoncernniveau.

Fastsættelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver på konsolideret grundlag på afviklingskoncernniveau indebærer, at kravet fastsættes for afviklingskoncernen, hvor afviklingskoncernen betragtes som én økonomisk enhed.

Kravet fastættes således for afviklingskoncernen som helhed.

Det vil fremgå af Finanstilsynets fastsættelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver, om kravet skal opfyldes på konsolideret grundlag på afviklingskoncernniveau, jf. det foreslåede § 266, stk. 4.

Konsolideret grundlag er grundlaget for den konsoliderede situation som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 47, i CRR.

At kravet skal opfyldes på afviklingskoncernniveau indebærer, at det er afviklingsenheden, der skal opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver for hele afviklingskoncernen.

Indgår en afviklingsenhed ikke i en afviklingskoncern, fastsætter Finanstilsynet kravet om nedskrivningsegnede passiver for afviklingsenheden.

Afviklingsenheden skal således opfylde kravet alene for afviklingsenheden.

En virksomhed, der ikke er en afviklingsenhed, men en dattervirksomhed af en afviklingsenhed, skal opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver på individuelt niveau, jf. den foreslåede § 267 d, stk. 1.

En afviklingskoncern er en afviklingsenhed og dennes dattervirksomheder.

En afviklingskoncern er defineret i det foreslåede § 5, stk. 1, nr. 78, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.

En afviklingsenhed er en virksomhed, der er omfattet af afviklingstiltag i en afviklingsplan.

En afviklingsenhed er defineret i det foreslåede § 5, stk. 1, nr. 77, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.

En afviklingsenhed kan opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver med kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede forpligtelser.

For afviklingsenheder er disse nærmere angivet i den foreslåede § 267 a.

Der gælder dog en række yderligere krav om subordination i medfør af de foreslåede §§ 267 b og 267 c.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at konsolideringen alene omfatter virksomheder, der er underlagt et krav om nedskrivningsegnede passiver.

Det foreslås i 2. pkt. , at nedskrivningsegnede passiver, der anvendes til at opfylde et fastsat krav om nedskrivningsegnede passiver, som skal opfyldes på konsolideret niveau, ikke samtidig må anvendes til at opfylde eller finansiere passiver, der indgår i opfyldelsen af kravene i § 268, stk. 1-4, eller de krav, der følger af § 268 d.

Det foreslåede stk. 2, 1. pkt., gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 a, stk. 2, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det foreslåede 2. pkt. er en videreførelse af den gældende § 266, stk. 3, 3. pkt.

Virksomheder, der ikke skal opfylde et krav om nedskrivningsegnede passiver, er ikke omfattet af konsolideringen.

Derfor er disse virksomheder heller ikke omfattet af konsolideringen ved beregning af den samlede risikoeksponering, jf. det foreslåede § 266, stk. 5, nr. 1, og det samlede eksponeringsmål, jf. det foreslåede § 266, stk. 5, nr. 2.

F.eks. er realkreditinstitutter undtaget fra kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Realkreditinstituttet er således ikke omfattet af konsolideringen.

Krav om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, gælder for pengeinstitutter, og gældsbufferkrav, jf. § 268, gælder for realkreditinstitutter.

Der er tale om to særskilte krav.

I koncerner, hvor der både indgår virksomheder omfattet af kravet om nedskrivningsegnede passiver og virksomheder omfattet af gældsbufferkravet, kan passiver til opfyldelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver ikke samtidig anvendes til at opfylde eller finansiere gældsbufferkravet og omvendt.

Dette foreslås videreført, så nedskrivningsegnede passiver, der anvendes til at opfylde et fastsat krav om nedskrivningsegnede passiver, som skal opfyldes på konsolideret niveau, jf. stk. 1, ikke samtidig må anvendes til at opfylde eller finansiere passiver, der indgår i opfyldelsen af kravene i § det foreslåede § 268, stk. 1-4, eller de krav, der følger af § 268 d.

Forslaget er en videreførelse af § 266, stk. 3, 2. og 3. pkt. Med forslaget præciseres det, at nedskrivningsegnede passiver, der anvendes til at opfylde et fastsat krav om nedskrivningsegnede passiver, som skal opfyldes på konsolideret niveau, ikke samtidig må anvendes til at finansiere passiver, der indgår i opfyldelsen af gældsbufferkravene i den foreslåede § 268.

Der er med forslaget ikke tilsigtet materielle ændringer af gældende ret.

Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætter en frist til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver på ny for afviklingsenheder, der har været genstand for nedskrivning eller konvertering efter §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og afviklingsenheder, som Finansiel Stabilitet har anvendt afviklingsværktøjer overfor.

Det foreslås i 2. pkt. , at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet meddeler delmål for afviklingsenhedens opfyldelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver for hver 12-måneders periode frem mod den fastsatte frist, jf. 1. pkt.

Det foreslåede stk. 3 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 m, stk. 5 og 6, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Når en afviklingsenhed har været genstand for afviklingsværktøjer eller nedskrivning og konvertering, kan virksomhedens nedskrivningsegnede passiver være blevet brugt i forbindelse med restruktureringen eller afviklingen af virksomheden.

Afviklingsenheden kan som følge heraf ikke opfylde det fastsatte krav om nedskrivningsegnede passiver.

Efter det foreslåede skal Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætte en frist for, hvornår afviklingsenheden skal opfylde kravet på ny.

Den fastsatte frist skal give afviklingsenheden en passende overgangsperiode til på ny at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Når en virksomhed er restruktureret og bragt tilbage på markedet igen, vil den skulle arbejde hen imod at opfylde et krav om nedskrivningsegnede passiver, så virksomheden igen vil have tilstrækkelige passiver til tabsabsorbering og rekapitalisering af virksomheden, hvis virksomheden bliver nødlidende eller forventeligt nødlidende og skal restruktureres eller afvikles.

Det er derfor hensigtsmæssigt, at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætter en passende frist, og at Finanstilsynet meddeler delmål for kravet om nedskrivningsegnede passiver for hver 12-måneders periode i perioden frem mod fristen til virksomheden.

Er en virksomhed genstand for afvikling, vil der dog ikke blive fastsat et nyt krav om nedskrivningsegnede passiver, da virksomheden ikke skal restruktureres.

Delmålene sikrer en gradvis opbygning af afviklingsenhedens tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet.

Kravet skal være opfyldt ved udløbet af fristen.

Ved fastsættelse af fristen skal Finanstilsynet tage hensyn til en række forhold, og i hvilket omfang der er indskud i virksomheden.

Finanstilsynet skal endvidere tage hensyn til, i hvilket omfang virksomheden indeholder gældsinstrumenter.

Finanstilsynet skal endvidere tage hensyn til, i hvilket omfang virksomheden har markedsadgang til at kunne skaffe nedskrivningsegnede passiver.

Finanstilsynet skal endelig tage hensyn til, i hvilket omfang afviklingsenheden er afhængig af egentlig kernekapital til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Finanstilsynet kan efter høring af Finansiel Stabilitet både ændre delmål og/eller frist for krav, som er meddelt i medfør af den foreslåede bestemmelse.

Delmålet angiver det niveau af kravet, som virksomheden skal opfylde på et givent tidspunkt.

§ 267 a

Det følger af den gældende § 267, stk. 2, at ved nedskrivningsegnede forpligtelser forstås de forpligtelser og kapitalinstrumenter, der ikke kvalificeres som egentlige eller hybride kernekapitalinstrumenter eller supplerende kapitalinstrumenter, som der kan gennemføres bail-in på, jf. § 25, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, som ikke er undtaget bail-in, jf. § 25, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og som opfylder en række betingelser i nr. 1-5.

Betingelserne omfatter, at forpligtelsen har en restløbetid på mindst 1 år, jf. nr. 1, forpligtelsen hidrører ikke fra et derivat, jf. nr. 2, gældsinstrumentet er udstedt og fuldt indbetalt med midler, der ikke direkte eller indirekte er finansieret af pengeinstituttet eller fondsmæglerselskabet I, jf. nr. 3, forpligtelsen er ikke en forpligtelse over for pengeinstituttet eller fondsmæglerselskabet I selv, og pengeinstituttet eller fondsmæglerselskabet I har ikke stillet sikkerhed eller garanti for forpligtelsen, jf. nr. 4, som bliver nr. 6, jf. lovforslagets § 2, nr. 4 og 5, og forpligtelsen hidrører ikke fra indskud, som er foranstillet de simple kreditorer i konkursordenen, jf. § 13 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og kapitel 10 i konkursloven, jf. nr. 5.

Det følger af den gældende § 267, stk. 3, at i en koncern, hvor der indgår et realkreditinstitut, og hvor der er fastsat et krav om koncernens nedskrivningsegnede passiver på konsolideret niveau, jf. § 266, stk. 4, kan Finanstilsynet tillade, at passiver udstedt fra et realkreditinstitut i koncernen anvendes til at opfylde kravet til de nedskrivningsegnede passiver på konsolideret niveau, hvis betingelserne i nr. 1-3 er opfyldt.

De pågældende instrumenter skal i afviklingssituationen kontraktuelt kunne nedskrives og konverteres uden brug af bail-in, jf. nr. 1, de pågældende instrumenter må ikke samtidig anvendes til opfyldelse af gældsbufferkravet i § 125 i, stk. 7, jf. nr. 2, og det må ikke udgøre en afviklingshindring, at det konsoliderede krav om nedskrivningsegnede passiver opfyldes af passiver udstedt fra realkreditinstituttet, jf. nr. 3.

Det følger af den gældende § 267, stk. 4, at er et passiv underlagt lovgivningen i et tredjeland, kan Finanstilsynet beslutte, at virksomheden skal godtgøre, at en afgørelse fra Finanstilsynet eller en beslutning fra Finansiel Stabilitet om at nedskrive eller konvertere passivet vil være gyldig i henhold til tredjelandets lovgivning.

Kan dette ikke godtgøres, medregnes passivet ikke i de nedskrivningsegnede passiver.

Den foreslåede § 267 a angiver de typer af forpligtelser, supplerende kapitalinstrumenter og kapitalgrundlag, som afviklingsenheder kan opfylde deres krav om nedskrivningsegnede passiver med.

Det foreslås i stk. 1, at en afviklingsenhed skal opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver med kapitalgrundlag, forpligtelser omfattet af nr. 1-5, eller begge dele i kombination, jf. dog stk. 2 og §§ 267 b og 267 c.

I det foreslåede stk. 1, nr. 1-5, angives de typer af nedskrivningsegnede forpligtelser, som afviklingsenheder kan anvende til opfyldelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Forpligtelserne er omfattet af bail-in i § 25, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Bail-in er defineret i § 2, nr. 4, som bliver nr. 6, jf. lovforslagets § 2, nr. 4 og 5, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og dækker over det afviklingsværktøj, som Finansiel Stabilitet kan gøre brug af til at nedskrive forpligtelser eller konvertere forpligtelser til egenkapital i medfør af §§ 24-28 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Med begge dele i kombination forstås, at kravet om nedskrivningsegnede passiver kan opfyldes med en kombination af kapitalgrundlag og en eller flere forpligtelser omfattet af nr. 1-5.

Der stilles yderligere krav om nedskrivningsegnede forpligtelser for G-SIFIer i det foreslåede stk. 2.

Derudover stilles der krav om, at en andel af kravet om nedskrivningsegnede passiver opfyldes med såkaldte subordinerede midler, jf. de foreslåede §§ 267 b og 267 c.

Efter det foreslåede nr. 1 kan kravet opfyldes med supplerende kapitalinstrumenter, der opfylder betingelserne i artikel 72 a, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR).

Det foreslåede nr. 1 er nyt og gennemfører dele af artikel 2, stk. 1, nr. 71 a, i BRRD II.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Supplerende kapitalinstrumenter er defineret i § 5, stk. 6, nr. 15, i lov om finansiel virksomhed, der fastslår, at supplerende kapitalinstrumenter skal forstås i overensstemmelse med artikel 63 i CRR og regler fastsat i medfør § 128, stk. 3 og 4, i lov om finansiel virksomhed.

Opfylder et kapitalinstrument betingelserne i artikel 63, litra a-p, i CRR, er der dermed tale om et supplerende kapitalinstrument.

Supplerende kapitalinstrumenter skal for at kunne udgøre nedskrivningsegnede forpligtelser opfylde betingelserne i artikel 72 a, stk. 1, litra b, i CRR.

Det betyder, at de supplerende kapitalinstrumenter skal have en restløbetid på mindst ét år, for så vidt som de ikke kan betragtes som supplerede kapitalposter i henhold til artikel 64 i CRR.

Der er her tale om supplerende kapitalinstrumenter, der ikke fuldt ud kan tælles med under kapitalgrundlaget fem år før udløb, men som kan tælles fuldt ud med under nedskrivningsegnede passiver indtil et år før udløb.

Efter det foreslåede nr. 2 kan kravet opfyldes med forpligtelser, der opfylder betingelserne i artikel 72 a, artikel 72 b, stk. 1, stk. 2, litra a-c og e-n, og stk. 3-5, og artikel 72 c i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR).

Det foreslåede nr. 2 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 b, stk. 1, 1. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Artiklerne 72 a-c i CRR omhandler nedskrivningsegnede passivposter og instrumenter.

Artikel 72 a beskriver, hvad nedskrivningsegnede passivposter består af.

I medfør af artikel 72 a består nedskrivningsegnede passivposter af nedskrivningsegnede passivinstrumenter, når betingelserne i artikel 72 b er opfyldt, for så vidt som de ikke kan betragtes som egentlige kernekapitalposter, hybride kernekapitalposter eller supplerende kapitalposter, og supplerende kapitalinstrumenter med en restløbetid på mindst ét år, for så vidt som de ikke kan betragtes som supplerende kapitalposter i henhold til artikel 64 i CRR.

Artikel 72 b beskriver de betingelser, som nedskrivningsegnede passivinstrumenter skal opfylde.

Disse omfatter bl.a. krav om, at forpligtelser ikke må kunne indfries før tid, ikke må indeholde klausuler, der giver mulighed for at fremskynde betalingerne, at passiverne ikke må indeholde mulighed for netting m.v.

Artikel 72 c omhandler amortisering af nedskrivningsegnede passivinstrumenter.

Artikel 72 c indebærer bl.a., at nedskrivningsegnede passivinstrumenter med en restløbetid på mindre end et år ikke betragtes som nedskrivningsegnede forpligtelser.

Efter det foreslåede nr. 3 kan kravet opfyldes med hovedstolen af forpligtelser fra gældsinstrumenter, der har derivatkomponenter, og som opfylder nogle yderligere betingelser fastsat i litra a-c til den foreslåede bestemmelse.

Det foreslåede nr. 3 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 b, stk. 2, 1. afsnit, litra a, 2. afsnit, og 3. afsnit, 1. led, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Passiverne indgår kun til opfyldelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver for så vidt angår den del af passiverne, der svarer til hovedstolen.

Det er en betingelse, jf. det foreslåede litra a, at gældsinstrumentet opfylder betingelserne i artikel 72 a, stk. 1, og stk. 2, litra a-k, artikel 72 b, stk. 1, stk. 2, litra a-c og e-n, og stk. 3-5, og artikel 72 c i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR).

Det er endvidere en betingelse, jf. det foreslåede litra b, at hovedstolen af gældsinstrumentet kendes på udstedelsestidspunktet, er fast eller stigende og ikke påvirkes af en indbygget derivategenskab, og de samlede forpligtelser, der hidrører fra gældsinstrumentet, kan værdiansættes dagligt med udgangspunkt i et aktivt og likvidt marked for køb og salg for et ækvivalent instrument uden kreditrisiko i overensstemmelse med artikel 104 og 105 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR).

Et gældsinstrument er en form for dokumenteret finansiel forpligtelse, der beskriver en gæld, der er antaget af udstederen af ​​dokumentet.

Gældsinstrumentet forpligter udstederen af gældsinstrumentet til at tilbagebetale gælden i henhold til de vilkår, der er aftalt mellem køber og sælger.

Et gældsinstrument kan f.eks. være obligationer udstedt af virksomheder.

Hovedstolen af gældsinstrumentet er størrelsen af det beløb, som udsteder skal betale tilbage.

Hovedstolen er således en betegnelse for gældsinstrumentets størrelse.

Udstedelsestidspunktet er det tidspunkt, hvor gældsinstrumentet bliver solgt eller købt.

Det forhold, at hovedstolen af gældsinstrumentet er fast, indebærer, at hovedstolen af gældsinstrumentet er uændret fra det tidspunkt gældsinstrumentet bliver optaget til det tidspunkt gældsinstrumentet bliver betalt tilbage.

At hovedstolen af gældsinstrumentet er stigende indebærer, at hovedstolen af gældsinstrumentet stiger fra det tidspunkt, hvor gældsinstrumentet bliver optaget til det tidspunkt, hvor gældsinstrumentet bliver betalt tilbage.

Hovedstolen af gældsinstrumentet må ikke være faldende.

Det betyder, at hovedstolen af gældsinstrumentet ikke må falde fra det tidspunkt, hvor gældsinstrumentet bliver optaget, til det tidspunkt, hvor gældsinstrumentet bliver betalt tilbage.

Hovedstolen af gældsinstrumentet må ikke påvirkes af en indbygget derivategenskab.

En indbygget derivategenskab indebærer, at hovedstolen af gældsinstrumentet ikke må være forbunden med prisbevægelser på aktiver som f.eks. aktier, obligationer, valuta og renter eller inflation og ejendomspriser.

Det er også en betingelse, jf. det foreslåede litra c, at gældsinstrumentet ikke er omfattet af en nettingaftale, og at værdiansættelsen af gældsinstrumentet ikke er omfattet af § 27, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

At gældsinstrumentet ikke må være omfattet af en nettingaftale indebærer, at gældsinstrumentet ikke må være omfattet af en aftale, hvor et antal krav eller forpligtelser kan konverteres til et nettokrav, herunder slutafregningsaftaler, hvor parternes forpligtelser ved forekomsten af en fyldestgørelsesgrund fremskyndes, så de forfalder eller afsluttes øjeblikkeligt, jf. § 2, nr. 18, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det foreslås i nr. 4, at kravet kan opfyldes med forpligtelser fra gældsinstrumenter, der har derivatkomponenter, og som opfylder nogle yderligere betingelser fastsat i litra a-c i den foreslåede bestemmelse.

Det foreslåede nr. 4 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 b, stk. 2, 1. afsnit, litra b, 2. afsnit, og 3. afsnit, 2. led, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Forpligtelserne indgår kun til opfyldelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver for så vidt angår den del af forpligtelserne, der svarer til det faste eller stigende beløb.

Det er en betingelse, jf. det foreslåede litra a, at gældsinstrumentet opfylder betingelserne i artikel 72 a, stk. 1, og stk. 2, litra a-k, artikel 72 b, stk. 1, stk. 2, litra a-c og e-n, og stk. 3-5, og artikel 72 c i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR).

Artiklerne 72 a-c i CRR omhandler nedskrivningsegnede passivposter og instrumenter.

Artikel 72 a beskriver, hvad nedskrivningsegnede passivposter består af.

Artikel 72 b beskriver de betingelser, som nedskrivningsegnede passivinstrumenter skal opfylde.

Artikel 72 c omhandler amortisering af nedskrivningsegnede passivinstrumenter.

Det er endvidere en betingelse, jf. det foreslåede litra b, at gældsinstrumentet indeholder en kontraktbestemmelse, der fastsætter, at værdien af fordringen er fast eller stigende i tilfælde af udstederens afvikling eller konkurs, og at værdien ikke overstiger det oprindeligt indbetalte passivbeløb.

Det forhold, at værdien af gældsinstrumentet er fast, indebærer, at værdien af fordringen er uændret fra det tidspunkt, hvor gældsinstrumentet bliver optaget, og indtil det tidspunkt, hvor gældsinstrumentet bliver betalt tilbage.

Det forhold, at værdien af gældsinstrumentet er stigende indebærer, at værdien af gældsinstrumentet stiger fra det tidspunkt, hvor gældsinstrumentet bliver optaget, og indtil det tidspunkt, hvor gældsinstrumentet bliver betalt tilbage.

Det forhold, at værdien af gældsinstrumentet må ikke være faldende indebærer, at værdien af gældsinstrumentet ikke må falde fra det tidspunkt, hvor gældsinstrumentet bliver optaget, og indtil det tidspunkt, hvor gældsinstrumentet bliver betalt tilbage.

Det er også en betingelse, jf. det foreslåede litra c, at gældsinstrumentet ikke er omfattet af en nettingaftale, og værdiansættelsen af gældsinstrumentet ikke er omfattet af § 27, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det forhold, at gældsinstrumentet ikke må være omfattet af en nettingaftale, indebærer, at gældsinstrumentet ikke må være omfattet af en aftale, hvor et antal krav eller forpligtelser kan konverteres til et nettokrav, herunder slutafregningsaftaler, hvor parternes forpligtelser ved forekomsten af en fyldestgørelsesgrund fremskyndes, så de forfalder eller afsluttes øjeblikkeligt, jf. § 2, nr. 18 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det foreslås i nr. 5, at kravet kan opfyldes med forpligtelser udstedt af en dattervirksomhed, der er etableret i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som indgår i samme afviklingskoncern som afviklingsenheden, til en kapitalejer, der ikke indgår i samme afviklingskoncern, når betingelserne i litra a-c i den foreslåede bestemmelse er opfyldt.

Det foreslåede nr. 5 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 b, stk. 3, i BRRD.

Afviklingsenheder skal opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver på konsolideret grundlag på afviklingskoncernniveau, jf. den foreslåede § 267.

Med bestemmelsen i nr. 5 gives der mulighed for, at afviklingsenheder under visse betingelser kan opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver på konsolideret afviklingskoncernniveau med forpligtelser udstedt af en dattervirksomhed, der indgår i koncernen.

Det kræver, at dattervirksomheden er etableret i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og at dattervirksomheden skal have udstedt forpligtelserne til en kapitalejer, der ikke indgår i samme afviklingskoncern som dattervirksomheden og afviklingsenheden.

Det er en betingelse, jf. det foreslåede litra a, at forpligtelserne udstedes i overensstemmelse med § 267 e, stk. 1, nr. 4.

Det foreslåede § 267 e, stk. 1, nr. 4, oplister de forpligtelser, en virksomhed, der er dattervirksomhed af en afviklingsenhed, men ikke selv er en afviklingsenhed, kan anvende til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver på individuelt niveau, jf. den foreslåede § 267 d.

Det er endvidere en betingelse, jf. det foreslåede litra b, at afviklingsenhedens kontrol med dattervirksomheden ikke vil blive påvirket af Finanstilsynets udøvelse af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelserne, jf. §§ 272 og 273, eller Finansiel Stabilitets udøvelse af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelserne, jf. §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Betingelsen understøtter, at afviklingsenheden fortsat bevarer kontrollen med dattervirksomheden, og dermed at afviklingskoncernen holdes samlet, efter Finanstilsynet eller Finansiel Stabilitet har anvendt beføjelser til nedskrivning og konvertering.

Det er også en betingelse, jf. det foreslåede litra c, at forpligtelserne ikke overstiger beløbet beregnet ud fra formlen i bilag 9, nr. 1.

Bestemmelsen sikrer, at de forpligtelser, der er udstedt til en kapitalejer, der ikke indgår i samme afviklingskoncern, ikke overstiger forskellen mellem dattervirksomhedens krav om nedskrivningsegnede passiver og de nedskrivningsegnede passiver, der er udstedt (direkte eller indirekte) til afviklingsenheden.

Dermed understøtter betingelsen, at afviklingsenheden fortsat bevarer kontrollen med dattervirksomheden, og dermed at afviklingskoncernen holdes samlet, efter Finanstilsynet eller Finansiel Stabilitet har anvendt beføjelser til nedskrivning eller konvertering.

Det foreslås i stk. 2, at en afviklingsenhed, der er et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), og en virksomhed, der er en væsentlig dattervirksomhed af et G-SIFI i et tredjeland, skal opfylde krav om nedskrivningsegnede passiver med kapitalgrundlag, supplerende kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser, der er omfattet af stk. 1, nr. 2-4, og som opfylder kravene i artikel 92 a eller 92 b i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR).

Det foreslåede stk. 2 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 b, stk. 1, 2. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Efter det foreslåede stk. 1, nr. 2-4, er det en betingelse for, at en afviklingsenhed kan opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver med forpligtelser nævnt i stk. 1, nr. 2-4, at forpligtelserne opfylder betingelserne i artikel 72 a, artikel 72 b, stk. 1, stk. 2, litra a-c og e-n, og stk. 3-5, og artikel 72 c i CRR.

Der henvises til det foreslåede § 267 a, stk. 1, nr. 2-4, og bemærkningerne til disse.

Bestemmelsen indebærer, at for afviklingsenheder, der er G-SIFIer, og virksomheder, der er væsentlige dattervirksomheder af G-SIFIer i tredjelande, er det en yderligere betingelse for, at disse kan opfylde kravet til nedskrivningsegnede passiver med forpligtelser nævnt i stk. 1, nr. 2-4, at forpligtelserne også opfylder betingelserne i artikel 92a og 92b i CRR.

Dette gælder uanset det foreslåede stk. 1, nr. 2-4.

Forpligtelser, der anvendes til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver for et G-SIFI eller en væsentlig dattervirksomhed af et G-SIFI, skal således opfylde flere krav, end forpligtelser, der anvendes til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver for øvrige virksomheder.

Artikel 92a i CRR omhandler krav til nedskrivningsegnede passiver for G-SIFIer.

Bestemmelsen indebærer bl.a., at institutter, der er udpeget som afviklingsenheder, og som er G-SIFIer eller er en del af et G-SIFI, til enhver tid skal overholde et krav til nedskrivningsegnede passiver.

Der gælder en risikobaseret sats på 18 pct., som repræsenterer instituttets nedskrivningsegnede passiver udtrykt som en procentdel af det samlede risikoeksponeringsbeløb.

Der gælder endvidere en ikkerisikobaseret sats på 6,75 pct., som repræsenterer instituttets kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede passiver udtrykt som en procentdel af det samlede eksponeringsmål.

Artikel 92b i CRR omhandler krav til nedskrivningsegnede passiver for virksomheder, der er væsentlige dattervirksomheder af tredjelands G-SIFIer.

Artikel 92b i CRR indebærer bl.a., at institutter, som er væsentlige datterselskaber af tredjelands G-SIFIer, og som ikke er afviklingsenheder, til enhver tid skal opfylde krav om nedskrivningsegnede passiver svarende til 90 % af de krav til nedskrivningsegnede passiver, der gælder for G-SIFIer, som er afviklingsenheder.

Nedskrivningsegnede passiver i forbindelse med artikel 92a og 92b i CRR består af nedskrivningsegnede passiver som defineret i artikel 72 k i CRR og fastlagt i overensstemmelse med kapitel 5 a i CRR.

Kapitel 5 a i CRR omhandler nedskrivningsegnede passiver.

Det følger af artikel 72 k i CRR, at et instituts nedskrivningsegnede passiver består af instituttets nedskrivningsegnede passivposter efter fradragene omhandlet i artikel 72 e.

Der henvises til artikel 72 k i CRR.

Artikel 72 e i CRR omhandler fradrag i nedskrivningsegnede passivposter for G-SIFIer.

G-SIFIer skal bl.a. fradrage instituttets direkte, indirekte og syntetiske besiddelser af egne nedskrivningsegnede passivinstrumenter, herunder egne passiver, som instituttet kan være forpligtet til at erhverve i medfør af eksisterende kontraktlige forpligtelser, i de nedskrivningsegnede passivposter.

En væsentlig dattervirksomhed forstås i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, nr. 135, i CRR og dækker over en dattervirksomhed, der enten besidder mere end 5 pct. af de konsoliderede risikovægtede aktiver i den oprindelige modervirksomhed, en dattervirksomhed, der genererer mere end 5 pct. af den oprindelige modervirksomheds samlede driftsindtægter, eller en dattervirksomhed, hvis samlede eksponeringsmål udgør 5 pct. af det konsoliderede samlede eksponeringsmål for den oprindelige modervirksomhed.

§ 267 b

Det følger af den gældende § 268, stk. 2, 2. pkt., at Finanstilsynet kan kræve, at de nedskrivningsegnede passiver helt eller delvist skal bestå af forpligtelser, som kan konverteres.

Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan stille krav om, at passiver, der anvendes til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver skal bære tab før simple krav, dvs. stille krav om subordination.

Bestemmelsen gælder generelt uanset virksomhedens størrelse.

Bestemmelsen blev gennemført med baggrund i præambelbetragtning 79 i BRRD.

Finanstilsynet har hidtil stillet krav om, at alle forpligtelser, der anvendes til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver skal bære tab før simple krav, dvs. stillet krav om fuld subordination, for alle danske virksomheder omfattet af krav om nedskrivningsegnede passiver.

Med forslaget indføres der såvel nedre som øvre grænser for, hvor stor en andel af kravet til nedskrivningsegnede passiver, som Finanstilsynet kan kræve, er opfyldt med subordinerede nedskrivningsegnede passiver.

Den foreslåede § 267 b giver Finanstilsynet mulighed for at fastsætte et krav om subordination for de afviklingsenheder, der ikke er omfattet af den foreslåede § 267 c.

Den foreslåede § 267 c fastsætter et krav om subordination for afviklingsenheder, der er G-SIFIer, afviklingsenheder, der ikke er G-SIFIer, men som indgår i en afviklingskoncern, hvis samlede aktiver overstiger 100 mia. EUR, og afviklingsenheder, der ikke er G-SIFIer, men som indgår i en afviklingskoncern, hvis samlede aktiver er mindre end 100 mia. EUR, og som Finanstilsynet har vurderet med rimelig sandsynlighed udgør en systemisk risiko, hvis de bliver nødlidende.

Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet kan fastsætte, at afviklingsenheder skal opfylde en andel af kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 267, stk. 1, svarende til maksimalt det højeste af enten 8 pct. af de samlede forpligtelser og kapitalgrundlag eller af beløbet beregnet ud fra formlen i bilag 9, nr. 3, med kapitalgrundlag, efterstillede nedskrivningsegnede forpligtelser eller med forpligtelser omfattet af § 267 a, stk. 1, nr. 5, når betingelserne i nr. 1-3 er opfyldt, jf. dog § 267 c.

Det foreslåede stk. 1 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 b, stk. 5, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Bestemmelsen giver Finanstilsynet beføjelse til efter høring af Finansiel Stabilitet at fastsætte et krav om subordination, dvs. et krav om at en del af kravet om nedskrivningsegnede passiver skal opfyldes med kapitalgrundlag, efterstillede nedskrivningsegnede instrumenter eller forpligtelser omfattet af det foreslåede § 267 a, stk. 1, nr. 5.

Formålet med et krav om subordination er at skabe en højere grad af gennemsigtighed for kreditorerne og understøtte en troværdig og gennemførlig afvikling.

Hvis der skulle opstå en afviklingssituation, hvor der er behov for passiver, der kan nedskrives og konverteres, vil de subordinerede instrumenter absorbere tab først.

Det understøtter en troværdig og gennemførlig afvikling og reducerer risikoen for manglende overholdelse af no-creditor-worse-off-princippet, dvs. princippet om at ingen kreditorer eller aktionærer må stilles økonomisk værre i afvikling, end hvis der var tale om en konkurssituation.

Den øgede transparens i forhold til kreditorernes risiko i tilfælde af en evt.

afvikling bør også lede til en passende prissætning af den subordinerede gæld.

Konkursordenen fremgår af § 13 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Derivatpassiver skal medtages i de samlede forpligtelser og kapitalgrundlag, forudsat at modpartens nettingrettigheder anerkendes fuldt ud.

Nettingrettigheder er rettigheder i medfør af en nettingaftale.

En nettingaftale er en aftale, hvor et antal krav eller forpligtelser kan konverteres til et nettokrav, herunder slutafregningsaftaler, hvor parternes forpligtelser ved forekomsten af en fyldestgørelsesgrund fremskyndes, så de forfalder eller afsluttes øjeblikkeligt, jf. § 2, nr. 18, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

En afviklingsenheds kapitalgrundlag, der anvendes til at opfylde det kombinerede kapitalbufferkrav, kan også samtidig anvendes til at opfylde et krav om subordination.

Det er en betingelse, jf. det foreslåede nr. 1, at de ikke-efterstillede forpligtelser omhandlet i § 267 a, stk. 1, nr. 2-4, i konkursordenen er sidestillet med forpligtelser, der er undtaget fra bail-in, jf. § 25, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, eller forpligtelser, som Finansiel Stabilitet kan beslutte helt eller delvist at undtage fra bail-in, jf. § 25, stk. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Bestemmelsen indebærer en beskyttelse af de passiver, der er undtaget fra bail-in, jf. § 25, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, eller passiver, som Finansiel Stabilitet kan beslutte helt eller delvist at undtage fra bail-in, jf. § 25, stk. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Bail-in er defineret i § 2, nr. 4, som bliver nr. 6, jf. lovforslagets § 2, nr. 4 og 5, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og dækker over det afviklingsværktøj, som Finansiel Stabilitet kan gøre brug af til at nedskrive forpligtelser eller konvertere forpligtelser til egenkapital i medfør af §§ 24-28 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det er en betingelse, jf. det foreslåede nr. 2, at der er risiko for, at kreditorer med fordringer knyttet til disse forpligtelser lider større tab som følge af bail-in på ikke-efterstillede forpligtelser planlagt i afviklingsplanen, end de ville ved en konkursbehandling af afviklingsenheden.

Ikke-efterstillede forpligtelser er forpligtelser, der er sidestillet forpligtelser, der er undtaget fra bail-in i medfør § 25, stk. 3 eller 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, i konkursordenen, jf. § 13 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og kapitel 10 i konkursloven, jf. nr. 5.

Undtagelsen af visse kreditorer fra bail-in vil kunne føre til, at andre kreditorers bidrag i en afviklingssituation vil skulle være større.

Hvis det medfører, at disse kreditorers tab er større, end deres tab ville have været i en konkurssituation, så er der et brud med no-creditor-worse-off-princippet.

Hvis der er en risiko for dette, vil Finanstilsynet skulle stille krav om subordination for at afhjælpe problemet.

Finanstilsynet skal vurdere den risiko, der er omhandlet i den foreslåede bestemmelse, dvs. no-creditor-worse-off-princippet.

Det gælder, når Finansiel Stabilitet inden for en kategori af passiver, der omfatter nedskrivningsegnede passiver, fastslår, at summen af de passiver, der er udelukket eller med rimelig sandsynlighed kan forventes at blive udelukket fra anvendelse af bail-in i henhold til § 25, stk. 3 og 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder beløber sig til mere end 10 pct. af den pågældende kategori.

Det er en betingelse, jf. det foreslåede nr. 3, at størrelsen af kapitalgrundlaget og de andre efterstillede forpligtelser ikke overstiger det beløb, der er nødvendigt for at sikre, at kreditorer omhandlet i nr. 2 ikke lider tab, der er større end det tab, de ville have lidt ved en konkursbehandling af afviklingsenheden.

Bestemmelsen indebærer, at der alene må sættes krav om subordination, i det omfang det er nødvendigt.

Finanstilsynet skal, når Finanstilsynet træffer en beslutning om at fastsætte et krav om subordination i medfør af det foreslåede stk. 1, tage hensyn til markedsdybden for afviklingsenhedens kapitalgrundlagsinstrumenter og efterstillede nedskrivningsegnede instrumenter, prisfastsættelsen af sådanne instrumenter, hvor disse findes, og den tid, der medgår til at gennemføre eventuelle transaktioner, som er nødvendige for overholdelse af beslutningen.

Markedsdybden udtrykker, i hvilket grad afviklingsenhedens kapitalgrundlag og efterstillede nedskrivningsegnede instrumenter kan sælges.

Finanstilsynet skal endvidere tage hensyn til omfanget af nedskrivningsegnede forpligtelser, der opfylder betingelserne i artikel 72 a i CRR, og som har en restløbetid på under et år fra datoen for beslutningen med henblik på at foretage kvantitative justeringer i et eventuelt krav om subordination.

Finanstilsynet skal yderligere tage hensyn til adgangen til og omfanget af instrumenter, der opfylder betingelserne i artikel 72 a i CRR, bortset fra artikel 72 b, stk. 2, litra d.

Finanstilsynet skal endvidere tage hensyn til, hvorvidt omfanget af passiver, som er udelukket fra anvendelse af bail-in i henhold til § 25, stk. 3 og 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og som ved en konkursbehandling er sidestillet med eller er efterstillet de nedskrivningsegnede forpligtelser med højere prioritet, er betydeligt sammenlignet med afviklingsenhedens samlede mængde af nedskrivningsegnede passiver.

Overstiger omfanget af udelukkede passiver ikke 5 pct. af afviklingsenhedens nedskrivningsegnede passiver, betragtes det udelukkede omfang som udgangspunkt ikke som betydeligt.

Overskrides tærsklen på 5 pct. af afviklingsenhedens nedskrivningsegnede passiver, vurderes det af Finanstilsynet, at omfanget af udelukkede passiver som udgangspunkt er betydeligt.

Finanstilsynet tager endvidere hensyn til afviklingsenhedens forretningsmodel, finansieringsmodel og risikoprofil samt dens stabilitet og evne til at bidrage til økonomien.

Finanstilsynet tager endeligt hensyn til eventuelle omstruktureringsomkostningers indvirkning på rekapitalisering af afviklingsenheden.

Det foreslåede § 267 a, stk. 1, nr. 5, omhandler forpligtelser udstedt af en dattervirksomhed, der er etableret i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som indgår i samme afviklingskoncern som afviklingsenheden, til en kapitalejer, der ikke indgår i samme afviklingskoncern, når betingelserne i § 267 a, stk. 1, nr. 5, litra a-c, er opfyldt.

Ved fastsættelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver på konsolideret grundlag på afviklingskoncernniveau forstås fastsættelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver for afviklingskoncernen, hvor afviklingskoncernen betragtes som én økonomisk enhed.

Kravet fastsættes således for afviklingskoncernen som helhed.

En afviklingsenhed er en virksomhed, der er omfattet af afviklingstiltag i en afviklingsplan.

En afviklingsenhed er defineret i det foreslåede § 5, stk. 1, nr. 77, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.

En afviklingskoncern er en afviklingsenhed og dennes dattervirksomheder.

En afviklingskoncern er defineret i det foreslåede § 5, stk. 1, nr. 78, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.

Kapitalgrundlag er defineret som summen af kernekapital og supplerende kapital, jf. artikel 4, stk. 1, nr. 118, i CRR.

Nedskrivningsegnede forpligtelser er defineret i det foreslåede § 5, stk. 1, nr. 75, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.

Det er Finanstilsynet som afviklingsmyndighed, der har beføjelse til at fastsætte et krav om subordination i medfør af stk. 1, efter høring af Finansiel Stabilitet.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætter en frist til at opfylde kravet i stk. 1 på ny for de afviklingsenheder, der har været genstand for nedskrivning eller konvertering efter §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og afviklingsenheder, som Finansiel Stabilitet har anvendt afviklingsværktøjer overfor.

I 2. pkt. foreslås det, at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet meddeler delmål for afviklingsenhedens opfyldelse af kravet for hver 12-måneders periode frem mod den fastsatte frist, jf. 1. pkt.

Det foreslåede stk. 2 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 m, stk. 5 og 6, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Finanstilsynet fastsætter et krav om nedskrivningsegnede passiver for en række virksomheder i medfør af den foreslåede § 266.

Kravet har til formål at sikre, at institutter har tilstrækkelige passiver til tabsabsorbering og rekapitalisering, hvis virksomheden bliver nødlidende eller forventeligt nødlidende og skal afvikles.

I medfør af det foreslåede stk. 1 fastsættes et krav om, at afviklingsenheder opfylder en del af kravet om nedskrivningsegnede passiver med kapitalgrundlag, efterstillede nedskrivningsegnede instrumenter eller forpligtelser omfattet af § 267 a, stk. 1, nr. 5, dvs. et krav om subordination.

Når en afviklingsenhed har været genstand for afviklingsværktøjer eller nedskrivning og konvertering, kan virksomhedens nedskrivningsegnede passiver være blevet brugt i forbindelse med restruktureringen eller afviklingen af virksomheden.

Finanstilsynet fastsætter derfor i medfør af det foreslåede § 267, stk. 3, en passende frist for fornyet opfyldelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver, og Finanstilsynet meddeler delmål for kravet om nedskrivningsegnede passiver for hver 12-måneders periode i perioden frem mod fristen til virksomheden.

Begge dele fastsættes efter høring af Finansiel Stabilitet.

Når en virksomhed er restruktureret, vil den skulle arbejde hen i mod at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver og kravet om subordination, så virksomheden vil have tilstrækkelige subordinerede nedskrivningsegnede passiver til, at risikoen for, at der i en afviklingssituation er behov for at anvende bail-in på simple kreditorers krav, reduceres.

Det er derfor hensigtsmæssigt, at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætter en passende frist, og at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet meddeler delmål for kravet om subordination for hver 12-måneders periode i perioden frem mod fristen til virksomheden.

Er en virksomhed genstand for afvikling, vil der dog ikke blive fastsat et nyt krav om nedskrivningsegnede passiver og krav om subordination, da virksomheden ikke skal restruktureres og tilbage på markedet.

Delmålene sikrer en gradvis opbygning af instituttets eller enhedens tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet.

Kravet skal være opfyldt ved udløbet af fristen.

Ved fastsættelse af fristen skal Finanstilsynet tage hensyn til en række forhold, og i hvilket omfang der er indskud i virksomheden.

Finanstilsynet skal endvidere tage hensyn til, i hvilket omfang virksomheden indeholder gældsinstrumenter.

Finanstilsynet skal endvidere tage hensyn til, i hvilket omfang virksomheden har markedsadgang til at kunne skaffe nedskrivningsegnede passiver.

Finanstilsynet skal endelig tage hensyn til, i hvilket omfang afviklingsenheden er afhængig af egentlig kernekapital til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Finanstilsynet kan i medfør af den foreslåede bestemmelse efterfølgende ændre enten delmål eller frist for krav som meddelt i medfør af den foreslåede bestemmelse.

Dette sker efter høring af Finansiel Stabilitet.

Delmålet angiver det niveau af kravet, som virksomheden skal opfylde på et givent tidspunkt.

Med afviklingsværktøjer forstås værktøjer, som Finansiel Stabilitet kan anvende under restrukturering eller afvikling, herunder virksomhedssalg og bail-in.

Afviklingsværktøjer er defineret i § 2, stk. 1, nr. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

§ 267 c

Det følger af den gældende § 268, stk. 2, 2. pkt., at Finanstilsynet kan kræve, at de nedskrivningsegnede passiver helt eller delvist skal bestå af forpligtelser, som kan konverteres.

Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan stille krav om, at passiver, der anvendes til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver, skal bære tab før simple krav, dvs. stille krav om subordination.

Bestemmelsen gælder generelt uanset virksomhedens størrelse.

Bestemmelsen blev gennemført med baggrund i præambelbetragtning 79 i BRRD.

Finanstilsynet har hidtil stillet krav om, at alle forpligtelser, der anvendes til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver, skal bære tab før simple krav, dvs. stillet krav om fuld subordination for alle danske virksomheder omfattet af krav om nedskrivningsegnede passiver.

Med forslaget indføres der forskellige krav til forskellige typer af virksomheder.

Der gælder således forskellige krav til subordination for følgende fire typer af virksomheder: 1) G-SIFIer, 2) afviklingsenheder, der ikke er G-SIFIer, men som indgår i en afviklingskoncern, hvis samlede aktiver overstiger 100 mia. EUR, 3) afviklingsenheder, der ikke er G-SIFIer, og som indgår i en afviklingskoncern, hvis samlede aktiver er mindre end 100 mia. EUR, men som Finanstilsynet har vurderet med rimelig sandsynlighed udgør en systemisk risiko og 4) øvrige virksomheder.

Den foreslåede § 267 b giver Finanstilsynet mulighed for at fastsætte et krav om subordination for de virksomheder, der ikke er omfattet af den foreslåede § 267 c.

Den foreslåede § 267 c fastsætter et krav om subordination for afviklingsenheder, der er G-SIFIer, afviklingsenheder, der ikke er G-SIFIer, men som indgår i en afviklingskoncern, hvis samlede aktiver overstiger 100 mia. EUR, og afviklingsenheder, der ikke er G-SIFIer, og som indgår i en afviklingskoncern, hvis samlede aktiver er mindre end 100 mia. EUR, men som Finanstilsynet har vurderet med rimelig sandsynlighed udgør en systemisk risiko, hvis de bliver nødlidende.

Bestemmelsen indebærer, at der fastsættes minimumskrav til subordination for de største og mest systemiske institutter, mens graden af subordination for øvrige institutter afhænger af en konkret vurdering af betingelserne i § 267 b, stk. 1, nr. 1-3.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet skal fastsætte, at en afviklingsenhed skal opfylde en andel af kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, med kapitalgrundlag, efterstillede nedskrivningsegnede forpligtelser eller forpligtelser omfattet af § 267 a, stk. 1, nr. 5.

I 2. pkt . foreslås det, at andelen skal svare til 8 pct. af de samlede forpligtelser og kapitalgrundlag for afviklingsenheder omfattet af nr. 1-3, jf. dog stk. 2-4.

Det foreslåede stk. 1 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 b, stk. 4, 1. afsnit, 1. pkt., i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Bestemmelsen indebærer et krav om subordination, dvs. et krav om, at en del af kravet om nedskrivningsegnede passiver skal opfyldes med kapitalgrundlag, efterstillede nedskrivningsegnede instrumenter eller forpligtelser omfattet af det foreslåede § 267 a, stk. 1, nr. 5, for afviklingsenheder, der er globalt systemisk vigtige finansielle institutter (G-SIFIer), jf. det foreslåede nr. 1, afviklingsenheder, der ikke er globalt systemisk vigtige finansielle institutter (G-SIFIer), men som indgår i en afviklingskoncern, hvis samlede aktiver overstiger 100 mia. EUR, jf. det foreslåede nr. 2, og afviklingsenheder, der ikke er globalt systemisk vigtige finansielle institutter (G-SIFIer), og som indgår i en afviklingskoncern, hvis samlede aktiver er mindre end 100 mia. EUR, men som Finanstilsynet har vurderet med rimelig sandsynlighed udgør en systemisk risiko, hvis de bliver nødlidende, jf. det foreslåede nr. 3 .

Formålet med et krav om subordination er at skabe en højere grad af gennemsigtighed for kreditorerne og understøtte en troværdig og gennemførlig afvikling.

Hvis der skulle opstå en afviklingssituation, hvor der er behov for passiver, der kan nedskrives og konverteres, vil de subordinerede instrumenter absorbere tab først.

Det understøtter en troværdig og gennemførlig afvikling og reducerer risikoen for manglende overholdelse af no-creditor-worse-off-princippet, dvs. princippet om at ingen kreditorer eller aktionærer må stilles økonomisk værre i afvikling end, hvis der var tale om en konkurssituation.

Den øgede transparens i forhold til kreditorernes risiko i tilfælde af en evt.

afvikling bør også lede til en passende prissætning af den subordinerede gæld.

Konkursordenen fremgår af § 13 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Institutter, der udgør en systemisk risiko, må især forventes at være de institutter, der er udpeget som systemisk vigtige efter § 308 i lov om finansiel virksomhed.

Derudover kan Finanstilsynets konkret vurdere, at andre institutter vil kunne udgøre en systemisk risiko, hvis de bliver nødlidende.

Denne vurdering kan bl.a. ske på baggrund af en vurdering af konsekvenserne af, at instituttet bliver nødlidende, på den finansielle stabilitet, realøkonomien og tilliden til de finansielle markeder.

Jo større og mere forbundet til det øvrige finansielle system et institut er, jo mere sandsynligt vil det være, at instituttet vil kunne udgøre en systemisk risiko, hvis det bliver nødlidende.

Udgangspunktet for fastsættelsen af subordinationskravet er 8 pct. af de samlede passiver og kapitalgrundlag.

Kravet om subordination kan justeres ned til en minimumsgrænse og op til en maksimumsgrænse, jf. de foreslåede stk. 2-4.

Derivatpassiver skal medtages i de samlede forpligtelser og kapitalgrundlag, forudsat at modpartens nettingrettigheder anerkendes fuldt ud.

Nettingrettigheder er rettigheder i medfør af en nettingaftale.

En nettingaftale er en aftale, hvor et antal krav eller forpligtelser kan konverteres til et nettokrav, herunder slutafregningsaftaler, hvor parternes forpligtelser ved forekomsten af en fyldestgørelsesgrund fremskyndes, så de forfalder eller afsluttes øjeblikkeligt, jf. § 2, nr. 18, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

En afviklingsenheds kapitalgrundlag, der anvendes til at opfylde det kombinerede kapitalbufferkrav, kan også benyttes til at opfylde et krav om subordination.

En afviklingsenheds kapitalgrundlag, der anvendes til at opfylde det kombinerede kapitalbufferkrav, kan ikke også anvendes til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Et G-SIFI er en virksomhed, der på globalt plan er et systemisk vigtigt finansiel institut.

Et G-SIFI udpeges af Finanstilsynet, jf. § 310.

På nuværende tidspunkt eksisterer ingen danske G-SIFI-institutter.

Artikel 92a i CRR omhandler krav til kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede passiver for afviklingsenheder, der er G-SIFIer eller en del af et G-SIFI.

Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet kan fastsætte andelen nævnt i stk. 1 til et beløb, der er lavere end 8 pct. af de samlede forpligtelser og kapitalgrundlag, men højere end beløbet beregnet ud fra formlen i bilag 9, nr. 2, hvis betingelserne på baggrund af en konkret, individuel vurdering af det enkelte instituts situation er opfyldt.

Det foreslåede stk. 2 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 b, stk. 4, 1. afsnit, 2. pkt., og stk. 6, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Efter bestemmelsen har Finanstilsynet beføjelse til at justere kravet om subordination ned, så længe beløbet er højere end beløbet beregnet i overensstemmelse med bilag 9, nr. 2.

Det kræver, at betingelserne fastsat i artikel 72 b, stk. 3, i CRR er opfyldt.

Betingelserne i artikel 72 b, stk. 3, i CRR omhandler, hvornår passiver betragtes som nedskrivningsegnede passivinstrumenter op til et samlet beløb, som ikke overstiger 3,5 pct. af det samlede risikoeksponeringsbeløb.

Kravet kan justeres ned for afviklingsenheder, der er G-SIFIer, afviklingsenheder, der ikke er G-SIFIer, men som indgår i en afviklingskoncern, hvis samlede aktiver overstiger 100 mia. EUR, og afviklingsenheder, der ikke er G-SIFIer, men som indgår i en afviklingskoncern, hvis samlede aktiver er mindre end 100 mia. EUR, og som Finanstilsynet har vurderet med rimelig sandsynlighed udgør en systemisk risiko, hvis de bliver nødlidende.

Bestemmelsen er en undtagelse til det foreslåede stk. 1.

Formlen i bilag 9, nr. 2, følger af den globale standard for kravet om nedskrivningsegnede passiver (TLAC-standarden).

Kravet er fastsat med det formål at tilpasse reglerne om subordination med den regulering, der gælder for subordination i medfør af TLAC-kravet.

Bestemmelsen indebærer således en mulighed for at reducere kravet om subordination forholdsmæssigt svarende til TLAC-standarden.

Det sker for at øge konsistensen mellem reguleringen i Den Europæiske Union af kravet om nedskrivningsegnede passiver og den globale af TLAC-standard.

Kravet om subordination skal være med til at sikre tilstrækkelige midler til at gennemføre en restrukturering af instituttet med færrest mulige konsekvenser for øvrige kreditorer, indskydere m.v.

Det er forventningen, at anvendelsen af muligheden for at reducere subordinationskravet vil tage højde for tilgangen i EU/EØS-lande, herunder særligt i Bankunionen, som Danmark normalt sammenligner sig med, og hvor de primære konkurrenter til danske pengeinstitutter opererer fra.

Det foreslåede § 267 c, stk. 2, er en undtagelse til det foreslåede § 267 c, stk. 1.

Bilag 9, nr. 2, indeholder en formel til beregning af det beløb, der er omhandlet i det foreslåede § 267 c, stk. 2.

En afviklingsenheds kapitalgrundlag, der anvendes til at opfylde det kombinerede kapitalbufferkrav, kan samtidig anvendes til at opfylde kravet i det foreslåede § 267 c, stk. 2.

Derivatpassiver skal medtages i de samlede forpligtelser og kapitalgrundlag, forudsat at modpartens nettingrettigheder anerkendes fuldt ud.

Nettingrettigheder er rettigheder i medfør af en nettingaftale.

En nettingaftale er en aftale, hvor et antal krav eller forpligtelser kan konverteres til et nettokrav, herunder slutafregningsaftaler, hvor parternes forpligtelser ved forekomsten af en fyldestgørelsesgrund fremskyndes, så de forfalder eller afsluttes øjeblikkeligt, jf. § 2, nr. 18, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det foreslås i stk. 3, at for afviklingsenheder omfattet af stk. 1, nr. 2, kan andelen nævnt i stk. 1 maksimalt svare til 27 pct. af afviklingsenhedens samlede risikoeksponering i tilfælde, hvor Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet har vurderet, at et af to mulige scenarier er opfyldt.

Det foreslåede stk. 3 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 b, stk. 4, 2. og 4. afsnit, og stk. 6, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Bestemmelsen indebærer en forpligtelse for Finanstilsynet til at begrænse kravet om subordination til et beløb svarende til 27 pct. af den samlede risikoeksponering, hvis dette er lavere end beløbet beregnet under det foreslåede stk. 1 for afviklingsenheder, der ikke er G-SIFIer, men som indgår i en afviklingskoncern, hvis samlede aktiver overstiger 100 mia. EUR, hvis betingelserne i nr. 1 og 2 er opfyldt.

Bestemmelsen er en modifikation til det foreslåede stk. 1.

Det ene scenarie, jf. det foreslåede nr. 1, er, at afviklingsplanen for den pågældende afviklingsenhed ikke indebærer anvendelse af Afviklingsformuen, jf. kapitel 11 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, som en mulighed i forbindelse med afvikling af den pågældende afviklingsenhed.

Det må ikke følge af afviklingsplanen, at Afviklingsformuen vil kunne finde anvendelse, såfremt virksomheden bliver nødlidende og skal afvikles.

Regler om Afviklingsformuen fremgår af kapitel 11 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det andet scenarie, jf. det foreslåede nr. 2, er, at kravet om nedskrivningsegnede passiver giver mulighed for at opfylde § 26, stk. 2, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Bestemmelsen indebærer, at kravet om nedskrivningsegnede passiver skal give afviklingsenheden mulighed for at opfylde betingelserne i § 26, stk. 2, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, som omhandler betingelserne for bidrag fra Afviklingsformuen i forbindelse med, at Finansiel Stabilitet udelukker forpligtelser fra bail-in.

Bail-in er defineret i § 2, nr. 4, som bliver nr. 6, jf. lovforslagets § 2, nr. 4 og 5, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og dækker over det afviklingsværktøj, som Finansiel Stabilitet kan gøre brug af til at nedskrive forpligtelser eller konvertere forpligtelser til egenkapital i medfør af §§ 24-28 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Derivatpassiver skal medtages i de samlede forpligtelser og kapitalgrundlag, forudsat at modpartens nettingrettigheder anerkendes fuldt ud.

Nettingrettigheder er rettigheder i medfør af en nettingaftale.

En nettingaftale er en aftale, hvor et antal krav eller forpligtelser kan konverteres til et nettokrav, herunder slutafregningsaftaler, hvor parternes forpligtelser ved forekomsten af en fyldestgørelsesgrund fremskyndes, så de forfalder eller afsluttes øjeblikkeligt, jf. § 2, nr. 18, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Ved vurdering efter det foreslåede stk. 3 skal Finanstilsynet tage hensyn til risikoen for en uforholdsmæssig påvirkning af den pågældende afviklingsenheds forretningsmodel.

Det foreslås i stk. 4, at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet kan fastsætte, at andelen nævnt i stk. 1 skal udgøre et beløb, der på grund af afviklingsenhedens forpligtelse til at opfylde det kombinerede kapitalbufferkrav og krav om nedskrivningsegnede passiver, svarer til maksimalt det højeste af enten 8 pct. af afviklingskoncernens samlede forpligtelser og kapitalgrundlag eller beløbet beregnet ud fra formlen i bilag 9, nr. 3, når en af betingelserne i nr. 1-3 er opfyldt.

Det foreslåede stk. 4 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 b, stk. 7 og 8, 1. afsnit, 1. led, og 2. og 4. afsnit, i BRRD.

Lovforslaget går videre end det, der kræves i medfør af BRRD II.

Artikel 45 b, stk. 8, 1. afsnit, i BRRD II indebærer, at kravet om subordination kan justeres op til det maksimale i medfør af det foreslåede stk. 4 for 30 pct. af virksomhederne omfattet af stk. 1, nr. 1-3.

Artikel 45 b, stk. 8, 4. afsnit, i BRRD II giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte, at kravet om subordination kan justeres op til det maksimale i medfør af det foreslåede stk. 4 for mere end 30 pct. af virksomhederne omfattet af stk. 1, nr. 1-3.

I medfør af det foreslåede stk. 4 kan kravet om subordination justeres opad for 100 pct. af virksomhederne omfattet af stk. 1, nr. 1-3.

Bestemmelsen indebærer en beføjelse for Finanstilsynet til efter høring af Finansiel Stabilitet at justere kravet om subordination op til den højeste af værdierne, 8 pct. af afviklingskoncernens samlede forpligtelser og kapitalgrundlag og beløbet beregnet i overensstemmelse med bilag 9, nr. 3, for afviklingsenheder, der er G-SIFIer, afviklingsenheder, der ikke er G-SIFIer, men som indgår i en afviklingskoncern, hvis samlede aktiver overstiger 100 mia. EUR, og afviklingsenheder, der ikke er G-SIFIer, og som indgår i en afviklingskoncern, hvis samlede aktiver er mindre end 100 mia. EUR, men som Finanstilsynet har vurderet med rimelig sandsynlighed udgør en systemisk risiko, hvis de bliver nødlidende.

Det foreslåede stk. 4 finder anvendelse uanset undtagelsen i stk. 2 og maksimumgrænsen i stk. 3.

Kravet om subordination kan justeres op til to gange solvensbehovet plus det kombinerede kapitalbufferkrav beregnet i overensstemmelse med bilag 9, nr. 3, såfremt dette krav er højere end 8 pct. af de samlede forpligtelser og kapitalgrundlag.

Justeringen forudsætter dog, at en af betingelserne i nr. 1-3 er opfyldt.

Kravet om subordination på to gange solvensbehovet plus det kombinerede kapitalbufferkrav vedrører både opfyldelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver og opfyldelse af det kombinerede kapitalbufferkrav, som skal opfyldes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver fastsat som en procentdel af den samlede risikoeksponering for virksomheden beregnet i overensstemmelse med artikel 92, stk. 3, i CRR.

Det kombinerede kapitalbufferkrav skal ikke opfyldes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver fastsat som en procentdel af det samlede eksponeringsmål for virksomheden beregnet i overensstemmelse med artikel 429 og 429 a i CRR.

Bestemmelsen udgør et loft for kravet om subordination, forudsat at 8 pct. af de samlede forpligtelser og kapitalgrundlag ikke overstiger to gange solvensbehovet plus det kombinerede kapitalbufferkrav.

Dette loft indebærer, at der forventeligt vil være tilfælde, hvor det ikke vil være muligt at stille krav om fuld subordination.

Derivatpassiver skal medtages i de samlede forpligtelser og kapitalgrundlag, forudsat at modpartens nettingrettigheder anerkendes fuldt ud.

Nettingrettigheder er rettigheder i medfør af en nettingaftale.

En nettingaftale er en aftale, hvor et antal krav eller forpligtelser kan konverteres til et nettokrav, herunder slutafregningsaftaler, hvor parternes forpligtelser ved forekomsten af en fyldestgørelsesgrund fremskyndes, så de forfalder eller afsluttes øjeblikkeligt, jf. § 2, nr. 18, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Betingelsen i det foreslåede nr. 1 indebærer, at Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet har konstateret, at der er væsentlige hindringer for afvikling, jf. §§ 262 og 263, og at der ikke er truffet afhjælpende foranstaltninger i overensstemmelse med påbud meddelt af Finanstilsynet efter § 264, stk. 5, inden for fristen herfor, jf. det foreslåede litra a, eller de konstaterede væsentlige hindringer ikke kan afhjælpes ved anvendelse af påbud nævnt i § 264, stk. 5, og fastsættelse af andelen nævnt i stk. 1 efter nærværende bestemmelse opvejer den væsentlige hindrings negative indvirkning på afviklingsmulighederne, jf. det foreslåede litra b .

Betingelsen i det foreslåede nr. 2 indebærer, at det skal følge af afviklingsplanen, at den foretrukne afviklingsstrategi for afviklingsenheden i begrænset omfang er gennemførlig og troværdig under hensyntagen til afviklingsenhedens størrelse, karakteren, omfanget og kompleksiteten af afviklingsenhedens aktiviteter, de risici, der er forbundet med afviklingsenhedens aktiviteter, indbyrdes forbundethed, samt afviklingsenhedens retlige status og aktionærstruktur.

Det er Finanstilsynet, der vedtager afviklingsplanen efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Karakteren, omfanget og kompleksiteten kan bl.a. afhænge af, i hvilket omfang virksomhedens aktiviteter er af tilstrækkelig omfattende og/eller kompleks karakter, eller at afviklingsplanen kun i begrænset omfang vil være gennemførlig og troværdig, hvis ikke der sættes et højere subordinationskrav.

Formålet med et krav om subordination er at skabe en højere grad af gennemsigtighed for kreditorerne og understøtte en troværdig og gennemførlig afvikling.

Hvis der skulle opstå en afviklingssituation, hvor der er behov for passiver, der kan nedskrives og konverteres, vil der ikke opstå tvivl om, hvorvidt det er juridisk muligt, at de subordinerede instrumenter absorberer tab.

For instrumenter, jf. artikel 45 b, stk. 1, litra b, i BRRD II, er det imidlertid forventningen, at der ikke vil opstå tvivl om, hvorvidt det er juridisk muligt, at de absorberer tab, idet der er tale om nedskrivningsegnede passiver.

Subordinationskravet og den øgede transparens i forhold til kreditorernes risiko i tilfælde af en evt.

afvikling bør også lede til en passende prissætning af den subordinerede gæld.

Desuden betyder den lavere risiko for tab for indskydere, at der er lavere risiko for, at indskydere trækker deres indskud ud af pengeinstitutter, der af indskyderne vurderes at være i problemer.

Betingelsen i det foreslåede nr. 3 indebærer, at det individuelle solvenskrav fastsat i medfør af § 124, stk. 3, eller individuelle solvensbehov fastsat i medfør af § 124, stk. 2, afspejler, at afviklingsenheden er blandt de 20 pct. mest risikobetonede virksomheder, som Finanstilsynet fastsætter krav om nedskrivningsegnede passiver for.

For så vidt angår de procentdele, der er omhandlet i det foreslåede stk. 4, runder Finanstilsynet det tal, der fremkommer ved beregningen, op til nærmeste hele tal.

Kravet om, at Finanstilsynet skal fastsætte et subordineringskrav på 8 procent af de samlede forpligtelser og kapitalgrundlag, jf. stk. 1, er udgangspunktet.

Det følger af BRRD II, at Finanstilsynet under nærmere angivne betingelser kan fravige dette udgangspunkt og beslutte at øge subordinationskravet til et højere niveau.

Med stk. 4 indføres en mulighed for at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet kan fastsætte et højere subordinationskrav, hvis betingelserne herfor er opfyldt på baggrund af en konkret, individuel vurdering af det enkelte instituts situation.

Justeringen af subordinationskravet forudsætter, at en af betingelserne i nr. 1-3 er opfyldt.

I vurderingen af behovet for et højere subordinationskrav vil det bl.a. kunne indgå, at der kunne være reelle udfordringer i forhold til no-creditor-worse-off-princippet.

Det er forventningen, at anvendelsen af muligheden for at øge subordinationskravet vil tage højde for tilgangen i EU/EØS-lande, herunder i Bankunionen, som Danmark normalt sammenligner sig med, og hvor de primære konkurrenter til danske pengeinstitutter opererer fra.

Subordinationskravet til danske SIFI-institutter vil blive evalueret senest i 2023, herunder i lyset af de krav, der vil blive fastsat for tilsvarende institutter i andre EU/EØS-lande, herunder i Bankunionen.

I forhold til subordination af gældsbufferkravet vil der blive gennemført en evaluering af gældsbufferkravet i 2021, hvor der bl.a. vil blive set på muligheden for at justere graden af subordination for så vidt angår gældsbufferkravet i lighed med den ændring, der sker for SIFI-institutter med nærværende lovforslag.

Bestemmelsen i stk. 4 er implementeret under hensyntagen til den danske banksektors særlige forhold, særligt under hensyntagen til den danske banksektors størrelse i forhold til dansk økonomi samt nogle SIFI-institutters meget store andel af økonomien målt i procent af BNP.

Det betyder, at den begrænsning om maksimalt at øge subordinationskravet for 30 pct. af institutter omfattet at stk. 1, nr. 1-3, efter artikel 45 b, stk. 8, 1. afsnit, i BRRD II ikke er gennemført med lovforslaget.

Begrundelsen er bl.a., at kravet om subordination væsentligt forøger troværdigheden og gennemførligheden af afviklingsplanerne, og derfor gennemføres 30 pct.-begrænsningen ikke i dansk ret.

Ved ikke at gennemføre begrænsningen sikres det desuden, at de danske SIFIer vil få ensartede subordinationskrav, frem for at enkelte af dem får skærpede krav.

Finanstilsynet skal, når Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet træffer en beslutning om at fastsætte et krav om subordination i medfør af de foreslåede stk. 2-4, tage hensyn til markedsdybden for afviklingsenhedens kapitalgrundlagsinstrumenter og efterstillede nedskrivningsegnede instrumenter, prisfastsættelsen af sådanne instrumenter, hvor disse findes, og den tid, der medgår til at gennemføre eventuelle transaktioner, som er nødvendige for overholdelse af beslutningen.

Markedsdybden udtrykker, i hvilken grad afviklingsenhedens kapitalgrundlag og efterstillede nedskrivningsegnede instrumenter kan sælges.

Finanstilsynet skal endvidere tage hensyn til omfanget af nedskrivningsegnede forpligtelser, der opfylder betingelserne i artikel 72 a i CRR, og som har en restløbetid på under et år fra datoen for beslutningen med henblik på at foretage kvantitative justeringer i et eventuelt krav om subordination.

Finanstilsynet skal yderligere tage hensyn til adgangen til og omfanget af instrumenter, der opfylder betingelserne i artikel 72 a i CRR, bortset fra artikel 72 b, stk. 2, litra d.

Finanstilsynet skal tage hensyn til, hvorvidt omfanget af passiver, som er udelukket fra anvendelse af bail-in i henhold til § 25, stk. 3 eller 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og som ved en konkursbehandling er sidestillet med eller er efterstillet de nedskrivningsegnede forpligtelser med højere prioritet, er betydeligt sammenlignet med afviklingsenhedens nedskrivningsegnede passiver.

Overstiger omfanget af udelukkede passiver ikke 5 pct. af afviklingsenhedens nedskrivningsegnede passiver, betragtes det udelukkede omfang ikke som betydeligt.

Over denne tærskel vurderes det af Finanstilsynet, om omfanget af udelukkede passiver er betydeligt.

Finanstilsynet tager endvidere hensyn til afviklingsenhedens forretningsmodel, finansieringsmodel og risikoprofil samt dens stabilitet og evne til at bidrage til økonomien.

Finanstilsynet tager endeligt hensyn til eventuelle omstruktureringsomkostningers indvirkning på rekapitalisering af afviklingsenheden.

Det foreslås i stk. 5, 1. pkt., at krav fastsat efter stk. 1-4 skal opfyldes tre år efter den dato, hvor afviklingsenheden eller den koncern, som afviklingsenheden er en del af, er blevet udpeget som et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), eller afviklingsenheden er omfattet af stk. 1, nr. 2 eller 3.

I 2. pkt. foreslås det, at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet meddeler delmål for afviklingsenhedens opfyldelse af kravet fastsat efter stk. 1, jf. stk. 2-4, for hver 12-måneders periode frem mod den fastsatte frist, jf. 1. pkt.

Det foreslåede stk. 5 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 m, stk. 4, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Når en afviklingsenhed f.eks. bliver identificeret som et G-SIFI, vil kravet om nedskrivningsegnede passiver og kravet om subordination som udgangspunkt stige.

Virksomheden vil skulle arbejde hen i mod at opfylde sit nye og større krav om nedskrivningsegnede passiver og krav om subordination.

Det er derfor hensigtsmæssigt, at Finanstilsynet fastsætter en passende frist og Finanstilsynet meddeler delmål for kravet om subordination for hver 12-måneders periode i perioden frem mod fristen til virksomheden.

Begge dele fastsættes efter høring af Finansiel Stabilitet.

Delmålene sikrer en gradvis opbygning af instituttets eller enhedens tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet.

Kravet skal være opfyldt ved udløbet af fristen.

Ved fastsættelse af fristen skal Finanstilsynet tage hensyn til en række forhold, og i hvilket omfang der er indskud i virksomheden.

Finanstilsynet skal endvidere tage hensyn til, i hvilket omfang virksomheden indeholder gældsinstrumenter.

Finanstilsynet skal endvidere tage hensyn til, i hvilket omfang virksomheden har markedsadgang til at kunne skaffe nedskrivningsegnede passiver.

Finanstilsynet skal endelig tage hensyn til, i hvilket omfang afviklingsenheden er afhængig af egentlig kernekapital for at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Finanstilsynet kan i medfør af den foreslåede bestemmelse efterfølgende ændre enten delmål eller frist for krav som meddelt i medfør af den foreslåede bestemmelse.

Dette vil ske efter høring af Finansiel Stabilitet.

Delmålet angiver det niveau af kravet, som virksomheden skal opfylde på et givent tidspunkt.

Det foreslås i stk. 6, 1. pkt., at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætter en passende frist til at opfylde kravene i stk. 1-4 på ny for de afviklingsenheder, der har været genstand for nedskrivning eller konvertering efter §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og afviklingsenheder, som Finansiel Stabilitet har anvendt afviklingsværktøjer overfor.

I 2. pkt . foreslås det, at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet meddeler delmål for afviklingsenhedens opfyldelse af kravet fastsat efter stk. 1-4, for hver 12-måneders periode frem mod den fastsatte frist, jf. 1. pkt.

Det foreslåede stk. 6 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 m, stk. 5 og 6, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Finanstilsynet fastsætter et krav om nedskrivningsegnede passiver for en række virksomheder i medfør af den foreslåede § 266 efter høring af Finansiel Stabilitet.

Kravet har til formål at sikre, at institutter har tilstrækkelige passiver til tabsabsorbering og rekapitalisering, hvis virksomheden bliver nødlidende eller forventeligt nødlidende og dermed skal afvikles.

I medfør af det foreslåede stk. 1 fastsættes et krav om, at afviklingsenheder opfylder en del af kravet om nedskrivningsegnede passiver med kapitalgrundlag, efterstillede nedskrivningsegnede instrumenter eller forpligtelser omfattet af § 267 a, stk. 1, nr. 5, dvs. et krav om subordination.

Når en afviklingsenhed har været genstand for afviklingsværktøjer eller nedskrivning og konvertering, kan virksomhedens nedskrivningsegnede passiver være blevet brugt i forbindelse med restruktureringen eller afviklingen af virksomheden.

Finanstilsynet fastsætter derfor i medfør af det foreslåede § 267, stk. 3, en passende frist, og Finanstilsynet meddeler delmål om kravet for hver 12-månedersperiode i perioden frem mod fristen til virksomheden.

Dette sker efter høring af Finansiel Stabilitet.

Når en virksomhed er restruktureret og bragt tilbage på markedet igen, vil den skulle arbejde hen i mod at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver og kravet om subordination.

Det er derfor hensigtsmæssigt, at Finanstilsynet fastsætter en passende overgangsperiode, og at Finanstilsynet meddeler delmål for kravet om subordination for hver 12-måneders periode i overgangsperioden til virksomheden.

Begge dele sker efter høring af Finansiel Stabilitet.

Er en virksomhed under afvikling, vil der dog ikke blive fastsat et nyt krav om nedskrivningsegnede passiver og krav om subordination, da virksomheden ikke skal restruktureres og tilbage på markedet.

Delmålene sikrer en gradvis opbygning af instituttets eller enhedens tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet.

Kravet skal være opfyldt ved udløbet af fristen.

Ved fastsættelse af overgangsperioden skal Finanstilsynet tage hensyn til en række forhold, og i hvilket omfang der er indskud i virksomheden.

Finanstilsynet skal endvidere tage hensyn til, i hvilket omfang virksomheden indeholder gældsinstrumenter.

Finanstilsynet skal endvidere tage hensyn til, i hvilket omfang virksomheden har markedsadgang til at kunne skaffe nedskrivningsegnede passiver.

Finanstilsynet skal endelig tage hensyn til, i hvilket omfang afviklingsenheden er afhængig af egentlig kernekapital for at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Finanstilsynet kan i medfør af den foreslåede bestemmelse efterfølgende ændre enten delmål eller frist for krav, som er meddelt i medfør af den foreslåede bestemmelse.

Dette sker efter høring af Finansiel Stabilitet.

Delmålet angiver det niveau af kravet, som virksomheden skal opfylde på et givent tidspunkt.

§ 267 d

Det følger af den gældende § 266, stk. 5, at Finanstilsynet kan dispensere fra kravet om nedskrivningsegnede passiver og kravet, jf. stk. 2, for en dattervirksomhed, såfremt dattervirksomheden indgår i en koncern under konsolideret tilsyn, hvor dens modervirksomhed er et pengeinstitut eller et fondsmæglerselskab I, og Finanstilsynet har dispenseret fra anvendelsen af individuelle kapitalkrav på dattervirksomheden.

Det foreslås i stk. 1, at en virksomhed, som er dattervirksomhed af en afviklingsenhed eller en virksomhed i et tredjeland, men som ikke selv er en afviklingsenhed, skal opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, på individuelt niveau, jf. dog § 266, stk. 2.

Det foreslåede stk. 1 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 f, stk. 1, 1. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Efter det foreslåede § 267, stk. 1, skal afviklingsenheder opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, på konsolideret grundlag på afviklingskoncernniveau.

Afviklingsenheden skal således opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver for hele afviklingskoncernen.

Der anvendes en top-down-tilgang ved fastsættelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver for en afviklingskoncern.

Det er nødvendigt, at den enkelte virksomhed i afviklingskoncernen har kapacitet til at bære tab.

Finanstilsynet skal derfor sikre, at tab inden for en afviklingskoncern fordeles på hele afviklingskoncernen i overensstemmelse med risikoen i de enkelte virksomheder i afviklingskoncernen.

Det krav, der er nødvendigt for den enkelte dattervirksomhed, bør vurderes særskilt.

Endvidere bør Finanstilsynet sikre, at al kapital og alle forpligtelser, der er medregnet i kravet om nedskrivningsegnede passiver fastsat på konsolideret grundlag på afviklingskoncernniveau, befinder sig forholdsmæssigt i virksomheder, hvor der kan opstå tab.

Bestemmelsen indebærer, at dattervirksomheder af afviklingsenheder og dattervirksomheder af virksomheder i tredjelande skal opfylde et internt krav om nedskrivningsegnede passiver på individuelt grundlag.

Formålet med det interne krav om nedskrivningsegnede passiver er, at datterselskabets tab kan overføres til afviklingsenheden, og at afviklingsenheden dermed rekapitaliserer datterselskabet.

Det interne krav om nedskrivningsegnede passiver indebærer, at dattervirksomheden udsteder nedskrivningsegnede passiver internt til afviklingsenheden.

Et internt krav om nedskrivningsegnede passiver medvirker således til at understøtte en afviklingsstrategi på koncern eller delkoncernniveau.

Det kan særligt være relevant, at dattervirksomheder i Danmark af afviklingsenheder i andre medlemslande af den Europæiske Union eller lande som Den Europæiske Union har indgået aftale med på det finansielle område, eller tredjelande opfylder et internt krav om nedskrivningsegnede passiver.

At kravet om nedskrivningsegnede passiver skal opfyldes på individuelt niveau indebærer, at virksomheden skal opfylde kravet kun for virksomheden selv.

Finanstilsynet kan beslutte at dispensere fra kravet om, at virksomheder, der ikke er afviklingsenheder, skal opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver på individuelt niveau, når både virksomheden og dennes modervirksomhed er etableret i Danmark, jf. det foreslåede § 266, stk. 2.

Det vil fremgå af Finanstilsynets fastsættelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver, om kravet skal opfyldes på individuelt niveau, jf. det foreslåede § 266, stk. 4.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætter en frist til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver på ny for virksomheder, der ikke afviklingsenheder, men som har været genstand for nedskrivning eller konvertering efter §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og virksomheder, der ikke er afviklingsenheder, og som Finansiel Stabilitet har anvendt afviklingsværktøjer overfor.

I 2. pkt. foreslås det, at Finanstilsynet meddeler delmål for virksomhedens opfyldelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver for hver 12-måneders periode frem mod den fastsatte frist, jf. 1. pkt.

Det foreslåede stk. 2 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 m, stk. 5 og 6, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Når en virksomhed har været genstand for afviklingsværktøjer eller nedskrivning og konvertering, kan virksomhedens nedskrivningsegnede passiver være brugt i forbindelse med restruktureringen eller afviklingen af virksomheden.

Virksomheden kan som følge heraf ikke opfylde det fastsatte krav om nedskrivningsegnede passiver.

Efter det foreslåede skal Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætte en frist for, hvornår virksomheden skal opfylde kravet på ny.

Den fastsatte frist skal give virksomheden en passende overgangsperiode til på ny at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Når en virksomhed er restruktureret og bragt tilbage på markedet igen, vil den skulle arbejde hen i mod at opfylde et krav om nedskrivningsegnede passiver, så virksomheden igen vil have tilstrækkelige passiver til tabsabsorbering og rekapitalisering af virksomheden, hvis virksomheden bliver nødlidende eller forventeligt nødlidende og skal restruktureres eller afvikles.

Det er derfor hensigtsmæssigt, at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætter en passende frist, og at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet meddeler delmål for kravet om nedskrivningsegnede passiver for hver 12-måneders periode i perioden frem mod fristen til virksomheden.

Er en virksomhed under afvikling, vil der dog ikke blive fastsat et nyt krav om nedskrivningsegnede passiver, da virksomheden ikke skal restruktureres og på sigt fortsætter som selvstændigt pengeinstitut.

Delmålene sikrer en gradvis opbygning af afviklingsenhedens tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet.

Kravet skal være opfyldt ved udløbet af fristen.

Ved fastsættelse af fristen skal Finanstilsynet tage hensyn til en række forhold, og i hvilket omfang der er indskud i virksomheden.

Finanstilsynet skal endvidere tage hensyn til, i hvilket omfang virksomheden indeholder gældsinstrumenter.

Finanstilsynet skal endvidere tage hensyn til, i hvilket omfang virksomheden har markedsadgang til at kunne skaffe nedskrivningsegnede passiver.

Finanstilsynet skal endelig tage hensyn til, i hvilket omfang afviklingsenheden er afhængig af egentlig kernekapital for at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Finanstilsynet kan både ændre delmål og/eller frist for krav, som er meddelt i medfør af den foreslåede bestemmelse.

Dette sker efter høring af Finansiel Stabilitet.

Delmålet angiver det niveau af kravet, som virksomheden skal opfylde på et givent tidspunkt.

§ 267 e

Det følger af den gældende § 267, stk. 2, at ved nedskrivningsegnede forpligtelser forstås de forpligtelser og kapitalinstrumenter, der ikke kvalificeres som egentlige eller hybride kernekapitalinstrumenter eller supplerende kapitalinstrumenter, som der kan gennemføres bail-in på, jf. § 25, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, som ikke er undtaget fra bail-in, jf. § 25, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og som opfylder en række betingelser i nr. 1-5.

Forpligtelsen har en restløbetid på mindst 1 år, jf. nr. 1, forpligtelsen hidrører ikke fra et derivat, jf. nr. 2, gældsinstrumentet er udstedt og fuldt indbetalt med midler, der ikke direkte eller indirekte er finansieret af pengeinstituttet eller fondsmæglerselskabet I, jf. nr. 3, forpligtelsen er ikke en forpligtelse over for pengeinstituttet eller fondsmæglerselskabet I selv, og pengeinstituttet eller fondsmæglerselskabet I har ikke stillet sikkerhed eller garanti for forpligtelsen, jf. nr. 4, og forpligtelsen hidrører ikke fra indskud, som er foranstillet de simple kreditorer i konkursordenen, jf. § 13 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og kapitel 10 i konkursloven, jf. nr. 5.

Den foreslåede § 267 e angiver de typer af forpligtelser og kapital, som en virksomhed, som er dattervirksomhed af en afviklingsenhed eller en virksomhed i et tredjeland, men som ikke selv er en afviklingsenhed, kan opfylde deres krav om nedskrivningsegnede passiver med.

Det foreslås i stk. 1, at en virksomhed, som er dattervirksomhed af en afviklingsenhed eller en virksomhed i et tredjeland, men som ikke selv er en afviklingsenhed, kan opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver med kapital omfattet af nr. 1 og 2, og forpligtelser omfattet af nr. 3 og 4 eller begge dele i kombination.

Det foreslåede stk. 1 angiver de typer af forpligtelser og kapital, som dattervirksomheder, der ikke selv er afviklingsenheder, kan opfylde deres krav om nedskrivningsegnede passiver med.

Forpligtelserne er omfattet af bail-in i § 25, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Bail-in er defineret i § 2, nr. 6, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og dækker over det afviklingsværktøj, som Finansiel Stabilitet kan gøre brug af til at nedskrive forpligtelser eller konvertere forpligtelser til egenkapital i medfør af §§ 24-28 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Med begge dele i kombination forstås, at kravet om nedskrivningsegnede passiver kan opfyldes med en kombination af kapital og en eller flere forpligtelser omfattet af nr. 1-4.

En afviklingsenhed er en virksomhed, der er omfattet af afviklingstiltag i en afviklingsplan.

En afviklingsenhed er defineret i det foreslåede § 5, stk. 1, nr. 77, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.

En dattervirksomhed til en afviklingsenhed, er en virksomhed, der er underlagt bestemmende indflydelse af afviklingsenheden.

Efter det foreslåede nr. 1 kan kravet opfyldes med egentlig kernekapital.

Det foreslåede nr. 1 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 f, stk. 2, litra b, nr. i, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Efter det foreslåede nr. 2 kan kravet opfyldes med andet kapitalgrundlag, der er udstedt til enheder, som indgår i samme afviklingskoncern, jf. det foreslåede litra a, eller som ikke indgår i samme afviklingskoncern, hvis afviklingsenhedens kontrol med virksomheden ikke vil blive påvirket af udøvelsen af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser, jf. §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. det foreslåede litra b.

Det foreslåede nr. 2 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 f, stk. 2, litra b, nr. ii, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Efter det foreslåede nr. 3 kan kravet opfyldes med supplerende kapitalinstrumenter, der opfylder betingelserne i artikel 72 a, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Det foreslåede nr. 3 er nyt og gennemfører dele af artikel 2, stk. 1, nr. 71 a, i BRRD II.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Supplerende kapitalinstrumenter er defineret i § 5, stk. 6, nr. 15, i lov om finansiel virksomhed, der fastslår, at supplerende kapitalinstrumenter skal forstås i overensstemmelse med artikel 63 i CRR og regler fastsat i medfør af § 128, stk. 3 og 4, i lov om finansiel virksomhed.

Opfylder et kapitalinstrument betingelserne i artikel 63, litra a-p, i CRR, er der dermed tale om et supplerende kapitalinstrument.

Supplerende kapitalinstrumenter skal for at kunne udgøre nedskrivningsegnede forpligtelser ydermere opfylde betingelserne i artikel 72 a, stk. 1, litra b, i CRR.

Dette betyder, at de supplerende kapitalinstrumenter skal have en restløbetid på mindst ét år, for så vidt som de ikke kan betragtes som supplerede kapitalposter i henhold til artikel 64 i CRR.

Der er her tale om supplerende kapitalinstrumenter, der ikke fuldt ud kan tælles med under kapitalgrundlaget fem år før udløb, men som kan tælles fuldt ud med under nedskrivningsegnede passiver op til et år før udløb.

Efter det foreslåede nr. 4 kan kravet opfyldes med forpligtelser, der opfylder betingelserne i litra a-h.

Det er en betingelse, jf. det foreslåede litra a, at forpligtelsen er udstedt til afviklingsenheden enten direkte eller indirekte gennem andre virksomheder i samme afviklingskoncern, der købte passiverne fra virksomheden omfattet af stk. 1, jf. det foreslåede nr. i, eller en eksisterende kapitalejer, der ikke indgår i samme afviklingskoncern som virksomheden omfattet af stk. 1, i det omfang afviklingsenhedens kontrol med virksomheden omfattet af stk. 1 ikke vil blive påvirket af Finanstilsynets udøvelse af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser, jf. §§ 272 og 273, eller Finansiel Stabilitets udøvelse af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser, jf. §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. det foreslåede nr. ii.

Det foreslåede litra a er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 f, stk. 2, litra a, nr. i, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Bestemmelsen sikrer, at en virksomhed, som er dattervirksomhed af en afviklingsenhed eller en virksomhed i et tredjeland, men som ikke selv er en afviklingsenhed, strukturer sine nedskrivningsegnede passiver på en måde, hvor afviklingsenheden efter en afvikling fortsat har kontrol med de dattervirksomheder, som indgår i samme afviklingskoncern.

Bestemmelsen indebærer således, at forpligtelserne skal være solgt til en anden virksomhed, som har udstedt passiverne til afviklingsenheden, eller at forpligtelserne skal være solgt til en eksisterende kapitalejer, der ikke indgår i samme afviklingskoncern som virksomheden, så hele afviklingskoncernen vil kunne holdes samlet under en afvikling.

Det er en betingelse, at virksomheden og afviklingsenheden indgår i samme afviklingskoncern.

Det er en betingelse, jf. det foreslåede litra b, at forpligtelsen opfylder betingelserne i artikel 72 a, artikel 72 b, stk. 1, og stk. 2, litra a, d-j og n, og artikel 72 c i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Det foreslåede litra b er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 f, stk. 2, litra a, nr. ii, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Bestemmelsen indebærer, at forpligtelser, der anvendes til opfyldelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver, skal opfylde betingelserne i artikel 72 a, artikel 72 b, stk. 1, og 2, litra a, d-j og n, og artikel 72 c i CRR.

Artiklerne 72 a-72 c i CRR omhandler nedskrivningsegnede passivposter og instrumenter.

Artikel 72 a beskriver, hvad nedskrivningsegnede passivposter består af.

I medfør af artikel 72 a består nedskrivningsegnede passivposter af nedskrivningsegnede passivinstrumenter, når betingelserne i artikel 72 b er opfyldt, for så vidt som de ikke kan betragtes som egentlige kernekapitalposter, hybride kernekapitalposter eller supplerende kapitalposter, og supplerende kapitalinstrumenter med en restløbetid på mindst ét år, for så vidt som de ikke kan betragtes som supplerende kapitalposter i henhold til artikel 64 i CRR.

Artikel 72 b beskriver de betingelser, som nedskrivningsegnede passivinstrumenter skal opfylde.

Disse omfatter bl.a. krav om, at forpligtelser ikke må kunne indfries før tid, ikke må indeholde klausuler, der giver mulighed for at fremskynde betalingerne, at passiverne ikke må indeholde mulighed for netting m.v.

Artikel 72 c omhandler amortisering af nedskrivningsegnede passivinstrumenter.

Artikel 72 c indebærer bl.a., at nedskrivningsegnede passivinstrumenter med en restløbetid på mindst ét år betragtes fuldt ud som nedskrivningsrelevante passivposter.

Forpligtelser, der anvendes til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver for en dattervirksomhed af en afviklingsenhed skal således opfylde flere krav end forpligtelser, der anvendes til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver for afviklingsenheder.

Det gælder bl.a. kravet i artikel 72 b, stk. 2, litra d, i CRR om, at passiver, der anvendes til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver, skal bære tab før simple krav, dvs. krav om subordination.

I medfør af artikel 72 b, stk. 2, litra d, gælder det, at alle passiver, der anvendes til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver, skal være subordinerede.

Det er en betingelse, jf. det foreslåede litra c, at forpligtelsen ved konkursbehandling er efterstillet passiver, der ikke opfylder betingelserne i litra a og ikke kvalificerer til opfyldelse af kapitalgrundlagskrav i nr. 1 eller 2.

Det foreslåede litra c er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 f, stk. 2, litra a, nr. iii, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Bestemmelsen indebærer, at forpligtelserne skal være efterstillet forpligtelser, der ikke er omfattet af betingelserne i det foreslåede litra a eller er omfattet af det foreslåede nr. 1 og nr. 2 i konkursordenen.

Konkursordenen fremgår af § 13 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Efter det foreslåede litra a er det en betingelse, at forpligtelserne er udstedt til og købt af afviklingsenheden enten direkte eller indirekte gennem andre virksomheder i samme afviklingskoncern, der købte passiverne fra virksomheden, eller en eksisterende kapitalejer, der ikke indgår i samme afviklingskoncern som virksomheden, i det omfang udøvelse af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser ikke berører afviklingsenhedens kontrol med virksomheden.

Efter det foreslåede nr. 1 kan kravet opfyldes med egentlig kernekapital.

Efter det foreslåede nr. 2 kan kravet opfyldes med andet kapitalgrundlag, der er udstedt til enheder, som indgår i samme afviklingskoncern, eller som ikke indgår i samme afviklingskoncern, hvis afviklingsenhedens kontrol med virksomheden ikke vil blive påvirket af udøvelsen af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser, jf. §§ 272 eller 273 eller §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det er en betingelse, jf. det foreslåede litra d, at forpligtelsen er omfattet af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser, jf. §§ 272 eller 273 eller §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og hvor anvendelse af beføjelserne ikke vil påvirke afviklingsenhedens kontrol med dattervirksomheden.

Det foreslåede litra d er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 f, stk. 2, litra a, nr. iv, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Bestemmelsen sikrer, at den valgte afviklingsstrategi understøttes ved, at afviklingsmyndigheden for en virksomhed, som er dattervirksomhed af en afviklingsenhed eller en virksomhed i et tredjeland, men som ikke selv er en afviklingsenhed, opfylder sit krav om nedskrivningsegnede passiver med kapitalgrundlag og forpligtelser, som kan nedskrives og konverteres uden anvendelse af afviklingsværktøjer.

Det er en betingelse, jf. det foreslåede litra e, at forpligtelsen ikke direkte eller indirekte er finansieret af virksomheden.

Det foreslåede litra e er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 f, stk. 2, litra a, nr. v, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det er en betingelse, jf. det foreslåede litra f, at bestemmelser, som regulerer forpligtelsen, ikke eksplicit eller implicit angiver, at forpligtelsen vil blive opkrævet, indfriet, tilbagebetalt eller genkøbt før udløb, undtagen i tilfælde af virksomhedens konkurs.

.

Det foreslåede litra f er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 f, stk. 2, litra a, nr. vi, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det er en betingelse, jf. det foreslåede litra g, at indehaveren af forpligtelsen ikke har ret til at fremskynde de planlagte betalinger af renter og afdrag for forpligtelsen, undtagen i tilfælde af insolvens eller likvidation af virksomheden.

Det foreslåede litra g er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 f, stk. 2, litra a, nr. vii, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det er en betingelse, jf. det foreslåede litra h, at forfaldne rente- og udbyttebetalinger ikke kan blive ændret for forpligtelsen på baggrund af kreditsituationen for virksomheden eller dens modervirksomhed.

Det foreslåede litra h er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 f, stk. 2, litra a, nr. viii, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

§ 267 f

Det følger af den gældende § 268, stk. 2, 1. pkt., at Finanstilsynet meddeler virksomheden kravet om de nedskrivningsegnede passiver fastsat på baggrund af kriterierne i stk. 1.

Det følger af den gældende § 268, stk. 4, at Finanstilsynet ved fastsættelsen af kravet om nedskrivningsegnede passiver for modervirksomheder på konsolideret niveau fastsætter kravet i overensstemmelse med en fælles beslutning truffet af de kompetente myndigheder for de enkelte dattervirksomheder.

Den fælles beslutning skal foreligge inden for 4 måneder.

Er der ikke inden for 4 måneder truffet en fælles beslutning, træffer Finanstilsynet beslutning om kravet om nedskrivningsegnede passiver på konsolideret niveau.

Finanstilsynet skal udskyde beslutningen, såfremt en af de kompetente myndigheder for den enkelte dattervirksomhed har indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, og træffe beslutning i overensstemmelse med beslutningen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Den foreslåede § 267 f beskriver processen for fastsættelse af krav om nedskrivningsegnede passiver, når der er oprettet et afviklingskollegium, og afviklingsenheden er beliggende her i landet.

Processen er præciseret i Kommissionens delegerede forordning 2016/1075 af 23. marts 2016 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder om indholdet af genopretningsplaner, afviklingsplaner og koncernafviklingsplaner, de minimumskriterier, som den kompetente myndighed skal vurdere i forbindelse med genopretningsplaner og koncerngenopretningsplaner, betingelserne for koncernintern finansiel støtte, kravene vedrørende uafhængige valuarer, den kontraktmæssige anerkendelse af nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser, procedurerne og indholdet i forbindelse med underretningskrav og meddelelsen om suspension samt afviklingskollegiernes virkemåde i praksis.

Det foreslås i stk. 1, at når der er oprettet et afviklingskollegium, jf. § 271, fastsættes krav om nedskrivningsegnede passiver for afviklingsenheder beliggende i Danmark, jf. § 266, i overensstemmelse med en fælles beslutning truffet af Finanstilsynet, jf. det foreslåede nr. 1, koncernafviklingsmyndigheden, når denne er en anden end Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, jf. det foreslåede nr. 2, og de afviklingsmyndigheder, der er ansvarlige for en afviklingskoncerns dattervirksomhed beliggende i et andet land i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, jf. det foreslåede nr. 3.

Det foreslåede stk. 1 gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 h, stk. 1, dele af 1. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Den fælles beslutning er bindende for Finanstilsynet og de pågældende myndigheder omfattet af nr. 2 og 3.

Den fælles afgørelse gennemgås regelmæssigt og ajourføres, hvor det er relevant.

Dette bør som udgangspunkt ske årligt.

Finanstilsynet og myndighederne omfattet af nr. 2 og 3 træffer en fælles beslutning i henhold til det foreslåede stk. 1 parallelt med udarbejdelsen og opretholdelsen af afviklingsplanerne.

Forslaget indebærer, at for virksomheder, hvor Finanstilsynet er koncernafviklingsmyndighed, og som ikke har dattervirksomheder beliggende i et andet land i den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, træffes der ingen fælles beslutning om kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Det foreslåede stk. 1 er en præcisering af den gældende § 268, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed.

Med forslaget præciseres det, at når der er oprettet et afviklingskollegium, fastsættes krav om nedskrivningsegnede passiver for afviklingsenheder beliggende i Danmark i overensstemmelse med en fælles beslutning truffet af afviklingsmyndighederne omfattet af nr. 1-3.

Det foreslås i stk. 2, at den fælles beslutning skal angive de krav, der finder anvendelse på konsolideret afviklingskoncernniveau for hver afviklingsenhed, jf. det foreslåede nr. 1, og på individuelt grundlag på hver enkelt virksomhed i afviklingskoncernen, når virksomheden ikke er en afviklingsenhed, jf. det foreslåede nr. 2.

Det foreslåede stk. 2 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 h, stk. 1, dele af 1. og 2. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det foreslås i stk. 3, at det i den fælles beslutning kan fastsættes, at en del af kravet om nedskrivningsegnede passiver for virksomheder, der ikke er afviklingsenheder, skal opfyldes med instrumenter, der er udstedt til virksomheder, som ikke tilhører afviklingskoncernen, når det vurderes at være i overensstemmelse med afviklingsstrategien, jf. det foreslåede nr. 1, og afviklingsenheden ikke på tidspunktet for den fælles beslutning opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver på individuelt niveau, jf. det foreslåede nr. 2.

Det foreslåede stk. 3 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 h, stk. 1, 3. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det foreslås i stk. 4, at er flere virksomheder i et G-SIFI afviklingsenheder, skal det i den fælles beslutning angives, om kravet om nedskrivningsegnede passiver for afviklingsenhederne er justeret som følge af artikel 72 e i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Det foreslåede stk. 4 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 h, stk. 2, 1. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Artikel 72 e i CRR omhandler fradrag i nedskrivningsegnede passivposter for G-SIFIer.

G-SIFIer skal bl.a. fradrage instituttets direkte, indirekte og syntetiske besiddelser af egne nedskrivningsegnede passivinstrumenter, herunder egne passiver, som instituttet kan være forpligtet til at erhverve i medfør af eksisterende kontraktlige forpligtelser, i de nedskrivningsegnede passivposter.

Det foreslås i stk. 5, at foreligger der ikke en fælles beslutning om kravet om nedskrivningsegnede passiver for afviklingsenheden, senest 4 måneder efter at Finanstilsynet har forelagt forslag til krav om nedskrivningsegnede passiver for afviklingsmyndighederne omfattet af stk. 1, nr. 2 og 3, fastsætter Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Det foreslåede stk. 5 gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 h, stk. 3 og stk. 4, 1. afsnit, og dele af stk. 6, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Finanstilsynet tager i afgørelsen behørigt hensyn til den vurdering af enheder i afviklingskoncernen, der ikke er en afviklingsenhed, som de relevante afviklingsmyndigheder har foretaget, og koncernafviklingsmyndighedens opfattelse, hvis Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet ikke er koncernafviklingsmyndighed.

Hvis der ikke træffes en fælles beslutning inden for fire måneder på grund af uenighed om niveauet for det konsoliderede afviklingskoncernkrav og niveauet for det krav, der finder anvendelse på afviklingskoncernens enheder på individuelt grundlag, træffes en afgørelse om niveauet for det krav, der finder anvendelse på afviklingskoncernens dattervirksomheder på individuelt grundlag, i henhold til § 267 g, stk. 5-7, og der træffes en afgørelse om det konsoliderede afviklingskoncernkrav i henhold til det foreslåede § 267 f, stk. 6-8.

Den fælles afgørelse og eventuelle afgørelser truffet af Finanstilsynet, såfremt der ikke foreligger nogen fælles afgørelse, er bindende for de pågældende afviklingsmyndigheder.

Den fælles beslutning og enhver afgørelse, der træffes af Finanstilsynet, såfremt der ikke foreligger nogen fælles beslutning, gennemgås regelmæssigt og ajourføres, hvor det er relevant.

Det foreslåede stk. 5 præciserer den gældende § 268, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed.

Med forslaget præciseres det, at hvis der ikke træffes en fælles beslutning inden for fire måneder på grund af uenighed om niveauet for det konsoliderede afviklingskoncernkrav og niveauet for det krav, der finder anvendelse på afviklingskoncernens enheder på individuelt grundlag, træffes en afgørelse om niveauet.

Det foreslås i stk. 6, 1. pkt., at har en af myndighederne omfattet af stk. 1, nr. 2 og 3, inden udløbet af fristen på 4 måneder nævnt i stk. 5 indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, udskyder Finanstilsynet sin afgørelse, jf. stk. 5, og afventer, at Den Europæiske Banktilsynsmyndighed træffer afgørelse i sagen.

I 2. pkt . foreslås det, at Finanstilsynet herefter fastsætter efter høring af Finansiel Stabilitet krav om nedskrivningsegnede passiver for afviklingsenheden i overensstemmelse med Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds afgørelse.

Det foreslåede stk. 6 gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 h, stk. 4, 2. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det foreslåede stk. 6 er desuden en videreførelse af den gældende § 268, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed.

Forslaget præciserer gældende ret.

I sin afgørelse skal Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) tage hensyn til den vurdering af enheder i afviklingskoncernen, der ikke er en afviklingsenhed, som de relevante afviklingsmyndigheder har foretaget og koncernafviklingsmyndighedens opfattelse, hvis Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet ikke er koncernafviklingsmyndighed.

Perioden på fire måneder anses for at være forligsfasen som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF.

EBA træffer afgørelse inden for en måned.

Efter udløbet af perioden på fire måneder, eller efter at der er truffet en fælles afgørelse, kan sagen ikke længere indbringes for EBA.

Det foreslås i stk. 7, at såfremt Den Europæiske Banktilsynsmyndighed ikke har truffet afgørelse, senest 1 måned efter at sagen blev indbragt, jf. stk. 6, fastsætter Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet krav om nedskrivningsegnede passiver for afviklingsenheden.

Det foreslåede stk. 7 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 h, stk. 3 og stk. 4, 6. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det foreslås i stk. 8, at Finanstilsynet skal fremsende afgørelsen, der fastsætter kravet om nedskrivningsegnede passiver for afviklingsenheden, til afviklingsenheden, jf. det foreslåede nr. 1, virksomheder, der indgår i afviklingskoncernen, og som ikke er afviklingsenheder, jf. det foreslåede nr. 2, og koncernens modervirksomhed i Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, når den pågældende modervirksomhed ikke selv er en afviklingsenhed i samme afviklingskoncern, jf. det foreslåede nr. 3.

Det foreslåede stk. 8 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 h, stk. 1, dele af 2. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

§ 267 g

Det følger af den gældende § 268, stk. 2, 1. pkt., at Finanstilsynet meddeler virksomheden kravet om de nedskrivningsegnede passiver fastsat på baggrund af kriterierne i stk. 1.

Det følger af den gældende § 268, stk. 5, at Finanstilsynet ved fastsættelsen af kravet om nedskrivningsegnede passiver for dattervirksomheder på individuel basis skal træffe beslutning efter en fælles beslutning med den konsoliderende koncernafviklingsmyndighed.

Den fælles beslutning skal foreligge inden for 4 måneder.

Er der ikke inden for 4 måneder truffet en fælles beslutning, træffer Finanstilsynet beslutning om kravet til nedskrivningsegnede passiver for dattervirksomheden på individuelt niveau.

Finanstilsynet skal udskyde beslutningen, såfremt den konsoliderende afviklingsmyndighed har indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, og træffe beslutning i overensstemmelse med beslutningen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Den konsoliderende afviklingsmyndighed kan ikke indbringe sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, hvis Finanstilsynets fastsatte niveau for nedskrivningsegnede passiver ligger inden for 1 procentpoint af kravet til nedskrivningsegnede passiver fastsat på konsolideret niveau.

Den foreslåede § 267 g beskriver processen for fastsættelse af krav om nedskrivningsegnede passiver, når der er oprettet et afviklingskollegium, og afviklingsenheden er beliggende i et andet land i den Europæiske Union og en dattervirksomhed, der ikke selv er en afviklingsenhed, er beliggende her i landet.

Processen er præciseret i Kommissionens delegerede forordning 2016/1075 af 23. marts 2016 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder om indholdet af genopretningsplaner, afviklingsplaner og koncernafviklingsplaner, de minimumskriterier, som den kompetente myndighed skal vurdere i forbindelse med genopretningsplaner og koncerngenopretningsplaner, betingelserne for koncernintern finansiel støtte, kravene vedrørende uafhængige valuarer, den kontraktmæssige anerkendelse af nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser, procedurerne og indholdet i forbindelse med underretningskrav og meddelelsen om suspension samt afviklingskollegiernes virkemåde i praksis.

Det foreslås i stk. 1, at når der er oprettet et afviklingskollegium, jf. § 271, fastsættes kravet om nedskrivningsegnede passiver for virksomheder beliggende i Danmark, der ikke er afviklingsenheder, og hvor afviklingsenheden er beliggende i et andet land i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, i overensstemmelse med en fælles beslutning truffet af Finanstilsynet, jf. det foreslåede nr. 1, afviklingsmyndigheden for afviklingsenheden, jf. det foreslåede nr. 2, koncernafviklingsmyndigheden, når dette er en anden end afviklingsmyndigheden for afviklingsenheden, jf. det foreslåede nr. 3, og de afviklingsmyndigheder, der er ansvarlige for en afviklingskoncerns dattervirksomhed beliggende i et andet land i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, jf. det foreslåede nr. 4.

Det foreslåede stk. 1 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 h, stk. 1, dele af 1. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Den fælles afgørelse er bindende for Finanstilsynet og de pågældende myndigheder omfattet af nr. 2-5.

Den fælles afgørelse gennemgås regelmæssigt og ajourføres, hvor det er relevant.

Myndighederne omfattet af nr. 1-4 træffer en afgørelse parallelt med udarbejdelsen og vedligeholdelsen af afviklingsplanerne.

Det foreslås i stk. 2, at den fælles beslutning skal angive de krav, der finder anvendelse på konsolideret afviklingskoncernniveau for hver afviklingsenhed, jf. det foreslåede nr. 1, og individuelt grundlag for hver enkelt virksomhed i afviklingskoncernen, når virksomheden ikke er en afviklingsenhed, jf. det foreslåede nr. 2.

Det foreslåede stk. 2 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 h, stk. 1, dele af 1. og 2. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det foreslås i stk. 3, at det i den fælles beslutning kan fastsættes, at en del af kravet om nedskrivningsegnede passiver for virksomheder, der ikke er afviklingsenheder, skal opfyldes med instrumenter, der er udstedt til virksomheder, som ikke tilhører afviklingskoncernen, når det vurderes at være i overensstemmelse med afviklingsstrategien, jf. det foreslåede nr. 1, og afviklingsenheden ikke på tidspunktet for den fælles beslutning opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, på individuelt niveau, jf. § 267 d, stk. 1, jf. det foreslåede nr. 2.

Det foreslåede stk. 3 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 h, stk. 1, 3. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det foreslås i stk. 4, at foreligger der ikke en fælles beslutning om kravet om nedskrivningsegnede passiver for virksomheder i en afviklingskoncern på individuelt grundlag, senest 4 måneder efter at afviklingsmyndighederne omfattet af stk. 1, nr. 2 og 3, har forelagt forslag til krav om nedskrivningsegnede passiver, fastsætter Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Det foreslåede stk. 4 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 h, stk. 3, stk. 5, 1. afsnit, og dele af stk. 6, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Finanstilsynet skal i sin afgørelse tage behørigt hensyn til de synspunkter og forbehold, som afviklingsenhedens afviklingsmyndighed har givet udtryk for skriftligt, og hvis koncernafviklingsmyndigheden ikke er den samme som afviklingsmyndigheden for afviklingsenheden, skal Finanstilsynet tage behørigt hensyn til de synspunkter og forbehold, som koncernafviklingsmyndigheden har givet udtryk for skriftligt.

Hvis der ikke træffes en fælles beslutning inden for fire måneder på grund af uenighed om niveauet for det konsoliderede afviklingskoncernkrav og niveauet for det krav, der finder anvendelse på afviklingskoncernens enheder på individuelt grundlag, træffes en afgørelse om niveauet for det krav, der finder anvendelse på afviklingskoncernens dattervirksomheder på individuelt grundlag, i henhold til § 268 a, stk. 5-7, og der træffes en afgørelse om det konsoliderede afviklingskoncernkrav i henhold til det foreslåede § 268, stk. 6-8.

Finanstilsynets fastsættelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver er bindende, såfremt der ikke foreligger nogen fælles afgørelse.

Den fælles afgørelse og enhver afgørelse, der træffes, såfremt der ikke foreligger nogen fælles afgørelse, gennemgås regelmæssigt og ajourføres, hvor det er relevant.

Det foreslås i stk. 5, at har en af myndighederne omfattet af stk. 1, nr. 2 og 3, inden udløbet af fristen på 4 måneder indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, udskyder Finanstilsynet sin afgørelse og afventer, at Den Europæiske Banktilsynsmyndighed træffer afgørelse i sagen.

Herefter fastsætter Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet krav om nedskrivningsegnede passiver i overensstemmelse med Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds afgørelse.

Det foreslåede stk. 5 gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 h, stk. 5, 2. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det foreslåede stk. 5 er desuden en videreførelse af den gældende § 268, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed.

Forslaget præciserer gældende ret.

Perioden på fire måneder anses for at være forligsfasen som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) Nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF.

EBA træffer afgørelse inden for en måned.

Efter udløbet af perioden på fire måneder, eller efter at der er truffet en fælles afgørelse, kan sagen ikke længere indbringes for EBA.

Afviklingsenhedens afviklingsmyndighed eller koncernafviklingsmyndigheden kan ikke indbringe sagen for EBA med henblik på bindende mægling, såfremt det af dattervirksomhedens afviklingsmyndighed fastsatte niveau ligger inden for 2 pct. af den samlede risikoeksponering beregnet i overensstemmelse med artikel 92, stk. 3, i forordning (EU) nr. 575/2013 med henblik på kravet i artikel 45 e og overholder artikel 45 c, stk. 7.

Det foreslås i stk. 6, at såfremt Den Europæiske Banktilsynsmyndighed ikke har truffet afgørelse, inden for 1 måned efter at sagen er indbragt, jf. stk. 5, fastsætter Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet krav om nedskrivningsegnede passiver for virksomheden beliggende i Danmark, som ikke er en afviklingsenhed.

Det foreslåede stk. 6 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 h, stk. 5, 6. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det foreslås i stk. 7, at Finanstilsynet skal fremsende afgørelsen, der fastsætter kravet om nedskrivningsegnede passiver, til de virksomheder beliggende i Danmark i en afviklingskoncern, som ikke er en afviklingsenhed.

Det foreslåede stk. 7 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 h, stk. 1, dele af 2. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

§ 267 h

Det følger af den gældende § 270, at erhvervsministeren har bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om kravet om nedskrivningsegnede passiver i en bekendtgørelse.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i § 267 h.

Det er hensigten, at bestemmelsen skal danne hjemmelsgrundlag for at implementere bestemmelserne i artikel 45 c og 45 d, 45 e, stk. 2 og 3, 45 f og 45 g i BRRD II direktivnært i en bekendtgørelse.

Der er tale om en række regler, der er af teknisk karakter, og formler.

Det følger af det foreslåede 1. pkt., at erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Bemyndigelsen giver mulighed for at fastsætte nærmere regler om beregningen af kravet om nedskrivningsegnede passiver, på hvilket grundlag Finanstilsynet skal fastsætte kravet, hvordan kravet skal opfyldes og regler om dispensation fra opfyldelse af kravet.

Finanstilsynet kan bl.a. fastsætte, at ved fastsættelsen af rekapitaliseringsbeløbet skal Finanstilsynet anvende de senest indberettede værdier for det relevante samlede eksponeringsmål justeret for eventuelle ændringer som følge af afviklingshandlinger, der er fastlagt i afviklingsplanen.

Finanstilsynet ned- eller opjusterer det beløb, som svarer til kravet i § 124 i lov om finansiel virksomhed med henblik på at fastsætte det krav, der skal gælde for afviklingsenheden efter gennemførelsen af den foretrukne afviklingsstrategi.

Bemyndigelsen giver bl.a. mulighed for at fastsætte nærmere regler for, på hvilket grundlag Finanstilsynet skal fastsætte kravet, og hvordan kravet skal opfyldes for væsentlige dattervirksomheder i Danmark af et G-SIFI i et tredjeland, hvor datterselskabet ikke er en afviklingsenhed.

Det følger af den foreslåede 2. pkt., at erhvervsministeren også kan fastsætte regler, der fraviger §§ 267 c-267 e.

Bemyndigelsen giver mulighed for at fastsætte regler om, hvornår kravet om nedskrivningsegnede passiver for virksomheder, der ikke er afviklingsenheder, helt eller delvist kan opfyldes med en garanti stillet af afviklingsenheden.

Erhvervsministeren kan f.eks. fastsætte, at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet kan tillade for en dattervirksomhed, som ikke er en afviklingsenhed, at kravet om nedskrivningsegnede passiver opfyldes helt eller delvist med en garanti stillet af afviklingsenheden, når en række betingelser er opfyldt.

Det kan være en betingelse, at både dattervirksomheden og afviklingsenheden er etableret i Danmark og indgår i samme afviklingskoncern.

Det kan endvidere være en betingelse, at afviklingsenheden opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver på konsolideret niveau på afviklingskoncernniveau.

Det kan også være en betingelse, at garantien stilles for et beløb, der som minimum svarer til beløbet af det krav, garantien træder i stedet for.

Det kan yderligere være en betingelse, at garantien udløses, når dattervirksomheden ikke kan indfri sin gæld eller andre passiver, efterhånden som de forfalder, eller der er truffet en beslutning om udøvelse af nedskrivning eller konvertering efter §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det kan være en betingelse, at der stilles sikkerhed for garantien gennem en aftale om finansiel sikkerhedsstillelse, for mindst 50 pct. af garantiens beløb, den underliggende sikkerhedsstillelse for garantien opfylder kravene i artikel 197 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til virksomheder og investeringsselskaber, hvilket efter tilstrækkelig forsigtig værdiansættelse af aktivet, der stilles til sikkerhed, er tilstrækkeligt til at dække det beløb, der stilles sikkerhed for.

Det kan også være en betingelse, at den underliggende sikkerhedsstillelse for garantien er ubehæftet og anvendes navnlig ikke som underliggende sikkerhedsstillelse for andre garantier.

Det kan endvidere være en betingelse, at sikkerhedsstillelsen har en effektiv løbetid, som opfylder den samme løbetidsbetingelse som i artikel 72 c, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til virksomheder og investeringsselskaber.

Det kan endvidere være en betingelse, at der er ingen juridiske, reguleringsmæssige eller operationelle barrierer for overførslen af sikkerhedsstillelsen fra afviklingsenheden til dattervirksomheden, herunder hvis der træffes afviklingsforanstaltninger over for afviklingsenheden.

Det giver bl.a. mulighed for at fravige den foreslåede § 267 e om passiver en virksomhed, som er dattervirksomhed af en afviklingsenhed, men som ikke selv er en afviklingsenhed, kan anvende til at opfylde NEP-kravet med.

Bestemmelsen giver også mulighed for, at fastsætte regler om subordination for den afviklingsenhed, der ikke er et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), men som indgår i en afviklingskoncern, hvis samlede aktiver overstiger 100 mia. EUR.

Erhvervsministeren kan f.eks. fastsætte, at Finanstilsynet for en afviklingsenhed, der ikke er et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), men som indgår i en afviklingskoncern, hvis samlede aktiver overstiger 100 mia. EUR, skal fastsætte, at en andel af kravet om nedskrivningsegnede passiver svarende til 13,5 pct. af den samlede risikoeksponering for afviklingsenheden skal opfyldes med kapitalgrundlag, efterstillede nedskrivningsegnede instrumenter eller med forpligtelser omfattet af § 267 a, stk. 1, nr. 5, og at en andel af kravet om nedskrivningsegnede passiver svarende til 5 pct. af det samlede eksponeringsmål for afviklingsenheden, skal opfyldes med kapitalgrundlag, efterstillede nedskrivningsegnede instrumenter eller med forpligtelser omfattet af § 267 a, stk. 1, nr. 5.

Det giver bl.a. mulighed for at fravige den foreslåede 267 c om krav om subordination.

Bestemmelsen giver endvidere mulighed for at fastsætte regler om, at en modervirksomhed, der ikke selv er en afviklingsenhed, skal opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver på konsolideret grundlag.

Erhvervsministeren kan f.eks. fastsætte, at en modervirksomhed, der ikke selv er en afviklingsenhed, skal opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver på konsolideret grundlag, når modervirksomheden er en dattervirksomhed af en virksomhed i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, og modervirksomheden har dattervirksomheder etableret i Danmark eller et andet land i Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som ikke er afviklingsenheder.

Bestemmelsen giver også mulighed for at fastsætte regler om passiver, som en virksomhed, der er dattervirksomhed af en modervirksomhed i et tredjeland, kan opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver med.

Erhvervsministeren kan f.eks. fastsætte, at en modervirksomheden og en virksomhed, som er dattervirksomhed af modervirksomheden i et tredjeland, men som ikke selv er en afviklingsenhed, skal opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver med passiver omfattet af § 267 d, stk. 1, og at passiverne skal være udstedt til modervirksomheden, som er etableret i et tredjeland, dattervirksomheder af modervirksomheden, der er etableret i samme tredjeland som modervirksomheden, og/eller andre virksomheder omfattet af § 267 e, stk. 1, nr. 2, litra b, og nr. 4, litra a.

Det giver bl.a. mulighed for at fravige den foreslåede 267 d om, at virksomheder, som er dattervirksomheder af en afviklingsenheder, men som ikke selv er afviklingsenheder skal opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver på individuelt niveau.

Den foreslåede § 267 h udvider den gældende § 270, så det sikres, at de nødvendige regler kan udstedes med hjemmel i bemyndigelsesbestemmelsen.

§ 268

Det følger af den gældende bestemmelse i § 125 i, stk. 1, at et realkreditinstitut til enhver tid skal have en gældsbuffer på 2 pct. af realkreditinstituttets samlede uvægtede udlån.

Kapital og forpligtelser til opfyldelse af gældsbufferkravet skal være udstedt af realkreditinstituttet i øvrigt.

Det følger endvidere af den gældende bestemmelse i § 125 i, stk. 2, at for et realkreditinstitut, der på institutniveau er udpeget som systemisk vigtigt realkreditinstitut, skal gældsbufferen fastsættes til et niveau, dog minimum 2 pct., der sikrer, at instituttets krav til kapitalgrundlag og gældsbuffer tilsammen udgør mindst 8 pct. af instituttets samlede passiver.

Det følger af det gældende § 125 i, stk. 3, at indgår et realkreditinstitut i en koncern, der på konsolideret niveau er udpeget som systemisk vigtig, og hvor der for koncernen skal fastsættes et krav til størrelsen af koncernens nedskrivningsegnede passiver på konsolideret niveau, skal gældsbufferen fastsættes til et niveau, dog minimum 2 pct., der sikrer, at det samlede krav til koncernens gældsbuffer, kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede passiver udgør mindst 8 pct. af koncernens samlede passiver.

Det følger af den gældende § 125 i, stk. 4, at for et realkreditinstitut, der på institutniveau er udpeget som systemisk vigtigt realkreditinstitut, der indgår i en international koncern, udgør gældsbufferkravet 2 pct. af instituttets samlede uvægtede udlån, hvis den internationale koncerns samlede krav er tilstrækkelige til at sikre, at koncernen har nedskrivningsegnede passiver, der mindst udgør 8 pct. af koncernens samlede passiver.

Hvis den internationale koncerns samlede krav ikke er tilstrækkelige til at sikre, at koncernen har nedskrivningsegnede passiver, der mindst udgør 8 pct. af koncernens samlede passiver, fastsættes gældsbufferkravet for realkreditinstituttet til minimum 2 pct., dog således, at det samlede krav til realkreditinstituttets gældsbuffer og kapitalgrundlag udgør mindst 8 pct. af realkreditinstituttets samlede passiver.

Det følger endelig af den gældende § 125 i, stk. 5, at for et realkreditinstitut, der som modervirksomhed ejer en dattervirksomhed, der også er et realkreditinstitut, kan gældsbufferkravet opfyldes på realkreditkoncernniveau.

Det vurderes hensigtsmæssigt, at bestemmelserne om gældsbufferkravet flyttes til kapitel 17 i lov om finansiel virksomhed.

Det sker for at tydeliggøre, at bestemmelserne hører under Finanstilsynet som afviklingsmyndighed, og ikke i Finanstilsynets kapacitet som tilsynsmyndighed.

Der sker ikke med flytningen af bestemmelserne nogen ændring af bestemmelserne, beregningen og fastlæggelsen af gældsbufferkravet, herunder beregningsgrundlaget for gældsbufferkravet, dets størrelse eller sammensætningen m.v. Gældsbufferkravets funktion og indhold er således uændret, og flytningen af bestemmelserne til kapitel 17 er alene udtryk for en teknisk omrokering i loven.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at et realkreditinstitut til enhver tid skal have en gældsbuffer på 2 pct. af realkreditinstituttets samlede uvægtede udlån.

Det foreslåede stk. 1 er en videreførelse af den gældende § 125 i, stk. 1.

Bestemmelsen indebærer et gældsbufferkrav til yderligere kapital for realkreditinstitutter.

Kravets størrelse er fastlagt til forholdsmæssigt at følge størrelsen på det enkelte realkreditinstituts samlede uvægtede udlån.

Realkreditinstitutters væsentligste solvensmæssige risiko er som følge af balanceprincippet kreditrisikoen på netop udlån.

Gældsbufferkravet skal sikre bedre muligheder for krisehåndtering af et realkreditinstitut.

Kravet skal endvidere sikre, at der løbende er et vist niveau af midler til rådighed for instituttet til at leve op til kravene om at stille supplerende sikkerhed.

Det mindsker for det første behovet for at hente kapital til at stille supplerende sikkerhed, og for det andet gør det det nemmere at hente en sådan kapital, hvis behovet skulle opstå.

Realkreditinstitutter kan udstede obligationer i serier med seriereservefonde, såkaldte kapitalcentre.

Realkreditinstituttet skal udarbejde særskilte regnskaber for hvert center i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 872 af 20. november 1995 om serieregnskaber i realkreditinstitutter (serieregnskabsbekendtgørelsen).

Det følger af denne, at kapital udstedt i realkreditinstituttet fordeles pro rata i de enkelte kapitalcentre.

Realkreditinstituttet kan vælge at udstede kapital direkte i det enkelte kapitalcenter, hvorefter kapitalen i sin helhed er knyttet til dette center.

Det foreslås i 2. pkt., at kapital og forpligtelser til opfyldelse af gældsbufferkravet skal være udstedt af realkreditinstituttet i øvrigt.

Det følger derfor af serieregnskabsbekendtgørelsen, at den vil skulle fordeles pro rata.

Det kan i konkrete tilfælde være hensigtsmæssigt, at den kapital, der udstedes for at opfylde gældsbufferkravet, herefter kan allokeres til et eller flere bestemte kapitalcentre med henblik på at styrke kapitaliseringen af disse, uden at hovedreglen om pro rata-fordeling iagttages.

Det kan f.eks. være, hvor realkreditinstituttet også indeholder væsentlige passive kapitalcentre, hvorfra der ikke ydes nyudlån, og hvor der derfor ikke er samme behov for kapitalisering.

Finanstilsynet har i sådanne tilfælde mulighed for efter ansøgning at dispensere fra kravet om pro rata-fordeling, jf. § 3, stk. 3, i bekendtgørelse om serieregnskaber i realkreditinstitutter.

Med en sådan dispensation vil realkreditinstitutternes gældsbuffer kunne benyttes til supplerende sikkerhed i stedet for realkreditinstitutternes junior covered bonds (JCB’er), der ellers sædvanligvis udstedes for at fremskaffe den fornødne supplerende sikkerhed.

Såfremt et realkreditinstitut ikke opfylder kravene i den foreslåede § 268, stk. 1, helt eller delvist, skal instituttet i overensstemmelse med den foreslåede § 269 c i lov om finansiel virksomhed meddele Finanstilsynet dette.

Finanstilsynet har herefter som led i tilsynsvirksomheden mulighed for enten ved modtagelse af en sådan meddelelse, eller såfremt Finanstilsynet i anden sammenhæng konstaterer, at kravet ikke er opfyldt, at anmode realkreditinstituttet om en redegørelse for forholdet og for instituttets fremadrettede håndtering heraf.

Realkreditinstituttet vil dermed få tid og mulighed for at rette op på overskridelse, herunder eventuelt med mulighed for mere tid, hvis instituttet kan sandsynliggøre, at der er udsigt til en retablering af gældsbufferen inden for en rimelig tidshorisont, henset til de mulige kapitalinstrumenter og forpligtelser, der kan anvendes til at opfylde af kravet, og den tid, som etablering af kapitalinstrumenterne og forpligtelserne kræver.

Det er helt centralt, at et realkreditinstitut bevarer gældsbufferen intakt i en periode, hvor instituttet lider tab, og egenkapitalen formindskes.

En intakt gældsbuffer vil således væsentligt styrke sandsynligheden for, at det vil være muligt at håndtere et nødlidende eller forventeligt nødlidende realkreditinstitut uden at påføre den finansielle stabilitet unødig skade.

Det vil samtidig styrke investorernes tillid til, at de selv i en situation, hvor realkreditinstituttet er solvensmæssigt udfordret, har en meget lille risiko for tab eller at blive bundet i en langvarig afvikling ved investering i specielt JCB’er.

Overtrædelse af kravet anses som udgangspunkt for at være en grov overtrædelse af lov om finansiel virksomhed.

Det indebærer, at Finanstilsynet om nødvendigt kan inddrage tilladelsen, jf. § 224, stk. 1, nr. 1, såfremt der efter en vurdering af instituttets samlede forhold findes grundlag for inddragelse.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at for et realkreditinstitut, der på institutniveau er udpeget som systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) eller globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), jf. §§ 308 eller 310, gælder endvidere, at gældsbufferen skal fastsættes til et niveau, der sikrer, at instituttets krav til kapitalgrundlag og gældsbuffer tilsammen udgør mindst 8 pct. af instituttets samlede passiver, jf. dog stk. 4.

Bestemmelsen fastsætter supplerende regler i forhold til fastsættelsen af gældsbufferkravet.

Bestemmelserne finder anvendelse på systemisk vigtige realkreditinstitutter og sikrer, at det samlede krav til instituttets gældsbufferkrav og kapitalkrav mindst udgør 8 pct. af instituttets samlede passiver.

Ved krav til kapitalgrundlag forstås det samlede kapitalkrav inklusiv solvensbehov og det kombinerede kapitalbufferkrav.

Det foreslås i 2. pkt., at gældsbufferen dog skal fastsættes efter 1. pkt. til minimum 2 pct. af realkreditinstituttets samlede uvægtede udlån.

Den foreslåede bestemmelse er med til at understøtte og øge sikkerheden for, at den foretrukne afviklingsstrategi for de danske systemisk vigtige finansielle institutter kan gennemføres.

Bestemmelsen indebærer, at gældsbufferen for realkreditinstitutter altid skal udgøre mindst 2 pct. af realkreditinstituttets samlede uvægtede udlån.

Gældsbufferen kan således i medfør af lovforslaget kun justeres opad, såfremt det er nødvendigt for at opfylde kravet i stk. 2, 1. pkt.

Det samlede krav for gældsbuffer og kapitalgrundlag på mindst 8 pct. skal senest være opfyldt den 1. januar 2022, jf. lovforslagets § 5, stk. 12.

Det er fortsat hensigten, at gældsbufferen for systemisk vigtige realkreditinstitutter skal evalueres senest i 2021.

Evalueringen skal ske i lyset af bl.a. udviklingen af NEP-krav i europæisk regi, herunder også i lyset af effekterne af Basel IV standarderne m.v.

Det foreslåede stk. 2 er en videreførelse af den gældende § 125 i, stk. 2.

Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at indgår et realkreditinstitut i en koncern, der på konsolideret niveau er udpeget som systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) eller globalt systemisk vigtigt finansielt in-stitut (G-SIFI), jf. §§ 308 eller 310, og hvor der for koncernen skal fastsættes et krav til størrelsen af koncernens nedskrivningsegnede passiver på konsolideret niveau, gælder endvidere, at gældsbufferen skal fastsættes til et niveau, der sikrer, at det samlede krav til koncernens gældsbuffer, kapitalgrundlag for koncernens realkreditinstitutter og nedskrivningsegnede passiver udgør mindst 8 pct. af koncernens samlede passiver.

Gældsbufferen skal dog fastsættes efter 1. pkt. til minimum 2 pct. af realkreditinstituttets samlede uvægtede udlån.

Bestemmelsen indebærer supplerende regler i forhold til fastsættelsen af gældsbufferkravet.

Bestemmelserne finder anvendelse på et realkreditinstitut i en koncern, der på konsolideret niveau er udpeget som systemisk vigtig, jf. §§ 308 og 310, hvor der skal fastsættes et krav til størrelsen af koncernens nedskrivningsegnede passiver på konsolideret niveau, jf. § 266.

Bestemmelsen sikrer, at det samlede krav til koncernens eller instituttets gældsbufferkrav, kapitalkrav og krav til nedskrivningsegnede passiver mindst udgør 8 pct. af koncernens samlede passiver.

Bestemmelsen har til formål at understøtte og øge sikkerheden for, at den foretrukne afviklingsstrategi for de danske systemisk vigtige finansielle institutter kan gennemføres.

Ved samlede krav i stk. 3 forstås, at kravet til koncernens gældsbuffer, kapitalgrundlag til koncernens realkreditinstitutter og nedskrivningsegnede passiver tilsammen udgør mindst 8 pct. af koncernens

passiver.

Krav til kapitalgrundlag for de dele af koncernen, der ikke er realkreditinstitutter, og hvor kravet ikke allerede indgår i NEP-kravet, indgår også til dækning af kravet på mindst 8 pct. af koncernens samlede passiver.

Ved kapitalgrundlag til koncernens realkreditinstitutter forstås det samlede kapitalkrav inklusiv solvensbehov og det kombinerede kapitalbufferkrav for alle realkreditinstitutter i koncernen.

Ved koncern forstås i medfør af denne bestemmelse pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I, som indgår i samme koncern.

Med kravet sikres endvidere, at niveauet for nedskrivningsegnede passiver sammenholdt med gældsbufferkravet er internationalt konformt, da det vil svare til det krav til nedskrivningsegnede passiver, der generelt som minimum beregnes for større pengeinstitutkoncerner i det styrkede banksamarbejde.

Det foreslås i 2. pkt., at gældsbufferen dog skal fastsættes efter 1. pkt. som minimum 2 pct. af realkreditinstituttets samlede uvægtede udlån.

Gældsbufferen kan således i medfør af lovforslaget kun justeres opad, såfremt det er nødvendigt for at opfylde kravet i stk. 3, 1. pkt.

Det samlede krav for gældsbuffer og kapitalgrundlag på mindst 8 pct. skal senest være opfyldt den 1. januar 2022, jf. lovforslagets § 5, stk. 12.

I overensstemmelse med de gældende regler skal det samlede krav for gældsbuffer, kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede passiver på mindst 8 pct. senest være opfyldt den 1. januar 2022.

Det er hensigten, at gældsbufferen for systemisk vigtige koncerner, hvori der indgår et realkreditinstitut, skal evalueres senest i 2021.

Evalueringen skal ske i lyset af bl.a. udviklingen af nedskrivningsegnede passiver i europæisk regi, herunder også i lyset af effekterne af Basel IV-standarderne m.v.

Det foreslåede stk. 3 er en videreførelse af den gældende § 125 i, stk. 3.

Det foreslås i stk. 4, at for et realkreditinstitut, der på institutniveau er udpeget som systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) eller globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), jf. §§ 308 eller 310, og som indgår i en afviklingskoncern med en afviklingsenhed etableret i et land indenfor Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, udgør gældsbufferkravet 2 pct. af instituttets samlede uvægtede udlån, hvis afviklingskoncernens samlede krav er tilstrækkelige til at sikre, at afviklingskoncernen har nedskrivningsegnede passiver, der mindst udgør 8 pct. af afviklingskoncernens samlede passiver.

Er afviklingskoncernens samlede krav ikke tilstrækkelige til at sikre, at afviklingskoncernen har nedskrivningsegnede passiver, der mindst udgør 8 pct. af afviklingskoncernens samlede passiver, fastsættes gældsbufferkravet for realkreditinstituttet til minimum 2 pct. Det samlede krav til realkreditinstituttets gældsbuffer og kapitalgrundlag skal dog udgøre mindst 8 pct. af realkreditinstituttets samlede passiver.

Bestemmelsen indebærer supplerende regler i forhold til fastsættelsen af gældsbufferkravet.

Bestemmelserne finder anvendelse på systemisk vigtige realkreditinstitutter, jf. §§ 308 og 310, der indgår i en international koncern.

For at fastslå, om det samlede krav er tilstrækkeligt til at sikre, at koncernen har nedskrivningsegnede passiver, der mindst udgør 8 pct. af koncernens samlede passiver, skal Finanstilsynet undersøge, hvilket samlet krav af nedskrivningsegnede passiver koncernen de facto har.

I den forbindelse vil Finanstilsynet vurdere koncernens nationale tilsyns- og afviklingsmyndigheds metoder til at fastsætte det samlede krav.

Hvis den internationale koncerns samlede krav ikke er tilstrækkelige til at sikre, at koncernen har nedskrivningsegnede passiver, der mindst udgør 8 pct. af koncernens samlede passiver, fastsættes gældsbufferkravet for realkreditinstituttet i stedet for til et niveau, minimum 2 pct., dog således, at det samlede krav til realkreditinstituttets gældsbuffer og kapitalgrundlag udgør mindst 8 pct. af realkreditinstituttets samlede passiver.

Gældsbufferen for realkreditinstitutter skal altid udgøre mindst 2 pct. af realkreditinstituttets samlede uvægtede udlån.

Der lægges ikke med lovforslaget op til en ændring heraf.

Gældsbufferen kan således kun justeres opad, såfremt det er nødvendigt for at opfylde kravet i stk. 4.

I overensstemmelse med de gældende regler skal det samlede krav for gældsbuffer, kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede passiver på mindst 8 pct. senest være opfyldt den 1. januar 2022.

Det er hensigten, at gældsbufferen for både systemisk vigtige realkreditinstitutter, systemisk vigtige koncerner, hvori der indgår et realkreditinstitut, og for systemisk vigtige realkreditinstitutter, der indgår i en international koncern skal evalueres senest i 2021.

Evalueringen skal ske i lyset af bl.a. udviklingen af NEP-krav i europæisk regi, herunder også i lyset af effekterne af Basel IV-standarderne m.v.

Det foreslåede stk. 4 er en videreførelse af den gældende § 125 i, stk. 4.

Det foreslåede § 268, stk. 1-4, foreslås strafbelagt, jf. lovforslagets § 1, nr. 114, hvortil der henvises.

Overholder et realkreditinstitut ikke sit gældsbufferkrav i medfør af det foreslåede § 268, stk. 1-4, kan realkreditinstituttet straffes med en bøde.

Gerningsindholdet er, at det specifikke gældsbufferkrav, der følger af de enkelte bestemmelser, ikke er overholdt, og ansvarssubjektet er den virksomhed, som kravet er rettet mod, og som ikke overholder kravet.

Det foreslås i stk. 5, at for et realkreditinstitut, der som modervirksomhed ejer en dattervirksomhed, der også er et realkreditinstitut, og hvor begge virksomheder indgår i samme afviklingskoncern, kan gældsbufferkravet opfyldes på realkreditkoncernniveau.

Med bestemmelsen fastsættes betingelserne for realkreditinstitutter, der har tilladelse til et såkaldt fælles funding i overensstemmelse med artikel 129, stk. 1, litra d og f, i CRR.

Det er sædvanligt, at overkapitalisering i koncerner koncentreres i modervirksomheden, hvilket forslaget skal sikre også er muligt i forhold til gældsbufferkravet.

Bestemmelsen indebærer, at gældsbufferkravet kan opfyldes af enten modervirksomheden eller dattervirksomheden, hvor realkreditkoncernen betragtes som én økonomisk enhed.

Kravet opfyldes således for realkreditkoncernen som helhed.

Denne mulighed omfatter således ikke pengeinstitutmodervirksomheder, der ejer realkreditinstitutter, eller realkreditinstitutmodervirksomheder, der ejer pengeinstitutter.

Baggrunden for dette er, at pengeinstitutter ikke skal opfylde et gældsbufferkrav.

Det foreslåede stk. 5 er en videreførelse af den gældende § 125 i, stk. 5.

Der er dog foretaget en præcisering, så der i bestemmelsen anvendes begrebet afviklingskoncern.

Det foreslås i stk. 6, at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætter en frist til at opfylde gældsbufferkravet på ny for realkreditinstitutter, der har været genstand for nedskrivning eller konvertering efter §§ 272 eller 273 eller §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og afviklingsenheder, som Finansiel Stabilitet har anvendt afviklingsværktøjer overfor.

Når et realkreditinstitut har været genstand for afviklingsværktøjer eller nedskrivning og konvertering, kan virksomhedens gældsbuffer være blevet brugt i forbindelse med dette.

Realkreditinstituttet kan som følge heraf ikke opfylde sit gældsbufferkrav.

Efter det foreslåede stk. 6 skal Finanstilsynet fastsætte en frist for, hvornår realkreditinstituttet skal opfylde kravet på ny.

Den fastsatte frist skal give virksomheden en passende overgangsperiode til på ny at opfylde gældsbufferkravet.

Fristen fastsættes efter høring af Finansiel Stabilitet.

Bestemmelsen omfatter både realkreditinstitutter, der er afviklingsenheder, og realkreditinstitutter, der er dattervirksomheder.

Når en virksomhed er restruktureret og bragt tilbage på markedet igen, vil den skulle arbejde hen imod at opfylde et gældsbufferkrav, så virksomheden igen vil have tilstrækkelige passiver til tabsabsorbering og rekapitalisering af virksomheden, hvis virksomheden bliver nødlidende eller forventeligt nødlidende og skal restruktureres eller afvikles.

Det er derfor hensigtsmæssigt, at Finanstilsynet fastsætter en passende frist.

Er en virksomhed genstand for afvikling, vil der dog ikke blive fastsat et nyt gældsbufferkrav.

Finanstilsynet kan efter høring af Finansiel Stabilitet ændre fristen for opfyldelse af gældsbufferkravet på ny.

Det foreslåede stk. 6 er nyt.

§ 268 a

Det følger af den gældende § 125 i, stk. 6, at gældsbufferkravet kan opfyldes med egentlig kernekapital, hybrid kernekapital, supplerende kapital og usikret seniorgæld.

Det følger af den gældende § 125 i, stk. 9, nr. 1, at Finanstilsynet kan bestemme, at gældsbufferkravet for et realkreditinstitut skal opfyldes helt eller delvist med kapital- og gældsinstrumenter med kontraktuel mulighed for nedskrivning og konvertering.

Det følger af Finanstilsynets vejledning om passiver til opfyldelse af gældsbufferkrav, at passiver, der anvendes til opfyldelse af gældsbufferkravet, bør bære tab før simple kreditorer for realkreditinstitutter i afvikling og i konkurs (subordination).

Det følger endvidere af vejledningen, at forpligtelser til opfyldelse af gældsbufferkravet bør kunne nedskrives og konverteres uden brug af bail-in, og at det er nødvendigt, at der ikke er andre forpligtelser, som kræver anvendelse af bail-in, for at de kan nedskrives og konverteres, der er foranstillet forpligtelserne.

Det foreslås i stk. 1, at et realkreditinstitut, der er en afviklingsenhed, skal opfylde gældsbufferkravet med kapital og forpligtelser fastsat i nr. 1-4, eller begge dele i kombination, jf. dog § 268 d.

I det foreslåede stk. 1, nr. 1-4, angives de typer af kapital og forpligtelser, som realkreditinstitutter kan anvende til opfyldelse af gældsbufferkravet.

Efter det foreslåede nr. 1 kan gældsbufferkravet opfyldes med egentlig kernekapital.

Egentlig kernekapital er defineret i § 5, stk. 6, nr. 10, i lov om finansiel virksomhed, der fastslår, at egentlig kernekapital skal forstås i overensstemmelse med artikel 25 i CRR og regler fastsat i medfør af § 128, stk. 3 og 4.

Det foreslåede nr. 1 er en videreførelse af den gældende § 125 i, stk. 6, nr. 1.

Efter det foreslåede nr. 2 kan gældsbufferkravet opfyldes med hybrid kernekapital.

Hybrid kernekapital er defineret i § 5, stk. 6, nr. 13, i lov om finansiel virksomhed, der fastslår, at hybrid kernekapital skal forstås i overensstemmelse med artikel 61 i CRR og regler fastsat i medfør af § 128, stk. 3 og 4.

Det foreslåede nr. 2 er en videreførelse af den gældende § 125 i, stk. 6, nr. 2.

Efter det foreslåede nr. 3 kan gældsbufferkravet opfyldes med supplerende kapitalinstrumenter.

Supplerende kapitalinstrumenter er defineret i § 5, stk. 6, nr. 15, i lov om finansiel virksomhed, der fastslår, at supplerende kapitalinstrumenter skal forstås i overensstemmelse med artikel 63 i CRR og regler fastsat i medfør af § 128, stk. 3 og 4, i lov om finansiel virksomhed.

Opfylder et kapitalinstrument betingelserne i artikel 63, litra a-p, i CRR, er der dermed tale om et supplerende kapitalinstrument.

Det foreslåede stk. nr. 3 er en videreførelse af den gældende § 125 i, stk. 6, nr. 3.

Efter det foreslåede nr. 4 kan gældsbufferkravet opfyldes med forpligtelser, som opfylder betingelserne i artikel 72 b, stk. 2, litra d, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Det foreslåede nr. 4 er nyt, men udtryk for en gennemførelse af bestemmelsen i vejledning om passiver til opfyldelse af gældsbufferkrav i lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen i stk. 1 indebærer et krav om subordination, dvs. et krav om at gældsbufferkravet skal opfyldes med kapitalgrundlag eller efterstillede nedskrivningsegnede instrumenter.

Formålet med et krav om subordination er at skabe en højere grad af gennemsigtighed for kreditorerne og understøtte en troværdig og gennemførlig afvikling.

Hvis der skulle opstå en afviklingssituation, hvor der er behov for passiver, der kan nedskrives og konverteres, vil de subordinerede instrumenter absorbere tab først.

Det understøtter en troværdig og gennemførlig afvikling og reducerer risikoen for manglende overholdelse af no-creditor-worse-off-princippet, dvs. princippet om at ingen kreditorer eller aktionærer må stilles økonomisk værre i afvikling, end hvis der var tale om en konkurssituation.

Den øgede transparens i forhold til kreditorernes risiko i tilfælde af en evt.

afvikling bør også lede til en passende prissætning af den subordinerede gæld.

Konkursordenen fremgår af § 13 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Et realkreditinstituts kapitalgrundlag, der anvendes til at opfylde det kombinerede bufferkrav, kan også benyttes til at opfylde kravet om subordination, forudsat at realkreditinstituttet er en afviklingsenhed.

Det foreslås i stk. 2, at kapital og forpligtelser, jf. stk. 1, nr. 1-4, skal kunne nedskrives og konverteres uden brug af bail-in.

Der må ikke være andre forpligtelser, som er efterstillet eller sidestillet forpligtelser, der anvendes til at opfylde gældsbufferkravet.

Realkreditinstitutterne indgår i forskellige koncernstrukturer, som har betydning for valget af deres afviklingsstrategier.

For at de valgte afviklingsstrategier er mulige og troværdige, bør de forpligtelser, realkreditinstitutterne udsteder til opfyldelse af deres gældsbufferkrav, overholde en række betingelser.

Bestemmelsen indebærer, at kapital og forpligtelser, der anvendes til opfyldelse af gældsbufferkravet, skal kunne nedskrives uden brug af bail-in, jf. § 24, stk. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Bail-in er defineret i § 2, nr. 4, som bliver nr. 6, jf. lovforslagets § 2, nr. 4 og 5, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og dækker over det afviklingsværktøj, som Finansiel Stabilitet kan gøre brug af til at nedskrive forpligtelser eller konvertere forpligtelser til egenkapital i medfør af §§ 24-28 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Bestemmelsen indebærer endvidere, at der ikke må være andre forpligtelser, som kræver anvendelse af bail-in, for at de kan nedskrives eller konverteres, der tager tab før forpligtelser til opfyldelse af gældsbufferkravet.

Dette sikrer, at et realkreditinstitut kan videreføres i en afvikling, uden at de kreditorer, der har investeret i forpligtelser til opfyldelse af gældsbufferkravet, bliver stillet ringere i en afvikling end ved konkurs (no creditor worse off-princippet).

Det foreslåede stk. 2 er nyt, men er udtryk for en gennemførelse af bestemmelsen i vejledning om passiver til opfyldelse af gældsbufferkrav i lov om finansiel virksomhed.

§ 268 b

Det følger af den gældende § 125 i, stk. 6, at gældsbufferkravet kan opfyldes med egentlig kernekapital, hybrid kernekapital, supplerende kapital og usikret seniorgæld.

Det foreslås i stk. 1, at et realkreditinstitut, der er dattervirksomhed af en afviklingsenhed, men som ikke selv er en afviklingsenhed, skal opfylde gældsbufferkravet med kapital og forpligtelser fastsat i nr. 1-4, eller begge dele i kombination, jf. dog § 268 d.

I det foreslåede stk. 1, nr. 1-4, angives de typer af kapital og forpligtelser, som disse omfattede realkreditinstitutter kan anvende til opfyldelse af gældsbufferkravet.

Efter det foreslåede nr. 1 kan gældsbufferkravet opfyldes med egentlig kernekapital.

Egentlig kernekapital er defineret i § 5, stk. 6, nr. 10, i lov om finansiel virksomhed, der fastslår, at egentlig kernekapital skal forstås i overensstemmelse med artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og regler fastsat i medfør af § 128, stk. 3 og 4.

Det foreslåede stk. nr. 1 er en videreførelse af den gældende § 125 i, stk. 6, nr. 1.

Efter det foreslåede nr. 2 kan gældsbufferkravet opfyldes med hybrid kernekapital.

Hybrid kernekapital er defineret i § 5, stk. 6, nr. 13, i lov om finansiel virksomhed, der fastslår, at hybrid kernekapital skal forstås i overensstemmelse med artikel 61 i CRR og regler fastsat i medfør af § 128, stk. 3 og 4.

Det foreslåede stk. nr. 2 er en videreførelse af den gældende § 125 i, stk. 6, nr. 2.

Efter det foreslåede nr. 3 kan gældsbufferkravet opfyldes med supplerende kapitalinstrumenter.

Supplerende kapitalinstrumenter er defineret i § 5, stk. 6, nr. 15, i lov om finansiel virksomhed, der fastslår, at supplerende kapitalinstrumenter skal forstås i overensstemmelse medartikel 63 i CRR og regler fastsat i medfør af § 128, stk. 3 og 4, i lov om finansiel virksomhed.

Opfylder et kapitalinstrument betingelserne i artikel 63, litra a-p, i CRR, er der således tale om et supplerende kapitalinstrument.

Det foreslåede stk. nr. 3 er en videreførelse af den gældende § 125 i, stk. 6, nr. 3.

Efter det foreslåede nr. 4 kan gældsbufferkravet opfyldes med forpligtelser, som opfylder betingelserne i artikel 72 b, stk. 2, litra d, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og betingelserne i litra a-c.

Det er en betingelse, jf. det foreslåede litra a, at forpligtelsen skal være udstedt til afviklingsenheden enten direkte eller indirekte gennem andre virksomheder i samme afviklingskoncern, der købte forpligtelserne fra virksomheden omfattet af stk. 1, jf. det foreslåede nr. i, eller en eksisterende kapitalejer, der ikke indgår i samme afviklingskoncern som virksomheden omfattet af stk. 1, i det omfang afviklingsenhedens kontrol med virksomheden omfattet af stk. 1 ikke vil blive påvirket af Finanstilsynets udøvelse af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser, jf. §§ 272 eller 273, eller Finansiel Stabilitets udøvelse af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser, jf. §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. det foreslåede nr. ii .

Bestemmelsen indebærer således, at forpligtelserne skal være solgt til en anden virksomhed, som har udstedt forpligtelserne til afviklingsenheden, eller at forpligtelserne skal være solgt til en eksisterende kapitalejer, der ikke indgår i samme afviklingskoncern som virksomheden, så hele afviklingskoncernen vil kunne holdes samlet under en afvikling.

Det er en betingelse, at virksomheden og afviklingsenheden indgår i samme afviklingskoncern.

Det er en betingelse, jf. det foreslåede litra b, at forpligtelsen ved konkursbehandling er efterstillet passiver, der ikke opfylder betingelserne i litra a og ikke kvalificerer til opfyldelse af kapitalgrundlagskrav i nr. 1 eller 2.

Bestemmelsen indebærer, at forpligtelserne skal være efterstillet forpligtelser, der ikke er omfattet af betingelserne i det foreslåede litra a eller er omfattet af det foreslåede nr. 1 og nr. 2 i konkursordenen.

Konkursordenen fremgår af § 13 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Efter det foreslåede litra a er det en betingelse, at forpligtelserne er udstedt til og købt af afviklingsenheden enten direkte eller indirekte gennem andre virksomheder i samme afviklingskoncern, der købte passiverne fra virksomheden, eller en eksisterende kapitalejer, der ikke indgår i samme afviklingskoncern som virksomheden, i det omfang udøvelse af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser ikke berører afviklingsenhedens kontrol med virksomheden.

Efter det foreslåede nr. 1 kan kravet opfyldes med egentlig kernekapital.

Efter det foreslåede nr. 2 kan kravet opfyldes med andet kapitalgrundlag, der er udstedt til enheder, som indgår i samme afviklingskoncern, eller som ikke indgår i samme afviklingskoncern, hvis afviklingsenhedens kontrol med virksomheden ikke vil blive påvirket af udøvelsen af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser, jf. §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det er en betingelse, jf. det foreslåede litra c, at forpligtelsen er omfattet af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser, jf. §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og hvor anvendelse af beføjelserne ikke vil påvirke afviklingsenhedens kontrol med dattervirksomheden.

Bestemmelsen sikrer, at den valgte afviklingsstrategi understøttes ved, at afviklingsmyndigheden for en virksomhed, som er dattervirksomhed af en afviklingsenhed eller en virksomhed i et tredjeland, men som ikke selv er en afviklingsenhed, opfylder sit krav om nedskrivningsegnede passiver med kapitalgrundlag og forpligtelser, som kan nedskrives og konverteres uden anvendelse af afviklingsværktøjer.

Det foreslåede nr. 4 er nyt, men udtryk for en gennemførelse af bestemmelsen i vejledning om passiver til opfyldelse af gældsbufferkrav i lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen i stk. 1 indebærer et krav om subordination, dvs. et krav om at gældsbufferkravet skal opfyldes med kapitalgrundlag eller efterstillede nedskrivningsegnede instrumenter.

Formålet med et krav om subordination er at skabe en højere grad af gennemsigtighed for kreditorerne og understøtte en troværdig og gennemførlig afvikling.

Hvis der skulle opstå en afviklingssituation, hvor der er behov for passiver, der kan nedskrives og konverteres, vil de subordinerede instrumenter absorbere tab først.

Det understøtter en troværdig og gennemførlig afvikling og reducerer risikoen for manglende overholdelse af no-creditor-worse-off-princippet, dvs. princippet om at ingen kreditorer eller aktionærer må stilles økonomisk værre i afvikling, end hvis der var tale om en konkurssituation.

Den øgede transparens i forhold til kreditorernes risiko i tilfælde af en evt.

afvikling bør også lede til en passende prissætning af den subordinerede gæld.

Konkursordenen fremgår af § 13 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Et realkreditinstituts kapitalgrundlag, der anvendes til at opfylde det kombinerede bufferkrav, kan også benyttes til at opfylde kravet om subordination, hvis instituttet ikke er en afviklingsenhed.

§ 268 c

Det følger af den gældende § 125 i, stk. 8, at kapital og forpligtelserne skal have en oprindelig løbetid på mindst 2 år, jf. nr. 1, og at der skal være en hensigtsmæssig spredning i kapital og forpligtelsernes forfaldstid.

Det følger af Finanstilsynets vejledning om passiver til opfyldelse af gældsbufferkrav, at forpligtelser til opfyldelse af gældsbufferkravet bør kunne nedskrives og konverteres uden brug af bail-in, og at det er nødvendigt, at der ikke er andre forpligtelser, som kræver anvendelse af bail-in, for at de kan nedskrives og konverteres, der er foranstillet forpligtelserne.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at for den del af gældsbufferkravet, der opfyldes med kapital og forpligtelser omfattet af § 268 a, stk. 1, nr. 2-4, eller § 268 b, nr. 2-4, gælder en række betingelser.

Efter det foreslåede nr. 1 skal kapital og forpligtelserne have en oprindelig løbetid på mindst 2 år.

Såfremt et gældsinstrument omfatter en option på indfrielse, som indehaveren kan udøve inden udløbet af instrumentets oprindelige løbetid, defineres instrumentets løbetid, som den tidligst mulige dato, hvor indehaveren kan udøve optionen på indfrielse og anmode om indfrielse eller tilbagebetaling af instrumentet.

Såfremt et gældsinstrument omfatter et incitament for udstederen til at opkræve, indfri, tilbagebetale eller genkøbe instrumentet inden udløbet af instrumentets oprindelige løbetid, defineres instrumentets løbetid som den tidligst mulige dato, hvor udstederen kan udøve optionen og anmode om indfrielse eller tilbagebetaling af instrumentet.

Såfremt et gældsinstrument omfatter optioner på førtidig indfrielse, der kun kan udnyttes efter udstederens valg inden udløbet af instrumentets oprindelige løbetid, men hvor de bestemmelser, der regulerer instrumenterne, ikke indeholder et incitament til, at instrumentet opkræves, indfries, tilbagebetales eller genkøbes før dets udløb, og ikke indeholder optioner på indfrielse eller tilbagebetaling, der kan udnyttes efter indehavernes valg, defineres instrumentets løbetid som den oprindelige løbetid.

Det er forventningen, at kapitalinstrumenterne i overvejende grad vil have en længere oprindelig løbetid.

Kravet skal medvirke til, at gældsbufferen opfyldes kontinuerligt.

Det foreslåede nr. 1 er en videreførelse af den gældende § 125 i, stk. 1, nr. 1.

Efter det foreslåede nr. 2 skal der være en hensigtsmæssig spredning i kapital og forpligtelsernes forfaldstid.

Bestemmelsen indebærer, at realkreditinstituttet skal sørge for, at der er en hensigtsmæssig spredning i kapitalinstrumenternes forfaldstid, således at der ikke er en uforholdsmæssig stor del af kapitalinstrumenterne, der forfalder i samme periode.

Det kan f.eks. opfyldes ved at instrumenterne forfalder kvartalsvist i løbet af den toårige periode.

Kravet skal medvirke til, at gældsbufferen opfyldes kontinuerligt.

Det foreslåede nr. 2 er en videreførelse af den gældende § 125 i, stk. 1, nr. 2.

Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet kan bestemme, at et gældsbufferkrav, der er opgjort efter § 268, stk. 3, for den del, der er over 2 pct. af realkreditinstituttets samlede uvægtede udlån, kan opfyldes med udstedelser fra afviklingsenheden, hvis denne er et pengeinstitut.

Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet har mulighed for at give en afviklingsenhed i en koncern lov til at opfylde en del af gældsbufferkravet med udstedelser, hvis modervirksomheden er et pengeinstitut.

Det gælder alene for den del af gældsbufferkravet, der overstiger 2 pct. i tilfælde, hvor gældsbufferkravet som følge af lovforslagets § 268 vil være opgjort til at være større end 2 pct. Det sikrer mulighed for, at forøgelsen af kravet kan ligge i modervirksomheden, hvilket vil være mere hensigtsmæssigt i en potentiel afviklingssituation.

Det foreslåede stk. 2 er en videreførelse af den gældende § 125 i, stk. 9, nr. 2.

§ 268 d

Det følger af den gældende § 125 i, stk. 7, at kapital og forpligtelserne som nævnt i stk. 6 ikke samtidig må anvendes til at opfylde kravet til kapitalgrundlag, jf. artikel 92 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, det individuelle solvensbehov, jf. § 124, stk. 2, det individuelle solvenskrav, jf. § 124, stk. 3, det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a, eller kravet til nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266.

Det foreslås i § 268 d, at kapital og forpligtelser, som anvendes til at opfylde gældsbufferkravet, ikke samtidig må anvendes til at opfylde kravet til kapitalgrundlag, jf. artikel 92 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, jf. nr. 1, opfylde det individuelle solvensbehov, jf. § 124, stk. 2, jf. nr. 2, opfylde det individuelle solvenskrav, jf. § 124, stk. 3, jf. nr. 3, opfylde det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a, jf. nr. 4, eller opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, jf. nr. 5, eller til at finansiere opfyldelsen af kravet om nedskrivningsegnede passiver i virksomheder i samme koncern, jf. nr. 6 .

I det omfang realkreditinstituttet har overskydende kapital, som ikke er allokeret til at dække kapitalkrav i medfør af søjle I og søjle II samt kapitalbuffere, jf. kravene i CRR og i lov om finansiel virksomhed, kan denne kapital medregnes i opgørelsen af gældsbufferen.

De aktiver, der anskaffes for den optagne gæld i forbindelse med gældsbufferkravet, kan benyttes til at stille supplerende sikkerhed, herunder både den lovpligtige og den overdækning, realkreditinstituttet har for at leve op til ratingkrav, ligesom den kan anvendes til at opfylde likviditetskravet (LCR, Liquidity Coverage Requirement).

Bestemmelsen indebærer endvidere, at kapital og forpligtelser, der anvendes til at opfylde gældsbufferkravet, ikke samtidig må anvendes til at opfylde kravet til nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266.

Nedskrivningsegnede passiver, der anvendes til at opfylde gældsbufferkravet i det foreslåede § 268, stk. 1-4, må ikke samtidig anvendes til at opfylde eller finansiere forpligtelser, der anvendes til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Det sikrer, at de samlede krav til koncerner, hvori der både indgår realkreditinstitutter og pengeinstitutter, består af kravet om nedskrivningsegnede passiver til koncernens pengeinstitutter og kapital- og gældsbufferkravene til koncernens realkreditinstitutter er det nødvendigt, at forpligtelser til opfyldelse af gældsbufferkravet ikke samtidig kan anvendes til at opfylde eller finansiere kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Dermed kan udstedelser fra realkreditinstituttet ikke anvendes til både at opfylde gældsbufferkravet og finansiere kravet til nedskrivningsegnede passiver.

Den foreslåede § 268 d er en videreførelse af den gældende § 125 i, stk. 7.

Med forslaget foretages en præcisering, så det fremover fremgår af bestemmelsen, at kapital og forpligtelser ikke samtidig må anvendes til at finansiere opfyldelsen af kravet om nedskrivningsegnede passiver til virksomheder i samme koncern.

§ 269

Det følger af den gældende § 269, stk. 1, at Finanstilsynet skal kontrollere, at den enkelte virksomhed til enhver tid overholder kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Det følger af den gældende § 268, stk. 3, at opfylder virksomheden ikke på tidspunktet for meddelelse i henhold til stk. 2 kravet til nedskrivningsegnede passiver, fastsætter Finanstilsynet under hensyntagen til sagens karakter og de konkrete omstændigheder en frist til opfyldelse heraf.

Modtager Finanstilsynet efterfølgende meddelelse om, at virksomheden ikke længere opfylder kravet, kan Finanstilsynet ligeledes fastsætte frist for opfyldelse heraf i medfør af 1. pkt.

Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet fører tilsyn med virksomhedernes overholdelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, og gældsbufferkravet, jf. § 268.

Det foreslåede stk. 1 gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 h, stk. 8, 1. led, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Bestemmelsen indebærer en hjemmel til Finanstilsynet til at udstede påbud og at give påtaler i forbindelse med konstaterede brud på kravet om nedskrivningsegnede passiver og gældsbufferkravet.

En virksomhed, der er omfattet af et krav om nedskrivningsegnede passiver eller gældsbufferkravet, er forpligtet til straks at meddele Finanstilsynet oplysninger om et brud eller et kommende brud, dvs. hvis virksomheden forventer at bryde med kravet i medfør af den foreslåede § 269 c.

Når Finanstilsynet modtager en underretning vil Finanstilsynet som udgangspunkt fastsætte en frist til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver eller gældsbufferkravet.

Fristen fastsættes under hensyntagen til sagens karakter og de konkrete omstændigheder.

Hvis virksomheden ikke opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver eller gældsbufferkravet inden for den fastsatte frist, vil den manglende opfyldelse af påbuddet blive vurderet i forhold til Finanstilsynets almindelige reaktionsmuligheder.

Den ultimative reaktion ved gentagne og grove tilfælde på brud er, at tilladelsen kan inddrages, jf. § 224, stk. 1, nr. 1.

En overtrædelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver anses som udgangspunkt som en grov overtrædelse af lov om finansiel virksomhed.

Finanstilsynet kan som tilsynsmyndighed, under hensyntagen til allerede afprøvede tiltag, foretage en vurdering af, om virksomheden er nødlidende eller forventeligt nødlidende, jf. § 224 a.

Overtrædelse af gældsbufferkravet anses også som udgangspunkt for at være en grov overtrædelse af lov om finansiel virksomhed.

Det indebærer, at Finanstilsynet om nødvendigt kan inddrage tilladelsen, jf. § 224, stk. 1, nr. 1, såfremt der efter en vurdering af instituttets samlede forhold findes grundlag for inddragelse.

Der er tale om en grov overtrædelse af lov om finansiel virksomhed, fordi kravet om nedskrivningsegnede passiver og gældsbufferkravet er helt centralt i forhold til den afviklingsstrategi, som fastlægges for den enkelte virksomhed.

En manglende overholdelse af kravene kan således øge risikoen for, at den enkelte virksomhed ikke kan afvikles uden brug af offentlige midler.

Det er Finanstilsynet som afviklingsmyndighed, der fører tilsynet med kravet om nedskrivningsegnede passiver og gældsbufferkravet i medfør af det foreslåede stk. 1.

Det foreslåede stk. 1 er en videreførelse af den gældende § 269, stk. 1.

Med forslaget foretages en sproglig præcisering, så det fremover vil fremgå af bestemmelsen, at Finanstilsynet fører tilsyn med virksomhedernes overholdelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Med forslaget foretages også den præcisering, at det fremover vil fremgå af bestemmelsen, at Finanstilsynet fører tilsyn med kravet om gældsbuffer.

Det foreslås i stk. 2, at opfylder en virksomhed ikke kravet om nedskrivningsegnede passiver, skal Finanstilsynet reagere med mindst én af de beføjelser og foranstaltninger omfattet af nr. 1-4.

Det foreslåede stk. 2 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 k, stk. 1, 1. afsnit, litra a-d, i BRRD.

Finanstilsynet kan således også foretage andre foranstaltninger end dem nævnt i nr. 1-4 og i yderste konsekvens inddrage virksomhedens tilladelse, jf. §§ 224 og 224 a i lov om finansiel virksomhed.

Manglende opfyldelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver kan eksempelvis finde sted i de tilfælde, hvor nogle af virksomhedens nedskrivningsegnede passiver er udløbet, og virksomheden ikke har været i stand til at udstede de nye nedskrivningsegnede forpligtelser til at erstatte de udløbne nedskrivningsegnede passiver.

Det foreslås i nr. 1, at Finanstilsynet kan anvende beføjelser til at afhjælpe eller fjerne hindringer for afvikling i overensstemmelse med §§ 264 og 265.

I medfør af det foreslåede § 264, stk. 3, skal virksomheden, senest 2 uger efter at denne har modtaget en underretning i henhold til stk. 1, forelægge Finanstilsynet forslag til mulige tiltag og en tidsplan for gennemførelsen af disse tiltag med henblik på at fjerne den væsentlige afviklingshindring i de tilfælde, hvor afviklingshindringen skyldes, at virksomheden ikke opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266.

Planen skal sikre, at virksomheden igen opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Vurderer Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, at de foreslåede tiltag ikke effektivt afhjælper eller fjerner den væsentlige afviklingshindring, har Finanstilsynet beføjelse til at påbyde virksomheden en række tiltag efter § 264, stk. 3, nr. 1-11.

Finanstilsynet kan f.eks. påbyde virksomheden at udstede nedskrivningsegnede passiver for at opfylde kravet, jf. § 264, stk. 3, nr. 9.

Finanstilsynet er både tilsynsmyndighed og afviklingsmyndighed.

Der henvises til § 344 d i lov om finansiel virksomhed og bemærkningerne hertil, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 15 som fremsat, side 93.

Det er Finanstilsynet som afviklingsmyndighed, der fastsætter krav om nedskrivningsegnede passiver.

Finanstilsynet som afviklingsmyndighed skal høre Finansiel Stabilitet og Finanstilsynet som tilsynsmyndighed ved reaktion med beføjelser til at afhjælpe eller fjerne afviklingshindringer.

Denne beføjelse hører under Finanstilsynet som afviklingsmyndighed.

Det foreslås i nr. 2, at Finanstilsynet kan anvende beføjelser nævnt i § 269 a.

Med forslaget til stk. 2, nr. 2, kan Finanstilsynet forbyde, at en virksomhed udlodder mere end det maksimale udlodningsbeløb, hvis virksomheden ikke opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 269 a.

Finanstilsynet skal uden unødvendig forsinkelse efter virksomhedens underretning, jf. den foreslåede bestemmelse i § 269 a, stk. 1, og efter høring af Finanstilsynet som tilsynsmyndighed, vurdere, om Finanstilsynet skal begrænse en virksomheds udlodning.

I vurderingen heraf skal tages hensyn til årsag, varighed og omfang af den manglende opfyldelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver samt dens konsekvenser for afviklingsmulighederne, udviklingen i virksomhedens finansielle situation og sandsynligheden for, at virksomheden inden for en overskuelig fremtid bliver nødlidende eller forventeligt nødlidende.

Finanstilsynet skal yderligere tage hensyn til udsigten til, at virksomheden vil være i stand til at sikre opfyldelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver inden for en rimelig tidsramme.

Finanstilsynet skal endelig tage hensyn til, om begrænsningen af virksomhedens udlodning udgør det mest passende og rimelige middel til at afhjælpe virksomhedens situation i forhold til den potentielle indvirkning på både muligheden for at opnå finansiering og afviklingsmulighederne for den pågældende virksomhed.

Hvis virksomheden ikke er i stand til at erstatte forpligtelser, som ikke længere opfylder kriterierne for nedskrivningsegnethed og udløb i artikel 72 b og 72 c i CRR eller i de foreslåede §§ 267 a-c og § 267 e, skal Finanstilsynet desuden tage hensyn til, om denne manglende evne er særegen for den pågældende virksomhed eller skyldes en markedsomfattende forstyrrelse.

Der vil være tale om en formildende omstændighed, hvis det skyldes en forstyrrelse, der omfatter den samlede marked.

Det maksimale udlodningsbeløb beregnes i overensstemmelse med det foreslåede bilag 10, nr. 1.

Det fremgår heraf, at det maksimale udlodningsbeløb beregnes ved at multiplicere den sum, der beregnes i overensstemmelse med nr. 2 i bilaget, med den faktor, der fastsættes i overensstemmelse med nr. 3 i bilaget.

Det maksimale udlodningsbeløb reduceres som følge af enhver af de handlinger, der er omhandlet i det foreslåede § 269 a, stk. 2, nr. 1-3.

Finanstilsynet er både tilsynsmyndighed og afviklingsmyndighed.

Der henvises til § 344 d i lov om finansiel virksomhed og bemærkningerne hertil, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 15 som fremsat, side 93.

Det er Finanstilsynet som afviklingsmyndighed, der fastsætter krav om nedskrivningsegnede passiver.

Finanstilsynet som afviklingsmyndighed skal høre Finanstilsynet som tilsynsmyndighed ved reaktion med beføjelser efter § 269 a.

Denne beføjelse hører under Finanstilsynet som afviklingsmyndighed.

Det foreslås i nr. 3, at Finanstilsynet kan iværksætte foranstaltninger i medfør af § 243 a, stk. 1.

§ 243 a i lov om finansiel virksomhed omhandler Finanstilsynets beføjelse til tidlig indgriben.

Bestemmelsen indebærer, at såfremt et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I overtræder, eller det er overvejende sandsynligt, at virksomheden som følge af en betydelig eller hastig forværring af virksomhedens finansielle situation i nær fremtid vil overtræde kravene i lov om finansiel virksomhed, regler udstedt i medfør af loven samt de direkte gældende forordninger nævnt i bestemmelsen, kan Finanstilsynet påbyde virksomheden, at en eller flere af en række tiltag fastsat i stk. 2 og 3 gennemføres.

Finanstilsynet kan bl.a. påbyde virksomheden at ændre sin forretningsstrategi, ændre sin retlige eller operationelle struktur, udarbejde og indsende en handlingsplan til Finanstilsynet m.v.

Denne beføjelse hører under Finanstilsynet som tilsynsmyndighed.

Finanstilsynet som tilsynsmyndighed hører Finanstilsynet som afviklingsmyndighed ved udøvelsen af denne beføjelse.

Det foreslås i nr. 4, at Finanstilsynet kan iværksætte foranstaltninger i medfør af § 344, stk. 1.

§ 344, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed indeholder Finanstilsynets hjemmel til at føre tilsyn.

Bestemmelsen er en generel forpligtelse for Finanstilsynet til at påse overholdelse af lov om finansiel virksomhed, regler, der er udstedt i medfør af lov om finansiel virksomhed, samt de direkte gældende forordninger nævnt i bestemmelsen.

Bestemmelsen er hjemlen for Finanstilsynet til at udstede påbud og give påtaler i forbindelse med konstaterede overtrædelser af reglerne.

Denne beføjelse hører under Finanstilsynet som tilsynsmyndighed.

Finanstilsynet som tilsynsmyndighed hører Finanstilsynet som afviklingsmyndighed ved udøvelsen af denne beføjelse i relation til den foreslåede § 269.

Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet også kan foretage en vurdering af, om virksomheden er nødlidende eller forventeligt nødlidende, jf. § 224 a.

Det foreslåede stk. 3 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 k, stk. 1, 2. afsnit, i BRRD.

Finanstilsynet kan i medfør af bestemmelsen også foretage andre foranstaltninger end dem nævnt i stk. 2, nr. 1-4, og i yderste konsekvens erklære virksomheden for nødlidende eller forventeligt nødlidende, jf. § 224 a i lov om finansiel virksomhed.

Denne beføjelse hører under Finanstilsynet som tilsynsmyndighed.

Finanstilsynet som tilsynsmyndighed hører Finanstilsynet som afviklingsmyndighed ved udøvelsen af denne beføjelse i relation til den foreslåede § 269.

§ 269 a

I gældende ret indgår det kombinerede kapitalbufferkrav som udgangspunkt i både tabsabsorberingsbeløbet og rekapitaliseringsbeløbet i kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Med artikel 128 i CRD V ændres tilgangen, så det kombinerede kapitalbufferkrav og kravet om nedskrivningsegnede passiver fastsat i procent af den samlede risikoeksponering skal opfyldes som to særskilte krav.

Dvs. egentlig kernekapital, som benyttes til opfyldelse af det kombinerede kapitalbufferkrav, kan ikke samtidig anvendes til opfyldelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver fastsat i procent af den samlede risikoeksponering.

Efter gældende ret vil et brud på det kombinerede kapitalbufferkrav blive underlagt udlodningsbegrænsninger, jf. § 125 b i lov om finansiel virksomhed.

§ 125 b indeholder bestemmelser om de tilfælde, hvor virksomheden ikke har et tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at opfylde både virksomhedens kombinerede kapitalbufferkrav og virksomhedens solvensbehov.

Har den pågældende virksomhed ikke et tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at opfylde både det kombinerede kapitalbufferkrav og solvensbehovet, må virksomheden ikke foretage visse former for udlodning, før virksomheden har underrettet Finanstilsynet som tilsynsmyndighed og opgjort det maksimale udlodningsbeløb i overensstemmelse med bekendtgørelse om opgørelse af det kombinerede kapitalbufferkrav, det maksimale udlodningsbeløb og indholdet af en kapitalbevaringsplan for visse finansielle virksomheder.

Med den foreslåede § 269 a kan Finanstilsynet indføre udlodningsbegrænsninger, hvis en virksomhed, der er underlagt krav om nedskrivningsegnede passiver, overholder det kombinerede kapitalbufferkrav, når det betragtes i tillæg til solvensbehovet, men ikke når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver fastsat i procent af den samlede risikoeksponering.

Reglen indfører en beføjelse til Finanstilsynet som afviklingsmyndighed og supplerer reglerne om brud på det kombinerede kapitalbufferkrav, der finder anvendelse for Finanstilsynet som tilsynsmyndighed.

Bestemmelsen indsnævrer dermed ikke de eksisterende beføjelser, som Finanstilsynet har som tilsynsmyndighed.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynet kan begrænse en virksomheds udlodning til det maksimale udlodningsbeløb, hvis en virksomhed, der er underlagt krav om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a, men ikke når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver.

I 2. pkt . foreslås det, at det maksimale udlodningsbeløb beregnes i overensstemmelse med bilag 10, nr. 1, jf. dog stk. 2.

Det foreslåede stk. 1 er nyt og implementerer dele af artikel 1, nr. 6, i BRRD II, der indsætter artikel 16 a, stk. 1, 1. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Bestemmelsen indfører en hjemmel til Finanstilsynet til at udstede påbud om, at en virksomhed, der er underlagt krav om nedskrivningsegnede passiver, skal begrænse sin udlodning til det maksimale udlodningsbeløb, hvis virksomheden opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a, men ikke når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266.

Dvs. virksomheden har tilstrækkelig kapital til at opfylde sit solvensbehov og det kombinerede kapitalbufferkrav, men ikke tilstrækkelige nedskrivningsegnede passiver til at opfylde både det kombinerede kapitalbufferkrav og kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Hvis virksomheden ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav i henhold til § 125 a, finder bestemmelsen i § 269 a ikke anvendelse.

Det kombinerede kapitalbufferkrav er defineret i § 5, stk. 1, nr. 36, i lov om finansiel virksomhed og dækker over den samlede egentlige kernekapital, der er nødvendig for at opfylde kravet om en kapitalbevaringsbuffer forhøjet med en virksomhedsspecifik kontracyklisk kapitalbuffer, en G-SIFI-buffer og en systemisk buffer.

Det er fastslået i § 125 a, hvornår det kombinerede kapitalbufferkrav ikke anses for opfyldt.

De generelle kapitalgrundlagskrav i artikel 92, stk. 1, litra a-c, i CRR omhandler en egentlig kernekapitalprocent på 4,5 pct., jf. litra a, en kernekapitalprocent på 6 pct., jf. litra b og en samlet kapitalprocent på 8 pct., jf. litra c.

En virksomhed, der er omfattet af et krav om nedskrivningsegnede passiver, er forpligtet til straks at meddele Finanstilsynet, hvis virksomheden ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, når det betragtes i tillæg til kravet til nedskrivningsegnede passiver, men opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, når det betragtes i tillæg til virksomhedens solvensbehov i medfør af den foreslåede § 269 c.

En manglende opfyldelse af det kombinerede kapitalbufferkrav, når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver, kan f.eks. skyldes, at virksomheden ikke har været i stand til at udstede de nødvendige nedskrivningsegnede forpligtelser, og dermed anvender en større del af sit kapitalgrundlag til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver, men samtidig har virksomheden tilstrækkelig kapital til at opfylde det kombinerede kapitalbufferkrav, når det betragtes i tillæg til kapitalgrundlagskravene og virksomhedens individuelle solvensbehov.

Den foreslåede bestemmelse supplerer dermed de generelle solvensregler i §§ 125 a og 125 b i lov om finansiel virksomhed og sikrer, at det kombinerede kapitalbufferkrav bevarer sin tiltænkte effekt, nemlig at fungere som et øget værn mod, at virksomhedernes kapitalgrundlag bliver utilstrækkelige og medvirkende til, at virksomhederne risikerer at blive nødlidende.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at tilpasse afviklingsmyndighedernes reaktionsbeføjelser ved manglende opfyldelse af det kombinerede kapitalbufferkrav, så disse tager hensyn til årsagen til den manglende opfyldelse.

Bestemmelsen tager hensyn til situationer, hvor en virksomhed ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav som et resultat af, at virksomheden anvender egentlig kernekapital til at imødegå midlertidig mangel på nedskrivningsegnede forpligtelser.

Det vil bl.a. betyde, at Finanstilsynet er i stand til at håndtere brud på det kombinerede kapitalbufferkrav ved en konkret vurdering af det enkelte tilfælde, idet Finanstilsynet har mulighed for at tage hensyn til årsagen til den pågældende manglende opfyldelse af det kombinerede kapitalbufferkrav.

Finanstilsynet skal månedligt vurdere, om virksomhedens udlodning skal begrænses.

Finanstilsynet skal begrænse virksomhedens udlodning, hvis virksomheden ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver, 9 måneder efter virksomhedens underretning til Finanstilsynet, eller Finanstilsynet har konstateret situationen, jf. det foreslåede § 269 a, stk. 3 og 4.

Den foreslåede § 269 c indeholder en handlepligt for virksomhedens ledelse, der er forpligtet til straks at underrette Finanstilsynet, hvis virksomheden befinder sig i en situation omfattet af den foreslåede § 269 a, stk. 1.

Det maksimale udlodningsbeløb beregnes i overensstemmelse med det foreslåede bilag 10, nr. 1, til lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 115.

Det fremgår heraf, at det maksimale udlodningsbeløb beregnes ved at multiplicere den sum, der beregnes i overensstemmelse med nr. 2 i bilaget, med den faktor, der fastsættes i overensstemmelse med nr. 3 i bilaget.

Det maksimale udlodningsbeløb reduceres med ethvert beløb som følge af enhver af de handlinger, der er omhandlet i det foreslåede § 269 a, stk. 2, nr. 1-3.

Det betyder, at det maksimale udlodningsbeløb fastsættes til et mindre beløb end det beløb, der fremkommer ved at multiplicere den sum, der beregnes i overensstemmelse med nr. 2 i bilaget, med den faktor, der fastsættes i overensstemmelse med nr. 3 i bilaget, hvis virksomheden foretager en af handlingerne i § 269 a, stk. 2, nr. 1-3.

Virksomheden kan som følge heraf udlodde mindre, end hvis virksomheden ikke havde foretaget de pågældende handlinger.

Det foreslåede stk. 1 foreslås strafbelagt, når en virksomhed ikke efterkommer et påbud, der er givet i medfør af bestemmelsen, jf. lovforlagets § 1, nr. 114, hvortil der henvises.

Har Finanstilsynet f.eks. udstedt et påbud i medfør af det foreslåede § 269 a, stk. 1, hvorefter en virksomhed skal begrænse sin udlodning til det maksimale udlodningsbeløb, og virksomheden ikke opfylder påbuddet inden for den angivne frist for opfyldelse af påbuddet, kan virksomheden straffes med en bøde.

Gerningsindholdet er, at Finanstilsynets påbud ikke efterkommes, og ansvarssubjektet er den virksomhed, som påbuddet er rettet mod.

Det foreslås i stk. 2, at stk. 1 finder anvendelse i forhold til de udlodninger, der er oplistet i nr. 1-3.

Det omfatter udlodning, der vedrører egentlig kernekapital, jf. det foreslåede nr. 1, tildeling af variabel løn eller skønsmæssigt fastsatte pensionsydelser eller betaling af variabel løn, hvis forpligtelsen til at betale blev indført på et tidspunkt, hvor virksomheden ikke opfyldte det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. det foreslåede nr. 2, og betalinger, der vedrører hybride kernekapitalinstrumenter, jf. det foreslåede nr. 3.

Det foreslåede stk. 2 er nyt og implementerer dele af artikel 1, nr. 6, i BRRD II, der indsætter artikel 16 a, stk. 1, 1. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan forbyde, at virksomheden udlodder mere end det maksimale udlodningsbeløb, hvis virksomheden foretager udlodning, der vedrører egentlig kernekapital, indgår aftaler om betaling af variabel løn eller skønsmæssigt fastsatte pensionsydelser, betaler variabel løn (bonus), medmindre aftalen om betaling af den variable løn blev indgået på et tidspunkt, hvor virksomheden opfyldte det kombinerende kapitalbufferkrav, og foretager betalinger, der vedrører hybride kernekapitalinstrumenter.

Ved udlodning, der vedrører egentlig kernekapital, forstås ifølge § 125 b, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed udbetaling af kontant udbytte, udlodning af helt eller delvist betalte fondsaktier eller andre kapitalinstrumenter i artikel 26, stk. 1, litra a, i CRR, indløsning eller tilbagekøb, som en virksomhed foretager af egne aktier eller andre kapitalinstrumenter, der er omhandlet i artikel 26, stk. 1, litra a, i CRR, tilbagebetaling af beløb betalt i forbindelse med de kapitalinstrumenter, der er omhandlet i artikel 26, stk. 1, litra a, i CRR, og udlodning af poster, der er omhandlet i artikel 26, stk. 1, litra b-e, i CRR.

Det foreslås i stk. 3, at i vurderingen af, om Finanstilsynet skal begrænse virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb, skal Finanstilsynet tage hensyn til de elementer, der er oplistet i nr. 1-5.

Det foreslås i nr. 1, at Finanstilsynet skal tage hensyn til årsagen til den manglende opfyldelse og dennes varighed og omfang og dens konsekvenser for afviklingsmulighederne.

Med årsagen for den manglende opfyldelse forstås baggrunden herfor.

Alt afhængigt af, hvad årsagen til den manglende opfyldelse er, kan det tale for eller imod, at Finanstilsynet begrænser virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb.

Det er Finanstilsynet, der foretager en vurdering af om årsagen taler for eller imod en begrænsning af virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb.

Med varighed af den manglende opfyldelse forstås tidsperioden for virksomhedens manglende opfyldelse.

En manglende opfyldelse i en lang tidsperiode, hvor virksomheden ikke har opfyldt og ikke opfylder kravet, taler for, at Finanstilsynet begrænser virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb.

Derimod taler en kort tidsperiode for, at Finanstilsynet ikke begrænser virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb.

Det er Finanstilsynet, der foretager vurderingen af, hvorvidt varigheden af den manglende opfyldelse taler for eller imod en begrænsning af virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb.

Med omfang forstås mængden af midler, som den manglende opfyldelse udgør.

Udgør den manglende opfyldelse et stort mængde af midler, taler det for, at Finanstilsynet begrænser virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb.

Derimod taler det for, at Finanstilsynet ikke begrænser virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb, hvis den manglende opfyldelse udgør en mindre mængde af midler.

Med konsekvenser for afviklingsmulighederne forstås, om den manglende opfyldelse indebærer, at afviklingsmulighederne for virksomheden bliver formindsket.

Er det tilfældet, taler det for, at Finanstilsynet begrænser virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb.

Er det derimod ikke tilfældet, taler det for, at Finanstilsynet ikke begrænser virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb.

Det er Finanstilsynet, der foretager en vurdering af om årsagen, varigheden, omfanget og konsekvenserne for afviklingsmulighederne taler for eller imod en begrænsning af virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb.

Det foreslås i nr. 2, at Finanstilsynet skal tage hensyn til udviklingen i virksomhedens økonomiske situation og sandsynligheden for, at virksomheden inden for en overskuelig fremtid opfylder betingelserne for afvikling.

Bliver virksomhedens økonomiske situation forværret af den manglende opfyldelse taler det for, at Finanstilsynet begrænser virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb.

Er det ikke tilfældet, taler det for, at Finanstilsynet ikke begrænser virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb.

Vil virksomheden inden for en overskuelig fremtid opfylde betingelserne for afvikling, taler det for, at Finanstilsynet begrænser virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb.

Er det ikke tilfældet, taler det for, at Finanstilsynet ikke begrænser virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb.

Betingelserne for afvikling fremgår af § 4 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det er Finanstilsynet, der foretager en vurdering af, om virksomhedens økonomiske situation og sandsynligheden for, at virksomheden inden for en overskuelig fremtid opfylder betingelserne for afvikling, taler for eller imod en begrænsning af virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb.

Det foreslås i nr. 3, at Finanstilsynet skal tage hensyn til udsigten til, at virksomheden vil være i stand til at opfylde det kombinerende kapitalbufferkrav, når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver, inden for en rimelig tidsramme.

Vil virksomheden være i stand til at opfylde det kombinerende kapitalbufferkrav, når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver, inden for en rimelig tidsramme, taler det for, at Finanstilsynet begrænser virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb.

Er det ikke tilfældet, taler det for, at Finanstilsynet ikke begrænser virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb.

Det er Finanstilsynet, der foretager en vurdering af om udsigten til, at virksomheden vil være i stand til at opfylde det kombinerende kapitalbufferkrav, når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver, inden for en rimelig tidsramme, taler for eller imod en begrænsning af virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb.

Det foreslås i nr. 4, at Finanstilsynet skal tage hensyn til, om virksomhedens manglende evne til at erstatte forpligtelser, som ikke længere opfylder kriterierne for nedskrivningsegnethed og udløb i artikel 72 b og 72 c i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber eller i §§ 267 a og 267 e, er særegen for den pågældende virksomhed eller skyldes en markedsomfattende forstyrrelse.

Er virksomhedens manglende evne til at erstatte forpligtelserne særegen for den pågældende virksomhed, taler det for, at Finanstilsynet begrænser virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb.

Skyldes virksomhedens manglende evne til at erstatte forpligtelserne derimod en markedsomfattende forstyrrelse taler det for, at Finanstilsynet ikke begrænser virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb.

Det er Finanstilsynet, der foretager en vurdering af, om virksomhedens manglende evne til at erstatte forpligtelserne er særegen for den pågældende virksomhed eller skyldes en markedsomfattende forstyrrelse, og om det taler for eller imod en begrænsning af virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb.

Artiklerne 72 b og c i CRR omhandler nedskrivningsegnede passivposter og instrumenter.

Artikel 72 b beskriver de betingelser, som nedskrivningsegnede passivinstrumenter skal opfylde.

Disse omfatter bl.a. krav om, at forpligtelser ikke må kunne indfries før tid, ikke må indeholde klausuler, der giver mulighed for at fremskynde betalingerne, at passiverne ikke må indeholde mulighed for netting m.v. Artikel 72 c omhandler amortisering af nedskrivningsegnede passivinstrumenter.

Artikel 72 c indebærer bl.a., at nedskrivningsegnede passivinstrumenter med en restløbetid på mindre end et år ikke betragtes som nedskrivningsegnede forpligtelser.

Det foreslåede § 267 a omhandler kapitalgrundlag og forpligtelser, som en afviklingsenhed kan anvende til at opfylde sit krav til nedskrivningsegnede passiver.

Det foreslåede § 267 e omhandler kapital og forpligtelser som en virksomhed, som er en dattervirksomhed af en afviklingsenhed eller en virksomhed i et tredjeland, men som ikke selv er en afviklingsenhed, kan anvende til at opfylde sit krav til nedskrivningsegnede passiver.

Det foreslås i nr. 5, at Finanstilsynet skal tage hensyn til, om begrænsningen af virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb udgør det mest passende og rimelige middel til at afhjælpe virksomhedens situation i forhold til den potentielle indvirkning på både finansieringsbetingelserne og afviklingsmulighederne for den pågældende virksomhed.

Udgør begrænsningen af virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb det mest passende og rimelige middel til at afhjælpe virksomhedens situation, taler det for, at Finanstilsynet begrænser virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb.

Er det ikke tilfældet, taler det for, at Finanstilsynet ikke begrænser virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb.

Det er Finanstilsynet, der foretager en vurdering af om begrænsningen af virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb udgør det mest passende og rimelige middel til at afhjælpe virksomhedens situation, og om det taler for eller imod en begrænsning af virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb.

Bestemmelsen, der er ny, implementerer dele af artikel 1, nr. 6, i BRRD II, der indsætter artikel 16 a, stk. 2, 1. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Med den foreslåede bestemmelse skal Finanstilsynet foretage en konkret vurdering, før Finanstilsynet beslutter at begrænse en virksomheds udlodning til det maksimale udlodningsbeløb.

I vurderingen skal de elementer, der er oplistet i det foreslåede stk. 3, nr. 1-5, indgå.

Det foreslås i stk. 4, at Finanstilsynet månedligt skal vurdere, om virksomhedens udlodning skal begrænses, så længe virksomheden befinder sig i en situation, der er omfattet af stk. 1.

Det foreslåede stk. 4 er nyt og implementerer dele af artikel 1, nr. 6, i BRRD II, der indsætter artikel 16 a, stk. 2, 2. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Med forslaget til stk. 4 skal Finanstilsynet én gang om måneden vurdere, om Finanstilsynet skal begrænse virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb, hvis virksomheden fortsat befinder sig i en situation, hvor den opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a, men ikke det kombinerede kapitalbufferkrav, når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver.

I denne vurdering skal Finanstilsynet tage hensyn til de elementer, der er oplistet i det foreslåede stk. 3.

Det foreslås i stk. 5, at Finanstilsynet skal begrænse virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb, hvis virksomheden befinder sig i en situation, der er omfattet af stk. 1, 9 måneder efter at virksomheden har underrettet Finanstilsynet i medfør af § 269 c, jf. dog stk. 6.

Det foreslåede stk. 5 er nyt og implementerer dele af artikel 1, nr. 6, i BRRD II, der indsætter artikel 16 a, stk. 3, 1. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet som afviklingsmyndighed efter høring af Finanstilsynet som tilsynsmyndighed skal begrænse virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb, hvis virksomheden 9 måneder efter underretningen af Finanstilsynet fortsat befinder sig i en situation, hvor den opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a, men ikke det kombinerede kapitalbufferkrav, når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Stk. 5 finder også anvendelse, hvis Finanstilsynet er blevet opmærksom på bruddet på anden vis, men hvor virksomheden burde have foretaget en underretning efter § 269 c.

Finanstilsynet er dermed forpligtet til at begrænse virksomhedens udlodning uden at foretage en forudgående vurdering efter stk. 3.

Dette er i modsætning til de første 8 måneder, hvor Finanstilsynet kan vælge at begrænse virksomhedens udlodninger.

Forslaget til stk. 6 indfører en undtagelse til stk. 5.

Med forslaget til stk. 6 er Finanstilsynet ikke forpligtet til at begrænse virksomhedens udlodninger, hvis mindst to af betingelserne i stk. 6, nr. 1-5, er opfyldt.

Det foreslås i stk. 6, at stk. 5 ikke finder anvendelse, hvis Finanstilsynet vurderer, at mindst to af betingelserne i nr. 1-5 er opfyldt.

Det foreslåede stk. 6 er nyt og implementerer dele af artikel 1, nr. 6, i BRRD II, der indsætter artikel 16 a, stk. 3, 1. afsnit i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det er en betingelse, jf. det foreslåede nr. 1, at virksomhedens manglende opfyldelse af det kombinerede kapitalbufferkrav skyldes en alvorlig forstyrrelse af de finansielle markeders funktion, hvilket fører til omfattende spændinger i flere segmenter af de finansielle markeder.

Det kan f.eks. skyldes, at forstyrrelser på de finansielle markeder bevirker, at det ikke er muligt eller uforholdsmæssigt dyrt for virksomheden at udstede nedskrivningsegnede passiver for at erstatte eksisterende nedskrivningsegnede passiver i takt med, at restløbetiden på disse falder til mindre end 1 år.

Det er en betingelse, jf. det foreslåede nr. 2, at forstyrrelsen nævnt i nr. 1, resulterer i øget prisvolatilitet for virksomhedens kapitalgrundlagsinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser eller øgede omkostninger for virksomheden og fører til en hel eller delvis lukning af markederne, hvilket forhindrer virksomheden i at udstede kapitalgrundlagsinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser på disse markeder.

Det er en betingelse, jf. det foreslåede nr. 3, at lukningen af markederne nævnt i nr. 2, gælder for flere andre virksomheder ud over den berørte virksomhed.

Det er en betingelse, jf. det foreslåede nr. 4, at forstyrrelsen nævnt i nr. 1, forhindrer den berørte virksomhed i at udstede kapitalgrundlagsinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser, der er tilstrækkelige til at afhjælpe den manglende opfyldelse af det kombinerede kapitalbufferkrav.

Det er en betingelse, jf. det foreslåede nr. 5, at Finanstilsynets udøvelse af beføjelsen nævnt i stk. 1 fører til negative virkninger for en del af pengeinstitutsektoren, hvorved den finansielle stabilitet potentielt undermineres.

Med bestemmelsen indføres en undtagelse til stk. 5.

Er mindst to ud af de fem betingelser opfyldt, finder undtagelsen anvendelse, og Finanstilsynet er som følge heraf ikke forpligtet til at begrænse virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb, jf. stk. 5, men kan vælge at gøre det ud fra en konkret vurdering, jf. stk. 1.

Finanstilsynet skal underrette Finanstilsynet som tilsynsmyndighed om sin afgørelse og redegøre skriftligt for sin vurdering.

Undtagelsen kan f.eks. finde anvendelse i forbindelse med en finansiel krise, hvor de finansielle markeders funktion er alvorligt forstyrrede, og virksomhedens muligheder for at udstede nedskrivningsegnede passiver som følge af dette er betydeligt begrænsede.

Det foreslås i stk. 7, at Finanstilsynet månedligt foretager en vurdering af, om mindst to af betingelserne i stk. 6 er opfyldt.

Det foreslåede stk. 7 er nyt og implementerer dele af artikel 1, nr. 6, i BRRD II, der indsætter artikel 16 a, stk. 3, 3. afsnit, i BBRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Finanstilsynet én gang om måneden skal vurdere, om mindst to af betingelserne i stk. 6 er opfyldt.

Denne vurdering skal foretages, hvis virksomheden 9 måneder efter underretningen af Finanstilsynet fortsat befinder sig i en situation, hvor den opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a, men ikke det kombinerede kapitalbufferkrav, når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Er mindst to af betingelserne i stk. 6 opfyldt, medfører det, at Finanstilsynet ikke er forpligtet til at begrænse virksomhedens udlodning, jf. stk. 5.

§ 269 b

Det følger af den gældende § 269, stk. 1, at Finanstilsynet skal kontrollere, at den enkelte virksomhed til enhver tid overholder kravet om nedskrivningsegnede passiver.

I den forbindelse indberetter virksomhederne en række oplysninger om deres NEP-krav til Finanstilsynet.

Det foreslås i stk. 1, at en virksomhed, der er underlagt et krav om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, skal indberette oplysninger fastsat i nr. 1-6 til Finanstilsynet.

Det foreslåede stk. 1 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 i, stk. 1, 1. afsnit, og stk. 2, 1. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

EBA udarbejder udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder med henblik på at fastlægge ensartede indberetningsmodeller, vejledning i og metode for anvendelsen af modellerne, indberetningshyppighed og -datoer, definitioner og IT-løsninger for den indberetning.

Disse tekniske standarder fastsætter en standardiseret måde at indgive oplysninger på om prioritetsrækkefølgen af de i stk. 1, nr. 3-5, omhandlede poster, som skal finde anvendelse ved national insolvensbehandling i hver medlemsstat.

For institutter eller enheder, som er omfattet af artikel 92a og 92b i CRR, skal disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, hvor det er relevant, afstemmes med gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedtaget i henhold til artikel 430 i nævnte forordning.

Det foreslås i nr. 1, at virksomheder skal indberette størrelsen af kapitalgrundlag eller kapitalgrundlag, der opfylder betingelserne i § 267 e, stk. 1, nr. 1 og 2, mindst en gang hvert halve år.

Virksomheder, der er afviklingsenheder, skal indberette størrelsen af kapitalgrundlag, og virksomheder, der ikke er afviklingsenheder, skal indberette størrelsen af kapitalgrundlag, der opfylder betingelserne i § 267 e, stk. 1, nr. 1 og 2, mindst en gang hvert halve år.

Det foreslås i nr. 2, at virksomheden skal indberette størrelsen af nedskrivningsegnede forpligtelser mindst en gang hvert halve år.

Både afviklingsenheder og virksomheder, der ikke er afviklingsenheder, skal indberette størrelsen af nedskrivningsegnede forpligtelser mindst en gang hvert halve år til Finanstilsynet.

Størrelsen af nedskrivningsegnede forpligtelser skal være angivet som en procentdel af den samlede risikoeksponering for virksomheden beregnet i overensstemmelse med artikel 92, stk. 3, i CRR og det samlede eksponeringsmål for virksomheden beregnet i overensstemmelse med artikel 429 og 429 a i CRR.

Det foreslås i nr. 3, at virksomheden skal indberette størrelsen af andre forpligtelser, der er omfattet af bail-in, mindst en gang om året.

Både afviklingsenheder og virksomheder, der ikke er afviklingsenheder, skal indberette størrelsen af forpligtelser, der er omfattet af bail-in, mindst en gang om året til Finanstilsynet.

Bail-in er defineret i § 2, nr. 4, som bliver nr. 6, jf. lovforslagets § 2, nr. 4 og 5, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og dækker over det afviklingsværktøj, som Finansiel Stabilitet kan gøre brug af til at nedskrive forpligtelser eller konvertere forpligtelser til egenkapital i medfør af §§ 24-28 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det foreslås i nr. 4, at virksomheden skal indberette sammensætningen af poster omfattet af nr. 1-3 og deres løbetidsprofil, mindst en gang om året.

Det foreslås i nr. 5, at virksomheden skal indberette den hierarkiske inddeling af poster omfattet af nr. 1-3 ved almindelig konkursbehandling mindst en gang om året.

Det foreslås i nr. 6, at virksomheden skal indberette oplysninger om, hvorvidt poster omfattet af nr. 1 og 2 er underlagt lovgivning i et tredjeland, og i så fald hvilket tredjeland, og om de indeholder kontraktvilkårene i § 274, stk. 1, og artikel 52, stk. 1, litra p og q, og artikel 63, litra n og o, i forordning (EU) nr. 575/2013 mindst en gang om året.

Det foreslås i stk. 2, at virksomheder, som på datoen for indberetningen af disse oplysninger har nedskrivningsegnede passiver på mindst 150 pct. af kravet om nedskrivningsegnede passiver, er undtaget fra at indberette størrelsen af forpligtelser, der er omfattet af bail-in, jf. stk. 1, nr. 3.

Det foreslåede stk. 2 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 i, stk. 1, 2. afsnit, litra b, i BRRD.

Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet kan anmode om, at virksomhederne indberetter oplysningerne i stk. 1, nr. 1-5, hyppigere end angivet.

Det foreslåede stk. 3 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 i, stk. 2, 2. afsnit, i BRRD.

Det foreslås i stk. 4, at en virksomhed, der ifølge dens afviklingsplan skal tages under konkursbehandling, ikke er omfattet af stk. 1.

Det foreslåede stk. 4 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 i, stk. 4, i BRRD.

Bestemmelsen indebærer, at virksomheder, hvis afviklingsstrategi er konkurs, ikke skal indberette oplysningerne i stk. 1 til Finansstilsynet.

§ 269 c

Det følger af den gældende § 269, stk. 2, at konstaterer virksomheden, at kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. §§ 266 og 268, ikke er opfyldt, skal virksomheden straks underrette Finanstilsynet herom.

Det foreslås i § 269 c, at en virksomhed, der er underlagt krav om nedskrivningsegnede passiver eller gældsbufferkrav, straks skal give meddelelse til Finanstilsynet, hvis virksomheden ikke opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver efter § 266 eller det kombinerede kapitalbufferkrav efter § 125 a, når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver, eller gældsbufferkravet efter § 268.

Dele af den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende § 269, stk. 2.

Dele af den foreslåede bestemmelse er ny og implementerer dele af artikel 1, nr. 6, i BRRD II, der indsætter artikel 16 a, stk. 1, 2. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Med den foreslåede bestemmelse bliver en virksomhed, der er underlagt et krav om nedskrivningsegnede passiver, forpligtet til straks at underrette Finanstilsynet, hvis virksomheden ikke opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, eller hvis virksomheden ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 125 a, eller hvis virksomheden ikke opfylder gældsbufferkravet, jf. § 268.

Der henvises til bemærkningerne til forslaget til §§ 266, 269 a og 268.

Den foreslåede bestemmelse indeholder en handlepligt for virksomheden.

At underretningen skal ske straks betyder, at virksomheden skal underrette Finanstilsynet, så snart virksomheden ikke opfylder kravet.

Virksomheden kan derfor ikke kan afvente f.eks. virksomhedens regnskabsaflæggelse eller tilsvarende.

Hvis virksomheden ikke underretter Finanstilsynet, eller underretningen ikke sker straks, vil det blive vurderet i forhold til Finanstilsynets almindelige reaktionsmuligheder.

Herudover kan virksomheden ligeledes straffes med bøde, jf. lovforslagets § 1, nr. 114, hvortil der henvises.

Har en virksomhed omfattet af den foreslåede § 269 c ikke straks meddelt Finanstilsynet, at virksomheden f.eks. ikke har opfyldt sit krav til nedskrivningsegnede passiver, kan virksomheden straffes med bøde.

Gerningsindholdet er, at kravet om straks meddelelse til Finanstilsynet ikke er overholdt, og ansvarssubjektet er den virksomhed, som er underlagt kravet i bestemmelsen, og som ikke har overholdt kravet.

Finanstilsynet orienterer Finansiel Stabilitet om modtagne underretninger.

§ 269 d

Der gælder i den gældende lovgivning ikke et krav om offentliggørelse af oplysninger om kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Det foreslås i stk. 1, at virksomheder, der er underlagt et krav om nedskrivningsegnede passiver, mindst en gang om året skal offentliggøre oplysninger omfattet af nr. 1-3.

Det foreslåede stk. 1 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 i, stk. 3, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Formålet med kravet om offentliggørelse er at sikre gennemsigtighed omkring kravet om nedskrivningsegnede passiver.

EBA udarbejder udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder med henblik på at fastsætte ensartede formater og ensartet hyppighed for offentliggørelse samt tilhørende anvisninger for, hvordan oplysningerne skal offentliggøres.

For virksomheder, som er omfattet af artikel 92a og 92b i CRR, vil disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, hvor det er relevant, blive afstemt med gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedtaget i henhold til artikel 434a i nævnte forordning.

Det foreslås i nr. 1, at virksomheder, der er underlagt krav om nedskrivningsegnede passiver, mindst en gang om året skal offentliggøre størrelsen af virksomhedens nedskrivningsegnede passiver.

Bestemmelsen indebærer, at virksomheder omfattet af kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, skal offentliggøre størrelsen af virksomhedens nedskrivningsegnede passiver angivet som en procentdel af den samlede risikoeksponering for virksomheden beregnet i overensstemmelse med artikel 92, stk. 3, i CRR , og det samlede eksponeringsmål for virksomheden beregnet i overensstemmelse med artikel 429 og 429a i CRR .

Det foreslås i nr. 2, at virksomheder, der er underlagt et krav om nedskrivningsegnede passiver, mindst en gang om året skal offentliggøre sammensætningen af poster omfattet af nr. 1, deres løbetidsprofil og prioritet ved konkursbehandling.

Bestemmelsen indebærer, at virksomheder omfattet af kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, skal offentliggøre, hvilke instrumenter virksomhedens nedskrivningsegnede passiver består af, instrumenternes løbetidsprofil og instrumenternes prioritet ved almindelig insolvensbehandling.

Det foreslås i nr. 3, at virksomheder, der er underlagt et krav om nedskrivningsegnede passiver, mindst en gang om året skal offentliggøre kravet om nedskrivningsegnede passiver fastsat i overensstemmelse med § 266, stk. 5.

Bestemmelsen indebærer, at virksomheder omfattet af kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, skal offentliggøre virksomhedens krav om nedskrivningsegnede passiver angivet som en procentdel af den samlede risikoeksponering for virksomheden beregnet i overensstemmelse med artikel 92, stk. 3, i CRR , og det samlede eksponeringsmål for virksomheden beregnet i overensstemmelse med artikel 429 og 429a i CRR .

Det foreslås i stk. 2, at for virksomheder, hvor der har været udøvet nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser i henhold til §§ 272 eller 273 eller §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, eller hvor Finansiel Stabilitet har anvendt afviklingsværktøjer over for virksomheden, finder kravene om offentliggørelse i stk. 1 anvendelse fra datoen for tidsfristen for at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver på ny.

Det foreslåede stk. 2 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 i, stk. 7, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Når en virksomhed har været genstand for afviklingsværktøjer eller nedskrivning og konvertering, kan virksomhedens nedskrivningsegnede passiver være blevet brugt i forbindelse med restruktureringen eller afviklingen af virksomheden.

Virksomheden kan som følge heraf ikke opfylde det fastsatte krav om nedskrivningsegnede passiver.

Efter det foreslåede skal Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætte en frist for, hvornår afviklingsenheden skal opfylde kravet på ny, jf. det foreslåede § 267, stk. 3, § 267 b, stk. 2, § 267 c, stk. 6, og § 267 d, stk. 2.

Den fastsatte frist skal give afviklingsenheden en passende overgangsperiode til på ny at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Når en virksomhed er restruktureret og bragt tilbage på markedet igen, vil den skulle arbejde hen imod at opfylde et krav om nedskrivningsegnede passiver, så virksomheden igen vil have tilstrækkelige passiver til tabsabsorbering og rekapitalisering af virksomheden, hvis virksomheden bliver nødlidende eller forventeligt nødlidende og skal restruktureres eller afvikles.

Det er derfor hensigtsmæssigt, at virksomheden igen skal offentliggøre oplysninger i medfør af stk. 1, når virksomheden igen skal opfylde et krav om nedskrivningsegnede passiver.

Det foreslås i stk. 3, at en virksomhed, der ifølge dens afviklingsplan skal tages under konkursbehandling, ikke er omfattet af stk. 1.

Det foreslåede stk. 3 er nyt og gennemfører artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 i, stk. 4, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Formålet med kravet om offentliggørelse er at sikre gennemsigtighed omkring kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Denne gennemsigtighed er ikke i samme omfang relevant for en virksomhed, der ifølge dens afviklingsplan skal tages under konkursbehandling, da kravet om nedskrivningsegnede passiver da typisk vil svare til virksomhedens solvensbehov.

§ 269 e

Der gælder ikke krav om offentliggørelse af oplysninger om gældsbufferkravet.

Det foreslås i stk. 1, at et realkreditinstitut, der er underlagt et gældsbufferkrav, mindst en gang om året skal offentliggøre oplysninger omfattet af nr. 1-3.

Formålet med kravet om offentliggørelse er at sikre gennemsigtighed omkring gældsbufferkravet.

Det foreslås i nr. 1, at et realkreditinstitut skal offentliggøre størrelsen af instituttets kapital og forpligtelser, der anvendes til at opfylde gældsbufferkravet.

Det foreslås i nr. 2, at et realkreditinstitut skal offentliggøre sammensætningen af poster omfattet af nr. 1, deres løbetidsprofil og prioritet ved konkursbehandling.

Bestemmelsen indebærer, at realkreditinstitutter omfattet af gældsbufferkravet, jf. § 268, skal offentliggøre, hvilke instrumenter virksomhedens kapital- og gældsbufferinstrumenter består af, instrumenternes løbetidsprofil og instrumenternes prioritet ved almindelig insolvensbehandling.

Det foreslås i nr. 3, at et realkreditinstitut skal offentliggøre sit gældsbufferkrav.

Det foreslåede stk. 1 er nyt.

Det foreslås i stk. 2, at er der udøvet nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser i henhold til §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, eller har Finansiel Stabilitet anvendt afviklingsværktøjer over for virksomheden, finder kravene om offentliggørelse i stk. 1 anvendelse fra datoen for tidsfristen for at opfylde gældsbufferkravet på ny, jf. § 268, stk. 6.

Det foreslåede stk. 2 er nyt.

Til nr. 81 (§ 271, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 271, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet skal oprette afviklingskollegier for at gennemføre de opgaver, der er nævnt i §§ 260, 261, 263, 265, 266 og 268, for en koncern, hvor den øverste modervirksomhed er i Danmark.

Det foreslås i § 271, stk. 1, at ændre henvisningen fra stk. 266 og 268 til stk. 265 a, 266 og 267 f.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af tilføjelsen af § 265 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 79, og nyaffattelsen af §§ 266-269, jf. lovforslagets § 1, nr. 80.

Til nr. 82 (§ 271, stk. 2 og 3, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 271, stk. 1-3, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet skal oprette og deltage i afviklingskollegier for at gennemføre en række opgaver for en koncern, der har grænseoverskridende aktiviteter, f.eks. drøfte koncernafviklingsplanen, vurdere afviklingsmulighederne og fastsætte kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Det foreslås at indsætte to nye stykker i § 271 for at implementere reglerne om, hvem der deltager i et afviklingskollegium, og hvornår et tredjelands afviklingsmyndighed må deltage som observatør i et afviklingskollegium oprettet af Finanstilsynet.

Det foreslås i stk. 2, at et afviklingskollegium består af de myndigheder, der er nævnt i bestemmelsens nr. 1-8.

Det foreslås i nr. 1, at afviklingskollegier består af den konsoliderende koncernafviklingsmyndighed.

Det foreslås i nr. 2, at afviklingskollegier består af afviklingsmyndighederne i hvert medlemsland, hvor en dattervirksomhed, der er underlagt konsolideret tilsyn, er etableret.

Det foreslås i nr. 3, at afviklingskollegier består af afviklingsmyndighederne i de medlemslande, hvor en modervirksomhed til et eller flere af koncernens virksomheder, som er en finansiel virksomhed eller en blandet holdingvirksomhed, er etableret.

Det foreslås i nr. 4, at afviklingskollegier består af afviklingsmyndighederne i de medlemslande, hvor væsentlige filialer er beliggende.

Det foreslås i nr. 5, af afviklingskollegier består af den konsoliderende tilsynsmyndighed og de kompetente myndigheder i de medlemslande, hvor afviklingsmyndigheden er medlem af afviklingskollegiet.

Er den kompetente myndighed i et medlemsland ikke medlemslandets centralbank, kan den kompetente myndighed beslutte at lade sig ledsage af en repræsentant for medlemslandets centralbank.

Det foreslås i nr. 6, at afviklingskollegier består af de ansvarlige ministerier, hvis de afviklingsmyndigheder, der er medlemmer af afviklingskollegiet, ikke er de ansvarlige ministerier.

Det foreslås i nr. 7, at afviklingskollegier består af den myndighed, der er ansvarlig for indskudsgarantiordningen i et medlemsland, hvis det pågældende medlemslands afviklingsmyndighed er medlem af afviklingskollegiet.

Det foreslås i nr. 8, at afviklingskollegier består af Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Bestemmelsen implementerer artikel 88, stk. 2, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Den foreslåede bestemmelse fastslår i nr. 1-8, hvilke myndigheder og ministerier der er medlemmer af et afviklingskollegium, som Finanstilsynet har oprettet som konsolideret afviklingsmyndighed, jf. § 271, stk. 1.

Afviklingskollegiet vil først og fremmest bestå af den konsoliderende afviklingsmyndighed, der er afviklingsmyndighed i det land, hvor den konsoliderende tilsynsmyndighed ligger.

Finanstilsynet er sammen med Finansiel Stabilitet den konsoliderende koncernafviklingsmyndighed i de tilfælde, hvor den øverste modervirksomhed er i Danmark, og hvor denne modervirksomhed er et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, en blandet holdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed, som mindst har en dattervirksomhed, som er et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I.

Ud over Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet deltager afviklingsmyndighederne i hvert medlemsland, hvor en dattervirksomhed, der er underlagt konsolideret tilsyn, er etableret, afviklingsmyndighederne i de medlemslande, hvor en modervirksomhed til et eller flere af koncernens virksomheder, som er en finansiel holdingvirksomhed eller blandet holdingvirksomhed, er etableret samt afviklingsmyndighederne i lande, hvor væsentlige filialer er beliggende.

I afviklingskollegier oprettet af Finanstilsynet vil Erhvervsministeriet, Finansministeriet, Indskyder- og investorgarantiordningen, der administreres af Finansiel Stabilitet, og evt.

Danmarks Nationalbank også være medlemmer af afviklingskollegiet.

Det må forventes, at Finanstilsynet vil deltage i afviklingskollegierne, både i sin egenskab af konsoliderende afviklingsmyndighed og som konsoliderende tilsynsmyndighed.

Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) bidrager til at fremme og føre tilsyn med, at afviklingskollegiernes drift er både effektiv og konsekvent under hensyntagen til internationale standarder.

EBA indbydes til at deltage i afviklingskollegiets møder med henblik herpå.

EBA har ikke stemmeret i det omfang, der finder en afstemning sted inden for afviklingskollegiernes rammer.

Den konsoliderende koncernafviklingsmyndighed er formand for afviklingskollegiet.

Formanden beslutter, hvilke medlemmer der skal indbydes til at deltage i afviklingskollegiet under hensyntagen til relevansen af de emner, der skal drøftes, navnlig den mulige indvirkning på den finansielle stabilitet i de berørte medlemslande.

Formanden skal holde alle medlemmer underrettet om beslutninger og resultatet af disse møder.

Afviklingsmyndigheder har altid ret til at deltage i afviklingskollegiets særlige møder, når der på dagsordenen er opført spørgsmål, der er underlagt fælles beslutningstagen.

Det foreslås i stk. 3 , at Finanstilsynet kan beslutte, at et tredjelands afviklingsmyndighed må deltage som observatør i afviklingskollegier oprettet i henhold til stk. 1, hvis tredjelandets afviklingsmyndighed anmoder herom, og hvis betingelserne i nr. 1 og 2 er opfyldt.

Ifølge nr. 1 er det en betingelse, at der inden for koncernen er en virksomhed, der er etableret i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som har en dattervirksomhed eller en filial etableret eller beliggende i det pågældende tredjeland, der ville blive betragtet som væsentlig, hvis den var etableret eller beliggende i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Ifølge nr. 2 er det en betingelse, at tredjelandets afviklingsmyndighed er underlagt tavshedspligt, der svarer til den tavshedspligt, som Finanstilsynet er underlagt.

Bestemmelsen implementerer artikel 88, stk. 3, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Med den foreslåede bestemmelse kan Finanstilsynet beslutte, at en afviklingsmyndighed i et tredjeland deltager som observatør i et afviklingskollegium oprettet efter § 271, stk. 1, hvis tredjelandsafviklingsmyndigheden anmoder herom.

Finanstilsynet skal ved beslutningen tage hensyn til relevansen af de emner, der skal drøftes i afviklingskollegiet.

For at tredjelandsafviklingsmyndigheden kan deltage som observatør, skal der være etableret en virksomhed i det pågældende tredjeland, der har tilknytning til koncernen.

Tilknytningskravet indebærer, at virksomheden etableret i tredjelandet skal være en dattervirksomhed eller en filial af en virksomhed i koncernen, som er etableret eller beliggende i EU eller i et land, som EU har indgået aftale med på det finansielle område.

Er der tale om en filial, er det en betingelse, at filialen ville blive betragtet som væsentlig, hvis den var beliggende i EU eller i et land, som EU har indgået aftale med på det finansielle område.

En væsentlig filial er defineret i artikel 51, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRD), som en filial, hvor den kompetente myndighed i værtslandet har fremsat anmodning til hjemlandet om, at den betragtes som væsentlig, eksempelvis på grund af filialens markedsandel eller systemiske betydning eller størrelse.

Ud over tilknytningskravet i det foreslåede nr. 1, er det en forudsætning, at tredjelandsafviklingsmyndigheden er underlagt tavshedspligt, der svarer til den tavshedspligt, som Finanstilsynet er underlagt efter artikel 98 i BRRD, der er implementeret i § 354 i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 83 (§ 271, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 271, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet kan deltage i afviklingskollegier efter stk. 1, som er oprettet af en koncernafviklingsmyndighed, som er beliggende i lande inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Finanstilsynet er sammen med Finansiel Stabilitet afviklingsmyndighed i Danmark, og begge kan således deltage i afviklingskollegier omfattet af bestemmelsen.

Det foreslås i § 271, stk. 2, der bliver stk. 4, at henvisningen til stk. 1 udgår.

Med den foreslåede ændring præciseres det, at bestemmelsen ikke finder anvendelse for afviklingskollegier, som Finanstilsynet har oprettet efter stk. 1, men for afviklingskollegier som koncernafviklingsmyndigheden i andre lande har oprettet.

Forslaget medfører ikke materielle ændringer.

Til nr. 84 (§ 271, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 271, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet kan oprette eller deltage i europæiske afviklingskollegier, hvis en tredjelandsmodervirksomhed har mere end én dattervirksomhed eller væsentlig filial, der er etableret eller beliggende i EU, og hvis mindst én dattervirksomhed eller filial er etableret eller beliggende i Danmark.

Det er en betingelse, at dattervirksomhederne eller filialerne er et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, en blandet holdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed.

Det foreslås at nyaffatte § 271, stk. 3, der bliver stk. 5, således at Finanstilsynet opretter og deltager i europæiske afviklingskollegier, hvis en virksomhed, der er etableret uden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, opfylder betingelserne i enten nr. 1 eller 2.

Ifølge nr. 1 er det en betingelse, at virksomheden har mere end én dattervirksomhed eller væsentlig filial, der er et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, en finansiel holdingvirksomhed eller en blandet holdingvirksomhed, som er etableret eller beliggende i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og at mindst én dattervirksomhed eller væsentlig filial er etableret eller beliggende i Danmark.

En væsentlig filial er defineret i artikel 51, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRD IV), som en filial, hvor den kompetente myndighed i værtslandet har fremsat anmodning til hjemlandet om, at den betragtes som væsentlig, eksempelvis på grund af filialens markedsandel eller systemiske betydning eller størrelse.

Ifølge nr. 2 er det en betingelse, at virksomheden har mere end én modervirksomhed, der er et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, en finansiel holdingvirksomhed eller en blandet holdingvirksomhed, som er etableret i mere end ét land inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og at mindst én modervirksomhed er etableret i Danmark.

Bestemmelsen implementerer dele af artikel 1, nr. 35, i BRRD II, der ændrer artikel 89, stk. 1, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Med den foreslåede bestemmelse skal Finanstilsynet oprette og deltage i europæiske afviklingskollegier, hvis et tredjelandsinstitut eller en tredjelandsmodervirksomhed har to eller flere dattervirksomheder eller væsentlige filialer, der er etableret eller beliggende i et land inden for EU eller i et land, som EU har indgået aftale med på det finansielle område.

Dattervirksomhederne eller de væsentlige filialer skal være et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, en finansiel holdingvirksomhed eller en blandet holdingvirksomhed, og mindst én dattervirksomhed eller væsentlig filial skal være etableret eller beliggende i Danmark.

Med den foreslåede bestemmelse skal Finanstilsynet derudover oprette og deltage i europæiske afviklingskollegier, hvis et tredjelandsinstitut eller en tredjelandsmodervirksomhed har to eller flere modervirksomheder, der er etableret i mere end ét land inden for EU eller i et land, som EU har indgået aftale med på det finansielle område.

Modervirksomhederne skal være et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, en finansiel holdingvirksomhed eller en blandet holdingvirksomhed, og mindst én modervirksomhed skal være etableret i Danmark.

Kravet om, at mindst én dattervirksomhed, væsentlig filial eller modervirksomhed skal være etableret eller beliggende i Danmark skyldes, at det er afviklingsmyndighederne i de medlemslande, hvor disse virksomheder er etableret eller beliggende, der opretter det fælles, europæiske afviklingskollegium.

Den foreslåede bestemmelse, der implementerer artikel 89, stk. 1, i BRRD II, præciserer, at Finanstilsynet er forpligtet til at oprette og deltage i de pågældende europæiske afviklingskollegier, og at der ikke er tale om en valgmulighed, som det fremgår af den gældende § 271, stk. 3.

Derudover udvider den foreslåede bestemmelse Finanstilsynets beføjelse til at oprette eller deltage i europæiske afviklingskollegier.

Det skyldes, at BRRD II indfører mulighed for også at oprette eller deltage i europæiske afviklingskollegier, hvis tredjelandsvirksomheden har to eller flere EU-modervirksomheder.

I den forbindelse præciseres det, at tredjelandsvirksomhed både kan være et tredjelandsinstitut og tredjelandsmodervirksomhed.

Finanstilsynet er sammen med Finansiel Stabilitet afviklingsmyndighed i Danmark, og begge kan således deltage i de europæiske afviklingskollegier omfattet af bestemmelsen.

En væsentlig filial er defineret i artikel 51, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRD) som en filial, hvor den kompetente myndighed i værtslandet har fremsat anmodning til hjemlandet om, at den betragtes som væsentlig, eksempelvis på grund af filialens markedsandel eller systemiske betydning eller størrelse.

Til nr. 85 (§ 271, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 271, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, hvornår Finanstilsynet kan oprette eller deltage i europæiske afviklingskollegier.

Det foreslås i stk. 6, at europæiske afviklingskollegier, der er oprettet i henhold til stk. 5, udfører de opgaver, der er nævnt i stk. 1, og fungerer som afviklingskollegier oprettet i henhold til stk. 1.

Bestemmelsen implementerer dele af artikel 1, nr. 35, i BRRD II, der ændrer artikel 89, stk. 2 og 5, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det europæiske afviklingskollegium varetager de funktioner og udfører de opgaver, der er henvist til i § 271, stk. 1, og som er beskrevet i bemærkningerne til stk. 1, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 105 som fremsat, side 126.

Dette omfatter også, at det europæiske afviklingskollegium skal fastsætte kravet om nedskrivningsegnede passiver for tredjelandsvirksomhedens dattervirksomheder eller modervirksomhed.

Ved fastsættelsen af kravet om nedskrivningsegnede passiver skal medlemmerne af det europæiske afviklingskollegium tage hensyn til en eventuel global afviklingsstrategi vedtaget af myndigheder i tredjelande.

Er medlemmerne af afviklingskollegiet enige i den globale afviklingsstrategi, og er tredjelandsvirksomhedens dattervirksomheder eller modervirksomhed, jf. stk. 5, ikke afviklingsenheder, skal de opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver gennem udstedelse af de instrumenter, der er omfattet af det foreslåede § 267 e, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 80.

Instrumenterne skal udstedes til den øverste modervirksomhed, der er etableret i et tredjeland, til dattervirksomheder af denne øverste modervirksomhed, der er etableret i samme tredjeland, eller til andre virksomheder i overensstemmelse med betingelserne i § 267 e, stk. 1, nr. 2, og nr. 4, litra a, jf. lovforslagets § 1, nr. 80.

Forslaget til § 267 e fastslår, hvilke nedskrivningsegnede forpligtelser en virksomhed, der er dattervirksomhed af en tredjelandsvirksomhed, som ikke selv er en afviklingsenhed, kan opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver med.

Er alle tredjelandsvirksomhedens dattervirksomheder, jf. det foreslåede stk. 5, ejet af en enkelt modervirksomhed i EU, varetages formandskabet i det europæiske afviklingskollegium af afviklingsmyndigheden i det medlemsland, hvor modervirksomheden i EU er etableret.

Er dette ikke tilfældet, varetager afviklingsmyndigheden for den modervirksomhed i EU eller den EU-dattervirksomhed, hvis samlede balanceførte aktiver har den højeste værdi, det europæiske afviklingskollegies formandskab.

Finanstilsynet kan ved fælles aftale mellem alle relevante parter fravige kravet om at oprette et europæisk afviklingskollegium, hvis en anden koncern eller et andet kollegie varetager de samme funktioner og udfører de samme opgaver som dem, der er anført i den foreslåede bestemmelse, og opfylder de samme betingelser og procedurer, herunder med hensyn til medlemskab og deltagelse i europæiske afviklingskollegier.

Til nr. 86 (Overskriften til kapitel 17 a i lov om finansiel virksomhed)

Overskriften til kapitel 17 a fastslår, at § 272 omhandler nedskrivning og konvertering af kapitalinstrumenter.

Det foreslås i overskriften til kapitel 17 a at tilføje nedskrivningsegnede forpligtelser.

Den foreslåede ændring implementerer artikel 1, nr. 23, i BRRD II, der ændrer overskriften til artikel 59 i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Med den foreslåede ændring vil det fremgå af overskriften, at § 272 omhandler nedskrivning og konvertering af kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser.

Til nr. 87 (§ 272, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 272, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet skal nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter i et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I til egentlige kernekapitalinstrumenter, hvis Finanstilsynet konstaterer, at den pågældende virksomhed ikke vil være levedygtig, medmindre beføjelsen anvendes.

Det følger af den gældende § 272, stk. 3, at relevante kapitalinstrumenter, der er omfattet af Finanstilsynets nedskrivnings- og konverteringsbeføjelse, er hybride kapitalinstrumenter og supplerende kapitalinstrumenter.

Det foreslås i § 272, stk. 1, at Finanstilsynet uden ugrundet ophold skal nedskrive eller konvertere hybride kapitalinstrumenter, som opfylder kravene i artikel 52, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, og supplerende kapitalinstrumenter, som opfylder kravene i artikel 63, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, i et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I til egentlige kernekapitalinstrumenter, hvis Finanstilsynet konstaterer, at pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I ikke vil være levedygtigt, medmindre beføjelsen anvendes.

Det samme gælder for nedskrivningsegnede forpligtelser, som opfylder betingelserne i § 267 e, stk. 1, nr. 4, uanset om forpligtelserne opfylder betingelsen i § 267 e, stk. 1, nr. 4, litra b, i lov om finansiel virksomhed om en restløbetid på mindst et år.

Det foreslåede stk. 1 implementerer dele af artikel 1, nr. 23, litra e, i BRRD II, der ændrer artikel 59, stk. 1, litra a, og stk. 1 a, 1. afsnit, stk. 2 og stk. 3, litra b, og dele af artikel 1, nr. 24, i BRRD II, der indsætter artikel 60, stk. 1, litra d, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Bestemmelsen indebærer en beføjelse og pligt til Finanstilsynet til at nedskrive eller konvertere hybride kapitalinstrumenter, supplerende kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser, som opfylder betingelserne i § 267 e, stk. 1, nr. 4, uanset om forpligtelserne opfylder betingelsen i § 267 e, stk. 1, nr. 4, litra b, i lov om finansiel virksomhed om en restløbetid på mindst et år, såfremt Finanstilsynet vurderer, at et pengeinstitut, realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I, ikke vil være levedygtigt, medmindre beføjelsen anvendes.

Finanstilsynets beføjelse til at nedskrive og/eller konvertere nedskrivningsegnede forpligtelser, der opfylder betingelserne i § 267 e, stk. 1, nr. 4, uanset om forpligtelserne opfylder betingelsen i § 267 e, stk. 1, nr. 4, litra b, i lov om finansiel virksomhed om en restløbetid på mindst et år, omfatter nedskrivningsegnede forpligtelser, der anvendes til at opfylde det interne krav om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 267 e, stk. 1, nr. 4.

§ 267 e, stk. 1, nr. 4, angiver de forpligtelser, som en virksomhed, der indgår i en afviklingskoncern, men som ikke selv er afviklingsenhed, kan anvende til opfyldelse af sit minimumskrav til nedskrivningsegnede passiver.

Det følger af det foreslåede § 267 d, stk. 1, at dattervirksomheder af afviklingsenheder og dattervirksomheder af virksomheder i tredjelande skal opfylde et internt krav om nedskrivningsegnede passiver på individuelt grundlag.

Formålet med det interne krav om nedskrivningsegnede passiver er, at dattervirksomhedens tab kan overføres til afviklingsenheden, og at afviklingsenheden rekapitaliserer dattervirksomheden.

Det interne krav om nedskrivningsegnede passiver indebærer, at dattervirksomheden udsteder nedskrivningsegnede passiver internt til afviklingsenheden.

Et internt krav om nedskrivningsegnede passiver kan opfyldes med forpligtelser, der opfylder betingelserne i § 267 e, stk. 1, nr. 4.

Beføjelsen til at nedskrive og/eller konvertere nedskrivningsegnede forpligtelser gælder kun for pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber I, mens beføjelsen til at nedskrive og/eller konvertere hybride kapitalinstrumenter og supplerende kapitalinstrumenter også omfatter realkreditinstitutter.

Det skyldes, at realkreditinstitutter ikke er underlagt et krav om nedskrivningsegnede passiver, jf. forslaget til § 266, jf. lovforslagets § 1, nr. 80, og som følge heraf kan Finanstilsynet ikke nedskrive og/eller konvertere realkreditinstituttets nedskrivningsegnede forpligtelser.

Finanstilsynets beføjelse til at nedskrive eller konvertere omfatter tilfælde, der ikke er omfattet af den foreslåede § 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. lovforlagets § 2, nr. 21.

Det følger derfor af den foreslåede § 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at Finansiel Stabilitet har beføjelse til at nedskrive eller konvertere hybride kapitalinstrumenter, supplerende kapitalinstrumenter og koncerninterne nedskrivningsegnede forpligtelser i en dattervirksomhed i en afviklingskoncern.

Det gælder, når dattervirksomheden ikke opfylder betingelserne for afvikling, men afviklingsenheden opfylder betingelserne for afvikling, og dattervirksomheden ikke vil være levedygtig, medmindre beføjelsen anvendes.

Der vil kunne være tale om både nedskrivning af den pågældende forpligtelse delvist eller til nul og om konvertering af forpligtelser til aktier eller andre ejerskabsinstrumenter.

Finanstilsynet skal som tilsynsmyndighed og efter høring af Finansiel Stabilitet vurdere, om et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab anses som nødlidende eller forventeligt nødlidende.

Vurderer Finanstilsynet, at der ikke er udsigt til løsninger, som vil kunne forhindre, at virksomheden må afvikles, anses virksomheden for nødlidende eller forventeligt nødlidende, jf. § 272, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Nedskrivning og/eller konvertering skal respektere princippet om, at ingen kreditor må stilles ringere end ved en konkursbehandling efter konkurslovens regler eller for realkreditinstitutter, der afvikles efter realkreditlovens afviklingsordning.

Det er således en forudsætning for at foretage nedskrivning og/eller konvertering, at de egentlige kernekapitalinstrumenter, herunder aktiekapitalen, allerede er fuldt ud anvendt til at absorbere tab.

Bestemmelsen fratager kapitalejerne deres almindelige beslutningsret i henhold til selskabslovens § 76 og er således en indgribende bestemmelse.

I praksis vil tidspunktet for anvendelsen af bestemmelsen ligge umiddelbart inden, at virksomheden med stor sandsynlighed vil miste sin tilladelse.

Der er således reelt tale om et alternativ til, at virksomheden afvikles i henhold til lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Bestemmelsen finder anvendelse, når Finanstilsynet har konstateret, at virksomheden er nødlidende eller forventeligt nødlidende.

Finanstilsynets beføjelser i §§ 243 a-243 c vil endvidere være anvendt, hvor det er relevant, ligesom det er forsøgt at finde private løsninger uden held.

Nedskrivningen eller konverteringen skal foretages i overensstemmelse med § 17, stk. 4, §§ 18 og 44-46 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Nedskrivningen foretages af Finanstilsynet som afviklingsmyndighed.

Bestemmelsen finder også anvendelse på kapitalinstrumenter, som er udstedt før ikrafttrædelsen af denne bestemmelse, hvis instrumenterne opfylder de relevante betingelser i CRR.

Finanstilsynet får beføjelse til at nedskrive og/eller konvertere de pågældende instrumenter til egentlige kernekapitalinstrumenter.

Egentlige kernekapitalinstrumenter er defineret i § 2, stk. 1, nr. 8, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Egentlige kernekapitalinstrumenter skal forstås som instrumenter omhandlet i artikel 28, stk. 1-4, artikel 29, stk. 1-5, og artikel 31, stk. 1, i CRR.

Den foreslåede § 272, stk. 1, er en videreførelse af det gældende § 271, stk. 1 og 2.

Med den foreslåede bestemmelse foreslås det derudover, at Finanstilsynets nedskrivnings- og konverteringsbeføjelse også omfatter nedskrivningsegnede forpligtelser, som opfylder betingelserne i § 267 e, stk. 1, nr. 4, uanset om forpligtelserne opfylder betingelsen i § 267 e, stk. 1, nr. 4, litra b, i lov om finansiel virksomhed om en restløbetid på mindst et år.

Til nr. 88 (§ 272, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 272, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet skal nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter i et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I til egentlige kernekapitalinstrumenter, hvis Finanstilsynet konstaterer, at den pågældende virksomhed ikke vil være levedygtig, medmindre beføjelsen anvendes.

BRRD II indfører en beføjelse til at nedskrive visse nedskrivningsegnede forpligtelser.

Det foreslås at nyaffatte stk. 3 i § 272 , således at ved nedskrivning eller konvertering af relevante kapitalinstrumenter eller nedskrivningsegnede forpligtelser efter stk. 1 i en dattervirksomhed til en afviklingsenhed skal beføjelsen til at nedskrive eller konvertere udøves på en måde, der sikrer, at tabene videregives til afviklingsenheden, hvis de relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser er ejet af afviklingsenheden indirekte gennem andre virksomheder i samme afviklingskoncern.

Bestemmelsen, der er ny, implementerer dele af artikel 1, nr. 23, litra b, i BRRD II, der ændrer artikel 59, stk. 1, 2. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Med den foreslåede bestemmelse skal Finanstilsynet ved visse indirekte besiddelser udøve sine nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser på en måde, der sikrer, at tabene videregives til afviklingsenheden, der har erhvervet de pågældende kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser.

Bestemmelsen vedrører, hvordan Finanstilsynet skal anvende sine nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser på relevante kapitalinstrumenter og visse nedskrivningsegnede forpligtelser, der er udstedt af en virksomhed i en afviklingskoncern, som ikke er en afviklingsenhed (f.eks. en dattervirksomhed) i tilfælde, hvor disse passiver er erhvervet indirekte af afviklingsenheden (f.eks. modervirksomheden i en koncern).

Bestemmelsen sikrer, at Finanstilsynet anvender sine nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser på en måde, hvor det også ved sådanne indirekte besiddelser sikres, at tabene i en virksomhed, der ikke er en afviklingsenhed (f.eks. en dattervirksomhed), videregives til afviklingsenheden (f.eks. modervirksomheden), og at afviklingsenheden rekapitaliserer virksomheden.

Formålet med bestemmelsen er, at tabene ved en nedskrivning eller konvertering videregives til afviklingsenheden, og at virksomheden, der har udstedt instrumenterne og forpligtelserne, rekapitaliseres af afviklingsenheden.

Beføjelsen til at nedskrive og/eller konvertere nedskrivningsegnede forpligtelser gælder kun for pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber, mens beføjelsen til at nedskrive og/eller konvertere relevante kapitalinstrumenter også gælder for realkreditinstitutter.

Der henvises til bemærkningerne til § 272, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 87.

Til nr. 89 (§ 272, stk. 5, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 272, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed, at nedskrivning og konvertering af kapitalinstrumenter skal foretages i overensstemmelse med § 17, stk. 4, og § 18 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og at §§ 44-46 med de nødvendige tilpasninger finder anvendelse for Finanstilsynets beføjelse til at nedskrive eller konvertere.

Det foreslås i § 272, stk. 5, 1. pkt., at indsætte og nedskrivningsegnede forpligtelser efter kapitalinstrumenter.

Den foreslåede ændring, der er ny, implementerer dele af artikel 1, nr. 24, i BRRD II, der ændrer artikel 60, stk. 2 og 3, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Med den foreslåede ændring bliver Finanstilsynet forpligtet til at nedskrive og/eller konvertere nedskrivningsegnede forpligtelser, jf. stk. 1, i overensstemmelse med lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Finanstilsynet er i forvejen forpligtet til at nedskrive og/eller konvertere relevante kapitalinstrumenter i overensstemmelse med lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Nedskrivningen eller konverteringen af de nedskrivningsegnede forpligtelser skal således ske i henhold til den normale kreditorrækkefølge ved konkursbehandling.

Der henvises til bemærkningerne til § 272 om kreditorrækkefølgen, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 105 som fremsat, side 131.

Til nr. 90 (§ 272, stk. 6, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 272, stk. 6, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet i forbindelse med konvertering af relevante kapitalinstrumenter kan foranledige udstedelse af det relevante antal egentlige kernekapitalinstrumenter til ejerne af relevante kapitalinstrumenter.

Det foreslås i § 272, stk. 6.

2. pkt., at indsætte nedskrivningsegnede forpligtelser efter relevante kapitalinstrumenter og efter ejerne af de relevante kapitalinstrumenter i bestemmelsens ordlyd.

Den foreslåede ændring, der er ny, implementerer dele af artikel 1, nr. 24, i BRRD II, der ændrer artikel 60, stk. 3, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Med den foreslåede ændring kan Finanstilsynet i forbindelse med konverteringen af relevante kernekapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser på virksomhedens vegne foranledige udstedelse af det relevante antal egentlige kernekapitalinstrumenter til ejerne af de relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser.

Tilføjelsen af nedskrivningsegnede forpligtelser udspringer af, at Finanstilsynet fremover kan nedskrive og konvertere både relevante kernekapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser.

Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til forslagets til § 272, stk. 1, jf. lovforslaget § 1, nr. 87.

Til nr. 91 (§ 272, stk. 6, 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 272, stk. 6, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet på virksomhedens vegne kan foranledige udstedelse af det relevante antal egentlige kernekapitalinstrumenter til ejerne af de relevante kapitalinstrumenter.

Det foreslås som stk. 6, 3. pkt., at med henblik på udstedelsen af egentlige kernekapitalinstrumenter i overensstemmelse med 2. pkt. kan Finanstilsynet påbyde virksomheden at anmode om den nødvendige tilladelse til at udstede det relevante antal kernekapitalinstrumenter.

Bestemmelsen implementerer artikel 60, stk. 4, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Med den foreslåede bestemmelse får Finanstilsynet beføjelse til at påbyde en virksomhed, at virksomheden ved anmodning indhenter den nødvendige tilladelse til at udstede det relevante antal egentlige kernekapitalinstrumenter i henhold til 2. pkt. Det medfører, at den pågældende virksomhed skal sørge for, at virksomheden har den nødvendige tilladelse til at udstede de pågældende kernekapitalinstrumenter.

Finanstilsynet kan herefter, på virksomhedens vegne, foranledige udstedelsen af det relevante antal kernekapitalinstrumenter.

Finanstilsynet går ikke ind og overtager ledelsen af virksomheden, men træffer alene en konkret beslutning om at udstede det relevante antal egentlige kernekapitalinstrumenter på virksomhedens vegne.

Til nr. 92 (§ 273, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 273, stk. 1, at bestemmelsen i § 272 om nedskrivning og konvertering af kapitalinstrumenter finder tilsvarende anvendelse for koncerner, når betingelsen i nr. 1 eller 2 er opfyldt.

§ 272 indeholder en pligt for Finanstilsynet til at nedskrive og konvertere kapitalinstrumenter i et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I.

Det foreslås at ændre § 273, stk. 1, så der i bestemmelsens ordlyd ikke henvises til nedskrivning og konvertering af kapitalinstrumenter.

Derved udvides anvendelsesområdet for Finanstilsynets beføjelse og pligt til at nedskrive og konvertere for koncerner, så det svarer til beføjelsen til at nedskrive og konvertere for virksomheder i § 272.

Med lovforslaget nyaffattes § 272, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed jf. lovforslagets § 1, nr. 87.

Med nyaffattelsen udvides anvendelsesområdet for Finanstilsynets beføjelse og pligt til at nedskrive og konvertere.

Som følge heraf skal Finanstilsynet fremover uden ugrundet ophold nedskrive eller konvertere hybride kapitalinstrumenter, supplerende kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser, som opfylder betingelserne i § 267 e, stk. 1, nr. 4, uanset om forpligtelserne opfylder betingelsen i § 267 e, stk. 1, nr. 4, litra b, i lov om finansiel virksomhed om en restløbetid på mindst et år, såfremt Finanstilsynet vurderer, at et pengeinstitut, realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I ikke vil være levedygtigt, medmindre beføjelsen anvendes.

Den foreslåede ændring implementerer dele af artikel 1, nr. 23, litra e, i BRRD II, der ændrer artikel 59, stk. 3, litra b, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Til nr. 93 (§§ 274-276 i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 274 i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I skal sikre, at kontrakter, som virksomheden indgår efter den 1. juni 2015, og som er reguleret af lovgivningen i et tredjeland, indeholder en bestemmelse, hvorefter modparten anerkender, at forpligtelsen, som aftalen omhandler, kan gøres til genstand for Finanstilsynets eller Finansiel Stabilitets nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser.

Ligeledes skal kontrakterne indeholde bestemmelser, hvorefter modparten anerkender at være bundet af enhver nedbringelse af hovedstolen eller det udestående beløb, konvertering eller opsigelse, der berøres af Finanstilsynets eller Finansiel Stabilitets udøvelse af disse beføjelser.

BRRD II indeholder en række ændringer til bestemmelserne om kontraktlig anerkendelse af Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser.

Den gældende § 274 foreslås derfor ophævet, og i stedet indsættes der to nye bestemmelser i §§ 274 og 275.

BRRD II indfører desuden en bestemmelse om anerkendelse af Finansiel Stabilitets beføjelser til suspension under afvikling.

Bestemmelsen foreslås implementeret i § 276.

Det foreslås at indsætte overskriften kontraktmæssig anerkendelse af Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser til §§ 274 og 275.

Det foreslås i § 274, stk. 1, at et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, en finansiel holdingvirksomhed, en blandet holdingvirksomhed og et finansieringsinstitut, når finansieringsinstituttet er en dattervirksomhed af et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, en finansiel holdingvirksomhed eller en blandet holdingvirksomhed, og finansieringsinstituttet indgår i tilsynet med modervirksomheden på konsolideret grundlag, skal sikre, at kontrakter, som virksomheden har indgået efter den 1. juni 2015, og som er reguleret af lovgivningen i et tredjeland, indeholder bestemmelser, hvorefter modparten anerkender kravene i nr. 1 og 2.

Parter, der indgår kontrakter, der er reguleret af lovgivningen i et tredjeland, vil ikke nødvendigvis være opmærksomme på Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets beføjelser til at nedskrive og konvertere relevante kapitalinstrumenter.

Det er derfor hensigtsmæssigt, hvis der i sådanne kontrakter indgår en kontraktbestemmelse om, at forpligtelsen, som kontrakten omhandler, kan gøres til genstand for Finanstilsynets eller Finansiel Stabilitets nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser, jf. det foreslåede nr. 1 og 2.

Bestemmelsen omfatter alene kontrakter, som er udstedt eller indgået efter den 1. juni 2015, og som er reguleret af lovgivningen i et tredjeland.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret.

Den gældende § 274 implementerer artikel 55 i BRRD, der stiller krav om, at klausuler indsættes i kontrakter, som er udstedt eller indgået efter den 1. juni 2015.

BRRD II ændrer ikke ved denne skæringsdato.

Bestemmelsen omfatter desuden alle kontrakter, som virksomheden indgår, og som er omfattet af kapitel 5 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Undlader en virksomhed at indsætte en kontraktbestemmelse i henhold til det foreslåede stk. 1, forhindrer det dog ikke Finanstilsynet eller Finansiel Stabilitet i at udøve nedskrivnings- og konverteringsbeføjelserne, jf. det foreslåede stk. 6, 2. pkt.

Udtræder et land af Den Europæiske Union, vil Finanstilsynet kunne tage højde for, at passiver udstedt under pågældende lands lovgivning fremadrettet ikke vil kunne medregnes til opfyldelse af NEP-kravet i forbindelse med fastsættelse af delmål for opfyldelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver i 2022 og fristen for opfyldelse af NEP-kravet, jf. lovforslagets § 5, stk. 11.

Finanstilsynet vil f.eks. kunne fastsætte et lavere NEP-krav for de virksomheder, som bliver påvirket af situationen, i en midlertidig periode eller udskyde fristen for opfyldelse af NEP-kravet og/eller subordinationskravet.

Efter det foreslåede nr. 1, er det et krav, at modparten anerkender, at forpligtelsen, som kontrakten omhandler, kan gøres til genstand for Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser, jf. §§ 272 eller 273, samt §§ 17, 18 a og 24 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. dog § 24, stk. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det foreslåede stk. 1, nr. 1, gennemfører dele af artikel 1, nr. 21, i BRRD II, der ændrer artikel 55, stk. 1, 1. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det er dermed et krav, at der indsættes en klausul i kontrakten, hvormed modparten i kontrakten anerkender Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser.

Bestemmelsen i § 17 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder indeholder en beføjelse til Finansiel Stabilitet til at nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter i en virksomhed eller enhed til egentlige kernekapitalinstrumenter, når virksomheden eller enheden er under afvikling.

Med dette lovforslags § 2, nr. 15, udvides bestemmelsen til også at omfatte visse nedskrivningsegnede forpligtelser, når virksomheden eller enheden under afvikling er en dattervirksomhed til en afviklingsenhed.

Efter § 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. dette lovforslags § 2, nr. 22, kan Finansiel Stabilitet nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter og de ovennævnte nedskrivningsegnede forpligtelser i virksomheder eller enheder, når disse er en dattervirksomhed til en afviklingsenhed, som er under afvikling eller restrukturering, og den pågældende dattervirksomhed ellers ikke ville være levedygtig.

Bestemmelsen i § 24 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder indeholder en beføjelse til Finansiel Stabilitet til at anvende bail-in, hvorved forpligtelser nedskrives eller konverteres til egenkapital.

Det følger dog af § 24, stk. 4, at bail-in ikke kan anvendes ved restrukturering og afvikling af et realkreditinstitut.

Et realkreditinstitut er dermed ikke forpligtet til at indsætte en kontraktbestemmelse, der anerkender Finansiel Stabilitets beføjelser til at nedskrive og konvertere forpligtelser ved brug af bail-in, jf. § 24.

Bail-in er defineret i § 2, nr. 4, som bliver nr. 6, jf. lovforslagets § 2, nr. 4 og 5, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og dækker over det afviklingsværktøj, som Finansiel Stabilitet kan gøre brug af til at nedskrive forpligtelser eller konvertere forpligtelser til egenkapital i medfør af §§ 24-28 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Bestemmelserne i §§ 272 eller 273 i lov om finansiel virksomhed indeholder beføjelser til Finanstilsynet til at nedskrive og konvertere relevante kapitalinstrumenter i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber I og koncerner til egentlige kernekapitalinstrumenter, hvis Finanstilsynet konstaterer, at virksomheden ikke vil være levedygtig, medmindre beføjelsen anvendes.

Med dette lovforslags § 1, nr. 87, udvides § 272 til også at omfatte visse nedskrivningsegnede forpligtelser, når virksomheden eller enheden under afvikling er en dattervirksomhed til en afviklingsenhed.

Efter det foreslåede nr. 2, er det et krav, at modparten anerkender, at modparten er bundet af enhver nedbringelse af hovedstolen eller det udestående beløb, konvertering eller opsigelse, der berøres af Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets udøvelse af beføjelser nævnt i nr. 1.

Det foreslåede stk. 1, nr. 2, gennemfører dele af artikel 1, nr. 21, i BRRD II, der ændrer artikel 55, stk. 1, 1, afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det er dermed et krav, at der indsættes en klausul i kontrakten, hvormed modparten i kontrakten anerkender at være bundet af de konsekvenser, som Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets udøvelse af deres nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser medfører, herunder bundet af at hovedstolen nedbringes, eller bundet af det udestående beløb, konvertering eller opsigelse, der berøres af Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser.

Det omfatter Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets beføjelser til at nedskrive og konvertere relevante kapitalinstrumenter, jf. §§ 272 eller 273 samt §§ 17, 18 a og 24 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og nedskrive og konvertere forpligtelser ved bail-in.

Der henvises til bemærkningerne til det foreslåede § 274, stk. 1, nr. 1.

Hovedstolen af en forpligtelse er hele forpligtelsens beløb.

Det er udtryk for det beløb, som modparten købte forpligtelsen for.

Hovedstolen er således en betegnelse for gældsinstrumentets oprindelige størrelse.

Det udestående beløb er det beløb, virksomheden skylder modparten.

EBA har udarbejdet en reguleringsmæssig teknisk standard, der fastlægger indholdet af kontraktbestemmelsen i det foreslåede stk. 1.

Dette er Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/1075 af 23. marts 2016 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder om indholdet af genopretningsplaner, afviklingsplaner og koncernafviklingsplaner, de minimumskriterier, som den kompetente myndighed skal vurdere i forbindelse med genopretningsplaner og koncerngenopretningsplaner, betingelserne for koncernintern finansiel støtte, kravene vedrørende uafhængige valuarer, den kontraktmæssige anerkendelse af nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser, procedurerne og indholdet i forbindelse med underretningskrav og meddelelsen om suspension samt afviklingskollegiernes virkemåde i praksis.

Forslaget er en videreførelse af det gældende § 274, stk. 1 og 3, i lov om finansiel virksomhed, men med de tilføjelser, der følger af tilføjelserne til § 272 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 87-91, og til § 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. lovforslagets § 2, nr. 22.

Det foreslås i § 274, stk. 2, at Finanstilsynet kan påbyde virksomheden at indhente en juridisk udtalelse om, at kontraktbestemmelser efter stk. 1 er bindende for modparten og kan håndhæves i overensstemmelse med vilkårene.

Det foreslåede stk. 2 gennemfører dele af artikel 1, nr. 21, i BRRD II, der ændrer artikel 55, stk. 3, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det foreslåede stk. 2 er desuden en videreførelse af den gældende § 274, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Forslaget ændrer ikke i gældende ret.

Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan påbyde en virksomhed at indhente en juridisk udtalelse, også kaldet en legal opinion, fra eksempelvis en advokat om, hvorvidt de relevante kontraktbestemmelser er bindende for modparten og kan håndteres i overensstemmelse med vilkårene.

Det kan både være en legal opinion fra en intern eller ekstern jurist eller en advokat.

Finanstilsynet kan på den måde sikre, at kontraktbestemmelserne er juridisk bindende for modparten og kan håndhæves i overensstemmelse med vilkårene.

Vurderingen af, om Finanstilsynet skal udstede et påbud i medfør af det foreslåede stk. 2, sker efter høring af Finansiel Stabilitet.

Det foreslås i § 274, stk. 3, at stk. 1 ikke finder anvendelse, hvis forpligtelsen er undtaget fra bail-in, jf. § 25, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, eller hvis forpligtelsen er et berettiget indskud, jf. § 2, nr. 7, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det foreslåede stk. 3 gennemfører dele af artikel 1, nr. 21, i BRRD II, der ændrer artikel 55, stk. 1, 1. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Forslaget er desuden en videreførelse af den gældende § 274, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed.

Forslaget ændrer ikke i gældende ret.

Forpligtelser, der er undtaget fra bail-in, kan ikke nedskrives eller konverteres.

På den baggrund gælder kravet i stk. 1 ikke kontrakter vedrørende disse forpligtelser.

Det følger af § 25, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, hvilke forpligtelser der er undtaget fra bail-in.

Endvidere finder stk. 1 ikke anvendelse i relation til kontrakter vedrørende berettigede indskud.

Der henvises til § 2, nr. 5, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. § 7, stk. 8, i lov om en indskyder- og investorgarantiordning.

Berettigede indskud er indestående beløb på en konto i et pengeinstitut m.v., som ikke er udelukket fra dækning efter § 13 i lov om en indskyder- og investorgarantiordning.

§ 13 udelukker indskud tilhørende f.eks. visse finansielle virksomheder, offentlige myndigheder m.v. fra Garantiformuens dækning.

Såkaldt dækkede indskud, jf. §§ 9 og 10 i lov om en indskyder- og investorgarantiordning, udgør den del af det berettigede indskud, som er dækket af Garantiformuen.

Det dækkede indskud kan være mindre end det berettigede indskud som følge af de fastsatte maksimumsgrænser for dækning.

Dækkede indskud er undtaget fra bail-in, jf. § 25, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det foreslås i § 274, stk. 4, at Finanstilsynet efter anmodning fra virksomheden kan beslutte, at stk. 1 ikke finder anvendelse, hvis det vurderes, at de omhandlede forpligtelser eller instrumenter kan gøres til genstand for nedskrivning eller konvertering med hjemmel i lovgivningen i et tredjeland eller med hjemmel i en bindende aftale, der er indgået med det pågældende tredjeland.

Det foreslåede stk. 4 gennemfører dele af artikel 1, nr. 21, i BRRD II, der ændrer artikel 55, stk. 1, 3. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Forslaget er desuden en videreførelse af den gældende § 274, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed.

Forslaget ændrer ikke i gældende ret.

Det foreslåede stk. 1 sikrer, at parter, der indgår kontrakter, der er reguleret af lovgivningen i et tredjeland, er opmærksomme på Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets beføjelser til at nedskrive og konvertere relevante kapitalinstrumenter.

Det er dog ikke nødvendigt, når lovgivningen i et tredjeland eller en bindende aftale, der er indgået med det pågældende tredjeland, indebærer, at de omhandlede forpligtelser eller instrumenter kan gøres til genstand for nedskrivning eller konvertering.

Disse forpligtelser vil dermed også kunne anvendes til opfyldelse af virksomhedens krav om nedskrivningsegnede passiver.

EBA har udarbejdet en reguleringsmæssig teknisk standard, der yderligere fastlægger listen over forpligtelser, som undtagelsen i det foreslåede stk. 4 finder anvendelse på.

Dette er Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/1075 af 23. marts 2016 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder om indholdet af genopretningsplaner, afviklingsplaner og koncernafviklingsplaner, de minimumskriterier, som den kompetente myndighed skal vurdere i forbindelse med genopretningsplaner og koncerngenopretningsplaner, betingelserne for koncernintern finansiel støtte, kravene vedrørende uafhængige valuarer, den kontraktmæssige anerkendelse af nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser, procedurerne og indholdet i forbindelse med underretningskrav og meddelelsen om suspension samt afviklingskollegiernes virkemåde i praksis.

Det foreslås i § 274, stk. 5, at Finanstilsynet efter anmodning fra virksomheden kan beslutte, at hvis virksomhedens krav om nedskrivningsegnede passiver efter § 266 svarer til virksomhedens tabsabsorberingsbeløb, er virksomheden ikke omfattet af kravet i stk. 1, forudsat at forpligtelserne ikke anvendes til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Virksomhederne kan anmode Finanstilsynet om at foretage en beslutning efter stk. 5.

Det foreslåede stk. 5 er nyt og gennemfører dele af artikel 1, nr. 21, i BRRD II, der ændrer artikel 55, stk. 1, 2. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Finanstilsynet fastsætter et krav om nedskrivningsegnede passiver efter den foreslåede § 266, jf. lovforslaget § 1, nr. 80.

Finanstilsynet fastsætter kravet på baggrund af en række forhold fastsat i den foreslåede § 266 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 80.

Er afviklingsstrategien for en virksomhed, at den skal gå konkurs, vil udgangspunktet for Finanstilsynets krav om nedskrivningsegnede passiver være, at kravet skal sikre tilstrækkelige midler til tabsabsorbering, jf. bemærkningerne til det foreslåede § 266 a, stk. 1, nr. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 80.

Eftersom virksomheden ikke skal restruktureres eller afvikles, er der ikke behov for et rekapitaliseringsbeløb.

Det er på den baggrund som udgangspunkt ikke nødvendigt, at virksomheden skal indføre en kontraktbestemmelse i henhold til § 274, stk. 1, medmindre de pågældende forpligtelser, som kontrakten vedrører, anvendes til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Det er på den baggrund hensigtsmæssigt, at Finanstilsynet får beføjelse til at beslutte, at virksomheden ikke skal opfylde forpligtelsen i § 274, stk. 1.

Finanstilsynet kan derfor, efter høring af Finansiel Stabilitet, beslutte, at virksomheden ikke er forpligtet til at indsætte den pågældende kontraktbestemmelse.

Er der ikke indsat en kontraktbestemmelse, medregnes de pågældende forpligtelser ikke i virksomhedens krav om nedskrivningsegnede passiver.

Der henvises til det foreslåede stk. 6 og bemærkningerne hertil.

Det foreslås i § 274, stk. 6, 1. pkt., at undlader en virksomhed at indføre en kontraktbestemmelse i henhold til stk. 1, kan forpligtelsen ikke anvendes til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Det foreslås i 2. pkt. , at det ikke forhindrer Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet i at udøve nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser, jf. §§ 272 eller 273 samt §§ 17, 18 a og 24 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. dog § 24, stk. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det foreslåede stk. 6 gennemfører artikel 55, stk. 2, 7. afsnit, og stk. 4, i BRRD II.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det foreslåede stk. 6, 1. pkt., fremgår af den gældende § 267, stk. 4, der implementerede artikel 45, stk. 5, i BRRD.

Artikel 45 nyaffattes i BRRD II.

Det foreslåede stk. 6, 2. pkt. fremgår af bemærkningerne til den gældende § 274, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 105 som fremsat, side 135.

Forslaget er en kodificering af gældende ret.

Parter, der indgår kontrakter, der er reguleret af lovgivningen i et tredjeland, vil ikke nødvendigvis være opmærksomme på Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets beføjelser til at nedskrive og konvertere relevante kapitalinstrumenter.

Det er derfor hensigtsmæssigt, når der i sådanne kontrakter ikke indgår en kontraktbestemmelse om, at forpligtelsen, som kontrakten omhandler, kan gøres til genstand for Finanstilsynets eller Finansiel Stabilitets nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser, heller ikke indgår i de midler, som virksomheden bruger til at opfylde sit krav om nedskrivningsegnede passiver.

Det foreslåede stk. 6, 1. pkt., indebærer således, at forpligtelser, der ikke opfylder kravet i stk. 1, ikke kan medregnes i de midler, som virksomheden anvender til at opfylde sit krav om nedskrivningsegnede passiver.

Bestemmelsen indebærer, at hvis der i en kontraktbestemmelse omfattet af stk. 1 ikke bliver indført en kontraktbestemmelse, enten fordi virksomheden undlader, eller virksomheden ikke kan indføre kontraktbestemmelsen, kan forpligtelsen ikke anvendes til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. den foreslåede § 266, jf. lovforslagets § 1, nr. 80, har bl.a. til formål at sikre, at virksomheder omfattet af kravet ikke strukturerer deres forpligtelser på en måde, der gør afviklingsværktøjerne, herunder Finansiel Stabilitets nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser, mindre effektive.

Med bestemmelsens 2. pkt. understreges det, at Finanstilsynet eller Finansiel Stabilitet kan udøve deres nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser på forpligtelser, uanset om forpligtelserne opfylder kravet i stk. 1.

§ 275

Det er ikke i gældende ret reguleret, hvad virksomheden skal gøre, når virksomheden konstaterer, at det ikke er muligt at indføre en kontraktbestemmelse i medfør af § 274, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

BRRD II indfører en række regler herom.

Det foreslås i § 275, stk. 1, 1. pkt., at en virksomhed skal underrette Finanstilsynet, hvis det ikke er muligt at opfylde § 274, stk. 1, i forhold til en kontrakt vedrørende en forpligtelse omfattet af § 97 i konkursloven.

Det foreslås i 2. pkt., at underretningen skal angive kategorien af forpligtelsen og begrundelsen for, at det ikke er muligt at indføre kontraktbestemmelsen.

Det foreslåede stk. 1 er nyt og gennemfører dele af artikel 1, nr. 21, i BRRD II, der ændrer artikel 55, stk. 2, 1. afsnit, 1. pkt., og indsætter 4. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det følger af det foreslåede § 274, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, en finansiel holdingvirksomhed, en blandet holdingvirksomhed og et finansieringsinstitut, når finansieringsinstituttet er en dattervirksomhed af et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, en finansiel holdingvirksomhed eller en blandet holdingvirksomhed, og finansieringsinstituttet indgår i tilsynet med modervirksomheden på konsolideret grundlag, skal sikre, at kontrakter, som virksomheden har indgået efter den 1. juni 2015, og som er reguleret af lovgivningen i et tredjeland, indeholder en bestemmelse, hvorefter modparten anerkender Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser.

Det kan i praksis vise sig ikke at være muligt for virksomheden at indføre en kontraktbestemmelse i medfør af det foreslåede § 274, stk. 1, på forpligtelser, der er omfattet af § 97 i konkursloven.

Når en virksomhed konstaterer, at det ikke er muligt at indføre en kontraktbestemmelse som omhandlet i det foreslåede § 274, stk. 1, i forhold til en kontrakt vedrørende en forpligtelse omfattet af § 97 i konkursloven, skal virksomheden således underrette Finanstilsynet herom.

Det foreslåede stk. 1 finder alene anvendelse på forpligtelser, der er omfattet af § 97 i konkursloven.

§ 97 i konkursloven omhandler de simple krav.

Simple krav kan f.eks. være helt almindelige fakturakrav for indkøb af forskellige varer.

Finanstilsynet kan i forbindelse med indfasningen af kravet om nedskrivningsegnede passiver tage højde for Storbritanniens kommende udtrædelse af Den Europæiske Union.

EBA udarbejder reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på yderligere at fastlægge de betingelser, under hvilke det juridisk eller på anden måde i praksis vil være umuligt for en virksomhed at indføre kontraktbestemmelsen i det foreslåede § 274, stk. 1, for visse kategorier af forpligtelser.

Kommissionen har beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) (EBA-forordningen).

EBA udarbejder endvidere gennemførelsesmæssige tekniske standarder med henblik på at fastsætte ensartede formater og skemaer for meddelelsen til Finanstilsynet i medfør af det foreslåede stk. 1.

Kommissionen har beføjelse til at vedtage de i dette stykkes første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i EBA-forordningen.

Det foreslås i § 275, stk. 2, at virksomheden skal indsende alle oplysninger til Finanstilsynet, som Finanstilsynet inden for rimelig tid efter modtagelsen af underretningen efter stk. 1 anmoder om.

Det foreslåede stk. 2 er nyt og gennemfører dele af artikel 1, nr. 21, i BRRD II, der ændrer artikel 55, stk. 2, 1. afsnit, 2. pkt., i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Finanstilsynet kan have brug for yderligere oplysninger i forbindelse med Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets vurdering af, hvilken indvirkning en meddelelse givet i henhold til det foreslåede § 275, stk. 1, har på mulighederne for at afvikle den pågældende virksomhed.

Henset hertil er det hensigtsmæssigt, at virksomheden forpligtes til efter anmodning fra Finanstilsynet at indsende alle oplysninger til Finanstilsynet, som Finanstilsynet har brug for til sin vurdering efter det foreslåede stk. 4-6.

Finanstilsynet skal inden for rimelig tid efter modtagelsen af meddelelsen anmode om oplysningerne.

Det er en konkret vurdering, hvornår der er tale om rimelig tid.

Det foreslås i § 275, stk. 3, at kravet om at indføre en kontraktbestemmelse, jf. § 274, stk. 1, bortfalder automatisk fra det tidspunkt, hvor Finanstilsynet modtager en underretning i henhold til stk. 1.

Det foreslåede stk. 3 er nyt og gennemfører dele af artikel 1, nr. 21, i BRRD II, der ændrer artikel 55, stk. 2, 2. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det kan juridisk eller på anden måde i praksis ikke være muligt for virksomheden at indføre en kontraktbestemmelse i medfør af det foreslåede § 274, stk. 1, på forpligtelser, der er omfattet af § 97 i konkursloven.

Konstaterer en virksomhed, at det ikke er muligt at indføre en kontraktbestemmelse som omhandlet i § 274, stk. 1, skal virksomheden orientere Finanstilsynet herom, ligesom virksomheden kan være forpligtet til at give Finanstilsynet yderligere oplysninger efter det foreslåede § 275, stk. 2.

Det foreslåede stk. 3 indebærer, at kravet om at indføre en kontraktbestemmelse i medfør af det foreslåede § 274, stk. 1, bortfalder automatisk fra det tidspunkt, hvor Finanstilsynet modtager en underretning i henhold til det foreslåede § 275, stk. 1.

Virksomheden vil dermed ikke længere være forpligtet til at indføre en kontraktbestemmelse i medfør af det foreslåede § 274, stk. 1, når den har underrettet Finanstilsynet.

Finanstilsynet kan dog i visse tilfælde påbyde virksomheden alligevel at indføre en kontraktbestemmelse, jf. forslaget til § 275, stk. 4.

Det foreslås i § 275, stk. 4, 1. pkt., at vurderer Finanstilsynet, at det er muligt at opfylde § 274, stk. 1, i forhold til den pågældende kontrakt, kan Finanstilsynet uanset stk. 3 påbyde virksomheden at indføre en sådan kontraktbestemmelse.

I 2. pkt. foreslås det, at Finanstilsynet skal give påbuddet inden for rimelig tid efter, at Finanstilsynet har modtaget en meddelelse efter stk. 1.

Det foreslåede stk. 4 er nyt og gennemfører dele af artikel 1, nr. 21, i BRRD II, der indsætter artikel 55, stk. 2, 3. afsnit, 1. pkt., i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Vurderer virksomheden, at det ikke er muligt at opfylde § 274, stk. 1, skal virksomheden underrette Finanstilsynet herom, jf. det foreslåede § 275, stk. 1 og 2.

Finanstilsynet foretager herefter en vurdering af, om det alligevel er muligt at indføre en kontraktbestemmelse.

Vurderingen foretages efter høring af Finansiel Stabilitet.

Pligten til at indføre en kontraktbestemmelse bortfalder automatisk fra det tidspunkt, hvor Finanstilsynet modtager underretningen, og det er på den baggrund hensigtsmæssigt, at Finanstilsynet har beføjelse til at påbyde virksomheden alligevel at indføre kontraktbestemmelsen, såfremt Finanstilsynet, efter høring af Finansiel Stabilitet, vurderer, at det faktisk er muligt at indføre en sådan kontraktbestemmelse.

Finanstilsynet skal påbyde virksomheden at indføre kontraktbestemmelsen inden for rimelig tid efter, at Finanstilsynet har modtaget en meddelelse efter stk. 1.

Det betyder, at Finanstilsynet ikke må vente for længe med at meddele et påbud til virksomheden.

EBA udarbejder reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på yderligere at fastlægge betingelserne for, at Finanstilsynet kan påbyde virksomheden at indføre kontraktbestemmelsen i medfør af det foreslåede stk. 4 og at fastlægge en rimelig frist for Finanstilsynet til at påbyde virksomheden at indføre kontraktbestemmelsen i medfør af det foreslåede stk. 4.

Kommissionen har beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

Det foreslås i § 275, stk. 5, at Finanstilsynet kan påbyde virksomheden at ændre sin praksis vedrørende virksomhedens vurdering af, om det er muligt at indføre en kontraktbestemmelse om anerkendelse af Finansiel Stabilitets beføjelser i § 24 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder som omhandlet i § 274, stk. 1, jf. stk. 1.

Det foreslåede stk. 5 er nyt og gennemfører dele af artikel 1, nr. 21, i BRRD II, der indsætter artikel 55, stk. 2, 3. afsnit, 2. pkt., i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Har en virksomhed konstateret, at det ikke er muligt at indføre en kontraktbestemmelse som omhandlet i § 274, stk. 1, samt underrettet Finanstilsynet herom, skal Finanstilsynet på baggrund af underretningen og efter høring af Finansiel Stabilitet foretage en vurdering af, om det alligevel er muligt at indføre en sådan kontraktbestemmelse, jf. forslaget til stk. 4

Som følge heraf kan Finanstilsynet nå frem til, at det er muligt at indføre en sådan kontraktbestemmelse, og eventuelt at virksomhedens praksis i forbindelse med vurderingen af, om det er muligt at indføre en sådan kontraktbestemmelse, ikke er hensigtsmæssig, og at virksomheden f.eks. bør lægge vægt på andre forhold i vurderingen.

Det er på den baggrund hensigtsmæssigt, at Finanstilsynet får beføjelse til at påbyde virksomheden at ændre sin fremtidige praksis, når virksomheden skal vurdere, om det er muligt at indføre en kontraktbestemmelse.

Finanstilsynet giver påbud efter det foreslåede stk. 5 efter høring af Finansiel Stabilitet.

Forslaget i stk. 5 er begrænset til kontraktbestemmelser om anerkendelse af bail-in i § 24 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Bail-in er defineret i § 2, nr. 4, som bliver nr. 6, jf. lovforslagets § 2, nr. 4 og 5, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og dækker over det afviklingsværktøj, som Finansiel Stabilitet kan gøre brug af til at nedskrive forpligtelser eller konvertere forpligtelser til egenkapital i medfør af §§ 24-28 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det foreslås i § 275, stk. 6, at vurderer Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, at kontrakter, som ikke indeholder en bestemmelse i henhold til § 274, stk. 1, medfører en væsentlig hindring for afvikling, skal Finanstilsynet i nødvendigt omfang anvende beføjelserne i § 264 til at fjerne den pågældende hindring.

Det foreslåede stk. 6 er nyt og gennemfører dele af artikel 1, nr. 21, i BRRD II, der indsætter artikel 55, stk. 2, 6. afsnit, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Med den foreslåede bestemmelse skal Finanstilsynet anvende sine beføjelser efter § 264 til bl.a. at udstede påbud, hvis Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet vurderer, at kontrakter, der ikke indeholder en bestemmelse, der anerkender Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser, jf. det foreslåede § 274, stk. 1, medfører en væsentlig afviklingshindring.

Finanstilsynet skal anvende sine beføjelser efter § 264 til at fjerne afviklingshindringen.

Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet skal vurdere en virksomheds afviklingsmuligheder, herunder hvilken indvirkning risikoen for at overtræde sikkerhedsforanstaltninger for kreditor i § 49 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder har på afviklingsmulighederne, når beføjelsen til at nedskrive eller konvertere nedskrivningsegnede passiver anvendes.

Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet skal straks foretage denne vurdering, hvis Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet i forbindelse med vurderingen af afviklingsmulighederne for virksomheden i medfør af §§ 262 eller 263 i lov om finansiel virksomhed eller på ethvert andet tidspunkt konstaterer, at der inden for en kategori af forpligtelser, som anvendes til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver, er en mængde forpligtelser, der ikke opfylder kravet i medfør af det foreslåede § 274, stk. 1, og som sammen med de forpligtelser, der er udelukket fra anvendelsen af bail-in i henhold til § 25, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, eller som sandsynligvis vil blive udelukket i henhold til § 25, stk. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, beløber sig til mere end 10 pct. af den pågældende kategori.

Finanstilsynet skal i nødvendigt omfang anvende sine beføjelser i medfør af § 264 til at afhjælpe eller fjerne den pågældende hindring, når Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet vurderer, at kontrakter, som ikke indeholder en bestemmelse i henhold til § 274, stk. 1, medfører en væsentlig hindring for afvikling.

Det foreslås i § 275, stk. 7, at erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om de kategorier af forpligtelser omfattet af § 97 i konkursloven, hvor det ikke er muligt at indføre en kontraktbestemmelse som omhandlet i § 274, stk. 1.

Det foreslåede stk. 7 er nyt og gennemfører dele af artikel 1, nr. 21, i BRRD II, der indsætter artikel 55, stk. 7, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Bestemmelsen indebærer, at erhvervsministeren får bemyndigelse til at angive de kategorier af forpligtelser omfattet af § 97 i konkursloven, for hvilken en virksomhed kan nå til den konstatering, at det juridisk eller på anden måde i praksis er umuligt at indføre en kontraktbestemmelse i medfør af det foreslåede § 274, stk. 1.

Erhvervsministeren får bemyndigelse til at angive kategorierne på baggrund af de betingelser, som bliver præciseret i EBAs reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på yderligere at fastlægge de betingelser, under hvilke det juridisk eller på anden måde i praksis vil være umuligt for en virksomhed at indføre kontraktbestemmelsen i det foreslåede § 274, stk. 1, for visse kategorier af forpligtelser.

Kommissionen har beføjelse til at vedtage de nævnte reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

§ 276

Der gælder i dag ikke krav om, at virksomheder skal sikre kontraktmæssig anerkendelse af Finansiel Stabilitets beføjelser til at suspendere eller begrænse rettigheder og forpligtelser i §§ 4 a, 32, 33 og 34 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, eller anerkende, at parterne er bundet af kravene i § 31 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, når virksomheden indgår en kontrakt, der er reguleret af lovgivningen i et tredjeland.

Det foreslås at indsætte overskriften kontraktmæssig anerkendelse af Finansiel Stabilitets beføjelser til suspension under afvikling til § 276.

Det foreslås i § 276, stk. 1, at et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, en finansiel holdingvirksomhed, en blandet holdingvirksomhed og et finansieringsinstitut, når finansieringsinstituttet er en dattervirksomhed af et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, en finansiel holdingvirksomhed eller en blandet holdingvirksomhed, og finansieringsinstituttet indgår i tilsynet med modervirksomheden på konsolideret grundlag, skal sikre, at virksomhedens kontrakter, jf. stk. 2, som er reguleret af lovgivningen i et tredjeland, indeholder en bestemmelse, hvorefter parterne anerkender en række krav nærmere uddybet i bestemmelsens nr. 1 og 2.

Det foreslåede stk. 1 er nyt og gennemfører dele af artikel 1, nr. 33, i BRRD II, der indsætter artikel 71 a, stk. 1, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Parterne skal for det første anerkende i kontrakten, at kontrakten kan gøres til genstand for Finansiel Stabilitets beføjelse til at suspendere eller begrænse rettigheder og forpligtelser efter §§ 4 a, 32, 33 og 34 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. det foreslåede nr. 1 .

Finansiel Stabilitet kan i medfør af § 32 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder suspendere forfaldne betalings- og leveringsforpligtelser i henhold til en kontrakt, som en virksomhed under afvikling har indgået.

Finansiel Stabilitet kan derudover suspendere en sikret kreditors ret til at søge sig fyldestgjort i sikkerheder stillet af en virksomhed under afvikling, jf. § 33 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og suspendere kontraktretlige ophørsrettigheder, jf. § 34 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Finansiel Stabilitet kan i medfør af § 4 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. dette lovforslags § 2, nr. 10, anvende suspensionsbeføjelserne nævnt i §§ 32, 33 og 34 på et tidligere tidspunkt, hvor den pågældende virksomhed endnu ikke er under afvikling.

Med indførelsen af en kontraktbestemmelse som foreslået sikres det, at der ikke opstår tvivl om, hvorvidt de nævnte suspensionsbeføjelser kan finde anvendelse i relation til den pågældende kontrakt, som er reguleret af lovgivningen i et tredjeland.

Parterne skal dernæst anerkende i kontrakten, at parterne i relation til kontrakten er bundet af § 31 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. det foreslåede nr. 2 .

§ 31 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder fastslår, hvilken virkning det har i relation til en virksomheds kontrakter, at Finansiel Stabilitet foretager afviklingsforanstaltninger i relation til den pågældende virksomhed.

Det følger bl.a. af bestemmelsen, at afviklingsforanstaltninger ikke i sig selv berettiger virksomhedens kontraktpart til f.eks. at ophæve kontrakten, hvis virksomheden under afvikling i øvrigt opfylder kontraktens væsentlige forpligtelser.

Med indførelsen af en kontraktbestemmelse som foreslået sikres det, at der ikke opstår tvivl om, at § 31 også fastslår virkningen af afviklingsforanstaltninger i relation til kontrakter, som virksomheden under afvikling har indgået, og som er reguleret af lovgivningen i et tredjeland.

Parter, der indgår kontrakter, der er reguleret af lovgivningen i et tredjeland, vil ikke nødvendigvis være opmærksomme på f.eks. Finansiel Stabilitets beføjelser til at suspendere eller begrænse rettigheder og forpligtelser i relation til en kontrakt indgået af en virksomhed nævnt ovenfor.

Det er derfor hensigtsmæssigt, at der i sådanne kontrakter indgår en kontraktbestemmelse om, at forpligtelser og rettigheder, som kontrakten omhandler, kan gøres til genstand for Finansiel Stabilitets beføjelser m.v.

Med det foreslåede § 276, stk. 2, angives den nærmere afgrænsning af, hvilke kontrakter der er omfattet af forpligtelsen foreslået i stk. 1.

Det foreslåede stk. 2 er nyt og gennemfører dele af artikel 1, nr. 33, i BRRD II, der indsætter artikel 71 a, stk. 3, litra a og b, i BRRD.

Der er primært tale om en direktivnær implementering.

Det skyldes, at stk. 2 implementeres på en måde, så den finder anvendelse for alle kontrakter i modsætning til direktivet, der kun finder anvendelse for finansielle kontrakter.

Det følger heraf, at bestemmelsen gælder i relation til de af virksomhedens kontrakter, der enten skaber en ny forpligtelse eller væsentligt ændrer en eksisterende forpligtelse efter den 28. december 2020, jf. det foreslåede stk. 2, nr. 1 , når den pågældende kontrakt indeholder bestemmelser om betalings- eller leveringsforpligtelser, opsigelsesrettigheder eller retten til at gøre sikkerhedsrettigheder gældende, jf. det foreslåede stk. 2, nr. 2 .

At bestemmelsen alene gælder i forhold til kontrakter, der enten skaber en ny forpligtelse eller væsentligt ændrer en eksisterende forpligtelse, indebærer, at virksomheden skal sikre, at der indføres en bestemmelse som anført i stk. 1 både i nye kontrakter, der indgås, men også i allerede eksisterende kontrakter, i forbindelse med at der sker en væsentlig ændring heraf.

Om en ændring af en kontrakt er væsentlig, vil bero på en konkret vurdering, herunder af selve ændringen og kontrakten som helhed.

Forpligtelsen til at indføre en kontraktbestemmelse efter stk. 1 gælder kun i relation til kontrakter, der indgås eller ændres væsentligt efter lovforslagets ikrafttrædelse, dvs. den 28. december 2020.

At bestemmelsen alene gælder i forhold til kontrakter, som indeholder bestemmelser om betalings- eller leveringsforpligtelser, opsigelsesrettigheder eller retten til at gøre sikkerhedsrettigheder gældende, er en afgrænsning, som sikrer, at der kun skal indføres en bestemmelse som anført i stk. 1 i de kontrakter, hvor det ville være relevant at suspendere eller begrænse rettigheder, hvilket også afgrænser de kontrakter, hvor det ville være relevant at påpege virkningen af eventuelle afviklingsforanstaltninger.

Det foreslås i § 276, stk. 3, at undlader en virksomhed at indføre en bestemmelse i henhold til stk. 1, forhindrer det ikke Finansiel Stabilitet i at anvende beføjelserne i §§ 4 a, 32, 33 og 34 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og § 31 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder vil fortsat finde anvendelse.

Det foreslåede stk. 3 er nyt og gennemfører dele af artikel 1, nr. 33, i BRRD II, der indsætter artikel 71 a, stk. 4, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Finansiel Stabilitet skal kunne udøve sine beføjelser til at suspendere eller begrænse rettigheder og forpligtelser i medfør af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder også i relation til de forpligtelser, som er omfattet af en kontrakt reguleret af lovgivningen i et tredjeland.

På samme måde skal afviklingsforanstaltninger have samme virkning i relation til kontrakter, uanset om kontrakten er reguleret af lovgivningen i et tredjeland.

Den foreslåede bestemmelse sikrer, at der ikke er tvivl om, at §§ 4 a, 31, 32, 33 og 34 finder anvendelse i relation til kontrakter reguleret af lovgivningen i et tredjeland, uanset om den pågældende kontrakt opfylder kravet i det foreslåede stk. 1.

Til nr. 94 (§ 309, stk. 1, 3 og 5, i lov om finansiel virksomhed)

En virksomhed, der er udpeget som et systemisk vigtigt finansielt institut, skal i henhold til § 309, stk. 2 i lov om finansiel virksomhed overholde SIFI-bufferkravet.

SIFI-bufferkravet sættes for nuværende igennem den systemiske buffer, jf. § 309, stk. 2 jf. § 125 a, stk. 6.

Dermed henviser § 309 til bestemmelserne vedrørende den systemiske buffer i § 125 h og § 125 a, stk. 6, alle steder, hvor der henvises til SIFI-bufferkravet.

Med forslaget vil SIFI-bufferkravet blive fastsat igennem den foreslåede § 125 g, stk. 3 og 4, og det foreslåede stk. 5 i § 125 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 32 og 45.

Dermed skal henvisningen til fastsættelsen af SIFI-bufferkravet konsekvensrettes som følge af forslagets §§ 125 g, stk. 3 og 4, og 125 a, stk. 5, så der henvises til den bestemmelse, som fremadrettet vil blive benyttet til fastsættelse af SIFI-bufferkravet.

Det foreslås derfor at ændre § 309, stk. 1, 3 og 5, så der henvises til § 125 g, stk. 3 og 4, i stedet for 125 h og til § 125 a, stk. 5, i stedet for § 125 a, stk. 6.

Til nr. 95 (§ 309, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

En virksomhed, der er udpeget som et SIFI, skal i henhold til § 309, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed overholde SIFI-bufferkravet.

SIFI-bufferkravet sættes for nuværende igennem den systemiske buffer, jf. § 309, stk. 2, jf. § 125 a, stk. 6.

Dermed henviser § 309 til bestemmelserne vedrørende den systemiske buffer i § 125 h og § 125 a, stk. 6, alle steder, hvor der henvises til SIFI-bufferkravet.

Med forslaget vil SIFI-bufferkravet blive fastsat igennem den foreslåede § 125 j og det foreslåede stk. 5 i § 125 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 32 og 45.

Dermed skal henvisningen til fastsættelsen af SIFI-bufferkravet konsekvensrettes som følge af forslagets §§ 125 g, stk. 3 og 4, og 125 a, stk. 5, så der henvises til den bestemmelse, som fremadrettet vil blive benyttet til fastsættelse af SIFI-bufferkravet.

Det foreslås derfor at ændre § 309, stk. 2 , så der henvises til § 125 g, stk. 3 og 4, i stedet for § 125 h og til § 125 a, stk. 5 i stedet for § 125 a, stk. 6.

Til nr. 96 (§ 343 ø, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 344 ø, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed fastsætter, at juridiske personer, der udøver virksomhed som ISPV, skal have tilladelse som ISPV.

§ 344 ø, stk. 1, indeholder en henvisning til definitionen af en ISPV i § 5, stk. 1, nr. 47.

Den foreslås at ændre henvisningen i § 343 ø, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, som følge af de foreslåede ændringer i § 5, stk. 1.

Til nr. 97 (§ 344, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 344, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, fastsætter, hvilke regler Finanstilsynet påser overholdelsen af.

Det foreslås at indsætte en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen) i § 344, stk. 1, 1. pkt.

Efter artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen skal hvert medlemsland sikre, at den kompetente myndighed, der er udpeget i overensstemmelse med bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/26/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter, udpeges som kompetent myndighed til at varetage de opgaver, der følger af disclosureforordningen.

Endvidere skal hver medlemsstat sikre, at den kompetente myndighed, som er udpeget af de nationale myndigheder, har de tilsyns- og undersøgelsesbeføjelser, der er nødvendige, for at den kan opfylde de opgaver, der er omfattet af disclosureforordningen.

Disclosureforordningen finder anvendelse på finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere.

Ved finansielle markedsdeltagere forstås bl.a. et fondsmæglerselskab, der yder porteføljepleje, eller et pengeinstitut, der yder porteføljepleje.

Ved finansielle rådgivere forstås bl.a. et penge- eller realkreditinstitut, der yder investeringsrådgivning, jf. artikel 2, nr. 11, i disclosureforordningen.

Indsættelsen af disclosureforordningen i bestemmelsen vil medføre, at Finanstilsynet bliver udpeget som kompetent myndighed til at påse overholdelsen af forordningen.

Med den foreslåede ændring vil Finanstilsynet også kunne påse overholdelsen af de regler, som Kommissionen har hjemmel til at udstede i medfør af forordningen.

Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynet bl.a. vil kunne udstede påbud og påtaler for overtrædelse af disclosureforordningen eller regler udstedt i medfør heraf.

Bestemmelsen gennemfører artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen.

Til nr. 98 (§ 350 a, stk. 4, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Efter den gældende § 350 a, stk. 4, 2, pkt., kan erhvervsministeren forlænge anvendelsen af nationale makroprudentielle foranstaltninger med op til et år ad gangen.

Den foreslåede ændring af § 350 a, stk. 4, er en konsekvensændring af, at der efter artikel 458 i CRR gives adgang til at iværksætte og efterfølgende forlænge makroprudentielle foranstaltninger med op til to år ad gangen.

Med den foreslåede ændring vil det af lov om finansiel virksomhed fremgå, at erhvervsministeren gives adgang til at iværksætte og efterfølgende forlænge makroprudentielle foranstaltninger med op til to år ad gangen.

Til nr. 99 (§ 351, stk. 1, 2 og 4, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende bestemmelse i § 351, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, indeholder en bemyndigelse for Finanstilsynet til at påbyde en finansiel virksomhed at afsætte en direktør eller påbyde et bestyrelsesmedlem i en finansiel virksomhed at nedlægge sit hverv inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis vedkommende ikke lever op til kravene om hæderlighed i § 64, stk. 1, nr. 2-6, i lov om finansiel virksomhed.

Det følger endvidere af det gældende stk. 4, at Finanstilsynet kan påbyde et pengeinstitut, et SIFI og et G-SIFI, jf. § 64 c, stk. 1 og 5, jf. stk. 1, eller et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson, jf. § 64 d, stk. 1, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis vedkommende ikke lever op til kravene om hæderlighed i § 64, stk. 1, nr. 2-6, i lov om finansiel virksomhed.

Det følger af den foreslåede ændring i § 351, stk. 1, 2 og 4, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet fremover skal have bemyndigelse til at gribe ind over for en direktør eller et bestyrelsesmedlem eller en ansat, der er identificeret som nøgleperson i et pengeinstitut, et SIFI og et G-SIFI eller et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis vedkommende ikke efterlever alle kravene i § 64, stk. 1, herunder kravet om tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring i § 64, stk. 1, nr. 1.

Den foreslåede ændring i § 351, stk. 1, 2 og 4, implementerer artikel 91, stk. 1, 2. afsnit, i CRD V og artikel 34 i Solvens II.

Af artikel 91, stk. 1, 2. afsnit, i CRD V, fremgår det, at Finanstilsynet skal have bemyndigelse til at afsætte et ledelsesmedlem, hvis personen ikke lever op til kravene nævnt i artikel 91, stk. 1, som både omfatter kravene om hæderlighed og om tilstrækkelig viden, kompetence og erfaring.

Af artikel 34 i Solvens II fremgår, at tilsynsmyndighederne skal have beføjelse til at træffe alle nødvendige foranstaltninger, herunder, hvor det er relevant, administrative eller finansielle foranstaltninger, over for forsikrings- og genforsikringsselskaber og medlemmerne af deres administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan.

Det foreslås på denne baggrund at udvide Finanstilsynets adgang til at gribe ind over for et ledelsesmedlem eller en nøgleperson til at omfatte samtlige numre i § 64, stk. 1.

Den foreslåede ændring betyder, at Finanstilsynet fremover vil kunne påbyde en finansiel virksomhed at afsætte en direktør eller påbyde et bestyrelsesmedlem i en finansiel virksomhed at nedlægge sit hverv inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, eller påbyde et pengeinstitut, et SIFI og et G-SIFI eller et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis vedkommende ikke længere kan anses for at have den tilstrækkelige viden, faglige kompetence eller erfaring til stillingen eller hvervet.

Finanstilsynet vil fremover f.eks. kunne gribe ind over for et ledelsesmedlem, hvis Finanstilsynet vurderer, at personen ikke har truffet de foranstaltninger, som en person i vedkommendes stilling med rimelighed kunne forventes at træffe for eksempelvis at forebygge, afhjælpe eller standse en lovovertrædelse i virksomheden, hvor den udviste adfærd eller passivitet skyldes manglende viden, kompetence eller erfaring.

Adgangen til at gribe ind over for et ledelsesmedlems manglende viden, kompetence eller erfaring, jf. § 64, stk. 1, nr. 1, forventes som udgangspunkt anvendt i situationer, hvor ledelsesmedlemmets adfærd indebærer, at der er grund til at antage, at medlemmet ikke vil varetage hvervet eller stillingen på en forsvarlig måde, jf. § 64, stk. 1, nr. 6.

Der vil være tale om tilfælde, hvor en person i alvorlig grad har vist sig ikke at være egnet til sin stilling.

F.eks. kan der være tale om, at et direktionsmedlems adfærd viser, at vedkommende ikke har den tilstrækkelige viden om den finansielle regulering til at bestride det område, som vedkommende har ansvaret for.

Dette til trods for, at både Finanstilsynet og ledelsen i forbindelse med vedkommendes tiltræden vurderede, at vedkommende formelt opfyldte kravene om tilstrækkelig viden.

Finanstilsynet vil alene kunne afsætte et ledelsesmedlem i tilfælde af alvorlige svigt, hvor det ikke er muligt at rette op på den manglende egnethed inden for en rimelig tid.

Et påbud meddelt i henhold til stk. 1, 2 og 4 kan forlanges indbragt for domstolene af den pågældende virksomhed og af den person, som påbuddet vedrører.

En sådan anmodning skal indgives til Finanstilsynet, senest 4 uger efter at påbuddet er meddelt den pågældende.

Anmodningen har ikke opsættende virkning for påbuddet, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende direktør, det pågældende bestyrelsesmedlem eller den pågældende nøgleperson under sagens behandling kan opretholde sit hverv eller stilling.

Finanstilsynet indbringer sagen for domstolene senest 4 uger efter modtagelse af anmodning herom.

Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes former.

Dette følger af § 351, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed.

Finanstilsynet kan af egen drift eller efter ansøgning tilbagekalde et påbud meddelt efter stk. 2.

Afslår Finanstilsynet en ansøgning om tilbagekaldelse, kan ansøgeren forlange afslaget indbragt for domstolene.

Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet, senest 4 uger efter at afslaget er meddelt den pågældende.

Anmodning om domstolsprøvelse kan dog kun fremsættes, hvis påbuddet ikke er tidsbegrænset, og der er forløbet mindst 5 år fra datoen for udstedelsen af påbuddet, eller mindst 2 år efter at Finanstilsynets afslag på tilbagekaldelse er stadfæstet ved dom.

Dette følger af § 351, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed.

Har den finansielle virksomhed ikke afsat direktøren, har pengeinstituttet, et SIFI eller et G-SIFI ikke afsat en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 64, stk. 1 og stk. 5, jf. stk. 1, eller har gruppe 1-forsikringsselskabet ikke afsat en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 d, stk. 1, inden for den fastsatte frist, kan Finanstilsynet inddrage virksomhedens tilladelse, jf. § 224, stk. 1, nr. 2.

Finanstilsynet kan endvidere inddrage virksomhedens tilladelse, jf. § 224, stk. 1, nr. 2, hvis et bestyrelsesmedlem ikke efterkommer et påbud meddelt i medfør af stk. 2, jf. § 351, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 100 (§ 351, stk. 5, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Ifølge den gældende bestemmelse i § 351, stk. 5, 1. pkt., har Finanstilsynet bemyndigelse til at påbyde en finansiel virksomhed at afsætte en direktør eller en ansat, der er udpeget som nøgleperson i et pengeinstitut, et SIFI-institut, et G-SIFI-institut eller et gruppe 1-forsikringsselskab, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af straffeloven eller den finansielle lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at vedkommende ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3.

Af § 64, stk. 1, nr. 3, fremgår, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en finansiel virksomhed ikke må være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller stilling på betryggende måde.

§ 64, stk. 1, nr. 3, nævner således anden relevant lovgivning.

§ 351, stk. 5, 1. pkt. henviser til § 64, stk. 1, nr. 3, men nævner ikke anden relevant lovgivning.

Det foreslås at præcisere § 351, stk. 5, 1. pkt. , så Finanstilsynets bemyndigelse efter stk. 5, 1. pkt., inkluderer tilfælde, hvor der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af anden relevant lovgivning.

Dermed bringes ordlyden af § 351, stk. 5, 1. pkt. i overensstemmelse med bestemmelsens henvisning til § 64, stk. 1, nr. 3.

Til nr. 101 (§ 352 a, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Efter gældende ret skal Finanstilsynet udarbejde en redegørelse for årsagerne til, at en finansiel virksomhed er erklæret konkurs, størstedelen af den finansielle virksomheds drift er ophørt eller overdraget, eller hvor et forsikringsselskabs forsikringsbestand er taget under administration, hvis Finansiel Stabilitet har medvirket ved overdragelsen af virksomheden, jf. §§ 7 eller 8 i lov om finansiel stabilitet, eller staten har lidt tab på en individuel statsgaranti i medfør af § 16 a i lov om finansiel stabilitet, jf. § 352 a, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås at nyaffatte § 352 a, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed, så Finanstilsynets forpligtelse til at udarbejde en redegørelse i stedet udløses i tilfælde, hvor staten har lidt direkte tab som følge af økonomisk bistand ved afvikling af virksomheden.

Den gældende bestemmelse henviser til lovregler, der er ophørt, hvorfor der ikke længere er et reelt anvendelsesområde for bestemmelsen.

Formålet med § 352 a er at øge åbenheden om forløbet op til sammenbruddet for de institutter, hvor staten har ydet garanti eller stillet midler til rådighed.

Der henvises i den henseende til punkt 2.7 i de almindelige bemærkninger til § 352 a, jf. Folketingstidende 2009-2010, A, L175.

Ved ændring af bestemmelsen er formålet med kravet om redegørelse i henhold til § 352 a søgt opretholdt.

Forslaget til § 352 a, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed skal rumme mulige fremtidige foranstaltninger, som staten kan iværksætte for at håndtere en krisesituation i den finansielle sektor.

Med forslagets ordlyd begrænses tilfældene således ikke til allerede kendte foranstaltninger.

Staten lider ikke nødvendigvis direkte tab ved restrukturering eller afvikling af en virksomhed gennem Finansiel Stabilitet.

Restrukturering eller afvikling gennem Finansiel Stabilitet i sig selv falder derfor uden for den oprindelige bestemmelses formål, og er derfor ikke omfattet af forslaget til § 352 a, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 102 (§ 354, stk. 6, nr. 12, i lov om finansiel virksomhed)

Finanstilsynets ansatte er under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsyns- og afviklingsvirksomheden, og fortrolige oplysninger, som de får kendskab til fra Finansiel Stabilitet, jf. § 354, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Det samme gælder personer, der udfører serviceopgaver som led i Finanstilsynets drift, samt eksperter, der handler på Finanstilsynets vegne.

Dette gælder også efter ansættelses- eller kontraktforholdets ophør.

§ 354, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed fastsætter, i hvilke tilfælde og til hvem Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger uanset § 354, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Finanstilsynet kan bl.a. i medfør af § 354, stk. 6, nr. 12, videregive fortrolige oplysninger til de af Foreningen af Statsautoriserede Revisorer udpegede revisorer efter § 144, stk. 5, 2. pkt., og efter § 16 g, stk. 9, i lov om finansiel stabilitet.

Det foreslås at ændre § 354, stk. 6, nr. 12, så ordlyden og efter § 16 g, stk. 9, i lov om finansiel stabilitet udgår.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at lovforslagets § 3 ophæver lov om finansiel stabilitet, jf. lovbekendtgørelse nr. 479 af 3. maj 2018.

Der skal derfor ikke længere henvises til lov om finansiel stabilitet i bestemmelsen.

Der findes ikke en tilsvarende relevant henvisning i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, som kan erstatte den henvisning, der vil udgå.

Til nr. 103 (§ 354, stk. 6, nr. 46-48, i lov om finansiel virksomhed)

Finanstilsynets ansatte er under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsyns- og afviklingsvirksomheden, og fortrolige oplysninger, som de får kendskab til fra Finansiel Stabilitet, jf. § 354, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Det fremgår af artikel 55 i CRD IV, at medlemsstaterne og EBA kan indgå samarbejdsaftaler om udveksling af oplysninger med tredjelandes kompetente myndigheder samt med de i artikel 56 og 57, stk. 1, nævnte myndigheder eller organer fra tredjelande.

Dette er under forudsætning af, at de meddelte oplysninger er sikret ved en tavshedspligt, der mindst svarer til den tavshedspligt, der er foreskrevet i artikel 53, og at udvekslingen af oplysninger skal have til formål at give de pågældende myndigheder eller organer mulighed for at udføre deres tilsynsopgaver.

Endelig er det en forudsætning, at hvis oplysningerne stammer fra en anden medlemsstat, skal myndighederne i denne medlemsstat have givet samtykke til videregivelsen, og oplysningerne må udelukkende benyttes til det formål, som samtykket vedrører.

Med de foreslåede § 354, stk. 6, nr. 46-48, implementeres artikel 58 a, stk. 1, litra a-c, i CRD V, hvor det gøres muligt, at Finanstilsynets kan videregive fortrolige oplysninger til visse internationale organer under nærmere fastsatte betingelser.

Med den foreslåede § 354, stk. 6, nr. 46, vil det være muligt at videregive fortrolige oplysninger til Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken.

Denne videregivelse kan kun ske med henblik på deres vurderinger som led i programmet til vurdering af den finansielle sektor.

Med den foreslåede § 354, stk. 6, nr. 47, vil det være muligt at videregive fortrolige oplysninger til den Internationale Betalingsbank (BIS).

Denne videregivelse kan kun ske, under forudsætning af at oplysningerne skal anvendes med henblik på kvantitative konsekvensanalyser.

Med den foreslåede § 354, stk. 6, nr. 48, vil det være muligt for Finanstilsynet at videregive fortrolige oplysninger til Rådet for Finansiel Stabilitet (FSB).

Denne videregivelse kan kun ske med henblik på dets tilsynsfunktion.

Videregivelse af fortrolige oplysninger kan kun ske på baggrund af en udtrykkelig anmodning fra de internationale organer.

Der skal derfor være en udtrykkelig anmodning om, at det internationale organ ønsker de fortrolige oplysninger.

En udtrykkelig anmodning forudsættes i den forbindelse at være en skriftlig anmodning, hvor det internationale organ redegør for, hvorfor de har brug for oplysningerne, og hvorfor oplysningerne kan indeholdes inden for organets lovmæssige mandat og virke.

Efter den foreslåede § 354, stk. 6, nr. 46-48, skal anmodningen være behørigt begrundet henset til de specifikke opgaver, der udføres af det anmodende internationale organ i overensstemmelse med dets lovbestemte mandat.

Det internationale organ kan derfor ikke bede om alle tænkelige fortrolige oplysninger, som Finanstilsynet måtte have.

De oplysninger, som det internationale organ måtte anmode om, skal være til brug for organets arbejdsområde.

Dette vil være oplysninger til brug for organets normale arbejdsfunktioner, og det er arbejdsfunktioner, som fremgår af organets lovbestemte mandat og organets normale virke.

Det er organet, som skriftligt skal redegøre for, hvorfor oplysningerne er til brug for organets arbejdsfunktioner, og hvorfor oplysningerne kan indeholdes inden for organets lovbestemte mandat og organets normale virke.

Det internationale organs lovbestemte mandat vil være de regler eller internationale aftaler, som organet er bundet af.

Organets normale virke vil være det område, som organet normalt handler inden for, og de områder, som organet normalt administrerer.

Efter den foreslåede § 354, stk. 6, nr. 46-48, skal anmodningen være tilstrækkelig præcis med hensyn til de anmodede oplysningers art, omfang og form samt den måde, hvorpå de videregives eller fremsendes.

Det internationale organ kan derfor ikke bede om alle oplysninger uden specifikt at angive, hvilke oplysninger organet måtte ønske at få kendskab til.

Det internationale organ kan ikke anmode bredt om alle oplysninger.

Organet skal specifikt redegøre for, hvilke typer af oplysninger som denne måtte ønske at modtage, herunder også på hvilken måde oplysningerne videregives.

Det forudsættes, at videregivelse af oplysninger efter de foreslåede bestemmelser i § 354, stk. 6, nr. 46-48, er strengt nødvendig for udførelsen af det anmodende organs specifikke opgaver.

Organet skal i forbindelse med anmodningen oplyse om, hvorfor oplysningerne er strengt nødvendige.

De internationale organer vil derfor skulle begrunde anmodningen med hensynet til de specifikke opgaver, som det internationale organ skal udføre.

Efter den foreslåede § 354, stk. 6, nr. 46-48, skal oplysningerne fremsendes eller videregives udelukkende til de personer, som er involveret direkte i udførelsen af den specifikke opgave.

Videregivelsen af fortrolige oplysninger må derfor ikke ske til det internationale organs generelle eller officielle kommunikationskanaler.

Fortrolige oplysninger må kun deles med de personer, som er ansat i det internationale organ, og som konkret sidder med og skal anvende de pågældende oplysninger.

Det betyder, at oplysninger kun kan videregives til den person hos organet, der anmoder om oplysningerne, eller en anden, som anmoderen henviser til, og som er ansat hos organet.

Efter den foreslåede § 354, stk. 6, nr. 46-48, skal de personer, som har adgang til oplysningerne være underlagt en lovbestemt tavshedspligt, der svarer til tavshedspligten efter § 354, stk. 1.

Det betyder, at de personer, som får kendskab til fortrolige oplysninger i det internationale organ, skal være underlagt den samme tavshedspligt som Finanstilsynets tavshedspligt.

Personer, som får kendskab til fortrolige oplysninger, der er videregivet af Finanstilsynet, vil være underlagt den samme tavshedspligt, jf. § 354, stk. 8.

De internationale organer skal derudover bekræfte, at de personer, som får kendskab til fortrolige oplysninger, er underlagt en tavshedspligt, som svarer til tavshedspligten i § 354, stk. 1.

Hvis der videregives personoplysninger, skal disse behandles i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for en direktivnær implementering af artikel 58 a, i CRD V.

Til nr. 104 (§ 354 e, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Finanstilsynet påser overholdelsen af BRRD og regler udstedt i medfør heraf, jf. § 344 i lov om finansiel virksomhed.

Det indebærer, at Finanstilsynet kan give påtaler, påbud, m.v. for overtrædelse af reglerne i kapitel 17-17 a i lov om finansiel virksomhed.

Det følger af § 354 e, stk. 1, at Finanstilsynet skal offentliggøre påtaler, påbud eller tvangsbøder, der er givet i henhold til § 344 for overtrædelse af de bestemmelser, der er nævnt i stk. 2.

Det foreslås i § 354 e, stk. 1, 1. pkt., efter i henhold til at indsætte § 269, stk. 1, eller.

Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynet skal offentliggøre tilsynsreaktioner meddelt i henhold til § 269, stk. 1, eller § 344, stk. 1.

Der er tale om en konsekvensændring, som følge af at der indsættes en tilsynsbestemmelse i § 269, jf. lovforslagets § 1, nr. 80, der fastslår, at Finanstilsynet som afviklingsmyndighed skal føre tilsyn med overholdelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Til nr. 105 (§ 354 e, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Finanstilsynet påser overholdelsen af BRRD og regler udstedt i medfør heraf, jf. § 344 i lov om finansiel virksomhed.

Det indebærer, at Finanstilsynet kan give påtaler, påbud, m.v. for overtrædelse af reglerne i kapitel 17-17 a i lov om finansiel virksomhed.

Det følger af § 354 e, stk. 1, at Finanstilsynet skal offentliggøre påtaler, påbud eller tvangsbøder, der er givet i henhold til § 344 for overtrædelse af de bestemmelser, der er nævnt i stk. 2.

Det foreslås i § 354 e, stk. 2, 1. pkt., at ændre § 71 a, stk. 1, til § 71 a, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., § 71 b, stk. 1, § 71 c, stk. 1, 2. pkt., og at indsætte § 182 b, stk. 1-3, §§ 182 c og § 182 d, § 182 e, stk. 1-3, §§ 182 f, 259 a og 261, § 264, stk. 2, 3 og 5, § 264 a, § 265, stk. 2, 4 og 7, § 265 a, stk. 2, § 266, § 267, stk. 1, §§ 267 b og 267 c, § 267 d, stk. 1, § 268, §§ 269 a-269 d, § 272, stk. 7, § 274, stk. 1 og 2, § 275, stk. 1, 2, 4 og 5, og § 276, stk. 1, efter § 125 b, stk. 1-4 og 6.

Med den foreslåede ændring skal Finanstilsynet offentliggøre påtaler, påbud eller tvangsbøder, som Finanstilsynet har givet for overtrædelse af de bestemmelser, der indføres i § 354 e, stk. 2, 1. pkt. Dette gælder også i sager, hvor Finanstilsynets bestyrelse har truffet afgørelse.

Finanstilsynet skal offentliggøre påtalen, påbuddet eller tvangsbøden på sin hjemmeside med angivelse af navnet på virksomheden eller personen, som reaktionen er rettet imod.

Offentliggørelse skal dog ske i anonymiseret form, hvis offentliggørelsen vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden eller personen, hvis efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse, hvis offentliggørelse vil true den finansielle stabilitet, eller hvis samfundsmæssige hensyn til offentliggørelse af en persons navn må vurderes ikke at være proportionale med hensynet til personen.

Den foreslåede ændring implementerer artikel 111, stk. 2, litra a, og artikel 112, stk. 1 og 2, i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Til nr. 106 (§ 355, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 355, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, nævner de virksomheder, der kan anses som part i forhold til Finanstilsynet i sager, hvor Finanstilsynet har truffet eller vil træffe afgørelse overfor i medfør af bl.a. lov om finansiel virksomhed og andre relevante forordninger på det finansielle område.

Det foreslås, at disclosureforordningen indsættes i § 355, stk. 1, hvorefter virksomheder, som Finanstilsynet har truffet eller vil træffe afgørelse overfor i medfør af disclosureforordningen eller regler udstedt i medfør heraf, også vil være at anse som parter i en konkret sag.

Til nr. 107 (§ 355, stk. 2, nr. 10, i lov om finansiel virksomhed)

Den foreslåede bestemmelse er ny .

Det foreslås med § 355, stk. 2, nr. 10, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen eller en kapitalejer i et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I, eller virksomheder, som Finanstilsynet finder har snævre forbindelser til pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I, når Finanstilsynet træffer afgørelse om, at pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I anses for nødlidende eller forventeligt nødlidende, jf. § 224 a, er part i Finanstilsynets afgørelse for så vidt angår den del af sagen, der vedrører den pågældende.

Det særlige partsbegreb er allerede gældende i de tilfælde, hvor Finanstilsynet inddrager en tilladelse efter §§ 224 eller 225, stk. 1.

Når Finanstilsynet træffer afgørelse efter § 224 a, inddrages tilladelsen ikke nødvendigvis, men Finansiel Stabilitet kan overtage kontrollen med den finansielle virksomhed, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Det foreslås således, at partsbegrebet udvides, så den samme kreds af fysiske og juridiske personer med tilknytning til den finansielle virksomhed, der har partsstatus, når Finanstilsynet inddrager en tilladelse, jf. § 355, stk. 2, nr. 8-9, også vil have partsstatus, når Finanstilsynet træffer afgørelse efter § 224 a.

Som eksempel vil en direktør være part i den del af sagen, der vedrører den pågældende, når Finanstilsynets afgørelse efter § 224 a er delvist begrundet i, at direktøren ikke er tilstrækkelig egnet eller hæderlig til at varetage hvervet.

En kapitalejer vil være part i den del af sagen, der vedrører den pågældende, når Finanstilsynets afgørelse efter § 224 a eksempelvis er delvist begrundet i, at kapitalejeren udøver uhensigtsmæssig indflydelse på den finansielle virksomhed.

De fysiske og juridiske personer, der er omfattet af bestemmelsen, bevarer deres partsstatus i forhold til Finanstilsynets afgørelse, også efter Finansiel Stabilitet har overtaget kontrollen med den finansielle virksomhed.

Til nr. 108 (§ 361, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

I medfør af § 361, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed betaler virksomheder med tilladelse efter lov om betalinger en fast årlig afgift til Finanstilsynet, der dækker de omkostninger, som Finanstilsynet har ved at føre tilsyn med virksomhederne.

Efter § 361, stk. 3, nr. 1, skal betalingsinstitutter betale en afgift på 91.400 kr. Efter § 361, stk. 3, nr. 2, skal e-pengeinstitutter betale en afgift på 134.000 kr. Efter § 361, stk. 3, nr. 3, skal virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester betale en afgift på 9.200 kr. Efter § 361, stk. 3, nr. 4, skal virksomheder med begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge betale en afgift på 13.000 kr. Efter § 361, stk. 3, nr. 5, skal virksomheder med tilladelse til at udbyde kontooplysningstjenester betale en afgift på 25.000 kr.

Grundbeløbene er angivet i 2016-niveau og reguleres årligt svarende til udviklingen i Finanstilsynets bevilling på finansloven, jf. § 361, stk. 11, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås at nyaffatte § 361, stk. 3, hvorefter fysiske og juridiske personer omfattet af lov om betalinger årligt betaler et grundbeløb til Finanstilsynet.

Det foreslås i § 361, stk. 3, nr. 1, at fastsætte en ny model for opkrævning af afgifter for betalingsinstitutter.

Det foreslås i stk. 3, nr. 1, litra a, at betalingsinstitutter betaler en afgift på 25.000 kr., når instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår er mindre end 250 mio. kr.

Det foreslås i stk. 3, nr. 1, litra b, at betalingsinstitutter betaler en afgift på 80.000 kr., når instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår er mellem 250 mio. kr. og 100 mia. kr.

Det foreslås i stk. 3, nr. 1, litra c , at betalingsinstitutter betaler en afgift på 500.000 kr., når instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår er større end 100 mia. kr.

Det foreslås, at afgiften efter § 361, stk. 3, nr. 1, fastsættes på baggrund af betalingsinstituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår, da dette kriterium bedst muligt afspejler det enkelte betalingsinstituts aktiviteter, og dermed også bedst afspejler de ressourcer, som det kan forventes, at Finanstilsynet skal anvende for at føre løbende tilsyn med det enkelte betalingsinstitut.

Det foreslås, at de samlede gennemførte betalingstransaktioner opgøres ud fra den samlede beløbsmæssige værdi af de betalingstransaktioner, som betalingsinstituttet har gennemført i perioden.

Hvis et betalingsinstitut udbyder betalingsinitieringstjenester, jf. bilag 1, nr. 7, til lov om betalinger, indgår den beløbsmæssige værdi af de initierede betalingstransaktioner i beregningen af instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner på samme måde, som hvis instituttet selv havde gennemført betalingstransaktionen.

Forslaget om opgørelse af de samlede betalingstransaktioner pr. 1. oktober begrundes i, at betalingsinstitutter allerede i dag har en indberetningsforpligtelse over for Finanstilsynet vedrørende driften af de betalingstjenester, som betalingsinstituttet udbyder, hvormed fristen for indberetning falder den 1. april og den 1. oktober.

Det følger således af § 127, stk. 3, i lov om betalinger, at et betalingsinstitut skal indrapportere statistik om drift af de betalingstjenester, som denne udbyder i medfør af § 127, stk. 3, til Finanstilsynet.

I medfør af § 127, stk. 4, i lov om betalinger har Finanstilsynet fastsat nærmere regler for denne indberetning ved bekendtgørelse nr. 1259 af 28. november 2019 om udbydere af betalingstjenesters indberetning af statistik om drift og misbrug af betalingstjenester.

I medfør af denne bekendtgørelse er betalingsinstituttet pålagt at indberette oplysninger om virksomhedens samlede betalingstransaktioner til Finanstilsynet henholdsvis den 1. april, som omfatter 2. halvår af det foregående kalenderår og den 1. oktober, som omfatter 1. halvår af det indeværende kalenderår.

Det indebærer, at Finanstilsynet pr. 1. oktober vil være i besiddelse af oplysninger om et betalingsinstituts samlede betalingstransaktioner for 12 måneder opgjort over 2. halvår af forrige år og 1. halvår af indeværende år.

Forslaget indebærer derfor ikke en ny indberetningsforpligtelse for virksomhederne.

Ved differentieringen af afgiftssatserne er der lagt vægt på, at det kræver markant flere ressourcer at føre løbende tilsyn med store betalingsinstitutters overholdelse af lovens krav, end det er tilfældet for små og mellemstore betalingsinstitutter.

Niveauet for afgifterne er fastlagt ud fra et sigte om ikke at ændre i det samlede afgiftsbeløb, der betales til Finanstilsynet, men alene fordelingen af afgiften imellem de omfattede virksomheder.

Med den foreslåede ændring indføres dermed en afgiftsmodel, der i højere grad tager højde for den enkelte virksomheds størrelse og kompleksitet og dermed også de ressourcer, som reelt er nødvendige for at føre tilsyn med virksomheden.

Finanstilsynet opkræver afgiften i overensstemmelse med § 369 i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås i § 361, stk. 3, nr. 2, at fastsætte en ny model for opkrævning af afgifter for e-pengeinstitutter.

Det foreslås i stk. 3, nr. 2, litra a, at e-pengeinstitutter betaler en afgift på 25.000 kr., når summen af instituttets gennemsnitlige udestående elektroniske penge og instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår er mindre end 250 mio. kr.

Det foreslås i stk. 3, nr. 2, litra b, at e-pengeinstitutter betaler en afgift på 80.000 kr., når summen af instituttets gennemsnitlige udestående elektroniske penge og instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår er mellem 250 mio. kr. og 100 mia. kr.

Det foreslås i stk. 3, nr. 2, litra c, at e-pengeinstitutter betaler en afgift på 500.000 kr., når summen af instituttets gennemsnitlige udestående elektroniske penge og instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår er større end 100 mia. kr.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det grundbeløb, der betales af e-pengeinstitutter, bliver justeret sådan, at e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter betaler det samme grundbeløb til Finanstilsynet, dog afhængig af størrelse, jf. ovenfor.

Dette er anderledes end de gældende regler, hvor e-pengeinstitutter betaler et højere beløb end betalingsinstitutter.

Ændringen begrundes i, at det har vist sig, at to institutter af samme størrelse på tværs af de to kategorier af institutter kræver de samme ressourcer i forbindelse med Finanstilsynets løbende tilsyn, uanset om de har tilladelse som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut.

Det foreslås dog, at afgiften for e-pengeinstitutter efter § 361, stk. 3, nr. 2, fastsættes på baggrund af summen af e-pengeinstituttets gennemsnitlige udestående elektroniske penge og e-pengeinstituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner, således at beregningen fortsat afspejler e-pengeinstituttets udvidede virksomhedsområde.

E-pengeinstituttets gennemsnitlige udestående elektroniske penge beregnes i overensstemmelse med § 31, stk. 3, i lov om betalinger som de samlede krav på udstederen, der hidrører fra udestående elektroniske penge opgjort på baggrund af det daglige udestående ved udgangen af hver dag i de foregående 6 måneder.

Opgørelsen foretages den første dag i hver måned.

Hvis virksomheden ikke har gennemført 6 måneders drift på datoen for beregningen, anvendes de eventuelt gennemførte måneder med drift og virksomhedens estimater for de gennemsnitlige udestående elektroniske penge for det kommende år som grundlag for beregningen.

E-pengeinstituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår opgøres pr. 1. oktober, da e-pengeinstitutter, som udbydere af betalingstjenester, allerede i dag har en indberetningsforpligtelse over for Finanstilsynet om e-pengeinstituttets drift af de betalingstjenester, som instituttet udbyder, hvormed fristen for indberetning falder den 1. oktober.

Det følger således af § 127, stk. 3, i lov om betalinger, at et e-pengeinstitut skal indrapportere statistik om drift af de betalingstjenester, som denne udbyder i medfør af § 127, stk. 3, til Finanstilsynet.

I medfør af § 127, stk. 4, i lov om betalinger har Finanstilsynet fastsat nærmere regler for denne indberetning ved bekendtgørelse nr. 1259 af 28. november 2019 om udbydere af betalingstjenesters indberetning af statistik om drift og misbrug af betalingstjenester.

I medfør af denne bekendtgørelse er e-pengeinstituttet pålagt at indberette oplysninger om virksomhedens samlede betalingstransaktioner til Finanstilsynet henholdsvis den 1. april, som omfatter 2. halvår af det forudgående kalenderår og den 1. oktober, som omfatter 1. halvår af det indeværende kalenderår.

Det indebærer, at Finanstilsynet pr. 1. oktober samlet set vil være i besiddelse af oplysninger om et e-pengeinstituts samlede betalingstransaktioner for 12 måneder opgjort over 2. halvår af foregående år og 1. halvår af indeværende år.

Forslaget indebærer således ikke en ny indberetningsforpligtelse for virksomhederne.

Tilladelsen som e-pengeinstitut giver mulighed for både at udstede elektroniske penge og udbyde betalingstjenester.

Det vurderes derfor mest hensigtsmæssigt at anvende summen af e-pengeinstituttets gennemsnitlige udestående elektroniske penge og værdien af e-pengeinstituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner, da dette kriterium bedst muligt afspejler det enkelte e-pengeinstituts størrelse og aktiviteter.

Såfremt der alene anvendes et af de to beløb med henblik på at fastsætte afgiftens størrelse, vil dette medføre, at afgiften ikke i praksis reelt afspejler omfanget af e-pengeinstituttets samlede tilladelsespligtige aktiviteter.

Hvis et e-pengeinstitut udbyder betalingsinitieringstjenester, jf. bilag 1, nr. 7, til lov om betalinger, indgår den beløbsmæssige værdi af de initierede betalingstransaktioner i beregningen af instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner på samme måde, som hvis instituttet selv havde gennemført betalingstransaktionen.

Ved differentieringen af afgiftssatserne er der lagt vægt på, at det kræver markant flere ressourcer at føre løbende tilsyn med store e-pengeinstitutters overholdelse af lovens krav, end det er tilfældet for små og mellemstore e-pengeinstitutter.

Det forventes, at den laveste afgiftssats typisk vil finde anvendelse på nystartede virksomheder, som kræver få ressourcer i forbindelse med Finanstilsynets løbende tilsyn med virksomhedernes overholdelse af lovgivningens krav.

Der er ikke med forslaget tilsigtet ændringer i det samlede afgiftsbeløb, der betales til Finanstilsynet, men alene fordelingen af afgiften.

Finanstilsynet opkræver afgiften i overensstemmelse med § 369 i lov om finansiel virksomhed.

Det følger i dag af § 361, stk. 3, nr. 3, at virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester årligt betaler en afgift på 9.200 kr. til Finanstilsynet, mens virksomheder med begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge betaler en årlig afgift på 13.000 kr. i henhold til § 361, stk. 3, nr. 4.

Det foreslås i § 361, stk. 3, nr. 3, at indføre en ny afgiftsmodel, hvorefter virksomheder med begrænset tilladelse til udstedelse af elektroniske penge eller til at udbyde betalingstjenester betaler 11.100 kr.

Den gældende § 361, stk. 3, nr. 3, blev oprindeligt indsat i § 361, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed ved lov nr. 385 af 25. maj 2009 og er siden ændret ved lov nr. 1556 af 2010, hvor afgiftsbeløbet blev tilbagereguleret til 2004-niveau for at stemme overens med resten af § 361, stk. 1.

I forbindelse med indførelsen af ændringen i 2009 var det forudsat, at afgiftsbestemmelsen ville blive taget op til revision efter en årrække med henblik på at vurdere, om erfaringerne med den dagældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge burde føre til en ændring af afgiftsbestemmelsen.

Ved indførelsen af den nye lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger blev afgiftsniveauet videreført, da Finanstilsynet vurderede, at afgiftsniveauet fortsat var passende.

Der blev herved lagt vægt på, at en begrænset tilladelse gives på lempeligere vilkår, end de vilkår der gælder for en tilladelse til at drive virksomhed som investeringsrådgiver, hvor afgiften udgjorde 17.000 kr.

Den gældende § 361, stk. 3, nr. 4, blev oprindeligt indsat i lov om finansiel virksomhed ved lov nr. 1553 af 2010.

Ændringen vedrører betaling af afgift fra virksomheder med begrænset tilladelse til udstedelse af elektroniske penge.

Afgiften udgør 13.000 kr. Oprindeligt var afgiften den samme som for virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester.

Da afgiften for betalingsinstitutter blev reguleret tilbage til 2004-niveau ved lov nr. 1556 af 21. december 2010, blev afgiften for virksomheder med begrænset tilladelse til udstedelse af elektroniske penge ikke tilsvarende tilbagereguleret.

I forbindelse med indførelsen af ændringen i 2009 var det forudsat, at afgiftsbestemmelsen ville blive taget op til revision efter en årrække med henblik på at vurdere, om erfaringerne med lov om betalingstjenester burde føre til en ændring af afgiftsbestemmelsen.

Finanstilsynets praksis viser, at der ikke er forskel på de ressourcer, som Finanstilsynet anvender i forbindelse med at føre løbende tilsyn med virksomheder, som har begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge og virksomheder, som har begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester.

Det foreslås derfor, at virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester og virksomheder med begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge fremadrettet betaler den samme årlige afgift til Finanstilsynet.

Det søges dermed sikret, at alle virksomheder betaler en afgift til Finanstilsynet, der svarer til de ressourcer, det reelt kræver at føre tilsyn med virksomheden.

Afgiften foreslås fastsat som et gennemsnit af den afgiftssats, der efter de gældende regler årligt betales af virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester og den afgiftssats, der efter de gældende regler betales af virksomheder med begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge.

Forslaget vil medføre, at virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester vil betale en større afgift, end de hidtil har gjort, mens virksomheder med begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge vil betale en afgift, der er lavere.

Det foreslåede § 361, stk. 3, nr. 4, er en videreførelse af den gældende § 361, stk. 3, nr. 5.

Nummeret blev indsat i § 363, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed ved lov nr. 552 af 7. maj 2019.

Med dette lovforslag er der alene tale om en lovteknisk ændring af bestemmelsens nummerering som følge af den foreslåede model i § 361, stk. 3, nr. 1.

Der er således ikke tale om en materiel ændring af bestemmelsen, og afgiftsniveauet foreslås videreført.

Til nr. 109 (§ 372, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 372, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, indeholder en klageadgang til Erhvervsankenævnet for den, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet retter sig til.

Bestemmelsen nævner bl.a. afgørelser truffet af Finanstilsynet i medfør af lov om finansiel virksomhed og en række andre forordninger på det finansielle område.

Det foreslås, at disclosureforordningen indsættes i § 372, stk. 1, hvorefter afgørelser truffet af Finanstilsynet i medfør heraf kan indbringes for Erhvervsankenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende, som afgørelsen retter sig til.

Til nr. 110 (§ 372, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til § 224 a i lov om finansiel virksomhed er omfattet af tidsfristen for at klage på fire uger i § 372, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Retten til at klage tilkommer den finansielle virksomhed.

Når Finansiel Stabilitet overtager kontrollen med pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I, vil Finansiel Stabilitet reelt også overtage retten til at klage.

Det foreslås, at afgørelser truffet af Finanstilsynet i medfør af § 224 a i lov om finansiel virksomhed, der ønskes påklaget, skal indbringes for Erhvervsankenævnet, senest 24 timer efter at afgørelsen er meddelt.

Klageretten tilkommer den bestyrelse og direktion, der modtog afgørelsen.

Det gælder, uanset om Finansiel Stabilitet har overtaget kontrollen med virksomheden, og der er påbegyndt krisehåndtering af virksomheden.

Forslaget medfører, at et pengeinstitut, realkreditinstitut eller fondsmæglerselskab I får mulighed for at klage over en afgørelse i henhold til § 224 a i lov om finansiel virksomhed, også selvom Finansiel Stabilitet overtager kontrollen med virksomheden.

Virksomhedens mulighed for at klage skal holdes op imod offentlighedens interesse i, at Finansiel Stabilitet hurtigst muligt overtager kontrollen med et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I, hvis Finanstilsynet har vurderet, at virksomheden er nødlidende eller forventeligt nødlidende.

Der vil være risiko for forskydning af kreditorer, hvis virksomheden fortsætter i en længere periode, imens klagefristen løber.

Forskydning af kreditorer kan skade en senere afvikling af virksomheden.

Forslaget opstiller i 1. pkt. mulighed for at klage, indtil 24 timer efter at virksomheden modtager afgørelsen.

Finanstilsynet vil i praksis have en proces med virksomheden forud for en afgørelse i henhold til § 224 a, hvor Finanstilsynet drøfter baggrunden for afgørelsen.

Derudover vil virksomheden altid blive hørt om afgørelsen, og vil derfor have forberedelsestid i forhold til at have klagen klar på afgørelsestidspunktet.

Formålet med den korte frist er at sikre, at der kommer en hurtig afklaring af hensyn til den af Finansiel Stabilitet iværksatte krisehåndtering af virksomheden.

Hvis Erhvervsankenævnet giver klager medhold, kan virksomheden tilbageføres til virksomhedens ledelse, eller hvis det ikke er muligt som følge af iværksatte afviklingstiltag, kan der komme et erstatningsretligt efterspil.

Det foreslås i 2. pkt. at give klageretten til den bestyrelse og direktion, der modtog afgørelsen.

I henhold til 3. pkt. gælder dette uanset om Finansiel Stabilitet har overtaget kontrollen med virksomheden.

Foslaget medfører, at klageretten ikke overgår til Finansiel Stabilitet, når denne overtager kontrollen med virksomheden.

I stedet vil den ledelse, som drev virksomheden på tidspunktet for afgørelsen, have retten til at klage.

Formålet er at give klageadgang til den personkreds, der reelt bliver påvirket af afgørelsen.

Når klageadgangen på denne måde udvides, er det dog samtidig vigtigt at begrænse tidsrummet for klageadgangen, så der ikke i en længere periode er usikkerhed omkring, hvorvidt afvikling af virksomheden vil være berettiget.

Til nr. 111 (§ 372 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 372 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, er en generel bemyndigelsesbestemmelse, der giver erhvervsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler, som er nødvendige for at anvende eller gennemføre de afgørelser eller retsakter, som vedtages af Europa-Kommissionen i medfør af en række direktiver og forordninger.

Disclosureforordningen vil medføre, at Europa-Kommissionen udsteder en række delegerede retsakter.

Det foreslås derfor, at der indsættes en henvisning til disclosureforordningen i § 372 a, stk. 1, hvormed erhvervsministeren bemyndiges til at fastsætte regulering på de områder, hvor det som følge af disse delegerede retsakter måtte være nødvendigt.

Til nr. 112 (§ 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Det foreslås med ændringen af § 373, stk. 1, at § 175 g, stk. 1, 5 og 6 bliver omfattet af strafbestemmelsen, hvorved grov overtrædelse af kravene i § 175 g, stk. 1, 5 og 6 bl.a. for manglende ansøgning om godkendelse eller eventuel undtagelse for godkendelse samt manglende opfyldelse af krav forbundet med oplysninger til Finanstilsynet, § 175 g, stk. 6, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

For en nærmere gennemgang henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 175 g.

Den foreslåede ændring gennemfører artikel 66 stk. 1, litra e, i CRD V.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det foreslås derudover med ændringen af § 373, stk. 1, at § 125 i, stk. 1, udgår.

Der er tale om en konsekvensændring, som følge af at bestemmelserne i § 125 i ophæves og flyttes til § 268, jf. lovforslagets § 1, nr. 50 og 80.

Der indsættes ikke en henvisning til den nye § 268, stk. 1, i § 373, stk. 1.

I stedet foreslås det at indsætte en henvisning til § 268, stk. 1, i § 373, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 113.

Det skyldes, at overtrædelse af § 268, stk. 1, der tidligere fremgik af § 125 i, stk. 1, bør straffes med bøde og ikke også med fængsel.

Til nr. 113 (§ 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det foreslås med ændringen af § 373, stk. 2, at lade § 64, stk. 3, være omfattet af strafbestemmelsen.

Det foreslås endvidere at ændre § 64 c, stk. 1, 3 og 5, jf. stk. 1 og 3, § 64 d, stk. 1, 2 og 4, § 70, stk. 1-5, til § 64 c, stk. 1, 3, 5 og 7, jf. stk. 1 og 3, § 64 d, stk. 1, 2 og 4-6, § 64 e, § 70, stk. 1-4, og § 77 g, stk. 1 og 3, ændres til § 77 g, stk. 3.

Det foreslås at indsættelse § 64, stk. 3, i det foreslåede § 373, stk. 2, hvorved den finansielle virksomhed kan straffes med bøde for manglende overholdelse af kravet om at påse overholdelsen af egnetheds- og hæderlighedskravet i § 64, stk. 1.

For en nærmere gennemgang henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 64, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 16.

Det foreslås med ændringen af § 373, stk. 2, at ændre § 64 c, stk. 1, 3 og 5, jf. stk. 1, og 3 til § 64 c, stk. 1, 3, 5 og 7, jf. stk. 1 og 3.

Ændringen vedrører indsættelsen af § 64 c, stk. 7, der medfører, at bestemmelsen strafbelægges.

Et pengeinstitut, et SIFI-institut og et G-SIFI-institut kan således straffes med bøde for manglende overholdelse af kravet om at påse overholdelsen af egnetheds- og hæderlighedskravet, jf. 64, stk. 1, for så vidt angår virksomhedens nøglepersoner.

For en nærmere beskrivelse af ansvarssubjekt og overtrædelsen henvises til bemærkningerne i lovforslagets § 1, nr. 18.

Overtrædelse af § 64 c, stk. 1, 3 og 5, jf. stk. 1 og 3, kan fortsat straffes som tidligere.

Det er således alene indsættelsen af stk. 7, der medfører materielle ændringer i forhold til strafsubjektet eller overtrædelsen.

Det foreslås med ændringen af § 373, stk. 2, at ændre § 64 d, stk. 1, 2 og 4, til § 64 d, stk. 1, 2, 4 og 5.

Ændringen vedrører indsættelsen af § 64 d, stk. 5, der medfører, at bestemmelserne strafbelægges.

Et gruppe 1-forsikringsselskab kan således straffes med bøde for manglende overholdelse af kravet om at påse overholdelsen af egnetheds- og hæderlighedskravet, jf. 64, stk. 1, for så vidt angår virksomhedens nøglepersoner.

For en nærmere beskrivelse af ansvarssubjekt og overtrædelsen henvises til bemærkningerne i lovforslagets § 1, nr. 19.

Gruppe 1-forsikringsselskabers overtrædelse af § 64 d, stk. 1, 2 og 4, kan fortsat straffes som tidligere.

Det følger imidlertid af det foreslåede § 64 d, stk. 6, at § 64 d, stk. 1, 2, 4 og 5, finder anvendelse for forsikringsholdingvirksomheder, hvilket medfører, at også forsikringsholdingvirksomheder vil kunne straffes med bøde ved overtrædelse af § 64 d, stk. 1, 2, 4 og 5.

Det foreslås med ændringen af § 373, stk. 2, at indsætte § 64 e i straffebestemmelsen, hvorved den finansielle virksomhed og bestyrelsen kan straffes med bøde, hvis bestyrelsen ikke sikrer, at den besidder den tilstrækkelige kollektive egnethed det kræver for at kunne forstå virksomhedens aktiviteter og de hermed forbundne risici, jf. 64 e i lov om finansiel virksomhed.

Se nærmere i bemærkningerne i dette lovforslags § 1, nr. 20.

Det foreslås også, at henvisningen til § 70, stk. 1-5, ændres således at alene § 70, stk. 1-4, nævnes i § 373, stk. 2.

Ændringen sker som konsekvens af ophævelsen af § 70, stk. 4, hvor bestemmelsen bliver konsekvensrettet.

Se nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 21.

Overtrædelse af § 70, stk. 1-4, kan fortsat straffes som tidligere.

Der er således ikke tale om materielle ændringer i forhold til strafsubjektet eller overtrædelsen.

Det foreslås endvidere med ændringen af § 373, stk. 2, at ændre henvisningen til § 77 g, stk. 1 og 3, med en henvisning til § 77 g, stk. 2.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af ophævelsen af § 77 g, stk. 1, der flyttes til bekendtgørelse om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, finansielle holdingvirksomheder og investeringsforeninger.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 28.

Overtrædelse af § 77 g, stk. 3, der bliver stk. 2, kan fortsat straffes som tidligere.

Der er således ikke tale om materielle ændringer i forhold til strafsubjektet eller overtrædelsen.

Det foreslås med ændringen af § 373, stk. 2 , at der tilføjes en henvisning til § 259 a, § 264, stk. 3, § 266, stk. 1, § 268, stk. 1-4, og § 269 c.

Det vil medføre, at en overtrædelse af § 259 a, § 264, stk. 3, § 266, stk. 1, § 268, stk. 1-4, og § 269 c kan straffes med bøde.

Den foreslåede ændring indebærer en hjemmel til at straffe manglende efterlevelse af den foreslåede § 259 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 55, med bøde.

Efter den foreslåede § 259 a skal et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I, for hvem der er udarbejdet en afviklingsplan i henhold til § 259, stk. 1, straks skal oplyse Finanstilsynet om væsentlige ændringer i den pågældende virksomhed, herunder ændringer i virksomhedens retlige eller organisatoriske struktur, forretningsaktiviteter eller økonomiske forhold.

Gerningsindholdet er, at de omfattede virksomheder ikke overholder kravet om straksunderretning af Finanstilsynet, og ansvarssubjektet er den virksomhed, som kravet er rettet imod, og som ikke har overholdt kravet.

Har en virksomhed omfattet af § 259 a ikke straks oplyst Finanstilsynet om væsentlige ændringer i virksomhedens forretningsaktiviteter eller økonomiske forhold, kan virksomheden straffes med en bøde.

Den foreslåede ændring indebærer en hjemmel til at straffe manglende efterlevelse af det foreslåede § 264, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 65, med bøde.

Efter det foreslåede § 264, stk. 3, skal en virksomhed forelægge forslag til mulige tiltag og en tidsplan for gennemførelsen af disse tiltag til Finanstilsynet, senest 2 uger efter at virksomheden har modtaget en underretning om, at der er væsentlige afviklingshindringer for virksomheden.

Det gælder, hvis afviklingshindringen skyldes, at virksomheden befinder sig i en situation, hvor virksomheden opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a, men ikke når det betragtes i tillæg til kravet til nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, jf. § 269 a, stk. 1.

Det gælder endvidere, hvis afviklingshindringen skyldes, at virksomheden ikke opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266.

Det gælder også, hvis afviklingshindringen skyldes, at virksomheden, hvis den er et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) eller en del af et G-SIFI, ikke opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. artikel 92 a, jf. artikel 494 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Gerningsindholdet er, at de omfattede virksomheder ikke overholder kravet om at forelægge forslag til mulige tiltag og en tidsplan for gennemførelsen af disse tiltag til Finanstilsynet, senest 2 uger efter at virksomheden har modtaget en underretning om, at der er væsentlige afviklingshindringer for virksomheden.

Ansvarssubjektet er den virksomhed, som kravet er rettet imod, og som ikke har overholdt kravet.

Har en virksomhed omfattet af § 264, stk. 3, ikke forelagt forslag til mulige tiltag og en tidsplan for gennemførelsen af disse tiltag til Finanstilsynet, senest 2 uger efter at virksomheden har modtaget en underretning om, at der er væsentlige afviklingshindringer for virksomheden, kan virksomheden straffes med en bøde.

Den foreslåede ændring indebærer endvidere en hjemmel til at straffe manglende efterlevelse af det foreslåede § 266, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 80, med bøde.

Efter det foreslåede § 266, stk. 1, skal pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber I til enhver tid opfylde et minimumskrav til nedskrivningsegnede passiver, som Finanstilsynet fastsætter efter høring af Finansiel Stabilitet.

Finansielle holdingvirksomheder og blandede holdingvirksomheder skal opfylde et minimumskrav til nedskrivningsegnede passiver, hvis Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætter et minimumskrav til nedskrivningsegnede passiver for disse virksomheder.

Det samme gælder for finansieringsinstitutter, når finansieringsinstituttet er en dattervirksomhed af et pengeinstitut, et fondsmæglerselskab I, en finansiel holdingvirksomhed eller en blandet holdingvirksomhed, og finansieringsinstituttet indgår i tilsynet med modervirksomheden på konsolideret grundlag.

Gerningsindholdet er, at kravet til nedskrivningsegnede passiver fastsat i medfør af bestemmelsen ikke er overholdt, og ansvarssubjektet er den virksomhed, som kravet er rettet imod, og som ikke har overholdt kravet.

Overholder en virksomhed omfattet af § 266, stk. 1, ikke sit krav til nedskrivningsegnede passiver, kan virksomheden straffes med en bøde.

Bestemmelsen indebærer yderligere en hjemmel til at straffe manglende efterlevelse af det foreslåede § 268, stk. 1-4, jf. lovforslagets § 1, nr. 80, med bøde.

Efter det foreslåede § 268, stk. 1-4, skal et realkreditinstitut til enhver tid have en gældsbuffer.

Gerningsindholdet er, at det gældsbufferkrav, der følger af de enkelte bestemmelser, ikke er overholdt, og ansvarssubjektet er den virksomhed, som kravet er rettet mod, og som ikke har overholdt kravet.

Overholder et realkreditinstitut ikke sit gældsbufferkrav i medfør af det foreslåede § 268, stk. 1-4, kan realkreditinstituttet straffes med en bøde.

Bestemmelsen indebærer også en hjemmel til at straffe manglende efterlevelse af den foreslåede § 269 c, jf. lovforslagets § 1, nr. 80, med bøde.

Efter den foreslåede § 269 c skal en virksomhed, der er underlagt krav om nedskrivningsegnede passiver eller gældsbufferkrav, straks give meddelelse til Finanstilsynet, hvis virksomheden ikke opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver efter § 266 eller det kombinerede kapitalbufferkrav efter § 125 a, når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver eller gældsbufferkravet efter § 268.

Gerningsindholdet er, at kravet om straksmeddelelse til Finanstilsynet ikke er overholdt, og ansvarssubjektet er den virksomhed, som kravet er rettet mod, og som ikke har overholdt kravet.

Har en virksomhed omfattet af den foreslåede § 269 c ikke straks meddelt Finanstilsynet, at virksomheden f.eks. ikke har opfylder sit krav til nedskrivningsegnede passiver, kan virksomheden straffes med bøde.

Til nr. 114 (§ 373, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 373, stk. 3, at en finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, der ikke efterkommer et påbud for overtrædelse af en række nærmere opregnede bestemmelse, kan straffes med bøde.

Det foreslås med ændringen af § 373 stk. 3 , at § 175 g, stk. 3, bliver omfattet af strafbestemmelsen, hvorved manglende efterlevelse af et påbud for overtrædelse af kravene i § 175 g, stk. 3, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

For en nærmere gennemgang henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 1, nr. 52.

Den foreslåede ændring gennemfører artikel 66 stk. 1, litra e, i CRD V.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det foreslås desuden i stk. 3, 1. pkt., at tilføje en henvisning til § 264 a og § 269 a, stk. 1, samt ændre henvisningen fra § 264, stk. 3, til § 264, stk. 5.

Med den foreslåede ændring vil en manglende efterlevelse af et påbud for overtrædelse af § 264 a og § 269 a, stk. 1, kunne straffes med bøde.

I forhold til ændringen af henvisningen til § 264, er der tale om en konsekvensændring som følge af indsættelsen af nye stykker i § 264, jf. lovforslagets § 1, nr. 65.

Den foreslåede ændring indebærer en hjemmel til at straffe manglende efterlevelse af påbud udstedt i medfør af den foreslåede § 264 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 72, med bøde.

Efter den foreslåede § 264 a skal Finanstilsynet påbyde pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I at begrænse sine maksimale enkeltvise og samlede eksponeringer i en virksomhed, hvis Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet konstaterer, at der er hindringer for afvikling af virksomheden, som følge af at andre pengeinstitutter, realkreditinstitutter eller fondsmæglerselskaber I besidder nedskrivningsegnede forpligtelser i virksomheden.

Gerningsindholdet er, at Finanstilsynets påbud efter § 264 a ikke er overholdt, og ansvarssubjektet er den virksomhed, som påbuddet er rettet mod.

Har Finanstilsynet f.eks. udstedt et påbud i medfør af den foreslåede § 264 a til et pengeinstitut, hvorefter pengeinstituttet skal begrænse sine maksimale enkeltvise og samlede eksponeringer i en virksomhed, og pengeinstituttet ikke opfylder påbuddet indenfor den angivne frist for opfyldelse af påbuddet, kan pengeinstituttet straffes med en bøde.

Den foreslåede ændring indebærer også en hjemmel til at straffe manglende efterlevelse af påbud udstedt i medfør af den foreslåede § 269 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 80, med bøde.

Efter den foreslåede § 269 a, stk. 1, kan Finanstilsynet begrænse en virksomheds udlodning til det maksimale udlodningsbeløb, hvis en virksomhed, der er underlagt krav om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a, men ikke når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Gerningsindholdet er, at Finanstilsynets påbud efter § 269 a, stk. 1, ikke efterleves, og ansvarssubjektet er den virksomhed, som påbuddet er rettet mod.

Har Finanstilsynet f.eks. udstedt et påbud i medfør af den foreslåede § 269 a, stk. 1, hvorefter en virksomhed skal begrænse sin udlodning til det maksimale udlodningsbeløb, og virksomheden ikke opfylder påbuddet indenfor den angivne frist for opfyldelse af påbuddet, kan virksomheden straffes med en bøde.

Til nr. 115 (Bilag 9 og 10 i lov om finansiel virksomhed)

Det foreslås, at som bilag 9 og 10 til lov om finansiel virksomhed indsættes bilag 1 og bilag 2.

Bilag 9 indeholder de formler, som anvendes til at beregne de beløb, der henvises til i det foreslåede § 267 a, stk. 1, nr. 5, § 267 b, stk. 1, og § 267 c, stk. 2 og 4.

Bilag 10 indeholder de formler, som anvendes til at beregne de beløb, der henvises til i det foreslåede § 269 a, stk. 1, 2. pkt.

Med den foreslåede ændring vil bilag 1 og 2 blive indsat som bilag 9 og 10 til lov om finansiel virksomhed.

Til § 2

Til nr. 1 (fodnoten til lovens titel i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Fodnoten til lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. lovbekendtgørelse nr. 24 af 4. januar 2019 (herefter lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder), indeholder en udtømmende opregning af de direktiver, som lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder gennemfører.

Med dette lovforslag gennemføres dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/879 af 20. maj 2019 om ændring af direktiv 2014/59/EU for så vidt angår kreditinstitutters og investeringsselskabers tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet og af direktiv 98/26/EF (BRRD II).

Fodnoten til lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheders titel skal opdateres som følge heraf.

Det foreslås at ændre ordlyden i fodnoten til lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheders titel til også at omfatte en henvisning til BRRD II.

Med den foreslåede ændring vil det fremgå af fodnoten til lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at loven gennemfører dele af BRRD II.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 2, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Lovens § 1 fastsætter, hvilke virksomheder og enheder der er omfattet af lovens anvendelsesområde.

Det følger af § 1, stk. 2, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at loven finder anvendelse på finansielle holdingvirksomheder her i landet, jf. § 2, nr. 11.

Med lovforslagets § 2, nr. 4-7, foreslås det at indsætte nye definitioner af henholdsvis en afviklingsenhed, en afviklingskoncern og nedskrivningsegnede forpligtelser.

Der henvises til de enkelte bemærkninger for de enkelte numre for nærmere beskrivelse.

Som følge heraf foreslås det at ændre § 1, stk. 2, ved at ændre henvisningen til § 2, nr. 11, til § 2, nr. 13.

Den foreslåede ændring af § 1, stk. 2, er således en konsekvensændring som følge af ændringerne af § 2, jf. lovforslagets § 2, nr. 4-7.

Til nr. 3 (§ 1, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Lovens § 1 fastsætter, hvilke virksomheder og enheder der er omfattet af lovens anvendelsesområde.

Det følger af § 1, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at loven finder anvendelse på finansieringsinstitutter her i landet, jf. § 2, nr. 13.

Med lovforslagets § 2, nr. 3-5, foreslås det at indsætte nye definitioner af henholdsvis en afviklingsenhed, en afviklingskoncern og nedskrivningsegnede forpligtelser.

Der henvises til de enkelte bemærkninger for de enkelte numre for nærmere beskrivelse.

Som følge heraf foreslås det at ændre § 1, stk. 3, ved at ændre henvisningen til § 2, nr. 13, til § 2, nr. 15.

Den foreslåede ændring af § 1, stk. 3, er således en konsekvensændring som følge af ændringerne af § 2, jf. lovforslagets § 2, nr. 4-7.

Til nr. 4 (§ 2, nr. 2, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Bestemmelsen i § 2 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder indeholder definitioner af en række forskellige begreber, som anvendes i loven.

Med BRRD II-direktivet indføres begreberne afviklingsenhed og afviklingskoncern.

Begreberne er ikke anvendt hidtil og er heller ikke defineret i lovgivningen.

BRRD-direktivet giver mulighed for både en selskabsspecifik afviklingsstrategi (»multiple points of entry«) og en koncernspecifik afviklingsstrategi (»single point of entry«).

En koncernspecifik afviklingsstrategi indebærer, at der kun anvendes afviklingstiltag for én virksomhed i en koncern, typisk modervirksomheden, mens en selskabsspecifik afviklingsstrategi indebærer, at der anvendes afviklingstiltag for flere virksomheder i samme koncern, typisk driftsdattervirksomhederne.

Formålet med at indføre begreberne afviklingsenhed og afviklingskoncern er, at det klart defineres, hvilke virksomheder i en koncern der ifølge afviklingsplanen er afviklingsenheder.

Det har også betydning for fastsættelse af krav til nedskrivningsegnede forpligtelser, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.

Det foreslås at indsætte en definition af en afviklingsenhed i § 2, nr. 2 , således at en afviklingsenhed i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder skal forstås som en virksomhed eller enhed, der er omfattet af definitionen i § 5, stk. 1, nr. 77, i lov om finansiel virksomhed.

Definitionen af en afviklingsenhed foreslås indført i § 5, stk. 1, nr. 77, i lov om finansiel virksomhed med § 1, nr. 11, i dette lovforslag, hvortil der henvises.

Med forslaget implementeres dele af artikel 1, nr. 1, litra e, i BRRD II-direktivet, som gennemfører artikel 83 a i BRRD-direktivet.

Til nr. 5 (§ 2, nr. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Der findes ikke i gældende ret en definition af afviklingskoncerner.

BRRD II-direktivet indfører begreberne afviklingsenhed og afviklingskoncern.

BRRD-direktivet giver mulighed for både en selskabsspecifik afviklingsstrategi (»multiple points of entry«) og en koncernspecifik afviklingsstrategi (»single point of entry«).

En koncernspecifik afviklingsstrategi indebærer, at der kun anvendes afviklingstiltag for én virksomhed i en koncern, typisk modervirksomheden, mens en selskabsspecifik afviklingsstrategi indebærer, at der anvendes afviklingstiltag for flere virksomheder i samme koncern, typisk driftsdattervirksomhederne.

Formålet med at indføre begreberne afviklingsenhed og afviklingskoncern er, at det klart defineres, hvilke virksomheder i en koncern der ifølge afviklingsplanen er afviklingsenheder.

Det har også betydning for fastsættelse af krav til nedskrivningsegnede forpligtelser, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.

§ 2 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder indeholder definitioner af en række forskellige begreber, som anvendes i loven.

Det foreslås at indsætte en definition af en afviklingskoncern i § 2, nr. 4, således at en afviklingskoncern i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder skal forstås som en afviklingskoncern som defineret i § 5, stk. 1, nr. 78, i lov om finansiel virksomhed .

Definitionen af en afviklingskoncern foreslås indført i § 5, stk. 1, nr. 78, i lov om finansiel virksomhed med § 1, nr. 11, i dette lovforslag, hvortil der henvises.

Med forslaget implementeres dele af artikel 1, nr. 1, litra e, i BRRD II-direktivet, som gennemfører artikel 83 b i BRRD-direktivet.

Til nr. 6 (§ 2, nr. 13, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

§ 2 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder indeholder definitioner af en række forskellige begreber, som anvendes i loven.

Med lovforslagets § 1, nr. 9, foreslås det at indsætte tre nye numre med definitioner af henholdsvis SIFI-buffer, SIFI-buffersats og gearingsgradbuffer.

Der henvises til de enkelte bemærkninger for de enkelte numre for nærmere beskrivelse.

Ved denne ændring ændres nummerrækken i § 5 i lov om finansiel virksomhed.

Som følge heraf foreslås det at ændre § 2, nr. 11, som bliver nr. 13, ved at ændre henvisningen fra nr. 51 til nr. 54.

Den foreslåede ændring af § 2, nr. 11, som bliver nr. 13, er således en konsekvensændring som følge af ændringerne af lovforslagets § 1, nr. 9.

Til nr. 7 (§ 2, nr. 20, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Nedskrivningsegnede forpligtelser er i dag defineret i § 267, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Med BRRD II-direktivet indføres der bl.a. mulighed for, at nedskrivningsegnede forpligtelser bliver omfattet af afviklingsmyndighedernes mulighed for at nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter, og definitionen af begrebet nedskrivningsegnede forpligtelser ændres som følge heraf.

§ 2 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder indeholder definitioner af en række forskellige begreber, som anvendes i loven.

Det foreslås at indsætte en definition af nedskrivningsegnede forpligtelser i § 2, nr. 20, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, hvorefter nedskrivningsegnede forpligtelser defineres som forpligtelser, der er omfattet af bail-in, og som opfylder betingelserne i § 267 a, stk. 1, eller § 267 e i lov om finansiel virksomhed.

Forpligtelser, der er omfattet af bail-in, omfatter instrumenter, som kan nedskrives eller konverteres til egenkapital ved brug af bail-in i § 25, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Bail-in er defineret i § 2, nr. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og dækker over det afviklingsværktøj, som Finansiel Stabilitet kan gøre brug af til at nedskrive forpligtelser eller konvertere forpligtelser til egenkapital i medfør af §§ 24-28 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Forpligtelser, der er omfattet af bail-in, skal for at kunne udgøre nedskrivningsegnede forpligtelser opfylde betingelserne i § 267 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 80, hvis der er tale om en afviklingsenhed, og opfylde betingelserne i § 267 e, jf. lovforslagets § 1, nr. 80, hvis der er tale om en virksomhed, der ikke er en afviklingsenhed.

Det betyder bl.a., at forpligtelsen skal have en restløbetid på mindst ét år og være udstedt og fuldt indbetalt med midler, der direkte eller indirekte er finansiereret af pengeinstituttet eller fondsmæglerselskabet I.

Den foreslåede § 267 e, stk. 1, nr. 4, henviser til artikel 72 a, stk. 1, litra b, i CRR-forordningen.

Supplerende kapitalinstrumenter skal for at kunne udgøre nedskrivningsegnede forpligtelser opfylde betingelserne i artikel 72 a, stk. 1, litra b, i CRR-forordningen.

Det betyder, at de supplerende kapitalinstrumenter skal have en restløbetid på mindst ét år, for så vidt som de ikke kan betragtes som supplerende kapitalposter i henhold til artikel 64 i CRR-forordningen.

Der er her tale om supplerende kapitalinstrumenter, der ikke fuldt ud kan tælles med under kapitalgrundlaget fem år før udløb, men som kan tælles fuldt ud med under nedskrivningsegnede passiver op til et år før udløb.

Supplerende kapitalinstrumenter er defineret i § 5, stk. 6, nr. 15, i lov om finansiel virksomhed, der fastslår, at supplerende kapitalinstrumenter skal forstås i overensstemmelse med artikel 63 i CRR-forordningen og regler fastsat i medfør at § 128, stk. 3 og 4, i lov om finansiel virksomhed.

Opfylder et kapitalinstrument betingelserne i artikel 63, litra a-p, i CRR-forordningen, er der dermed tale om et supplerende kapitalinstrument.

Med forslaget implementeres dele af artikel 1, litra d, i BRRD II-direktivet, som gennemfører artikel 2, stk. 1, nr. 71 a i BRRD-direktivet.

Til nr. 8 (§ 4, stk. 2 og 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Det følger af § 4, stk. 2, at Finansiel Stabilitet kan iværksætte afviklingsforanstaltninger over for en finansiel holdingvirksomhed, når betingelserne for afvikling er opfyldt for både holdingvirksomheden og mindst én dattervirksomhed.

Betingelserne for afvikling følger af § 4, stk. 1.

Den første betingelse er, at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet har vurderet, at virksomheden er nødlidende eller forventeligt nødlidende i overensstemmelse med § 224 a i lov om finansiel virksomhed.

Herudover skal Finanstilsynet have meddelt Finansiel Stabilitet, at der ikke er udsigt til, at andre tiltag, herunder tiltag iværksat af den private sektor eller Finanstilsynet, inden for en passende tidshorisont vil kunne forhindre, at virksomheden må afvikles.

Endelig skal iværksættelse af en eller flere afviklingsforanstaltninger vurderes at være i offentlighedens interesse.

Det foreslås at ophæve § 4, stk. 2, og i stedet indsætte to nye stykker.

Det foreslås i § 4, stk. 2, 1. pkt., at stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for en finansiel holdingvirksomhed.

Efter den foreslåede bestemmelser kan Finansiel Stabilitet iværksætte afviklingsforanstaltninger overfor finansielle holdingvirksomheder, hvis afviklingsbetingelserne herfor er opfyldt, jf. § 4, stk. 1.

Det følger af stk. 1, at Finansiel Stabilitet iværksætter afviklingsforanstaltninger over for en virksomhed, hvis Finansiel Stabilitet vurderer, at følgende betingelser for afvikling er opfyldt.

En finansiel holdingvirksomhed er ikke omfattet af begrebet virksomheder, jf. § 2, nr. 21, hvorfor der i overensstemmelser med BRRD-direktivet foreslås indsat en selvstændig bestemmelse til, at Finansiel Stabilitet kan iværksætte afviklingsforanstaltninger, hvis betingelserne efter stk. 1 er opfyldt.

Det foreslås i § 4, stk. 2, 2. pkt., at Finansiel Stabilitet, uanset om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, kan iværksætte afviklingsforanstaltninger over for en finansiel holdingvirksomhed, hvis tre betingelser, som er oplistet i nr. 1-3, er opfyldt.

Alle tre betingelser skal være opfyldt, for at den foreslåede bestemmelse kan finde anvendelse.

I henhold til det foreslåede stk. 2, nr. 1, skal den finansielle holdingvirksomhed være en afviklingsenhed.

Det betyder, at det af afviklingsplanen skal fremgå, at den finansielle holdingvirksomhed er udpeget som afviklingsenhed.

Efter det foreslåede stk. 2, nr. 2, skal en eller flere af den finansielle holdingvirksomheds dattervirksomheder, som er pengeinstitutter, realkreditinstitutter eller fondsmæglerselskaber I og ikke afviklingsenheder, opfylde betingelserne for afvikling.

Det betyder, at betingelserne for afvikling, jf. lovens § 4, skal være opfyldt.

Endelig følger det af det foreslåede stk. 2, nr. 3, at Finanstilsynet skal vurdere, at et sammenbrud i en finansiel holdingvirksomheds dattervirksomhed, som er et pengeinstitut, realkreditinstitut eller fondsmæglerselskab I og ikke en afviklingsenhed, vil medføre risiko for sammenbrud i afviklingskoncernen.

Det vil sige, at aktiver og passiver i den finansielle holdingvirksomheds dattervirksomhed skal være af et sådant omfang, at Finanstilsynet vurderer, at dattervirksomhedens sammenbrud vil udgøre en trussel mod en virksomhed i koncernen eller koncernen som helhed.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af gældende ret, dog med den forskel at der ikke længere skal gælde et krav om, at mindst én af den finansielle holdingvirksomheds dattervirksomheder også skal opfylde betingelserne for afvikling.

Med afviklingsforanstaltninger forstås en række beføjelser, som Finansiel Stabilitet kan anvende ved håndteringen af en nødlidende eller forventelig nødlidende virksomhed.

Det gælder bl.a. virksomhedssalg (§ 19), oprettelse af broinstitut (§ 21) og bail-in (§ 24), som kan finde anvendelse, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Den foreslåede ændring medfører, at der fremadrettet kan iværksættes afviklingsforanstaltninger over for en finansiel holdingvirksomhed, hvis alene holdingvirksomheden opfylder afviklingsbetingelserne i § 4, stk. 1.

Den foreslåede ændring skal endvidere ses i lyset af indførelsen af begreberne afviklingskoncern og afviklingsenhed i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, hvorved det skal være muligt at iværksætte afviklingsforanstaltninger på enhedsniveau og ikke nødvendigvis på koncernniveau, hvorfor der ikke længere vil gælde krav om, at betingelserne for afvikling skal være opfyldt for både holdingvirksomheden og mindst én dattervirksomhed.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at reguleringen tilpasses indførelsen af begreberne afviklingskoncern og afviklingsenhed.

Det foreslås i stk. 3, at ejes dattervirksomhederne af en blandet holdingvirksomhed direkte eller indirekte af en mellemliggende finansiel holdingvirksomhed, træffes afviklingsforanstaltninger alene med henblik på koncernafvikling over for den mellemliggende finansielle holdingvirksomhed.

Bestemmelsen indebærer, at der ikke vil blive truffet afviklingsforanstaltninger med henblik på koncernafvikling over for den blandede holdingvirksomhed.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at Finansiel Stabilitet ikke træffer afviklingsforanstaltninger over for en blandet holdingvirksomhed, hvis der er en mellemliggende finansiel holdingvirksomhed, som indirekte ejer en blandet holdingvirksomheds datterselskaber.

Som eksempel kan nævnes den situation, hvor en blandet holdingvirksomhed ejer en mellemliggende finansiel holdingvirksomhed, som igen ejer et eller flere kreditinstitutter, og den finansielle holdingvirksomhed er udpeget som afviklingsenhed, og kreditinstitutterne ikke er særskilte afviklingsheder.

I sådan en situation vil afviklingsforanstaltninger skulle træffes over for den finansielle holdingvirksomhed, der her udgør den mellemliggende finansielle holdingvirksomhed.

Med forslaget implementeres dele af artikel 1, nr. 11, i BRRD II-direktivet, som gennemfører ændringer af artikel 33, stk. 2-4, i BRRD-direktivet.

Til nr. 9 (§ 4, stk. 5 og 6 , i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

For at Finansiel Stabilitet kan iværksætte afviklingsforanstaltninger over for en virksomhed, skal betingelserne herfor være opfyldt, jf. § 4, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Afviklingsforanstaltninger kan iværksættes over for virksomheder som defineret i henhold til § 2, nr. 21, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det er Finansiel Stabilitet, der foretager vurderingen af, om betingelserne i § 4, stk. 1, er opfyldt.

Det foreslås af indsætte to nye stykker i § 4.

Det foreslås i stk. 5, at vurderer Finansiel Stabilitet, at betingelsen i stk. 1, nr. 3, ikke er opfyldt, iværksætter Finansiel Stabilitet ikke afviklingsforanstaltninger, dog med undtagelse af stk. 2 og § 18 a.

Det er situationen, hvor Finanstilsynet har vurderet, at et pengeinstitut er nødlidende, og at der ikke er udsigt til, at andre tiltag, herunder tiltag iværksat af den private sektor eller Finanstilsynet, inden for en passende tidshorisont vil kunne forhindre, at virksomheden må afvikles.

Samtidig vurderer Finansiel Stabilitet, at det ikke er i offentlighedens interesse at iværksætte en restrukturering eller afvikling i medfør af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

En foranstaltning anses for at være i offentlighedens interesse, når den er nødvendig til opfyldelse af afviklingsmålene, som fremgår af § 5 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og de pågældende mål ikke kan opnås mindst lige så godt ved konkursbehandling.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at i tilfælde af at alle betingelserne for at iværksætte afviklingsforanstaltninger ikke er opfyldt, skal en afvikling af virksomheden ske på anden vis.

Hvis Finanstilsynet inddrager virksomhedens tilladelse, skal afvikling ske ved konkurs, likvidation, sammenlægning med en anden virksomhed eller på anden måde efter Finanstilsynets tilladelse, jf. § 227 i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås i stk. 6, at Finansiel Stabilitet kan iværksætte afviklingsforanstaltninger over for et centralt organ samt pengeinstitutter og realkreditinstitutter, som er fast knyttet til et sådant organ, og som indgår i samme afviklingskoncern, når den pågældende afviklingskoncern opfylder betingelserne for afvikling.

Med centralt organ forstås et organ, der har flere penge- og realkreditinstitutter (kreditinstitutter) tilknyttet, hvor det centrale organs ledelse er beliggende i samme medlemsstat og bemyndiget til at give instrukser til de tilknyttede kreditinstitutters ledelse.

Det centrale organ og de tilsluttede institutter hæfter solidarisk for hinandens forpligtelser, eller de tilsluttede institutters forpligtelser garanteres fuldt ud af det centrale organ.

Det centrale organs og samtlige tilsluttede institutters solvens og likviditet kontrolleres på grundlag af institutternes konsoliderede regnskaber.

Med afviklingsforanstaltninger forstås en række beføjelser, som Finansiel Stabilitet kan anvende ved håndteringen af en nødlidende eller forventelig nødlidende virksomhed.

Det gælder bl.a. virksomhedssalg (§ 19), oprettelse af broinstitut (§ 21) og bail-in (§ 24), som kan finde anvendelse, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Med den foreslåede bestemmelse sikres det, at Finansiel Stabilitet kan iværksætte afviklingsforanstaltninger over for et centralt organ og tilknyttede penge- og realkreditinstitutter, når betingelserne for koncernafvikling som helhed er opfyldte, selvom der heriblandt måtte være penge- eller realkreditinstitutter, der ikke isoleret set opfylder betingelserne for afvikling, herunder ved at være nødlidende eller forventeligt nødlidende.

Med forslaget implementeres dele af artikel 1, nr. 10, i BRRD II-direktivet, som gennemfører artikel 32 a og artikel 32 b i BRRD-direktivet.

Til nr. 10 (§ 4 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Finansiel Stabilitet kan i dag suspendere enhver forfalden betalings- og leveringsforpligtelse i henhold til en kontrakt i en virksomhed eller enhed under afvikling, dog med enkelte undtagelser.

Det følger af § 32 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Finansiel Stabilitet har derimod ikke mulighed for at suspendere enhver betalings- eller leveringsforpligtelse i henhold til en kontrakt i en virksomhed eller enhed på et tidspunkt, før virksomheden eller enheden opfylder afviklingsbetingelserne og dermed er taget under restrukturering eller afvikling.

Det foreslås at indsætte § 4 a før overskriften før § 5.

Det foreslås i stk. 1, at Finansiel Stabilitet efter høring af Finanstilsynet kan suspendere enhver betalings- eller leveringsforpligtelse i henhold til en kontrakt, som en virksomhed eller enhed har indgået, hvis tre betingelser, som er oplistet i nr. 1-3, er opfyldt.

Alle tre betingelser skal være opfyldt, for at den foreslåede suspensionsbeføjelse kan finde anvendelse.

I henhold til det foreslåede stk. 1, nr. 1, skal betingelserne i § 4, stk. 1, nr. 1 og 2, være opfyldt.

Det betyder, at Finanstilsynet skal have meddelt Finansiel Stabilitet, at virksomheden eller enheden er nødlidende eller forventeligt nødlidende, jf. § 224 a i lov om finansiel virksomhed, ligesom Finanstilsynet også skal have vurderet og meddelt Finansiel Stabilitet, at der ikke er udsigt til, at andre tiltag, herunder tiltag iværksat af den private sektor eller Finanstilsynet, vil kunne forhindre, at virksomheden eller enheden inden for en passende tidshorisont må afvikles.

Det betyder, at Finanstilsynet har vurderet, at der er objektive elementer til støtte for en konstatering af, at virksomheden i nær fremtid vil misligholde kravene til fortsat at opretholde sin tilladelse til at kunne drive virksomhed.

Tidshorisonten skal vurderes konkret i forhold til situationen og risikoen for den finansielle stabilitet, indskydere, kunder m.v.

Efter det foreslåede stk. 1, nr. 2, skal suspension vurderes nødvendigt for at undgå yderligere forværring af den økonomiske situation i virksomheden eller enheden.

En yderligere forværring kan bl.a. være en forværret likviditetssituation, misligholdt lån, forværrede kapitalforhold m.v. Det er Finansiel Stabilitet, der foretager vurderingen af, om suspension er nødvendig for at undgå yderligere forværring, efter høring af Finanstilsynet.

Endelig følger det af det foreslåede stk. 1, nr. 3, at suspension skal vurderes nødvendig enten for at konstatere, hvorvidt det er i offentlighedens interesse at foretage afviklingsforanstaltninger, jf. § 4, stk. 1, nr. 3, eller for at sikre en effektiv anvendelse af et eller flere afviklingsværktøjer.

Betingelsen for om suspension er nødvendig vil være opfyldt, hvis Finansiel Stabilitet vurderer, at der er behov for et kort tidsrum til at kunne afklare, hvilke afviklingsforanstaltninger der videre skal træffes.

Afvikling anses for at være i offentlighedens interesse, hvis den er nødvendig for at opfylde et eller flere af de afviklingsmål, der fremgår af § 5 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Afviklingsmålene efter § 5 er lige vigtige, og Finansiel Stabilitet skal foretage en konkret afvejning af dem i lyset af omstændighederne i hver enkelt sag.

Afviklingsmålene må ikke kunne varetages i samme omfang ved konkursbehandling.

Det vil sige, at hvis Finansiel Stabilitet f.eks. vurderer, at offentlighedens interesse kan varetages lige så godt ved håndtering af en nødlidende eller forventeligt nødlidende virksomhed eller enhed ved konkursbehandling, er kravet ikke opfyldt.

Suspension efter det foreslåede stk. 1, nr. 3, kan ligeledes ske, hvis en suspension kan være med til at sikre, at Finansiel Stabilitet får mulighed for at iværksætte en eller flere afviklingsforanstaltninger effektivt og hensigtsmæssigt.

En suspension kan modsat ikke finde anvendelse, hvis omstændighederne tilsiger, at suspension ikke vil bidrage til Finansiel Stabilitets tilrettelæggelse af afviklingsforanstaltninger.

Det foreslåede stk. 1 giver Finansiel Stabilitet mulighed for at suspendere enhver betalings- eller leveringsforpligtelse i henhold til en kontrakt på et tidligere tidspunkt, end hvad der følger af de gældende regler i § 32.

Suspension efter det foreslåede stk. 1 udelukker ikke, at der kan ske suspension af betalings- og leveringsforpligtelse på samme tid.

Hvis betingelserne for suspension er opfyldt, vil Finansiel Stabilitet efter bestemmelsen kunne suspendere enhver betaling og levering af ydelser, herunder alle ordinære ydelser i henhold til låneaftaler, obligationsudstedelse, berettigede indskud og finansielle kontrakter fra virksomheden eller enheden, inden denne er under afvikling.

Adgangen til at suspendere gælder endvidere ydelser, der forfalder under suspensionsperioden.

En modpart kan således ikke i suspensionsperioden påberåbe sig manglende opfyldelse på grund af udskydelsen som en misligholdelse, jf. det foreslåede stk. 6.

Suspension efter stk. 1 kan være rettet mod konkrete forpligtelser eller grupper af forpligtelser, men kan også gælde for alle instituttets betalings- eller leveringsforpligtelser.

Et eksempel på suspension kunne være, hvis et institut på tidspunktet, hvor Finanstilsynet har vurderet, at instituttet er nødlidende eller forventeligt nødlidende, f.eks. står overfor at skulle indfri udstedelser af seniorgæld.

I den situation vil en suspension af en sådan tilbagebetaling i henhold til en kontrakt kunne medvirke til at undgå yderligere forværring af den økonomiske situation i virksomheden, herunder sikre likviditet i instituttet.

Samtidig vil en sådan suspension være relevant i forhold til at kunne afklare, hvilke afviklingsforanstaltninger der videre skal træffes, herunder evt.

anvendelse af bail-in.

Det foreslås i stk. 2, at der ikke kan foretages suspension i medfør af stk. 1 i relation til kontrakter indgået med en nærmere angivet kontraktpart.

Efter stk. 2, nr. 1, kan der ikke foretages suspension i relation til kontrakter indgået med systemer og operatører af systemer, der er udpeget som sådan i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer.

Der henvises til definitionerne i § 3, nr. 30 og 31 i kapitalmarkedsloven, hvor henholdsvis værdipapirafviklingssystem og betalingssystem er defineret.

Efter stk. 2, nr. 2, kan der ikke foretages suspension i relation til kontrakter indgået med centrale modparter (CCP’er), og tredjelandes centrale modparter, der er anerkendt af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed i henhold til artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre.

Med centrale modparter forstås som defineret i lov om kapitalmarkeder, jf. lovens § 3, nr. 11.

Efter stk. 2, nr. 3, kan der ikke foretages suspension i relation til kontrakter indgået med centralbanker.

Kontrakter med disse kontraktparter er undtaget fra de foreslåede suspensionsbeføjelser af hensyn til sikring af den finansielle infrastruktur, herunder afvikling af værdipapirhandler.

Det foreslås i stk. 3, at suspensionen løber fra offentliggørelsen af meddelelse om suspension, jf. § 50, til udløbet af den første hverdag herefter.

Tidsfristen løber fra offentliggørelsen og frem til afslutningen på den første efterfølgende hverdag, det vil sige ved midnat.

Den tidsmæssige udstrækning af suspensionen vil ikke ændre sig, som følge af at der iværksættes afviklingsforanstaltninger over for den pågældende virksomhed eller enhed, fordi virksomheden eller enheden tages under afvikling.

Det vil sige, at i tidsrummet fra suspension er iværksat og frem til afslutningen på den første efterfølgende hverdag, vil suspensionen fortsat finde anvendelse, selvom der iværksættes afviklingsforanstaltninger over for den pågældende virksomhed eller enhed i den mellemliggende periode.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at Finansiel Stabilitet til hver en tid kan afkorte en allerede iværksat suspension, når der vurderes ikke at være behov for suspensionen i dens fulde udstrækning.

Det foreslås i stk. 4, at hvis en suspenderet betalings- eller leveringsforpligtelse forfalder i suspensionsperioden, skal betalingen eller leveringen ske umiddelbart efter udløbet af suspensionsperioden.

Den foreslåede bestemmelse skal medvirke til at sikre, at der ved suspension i medfør af stk. 1 ikke sker betaling eller levering i en tidsperiode, hvor Finansiel Stabilitet, har vurderet at der er behov for en suspension.

Den foreslåede bestemmelse svarer til, hvad der følger af § 32, stk. 2, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det foreslås i stk. 5, at hvis betalings- eller leveringsforpligtelserne i henhold til en kontrakt suspenderes i medfør af stk. 1, suspenderes kontraktpartens betalings- eller leveringsforpligtelse i henhold til kontrakten i samme periode.

Det foreslåede stk. 5 fastslår, at for forpligtelser, der indgår i retsforhold, hvor der skal ske udveksling af ydelser, vil udsættelse af fordringen på virksomheden eller enheden medføre en tilsvarende udsættelse for kontraktpartens tilsvarende forpligtelser.

Kontraktparter, der har fordringer, som ifølge kontrakten modregnes eller nettes, vil skulle afvente suspensionsperiodens udløb, før der skal ske modregning, netting eller betaling.

Disse modparter risikerer således ikke selv at komme i misligholdelse ved, at den modregnede betaling udskydes.

Det foreslås i stk. 6 , 1. pkt., at har Finansiel Stabilitet foretaget suspension, kan Finansiel Stabilitet udøve beføjelserne efter §§ 33 og 34 i relation til samme kontrakt, selvom den pågældende virksomhed eller enhed ikke er under afvikling på tidspunktet for suspensionen.

Finansiel Stabilitet kan efter § 33 suspendere sikrede kreditorers ret til at søge sig fyldestgjort i sikkerheder stillet af en virksomhed eller enhed under afvikling, og efter § 34 suspendere kontraktlige ophørsrettigheder.

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at i det tilfælde at Finansiel Stabilitet udøver beføjelsen til at suspendere en betalings- eller leveringsforpligtelse i henhold til en kontrakt, jf. stk. 1, vil en kreditor i virksomheden eller enheden, der er nødlidende eller forventeligt nødlidende, men endnu ikke under afvikling, ikke kunne gøre sikkerhedsrettigheder gældende i virksomhedens eller enhedens aktiver eller gøre brug af kontraktlige ophørsrettigheder i den tidsperiode, hvor suspensionen finder sted, jf. §§ 33 og 34.

Finansiel Stabilitet skal ved udøvelse af rettigheden i medfør af bestemmelsen tage størst muligt hensyn til effektiviteten og omsætningen på de finansielle markeder, så indgrebene i de pågældende kontrakter udøves på en sådan måde, at følgevirkningerne for det øvrige marked begrænses mest muligt.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at Finansiel Stabilitets suspension af betalings- og leveringsforpligtelser virker efter hensigten ved at sikre, at kreditorer ikke som følge heraf kan gøre sikkerheds- og opsigelsesrettigheder gældende.

Det foreslås i stk. 6, 2. pkt., at en suspension efter 1. pkt. har samme tidsmæssige udstrækning som suspensionen efter stk. 1, jf. stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at en suspension i medfør af §§ 33 eller 34 følger den samme tidsmæssige udstrækning som en suspension af betalings- eller leveringsforpligtelse efter stk. 1, jf. stk. 3.

Det vil sige, at hvis Finansiel Stabilitet udøver beføjelsen til at udøve suspension af f.eks. kontraktlige ophørsrettigheder efter § 34, vil suspensionsperioden for denne suspension tidsmæssigt følge suspensionen af en betalings- eller leveringsforpligtelse.

Det foreslås i stk . 7, at har Finansiel Stabilitet foretaget suspension i medfør af stk. 1, stk. 6, eller §§ 33 eller 34, kan Finansiel Stabilitet ikke på et senere tidspunkt, når den pågældende virksomhed eller enhed er taget under afvikling, udøve den tilsvarende beføjelse efter §§ 32-34 i relation til samme kontrakt.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at hvis Finansiel Stabilitet f.eks. har gjort brug af beføjelsen til at suspendere en betalings- eller leveringsforpligtelse efter stk. 1, vil Finansiel Stabilitet ikke – hvis den pågældende virksomhed eller enhed senere tages under afvikling – kunne gøre brug af beføjelsen til at suspendere en betalings- og leveringsforpligtelse i henhold til samme kontrakt efter § 32.

Med bestemmelsen udelukkes det ikke, ved brug af beføjelsen til at suspendere betalings- eller leveringsforpligtelse efter stk. 1, at Finansiel Stabilitet på et senere tidspunkt kan gøre brug af anden suspensionsbeføjelse, f.eks. til at suspendere sikre kreditorers ret til at søge sig fyldestgjort i sikkerheder stillet af en virksomhed eller enhed under afvikling, jf. § 33.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i stk. 3 og de gældende bestemmelser om suspension, jf. §§ 32-34, hvorefter de har til formål at sikre en effektiv afvikling og samtidig i en begrænset periode at begrænse modparternes ret til at afslutte, fremskynde eller på anden måde opsige finansielle kontrakter.

Med forslaget implementeres dele af artikel 1, nr. 12, i BRRD II-direktivet, som gennemfører artikel 33 a i BRRD-direktivet.

Betalings- eller leveringsforpligtelser vil også kunne suspenderes i relation til berettigede indskud, modsat hvad der følger af gældende ret.

Det følger af BRRD II-direktivet, at medlemsstaterne kan fastsætte, at hvis beføjelsen til at suspendere betalings- eller leveringsforpligtelser udøves i forbindelse med berettigede indskud, sikrer afviklingsmyndighederne, at indskyderne har adgang til et passende dagligt beløb fra disse indskud.

Denne mulighed for at fastsætte krav herom er ikke udnyttet ved implementeringen af BRRD II-direktivet.

Baggrunden herfor er det forhold, at en suspension efter stk. 1 har virkning i en meget begrænset tidsperiode.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11 (§ 6, stk. 1, 1. pkt., i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Det følger af § 6, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at inden Finansiel Stabilitet iværksætter afviklingsforanstaltninger eller udøver beføjelsen til at nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter, jf. § 17, skal Finansiel Stabilitet sikre, at der foretages en rimelig, forsigtig og realistisk værdiansættelse af virksomhedens eller enhedens aktiver og passiver.

Med lovforslagets § 2, nr. 15, tilføjes et nyt § 17, stk. 1, 2. pkt., hvorefter Finansiel Stabilitet også skal nedskrive eller konvertere visse former for nedskrivningsegnede forpligtelser, når den virksomhed eller enhed, som er under restrukturering eller afvikling, er en dattervirksomhed eller -enhed til en afviklingsenhed.

Det vil således ikke længere alene være relevante kapitalinstrumenter, der skal nedskrives eller konverteres i medfør af § 17.

Endvidere foreslås det at indsætte en ny § 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. lovforslagets § 2, nr. 22, der bemyndiger Finansiel Stabilitet til at nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter og de ovennævnte nedskrivningsegnede forpligtelser i en virksomhed eller enhed, som ikke selv er under afvikling, men som er dattervirksomhed eller -enhed til en afviklingsenhed under afvikling.

Som følge heraf foreslås det at ændre § 6, stk. 1, 1. pkt., ved at indsætte nedskrivningsegnede forpligtelser i bestemmelsens ordlyd.

Bestemmelsen vil dermed fremover henvise til nedskrivning og konvertering af både relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser i henhold til § 17.

Endvidere foreslås det at udvide henvisningen i § 6, stk. 1, 1. pkt., til de bestemmelser, som kan danne grundlag for en nedskrivning eller konvertering, til også at omfatte § 18 a.

De foreslåede ændringer er således konsekvensændringer som følge af ændringen af § 17, jf. lovforslagets § 2, nr. 15, og tilføjelsen af en ny § 18 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 22.

Med ændringen implementeres artikel 1, nr. 13, i BRRD II-direktivet, som gennemfører ændringer til artikel 36 i BRRD-direktivet.

Til nr. 12 (§ 7, stk. 4, nr. 1, § 12, stk. 5, § 21, stk. 2, 2. pkt., og § 23, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Det følger af § 7, stk. 4, nr. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at er virksomhedens eller enhedens nettoværdi ved den endelige værdiansættelse, jf. stk. 3, højere end nettoværdien ved den midlertidige værdiansættelse, jf. stk. 1, kan Finansiel Stabilitet øge værdien af de fordringer fra kreditorer eller ejere af relevante kapitalinstrumenter, der er blevet nedskrevet i medfør af § 17 eller ved bail-in i medfør af § 24.

§ 17 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder vedrører nedskrivning og konvertering af relevante kapitalinstrumenter i virksomheder eller enheder, som er under afvikling.

Med lovforslagets § 2, nr. 15, udvides § 17 til i visse tilfælde også at omfatte en række nedskrivningsegnede forpligtelser.

Det vil således ikke længere alene være relevante kapitalinstrumenter, der kan nedskrives eller konverteres i medfør af § 17.

Endvidere foreslås det at indsætte en ny § 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. lovforslagets § 2, nr. 22, der bemyndiger Finansiel Stabilitet til at nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter og de ovennævnte nedskrivningsegnede forpligtelser i en virksomhed eller enhed, som ikke selv er under afvikling, men som er dattervirksomhed eller -enhed til en afviklingsenhed under afvikling.

Som følge heraf foreslås det at ændre § 7, stk. 4, nr. 1, ved at indsætte nedskrivningsegnede forpligtelser i bestemmelsens ordlyd.

Bestemmelsen vil dermed fremover henvise til nedskrivning og konvertering af både relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser i henhold til § 17.

Endvidere foreslås det at udvide henvisningen i § 7, stk. 4, nr. 1, til de bestemmelser, som kan danne grundlag for en nedskrivning eller konvertering, til også at omfatte § 18 a.

De foreslåede ændringer af § 7, stk. 4, nr. 1, er således konsekvensændringer som følge af ændringen af § 17, jf. lovforslagets § 2, nr. 15, og tilføjelsen af en ny § 18 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 22.

Det følger af § 12, stk. 5, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at når Finansiel Stabilitet beslutter at anvende et afviklingsværktøj eller andre afviklingsforanstaltninger, og dette vil medføre, at kreditorer lider tab, eller at deres fordringer konverteres, udøver Finansiel Stabilitet beføjelsen i § 44 i forhold til indehaverne af ejerskabsinstrumenter og nedskriver eller konverterer relevante kapitalinstrumenter i henhold til § 17 umiddelbart inden eller samtidig med anvendelsen af afviklingsforanstaltningen.

I disse tilfælde, hvor afviklingsforanstaltninger vil medføre, at kreditorer lider tab eller får deres fordringer konverteret, skal Finansiel Stabilitet sikre, at den egentlige kernekapital og kapitalinstrumenter tager tabene først.

Med lovforslagets § 2, nr. 15, udvides § 17 til i visse tilfælde også at omfatte en række nedskrivningsegnede forpligtelser.

Det vil således ikke længere alene være relevante kapitalinstrumenter, der skal nedskrives eller konverteres i medfør af § 17.

Endvidere foreslås det at indsætte en ny § 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. lovforslagets § 2, nr. 22, der bemyndiger Finansiel Stabilitet til at nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter og de ovennævnte nedskrivningsegnede forpligtelser i en virksomhed eller enhed, som ikke selv er under afvikling, men som er dattervirksomhed eller -enhed til en afviklingsenhed under afvikling

Som følge heraf foreslås det at ændre § 12, stk. 5, ved at indsætte nedskrivningsegnede forpligtelser i bestemmelsens ordlyd.

Bestemmelsen vil dermed fremover henvise til nedskrivning og konvertering af både relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser i henhold til § 17.

Endvidere foreslås det at udvide henvisningen i § 12, stk. 5, til de bestemmelser, som kan danne grundlag for en nedskrivning eller konvertering, til også at omfatte § 18 a.

De foreslåede ændringer af § 12, stk. 5, er således konsekvensændringer som følge af ændringen af § 17, jf. lovforslagets § 2, nr. 15, og tilføjelsen af en ny § 18 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 22.

Det følger af § 21 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at Finansiel Stabilitet kan overdrage alle eller dele af ejerskabsinstrumenter udstedt af en virksomhed eller enhed under afvikling eller aktiver, rettigheder eller forpligtelser i en virksomhed eller enhed under afvikling til et oprettet broinstitut.

Det følger endvidere af § 21, stk. 2, 2. pkt., at broinstituttet kapitaliseres ved nedskrivning eller konvertering af relevante kapitalinstrumenter i virksomheden eller enheden under afvikling, jf. § 17, ved anvendelse af bail-in, jf. § 24, eller via indskud fra Afviklingsformuen, jf. § 59.

§ 17 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder vedrører nedskrivning og konvertering af relevante kapitalinstrumenter i virksomheder eller enheder, som er under afvikling.

Med lovforslagets § 2, nr. 15, udvides § 17 til i visse tilfælde også at omfatte en række nedskrivningsegnede forpligtelser.

Det vil således ikke længere alene være relevante kapitalinstrumenter, der skal nedskrives eller konverteres i medfør af § 17.

Endvidere foreslås det at indsætte en ny § 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. lovforslagets § 2, nr. 22, der bemyndiger Finansiel Stabilitet til at nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter og de ovennævnte nedskrivningsegnede forpligtelser i en virksomhed eller enhed, som ikke selv er under afvikling, men som er dattervirksomhed til en afviklingsenhed under afvikling.

Som følge heraf foreslås det at ændre § 21, stk. 2, 2. pkt., ved at indsætte nedskrivningsegnede forpligtelser i bestemmelsens ordlyd.

Med den foreslåede ændring vil bestemmelsen fremover henvise til nedskrivning og konvertering af både relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser i henhold til § 17.

Endvidere foreslås det at udvide henvisningen i § 21, stk. 2, 2. pkt., til de bestemmelser, som kan danne grundlag for en nedskrivning eller konvertering, til også at omfatte § 18 a.

De foreslåede ændringer af § 21, stk. 2, 2. pkt., er således konsekvensændringer som følge af ændringen af § 17, jf. lovforslagets § 2, nr. 15, og tilføjelsen af en ny § 18 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 22.

Det følger af § 23, stk. 3, at porteføljeadministrationsselskabet kapitaliseres ved nedskrivning eller konvertering af relevante kapitalinstrumenter i virksomheden eller enheden under afvikling, jf. § 17, ved anvendelse af bail-in, jf. § 24, eller via indskud fra Afviklingsformuen, jf. § 59.

§ 17 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder vedrører nedskrivning og konvertering af relevante kapitalinstrumenter i virksomheder eller enheder, som er under afvikling.

Med lovforslagets § 2, nr. 15, udvides § 17 til i visse tilfælde også at omfatte en række nedskrivningsegnede forpligtelser.

Det vil således ikke længere alene være relevante kapitalinstrumenter, der skal nedskrives eller konverteres i medfør af § 17.

Endvidere foreslås det at indsætte en ny § 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. lovforslagets § 2, nr. 22, der bemyndiger Finansiel Stabilitet til at nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter og de ovennævnte nedskrivningsegnede forpligtelser i en virksomhed eller enhed, som ikke selv er under afvikling, men som er dattervirksomhed til en afviklingsenhed under afvikling.

Som følge heraf foreslås det at ændre § 23, stk. 3, ved at indsætte nedskrivningsegnede forpligtelser i bestemmelsens ordlyd.

Med den foreslåede ændring vil bestemmelsen fremover henvise til nedskrivning og konvertering af både relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser i henhold til § 17.

Endvidere foreslås det at udvide henvisningen i § 23, stk. 3, til de bestemmelser, som kan danne grundlag for en nedskrivning eller konvertering, til også at omfatte § 18 a.

De foreslåede ændringer af § 23, stk. 3, er således konsekvensændringer som følge af ændringen af § 17, jf. lovforslagets § 2, nr. 15, og tilføjelsen af en ny § 18 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 22.

Til nr. 13 (§ 13, stk. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

I henhold til § 272 i lov om finansiel virksomhed og § 17 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder kan Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet under nogle nærmere omstændigheder nedskrive eller konvertere hybrid kernekapital eller supplerende kapital, der begge er kapitalgrundlagsposter.

Øvrige passiver skal nedskrives ved bail-in, jf. § 24 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Ved en konkurs modtager kapitalgrundlagsposter betaling i den rækkefølge, de pågældende instrumenter er placeret i henhold til vilkårene herfor.

Andre instrumenter, der ikke opfylder kravene i CRR-forordningen til at være kapitalgrundlagsposter, kan i de aftaleretlige vilkår for instrumentet være sideordnet med andre kapitalgrundlagsinstrumentet i konkursordenen.

Som udgangspunkt skal kreditorer i samme klasse i konkursordenen behandles ens.

Det indebærer, at hvor det i visse tilfælde kunne være en fordel alene at foretage en nedskrivning eller konvertering, f.eks. i medfør af § 272 i lov om finansiel virksomhed, vil det, hvis der er andre kapitalinstrumenter, der er sideordnet med kapitalgrundlagsinstrumenter i konkursordenen, være nødvendigt at tage instituttet under afvikling i medfør af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder for derved at oppebære udgangspunktet.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 4 i § 13.

Det foreslås i § 13, stk. 4, 1. pkt., at ved konkurs betales fordringer vedrørende kapitalgrundlag i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, nr. 118, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og regler fastsat i medfør af § 128, stk. 3 og 4, i lov om finansiel virksomhed, efter andre fordringer.

Det foreslås i § 13, stk. 4, 2. pkt., at et kapitalinstrument, som kun delvist anses for at være en kapitalgrundlagspost, betales i sin helhed som kapitalgrundlag i medfør af 1. pkt. Denne del af bestemmelsen medfører, at også kapitalinstrumenter, der delvist anses for at være en kapitalgrundlagspost, betales efter andre fordringer ved en konkurs.

Med den foreslåede § 13, stk. 4, vil fordringer vedrørende kapitalgrundlag i et nødlidende eller forventeliget nødlidende institut, blive stillet sidst i konkursordenen og dermed tage tab først.

Andre passiver, der ikke er kapitalgrundlagsposter, er således stillet bedre i konkursordenen.

Dette er uanset, om vilkårene for instrumentet har sidestillet instrumentet med kapitalgrundlagsposter.

Med den foreslåede bestemmelse sikres det, at fordringer vedrørende kapitalgrundlag i et institut behandles i overensstemmelse med § 12, stk. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, således at princippet om, at ingen kreditorer er dårligere stillet end ved konkurs, overholdes.

Forslaget skal sikre, at det er muligt at gennemføre en nedskrivning eller konvertering i medfør af § 272 i lov om finansiel virksomhed, uanset instituttet måtte have passiver, der ikke opfylder betingelserne i CRR-forordningen for at være kapitalgrundlagsposter.

Derved vil det være muligt at undgå at skulle erklære et sådant institut nødlidende og tage det under afvikling i Finansiel Stabilitet, hvis det er tilstrækkeligt med nedskrivning og konvertering i medfør af § 272 i lov om finansiel virksomhed.

Den foreslåede bestemmelse skal sammen med den foreslåede § 18 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 22, være med til at sikre, at det ikke er nødvendigt at skulle erklære et institut nødlidende eller forventeligt nødlidende og tage den under egentlig afvikling, hvis det er tilfældet, at nedskrivning af kapitalgrundlag kan undgå en sådan situation.

Med ændringen implementeres artikel 1, nr. 20, i BRRD II-direktivet, som gennemfører artikel 48, stk. 7, i BRRD-direktivet.

Til nr. 14 (Overskriften før § 17 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Overskriften før § 17 er ”Nedskrivning og konvertering af relevante kapitalinstrumenter”.

Det foreslås at ændre overskriften til ”Nedskrivning og konvertering af relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser”.

Den foreslåede ændring af overskriften før § 17 skyldes, at § 17 med BRRD II-direktivet udvides til i visse tilfælde også at omfatte nedskrivning og konvertering af en række nedskrivningsrelevante passiver.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11, og bemærkningerne til nedskrivningsegnede forpligtelser.

Til nr. 15 (§ 17, stk. 1, 2. pkt., i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Det følger af § 17, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at Finansiel Stabilitet skal nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter i en virksomhed eller enhed til egentlige kernekapitalinstrumenter, når betingelserne for afvikling er opfyldt.

Relevante kapitalinstrumenter er hybride kernekapitalinstrumenter og supplerende kapitalinstrumenter.

Det er en forudsætning for at foretage nedskrivning eller konvertering af relevante kapitalinstrumenter, at de egentlige kernekapitalinstrumenter, herunder aktiekapitalen, allerede er fuldt ud anvendt til at absorbere tab.

Er en virksomhed eller enhed under afvikling, fordi afviklingsbetingelserne i § 4 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder er opfyldt, skal Finansiel Stabilitet således foretage nedskrivning eller konvertering af relevante kapitalinstrumenter, enten inden eller samtidig med at Finansiel Stabilitet træffer andre afviklingsforanstaltninger.

Det foreslås at indsætte et nyt 2. pkt., hvoraf det følger, at hvis virksomheden eller enheden er en dattervirksomhed eller -enhed til en afviklingsenhed, skal Finansiel Stabilitet endvidere nedskrive eller konvertere virksomhedens eller enhedens nedskrivningsegnede forpligtelser omfattet af § 267 e, stk. 1, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed, uanset om forpligtelserne opfylder betingelsen i § 267 e, stk. 1, nr. 4, litra b, i lov om finansiel virksomhed om en restløbetid på mindst ét år.

Den foreslåede ændring indebærer, at Finansiel Stabilitet endvidere skal foretage nedskrivning eller konvertering i forhold til en række nedskrivningsegnede forpligtelser, når den virksomhed eller enhed, som er under afvikling eller restrukturering, er en dattervirksomhed eller -enhed til en afviklingsenhed.

BRRD II-direktivet indfører de nye begreber afviklingsenhed og afviklingskoncern.

En afviklingsenhed er den virksomhed eller enhed, som der ifølge afviklingsplanen og den foretrukne afviklingsstrategi forventes at skulle iværksættes afviklingshandlinger over for.

En afviklingskoncern er som udgangspunkt en afviklingsenhed og dennes dattervirksomheder eller -enheder.

Med BRRD II-direktivet indføres der krav om, at afviklingsplanen for en afviklingskoncern skal angive, hvilke virksomheder og enheder der er omfattet af afviklingskoncernen, ligesom afviklingsplanen skal angive den eller de virksomheder eller enheder i afviklingskoncernen, der er en afviklingsenhed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11.

Den foreslåede tilføjelse vedrører således de tilfælde, hvor Finansiel Stabilitet fraviger den foretrukne afviklingsstrategi, som er fastlagt for afviklingskoncernen i koncernafviklingsplanen, og iværksætter afviklingshandlinger over for en dattervirksomhed eller -enhed i afviklingskoncernen, i forbindelse med at betingelserne for afvikling er opfyldt i relation til denne virksomhed eller enhed.

Som det fremgår ovenfor, indebærer den foretrukne afviklingsstrategi, at der i tilfælde af afvikling eller restrukturering iværksættes afviklingsforanstaltninger over for afviklingskoncernens afviklingsenheder.

Den foretrukne afviklingsstrategi følger af koncernafviklingsplanen.

Finansiel Stabilitet kan fravige den fastlagte afviklingsstrategi i tilfælde, hvor Finansiel Stabilitet konkret vurderer, at fravigelsen vil medføre en afvikling, der i højere grad opfylder afviklingsmålene.

Disse følger af § 5 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

De nedskrivningsegnede forpligtelser, som den foreslåede tilføjelse vedrører, er nedskrivningsegnede forpligtelser omfattet af § 267 e, stk. 1, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed, undtaget betingelsen i § 267 e, stk. 1, nr. 4, litra b, i lov om finansiel virksomhed om en restløbetid på mindst ét år.

§ 267 e, stk. 1, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 80, angiver de forpligtelser, som en virksomhed, der indgår i en afviklingskoncern, men som ikke selv er afviklingsenhed, kan anvende til opfyldelse af sit minimumskrav til nedskrivningsegnede passiver.

Der henvises til § 1, nr. 80, og bemærkningerne dertil.

Det forhold, at den foreslåede tilføjelse henviser til § 267 e og de forpligtelser, der er omfattet af bestemmelsen, indebærer, at det alene er virksomheder eller enheder, som er omfattet af § 267 e i lov om finansiel virksomhed, som Finansiel Stabilitet kan anvende sine nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser overfor i medfør af det foreslåede 2. pkt. Det vil sige virksomheder og enheder, som er en dattervirksomhed eller -enhed af en afviklingsenhed, og som er underlagt et krav om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266 i lov om finansiel virksomhed.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 267 e, stk. 1, nr. 4, litra b, i lov om finansiel virksomhed, at forpligtelser, der anvendes til opfyldelse af minimumskravet til nedskrivningsegnede passiver, bl.a. skal have en restløbetid på mindst ét år.

Betingelsen om restløbetid følger af artikel 72 a, jf. artikel 72 c i CRR-forordningen.

Efter § 267 e, stk. 1, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed skal forpligtelser anvendt til opfyldelse af minimumskravet til nedskrivningsegnede passiver opfylde artikel 72 a i CRR-forordningen.

Det er således ikke et krav, at den del af § 267 e, stk. 1, nr. 4, litra b, som indebærer krav om restløbetid, er opfyldt, for at den pågældende forpligtelse bliver omfattet af det foreslåede § 17, stk. 1, 2. pkt., i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det er dog et krav, at de øvrige betingelser i § 267 e, stk. 1, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed er opfyldt.

Det indebærer bl.a., at der skal være tale om forpligtelser, som er udstedt til afviklingsenheden, enten direkte af dattervirksomheden eller -enheden eller indirekte via andre virksomheder inden for samme afviklingskoncern, eller forpligtelser, som er udstedt til en eksisterende kapitalejer, som ikke indgår i samme afviklingskoncern som virksomheden.

I det sidstnævnte tilfælde vil forpligtelserne kun være omfattet af det det foreslåede § 17, stk. 1, 2. pkt., i det omfang en nedskrivning eller konvertering af forpligtelserne ikke vil påvirke afviklingsenhedens kontrol med dattervirksomheden.

Det følger af det foreslåede § 267 e, stk. 1, nr. 4, litra a, pkt. ii, jf. lovforslagets § 1, nr. 80.

Når en virksomhed er under afvikling, er det alene relevant, om forpligtelsen består på tidspunktet for nedskrivning eller konvertering, og dermed er der ikke krav om en bestemt restløbetid.

Efter de gældende regler vil de forpligtelser, der er omfattet af den foreslåede § 267 e, stk. 1, nr. 4, i lov om finansiel ikke blive nedskrevet eller konverteret efter § 17 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Forpligtelserne vil i stedet være omfattet af reglerne om bail-in i §§ 24 og 25 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Bail-in indebærer nedskrivning af forpligtelser eller konvertering af forpligtelser til egenkapital, jf. §§ 24-28.

Bail-in kan anvendes i forbindelse med afvikling og skal ske i overensstemmelse med konkursordenen i konkurslovens kapitel 10.

Ved at de ovennævnte forpligtelser tilføjes anvendelsesområdet for § 17 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder frem for fortsat at være omfattet af anvendelsesområdet for bail-in i § 25 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, vil disse forpligtelser i tilfælde af afvikling blive nedskrevet og konverteret som noget af det første i afviklingen, dvs. enten inden eller samtidig med at Finansiel Stabilitet træffer andre afviklingsforanstaltninger.

Hvis virksomheden eller enheden under afvikling eller restrukturering er en afviklingsenhed, og virksomheden eller enheden besidder nedskrivningsegnede forpligtelser omfattet af den foreslåede tilføjelse, vil der ikke kunne ske nedskrivning eller konvertering af de nævnte nedskrivningsegnede forpligtelser i medfør af det foreslåede 2. pkt. Disse forpligtelser vil alene kunne nedskrives eller konverteres i forbindelse med Finansiel Stabilitets anvendelse af bail-in, jf. § 24 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Med ændringen implementeres dele af artikel 1, nr. 23, i BRRD II-direktivet, som gennemfører ændringer af artikel 59 i BRRD-direktivet.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Til nr. 16-18 (§ 17, stk. 2-4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Efter § 17, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder skal Finansiel Stabilitet, når betingelserne for afvikling er opfyldt, foretage nedskrivning eller konvertering af relevante kapitalinstrumenter i den pågældende virksomhed eller enhed.

Det er en forudsætning for at foretage nedskrivning eller konvertering af relevante kapitalinstrumenter, at de egentlige kernekapitalinstrumenter, herunder aktiekapitalen, allerede er fuldt ud anvendt til at absorbere tab.

§ 17, stk. 2-4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder indeholder bestemmelser, der supplerer § 17, stk. 1.

Det fremgår af § 17, stk. 2, at beføjelsen efter stk. 1 kan udøves uafhængigt eller kombineret med øvrige afviklingsforanstaltninger.

Det fremgår af § 17, stk. 3, at nedskrivning eller konvertering skal foretages på grundlag af en værdiansættelse af virksomhedens eller enhedens aktiver og passiver.

Det fremgår af § 17, stk. 4, at rækkefølgen for nedskrivning eller konvertering efter stk. 1 skal være i overensstemmelse med rækkefølgen ved en konkursbehandling af virksomheden eller enheden.

Alle tre bestemmelser i § 17, stk. 2-4, henviser til beføjelsen til at nedskrive eller konvertere kapitalinstrumenter.

Med lovforslagets § 2, nr. 15, tilføjes visse former for nedskrivningsegnede forpligtelser til opremsningen i § 17, stk. 1, af instrumenter, der skal nedskrives eller konverteres i forbindelse med afvikling.

Det vil således ikke længere alene være relevante kapitalinstrumenter, der skal nedskrives eller konverteres i medfør af § 17, stk. 1.

Som følge heraf foreslås det at ændre § 17, stk. 2-4, så alle tre bestemmelser henviser til beføjelserne i § 17, stk. 1, på en ensartet måde, der også omfatter nedskrivningsegnede forpligtelser.

De foreslåede ændringer af § 17, stk. 2-4, er således for det første en konsekvensændring som følge af ændringen af § 17, stk. 1, jf. lovforslagets § 2, nr. 15.

De samlede ændringer har for det andet også en indholdsmæssig betydning, idet ændringerne samtidig indebærer, at § 17, stk. 2-4, også finder anvendelse i relation til nedskrivning eller konvertering af de nedskrivningsegnede forpligtelser, som omfattes af § 17, stk. 1.

Med ændringen implementeres dele af artikel 1, nr. 23, i BRRD II-direktivet, som gennemfører ændringer af artikel 59 i BRRD-direktivet.

Til nr. 19 (§ 17, stk. 5, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Det følger af § 17, stk. 1, at Finansiel Stabilitet skal nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter i en virksomhed eller enhed til egentlige kernekapitalinstrumenter, når betingelserne for afvikling er opfyldt, jf. § 4.

Det er en forudsætning for at foretage nedskrivning eller konvertering af relevante kapitalinstrumenter, at de egentlige kernekapitalinstrumenter, herunder aktiekapitalen, allerede er fuldt ud anvendt til at absorbere tab.

Med den foreslåede § 17, stk. 1, 2. pkt., i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. lovforslagets § 2, nr. 15, skal Finansiel Stabilitet endvidere nedskrive eller konvertere en række nedskrivningsegnede forpligtelser, når den virksomhed eller enhed, som er under restrukturering eller afvikling, er en dattervirksomhed til en afviklingsenhed.

Med det foreslåede § 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. lovforslagets § 2, nr. 22, kan Finansiel Stabilitet endvidere foretage nedskrivning eller konvertering efter § 17 i forhold til en dattervirksomhed til en afviklingsenhed, når afviklingsenheden er under restrukturering eller afvikling, og den pågældende dattervirksomhed ellers ikke ville være levedygtig.

Det foreslås i § 17, stk. 5, at ved nedskrivning eller konvertering af relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser, jf. stk. 1, i en dattervirksomhed eller -enhed til en afviklingsenhed skal Finansiel Stabilitet i de tilfælde, hvor de relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser er ejet af afviklingsenheden indirekte gennem andre virksomheder i samme afviklingskoncern, udøve beføjelsen til at nedskrive eller konvertere på en måde, der sikrer, at tabene videregives til afviklingsenheden.

Finansiel Stabilitet kan nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser i en dattervirksomhed eller -enhed til en afviklingsenhed, når denne selv er under restrukturering eller afvikling, jf. § 17, jf. § 2, nr. 15, i dette lovforslag, eller når afviklingsenheden er under restrukturering eller afvikling, jf. § 18 a, jf. § 2, nr. 22, i dette lovforslag.

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at tab som følge af nedskrivning eller konvertering af relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser reelt videregives til afviklingsenheden og dermed afviklingsenhedens kreditorer.

Det kan sikres ved, at datterselskabet i første omgang bærer tabet via nedskrivning, og at afviklingsenheden efterfølgende tilfører ny kapital til den enhed, hvor nedskrivningen er foretaget.

Det kan endvidere sikres ved, at nedskrivningen eller konverteringen foretages både i dattervirksomheden eller -enheden og i den koncernvirksomhed, som direkte ejer de pågældende relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser.

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Med ændringen implementeres dele af artikel 1, nr. 23, i BRRD II-direktivet, som gennemfører ændringer af artikel 59 i BRRD-direktivet.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Til nr. 20 og 21 (§ 18, stk. 1, og § 18, stk. 2, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

§ 18 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder omhandler den nedskrivning eller konvertering, som Finansiel Stabilitet kan foretage i medfør af § 17 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det følger af § 18, stk. 1, at ved nedskrivning af hovedstolen af et relevant kapitalinstrument efter § 17 er nedbringelsen permanent, og der betales ingen godtgørelse til ejerne af de relevante kapitalinstrumenter fra virksomheden eller enheden under afvikling, ud over hvad de pågældende ejere eventuelt måtte være berettiget til efter en endelig værdiansættelse.

Det følger af § 18, stk. 2, at Finansiel Stabilitet kan kræve, at en virksomhed eller enhed udsteder egentlige kernekapitalinstrumenter til ejerne af de relevante kapitalinstrumenter, når en række betingelser er opfyldt.

Med lovforslagets § 2, nr. 15, foreslås et nyt § 17, stk. 1, 2. pkt., i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, som udvider bestemmelsen til også at omfatte visse nedskrivningsegnede forpligtelser.

Med ændringen vil Finansiel Stabilitet i visse tilfælde også kunne foretage nedskrivning eller konvertering af disse forpligtelser.

Som følge heraf skal § 18 tilsvarende ændres til også at omfatte de forpligtelser, som med lovforslagets § 2, nr. 15, omfattes af det nye § 17, stk. 1, 2. pkt.

Endvidere foreslås det at indsætte en ny § 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. lovforslagets § 2, nr. 22, der bemyndiger Finansiel Stabilitet til at nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter og de ovennævnte nedskrivningsegnede forpligtelser i en virksomhed eller enhed, som ikke selv er under afvikling, men som er dattervirksomhed til en afviklingsenhed under afvikling.

Som følge heraf skal § 18 tilsvarende ændres til også at omfatte nedskrivning og konvertering efter den nye § 18 a.

Det foreslås på den baggrund at ændre § 18, stk. 1, og § 18, stk. 2, 1. pkt., § 18, stk. 2, 2. pkt., og § 18, stk. 2, nr. 4 , så der efter henholdsvis ”kapitalinstrument” eller ”kapitalinstrumenter” indsættes henholdsvis ”eller nedskrivningsegnet forpligtelse” og ”eller nedskrivningsegnede forpligtelser”.

Endvidere foreslås det at udvide henvisningen i § 18, stk. 1, til også at omfatte § 18 a.

Ændringen indebærer, at bestemmelserne i § 18 om nedskrivning og konvertering efter § 17 fremover også vil omfatte nedskrivning og konvertering af de nedskrivningsegnede forpligtelser, der med lovforslagets § 2, nr. 15, omfattes af § 17.

De foreslåede ændringer er en følge af, at § 17 udvides til i visse tilfælde også at omfatte nedskrivningsegnede forpligtelser, og at der indføres en ny bestemmelse om nedskrivning og konvertering i § 18 a.

Ændringen af § 18 har dog også en indholdsmæssig betydning, idet bestemmelsens regler om nedskrivning og konvertering også vil finde anvendelse i relation til nedskrivning og konvertering af de omfattede nedskrivningsegnede forpligtelser og i relation til nedskrivning og konvertering efter § 18 a.

Med ændringen implementeres dele af artikel 1, nr. 24, i BRRD II-direktivet, som gennemfører ændringer af artikel 60 i BRRD.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Til nr. 22 (§ 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

BRRD II-direktivet indfører de nye begreber afviklingsenhed og afviklingskoncern.

En afviklingsenhed er den virksomhed eller enhed, som der ifølge afviklingsplanen og den foretrukne afviklingsstrategi forventes at skulle iværksættes afviklingshandlinger over for.

En afviklingskoncern er som udgangspunkt en afviklingsenhed og dennes dattervirksomheder.

Med BRRD II-direktivet indføres der også krav om, at afviklingsplanen for en afviklingskoncern skal angive, hvilke virksomheder og enheder der er omfattet af afviklingskoncernen, ligesom afviklingsplanen skal angive den eller de virksomheder eller enheder i afviklingskoncernen, der er en afviklingsenhed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11.

Efter § 272 i lov om finansiel virksomhed skal Finanstilsynet i nogle nærmere angivne situationer og uden ugrundet ophold nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter i et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I til egentlige kernekapitalinstrumenter.

Det samme gør sig gældende for koncerner, hvilket følger af § 273 i lov om finansiel virksomhed.

Det følger af § 17, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at Finansiel Stabilitet skal nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter i en virksomhed eller enhed til egentlige kernekapitalinstrumenter, når betingelserne for afvikling er opfyldt.

Med det foreslåede § 17, stk. 1, 2. pkt., i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. lovforslagets § 2, nr. 15, skal Finansiel Stabilitet endvidere nedskrive eller konvertere en række nedskrivningsegnede forpligtelser, når den virksomhed eller enhed, som er under afvikling eller restrukturering, er en dattervirksomhed til en afviklingsenhed.

Finansiel Stabilitet kan således anvende §§ 17 og 18 over for virksomheder eller enheder, der opfylder afviklingsbetingelserne i § 4.

Med BRRD II-direktivets ændringer af reglerne om nedskrivningsegnede passiver og indførelsen af begreberne afviklingskoncern og afviklingsenhed vil der være afviklingsstrategier i afviklingsplanerne, hvorefter afviklingsforanstaltningerne skal anvendes på afviklingsenheden, mens nogle tab i en dattervirksomhed efter omstændighederne skal absorberes ved de interne krav til nedskrivningsegnede passiver, uanset om dattervirksomheden opfylder afviklingsbetingelserne i § 4.

For at sikre, at Finansiel Stabilitet har beføjelserne til at gennemføre afviklingsplanen for en afviklingskoncern og dermed håndtere andre enheder i afviklingskoncernen mest hensigtsmæssigt, foreslås det at udvide Finansiel Stabilitets mulighed for at anvende §§ 17 og 18.

Det foreslås, at § 18 a indsættes i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, hvorefter §§ 17 og 18 finder anvendelse over for virksomheder eller enheder, der ikke opfylder betingelserne for afvikling, jf. § 4, når fire betingelser, som er oplistet i nr. 1-4, er opfyldt.

Det foreslås i § 18 a, nr. 1, at virksomheden eller enheden indgår i en afviklingskoncern.

Det betyder, at der skal være tale om en virksomhed, f.eks. en dattervirksomhed i koncern, hvor det i afviklingsplanen er forudsat, at der skal anvendes en koncernspecifik afviklingsstrategi, og den pågældende virksomhed eller enhed indgår heri.

Det foreslås i § 18 a, nr. 2, at virksomheden eller enheden ikke selv er en afviklingsenhed, men er en dattervirksomhed til en afviklingsenhed.

Den pågældende virksomhed er således ikke udpeget til at være afviklingsenhed i koncernafviklingsplanen for afviklingskoncernen, som er udarbejdet i henhold til § 260 i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås i § 18 a, nr. 3, at afviklingsenheden opfylder betingelserne for afvikling, jf. § 4, eller opfylder tilsvarende betingelser for afvikling i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Det første led indebærer, at afviklingsenheden i henhold til afviklingsplanen skal være nødlidende eller forventeligt nødlidende, at der ikke umiddelbart vil være andre løsninger på afviklingsenhedens situation, og at afvikling er vurderet til at være i offentlighedens interesse.

Det andet led betyder, at en afviklingsenhed i henhold til en afviklingsplan også kan være en enhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, hvorefter det vil være afviklingsbetingelserne i det pågældende lands lovgivning, der skal være opfyldt, førend bestemmelsen i nærværende lov kan finde anvendelse.

Bestemmelsen vil skulle finde anvendelse i den situation, hvor en afviklingsenhed ikke har hjemsted i Danmark, men har en dattervirksomhed i Danmark.

Endelig foreslås det i § 18 a, nr. 4, at virksomheden eller enheden ikke vil være levedygtig, jf. § 272, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, medmindre beføjelsen anvendes.

Bestemmelsen skal sikre, at der kan foretages de nødvendige indgreb over for en dattervirksomhed, der isoleret set er levedygtig, men som følge af forholdene i afviklingsenheden ikke vil have udsigt til at kunne opretholde den økonomiske situation.

Det vil således skulle vurderes, at dattervirksomheden eller enheden ikke længere vil være levedygtig, og dermed vil være nødlidende eller forventeligt nødlidende, hvis ikke beføjelsen anvendes.

Bestemmelsen skal samtidig sikre, at hvis den eneste afviklingsforanstaltning, der er nødvendig at gennemføre i virksomheden eller enheden for at kunne gennemføre afviklingsstrategien, er nedskrivning eller konvertering i medfør af §§ 17 og 18, så er det ikke nødvendigt at skulle erklære dattervirksomheden eller enheden nødlidende og tage den under egentlig afvikling.

Med den foreslåede bestemmelse vil Finansiel Stabilitet kunne nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser omfattet af den foreslåede § 267 e, stk. 1, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 80, undtaget betingelsen i den foreslåede § 267 e, stk. 1, nr. 4, litra b, i lov om finansiel virksomhed om en restløbetid på mindst ét år, i en virksomhed eller enhed, når denne virksomhed eller enhed indgår i en afviklingskoncern, men ikke selv er en afviklingshed.

Nedskrivning eller konvertering efter den foreslåede § 18 a vil skulle foretages på grundlag af en værdiansættelse af virksomhedens aktiver og passiver i overensstemmelse med kapitel 3 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. § 17, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Med lovforslagets § 2, nr. 19, foreslås der indført en ny § 17, stk. 5, som indebærer, at Finansiel Stabilitet skal sikre, at tabet ved en nedskrivning eller konvertering i en dattervirksomhed videregives til afviklingsenheden i de tilfælde, hvor de relevante kapitalinstrumenter eller de nedskrivningsegnede forpligtelser ejes af afviklingsenheden indirekte gennem andre virksomheder i afviklingskoncernen.

Finansiel Stabilitet vil også skulle sikre dette i de tilfælde, hvor Finansiel Stabilitet nedskriver eller konverterer i medfør af den foreslåede § 18 a, jf. § 17, og de pågældende relevante kapitalinstrumenter eller nedskrivningsegnede forpligtelser er ejet af afviklingsenheden på indirekte vis gennem andre virksomheder i afviklingskoncernen.

Med ændringen implementeres dele af artikel 1, nr. 23, i BRRD II-direktivet, som gennemfører ændringer af artikel 59 i BRRD-direktivet.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Til nr. 23 (§ 22, stk. 2, nr. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Det følger af § 22, stk. 2, nr. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at et broinstitut ophører med at være broinstitut, når broinstituttet ikke længere opfylder kravene i § 2, nr. 6.

Med lovforslagets § 2, nr. 4-7, foreslås det at indsætte nye definitioner af henholdsvis en afviklingsenhed, en afviklingskoncern og nedskrivningsegnede forpligtelser.

Der henvises til de enkelte bemærkninger for de enkelte numre for nærmere beskrivelse.

Som følge heraf foreslås det at ændre § 22, stk. 2, nr. 1, ved at ændre henvisningen til § 2, nr. 6, til § 2, nr. 8.

Den foreslåede ændring af § 22, stk. 2, nr. 1, er således en konsekvensændring som følge af ændringen af § 17, jf. lovforslagets § 2, nr. 4-7.

Til nr. 24 (§ 25, stk. 3, nr. 6, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Det følger af § 25, stk. 1, 1. pkt., at bail-in kan anvendes på alle den pågældende virksomheds eller enheds ikkeefterstillede forpligtelser samt efterstillede gældsforpligtelser, der ikke er nedskrevet eller konverteret i medfør af §§ 17 og 18, og skal ske i overensstemmelse med konkursordenen, jf. denne lovs § 13 og konkurslovens kapitel 10, jf. dog stk. 3 og 4.

Af § 25, stk. 3, følger det, at bail-in ikke kan gennemføres i forhold til en række forpligtelser, herunder forpligtelser med en resterende løbetid på mindre end 7 dage over for registrerede systemer, jf. kapitel 32 i lov om kapitalmarkeder, eller operatører af sådanne systemer eller deres deltagere, som er en følge af deltagelse i et sådant system.

Bestemmelsen sikrer bl.a., at den daglige clearing og afvikling af betalinger (sumclearing) kan opretholdes, og at kendte forpligtelser med en resterende løbetid på under 7 dage ikke skal udskilles fra betalingssystemer m.v., når virksomheden eller enheden afvikles ved brug af bail-in.

Det foreslås i § 25, stk. 3, nr. 6, at indsætte ”eller centrale modparter (CCP’er) eller tredjelandes centrale modparter, der er anerkendt af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed i henhold til artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre”.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen medfører, at der ikke kan gennemføres bail-in på forpligtelser med en restløbetid på mindre end 7 dage over for CCP’er.

Det omfatter både CCP’er med hjemsted inden for EU og tredjelandes centrale modparter, der er anerkendt af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed i henhold til artikel 25 i forordning (EU) nr. 648/2012.

Med ændringen implementeres dele af artikel 1, nr. 15, i BRRD II-direktivet, som gennemfører ændringer af artikel 44 i BRRD-direktivet.

Til nr. 25 (§ 25, stk. 3, nr. 8, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Det følger af § 25, stk. 1, 1. pkt., at bail-in kan anvendes på alle den pågældende virksomheds eller enheds ikkeefterstillede forpligtelser samt efterstillede gældsforpligtelser, der ikke er nedskrevet eller konverteret i medfør af §§ 17 og 18, og skal ske i overensstemmelse med konkursordenen, jf. denne lovs § 13 og konkurslovens kapitel 10, jf. dog stk. 3 og 4.

Det følger endvidere af § 25, stk. 3, at der ikke kan gennemføres bail-in i forhold til en række forpligtelser, herunder bl.a. dækkede indskud og sikrede forpligtelser.

Det foreslås at indsætte et nr. 8 i § 25, stk. 3 , hvorefter der ikke kan ske bail-in af forpligtelser over for virksomheder eller enheder, som indgår i samme afviklingskoncern uden selv at være afviklingsenheder, medmindre disse er efterstillet simple fordringer i medfør af § 97 i konkursloven.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at hvis afviklingsplanen har identificeret en afviklingskoncern, så vil der ikke – i tilfælde af at koncernen tages under afvikling, og der gennemføres bail-in i afviklingsenheden – kunne gennemføres bail-in på forpligtelser over for andre virksomheder eller enheder i afviklingskoncernen, der ikke selv er afviklingsenheder.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at der kan gennemføres en hensigtsmæssig afvikling eller restrukturering af en afviklingskoncern, hvor koncernen kan holdes samlet, når dette i afviklingsplanen er vurderet mest hensigtsmæssigt for at kunne opfylde afviklingsmålene.

Hvis der gennemføres bail-in på forpligtelser inden for en afviklingskoncern, hvor formålet med afviklingsstrategien er at bevare koncernen samlet, kan konsekvensen være, at andre enheder i koncernen bliver nødlidende, hvorved den foretrukne strategi i afviklingsplanen ikke kan gennemføres.

Med ændringen implementeres dele af artikel 1, nr. 23, i BRRD II-direktivet, som gennemfører ændringer af artikel 59 i BRRD-direktivet.

Til nr. 26 (§ 26, stk. 1, nr. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

§ 26 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder omhandler anvendelse af Afviklingsformuen i de tilfælde, hvor Finansiel Stabilitet har udelukket forpligtelser fra bail-in.

Det følger af § 26, stk. 1, nr. 1, at når Finansiel Stabilitet har udelukket en forpligtelse eller kategori af forpligtelser fra bail-in i medfør af § 25, stk. 4, kan der ydes bidrag fra Afviklingsformuen ved at dække eventuelle tab, der ikke er absorberet af nedskrivningsegnede passiver, og genoprette nettoværdien af virksomheden eller enheden under afvikling til nul.

Det foreslås at ændre bestemmelsen, således at der fremadrettet kan ydes bidrag fra Afviklingsformuen til at dække eventuelle tab, der ikke er dækket ved nedskrivning eller konvertering som følge af udelukkelsen fra bail-in, jf. § 25, stk. 4, og genoprette nettoværdien af virksomheden eller enheden under afvikling til nul.

§ 26, stk. 1, nr. 1, implementerer artikel 44, stk. 4, i BRRD.

Artikel 44, stk. 4, i BRRD er ændret med artikel 1, nr. 15, litra c, i BRRD II, hvorved henvisningen i artikel 44, stk. 4, til nedskrivningsrelevante passiver ændres til passiver, der er omfattet af bail-in.

Med BRRD II ændres også definitionen af begrebet nedskrivningsrelevante passiver, således at de passiver, som betegnes som sådan i BRRD, betegnes passiver, der er omfattet af bail-in i BRRD II.

Den ændrede definition indebærer således ikke en indholdsmæssig ændring.

Den foreslåede ændring af § 26, stk. 1, nr. 1, indebærer både en mere direktivnær implementering af artikel 44, stk. 4, og en implementering af artikel 1, nr. 15, litra c, i BRRD II.

Nedskrivningsegnede passiver udgør kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede forpligtelser, jf. § 267 i lov om finansiel virksomhed og dette lovforslags § 1, nr. 80.

Artikel 44, stk. 4, i BRRD omfatter passiver omfattet af bail-in, hvilket er et bredere anvendelsesområde end nedskrivningsegnede passiver omfattet af bail-in.

Med den foreslåede ændring tilpasses anvendelsesområdet for § 26, stk. 1, nr. 1, til det, som følger af artikel 44, stk. 4.

Samtidig tager ændringen højde for de nye definitioner i BRRD II, hvorved artikel 1, nr. 15, litra c, i BRRD II implementeres.

Med ændringen af § 26, stk. 1, nr. 1, fremgår det klart af bestemmelsen, at de tab, som Afviklingsformuen kan anvendes til at dække i medfør af bestemmelsen, er tab som følge af, at Finansiel Stabilitet har udelukket visse forpligtelser fra bail-in, og dermed, at de pågældende forpligtelser som følge heraf ikke er nedskrevet eller konverteret i forbindelse med Finansiel Stabilitets anvendelse af bail-in, jf. § 25.

Finansiel Stabilitet kan anvende bail-in til tabsabsorbering og til at rekapitalisere en virksomhed eller enhed under afvikling, jf. § 24 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Bail-in kan anvendes på den pågældende virksomheds eller enheds ikkeefterstillede forpligtelser samt efterstillede gældsforpligtelser, der ikke er nedskrevet eller konverteret i medfør af §§ 17 og 18 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Bail-in indebærer nedskrivning af forpligtelserne eller konvertering af forpligtelserne til egenkapital.

Det følger af § 25, stk. 4, at Finansiel Stabilitet i særlige tilfælde kan vælge helt eller delvist at undlade at foretage bail-in af visse af de ikke-efterstillede forpligtelser eller en kategori heraf.

I disse tilfælde kan Afviklingsformuen yde bidrag, jf. § 26, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Til nr. 27 (§ 26, stk. 2, nr. 1 og 2, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

§ 26 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder omhandler anvendelse af Afviklingsformuen i de tilfælde, hvor Finansiel Stabilitet har udelukket forpligtelser fra bail-in.

I disse tilfælde forudsætter anvendelse af Afviklingsformuen, at mindst 8 pct. af de samlede passiver nedskrives eller konverteres på overtagelsestidspunktet, jf. § 26, stk. 2, nr. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Endvidere må bidraget fra Afviklingsformuen ikke overstige 5 pct. af de samlede passiver, jf. § 26, stk. 2, nr. 2, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det foreslås at ændre ”passiver” til ”forpligtelser og kapitalgrundlag”.

Herefter vil bestemmelsens anvendelse forudsætte, at mindst 8 pct. af virksomhedens samlede forpligtelser og kapitalgrundlag er nedskrevet eller konverteret på overtagelsestidspunktet, samt at bidraget fra Afviklingsformuen ikke overstiger 5 pct. af virksomhedens samlede forpligtelser og kapitalgrundlag.

§ 26 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder implementerer artikel 44, stk. 5, i BRRD.

Ifølge den danske sprogversion af direktivet skal de ovenfor nævnte procentsatser udgøre en andel af virksomhedens passiver.

Den foreslåede ændring af § 26, stk. 1, nr. 1 og 2, foreslås på baggrund af den engelske sprogversion af direktivet.

Ifølge den engelske sprogversion skal de nævnte procentsatser udgøre en andel af virksomhedens ”total liabilities, including own funds”.

Betegnelsen ”samlede forpligtelser og kapitalgrundlag” vurderes at være en mere korrekt oversættelse heraf.

Med samlede forpligtelser forstås summen af forpligtelser opgjort i overensstemmelse med §§ 19-24 i bekendtgørelse om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl. samt poster efter § 25 i samme bekendtgørelse, som ikke er omfattet af kapitalgrundlaget.

Kapitalgrundlag forstås i overensstemmelse med § 126 a, stk. 9, § 126 b, stk. 1, artikel 4, stk. 1, nr. 118, i CRR og regler fastsat i medfør af § 126 b, stk. 5, og § 128, stk. 3 og 4, i lov om finansiel virksomhed.

Den foreslåede ændring af ordlyden af § 26, stk. 2, nr. 1 og 2, har således til formål at sikre en mere direktivnær implementering af artikel 44, stk. 5, i BRRD.

Ændringen indebærer en mindre indholdsmæssig forskel svarende til forskellen mellem den opgjorte egenkapital og kapitalgrundlaget.

Nedskrivning eller konvertering af 8 pct. af virksomhedens samlede forpligtelser og kapitalgrundlag vil således potentielt udgøre en mindre nedskrivning eller konvertering end en nedskrivning eller konvertering af 8 pct. af virksomhedens passiver.

På samme måde vil et bidrag fra Afviklingsformuen på 5 pct. af en virksomheds samlede passiver som udgangspunkt være større end et bidrag på 5 pct. af virksomhedens samlede forpligtelser og kapitalgrundlag.

Til nr. 28 (§ 31, stk. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Af § 31, stk. 1, følger det, at en afviklingsforanstaltning truffet i medfør af denne lov ikke i sig selv udgør en fyldestgørelsesgrund som defineret i § 5, nr. 6, i lov om kapitalmarkeder eller en insolvensbehandling som defineret i § 5, nr. 7, i lov om kapitalmarkeder, såfremt virksomheden eller enheden fortsat opfylder kontraktens væsentlige forpligtelser, herunder betalings- og leveringsforpligtelser samt krav om sikkerhedsstillelse.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at Finansiel Stabilitets iværksættelse af en afviklingsforanstaltning ikke bringer virksomhedens eller enhedens drift til ophør, som følge af at alle eller en stor del af virksomhedens eller enhedens kontrakter rammes af indsigelser.

Af § 31, stk. 4, følger det, at en suspension eller begrænsning i medfør af §§ 32-34 ikke udgør misligholdelse af en forpligtelse, jf. stk. 1-3.

Det foreslås at ændre § 31, stk. 4, ved at indsætte en henvisning til § 4 a i lovbestemmelsens ordlyd.

Bestemmelsen vil dermed fremover henvise til §§ 4 a og 32-34.

Med bestemmelsen sikres det, at modparten ikke kan betragte en suspension efter den foreslåede § 4 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 10, som misligholdelse.

Suspension efter den foreslåede § 4 a vil ske på et tidligere tidspunkt end i dag, nemlig allerede fra det tidspunkt, hvor virksomheden vurderes at være nødlidende eller forventeligt nødlidende, og hvor der ikke er udsigt til private løsninger, der kan løse den økonomiske situation.

Med ændringen implementeres dele af artikel 1, nr. 29, i BRRD II-direktivet, som gennemfører ændringer af artikel 68 i BRRD-direktivet.

Til nr. 29 (§ 32, stk. 1, 1. pkt., i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Det følger af § 32, stk. 1, 1. pkt., at Finansiel Stabilitet kan suspendere enhver forfalden betalings- og leveringsforpligtelse i henhold til en kontrakt, som en virksomhed eller enhed under afvikling har indgået, jf. dog stk. 4.

Det foreslås, at ”forfalden” udgår af § 32, stk. 1, 1. pkt.

Det foreslås dels at ændre bestemmelsen, så der ikke er krav om, at en betalings- eller leveringsforpligtelse skal være forfalden, før Finansiel Stabilitet kan gøre brug af beføjelsen, dels at tydeliggøre, at suspension også kommer til at omfatte berettiget indskud, modsat hvad der følger af gældende ret, jf. den foreslåede ændring i lovforslagets § 2, nr. 30.

Med ændringen implementeres dele af artikel 69 i BRRD-direktivet.

Til nr. 30 (§ 32, stk. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Det følger af § 32, stk. 1, at Finansiel Stabilitet kan suspendere enhver forfalden betalings- og leveringsforpligtelse i henhold til en kontrakt, som en virksomhed eller enhed under afvikling har indgået, jf. dog stk. 4.

Suspensionen løber fra offentliggørelsen af meddelelse om suspension, jf. § 50, til udløbet af den første hverdag herefter.

Af § 32, stk. 4, følger det, at suspension af betalings- eller leveringsforpligtelser i medfør af stk. 1 ikke finder anvendelse på berettigede indskud, betalings- og leveringsforpligtelser over for betalingssystemer og clearingcentraler, der i medfør af artikel 10, 1. afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer med senere ændringer er anmeldt til Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed, operatører af sådanne systemer, centrale modparter og centralbanker og krav omfattet af § 11 i lov om en indskyder- og investorgarantiordning.

Det foreslås at nyaffatte stk. 4, så der ikke kan foretages suspension i medfør af stk. 1 i relation til kontrakter indgået med en nærmere angivet kontraktparter.

Efter stk. 4, nr. 1, kan der ikke foretages suspension i relation til kontrakter indgået med systemer og operatører af systemer, der er udpeget som sådan i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer.

Efter stk. 4, nr. 2, kan der ikke foretages suspension i relation til kontrakter indgået med centrale modparter (CCP’er), og tredjelandes centrale modparter, der er anerkendt af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed i henhold til artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre.

Med centrale modparter forstås som defineret i lov om kapitalmarkeder.

Efter stk. 4, nr. 3, kan der ikke foretages suspension i relation til kontrakter indgået med centralbanker.

Af hensyn til vigtigheden af, at den finansielle infrastruktur ikke forstyrres, er det hensigtsmæssigt ikke at lade suspensionsbeføjelsen efter stk. 1 gælde for de nævnte typer.

Derved sikres, at suspension over for en virksomhed eller enhed, der er omfattet af stk. 1, ikke griber forstyrrende ind i den finansielle infrastruktur generelt, herunder afviklingen af værdipapirhandler.

Med ændringen implementeres dele af artikel 1, nr. 30, i BRRD II-direktivet, som gennemfører ændringer af artikel 69 i BRRD-direktivet.

I modsætning til den gældende § 32, stk. 4, hvor suspension af betalings- eller leveringsforpligtelser ikke kan finde anvendelse på berettiget indskud, vil dette være muligt med den foreslåede bestemmelse.

Det følger af BRRD II-direktivet, at medlemsstaterne kan fastsætte, at hvis beføjelsen til at suspendere betalings- eller leveringsforpligtelser udøves i forbindelse med berettigede indskud, sikrer afviklingsmyndighederne, at indskyderne har adgang til et passende dagligt beløb fra disse indskud.

Denne mulighed for at fastsætte krav herom er ikke udnyttet ved implementeringen af BRRD II-direktivet i dette lovforslag.

Årsagen hertil er, at en suspension efter stk. 1 vil være tiltænkt at have virkning i en meget begrænset periode.

Til nr. 31 (§ 33, stk. 2, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Det følger af den gældende § 33, stk. 2, at muligheden for suspension i medfør af stk. 1 ikke gælder for sikkerheder stillet over for betalingssystemer og clearingcentraler, der i medfør af artikel 10, 1. afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer med senere ændringer er anmeldt til Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed, operatører af sådanne systemer, centrale modparter og centralbanker.

Det foreslås at nyaffatte § 33, stk. 2, sådan at muligheden for suspension i medfør af stk. 1 ikke gælder for sikkerheder stillet over for en nærmere angivet kontraktpart.

Efter stk. 2, nr. 1, kan der ikke foretages suspension i relation til sikkerheder stillet over for systemer og operatører af systemer, der er udpeget som sådan i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer.

Efter stk. 2, nr. 2, kan der ikke foretages suspension i relation til sikkerheder stillet over for centrale modparter (CCP’er), og tredjelandes centrale modparter, der er anerkendt af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed i henhold til artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre.

Med centrale modparter forstås som defineret i lov om kapitalmarkeder.

Efter stk. 2, nr. 3, kan der ikke foretages suspension i relation til sikkerheder stillet over for centralbanker.

Af hensyn til vigtigheden af, at den finansielle infrastruktur ikke forstyrres, er det hensigtsmæssigt ikke at lade suspensionsbeføjelsen efter stk. 1 gælde for de nævnte typer.

Derved sikres, at suspension over for en virksomhed eller enhed, der er omfattet af stk. 1, ikke griber forstyrrende ind i den almindelige afvikling af værdipapirhandler.

Med ændringen implementeres dele af artikel 1, nr. 31, i BRRD II-direktivet, som gennemfører ændringer af artikel 70 i BRRD-direktivet.

Til nr. 32 (§ 34, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Det følger af § 34, stk. 1, 1. pkt., at Finansiel Stabilitet kan suspendere kontraktlige ophørsrettigheder, jf. dog § 35, over for kontraktparter, der har kontrakt med en virksomhed eller enhed under afvikling, og virksomhedens eller enhedens datterselskaber, jf. dog stk. 2.

Det følger af § 34, stk. 3, at muligheden for suspension i medfør af stk. 1 og 2 gælder ikke over for betalingssystemer og clearingcentraler, der i medfør af artikel 10, 1. afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer med senere ændringer er anmeldt til Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed, operatører af sådanne systemer, centrale modparter og centralbanker.

Det foreslås at nyaffatte § 34, stk. 3, sådan at muligheden for suspension i medfør af stk. 1 og 2 ikke finder anvendelse over for en nærmere angivet kontraktparter.

Efter stk. 3, nr. 1, kan der ikke foretages suspension af kontraktlige ophørsrettigheder over for systemer og operatører af systemer, der er udpeget som sådan i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer.

Efter stk. 2, nr. 2, kan der ikke foretages suspension af kontraktlige ophørsrettigheder over for centrale modparter (CCP’er) og tredjelandes centrale modparter, der er anerkendt af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed i henhold til artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre.

Med centrale modparter forstås som defineret i lov om kapitalmarkeder.

Efter stk. 2, nr. 3, kan der ikke foretages suspension af kontraktlige ophørsrettigheder over for centralbanker.

Af hensyn til vigtigheden af, at den finansielle infrastruktur ikke forstyrres, er det hensigtsmæssigt ikke at lade suspensionsbeføjelsen efter stk. 1 gælde for de nævnte typer.

Derved sikres, at suspension over for en virksomhed eller enhed, der er omfattet af stk. 1, ikke griber forstyrrende ind i den finansielle infrastruktur generelt, herunder afviklingen af værdipapirhandler.

Med ændringen implementeres dele af artikel 1, nr. 32, i BRRD II-direktivet, som gennemfører ændringer af artikel 71 i BRRD-direktivet.

Til nr. 33 (§ 42, stk. 1, nr. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Det følger af § 42, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at Finansiel Stabilitet kan anvende de nødvendige beføjelser for at iværksætte og gennemføre afviklingsforanstaltninger over for virksomheder og enheder, der opfylder betingelserne for afvikling.

Bestemmelsen indeholder en opremsning af afviklingsbeføjelser, som navnlig vil kunne anvendes, og angiver, at anvendelsen kan ske enten enkeltvis eller kombineret.

Bestemmelsen er i høj grad en opsummering af de beføjelser, der er nødvendige for at kunne gennemføre de afviklingsforanstaltninger, der følger af loven.

§ 42, stk. 1, nr. 4, vedrører nedskrivning af hovedstolen eller det udestående beløb, der skal erlægges i forhold til de nedskrivningsegnede passiver i en virksomhed eller enhed under afvikling, jf. §§ 17, 18 og 24-28.

Finansiel Stabilitet kan nedskrive relevante kapitalinstrumenter efter §§ 17 og 18 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Finansiel Stabilitet kan nedskrive forpligtelser som led i anvendelsen af bail-in, jf. §§ 24-28 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Der foreslås to ændringer til § 42, stk. 1, nr. 4.

Det foreslås for det første, at henvisningen til, at de nævnte passiver skal være nedskrivningsegnede, udgår.

Nedskrivningsegnede passiver udgør kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede forpligtelser, jf. § 267 i lov om finansiel virksomhed og dette lovforslags § 1, nr. 80.

§ 42, stk. 1, nr. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder implementerer artikel 63, stk. 1, litra e, i BRRD.

Artikel 63, stk. 1, litra e, i BRRD vedrører nedskrivning i relation til nedskrivningsrelevante passiver.

Artikel 63, stk. 1, litra e, er ændret med artikel 1, nr. 27, i BRRD II, som indebærer, at henvisningen i bestemmelsen til nedskrivningsrelevante passiver ændres til passiver, der er omfattet af bail-in.

Med BRRD II ændres også definitionen af begrebet nedskrivningsrelevante passiver, således at de passiver, som betegnes som sådan i BRRD, betegnes passiver, der er omfattet af bail-in i BRRD II.

Den ændrede definition indebærer således ikke en indholdsmæssig ændring.

Passiver omfattet af bail-in er et bredere anvendelsesområde end nedskrivningsegnede passiver omfattet af bail-in.

Med den foreslåede ændring tilpasses § 42, stk. 1, nr. 4, så bestemmelsen afspejler det anvendelsesområde, som følger af artikel 63, stk. 1, litra e, og de beføjelser om nedskrivning, som bestemmelsen henviser til.

Samtidig tager ændringen højde for de nye definitioner i BRRD II, hvorved artikel 1, nr. 27, i BRRD II implementeres.

Den foreslåede ændring af § 42, stk. 1, nr. 4, indebærer således både en mere direktivnær implementering af artikel 63, stk. 1, litra e, og en implementering af artikel 1, nr. 27, i BRRD II.

§ 42, stk. 1, nr. 4, vil i den ændrede form fortsat omfatte en henvisning til beføjelsen til at nedskrive relevante kapitalinstrumenter i medfør af §§ 17 og 18 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, som implementerer artikel 59 i BRRD.

Det foreslås endvidere at tilføje en henvisning til, at Finansiel Stabilitet i medfør af dette lovforslags § 2, nr. 22 vil kunne nedskrive relevante kapitalinstrumenter og visse nedskrivningsegnede forpligtelser i en virksomhed eller enhed, som ikke selv er under afvikling, men som er dattervirksomhed eller -enhed til en afviklingsenhed under afvikling.

Der henvises til den foreslåede § 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. dette lovforslags § 2, nr. 22

Ændringen er således en konsekvens af tilføjelsen af en ny beføjelse i § 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Med ændringen tilføjes den nye beføjelse til opsummeringen af relevante beføjelser i § 42.

Ændringen indebærer endvidere, at det klart fremgår, at heller ikke i relation til beføjelsen i medfør af den foreslåede § 18 a er Finansiel Stabilitet underlagt nogen krav om godkendelse eller samtykke eller proceduremæssige krav om forudgående underretning, jf. § 42, stk. 2, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Til nr. 34 (§ 42, stk. 1, nr. 5, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Det følger af § 42, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at Finansiel Stabilitet kan anvende de nødvendige beføjelser for at iværksætte og gennemføre afviklingsforanstaltninger over for virksomheder og enheder, der opfylder betingelserne for afvikling.

Bestemmelsen indeholder en opremsning af afviklingsbeføjelser, som navnlig vil kunne anvendes, og angiver, at anvendelsen kan ske enten enkeltvis eller kombineret.

Bestemmelsen er i høj grad en opsummering af de beføjelser, der er nødvendige for at kunne gennemføre de afviklingsforanstaltninger, der følger af loven.

§ 42, stk. 1, nr. 5, vedrører konvertering af nedskrivningsegnede passiver i en virksomhed eller enhed under afvikling til ejerskabsinstrumenter i virksomheden eller enheden, en modervirksomhed eller et broinstitut, hvortil aktiverne, rettighederne eller forpligtelserne overdrages, jf. §§ 17, 18 og 24-28.

Nedskrivningsegnede passiver udgør kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede forpligtelser.

Finansiel Stabilitet kan konvertere relevante kapitalinstrumenter efter §§ 17 og 18.

Finansiel Stabilitet kan konvertere forpligtelser som led i anvendelsen af bail-in, jf. §§ 24-28.

Det foreslås at nyaffatte § 42, stk. 1, nr. 5, således at bestemmelsen fremadrettet vil vedrøre konvertering af passiver i en virksomhed eller enhed under afvikling eller en dattervirksomhed til en virksomhed eller enhed under afvikling til ejerskabsinstrumenter i virksomheden, enheden, dattervirksomheden eller -enheden, en modervirksomhed eller et broinstitut, hvortil aktiverne, rettighederne eller forpligtelserne overdrages, jf. §§ 17, 18, 18 a og 24-28.

Nyaffattelsen indebærer tilføjelse af en henvisning til, at Finansiel Stabilitet i medfør af dette lovforslags § 2, nr. 22, også vil kunne nedskrive relevante kapitalinstrumenter og visse nedskrivningsegnede forpligtelser i en virksomhed eller enhed, som ikke selv er under afvikling, men som er dattervirksomhed eller -enhed til en afviklingsenhed under afvikling.

Der henvises til den foreslåede § 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. dette lovforslags § 2, nr. 22.

Nyaffattelsen er således en konsekvens af tilføjelsen af en ny beføjelse i § 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Beføjelserne nævnt i § 42, stk. 1, nr. 5, skal ses i lyset af anvendelsesområdet for de enkelte foranstaltninger, således at f.eks. beføjelser, der anvendes til gennemførelse af bail-in, ikke kan anvendes på realkreditinstitutter.

Tilføjelsen af henvisningen til den foreslåede § 18 a indebærer, at det klart fremgår, at heller ikke i relation til beføjelsen i medfør af den foreslåede § 18 a er Finansiel Stabilitet underlagt nogen krav om godkendelse eller samtykke eller proceduremæssige krav om forudgående underretning, jf. § 42, stk. 2, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, ligesom Finansiel Stabilitet kan udøve beføjelsen uanset de begrænsninger eller samtykkekrav, der ellers måtte finde anvendelse i relation til overførslen, jf. § 42, stk. 3.

Nyaffattelsen indebærer yderligere én ændring, som har til formål at implementere artikel 1, nr. 27, i BRRD II og sikre en mere direktivnær implementering af artikel 63, stk. 1, litra f, i BRRD.

§ 42, stk. 1, nr. 5, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder implementerer artikel 63, stk. 1, litra f, i BRRD.

Artikel 63, stk. 1, litra f, i BRRD vedrører nedskrivning i relation til nedskrivningsrelevante passiver.

Artikel 63, stk. 1, litra f, er ændret med artikel 1, nr. 27, i BRRD II, som indebærer, at henvisningen i bestemmelsen til nedskrivningsrelevante passiver ændres til passiver, der er omfattet af bail-in.

Med BRRD II ændres også definitionen af begrebet nedskrivningsrelevante passiver, således at de passiver, som betegnes som sådan i BRRD, betegnes passiver, der er omfattet af bail-in i BRRD II.

Den ændrede definition indebærer således ikke en indholdsmæssig ændring.

Passiver omfattet af bail-in er et bredere anvendelsesområde end nedskrivningsegnede passiver omfattet af bail-in.

Med nyaffattelsen tilpasses § 42, stk. 1, nr. 5, så bestemmelsen afspejler det anvendelsesområde, som følger af artikel 63, stk. 1, litra f, i BRRD, og de beføjelser om konvertering, som bestemmelsen henviser til.

Samtidig tager ændringen højde for de nye definitioner i BRRD II, hvorved artikel 1, nr. 27, i BRRD II implementeres.

Med nyaffattelsen af § 42, stk. 1, nr. 5, sikres både en mere direktivnær implementering af artikel 63, stk. 1, litra f, og en implementering af artikel 1, nr. 27, i BRRD II.

Endvidere vil § 42, stk. 1, nr. 5, i den nyaffattede form fortsat omfatte en henvisning til beføjelsen til at konvertere relevante kapitalinstrumenter i medfør af §§ 17 og 18 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, som implementerer artikel 59 i BRRD.

Til nr. 35 (§ 42, stk. 1, nr. 6, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Det følger af § 42, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at Finansiel Stabilitet kan anvende de nødvendige beføjelser for at iværksætte og gennemføre afviklingsforanstaltninger over for virksomheder og enheder, der opfylder betingelserne for afvikling.

Bestemmelsen indeholder en opremsning af afviklingsbeføjelser, som navnlig vil kunne anvendes, og angiver, at anvendelsen kan ske enten enkeltvis eller kombineret.

Bestemmelsen er i høj grad en opsummering af de beføjelser, der er nødvendige for at kunne gennemføre de afviklingsforanstaltninger, der følger af loven.

§ 42, stk. 1, nr. 6, vedrører annullation af gældsinstrumenter, der er udstedt af en virksomhed eller enhed under afvikling, jf. §§ 17, 18 og 24-28, dog ikke forpligtelser undtaget fra bail-in.

Finansiel Stabilitet kan nedskrive relevante kapitalinstrumenter efter §§ 17 og 18.

Finansiel Stabilitet kan nedskrive forpligtelser som led i anvendelsen af bail-in, jf. §§ 24-28.

Annullation af gældsinstrumenter kan anvendes ved en nedskrivning efter disse bestemmelser i de tilfælde, hvor gældsinstrumentet nedskrives fuldt ud.

Det foreslås at tilføje en henvisning til, at Finansiel Stabilitet i medfør af dette lovforslags § 2, nr. 21, også vil kunne nedskrive relevante kapitalinstrumenter og visse nedskrivningsegnede forpligtelser i en virksomhed eller enhed, som ikke selv er under afvikling, men som er dattervirksomhed eller -enhed til en afviklingsenhed under afvikling.

Der henvises til den foreslåede § 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. dette lovforslags § 2, nr. 22.

Ændringen er således en konsekvens af tilføjelsen af en ny beføjelse i § 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Med ændringen vil det fremgå af opsummeringen, at Finansiel Stabilitet også kan anvende beføjelsen til ved en fuldstændig nedskrivning at annullere gældsinstrumenter i relation til en dattervirksomhed eller -enhed til en afviklingsenhed under afvikling.

Ændringen indebærer, at det klart fremgår, at heller ikke i relation til beføjelsen i medfør af den foreslåede § 18 a er Finansiel Stabilitet underlagt nogen krav om godkendelse eller samtykke eller proceduremæssige krav om forudgående underretning, jf. § 42, stk. 2, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, ligesom Finansiel Stabilitet kan udøve beføjelsen uanset de begrænsninger eller samtykkekrav, der ellers måtte finde anvendelse i relation til overførslen, jf. § 42, stk. 3.

Til nr. 36 (§ 44, stk. 1, og § 44, stk. 1, nr. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Det følger af 44, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at når Finansiel Stabilitet nedskriver eller konverterer relevante kapitalinstrumenter, jf. §§ 17 og 18, eller anvender bail-in, jf. §§ 24-28, skal Finansiel Stabilitet iværksætte foranstaltninger i forhold til ejerne af ejerskabsinstrumenterne.

§ 17 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder vedrører nedskrivning og konvertering af relevante kapitalinstrumenter i virksomheder eller enheder, som er under afvikling.

Med lovforslagets § 2, nr. 15, udvides § 17 til i visse tilfælde også at omfatte en række nedskrivningsegnede forpligtelser.

Endvidere foreslås det at indsætte en ny § 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. lovforslagets § 2, nr. 22, der bemyndiger Finansiel Stabilitet til at nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter og de ovennævnte nedskrivningsegnede forpligtelser i en virksomhed eller enhed, som ikke selv er under afvikling, men som er dattervirksomhed eller -enhed til en afviklingsenhed under afvikling

Som følge heraf foreslås det at ændre § 44, stk. 1, og § 44, stk. 1, nr. 1, ved at indsætte nedskrivningsegnede forpligtelser i bestemmelsens ordlyd.

Bestemmelsen vil dermed fremover henvise til nedskrivning og konvertering af både relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser i henhold til § 17.

Endvidere foreslås det at udvide henvisningen i § 44, stk. 1, og § 44, stk. 1, nr. 1, til de bestemmelser, som kan danne grundlag for en nedskrivning eller konvertering, til også at omfatte § 18 a.

De foreslåede ændringer af § 44, stk. 1, og § 44, stk. 1, nr. 1, er således konsekvensændringer som følge af ændringen af § 17, jf. lovforslagets § 2, nr. 15, og tilføjelsen af en ny § 18 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 22.

Til nr. 37 (§ 44, stk. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Det følger af § 44, stk. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at resulterer konverteringen af relevante kapitalinstrumenter eller anvendelsen af bail-in i erhvervelse eller forøgelse af en kvalificeret kapitalandel i en virksomhed eller enhed, og har Finanstilsynet ikke afsluttet den i § 61 i lov om finansiel virksomhed krævede vurdering på datoen for anvendelsen af bail-in eller konverteringen af relevante kapitalinstrumenter, finder bestemmelserne i § 20, stk. 2 og 3, anvendelse på den eventuelle erhvervelse eller forøgelse af den kvalificerede kapitalandel.

§ 17 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder vedrører nedskrivning og konvertering af relevante kapitalinstrumenter i virksomheder eller enheder, som er under afvikling.

Med lovforslagets § 2, nr. 15, udvides § 17 til i visse tilfælde også at omfatte en række nedskrivningsegnede forpligtelser.

Endvidere foreslås det at indsætte en nyn § 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. lovforslagets § 2, nr. 22, der bemyndiger Finansiel Stabilitet til at nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter og de ovennævnte nedskrivningsegnede forpligtelser i en virksomhed eller enhed, som ikke selv er under afvikling, men som er dattervirksomhed eller -enhed til en afviklingsenhed under afvikling

Som følge heraf foreslås det at ændre § 44, stk. 4, ved at indsætte nedskrivningsegnede forpligtelser i bestemmelsens ordlyd.

Bestemmelsen vil dermed fremover henvise til nedskrivning og konvertering af både relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser.

Den foreslåede ændring af § 44, stk. 4, er således en konsekvensændring som følge af ændringen af § 17, jf. lovforslagets § 2, nr. 15, og tilføjelsen af en ny § 18 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 22.

Til nr. 38 (§ 45, stk. 1, og § 46, stk. 1, 1. pkt., i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Det følger af § 45, stk. 1, at når Finansiel Stabilitet konverterer relevante kapitalinstrumenter, jf. § 17, eller anvender bail-in efter § 24, kan der anvendes forskellige konverteringssatser til forskellige kategorier af kapitalinstrumenter og forpligtelser, jf. stk. 2 og 3.

§ 17 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder vedrører nedskrivning og konvertering af relevante kapitalinstrumenter i virksomheder eller enheder, som er under afvikling.

Med lovforslagets § 2, nr. 15, udvides § 17 til i visse tilfælde også at omfatte en række nedskrivningsegnede forpligtelser.

Endvidere foreslås det at indsætte en ny § 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. lovforslagets § 2, nr. 22, der bemyndiger Finansiel Stabilitet til at nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter og de ovennævnte nedskrivningsegnede forpligtelser i en virksomhed eller enhed, som ikke selv er under afvikling, men som er dattervirksomhed eller -enhed til en afviklingsenhed under afvikling.

Som følge heraf foreslås det at ændre § 45, stk. 1 ved at indsætte nedskrivningsegnede forpligtelser i bestemmelsens ordlyd.

Bestemmelsen vil dermed fremover henvise til nedskrivning og konvertering af både relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser i henhold til § 17.

Endvidere foreslås det at udvide henvisningen i § 45, stk. 1, til de bestemmelser, som kan danne grundlag for en nedskrivning eller konvertering, til også at omfatte § 18 a.

De foreslåede ændringer af § 45, stk. 1, er således konsekvensændringer som følge af ændringen af § 17, jf. lovforslagets § 2, nr. 15, og tilføjelsen af en ny § 18 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 22.

Det følger endvidere af § 46, stk. 1, 1. pkt., at når Finansiel Stabilitet nedskriver eller konverterer relevante kapitalinstrumenter, jf. § 17, eller anvender bail-in, jf. § 24, træder nedskrivningen eller konverteringen i kraft og er bindende med øjeblikkelig virkning for virksomheden eller enheden under afvikling samt de berørte ejere af ejerskabsinstrumenter og kreditorer.

§ 17 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder vedrører nedskrivning og konvertering af relevante kapitalinstrumenter i virksomheder eller enheder, som er under afvikling.

Med lovforslagets § 2, nr. 15, udvides § 17 til i visse tilfælde også at omfatte en række nedskrivningsegnede forpligtelser.

Endvidere foreslås det at indsætte en ny § 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. lovforslagets § 2, nr. 22, der bemyndiger Finansiel Stabilitet til at nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter og de ovennævnte nedskrivningsegnede forpligtelser i en virksomhed eller enhed, som ikke selv er under afvikling, men som er dattervirksomhed eller -enhed til en afviklingsenhed under afvikling.

Som følge heraf foreslås det at ændre § 46, stk. 1, 1. pkt., ved at indsætte nedskrivningsegnede forpligtelser i bestemmelsens ordlyd.

Bestemmelsen vil dermed fremover henvise til nedskrivning og konvertering af både relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser i henhold til § 17.

Endvidere foreslås det at udvide henvisningen i § 46, stk. 1, 1. pkt., til de bestemmelser, som kan danne grundlag for en nedskrivning eller konvertering, til også at omfatte § 18 a.

De foreslåede ændringer af § 46, stk. 1, er således konsekvensændringer som følge af ændringen af § 17, jf. lovforslagets § 2, nr. 15, og tilføjelsen af en ny § 18 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 22.

Til nr. 39 (§ 50, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Den følger af § 50, stk. 1, at Finansiel Stabilitet skal sikre, at der foretages fornøden offentliggørelse, når der iværksættes afviklingsforanstaltninger.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at der sker behørig offentliggørelse, når Finansiel Stabilitet iværksætter afviklingsforanstaltninger.

Offentliggørelsen skal således sikre, at de berørte ejere, kreditorer, kunder m.v. får adgang til information om de gennemførte foranstaltninger og konsekvensen heraf.

Den gældende bestemmelse omfatter afviklingsforanstaltninger, som Finansiel Stabilitet iværksætter efter § 4, og regulerer dermed ikke på samme måde, at der ligeledes skal ske behørig offentliggørelse, når der foretages suspension i medfør af § 32 eller den foreslåede § 4 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 10.

Der foreslås at ændre § 50, stk. 1, ved at indsætte suspension i bestemmelsens ordlyd, således, at der ligeledes skal ske offentliggørelse, i tilfælde af at Finansiel Stabilitet udøver beføjelsen til at suspendere en betalings- eller leveringsforpligtelse.

Det følger af den gældende § 50, stk. 2, hvilke oplysninger offentliggørelsen skal indeholde.

Det gælder bl.a., at en offentliggørelse om suspension skal indeholde oplysninger om suspensions- eller begrænsningsvilkår og -periode, som omhandlet i kapitel 5.

Til nr. 40 (§ 51, stk. 1, nr. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

§ 51, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder fastsætter, at hvis nærmere angivne betingelser er opfyldt, kan staten i ekstraordinære tilfælde deltage i afviklingen af en virksomhed eller enhed ved anvendelse af offentlige stabiliseringsinstrumenter med henblik på at opfylde afviklingsmålene, herunder hvis der er ydet bidrag til tabsabsorbering og rekapitalisering på mindst 8 pct. af de samlede passiver ved nedskrivning af ejerskabsinstrumenter, nedskrivning og konvertering af relevante kapitalinstrumenter og bail-in eller på anden vis.

Med lovforslaget foreslås to ændringer til § 51, stk. 1, nr. 4.

Det foreslås for det første at ændre ”passiver” til ”forpligtelser og kapitalgrundlag”.

Herefter vil det være en betingelse i medfør af nr. 4, at der er ydet bidrag til tabsabsorbering or rekapitalisering på mindst 8 pct. af virksomhedens samlede forpligtelser og kapitalgrundlag i forbindelse med nedskrivning, konvertering, bail-in eller på anden vis.

§ 51, stk. 1, nr. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder implementerer artikel 56, stk. 1, jf. artikel 37, stk. 10, i BRRD.

Ifølge den danske sprogversion af direktivet skal den ovenfor nævnte procentsats udgøre en andel af virksomhedens passiver.

Den foreslåede ændring af § 51, stk. 1, nr. 4, foreslås på baggrund af den engelske sprogversion af direktivet.

Ifølge den engelske sprogversion skal den nævnte procentsats udgør en andel af virksomhedens ”total liabilities, including own funds”.

Betegnelsen ”samlede forpligtelser og kapitalgrundlag” vurderes at være en mere korrekt oversættelse heraf.

Med samlede forpligtelser forstås summen af forpligtelser opgjort i overensstemmelse med §§ 19-24 i bekendtgørelse om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl. samt poster efter § 25 i samme bekendtgørelse, som ikke er omfattet af kapitalgrundlaget.

Kapitalgrundlag forstås i overensstemmelse med § 126 a, stk. 9, § 126 b, stk. 1, artikel 4, stk. 1, nr. 118, i CRR og regler fastsat i medfør af § 126 b, stk. 5, og § 128, stk. 3 og 4, i lov om finansiel virksomhed.

Den foreslåede ændring af ordlyden af § 51, stk. 1, nr. 4, har således til formål at sikre en mere direktivnær implementering af artikel 56, stk. 1, i BRRD.

Ændringen indebærer en mindre indholdsmæssig forskel svarende til forskellen mellem den opgjorte egenkapital og kapitalgrundlaget.

8 pct. af virksomhedens samlede forpligtelser og kapitalgrundlag vil således potentielt udgøre et mindre beløb end 8 pct. af virksomhedens passiver.

Det foreslås endvidere at indsætte en henvisning til nedskrivningsegnede forpligtelser i bestemmelsen.

Med lovforslagets § 2, nr. 15, tilføjes visse former for nedskrivningsegnede forpligtelser til opremsningen i § 17 af instrumenter, der kan nedskrives eller konverteres i forbindelse med afvikling.

Bestemmelsen vil dermed fremover henvise til nedskrivning og konvertering af både relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser.

Som følge heraf foreslås det at tilpasse bestemmelsen, så den henviser til nedskrivning og konvertering af både relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser.

Den foreslåede ændring af § 51, stk. 1, nr. 4, er således en konsekvensændring som følge af ændringen af § 17, jf. lovforslagets § 2, nr. 15.

Til nr. 41 (§ 61, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Det følger af § 61, stk. 3, at lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven ikke finder anvendelse på for Finansiel Stabilitet og dets datterselskaber.

Ifølge arkivlovens § 1, gælder arkivloven for al virksomhed, der udøves af den offentlige forvaltning og domstolene.

Loven har dermed samme virkeområde som lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven.

Det foreslås at ændre § 61, stk. 3, ved at indsætte arkivloven i bestemmelsens ordlyd.

Bestemmelsen vil dermed fremover henvise til, at lov om offentlighed i forvaltningen, arkivloven og forvaltningsloven ikke finder anvendelse for Finansiel Stabilitet og dens datterselskaber.

Med den foreslåede bestemmelse fastslås det, at arkivloven på linje med den øvrige offentligretlige regulering nævnt i bestemmelsen ikke finder anvendelse for Finansiel Stabilitet og virksomhedens datterselskaber.

Da Finansiel Stabilitet og dets datterselskaber (herefter Finansiel Stabilitet) på grund af sine kommercielle aktiviteter er undtaget fra den almindelige offentlige regulering, jf. § 61, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, der undtager Finansiel Stabilitet fra lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven, foreslås det for at undgå tvivl om arkivlovens anvendelsesområde, at det i bestemmelsen fastslås, at arkivloven ikke gælder for Finansiel Stabilitet.

Finansiel Stabilitet er undtaget fra den nævnte offentligretlige regulering på grund af aktiviteternes operationelle og kommercielle karakter.

Det har stor betydning for Finansiel Stabilitets virke, at den overtagne finansielle virksomheds kunder, samarbejdspartnere og eventuelle købere af nødlidende virksomheder eller aktiviteter heri kan indgå i et samarbejde og dele materiale, uden der kan kræves adgang til materialet eller i beslutninger, som Finansiel Stabilitet har truffet i forhold til disse finansielle virksomheder.

I forbindelse med afvikling af en overtaget virksomhed fungerer Finansiel Stabilitet overvejende som en finansiel virksomhed og har derfor behov for dyb indsigt i kunders økonomiske og forretningsmæssige forhold.

Finansiel Stabilitet er derfor særligt følsom over for ethvert brud på den forretningsmæssige diskretion og udlevering af følsomme oplysninger af betydning for virksomheders forhold.

En del af Finansiel Stabilitets samarbejdspartnere er pengeinstitutter, der som Finansiel Stabilitet er underlagt særlige regler om hemmeligholdelse af oplysninger.

Det er derfor afgørende, at Finansiel Stabilitet kan garantere sine samarbejdspartnere samme fortrolighed, idet der ellers vil kunne opstå situationer, hvor pengeinstitutterne vurderer, at risikoen for offentliggørelse af oplysninger vejer tungere end ønsket om at overtage aktiviteter fra Finansiel Stabilitet.

Finansiel Stabilitet kan således med undtagelsen fra reglerne i lov om offentlighed i forvaltningen og arkivloven forsikre danske og udenlandske købere om, at de ikke risikerer offentlig indsigt i et køb af aktiviteter i en overtaget finansiel virksomhed eller samarbejdsforholdet i øvrigt.

Det vil være til gavn for gennemførelse af salget af kundeengagementer og dermed fremme Finansiel Stabilitets mulighed for at afvikle en overtaget virksomhed bedst muligt.

Den foreslående bestemmelse medfører endvidere, at kulturministeren, jf. arkivlovens § 1, stk. 4, ikke kan bestemme, at arkivloven finder anvendelse for Finansiel Stabilitet og dets datterselskaber.

Til nr. 42 (§ 61, stk. 7 og 8, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Databeskyttelsesforordningens artikel 13 og 14 pålægger en dataansvarlig myndighed en oplysningspligt i forbindelse med indsamling af oplysninger.

Oplysningspligten indebærer, at der skal gives underretning til den registrerede om bl.a. identiteten på den dataansvarlige eller dennes repræsentant, formålene med behandlingen, kategorierne af personoplysningerne, hvilken kilde personoplysningerne hidrører fra, og retten til at anmode om indsigt.

Databeskyttelsesforordningens artikel 15 giver den registrerede ret til indsigt, når der behandles oplysninger om vedkommende.

Den registreredes indsigtsret omfatter en ret til en kopi af de personoplysninger, der behandles, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 15, stk. 3.

Herudover har den registrerede krav på en række oplysninger, herunder bl.a. oplysning om kategorierne af personoplysningerne, hvorfra de stammer, og med hvilket formål de behandles., jf. databeskyttelsesforordningens artikel 15, stk. 1.

I medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 23, stk. 1 foreslås det at indsætte et nyt § 61, stk. 7, 1. pkt., hvorefter oplysningspligten og indsigtsretten i artikel 13-15 ikke finder anvendelse på oplysninger, som Finansiel Stabilitet behandler som led i sine aktiviteter.

Databeskyttelsesforordningens artikel 23 giver mulighed for, at medlemsstaterne kan begrænse forordningens bestemmelser om oplysningspligt og indsigtsret, når en sådan begrænsning respekterer det væsentligste indhold af de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, og er en nødvendig og forholdsmæssig foranstaltning af hensyn til bl.a. en medlemsstats generelle samfundsinteresser (artikel 23, stk. 1, litra e), kontrol-, tilsyns- eller reguleringsfunktioner (artikel 23, stk. 1, litra h), hensynet til fortrolige forretningsforhold (artikel 23, stk. 1, litra i), samt håndhævelse af civilretlige krav (artikel 23, stk. 1, litra j).

Det er vigtigt af hensyn til udførelsen af Finansiel Stabilitets opgaver, at hverken oplysningspligten eller indsigtsretten i medfør af databeskyttelsesforordningen fører til en udhuling af, at Finansiel Stabilitet netop er undtaget fra indsigt i medfør af lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven, jf. de principielle overvejelser, der netop ligger bag denne undtagelse, og som anført i lovforslaget almindelige bemærkninger, jf. punkt 2.10.2, herunder en sikring af, at indsigtsretten og oplysningspligten ikke fører til en videregivelse af intern viden.

Samtidig giver databeskyttelsesforordningens artikel 13-15 ikke tilstrækkelig mulighed for at begrænse adgangen til indsigt i sager, der behandles af Finansiel Stabilitet.

Det skal bemærkes, at databeskyttelseslovens § 22 bl.a. indeholder hjemmel til, at oplysningspligten og indsigtsretten kan vige for hensynet til afgørende private og offentlige interesser.

Bestemmelsen vil dog ikke være anvendelig i forhold til opretholdelse af fortrolighed om en forestående overtagelse og forhindre videregivelse af intern viden.

I forbindelse med behandling af en indsigtsanmodning vil alene det forhold, at der træffes afgørelse over for den registrerede i medfør af databeskyttelseslovens § 22 vise, at kundens oplysninger behandles i Finansiel Stabilitet.

Dette vil indikere, at en eventuel forestående overtagelse af kontrollen med virksomheden og hensynet med undtagelsen vil være forspildt.

For så vidt angår opfyldelse af oplysningspligten, gør de samme forhold sig gældende, såfremt en registreret retter henvendelse til Finansiel Stabilitet med anmodning om, at oplysningspligten opfyldes.

Databeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 5, litra b, indeholder desuden hjemmel til at undtage fra oplysningspligten, i det omfang forpligtelsen sandsynligvis vil gøre det umuligt eller i alvorlig grad vil hindre opfyldelsen af formålene med den pågældende behandling.

Hvis undtagelsesbestemmelsen i artikel 14, stk. 5, litra b, anvendes, skal den dataansvarlige, når behovet for fortrolighed er ophørt, opfylde sin oplysningspligt over for den registrerede.

Det bemærkes hertil, at Finansiel Stabilitet vil modtage oplysningerne, før den mulige krisehåndtering af en finansiel virksomhed eventuelt resulterer i, at Finansiel Stabilitet overtager kontrollen med den pågældende virksomhed, og krisehåndteringen således kommer til offentlighedens kendskab.

Finansiel Stabilitet vil således også modtage sådanne oplysninger, hvor behovet for krisehåndtering - eventuelt foreløbigt - afværges og udsættes, hvilket over en periode kan finde sted gentagne gange for den samme finansielle virksomhed.

Det vil derfor i en række sager være yderst vanskeligt om ikke umuligt for Finansiel Stabilitet at vurdere, hvornår en eventuel krise er endeligt afværget, og behovet for fortrolighed er ophørt.

Det vil på den baggrund ligeledes være yderst vanskeligt om ikke umuligt for Finansiel Stabilitet løbende at vurdere, om kravene til at anvende artikel 14, stk. 5 litra b er opfyldt.

Dette gør sig gældende uanset bestemmelsen givetvis vil kunne rumme behovet for en undtagelse fra oplysningsforpligtelsen i en række sager.

Det vurderes dog, at bestemmelsen ikke vil være tilstrækkelig i forhold til opretholdelse af fortrolighed om en forestående overtagelse i alle tilfælde, og at undtagelsen derfor ikke er tilstrækkelig.

Forslaget indebærer, at registrerede fysiske personer ikke skal have tilsendt en underretning i medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 13 og 14, hvis der måtte blive registreret personoplysninger om dem i Finansiel Stabilitet med den undtagelse, som følger af det foreslåede § 61, stk. 7, 2. pkt., om medarbejderforhold.

Forslaget indebærer endvidere, at registrerede fysiske personer med den ovenfor nævnte undtagelse ikke har indsigtsret i medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 15 i sager, der behandles af Finansiel Stabilitet.

Forslaget indebærer – i sammenhæng med lovens 61, stk. 3 – at der hverken er adgang til indsigt efter forvaltningsloven, offentlighedsloven eller databeskyttelsesforordningen i sager behandlet af Finansiel Stabilitet.

Det foreslås i § 61, stk. 7, 2. pkt., at § 61, stk. 7, 1. pkt., ikke gælder for rettigheder og pligter i forholdet mellem Finansiel Stabilitet og medarbejdere i Finansiel Stabilitet og dets datterselskaber.

Forslaget indebærer, at ansatte i Finansiel Stabilitet uanset den foreslåede undtagelse fortsat vil være omfattet af Finansiel Stabilitets oplysningsforpligtelse i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 13 og 14, ligesom ansatte fortsat vil være omfattet af retten til indsigt efter databeskyttelsesforordningens artikel 15 i personoplysninger, som Finansiel Stabilitet og dets datterselskaber behandler om den pågældende ansatte.

Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 23, stk. 2, at lovgivningsmæssige foranstaltninger, som begrænser bl.a. retten til indsigt eller oplysningspligten, som minimum, dog alene hvor det er relevant, skal indeholde specifikke bestemmelser om en række hensyn i bestemmelsens litra a-h.

I medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 23, stk. 2, foreslås det, at der indsættes et nyt § 61, stk. 8, hvorefter det foreslåede § 61, stk. 7, finder anvendelse, hvor Finansiel Stabilitet eller dets datterselskaber er dataansvarlige, og formålet med behandlingen af personoplysninger er restrukturering eller afvikling af visse finansielle virksomheder.

Med hensyn til databeskyttelsesforordningens artikel 23, stk. 2, litra a og c, bemærkes det, at formålet med Finansiel Stabilitets og dets datterselskabers behandling af personoplysninger er gennem restrukturering og kontrolleret afvikling af en nødlidende finansiel virksomhed at minimere negative virkninger på samfundsøkonomien og det finansielle system.

Det foreslåede stk. 7, 1. pkt., omfatter personoplysninger, som behandles både i forbindelse med forberedelse af en krisehåndtering og i forbindelse med selve krisehåndteringen af en finansiel virksomhed, herunder en efterfølgende afvikling af kundeengagementer samt en eventuel udbetalingssituation fra Garantiformuen.

Det foreslåede stk. 7, 1. pkt., omfatter ikke rettigheder og pligter i forholdet mellem Finansiel Stabilitet og medarbejdere i Finansiel Stabilitet og dets datterselskaber, jf. det foreslåede stk. 7, 2. pkt.

Med hensyn til artikel 23, stk. 2, litra b, bemærkes det, at behandlingen omfatter personoplysninger, der er omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6, særlige kategorier af personoplysninger, der er omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 9, herunder i form af helbredsoplysninger samt oplysninger om strafbare forhold og personnumre.

Med hensyn til artikel 23, stk. 2, litra d, f og g, er Finansiel Stabilitet forpligtet til at iagttage principperne for behandling af personoplysninger i medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 5.

Hertil kommer, at alle oplysninger omfattet af Finansiel Stabilitets aktiviteter i medfør af § 61, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder er undtaget fra reglerne om aktindsigt i medfør af lov om offentlighed i forvaltningen (offentlighedsloven) og forvaltningsloven, ligesom reglerne om tavshedspligt i § 61, stk. 5, jf. kapitel 9 i lov om finansiel virksomhed, finder anvendelse.

Med hensyn til artikel 23, stk. 2, litra f, bemærkes det, at personoplysningerne opbevares i henhold til Finansiel Stabilitets politik for sletning af personoplysninger.

For så vidt angår hensynet i artikel 23, stk. 2, litra h, vil de registrerede i medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 12, stk. 4, ikke kunne underrettes om begrænsningen i den registreredes ret til indsigt, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 15 eller om begrænsningen af oplysningspligten, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 13 og 14, da dette vil kunne forspilde formålet med begrænsningen.

Det vil for eksempel ikke være muligt i forbindelse med forberedelse af krisehåndtering af en nødlidende virksomhed at underrette de berørte kunder om begrænsningen af oplysningspligten og indsigtsretten samt baggrunden herfor, uden det hermed indikeres, at den finansielle virksomhed kan være eller er nødlidende og uden dermed at skade selve formålet med begrænsningen.

Til nr. 43 (§ 63, stk. 2, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Det følger af lov om finansiel stabilitet, at Finansiel Stabilitet skal afvikle sine aktiviteter overtaget fra nødlidende pengeinstitutter i medfør af loven.

Finansiel Stabilitet kan ikke overtage nye aktiviteter i medfør af loven.

Det foreslås at indsætte stk. 2 i § 63.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, 1. pkt., at Finansiel Stabilitet afvikler aktiviteter overtaget i medfør af lov om finansiel stabilitet.

De aktiviteter, som Finansiel Stabilitet har overtaget i forbindelse med tidligere opgaver, som endnu ikke er afviklet, skal således fortsat afvikles.

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede ophævelse af lov om finansiel stabilitet, jf. lovforslagets § 3.

Efter det foreslåede stk. 2, 2. pkt . , sker afvikling af aktiviteter overtaget fra nødlidende pengeinstitutter i medfør af reglerne i lov om finansiel stabilitet, jf. lovbekendtgørelse nr. 479 af 3. maj 2018, på statens regning og risiko.

Det betyder samtidig også, at et eventuelt overskud tilfalder staten.

Den ophævede § 9 i lov om finansiel stabilitet indeholdt en bestemmelse om Det Private Beredskabs betaling for Bankpakken, der blev indført med lov nr. 1003 af 10. oktober 2008.

Heraf fremgik, at Det Private Beredskab skulle stille en kaution til dækning af tab i Finansiel Stabilitet A/S for Bankpakken på DKK 10 mia. Hvis tabskautionen på DKK 10 mia. blev udnyttet fuldt ud, skulle yderligere tab dækkes af en modtagen garantiprovision fra Det Private Beredskab på DKK 15 mia. Oversteg tabet den stillede kaution på DKK 10 mia. og den modtagne garantiprovision på DKK 15 mia., skulle Det Private Beredskab via en forhøjet garantiprovision dække yderligere tab på op til DKK 10 mia.

Finansiel Stabilitet A/S og Det Private Beredskab har udarbejdet endeligt regnskab for omkostninger forbundet med Finansiel Stabilitet A/Sʼ overtagelse af nødlidende pengeinstitutter i medfør af reglerne i lov nr. 1003 af 10. oktober 2008.

Tabet på Bankpakken blev opgjort til DKK 12 mia. Derved skulle Det Private Beredskab afregne de første DKK 10 mia. i tabskaution, mens de allerede indbetalte garantiprovisioner dækkede den resterende del.

Tabskautionen på over 25 mia. kr. blev annulleret.

Den foreslåede bestemmelse viderefører §§ 1 og 12 i lov om finansiel stabilitet.

Til nr. 44 (§ 63 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Det følger af § 63, at den selvstændige offentlige virksomhed Finansiel Stabilitet viderefører den hidtil drevne virksomhed med tilhørende aktiver og passiver i Finansiel Stabilitet A/S og viderefører samtlige rettigheder og forpligtelser i forbindelse hermed.

Det foreslås at indsætte en ny § 63 a.

Bestemmelsen viderefører §§ 16 q og 16 r i lov om finansiel stabilitet og skal medvirke til at sikre den fortsatte og resterende afvikling af aktiviteterne overtaget i medfør af reglerne i lov nr. 721 af 25. juni 2010 (Bankpakke III) og lov nr. 273 af 27. marts 2012 (Konsolideringspakken – model 2).

Finansiel Stabilitet har ikke overtaget nødlidende pengeinstitutter efter modellen i Konsolideringspakken – model 1.

Det foreslås i stk. 1, at som led i Finansiel Stabilitets afvikling af aktiviteter overtaget fra nødlidende pengeinstitutter i medfør af reglerne i lov nr. 721 af 25. juni 2010 om ændring af lov om finansiel stabilitet, lov om finansiel virksomhed, lov om en garantifond for indskydere og investorer og lov om påligningen af indkomstskat til staten og lov nr. 273 af 27. marts 2012 om ændring af lov om en garantifond for indskydere og investorer, lov om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel stabilitet og ligningsloven kan Finansiel Stabilitet til dets datterselskaber yde tilstrækkelig kapital og tildele likviditet til datterselskabet med henblik på at finansiere selskabets drift til endt afvikling.

Med gengivelsen af de tidligere likviditets- og kapitalbestemmelser i det foreslåede stk. 1 kan Finansiel Stabilitet fortsat tilføre tilstrækkelig kapital og likviditet til datterselskaber, der har overtaget aktiver og passiver fra et nødlidende pengeinstitut under Exitpakken eller Konsolideringspakkens model 2, med henblik på at sikre, at datterselskabets drift til afviklingen er bragt til ende.

Med den foreslåede bestemmelse kan Finansiel Stabilitet tildele datterselskabet en likviditetsramme, hvis der er behov herfor, samt sikre, at datterselskabet er tilstrækkeligt kapitaliseret i lyset af sine aktiviteter.

Der er tale om en videreførelse af § 16 q i lov om finansiel stabilitet.

Finansiel Stabilitet kan finansiere sig gennem statsligt genudlån eller på det private marked.

Finansiel Stabilitets lån til datterselskabet i form af f.eks. efterstillet kapital og en likviditetsramme skal forrentes på markedsvilkår.

Det betyder, at renten skal fastlægges i forhold til den risiko, som markedet vurderer, der er på pengeinstituttet.

Dette gælder, uanset om der måtte være gjort brug af muligheden for statsligt genudlån.

Tilførsel af likviditet og kapital til datterselskabet til Finansiel Stabilitet skal endvidere følge de retningslinjer, som Europa-Kommissionen har udstedt, og som detaljeret forholder sig til, hvilke vilkår en omstrukturering skal opfylde for at være i overensstemmelse med EUF-Traktatens artikel 107, stk. 3, litra b.

Finansiel Stabilitet må som følge heraf som udgangspunkt ikke overkapitalisere datterselskaber.

Finansiel Stabilitet kan i en eventuel administrationsaftale med sine datterselskaber indgå nærmere aftaler vedrørende datterselskabernes betaling af moderselskabets ydelser i forbindelse med Finansiel Stabilitets administration af datterselskaberne.

Det foreslås i stk. 2, at fordringer eller andre krav mod et nødlidende pengeinstitut, der er overtaget af Finansiel Stabilitet i medfør af reglerne i lov nr. 721 af 25. juni 2010 om ændring af lov om finansiel stabilitet, lov om finansiel virksomhed, lov om en garantifond for indskydere og investorer og lov om påligningen af indkomstskat til staten og lov nr. 273 af 27. marts 2012 om ændring af lov om en garantifond for indskydere og investorer, lov om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel stabilitet og ligningsloven, der ikke er anmeldt inden for en proklamafrist på 3 måneder fra Finansiel Stabilitets bekendtgørelse i Erhvervsstyrelsens it-system, er ikke anmeldt rettidigt, hvormed retten til eventuel dækning fra Finansiel Stabilitet eller dets datterselskaber bortfalder.

Ved overtagelserne omfattet af Bankpakke III og Konsolideringspakken gennemførte Finansiel Stabilitet et præklusivt proklama.

Herved prækluderedes alle krav, der enten ikke tidligere havde været rejst mod det nødlidende pengeinstitut, eller som var blevet afvist af det nødlidende pengeinstitut, og som ikke var anmeldt inden 3 måneder efter bekendtgørelsen.

Derved skulle der ikke tages højde for, at der efter 3 måneder fra proklamaet kunne komme yderlige krav mod pengeinstituttet.

Uden bestemmelsen ville det være vanskeligt at foretage et estimat over de eventualforpligtelser, som skulle overtages forholdsmæssigt af datterselskabet til Finansiel Stabilitet.

Proklamafristen er udløbet for alle de overtagne institutter.

For ikke at skabe tvivl om retsstillingen i eventuelle verserende eller fremtidige tvister herom, er det imidlertid vurderet hensigtsmæssigt at videreføre § 16 r i lov om finansiel stabilitet del.

Denne indsættes således med det foreslåede stk. 2.

Det foreslås i stk. 3, at krav, der behandles under et gruppesøgsmål efter reglerne i retsplejelovens kapitel 23 a, prækluderes ikke, selv om tilmeldingen til gruppesøgsmålet sker efter udløbet af fristen i stk. 2, forudsat at grupperepræsentanten på gruppens vegne har overholdt fristen.

Af det foreslåede stk. 3 fremgår det, at ensartede krav, som fremsættes på vegne af flere personer, kan behandles under et gruppesøgsmål efter reglerne i retsplejeloven.

Med den foreslåede bestemmelse kan grupperepræsentanten på gruppens vegne anmelde gruppens krav under et, selvom gruppen er ukendt på tidspunktet for anmeldelsen.

Hermed bliver retsstillingen ens for alle, som tilmelder sig gruppesøgsmålet.

Det er en betingelse for anmeldelsen, at sagen er anlagt ved domstolene, og at retten har udpeget en grupperepræsentant efter retsplejelovens § 254 e.

Forslaget til § 63 a erstatter §§ 16 q og 16 r i lov om finansiel stabilitet, der foreslås ophævet som følge af ophævelsen af hele loven, jf. lovforslagets § 3.

Til § 3

Den gældende lov om finansiel stabilitet regulerer de aktiviteter, som Finansiel Stabilitet har overtaget i medfør af tidligere bankpakker.

Ved gennemførelsen af BRRD-direktivet i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder blev lov om finansiel stabilitet i vidt omfang ophævet, da alle fremadrettede aktiviteter samt de formelle regler om Finansiel Stabilitet som virksomhed blev indsat i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomhed.

De tilbageværende bestemmelser i lov om finansiel stabilitet sikrer, at Finansiel Stabilitet kan fortsætte afviklingen af de eksisterende aktiviteter, samtidig med at der ikke overtages nye aktiviteter i medfør af denne lov.

Det foreslås, at lov om finansiel stabilitet, jf. lovbekendtgørelse nr. 479 af 3. maj 2018, ophæves.

Afviklingen af aktiviteterne er nu yderligere fremskreden, hvorfor det foreslås at ophæve lov om finansiel stabilitet.

De resterende aktiviteter, der er overtaget i medfør af lov om finansiel stabilitet, skal fortsat håndteres og afvikles som hidtil, men det er vurderet, at dette kan sikres ved indsættelse af relevante bestemmelser herom i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. lovforslagets § 2, nr. 43 og 44.

Herved samles reglerne om Finansiel Stabilitets afvikling af overtagne institutter i én lov.

Til § 4

Til nr. 1 (fodnoten til lovens titel i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende fodnote til lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørelse nr. 931 af 6. september 2019 (herefter lov om kapitalmarkeder), indeholder en udtømmende opregning af de direktiver og forordninger, som lov om kapitalmarkeder gennemfører.

Med dette lovforslag gennemføres dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/879 af 20. maj 2019 om ændring af direktiv 2014/59/EU for så vidt angår kreditinstitutters og investeringsselskabers tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet og af direktiv 98/26/EF (BRRD II).

Fodnoten til lov om kapitalmarkeders titel skal opdateres som følge heraf.

Det foreslås at ændre ordlyden i fodnoten til lov om kapitalmarkeder fra dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/828/EU af 17. maj 2017, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1 til dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/828 af 17. maj 2017, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/879/EU af 20. maj 2019 (BRRD II), EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 296.

Med den foreslåede ændring vil det fremgå af fodnoten til lov om kapitalmarkeder, at loven gennemfører dele af BRRD II.

Til nr. 2 (§ 3, nr. 26, i lov om kapitalmarkeder)

Det følger af § 3, nr. 26, i lov om kapitalmarkeder, at der ved en deltager forstås et institut, en central modpart (CCP), et afregningsfirma, et clearingsinstitut eller en systemoperatør.

Det foreslås i nr. 26 at indsætte et clearingmedlem af en central modpart (CCP), der er meddelt tilladelse i medfør af artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (EMIR), i definitionen af en deltager.

Den foreslåede ændring gennemfører artikel 2, litra f, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer (finalitydirektivet), som bliver ændret med artikel 2, stk. 1, litra b, i BRRD II.

Ændringen foreslås i sammenhæng med gennemførelsen af BRRD II, men er uden sammenhæng med reglerne heri.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det følger af artikel 17, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli om OTC-derivativer, centrale modparter og transaktionsregistre (EMIR), at en CCP skal være et system i henhold til finalitydirektivet.

Det vil sige, at den netting, der finder sted i CCP’ens system, er beskyttet mod en deltagers insolvens, ligesom sikkerhed stillet i forbindelse med deltagelsen i systemet også skal respekteres af en insolvent deltagers konkursbo.

Med ændringen præciseres det, at et medlem af en CPP også kan være deltager i et værdipapirafviklingssystem.

Betegnelsen clearingmedlem er først indført efter finalitydirektivets vedtagelse i 1998, og med ændringen sikres derfor en ensartet sprogbrug i forhold til definitionerne i EMIR.

Begrebet deltager bruges i en række af definitionerne i § 3 i lov om kapitalmarkeder og i afsnit X.

Til § 5

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 28. december 2020, jf. dog stk. 2 og 3.

Lovgivning, som har direkte konsekvenser for erhvervslivet, skal som hovedregel træde i kraft enten den 1. januar eller 1. juli.

Ikrafttrædelsesdatoerne kan fraviges, hvis der er tale om regulering, hvor det følger af Danmarks EU-retlige eller andre internationale forpligtelser, at de nationale regler skal træde i kraft på et bestemt tidspunkt, eller hvor det er sandsynliggjort, at det vil være en ulempe for danske virksomheder, hvis de omfattes af nye EU-regler før den implementeringsfrist, der er fastlagt af EU.

Da lovforslaget hovedsageligt implementerer BRRD II og CRD V, fraviges de fælles ikrafttrædelsesdatoer.

De ændringer, som ikke følger af en EU-retlig forpligtelse er udskilt, og træder først i kraft 1. januar 2021.

Det foreslås i stk. 2, at § 1, nr. 14, 15, 107, 108 og 110, træder i kraft den 1. januar 2021.

De nævnte ændringer træder i kraft den 1. januar 2021, da de ikke relaterer sig til gennemførelsen af hverken BRRD II eller CRD V.

Det foreslås i stk. 3, at lovforslagets § 1, nr. 97, 106, 109 og 111, træder i kraft den 10. marts 2021.

De nævnte ændringer er en konsekvens af disclosureforordningen.

Disclosureforordningen skal finde anvendelse fra den 10. marts 2021.

Det foreslås i stk. 4, at § 64 d, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 19, har virkning fra den 1. januar 2021, da ændringen ikke følger af CRD V, hvorfor virkningstidspunktet bør følge de fælles ikrafttrædelsesdatoer for erhvervsrettet regulering.

Det foreslås i stk. 5, at § 125 b, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved lovens § 1, nr. 34, har virkning fra den 1. januar 2022.

Den foreslåede § 125 b, stk. 2, er en implementering af artikel 141 c i CRD V.

Formålet med bestemmelsen er, at reglerne først skal finde anvendelse på G-SIFI fra den 1. januar 2022.

Det følger af artikel 2, stk. 1, i CRD V, hvor reglerne for G-SIFI først skal finde anvendelse fra den 1. januar 2022.

Det foreslås i stk. 6, at kravet i § 269 d i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 80, har virkning fra den 1. januar 2024.

Har Finanstilsynet fastsat en frist i medfør af stk. 11, 3. pkt., efter den 1. januar 2024, gælder kravet i § 269 d fra den fastsatte frist.

Det foreslåede stk. 6 gennemfører dele af artikel 1, 3. afsnit, i BRRD II.

Der er tale om direktivnær implementering.

Bestemmelsen indebærer, at kravet om, at virksomheder, der er underlagt kravet om nedskrivningsegnede passiver, mindst en gang om året skal offentliggøre en række oplysninger omfattet af det foreslåede § 269 d i lov om finansiel virksomhed, jf. § 1, nr. 80, i lovforslaget, gælder fra den 1. januar 2024.

I tilfælde, hvor Finanstilsynet har fastsat en senere frist for opfyldelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver end den 1. januar 2024 i medfør af lovens § 5, stk. 11, 3. pkt., gælder kravet om offentliggørelse fra den frist for opfyldelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver, som Finanstilsynet har fastsat.

Det foreslås i stk. 7, at en person, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden, jf. stk. 1, varetager en stilling som direktionsmedlem eller et hverv som bestyrelsesmedlem i en blandet holdingvirksomhed, skal ikke meddele Finanstilsynet oplysninger om dennes egnethed og hæderlighed i medfør af § 64, stk. 2, jf. stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 17.

Den foreslåede overgangsbestemmelse medfører, at personer, der på tidspunktet for lovforslagets ikrafttræden varetager en stilling som direktionsmedlem eller et hverv som bestyrelsesmedlem i en blandet holdingvirksomhed, ikke skal egnetheds- og hæderlighedsvurderes af Finanstilsynet.

Finanstilsynet er imidlertid også for disse personer bemyndiget til at gribe ind, hvis Finanstilsynet vurderer, at vedkommende ikke længere efterlever kravene om egnethed og hæderlighed, ligesom virksomheden fra lovens ikrafttræden er forpligtet til at påse overholdelsen af § 64, stk. 1.

Det foreslås i stk. 8, at udvidelsen af udskydelsesperioden i § 77 a, stk. 1, nr. 5, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 24, finder alene anvendelse for variabel løn tildelt efter lovens ikrafttræden, jf. stk. 1.

Denne overgangsbestemmelse medfører, at en variabel løn, der allerede ved lovens ikrafttræden, dvs. den 28. december 2020, er tildelt eller under udskydelse, skal efterleve de gældende udskydelsesregler.

Det vil sige, at en større andel af en variabel løn til en ansat, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, skal udbetales over en periode på 3 år, mens udbetalingen af en større andel af en variabel løn til et medlem af direktionen eller bestyrelsen skal udbetales over en periode på 4 år efter de gældende regler.

En variabel løn, der tildeles efter lovens ikrafttræden, skal udbetales over en periode på 4-5 år, afhængig af om den er tildelt en ansat, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil eller et medlem af ledelsen.

Det foreslås i stk. 9, at uanset § 175 g i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, skal finansielle holdingvirksomheder, der allerede var etableret den 27. juni 2019, ansøge om godkendelse senest den 28. juni 2021.

Hvis en finansiel holdingvirksomhed ikke ansøger om godkendelse senest den 28. juni 2021, træffes passende foranstaltninger i henhold til § 175 g, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52.

Denne overgangsbestemmelse betyder, at finansielle holdingvirksomheder oprettet senest den 27. juni 2019 skal ansøge om godkendelse senest den 28. juni 2021.

Finanstilsynet kan gøre brug af passende tilsynsforanstaltninger, hvis finansielle holdingvirksomheder overskrider denne ansøgningsfrist.

I overgangsperioden frem til den 28. juni 2021 har Finanstilsynet desuden alle de nødvendige tilsynsbeføjelser i § 175 g, stk. 4, i forhold til finansielle holdingvirksomheder, der er underlagt godkendelse i henhold til § 175 g.

Disse tilsynsbeføjelser vil være naturlige at anvende på en finansiel holdingvirksomhed, som ansøger om godkendelse uden at leve op til at kunne godkendes i overgangsperioden.

Det foreslåede stk. 9 gennemfører artikel 159 a, stk. 1, i CRD V.

Der er tale om en direktivnær implementering.

Det foreslås i stk. 10 , at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I, der var omfattet af § 175 f i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, den 27. juni 2019, skal senest den 30. december 2023 udpege mellemliggende moderselskaber i henhold til samme bestemmelse.

Tilsvarende gælder pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I, der etablerer sig i Danmark, hvor koncernen den 27. juni 2019 var omfattet af kriterierne i § 175 f, stk. 1, nr. 1-3, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52.

Det betyder, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I, der pr. 27. juni 2019 havde aktiver med en samlet værdi af 40 mia. euro eller mere, opgjort konsolideret for alle institutter, der indgår i en tredjelandskoncern, og som er beliggende i EU, skal udpege et fælles mellemliggende moderselskab i EU.

Udpegningen skal foretages senest den 30. december 2023.

Dette gælder også selskaber, der efterfølgende etablerer sig i Danmark, hvis koncernen den 27. juni 2019 havde aktiver til en værdi af 40 mia. euro eller mere i EU.

Der gælder tilsvarende frist, den 30. december 2023, for udpegning af fælles mellemliggende moderselskab i EU, såfremt undtagelsen i henhold til § 175 f, stk. 2, om at Finanstilsynet i visse tilfælde kan tillade to mellemliggende moderselskaber.

Overgangsbestemmelsen medfører således, at institutter omfattet af § 175 f har indtil den 30. december 2023 til at finde ud af, hvorvidt koncernen er omfattet af disse regler og få udpeget ét fælles mellemliggende moderselskab.

Det foreslås i stk. 11, Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætter en frist for virksomhederne til at opfylde kravene i § 266, § 267 b, stk. 2, og § 267 c, stk. 1, jf. stk. 2-4, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 80.

Virksomhederne skal opfylde kravene i § 266, § 267 b, stk. 2, og § 267 c, stk. 1, jf. stk. 2-4, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 80, den 1. januar 2024.

Finanstilsynet kan efter høring af Finansiel Stabilitet, og hvis det er behørigt begrundet og hensigtsmæssigt, fastsætte en frist efter den 1. januar 2024.

Finanstilsynet fastsætter, med henblik på opfyldelsen af kravene, delmål, som virksomhederne skal opfylde den 1. januar 2022.

Finanstilsynet fastsætter delmål for hver 12-måneders periode i overgangsperioden for virksomheden.

Det følger af stk. 11, 1. pkt., at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætter en frist for virksomhedernes opfyldelse af kravene i § 266, § 267 b, stk. 2, og § 267 c, stk. 1, jf. stk. 2-4, i lov om finansiel virksomhed.

Den fastsatte frist på 1. januar 2024 i stk. 11, 2. pkt., skal give afviklingsenheden en passende overgangsperiode til på ny at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Overgangsperioden sikrer en gradvis opbygning af afviklingsenhedens tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet.

Kravet skal være opfyldt ved udløbet af fristen.

Ved fastsættelse af overgangsperioden skal Finanstilsynet tage hensyn til en række forhold, og i hvilket omfang der er indskud i virksomheden.

Finanstilsynet skal endvidere tage hensyn til, i hvilket omfang virksomheden indeholder gældsinstrumenter.

Finanstilsynet skal derudover tage hensyn til, i hvilket omfang virksomheden har markedsadgang til at kunne skaffe nedskrivningsegnede passiver.

Finanstilsynet skal endelig tage hensyn til, i hvilket omfang afviklingsenheden er afhængig af egentlig kernekapital til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Finanstilsynet kan både ændre delmål og/eller frist for krav, som er meddelt i medfør af den foreslåede bestemmelse.

Efter den foreslåede § 266 i lov om finansiel virksomhed skal pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber I til enhver tid opfylde et minimumskrav til nedskrivningsegnede passiver, som fastsættes af Finanstilsynet.

Finansielle holdingselskaber, blandede holdingselskaber og finansieringsinstitutter skal til enhver tid opfylde et minimumskrav til nedskrivningsegnede passiver, hvis Finanstilsynet har fastsat et minimumskrav til nedskrivningsegnede passiver for disse virksomheder.

Efter den foreslåede § 267 b i lov om finansiel virksomhed kan Finanstilsynet beslutte, at afviklingsenheder skal opfylde en del af kravet om nedskrivningsegnede passiver med efterstillede nedskrivningsegnede instrumenter eller med passiver omfattet af § 267 a, stk. 1, nr. 4, dvs. stille krav om subordination.

Efter den foreslåede § 267 c i lov om finansiel virksomhed skal Finanstilsynet fastsætte krav om subordination for afviklingsenheder, der er G-SIFI´er, afviklingsenheder, der ikke er G-SIFI´er, men som indgår i en afviklingskoncern, hvis samlede aktiver overstiger 100 mia. EUR, og afviklingsenheder, der ikke er G-SIFI´er, men som indgår i en afviklingskoncern, hvis samlede aktiver er mindre end 100 mia. EUR, og som Finanstilsynet har vurderet med rimelig sandsynlighed udgør en systemisk risiko, hvis de bliver nødlidende.

Det følger af stk. 11, 3. pkt., at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet kan fastsætte en frist efter den 1. januar 2024, hvis det er behørigt begrundet og hensigtsmæssigt.

Ved fastsættelse heraf skal Finanstilsynet tage hensyn til en række forhold, og i hvilket omfang der er indskud i virksomheden.

Finanstilsynet skal endvidere tage hensyn til, i hvilket omfang virksomheden indeholder gældsinstrumenter.

Finanstilsynet skal endvidere tage hensyn til, i hvilket omfang virksomheden har markedsadgang til at kunne skaffe nedskrivningsegnede passiver.

Finanstilsynet skal herudover tage hensyn til, i hvilket omfang afviklingsenheden er afhængig af egentlig kernekapital til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Finanstilsynet skal også tage hensyn til udviklingen af virksomhedens finansielle situation.

Finanstilsynet skal yderligere tage hensyn til udsigten til, at virksomheden vil være i stand til at sikre opfyldelse inden for en rimelig tidskramme af kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Finanstilsynet skal endelig tage hensyn til, om virksomeden er i stand til at erstatte passiver, som ikke længere opfylder kriterierne for nedskrivningsrelevans og udløb fastsat i §§ 267 a-c eller 267 e i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslåede stk. 11, 1. og 3. pkt., gennemfører dele af artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 m, stk. 1, 1. afsnit, og 3. afsnit, 1. og 2. led, i BRRD.

Der er tale om direktivnær implementering.

Det foreslås i stk. 11, 4. pkt., at Finanstilsynet fastsætter, med henblik på opfyldelsen af kravene, delmål, som virksomhederne skal opfylde den 1. januar 2022.

Det foreslåede stk. 11, 4. pkt., gennemfører dele af artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 m, stk. 1, 2. afsnit 1. pkt., i BRRD.

Der er tale om direktivnær implementering.

Ved fastsættelsen af delmål for opfyldelse af kravene i § 266, § 267 b, stk. 2, og § 267 c, stk. 1, jf. stk. 2-4, i lov om finansiel virksomhed sikres en gradvis stigende opbygning af afviklingsenhedens tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet.

Finanstilsynet kan i medfør af den foreslåede bestemmelse efterfølgende ændre delmål for krav som meddelt i medfør af den foreslåede bestemmelse.

Det foreslås i stk. 11, 5. pkt., at Finanstilsynet fastsætter delmål for hver 12-månedersperiode i overgangsperioden for virksomheden.

Det foreslåede stk. 11, 5. pkt., gennemfører dele af artikel 1, nr. 17, i BRRD II, der indsætter artikel 45 m, stk. 1, 1. pkt., 1. led, i BRRD.

Der er tale om direktivnær implementering.

Delmålene sikrer en gradvis stigende opbygning af afviklingsenhedens tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet.

Det foreslås i stk. 12, at det samlede krav for gældsbuffer, kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede passiver på mindst 8 pct., jf. § 268, stk. 2-4, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 80, skal være opfyldt den 1. januar 2022.

Det foreslås i stk. 13, at afgørelser om krav om nedskrivningsegnede passiver, som er truffet inden denne lovs ikrafttræden, jf. stk. 1, i medfør af § 266 i lov om finansiel virksomhed, også gælder efter denne lovs ikrafttræden, indtil Finanstilsynet fastsætter et nyt krav om nedskrivningsegnede passiver i medfør af § 266 i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 80.

Det følger af den gældende § 266 i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætter krav til størrelsen af et pengeinstituts og et fondsmæglerselskab I’s nedskrivningsegnede passiver.

I medfør af den gældende § 266, stk. 1, 2. pkt., fastsættes kravet om nedskrivningsegnede passiver individuelt for de enkelte dattervirksomheder i en koncern.

Det følger af § 266, stk. 3, at modervirksomheder omfattet af kravet om nedskrivningsegnede passiver, der er underlagt konsolideret tilsyn, tilsvarende skal opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver på konsolideret niveau.

Det følger endvidere af den gældende § 266, stk. 2, at Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet konkret kan beslutte, at finansieringsinstitutter og finansielle holdingvirksomheder skal opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Med den foreslåede overgangsbestemmelse foreslås det , at afgørelser om krav om nedskrivningsegnede passiver, som er truffet inden denne lovs ikrafttræden i medfør af § 266 i lov om finansiel virksomhed, også gælder efter denne lovs ikrafttræden, indtil Finanstilsynet fastsætter et nyt krav om nedskrivningsegnede passiver i medfør af § 266 i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 80.

Med lovforslagets § 1, nr. 80, indsættes nye regler om nedskrivningsegnede passiver i lov om finansiel virksomhed, hvorfor de hidtil gældende regler i § 266 ikke længere vil gælde ved ikrafttræden af lovforslagets § 1, nr. 80.

De nye regler træder i kraft den 28. december 2020, jf. lovforslagets § 5, stk. 1.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at afgørelser om krav om nedskrivningsegnede passiver, som Finanstilsynet har truffet i medfør af den gældende § 266, fortsat gælder efter de nye regler i § 266 er trådt i kraft.

Afgørelserne vil gælde, indtil Finanstilsynet træffer en ny afgørelse om krav om nedskrivningsegnede passiver i medfør af den foreslåede § 266, jf. lovforslagets § 1, nr. 80.

De afgørelser, som Finanstilsynet træffer i medfør af den gældende § 266 i lov om finansiel virksomhed, og som skal gælde efter ikrafttræden af § 266, jf. lovforslagets § 1, nr. 80, bør ikke være mere byrdefulde for de omfattede virksomheder fra det tidspunkt det foreslåede § 266 træder i kraft, end afgørelser truffet efter de foreslåede regler.

Det gælder fra det tidspunkt det foreslåede § 266 træder i kraft.

Finanstilsynet skal således i sine afgørelser tage højde for eventuelle lettelser i forbindelse med kravet om nedskrivningsegnede passiver, som følger af lovforslaget.

Finanstilsynet bør træffe en afgørelse om krav til nedskrivningsegnede passiver efter de foreslåede regler senest inden udgangen af 2021.

Det foreslås i stk. 14, at regler fastsat i medfør af § 70, stk. 7, § 125 a, stk. 8, § 125 b, stk. 8, § 125 h, stk. 1, 2. og 3. pkt., § 259, stk. 6, § 264, stk. 6, og § 265, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af nye regler udstedt i medfør af § 70, stk. 6, § 125 a, stk. 9, § 125 b, stk. 10, § 125 h, stk. 1, 3. og 4. pkt., § 259, stk. 10, § 264, stk. 8, og § 265, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed som ændret ved denne lovs § 1, nr. 21, 22, 32, 34, 47, 53, 65, 73, 77 og 78.

Med forslaget til stk. 14 sikres det, at bekendtgørelser udstedt i medfør af de opregnede bestemmelser forbliver i kraft, selvom bemyndigelsesbestemmelserne i § 70, stk. 7, § 125 a, stk. 8, § 125 b, stk. 8, § 125 h, stk. 1, 2. og 3. pkt., § 259, stk. 6, § 264, stk. 6, og § 265, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed rykker sig.

Det betyder, at bl.a. bekendtgørelse nr. 962 af 25. juni 2018 om afviklingsplanlægning og afviklingsberedskab og bekendtgørelse nr. 1026 af 30. juni 2016 om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl. fortsat vil være gældende.

Til § 6

Lovforslagets § 6 angiver lovforslagets territoriale gyldighedsområde.

Det foreslås i stk. 1, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, jf. dog de foreslåede stk. 2 og 3.

Det foreslås i stk. 2, at loven ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Dele af loven kan endvidere sættes i kraft på forskellige tidspunkter.

Med den foreslåede anordningshjemmel får Færøerne mulighed for at tage stilling til ikrafttræden af loven under hensyntagen til de færøske forhold.

De færøske forhold kan dog ikke ændre på lovens ophævelse af lov om finansiel stabilitet.

Det foreslås i stk. 3, at loven ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Dele af loven kan endvidere sættes i kraft på forskellige tidspunkter.

Med den foreslåede anordningshjemmel får Grønland mulighed for at tage stilling til ikrafttræden af loven under hensyntagen til de grønlandske forhold.

De grønlandske forhold kan dog ikke ændre på lovens ophævelse af lov om finansiel stabilitet.

a)

en begrundelse for, at det vurderes sandsynligt, at SIFI-bufferen effektivt vil begrænse risikoen og stå i rimeligt forhold hertil,

b)

en vurdering af den sandsynlige positive eller negative indvirkning af SIFI-bufferen på det indre marked på grundlag af de oplysninger, som er til rådighed i Danmark,

c)

den SIFI-buffersats, som erhvervsministeren ønsker at fastsætte.

a)

den systemiske eller makroprudentielle risiko i medlemsstaten,

b)

grundene til, at størrelsen af de systemiske eller makroprudentielle risici udgør en trussel mod det finansielle systems stabilitet på nationalt plan, og begrunder den systemiske buffersats,

c)

begrundelsen for, at ingen af de eksisterende foranstaltninger i CRD eller i CRR, bortset fra artikel 458 og 459 heri, hver for sig eller i en kombination vil være tilstrækkelige til at imødegå den identificerede makroprudentielle eller systemiske risiko under hensyntagen til disse foranstaltningers relative effektivitet.

a)

summen af den højeste af den G-SIFI- eller SIFI-buffersats, der finder anvendelse på koncernen på konsolideret niveau og 1 pct. af de risikovægtede eksponeringer, og

b)

3 pct. af de samlede risikovægtede eksponeringer eller den sats, som Kommissionen har godkendt til anvendelse på koncernen på konsolideret niveau, såfremt Kommissionen har godkendt en sats højere end 3 pct.

1)

kapitalgrundlagskravet i artikel 92, stk. 1, litra a-c, i CRR,

2)

den del af det individuelle solvenskrav fastsat i medfør af § 124, stk. 3, eller § 125, stk. 3, eller individuelle solvensbehov fastsat i medfør af § 124, stk. 2, eller § 125, stk. 2, som er fastsat til at afhjælpe andre risici end risikoen for overdreven gearing,

3)

den del af det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag, der er fastsat til at afhjælpe andre risici end risikoen for overdreven gearing, og

4)

de risikobaserede elementer af krav om nedskrivningsegnede passiver som fastsat i § 266.

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1447 af 11. september 2020, som ændret ved § 1 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, foretages følgende ændringer

Lov om finansiel virksomhed

Fodnoten.

Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 86/635/EØF af 8. december 1986 (bankregnskabsdirektivet), EF-Tidende 1986, nr. L 372, side 1, Rådets direktiv 89/117/EØF af 13. februar 1989 (offentliggørelse af årsregnskabsdokumenter for filialer fra ikkemedlemslande), EF-Tidende 1989, nr. L 44, side 40, Rådets direktiv 91/674/EØF af 19. december 1991 (forsikringsregnskabsdirektivet), EF-Tidende 1991, nr. L 374, side 7, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/26/EF af 29. juni 1995 (BCCI-direktivet), EF-Tidende 1995, nr. L 168, side 7, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF af 4. april 2001 (likvidationsdirektivet for kreditinstitutter), EF-Tidende 2001, nr. L 125, side 15, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/13/EF af 5. marts 2002 (Solvens I-direktivet), EF-Tidende 2002, nr. L 77, side 17, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF af 16. december 2002 (konglomeratdirektivet), EU-Tidende 2003, nr. L 35, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/31/EF af 5. april 2006 (udsættelsesdirektivet), EU-Tidende 2006, nr. L 114, side 60, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/44/EF af 5. september 2007 (kapitalandelsdirektivet), EU-Tidende 2007, nr. L 247, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 (betalingstjenestedirektivet), EU-Tidende 2007, nr. L 319, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 (UCITS-direktivet), EU-Tidende 2009, nr. L 302, side 32, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 (Solvens II-direktivet), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1, Kommissionens direktiv 2010/43/EU af 1. juli 2010, EU-Tidende 2010, nr. L 176, side 42, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 (CRD IV), EU-Tidende 2013, nr. L 176, side 338, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU af 16. april 2014 (DGSD), EU-Tidende 2014, nr. L 173, side 149, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/50/EU af 16. april 2014, EU-Tidende 2014, nr. L 128, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 (MiFID II), EU-Tidende 2014, nr. L 173, side 349, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/91/EU af 23. juli 2014 (UCITS V-direktivet), EU-Tidende 2014, nr. L 257, side 186, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015 (4. hvidvaskdirektiv), EU-Tidende 2015, nr. L 141, side 73, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/843/EU af 30. maj 2018, EU-Tidende 2018, nr. L 156, side 43, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2016/97/EU af 20. januar 2016, EU-Tidende 2016, nr. L 26, side 19, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2016/1148/EU af 6. juli 2016 (NIS-direktivet), EU-Tidende 2016, nr. L 194, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/828/EU af 17. maj 2017, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1.

I loven er der endvidere medtaget visse bestemmelser fra Kommissionens forordning nr. 584/2010/EU af 1. juli 2010, EU-Tidende 2010, nr. L 176, side 16, Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1092/2010/EU af 24. november 2010, EU-Tidende 2010, nr. L 331, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1093/2010/EU af 24. november 2010, EU-Tidende 2010, nr. L 331, side 12, Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1094/2010/EU af 24. november 2010, EU-Tidende 2010, nr. L 331, side 48, Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1095/2010/EU af 24. november 2010, nr. L 331, side 84, Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 346/2013/EU af 17. april 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 115, side 18, Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 345/2013/EU af 17. april 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 115, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 575/2013/EU af 26. juni 2013 (CRR), EU-Tidende 2013, nr. L 176, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 600/2014/EU af 15. maj 2014 (MiFIR), EU-Tidende 2014, nr. L 173, side 84, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1286/2014/EU af 26. november 2014 (PRIIP’er), EU-Tidende 2014, nr. L 352, side 1.

Ifølge artikel 288 i EUF-traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat.

Gengivelsen af disse bestemmelser i loven er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke forordningernes umiddelbare gyldighed i Danmark.

1.

I fodnoten til lovens titel ændres »og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/828/EU af 17. maj 2017, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1« til: »dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/828/EU af 17. maj 2017, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/879/EU af 20. maj 2019 (BRRD II), EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 296, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/878/EU af 20. maj 2019, EU-tidende 2019, nr. L 150, side 253«.

§ 1.

---

Stk. 2.

For finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder finder §§ 6, 6 a og 6 b, § 43, stk. 1, kapitel 7, § 64, stk. 3, §§ 70 og 71, § 75, § 79 a, §§ 117, 175 a og 179-181, kapitel 13, §§ 344, 345, 346 og 347-348 a, § 350, stk. 4, §§ 355 og 357, § 361, stk. 1, nr. 3 og 9, og stk. 2, § 368, stk. 2 og 3, stk. 4, nr. 1, og stk. 5, og §§ 369, 370, 372, 373, 373 a og 374 anvendelse.

For finansielle holdingvirksomheder finder § 46, stk. 2 og 3, § 64 c, stk. 5, jf. stk. 1 og 4, § 71 b, §§ 77 a-77 d, §§ 170-175, §§ 176-178, § 266, stk. 2, § 274, stk. 3, og §§ 310, 312, 313 og 313 b desuden anvendelse.

For forsikringsholdingvirksomheder finder §§ 175 b og 175 c desuden anvendelse.

For finansielle holdingvirksomheder finder §§ 71 b, 177 a og 182 b-182 f, § 245 a, stk. 3, §§ 245 b, 260 og 271, § 274, stk. 4, og § 344 d desuden anvendelse.

For blandede holdingvirksomheder finder § 264, stk. 3, nr. 11, §§ 344 og 345, § 347, stk. 1, og §§ 355, 372 og 373 desuden anvendelse.

2.

I § 1, stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 64, stk. 3« til: »§ 64, stk. 4, § 64 e, stk. 1«, og efter »§ 350, stk. 4,« indsættes: »§ 351, stk. 1, 2 og 6-9,«.

3.

I § 1, stk. 2, 2. pkt., ændres »§§ 176-178, § 266, stk. 2, § 274, stk. 3,« til: »§§ 176-178, 182 b-182 f, § 245 a, stk. 3, §§ 245 b og 260, § 266, stk. 1, §§ 271 og 274-276«, og »og §§ 310, 312, 313 og 313 b« ændres til: »§§ 310, 312, 313, 313 b og 344 d«.

4.

I § 1, stk. 2, 3. pkt., indsættes efter »§§«: »64 d,«.

5.

§ 1, stk. 2, 4. pkt., ophæves, og i § 1, stk. 2, 5. pkt., der bliver 4. pkt., indsættes efter »finder«: »§ 64, stk. 4,«, »§ 264, stk. 3, nr. 11« ændres til: »§ 260, § 264, stk. 5, nr. 13, § 266, stk. 1, §§ 271 og 274-276«, og efter »§ 347, stk. 1,« indsættes: »§ 351, stk. 1, 2 og 6-9,«.

Stk. 3-17.

---

§ 5.

I denne lov forstås ved

1-5) ---

6)

Finansieringsinstitut: En virksomhed, der ikke er et kreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I, og hvis hovedvirksomhed består i at erhverve kapitalandele eller i at udøve en eller flere af de i bilag 2, nr. 2-12 og 15, angivne aktiviteter.

6.

I § 5, stk. 1, nr. 6, ændres »kreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I« til: »kreditinstitut, et fondsmæglerselskab I eller en ren industriel holdingvirksomhed«.

7-9) ---

10)

Finansiel holdingvirksomhed

a) En modervirksomhed, der ikke er en finansiel virksomhed, i en koncern, hvor mindst én af dattervirksomhederne i koncernen er en finansiel virksomhed, og hvor mindst 40 pct. af den samlede balancesum for koncernen og modervirksomhedens associerede virksomheder vedrører den finansielle sektor, jf. dog 2. pkt. og stk. 7.

En modervirksomhed er ikke en finansiel holdingvirksomhed, hvis de finansielle dattervirksomheder i koncernen udelukkende er forsikringsvirksomheder.

Modervirksomheden vil i stedet være en forsikringsholdingvirksomhed, jf. nr. 13, eller en blandet forsikringsholdingvirksomhed, jf. nr. 14.

b) En modervirksomhed, hvis virksomhed udelukkende eller hovedsagelig består i at eje kapitalandele i dattervirksomheder, der er finansielle virksomheder eller finansieringsinstitutter, og hvor mindst én dattervirksomhed er en finansiel virksomhed.

En modervirksomhed som nævnt i 1. pkt. er ikke en finansiel holdingvirksomhed, hvis de finansielle dattervirksomheder i koncernen udelukkende er forsikringsvirksomheder.

Modervirksomheden vil i stedet være en forsikringsholdingvirksomhed, jf. nr. 13, eller en blandet forsikringsholdingvirksomhed, jf. nr. 14.

7.

§ 5, stk. 1, nr. 10, litra b, 1. pkt., ophæves, og i stedet indsættes

»En modervirksomhed, hvis virksomhed udelukkende eller hovedsagelig består i at eje kapitalandele i dattervirksomheder, der er finansielle virksomheder eller finansieringsinstitutter.

Dattervirksomheder er hovedsagelig finansielle virksomheder eller finansieringsinstitutter, hvis mindst én er en finansiel virksomhed, og mere end 50 pct. af modervirksomhedens konsoliderede aktiver er tilknyttet dattervirksomheder, som er finansielle virksomheder eller finansieringsinstitutter.«

11-35) ---

36)

Kombineret kapitalbufferkrav: Den samlede egentlige kernekapital, der er nødvendig for at opfylde kravet om en kapitalbevaringsbuffer, jf. nr. 37, forhøjet med en virksomhedsspecifik kontracyklisk kapitalbuffer, jf. nr. 38, en G-SIFI-buffer, jf. nr. 41, og en systemisk buffer, jf. nr. 43, jf. dog § 125 e, stk. 2 og 3.

8.

I § 5, stk. 1, nr. 36, ændres »en G-SIFI-buffer, jf. nr. 41, og en systemisk buffer, jf. nr. 43, jf. dog § 125 e, stk. 2 og 3« til: »en SIFI-buffer, jf. nr. 41, en G-SIFI-buffer, jf. nr. 44, og en systemisk buffer, jf. nr. 46, jf. dog § 125 e, stk. 2«.

37-40) ---

9.

I § 5, stk. 1, indsættes efter nr. 40 som nye numre

»41) SIFI-buffer: Det kapitalgrundlag, som et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI), jf. § 308, skal opretholde i henhold til § 125 a, stk. 5, på individuelt, delkonsolideret og konsolideret grundlag.

42) SIFI-buffersats: Den sats, som et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) skal anvende til opgørelse af sin SIFI-buffer, og som fastsættes i henhold til § 125 g.

43) Gearingsgradbuffer: Det kapitalgrundlag, som et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) skal opretholde i henhold til artikel 92, stk. 1 a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 876/2019 af 20. maj 2019 om ændring af forordning (EU) 575/2013.«

Nr. 41-71 bliver herefter nr. 44-74.

41-51) ---

52) Gældsbuffer: Det krav, som et realkreditinstitut til enhver tid skal opfylde i henhold til § 125 i.

10.

I § 5, stk. 1, nr. 52, der bliver nr. 55, ændres »125 i« til: »268«.

53-71) ---

11.

I § 5, stk. 1, indsættes som nr. 75 - 79

»75) Nedskrivningsegnede forpligtelser: Forpligtelser, der er omfattet af bail-in, og som er omfattet af § 267 a, stk. 1, eller § 267 e.

76) Efterstillede nedskrivningsegnede instrumenter: Instrumenter, der opfylder betingelserne i artikel 72 a, artikel 72 b, stk. 1 og 2, og artikel 72 c i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

77) Afviklingsenhed

a) En virksomhed, der er omfattet af afviklingstiltag i en afviklingsplan udarbejdet i henhold til § 259.

b) En virksomhed, der er omfattet af afviklingstiltag i en koncernafviklingsplan udarbejdet i henhold til § 260.

78) Afviklingskoncern

a) En afviklingsenhed og dens dattervirksomheder.

En dattervirksomhed er ikke omfattet af en afviklingskoncern, hvis

i) dattervirksomheden selv er en afviklingsenhed,

ii) dattervirksomheden er dattervirksomhed af en anden afviklingsenhed, eller

iii) dattervirksomheden er etableret i et tredjeland, medmindre dattervirksomheden indgår i afviklingskoncernen i henhold til afviklingsplanen.

b) Kreditinstitutter, som er fast tilknyttet et centralt organ, og det centrale organ, når mindst et kreditinstitut eller det centrale organ er en afviklingsenhed.

Kreditinstitutternes og det centrale organs dattervirksomheder er også omfattet af afviklingskoncernen.

79) Kønsneutral lønpolitik: En lønpolitik baseret på lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi uanset den ansattes køn.«

Stk. 2-5.

---

Stk. 6.

I denne lov forstås

1-9) ---

10)

Egentlig kernekapital i overensstemmelse med artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og regler fastsat i medfør af § 128, stk. 3 og 4.

12.

I § 5, stk. 6, nr. 10, ændres »artikel 25« til: »artikel 50«.

11-18) ---

Stk. 7 og 8.

---

§ 14.

Finanstilsynet giver tilladelse, når

1-6) ---

7)

ansøgerens forretningsgange og administrative forhold er forsvarlige.

13.

I § 14, stk. 1, nr. 7, indsættes efter »forsvarlige,«: »herunder at kravene i § 71 er opfyldt,«.

8-10) ---

Stk. 2-7.

---

§ 43.

---

Stk. 2 og 3.

---

Stk. 4.

Erhvervsministeren fastsætter regler om kompetencekrav for ansatte i pengeinstitutter og realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, filialer af udenlandske pengeinstitutter og investeringsselskaber samt tilknyttede agenter omfattet af § 9 a, der yder rådgivning om finansielle instrumenter.

Ministeren fastsætter endvidere regler om kompetencekrav for ansatte i pengeinstitutter og realkreditinstitutter, som præsenterer, tilbyder, rådgiver om eller administrerer boligkreditaftaler.

14.

I § 43, stk. 4, 1. pkt., ændres »og realkreditinstitutter« til: », realkreditinstitutter, investeringsforvaltningsselskaber«.

Stk. 5-8.

---

§ 44.

Det er ikke tilladt i erhvervsmæssigt øjemed her i landet at medvirke til, at direkte forsikringer for her i landet bosiddende personer, danske skibe eller andre risici, der består her i landet, tegnes hos andre end

15.

§ 44 ophæves.

1)

danske forsikringsselskaber og

2)

udenlandske forsikringsselskaber, der opfylder betingelserne i § 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1, samt udenlandske forsikringsselskaber, der har fået tilladelse af Finanstilsynet.

§ 64.

---

Stk. 2.

---

16.

I § 64 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke

»Stk. 3.

Den finansielle virksomhed er forpligtet til at påse overholdelsen af stk. 1.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

Stk. 3.

Stk. 1, nr. 1-4 og 6, og stk. 2 finder tilsvarende anvendelse på medlemmer af bestyrelsen og direktionen i en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed.

17.

I § 64, stk. 3, der bliver stk. 4, indsættes efter »og stk. 2«: »og 3«, og efter »en finansiel holdingvirksomhed« indsættes: », en blandet holdingvirksomhed«.

Stk. 4.

---

§ 64 c.

---

Stk. 2-6.

---

18.

I § 64 c indsættes som stk. 7

»Stk. 7.

Et pengeinstitut, et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) og et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), som ikke er et pengeinstitut, er forpligtet til at påse, at nøglepersoner overholder § 64, stk. 1.«

§ 64 d. ---

Stk. 2-4.

---

19.

I § 64 d indsættes som stk. 5 og 6

»Stk. 5.

Et gruppe 1-forsikringsselskab er forpligtet til at påse, at nøglepersoner overholder § 64, stk. 1.

Stk. 6.

Stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse for forsikringsholdingvirksomheder.«

20.

Efter § 64 d indsættes

Ȥ 64 e.

Bestyrelsen for den finansielle virksomhed skal sikre, at dens medlemmer har tilstrækkelig kollektiv viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne forstå virksomhedens aktiviteter og de hermed forbundne risici.

Bestyrelsens sammensætning skal afspejle en tilstrækkelig bred erfaring.

Stk. 2.

I gruppe 1- og 2-pengeinstitutter og større realkreditinstitutter skal mindst ét medlem af bestyrelsen have ledelseserfaring fra en anden relevant finansiel virksomhed.

Stk. 3.

I realkreditinstitutter skal mindst ét medlem af bestyrelsen have erfaring eller dybere indsigt i obligationsmarkedet.«

§ 70.

---

Stk. 2 og 3.

---

Stk. 4.

Bestyrelsen for den finansielle virksomhed skal sikre, at dens medlemmer har tilstrækkelig kollektiv viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne forstå virksomhedens aktiviteter og de hermed forbundne risici.

21.

§ 70, stk. 4, ophæves.

Stk. 5-7 bliver herefter stk. 4-6.

Stk. 5 og 6.

---

Stk. 7.

Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de forpligtelser, der påhviler bestyrelsen for en finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed og en forsikringsholdingvirksomhed i medfør af stk. 1-5.

22.

I § 70, stk. 7, der bliver stk. 6, ændres »stk. 1-5« til: »stk. 1-4«.

§ 77 a.

Ved pengeinstitutters, realkreditinstitutters, fondsmæglerselskabers, investeringsforvaltningsselskabers og finansielle holdingvirksomheders aflønning af bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil , skal virksomheden sikre sig, at følgende er opfyldt

1-3) ---

4)

Mindst 50 pct. af en variabel løndel til bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, skal på tidspunktet for beregningen af den variable løn bestå af en balance af aktier, tilsvarende ejerandele afhængigt af virksomhedens juridiske struktur, aktiebaserede instrumenter eller, hvis der er tale om en virksomhed, hvis kapitalandele ikke er optaget til handel på et reguleret marked, af tilsvarende instrumenter, der afspejler virksomhedens kreditværdighed.

Pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber I og fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til udførelse af ordrer og skønsmæssig porteføljepleje, jf. bilag 4, afsnit A, nr. 2 og 4, skal, hvor det er muligt og hensigtsmæssigt, anvende instrumenter som reguleret i artikel 52 og 63 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber eller andre instrumenter, der kan konverteres til egentlige kernekapitalinstrumenter eller nedskrives, og som i passende grad afspejler virksomhedens kreditværdighed som en virksomhed, hvis aktivitet formodes at fortsætte.

Instrumenterne kan udstedes i virksomheden eller dennes modervirksomhed, der ejer virksomheden fuldt ud.

Med forbehold for investeringsforvaltningsselskabets retlige struktur og dets fondsregler og vedtægter skal en væsentlig del og mindst 50 pct. af en variabel løndel til et medlem af bestyrelsen og direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på investeringsforvaltningsselskabets risikoprofil eller på risikoprofilen af de forvaltede danske UCITS, bestå af andele, kapitalandele eller instrumenter knyttet til kapitalandele i investeringsforvaltningsselskabet eller de forvaltede danske UCITS.

Minimumskravet på 50 pct. i 4. pkt. finder ikke anvendelse, hvis forvaltningen af danske UCITS udgør mindre end 50 pct. af den samlede portefølje, som forvaltes af investeringsforvaltningsselskabet.

23.

§ 77 a, stk. 1, nr. 4, 1. pkt., affattes således

»Mindst 50 pct. af en variabel løndel til bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, skal på tidspunktet for beregningen af den variable løn bestå af en balance af aktier, eller afhængigt af virksomhedens juridiske struktur tilsvarende ejerandele, aktiebaserede instrumenter eller tilsvarende instrumenter, der afspejler virksomhedens kreditværdighed.«

5)

Virksomhedens udbetaling af mindst 40 pct. af en variabel løndel, ved større beløb mindst 60 pct., sker over en periode på mindst 3 år med påbegyndelse 1 år efter beregningstidspunktet, dog for bestyrelsen og direktionen mindst 4 år, med en ligelig fordeling over årene eller med en voksende andel i slutningen af perioden.

24.

I § 77 a, stk. 1, nr. 5, ændres »mindst 3 år« til: »mindst 4 år«, og »mindst 4 år« ændres til: »mindst 5 år«.

6 og 7) ---

Stk. 2-5.

---

Stk. 6.

Pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet, investeringsforvaltningsselskabet eller den finansielle holdingvirksomhed skal sikre sig, at såfremt bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, tildeles en pensionsydelse, som helt eller delvis kan sidestilles med variable løndele, jf. § 5, stk. 1, nr. 45, skal virksomheden, hvis modtageren forlader virksomheden inden pensionstidspunktet, beholde denne del af pensionsydelsen i 5 år i form af instrumenter som nævnt i stk. 1, nr. 4.

Stk. 4 og 5 finder tilsvarende anvendelse på de i 1. pkt. nævnte tilfælde.

Hvis modtageren er medlem af bestyrelsen eller ansat i virksomheden ved pensionsalderen, skal virksomheden udbetale den variable del af pensionsydelsen til modtageren i form af de i stk. 1, nr. 4, nævnte instrumenter uden mulighed for afhændelse eller udnyttelse i en periode på 5 år.

Stk. 5 finder tilsvarende anvendelse på de i 3. pkt. nævnte tilfælde.

25.

I § 77 a, stk. 6, 1. pkt., ændres »nr. 45« til: »nr. 48«.

Stk. 7.

---

§ 77 b.

For pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber og finansielle holdingvirksomheder, der modtager statsstøtte eller har fået tilsagn om statsstøtte, herunder statsligt kapitalindskud, jf. lov om statsligt kapitalindskud, eller individuel statsgaranti, jf. kapitel 4 a i lov om finansiel stabilitet, eller datterselskaber af Finansiel Stabilitet udgør den procentsats, der er nævnt i § 77 a, stk. 1, nr. 1, 20 pct., idet der dog alene må tildeles og udbetales variabel løn til bestyrelsen og direktionen, hvis dette er berettiget.

26.

I § 77 b, stk. 1, udgår »jf. lov om statsligt kapitalindskud, eller individuel statsgaranti, jf. kapitel 4 a i lov om finansiel stabilitet,«.

§ 77 d. Et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab, et investeringsforvaltningsselskab og en finansiel holdingvirksomhed skal have en skriftlig lønpolitik, der er i overensstemmelse med og fremmer en sund og effektiv risikostyring.

27.

I § 77 d, stk. 1, indsættes som 2. pkt.

»Virksomhedens lønpolitik skal være kønsneutral.«

Stk. 2-4.

---

§ 77 g.

Et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I skal sikre, at virksomhedens lønpolitik, jf. § 77 d, stk. 1, de specifikke aflønningskrav i § 77 a, stk. 1, nr. 2-7, og stk. 3-6, og § 77 b, stk. 3, efterleves af pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber I og finansieringsinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 26, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber inden for samme koncern.

28.

§ 77 g, stk. 1, ophæves.

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 1 og 2.

Stk. 2.

---

Stk. 3.

Et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I skal sikre, at de ansatte, hvis aktiviteter har en væsentlig indflydelse på koncernens risikoprofil, udpeges i henhold til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 604/2014 af 4. marts 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for kvalitative og passende kvantitative kriterier til identifikation af de medarbejderkategorier, hvis arbejde har væsentlig indflydelse på institutters risikoprofil, i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber I og finansieringsinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 26, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber inden for samme koncern.

29.

§ 77 g, stk. 3, der bliver stk. 2, affattes således

»Stk. 2.

Et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I skal sikre, at de ansatte, hvis aktiviteter har en væsentlig indflydelse på koncernens risikoprofil, udpeges i henhold til Kommissionens delegerede forordning om kriterier til definition af ledelsesmæssigt ansvar og kontrolfunktioner, væsentlig forretningsenhed og væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, samt andre medarbejderkategorier, hvis aktiviteter har en væsentlig indflydelse på virksomhedens datterselskaber inden for samme koncern.«

§ 78.

---

Stk. 2 og 3.

---

Stk. 4.

Reglerne i stk. 1-3 gælder også eksponeringer mod personer, der er knyttet til direktører ved ægteskab, samliv i mindst 2 år eller slægtskab i ret op- eller nedstigende linje eller som søskende, og med virksomheder, for hvilke sådanne personer er direktører

30.

I § 78, stk. 4, indsættes efter »for hvilke sådanne personer er direktører«: », har en kvalificeret andel på 10 pct. eller mere af kapitalen eller stemmerettighederne, eller i hvilken disse personer kan udøve betydelig indflydelse, eller er medlemmer af bestyrelsen«.

Stk. 5.

---

31.

Efter § 124 indsættes

Ȥ 124 a.

Finanstilsynet fastsætter årligt et vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag for de individuelle kreditinstitutter og meddeler dette til kreditinstitutterne.

Det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag baseres på en tilsynsmæssig stresstest og opgøres i procent af den samlede risikoeksponering.

Stk. 2.

Den del af vejledningen om yderligere kapitalgrundlag, som er fastsat for at tage højde for andre risici end risikoen for overdreven gearing, skal opfyldes med egentlig kernekapital ud over den egentlige kernekapital, som opretholdes for at opfylde

kapitalgrundlagskravet i artikel 92, stk. 1, litra a-c, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,

den del af det individuelle solvenskrav fastsat i medfør af § 124, stk. 3, eller individuelle solvensbehov fastsat i medfør af § 124,

stk. 2, som er fastsat til at afhjælpe andre risici end risikoen for overdreven gearing, og

det kombinerede kapitalbufferkrav i medfør af § 125 a.

Stk. 3.

Den del af det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag, som er fastsat for at tage højde for risikoen for overdreven gearing, skal opfyldes med egentlig kernekapital ud over den egentlige kernekapital, som opretholdes for at opfylde

kapitalgrundlagskravet i artikel 92, stk. 1, litra d, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,

den del af det individuelle solvenskrav fastsat i medfør af § 124, stk. 3, eller individuelle solvensbehov fastsat i medfør af § 124, stk. 2, som er fastsat til at afhjælpe risikoen for overdreven gearing, og

gearingsgradbufferkravet i artikel 92, stk. 1, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Stk. 4.

Finanstilsynet skal ved gentagne eller vedvarende brud på det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag vurdere, hvorvidt der bør sættes et højere solvenskrav for instituttet, jf. § 124, stk. 3.«

§ 125 a.

---

Stk. 2-4.

---

32.

I § 125 a indsættes efter stk. 4 som nyt stykke

»Stk. 5.

SIFI-bufferen i et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI), jf. § 308, skal på individuelt, delkonsolideret og konsolideret grundlag mindst udgøre det systemisk vigtige finansielle instituts (SIFI) samlede risikoeksponeringer beregnet i overensstemmelse med artikel 92, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber multipliceret med SIFI-buffersatsen.«

Stk. 5-8 bliver herefter stk. 6-9.

Stk. 5 og 6.

---

Stk. 7.

Det kombinerede kapitalbufferkrav skal opfyldes med egentlig kernekapital i tillæg til egentlig kernekapital, der skal opretholdes for at opfylde kapitalgrundlagskravet i artikel 92 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, og i tillæg til egentlig kernekapital, som opretholdes for at opfylde det individuelle solvenskrav fastsat i medfør af § 124, stk. 3, eller § 125, stk. 3, eller individuelle solvensbehov fastsat i medfør af § 124, stk. 2, eller § 125, stk. 2.

33.

§ 125 a, stk. 7, der bliver stk. 8, affattes således

»Stk. 8.

Det kombinerede kapitalbufferkrav skal opfyldes med egentlig kernekapital i tillæg til

1) Egentlig kernekapital, der skal opretholdes for at opfylde kapitalgrundlagskravet i artikel 92, stk. 1, litra a-c, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

2) Egentlig kernekapital, som opretholdes for at opfylde den del af det individuelle solvenskrav fastsat i medfør af § 124, stk. 3, eller § 125, stk. 3, eller individuelle solvensbehov fastsat i medfør af § 124, stk. 2, eller § 125, stk. 2, som er fastsat til at afhjælpe andre risici end risikoen for overdreven gearing.

3) Egentlig kernekapital, som opretholdes for at opfylde den del af det vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag, der er fastsat til at afhjælpe andre risici end risikoen for overdreven gearing.

4) Egentlig kernekapital, som opretholdes til at opfylde de risikobaserede elementer af krav om nedskrivningsegnede passiver som fastsat i § 266.«

Stk. 8.

---

34.

I § 125 b indsættes før stk. 1 som nye stykker

»Et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I, hvis fondsmæglerselskabet har tilladelse til at udøve de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, opfylder ikke det kombinerede kapitalbufferkrav fastsat i medfør af § 125 a, stk. 1, hvis ikke instituttet eller selskabet samtidig har et tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at opfylde kravene i artikel 92, stk. 1, litra a-c, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, det individuelle solvenskrav fastsat i medfør af § 124, stk. 3, eller § 125, stk. 3, og det individuelle solvensbehov fastsat i medfør af § 124, stk. 2, til at afhjælpe andre risici end risikoen for overdreven gearing.

Stk. 2 .

Et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), der er udpeget i henhold til § 310, opfylder ikke gearingsgradbufferkravet, jf. artikel 92, stk. 1, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 876/2019 af 20. maj 2019 om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013, hvis det globalt systemisk vigtige finansielle institut (G-SIFI) ikke samtidig har et tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at opfylde kravene i artikel 92, stk. 1, litra d, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 876/2019 af 20. maj 2019 om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber samt de dele af det individuelle solvenskrav, jf. § 124, stk. 3, og det individuelle solvensbehov, jf. § 124, stk. 2, som er fastsat til at afhjælpe risikoen for overdreven gearing.«

Stk. 1-8 bliver herefter stk. 3-10.

§ 125 b.

Et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I, hvis fondsmæglerselskabet I har tilladelse til at udøve de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, der opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a, stk. 1, må ikke foretage udlodning, der vedrører egentlig kernekapital, jf. stk. 5, i et omfang, der reducerer den egentlige kernekapital til et niveau, hvor det kombinerede kapitalbufferkrav ikke længere er opfyldt, jf. dog stk. 7.

35.

I § 125 b, stk. 1, der bliver stk. 3, indsættes efter »§ 125 a, stk. 1,«: »og gearingsgradbufferkravet, hvor gearingsgradbufferkravet finder anvendelse,«, »stk. 5« ændres til: »stk. 7«, efter »det kombinerede kapitalbufferkrav« indsættes: »eller gearingsgradbufferkravet«, og »stk. 7« ændres til: »stk. 9«.

Stk. 2.

En virksomhed som nævnt i stk. 1, der ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, skal opgøre det maksimale udlodningsbeløb og straks underrette Finanstilsynet herom

36.

I § 125 b, stk. 2, der bliver stk. 4, indsættes efter »det kombinerede kapitalbufferkrav«: »eller et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) som nævnt i stk. 2, der ikke opfylder gearingsgradbufferkravet«, og efter »skal opgøre det« indsættes: »relevante«.

Stk. 3.

En virksomhed som nævnt i stk. 1, der ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, må ikke foretage følgende handlinger, før virksomheden har opgjort det maksimale udlodningsbeløb og underrettet Finanstilsynet i medfør af § 125 d

37.

I § 125 b, stk. 3, der bliver stk. 5, indsættes efter »det kombinerede kapitalbufferkrav«: »eller et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) som nævnt i stk. 2, der ikke opfylder gearingsgradbufferkravet«.

1)

Foretage udlodning, der vedrører egentlig kernekapital, jf. stk. 5.

38.

I § 125 b, stk. 3, nr. 1, der bliver stk. 5, nr. 1, ændres »stk. 5« til: »stk. 7«.

2 og 3) ---

Stk. 4.

En virksomhed som nævnt i stk. 1 må ikke udlodde mere end det maksimale udlodningsbeløb ved handlinger omfattet af stk. 3, nr. 1-3, jf. dog stk. 7.

39.

I § 125 b, stk. 4, der bliver stk. 6, indsættes efter »som nævnt i stk. 1«: »og et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) som nævnt i stk. 2«, »stk. 3« ændres til: »stk. 5«, og »stk. 7« ændres til: »stk. 9« .

Stk. 5.

---

Stk. 6.

En virksomhed som nævnt i stk. 1 skal træffe nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre, at størrelsen af de overskud, der kan udloddes, og det maksimale udlodningsbeløb opgøres nøjagtigt.

Virksomheden skal på anmodning kunne dokumentere denne nøjagtighed over for Finanstilsynet.

40.

I § 125 b, stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt., indsættes efter »som nævnt i stk. 1«: »og et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) som nævnt i stk. 2«.

Stk. 7.

---

Stk. 8.

Finanstilsynet fastsætter regler om opgørelse og indberetning af det maksimale udlodningsbeløb.

41.

I § 125 b, stk. 8, der bliver stk. 10, ændres »det« til: »de«.

§ 125 c.

Et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I, hvis fondsmæglerselskabet I har tilladelse til de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, der ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a, stk. 1, skal udarbejde og indsende en kapitalbevaringsplan til Finanstilsynet, senest 5 arbejdsdage efter at virksomheden burde have konstateret, at den ikke opfylder kravet, jf. dog stk. 2.

42.

I § 125 c, stk. 1, indsættes efter »der ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a, stk. 1,«: »eller gearingsgradbufferkravet, jf. artikel 92, stk. 1, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 876/2019 af 20. maj 2019 om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013,« .

Stk. 2-5.

---

§ 125 e.

---

Stk. 2.

I koncerner, hvori der indgår et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), jf. § 310, og hvor der på konsolideret grundlag gælder både en G-SIFI-buffer og en systemisk buffer, finder alene den højeste af de to buffere anvendelse, jf. dog stk. 3.

43.

§ 125 e, stk. 2, affattes således

»Stk. 2.

I koncerner, hvori der indgår et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), jf. § 310, og et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI), jf. § 308, og hvor der på konsolideret grundlag gælder både en G-SIFI-buffer og en SIFI-buffer, finder den højeste af henholdsvis G-SIFI-bufferen og SIFI-bufferen anvendelse.«

Stk. 3.

Finder en systemisk buffer alene anvendelse på danske eksponeringer for at imødegå makroprudentielle risici i Danmark, finder både den systemiske buffer og G-SIFI-bufferen anvendelse.

44.

§ 125 e, stk. 3, ophæves.

§ 125 g.

---

Stk. 2.

---

45.

I § 125 g indsættes som stk. 3 og 4

»Stk. 3.

SIFI-buffersatsen afhænger af, hvilken kategori det systemisk vigtige finansielle institut (SIFI) placeres i, jf. § 308, stk. 7.

Stk. 4.

Erhvervsministeren fastsætter en SIFI-buffersats for de enkelte kategorier af systemiskhed, jf. § 308, stk. 7, for et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI).«

§ 125 h. Erhvervsministeren kan fastsætte en systemisk buffersats til brug for opgørelsen af en systemisk buffer under hensyntagen til at forebygge og begrænse langsigtede ikkecykliske systemiske eller makroprudentielle risici, der ikke er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Erhvervsministeren fastsætter endvidere, hvilke eksponeringer buffersatsen skal finde anvendelse på, hvilke pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I, hvis fondsmæglerselskabet I har tilladelse til at udøve de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, der skal være omfattet af buffersatsen, og fra hvilken dato virksomhederne skal anvende buffersatsen til opgørelse af deres systemiske buffer, jf. § 125 a, stk. 6.

Erhvervsministeren kan fastsætte forskellige satser til forskellige grupper af de omfattede virksomheder.

Erhvervsministeren offentliggør en meddelelse om fastsættelse af en systemisk buffersats på Erhvervsministeriets hjemmeside.

46.

I § 125 h, stk. 1, 1. pkt., udgår »ikkecykliske«.

47.

I § 125 h, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum

»En systemisk buffersats må ikke anvendes til at afhjælpe risici omfattet af den kontracykliske buffersats, jf. § 125 f, SIFI-buffersatsen, eller G-SIFI-buffersatsen, jf. § 125 g.«

Stk. 2.

---

Stk. 3.

Har erhvervsministeren i medfør af stk. 1 fastsat en systemisk buffersats, der finder anvendelse på alle eksponeringer, og desuden i medfør af stk. 2 besluttet at anvende et andet lands buffersats for eksponeringer i det pågældende land, træffer ministeren beslutning om, hvilken af de nævnte buffersatser der skal finde anvendelse for virksomhederne til opgørelse af deres systemiske buffer, jf. § 125 a, stk. 6, i forbindelse med eksponeringer i det pågældende land.

48.

§ 125 h, stk. 3, affattes således

»Stk. 3.

Vurderer erhvervsministeren, at en systemisk buffersats, der er anerkendt af erhvervsministeren i medfør af stk. 2, forebygger og begrænser en risiko, der kan sidestilles med en risiko, som er omfattet af en systemisk buffersats fastsat i medfør af stk. 1, finder den højeste buffersats af disse anvendelse for virksomhederne i forbindelse med eksponeringer i det pågældende land til brug for opgørelsen af deres systemiske buffer, jf. § 125 a, stk. 7.

Hvis de pågældende buffersatser vurderes at adressere forskellige risici, kan erhvervsministeren træffe beslutning om, hvorvidt buffersatserne er kumulative ved opgørelsen af deres systemiske buffer, jf. § 125 a, stk. 7.«

Stk. 4.

---

49.

I § 125 h indsættes som stk. 5

»Stk. 5.

Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke undergrupper af eksponeringer den systemiske buffer kan finde anvendelse på, og opgørelsen af den systemiske buffer.«

§ 125 i.

Et realkreditinstitut skal til enhver tid have en gældsbuffer på 2 pct. af realkreditinstituttets samlede uvægtede udlån.

Kapital- og gældsinstrumenter til opfyldelse af gældsbufferkravet skal være udstedt af realkreditinstituttet i øvrigt.

50.

§ 125 i ophæves.

Stk. 2.

For et realkreditinstitut, der på institutniveau er udpeget som systemisk vigtigt realkreditinstitut, jf. §§ 308 og 310, skal gældsbufferen fastsættes til et niveau, dog minimum 2 pct., jf. stk. 1, der sikrer, at instituttets krav til kapitalgrundlag og gældsbuffer tilsammen udgør mindst 8 pct. af instituttets samlede passiver, jf. dog stk. 4.

Stk. 3.

Indgår et realkreditinstitut i en koncern, der på konsolideret niveau er udpeget som systemisk vigtig, jf. §§ 308 og 310, og hvor der for koncernen skal fastsættes et krav til størrelsen af koncernens nedskrivningsegnede passiver på konsolideret niveau, jf. § 266, stk. 3, skal gældsbufferen fastsættes til et niveau, dog minimum 2 pct., jf. stk. 1, der sikrer, at det samlede krav til koncernens gældsbuffer, kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede passiver udgør mindst 8 pct. af koncernens samlede passiver.

Stk. 4.

For et realkreditinstitut, der på institutniveau er udpeget som systemisk vigtigt realkreditinstitut, jf. §§ 308 og 310, der indgår i en international koncern, udgør gældsbufferkravet 2 pct. af instituttets samlede uvægtede udlån, hvis den internationale koncerns samlede krav er tilstrækkelige til at sikre, at koncernen har nedskrivningsegnede passiver, der mindst udgør 8 pct. af koncernens samlede passiver.

Hvis den internationale koncerns samlede krav ikke er tilstrækkelige til at sikre, at koncernen har nedskrivningsegnede passiver, der mindst udgør 8 pct. af koncernens samlede passiver, fastsættes gældsbufferkravet for realkreditinstituttet til minimum 2 pct., dog således, at det samlede krav til realkreditinstituttets gældsbuffer og kapitalgrundlag udgør mindst 8 pct. af realkreditinstituttets samlede passiver.

Stk. 5.

For et realkreditinstitut, der som modervirksomhed ejer en dattervirksomhed, der også er et realkreditinstitut, kan gældsbufferkravet opfyldes på realkreditkoncernniveau.

Stk. 6.

Gældsbufferkravet kan opfyldes med følgende kapital- og gældsinstrumenter

1)

Egentlig kernekapital.

2)

Hybrid kernekapital.

3)

Supplerende kapital.

4)

Usikret seniorgæld.

Stk. 7.

Kapital- og gældsinstrumenterne som nævnt i stk. 6 må ikke samtidig anvendes til at opfylde

1)

kravet til kapitalgrundlag, jf. artikel 92 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,

2)

det individuelle solvensbehov, jf. § 124, stk. 2,

3)

det individuelle solvenskrav, jf. § 124, stk. 3,

4)

det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a, eller

5)

kravet til nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266.

Stk. 8.

For gældsbufferkrav, der opfyldes med kapital- og gældsinstrumenter omfattet af stk. 6, nr. 2-4, gælder følgende

1)

Kapital- og gældsinstrumenterne skal have en oprindelig løbetid på mindst 2 år.

2)

Der skal være en hensigtsmæssig spredning i kapital- og gældsinstrumenternes forfaldstid.

Stk. 9.

Finanstilsynet kan bestemme følgende

1)

Gældsbufferkravet for et realkreditinstitut skal opfyldes helt eller delvis med kapital- og gældsinstrumenter med kontraktuel mulighed for nedskrivning og konvertering.

2)

Gældsbufferkravet opgjort efter stk. 3 kan for den del, der er over 2 pct., opfyldes med udstedelser, jf. stk. 6-8, fra modervirksomheden, hvis denne er et pengeinstitut.

§ 152.

Finanstilsynet kan fastsætte et specifikt likviditetskrav for et pengeinstitut eller en gruppe af pengeinstitutter med lignende risikoprofiler, der tager højde for specielle likviditetsrisici i pengeinstituttet eller grupper af pengeinstitutter og for systemiske likviditetsrisici.

51.

I § 152, stk. 1 , og §§ 153 og 156 udgår »og for systemiske likviditetsrisici«.

Stk. 2.

---

§ 153.

Finanstilsynet kan fastsætte et specifikt likviditetskrav for et realkreditinstitut eller en gruppe af realkreditinstitutter med lignende risikoprofiler, der tager højde for specielle likviditetsrisici i realkreditinstituttet eller grupper af realkreditinstitutter og for systemiske likviditetsrisici.

51.

I § 152, stk. 1 , og §§ 153 og 156 udgår »og for systemiske likviditetsrisici«.

§ 156.

Finanstilsynet kan fastsætte et specifikt likviditetskrav for et fondsmæglerselskab I eller en gruppe af fondsmæglerselskaber I med lignende risikoprofiler, der tager højde for specielle likviditetsrisici i fondsmæglerselskabet I eller grupper af fondsmæglerselskaber I og for systemiske likviditetsrisici.

51.

I § 152, stk. 1 , og §§ 153 og 156 udgår »og for systemiske likviditetsrisici«.

52.

Efter § 175 e indsættes før overskriften før § 176

»Særlige regler for koncerner med moderselskab i et land uden for Den Europæiske Union

§ 175 f.

Et pengeinstitut, realkreditinstitut eller fondsmæglerselskab I skal udpege et fælles mellemliggende moderselskab inden for Den Europæiske Union, hvis

virksomheden er en del af en koncern, hvis moderselskab er beliggende uden for Den Europæiske Union og uden for et land, Unionen har indgået aftale med på det finansielle område,

koncernen har to eller flere pengeinstitutter, realkreditinstitutter eller investeringsselskaber beliggende inden for Den Europæiske Union eller i et land, Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og

koncernen har aktiver af en samlet værdi på 40 mia. euro eller mere i Den Europæiske Union eller i et land, Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Stk. 2.

Finanstilsynet kan give tilladelse til, at virksomheden udpeger to mellemliggende moderselskaber inden for Den Europæiske Union, hvis

moderselskabet for koncernen omtalt i stk. 1, nr. 1, er pålagt adskillelse af aktiviteter i det tredjeland, hvor selskabet er beliggende, eller

hvis den kompetente afviklingsmyndighed for det mellemliggende moderselskab har vurderet, at afviklingen vil være mere effektiv med to mellemliggende moderselskaber i Den Europæiske Union.

Stk. 3.

Et mellemliggende moderselskab skal have tilladelse som pengeinstitut eller realkreditinstitut eller være et godkendt finansielt holdingselskab eller blandet finansielt holdingselskab, jf. dog stk. 4.

Stk. 4.

Et investeringsselskab kan udpeges som mellemliggende moderselskab, hvis

ingen af de omfattede virksomheder har tilladelse som pengeinstitut eller realkreditinstitut, eller

det mellemliggende moderselskab er udpeget efter stk. 2, nr. 1.

§ 175 g.

En modervirksomhed, som er en finansiel holdingvirksomhed, og som i koncernen er den øverste modervirksomhed beliggende i Danmark, skal godkendes af Finanstilsynet og den konsoliderende tilsynsmyndighed, hvor den konsoliderende tilsynsmyndighed er forskellig fra Finanstilsynet, jf. stk. 8, jf. dog stk. 4.

En modervirksomhed, som er en finansiel holdingvirksomhed, og som i koncernen er den øverste modervirksomhed beliggende i Unionen, skal godkendes af Finanstilsynet som konsoliderende tilsynsmyndighed og den kompetente myndighed i den medlemsstat, holdingvirksomheden er beliggende i, jf. stk. 8.

Andre finansielle holdingvirksomheder skal godkendes, når de er omfattet af denne lov eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber på delkonsolideret niveau.

Stk. 2.

Godkendelse tildeles en finansiel holdingvirksomhed, hvis følgende betingelser er opfyldt

1) De interne ordninger og fordelingen af opgaver inden for koncernen er passende med henblik på at opfylde kravene i denne lov og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og på konsolideret eller delkonsolideret niveau, og de navnlig er tilstrækkelige til, at

a) koordinere den finansielle holdingvirksomheds dattervirksomheder, herunder om nødvendigt gennem en passende fordeling af opgaver blandt kreditinstitutter, der er dattervirksomheder,

b) forhindre eller håndtere konflikter internt i koncernen og

c) håndhæve koncernens politikker, der er fastsat af den finansielle holdingvirksomhed, i hele koncernen.

2) Organisationsstrukturen i den koncern, hvori den finansielle holdingvirksomhed indgår, hindrer ikke et effektivt tilsyn med kreditinstitutter, der er dattervirksomheder, eller moderinstitutter for så vidt angår de individuelle, konsoliderede og eventuelt delkonsoliderede forpligtelser, de er underlagt.

I denne vurdering tages der navnlig hensyn til

a) positionen af den finansielle holdingvirksomhed i en koncern med flere niveauer,

b) ejerstrukturen og

c) den rolle, den finansielle holdingvirksomhed har i koncernen.

3) Kriterierne i § 14, stk. 2, og §§ 61 a og 64 er opfyldt.

Stk. 3.

Er betingelserne i stk. 2 ikke opfyldt, underlægges den finansielle holdingvirksomhed passende tilsynsforanstaltninger, som kan omfatte

1) Suspension af udøvelsen af de stemmerettigheder, der er knyttet til den finansielle holdingvirksomheds aktier i kreditinstitutter, der er dattervirksomheder.

2) Påbud mod den finansielle holdingvirksomhed eller medlemmerne af ledelsesorganet og ledelsesmedlemmerne.

3) Afgivelse af instrukser eller udstedelse af retningslinjer rettet mod den finansielle holdingvirksomhed om at overføre kapitalinteresserne i kreditinstitutter, der er dattervirksomheder, til sine aktionærer.

4) Udpegning på foreløbigt grundlag af en anden finansiel holdingvirksomhed eller andet institut inden for samme koncern som ansvarlig for at sikre overholdelse af kravene i denne lov og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber på konsolideret niveau.

5) Begrænsning af eller forbud mod udlodninger eller rentebetalinger til aktionærer.

6) Krav om, at finansielle holdingvirksomheder afhænder eller begrænser kapitalandele i kreditinstitutter eller andre enheder i den finansielle sektor.

7) Krav om, at finansielle holdingvirksomheder forelægger en plan for straks at overholde betingelserne i stk. 2 på ny.

Stk. 4.

Godkendelse af den finansielle holdingvirksomhed efter stk. 1 er ikke påkrævet, hvis følgende betingelser er opfyldt

1) Den finansielle holdingvirksomheds hovedaktivitet består i at erhverve kapitalandele i dattervirksomheder.

2) Den finansielle holdingvirksomhed er ikke udpeget som afviklingsenhed i overensstemmelse med afviklingsstrategien fastsat af den relevante afviklingsmyndighed.

3) Et kreditinstitut, der er dattervirksomhed, er udpeget som ansvarlig for at sikre koncernens overholdelse af tilsynskrav på konsolideret niveau og har alle de fornødne midler og den retlige beføjelse til at indfri disse forpligtelser på en effektiv måde.

4) Den finansielle holdingvirksomhed tager ikke del i ledelsesmæssige, operationelle eller finansielle beslutninger, der påvirker koncernen eller dens dattervirksomheder, der er kreditinstitutter eller finansieringsinstitutter.

5) Der er ikke nogen hindringer for et effektivt tilsyn med koncernen på konsolideret niveau.

Stk. 5.

Er betingelserne i stk. 4 ikke længere opfyldt, skal den finansielle holdingvirksomhed søge om godkendelse.

Stk. 6.

Som led i ansøgning om godkendelse efter stk. 1 skal finansielle holdingvirksomheder oplyse Finanstilsynet og den konsoliderende tilsynsmyndighed, hvis den ikke er den samme myndighed, om følgende

1) Organisationsstrukturen for den koncern, hvori den finansielle holdingvirksomhed indgår, med klar angivelse af dens dattervirksomheder og eventuelle modervirksomheder samt placeringen og den type aktivitet, de enkelte enheder udøver i koncernen.

2) Oplysninger om nomineringen af mindst to personer, der varetager den faktiske ledelse af den finansielle holdingvirksomhed, og overholdelse af kravene i § 64 til kvalifikationer for et medlem af bestyrelsen eller direktionen.

3) Oplysninger om overholdelse af kriterierne i § 14, stk. 2, og § 61 a vedrørende aktionærer og selskabsdeltagere, hvis den finansielle holdingvirksomhed har et realkreditinstitut eller pengeinstitut som dattervirksomhed.

4) Den interne organisation og fordelingen af opgaver inden for koncernen.

5) Alle andre oplysninger, som Finanstilsynet eller den konsoliderende tilsynsmyndighed finder nødvendige for at udføre vurderinger i overensstemmelse med stk. 2 og 4.

Stk. 7.

Finanstilsynet overvåger løbende som den konsoliderende tilsynsmyndighed overholdelsen af betingelserne omhandlet i stk. 2 eller 4.

Finanstilsynet deler relevante oplysninger forbundet hermed med den kompetente myndighed i den medlemsstat, den finansielle holdingvirksomhed er beliggende i.

Stk. 8.

Er Finanstilsynet som konsoliderende tilsynsmyndighed forskellig fra den kompetente myndighed i den medlemsstat den finansielle holdingvirksomhed er beliggende i, tages en fælles beslutning om godkendelse eller fritagelse for godkendelse, jf. stk. 2 og 4, samt tilsynsforanstaltningerne i stk. 3 og 5.

Til brug herfor udarbejder Finanstilsynet som den konsoliderende tilsynsmyndighed en vurdering af relevante forhold omhandlet i stk. 2, 3, 4 og 7, og sender denne vurdering til den kompetente myndighed.

Stk. 9.

Finanstilsynet og andre tilsynsmyndigheder skal inden for to måneder efter, at Finanstilsynet har foretaget og sendt sin vurdering nævnt i stk. 8, nå frem til en fælles beslutning, jf. dog stk. 13.

Opnås en fælles beslutning, meddeler Finanstilsynet som den konsoliderende tilsynsmyndighed beslutningen til ansøgeren.

Stk. 10.

Foreligger der ikke inden for to måneder en fælles beslutning, henviser Finanstilsynet sagen til Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, som træffer beslutning inden for en måned efter modtagelse af henvisningen.

Finanstilsynet meddeler som den konsoliderende tilsynsmyndighed denne beslutning til ansøgeren.

Stk. 11.

Efter udløbet af perioden på to måneder, jf. stk. 9, eller efter, at der er truffet en fælles beslutning, kan sagen ikke længere henvises til Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Stk. 12.

Kan en finansiel holdingvirksomhed ikke godkendes, underretter Finanstilsynet som den konsoliderende tilsynsmyndighed ansøgeren om begrundelsen herfor.

Begrundelsen skal meddeles til ansøgeren senest fire måneder efter tilsynsmyndighedens modtagelse af alle de oplysninger, der er nødvendige for at tage stilling til ansøgningen om godkendelse.

Stk. 13.

Der skal dog i alle tilfælde træffes beslutning om at meddele eller afvise godkendelse inden for en frist på seks måneder efter ansøgningens modtagelse.«

§ 259.

---

Stk. 2.

---

53.

I § 259 indsættes efter stk. 2 som nye stykker

»Stk. 3.

Finanstilsynet kan udarbejde, vedtage og vedligeholde en forenklet afviklingsplan.

Den forenklede afviklingsplan vedtages af Finanstilsynet efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Stk. 4.

Finanstilsynet skal vedligeholde afviklingsplanen, jf. stk. 1 og 3, mindst en gang om året.

Afviklingsplanen vedtages af Finanstilsynet efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Finanstilsynet kan beslutte at fravige kravet om vedligeholdelse af afviklingsplanen mindst en gang om året.

Stk. 5.

Finanstilsynet skal uanset stk. 4 vedligeholde afviklingsplanen, når der er sket ændringer i den pågældende virksomhed, herunder ændringer i virksomhedens retlige eller organisatoriske struktur, forretningsaktiviteter eller økonomiske forhold, som nødvendiggør en ændring af virksomhedens afviklingsplan.

Afviklingsplanen vedtages af Finanstilsynet efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Stk. 6.

Finanstilsynet kan udarbejde, vedtage og vedligeholde en koncernafviklingsplan, jf. § 260, for et kreditinstitut, der er tilknyttet et centralt organ, og som helt eller delvist er undtaget fra de tilsynsmæssige krav i overensstemmelse med artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Koncernafviklingsplanen vedtages af Finanstilsynet efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.«

Stk. 3-6 bliver herefter stk. 7-10.

Stk. 3 og 4.

---

Stk. 5.

Finanstilsynet fremsender efter vedtagelsen i henhold til stk. 1 den endelige afviklingsplan til Finansiel Stabilitet.

For institutter omfattet af stk. 3 fremsendes afviklingsplanen endvidere til Danmarks Nationalbank.

54.

I § 259, stk. 5, 2. pkt., der bliver stk. 9, 2. pkt., ændres »stk. 3« til: »stk. 7«.

Stk. 6.

---

55.

Efter § 259 indsættes

Ȥ 259 a.

Et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I, for hvilket der er udarbejdet en afviklingsplan i henhold til § 259, stk. 1, skal straks oplyse Finanstilsynet om væsentlige ændringer i den pågældende virksomhed, herunder ændringer i virksomhedens retlige eller organisatoriske struktur, forretningsaktiviteter eller økonomiske forhold.«

§ 260.

---

Stk. 2.

Finanstilsynet kan uanset stk. 1 beslutte, at der for hver enkelt dattervirksomhed, som er et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I, skal udarbejdes og vedligeholdes en afviklingsplan i henhold til § 259.

56.

§ 260, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

Stk. 3.

En koncernafviklingsplan skal indeholde konkrete tiltag til afvikling af koncernen som helhed og afvikling af de virksomheder og filialer, som indgår i koncernen.

57.

I § 260, stk. 3, der bliver stk. 2, indsættes som 2. og 3. pkt.

»Koncernafviklingsplanen skal angive afviklingsenhederne og afviklingskoncernerne i den pågældende koncern.

En mellemliggende finansiel holdingvirksomhed, der direkte eller indirekte ejer dattervirksomheder af en blandet holdingvirksomhed, er en afviklingsenhed.«

58.

I § 260 indsættes efter stk. 3, der bliver stk. 2, som nyt stykke

»Stk. 3.

Koncernafviklingsplanen skal udarbejdes på en måde, så den ikke medfører en negativ og uforholdsmæssig stor indvirkning på et land inden for Den Europæiske Union eller på et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, ved dens gennemførelse.«

Stk. 4.

---

Stk. 5.

Finanstilsynet fremsender oplysninger modtaget til brug for udarbejdelsen af koncernafviklingsplanen til

1-5) ---

6)

afviklingsmyndighederne i de andre lande inden for Den Europæiske Union, hvor en finansiel holdingvirksomhed er etableret.

59.

I § 260, stk. 5, nr. 6, indsættes efter »Den Europæiske Union«: »eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område«, og efter »finansiel holdingvirksomhed« indsættes: »eller en blandet holdingvirksomhed«.

Stk. 6.

Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet vurderer sammen med de i stk. 5 nævnte myndigheder, om koncernafviklingsplanen opfylder de i stk. 3 og 4, jf. § 259, fastsatte krav med henblik på at nå en fælles beslutning om koncernafviklingsplanen inden for 4 måneder efter Finanstilsynets fremsendelse af oplysninger som nævnt i stk. 5.

60.

I § 260, stk. 6, ændres »de i stk. 5 nævnte myndigheder« til: »dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder«, og »stk. 3 og 4, jf. § 259,« ændres til: »stk. 2-4«.

Stk. 7.

Finanstilsynet træffer beslutning om koncernafviklingsplanen, hvis myndighederne omfattet af stk. 5 ikke inden for 4 måneder efter Finanstilsynets fremsendelse af koncernafviklingsplanen har truffet en fælles beslutning, jf. stk. 6.

Finanstilsynet underretter koncernens modervirksomhed og de i stk. 5 nævnte myndigheder om beslutningen.

Såfremt en af de i stk. 5, nr. 3-5, nævnte myndigheder har indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, skal Finanstilsynet udskyde sin beslutning, indtil afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed foreligger.

Finanstilsynet skal herefter træffe beslutning i overensstemmelse med beslutningen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

61.

§ 260, stk. 7, affattes således

»Stk. 7.

Finanstilsynet træffer beslutning om koncernafviklingsplanen, senest 4 måneder efter at Finanstilsynet har fremsendt oplysninger efter stk. 5, hvis Finanstilsynet og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder ikke har truffet en fælles beslutning, jf. stk. 6.

Finanstilsynet underretter modervirksomheden og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder om beslutningen.

Har en dattervirksomheds afviklingsmyndighed inden udløbet af perioden på 4 måneder indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, udskyder Finanstilsynet sin beslutning, indtil afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed foreligger.

Finanstilsynet skal herefter træffe beslutning i overensstemmelse med afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Har Den Europæiske Banktilsynsmyndighed ikke truffet afgørelse, senest 1 måned efter at sagen blev indbragt, træffer Finanstilsynet beslutning om koncernafviklingsplanen.«

Stk. 8.

---

62.

Efter § 260 indsættes

Ȥ 260 a.

Finanstilsynet udarbejder, vedtager og vedligeholder en afviklingsplan, jf. § 259, stk. 1, hvis Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet er uenige i forslaget til koncernafviklingsplan fra koncernafviklingsmyndigheden, og hvis koncernafviklingsmyndigheden og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder ikke har truffet en fælles beslutning om koncernafviklingsplanen, senest 4 måneder efter at koncernafviklingsmyndigheden har fremsendt oplysninger modtaget til brug for udarbejdelsen af koncernafviklingsplanen, jf. dog 2. pkt. 1. pkt. finder anvendelse, når Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet er afviklingsmyndighed for en dattervirksomhed i en koncern, hvor den øverste modervirksomhed er i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Stk. 2.

Finanstilsynet underretter de øvrige medlemmer af afviklingskollegiet om, at Finanstilsynet har vedtaget en afviklingsplan i henhold til stk. 1.

Stk. 3.

Har en afviklingsmyndighed inden udløbet af perioden på 4 måneder indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, udskyder Finanstilsynet sin beslutning efter stk. 1, indtil afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed foreligger.

Finanstilsynet skal herefter træffe beslutning i overensstemmelse med afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Har Den Europæiske Banktilsynsmyndighed ikke truffet afgørelse, senest 1 måned efter at sagen blev indbragt, træffer Finanstilsynet beslutning om afviklingsplanen.«

63.

Efter § 261 indsættes før overskriften før § 262

Ȥ 261 a.

Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om, at et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I skal udarbejde et register over finansielle kontrakter, som virksomheden har indgået.«

§ 264.

---

Stk. 2.

Virksomheden skal, senest 4 måneder efter at denne har modtaget en underretning i henhold til stk. 1, forelægge Finanstilsynet forslag til mulige tiltag med henblik på at afhjælpe eller fjerne de væsentlige afviklingshindringer, som følger af underretningen.

Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet vurderer, om de pågældende tiltag effektivt afhjælper eller fjerner de pågældende afviklingshindringer.

64.

I § 264, stk. 2, indsættes i 1. pkt. efter »stk. 1,«: »jf. dog stk. 3,«, og 2. pkt. ophæves.

65.

I § 264 indsættes efter stk. 2 som nye stykker

»Stk. 3.

Virksomheden skal forelægge Finanstilsynet forslag til mulige tiltag og en tidsplan for gennemførelsen af disse tiltag, senest 2 uger efter at virksomheden har modtaget en underretning i henhold til stk. 1 med henblik på at afhjælpe eller fjerne den væsentlige afviklingshindring i de tilfælde, hvor afviklingshindringen skyldes, at

virksomheden befinder sig i en situation, der er omfattet af § 269 a, stk. 1,

virksomheden ikke opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, eller

virksomheden, hvis den er et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) eller en del af et G-SIFI, ikke opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. artikel 92 a, jf. artikel 494 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Stk. 4.

Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet vurderer, om virksomhedens forslag til mulige tiltag i henhold til stk. 2 og 3 effektivt afhjælper eller fjerner de væsentlige afviklingshindringer.

Vurderer Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, at virksomhedens forslag effektivt afhjælper eller fjerner de væsentlige afviklingshindringer, vil forslaget være bindende for virksomheden.«

Stk. 3-6 bliver herefter stk. 5-8.

Stk. 3.

Vurderer Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, at de af en virksomhed foreslåede tiltag i henhold til stk. 2 ikke effektivt afhjælper eller fjerner de væsentlige afviklingshindringer, kan Finanstilsynet

66.

I § 264, stk. 3, der bliver stk. 5, indsættes efter »stk. 2«: »eller 3«.

1-8) ---

67.

I § 264, stk. 3, der bliver stk. 5, indsættes efter nr. 8 som nyt nummer

»9) påbyde virksomheden at forelægge en plan for opfyldelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver og det kombinerede kapitalbufferkrav,«

Nr. 9 og 10 bliver herefter nr. 10 og 11.

9)

påbyde et pengeinstitut eller et fondsmæglerselskab I at udstede nedskrivningsegnede passiver for at opfylde kravene i § 266,

68.

I § 264, stk. 3, nr. 9 og 10, der bliver stk. 5, nr. 10 og 11, ændres »et pengeinstitut eller et fondsmæglerselskab I« til: »virksomheden«.

10)

påbyde et pengeinstitut eller et fondsmæglerselskab I at træffe andre tiltag for at leve op til kravet om nedskrivningsegnede passiver i henhold til § 266 eller

68.

I § 264, stk. 3, nr. 9 og 10, der bliver stk. 5, nr. 10 og 11, ændres »et pengeinstitut eller et fondsmæglerselskab I« til: »virksomheden«.

69.

I § 264, stk. 3, nr. 10, der bliver stk. 5, nr. 11, ændres »§ 266 eller« til: »§ 266,«.

70.

I § 264, stk. 3, der bliver stk. 5, indsættes efter nr. 10, der bliver nr. 11, som nyt nummer

»12) påbyde virksomheden at ændre løbetidsprofilen for

a) kapitalgrundlagsinstrumenter og

b) nedskrivningsegnede forpligtelser, eller«

Nr. 11 bliver herefter nr. 13.

11) ---

Stk. 4.

Virksomheden skal inden 1 måned efter meddelelsen af påbud i henhold til stk. 3 forelægge Finanstilsynet en plan for efterlevelsen heraf.

71.

I § 264, stk. 4, der bliver stk. 6, ændres »stk. 3« til: »stk. 5«.

Stk. 5.

Kravet til Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet om at udarbejde afviklingsplaner suspenderes som følge af den i stk. 1 omhandlede underretning, indtil tiltagene, jf. stk. 2, eller påbuddene, jf. stk. 3, er gennemført.

72.

I § 264, stk. 5, der bliver stk. 7, indsættes efter »stk. 2«: »og 3«, og »stk. 3« ændres til: »stk. 5«.

Stk. 6.

Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 3 opregnede påbud og anvendelsen af disse.

73.

I § 264, stk. 6, der bliver stk. 8, ændres »stk. 3« til: »stk. 5«.

74.

Efter § 264 indsættes

Ȥ 264 a.

Konstaterer Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet, at der er hindringer for afvikling af en virksomhed, som følge af at andre pengeinstitutter, realkreditinstitutter eller fondsmæglerselskaber I besidder nedskrivningsegnede forpligtelser i virksomheden, skal Finanstilsynet påbyde pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I at begrænse sine maksimale enkeltvise og samlede eksponeringer i virksomheden.

Stk. 2.

Stk. 1 finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I er en del af samme afviklingskoncern som virksomheden.«

§ 265.

---

Stk. 2.

---

Stk. 3.

Rapporten i henhold til stk. 1 skal

1)

analysere væsentlige hindringer for en effektiv anvendelse af afviklingsværktøjerne og udøvelse af afviklingsbeføjelserne over for koncernen, jf. kapitel 4 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder,

75.

I § 265, stk. 3, nr. 1, indsættes efter »koncernen«: »og for dennes afviklingskoncerner«.

2 og 3) ---

Stk. 4.

---

Stk. 5.

Finanstilsynet gennemgår inden 4 måneder efter Finanstilsynets fremsendelse af en meddelelse i henhold til stk. 4, 2. pkt., modervirksomhedens bemærkninger og forslag med Finansiel Stabilitet og de i stk. 1, nr. 3 og 4, nævnte myndigheder for at nå en fælles beslutning om anvendelsen af påbud, jf. stk. 4 og § 264, stk. 3.

Har Finanstilsynet ikke modtaget bemærkninger eller forslag til ændringer fra modervirksomheden, gennemgår Finanstilsynet med Finansiel Stabilitet og de i stk. 1, nr. 3 og 4, nævnte myndigheder den af Finanstilsynet udarbejdede rapport for at nå en fælles beslutning om anvendelsen af påbud, jf. § 264, stk. 3.

Dette skal ske senest 4 måneder efter udløbet af fristen i stk. 4.

76.

§ 265, stk. 5 og 6, affattes således

»Stk. 5.

Finanstilsynet gennemgår sammen med Finansiel Stabilitet modervirksomhedens bemærkninger og forslag givet i henhold til stk. 4, 1. pkt., med dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder for at nå en fælles beslutning om anvendelsen af påbud efter § 264, stk. 5.

Den fælles beslutning skal foreligge, senest 4 måneder efter at Finanstilsynet har modtaget bemærkninger fra modervirksomheden.

Har Finanstilsynet ikke modtaget bemærkninger fra modervirksomheden, skal den fælles beslutning foreligge senest 1 måned efter udløbet af fristen i stk. 4, 1. pkt.

Stk. 6.

Finanstilsynet træffer beslutning om anvendelsen af påbud, hvis Finanstilsynet og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder ikke har truffet en fælles beslutning inden for fristerne efter stk. 5.

Finanstilsynet underretter modervirksomheden og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder om denne beslutning.

Har en dattervirksomheds afviklingsmyndighed inden udløbet af fristerne indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, skal Finanstilsynet udskyde sin beslutning, indtil afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed foreligger.

Finanstilsynet skal herefter træffe beslutning i overensstemmelse med afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Har Den Europæiske Banktilsynsmyndighed ikke truffet afgørelse, senest 1 måned efter at sagen blev indbragt, træffer Finanstilsynet beslutning om, hvilke påbud der skal finde anvendelse.«

Stk. 6.

Har Finanstilsynet, Finansiel Stabilitet og de myndigheder, som er omfattet af stk. 1, nr. 3 og 4, ikke inden for de i stk. 5 nævnte frister truffet en fælles beslutning om påbud, jf. stk. 5, træffer Finanstilsynet beslutning om anvendelse af et eller flere påbud.

Finanstilsynet underretter koncernens modervirksomhed, Finansiel Stabilitet og de i stk. 1, nr. 3 og 4, nævnte myndigheder om denne beslutning.

Såfremt en af de i stk. 1, nr. 3 og 4, nævnte myndigheder har indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, skal Finanstilsynet udskyde sin beslutning, indtil beslutningen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed foreligger, og herefter træffe beslutning i overensstemmelse med beslutningen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Stk. 7.

Finanstilsynet kan uanset stk. 5 beslutte, at der for hver enkelt dattervirksomhed skal påbydes tiltag i overensstemmelse med § 264, stk. 2 og 3.

77.

§ 265, stk. 7, ophæves.

Stk. 8 og 9 bliver herefter stk. 7 og 8

Stk. 8.

---

Stk. 9.

Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om de i § 264, stk. 3, opregnede påbuds anvendelse for koncerner.

78.

I § 265, stk. 9, der bliver stk. 8, ændres »stk. 3« til: »stk. 5«.

79.

Efter § 265 indsættes før overskriften før § 266

Ȥ 265 a.

Konstaterer Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, at der foreligger en væsentlig afviklingshindring for en koncern, jf. § 265, som følge af at en koncernenhed befinder sig i en af situationerne omfattet af § 264, stk. 3, nr. 1-3, underretter Finanstilsynet modervirksomheden om sin vurdering efter høring af afviklingsenhedens afviklingsmyndighed og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder.

Stk. 2.

Modervirksomheden skal forelægge Finanstilsynet forslag til mulige tiltag og en tidsplan for gennemførelsen af disse tiltag senest 2 uger efter modtagelsen af en underretning i henhold til stk. 1 med henblik på at sikre, at koncernenheden overholder kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, og efter omstændighederne det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a.

Finanstilsynet meddeler modervirksomhedens forslag til Den Europæiske Banktilsynsmyndighed og de myndigheder, der er nævnt i § 265, stk. 1, nr. 3 og 4.

Stk. 3.

Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet vurderer, om modervirksomhedens forslag efter stk. 2 effektivt afhjælper eller fjerner den pågældende afviklingshindring.

Stk. 4.

Finanstilsynet gennemgår sammen med Finansiel Stabilitet modervirksomhedens forslag i henhold til stk. 2 med dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder for at nå en fælles beslutning om anvendelsen af påbud, jf. § 264, stk. 5.

Dette skal ske, senest 2 uger efter at Finanstilsynet har modtaget modervirksomhedens forslag og tidsplan.

Stk. 5.

Finanstilsynet træffer beslutning om anvendelsen af påbud, jf. § 264, stk. 5, hvis Finanstilsynet og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder ikke har truffet en fælles beslutning inden for fristen, jf. stk. 4.

Finanstilsynet underretter koncernens modervirksomhed og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder om denne beslutning.

Har en af dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed inden udløbet af fristen i stk. 4, skal Finanstilsynet udskyde sin beslutning, indtil afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed foreligger, og herefter træffe beslutning i overensstemmelse med afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Har Den Europæiske Banktilsynsmyndighed ikke truffet afgørelse, senest 1 måned efter at sagen blev indbragt, træffer Finanstilsynet beslutning om, hvilke påbud der skal finde anvendelse.

§ 265 b.

Finanstilsynet træffer beslutning om anvendelsen af påbud, jf. § 264, stk. 5, når Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet er afviklingsmyndighed for en afviklingsenhed i en koncern, hvor den øverste modervirksomhed er i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og hvis koncernafviklingsmyndigheden og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder ikke har truffet en fælles beslutning inden for fristen nævnt i § 265, stk. 5, eller fristen nævnt i § 265 a, stk. 4, hvis hindringen for afviklingen skyldes en af situationerne omfattet af § 264, stk. 3, nr. 1-3.

Finanstilsynet underretter afviklingsenheden og koncernafviklingsmyndigheden om beslutningen.

Stk. 2.

Har en afviklingsmyndighed indbragt en sag omfattet af stk. 1 for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, udskyder Finanstilsynet sin beslutning, indtil afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed foreligger.

Finanstilsynet træffer herefter beslutning i overensstemmelse med afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Har Den Europæiske Banktilsynsmyndighed ikke truffet afgørelse, senest 1 måned efter at sagen blev indbragt, træffer Finanstilsynet beslutning om, hvilke påbud der skal finde anvendelse.

§ 265 c.

Finanstilsynet træffer beslutning om, hvilke tiltag der skal påbydes, jf. § 264, stk. 5, når Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet er afviklingsmyndighed for en dattervirksomhed, der ikke er en afviklingsenhed, i en koncern, hvor den øverste modervirksomhed er i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og hvis koncernafviklingsmyndigheden og dattervirksomhedernes afviklingsmyndigheder ikke har truffet en fælles beslutning inden for fristen nævnt i § 265, stk. 5, eller fristen nævnt i § 265 a, stk. 4, hvis hindringen for afviklingen skyldes en af situationerne omfattet af § 264, stk. 3, nr. 1-3.

Finanstilsynet underretter dattervirksomheden, afviklingsenheden, afviklingsmyndigheden for den pågældende afviklingsenhed og koncernafviklingsmyndigheden.

Stk. 2.

Har en afviklingsmyndighed indbragt en sag omfattet af stk. 1 for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, udskyder Finanstilsynet sin beslutning, indtil afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed foreligger.

Finanstilsynet træffer herefter beslutning i overensstemmelse med afgørelsen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Har Den Europæiske Banktilsynsmyndighed ikke truffet afgørelse, senest 1 måned efter at sagen blev indbragt, træffer Finanstilsynet beslutning om, hvilke tiltag der skal påbydes.«

Nedskrivningsegnede passiver

§ 266.

Finanstilsynet fastsætter efter høring af Finansiel Stabilitet krav til størrelsen af et pengeinstituts og et fondsmæglerselskab I's nedskrivningsegnede passiver.

Kravet fastsættes individuelt for de enkelte dattervirksomheder i en koncern.

Kravet til nedskrivningsegnede passiver fastsættes som en procentdel af virksomhedens samlede forpligtelser og kapitalgrundlag.

80.

Overskriften før § 266 og §§ 266-270 ophæves, og i stedet indsættes

»Krav om nedskrivningsegnede passiver

§ 266.

Pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber I skal til enhver tid opfylde et minimumskrav til nedskrivningsegnede passiver, som Finanstilsynet fastsætter efter høring af Finansiel Stabilitet.

Finansielle holdingvirksomheder og blandede holdingvirksomheder skal opfylde et minimumskrav til nedskrivningsegnede passiver, hvis Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætter et minimumskrav til nedskrivningsegnede passiver for disse virksomheder.

Det samme gælder for finansieringsinstitutter, når finansieringsinstituttet er en dattervirksomhed af et pengeinstitut, et fondsmæglerselskab I, en finansiel holdingvirksomhed eller en blandet holdingvirksomhed, og finansieringsinstituttet indgår i tilsynet med modervirksomheden på konsolideret grundlag.

Stk. 2.

Finanstilsynet kan efter høring af Finansiel Stabilitet undlade at fastsætte et krav om nedskrivningsegnede passiver for en dattervirksomhed i følgende tilfælde

Dattervirksomheden indgår i en afviklingskoncern, hvor både afviklingsenheden og dattervirksomheden er etableret i Danmark, og følgende betingelser er opfyldt

Afviklingsenheden opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver på konsolideret niveau på afviklingskoncernniveau.

Der er ikke nogen nuværende eller forventede væsentlige praktiske eller juridiske hindringer for afviklingsenhedens hurtige overførsel af kapitalgrundlag eller tilbagebetaling af forpligtelser til dattervirksomheden i det tilfælde, hvor der over for dattervirksomheden er blevet truffet en beslutning om udøvelse af beføjelser til nedskrivning eller konvertering efter §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Afviklingsenheden godtgør over for Finanstilsynet, at dattervirksomheden forvaltes på forsvarlig vis, og afgiver erklæring om, at afviklingsenheden med tilladelse fra Finanstilsynet har stillet garanti for dattervirksomhedens forpligtelser, eller at risiciene i dattervirksomheden er uden betydning.

Afviklingsenhedens procedurer for risikoevaluering, -måling og -kontrol omfatter dattervirksomheden.

Afviklingsenheden besidder over 50 pct. af de stemmerettigheder, der er knyttet til kapitalandelene i dattervirksomheden, eller har ret til at udpege eller afsætte et flertal af medlemmerne af datterselskabets ledelse.

Dattervirksomheden indgår i en afviklingskoncern, hvor både modervirksomheden og dattervirksomheden er etableret i Danmark, og følgende betingelser er opfyldt

Modervirksomheden opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver på konsolideret grundlag i Danmark.

Der er ikke nogen nuværende eller forventede væsentlige praktiske eller juridiske hindringer for modervirksomhedens hurtige overførsel af kapitalgrundlag eller tilbagebetaling af forpligtelser til dattervirksomheden i det tilfælde, hvor der over for dattervirksomheden er blevet truffet en beslutning om udøvelse af beføjelserne til nedskrivning eller konvertering efter §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Modervirksomheden godtgør over for Finanstilsynet, at dattervirksomheden forvaltes på forsvarlig vis, og afgiver erklæring om, at modervirksomheden med tilladelse fra Finanstilsynet har stillet garanti for dattervirksomhedens forpligtelser, eller at risiciene i dattervirksomheden er uden betydning.

Modervirksomhedens procedurer for risikoevaluering, -måling og -kontrol omfatter dattervirksomheden.

Modervirksomheden besidder over 50 pct. af de stemmerettigheder, der er knyttet til kapitalandelene i dattervirksomheden, eller har ret til at udpege eller afsætte et flertal af medlemmerne af dattervirksomhedens ledelse.

Stk. 3.

Finanstilsynet kan efter høring af Finansiel Stabilitet undlade at fastsætte et minimumskrav til nedskrivningsegnede passiver for et broinstitut og for en virksomhed under afvikling.

Stk. 4.

Finanstilsynet skal ved fastsættelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. stk. 1 og 2, angive, om kravet skal opfyldes på konsolideret grundlag, jf. § 267, eller på individuelt niveau, jf. § 267 d.

Stk. 5.

Finanstilsynet skal fastsætte minimumskravet til nedskrivningsegnede passiver, jf. stk. 1, som en procentdel af

den samlede risikoeksponering for virksomheden beregnet i overensstemmelse med artikel 92, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og

det samlede eksponeringsmål for virksomheden beregnet i overensstemmelse med artikel 429 og 429 a i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

§ 266 a.

Finanstilsynet fastsætter kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, på baggrund af følgende forhold

Afviklingskoncernen skal kunne afvikles ved anvendelse af afviklingsværktøjerne på afviklingsenheden på en måde, som opfylder afviklingsmålene.

Afviklingsenheden og dens dattervirksomheder, der ikke er afviklingsenheder, skal have tilstrækkelige nedskrivningsegnede passiver til at sikre, at tabene kan absorberes, og kapitalprocenten og gearingsgraden i de relevante virksomheder kan genoprettes til et niveau, hvor afviklingsenheden og dens dattervirksomheder, der ikke er afviklingsenheder, fortsat kan opfylde kravene til tilladelse og udføre de aktiviteter, hvortil der er meddelt tilladelse, og hvor en tilstrækkelig markedstillid bevares.

Afviklingsenheden skal have tilstrækkelige nedskrivningsegnede passiver til at absorbere tab og genoprette afviklingsenhedens kapitalprocent og gearingsgrad til et niveau, hvor afviklingsenheden fortsat kan opfylde kravene til tilladelse og udføre de aktiviteter, hvortil der er meddelt tilladelse, og hvor en tilstrækkelig markedstillid bevares, når afviklingsplanen forudser muligheden for, at visse kategorier af nedskrivningsegnede passiver udelukkes fra bail-in eller overføres i deres helhed til en modtager ved en delvis overførsel.

Virksomhedens størrelse, forretningsmodel, finansieringsmodel og risikoprofil.

I hvilket omfang det forhold, at virksomheden bliver nødlidende, vil få en negativ indvirkning på den finansielle stabilitet, herunder gennem afsmitning på andre virksomheder.

Stk. 2.

Finanstilsynet fastsætter kravet om nedskrivningsegnede passiver for en afviklingsenhed på baggrund af, om det følger af afviklingsplanen, at afviklingsenhedens dattervirksomheder, som er etableret i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, indgår i samme afviklingskoncern som afviklingsenheden.

§ 266 b.

Krav om nedskrivningsegnede passiver kan opfyldes med kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede forpligtelser, jf. §§ 267 a-267 c og § 267 e.

Krav om nedskrivningsegnede passiver for afviklingsenheder

§ 267.

En afviklingsenhed skal opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, på konsolideret grundlag på afviklingskoncernniveau, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Konsolideringen omfatter alene virksomheder, der er underlagt et krav om nedskrivningsegnede passiver.

Nedskrivningsegnede passiver, der anvendes til at opfylde et fastsat krav om nedskrivningsegnede passiver, som skal opfyldes på konsolideret niveau, må ikke samtidig anvendes til at opfylde eller finansiere passiver, der indgår i opfyldelsen af kravene i § 268, stk. 1-4, eller de krav, der følger af § 268 d.

Stk. 3.

Finanstilsynet fastsætter efter høring af Finansiel Stabilitet en frist til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver på ny for afviklingsenheder, der har været genstand for nedskrivning eller konvertering efter §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og afviklingsenheder, som Finansiel Stabilitet har anvendt afviklingsværktøjer overfor.

Finanstilsynet meddeler efter høring af Finansiel Stabilitet delmål for afviklingsenhedens opfyldelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver for hver 12-måneders periode frem mod den fastsatte frist, jf. 1. pkt.

§ 267 a.

En afviklingsenhed skal opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver med kapitalgrundlag, følgende forpligtelser i nr. 1-5, eller begge dele i kombination, jf. dog stk. 2 og §§ 267 b og 267 c

Supplerende kapitalinstrumenter, der opfylder betingelserne i artikel 72 a, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Forpligtelser, der opfylder betingelserne i artikel 72 a, artikel 72 b, stk. 1, stk. 2, litra a-c og e-n, og stk. 3-5, og artikel 72 c i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Hovedstolen af forpligtelser fra gældsinstrumenter, der har derivatkomponenter, og som opfylder følgende betingelser

Betingelserne i artikel 72 a, stk. 1, og stk. 2, litra a-k, artikel 72 b, stk. 1, stk. 2, litra a-c og e-n, og stk. 3-5, og artikel 72 c i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Hovedstolen af gældsinstrumentet kendes på udstedelsestidspunktet, er fast eller stigende og påvirkes ikke af en indbygget derivategenskab, og de samlede forpligtelser, der hidrører fra gældsinstrumentet, kan værdiansættes dagligt med udgangspunkt i et aktivt og likvidt marked for køb og salg for et ækvivalent instrument uden kreditrisiko i overensstemmelse med artikel 104 og 105 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Gældsinstrumentet er ikke omfattet af en nettingaftale, og værdiansættelsen af gældsinstrumentet er ikke omfattet af § 27, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Forpligtelser fra gældsinstrumenter, der har derivatkomponenter, og som opfylder følgende betingelser

Betingelserne i artikel 72 a, stk. 1, og stk. 2, litra a-k, artikel 72 b, stk. 1, stk. 2, litra a-c og e-n, og stk. 3-5, og artikel 72 c i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Gældsinstrumentet indeholder en kontraktbestemmelse, der fastsætter, at værdien af fordringen er fast eller stigende i tilfælde af udstederens afvikling eller konkurs, og at værdien ikke overstiger det oprindeligt indbetalte passivbeløb.

Gældsinstrumentet er ikke omfattet af en nettingaftale, og værdiansættelsen af gældsinstrumentet er ikke omfattet af § 27, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Forpligtelser udstedt af en dattervirksomhed, der er etableret i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som indgår i samme afviklingskoncern som afviklingsenheden, til en kapitalejer, der ikke indgår i samme afviklingskoncern, når følgende betingelser er opfyldt

Forpligtelserne er udstedt i overensstemmelse med § 267 e, stk. 1, nr. 4.

Afviklingsenhedens kontrol med dattervirksomheden vil ikke blive påvirket af Finanstilsynets udøvelse af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelserne, jf. §§ 272 eller 273, eller Finansiel Stabilitets udøvelse af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelserne, jf. §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Forpligtelserne overstiger ikke beløbet beregnet ud fra formlen i bilag 9, nr. 1.

Stk. 2.

En afviklingsenhed, der er et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), og en virksomhed, der er en væsentlig dattervirksomhed af et G-SIFI i et tredjeland, skal opfylde krav om nedskrivningsegnede passiver med kapitalgrundlag, supplerende kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser, der er omfattet af stk. 1, nr. 2-4, og som opfylder kravene i artikel 92 a eller 92 b i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Krav om subordination for afviklingsenheder

§ 267 b.

Finanstilsynet kan efter høring af Finansiel Stabilitet beslutte, at afviklingsenheder skal opfylde en andel af kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, stk. 1, svarende til maksimalt det højeste af enten 8 pct. af de samlede forpligtelser og kapitalgrundlag eller af beløbet beregnet ud fra formlen i bilag 9, nr. 3, med kapitalgrundlag, efterstillede nedskrivningsegnede instrumenter eller med forpligtelser omfattet af § 267 a, stk. 1, nr. 5, når følgende betingelser er opfyldt, jf. dog § 267 c

De ikke-efterstillede forpligtelser omhandlet i § 267 a, stk. 1, nr. 2-4, er i konkursordenen sidestillet med forpligtelser, der er undtaget fra bail-in, jf. § 25, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, eller forpligtelser, som Finansiel Stabilitet kan beslutte helt eller delvist at undtage fra bail-in, jf. § 25, stk. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Der er risiko for, at kreditorer med fordringer knyttet til disse forpligtelser lider større tab som følge af en bail-in på ikke-efterstillede forpligtelser planlagt i afviklingsplanen, end de ville ved en konkursbehandling af afviklingsenheden.

Størrelsen af kapitalgrundlaget og de andre efterstillede forpligtelser overstiger ikke det beløb, der er nødvendigt for at sikre, at kreditorer omhandlet i nr. 2 ikke lider tab, der er større end det tab, de ville have lidt ved en konkursbehandling af afviklingsenheden.

Stk. 2.

Finanstilsynet fastsætter efter høring af Finansiel Stabilitet en frist til at opfylde kravet i stk. 1 på ny for de afviklingsenheder, der har været genstand for nedskrivning eller konvertering efter §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og afviklingsenheder, som Finansiel Stabilitet har anvendt afviklingsværktøjer overfor.

Finanstilsynet meddeler efter høring af Finansiel Stabilitet delmål for afviklingsenhedens opfyldelse af kravet for hver 12-måneders periode frem mod den fastsatte frist, jf. 1. pkt.

§ 267 c.

Finanstilsynet skal efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætte, at en afviklingsenhed skal opfylde en andel af kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, med kapitalgrundlag, efterstillede nedskrivningsegnede instrumenter eller forpligtelser omfattet af § 267 a, stk. 1, nr. 5.

Andelen skal svare til 8 pct. af de samlede forpligtelser og kapitalgrundlag for følgende afviklingsenheder, jf. dog stk. 2-4

Afviklingsenheder, der er globalt systemisk vigtige finansielle institutter (G-SIFIer).

Afviklingsenheder, der ikke er globalt systemisk vigtige finansielle institutter (G-SIFIer), men som indgår i en afviklingskoncern, hvis samlede aktiver overstiger 100 mia. EUR.

Andre afviklingsenheder, der ikke er globalt systemisk vigtige finansielle institutter (G-SIFIer), og som indgår i en afviklingskoncern, hvis samlede aktiver er mindre end 100 mia. EUR, men som Finanstilsynet har vurderet med rimelig sandsynlighed udgør en systemisk risiko, hvis de bliver nødlidende.

Stk. 2.

Finanstilsynet kan efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætte andelen nævnt i stk. 1 til et beløb, der er lavere end 8 pct. af de samlede forpligtelser og kapitalgrundlag, men højere end beløbet beregnet ud fra formlen i bilag 9, nr. 2.

Stk. 3.

For afviklingsenheder omfattet af stk. 1, nr. 2, kan andelen nævnt i stk. 1 maksimalt svare til 27 pct. af afviklingsenhedens samlede risikoeksponering i tilfælde, hvor Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet har vurderet, at

afviklingsplanen for den pågældende afviklingsenhed ikke indebærer anvendelse af Afviklingsformuen, jf. kapitel 11 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, som en mulighed i forbindelse med afvikling af den pågældende afviklingsenhed, eller

kravet om nedskrivningsegnede passiver giver mulighed for at opfylde § 26, stk. 2, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Stk. 4.

Finanstilsynet kan efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætte, at andelen nævnt i stk. 1 skal udgøre et beløb, der på grund af afviklingsenhedens forpligtelse til at opfylde det kombinerede kapitalbufferkrav og krav om nedskrivningsegnede passiver, svarer til maksimalt det højeste af enten 8 pct. af afviklingskoncernens samlede forpligtelser og kapitalgrundlag eller beløbet beregnet ud fra formlen i bilag 9, nr. 3, når en af følgende betingelser er opfyldt

Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet har konstateret, at der er væsentlige hindringer for afvikling, jf. §§ 262 og 263, og

der er ikke truffet afhjælpende foranstaltninger i overensstemmelse med påbud meddelt af Finanstilsynet efter § 264, stk. 5, inden for fristen herfor, eller

de konstaterede væsentlige hindringer ikke kan afhjælpes ved anvendelse af påbud nævnt i § 264, stk. 5, og fastsættelse af andelen nævnt i stk. 1 efter nærværende bestemmelse opvejer den væsentlige hindrings negative indvirkning på afviklingsmulighederne.

Det følger af afviklingsplanen for afviklingsenheden, at den foretrukne afviklingsstrategi for afviklingsenheden i begrænset omfang er gennemførlig og troværdig under hensyntagen til afviklingsenhedens størrelse, karakteren, omfanget og kompleksiteten af afviklingsenhedens aktiviteter, de risici, der er forbundet med afviklingsenhedens aktiviteter, indbyrdes forbundethed samt afviklingsenhedens retlige status og aktionærstruktur.

Det individuelle solvenskrav fastsat i medfør af § 124, stk. 3, eller individuelle solvensbehov fastsat i medfør af § 124, stk. 2, afspejler, at afviklingsenheden er blandt de 20 pct. mest risikobetonede virksomheder, som Finanstilsynet fastsætter krav om nedskrivningsegnede passiver for.

Stk. 5.

Krav fastsat efter stk. 1-4 skal opfyldes 3 år efter den dato, hvor afviklingsenheden eller den koncern, som afviklingsenheden er en del af, er blevet udpeget som et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), eller afviklingsenheden er omfattet af stk. 1, nr. 2 eller 3.

Finanstilsynet meddeler efter høring af Finansiel Stabilitet delmål for afviklingsenhedens opfyldelse af kravet fastsat efter stk. 1, jf. stk. 2-4, for hver 12-måneders periode frem mod den fastsatte frist, jf. 1. pkt.

Stk. 6.

Finanstilsynet fastsætter efter høring af Finansiel Stabilitet en passende frist til at opfylde kravene i stk. 1-4 på ny for de afviklingsenheder, der har været genstand for nedskrivning eller konvertering efter §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og afviklingsenheder, som Finansiel Stabilitet har anvendt afviklingsværktøjer overfor.

Finanstilsynet meddeler efter høring af Finansiel Stabilitet delmål for afviklingsenhedens opfyldelse af kravet fastsat efter stk. 1-4 for hver 12-måneders periode frem mod den fastsatte frist, jf. 1. pkt.

Krav om nedskrivningsegnede passiver for virksomheder, der ikke er afviklingsenheder (internt krav om nedskrivningsegnede passiver)

§ 267 d. En virksomhed, som er dattervirksomhed af en afviklingsenhed eller en virksomhed i et tredjeland, men som ikke selv er en afviklingsenhed, skal opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, på individuelt niveau, jf. dog § 266, stk. 2.

Stk. 2.

Finanstilsynet fastsætter efter høring af Finansiel Stabilitet en frist til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver på ny for virksomheder, der ikke er afviklingsenheder, men som har været genstand for nedskrivning eller konvertering efter §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og virksomheder, der ikke er afviklingsenheder, og som Finansiel Stabilitet har anvendt afviklingsværktøjer overfor.

Finanstilsynet meddeler delmål for virksomhedens opfyldelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver for hver 12-måneders periode frem mod den fastsatte frist, jf. 1. pkt.

§ 267 e.

En virksomhed, som er dattervirksomhed af en afviklingsenhed eller en virksomhed i et tredjeland, men som ikke selv er en afviklingsenhed, kan opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver med følgende kapital og forpligtelser eller begge dele i kombination

Egentlig kernekapital.

Andet kapitalgrundlag, der er udstedt til enheder, som

indgår i samme afviklingskoncern, eller

ikke indgår i samme afviklingskoncern, hvis afviklingsenhedens kontrol med virksomheden ikke vil blive påvirket af udøvelsen af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser, jf. §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Supplerende kapitalinstrumenter, der opfylder betingelserne i artikel 72 a, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Forpligtelser, der opfylder følgende betingelser

Forpligtelsen er udstedt til

afviklingsenheden enten direkte eller indirekte gennem andre virksomheder i samme afviklingskoncern, der købte passiverne fra virksomheden omfattet af stk. 1, eller

en eksisterende kapitalejer, der ikke indgår i samme afviklingskoncern som virksomheden omfattet af stk. 1, i det omfang afviklingsenhedens kontrol med virksomheden omfattet af stk. 1 ikke vil blive påvirket af Finanstilsynets udøvelse af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser, jf. §§ 272 eller 273, eller Finansiel Stabilitets udøvelse af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser, jf. §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Forpligtelsen opfylder betingelserne i artikel 72 a, artikel 72 b, stk. 1, og stk. 2, litra a, d-j og n, og artikel 72 c i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Forpligtelsen er ved konkursbehandling efterstillet passiver, der ikke opfylder betingelserne i litra a og ikke kvalificerer til opfyldelse af kapitalgrundlagskrav i nr. 1 eller 2.

Forpligtelsen er omfattet af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser, jf. §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og hvor anvendelse af beføjelserne ikke vil påvirke afviklingsenhedens kontrol med dattervirksomheden.

Forpligtelsen er ikke direkte eller indirekte finansieret af virksomheden.

Bestemmelser, som regulerer forpligtelsen, ikke eksplicit eller implicit angiver, at forpligtelsen vil blive opkrævet, indfriet, tilbagebetalt eller genkøbt før udløb, undtagen i tilfælde af virksomhedens konkurs.

Indehaveren af forpligtelsen har ikke ret til at fremskynde de planlagte betalinger af renter og afdrag for forpligtelsen, undtagen i tilfælde af insolvens eller likvidation af virksomheden.

Forfaldne rente- og udbyttebetalinger kan ikke blive ændret for forpligtelsen på baggrund af kreditsituationen for virksomheden eller dens modervirksomhed.

Procedure for fastsættelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver, når der er oprettet et afviklingskollegium

§ 267 f.

Når der er oprettet et afviklingskollegium, jf. § 271, fastsættes krav om nedskrivningsegnede passiver for afviklingsenheder beliggende i Danmark, jf. § 266, i overensstemmelse med en fælles beslutning truffet af

Finanstilsynet,

koncernafviklingsmyndigheden, når denne er en anden end Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, og

de afviklingsmyndigheder, der er ansvarlige for en afviklingskoncerns dattervirksomheder beliggende i et andet land i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Stk. 2.

Den fælles beslutning skal angive de krav, der finder anvendelse på

konsolideret afviklingskoncernniveau for hver afviklingsenhed, og

individuelt grundlag for hver enkelt virksomhed i afviklingskoncernen, når virksomheden ikke er en afviklingsenhed.

Stk. 3.

Det kan i den fælles beslutning fastsættes, at en del af kravet om nedskrivningsegnede passiver for virksomheder, der ikke er afviklingsenheder, skal opfyldes med instrumenter, der er udstedt til virksomheder, som ikke tilhører afviklingskoncernen, når

det vurderes at være i overensstemmelse med afviklingsstrategien, og

afviklingsenheden ikke på tidspunktet for den fælles beslutning opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver på individuelt niveau, jf. § 267 d, stk. 1.

Stk. 4.

Er flere virksomheder i et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) afviklingsenheder, skal det i den fælles beslutning angives, om kravet om nedskrivningsegnede passiver for afviklingsenhederne er justeret som følge af artikel 72 e i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Stk. 5.

Foreligger der ikke en fælles beslutning om kravet om nedskrivningsegnede passiver for afviklingsenheden, senest 4 måneder efter at Finanstilsynet har forelagt forslag til krav om nedskrivningsegnede passiver for afviklingsmyndighederne omfattet af stk. 1, fastsætter Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Stk. 6.

Har en af myndighederne omfattet af stk. 1, nr. 2 og 3, inden udløbet af fristen på 4 måneder nævnt i stk. 5 indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, udskyder Finanstilsynet sin afgørelse, jf. stk. 5, og afventer, at Den Europæiske Banktilsynsmyndighed træffer afgørelse i sagen.

Herefter fastsætter Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet krav om nedskrivningsegnede passiver for afviklingsenheden i overensstemmelse med Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds afgørelse.

Stk. 7.

Har Den Europæiske Banktilsynsmyndighed ikke truffet afgørelse, senest 1 måned efter at sagen blev indbragt, jf. stk. 6, fastsætter Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet krav om nedskrivningsegnede passiver for afviklingsenheden.

Stk. 8.

Finanstilsynet skal fremsende afgørelsen, der fastsætter kravet om nedskrivningsegnede passiver for afviklingsenheden, til

Afviklingsenheden.

Virksomheder, der indgår i afviklingskoncernen, og som ikke er afviklingsenheder.

Koncernens modervirksomhed i Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, når den pågældende modervirksomhed ikke selv er en afviklingsenhed i samme afviklingskoncern.

§ 267 g.

Når der er oprettet et afviklingskollegium, jf. § 271, fastsættes kravet om nedskrivningsegnede passiver for virksomheder beliggende i Danmark, der ikke er afviklingsenheder, og hvor afviklingsenheden er beliggende i et andet land i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, i overensstemmelse med en fælles beslutning truffet af

Finanstilsynet.

Afviklingsmyndigheden for afviklingsenheden.

Koncernafviklingsmyndigheden, når dette er en anden end afviklingsmyndigheden for afviklingsenheden.

De afviklingsmyndigheder, der er ansvarlige for en afviklingskoncerns dattervirksomheder beliggende i et andet land i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Stk. 2.

Den fælles beslutning skal angive de krav, der finder anvendelse på

konsolideret afviklingskoncernniveau for hver afviklingsenhed, og

individuelt grundlag for hver enkelt virksomhed i afviklingskoncernen, når virksomheden ikke er en afviklingsenhed.

Stk. 3.

Det kan i den fælles beslutning fastsættes, at en del af kravet om nedskrivningsegnede passiver for virksomheder, der ikke er afviklingsenheder, skal opfyldes med instrumenter, der er udstedt til virksomheder, som ikke tilhører afviklingskoncernen, når

det vurderes at være i overensstemmelse med afviklingsstrategien, og

afviklingsenheden ikke på tidspunktet for den fælles beslutning opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, på individuelt niveau, jf. § 267 d, stk. 1.

Stk. 4.

Foreligger der ikke en fælles beslutning om kravet om nedskrivningsegnede passiver for virksomheder i en afviklingskoncern på individuelt grundlag, senest 4 måneder efter at afviklingsmyndighederne omfattet af stk. 1 har forelagt forslag til krav om nedskrivningsegnede passiver, fastsætter Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Stk. 5.

Har en af myndighederne omfattet af stk. 1, nr. 2-4, inden udløbet af fristen på 4 måneder indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, udskyder Finanstilsynet sin afgørelse og afventer, at Den Europæiske Banktilsynsmyndighed træffer afgørelse i sagen.

Herefter fastsætter Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet krav om nedskrivningsegnede passiver i overensstemmelse med Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds afgørelse.

Stk. 6.

Har Den Europæiske Banktilsynsmyndighed ikke truffet afgørelse, inden for 1 måned efter at sagen er indbragt, jf. stk. 5, fastsætter Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet krav om nedskrivningsegnede passiver for virksomheden beliggende i Danmark, som ikke er en afviklingsenhed.

Stk. 7.

Finanstilsynet skal fremsende afgørelsen, der fastsætter kravet om nedskrivningsegnede passiver, til de virksomheder beliggende i Danmark i en afviklingskoncern, som ikke er en afviklingsenhed.

§ 267 h. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Erhvervsministeren kan også fastsætte regler, der fraviger §§ 267 c-267 e.

Gældsbufferkrav

§ 268.

Et realkreditinstitut skal til enhver tid have en gældsbuffer på 2 pct. af realkreditinstituttets samlede uvægtede udlån.

Kapital og forpligtelser til opfyldelse af gældsbufferkravet skal være udstedt af realkreditinstituttet i øvrigt.

Stk. 2.

For et realkreditinstitut, der på institutniveau er udpeget som systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) eller globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), jf. §§ 308 eller 310, gælder endvidere, at gældsbufferen fastsættes til et niveau, der sikrer, at instituttets krav til kapitalgrundlag og gældsbuffer tilsammen udgør mindst 8 pct. af instituttets samlede passiver, jf. dog stk. 4.

Gældsbufferen fastsættes dog efter 1. pkt. til minimum 2 pct. af realkreditinstituttets samlede uvægtede udlån.

Stk. 3.

Indgår et realkreditinstitut i en koncern, der på konsolideret niveau er udpeget som systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) eller globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), jf. §§ 308 eller 310, og hvor der for koncernen skal fastsættes et krav til størrelsen af koncernens nedskrivningsegnede passiver på konsolideret niveau, gælder endvidere, at gældsbufferen fastsættes til et niveau, der sikrer, at det samlede krav til koncernens gældsbuffer, kapitalgrundlag for koncernens realkreditinstitutter og nedskrivningsegnede passiver udgør mindst 8 pct. af koncernens samlede passiver.

Gældsbufferen fastsættes dog efter 1. pkt. til minimum 2 pct. af realkreditinstituttets samlede uvægtede udlån.

Stk. 4.

For et realkreditinstitut, der på institutniveau er udpeget som systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) eller globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), jf. §§ 308 eller 310, og som indgår i en afviklingskoncern med en afviklingsenhed etableret i et land indenfor Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, udgør gældsbufferkravet 2 pct. af instituttets samlede uvægtede udlån, hvis afviklingskoncernens samlede krav er tilstrækkelige til at sikre, at afviklingskoncernen har nedskrivningsegnede passiver, der mindst udgør 8 pct. af afviklingskoncernens samlede passiver.

Er afviklingskoncernens samlede krav ikke tilstrækkelige til at sikre, at afviklingskoncernen har nedskrivningsegnede passiver, der mindst udgør 8 pct. af afviklingskoncernens samlede passiver, fastsættes gældsbufferkravet for realkreditinstituttet til minimum 2 pct. Det samlede krav til realkreditinstituttets gældsbuffer og kapitalgrundlag skal dog udgøre mindst 8 pct. af realkreditinstituttets samlede passiver.

Stk. 5.

For et realkreditinstitut, der som modervirksomhed ejer en dattervirksomhed, der også er et realkreditinstitut, og hvor begge virksomheder indgår i samme afviklingskoncern, kan gældsbufferkravet opfyldes på realkreditkoncernniveau.

Stk. 6.

Finanstilsynet fastsætter efter høring af Finansiel Stabilitet en frist til at opfylde gældsbufferkravet på ny for realkreditinstitutter, der har været genstand for nedskrivning eller konvertering efter §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og realkreditinstitutter, som Finansiel Stabilitet har anvendt afviklingsværktøjer overfor.

§ 268 a.

Et realkreditinstitut, der er en afviklingsenhed, skal opfylde gældsbufferkravet med følgende kapital eller forpligtelser, eller begge dele i kombination, jf. dog § 268 d

Egentlig kernekapital.

Hybrid kernekapital.

Supplerende kapitalinstrumenter.

Forpligtelser, som opfylder betingelserne i artikel 72 b, stk. 2, litra d, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Stk. 2.

Kapital og forpligtelser, jf. stk. 1, nr. 1-4, skal kunne nedskrives og konverteres uden brug af bail-in.

Der må ikke være andre forpligtelser, som er efterstillet eller sidestillet forpligtelser, der anvendes til at opfylde gældsbufferkravet.

§ 268 b.

Et realkreditinstitut, der er dattervirksomhed af en afviklingsenhed, men som ikke selv er en afviklingsenhed, skal opfylde gældsbufferkravet med følgende kapital eller forpligtelser, eller begge dele i kombination, jf. dog § 268 d

Egentlig kernekapital.

Hybrid kernekapital.

Supplerende kapitalinstrumenter.

Forpligtelser, som opfylder betingelserne i artikel 72 b, stk. 2, litra d, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og følgende betingelser

Forpligtelsen skal være udstedt til

afviklingsenheden enten direkte eller indirekte gennem andre virksomheder i samme afviklingskoncern, der købte forpligtelserne fra virksomheden omfattet af stk. 1, eller

en eksisterende kapitalejer, der ikke indgår i samme afviklingskoncern som virksomheden omfattet af stk. 1, i det omfang afviklingsenhedens kontrol med virksomheden omfattet af stk. 1 ikke vil blive påvirket af Finanstilsynets udøvelse af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser, jf. §§ 272 eller 273, eller Finansiel Stabilitets udøvelse af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser, jf. §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Forpligtelsen er ved konkursbehandling efterstillet passiver, der ikke opfylder betingelserne i litra a og ikke kvalificerer til opfyldelse af kapitalgrundlagskrav i nr. 1 eller 2.

Forpligtelsen er omfattet af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser, jf. §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og hvor anvendelse af beføjelserne ikke vil påvirke afviklingsenhedens kontrol med dattervirksomheden.

§ 268 c.

For den del af gældsbufferkravet, der opfyldes med kapital og forpligtelser omfattet af § 268 a, stk. 1, nr. 2-4, eller § 268 b, nr. 2-4, gælder følgende

Den pågældende kapital eller forpligtelse skal have en oprindelig løbetid på mindst 2 år.

Der skal være en hensigtsmæssig spredning i kapital og forpligtelsernes forfaldstid.

Stk. 2.

Finanstilsynet kan bestemme, at et gældsbufferkrav, der er opgjort efter § 268, stk. 3, for den del, der er over 2 pct. af realkreditinstituttets samlede uvægtede udlån, kan opfyldes med udstedelser fra afviklingsenheden, hvis denne er et pengeinstitut.

§ 268 d. Kapital og forpligtelser, som anvendes til at opfylde gældsbufferkravet, må ikke samtidig anvendes til følgende

Opfylde kravet til kapitalgrundlag, jf. artikel 92 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Opfylde det individuelle solvensbehov, jf. § 124, stk. 2.

Opfylde det individuelle solvenskrav, jf. § 124, stk. 3.

Opfylde det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a.

Opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266.

Finansiere opfyldelsen af kravet om nedskrivningsegnede passiver til virksomheder i samme koncern.

Tilsyn med overholdelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver og gældsbufferkravet

§ 269.

Finanstilsynet fører tilsyn med virksomhedernes overholdelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, og gældsbufferkravet, jf. § 268.

Stk. 2.

Opfylder en virksomhed ikke kravet om nedskrivningsegnede passiver, skal Finanstilsynet reagere på mindst en af følgende måder

Anvendelse af beføjelser til at afhjælpe eller fjerne hindringer for afvikling i overensstemmelse med §§ 264 og 265.

Anvendelse af beføjelser nævnt i § 269 a.

Iværksættelse af foranstaltninger i medfør af § 243 a.

Iværksættelse af foranstaltninger i medfør af § 344, stk. 1.

Stk. 3.

Finanstilsynet kan også foretage en vurdering af, hvorvidt virksomheden er nødlidende eller forventeligt nødlidende, jf. § 224 a.

§ 269 a.

Finanstilsynet kan begrænse en virksomheds udlodning til det maksimale udlodningsbeløb, hvis en virksomhed, der er underlagt krav om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a, men ikke når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Det maksimale udlodningsbeløb beregnes i overensstemmelse med bilag 10, nr. 1, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Stk. 1 finder anvendelse i forhold til følgende udlodninger

Udlodning, der vedrører egentlig kernekapital.

Tildeling af variabel løn eller skønsmæssigt fastsatte pensionsydelser eller betaling af variabel løn, hvis forpligtelsen til at betale blev indført på et tidspunkt, hvor virksomheden ikke opfyldte det kombinerede kapitalbufferkrav.

Betalinger, der vedrører hybride kernekapitalinstrumenter.

Stk. 3.

I vurderingen af, om Finanstilsynet skal begrænse virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb, skal Finanstilsynet tage hensyn til følgende

Årsagen til den manglende opfyldelse og dennes varighed og omfang og dens konsekvenser for afviklingsmulighederne.

Udviklingen i virksomhedens økonomiske situation og sandsynligheden for, at virksomheden inden for en overskuelig fremtid opfylder betingelserne for afvikling.

Udsigten til, at virksomheden vil være i stand til at opfylde det kombinerede kapitalbufferkrav, når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver, inden for en rimelig tidsramme.

Om virksomhedens manglende evne til at erstatte forpligtelser, som ikke længere opfylder kriterierne for nedskrivningsegnethed og udløb i artikel 72 b og 72 c i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber eller i §§ 267 a og 267 e, er særegen for den pågældende virksomhed eller skyldes en markedsomfattende forstyrrelse.

Om begrænsningen af virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb udgør det mest passende og rimelige middel til at afhjælpe virksomhedens situation i forhold til den potentielle indvirkning på både finansieringsbetingelserne og afviklingsmulighederne for den pågældende virksomhed.

Stk. 4.

Finanstilsynet skal månedligt vurdere, om virksomhedens udlodning skal begrænses, så længe virksomheden befinder sig i en situation, der er omfattet af stk. 1.

Stk. 5.

Finanstilsynet skal begrænse virksomhedens udlodning til det maksimale udlodningsbeløb, hvis virksomheden befinder sig i en situation, der er omfattet af stk. 1, 9 måneder efter at virksomheden har underrettet Finanstilsynet i medfør af § 269 c, jf. dog stk. 6.

Stk. 6.

Stk. 5 finder ikke anvendelse, hvis Finanstilsynet vurderer, at mindst to af følgende betingelser er opfyldt

Virksomhedens manglende opfyldelse af det kombinerede kapitalbufferkrav skyldes en alvorlig forstyrrelse af de finansielle markeders funktion, hvilket fører til omfattende spændinger i flere segmenter af de finansielle markeder.

Forstyrrelsen nævnt i nr. 1 resulterer i øget prisvolatilitet for virksomhedens kapitalgrundlagsinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser eller øgede omkostninger for virksomheden og fører til en hel eller delvis lukning af markederne, hvilket forhindrer virksomheden i at udstede kapitalgrundlagsinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser på disse markeder.

Lukningen af markederne nævnt i nr. 2 gælder for flere andre virksomheder ud over den berørte virksomhed.

Forstyrrelsen nævnt i nr. 1 forhindrer den berørte virksomhed i at udstede kapitalgrundlagsinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser, der er tilstrækkelige til at afhjælpe den manglende opfyldelse af det kombinerede kapitalbufferkrav.

Finanstilsynets udøvelse af beføjelsen nævnt i stk. 1 vil føre til negative virkninger for en del af banksektoren, hvorved den finansielle stabilitet potentielt undermineres.

Stk. 7.

Finanstilsynet foretager månedligt en vurdering af, om mindst to af betingelserne i stk. 6 er opfyldt.

Indberetning til Finanstilsynet

§ 269 b.

En virksomhed, der er underlagt et krav om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, skal indberette følgende oplysninger til Finanstilsynet

Størrelsen af kapitalgrundlag eller kapitalgrundlag, der opfylder betingelserne i § 267 e, stk. 1, nr. 1 og 2, mindst en gang hvert halve år.

Størrelsen af nedskrivningsegnede forpligtelser mindst en gang hvert halve år.

Størrelsen af forpligtelser, der er omfattet af bail-in, mindst en gang om året.

Sammensætningen af poster omfattet af nr. 1-3 og deres løbetidsprofil mindst en gang om året.

Den hierarkiske inddeling af poster omfattet af nr. 1-3 ved almindelig konkursbehandling mindst en gang om året.

Oplysninger om, hvorvidt poster omfattet af nr. 1 og 2 er underlagt lovgivning i et tredjeland, og i så fald hvilket tredjeland, og om de indeholder kontraktvilkårene i § 274, stk. 1, og artikel 52, stk. 1, litra p og q, og artikel 63, litra n og o, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber mindst en gang om året.

Stk. 2.

Virksomheder, som på datoen for indberetningen af disse oplysninger har nedskrivningsegnede passiver på mindst 150 pct. af kravet om nedskrivningsegnede passiver, er undtaget fra at indberette størrelsen af forpligtelser, der er omfattet af bail-in, jf. stk. 1, nr. 3.

Stk. 3.

Finanstilsynet kan anmode om, at virksomhederne indberetter oplysningerne i stk. 1, nr. 1-6, hyppigere end angivet.

Stk. 4.

En virksomhed, der ifølge dens afviklingsplan skal tages under konkursbehandling, er ikke omfattet af stk. 1.

§ 269 c.

En virksomhed, der er underlagt krav om nedskrivningsegnede passiver eller gældsbufferkrav, skal straks give meddelelse til Finanstilsynet, hvis virksomheden ikke opfylder kravet om nedskrivningsegnede passiver efter § 266 eller det kombinerede kapitalbufferkrav efter § 125 a, når det betragtes i tillæg til kravet om nedskrivningsegnede passiver, eller gældsbufferkravet efter § 268.

Offentliggørelse

§ 269 d. Virksomheder, der er underlagt et krav om nedskrivningsegnede passiver, skal mindst en gang om året offentliggøre følgende oplysninger

Størrelsen af virksomhedens nedskrivningsegnede passiver.

Sammensætningen af poster omfattet af nr. 1, deres løbetidsprofil og prioritet ved konkursbehandling af virksomheden.

Kravet om nedskrivningsegnede passiver angivet som anført i § 266, stk. 5.

Stk. 2.

Er der udøvet nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser i henhold til §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, eller har Finansiel Stabilitet anvendt afviklingsværktøjer over for virksomheden, finder kravene om offentliggørelse i stk. 1 anvendelse fra datoen for tidsfristen for at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver på ny.

Stk. 3.

En virksomhed, der ifølge dens afviklingsplan skal tages under konkursbehandling, er ikke omfattet af stk. 1.

§ 269 e.

Et realkreditinstitut, der er underlagt et gældsbufferkrav, skal mindst en gang om året offentliggøre følgende oplysninger

Størrelsen af instituttets kapital og forpligtelser, der anvendes til at opfylde gældsbufferkravet.

Sammensætningen af poster omfattet af nr. 1, deres løbetidsprofil og prioritet ved konkursbehandling af instituttet.

Gældsbufferkravet.

Stk. 2.

Er der udøvet nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser i henhold til §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, eller har Finansiel Stabilitet anvendt afviklingsværktøjer over for realkreditinstituttet, finder kravene om offentliggørelse i stk. 1 anvendelse fra datoen for tidsfristen for at opfylde gældsbufferkravet på ny, jf. § 268, stk. 6.«

Stk. 2.

Finanstilsynet kan efter høring af Finansiel Stabilitet konkret beslutte, at finansieringsinstitutter og finansielle holdingvirksomheder skal opfylde kravet i stk. 1.

Stk. 3.

Modervirksomheder omfattet af stk. 1 og 2, der er underlagt konsolideret tilsyn, skal tilsvarende opfylde kravet i stk. 1 på konsolideret niveau.

Ved fastsættelsen af kravet i stk. 1 på konsolideret niveau er koncernens realkreditinstitut ikke omfattet af konsolideringen.

Nedskrivningsegnede passiver, der anvendes til at opfylde kravet i stk. 1 på konsolideret niveau, må ikke samtidig anvendes til at opfylde eller finansiere passiver, der indgår i opfyldelsen af kravene i § 125 i, stk. 1-4, eller de krav, der følger af § 125 i, stk. 7, nr. 1-5.

Stk. 4.

Finanstilsynet kan for en modervirksomhed omfattet af stk. 3 dispensere fra kravet efter stk. 1, såfremt

1)

koncernen opfylder kravet til nedskrivningsegnede passiver på konsolideret niveau og

2)

Finanstilsynet har dispenseret fra anvendelsen af individuelle kapitalkrav på modervirksomheden, jf. artikel 7, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Stk. 5.

Finanstilsynet kan dispensere fra kravet efter stk. 1, og kravet, jf. stk. 2, for en dattervirksomhed, såfremt

1)

dattervirksomheden indgår i en koncern under konsolideret tilsyn, hvor dens modervirksomhed er et pengeinstitut eller et fondsmæglerselskab I, og

2)

Finanstilsynet har dispenseret fra anvendelsen af individuelle kapitalkrav på dattervirksomheden, jf. artikel 7, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Stk. 6.

Finanstilsynet kan, når det er relevant, dispensere fra kravet i stk. 1 for broinstitutter som omhandlet i § 21 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

§ 267.

Nedskrivningsegnede passiver består af kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede forpligtelser.

Stk. 2.

Ved nedskrivningsegnede forpligtelser forstås de forpligtelser og kapitalinstrumenter, der ikke kvalificeres som egentlige eller hybride kernekapitalinstrumenter eller supplerende kapitalinstrumenter, som der kan gennemføres bail-in på, jf. § 25, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, som ikke er undtaget bail-in, jf. § 25, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og som opfylder følgende betingelser

1)

Forpligtelsen har en restløbetid på mindst 1 år.

2)

Forpligtelsen hidrører ikke fra et derivat.

3)

Gældsinstrumentet er udstedt og fuldt indbetalt med midler, der ikke direkte eller indirekte er finansieret af pengeinstituttet eller fondsmæglerselskabet I.

4)

Forpligtelsen er ikke en forpligtelse over for pengeinstituttet eller fondsmæglerselskabet I selv, og pengeinstituttet eller fondsmæglerselskabet I har ikke stillet sikkerhed eller garanti for forpligtelsen.

5)

Forpligtelsen hidrører ikke fra indskud, som er foranstillet de simple kreditorer i konkursordenen, jf. § 13 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og kapitel 10 i konkursloven.

Stk. 3.

I en koncern, hvor der indgår et realkreditinstitut, og hvor der er fastsat et krav til størrelsen af koncernens nedskrivningsegnede passiver på konsolideret niveau, jf. § 266, stk. 3, kan Finanstilsynet tillade, at passiver udstedt fra et realkreditinstitut i koncernen anvendes til at opfylde kravet til de nedskrivningsegnede passiver på konsolideret niveau, hvis følgende betingelser er opfyldt

1)

De pågældende instrumenter skal i afviklingssituationen kontraktuelt kunne nedskrives og konverteres uden brug af bail-in.

2)

De pågældende instrumenter må ikke samtidig anvendes til opfyldelse af gældsbufferkravet i § 125 i, stk. 7.

3)

Det må ikke udgøre en afviklingshindring, at det konsoliderede krav til nedskrivningsegnede passiver opfyldes af passiver udstedt fra realkreditinstituttet.

Stk. 4.

Er et passiv underlagt lovgivningen i et tredjeland, kan Finanstilsynet beslutte, at virksomheden skal godtgøre, at en afgørelse fra Finanstilsynet eller en beslutning fra Finansiel Stabilitet om at nedskrive eller konvertere passivet vil være gyldig i henhold til tredjelandets lovgivning.

Kan dette ikke godtgøres, medregnes passivet ikke i de nedskrivningsegnede passiver.

§ 268.

Finanstilsynet fastsætter efter høring af Finansiel Stabilitet kravet til nedskrivningsegnede passiver for et pengeinstitut eller et fondsmæglerselskab I eller for virksomheder og koncerner, som omfattes af § 266, stk. 2 eller 3, på konsolideret niveau på baggrund af en konkret vurdering af følgende kriterier

1)

Virksomheden kan afvikles ved anvendelse af afviklingsværktøjerne.

2)

Virksomheden har, såfremt bail-in anvendes, tilstrækkelige nedskrivningsegnede passiver til at sikre, at tabene kan absorberes og virksomhedens egentlige kernekapital kan genoprettes til et niveau, hvor virksomheden fortsat kan opfylde kravene til tilladelse, og hvor en tilstrækkelig markedstillid bevares.

3)

Virksomheden har tilstrækkelige nedskrivningsegnede passiver til, såfremt undtagelse af visse kategorier af nedskrivningsegnede passiver udelukkes fra bail-in, at sikre, at tabene kan absorberes og en virksomheds egentlige kernekapital kan genoprettes til et niveau, hvor virksomheden fortsat kan opfylde kravene til tilladelse.

4)

Virksomhedens størrelse, forretningsmodel, finansieringsmodel og risikoprofil.

5)

I hvilket omfang indskyder- og investorgarantiordningen kan bidrage til finansieringen af afviklingen i henhold til § 2 a i lov om en indskyder- og investorgarantiordning.

6)

I hvilket omfang det forhold, at virksomheden er nødlidende, har en negativ indvirkning på den finansielle stabilitet, herunder gennem afsmitning på andre finansielle virksomheder.

Stk. 2.

Finanstilsynet meddeler virksomheden kravet til størrelsen af de nedskrivningsegnede passiver fastsat på baggrund af kriterierne i stk. 1.

Finanstilsynet kan kræve, at de nedskrivningsegnede passiver helt eller delvis skal bestå af forpligtelser, som kan konverteres.

Stk. 3.

Opfylder virksomheden ikke på tidspunktet for meddelelse i henhold til stk. 2 kravet til nedskrivningsegnede passiver, fastsætter Finanstilsynet under hensyntagen til sagens karakter og de konkrete omstændigheder en frist til opfyldelse heraf.

Modtager Finanstilsynet efterfølgende meddelelse om, at virksomheden ikke længere opfylder kravet, kan Finanstilsynet ligeledes fastsætte frist for opfyldelse heraf i medfør af 1. pkt.

Stk. 4.

Finanstilsynet skal ved fastsættelsen af kravet til nedskrivningsegnede passiver for modervirksomheder på konsolideret niveau fastsætte kravet i overensstemmelse med en fælles beslutning truffet af de kompetente myndigheder for den enkelte dattervirksomhed.

Den fælles beslutning skal foreligge inden for 4 måneder.

Er der ikke inden for 4 måneder truffet en fælles beslutning, træffer Finanstilsynet beslutning om kravet til nedskrivningsegnede passiver på konsolideret niveau.

Finanstilsynet skal udskyde beslutningen, såfremt en af de kompetente myndigheder for den enkelte dattervirksomhed har indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, og træffe beslutning i overensstemmelse med beslutningen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Stk. 5.

Finanstilsynet skal ved fastsættelsen af kravet til nedskrivningsegnede passiver for dattervirksomheder på individuel basis træffe beslutning efter en fælles beslutning med den konsoliderende koncernafviklingsmyndighed.

Den fælles beslutning skal foreligge inden for 4 måneder.

Er der ikke inden for 4 måneder truffet en fælles beslutning, træffer Finanstilsynet beslutning om kravet til nedskrivningsegnede passiver for dattervirksomheden på individuelt niveau.

Finanstilsynet skal udskyde beslutningen, såfremt den konsoliderende afviklingsmyndighed har indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, og træffe beslutning i overensstemmelse med beslutningen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Den konsoliderende afviklingsmyndighed kan ikke indbringe sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, hvis Finanstilsynets fastsatte niveau for nedskrivningsegnede passiver ligger inden for 1 procentpoint af kravet til nedskrivningsegnede passiver fastsat på konsolideret niveau.

§ 269.

Finanstilsynet skal kontrollere, at den enkelte virksomhed til enhver tid overholder kravet til nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, stk. 1.

Stk. 2.

Konstaterer virksomheden, at kravet til nedskrivningsegnede passiver, jf. §§ 266 og 268, ikke er opfyldt, skal virksomheden straks underrette Finanstilsynet herom.

§ 270.

Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om kravet om nedskrivningsegnede passiver, herunder yderligere kriterier, på grundlag af hvilke kravet til nedskrivningsegnede passiver skal fastsættes, og de bagvedliggende kriterier, med hvilken hyppighed kravet fastsættes og om arbejdsdelingen mellem Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet.

§ 271.

Finanstilsynet opretter afviklingskollegier for at gennemføre de i §§ 260, 261, 263, 265, 266 og 268 nævnte opgaver for en koncern, hvor den øverste modervirksomhed er i Danmark, og hvor modervirksomheden er et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, en blandet holdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed, som mindst har én dattervirksomhed, som er et pengeinstitut, realkreditinstitut eller fondsmæglerselskab I.

81.

I § 271, stk. 1, ændres »266 og 268« til: »265 a, 266 og 267 f«.

82.

I § 271 indsættes efter stk. 1 som nye stykker

»Stk. 2.

Et afviklingskollegium består af

Den konsoliderende koncernafviklingsmyndighed.

Afviklingsmyndighederne i hvert medlemsland, hvor en dattervirksomhed, der er underlagt konsolideret tilsyn, er etableret.

Afviklingsmyndighederne i de medlemslande, hvor en modervirksomhed til et eller flere af koncernens virksomheder, som er en finansiel virksomhed eller en blandet holdingvirksomhed, er etableret.

Afviklingsmyndighederne i de medlemslande, hvor væsentlige filialer er beliggende.

Den konsoliderende tilsynsmyndighed og de kompetente myndigheder i de medlemslande, hvor afviklingsmyndigheden er medlem af afviklingskollegiet.

Er den kompetente myndighed i et medlemsland ikke medlemslandets centralbank, kan den kompetente myndighed beslutte at lade sig ledsage af en repræsentant for medlemslandets centralbank.

De ansvarlige ministerier, hvis de afviklingsmyndigheder, der er medlemmer af afviklingskollegiet, ikke er de ansvarlige ministerier.

Den myndighed, der er ansvarlig for indskudsgarantiordningen i et medlemsland, hvis det pågældende medlemslands afviklingsmyndighed er medlem af afviklingskollegiet.

Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Stk. 3.

Finanstilsynet kan beslutte, at et tredjelands afviklingsmyndighed må deltage som observatør i afviklingskollegier oprettet i henhold til stk. 1, hvis tredjelandets afviklingsmyndighed anmoder herom, og hvis følgende betingelser er opfyldt

1) Der er inden for koncernen en virksomhed, der er etableret i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som har en dattervirksomhed eller en filial etableret eller beliggende i det pågældende tredjeland, der ville blive betragtet som væsentlig, hvis den var etableret eller beliggende i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

2) Tredjelandets afviklingsmyndighed er underlagt tavshedspligt, der svarer til den tavshedspligt, som Finanstilsynet er underlagt.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 4 og 5.

Stk. 2.

Finanstilsynet kan deltage i afviklingskollegier efter stk. 1, som er oprettet af en koncernafviklingsmyndighed, som er beliggende i lande inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

83.

I § 271, stk. 2, der bliver stk. 4, udgår »efter stk. 1«.

Stk. 3.

Finanstilsynet kan oprette eller deltage i europæiske afviklingskollegier, hvis en modervirksomhed beliggende uden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, har mere end én dattervirksomhed eller væsentlig filial etableret eller beliggende i et land inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, hvis dattervirksomheden eller den væsentlige filial er et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, en blandet holdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed.

Mindst én dattervirksomhed eller væsentlig filial, jf. 1. pkt., skal være etableret eller beliggende i Danmark.

84.

§ 271, stk. 3, der bliver stk. 5, affattes således

»Stk. 5.

Finanstilsynet opretter og deltager i europæiske afviklingskollegier, hvis en virksomhed, der er etableret uden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område,

1) har mere end én dattervirksomhed eller væsentlig filial, der er et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab I, finansiel holdingvirksomhed eller blandet holdingvirksomhed, som er etableret eller beliggende i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og mindst én dattervirksomhed eller væsentlig filial er etableret eller beliggende i Danmark, eller

2) har mere end én modervirksomhed, der er et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab I, finansiel holdingvirksomhed eller blandet holdingvirksomhed, som er etableret i mere end ét land inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og mindst én modervirksomhed er etableret i Danmark.«

85.

I § 271 indsættes som stk. 6

»Stk. 6.

Europæiske afviklingskollegier, der er oprettet i henhold til stk. 5, udfører de opgaver, der er nævnt i stk. 1, og fungerer i øvrigt som afviklingskollegier oprettet i henhold til stk. 1.«

Kapitel 17 a.

Nedskrivning og konvertering af kapitalinstrumenter

86.

I overskriften til kapitel 17 a indsættes efter »kapitalinstrumenter«: »og nedskrivningsegnede forpligtelser«.

§ 272.

Finanstilsynet skal uden ugrundet ophold nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter i et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I til egentlige kernekapitalinstrumenter, hvis Finanstilsynet konstaterer, at pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I ikke vil være levedygtigt, medmindre beføjelsen anvendes.

87.

§ 272, stk. 1, affattes således

»Finanstilsynet skal uden ugrundet ophold nedskrive eller konvertere hybride kapitalinstrumenter, som opfylder kravene i artikel 52, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, og supplerende kapitalinstrumenter, som opfylder kravene i artikel 63, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, i et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I til egentlige kernekapitalinstrumenter, hvis Finanstilsynet konstaterer, at pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I ikke vil være levedygtigt, medmindre beføjelsen anvendes.

Det samme gælder for nedskrivningsegnede forpligtelser, som opfylder betingelserne i § 267 e, stk. 1, nr. 4, uanset om forpligtelserne opfylder betingelsen i § 267 e, stk. 1, nr. 4, litra b, om en restløbetid på mindst et år.«

Stk. 2.

---

Stk. 3.

Relevante kapitalinstrumenter nævnt i stk. 1 omfatter hybride kernekapitalinstrumenter, som opfylder kravene i artikel 52, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, og supplerende kapitalinstrumenter eller efterstillede lån, som opfylder kravene i artikel 63, stk. 1, i forordningen.

88.

§ 272, stk. 3, affattes således

»Stk. 3.

Ved nedskrivning eller konvertering af relevante kapitalinstrumenter eller nedskrivningsegnede forpligtelser efter stk. 1 i en dattervirksomhed til en afviklingsenhed skal beføjelsen til at nedskrive eller konvertere udøves på en måde, der sikrer, at tabene videregives til afviklingsenheden, hvis de relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser er ejet af afviklingsenheden indirekte gennem andre virksomheder i samme afviklingskoncern.«

Stk. 4.

---

Stk. 5.

Nedskrivning og konvertering af kapitalinstrumenter skal foretages i overensstemmelse med § 17, stk. 4, og § 18 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

For så vidt angår betingelsen i § 18, stk. 2, nr. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, er det Finanstilsynet, som skal godkende udstedelsen.

§§ 44-46 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder finder med de nødvendige tilpasninger anvendelse for Finanstilsynets nedskrivning eller konvertering i henhold til stk. 1.

89.

I § 272, stk. 5, 1. pkt., indsættes efter »kapitalinstrumenter«: »og nedskrivningsegnede forpligtelser«.

Stk. 6.

Selskabslovens § 74, stk. 2 og 3, §§ 76, 104-107, 154-157, 162-164, 167-169, 185 og 186 finder ikke anvendelse i relation til Finanstilsynets nedskrivning eller konvertering i henhold til denne bestemmelse.

Finanstilsynet kan i forbindelse med konvertering af relevante kernekapitalinstrumenter på virksomhedens vegne foranledige udstedelse af det relevante antal egentlige kernekapitalinstrumenter til ejerne af de relevante kapitalinstrumenter.

90.

I § 272, stk. 6, 2. pkt., indsættes efter

»relevante kapitalinstrumenter«: »og nedskrivningsegnede forpligtelser«, og efter »ejerne af de relevante kapitalinstrumenter« indsættes: »og nedskrivningsegnede forpligtelser«.

91.

I § 272, stk. 6, indsættes som 3. pkt.

»Med henblik på udstedelsen af egentlige kernekapitalinstrumenter i overensstemmelse med 2. pkt., kan Finanstilsynet påbyde virksomheden at anmode om den nødvendige tilladelse til at udstede det relevante antal egentlige kernekapitalinstrumenter.«

Stk. 7.

---

§ 273.

Bestemmelsen i § 272 om nedskrivning og konvertering af kapitalinstrumenter finder tilsvarende anvendelse for koncerner, når

92.

I § 273, stk. 1, udgår »om nedskrivning og konvertering af kapitalinstrumenter«.

1 og 2) ---

Stk. 2 og 3.

---

§ 274.

Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I skal sikre, at kontrakter, som virksomheden indgår efter den 1. juni 2015, og som er reguleret af lovgivningen i et tredjeland, indeholder en bestemmelse, hvorefter modparten anerkender, at forpligtelsen, som aftalen omhandler, kan gøres til genstand for Finanstilsynets eller Finansiel Stabilitets nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser, jf. §§ 272 og 273 samt §§ 17 og 24 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. dog § 24, stk. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Ligeledes skal kontrakterne indeholde bestemmelser, hvorefter modparten anerkender at være bundet af enhver nedbringelse af hovedstolen eller det udestående beløb, konvertering eller opsigelse, der berøres af Finanstilsynets eller Finansiel Stabilitets udøvelse af disse beføjelser.

93.

§ 274 ophæves og i stedet indsættes

»Kontraktmæssig anerkendelse af Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser

§ 274.

Et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, en finansiel holdingvirksomhed, en blandet holdingvirksomhed og et finansieringsinstitut, når finansieringsinstituttet er en dattervirksomhed af et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, en finansiel holdingvirksomhed eller en blandet holdingvirksomhed, og finansieringsinstituttet indgår i tilsynet med modervirksomheden på konsolideret grundlag, skal sikre, at kontrakter, som virksomheden har indgået efter den 1. juni 2015, og som er reguleret af lovgivningen i et tredjeland, indeholder bestemmelser, hvorefter modparten anerkender, at

forpligtelsen, som kontrakten omhandler, kan gøres til genstand for Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser, jf. §§ 272 eller 273 samt §§ 17, 18 a og 24 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. dog § 24, stk. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og

modparten er bundet af enhver nedbringelse af hovedstolen eller det udestående beløb, konvertering eller opsigelse, der berøres af Finanstilsynets og Finansiel Stabilitets udøvelse af beføjelser nævnt i nr. 1.

Stk. 2.

Finanstilsynet kan påbyde virksomheden at indhente en juridisk udtalelse om, at kontraktbestemmelser efter stk. 1 er bindende for modparten og kan håndhæves i overensstemmelse med vilkårene.

Stk. 3.

Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis forpligtelsen er undtaget fra bail-in, jf. § 25, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, eller hvis forpligtelsen er et berettiget indskud, jf. § 2, nr. 7, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Stk. 4.

Finanstilsynet kan efter anmodning fra virksomheden beslutte, at stk. 1 ikke finder anvendelse, hvis det vurderes, at de omhandlede forpligtelser eller instrumenter kan gøres til genstand for nedskrivning eller konvertering med hjemmel i lovgivningen i et tredjeland eller med hjemmel i en bindende aftale, der er indgået med det pågældende tredjeland.

Stk. 5.

Finanstilsynet kan efter anmodning fra virksomheden beslutte, at hvis virksomhedens krav om nedskrivningsegnede passiver efter § 266 svarer til virksomhedens tabsabsorberingsbeløb, er virksomheden ikke omfattet af kravet i stk. 1, forudsat at forpligtelserne ikke anvendes til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Stk. 6.

Undlader en virksomhed at indføre en kontraktbestemmelse i henhold til stk. 1, kan forpligtelsen ikke anvendes til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver.

Det forhindrer ikke Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet i at udøve nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser, jf. §§ 272 eller 273 samt §§ 17, 18 a og 24 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. dog § 24, stk. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

§ 275.

En virksomhed skal underrette Finanstilsynet, hvis det ikke er muligt at opfylde § 274, stk. 1, i forhold til en kontrakt vedrørende en forpligtelse omfattet af § 97 i konkursloven.

Underretningen skal angive kategorien af forpligtelsen og begrundelsen for, at det ikke er muligt at indføre kontraktbestemmelsen.

Stk. 2.

Virksomheden skal indsende alle oplysninger til Finanstilsynet, som Finanstilsynet inden for rimelig tid efter modtagelsen af underretningen efter stk. 1 anmoder om.

Stk. 3.

Pligten til at indføre en kontraktbestemmelse, jf. § 274, stk. 1, bortfalder automatisk fra det tidspunkt, hvor Finanstilsynet modtager en underretning i henhold til stk. 1.

Stk. 4.

Vurderer Finanstilsynet, at det er muligt at opfylde § 274, stk. 1, i forhold til den pågældende kontrakt, kan Finanstilsynet uanset stk. 3 påbyde virksomheden at indføre en sådan kontraktbestemmelse.

Finanstilsynet skal give påbuddet inden for rimelig tid efter, at Finanstilsynet har modtaget en meddelelse efter stk. 1.

Stk. 5.

Finanstilsynet kan påbyde virksomheden at ændre sin praksis vedrørende virksomhedens vurdering af, om det er muligt at indføre en kontraktbestemmelse om anerkendelse af Finansiel Stabilitets beføjelser i § 24 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Stk. 6.

Vurderer Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, at kontrakter, som ikke indeholder en bestemmelse i henhold til § 274, stk. 1, medfører en væsentlig hindring for afvikling, skal Finanstilsynet i nødvendigt omfang anvende beføjelserne i § 264 til at fjerne den pågældende hindring.

Stk. 7.

Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om de kategorier af forpligtelser omfattet af § 97 i konkursloven, hvor det ikke er muligt at indføre en kontraktbestemmelse som omhandlet i § 274, stk. 1.

Kontraktmæssig anerkendelse af Finansiel Stabilitets beføjelser til suspension under afvikling

§ 276.

Et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, en finansiel holdingvirksomhed, en blandet holdingvirksomhed og et finansieringsinstitut, når finansieringsinstituttet er en dattervirksomhed af et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, en finansiel holdingvirksomhed eller en blandet holdingvirksomhed, og finansieringsinstituttet indgår i tilsynet med modervirksomheden på konsolideret grundlag, skal sikre, at virksomhedens kontrakter, jf. stk. 2, som er reguleret af lovgivningen i et tredjeland, indeholder en bestemmelse, hvorefter parterne anerkender,

at kontrakten kan gøres til genstand for Finansiel Stabilitets beføjelse til at suspendere eller begrænse rettigheder og forpligtelser i §§ 4 a, 32, 33 og 34 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og

at parterne i relation til kontrakten er bundet af § 31 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 finder anvendelse på kontrakter, der

skaber en ny forpligtelse eller væsentligt ændrer en eksisterende forpligtelse efter den 28. december 2020 og

indeholder bestemmelser om betalings- eller leveringsforpligtelser, opsigelsesrettigheder eller retten til at gøre sikkerhedsrettigheder gældende.

Stk. 3.

Undlader en virksomhed at indføre en bestemmelse i henhold til stk. 1, forhindrer det ikke Finansiel Stabilitet i at anvende beføjelserne i §§ 4 a, 32, 33 og 34 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og § 31 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder vil fortsat finde anvendelse.«

Stk. 2.

Finanstilsynet kan påbyde virksomheden at indhente en juridisk udtalelse om, at kontraktbestemmelser efter stk. 1 er bindende for modparten og kan håndhæves i overensstemmelse med vilkårene.

Stk. 3.

Stk. 1, 2 og 6 finder tilsvarende anvendelse for finansielle holdingselskaber.

Stk. 4.

Stk. 1, 2 og 6 finder tilsvarende anvendelse for finansielle moderholdingselskaber i Danmark, finansielle moderholdingselskaber i Den Europæiske Union, blandede moderholdingselskaber i Danmark og blandede finansielle moderselskaber i Den Europæiske Union.

Stk. 5.

Stk. 1, 2 og 6 finder tilsvarende anvendelse for finansieringsinstitutter, der er etableret i Den Europæiske Union, hvis finansieringsinstituttet er et datterselskab af et kreditinstitut, et investeringsselskab eller et selskab nævnt i stk. 2 og 6, som indgår i tilsynet med modervirksomheden på konsolideret grundlag

Stk. 6.

Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis forpligtelsen er undtaget fra bail-in, jf. § 25, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det samme gælder, hvis der er tale om berettigede indskud, jf. § 2, nr. 5, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder

Stk. 7.

Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis Finanstilsynet eller Finansiel Stabilitet vurderer, at de omhandlede forpligtelser eller instrumenter kan gøres til genstand for nedskrivning eller konvertering med hjemmel i lovgivningen i et tredjeland eller med hjemmel i en bindende aftale, der er indgået med det pågældende tredjeland.

Stk. 8.

Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af de i stk. 1 nævnte kontraktbestemmelser og om de forpligtelser, som undtagelsen i stk. 7 finder anvendelse på.

§ 309.

Et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I, hvis fondsmæglerselskabet I har tilladelse til at udøve de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, der udpeges som et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) i henhold til § 308, skal opfylde SIFI-bufferkravene, jf. § 125 h, jf. § 125 a, stk. 6, senest ved udgangen af det efterfølgende år.

94.

I § 309, stk. 1, 3 og 5 ændres »§ 125 h« til: »§ 125 g, stk. 3 og 4«, og »stk. 6« ændres til: »stk. 5«.

Stk. 2.

Er et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I, hvis fondsmæglerselskabet I har tilladelse til at udøve de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, udpeget som systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) på konsolideret eller delkonsolideret grundlag, jf. § 308, gælder SIFI-bufferkravet, jf. § 125 e, jf. § 125 a, stk. 6, jf. § 125 h, med samme procentvise krav på konsolideret niveau for koncernen og på individuelt niveau for hvert enkelt pengeinstitut og realkreditinstitut, der indgår i koncernen.

95.

I § 309, stk. 2, ændres »stk. 6« til: »stk. 5«, og »§ 125 h« ændres til: »§ 125 g, stk. 3 og 4«.

Stk. 3.

Et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI), jf. § 308, skal opfylde det SIFI-bufferkrav, der følger af ændringer i dets systemiskhed, jf. § 125 h, jf. § 125 a, stk. 6, ved udgangen af det år, hvor der sker ændringer i dets systemiskhed.

94.

I § 309, stk. 1, 3 og 5 ændres »§ 125 h« til: »§ 125 j«, og »stk. 6« ændres til: »stk. 5«.

Stk. 4.

---

Stk. 5.

Erhvervsministeren kan beslutte, at et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) udpeget i henhold til § 308, stk. 1 eller 3, skal opfylde SIFI-bufferkravene, jf. § 125 h, jf. § 125 a, stk. 6, før den i stk. 1 angivne frist.

94.

I § 309, stk. 1, 3 og 5 ændres »§ 125 h« til: »§ 125 j«, og »stk. 6« ændres til: »stk. 5«.

§ 343 ø.

Juridiske personer, der udøver virksomhed som ISPV, jf. § 5, stk. 1, nr. 47, skal have tilladelse som ISPV.

96.

I § 343 ø, stk. 1, ændres »nr. 47« til: »nr. 50«.

Stk. 2.

---

§ 344.

Finanstilsynet påser overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, forordninger og regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP'er), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter, forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution, Kommissionens delegerede forordning 2017/565/EU af 25. april 2016 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU for så vidt angår de organisatoriske krav til og vilkårene for drift af investeringsselskaber samt definitioner af begreber med henblik på nævnte direktiv, Rådets forordning 2017/1509/EU af 30. august 2017 om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1156/EU af 20. juni 2019 om lettere grænseoverskridende distribution af kollektive investeringsinstitutter og om ændring af forordning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013 og (EU) nr. 1286/2014, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et paneuropæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-produkt) og regler udstedt i medfør heraf, og denne lov og af de regler, der er udstedt i medfør af loven, undtagen § 75 b og § 77, stk. l og 2.

Dog påser Erhvervsstyrelsen overholdelsen af § 15, stk. 1, 2 og 4, og §§ 83, 87, 91 og 112.

Finanstilsynet kontrollerer, at reglerne for finansiel information i årsrapporter og delårsrapporter i §§ 183-193 og i regler udstedt i medfør af § 196 er overholdt for finansielle virksomheder, som har udstedt omsættelige værdipapirer, der er optaget til handel på et reguleret marked, jf. § 213, stk. 1-5 og 8, i lov om kapitalmarkeder.

Finanstilsynet er endvidere ansvarligt for tilsynet efter § 32, stk. 3, nr. 1, jf. § 32, stk. 6, i revisorloven, for så vidt angår virksomheder underlagt tilsyn af Finanstilsynet.

97.

I § 344, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et paneuropæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-produkt)«: », Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser«.

Stk. 2-12.

---

§ 350 a.

Stk. 2-3.

---

Stk. 4.

Erhvervsministerens foranstaltninger iværksat i henhold til stk. 1 og 3 kan finde anvendelse for en periode på op til 2 år, eller indtil den makroprudentielle eller systemiske risiko ophører med at eksistere, afhængigt af hvad der måtte indtræffe først, forudsat at betingelserne og underretningskravene i artikel 458, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber er opfyldt.

Erhvervsministeren kan forlænge anvendelsen for nationale foranstaltninger iværksat i henhold til stk. 2 med op til 1 år ad gangen, jf. artikel 458, stk. 9, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

98.

I § 350 a, stk. 4, 2. pkt., ændres »1 år« til: »2 år«.

§ 351.

Finanstilsynet kan påbyde en finansiel virksomhed at afsætte en direktør i den finansielle virksomhed inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis denne efter § 64, stk. 1, nr. 2-6, eller § 64 a ikke kan bestride stillingen.

Finanstilsynet kan desuden påbyde et pengeinstitut at afsætte en direktør, hvis denne ikke opfylder sin forpligtelse i medfør af § 70 a, stk. 4, på betryggende måde.

99.

I § 351, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2 og 4, udgår »nr. 2-6,«.

Stk. 2.

Finanstilsynet kan påbyde et medlem af bestyrelsen i en finansiel virksomhed at nedlægge sit hverv inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis denne efter § 64, stk. 1, nr. 2-6, eller § 64 a, eller for et medlem af bestyrelsen i et pengeinstitut, realkreditinstitut eller forsikringsselskab også § 64 b, stk. 1, ikke kan bestride hvervet.

99.

I § 351, stk. 1, 1. pkt. og stk. 2 og 4, udgår »nr. 2-6,«.

Stk. 3.

---

Stk. 4.

Finanstilsynet kan påbyde et pengeinstitut, et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) og et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1 og stk. 5, jf. stk. 1, eller påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 d, stk. 1, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis vedkommende efter § 64, stk. 1, nr. 2-6, jf. § 64 c, stk. 4, eller § 64, stk. 1, nr. 2-6, jf. § 64 d, stk. 3, ikke kan bestride stillingen.

99.

I § 351, stk. 1, 1. pkt. og stk. 2 og 4, udgår »nr. 2-6,«.

Stk. 5.

Finanstilsynet kan påbyde en finansiel virksomhed at afsætte en direktør eller en ansat, der er nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1 og stk. 5, jf. stk. 1, eller i medfør af § 64 d, stk. 1, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af straffeloven eller den finansielle lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at direktøren ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, at nøglepersonen i et pengeinstitut, i et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) eller i et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, jf. § 64 c, stk. 4, eller at nøglepersonen i et gruppe 1-forsikringsselskab ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, jf. § 64 d, stk. 3.

Finanstilsynet fastsætter en frist for efterlevelse af påbuddet.

Finanstilsynet kan under samme betingelser som i 1. pkt. påbyde et medlem af bestyrelsen i en finansiel virksomhed at nedlægge sit hverv.

Finanstilsynet fastsætter en frist for efterlevelse af påbuddet.

100.

I § 351, stk. 5, 1. pkt., ændres »eller den finansielle lovgivning,« til: », den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning«.

Stk. 6-9.

---

§ 352 a.

I tilfælde, hvor en finansiel virksomhed er erklæret konkurs, størstedelen af den finansielle virksomheds drift er ophørt eller overdraget, eller hvor et forsikringsselskabs forsikringsbestand er taget under administration, udarbejder Finanstilsynet en redegørelse for årsagerne hertil, hvis et af nedennævnte forhold er indtruffet i forbindelse med eller i en kortere periode forud for virksomhedens konkurs m.v.

1)

Finansiel Stabilitet har medvirket ved overdragelsen af virksomheden, jf. §§ 7 eller 8 i lov om finansiel stabilitet, eller staten har lidt tab på en individuel statsgaranti i medfør af § 16 a i lov om finansiel stabilitet.

101.

§ 352 a, stk. 1, nr. 1, affattes således

»1) Staten har lidt direkte tab som følge af økonomisk bistand ved afvikling af virksomheden.«

2 og 3) ---

Stk. 2-4.

---

§ 354.

---

Stk. 2-5.

---

Stk. 6.

Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at fortrolige oplysninger videregives til

1-11) ---

12)

De af Foreningen af Statsautoriserede Revisorer udpegede revisorer efter § 144, stk. 5, 2. pkt., og efter § 16 g, stk. 9, i lov om finansiel stabilitet.

102.

I § 354, stk. 6, nr. 12, udgår », og efter § 16 g, stk. 9, i lov om finansiel stabilitet«.

13-45)---

103.

I § 354, stk. 6, indsættes som nr. 46-48

»46) Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken med henblik på vurderinger som led i programmet til vurdering af den finansielle sektor efter en udtrykkelig anmodning og under forudsætning af, at Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken har behov for oplysningerne til varetagelsen af sine opgaver.

47) Den Internationale Betalingsbank (BIS) med henblik på kvantitative konsekvensanalyser efter en udtrykkelig anmodning og under forudsætning af, at Den Internationale Betalingsbank (BIS) har behov for oplysningerne til varetagelsen af deres opgaver.

48) Rådet for Finansiel Stabilitet (FSB) med henblik på dets tilsynsfunktion efter en udtrykkelig anmodning og under forudsætning af, at Rådet for Finansiel Stabilitet (FSB) har behov for oplysningerne til varetagelsen af sine opgaver.«

Stk. 7-16.

---

§ 354 e.

Finanstilsynet offentliggør på sin hjemmeside i de sager, der er nævnt i stk. 2, påtaler, påbud eller tvangsbøder meddelt i henhold til § 344, stk. 1, og navnet på virksomheden eller personen.

1. pkt. gælder tilsvarende for påtaler, påbud og tvangsbøder truffet af Finanstilsynets bestyrelse i de i stk. 2 nævnte sager.

104.

I § 354 e, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »i henhold til«: »§ 269, stk. 1, eller«.

Stk. 2.

Offentliggørelse, jf. stk. 1, skal ske i sager om overtrædelse af § 7, stk. 1, § 61, stk. 1, § 61 b, § 61 c, § 64, stk. 1, § 64 a, § 71, stk. 1, § 71 a, stk. 1, § 77 d, stk. 1, § 125 b, stk. 1-4 og 6, § 125 d, § 125 e, stk. 1, jf. § 125 b, stk. 1-4 og 6, § 313, stk. 1, og artikel 28 og 51, jf. artikel 52, 63 og 92, stk. 1, artikel 99, stk. 1, artikel 101, stk. 1 og 2, artikel 394, stk. 1, artikel 395, artikel 405, stk. 1, artikel 412, stk. 1, artikel 415, stk. 1 og 2, artikel 430, stk. 1, 1. afsnit, 1. pkt., og 2. afsnit, artikel 431, stk. 1-3, artikel 435 og artikel 451, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Offentliggørelse, jf. stk. 1, skal ligeledes ske i sager om overtrædelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter.

105.

I § 354 e, stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 71 a, stk. 1,« til: »§ 71 a, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., § 71 b, stk. 1, § 71 c, stk. 1, 2. pkt.,«, og efter »jf. § 125 b, stk. 1-4 og 6,« indsættes: »§ 182 b, stk. 1-3, §§ 182 c og 182 d, § 182 e, stk. 1-3, §§ 182 f, 259 a og 261, § 264, stk. 2, 3 og 5, § 264 a, § 265, stk. 2, 4 og 7, § 265 a, stk. 2, § 266, § 267, stk. 1, §§ 267 b og 267 c, § 267 d, stk. 1, § 268, §§ 269 a-269 e, § 272, stk. 7, § 274, stk. 1 og 2, § 275, stk. 1, 2, 4 og 5, § 276, stk. 1,«.

§ 355.

Som part i forhold til Finanstilsynet anses den finansielle virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed, forsikringsholdingvirksomheden, den blandede holdingvirksomhed, den udenlandske finansielle virksomhed eller den udenlandske finansielle holdingvirksomhed, som Finanstilsynet har truffet eller vil træffe afgørelse over for i medfør af denne lov, forskrifter fastsat i medfør af denne lov, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber og forordninger og regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) jf. dog stk. 2 og 3.

106.

I § 355, stk. 1, ændres »og forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)« til: », forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser og regler udstedt i medfør heraf«.

Stk. 2.

I nedennævnte tilfælde anses en anden end virksomheden tillige som part i Finanstilsynets afgørelse, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører den pågældende

1-9) ---

107.

I § 355, stk. 2, indsættes efter nr. 9 som nyt nummer

»10) Et medlem af bestyrelsen eller direktionen eller en kapitalejer i et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I, eller virksomheder, som Finanstilsynet finder har snævre forbindelser til pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I, når Finanstilsynet træffer afgørelse om, at pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I anses for nødlidende eller forventeligt nødlidende, jf. § 224 a.«

Nr. 10-15 bliver herefter nr. 11-16.

10-15) ---

§ 361.

---

Stk. 2.

---

Stk. 3.

Følgende fysiske og juridiske personer omfattet af lov om betalinger betaler årligt et grundbeløb til Finanstilsynet

108.

§ 361, stk. 3, affattes således

»Stk. 3.

Følgende fysiske og juridiske personer omfattet af lov om betalinger betaler årligt et grundbeløb til Finanstilsynet

Betalingsinstitutter betaler følgende

25.000 kr., når instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår er mindre end 250 mio. kr.

80.000 kr., når instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår er mellem 250 mio. kr. og 100 mia. kr.

500.000 kr., når instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår er større end 100 mia. kr.

E-pengeinstitutter betaler følgende

25.000 kr., når summen af instituttets gennemsnitlige udestående elektroniske penge og instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår er mindre end 250 mio. kr.

80.000 kr., når summen af instituttets gennemsnitlige udestående elektroniske penge og instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår er mellem 250 mio. kr. og 100 mia. kr.

500.000 kr., når summen af instituttets gennemsnitlige udestående elektroniske penge og instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår er større end 100 mia. kr.

Virksomheder med begrænset tilladelse til udstedelse af elektroniske penge eller til at udbyde betalingstjenester betaler 11.100 kr.

Virksomheder med tilladelse til at udbyde kontooplysningstjenester betaler 25.000 kr.«

1)

Betalingsinstitutter betaler 91.400 kr.

2)

E-pengeinstitutter betaler 134.000 kr.

3)

Virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester betaler 9.200 kr.

4)

Virksomheder med begrænset tilladelse til udstedelse af elektroniske penge betaler 13.000 kr.

5)

Virksomheder med tilladelse til at udbyde kontooplysningstjenester betaler 25.000 kr.

Stk. 4-11.

---

§ 372.

Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller Erhvervsstyrelsen i henhold til denne lov og regler udstedt i medfør af denne lov og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, eller regler udstedt i medfør af forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter, forordninger og regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, samt forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), kan af den, som afgørelsen retter sig til, indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

109.

I § 372, stk. 1, ændres »samt forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)« til: », forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser og regler udstedt i medfør heraf«.

Stk. 2.

---

110.

I § 372 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke

»Stk. 3.

Afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til § 224 a, der ønskes påklaget, skal indbringes for Erhvervsankenævnet, senest 24 timer efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Klageretten tilkommer den bestyrelse og direktion, der modtog afgørelsen.

2. pkt. gælder uanset, om Finansiel Stabilitet har overtaget kontrollen med virksomheden.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

Stk. 3 og 4.

---

§ 372 a.

Erhvervsministeren kan fastsætte regler, som er nødvendige for at anvende eller gennemføre de afgørelser eller retsakter, som vedtages af Europa-Kommissionen i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EU af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning nr. 1060/2009/EF, nr. 1094/2010/EU og nr. 1095/2010/EU for så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering.

111.

I § 372 a, stk. 1, indsættes efter »(Solvens II),«: »Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser,«.

Stk. 2.

---

§ 373.

Overtrædelse af § 7, stk. 1 og 2-5, § 8, stk. 1 og 3-6, § 9, stk. 1-3 og 5-7, § 10, stk. 1, 2, 5 og 6, § 11, stk. 1, 9 og 10, § 16 a, stk. 2, § 16 b, stk. 2, § 24, stk. 1, 3. pkt., § 25, 2. pkt., §§ 27 og 28, § 31, stk. 7, 8 og 10, § 33, stk. 1, § 33 a, stk. 1, § 36, § 38, stk. 1, 2 og 7 og stk. 8, 1. pkt., § 39, stk. 1, 3 og 4, §§ 40, 44 og 45, § 46, stk. 1 og 2, § 46 a, § 46 b, stk. 1 og 2, § 49, stk. 1 og 2, § 50, stk. 2, § 52, § 53, stk. 1 og 2, § 61, stk. 1, §§ 61 b og 61 c, § 63, stk. 1, 2 og 4, § 64, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, § 64 a, § 64 c, stk. 4, jf. § 64, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, § 64 d, stk. 3, jf. § 64, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, § 65, stk. 1, § 66, § 67, stk. 1, § 74, stk. 1 og 3, § 75, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2-4, §§ 76, 78 og, § 101, § 102, stk. 2, 3, 5 og 6, §§ 103-106, § 106 a, stk. 1-4, § 106 b, § 106 c, § 106 d, stk. 1-5, § 107 a og § 117, § 118, stk. 5, § 119, § 120, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, § 124, stk. 1, 2 og 5, § 125, stk. 1 og 2, § 125 b, stk. 1-4 og 6, § 125 c, stk. 1, § 125 d, § 125 e, stk. 1, jf. § 125 b, stk. 1-4 og 6, § 125 e, stk. 1, jf. § 125 c, stk. 1, § 125 i, stk. 1, § 126, stk. 1 og 4, § 126 a, stk. 1-3, 5, 7 og 9, § 126 c, stk. 1-3, § 126 d, stk. 1, § 126 e, stk. 1, § 126 f, 1. pkt., § 126 g, stk. 1, § 146, stk. 1, § 147, stk. 1, § 149, stk. 1 og 3, §§ 150 og 151, § 152, stk. 1, § 153, stk. 1, §§ 154, 156 og 170-175 a, § 182, stk. 1 og 2, §§ 194, 195, 200, 200 a og 201, § 202, stk. 1 og 3, § 203, stk. 1, § 204, stk. 1, § 226, stk. 1 og 2, § 227, § 248, stk. 1, § 248 a, stk. 1 og 4, § 248 b, stk. 1, § 313 b, § 334, § 343 v, stk. 1, § 343 ø, stk. 1, § 347, stk. 2,og § 417 c, stk. 1, 2 og 4, samt artikel 11, artikel 26, stk. 2, artikel 31, stk. 1, litra h, artikel 73, stk. 1, artikel 92, stk. 1, artikel 93, stk. 1-5, artikel 97, stk. 1, artikel 394, stk. 1, artikel 395 og 398 og artikel 500, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, og artikel 6, 7, 9 og 18-26, artikel 27, stk. 1 og 4, og artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

112.

I § 373, stk. 1, udgår »§ 125 i, stk. 1,«, og »og 170-175 a« ændres til: », 170-175 a og 175 g, stk. 1, 5 og 6«.

Stk. 2.

Overtrædelse af § 16 c, § 16 d, stk. 1, § 16 f, stk. 1-3, § 23, stk. 5, 7 og 8 § 38 a, § 54, stk. 2, § 57, stk. 1, § 64 c, stk. 1, 3 og 5, jf. stk. 1 og 3, § 64 d, stk. 1, 2 og 4, § 70, stk. 1-5, § 70 a, stk. 1-3, § 71, stk. 1 og 2, § 71 a, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., § 71 b, stk. 1, § 71 c, stk. 1, 2. pkt., § 72, stk. 1 og 2, og stk. 3, 3. pkt., § 72 b, stk. 2 og 3, § 73, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, § 75, stk. 1, 2. pkt., § 75 a, stk. 1, § 75 b, stk. 1, § 75 c, stk. 1, § 77, stk. 1-6 og 10, § 77 a, stk. 1-6, §§ 77 b og 77 c, § 77 d, stk. 1-4, § 77 e, stk. 1, § 77 f, stk. 1 og 2, § 77 g, stk. 1 og 3, § 79 a, stk. 1, nr. 1, § 80, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, 7 og 8, § 80 a, § 80 b, stk. 1-3 og 5, og § 80 c, stk. 1 og 2, § 81 b, stk. 3, 5 og 6, § 85 b, stk. 3, 5 og 6, § 108, stk. 1-5, § 121, stk. 1, § 122, § 126 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., § 126 c, stk. 5, § 126 d, stk. 4 og 6, § 126 e, stk. 4, § 152 a, stk. 1, 1. pkt., § 152 b, stk. 4-7, § 152 c, stk. 1, § 152 d, stk. 1, § 152 e, stk. 1, § 152 g, stk. 1, 1. og 3. pkt., stk. 2-5 og stk. 7, 1. pkt., § 152 j, stk. 1, 2. pkt., eller stk. 2, § 152 k, stk. 1, 2 eller 5, § 152 m, stk. 1, § 167, stk. 1, 2 og 4, § 175 b, stk. 1, 2, 4 og 9, § 182 d, § 182 e, stk. 2 og stk. 7, 1. pkt., og § 182 f, § 183, stk. 1, 1. pkt., og stk. 5, § 184, stk. 1, § 185, stk. 1 og 3 og stk. 4, 1. pkt., §§ 186 og 187, § 188, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, 2. pkt., §§ 189 og 190, § 191, stk. 1-3, § 192, 1. pkt., § 193, 1. pkt., § 198, stk. 1, § 199, stk. 2 og 6, § 206, § 245 a, stk. 1 og 3, § 245 b, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, § 247 a, stk. 9 og 10, § 264, stk. 2, § 283, stk. 1 og 2, §§ 312 og 312 b, § 336 a, stk. 3, 5 og 6, § 347 b, stk. 3 og 6, § 347 c, stk. 2, § 354 a, stk. 1, 1.-5. pkt., og stk. 3, 1.-7. pkt., § 417 a, stk. 4, § 417 b, stk. 5, § 417 c, stk. 3, samt artikel 4 i Rådets forordning om anvendelse af internationale regnskabsstandarder og artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om kreditvurderingsbureauer samt artikel 28, artikel 41, stk. 1, litra b, artikel 49, stk. 1, litra c, artikel 51, jf. artikel 52, artikel 54, stk. 5, litra a og c, artikel 63, artikel 73, stk. 6, artikel 76, stk. 2, artikel 77, artikel 99, stk. 1, artikel 101, stk. 1 og 2, artikel 113, stk. 7, 1. afsnit, artikel 129, stk. 3 og 7, artikel 221, stk. 1 og 2, artikel 256, stk. 7, 1. afsnit, artikel 259, stk. 1, litra b og e, artikel 262, stk. 2, 2. afsnit, artikel 263, stk. 2, 1. afsnit, artikel 393, artikel 394, stk. 2, artikel 405, stk. 1, artikel 412, stk. 1 og 2, artikel 415, stk. 1 og 2, artikel 430, stk. 1, 1. afsnit, 1. pkt., og 2. afsnit, artikel 431, stk. 1, jf. artikel 435 og 436, artikel 437, stk. 1, artikel 438 og 439, artikel 440, stk. 1, artikel 441, stk. 1, artikel 442 og 444-450, artikel 451, stk. 1, artikel 431, stk. 3, artikel 433, 1.-3. afsnit, artikel 434, 1. afsnit, 2. og 3. pkt., og afsnit 2, 2. pkt., artikel 471, stk. 1, artikel 492, stk. 2-4, artikel 499, stk. 1, og artikel 501, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og artikel 5, stk. 1, artikel 6 og 7, artikel 8, stk. 1-3, artikel 9, artikel 10, stk. 1, artikel 13, stk. 1, 3 og 4, og artikel 14 og 19 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP'er), straffes med bøde.

På samme måde straffes overtrædelse af meddelelsespligten i § 152 a, stk. 2, 1. pkt.

113.

I § 373, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »§ 57, stk. 1,«: »§ 64, stk. 3,«, »§ 64 c, stk. 1, 3 og 5, jf. stk. 1 og 3, § 64 d, stk. 1, 2 og 4, § 70, stk. 1-5« ændres til: »§ 64 c, stk. 1, 3, 5 og 7, jf. stk. 1 og 3, § 64 d, stk. 1, 2 og 4-6, § 64 e, § 70, stk. 1-4«, »§ 77 g, stk. 1 og 3« ændres til: »§ 77 g, stk. 2«, efter »§ 247 a, stk. 9 og 10,« indsættes: »§ 259 a,«, og efter »§ 264, stk. 2« indsættes: »og 3, § 266, stk. 1, § 268, stk. 1-4, § 269 c«.

Stk. 3.

Med bøde straffes en finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, der ikke efterkommer et påbud, der er givet i medfør af § 126 c, stk. 4, § 126 f, § 152 k, stk. 4, § 243 a, stk. 2, § 245 a, stk. 2, § 261, § 264, stk. 3, § 347 b, stk. 1, 1. pkt., § 347 c, stk. 1, § 348, stk. 2, 1. pkt., eller § 350, stk. 1, og overtrædelser af § 112, stk. 1, i selskabsloven.

Med bøde straffes endvidere den, som ikke efterkommer et påbud, der er givet i medfør af § 351, stk. 2 og 3, og stk. 5, 3. pkt. Med bøde straffes herudover den, som overtræder et forbud eller en begrænsning eller restriktion meddelt i henhold til artikel 16 eller 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 af 15. maj 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP'er) eller artikel 40-42 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 om markeder for finansielle instrumenter.

114.

I § 373, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »§ 152 k, stk. 4,«: »§ 175 g, stk. 3,« og »§ 264, stk. 3,« ændres til: »§ 264, stk. 5, § 264 a, § 269 a, stk. 1,«.

Stk. 4-13.

---

115.

Som bilag 9 og 10 indsættes bilag 1 og 2 til denne lov.

§ 2

Lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder

I lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. lovbekendtgørelse nr. 24 af 4. januar 2019, foretages følgende ændringer

Fodnoten.

Loven gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012, EU-Tidende nr. L 173, side 190.

1.

I fodnoten til lovens titel indsættes efter »EU-Tidende nr. L 173, side 190«: », og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/879/EU af 20. maj 2019 om ændring af direktiv 2014/59/EU for så vidt angår kreditinstitutters og investeringsselskabers tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet og af direktiv 98/26/EF, EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 296«.

§ 1.

---

Stk. 2.

Loven finder anvendelse på finansielle holdingvirksomheder her i landet, jf. § 2, nr. 11.

2.

I § 1, stk. 2, ændres »nr. 11« til: »nr. 13«.

Stk. 3.

Loven finder anvendelse på finansieringsinstitutter her i landet, jf. § 2, nr. 13.

3.

I § 1, stk. 3, ændres »nr. 13« til: »nr. 15«.

Stk. 4.

---

§ 2.

I denne lov forstås ved

1) ---

4.

I § 2 indsættes efter nr. 1 som nyt nummer

»2) Afviklingsenhed: En virksomhed eller enhed i overensstemmelse med § 5, stk. 1, nr. 77, i lov om finansiel virksomhed.«

Nr. 2 bliver herefter nr. 3.

2) ---

5.

I § 2 indsættes efter nr. 2, der bliver nr. 3, som nyt nummer

»4) Afviklingskoncern: En afviklingskoncern som defineret i § 5, stk. 1, nr. 78, i lov om finansiel virksomhed.«

Nr. 3-17 bliver herefter nr. 5-19.

3-10) ---

11)

Finansiel holdingvirksomhed: En modervirksomhed, der opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 10, i lov om finansiel virksomhed, hvor mindst én dattervirksomhed er omfattet af § 1, stk. 1, eller er et udenlandsk kreditinstitut eller investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, eller en blandet holdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 51, i lov om finansiel virksomhed.

6.

I § 2, nr. 11, der bliver nr. 13, ændres »nr. 51« til: »nr. 54«.

12-17) ---

7.

I § 2 indsættes efter nr. 17, der bliver nr. 19, som nyt nummer

»20) Nedskrivningsegnede forpligtelser: Forpligtelser, der er omfattet af bail-in, og som er omfattet af § 267 a, stk. 1, eller § 267 e i lov om finansiel virksomhed.«

Nr. 18-21 bliver herefter nr. 21-24.

18-21) ---

§ 4.

---

Stk. 2.

Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for en finansiel holdingvirksomhed, hvis betingelserne for afvikling er opfyldt for både holdingvirksomheden og mindst én dattervirksomhed.

Uanset 1. pkt. kan Finansiel Stabilitet iværksætte afviklingsforanstaltninger over for en finansiel holdingvirksomhed, selv om denne ikke opfylder betingelserne for afvikling, hvis en eller flere dattervirksomheder opfylder betingelserne for afvikling og dattervirksomhedens aktiver og passiver er af et sådant omfang, at Finanstilsynet vurderer, at dattervirksomhedens sammenbrud udgør en trussel mod en virksomhed i koncernen eller koncernen som helhed.

8.

§ 4, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes

»Stk. 2.

Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for en finansiel holdingvirksomhed.

Finansiel Stabilitet kan, uanset om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, iværksætte afviklingsforanstaltninger over for en finansiel holdingvirksomhed, hvis følgende betingelser er opfyldt

Den finansielle holdingvirksomhed er en afviklingsenhed.

En eller flere af den finansielle holdingvirksomheds dattervirksomheder, som er pengeinstitutter, realkreditinstitutter eller fondsmæglerselskaber I og ikke afviklingsenheder, opfylder betingelserne for afvikling.

Finanstilsynet vurderer, at et sammenbrud i en finansiel holdingvirksomheds dattervirksomhed, som er et pengeinstitut, realkreditinstitut eller fondsmæglerselskab I og ikke en afviklingsenhed, vil medføre risiko for sammenbrud i afviklingskoncernen.

Stk. 3.

Ejes dattervirksomhederne af en blandet holdingvirksomhed direkte eller indirekte af en mellemliggende finansiel holdingvirksomhed, træffes afviklingsforanstaltninger alene med henblik på koncernafvikling over for den mellemliggende finansielle holdingvirksomhed.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

Stk. 3.

---

9.

I § 4 indsættes som stk. 5 og 6

»Stk. 5.

Vurderer Finansiel Stabilitet, at betingelsen i stk. 1, nr. 3, ikke er opfyldt, iværksætter Finansiel Stabilitet ikke afviklingsforanstaltninger, jf. dog stk. 2 og § 18 a.

Stk. 6.

Finansiel Stabilitet kan iværksætte afviklingsforanstaltninger over for et centralt organ samt pengeinstitutter og realkreditinstitutter, som er fast tilknyttet til et sådant organ, og som indgår i samme afviklingskoncern, når den pågældende afviklingskoncern opfylder betingelserne for afvikling.«

10.

Efter § 4 indsættes før overskriften før § 5

Ȥ 4 a.

Finansiel Stabilitet kan efter høring af Finanstilsynet suspendere enhver betalings- eller leveringsforpligtelse i henhold til en kontrakt, som en virksomhed eller enhed har indgået, hvis følgende betingelser er opfyldt

Betingelserne i § 4, stk. 1, nr. 1 og 2, er opfyldt.

Suspension vurderes nødvendig for at undgå yderligere forværring af den økonomiske situation i virksomheden eller enheden.

Suspension vurderes nødvendig enten for at konstatere, hvorvidt det er i offentlighedens interesse at foretage afviklingsforanstaltninger, jf. § 4, stk. 1, nr. 3, eller for at sikre en effektiv anvendelse af et eller flere afviklingsværktøjer.

Stk. 2.

Der kan ikke foretages suspension i medfør af stk. 1 i relation til kontrakter indgået med

systemer og operatører af systemer, der er udpeget som sådan i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer,

centrale modparter (CCP’er) og tredjelandes centrale modparter, der er anerkendt af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed i henhold til artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre, eller

centralbanker.

Stk. 3.

Suspensionen løber fra offentliggørelsen af meddelelse om suspension, jf. § 50, til udløbet af den første hverdag herefter.

Stk. 4.

Hvis en suspenderet betalings- eller leveringsforpligtelse forfalder i suspensionsperioden, skal betalingen eller leveringen ske umiddelbart efter udløbet af suspensionsperioden.

Stk. 5.

Hvis betalings- eller leveringsforpligtelserne i henhold til en kontrakt suspenderes i medfør af stk. 1, suspenderes kontraktpartens betalings- eller leveringsforpligtelse i henhold til kontrakten i samme periode.

Stk. 6 .

Har Finansiel Stabilitet foretaget suspension, kan Finansiel Stabilitet udøve suspensionsbeføjelserne efter §§ 33 og 34 i relation til samme kontrakt, selvom den pågældende virksomhed eller enhed ikke er under afvikling på tidspunktet for suspensionen.

Suspension efter 1. pkt. har samme tidsmæssige udstrækning som suspensionen efter stk. 1, jf. stk. 3.

Stk . 7.

Har Finansiel Stabilitet foretaget suspension i medfør af stk. 1, stk. 6, eller §§ 33 eller 34, kan Finansiel Stabilitet ikke på et senere tidspunkt, når den pågældende virksomhed eller enhed er taget under afvikling, udøve den tilsvarende beføjelse efter §§ 32-34 i relation til samme kontrakt.«

§ 6.

Inden Finansiel Stabilitet iværksætter afviklingsforanstaltninger eller udøver beføjelsen til at nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter, jf. § 17, skal Finansiel Stabilitet sikre, at der foretages en rimelig, forsigtig og realistisk værdiansættelse af virksomhedens eller enhedens aktiver og passiver.

Værdiansættelsen skal være uafhængig, jf. § 10.

11.

I § 6, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »kapitalinstrumenter«: »eller nedskrivningsegnede forpligtelser«, og »§ 17« ændres til: »§§ 17 eller 18 a«.

Stk. 2-6.

---

§ 7.

---

Stk. 2 og 3.

---

Stk. 4.

Er virksomhedens eller enhedens nettoværdi ved den endelige værdiansættelse, jf. stk. 3, højere end nettoværdien ved den midlertidige værdiansættelse, jf. stk. 1, kan Finansiel Stabilitet

1)

øge værdien af de fordringer fra kreditorer eller ejere af relevante kapitalinstrumenter, der er blevet nedskrevet i medfør af § 17 eller ved bail-in i medfør af § 24, eller

12.

I § 7, stk. 4, nr. 1, § 12, stk. 5, § 21, stk. 2, 2. pkt., og § 23, stk. 3, indsættes efter »kapitalinstrumenter«: »og nedskrivningsegnede forpligtelser«, og »§ 17« ændres til: »§§ 17 eller 18 a«.

2) ---

§ 12.

---

Stk. 2-4.

---

Stk. 5.

Når Finansiel Stabilitet beslutter at anvende et afviklingsværktøj eller andre afviklingsforanstaltninger og dette vil medføre, at kreditorer lider tab, eller at deres fordringer konverteres, udøver Finansiel Stabilitet beføjelsen i § 44 i forhold til indehaverne af ejerskabsinstrumenter og nedskriver eller konverterer relevante kapitalinstrumenter i henhold til § 17 umiddelbart inden eller samtidig med anvendelsen af afviklingsforanstaltningen.

12.

I § 7, stk. 4, nr. 1, § 12, stk. 5, § 21, stk. 2, 2. pkt., og § 23, stk. 3, indsættes efter »kapitalinstrumenter«: »og nedskrivningsegnede forpligtelser«, og »§ 17« ændres til: »§§ 17 eller 18 a«.

§ 13.

---

Stk. 2 og 3.

---

13.

I § 13 indsættes som stk. 4

»Stk. 4.

Ved konkurs betales fordringer vedrørende kapitalgrundlag i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, nr. 118, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og regler fastsat i medfør af § 128, stk. 3 og 4, i lov om finansiel virksomhed, efter andre fordringer.

Et kapitalinstrument, som kun delvist anses for at være en kapitalgrundlagspost, betales i sin helhed som kapitalgrundlag i medfør af 1. pkt.«

Overskriften.

Nedskrivning og konvertering af relevante kapitalinstrumenter

14.

Overskriften før § 17 affattes således

»Nedskrivning og konvertering af relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser« .

§ 17.

Finansiel Stabilitet skal nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter i en virksomhed eller enhed til egentlige kernekapitalinstrumenter, når betingelserne for afvikling er opfyldt, jf. § 4.

15.

I § 17, stk. 1, indsættes som 2. pkt.

»Er virksomheden eller enheden en dattervirksomhed eller -enhed til en afviklingsenhed, skal Finansiel Stabilitet endvidere nedskrive eller konvertere virksomhedens eller enhedens nedskrivningsegnede forpligtelser omfattet af § 267 e, stk. 1, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed uanset om forpligtelserne opfylder betingelsen i § 267 e, stk. 1, nr. 4, litra b, i lov om finansiel virksomhed om en restløbetid på mindst ét år.«

Stk. 2.

Beføjelsen til at nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter efter stk. 1 kan udøves uafhængigt eller kombineret med øvrige afviklingsforanstaltninger.

16.

I § 17, stk. 2, udgår »relevante kapitalinstrumenter«.

Stk.3.

Nedskrivning eller konvertering af relevante kapitalinstrumenter skal foretages på grundlag af en værdiansættelse af virksomhedens eller enhedens aktiver og passiver i overensstemmelse med kapitel 3.

17.

I § 17, stk. 3, ændres »af relevante kapitalinstrumenter« til: »efter stk. 1«.

Stk. 4.

Rækkefølgen for nedskrivning og konvertering af kapitalinstrumenter efter stk. 1 skal være i overensstemmelse med rækkefølgen ved en konkursbehandling af virksomheden eller enheden.

18.

I § 17, stk. 4, udgår »af kapitalinstrumenter«.

19.

I § 17 indsættes som stk. 5

»Stk. 5.

Ved nedskrivning eller konvertering af relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser efter stk. 1 i en dattervirksomhed eller -enhed til en afviklingsenhed i tilfælde, hvor de relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser er ejet af afviklingsenheden indirekte gennem andre virksomheder i samme afviklingskoncern, skal beføjelsen til at nedskrive eller konvertere udøves på en måde, der sikrer, at tabene videregives til afviklingsenheden.«

§ 18.

Ved nedskrivning af hovedstolen af et relevant kapitalinstrument efter § 17 er nedbringelsen permanent, og der betales ingen godtgørelse til ejerne af de relevante kapitalinstrumenter fra virksomheden eller enheden under afvikling, ud over hvad de pågældende ejere eventuelt måtte være berettiget til efter en endelig værdiansættelse i medfør af § 7, stk. 3.

20.

I § 18, stk. 1, indsættes efter »kapitalinstrument«: »eller nedskrivningsegnet forpligtelse«, »§ 17« ændres til: »§§ 17 eller 18 a«, og efter »kapitalinstrumenter« indsættes: »eller nedskrivningsegnede forpligtelser«.

Stk. 2.

Finansiel Stabilitet kan kræve, at en virksomhed eller enhed udsteder egentlige kernekapitalinstrumenter til ejerne af de relevante kapitalinstrumenter.

De relevante kapitalinstrumenter kan kun konverteres til egentlige kernekapitalinstrumenter, når følgende betingelser er opfyldt

21.

I § 18, stk. 2, 1. pkt., og stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »kapitalinstrumenter«: »eller nedskrivningsegnede forpligtelser«, og i stk. 2, nr. 4, indsættes efter »kapitalinstrument«: »eller nedskrivningsegnet forpligtelse«.

1-4) ---

22.

Efter § 18 indsættes før overskriften før § 19

Ȥ 18 a.

§§ 17 og 18 finder anvendelse over for virksomheder eller enheder, der ikke opfylder betingelserne for afvikling, jf. § 4, når følgende betingelser er opfyldt

Virksomheden eller enheden indgår i en afviklingskoncern.

Virksomheden eller enheden er ikke selv en afviklingsenhed, men er en dattervirksomhed eller -enhed til en afviklingsenhed.

Afviklingsenheden opfylder betingelserne for afvikling, jf. § 4, eller opfylder tilsvarende betingelser for afvikling i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Virksomheden eller enheden vil ikke være levedygtig, jf. § 272, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, medmindre beføjelsen anvendes.«

§ 21.

---

Stk. 2.

Et broinstitut oprettes med henblik på at modtage og forvalte det overdragne i medfør af stk. 1.

Broinstituttet kapitaliseres ved nedskrivning eller konvertering af relevante kapitalinstrumenter i virksomheden eller enheden under afvikling, jf. § 17, ved anvendelse af bail-in, jf. § 24, eller via indskud fra Afviklingsformuen, jf. § 59.

Broinstituttet skal have den eller de fornødne tilladelser fra Finanstilsynet til at kunne drive de erhvervede forretningsaktiviteter efter lov om finansiel virksomhed.

12.

I § 7, stk. 4, nr. 1, § 12, stk. 5, § 21, stk. 2, 2. pkt., og § 23, stk. 3, indsættes efter »kapitalinstrumenter«: »og nedskrivningsegnede forpligtelser«, og »§ 17« ændres til: »§§ 17 eller 18 a«.

Stk. 3-7.

---

§ 22.

---

Stk. 2.

Et broinstitut ophører med at være broinstitut, når

1)

broinstituttet ikke længere opfylder kravene i § 2, nr. 6,

23.

I § 22, stk. 2, nr. 1, ændres »nr. 6,« til: »nr. 8,«.

2-6) ---

Stk. 3-6.

---

§ 23.

---

Stk. 2.

---

Stk. 3.

Porteføljeadministrationsselskabet kapitaliseres ved nedskrivning eller konvertering af relevante kapitalinstrumenter i virksomheden eller enheden under afvikling, jf. § 17, ved anvendelse af bail-in, jf. § 24, eller via indskud fra Afviklingsformuen, jf. § 59.

12.

I § 7, stk. 4, nr. 1, § 12, stk. 5, § 21, stk. 2, 2. pkt., og § 23, stk. 3, indsættes efter »kapitalinstrumenter«: »og nedskrivningsegnede forpligtelser«, og »§ 17« ændres til: »§§ 17 eller 18 a«.

Stk. 4-8.

---

§ 25.

---

Stk. 2.

---

Stk. 3.

Der kan ikke gennemføres bail-in i forhold til følgende forpligtelser

1-5) ---

6)

Forpligtelser med en resterende løbetid på mindre end 7 dage over for registrerede systemer, jf. kapitel 32 i lov om kapitalmarkeder , eller operatører af sådanne systemer eller deres deltagere, som er en følge af deltagelse i et sådant system.

24.

I § 25, stk. 3, nr. 6, indsættes efter »sådant system«: »eller centrale modparter (CCP’er) eller tredjelandes centrale modparter, der er anerkendt af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed i henhold til artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre«.

7) ---

25.

I § 25, stk. 3, indsættes som nr. 8

»8) Forpligtelser over for virksomheder eller enheder, som indgår i samme afviklingskoncern uden selv at være afviklingsenheder, medmindre disse er efterstillet simple fordringer i medfør af § 97 i konkursloven.«

Stk. 4 og 5.

---

§ 26.

Når Finansiel Stabilitet helt eller delvis har udelukket en forpligtelse eller en kategori af forpligtelser i medfør af § 25, stk. 4, kan der ydes bidrag via Afviklingsformuen ved

1)

at dække eventuelle tab, der ikke er absorberet af nedskrivningsegnede passiver, og genoprette nettoværdien af virksomheden eller enheden under afvikling til nul eller

26.

I § 26, stk. 1, nr. 1, ændres »absorberet af nedskrivningsegnede passiver« til: »dækket ved nedskrivning eller konvertering som følge af udelukkelsen fra bail-in, jf. § 25, stk. 4«.

2) ---

Stk. 2.

Bidrag fra Afviklingsformuen, jf. stk. 1, forudsætter, at

1)

mindst 8 pct. af de samlede passiver målt på tidspunktet for afviklingsforanstaltningen i overensstemmelse med den gennemførte værdiansættelse, jf. kapitel 3, er nedskrevet eller konverteret og

27.

I § 26, stk. 2, nr. 1 og 2, ændres »passiver« til: »forpligtelser og kapitalgrundlag«.

2)

bidraget fra Afviklingsformuen ikke overstiger 5 pct. af de samlede passiver målt på tidspunktet for afviklingsforanstaltningen i overensstemmelse med den gennemførte værdiansættelse, jf. kapitel 3.

Stk. 3 og 4.

---

§ 31.

---

Stk. 2 og 3.

---

Stk. 4.

En suspension eller begrænsning i medfør af §§ 32-34 udgør ikke misligholdelse af en forpligtelse, jf. stk. 1-3.

28.

I § 31, stk. 4, indsættes efter: »§§«: »4 a og«.

Stk. 5.

---

§ 32.

Finansiel Stabilitet kan suspendere enhver forfalden betalings- og leveringsforpligtelse i henhold til en kontrakt, som en virksomhed eller enhed under afvikling har indgået, jf. dog stk. 4.

Suspensionen løber fra offentliggørelsen af meddelelse om suspension, jf. § 50, til udløbet af den første hverdag herefter.

29.

I § 32, stk. 1, 1. pkt., udgår »forfalden«.

Stk. 2 og 3.

---

Stk. 4.

Suspension af betalings- eller leveringsforpligtelser i medfør af stk. 1 finder ikke anvendelse på

30.

§ 32, stk. 4, affattes således

»Stk. 4.

Der kan ikke foretages suspension i medfør af stk. 1 i relation til kontrakter indgået med

systemer og operatører af systemer, der er udpeget som sådan i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer,

centrale modparter (CCP’er) og tredjelandes centrale modparter, der er anerkendt af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed i henhold til artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre, eller

centralbanker.

1)

berettigede indskud,

2)

betalings- og leveringsforpligtelser over for betalingssystemer og clearingcentraler, der i medfør af artikel 10, 1. afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer med senere ændringer er anmeldt til Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed, operatører af sådanne systemer, centrale modparter og centralbanker og

3)

krav omfattet af § 11 i lov om en indskyder- og investorgarantiordning.

§ 33.

---

Stk. 2.

Muligheden for suspension i medfør af stk. 1 gælder ikke for sikkerheder stillet over for betalingssystemer og clearingcentraler, der i medfør af artikel 10, 1. afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer med senere ændringer er anmeldt til Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed, operatører af sådanne systemer, centrale modparter og centralbanker.

31.

§ 33, stk. 2, affattes således

»Stk. 2.

Suspension i medfør af stk. 1 finder ikke anvendelse på sikkerheder stillet over for

systemer og operatører af systemer, der er udpeget som sådan i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer,

centrale modparter (CCP’er) og tredjelandes centrale modparter, der er anerkendt af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed i henhold til artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre, eller

centralbanker.«

Stk. 3.

---

§ 34.

---

Stk. 2.

---

Stk. 3.

Muligheden for suspension i medfør af stk. 1 og 2 gælder ikke over for betalingssystemer og clearingcentraler, der i medfør af artikel 10, 1. afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer med senere ændringer er anmeldt til Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed, operatører af sådanne systemer, centrale modparter og centralbanker.

32.

§ 34, stk. 3, affattes således

»Stk. 3.

Suspension i medfør af stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse over for

systemer og operatører af systemer, der er udpeget som sådan i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer,

centrale modparter (CCP’er) og tredjelandes centrale modparter, der er anerkendt af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed i henhold til artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre, eller

centralbanker.«

§ 42.

Finansiel Stabilitet kan anvende de nødvendige beføjelser for at iværksætte og gennemføre afviklingsforanstaltninger over for virksomheder og enheder, der opfylder betingelserne for afvikling.

Finansiel Stabilitet anvender navnlig følgende afviklingsbeføjelser, som kan anvendes enkeltvis eller kombineret

1-3) ---

4)

At nedskrive hovedstolen eller det udestående beløb, der skal erlægges i forhold til de nedskrivningsegnede passiver i en virksomhed eller enhed under afvikling, jf. §§ 17, 18 og 24-28.

33.

I § 42, stk. 1, nr. 4, udgår »de nedskrivningsegnede«, og efter »24-28« indsættes: », eller en dattervirksomhed eller -enhed til en virksomhed eller enhed under afvikling, jf. § 18 a«.

5)

At konvertere nedskrivningsegnede passiver i en virksomhed eller enhed under afvikling til ejerskabsinstrumenter i virksomheden eller enheden, en modervirksomhed eller et broinstitut, hvortil aktiverne, rettighederne eller forpligtelserne overdrages, jf. §§ 17, 18 og 24-28.

34.

§ 42, stk. 1, nr. 5, affattes således

»5) At konvertere passiver i en virksomhed eller enhed under afvikling eller en dattervirksomhed eller -enhed til en virksomhed eller enhed under afvikling til ejerskabsinstrumenter i virksomheden, enheden, dattervirksomheden eller -enheden, en modervirksomhed eller et broinstitut, hvortil aktiverne, rettighederne eller forpligtelserne overdrages, jf. §§ 17, 18, 18 a og 24-28.«

6)

At annullere gældsinstrumenter, der er udstedt af en virksomhed eller enhed under afvikling, jf. §§ 17, 18, 24-28 og 44, dog ikke forpligtelser undtaget fra bail-in, jf. § 25, stk. 3.

35.

I § 42, stk. 1, nr. 6, indsættes efter »24-28 og 44,«: »eller en dattervirksomhed eller -enhed til en virksomhed eller enhed under afvikling, jf. § 18 a,«.

7-10) ---

Stk. 2-4.

---

§ 44.

Når Finansiel Stabilitet nedskriver eller konverterer relevante kapitalinstrumenter, jf. §§ 17 og 18, eller anvender bail-in, jf. §§ 24-28, skal en eller begge af følgende foranstaltninger iværksættes i forhold til ejerne af ejerskabsinstrumenter

36.

I § 44, stk. 1, og i § 44, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »kapitalinstrumenter«: »og nedskrivningsegnede forpligtelser«, og »§§ 17 og 18« ændres til: »§§ 17, 18 eller 18 a«.

1)

Eksisterende ejerskabsinstrumenter annulleres eller overføres til kreditorerne, der er omfattet af konverteringen af relevante kapitalinstrumenter, jf. §§ 17 og 18, eller bail-in, jf. §§ 24-28.

2) ---

Stk. 2 og 3.

---

Stk. 4.

Resulterer konverteringen af relevante kapitalinstrumenter eller anvendelsen af bail-in i erhvervelse eller forøgelse af en kvalificeret kapitalandel i en virksomhed eller enhed, og har Finanstilsynet ikke afsluttet den i § 61 i lov om finansiel virksomhed krævede vurdering på datoen for anvendelsen af bail-in eller konverteringen af relevante kapitalinstrumenter, finder bestemmelserne i § 20, stk. 2 og 3, anvendelse på den eventuelle erhvervelse eller forøgelse af den kvalificerede kapitalandel.

37.

To steder i § 44, stk. 4, indsættes efter »kapitalinstrumenter«: »og nedskrivningsegnede forpligtelser«.

Stk. 5.

---

§ 45.

Når Finansiel Stabilitet konverterer relevante kapitalinstrumenter, jf. § 17, eller anvender bail-in efter § 24, kan der anvendes forskellige konverteringssatser til forskellige kategorier af kapitalinstrumenter og forpligtelser, jf. stk. 2 og 3.

38.

I § 45, stk. 1, og i § 46, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »relevante kapitalinstrumenter«: »og nedskrivningsegnede forpligtelser«, og »§ 17« ændres til: »§§ 17 eller 18 a«.

Stk. 2-4.

---

§ 46.

Når Finansiel Stabilitet nedskriver eller konverterer relevante kapitalinstrumenter, jf. § 17, eller anvender bail-in, jf. § 24, træder nedskrivningen eller konverteringen i kraft og er bindende med øjeblikkelig virkning for virksomheden eller enheden under afvikling samt de berørte ejere af ejerskabsinstrumenter og kreditorer.

Nedskrivningen eller konverteringen er permanent.

38.

I § 45, stk. 1, og i § 46, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »relevante kapitalinstrumenter«: »og nedskrivningsegnede forpligtelser«, og »§ 17« ændres til: »§§ 17 eller 18 a«.

Stk. 2.

---

§ 50.

Finansiel Stabilitet skal sikre, at der foretages fornøden offentliggørelse, når der iværksættes afviklingsforanstaltninger.

39.

I § 50, stk. 1, indsættes efter »afviklingsforanstaltninger«: »eller suspension«.

Stk. 2.

---

§ 51.

Staten kan i ekstraordinære tilfælde deltage i afviklingen af en virksomhed eller enhed ved anvendelse af offentlige stabiliseringsinstrumenter, jf. stk. 2, med henblik på at opfylde afviklingsmålene, jf. § 5.

Følgende betingelser skal være opfyldt

1-3) ---

4)

Der er ydet bidrag til tabsabsorbering og rekapitalisering på mindst 8 pct. af de samlede passiver ved nedskrivning af ejerskabsinstrumenter, nedskrivning og konvertering af relevante kapitalinstrumenter og bail-in eller på anden vis.

40.

I § 51, stk. 1, nr. 4, ændres »passiver« til: »forpligtelser og kapitalgrundlag«, og efter »kapitalinstrumenter« indsættes: », nedskrivningsegnede forpligtelser«.

5) ---

Stk. 2-5.

---

§ 61.

---

Stk. 2.

---

Stk. 3.

Lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven finder ikke anvendelse for Finansiel Stabilitet og dens datterselskaber.

41.

I § 61, stk. 3, indsættes efter »Lov om offentlighed i forvaltningen«: », arkivloven«.

Stk. 4-6.

---

42.

I § 61 indsættes efter stk. 6 som nye stykker

»Stk. 7.

I forbindelse med Finansiel Stabilitets varetagelse af sine opgaver, jf. stk. 1, finder reglerne om oplysningspligt og indsigtsret i artikel 13-15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF ikke anvendelse på Finansiel Stabilitet eller dets datterselskaber.

Dette gælder dog ikke for rettigheder og pligter i forholdet mellem Finansiel Stabilitet og medarbejdere i Finansiel Stabilitet og dets datterselskaber.

Stk. 8.

Stk. 7 finder anvendelse, hvor Finansiel Stabilitet eller dets datterselskaber er dataansvarlige, og formålet med behandlingen af personoplysninger er restrukturering eller afvikling af visse finansielle virksomheder.«

Stk. 7 bliver herefter stk. 9.

Stk. 7.

---

§ 63.

---

43.

I § 63 indsættes som stk. 2

»Stk. 2 .

Finansiel Stabilitet afvikler aktiviteter overtaget i medfør af lov om finansiel stabilitet.

Afvikling af aktiviteter overtaget fra nødlidende pengeinstitutter i medfør af reglerne i lov om finansiel stabilitet, jf. lovbekendtgørelse nr. 479 af 3. maj 2018, sker på statens regning og risiko.«

44.

Efter § 63 indsættes før overskriften før § 64

Ȥ 63 a.

Finansiel Stabilitet kan som led i overtagelse af nødlidende pengeinstitutter i medfør af reglerne i lov nr. 721 af 25. juni 2010 om ændring af lov om finansiel stabilitet, lov om finansiel virksomhed, lov om en garantifond for indskydere og investorer og lov om påligning af indkomstskat til staten og lov nr. 273 af 27. marts 2012 om ændring af lov om en garantifond for indskydere og investorer, lov om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel stabilitet og ligningsloven, til dets datterselskaber der har overtaget aktiver og passiver fra et nødlidende pengeinstitut, yde tilstrækkelig kapital og tildele likviditet med henblik på at finansiere datterselskabets drift til endt afvikling.

Stk. 2.

Fordringer eller andre krav mod et nødlidende pengeinstitut, der er overtaget af Finansiel Stabilitet i medfør af reglerne i lov nr. 721 af 25. juni 2010 om ændring af lov om finansiel stabilitet, lov om finansiel virksomhed, lov om en garantifond for indskydere og investorer og lov om påligning af indkomstskat til staten eller lov nr. 273 af 27. marts 2012 om ændring af lov om en garantifond for indskydere og investorer, lov om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel stabilitet og ligningsloven, der ikke er anmeldt inden for en proklamafrist på 3 måneder fra Finansiel Stabilitets bekendtgørelse i Erhvervsstyrelsens it-system, er ikke anmeldt rettidigt, hvormed retten til eventuel dækning fra Finansiel Stabilitet eller dets datterselskaber bortfalder.

Stk. 3.

Krav, der behandles under et gruppesøgsmål efter reglerne i retsplejelovens kapitel 23 a, prækluderes ikke, selvom tilmeldingen til gruppesøgsmålet sker efter udløbet af fristen i stk. 2, forudsat at grupperepræsentanten på gruppens vegne har overholdt fristen.«

§ 3

Lov om finansiel stabilitet, jf. lovbekendtgørelse nr. 479 af 3. maj 2018, ophæves.

§ 4

I lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørelse nr. 377 af 2. april 2020, som ændret ved § 2 i lov nr. 369 af 9. april 2019, § 5 i lov nr. 641 af 19. maj 2020 og § 5 i lov nr. 642 af 19. maj 2020, foretages følgende ændringer

Lov om kapitalmarkeder