Skriftlig fremsættelse (13. marts 2020) - L 135
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (13. marts 2020)
Beskæftigelsesministeren (Peter Hummelgaard)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om sygedagpenge (Udvidet ret for arbejdsgiver til refusion og for selvstændige til sygedagpenge som følge af covid-19)
(Lovforslag nr. L 135)
Med lovforslaget foreslås det, at private og offentlige arbejdsgivere får refusion for løn eller sygedagpenge, der bliver udbetalt i arbejdsgiverperioden fra lønmodtagerens første sygefraværsdag.
Arbejdsgiverperioden suspenderes således for lønmodtagere, der er uarbejdsdygtige på grund af egen sygdom som følge af covid-19, eller som ikke kan arbejde på grund af en anbefaling fra sundhedsmyndighederne om hjemmeophold på grund af konkrete forhold i forbindelse med covid-19.
Forslaget omfatter også, at selvstændigt erhvervsdrivende får ret til sygedagpenge fra første sygefraværsdag, hvis de er uarbejdsdygtige på grund af egen sygdom som følge af covid-19 eller ikke kan arbejde på grund af en anbefaling fra sundhedsmyndighederne om hjemmeophold på grund af konkrete forhold i forbindelse med covid-19.
Det skal bemærkes, at lovforslaget ikke har været sendt i høring, da regeringen ønsker, at reglerne skal træde i kraft hurtigst muligt.
Det foreslås derfor, at lovforslaget træder i kraft hurtigst muligt og får virkning fra den 27. februar 2020, som er datoen for den første konstaterede smittede i Danmark.
Det forslås, at reglerne skal gælde for fravær som følge af covid-19 frem til den 1. januar 2021.
De økonomiske konsekvenser af forslaget er særdeles vanskelige at skønne over, da det afhænger af udviklingen af covid-19-smittede.
Samlet set skønnes forslaget med betydelig usikkerhed at medføre offentlige merudgifter på ca. 1.650 mio. kr. før skat i 2020.
Skønnet er baseret på en antagelse om, at forslaget vil berøre ca. 110.000 personer med en gennemsnitlig varighed på 14 dage.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkninger hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.