Skriftlig fremsættelse (19. december 2019) - L 89
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (19. december 2019)
Sundheds- og Ældreministeren (Magnus Heunicke)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (Udvidelse af virksomhedsområdet for tandplejere)
(Lovforslag nr. L 89)
Med lovforslaget ønsker regeringen at sikre en bedre udnyttelse af tandplejernes kompetencer og fremme udbuddet af behandlinger på tandplejeklinikkerne.
Som det er i dag, må visse tandbehandlinger alene udføres af tandplejere på delegation fra en tandlæge.
Udbuddet af behandlinger i de selvstændige tandplejeklinikker begrænses på den baggrund, idet der i disse klinikker ikke er ansat en tandlæge.
For at sikre en bedre udnyttelse af tandplejernes kompetencer og fremme udbuddet af behandlinger på tandplejeklinikkerne, ønsker regeringen med lovforslaget at give tandplejere adgang til selvstændigt at udføre fissurforsegling og fluoridbehandling på tænder med caries, som kræver nonoperativ cariesbehandling.
Dette vil gavne patienterne, særligt i de områder, hvor tandlægeudbuddet ikke er så stort.
Idet jeg i øvrigt tillader mig at henvise til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.