Skriftlig fremsættelse (18. december 2019) - L 87
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (18. december 2019)
Justitsministeren (Nick Hækkerup)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Is-land, Norge og Sverige (Ændring af revisionsbestemmelse)
(Lovforslag nr. L 87)
Lovforslaget har til formål at udskyde revisionen af logningsreglerne til folketingsåret 2020-21.
Efter retsplejelovens § 786, stk. 4, påhviler det udbydere af telenet eller teletjenester at foretage registrering og opbevaring (logning) i 1 år af oplysninger om teletrafik til brug for efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold.
De nærmere regler om logningsforpligtelsen er fastsat i logningsbekendtgørelsen.
I forbindelse med indførelsen af bestemmelsen blev det fastsat, at bestemmelsen senere skulle revideres.
Ved lov nr. 716 af 8. juni 2018 brev revisionen af logningsreglerne udskudt til folketingsåret 2018-19.
Baggrunden herfor var ifølge lovens forarbejder (pkt. 3 i de almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende 2017-18, A, L 218 som fremsat, side 5-6), at det efter Justitsministeriets opfattelse bl.a. var afgørende, at udformningen af nye logningsregler skete på et fuldt oplyst grundlag, og at udlægningen af Tele2-dommens konsekvenser skete i fællesskab med de øvrige EU-lande og EU-Kommissionen.
Ved Tele2-dommen, som blev afsagt den 21. december 2016, underkendte EU-Domstolen de svenske logningsregler, idet disse var i strid med EU-retten, herunder Chartret om Grundlæggende Rettigheder.
Den daværende justitsminister fremsatte den 24. april 2019 et lovforslag om udskydelse af revision af logningsreglerne til folketingsåret 2019-20.
Lovforslaget bortfaldt som følge af udskrivelsen af folketingsvalg den 7. maj 2019.
Der verserer for tiden sager for EU-Domstolen, som kan få betydning for medlemsstaternes mulighed for at fastsætte nationale logningsregler.
Danmark og 16 andre EU/EØS-medlemsstater afgav mundtligt indlæg i EU-Domstolens forenede sager C-511/18 og C-512/18 samt C-520/18 i forbindelse med domsforhandlingen den 9.-10. september 2019.
Der henvises til notat af den 29. november 2018 om afgivelse af indlæg i sagerne.
Notatet er sendt til Retsudvalget (Alm. del – bilag 171).
I overensstemmelse med notatet gjorde regeringen under sagerne gældende, at EU-Domstolen bør genoverveje visse af de udtalelser, som EU-Domstolen afgav i Tele2-dommen.
Det forventes, at EU-Domstolen vil afsige dom i sagerne omkring maj 2020.
Det er fortsat Justitsministeriets vurdering, at udformningen af de nye logningsregler bør ske på et fuldt oplyst grundlag, og at rækkevidden af Tele2-dommen skal fastlægges i fællesskab med de øvrige EU-lande og EU-Kommissionen.
Den fælles proces er vigtig for at sikre, at de nye regler holdes inden for EU-rettens rammer.
Desuden vil en fælles tilgang i EU være med til at sikre, at telebranchen ikke pålægges unødige byrder.
Som følge heraf og i lyset af, at EU-Domstolens kommende afgørelser i de ovenfor omtalte verserende sager, vil kunne give svar på, hvordan nationale logningsregler kan indrettes, finder Justitsministeriet det derfor rigtigst at udskyde revisionen af de danske logningsregler til folketingsåret 2020-21.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.