Skriftlig fremsættelse (13. november 2019) - L 56
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (13. november 2019)
Social- og indenrigsminister (Astrid Krag)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om socialtilsyn (Sikring af borgernes retsstilling ved indgåelse af aftaler med foreninger og private virksomheder om overdragelse af arbejdsgiverfunktionen i ordninger efter §§ 95 og 96 i lov om social service m.v.)
(Lovforslag nr. L 56)
Lovforslaget fremsættes som led i udmøntningen af dele af et initiativ i aftalen mellem den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Alternativet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti om udmøntning af satspuljen for 2019-2022 på børne- og socialområdet.
Formålet med lovforslaget er at sikre borgernes og de nærtståendes retsstilling, når de indgår aftale om overdragelse af arbejdsgiverfunktioner til foreninger eller private virksomheder i hjælperordninger efter servicelovens §§ 95 og 96 (kontant tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance).
Med lovforslaget indføres der regler, der vedrører aftaler om overførsel af tilskud i hjælperordninger, som indgås mellem borgeren eller den nærtstående og foreninger eller private virksomheder, og i den forbindelse kommunernes overførsel af tilskuddet i ordningerne.
Herudover indføres der regler, hvorefter socialtilsynet underretter alle kommuner om ophør af godkendelse, og socialtilsynene offentliggør en fælles oversigt over foreninger og private virksomheder, som er godkendt af socialtilsynet til at varetage arbejdsgiverfunktionen i hjælperordninger.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.