Legislator Case Law & Legislation
20191XX00068 DK

Skriftlig fremsættelse (3. oktober 2019) - L 31

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2019 L 31 Valid

Skriftlig fremsættelse (3. oktober 2019)

SF.L#LOKDOK28 2019 L 31 Valid

Miljøministeren (Lea Wermelin)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om vandforsyning m.v. (Obligatorisk kommunal vurdering af boringsnære beskyttelsesområder og pligt til indberetning m.v.)

(Lovforslag nr. L 31)

Lovforslaget har til formål at styrke den målrettede beskyttelse af grundvand mod forurening med pesticider inden for de statsligt udpegede boringsnære beskyttelsesområder (herefter BNBO).

Forslaget følger op på den Tillægsaftale til Aftale om Pesticidstrategi 2017-2021, som Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance indgik den 11. januar 2019.

Det er med tillægsaftalen besluttet, at kommunerne frem til og med 2022 skal gennemgå alle BNBO på landbrugsjord og BNBO på øvrige arealer, hvor der anvendes pesticider til erhvervsmæssige formål mhp.

at vurdere behovet for yderligere indsatser som fx at flytte boringen, at indgå aftaler om pesticidfri drift, stop for dyrkning af jorden eller egentligt opkøb af jorden.

Lovforslaget indeholder en bemyndigelse for ministeren til at fastsætte regler om at pålægge kommunerne at gennemgå alle statsligt udpegede BNBO på arealer, hvor der anvendes pesticider til erhvervsmæssige formål med henblik på at vurdere behovet for yderligere indsatser.

Kommunerne kan i forbindelse med deres gennemgang benytte de eksisterende regler til at give påbud eller nedlægge forbud for at undgå forurening af grundvand eller at pålægge en lodsejer andre rådighedsindskrænkninger.

Det er dog aftaleparternes ønske, at kommunerne i så vidt omfang som muligt skal afsøge muligheden for at lave frivillige aftaler med lodsejerne, således at der opnås lokalt forankrede løsninger i et samarbejde mellem kommune, vandværk og lodsejer.

Lovforslaget indeholder ydermere en bemyndigelse for ministeren til at fastsætte regler om at forpligte kommunerne til at indberette deres risikovurdering af BNBO og beskyttelsesindsatsen.

Kommunernes indberetning skal foretages af hensyn til, at aftaleparterne frem til og med 2022 hvert år vil modtage en status for gennemgangen med henblik på at følge fremdriften for indsatsen.

I denne sammenhæng vil aftaleparterne vurdere, om kommunernes indsats er tilstrækkelig.

I 2022 gennemføres en evaluering af den kommunale indsats.

Lovforslaget følger naturligt af tillægsaftalen og forventes at mindske risikoen for forurening fra pesticider i de almene vandindvindingsboringers nærområder.

Endeligt korrigerer lovforslaget for en fejlhenvisning i vandforsyningslovens § 53, stk. 5.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →