Beretning om fremskyndelse af revision af epidemiloven
Statutory Text (2 Articles)
Beretning afgivet af Sundheds- og Ældreudvalget den 18. juni 2020
Beretning
om
fremskyndelse af revision af epidemiloven
1.
Baggrund
I marts 2020 vedtog Folketinget en række hastelove, herunder en ændring af epidemiloven.
Denne lovændring giver regeringen en række vidtgående beføjelser, der ansås for nødvendige for at imødegå udfordringerne med at inddæmme coronavirussmitten.
Ændringen af epidemiloven indeholder en såkaldt solnedgangsklausul, der indebærer, at hele epidemiloven bortfalder den 1. marts 2021.
Det er derfor nødvendigt, at der inden marts 2021 er vedtaget en ny lovgivning til at træde i stedet for.
2.
Politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (V, DF, RV, EL, KF, NB og Susanne Zimmer (UFG)) finder, at de beslutninger, et enigt Folketing står bag vedrørende håndteringen af coronaepidemien, har betydet, at antallet af smittede i Danmark er lavt, og at vi i dag har kontrol med epidemien.
Flertallet noterer sig også, at en række sundhedsmyndigheder vurderer, at risikoen for en anden bølge af coronasmitte er høj.
Flertallet mener dog, at der er grund til at justere den parlamentariske kontrol med regeringens beføjelser og med den centralisering af magten, der ligger i hasteloven.
Flertallet finder derfor, at processen omkring revision af epidemiloven skal fremskyndes.
Det er dog afgørende, at en ny epidemilov er tidssvarende og fyldestgørende uden at gå på kompromis med vores retssikkerhed og sundhedsfaglige anbefalinger.
Flertallet kræver derfor, at regeringen skal sætte lovarbejdet i gang hurtigst muligt, så den nye lovbehandling kan starte som det første, når Folketinget træder sammen efter den mødefrie periode.
Alle sundhedsordførere skal derfor indkaldes før sommerferien til indledende drøftelser, så et lovudkast kan sendes i høring i løbet af september.
Det er afgørende med en ordentlig proces med høring af alle relevante parter.
Her vil flertallet lægge særlig vægt på, at beføjelser ikke centreres i Sundheds- og Ældreministeriet, men at der laves en opdateret og tidssvarende ordning med en epidemikommission, der modtager relevant rådgivning fra de sundhedsfaglige styrelser.
Det anerkendes, at alle beslutninger nødvendigvis er politiske, men at de skal hvile på et åbent sundhedsfagligt fundament.
Her skal der lægges særlig vægt på håndteringen af nye smitsomme sygdomme, som endnu ikke kan klassificeres entydigt i forhold til farlighed, og som derfor fordrer særlig opmærksomhed.
Derfor skal der sikres parlamentarisk kontrol med de beføjelser, der kommer i spil under en epidemi.
Derudover vil flertallet om nødvendigt fremsætte beslutningsforslag i salen, der skal trække de beføjelser tilbage, som flertallet mener regeringen ikke længere skal have, men som regeringen fik som følge af hasteloven.
Det skal være med til at sikre parlamentarisk kontrol uden at gå på kompromis med kontrollen af coronaepidemien.
Flertallet ønsker en sikker og tidssvarende epidemilov, der ikke går på kompromis med vores grundlovssikrede rettigheder, og som tager ved lære af de erfaringer, vi har gjort os siden marts.
Vi står heldigvis et andet sted i dag, og det skal vi udnytte fremadrettet.
Flertallet kan oplyse, at Simon Emil Ammitzbøll-Bille (UFG), Uffe Elbæk (UFG) og Sikandar Siddique (UFG) støtter flertallets bemærkninger.
Enhedslisten bemærker herudover, at Enhedslisten bakker helt op om de politiske intentioner i flertallets beretningstekst og støtter derfor også beretningen.
Enhedslisten vil dog bemærke, at det har været utilfredsstillende, at et flertal i udvalget ikke har ønsket at tilgodese et mindretals ønske om at udsætte afgivelsen af beretningen nogle få dage med henblik på at kunne skabe enighed om beretningsteksten.
Et mindretal i udvalget (S og SF) lægger vægt på, at der er behov for en gentænkning af organiseringen og af beslutningskompetencerne i en ny lov, men finder det ikke forsvarligt allerede på nuværende tidspunkt at beslutte, hvorledes disse kompetencer skal fordeles.
S og SF finder det afgørende, at det grundigt overvejes, hvor kompetencerne placeres, så det også med en ny lov bliver muligt at handle hurtigt og resolut.
S og SF finder det væsentligt, at det overvejes, om der skal oprettes en ny fælles, national epidemikommission, og at det i den forbindelse overvejes, hvilke kompetencer denne kommission skal have.
S og SF lægger også vægt på, at erfaringer fra den konkrete håndtering af covid-19 inddrages i overvejelserne om den fremtidige struktur.
3.
Udvalgsarbejde
Udvalget har behandlet beretningen i 1 møde.
P.u.v.
Jane Heitmann
formand