Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om godtgørelse til efterlevende børn uanset børnenes alder og bopæl
Statutory Text (2 Articles)
Beretning afgivet af Retsudvalget den 25. juni 2020
Beretning
over
Forslag til folketingsbeslutning om godtgørelse til efterlevende børn uanset børnenes alder og bopæl
[af Peter Skaarup (DF) og Naser Khader (KF) m.fl.]
1.
Politiske bemærkninger
Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Javnaðarflokkurin
Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af Sikandar Siddique (UFG)) bakker op om at udvide den personkreds, der kan tilkendes godtgørelse efter erstatningslovens § 26 a til efterlevende børn af personer, der er afgået ved døden som følge af en straffelovsovertrædelse, til at omfatte efterlevende børn uanset børnenes alder og bopæl på gerningstidspunktet.
Flertallet ser frem til, at regeringen snarest muligt fremsætter lovforslag herom og senest i samlingen 2020/21.
Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Inuit Ataqatigiit, Siumut og Javnaðarflokkurin
Et andet flertal i udvalget (S, DF, SF, KF, NB, IA, SIU og JF) finder, at det samtidig bør overvejes, om også andre nærtstående, f.eks. forældre til et voksent barn eller et barnebarn til en bedsteforælder, skal omfattes af den personkreds, der vil kunne tilkendes erstatning.
Det bør grundigt overvejes i forbindelse med det lovforberedende arbejde, som regeringen har tilkendegivet at ville iværksætte.
Når man frarøves et nærtstående familiemedlem ved en forbrydelse, er der tale om en særlig følelsesmæssig belastning og ofte en voldsom forringelse af de efterladtes livskvalitet.
Fra samfundets side vil en økonomisk godtgørelse være udtryk for en anerkendelse af, at de efterladte har været udsat for en uretfærdighed og særlig følelsesmæssig belastning, som samfundet påtager sig et ansvar for.
Liberal Alliance, Alternativet og Sambandsflokkurin havde ved beretningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med politiske bemærkninger i beretningen.
2.
Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 28. februar 2019 og var til 1. behandling den 15. maj 2020.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 2 bilag på beslutningsforslaget.
P.u.v.
Preben Bang Henriksen,
formand