Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om kriminalisering af og forbedret indsats mod stalking
Statutory Text (2 Articles)
Beretning afgivet af Retsudvalget den 25. juni 2020
Beretning
over
Forslag til folketingsbeslutning om kriminalisering af og forbedret indsats mod stalking
[af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) m.fl.]
1.
Politiske bemærkninger
Udvalget
Udvalget konstaterer, at der er et flertal blandt Folketingets partier for at pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag, der kan sikre indførelse af en særskilt stalkingparagraf i straffeloven, som både kriminaliserer og definerer stalking.
Udvalget konstaterer ligeledes, at regeringen har nedsat en arbejdsgruppe, der som led i bekæmpelsen af stalking undersøger yderligere initiativer som f.eks. muligheden for at indføre bødestraf for hver uønsket kontakt, etablering af behandlingstilbud til personer, som sigtes, dømmes og/eller gives tilhold i forbindelse med stalking, udbredelse til hele landet af Esbjergmodellen, som er et konkret samarbejde mellem politiet, kommunen og Dansk Stalking Center om indsatsen i stalkingsager, og indførelse af tidsubegrænset adressebeskyttelse for stalkingofre, evaluering af brugen af strakstilhold i forbindelse med stalking og underretning af stalkingofferet ved gerningsmandens løsladelse og udgang.
Udvalget noterer sig, at lovforslaget til en stalkingparagraf skal fremsættes i folketingsåret 2020-21 sammen med resultatet af arbejdsgruppens konklusion.
Liberal Alliance, Alternativet og Sambandsflokkurin havde ved beretningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med politiske bemærkninger i beretningen.
2.
Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 7. maj 2020 og var til 1. behandling den 12. juni 2020.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 1 bilag på beslutningsforslaget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse om beslutningsforslaget.
Deputationer
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 1 deputation, der mundtligt har redegjort for deres holdning til beslutningsforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 2 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, hvoraf spørgsmål 1 er foreløbigt besvaret og spørgsmål 2 forventes besvaret den 23. juli 2020.
P.u.v.
Preben Bang Henriksen
udvalgsformand