Forslag til folketingsbeslutning om anlæg af udvidelse af E45, Aarhus S-Aarhus N m.v.
Statutory Text (4 Articles)
Fremsat den 26. februar 2020 af Ole Birk Olesen (LA), Henrik Dahl (LA) og Alex Vanopslagh (LA)
Forslag til folketingsbeslutning
om anlæg af udvidelse af E45, Aarhus S-Aarhus N m.v.
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Ole Birk Olesen (LA)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om anlæg af udvidelse af E45, Aarhus S-Aarhus N m.v.
(Beslutningsforslag nr. B 96)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen at sikre, at det nødvendige beslutningsgrundlag er tilvejebragt, og at fremsætte forslag til anlægslove til vedtagelse inden afslutningen af folketingsåret 2020-21, samt at indbudgettere følgende infrastrukturprojekter på finansloven for 2021 og frem
-
Udvidelse af E45, Aarhus S-Aarhus N.
-
Udvidelse af E20/E45, Kolding V-Motorvejskryds (MVK) Kolding.
-
Udvidelse af E20, syd om Odense (anlægslov vedtaget, behov for indbudgettering på finanslov).
-
Øget kapacitet på Motorring 3.
-
Udvidelse af Hillerødmotorvejen, M3-Ring 4 (begge retninger).
-
Øget kapacitet på Rute 15, Herning-Ringkøbing.
-
Udbygning af E55 mellem Sydmotorvejen og Nykøbing Falster.
-
Udbygning af Rute 40, Aalbæk-Skagen.
Formålet med forslaget er at imødegå det stigende kapacitetspres på de danske veje frem mod 2030 på en økonomisk ansvarlig måde.
Det sker, ved at man i de kommende år sideløbende med de store besluttede investeringer i jernbaneinfrastruktur samtidig igangsætter vejinvesteringer de steder, hvor der er et påtrængende behov for gode, rentable investeringer.
Trafikmønsteret er allerede sådan, at der er stor til kritisk belastningsgrad på statsvejnettet rundt om hovedstaden og stor belastningsgrad på E20 over Fyn og på Østjyske Motorvej.
Uden initiativer vil det billede forværres betydeligt frem mod 2030.
Vejdirektoratets fremskrivning (»Statsvejnettet 2019: Oversigt over tilstand og udvikling, rapport 597«, side 94-95) viser, at problemer med kritisk belastning frem mod 2030 vil sprede sig til Fyn, Østjyske Motorvej, Køge Bugt Motorvejen og Nordjyske Motorvej ved Aalborg.
Store dele af Danmark er altså afhængige af, at der foretages kloge investeringer i vejene.
Alternativet til at sikre en tidssvarende infrastruktur er stadig mere spildtid på vejene.
Det går ud over bilisterne, som må bruge mere tid på transport.
Det går ud over virksomhedernes behov for mobilitet, fordi folk vil være mindre tilbøjelige til at pendle over længere afstande.
Og det er fordyrende for virksomheder, som har brug for at transportere deres varer, og dermed ultimativt for kunderne.
Manglen på god og tidssvarende infrastruktur er altså et stort samfundsøkonomisk problem.
I den tidligere regerings aftale fra 2019 om et sammenhængende Danmark (»Aftale om et sammenhængende Danmark – Investeringsplan 2030«, Aftale indgået den 12. marts 2019 mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti) fremlagdes et forslag til en realistisk tidsplan for, hvordan man kan sikre en mere tidssvarende vejinfrastruktur inden for investeringsrammen.
Vejprojekterne nævnt i nærværende beslutningsforslag blev med den politiske aftale besluttet igangsat i 2021.
Efter forslagsstillernes opfattelse vil det være gavnligt at fastholde denne tidsplan, som kan sikre, at man kan gennemføre alle de mest centrale vejinvesteringer frem mod 2030.
Det vil også efter forslagsstillernes opfattelse være i overensstemmelse med de løfter, som Socialdemokratiet afgav i valgkampen.
Finansieringen til projekterne kan som nævnt findes inden for investeringsrammen, hvis regeringen (Socialdemokratiet) vælger at holde fast i det investeringsniveau, som den tidligere regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) lagde op til.
Regeringen lagde med sit finanslovsforslag for 2020 op til at beskære de offentlige investeringer med 0,5 mia. kr. i 2020-2023.
Men det er en politisk beslutning, som man kan vælge at omgøre fra 2021.