Legislator Case Law & Legislation
20181XX00814 DK

Skriftlig fremsættelse (13. marts 2019) - L 205

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2018 L 205 Valid

Skriftlig fremsættelse (13. marts 2019)

SF.L#LOKDOK28 2018 L 205 Valid

Erhvervsministeren (Rasmus Jarlov)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Lov om ændring af selskabsloven, lov om visse erhvervs­drivende virksomheder, lov om erhvervsdrivende fonde og forskellige andre love (Ændring af reglerne om reelle ejere som følge af 5. hvidvaskdirektiv)

(Lovforslag nr. L 205)

5. hvidvaskdirektiv blev vedtaget den 30. maj 2018.

Lovforslaget gennemfører den del af direktivet, der vedrører virksomheder, fondes og foreningers pligt til at indhente, opbevare og registrere oplysninger om deres reelle ejere.

Lovforslaget skal sikre, at Danmark lever op til sine internationale forpligtelser i forhold til hvidvask og terrorfinansiering.

Forslaget har til formål at sikre øget gennemsigtighed i danske virksomheders ejerstruktur, således at det fremover bliver sværere at sløre ejerskabet af en virksomhed gennem indviklede selskabskonstruktioner.

Forslaget bidrager desuden til at styrke bekæmpelsen af hvidvask og terrorfinansiering i Danmark.

Det bidrager endvidere til at dæmme op for misbrug af selskabs- og skattelovgivningen og skatteunddragelse.

For at sikre balancen i forhold til, at det stadig skal være nemt at drive virksomhed i Danmark, er der desuden lagt vægt på at begrænse de administrative byrder for erhvervslivet mest muligt.

Med lovforslaget videreføres den nuværende pligt for de omfattede virksomheder, fonde og foreninger til at indhente, opbevare og registrere oplysninger om deres reelle ejere.

Lovforslaget indfører en pligt for ejerne til at oplyse om deres reelle ejerskab ved anmodning herom fra virksomheden, som vedkommende er reel ejer af.

Der indføres også pligt for de omfattede virksomheder m.v., til at oplyse om deres ejerforhold ved anmodning herom fra personer, der udfører kundekendskabsprocedurer efter hvidvaskloven.

Virksomhederne m.v. forpligtes desuden til at foretage en årlig undersøgelse af, om der er sket ændringer i de registrerede oplysninger om deres reelle ejere.

For at sikre at de registrerede oplysninger om reelle ejere er nøjagtige og aktuelle, skabes der nye muligheder for at føre kontrol med oplysningerne, og disse vil fremover blive anvendt til at foretage en målrettet kontrol af oplysningerne.

Det foreslås endvidere, at der indføres en mulighed for, at Erhvervsstyrelsen kan oversende virksomheder til tvangsopløsning ved skifteretten, hvis Erhvervsstyrelsen kan konstatere, at der er manglende eller mangelfuld registrering eller opbevaring af dokumentation.

Det vil give mulighed for mere effektivt at følge op overfor virksomheder, der ikke efterlever reglerne om reelle ejere.

Tvangsopløsning eller sletning af en virksomhed fra Erhvervsstyrelsens register er et indgribende sanktionsmiddel.

Det er derfor alene hensigten, at denne sanktionsform anvendes som sidste udvej, hvis virksomhederne ikke følger anvisningerne fra myndighederne.

Endelig er der foreslået bestemmelser om udveksling af oplysninger om reelle ejere gennem et centralt europæisk registersammenkoblingssystem.

Med disse bemærkninger, og idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne til dette, skal jeg hermed anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →