Legislator Case Law & Legislation
20181XX00711 DK

Skriftlig fremsættelse (27. februar 2019) - L 175

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2018 L 175 Valid

Skriftlig fremsættelse (27. februar 2019)

SF.L#LOKDOK28 2018 L 175 Valid

Justitsministeren (Søren Pape Poulsen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af straffeloven (Begrænsning af brugen af samfundstjeneste i sager om vold)

(Lovforslag nr. L 175)

Sager om simpel vold afgøres i dag i mange tilfælde med en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste.

Der er endvidere eksempler på sager, hvor en tiltalt er blevet idømt en betinget fængselsstraf med vilkår om samfundstjeneste i sager om grov vold efter straffelovens § 245.

Det afspejler efter regeringens opfattelse ikke en tilstrækkelig hensyntagen til offeret eller til befolkningens generelle retsfølelse, når der idømmes betinget dom med vilkår om samfundstjeneste i de sager, som kan betegnes som den grovere ende af simpel vold, eller i sager om grov vold.

Der er derfor efter regeringens opfattelse behov for en begrænsning af brugen af samfundstjeneste i sager om vold.

Formålet med lovforslaget er derfor at begrænse brugen af betinget dom med vilkår om samfundstjeneste i sager om simpel vold efter straffelovens § 244, således at sager, hvor tiltalte tidligere er dømt for vold eller anden ligeartet personfarlig kriminalitet, sager hvor volden er udøvet over for et særligt værgeløst offer, og sager hvor den forurettede er påført ikke ubetydelige skader, som det helt klare udgangspunkt vil skulle afgøres med ubetinget fængsel.

Herudover foreslås det, at brugen af samfundstjeneste i sager om grov vold efter straffelovens § 245 begrænses, så der kun under helt ekstraordinære omstændigheder vil kunne idømmes en betinget fængselsstraf med vilkår om samfundstjeneste i disse sager.

Lovforslaget udgør en del af udmøntningen af finansloven for 2019.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →