Skriftlig fremsættelse (6. februar 2019) - L 159
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (6. februar 2019)
Erhvervsministeren (Rasmus Jarlov)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om en terrorforsikringsordning på skadesforsikringsområdet
(Lovforslag nr. L 159)
Lovforslaget har til formål at etablere en ny ordning for erstatning for skader, som opstår som følge af et terrorangreb på dansk territorium ved anvendelse af nukleare, biologiske, kemiske eller radioaktive våben (NBCR-terror).
Risiko forbundet med terrorangreb, hvor der anvendes NBCR-våben, er grundlæggende en ikke-forsikringsbar risiko.
Dette afspejler sig i begrænsede muligheder for at købe genforsikring for NBCR-risici på det internationale genforsikringsmarked.
Det er ikke obligatorisk for forsikringsselskaber at tilbyde NBCR-dækning i deres policer.
Forsikringssektoren har gjort opmærksom på, at selskaberne overvejer, om de fortsat skal tilbyde dækninger ved NBCR-terrorangreb.
Danske forsikringstagere risikerer dermed ikke i fremtiden at være forsikrede mod økonomiske tab ved NBCR-terrorangreb via deres private forsikringer.
Lovforslaget er en ny hovedlov, der erstatter den gældende lov om en terrorforsikringsordning på skadesforsikringsområdet.
Med den foreslåede ordning skal forsikringsselskaberne kun påtage sig administrationen af forsikringsordningen, men ikke den ikke-forsikringsbare økonomiske risiko ved NBCR-terror.
Ordningen baseres på, at den økonomiske risiko ved NBCR-terrorangreb i første omgang bæres af staten.
Udbetalinger bestående af erstatningsbeløb samt administrationsomkostninger tilbagebetales til staten via bidrag fra alle forsikringstagerne.
Dækningen og dermed også tilbagebetalingspligten indgår obligatorisk ved tegning af bestemte forsikringstyper.
Den nye terrorforsikringsordning afgrænses således, at statens samlet udlæg maksimalt udgør 15 mia. kr. (13,4 mia. kr. i 2010-niveau).
Dette svarer til den maksimale statslige dækning i den eksisterende ordning.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2019.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.