Legislator Case Law & Legislation
20181XX00232 DK

Skriftlig fremsættelse (15. november 2018) - L 111

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2018 L 111 Valid

Skriftlig fremsættelse (15. november 2018)

SF.L#LOKDOK28 2018 L 111 Valid

Sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Betaling for akut og fortsat sygehusbehandling af visse personer uden bopæl i Danmark)

(Lovforslag nr. L 111)

Lovforslaget implementerer finanslovsaftalen for 2018 mellem regeringen og Dansk Folkeparti om bedre muligheder for at opkræve betaling for akut sygehusbehandling af personer uden bopæl i Danmark.

Det danske sundhedsvæsen har store udgifter til sygehusbehandling af personer, som midlertidigt opholder sig i Danmark uden at have bopæl her i landet.

Regeringen vil med lovforslaget sikre, at sygehusudgifterne anvendes på patienter, som bor her i landet.

Lovforslaget indebærer, at regionerne skal opkræve betaling fra personer, som midlertidigt opholder sig i Danmark uden at have bopæl her i landet.

Betalingen skal opkræves både for akut sygehusbehandling og fortsat sygehusbehandling, der ydes, når det ikke skønnes rimeligt at henvise personen til behandling i hjemlandet.

Det klare udgangspunkt skal være, at behandlingen kun i undtagelsestilfælde ydes vederlagsfrit.

Dog skal ingen akut syge eller tilskadekomne patienter kunne nægtes behandling i det offentlige sundhedsvæsen med henvisning til krav om betaling.

For eksempel har turister i Danmark som udgangspunkt en rejseforsikring eller en sundhedsforsikring.

For så vidt angår EU-borgere, har regionerne allerede i dag mulighed for at opkræve refusion af udgifterne til sygehusbehandling.

Det skal regionerne i endnu højere grad fremover.

Regeringen finder det helt rimeligt, at forsikringsselskaber og de pågældende sygesikringslande betaler for den behandling, personer uden bopæl i Danmark får under midlertidigt ophold her i landet.

Det er ikke en udgift, der skal påhvile det danske samfund.

Medmindre andet følger af EU-retten, vil lovforslaget som udgangspunkt berøre turister og andre på kortvarigt ophold i Danmark;

personer på midlertidigt ophold uden bopælsregistrering;

tilflyttere, som afventer bopælsregistrering i forbindelse med f.eks. familiesammenføring, og personer, som er fraflyttet Danmark, og som ikke længere er omfattet af dansk sygesikring.

Det er ikke regeringens ønske at ændre på den ret til vederlagsfri akut sygehusbehandling, som Rigsfællesskabets borgere har i dag.

Lovforslaget foreslås at træde i kraft pr. 1. juli 2019, således at der opkræves betaling for behandling, som påbegyndes på et sygehus den 1. juli 2019 eller senere.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →