Legislator Case Law & Legislation
20181XX00224 DK

Skriftlig fremsættelse (14. november 2018) - L 97

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2018 L 97 Valid

Skriftlig fremsættelse (14. november 2018)

SF.L#LOKDOK28 2018 L 97 Valid

Energi-, forsynings- og klimaministeren (Lars Christian Lilleholt)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om varmeforsyning og lov om planlægning

(Lovforslag nr. L 97)

Lovforslaget indeholder en række ændringer af lov om varmeforsyning samt en ændring af lov om planlægning.

Lovforslaget har til formål at udmønte dele af den energiaftale, der blev indgået af et enigt Folketing den 29. juni 2018.

Forligskredsen er enig om at arbejde for en moderniseret varmesektor, hvor både kollektive varmeforsyningsanlæg og forbrugere får et mere frit valg til at træffe deres egne beslutninger om fremtidige investeringer.

Lovforslaget indeholder således forslag om fra den 1. januar 2019 at ophæve kommunernes adgang til at pålægge nye forbrugerbindinger i form af tilslutnings- og forblivelsespligt for såvel eksisterende byggeri som nybyggeri i varmeforsyningsområder, hvor der i dag ikke allerede er pålagt forbrugerbindinger.

Såvel muligheden for at pålægge forbrugerbindinger i medfør af lov om varmeforsyning samt i medfør af lov om planlægning ophæves.

Eksisterende forbrugerbindinger forbliver i kraft.

Forligskredsen er også enig om at fremme omstillingen til varmepumper ved at underlægge varmepumper de samme regler for indregning af overskud, som gælder for anlæg baseret på vedvarende energikilder og industriel overskudsvarme.

Lovforslaget giver derfor mulighed for producenter, der ved brug af eldrevne varmepumper leverer varme til et kollektivt varmeforsyningsanlæg, at indregne et overskud i prisen for levering af varme.

Med lovforslaget foreslås desuden nye bestemmelser om digital kommunikation.

Denne del er en udmøntning af den aftale om digitaliseringsklar lovgivning, som blev indgået af Folketingets partier i januar 2018.

Med indsættelsen af nye bestemmelser om digitaliseringsklar lovgivning følges principperne for digitaliseringsklar lovgivning, når der indgås politiske aftaler.

Formålet er, at lovgivningen skal være enkelt og klar, let at forstå for borgere og virksomheder, og skal kunne understøttes digitalt.

Lovforslaget forventes at have økonomiske konsekvenser for erhvervslivet i form af muligheden for at indregne overskud ved investering i varmepumper.

Et overskud, som kan udloddes til ejerkredsen eller henlægges til egenkapital.

Lovforslaget foreslås at træde i kraft den 1. januar 2019.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →