Legislator Case Law & Legislation
20181XX00114 DK

Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2018) - L 65

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2018 L 65 Valid

Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2018)

SF.L#LOKDOK28 2018 L 65 Valid

Sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om lægemidler og lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år (Flytning af inspektionsopgaver fra Lægemiddel­styrelsen til Sikkerhedsstyrelsen og tilførsel af kontrol­opgave til Sikkerhedsstyrelsen)

(Lovforslag nr. L 65)

Som del af Bedre Balance II, hvorved statslige arbejdspladser placeres tættere på borgere og virksomheder, foreslås det med lovforslaget, at Sikkerhedsstyrelsen overtager visse opgaver med kontrol af salg med håndkøbslægemidler, og at Sikkerhedsstyrelsen desuden fremadrettet varetager supplerende kontrol af salg af tobak og alkohol i forlængelse af den kontrolvirksomhed, som styrelsen allerede varetager på tobaksområdet.

Samtidig foreslås en fordobling af bødestørrelserne.

Dette da regeringen ønsker at styrke håndhævelsen af forbuddet mod salg af alkohol og tobak til personer under henholdsvis 16 og 18 år.

Således overdrages opgaven med udkørende inspektion af detailforhandlere af håndkøbslægemidler, som Lægemiddelstyrelsen har udstedt tilladelse til, fra Lægemiddelstyrelsen til Sikkerhedsstyrelsen, hvorved Sikkerhedsstyrelsen fra 1. januar 2019 overtager opgaven med udførelsen af kontrolbesøg hos detailforhandlernes forhandlingssteder.

Forslaget indeholder adgang til, at Sikkerhedsstyrelsens repræsentanter, mod fremvisning af gyldig identifikation og uden retskendelse, har adgang til forhandlingssteder, hvortil Lægemiddelstyrelsen har udstedt en detailtilladelse.

Lovforslaget indeholder derudover en række konsekvensrettelser af gældende ret.

Med dette lovforslag tilføres Sikkerhedsstyrelsen endvidere pr. 1. januar 2019 den supplerende opgave at kontrollere butikkernes overholdelse af aldersgrænserne for salg af tobak og alkohol.

Sikkerhedsstyrelsens repræsentanter vil kunne gennemføre deres kontrolbesøg i forbindelse med de kontrolbesøg, som styrelsen i forvejen udfører på tobaksområdet, og der indføres en hjemmel til, at kontrollen tillige kan gennemføres som en anonym kontrol.

Lovforslaget indebærer endelig skærpelse af sanktionerne, hvis der trods forbuddet alligevel sker salg af tobak og alkohol til mindreårige.

Dette indebærer, at bødestørrelserne vil blive fordoblede i forhold til det nuværende niveau.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →