Skriftlig fremsættelse (3. oktober 2018) - L 36
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (3. oktober 2018)
Kulturministeren (Mette Bock)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, personskatteloven, lov om social pension og forskellige andre love (Gennemførelse af aftale om fokusering af DR og afskaffelse af medielicensen m.v.)
(Lovforslag nr. L 36)
Med lovforslaget foreslås følgende
- Der gennemføres en gradvis afskaffelse af medielicensen over perioden 2019-2022, så hidtil licensfinansierede medie- og filmformål fra 2022 finansieres fuldt ud over finansloven.
- Med lovforslaget specificeres det, at DR og de regionale TV 2-virksomheder finansieres via tilskud fra staten, ligesom dette i praksis også vil være tilfældet for øvrige hidtidige modtagere af licens.
I en overgangsperiode frem til 31. december 2021 vil DR og de regionale TV 2-virksomheder delvist fortsat være finansieret af deres andel af licensafgifterne.
- I takt med nedsættelse og bortfald af medielicensen gennemføres efter lovforslaget en mindreregulering af personfradraget for alle, der er fyldt 18 år.
- Der indføres en ny mediecheck til pensionister, som i dag er berettiget til nedsat licens samt en undtagelse af mediechecken fra husstandsindkomsten ved beregning af boligstøtte.
Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v. er belyst i lovforslagets bemærkninger.
Det forventes, at loven træder i kraft 1. januar 2019.
Medielicensen vil være fuldt afskaffet fra 2022.
Idet jeg henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.