Beretning om ministeren for fiskeri og ligestillings gennemførelse af en model for det fremtidige muslinge- og østersfiskeri i Limfjorden
Statutory Text (2 Articles)
Beretning afgivet af Miljø- og Fødevareudvalget den 20. februar 2019
Beretning
om
ministeren for fiskeri og ligestillings gennemførelse af en model for det fremtidige muslinge- og østersfiskeri i Limfjorden
1.
Baggrund
Regeringen indgik den 19. juni 2018 aftale med samtlige partier i Folketinget om udmøntning af aftalen om indsats mod kvotekoncentration i dansk fiskeri fra den 16. november 2017.
Parterne blev bl.a. enige om en aftale om rettighederne til muslinge- og østersfiskeriet på Limfjorden, der betyder, at personer eller selskaber, der ejer mere end tre licenser for blåmuslinger og/eller ejer mere end tre licenser for østers, skal afhænde disse inden udgangen af 2026.
Parterne aftalte den 19. juni 2018, at det således ikke fremadrettet ville være tilladt at eje mere end tre licenser for blåmuslinger og/eller tre licenser for østers.
Ministeren udmøntede aftalen for rettighederne til muslinge- og østersfiskeriet på Limfjorden ved bekendtgørelse nr. 1471 af 11. december 2018 om tilladelse til fiskeri efter muslinger og østers herunder om overdragelige fartøjstilladelsesandele.
2.
Udvalgsarbejdet
Udvalget har stillet en række spørgsmål til ministeren for fiskeri og ligestilling om gennemførelsen af den politiske aftale af 19. juni 2018, herunder et spørgsmål til mundtlig besvarelse, som ministeren har besvaret i et åbent samråd med udvalget den 8. februar 2019.
Ministeren har efterfølgende sendt udvalget det talepapir, der dannede grundlag for ministerens mundtlige besvarelse af spørgsmålet.
Se MOF alm. del – samrådsspørgsmål AP og MOF alm. del – bilag 144, 361 og 405 samt MOF alm. del – svar på spørgsmål 214, 297, 346, 347 og 350.
Møder
Udvalget har behandlet beretningen i 1 møde.
3.
Politiske bemærkninger
Socialdemokraiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet og Socialistisk Folkeparti
Flertallet i udvalget (S, DF, EL, ALT og SF) udtaler sin meget skarpe kritik af ministeren for fiskeri og ligestilling for ministerens håndtering af implementeringen af den politiske aftale om rettighederne til muslinge- og østersfiskeriet på Limfjorden, som blev indgået den 19. juni 2018, herunder særlig af, at bekendtgørelsen, som udmønter aftalen, først blev udstedt den 11. december 2018.
Flertallet påtaler på det skarpeste, at ministeren ikke anerkender, at fiskeriordførerne for partier, der udgør et flertal i Folketinget, allerede siden sommeren 2018 har udtrykt ønske om, at bekendtgørelsen skulle træde i kraft hurtigere, og at ministeren derved indirekte beskylder et flertal i Folketinget for at tale usandt.
Alvoren skærpes, ved at storfiskere, i perioden mellem den politiske aftale blev indgået, og bekendtgørelsen trådte i kraft, har gennemført mindst én og potentielt flere handler med muslinge- og/eller østerslicenser over afgørende koncentrationslofter og dermed i direkte strid med flertallets intentioner som udtrykt i den politiske aftale.
Flertallet finder på denne baggrund ministerens håndtering af sagen overordentlig utilfredsstillende og henstiller på det kraftigste til, at ministeren fremadrettet loyalt og uden unødigt ophold følger det politiske flertal på fiskeriområdet.
I den forbindelse ønsker flertallet særlig at fremhæve vigtige sager om en udleje-/auktionsmodel for tilvejebringelse af midler til udvikling af fiskeriet, indsatsen mod de negative konsekvenser af bomtrawlsfiskeriet m.v.
Flertallet noterer sig, at ministeren har tilkendegivet, at processen om muslingebekendtgørelsen godt kunne have haft et andet tidsmæssigt forløb, jf. svar på § 20-spørgsmål nr. S 423 stillet den 18. januar 2019 af Ib Poulsen (DF).
Venstre, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Konservativt Folkeparti
Mindretallet (V, LA, RV og KF) konstaterer, at der stadig ikke har været fremlagt dokumentation for, at nogen skulle have ønsket en tidligere ikrafttrædelsesdato end først aftalt allerede fra sommeren 2018.
P.u.v.
Pia Adelsteen
formand