Beretning om udenrigsministerens håndtering af den historiske udredning om baggrunden for Danmarks militære engagement i Kosovo, Irak og Afghanistan
Statutory Text (2 Articles)
Beretning afgivet af Udenrigsudvalget den 29. januar 2019
Beretning
om
udenrigsministerens håndtering af den historiske udredning om baggrunden for Danmarks militære engagement i Kosovo, Irak og Afghanistan
1.
Udvalgsarbejdet
Udvalget har på et møde drøftet udenrigsministerens håndtering af den historiske udredning om baggrunden for Danmarks militære engagement i Kosovo, Irak og Afghanistan.
Udvalget har herunder stillet 1 spørgsmål til udenrigsministeren til mundtlig besvarelse, som denne har besvaret i et åbent samråd med udvalget den 25. januar 2019.
Se URU alm. del – samrådsspørgsmål H.
Møder
Udvalget har behandlet beretningen i 2 møder.
2.
Politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (S, DF og EL) udtaler kritik af udenrigsministerens håndtering af den historiske udredning om baggrunden for Danmarks militære engagement i Kosovo, Irak og Afghanistan.
Flertallet konstaterer, at ministeren har givet forskerne bag udredningen tilladelse til at bringe citater fra fortrolige møder i Det Udenrigspolitiske Nævn, uden at det er aftalt med Folketinget, og uden tilstrækkelig hensyntagen til den dialog, der har været med Folketinget herom.
Flertallet tager til efterretning, at udenrigsministeren beklager, at kommunikationen mellem Udenrigsministeriet og Folketinget i denne sag ikke har været fyldestgørende og tilstrækkelig præcis.
På denne baggrund opfordrer flertallet ministeren til hurtigst muligt i samarbejde med Folketinget at indgå en ny aftale om den fremtidige håndtering af sager, hvor der søges om adgang til optegnelserne fra Det Udenrigspolitiske Nævns møder, herunder adgang til at bringe citater fra Nævnets møder.
Et mindretal i udvalget (V, LA og KF) konstaterer, at udenrigsministeren har beklaget forløbet omkring den historiske udredning vedrørende Danmarks militære engagement i Kosovo, Irak og Afghanistan.
Partierne understreger imidlertid vigtigheden af, at så meget materiale som muligt er tilgængeligt for forskerne, da det har afgørende betydning for eftertiden, at der er kendskab til, hvilke bevæggrunde som førte til Danmarks deltagelse i de nævnte militære konflikter.
Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti ønsker så meget åbenhed som muligt i forbindelse med den type forskningsprojekter.
Hvis der ikke er fuld adgang til så meget materiale som muligt, er det vanskeligt at se værdien i den type forskningsprojekter, samtidig med at forskningen ikke ville kunne give et samlet billede af, hvad der lå til grund for Danmarks beslutninger.
Et andet mindretal i udvalget (ALT, RV og SF) tager udenrigsministerens beklagelse af den upræcise kommunikation fra Udenrigsministeriet til efterretning i den specifikke sag.
Mindretallet beklager, at der ikke var flertal i Folketinget for en kommissionsundersøgelse af den danske krigsindsats, men finder det vigtigt, at der er størst mulig åbenhed omkring den historiske undersøgelse.
Mindretallet finder det derfor afgørende, at forskere, der af Folketinget selv bliver bedt om at bidrage til udredninger og kommissioner, har mulighed for at citere fra Det Udenrigspolitiske Nævn i de pågældende sager, så længe det ikke skader Danmarks sikkerhedspolitiske interesser.
Mindretallet mener, det er nødvendigt, at der hurtigst muligt i et samarbejde mellem Folketinget og Udenrigsministeriet laves en aftale om den fremadrettede håndtering af sager, hvor der søges om adgang til optegnelserne fra Nævnets møder, herunder adgang til at bringe citater fra Nævnets møder.
P.u.v.
Ane Halsboe-Jørgensen
formand