Legislator Case Law & Legislation
20181SS00004 DK

Beretning om udlevering af materiale til Undersøgelseskommissionen om SKAT og om skatteministerens oplysninger til Folketinget herom

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

BR#LOKDOK51 2018 4 Valid

Beretning afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 28. november 2018

Beretning

om

udlevering af materiale til Undersøgelseskommissionen om SKAT og om skatteministerens oplysninger til Folketinget herom

BR#LOKDOK51 2018 4 Valid

1.

Baggrund

Undersøgelseskommissionen om SKAT blev nedsat af Justitsministeriet ved kommissorium af 3. juli 2017.

Undersøgelseskommissionen har den 10. oktober 2018 afgivet en redegørelse til Justitsministeriet om udlevering af materiale og rykkerproceduren, hvilken redegørelse efterfølgende er oversendt til Skatteudvalget og til Udvalget for Forretningsordenen, jf. UFO alm. del – bilag 15.

Endvidere har undersøgelseskommissionen afgivet i alt fire orienteringer til offentligheden, senest den 19. september 2018.

Af redegørelsen og orienteringerne fremgår bl.a., at ikke alle undersøgelseskommissionens anmodninger om materialeudlevering fra relevante ministerier og styrelser er blevet imødekommet tilfredsstillende.

Det fremgår ydermere, at undersøgelseskommissionen har iværksat en rykkerprocedure i forhold til de anmodninger om materiale, der ikke er imødekommet eller ikke er imødekommet på en fyldestgørende måde.

Endvidere har Skatteministeriet den 31. oktober 2018 sendt en redegørelse til Udvalget for Forretningsordenen om forløbet vedrørende referat af statusmødet den 1. oktober 2018 mellem Undersøgelseskommissionen om SKAT og ministeriet, jf. UFO alm. del – bilag 25.

Heraf fremgår, at den af kommissionen iværksatte rykkerprocedure også omfattede Skatteministeriet, idet en møderække blev afviklet i forbindelse med den rykkerprocedure, som omtales i kommissionens orienteringer.

Skatteministeren har i et samråd i Udvalget for Forretningsordenen den 7. november 2018 bekræftet, at Skatteministeriet er kommet til den forståelse, at den afviklede møderække af undersøgelseskommissionen er blevet opfattet som led i en rykkerprocedure.

2.

Politiske bemærkninger

På baggrund af Undersøgelseskommissionen om SKATs redegørelser og orienteringer kan Udvalget for Forretningsordenen konstatere, at Skatteministeriet var omfattet af den rykkerprocedure, som undersøgelseskommissionen iværksatte i februar 2018.

Udvalget konstaterer derudover, at Skatteministeriet ikke har udleveret materiale i det tempo, som undersøgelseskommissionen har forudsat for sit arbejde, og at kommissionen på den baggrund har fundet det nødvendigt at anvende sin iværksatte rykkerprocedure over for ministeriet.

Udvalget for Forretningsordenen konstaterer endvidere, at skatteministeren ikke har givet fyldestgørende og korrekte svar til Skatteudvalget og Udvalget for Forretningsordenen under de samråd, der er afholdt vedrørende Undersøgelseskommissionen om SKAT, idet ministeren på disse samråd har afvist, at Skatteministeriet skulle være omfattet af undersøgelseskommissionens rykkerprocedure.

Skatteministeren har oplyst, at han ikke var bekendt med, at kommissionen opfattede den løbende dialog mellem kommissionen og Skatteministeriet som værende en rykkerprocedure, og derfor ikke kunne oplyse om dette på samrådet i Skatteudvalget den 27. september 2018, da han og ministeriet først blev bekendt med kommissionens opfattelse, da ministeriet modtog Undersøgelseskommissionen om SKATs redegørelse om udlevering af materiale og rykkerproceduren den 10. oktober 2018.

Endelig konstaterer Udvalget for Forretningsordenen, at skatteministeren under hensyntagen til undersøgelseskommissionens ønske om at få udleveret materialet hurtigere har besluttet at tilføre yderligere ressourcer til arbejdet i Skatteministeriet.

I den forbindelse oplyste skatteministeren under samrådet i Udvalget for Forretningsordenen den 7. november 2018, at der ses på muligheder for både at ansætte yderligere medarbejdere og at tilføre allerede eksisterende interne ressourcer til relevansvurderingen i forbindelse med materialeudleveringen.

Udvalget for Forretningsordenen noterer sig i den forbindelse indholdet af det brev om tilførsel af yderligere ressourcer til Skatteministeriets bistand til undersøgelseskommissionen m.v., som skatteministereren har sendt til udvalget den 27. november 2018, jf. UFO alm. del – bilag 38.

Udvalget for Forretningsordenen vil med denne beretning indskærpe vigtigheden af, at regeringen som helhed fremadrettet stiller de nødvendige rammer til rådighed for, at arbejdet i Undersøgelseskommissionen om SKAT kan gennemføres i overensstemmelse med kommissoriet.

Der henvises bl.a. til kommissoriets punkt 10, hvoraf det fremgår, at undersøgelsen bør gennemføres hurtigst muligt.

P.u.v.

Pia Kjærsgaard

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →