Forslag til folketingsbeslutning om et statsligt tilsyn med landets advokater
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 26. marts 2019 af Peter Kofod (DF), Lise Bech (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Susanne Eilersen (DF), Søren Espersen (DF), Dennis Flydtkjær (DF), Hans Kristian Skibby (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om et statsligt tilsyn med landets advokater
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Peter Kofod (DF)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om et statsligt tilsyn med landets advokater.
(Beslutningsforslag nr. B 150)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen at oprette et nyt statsligt tilsyn med landets advokater, således at det ikke længere er advokatbranchen selv, der står for tilsynet.
Beslutningsforslaget har til formål at sikre, at der oprettes et statsligt tilsyn med landets advokater, således at det ikke længere er advokatbranchen selv, der står for tilsynet.
Advokatsamfundet, som landets advokater skal være medlem af, har i dag godt 6.000 medlemmer.
Advokatsamfundet fører tilsyn med landets advokater (www.advokatsamfundet.dk).
Det vil sige, at tilsynet med landets advokater foretages af branchen selv.
Dette tilsyn kan i nogle tilfælde føre til interessekonflikter.
Eksempelvis har Advokatsamfundet for nyligt udgivet en rapport om advokaters metoder i forhold til bander.
Der er mistanke om, at forsvarsadvokater forsøger at skaffe sig klienter i landets arresthuse, og at nogle forsvarsadvokater er afhængige af kriminelle banders penge (»Advokater i fare for at komme i lommen på rockere og andre bander«, Jyllands-Posten, den 2. februar 2019 »og »Evalueringsrapport, Forsvarertilsynet, September 2017 – Februar 2018«, udgivet af Advokatsamfundet«).
En række advokatfirmaer har i løbet af de sidste par år fået massiv kritik for deres gøren og laden i forbindelse med sagen om svindel med udbytteskat, hvor den danske statskasse er blevet snydt for 12,7 mia. kr. Svindlen foregik i perioden fra 2012 til 2015.
SKAT blev opmærksom på sagen i juni 2015, hvor man modtog den første advarsel om, at der havde foregået mulig svindel.
I august samme år stoppede man al udbetaling af udbytteskat for derefter at undersøge sagen til bunds.
I 2016 besluttede Folketinget at iværksætte en uvildig advokatundersøgelse af sagen.
Advokatfirmaet Bech-Bruun vandt udbuddet i 2017.
Siden viste det sig, at selv samme advokatvirksomhed havde rådgivet udenlandske pensionskasser og banker om refusion af dansk udbytteskat både før og under selve den undersøgelse, som advokatfirmaet foretog (»Sådan eksploderede sagen om Bech-Bruun og udbytteskat« og »Skatteministeren kræver millioner retur i udbyttesag«, begge artikler bragt i Berlingske, den 11. februar 2019).
Forslagsstillerne mener, at der i løbet af de seneste par år har været for mange sager, der viser, at det kan være problematisk, når advokatbranchen skal undersøge sig selv.
Derfor skal tilsynet med landets advokater forbedres markant, og her er det vanskeligt at se, at Advokatsamfundet fortsat selv skal stå for det.
Der er naturligvis ikke nogen garanti for, at sagen om udbytteskat kunne være undgået eller opdaget tidligere, hvis der havde været et uafhængigt statsligt tilsyn med landets advokater.
Men mistanken om interessekonflikt osv. kunne have været undgået.
Der har været forslag fremme om, at Erhvervsstyrelsen kunne overtage tilsynet (»Advokater er åbne for at flytte egen vagthund ud af branchen«, Jyllands-Posten, den 10. februar 2019).
Dette beslutningsforslag skal sikre, at tilsynet med landets advokater fremover skal udføres af et statsligt tilsyn.
Erhvervsstyrelsen kunne være en mulig overtager af opgaven.
Forslagsstillerne er villige til at lade dette forslag indgå i forhandlingerne om det fremtidige tilsyn med advokaterne.