Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af en autorisationsordning for bedemænd
Statutory Text (5 Articles)
Fremsat den 16. januar 2019 af Christian Langballe (DF), Tilde Bork (DF), Jan Rytkjær Callesen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Mette Dencker (DF), Søren Espersen (DF), Merete Dea Larsen (DF), Hans Kristian Skibby (DF), Peter Skaarup (DF) og Dorthe Ullemose (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om indførelse af en autorisationsordning for bedemænd
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Christian Langballe (DF)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af en autorisationsordning for bedemænd.
(Beslutningsforslag nr. B 78)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om indførelse af en autorisationsordning for bedemænd for at sikre, at bedemænds arbejde med begravelser og bisættelser m.v. foregår med værdighed.
I dag kan enhver slå sig op som bedemand.
Det kræver ingen autorisation eller uddannelse.
Derudover er det uigennemskueligt for de pårørende, hvad bedemændene kan tage sig betalt for, og hvilke gebyrer der er rimelige.
Det er klart, at pårørende i forbindelse med dødsfald er særligt sårbare og derfor heller ikke overvejer grundigt, hvilken bedemand de skal vælge, og hvad de skal betale for.
Det nødvendiggør, at der indføres en autorisationsordning, så det sikres, at bedemændene udfører deres hverv med værdighed og i respekt for den afdøde og de pårørende.
I sammenhæng hermed skal der også skabes klarhed over, hvad bedemændene kan tage sig betalt for.
Der henvises til følgende omtale i medierne af eksempler på ringe og uværdig service fra bedemænd
Og følgende er omtale af eksempler på en bedemand, som kritiseres for at snyde de pårørende
-
»Pas på discountbedemænd: Man får, hvad man betaler – også når det drejer sig om begravelser«, Kristeligt Dagblad, den 1. maj 2018.
-
»Danske Bedemænd vil stoppe dårlige begravelser«, TV2 Nyheder, den 9. september 2014.
-
»Stop de betændte bedemænd«, Ekstra Bladet, den 10. februar 2009.
-
»Vi blev snydt af bedemanden«, Kontant, den 6 juni 2018.
-
»Bedemand kritiseres for at snyde sine kunder«, Kontant, den 6 juni 2018.
-
»Begravet i rykkere efter kones død«, BT, den 23. december 2007.