Skriftlig fremsættelse (25. april 2018) - L 224
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (25. april 2018)
Justitsministeren (Søren Pape Poulsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om offentlighed i forvaltningen (Ændring af revisionsbestemmelse)
(Lovforslag nr. L 224)
Formålet med lovforslaget er at udsætte revisionen af offentlighedslovens § 16 om postlister fra folketingsåret 2017-18 til folketingsåret 2018-19.
En ordning med obligatoriske postlister blev i første omgang indført som en forsøgsordning fra den 1. januar 2015 til udgangen af 2016.
Det er forudsat i forarbejderne til offentlighedsloven, at forsøgsordningen skal evalueres.
Evalueringen skal danne grundlag for en stillingtagen til, i hvilket omfang ordningen skal gøres permanent.
Evalueringen af postlisteforsøget blev gennemført i 2017, og postlisteudvalget afgav en rapport i juli 2017.
Det følger af supplementet til den politiske aftale af 3. oktober 2012 mellem den daværende regering (S, R og SF), V og K om en ny offentlighedslov, at offentlighedsloven skulle evalueres tre år efter dens ikrafttræden, dvs. den 1. januar 2017.
Justitsministeriet har i den forbindelse udarbejdet en redegørelse, som blev offentliggjort i juni 2017.
Som opfølgning på evalueringen af offentlighedsloven pågår der i øjeblikket forligskredsdrøftelser om en ny aftale om offentlighedsloven.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at evalueringen af postlisteforsøget kan indgå i disse drøftelser.
Derfor foreslås revisionen af offentlighedslovens § 16 om postlister udsat til folketingsåret 2018-19.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.