Legislator Case Law & Legislation
20171XX00746 DK

Skriftlig fremsættelse (23. marts 2018) - L 213

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2017 L 213 Valid

Skriftlig fremsættelse (23. marts 2018)

SF.L#LOKDOK28 2017 L 213 Valid

Sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Egen­betaling for tolkebistand)

(Lovforslag nr. L 213)

Lovforslaget udmønter en del af Aftale om Finansloven for 2018.

Partierne bag aftalen er enige om at indføre et gebyr for fremmedsprogstolkning i sundhedsvæsenet for personer, der har været bosat i Danmark i mere end 3 år.

Derudover er det aftalt at indføre egenbetaling for personer, der fravælger den tolk, som sundhedsvæsenet tilbyder.

Det foreslås derfor i lovforslaget, at sundhedslovens regler om regionsrådets forpligtelse til altid at yde nødvendig tolkebistand vederlagsfrit ændres, således at det fremgår af lovens § 50, stk. 1, at regionsrådet yder tolkebistand til personer, der har behov for tolkebistand i forbindelse med behandling hos alment privatpraktiserende læge og privatpraktiserende speciallæge samt behandling på sygehus.

Det foreslås desuden, at der indsættes et stk. 2 og 3 i bestemmelsen, der fastsætter, at regionsrådet skal opkræve et gebyr for tolkebistand fra personer, der har været bosat i Danmark i mere end 3 år, og som har behov for tolkebistand i henhold til stk. 1, samt fuld egenbetaling for tolkebistand fra personer, der ønsker en anden tolk end den tolk, som regionsrådet har anvist.

Det foreslås samtidig at bemyndige sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler om regionsrådets forpligtelse til at yde tolkebistand, herunder regler, der viderefører den gældende regel om, at det er lægen, der skal vurdere, om en tolk er nødvendig for behandlingen, samt at det er lægen, der skal sikre, at tolken har de nødvendige sproglige kvalifikationer, herunder beherskelse af det danske sprog.

Det er desuden hensigten, at der i medfør af lovforslaget vil blive fastsat regler om, at udgangspunktet om betaling af gebyr fraviges i forhold til personer, der på grund af f.eks. alder og/eller nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke er i stand til at tilegne sig henholdsvis oppebære og anvende tilegnede danskkundskaber.

Det samme gælder i forhold til forældre, som i forbindelse med behandling af et barn har behov for tolkebistand.

Endelig vil der blive fastsat regler om, at der ikke skal opkræves gebyr for tolkebistand til personer fra Det Tyske Mindretal i Danmark, der har behov for tolkebistand i forhold til at kunne anvende det tyske sprog, samt at der ikke opkræves gebyr i forbindelse med tolkning af det grønlandske og færøske sprog.

Idet jeg i øvrigt tillader mig at henvise til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →