Beretning om udstedelse af skattekort til illegale indvandrere
Statutory Text (3 Articles)
Beretning afgivet af Skatteudvalget den 8. februar 2018
Beretning
om
udstedelse af skattekort til illegale indvandrere
1.
Indledning
Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti fremsatte den 24. oktober 2017 beslutningsforslag nr. B 19 om ikke at udstede skattekort til illegale indvandrere.
Beslutningsforslaget er ikke blevet førstebehandlet, da der i mellemtiden er indgået en forståelse mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti.
2.
Politiske bemærkninger
Udvalget noterer sig, at der er indgået en forståelsestekst med regeringen, der adresserer de problemstillinger, som er rejst med beslutningsforslag nr. B 19.
Flertallet finder, at initiativerne, som fremgår af forståelsesteksten, jf. bilag 1, er et godt skridt på vejen til at finde en dækkende løsning.
Enhedslistens, Alternativets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker endvidere, at de forventer, at alle partier, der har tilsluttet sig initiativerne, inddrages i forhandlingerne om implementeringen af dem.
P.u.v.
Peter Hummelgaard Thomsen
formand
Bilag 1
Forståelsestekst vedrørende B 19 om udstedelse af skattekort
S og SF har d. 24. oktober 2017 fremsat beslutningsforslag B 19 om ikke at udstede skattekort til illegale indvandrere.
Dansk Folkeparti har også tidligere udtrykt ønske om dette.
Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Konservative) er enig i det politiske ønske om effektivt at håndtere udfordringer knyttet til illegal arbejdskraft i Danmark samt at hjælpe arbejdsgiverne, så de ikke uforvarende overtræder udlændingeloven.
Det politiske ønske følger også af Aftale om en reform af international rekruttering fra juni 2014.
Regeringen ønsker at finde en dækkende løsning.
På den baggrund er regeringen, S, DF og SF enige om at udmønte beslutningsforslaget gennem følgende initiativer.
Forhøjelse af bødestraffen
Der gennemføres en forhøjelse af bøderne for arbejdsgivere, som overtræder reglerne på området, når der er skærpende omstændigheder, fx når arbejdsgivere bevidst eller groft uagtsomt anvender ulovlig arbejdskraft.
Forudsat at der hurtigt opnås politisk enighed om en model for bødeforhøjelse, forventes et samlet lovforslag vedrørende bødeforhøjelse og initiativer til hjælp til arbejdsgiverne at kunne træde i kraft 1. juli 2018.
Initiativer til hjælp af arbejdsgiverne
Der gennemføres følgende tiltag, der hjælper arbejdsgivere, så de i højere grad ikke uforvarende overtræder udlændingeloven
-
Styrkelse af den eksisterende adviseringsordning ved udstedelse af skattekort til arbejdsgivere, så alle arbejdsgivere orienteres om, hvad de skal være opmærksomme på ved ansættelse af tredjelandsborgere, herunder at et skattekort ikke er en arbejdstilladelse.
Det vil i højere grad end i dag gøre arbejdsgiverne opmærksomme på, at de har pligt til at tjekke tredjelandsborgeres arbejdstilladelse, så de ikke uforvarende overtræder udlændingeloven.
-
Øget og mere rettidig vejledning i form af en styrket generel og opsøgende informationsindsats målrettet arbejdsgivere, der har tredjelandsborgere ansat.
Formålet er at styrke den eksisterende vejledning, så det bliver klarere for arbejdsgiverne, hvilke pligter de har i relation til tredjelandsstatsborgere.
-
Orientering af arbejdsgivere ved ændringer i arbejdstilladelsen, så arbejdsgivere orienteres ved inddragelse, afslag på forlængelse eller konstatering af bortfald – også i tilfælde hvor arbejdstilladelsen ikke er stedfæstet til en bestemt arbejdsgiver.
Initiativet vil lette virksomhedernes byrder ved løbende at følge op på ændringer i arbejdstagerens arbejdstilladelse.
-
Foranalyse af systemudvikling
Der igangsættes en foranalyse, der skal undersøge mulighederne for at samkøre skatteforvaltningens og udlændingemyndighedernes systemer.
Hensigten er at belyse potentialet for, om det allerede ved ansøgning om et skattekort kan sikres, at illegale indvandrere ikke får udstedt et skattekort.
Foranalysen skal indeholde en udbygget vurdering af de system- og datamæssige implikationer, juridiske forudsætninger, omkostninger samt tidshorisont.
Det kan ligeledes undersøges om en sådan samkøring kan have potentiale på andre områder som f.eks. udstedelse erhvervskørekort eller næringsbrev.
Foranalysen skal være afsluttet inden udgangen af 2018.
Aftalepartierne bag Aftale om en reform af international rekruttering forelægges et konkret samlet forslag til ovenstående elementer.