Legislator Case Law & Legislation
20171BB00119 DK

Forslag til folketingsbeslutning om pligt for politikere til offentlig registrering af gaver og forbud mod modtagelse af visse gaver

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

BSF B#LOKDOK41 2017 119 Valid

Fremsat den 23. marts 2018 af René Gade (ALT) og Carolina Magdalene Maier (ALT)

Forslag til folketingsbeslutning

om pligt for politikere til offentlig registrering af gaver og forbud mod modtagelse af visse gaver

Bemærkninger til forslaget

Skriftlig fremsættelse

René Gade (ALT)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om pligt for politikere til offentlig registrering af gaver og forbud mod modtagelse af visse gaver

(Beslutningsforslag nr. B 119)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

BSF B#LOKDOK41 2017 119 Valid

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2018 at fremsætte lovforslag, hvorved alle valgte politikere forpligtes til at lade gaver til en værdi af mere end 1.000 kr., som de modtager i tilknytning til deres politiske hverv, registrere i et offentligt tilgængeligt register, og hvorved alle valgte politikere helt forbydes at modtage gaver til en værdi af mere end 5.000 kr. i tilknytning til deres politiske hverv.

BSF B#LOKDOK41 2017 119 Valid

Alternativet mener, at det let kan blive problematisk, når politikere modtager gaver fra private virksomheder eller enkeltpersoner i tilknytning til deres politiske hverv.

Gaver kan skabe uklarhed om relationen mellem giver og modtager og kan i værste fald fungere som en uformel noget for noget-økonomi, der kan antage karakter af korruption.

Alternativet foreslår derfor, at alle gaver til en værdi af mere end 1.000 kr., som politikere modtager i tilknytning til deres hverv, skal registreres i et offentligt tilgængeligt register, og at det helt forbydes politikere at modtage gaver til en værdi af mere end 5.000 kr. i tilknytning til deres hverv.

Dette vil skabe klarhed om reglerne for alle, og det vil ikke mindst være til gavn for de mange politikere, der uden tvivl ønsker at overholde reglerne, men som finder det svært at navigere i den gråzone, der er på området for politikere i dag.

Reglerne skal gælde for folkevalgte politikere på såvel nationalt som regionalt og kommunalt niveau og såvel for fuldtids- som fritidspolitikere.

Det forudsættes naturligvis, at reglerne med hensyn til mulige sanktioner indrettes på en sådan måde, at grundlovens regler om valgbarhed til Folketinget respekteres.

Med beløbsgrænsen på 1.000 kr. holdes gaver af mindre værdi, som er accepterede dele af den almindelige omgang i samfundet, uden for registreringspligten.

På den måde sikres, at politikere f.eks. ikke vil blive forpligtede til at registrere en almindelig vingave, som modtages som tak for et oplæg, eller en mindre, souvenirlignende høflighedsgave i forbindelse med et besøg.

Ved udarbejdelsen af de nærmere regler bør det vurderes, om der bør fastsættes en undtagelse fra forbuddet mod modtagelse af dyre gaver for tilfælde, hvor det kan have særligt negative følger at afslå eller returnere en gave.

Det kan f.eks. tænkes at være tilfældet, hvis man modtager en gave fra en person eller organisation i et land, hvor der er kutyme for at give gaver af høj værdi, og hvor der er risiko for, at det vil blive anset for krænkende at afslå eller returnere gaven.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →